Et internationalt studie af Denis McMahon, professor i psykologi, leder af anvendt psykologi ved Edinburghs universitet.
Nedenstående artikel er oprindelig skrevet på foranledning af Det udenrigspolitiske Selskab med henblik på offentliggørelse i dette selskabs tidsskrift „Fremtiden“. Under hensyn til artiklens indhold og hele karakter er det imidlertid efter overenskomst mellem Det udenrigspolitiske Selskab og Det krigsvidenskabelige Selskab besluttet at bringe den her i Militært Tidsskrift. Artiklens forfatter en en skotsk professor i psykologi, der af general Norstad blev engageret til at foretage en undersøgelse af tjenestetidsproblemet i en række NATO-lande med henblik på at finde frem til den mest hensigtsmæssige tjeneste tidslængde. Han kom til det resultat, at lære tiden generelt kan sættes til 12 måneder, og at det derfor, hvis man også ønsker gavntjeneste f. eks. i form af opstilling af dækningsstyrker, ikke kan betale sig at gøre tjenestetiden kortere end 18 måneder.
Denne artikel er et resumé af nogle rapporter til general Norstad. Artiklens forfatter var den gang lånt ud til S H A PE fra Edinburghs universitet for at undersøge forbindelsen imellem tjenestetidens længde og militæ r duelighed. Undersøgelserne fandt sted fra nov. 57 til aug. 58 suppleret med to andre perioder hver af få ugers varighed (vinteren 58 og sommeren 59) for at give forskeren lejlighed til at besøge flere N A TO hære. Den tid, der blev anvendt på projektet, indbefattet udarbejdelsen af rapporten, var således ialt 10 mdr.
Formal.
Undersøgelsen havde til form ål at prøve at besvare et af S H A PE formuleret spørgsmål: „H vor lang bør værnepligtstiden være?“ . Da det var umuligt direkte at give sig i kast med dette spørgmål, omsatte undersøgeren det til følgende spørgsmål: „H vilken sammenhæng er der im ellem mandskabets tjenestetid og dets militære duelighed?“ . Efterhånden som projektet skred frem, dukkede et andet spørgsmål op af sig selv, og undersøgeren gjorde enkelte forsøg på at besvare det; dette spørgsmål var: „H vilke væsentlige faktorer, inklusive tid, har indflydelse på den militære duelighed?“.
Fremgangsmåde.
E fter to forsøg blev følgende metode anvendt. Undersøgeren besøgte infanteri-, panser- og artilleribataljoner for ved møder med bataljons- og kompagnichefer at forsøge at fastlægge det sted på en tænkt kurve over mandskabets militæ re duelighed, hvor der opstår et „trin “ på kurven. Når dette „trin “ nås, er den militæ re duelighed nået tæt ved sit maximum. 75 bataljoner fordelt på 3 N A T O nationer blev besøgt, og 550 officerer tog del i konferencerne, som for øvrigt var temmeligt jævnt fordelt på infanteriet, pansertropperne og artilleriet. Besøget ved en bataljon indledtes med en samtale med chefen, som blev bedt om at beskrive det personelerstatningssystem, der anvendtes ved bataljonen, at opgive enkeltheder om størrelsen og arten af de faste kadrer, at forklare bataljonens uddannelsesprogram, samt at angive tidspunkterne for, hvornår de enkelte indkaldelseshold var tilgået bataljonen. Dette møde med chefen varede fra 1 til l 1/? time. Mødedeltagernes kreds blev derefter udvidet til også at omfatte kompagnichefer og enkelte andre officerer (f. eks. næstkommanderende ved B T N og adjutant). Herefter blev bestemte uddannelseshold diskuteret i enkeltheder. Officererne blev herunder spurgt, om dette hold var bedre end normalt, bedre på grund af intelligens, civiluddannelse, rekrutuddannelse eller grundet på frasortering af de dårlige elementer. De blev derefter spurgt om deres mening om holdets militære duelighed ved modtagelsen samt bedt om at beskrive holdets uddannelse i enkeltheder med datoangivelse; endeligt blev de bedt om at give deres syn på holdets militære duelighed f. eks. i okt. 1959 og tilsvarende i jan. 1958 efter gennemgang af den mellemfaldende uddannelse. På hvert vigtigt stade i uddannelsen, f. eks. efter en bestemt tid i bataljonen, efter større øvelser eller kampskydninger, blev officererne bedt om at vurdere den ændring, der eventuelt måtte være sket i holdets militære duelighed. Underforere, specialister og menige blev vurderet hver for sig og også i forskellige funktioner. Undersøgelsen af og diskussionen om et bestemt hold fortsattes, in d til der var almindelig enighed blandt officererne om, at trinet på duelighedskurven var nået. Trinet blev bedømt til at være nået, når stigningen i dueiighedskurven fladede ud.. Dette betød dog ikke, at holdet var opophørt med at blive dygtigere, men det var det punkt på kurven, efter hvilket stigningen i færdigheder var betydeligt mindre udpræget end tidligere. Dette blev kontrolleret ved at bedømme et hold, som var tilgået bataljonen på et andet tidspunkt. Selv om officererne ofte var længe om at nå til enighed, så var det interessant at mærke sig, at i næsten alle tilfælde blev enighed nået efter indbyrdes diskussion. E t andet interessant forhold var, at undersøgeren — ved hjælp af sine notater — næsten altid var den eneste tilstedeværende, som var fuldt klar over, om holdet havde gjort x eller y måneders tjeneste på de bestemte skæringsdatoer, hvor en vurdering afæskedes. Mødet med bataljonschefen og kompagnicheferne varede fra 1 til 1% time, og det gennemsnitlige antal mødedeltagere var 7 officerer.
Forklarende bemærkninger til „trinet“.
„T rinet“ må ikke forveksles med kampevne, hvilket heller ikke blev gjort af de officerer, der deltog i møderne. A t nå til en afgørelse af, hvornår „trinet“ bliver nået, kan derfor synes at blive en meget subjektiv bedømmelse. Som tidligere anført kunne der i det væsentlige opnåes enighed om trinets virkelige placering, såfremt en forveksling havde fundet sted. Kampevnen blev bedømt meget mere forskelligt, idet bedømmelsen heraf er afhængig af den enkelte officers kamperfaring. Følgende eksempler illustrerer såvel det variable som det subjektive i bedømmelserne. I et tilfælde udtalte en officer, at et hold var rede til at gå i kamp på et givet tidspunkt, men det viste sig, at han dermed mente, at han havde været ude for skulle kæmpe i Korea med dårligere mandskab. En anden officer forestillede sig øjensynligt, at han altid måtte sige, at hans mandskab var rede til at slås, fordi han om nødvendigt ville kæmpe med det værst tænkelige menneskemateriale, eller måske fo rdi et negativt svar evt. ville fremkalde tvivl om hans professionelle kunnen. Trinet må heller ikke forveksles med officerers mening om, hvor lang tid de regner med er nødvendig for at bringe mandskabet op til den standard, som professionelle soldater har i tankerne. Når mødedeltagerne havde fundet frem til trinets placering, blev officererne enkelte gange spurgt, hvor lang en tid det ville tage at bringe mandskabet op på en tilfredsstillende standard. I såfald blev den yngste officer spurgt først og hatal jonschef en sidst. Det var interessant at se, at alle udspurgte opgav en periode, som var længere end den tid, det havde taget at nå trinet i hans egen enhed. I denne forbindelse må det understreges, at officererne blev bedt om at lade „General Norstads x“ ude af betragtning. General Norstads x er den tid, som tropperne — efter at være uddannet — med rette kan siges at udgøre en del af NATO-skjoldet.
Undersøgelsens resultat.
Det gennemsnitlige tidspunkt for trinets opståen var tolv mdr. for infanteriet, pansertroppeme og artilleriet; for befalingsmænd anvendt som førere for infanterigrupper, kampvogns- eller kanonbesætning var det 18 måneder. For mandskabet varierede tidspunktet for trinets opståen fra ca. 10 til 14 mdr. I tre tilfælde afveg resultaterne herfra. Først i en hær, hvor mandskabet — efter 4 eller 6 mdr. rekrutuddannelse -— i deres resterende tjenestetid gennemgik to temmelig forskellige uddannelsesperioder ved dækningsbataljoner. For dette mandskabs vedkommende opstod der ikke inden hjemsendelsen et trin på kurven over deres militære duelighed. Dernæst i en hær, hvor mandskabet havde 5 mdr. træning umiddelbart før de årlige manøvrer. Uddannelsen ophørte herefter praktisk talt fuldstændigt, hvorved bataljonen blev næsten opløst. Hvis man i det hele taget kan tale om, at et trin kunne opstå, og hvis man kan tale om et trin i samme forstand som h id til benyttet; ja — i så fald opstod trinet for denne hærs vedkommende efter manøvrens afslutning. Hver af disse to undtagelser giver anledning til dragning af slutninger idet der gås ud fra, at det under de nuværende normalt forekommende forhold vil tage 12 måneder at uddanne et indkaldelseshold til det stade, hvor kurven over dets militære duelighed flader ud. Ændres im idlertid uddannelsen eller uddannelsesforholdene, vil trinet ikke opstå på det samme tidspunkt Hvis endvidere et trin af en eller anden art opstår på et meget tidligere tidspunkt, og hvis der hengår en lang periode, inden uddannelsen fornys, så v il mandskabet forblive på det oprindeligt opnåede trin. Den tredie undtagelse var to bataljoner, hvis mandskab havde nået trinet efter 8 måneder. De var uddannet under så ekstraordinære forhold, som er værd at beskrive i detaljer. Mandskabet mødte ved bataljonerne i hjemlandet — direkte fra det civile liv — og på et tidspunkt, hvor divisionen og dermed bataljonerne blev dannet af sammenskrabet personel. De nyankomne værnepligtige udgjorde halvdelen af bataljonen, og de kendte deres kammerater fra den første dag. De faste kadre af menige, underførere og officerer var blevet særligt udvalgt, dels som gode instruktører, dels som gode førere. Øvelsespladser og skydebaner lå udenfor kaserneporten. I de følgende 5 til 6 måneder blev uddannelsen gennemført med en 15 timers arbejdsdag og uden orlov. Kasernetjeneste og lig nende arbejde blev udført af kasernens permanente stab af folk. Indkaldelsesholdet var 25 % større end det antal, der behøvedes, således at man i løbet af uddannelsen kunne frasortere de for langsomme samt de folk, der gav disciplinære vanskeligheder. Udvælgelsen af den rette mand til det rette job fandt sted såvel indledningsvis — efter en særlig udvælgelsesmetode — som senere ved at efterprøve og om nødvendigt rette placeringerne. Det forhold, at undersøgeren besøgte disse to bataljoner ret tidligt, fik ham til at tænke, at her lå måske losningen på en tidlig opnåelse af trinet. Som det fremgår af det tidligere frem førte var undersøgeren overoptimistisk; han bevarede im idlertid under hele undersøgelsen sin måske tåbelige forventning om at kunne udtænke en metode, som ville sætte SACEUR i stand til forudsige den militære duelighed af de tropper, som udgør NATO-skjoldet. I stedet måtte han slå sig til tåls med det håb, at en eller anden en skønne dag ville være i stand til at udvikle en formel bestående af følgende faktorer i det rette indbyrdes forhold:
T = Tiden som reelt er til rådighed for uddannelsen (kasernearbejde, vagttjeneste o. lign. taget med i betragtning)
P = Fordele og ulemper ved det anvendte personelerstatningssystem
U = Størrelsen og arten af underforere
0 = Rådige øvelsesterrainer
K = Mandskabets kvalitet (ikke alene under hensyn til soldatens civile uddannelse, hans intelligens og opførsel, men også til hans egnethed til at udfylde bestemte pladser i enheden).
Vilkårene for hver af disse faktorer var temmelig forskellige. Den reelle uddannelsestid — sammenlignet med den „o fficielle“ tid — varierede fra sidstnævnte eksempel til forhold, hvor mindre end 2/3 af mandskabet var til uddannelse ad gangen. De personelerstatningssystemer, som anvendtes i N A T O hærene, omfattede bl. a. dråbevis udskiftning med kun få ugers mellemrum, kompagnivis udskiftning hver 4 eller 6 måned, samt en årlig fornyelse af næsten hele bataljonen. Rådigheden over øvelsesterrainet varierede fra et årligt 8 dages besøg til 3 årlige 4 ugers besøg. Størrelsen og arten af fastansatte underførere kunne spænde fra kompagnier, der kim rådede over 2, til kompagnier med tilstrækkelige fastansatte underførere til at besætte alle gruppeførerposter og tillige næstkommanderende i grupper. Kvaliteten af indkaldelseshold kunne variere fra udsnit af værnepligtsmassen, som var en hel del dårligere end det normale nationale gennemsnit, til i forvejen veludsøgt mandskab med 25 % overskud, som tillod en frasortering af døgenigte og uønskede elementer. Endeligt kunne de modtagne hold være nøje udvalgt med henblik på udskiftning af „mand for mand“ og „job for job“ , eller holdene udgjorde ved modtagelsen et endnu ubestemt sammensurium. De nævnte variationer fandtes ved at sammenligne indenfor N A TO og ikke indenfor en bestemt NATO-hær. Det var im idlertid muligt at bedømme hver eneste af de besøgte NATO-hære, ud fra hver af de 5 faktorer, takket være de oplysninger, som alle bataljoner gav fra sig.
Konklusion.
a) Under de nuværende normalt forekommende forhold v il det tage omkring 12 måneder at bringe mandskabet op på det uddannelsestrin, hvor kurven for deres militære duelighed flader ud. For underførere vil den tid, det tager, før kurven flader ud, være ca. 18 måneder. Under unormale forhold (særligt gode, særligt dårlige eller med en ændret uddannelsescyklus) holdt disse resultater ikke stik.
b) S H A PE’s oprindelige form ulering af spørgsmålet lød: „H vor lang skal værnepligstiden retteligt være“ ? End ikke ved hjælp af halv-videnskabelige metoder v il dette spørgsmål kunne besvares. Men det er vanskeligt at se, hvorledes en hær, som i hovedsagen er afhængig af værnepligtige soldater med en værnepligtstid på mindre end 18 måneder, på nogen tænkelig måde kan præstere et fuld t uddannet bidrag til NATO - skjoldet. Beviset herpå er for detailleret til at kunne gengives her, men det hviler på oplysninger indsamlet under den her omhandlede undersøgelse. E t enkelt eksempel må være tilstrækkeligt. I en af de besøgte NATO-hære var værnepligtstiden 18 måneder. I dækningsbataljonerne havde halvdelen af mandskabet og underkorporaleme mindre end 12 måneder og halvdelen af korporalerne og sergenterne mindre end 18 måneders tjeneste bag sig. Såfremt vi går ud fra, at det under a) anførte er rigtigt, og såfremt „ballonen“ går op nu, da vil den her omtalte NATO - hær være usædvanligt ilde faren. Hvis tjenestetidens længde i nævnte hær blev reduceret, så ville det medføre en uundgåelig forøgelse af mandskab og miderførere med mindre end henholdsvis 12 og 18 måneders tjeneste.
