Siden Værnepligtens Indførelse i Danmark har det været paa Tale for Hærens Vedkommende at drage Fordel af den akademiske Ungdoms særlige Viden, paa en saadan Maade, at den direkte kom Hæren til Gode. En farlig Tanke, vel nok — at klassificere den rekrutterede Ungdom allerede inden Mødet ved Hæren — saa farlig tilsyneladende, at det første Forsøg paa at realisere Tanken blev gjort saa sent som i 1939. Lad det være sagt med det samme, at Forsøget med den polytekniske Ungdom som Forsøgskaniner ser ud til at give et godt Resultat. Det er ikke underligt, at Tanken om en Værnepligt paa op til 18 Maaneder red mangen Polytekniker som en Mare, naar denne Værnepligt skød sig ind som en Kile mellem de to Tidspunkter, hvor han stod ved den første Milepæl af sin Karriere med Eksamenspapiret i sin Haand — og det Tidspunkt, hvor han kunde søge sig en Stilling i Samfundet i Haab om at faa honoreret de 5 forløbne Aars Arbejde. De færreste færdiguddannede Ingeniører kunde nemlig se tilbage paa en overstaaet Værnepligt, hvad iøvrigt gælder næsten hele den studerende Ungdom, maaske med Undtagelse af Medicinere og Dyrlægestuderende, som med en bestaaet første Del af Embedseksamen paa meget blide Betingelser kan aftjene en kortvarig Værnepligt i henholdsvis Hærens Læge- og Dyrlægekorps. En Nyordning af Værnepligtsforholdene for Polyteknikerens Vedkommende maatte da kunne imødeses med store Forventninger, ikke mindst fordi polyteknisk uddannede Folk med nogen Ret kunde hævde, at det netop i Hæren ikke just var noget Privilegium at være matematisk og teknisk veludrustet. Thi fandtes der i en Rekrutunderafdeling Polyteknikere, var disse i alle Tilfælde sikre paa ikke at »undslippe« en Videreuddannelse paa Kornetskole, saafremt de blot nogenlunde opfyldte de Krav, som yderligere maa stilles til Kornetelever. En helt anden Ting var, at der i Hærens Afdelinger næsten aldrig fandtes et Antal Polyteknikere i blot nogenlunde rimeligt Forhold til de 1300—1400, der studerer ved Højskolen eller til de 150—200, som hvert Aar dimitteres derfra som polytekniske Kandidater. Kort sagt, Kornetskolernes Gridskhed efter Polyteknikere gav Bagslag, og Lægeattestindustrien florerede med al tænkelig Frodighed. Da kom Særordningen af 1939, som i korte Træk kan karakteriseres ved følgende:
Polytekniske Studerende kan modtage deres Rekrutuddannelse efter en Særordning i 3 Gange 2 Maaneder i 3 Sommerferier. Uddannelsen kan foregaa ved Feltartilleriet, Luftværnsartilleriet og Ingeniørtropperne, tre Vaaben, hvor det direkte er muligt at udnytte den specielle Viden, som de Studerende maatte sidde inde med. Polyteknikerne uddannes samlede i Hold paa mindst 20 Mand inden for hvert enkelt af de tre Vaaben. Polyteknikerne binder sig til efter afsluttet Civilingeniøreksamen at gaa paa en særlig oprettet Kornetelevklasse, for saa vidt de skønnes egnede dertil. Denne varer 100 Dage (normal Kornetskole varer 210 Dage) efterfulgt af 5 Maaneders Kornetjeneste plus 32 Dages Tjeneste ved fortsat Øvelse.
De fleste af de heri opridsede Bestemmelser vil maaske nok være Tidsskriftets Læsere bekendte, men maa dog af Hensyn til det følgende nævnes. Eksperimentet begyndte med Opslag paa Læreanstalten og deraf følgende Diskussioner paa Tegnestuer og Laboratorier. Tilsyneladende var der ikke mange, der var venligt stemte overfor denne nye Idé. Ingen var forhippede paa at komme til at tilbringe deres Sommerferier i en varm Uniform, og dette med ligefrem at binde sig til Kornetuddannelsen var heller ikke særligt indbydende. Kontoret blev dette Aar ikke overrendt efter Ansøgningsblanketterne. Dog, den 7. Juli 1939 mødte der i Avedøre, paa Artillerivej og i Ryvangen 3 Hold paa hver 20 Mand, som dermed traadte ind i dette militære terra incognita. Nogen Dans paa Roser har de første 2—3 Uger af en Rekrutskole næppe været for nogen Soldat, saa dem ses der her ganske bort fra, nævnes skal kun den Skepsis, som meget forstaaeligt i denne Tid blev den blege og forlæste Ungdom til Del. Det varede imidlertid ikke saa længe, inden det viste sig, at der ikke var noget i Vejen med Fysikken hos Polyteknikerne, og da Hovederne heller ikke var af allerdaarligste Slags, kom der meget hurtigt Facon og Humør over de tre Hold. Da de to første Maaneder næsten var gaaet, brød Krigen i Polen ud, og dermed gik Særordningen over i en helt anden Fase, som dog var for intet at regne mod de Kaar, den skulde leve videre under efter 9. April 1940. Man har imidlertid Lov til at glæde sig over, at Særordningen fik Lejlighed til at bestaa noget af sin Prøve i Sommeren 39, saa godt, at den paa trods af alt fik Lov at bestaa, omend den kvalitativt førte en modificeret Tilværelse i Sommeren 1940. Denne Sommer indkaldtes der til Feltartilleriet 40 nye Mand, til Luftværnsartilleriet 23 og til Pionertropperne 49 Mand, saaledes at ialt 172 Mand Polytter (deres uofficielle militære Betegnelse) til Dato har prøvet noget af Særordningen. Da endvidere Højskolens Kontor i Aar skulde udlevere Ansøgningsblanketter til 3. Aargang Polytter, var der ikke nok Blanketter, og nye maatte rekvireres, hvorefter ialt 187 Ansøgninger blev indsendt til Krigsministeriet og Indenrigsministeriet. Disse Tal taler vel for sig selv og siger i det mindste, at paa Læreanstalten er Særordningen blevet yderst populær. Dette kan saa igen tages som et Udtryk for, at de Polyteknikere, som har været indkaldt, har været saa glade for Soldaterlivet, at de mellem Højskolens andre Elever har kunnet slaa kraftigt til Lyd for denne Særordning. At der mellem de mange Fortrin ved Ordningen ogsaa findes et Par Mangler, er sikkert forstaaeligt, og findes der nogen Hjemmel for at fremdrage disse — lad dem saa her blive belyst under en Polyteknikers Synsvinkel. For det første denne, iøvrigt meget ubetydelige, Indvending, at Sommerferierne ryger sig en Tur. Det er naturligvis ubehageligt, men man kan dog sige, at det blot bliver en anden Maade at tilbringe Ferien paa. Sundhedsmæssigt overgaas den næppe af nogen anden Form for Ferie, frihedsmæssigt maaske nok. Til Gengæld maa det være et rent Slaraffenliv for Studenter, der ellers er tynget af den dem særegne, kronisk sorte Samvittighed, at leve Rekruttens aldeles bekymringsløse Landsknægteliv i 2 Maaneder om Aaret. Saa den Mangel synes Ordningen altsaa i sig selv at raade Bod paa. En værre Ting er denne, at Kornetskolen falder paa et ganske bestemt Tidspunkt for hver enkelt Polyt-Soldat, noget varieret efter, hvilken Retning han studerer ved paa Læreanstalten — i hvert Tilfælde ligger den fast. Dette medfører det kedelige, at en Mand, som først har bundet sig til Ordningen, er henvist til at gennemføre sit Studium paa den af Højskolen fastsatte Tid. Nu findes der næppe noget mere misvisende ved noget Fakultet eller ved nogen højere Læreanstalt end det for det polytekniske Studium normerede Antal Aar eller Halvaar, da sikkert ikke 40 pCt. tilbagelægger Studiet paa den Tid. Dette er naturligvis ikke Hærens Skyld. Men da Læreanstaltens Ledelse i sin Tid forhandlede med Krigsministeriet om Sagen, har man tilsyneladende overset dette Faktum. Det vil derfor ikke være af Vejen her at paapege, at det vil medføre meget store Ulemper for en Mand, at han ikke om fornødent kan have sin Frihed til at tage en Eksamen eller en Prøve om, hvis han ikke har opnaaet et tilfredsstillende Resultat, for slet ikke at tale om, hvis han er dumpet, hvilket dog sker. Endnu er intet Polyt-Hold naaet frem til Kornetskolen, men man kan med en til Vished grænsende Sandsynlighed spaa, at naar den Tid kommer, vil det her aabnede Spørgsmaal blive aktuelt. En Ting, der ofte er anket over og med Rette, er den, at Polytterne efter Særordningen ikke faar Lejlighed til at være Soldater sammen med den store heterogene Masse, som en Underafdeling er sammensat af. Det er Synd, at en vordende Kornet eller Officer ikke, inden han faar Stjernen paa Skulderen, kender til alle Afskygninger af Hærens Mandskabstypers Mentalitet — og det er ogsaa Synd, at andre skal kunne sige til Polytterne: »I har jo aldrig været rigtige Soldater.« — hvor galt dette maaske end kan være. Dette til trods vil man dog kunne hævde, at den geniale Definition, som Generalauditør Piirschel engang har givet paa en Rekrut — »Det er en Mand, der er reduceret til sit naturlige Format« — lige fuldt gælder paa Polytten saavel som paa alle andre. Og netop heri ligger det væsentlige. Thi hvad enten denne Reduktion sker i et Rekrutbatteri eller i et Polyteknikerhold, bliver Resultatet dog det samme, at den enkelte Mand opnaar sit naturlige Format. Og er han først naaet dertil, skal han nok, uanset Omgivelserne, finde paa alle de Gavtyvestreger, som det er en nødvendig Forudsætning for en Befalingsmand at være fortrolig med.
Som allerede nævnt, er det beklageligt for en ung Ingeniør, at han ikke umiddelbart efter overstaaet Eksamen kan søge sig en Stilling. Der gaar jo selv efter Særordningen i alle Tilfælde et Aar med Kornetskolen og Kornettjenesten, men det er dog bedre, end hvis der gik halvandet. Det, der er beklageligst, er, at Ingeniøren maaske skal staa og se, at en Mand, der paa en eller anden Maade har undgaaet Værnepligten, kan hoppe ind i den Ansættelse, som han ellers kunde have faaet. Naa, denne Ærgrelse er Ingeniøren selvfølgelig ikke ene om. Særordningens Fortrin er talrige set i polyteknisk Belysning. Studerende Ungdom har utvivlsomt godt af at naa det naturlige Format, ikke mindst naar den underkastes en Reduktion i samlet Flok. Og naar dette tilmed kan ske uden den store Mængde Trivialiteter, som ellers maa præge, hvad man kan kalde, Homogeniseringen af en Rekrutskole, maa det siges at være Særordningens første og største Indsats. I Tilknytning hertil kan det nævnes, at den samlede Tjeneste til, alt iberegnet efter Særordningen vil udgøre 454 Dage — mens en Polytekniker efter den almindelige Værnepligtsordning maa regne med sammenlagt 558 Dages Tjeneste, d. v. s. 23 pCt. længere Tjenestetid. En anden Fordel af Dimensioner er den, at det Greb om mange Polyteknikere, som en lidet værdig Antiforsvarsagitation gennem mange Aars ihærdige Anstrengelser har opnaaet, er blevet løsnet paa den allerbedste Maade. Thi mange af nævnte Bestræbelsers Proselytter, der af praktiske Hensyn har følt sig tvunget til at slutte sig til Særordningen, har helt maattet ændre Meninger og Indstilling paa dette Punkt, takket være en sund og fortræffelig Aand i de hidtil indkaldte Polyt-Hold. Her skal naturligvis ogsaa nævnes den store Indsats, som de ved Holdene tjenstgørende Officerer har ydet. Til Slut skal paapeges, at Hæren, med den Tilstrømning til Særordningen, der har fundet Sted, maa kunne vente at faa et værnepligtigt Officersmateriale af god Kvalitet og faktisk ogsaa i ret anselig Kvantitet. Læreanstaltens Ledelse og dens Elever kan næppe være mere tilfredse med denne Særordning, end Tilfældet viser. Maatte Hæren til sin Tid føle den samme Tilfredshed — kan Polytterne ikke ønske sig mere.
N. E. Weis.
