Utgifvet af Generalstabens krigshistoriska Afdelning. Sj stla Delen. Krigen i Norge 1808. Anmeldt af Generalløjtnant A. Tuxen.
Til den svenske Generalstab er der knyttet en krigshistorisk Afdeling, med en Stabsofficer som Chef, og et meget righoldigt Krigsarkiv under en særlig Krigsarkivar. Hver Vinter forstærkes Afdelingens og Arkivets Personale med et stort Antal tilkommanderede Officerer, og trods de daarlige Pladsforhold udfoldes der et intensivt Arbejde med Ordningen og Behandlingen af det rige Kildestof, der i Tidernes Løb er strømmet ind fra den svenske Hærs gamle, berømmelige Regimenter og Korps til Arkivet paa Ridderholmen og dets talrige, spredte Annexer. En Frugt af dette Arbejde er det stort anlagte Værk, hvis Titel staar over disse Linier. »Kriget i Norge« hører til en vis Grad med til dansk Krigshistorie; thi vel havde Norge sin egen nationale Hær, som under Felttoget ikke kom til at samvirke med danske Tropper, men Officerskorpset var i det væsentlige fælles for begge Hære, og udadtil dannede Danmark-Norge i henved 300 Aar en Enhed med samme udenrigspolitiske Historie og samme Monark. I svenske Aktstykker — ogsaa i dem, der citeres i ovennævnte Værk — kaldtes Normændene ofte Danskere, hvad de næppe har syntes rigtig om. Under alle Omstændigheder har Værket megen Interesse for danske Læsere.
I alle de nordiske Lande er der skrevet meget om Krigen i Norge 1808; den svenske Generalstab møder op med en statelig Række Titler paa svenske, norske og danske Bøger og Tidsskriftartikler, som den har benyttet, men den har ikke ladet sig nøje med det foreliggende trykte Materiale, hvoraf iøvrigt en stor Del er af fortrinlig Beskaffenhed; af svenske, danske, norske og engelske Arkiver har den fremdraget et betydeligt, hidtil ubenyttet Materiale, ja selv fra Augustenborgernes ellers ikke let tilgængelige Arkiv paa Primkenau har det faaet Afskrifter. Det svenske Generalstabsarbejde om Krigen i Norge er den første virkelig videnskabelige Fremstilling af dette Felttog, den første, der er bygget paa alsidige, udtømmende, kritiske Undersøgelser af alt det mere eller mindre vanskeligt tilgængelige Stof, vedrørende Emnet, som det har været muligt at opdrive. Som Følge af Værkets hele Anlæg danner Bindet ikke nogen afsluttet Enhed: den politiske Indledning findes i tidligere, Afslutningen vil fremkomme i senere Bind. Hvad der foreligger, er en fuldstændig objektiv Fremstilling, helt igennem holdt i en Tone, hvorfra al Chauvinisme er banlyst. De ofte strenge Domme er byggede paa Kendskabet til de Forudsætninger, hvorfra de optrædende Personer maatte gaa ud; alt er maalt med Tidens Alen, kun naar det gælder de evige militære Sandheder, anlægges den Maalestok, ogsaa Nutiden bruger. Hvad der yderligere udmærker Generalstabsarbe.idet fremfor alle tidligere Fremstillinger, er de fortrinlige Terrænbeskrivelser, ledsagede af et overdaadigt rigt Kortmateriale, for en stor Del baseret paa samtidige Opmaalinger, hvorhos et stort Antal Planer gengiver de strategiske og taktiske Situationer; endelig faar man i Tilgift ct stort Hæfte »Bilagor«, indeholdende de Tabeller, Aktstykker m. m„ der er af Vigtighed for Forstaaelsen, men som vilde tynge for stærkt, hvis de blev optagne i Texten. Værket er iøvrigt fortrinligt kildefæstet og forsynet med de nødvendige Flenvisninger og en Mængde andre oplysende Fodnoter. Lidt flere biografiske Oplysninger om de ofte træffende karakteriserede Personligheder kunde være ønskelige.
Felttogets Gang er i korte Træk følgende: I Februar 1808 angreb Rusland Finland, og dermed var Danmark-Norge inddraget i Krigen. Sverig maatte nu gøre Front til 3 Sider og opstille en Østarmé mod Rusland, en Sydarmé mod Danmark og en Vestarmé mod Norge. Kommandoen over sidstnævnte Hær overdroges til Gustav ITI.s Ven. den bekendte politiske Intrigant, General G. M. A rm felt; dens samlede Styrke var omtrent 17,000 Mand, medens den norske Felthær under den dygtige General. Prins Christian August af A u g u s t e n b o r g talte henved 18,000 Md. Begge Hærene var uhyre spredte; en mindre Del var bestemt til henholdsvis at angribe og forsvare det nordenf.iældske Norge, medens Hovedstyrkerne havde samme Opgave med Hensyn til Landets søndenfiældske Del, som imidlertil ogsaa kunde angribes fra Søsiden, hvad der tvang Normændene til en endnu mere splittet Opstilling. Den svenske Vestarmés Hovedstyrke var yderligere delt i to fra hinanden vidt adskilte og af hinanden tildels uafhængige Fløje, der igen bestod af et Antal Brigader, som paa Grund af det utilgængelige Terræn og de store Mellemrum var ude af Stand til at støtte hinanden. Midt i April var den svenske Opmarch i Hovedsagen fuldført, men »hela upstalningen liknade mere en grånsbevakning an en upmarcherad armé!« Og saa var det endnu kun Vestarméens højre Floi. der var »operationsfærdig«, den venstre var endnu ude af Stand til at marchere. Den søndenfjældske Styrke var ligeledes faktisk delt i 2 Fløje, af hvilke den ene var grupperet om Kongsvinger, den anden om Frederiksstad og Frederikshald, men der fandtes Tropper i Mellemrummet, og — i Modsætning til. hvad Tilfældet var i Sverig — Fløjene stod under fælles Kommando. Giommen dannede Hovedforsvarslinien, men de dertil førende Veje blev bevogtede og Grænsepassene observerede af lette Tropper og Landeværn. For første Gang er den svenske Opmarch skildret i alle Enkeltheder, til dels paa Grundlag af de militære Regnskaber, der er Kilder af første Rang.
Armfelt begyndte Indmarchen i Norge den 14. April; hans Operationsplan %var uheldig. Tidspunktet — T ø brudstiden — slet valgt; i svage Kolonner, adskilte i Tid og Rum, uden Vinterudrustning, med ganske utilstrækkelige Forsyninger af Ammunition og Proviant rykkede han ind i et uvejsomt, tyndt befolket Land, der ikke en Gang kunde føde sine egne Tropper. Under Smaakampe naaede hans højre Fløjbrigade Omegnen af Kongsvinger ved Giommen; ved Lier kæmpede Svenskerne heldigt, men mod den svage Fæstning kunde de af Mangel paa Artilleri intet foretage. Et stærkt Detachement blev den 25. April slaaet og fanget af Normændene ved Trangen, Nord for Fæstningen. Prinsen af Augustenborg gik imod Armfelts Centrum, som trak sig tilbage, et paatænkt Angreb paa hans højre Fløj blev derimod opgivet; ved Udgangen af April stod 1. svenske Brgade endnu udenfor Kongsvinger, men Offensiven var gaaet i Staa. Og dog saa Christian August ikke lyst paa Situationen; han klagede over mangelfuld Udrustning, frygtede Proviantmangel og ansaa sig for at være svagere end Modstanderen. At et engelsk Hjælpekorrs ventedes til Sverig, vidste han.
I de første Dage af Maj satte Vestarméens venstre Fløj sig i Bevægelse og rykkede ind over Norges Sydgrænse, men Angrebet blev ført uden Kraft, og Fremrykningen gik meget snart i Staa. Den 18. kom et engelsk Hjælpekorps paa 10,000 Mand til Gøteborg; i Norge mente man, at det skulde slutte sig til Vestarméen, som derved vilde blive langt stærkere end den norske Hær; men dette skete ikke; Kongen af Sverig opgav sin Angrebsplan mod Norge og besluttede i Fo rbindelse med Englænderne at angribe Sjælland; han befalede derfor, at Vestarméen skulde holde sig strengt defensivt, indtil Operationerne var aftalte og ordnede med den engelske General. Armfelt forstod Ordren, som om han skulde forlade Norge, hvad der ikke var Meningen, og han lod strax de to højre Fløjbrigader rømme Landet. Normændene forberedte et Angreb paa de to Brigader af højre Fløj, der endnu stod i Norge, men inden det kom til et Sammenstød, var disse bievne færdige med deres Marchforberedelser og gik tilbage over Grænsen uden Kamp. Derimod blev der fra Frederikssten den 10. Juni ført et Angreb frem mod de svenske Tropper af venstre Fløj, der havde taget Stilling paa Præstebakken, ca. 15 Kilometer Svd for Fæstningen; Normændenes Anfald kom overraskende. Svenskerne blev slagne og mistede 5— 600 Fanger. Faa Dage senere besatte de imidlertid Stillingen igen uden Kamp. Under alt dette laa det engelske Hjælpekorps nvirksomt ved Gøteborg, ikke en eneste Afdeling blev udskibet; Kongen vilde ingen fremmede Tropper have ind i sit Land, og Englænderne vilde under ingen Betingelser deltage i et Angreb paa Sjælland; den 3. Juli sejlede de hjem. Paa dette Tidspunkt havde de sidste svenske Tropper forladt Norge; de var ikke — for at bruge et yndet svensk Udtryk — korte ud; Tilbagegangen var kun en Følge af Gustav IV. Adolfs løjerlige og uberegnelige Politik. Den engelske »hjålpsåndning« er i Værket behandlet som en Episode for sig; den burde have været indlemmet i Fremstillingen; thi selv om den intet udrettede, var Norge dog næppe bleven rømmet, hvis den ikke var kommen.
I Sammenligning med de Krigsdramaer, der samtidig opførtes i Europa, var Begivenhederne paa det afsides liggende norske Krigsteater ubetydelige og frembød rent militært set ikke megen Interesse. Begge Hære havde kun ringe Krigserfaring og kunde ikke siges at være indøvede, organiserede og udrustede med Krigen for Øje. Der forefaldt hverken Belejringer eller Slag, kun Smaakampe, i Reglen uden Samvirken med Rytteri og Artilleri; paa begge Sider blev der kæmpet tappert: men Føringen var ofte ubegribelig kejtet og ubehjælpsom; naar man ikke desto mindre læser Beretningen om de smaa Sammenstød med Fornøjelse, er det, fordi de er skildrede med stor Omhu og Anskuelighed. Størst Interesse frembyder imidlertid det Indblik, der gives i Datidens militære Forhold. I Norge fandtes 3 af hinanden uafhængige Generalkommandoer; Flærens nominelle Chef, Landgreve C a r l af Hessen, boede i Slesvig og var alene derved sat ird af Spillet; den egentlige Fører, Prinsen af Augustenborg, havde Kun Befalingen over den søndenfjældske Generalkommando, der dog var langt den vigtigste og største. I tidligere Fremstillinger udtales, at de 3 kommanderende Generaler kunde »handle hinanden modsat«; Generalstabsværket mener derimod, at Christian August før Fredsbrudet havde faaet Fuldmagt til i fornødent Fald at tage Kommandoen over sine 2 ældre Kolleger; dette er sikkert rigtigt; efter min Anskuelse er det Meningen med de »tvende Cartes blanches, som ere bestemte til Bergen og Trondh.iem.«« der af Kongen den 16. Februar sendtes til Prinsen (Meddelelser fra Krigsarkiverne III., 297). Ogsaa i den svenske Vestarmc savnedes Fnhed i Overkommandoen: Armfelt havde ikke fuld Myndighed over ein egen Armés venstre Flø.i; dennes Forer. General V e g e s a c k, skulde operere i Samraad med ham og rapportere direkte til Kongen. Den saakaldte »Norra fdrdelning«, der skulde operere mod det Nordenfjældske, men hvis Optræden blev uden Betydning, skulde kombinere sine Operationer med Armfelt, men var i Virkeligheden ganske uafhængig af ham. Under disse Omstændigheder kan det ikke undre, at Angrebet paa Norge førtes uden Kraft og uden Sammenhæng. Forholdet mellem Armfelt og Vcgesack var ogsaa det slettest mulige; midt i Ma.i forlangte sidstnævnte sin Afsked, men Kongen kom ham i Forkøbet ved at kalde ham og en anden af venstre Fløjs Førere til Stockholm »for at fdrklara sig ofver långsomheten af deres krigsfdrratningar«. De overordnede Førere respekterede ikke de underordnedes Selvstændighed; man lod hellere en Overadiutant udfærdige Ordrer »efter Befaling«, end man overlod en Brigadechef at handle paa egen Haand, naar han ikke kunde faa direkte Ordrer fra Hovedkvarteret. Der herskede i den svenske Hær et Adiutantregimente, som for Resten ikke’ var uden Sidestykke i Danmark. Naar Kong Gustav IV. Adolf ved en enkelt Lejlighed giver en General en Opgave og overlader Løsningen til ham selv, virker det overraskende. Om Forplejningstjeneste, Mobilisering og Efterretningsvæsen faar man fyldig og klar Besked; meget interessant er det at se. hvor ivrige og dygtige Efterretningsmænd der udgik fra den patrotiske norske Almue; morsom er H istorien om den grædende Bondedreng, der fortalte den svenske Fortrop, at Grunden til hans Taarer var, at en Bondekone havde frataget hatn hans Hest; Svenskerne trøstede ham uden at ane, at hun i fuld Firspring havde begivet sig til de norske Forposter for at avertere dem om Fjendens Komme. Aldrig lykkedes det at faa Norrnænd til at sladre af Skole, medens svenske Fanger af og til kunde lade Munden lobe ret uforsigtigt.
Alt i alt er det et. lontiende Arbejde at studere det svenske Generalstabsværk; det spreder nyt Lys over de kendte Begivenheder og er til stor Æ re for den Institution, der har udgivet det, og for de destoværre unævnte Forfattere, der har udarbejdet det.
