I et forsvar med en struktur som det danske må spørgsmålet om reserveofficerernes udvælgelse, uddannelse og anvendelse altid være af den største interesse, så vist som reserveofficererne udgør den overvejende del af den kæmpende hærs førerkorps. Man bor derfor være oberstløjtnant Mogens Boisen taknemlig for det ini­ tiativ, der her er taget (se Mil. Tidsskr. 1957, s. 00) til en drøf­telse af disse forhold. Inden der kommes nærmere ind på hoved­ punkterne i oberstløjtnantens fremstilling, skal der fra reserve­ officersside gives en varm tilslutning til en betragtning, der måske ligger i udkanten af emnet, nemlig den om reserveunderofjice- rerne. Uanset hvilken form vort forsvar vil komme til at antage i de kommende år, vil det være af den største betydning, om der kunne skaffes et tilstraikkeligt stort reserveunderofficerskorps, vel­ uddannet i de funktioner, der naturligt tilfalder det, og med til­ svarende muligheder som reserveoficerernes til at holde denne viden og rutine vedlige på frivillig basis; et korps uden sociale mindreværdskomplekser og på misforstået ambition hvilende krav om højere uddannelse. Alt for megen kostbar tid spildes, både i i den daglige uddannelse og under feltmæssige øvelser, ved at offi­cerer må påtage sig underofficersjob ved siden af deres eget.

Med hensyn til spørgsmålet udvælgelse er der, som det flere gange tidligere har været fremført fra reserveofficerskredse, al mulig grund til at anvende den yderste omhu og hele den til rå­ dighed stående moderne prøveteknik for, helst så tidligt som mu­ligt, at finde frem til de rigtige emner. At det er nødvendigt at foretage denne udvælgelse på så bredt et grundlag som muligt, har oberstløjtnant Boisen utvivlsomt også ret i. Vi har simpelthen ikke råd til andet. Situationen, som den var før krigen, hvor hæren måtte se en meget væsentlig del af de bedst egnede smutte forbi som frinumre eller kasserede, står endnu i frisk erindring.

Et andet, meget væsentligt punkt er sikkert det, om den før­ ste uddannelse til reserveofficer kan foregå indenfor det tidsrum, hvor den værnepligtige alligevel skal ligge inde. Når der idag er den meget betydelige efterspørgsel efter at komme på løjtnants­ skole, med den glædelige konsekvens, at der virkelig kan vrages og vælges, hænger det jo sikkert først og fremmest sammen med, at den unge sergent, når lian alligevel skal blive inde i 24 måne­der, naturligvis foretrækker at tilbringe den sidste del som officer, med deraf følgende økonomiske og andre fordele.

Til spørgsmålet om studentereksamen som optagelsesbetingelse for løjtnantsskolerne kan det siges, at med de kvantitative krav, der idag stilles om reserveofficerer, ville et sådant krav rimeligvis medføre, at vi ville få en for stor del reserveofficerer med artium, der var ringere end det tilsvarende antal bedste ikke-studenter. Dette så meget mere, som artium idag langtfra er udtryk for det dannelsesniveau, vi ønsker for vordende officerer. Kan man ved­ ligeholde efterspørgslen efter at komme på løjtnantsskole, er dette også meget mere værd end formelle eksamenskrav. Disse tilsva­rende krav for vordende linieofficerer er vel heller ikke så meget betinget af dannelseskravet som af kravet om nødvendige forud­ sætninger for at kunne følge med i officersskolens undervisning, der igen synes ikke så meget at tage sigte på at uddanne brugbare officerer som på at skabe et grundlag for fortsat militær viden­ skabeligbed. En eventuel skelen til fenrikkernes uddannelse eller adgangsvilkår er i virkeligheden ganske urimelig, da deres funk­ tioner og placering er en hel anden end reserveofficerens, er in­struktørens og specialistens, og ikke førerens.

Det næste store spørgsmål ved siden af uddannelsen til re­serveofficer er tiddannelsen som reserveofficer. Desværre er det jo sådan idag, at den tekniske udviklings tempo gør det, der i øje­ blikket er den højeste visdom, håbløst forældet om fem år. Derfor er det nødvendigt, at reserveofficeren vedligeholder og ajourfører sin viden og kunnen, noget der i praksis kun sker gennem, at han påtager sig rådighedspligt. Om det ville være forsvarligt at gå ned til en kortere rådighedstjeneste end de nuværende 3 uger om året, er vel tvivlsomt. Måske kunne der, som Reserveofficersforeningen i Danmark tidligere bar foreslået, være tale om, hvert andet år 3 ugers geledtjeneste afvekslende med 2 ugers skole eller anden tje-neste. Et af de springende punkter er nemlig ferien. Samfundet kan ikke med rimelighed forlange, at den unge reserveofficer år efter år skal undvære at holde ferie sammen med kone og børn for at kunne klare sin rådighedstjeneste, og det er jo de færreste, der er sådan stillede, at de både kan være borte fra deres gerning i 3 uger til tjeneste i hæren og yderligere et antal uger på ferie med familien. Måske ligger der en mulighed i den omstændighed, at efterhånden mange firmaer giver de funktionærer, der tager en del af deres ferie udenfor de almindelige ferieperioder, en for­ længelse på nogle ekstra dage.

Et andet kildent punkt er avancementsspørgsmålet. Her skyl­des reserveofficerernes utilfredshed med den nuværende ordning ikke blot almindelig ambition og økonomiske interesser. Et andet moment, som spiller ind, er den moderne krigsførelses krav til ge­ ledofficerens fysik. Alle krigserfaringer taler i retning af, at al­ dersgrænsen opad for en kompagniofficer allerede ligger ved ca. 35 år. Imidlertid er der adskillige af vore reserveofficerer, og ikke de ringeste, der på grund af deres civile uddannelse begynder så sent i hæren, at de ikke med de nuværende forhold kan nå at blive kompagnichefer, inden de er blevet for gamle dertil. Een vej til bedring af dette forhold ligger der i den i loven hjemlede ret til at lade alle forfremmelser i reserven ske ved valg, en frem­ gangsmåde, som idag for de lavere graders vedkommende kun undtagelsesvis finder sted. Et andet skridt ville være, om man lod reserveofficerer avancere hurtigere til de lavere grader, mod at de ved tjeneste udenfor den dem påhvilende rådighedspligt kom til at gøre tjeneste i en grad, der ikke lod dem stå foran jævnaldrende kammerater af linien.

Når så reserveofficererne har opnået en sådan alder, at de er mindre egnede til geledtjeneste, bør der gives dem mulighed for at overgå til tjeneste i stabe og lignende. Samtidigt burde alle de unge reserveofficerer, der i de senere år er kommet ind i stabene, hvis ikke særlige forhold gjorde sig gældende, sendes tilbage til geleddet. Dette også for deres egen skyld. Sådan som avance­ mentsprincipperne for reserven er idag, kan kun geledtjeneste kva­lificere. Ville man endelig beholde yngre reserveofficerer på spe­ cielle stabsposter, og ville man gøre disse poster tillokkende for de unge, måtte disse regler sikkert ændres.

Det er så sandt, som det er sagt, at vi trænger til at få hævet reserveofficersgerningens anseelse i befolkningen. Allerede den stigning i socialt niveau, der liar vist sig i de senere år, er et skridt på vej. I denne forbindelse må Hærens brevskole nævnes som en meget betydende faktor, fordi den har muliggjort, at en stor og værdifuld kreds liar kunnet drages ind i reserveofficerernes ræk­ ker. Men endnu er der langt igen, før vi når dertil, at det at reussere som reserveofficer er betingelse for også at reussere civilt. Sådanne tilstande, som vi bl. a. kender dem fra Schweiz, ville give et reserveofficerskorps, der bedre ville være i stand til at fylde sin så vigtige opgave, at være hærens delingsførere og kompagni­ chefer i krig.

R. C. Jørgensen.