Spørgsmålet om udannelsens effektivisering og rationalisering horer til et af øjeblikkets brændende emner, og tlen betækning angående de værnepligtiges rationelle uddannelse, der nu foreligger trykt, har da også taget grundigt fat på mange af de problemer, der knytter sig til denne for værnenes fremtid så betydningsfulde sag. Skal effektivisering og rationalisering imidlertid ikke kun blive tomme fraser, må man alvorligt håbe, at kommissionens arbejde snarlig må føre til praktiske resultater. For det baster!
Kommissionen har i sin betænkning afstået fra at behandle de spørgsmål af organisatorisk art, der knytter sig til et rationelt gennemfort uddannelsesarbejde; kommissionen konstaterer befalingsmandsmanglen og fremsætter forslag om en forøget og centraliseret anvendelse af speciallærere.
Kommissionen er imidlertid meget forbeholden i sine udtalelser vedrørende en centralisering af selve det planlæggende uddannelsesarbejde og viger således tilbage for at foreslå, at f. eks. fægtningsøvelser også for led inden for kompagni og bataillons ramme udarbejdes som standardøvelser, f. eks. ved regimentets foranstaltning og under dettes mere eller mindre direkte ledelse og ansvar. Spørgsmålet er imidlertid, om man, såfremt uddannelsen skal blive virkelig effektiv og rationel, kan undgå nogen centralisering af det planlæggende uddannelsesarbejde: om det ikke fremtidig vil være påkrævet at give regimenter og batailloner sådanne stabe, at de på en mere direkte måde kan tage del i uddannelsen på alle trin, dels for herigennem at få en stærkere kontakt med uddannelsesproblemerne og dermed også storre direkte ansvar, dels for at aflaste underafdelingerne, der vel i dag må siges at tra’kke hovedlæsset i uddannelsen.
Som forholdene er nu, er bataillonschefernes og regimentschefernes indflydelse på uddannelsen struktur begrænset og arbejdet og ansvaret for ensidigt lagt på underafdelingscheferne. Vil man sætte sagen på spidsen, kan man endda sige, at uddannelsen niermest er en sag mellem kompagnicheferne og vedkommende våbens generalinspektorat. De mellemliggende led bar forst og fremmest som følge af stabenes lidenhed kun en kontrollerende og inspicerende virksomhed og slet ikke det vejledende, koordinerende og uddannende virke, som må anses for påkrævet, om uddannelsen skal kunne tilrettelægges og gennemføres på effektiv og rationel måde.
At vort nuværende uddannelsessystem virkede nogenlunde tilfredsstillende for verdenskrig II må forst og fremmest tilskrives, at uddannelsesvilkårene dengang var ikke så lidt gunstigere — personelrammer, kaserner, øvelsespladser, skydebaner m. v. var tilstrækkelige, kompagnicheferne og disses forsle hjælpere var erfarne og rutinerede befalingsmænd, og uddannelsesarbejdet med dertil borende reglementer, uddannelsesforskrifter m. v. lå stabilt i faste spor. Om vi nogensinde får „de gode gamle dages“ fredelige uddannelsesvilkår igen er vist desværre temmelig tvivlsomt; de vil sandsynligvis, som det i dag er gået med så mange andre ting, kun kunne blive et kært minde.
Og ganske bortset fra de ændrede uddannelsesvilkår må man list også erkende, at kravene til soldateruddannelsen i dag er steget ganske betydeligt. Udviklingen på de militære områder er gået stærkt, nye våben, nye organisationer og nye metoder skifter hurtigt, den øgede og mere positivt indstillede interesse for værnenes arbejde bar skruet fordringerne i vejret, og når hertil så kommer, at troen og tilliden til det autoritative alene utvivlsomt bar fået et alvorligt knæk, er der i og for sig ikke noget mærkeligt i, at der er brug for nye tanker og nye metoder i uddannelsesarbejdet.
Man har med stor interesse læst om de omfattende forsøg, der for tiden finder sted i den svenske ha-r med hensyn til rationalisering af uddannelsesarbejdet i den hensigt at råde bod på manglen på faste kadrer og samtidig få den størst mulige nytte af de værnepligtige befalingsmænd. Problemet i de svenske forsøg er dels, hvor stærk centraliseringen bor være, dels om uddannelsen skal foregå klassevis (mandskab af samme kategori) eller delingsvis (taktiske led med mandskab af forskellige kategorier), eventuelt som en kombination af de to sidstnævnte metoder.
Ved de fleste forsøgsinfanteriregimenter i Sverige bar man, såvidt vides, allerede nu centraliseret uddannelsesarbejdet, således at det er regimentschefen, der gennem sin uddannelsesafdeling leder mandskabs- og befalingsmandsuddannelsen. Bataillonschefer- ne, der intet væsentligt administrativt arbejde har, deltager i planlægningsarbejdet ved uddannelsesafdelingen. Som instruktører (speciallærere) anvendes kompagniernes befalingsmænd, der instrueres og fordeles ved uddannelsesafdelingens foranstaltning. Et svensk uddannelsesinfanteriregiment er på ca. 700 mand, nærmest svarende til en dansk fodfolksbataillon.
Det er måske her på sin plads at anføre, at en for stærkt fredsmæssig betonet centralisering og rationalisering af uddannelsesarbejdet vil kunne medføre vanskeligheder den dag, krigens opgaver skal løses, såfremt liærens kadrer hovedsagelig kommer til at bestå af en række specialister, der under uddannelsen først og fremmest liar beskæftiget sig med et centraliseret skoleuddannelses- arbejde, og som derfor let vil kunne savne den tilknytning til tropperne, den praktiske erfaring, som føringen af mindre taktiske led (kompagni og deling) må kræve under krig.
Det skulle imidlertid ikke være umuligt at finde frem til den gyldne middelvej.
Selv om det amerikanske uddannelsessystem på mange måder afviger fra det, vi vil kunne nå frem til, kan det måske alligevel være interessant at se lidt nærmere på, hvorledes de uddannelsesmæssige problemer er løst indenfor det amerikanske infanteriregiment (bataillon).
Den amerikanske infanterist gennemgår en 44 ugers uddannelse fordelt med 14 uger ved særlige uddannelsesdivisioner og den resterende lid ved de taktiske enheder. Den første 14 ugers uddannelse (enkeltmandsuddannelsen) er naturligt sta-rkt centraliseret. Uddannelsen ved de taktiske enheder går progressivt fremad med ea. 20 uger til at nå frem til fuldførelsen af øvelser i regiment og de resterende 10 uger til øvelser i division, „combined operations, amphibious operation“ o. s. v. —
Det vil føre for vidt lier at komme nærmere ind på idéen i og principperne for den amerikanske soldateruddannelse, selv om det kunne være fristende. Nedenfor skal ganske kort redegøres for de organer, regiment og bataillon råder over til at planlægge, koordinere og lede uddannelsen.
Både regiment og bataillon har en uddantudsessektion, begge normalt med en major som leder. Denne afdeling liar dog ikke alene med uddannelsen at gøre, den er samtidig også — i krig og under krigsmæssige øvelser — en operationssektion, d. v. s. vedkommende chefs nærmeste medlijudper i taktiske og organisatoriske spørgsmål.
Gennem uddannelsessektionen leder regiments- og bataiIIonscheferne uddannelsen i overensstemmelse med foreliggende uddannelsesprogrammer og foresatte myndigheders uddannelsesplaner og uddannelsesdirektiver. Hver division, regiment og bataillon udarbejder sin uddannelsesplan.
Sektionerne forer nøje kontrol med, at de for de forskellige uddannelsesgrene fastsatte terminer overholdes og leder de af henholdsvis regiment og bataillon på grundlag af de højere kommandomyndigheders direktiver udarbejdede uddannelsesprøver. Det skal her bemærkes, at uddannelsesprøver — også for fægtning og felttjeneste — i den amerikanske hær udgør en meget væsentlig del af den uddannelsesmæssige kontrol; selv divisionen (dennes operation- og uddannelsessektion) tilrettelægger og leder uddannelsesprøver for f. eks. gruppe og deling. Ved hver prøve — og der er mange — gives karakterer, idet den pågældende enhed — gruppe, deling eller kompagni — skal opnå et vist minimumspoint.
Man kan næppe sige, at uddannelsen ved det amerikanske infanteriregiment (bataillon) er så stærkt centraliseret som f. eks. ved de svenske forsøgsregimenter. Forberedelserne til de omfattende uddannelsesprøver foregår normalt indenfor kompagniet. Men ønsker kompagniet hjælp (direktiver, øvelsesarrangementer, kampdommere, „fjender“ m. v.) træder uddannelsessektionen til. Den er ikke alene kontrollerende, men i høj grad også vejledende og koordinerende.
Har man haft lejlighed til at besøge amerikanske enheder under uddannelsen, får man et stærkt indtryk af teamwork og fælles ansvar overfor uddannelsesarbejdet.
Formålet med de ovenfor fremsatte betragtninger og redegørelser har været at fremdrage nogle af de organisatoriske problemer, der knytter sig til spørgsmålet om en effektiv og rationel soldateruddannelse og herunder i særlig grad at pege på, at vort nuværende uddannelsessystem med de alt for små regiments- og bataillonsstabe ikke giver vedkommende chefer nogen mulighed for at tage effektivt del i uddannelsesarbejdet, således at deres erfaring og indsigt virkelig kan komme uddannelsen til gode.
E. L.
