Vort nuværende Hærsystem kunde 1892 fejre sit 25 Aars Jubilæum og har saaledes virket tilstrækkelig længe til at kunne underkastes en endelig Undersøgelse.

Det var, som bekjendt, oprindelig Meningen, at Systemet skulde være et Forsøg. Man havde tidligere havt en ringe Mandskabsetat med lang Uddannelsestid, og det var derfor en i og for sig rigtig Tanke at forsøge med en større Siyrke i en kortere Tid, denne Tanke har jo bl. a. Tydskland for ganske nylig virkeliggjort. Men den Maade, paa hvilken Tanken hos os bragtes ud i Livet, var dog maaske mindre praktisk. For det første gjordes der et noget for dybt Snit i den bestaaende Tjensttid, og fordet andet kodificeredes Tanken strax i Hærloven, forinden der forelaa tilstrækkelige Erfaringer.

Den nye Hær fik et dengang moderne Gevær, hvis Betjening stillede større Krav til Uddannelsen af Førere og Mandskab end det gamle Forladergevær.

Det er muligt, at man dengang havde en Fore­ stilling om, at det bedre Vaaben skulde kunne bøde paa den svage Uddannelse, og at denne Forestilling noget medvirkede til den Glathed, med hvilken først Tapriflernes Omdannelse og senere Bagladeriffel M. 67' Indførelse bevil­ gedes. Sandsynligheden taler for, at man ikke var ganske fremmed for en saadan Betragtning ogsaa i militære Kredse. Det tekniske Moment har altid havt en vis brøsig Tendens til at ville brede sig ud over sit eget Felt, til at »overse Kampens Betingelser og forsøge paa en over­ dreven Maade at paavirke Taktikken, som har at regne med mange andre Ting.

Det var ikke saa mærkeligt, om man i den nærmeste Periode efter 1864— og maaske endnu mere efter 1866 — søgte al Redning i selve Bagladegeværet. Man saa ved Lundby ca. 70 preussiske Infanterister komme løbende ud af Landsbyen, besætte den historiske Jordvold og aabne en salvelignende Skytteild mod den fremstormende Halvdelingskolonne, som i Løbet af et Minut eller saa mistede Halvdelen af sin Styrke og dermed saa at sige ophørte at existere som Kompagni. I denne korte Affaire saa man Tabenes Intensitet o: Bagladevaabnets tekniske Overlegenhed over Forladegeværet, og den af dette repræ­ senterede Taktik; men kun faa vare de Stemmer som lode forstaa, at Nederlaget dog næppe udelukkende var at søge hos det underlegne Vaaben. Dette bekræftedes af 1870.

Imidlertid steg Interessen for Skydning, og Skyde­ færdigheden naaede en Anseelse som en Tid lang for­ dunklede alle andre militære Færdigheder og Dyder; man følte sig overbevist om, at »Paradesoldaten« nu maatte erstattes af »Skytten« — »Feltsoldaten«.

I 1880 blev Loven af 1867 underkastet den befalede Revision, ved hvilken den taktiske Leddeling forbedredes meget betydeligt, men rigtignok paa Bekostning af den allerede i Forvejen meget knappe Tjensttid. Det var ikke alene de Værnepligtiges Uddannelsestid, som blev noget forkortet, men ogsaa Befalingspersonalets. Medens Bataillonen hidtil havde havt Tilgang hvert andet Aar og kun været uden Mandskab i ca. 8 Maaneder — en Tid der dog udfyldtes med Arbejde ved Vinterskolerne — saa erholdt den nu kun Tilgang hvert tredie Aar, samtidig med at Vinterstyrken svandt ind til en Ubetydelighed.

Bataillonen var saaledes uden Mandskab i 18 Maaneder, og Afstanden mellem Aarsklasserne blev saa stor, at Kompagniernes højst uensartet sammensatte Feltstyrke for en stor Del maatte dannes af Mandskab rettelig hørende til Landeværnsalderen.

Udviklingens Gang kan med faa Ord karakteriseres som en fortsat Formindskelse af Tjensttiden jævnsides med store vaabentekniske Fremskridt, der stillede større og større Krav til Førernes og Mandskabets Uddannelse. Men denne Udviklingens retrograde Bevægelse vil selv­ følgelig ikke kunne fortsættes yderligere uden alvorlige Farer for Statens og Samfundets Sikkerhed. Men hvor langt kan den gaa? Er der endnu langt til Grændsen, eller er den allerede overskreden?

Dette Spørgsmaal, som trænger sig mere og mere frem i Forgrunden, kunde det have sin store Interesse, at underkaste en alsidig Drøftelse; thi politisk og patriotisk interesserer det Enhver. Men en saadan indgaaende Analyse ligger udenfor dette Tidsskrifts Ramme, og for Fagmanden er Problemets tekniske Kærne dog Hoved­ sagen, Problemet om hvad og hvorledes. Og netop her synes Modsætningerne at staa med Uforsonlighedens Mærke overfor hverandre uden at give en Antydning af Tilnærmelse.

Boguslawski, der stedse har betonet Nødvendigheden af en fuldt ud krigsmæssig Uddannelse, siger: I Ud­ dannelsen af den sluttede Trop maa den gamle Stramhed og Nøjagtighed opretholdes. Fuldendtheden heri bringer den ydre Disciplin fremad til en vis Grad, som man almindelig kalder Exercerdisciplin. De ubetingede T il­ hængere af det gamle troede før alene hermed at kunne opretholde Ordenen i Fægtningen. Det var en Fejltagelse. Denne Exercerdisciplin smeltede som Voks i Nutidens store Skyttekampe. Til Kampdisciplinen udkræves der Overførelsen af den strænge Tugt paa den spredte Fægtning og Udviklingen af de foran betonede Egen­ skaber. — Men heraf følger ikke, at hin Stramhed og Nøjagtighed ved den sluttede Exercits er bleven værdi­ løs. Sikkert ikke. Den danner ubetinget Begyndelsen til hin Kampdisciplin ...» Lignende Udtalelser træffe vi hyppigt i den nyere Militærliteratur.

»Jo mere morderisk Vaabnene virke, jo mere opløsende deres Virkning er, desto skarpere maa Disciplinen være for at Masserne ved dens Hjælp kunne rives med gjennem Kam­ pens Rædsler. En Jern-Disciplin er og bliver altsaa det første og virksomste Middel til at bekæmpe de moderne Vaa- ben. — — — Den bedste Skytte er , saafremt han ikke i Krigen byder ubetinget Garanti for en nøjagtig Opfyldelse af alle givne Befalinger, intet værd i Sammen­ ligning med en daarlig Skytte, der uvægerlig efterkommer alle Befalinger. Ikke Geværet er Llovedvaabnet men Individet, som bringer Vaabnet i Virksomhed (zur Geltung) paa det afgjørende Sted. — «

Det tydske Exercerreglement, som uden Tvivl er det fremmeste i sit Slags, begynder med følgende Ord: »Exercitsen (das Exerciren), har til Formaal at skole og forberede Førerne og Mandskabet til Krigen. Alle Øvelser maa derfor have Krigen for Øje. Men de vigtigste For­ dringer, som Krigen stiller, ere: strængeste Disciplin og Orden under højeste Anspændelse af alle Kræfter. At indpode (anzuerziehen) Tropperne disse Egenskaber, saaledes at de blive dem til anden Natur, er Hoved- formaalet for alle Øvelser paa Exercerpladsen og i Marken.« Og Reglementets Slutningsbemærkninger ender med de bekendte, stærkt understregede Ord: »Trop­ perne ere uddannede efter rigtige Synspunkter, naar de kunne det, som Krigen kræver, og naar de ikke paa Val­ pladsen se sig tvungne til at afryste noget af det, som de lærte paa Exercerpladsen.«

Navnlig disse sidste i høj Grad autoritaire Ord synes ved et overfladisk Blik at give Boguslawski m. fl. Uret og at give dem Ret, som holde paa, at den parademæs­ sige Uddannelse er Tidsspild. Thi hvad har t. Ex. Geværgreb at skaffe med Kampen i Skyttelinien? Og naar Kampen er og bør være det, til hvilket Uddannelsen først og fremmest, ene og alene sigter, er det saa ikke forfejlet, i en vis Forstand maaske endog forbryderisk mod Staten at anvende en Mængde kostbar Tid paa at indøve Exercitser, der paa Valpladsen »smelte som Vox« under Fjendens Ild? Er det ikke for en overfladisk Be­ tragtning soleklart, at det maa være en Omvej at lægge Vejen til Skytten (»Feltsoldaten«) gjennem »Paradesoldaten«?

Dette Spørgsmaal besvares yderst forskjelligt. Nogle opstille en aldeles bestemt Distinktion mellem Felt- og Paradesoldaten, andre, særlig de ikke-mathematisk anlagte Hoveder, ville studse ved Ordet Omvej og strax erklære, at i Konkretionens Verden er den korteste Vej mellem to Punkter ikke altid den rette Linie. Men denne Erkjendelse fører øjeblikkelig ind paa Spørgsmaalet om Exercerkunsten, dens Værd og dens Betydning som Forskole for Krigens Gjerning, og det er da med det samme givet, hvor Undersøgelsen skal sætte ind. Her gjælder det om, at ikke, realistisk, blive stikkende i Enkelthederne, men, idealistisk, at erkjende Tingene i deres Sammenhæng. Det kan aabenbart ikke hjælpe t. Ex. at pege paa Gevær­ grebene og sige: »Hvad nytter det dog at lære Soldaten at præsentere Gevær? Det Greb gavner mig jo intet paa Valpladsen, og min Uddannelse er kun krigsmæssig, naar jeg lader saadanne Ting indøve, som tjene til at fremme Krigens Øjemed.« Selve Geværgrebet er jo nemlig en Del af et i Tidernes Løb udviklet — og det kan tilføjes prøvet — System, og følgelig kommer det an paa at erkjende dette System i sinHelhed; thi uden en saadan Erkjendelse er en Bedømmelse af Systemets enkelte Dele yderst usikker for ikke at sige umulig. Lige saa lidt som man paa Skolens Omraade kan bedømme Værdien og Betydningen af et enkelt Fag (Latin, i Mathematik) udelukkende efter den praktiske »Nytte«, Individet kan have deraf senere i Livet, lige saa lidt kan man paa den militære Uddannelses Omraade komme til noget paalideligt Besultat ved at betragte Disciplinerne enkeltvis og spørge om den praktiske »Nytte«. Den eneste sikre Vej til Exercerkunstens Erkjendelse er derfor en historisk-psykologisk Undersøgelse af dens Vorden og Udvikling.

Saa længe Menneskene have bekriget hverandre, have de betjent sig af to Kampformer: Den individualistiske Kampform og dens Modsætning, den anti-individualistiske. Den første er den oprindelige, den der saa at sige er Mennesket medfødt, Kampen Mand mod Mand. Denne Rampform udvikler sig ogsaa rent individualistisk, idet Fordringerne til den Enkeltes Færdighed i Vaabenbrug, senere i Ridning, skærpes mere og mere for tilsidst at beslaglægge Størsteparten af Individets Levetid. Hermed har denne Kampform aabenbart kulmineret: Vaabenfærdig- heden kan ikke drives højere op og Krigernes Antal ikke heller, eftersom Krigerhaandværket kun kan udøves af priviligerede og økonomisk uafhængige Klasser. Men sit egentlige Dødsstød faar denne Retning først, naar den støder sammen med den anti-individualistiske Kampform: Ridderen maa bukke under for den organiserede Hob, det taktiske Legeme. Hvorledes bliver dette til?

Det taktiske Legeme har havt to Urgrundformer, den doriske Falanx og Schweitzernes Firkantshob, andre Former ere ulænkelige; thi den saakaldte kileformige Op­ stilling, der ender i en enlig Mand, maa af saglige Grunde erklæres for et Hjærnespind. Det taktiske Legeme karak­ teriseres bl. a. af Rustowi hans fortjenstfulde »Geschichte der Infanterie» (S. 7) ved et Citat af den flygtede Kong Demaratos, som til Xerxes ytrer, «at den enkelte Spar­ taner maaske er sin Modstander underlegen, men i Hoben ere Spartanerne de bedste af de Dødelige.--------- Deres Herre er Loven, som byder dem ikke at vige for nogen Overmagt men under Opretholdelsen af Ordenen i Række og Geled at sejre eller dø.» Disse Ord vise, at man allerede i Oldtiden betjente sig af Sammenslutningens Former for at modstaa enkeltes Overmagt eller Overgreb, og det er faktisk ogsaa dette Hensyn, som hidfører Dannelsen af det første taktiske Legeme.

I Iliaden fortæller Homer om en enkelt Helt, som drev hele Skarer af Fjender paa Flugt. Trods personlig Tapperhed og utvivlsomme krigeriske Egenskaber for- maaede Trojanerne ikke at modstaa den ene, den »ædle Achilles•>. Er det ikke en Absurditet? Poesien tillader ganske vist Overdrivelser, som endog overskride al reel Mulighed; men selv den dristigste Hyperbel maa ikke stride mod den indre Sandhed. Det ligger nær at sige, at naar tre eller fire Trojanere forenede sig mod Achilles eller Diomedes, saa vilde det være ude med disse, hvor stærke de saa end vare. Det er ikke muligt, at de samtidig kunne overvinde flere Modstandere; thi medens de dræbe en eller to, maa det kunne lykkes Resten at bibringe Heltene et dødeligt Saar. — Det er imidlertid aldrig faldet nogen ind at tvivle paa den Homerske Digtnings indre Sandhed, Aartusinders sunde Fornuft borger os for Rigtigheden, og vi kunne trygt forlade os paa Homers Menneskekundskab og lægge hans Skildringer til Grund for vore Undersøgelser.

Ved nærmere Eftertanke opdage vi snart, at vort Raisonnement om en Sammenslutning af nogle Trojanere mod Achilles er fejlagtigt. Det er naturligvis rigtigt, at tre eller fire Mand maa kunne magte en enkelt nok saa stærk Modstander, selv om de ere daarligere bevæbnede end denne; men derved maa idetmindste een af dem til­ sætte Livet. Hvor findes nu den ene, der frivillig vil lade sig slagte? Vil den første, mod hvem den frygtede Modstander retter sin aldrig fejlende Landse, roligt blive staaende for det dræbende Kast for at skaffe de. andre Tid til at nærme sig Modstanderen? — Næppe. Selv en nok saa bindende Aftale vil ikke være i Stand til at for­ hindre den Enkelte fra at bukke sig eller springe til Siden eller foretage en anden ufrivillig Bevægelse; thi enhver af de Sammensvorne vil nok være med til at fælde Achilles, men kun nødig beslutte de sig til at lade sig slagte for at skaffe de andre Fornøjelsen og Æren af at have fældet den frygtede Modstander. Idet altsaa den Ene søger at knibe ud, gjør Nr. 2 det samme; Aftalen er brudt. Og nu forandrer Stillingen sig pludselig, Fjenden gaar paa, den, der bliver sidste Mand, er Dødens sikre Bytte — sauve qui peut. Den Ene har , inden det endnu er kommet til Kamp, jaget Overmagten paa Flugt.

I Virkeligheden drejede det sig ikke om en Kamp mellem Achilles paa den ene Side og tre eller fire Trojanere paa den anden, men om en Kamp mellem to gamle græske Bykommuner, hver især bestaaende af hundreder meget uensartet bevæbnede Borgere. Idet de rykke frem til Kamp mod hinanden, ses paa den ene Side pludselig en Stridsvogn at skyde ud fra den modsatte Hob og i rasende Fart kjøre frem over Sletten. Paa Vognen staar den mægtigste blandt Fjenderne. Man kjender ham fra tidligere Kampe; hans Skjold, hans Harnisk og Hjelm ere uigjennemtrængelige, han kaster sin Landse paa en utrolig Afstand og med en aldrig fejlende Sikkerhed. Hans Kræfter ere bievne skaanede ved at kjøre, og Ingen vil kunne undslippe ham ved at løbe. Ville de nu alle som een styrte sig over ham og knuse ham ved deres Mængde? Saaledes vil man uvilkaarlig spørge. Men hvem vil gjøre begyndelsen? Det er netop Sagen; medens de modigste raahe: «Gaa paa!», ville de mindre modige søge efter en Plads ikke i de forreste Rækker; et eller andet daarligt Varsel, et uheldigt Ldraab, et daarligt Exempel eller lign. vil være nok til at faa hele Skaren til at gjøre omkring og i vild Flugt søge hjemefter.

Naturligvis spiller Bevæbningen en ikke ringe Rolle, og ikke for intet skildre Digterne os Achilles Rustning, Siegfrieds Sværd Balmung, Uffe hin Spages Sværd Skræp o. s. fr. Set med moderne Øjne betyde disse Lovpris­ ninger egentlig kun, at Modstandernes Vaaben have været under al Kritik; men selv med lige Vaaben maa det Fænomen gjentage sig om end i ringere Grad, at den Enkelte formaar at overvinde et større Antal, naar han blot er hver Enkelt overlegen. Samvirkni ngen af Flere, saa naturlig den end synes, opstaar ikke spon­ tant, men maa fremkaldes ved en særlig Virk­somhed.

For at forstaa denne gaa vi atter ud fra den ovenfor berørte Aftale mellem tre eller fire Personer om i Fælles­ skab at ville bekjæmpe en særlig farlig Modstander. Det afgjørende er, om Aftalen er tilstrækkelig stærk til at holde hver Enkelt fast over for den øjensynligste Døds­ fare. Der er naturligvis intet til Hinder for at tænke sig noget saadant. Man maa da enten tænke sig nogle af Naturen overordentlig tapre Mænd eller en kunstig Stig­ ning af Dødsforagten ved Ed, præstelig Velsignelse, Fana­ tisme, eller Fortvivlelse. Dette vil imidlertid yderst sjældent og meget vanskeligt kunne finde Sted. Thi een af dem paatager sig en frivillig Offerdød, og til en saadan maa hver især være beredt. Men det vilde da være en Daad, som Aartusinder vilde besynge.

Antage vi nu, at hin Aftale er truffen mellem nogle hundrede Trojanere. For at udføre den bliver man enig om at opstille sig i en bestemt Orden, man øver sig i under alle Bevægelser at kunne opretholde denne Orden, og man forpligter sig til ubetinget at lystre en Enkelts Befalinger, ligesom de mindste Afvigelser fra den fastsatte Orden nogle enkelte Gauge ere bievne straffede med de grusomste Straffe, saa at Ordenen og den øjeblikkelige Lydighed ere bievne til en instinktiv Vane — og lad os saa tænke os denne Hob stillet op mod Achilles eller en anden græsk Hero. Hvad vil der ske?

Achilles og Diomedes styrte sig med sædvanlig elan mod Fjenderne, som de pleje at kunne jage fra hverandre som en Flok Faar. Men hos Fjenderne er der nu traadt en helt ny Kraft i Virksomhed, som ikke uden videre giver efter. Selv om de forreste Hækker skulde vakle, saa er der allerede rent yderlig skabt en mekanisk Sammenhængskraft, der støtter det svage Gemyt, og som forhindrer ham fra at følge sit Instinkt. Naar det udkaarede Offer ser den frygtede Landse blinke i Luften og mærker Aehilles Blik hvile paa sig, saa bryder ganske sikkert Selvopholdelsesdriften frem i hele sin Styrke; men den faar ingen udvendige Følger. Til højre og venstre er Vejen spærret af Sidemændene, bagved staar der andre, som trykke fremefter og paa Grund af deres større Afstand fra Faren føle sig mindre berørte af denne og derfor kunne opmuntre deres foranværende Kammerater og tilsige dem deres Understøttelse. Kaster Aehilles derfor Landsen, saa ligger han selv i næste Øje­ blik fældet paa Jorden, — men han kaster den ikke. Den, der vilde vise sit personlige Mod ved i ensom Majestæt at hugge ind paa en Eskadron Kyrasserer, vilde ikke være nogen Helt, ingen Achilles eller Diomedes, men — en Nar. Der maa jo nemlig være nogen Mening i det personlige Offer.

Det er ikke længere et Antal Individer, Achilles har for sig, men en Enhed sammenkittet gjennem Øvelse, Disciplin og Korpsaand, og denne Enhed er i Stand til at overvinde ikke alene en Achilles, men et større Antal Enkeltkjæmpere af samme Kvalitet: Den individualistiske Kampform er bleven omsat i sin Modsætning.

Med selve Hobens Organisation ere Kampens Vilkaar bievne totalt forandrede, den Enkeltes personlige Mod og Duelighed træder tilbage for Sammenholdet i Hoben, i det taktiske Legeme. Dette bestaar tilvisse af In­ divider ligesom det menneskelige Legeme af Atomer; men lige saa lidt som Mennesket er identisk med Summen af sine Atomer, lige saa lidt er det taktiske Legeme iden­tisk med Summen af sine Stridsmænd.

Dets Ide er Villiens Enhed i en Flerhed. Den Enkeltes Villie skal underordne sig under Fællesvillien og samtidig oparbejdes til den størst mulige Spændkraft. I denne enorme Modsigelse, som kun kan overvindes lidt efter lidt, ligger Hovedvanskeligheden ved al Soldaterop­ dragelse og Grunden til, at denne Opdragelse kræver Aar til sin Fuldbyrdelse.

Man bør forstaa, hvor uendelig vanskeligt det har været at besejre hin Modsigelse for at forstaa den fulde Betydning af det taktiske Legemes Dannelse for Staters Vorden og Undergang i Historien. Det taktiske Legeme dannes ikke fra i Dag til i Morgen, ikke ved en Beslut­ ning eller en Lovparagraf alene. Der udfordres lang Tid og Vane for at give det den sejge Fasthed, som er dets Grundegenskab. Det maa være saa fast bygget, at end ikke Frygten for Døden formaar at rive den Enkelte løs fra Hoben.

Frederik den Store førte Beviset for, hvad Fastheden i det taktiske Legeme betød. I hans Batailloner er den sidste Rest af Individet slugt af Fælleslegemet. I Offi­ cerskorpset blev den personlige Tapperhed plejet og næret ved Standsærens Begreb; men Mandskabet be­ tragtedes som et rent og bart Materiale i Officerernes Haand. Ved stram Exercits skabtes et taktisk Legeme, som Officererne kunde lede efter Behag. Man stolede i den Grad paa Bataillonernes mekaniske Sammenhængs­ kraft, at det syntes aldeles ligegyldigt, hvilke Folk man tog til Soldater. Det «unniitze» Folk blev puttet i Mon­ duren, ved List eller ved Magt hvervedes Indlændinge og Udlændinge. Ved hvert Indfald i fjendtligt Land benyttede man Lejligheden til at fange Rekrutter. Selv Krigsfangerne bleve stukne ind i Geleddet, saaledes de ved Pirna fangne Saxere, hvoriblandt hele Batailloner. Kongens ringe Tillid til sine Soldater navnlig de udenlandske er let forstaaelig. — I et af sine Skrifter, «les principes généraux de la guerre appliqués å la tactique et å. la discipline des troupes prussiennes» begynder han med at opremse 14 Regler for, hvorledes Desertioner bør forhindres, og gjenlagne Gange indskærper han sine Officerer disse Regler. Er­ faringen viste, hvor nødvendige de vare. Da Breslau kapitulerede 1757, blev der tilstaaet den 4500 Md. stærke Garnison fri At'marche — 4000 Md. gik over og toge Krigstjeneste hos Østerrigerne I Og med saadanne Tropper vandt han sine Sejre. — — —

Det har, ogsaa her hjemme, været Mode at rynke paa Næsen ad hine pudrede Støvlethelte og stille sig i moralsk Positur paa Værnepligtsaraens olympiske Tinde; men hertil er der slet ingeu Anledning. Det er over­ hovedet en Fejl at maale Fortid med Nutids Alen, som at ville afbilde trojanske Krigere med Repeterrifler og Kruppske Kanoner. De Fredericianske Batailloner vare et Led i Udviklingens Kjæde, uden hvilket vi ikke stode der, hvor vi staa nu til Dags. Naar man ret fastholder de to Led i Modsigelsen: det slette Materiale og de glimrende Sejre, saa har man derved et ypperligt Middel til at forstaa Værdien af det taktiske Legeme. Ingen vil falde paa at hævde, at den hvervede «preussiske« Soldat var saa meget taprere end hans østerrigske Kaldsfælle; — overhovedet staa de europæiske Folkeslag her paa nogen­ lunde samme Trin — men den preussiske Bataillon var langt bedre, langt fastere end den østerrigske. De preussiske Batailloner taalte uhyre Tab, inden de gav efter, næsten 2/3 af deres Styrke, et Tab, som en moderne Bataillon ikke paa langt nær udholder. Preus­ serne vare bedre indexercerede og skøde hurtigere (heri var Jernladestokken, som man plejer at anføre, ikke alene Skyld, thi den indførte Østerrigerne allerede i 1742); men det er ikke det afgjørende — thi hvad hjælper Færdigheden, naar Tapperheden mangler? Og Hemme­ ligheden ved den preussiske Tapperhed laa i den gjennem Disciplinen frembragte sejge Sammenhængskraft i Kompagniet og Bataillonen, hvortil sluttede sig Skyde- og Evoleringskunsten som sekundaire Færdig­heder. Bataillonens Overbevisning om at være sin Modstander overlegen i disse militære Færdigheder gav den Tillid til sig selv og styrkede derigjennem yderligere Sammenhængskraften.

Idet man indøvede den stramme Exercerkunst, dannede man det taktiske Legeme og skabte Disciplinen.

Inspiceringerne vare strænge dengang som nu. Inspekteurer og Regimentskommandeurer forlangte, at-Pe­ lotonsalverne skulde være som et Skud, en Fordring som umuliggjorde al Sigtning. Brændte et eneste Skud af i Utide, saa var Kompagniet endnu ikke uddannet. I Forening med Parademarchen afgav Pelotonsalven den bedste Maaleslok for, hvor stærkt Mandskabet var sammenarbejdet til en Enhed; thi en saadan Harmoni kunde ikke naas uden megen Øvelse under den mest an­ spændte Opmærksomhed fra hver enkelts Side, og hertil udfordredes atter den strængeste Disciplin.

Rundt om i Europa studsede man over Frederiks Sejre og sendte sine Agenter til Potsdam for at udgrunde hans Slagtaktiks Hemmeligheder. Men man saa ikke andet end den «Potsdammer Vagtparades» Manøvrer, som man efterlignede, men glemte at medtage det, der laa bagved: Den omhyggelige Skoling af den enkelte Mand, den slrængeste Pligtopfyldelse gjennem alle Grader og Inspiceringens Ubestikkelighed.

Af den fredericianske Periodes Batailloner lære vi, at den mekaniske Sammenhængskraft kun til en vis Grad kan erstatte Tapperheden og den gode Villie. Med den gode Villie tilføres der nemlig det allerede dannede tak­ tiske Legeme en ny og uhyre Kraft, hvis Betydning strax vil blive klar. Det 18. Aarhundredes Batailloner kunde intet Øjeblik opgive det mekaniske Sammenhold og vare alt saa ude af Stand til at føre en spredt Fægt­ ning. Et Legeme sammensat af saa slet et Materiale maatte stedse holdes sammen og kjæmpe i Linie under Officerernes umiddelbare Opsigt.

Men saa snart den almindelige Værnepligt tilførte Hærene et helt nyt Materiale, saa snart Nationalfølelse, Religiøsitet og god Villie bleve de fremtrædende Egen­ skaber hos de unge Soldater, saa var Muligheden for Udviklingen given: Den moderne Bataillon skal helt kunne opgive det mekaniske Sammenhæng i den spredte Orden uden at det aandelige Sammenhæng gaar tabt. En moderne Bataillon kan opløse sig fuldstændigt og bibeholder dog alle det taktiske Legemes Karakteristika, og saasnart Signalet Samling, toner, træder den rent mekaniske Sammenhængskraft atter i Virksomhed.

Det har været den nyeste Tid forbeholdt ved Hjælp af den mest intensive Exercerkunst at naa det høje Trin. Men vi, som gaa i den daglige Trædemølle med Detail- exercits o. m., ere hyppigt tilbøjelige til at overse, at de faa Elementer, af hvilke vor Exercerkunst bestaa, ere et tusindaarigt Arvegods. Vi glemme let, hvilket uhyre og intensivt Arbejde der udfordres til at skabe denne det taktiske Legemes højeste, rent aandelige Form. Der ud­ fordres et Officerskorps, som gjennem flere Generationer er udgaaet af Befolkningens øverste Klasser, og som bi­ beholder sin Energi ved stadig at udskille de svageligere Elementer, saa snart de ikke længere staa i deres fulde Mandskraft, og der behøves et Underofficerskorps som udgjør mere end 1/10 af den samlede Hær, og endelig kræves der en Øvelsestid for den enkelte af et Aar eller to, i hvilken Tid han rives fuldstændigt ud af alle borger­ lige- og Familieforhold for helt at gaa op i de militære. Strænge — for den Enkelte ofte rent tilintetgjørende — Straffe maa idelig bringes i Anvendelse for at fremtvinge den ubetingede Underordning under det Hele. Ere de taktiske Legemer engang dannede, kan man uden Fare stikke et mindre Antal mindre øvet Mandskab (Ersatzre- servisten) ind i dem, eftersom Færdigheden i de enkelte Funktioner, Exercits og Skydning, dog er af sekundair Betydning i Forhold til Kompagniets Egenskab som Helhed og Enhed.

Kaste vi Blikket tilbage paa Udviklingens Gang, saa se vi to analoge Udviklingsrækker. I dem begge træffe vi til en Begyndelse det Krigsvæsen, som er baseret paa Individets personlige Tapperhed. I Oldtiden hos Grækerne og hos Perserne (Maraton, Platææ) staar Enkeltkampen højt i Ry og besynges af Eposet. Efter at Grækerne havde lært at kjæmpe i sluttet Orden, varer det flere hundrede Aar, inden Falanxen modtager den første Forbedring ved Leddelingen i Manipier, hvorved det bliver muligt at føre den gjennem kouperet Terrain uden at sprænge Sammenholdet. Af Manipular- falanxen opstaar lidt efter lidt Cohorte Taktikken. Indtil den 2. puniske Krig udgjorde Infanteriet een samlet Masse. Herefter leddeles Manipularfalanxen, i hvilken Manipierne vare uden taktisk Betydning, yderligere, idet Træfningerne faa taktisk Selvstændighed (Zama). Under Exercerkunstens fortsatte Udvikling bliver Leddelingen ført endnu et Skridt videre ved Dannelsen af Cohorten som et selvstændigt, taktisk Legeme, hvortil Manipien var for lille. Cohorten, 400— 600 Md. stærk, kunde indtage hvilken som helst Formation og sammen med de øvrige Cohorter danne den ønskede Slagorden. Man kunde opstille sig i een eller flere Træfninger, forstærke en Fløj, omgaa en Flanke eller modsætte sig fjendtlige Flanke- og Rygangreb uden at forstyrre den øvrige Slagorden. Her ender Old­ tidens Krigskunst, hvis taktiske Former altsaa kunne karakteriseres som en Overgang fra et eneste stort og plumpt Legeme til finere og finere Leddeling endende i smaa taktiske Legemer, som gjensidig understøtte hver­ andre.

I fuldkommen Analogi hermed staar den anden Ud­ viklingsrække. Middelalderens Riddere falde for Schweit- zernes Firkantshobe, den moderne Taktiks Urgrundform. De tre Firkantshobes Taktik optages af Landsknægtene og uddannes videre af Spanierne, Hollænderne, Svenskerne Franskmændene og Preusserne. De kolossale Hobe led­ deles i flere mindre Firkantsformer, derefter formindskes Dybden, og Kvadratet bliver efterhaanden til Linie. Her er man naaet til en lignende Kampform som de ro­ merske Cohorter: et Antal smaa Legemer, som ere gjorte flade af Hensyn til at faa det størst mulige Antal Vaaben i Virksomhed.

Med den amerikanske Frihedskrig og Revolutions­ kampene kommer der nye Elementer ind i Udviklingen, og derved opstaar der ogsaa den Fare, som klæber ved alle Overgangsformer fra et Krigsvæsen til et andet, at begge Formers Dyder udsættes for at gaa tabt uden at der vindes noget til Erstatning derfor. Dette Aarhundredes Begyndelse viser os ogsaa en Mængde famlende Forsøg og Bagslag, inden Udviklingen faar fat i det gamle Spor, som Begejstringen for det nye overmodigt havde sluppet: Exercerkunsten formaaede dengang endnu ikke at skabe Nutidens Smaalegemer. Det er nemlig det karakteristiske for det antike og det moderne Infanteris Udvikling, at i begge Udviklingsrækker ses de smaa Legemer at opstaa ved Leddeling eller Sønderdeling af de store. Det er bekjendt, hvilke Mangler der hæftede ved de to Grund­ former: Falanxen er værgeløs i Flankerne, Firkantshoben sluger en uhyre Masse Mennesker til Fyld uden at disse Mennesker ere i Stand til at bruge deres Vaaben. Men ikke desto mindre forløber der Aarhundreder, inden Exercerkunsten formaar at danne mindre Legemer, som ere egnede til at bøde paa hine Mangler.

Hvad lærer vi heraf? At Dannelsen af saadanne smaa taktiske Legemer (Kompagnier, Eska­ droner) er meget vanskelig. Kunsten at danne og bevæge dem, at exercere, er en Kunst som alle andre. Og denne Kunst behøvede Aartusinder for at naa sin nuværende Udvikling. Men naar Exercerkunstens Grund­ sætninger engang ere fundne, saa arver den ene Genera­ tion Læremestrene af den anden, og Kunstens praktiske Ud­ øvelse frembyder derefter intet uoverkommelig vanskeligt.

Hermed er Spørgsmaalet om den sluttede Ordens Betydning klart. Den sluttede Orden har ophørt at være Kampform, den er nu udelukkende Bevægelses- og Opdragelses form. Paa Exercerkunstens nuværende Stadium er Dannelsen af et taktisk Legeme utænkeligt uden den strammeste Uddannelse i den sluttede Orden ; thi ved intet andet Middel formaa vi at skabe det mekaniske Sammenhæng og den ubetingede Villiens Enhed, uden hvilke de uhyre Skyttelinier vilde spredes som Avner for Vinden. Det parademæssige er derfor endnu den Dag i Dag det eneste Udtryk for Enhedens Styrke.

Men idet den sluttede Orden har ophørt at være Kampform, er det ogsaa dermed givet, at Uddannelsen maa indskrænke de Midler, med hvilke hin Orden frem­ bringes, til det færrest mulige, og desto færre jo kortere Uddannelsestiden er. Jo flere Greb og Evolutioner desto daarligere maa det taktiske Legeme nødvendigvis blive, fordi Uddannelsen for Kampen ikke kan slaa af paa Tiden, hvorved de sluttede Former blive mangelfuldt ud­ viklede.

Med disse Synspunkter for Øje og under Forudsæt­ ning af deres Rigtighed vil Exercerkunstens enkelte Ele­ menter kunne underkastes en frugtbringende Undersøgelse.

Uddannelsen betjener sig af følgende Hoveddiscipliner: Exercits, Vagttjeneste, Skydning og Felttjeneste. Ved Skoleexercitsen frembringes det mekaniske Sammenhold og Villiesenheden, ved Vagttjenesten skulde Selvstændigheds- og Ansvarsfølelsen samt Paapasselighed og Aar- vaagenhed oparbejdes, ved Skydning og i Felttjenesten endelig skal Krigshaandværkets Teknik indarbejdes. I Belønninger og Straffe haves de ansporende og under­ støttende Midler. Gymnastiken er en Hjælpedisciplin, som maa være bygget over Exercitsen for at kunne under­ støtte den formelle Exerceruddannelse og forberede Sol­ daten til at udholde Feltlivets Strabadser.

Exercitsen.

Den formelle Exerceruddannelse omfatter tre Hoved­ grene: Stillingen, Bevægelsen og Geværhaandteringen. De herhenhørende Øvelser kunne vi ikke konstruere a priori; thi deres Formaalsljenlighed kan kun Krigen afgøre. Vi ere henviste til det nedarvede, det som Hundreder af Aars Erfaring har overleveret os. Men dette nedarvede ere vi i Stand til at prøve, og vi kunne, naar vi engang have klaret os Exercerkunstens Formaal, med stor Nøj­ agtighed udfinde Værdien og Nytten af hver enkelt Øvelse. Den naturligste Vej at gaa ved en kritisk Vurdering af den formelle Exercercits enkelte Elementer er derfor at analysere hver enkelt af Exercerreglementets Paragraffer.

Stillingen, § 3. Stillingen eller »Retstillingen« er Exercitsens Grundstilling. Den skal, som Reglementet betoner, være «naturlig og utvungen», navnlig fordi den skal kunne bibeholdes i længere Tid uden at virke trættende; men som enhver erfaren Infanteriofficer ved, kan der ikke godt forlanges noget vanskeligere af den unge Rekrut end en «naturlig og utvungen» Holdning. Der forlanges her en Stilling, som beror paa en helt igjennem rigtig Muskelvirksomhed, hvorved hver enkelt Legemsdel skal være i fuldkommen Ligevægt. Hos Rekruten er imidlertid en saadan Ligevægt kun undtagelsesvis tilstede: Smedene ere stærkt udviklede i Overkroppen særlig dog i dennes hejre Side, medens Benene ofte ere svage, Skrædderen er krumrygget og svagbenet, Drejeren har under sit Arbejde særlig arbejdet med det venstre Ben o. s. fr.; overalt er der falske Muskelkontraktioner. Paa engang skal Rekruten indtage en Stilling, ved hvilken der ikke maa forekomme en eneste falsk Kontraktion, ikke en Bøjning eller Drejning i noget af Leddene; men overalt skal der være Utvungenhed og Frihed i Aktionen under Muskelsystemets energiske Virksomhed. Sligt kan naturligvis ikke opnaas ved Exercerbevægelserne, som have et helt andet Formaal end at udvikle Legemet, her maa Gymnastiken træde hjælpende til. Gymnasliken maa derfor være saaledes bygget over Exercerreglementet, at der til enhver Exercerbevægelse svarer passende for­ beredende Øvelser.

I § 3 præciseres Fordringerne til Retstillingen meget nøje. Det gjælder her om at fastholde, at Stillingens minutieuse Korrekthed hovedsagelig maa søges naaet gjen- nem gymnastiske Forberedelser, og at der kræves lang Tid til at opnaa en gjennemført fejlfri Stilling, hvorfor Opmærksomheden under hele Uddannelsestiden maa være henledt derpaa. Og det kommer her an paa, at Stillingen er gjennemført nøjagtigt i de yderste Detailler, ikke en eneste Ytring af individuel Selvstændighed maa give sig synlige Udtryk, og derfor maa den enkelte Mand end ikke bestemme, hvorledes han vil holde sine egne Fingre. — Sammenlignes § 3 for Fuldstændighedens Skyld med det tilsvarende Sted i det tydske Reglement (A 2) ses det, at Indholdet i dette omtrent er enslydende med § 3, men i omvendt Rækkefølge, § 3 begynder med Hovedet, det tydske med Benene. Rækkefølgen er ikke ligegyldig, men bestemmes nærmest af Hensynet til, at det vigtigste betones stærkest altsaa sættes i Spidsen. Nu er det ikke Hovedet, der bestemmer Retstillingens Godhed, men Fødderne; thi af disses rigtige Stilling er hele Retstil- lingen afhængig. Derfor vilde det være at fore­ trække, at § 3 begyndte med Fødderne og endte med Hovedet. Det tydske Reglement siger rigtigt: •Føddernes rette Stilling er væsentlig; thi af den afhænger Overkroppens gode Holdning, og sædvanlig har en galt stillet Fod en skæv Stilling af Skuldrene til Følge.»

Maaske burde § 3 nærmere angive Fingrenes Stilling. Idet nemlig Reglementet forlanger, at Haanden skal være svagt hulet og «Fingrene samlede«, er der endnu den Frihed tilbage at lægge Tommelfingrene under Pege­ fingrene eller oven paa disses Sideflader. Det naturlige er her, at Tommelfingeren lægges op ad Pegefingerens indvendige Flade, saaledes at Tommelfingerens Overflade ligger i Plan med Pegefingerens frie Sideflade, derved faar Haanden nemlig sin naturligste Bøjning. Hyppigt lagdes Vægten paa de ældre Reglementers Forlangende om, at Haandens indvendige Flade ikke maatte ses, og Haanden pressedes da op mod Laaret, hvorved Tommel­ fingeren unaturligt kom til at ligge i Række med de 4 andre Fingre. Det unaturlige i denne Stilling forledede let til Skjødesløsheder.

Retslillingen ophører paa Kommandoen: Rør. En Samtidighed i Udførelsen er her ufornøden, til en vis Grad endog skadelig. Ved «Rør» antydes der, at den stærkt spændte Opmærksomhed for et Øjeblik kan ophøre; men hertil er det disciplinairt set ikke nødvendigt, at der indtages en særegen Stilling, Rørstillingen. Thi enten er det Meningen, at der skal hviles, d. v. s. at Lemmerne inden for en vis Begrændsning kunne røres lidt efter Forgodtbefindende, eller at der skal indtages en særegen «Stilling«, men i sidste Tilfælde »hviles» der ikke.

Reglementet forlanger med Rette intet Tempo , men dette har udviklet sig af en uheldig Praxis. Af Hensyn til den skyldige Respekt for Retstillingen kunde Regle­ mentet maaske have indskrænket sig til at angive Hen­ sigten med »Rør» for at undgaa, at Hovedvægten blev lagt paa et galt Sted. Paa Exercerpladsen kan man hyppigt høre Befalingsmanden anbefale Nr. n »at øve sig i Ret og Rør«, medens han selv har en Mand for sig, til hvem han kommanderer utallige Gange »Ret—Rør, Ret—Rør« for at fremkalde et lydeligt Klask med Hælene, altsammen paa Bekostning af den uhyre vigtige Retstillings Nøjagtighed.

Under Øvelser uden Gevær er det vistnok ligegyldigt, om højre eller venstre Fod sættes frem (tilbage) eller om der overhovedet sættes nogen Fod frem — dette kunde endogsaa helt overlades til den enkelte; men med Gevær ved Fod er det upraktisk at sætte højre Fod frem. Da Geværet netop skal staa i en aldeles bestemt Stilling i Forhold til den højre Fod, er det ganske praktisk, at Soldaten, forinden der kommanderes «Ret», kan over­ bevise sig om, at Geværet staar rigtigt ved Foden. Derved vil den uheldige Støden Kolben mod Jorden forsvinde, hvergang Hælene klappes sammen.

Pkt. 19 siger, at det, naar ikke anderledes befales, er Soldaten tilladt at tale sagte med Sidemændene. Kompagni­ chefen har det altsaa i sin Magt, at forbyde enhver Samtale i Geleddet, og delte maa siges at være det rigtige. Sagte Samtale er ikke noget militært skarpt Begreb, og naar et Par hundrede Mand eller en Bataillon fører en sagte Samtale, saa vil et begyndende pianissimo meget let gaa over i et fortissimo. Folkene have under Øvelsen intet at tale om i Geleddet, og Enhver ved, at den Konversation, der føres i Rækkerne, kan bortfalde uden Skade for Mand­ skabets aandelige Udvikling. Men dette at tale i Geleddet staar desuden i den skarpeste Modstrid med det taktiske Legemes Idé. Denne forlanger en Villiens Potensering til Grændsen for det mulige og en absolut Underordnen sig under Fællesvillien, hvilket altsammen kun kan naas gjennem den mest anspændte Opmærksomhed. Men et Kompagni i fuld Passiar er ikke i Førerens Øaand, det er en uopmærksom Masse, som først ved særlige Midler skal vækkes til Opmærksomhed.

§4.

Ligesom Retstillingeu væsentlig bestemmes af Benene, saaledes udgaar ogsaa V endingerne fra d is s e 1). Idet Legemet hviler paa den ene Fods Hæl, tilvejebringes Vendingen ved Hjælp af den anden Fod. Reglementet vanskeliggjør imidlertid Sagen noget ved sit Forlangende om, at der skal «sættes af» med begge Fodbalder, at Hælene skulle forblive sammen og Knæene strakte; thi Vendingen bliver derved til mere ved Overkroppens Hjælp end ved Benenes. Paa Exercerpladsen hører man ogsaa det fejlagtige Middel blive anbefalet «at skubbe med Skulderen«. Exercerprincippet maa være og er faktisk ogsaa dette, at Legemet holdes i fuldstændig Ligevægt under alle Skolebevægelser; men dette Princip brydes ved Vendingerne, hvorved Overkroppen drejes ud af Lige­ vægten, og, hvad der er det principale, drejes paa højst forskjellig Maade, af de forskjellige Individer. Siger jeg: «Staa paa venstre Fods Hæl og sæt af med højre Fodbalde !*, saa forbliver Overkroppen i Ligevægt, og Vendingen fore- gaar nøjagtig paa samme Maade gjennem hele Kompag­ niet. Herved kan det ikke undgaas, at den ene Fod fjernes et Øjeblik fra den anden; men de bekjendte krumme Knæ ere umuliggjorte.

Omkringvendingen skal udføres tilhøjre. Da alle Vendinger af praktiske Grunde udføres paa samme Hæl, den venstre, vilde det være praktisk at lade den vanskeligste Vending (omkring) udføre til den Side, hvor den maa falde naturligst og nemmest, altsaa tilvenstre. Erfaringen fra Exercerpladsen viser ogsaa, at «venstre om* altid udføres baade rigtigere og bedre end de andre Ven­ dinger. Vendingerne ere meget vigtige og vanskelige Exercerbevægelser, og der bør derfor gjøres alt, for at de kunne udføres med høj Grad af Præcision og Appel.

§ 5.

Denne Paragraf har været Gjensland for meget for- skjellige Opfattelser, uden at nogen særlig udpræget An­ skuelse har gjort sig almindelig gjældende. Marchen bedømmes dels efter et rent Hensigtsmæssighedshensyn, og dels efter et individuelt Smagshensyn, der snart gaar i Retning af det mere parademæssige, snart betoner det saakaldte feltmæssige og snart noget tredie. Sagen synes dog ganske simpel.

I al Almindelighed er Marchens taktiske Formaal at naa fra et Punkt til et andet med den mindst mu­ lige Kraftanstrengelse. Betingelsen herfor er en omhyggelig Uddannelse af Aandedrætsorganer og Ben­ muskler, og en Marcheanordning, der giver hver Enkelt fornøden Frihed til at økonomisere med sine Kræfter. Dette Krav fyldestgjøres kun af den almindelige Gang, ved hvilken den Enkelte ikke er bunden til en bestemt og for ham ubekvem Skridtlængde eller til en fælles Kadence, men kun nødes til at bevæge sig med en vis Hastighed d. e. holde Retning, altsaa Marche uden Trit (Pkt. 30).

Men denne Art af Marcheren har aabenbart intet tilfælles med Skoleskridtet eller Exercerskridtet, hvad man nu vil kalde det for. Ved Udførelsen af dette forlanges der en ganske bestemt Holdning af Legemet og en nøjagtig foreskreven Bevægelse af Benene. Her er det Samtidighed og en gjennemført ensartet Nøjagtig­ hed, hvorpaa det kommer an, og jo mere Ensartetheden, Samtidigheden og Nøjagtigheden, kort sagt det parademæssige, giver sig tilkjende desto kraftigere er Villies- enheden, d. v. s., desto større er Sikkerheden for, at det er et taktisk Legeme, vi have for os. Dette er ikke saaledes at forstaa, at det parademæssige er det eneste Reagens for Kompagniets Feltdygtighed; men det parade­ mæssige er, som oven vist, et paalideligt Udtryk for Styrkegraden af den mekaniske Sammenhængskraft, uden hvilken den aandelige intet er værd.

Tænker man sig to Kompagnier, som uden at være afhængige af hinanden marchere den samme Vejstrækning, f. Ex. 5 Mil under samme ydre Forhold, del ene Kom­ pagni uden Trit, det andet under ideligt Krav om Trit, hvis Gjennemførelse, som bekjendt., vanskeliggjøres med den tiltagende Afmattelse, og tænker man sig nu disse to Kompagnier ved Marchens Slutning udføre en Forbidefilering, saa vil det tritmarcherende Kompagni ikke have mere at byde paa. I hele Kompagniets Holdning vil der ikke vise sig nogen egentlig Stigning, som tyder paa, at Chefen i det Øjeblik Defileringen varer, behersker sit Kompagni saaledes, al der spores en tydeligt frem­ trædende yderligere Villiesanspændelse. DetandetKom- pagni derimod, som i sin Uddannelse har skjelnet skarpt mellem Exercerskridt og Marcheren, vil i det angivne Øjeblik have noget at byde paa, nemlig del omhyggeligt lærte Exercerskridt. Kompagniet vil komme forbi i parademæssige Skridt, fordi Kræfterne have været skaanede indtil det Øjeblik, og fordi hver Mand af Erfaring ved, at den med den forøgede Stramhed forbundne Anstrengelse kun varer et Øjeblik, og fordi der i selve Opdragelsen med dens skarpe Pointeren af Hovedsagen og Skjelnen mellem Maal og Middel ligger en moralsk Faktor, som virker understøttende i det afgjørende Moment. Udeblev det parademæssige i Holdningen og Forbimarchen eller blev det mindre godt, saa havde man derigjennem et yderst fintvisende Reagens for, hvad der manglede Trop­pen i Uddannelse og Disciplin.

Mellem Exercerskridtet og Marche uden Trit som Ydergrændser ligger Marche i Trit, hvilken er at forstaa som Gang under Opretholdelsen af en bestemt Kadence, en Bevægelsesform, som er naturlig, hvor Troppen uden at paradere skal optræde i Befolkningens Paasyn, altsaa i Garnisonen og paa Rejsemarcher gjennem Byer o. lign. Hermed have vi altsaa faaet følgende System i Marchen: a) Exercerskridtet, som hører hjemme ved Forbimarche og ved alle Evolutioner i Trit, indtil Kommandoen: •Rør« fritager derfor (Pkt. 19. Anm.), b) Marche i Trit, som efter a kan benyttes ved alle Evolutioner i Trit, hvor det mere kommer an paa at indøve Evolutionens Teknik, samt paa Gaderne, og endelig c) Marche uden Trit, som hører hjemme paa Rejse­ marcher og ved alle Evolutioner i Terrainet (Pkt. 30). ad a. Exercerskridtets korrekte og elegante Udførelse er Infanteristens Kunst, som Ridning er Rytterens. Regle­ mentet anfører, at "Marchen skal være en med god Hold­ ning udført naturlig, men ensartet og taktbunden Gang», og stiller dermed store Krav, som først kunne ske Fyldest paa et sent Tidspunkt af Uddannelse (se under § 3). Skridtets Længde fastsættes af Reglementet til 80'“. I Praxis kan der naturligvis kun være Tale om Approxi- mationer; thi intet Menneske kan lære under alle Forhold og til enhver Tid at gjøre Skridt af nøjagtig 80 cm. Længde. Det samme gjælder Kadencen, de l l a x i M i­ nuttet antyde en Hastighed, som flittigt bør tilstræbes, men som aldrig helt kan naas. Har en Trop saaledes marcheret 114 x i 2 Minutter og 116 x i de to paafølgende, saa har den fyldestgjort Kravet til Hastigheden. (Det svenske Reglement sætter Kadencen til 114— 116 x i Min.) Sandsynligvis vil den foretagne Redaktionsændring af Pa­ ragraffen bidrage til at fjerne den fejlagtige Udføreises- maade, som hyppigt saas ved Skridtets Indøvelse i Tempo, og som bestod i, at Foden med et Spjæt eller Ryk  77 bragtes frem og holdtes svævende i Luften, medens Over­ kroppen fejlagtigt blev tvungen bagover. Opholdet ligger efter at Skridtet er ført helt ud, d. e. efter at den forreste Fod har berørt Jorden. Kroppen hviler da paa den fremsatte Fod, medens det bageste Ben er strakt «og forbliver strakt, indtil Hælen atter løftes«. Krydset holdes stift og den ene Hofte skydes ud af Hensyn til Balancen. Idet det bageste Ben føres igjennem, maa dets Knæ bøjes for atter at trykkes tilbage, umiddelbart for­ inden Foden sættes til Jorden, og den tilsvarende Hofte skydes ud. Alt dette er meget vanskeligt at udføre; men saaledes forlanges det af Reglementet og med rette. ad b og c. Marche i Trit kræver ved større Hobe en Taktangiver, enten i Form af iMusik eller i Form af Tælling [eller Trampen]. Selv den mest intensive Exercer- kunst formaar ikke at bearbejde de forskjellige Tempera­ menter sammen til fuldstændig og længere vedholdende Synchronisme i Bevægelserne (ikke engang et Kapel af lutter Virtuoser kan undvære Taktstokken). En mindre Styrke kan i Kolonneformalion bevare Trittet i nogen Tid uden Taktangivelse, navnlig naar de bageste i Kolonnen stadig kunne se Téten. Men i en dyb Sektionskolonne paa Landevejen kan Trittet ikke holdes 2 Minutter i Træk, saa snart den marcherende Styrke tæller et Par hundrede Mand eller derover. Idelig «hakkes der Petersillie», og idelig maa der tælles for at holde Skridtet gaaende, og allerede deri ligger der en Antydning af, at der paa Landevejen aldrig bør forlanges Trit. Nogle udtale sig da for, at man skal indskrænke Forlangendet om Trit til Kompagniet, andre gaa ned til Delingen og atter andre igjen endog til Sektionen. Nødvendigheden af at holde Trit motiveres dels ved Henvisning til den korte Uddan­ nelse, som nødvendiggjør «en strammere Ilaandhævelse af Marchedisciplinen« og dels ved den formentlige Lettelse, der skulde ligge i de synchronistiske Bevægelser. Moti­ veringen er imidlertid bevislig fejlagtig.

Mellem Exercerskridtet og Marche uden Trit som Ydergrændser ligger Marche i Trit, hvilken er at forstaa som Gang under Opretholdelsen af en bestemt Kadence, en Bevægelsesform, som er naturlig, hvor Troppen uden at paradere skal optræde i Befolkningens Paasyn, altsaa i Garnisonen og paa Rejsemarcher gjennem Byer o. lign.

Hermed have vi altsaa faaet følgende System i Marchen:

a) Exercerskridtet, som hører hjemme ved Forbimarche og ved alle Evolutioner i Trit, indtil Kommandoen: •Rør« fritager derfor (Pkt. 19. Anm.),

b) Marche i Trit, som efter a kan benyttes ved alle Evolutioner i Trit, hvor det mere kommer an paa at indøve Evolutionens Teknik, samt paa Gaderne, og endelig

c) Marche uden Trit, som hører hjemme paa Rejse­ marcher og ved alle Evolutioner i Terrainet (Pkt. 30).

ad a. Exercerskridtets korrekte og elegante Udførelse er Infanteristens Kunst, som Ridning er Rytterens. Regle­ mentet anfører, at "Marchen skal være en med god Hold­ ning udført naturlig, men ensartet og taktbunden Gang», og stiller dermed store Krav, som først kunne ske Fyldest paa et sent Tidspunkt af Uddannelse (se under § 3).

Skridtets Længde fastsættes af Reglementet til 80'“. I Praxis kan der naturligvis kun være Tale om Approxi- mationer; thi intet Menneske kan lære under alle Forhold og til enhver Tid at gjøre Skridt af nøjagtig 80 cm. Længde. Det samme gjælder Kadencen, de 115 x i Mi­nuttet antyde en Hastighed, som flittigt bør tilstræbes, men som aldrig helt kan naas. Har en Trop saaledes marcheret 114 x i 2 Minutter og 116 x i de to paafølgende, saa har den fyldestgjort Kravet til Hastigheden. (Det svenske Reglement sætter Kadencen til 114— 116 x i Min.) Sandsynligvis vil den foretagne Redaktionsændring af Pa­ ragraffen bidrage til at fjerne den fejlagtige Udføreises- maade, som hyppigt saas ved Skridtets Indøvelse i Tempo, og som bestod i, at Foden med et Spjæt eller Ryk bragtes frem og holdtes svævende i Luften, medens Over­ kroppen fejlagtigt blev tvungen bagover. Opholdet ligger efter at Skridtet er ført helt ud, d. e. efter at den forreste Fod har berørt Jorden. Kroppen hviler da paa den fremsatte Fod, medens det bageste Ben er strakt «og forbliver strakt, indtil Hælen atter løftes«. Krydset holdes stift og den ene Hofte skydes ud af Hensyn til Balancen. Idet det bageste Ben føres igjennem, maa dets Knæ bøjes for atter at trykkes tilbage, umiddelbart for­ inden Foden sættes til Jorden, og den tilsvarende Hofte skydes ud. Alt dette er meget vanskeligt at udføre; men saaledes forlanges det af Reglementet og med rette.

ad b og c. Marche i Trit kræver ved større Hobe en Taktangiver, enten i Form af iMusik eller i Form af Tælling [eller Trampen]. Selv den mest intensive Exercer- kunst formaar ikke at bearbejde de forskjellige Tempera­ menter sammen til fuldstændig og længere vedholdende Synchronisme i Bevægelserne (ikke engang et Kapel af lutter Virtuoser kan undvære Taktstokken). En mindre Styrke kan i Kolonneformalion bevare Trittet i nogen Tid uden Taktangivelse, navnlig naar de bageste i Kolonnen stadig kunne se Téten. Men i en dyb Sektionskolonne paa Landevejen kan Trittet ikke holdes 2 Minutter i Træk, saa snart den marcherende Styrke tæller et Par hundrede Mand eller derover. Idelig «hakkes der Petersillie», og idelig maa der tælles for at holde Skridtet gaaende, og allerede deri ligger der en Antydning af, at der paa Landevejen aldrig bør forlanges Trit. Nogle udtale sig da for, at man skal indskrænke Forlangendet om Trit til Kompagniet, andre gaa ned til Delingen og atter andre igjen endog til Sektionen. Nødvendigheden af at holde Trit motiveres dels ved Henvisning til den korte Uddan­ nelse, som nødvendiggjør «en strammere Ilaandhævelse af Marchedisciplinen« og dels ved den formentlige Lettelse, der skulde ligge i de synchronistiske Bevægelser. Moti­ veringen er imidlertid bevislig fejlagtig.

Marchedisciplinen bestaar vel ogsaa deri, at ingen Mand egenmægtig tillader sig Friheder med Hensyn til Paaklædning, Geværbæring, Valg af Plads o. s. v., og den fremmes navnlig ved en formaalsljenlig Marcheordning, ved hvilken der ikke stilles Fordringer, som i Længden ikke kunne honoreres. Naar Folkene idelig falde ud af Trittet, og dette er jo uundgaaeligt, al den Stund Hastig­ heden voxer henimod Queuen, saa opnaas der ved For­ dringen om Trit det modsatte af det, der tilsigtedes. Men selv om Trittet kunde opretholdes og ogsaa ved et eller andet Middel blev opretholdt, saa vilde dette ingenlunde betyde en skærpet Marchedisciplin. Marchedisciplinen er ikke sit eget Formaal. Det kommer ved Marchen ikke simpelthen an paa at bevæge en Trop fra et Sted til et andet; thi naar Folk indse, at de faa mindre Hvile og maaske ingen Mad, saafremt de ikke holde ud til Slut­ningen, saa lade de allerfleste sig anspore til at hænge paa; men det kommer an paa at naa Marchens Endemaal med et Kompagni, som om fornødent strax kan rykke i Ilden. Formaalet for Marchedisciplinen er derfor at vinde fremad med det mindst mulige Forbrug af Kræfter og under Opretholdelsen af den strængeste taktiske og indre Orden. Men denne Marchekunst modarbejdes paa det allerkraftigste ved Tritmarcheren. Ikke alene er enhver Falden ud af Trittet en Indisciplin, som oven i Kjøbet forløber ustraffet; men den hyppige Tællen og Træden om, er mere strabadserende for begge Parter, end man tror. Hvad den foregivne Lettelse ved at marchere i T rit angaar, saa maa den nødvendigvis være af forskjellig Natur for Kompagniets højre og dets lille, geværlange, venstre Fløjmand. Det kan aldrig «lette» den første, at den sidste tager lige saa lange og lige saa hurtige Skridt som han, men det letter den sidste, at han kan gaa som han vil; thi der stilles allerede det store Krav til ham, at han skal arbejde sig frem med sin tunge Bepakning i en vis Hastighed. Og til det yderste at skaane Kræfterne under Marchens Strabadser, det er og bliver Marche- disciplinens Hovedformaal.

Det hænder af og til, at der udtales Forundring over, at det tydske Infanteri ved Forbimarcher benytter det stramme Exercerskridt, der efter nogles Mening endog skulde stride mod Reglementet. Der er imidlertid Methode i Tingene, saaledes som det formentlig vil fremgaa af foranstaaende Udvikling; paa Exercerkunstens nuværende Standpunkt vilde en Afskaffelse af Exercerskridtet være ensbetydende med Kunstens begyndende Forfald. Vore Forskrifter ere nøjagtigt enslydende med de tydske, men vi have aldrig opfattet dem saa korrekt og saa stramt.

Hohenlohe lugelfingen anfører etsteds i sine «Briefe uber Artillerie», at den afdøde Kejser Wilhelm engang ved en Forbimarche af Feltartilleri ytrede til ham: Der har vi endelig engang den rigtige Marche». Af disse Ord fremgaar der to Ting, for det første, at Konstablerne marcherede bag deres Kanon, og for det andet, at denne Marche udførtes med det reglementerede Exercer- skridt. Man vil let forstaa den betydelige Kvalitetsforskjel, der kommer til Syne ved den marcherende og den kjørende Betjening. I sidste Tilfælde kommer der kun en rent underordnet Virksomhed til Udtryk, Kjørefærdigheden, i første Tilfælde præsenterer Batteriet sig som en vil­ lende Enhed, et taktisk Legeme.

 § 6.

Naar en sluttet Styrke opmarcherer tit Fægtning og uden for den fjendtlige Ildzone bevæger sig mod det opgivne Direktionspunkt, kan det forekomme, at den foruden Svingninger kan komme til at benytte sig af en kvart eller ottendedel Vending. Bevæger Troppen sig i en Pløjemark, paa leret Jordbund eller i andet vanske­ ligt Terrain, vil Bevægelse i Trit forbyde sig af sig selv, og Vendingerne ville da ikke blive udførte samtidigt, hvad der jo heller ikke er nødvendigt. Skal der rykkes tilbage, hvad enten Fægtningens Gang byder det, eller fordi den vedkommende Trop fejlagtigt er kommen for langt frem, saa vil Tilbagemarchen ogsaa af Klogskabs­ hensyn blive udført efter et Holdt, d. v. s. der vil ikke blive gjort omkring paa venstre Fods Hæl med Fordring om Samtidighed. Krigsmæssig er Omkring-Vendingen under Bevægelsen derfor ikke. Der vil i Krigen ikke komme noget Tilfælde, hvor det gjælder om under den strammeste Tritmarche at gjøre hovedkulds omkring; thi der hvor et saadant Tilfælde skulde indtræde, vilde det være heldigst først at kommandere Holdt for at undgaa Panik. Man huske blot, hvorledes det gik den bajerske Kavalleri Brigade i Mainfelttoget 1866.

Omkringvendingen i Trit er desuden en meget van­ skelig Exercerbevægelse, som kræver baade megen og lang Tid til sin Indøvelse. Da den nu tillige ikke er krigsmæssig og ellers ikke har nogen opdragende Betyd­ ning, vil den fordelagtigst kunne undværes. Dens Af­ skaffelse vil indvinde megen Tid til de nødvendige Formers forsvarlige Indøvelse og fjærne den tankeløse Evoleren og ørkesløse Bykken frem og tilbage, som benyttes af lidet opfindsomme og lidet exercerdygtige Underofficerer.

 § 7.

Det har tidligere fra anden Side — saavidt erindres i en Rejserapport — været fremhævet, at Hilsenen vilde vinde ogsaa i disciplinair Henseende ved at gjøres noget simplere. Den foreskrevne Hilsen med den stærkt løftede Albu er temmelig vanskelig at udføre, og den klæder ikke alle, fordi der kræves visse personlige Betingelser, for at den skal tage sig ud. Paa smalle Fortouge, i Trængsel eller under lignende Forhold kan den udstaaende Albu volde en Del Gène. Denne Mangel ved Hilsenen kunde nemt afhjælpes ved at forandre den derhen, at Albuen ikke fjærnede sig mere fra Kroppen end at Haanden i Underarmens Forlængelse kunde med Finger­ spidserne berøre Huen, og Hilsenen vilde intet tabe i Stramhed derved — en Stramhed som forøvrigt sjældent ses.

Geværhaandteringen.

Geværexercitsen omfatter de Greb, som angaa Geværets Transport og dets Betjening som Skydevaaben (Stødvaaben), andet har Krigen ikke Brug for. Tilsyneladende ligge saaledes Honnørgreb helt uden for den krigsmæssige Ud­ dannelse, og deres Existens-Berettigelse skal derfor først vises. Da det egentlige Krigshaandværks Teknik, som oven nævnt, ikke længere ligger i den sluttede Orden men i den spredte, maa Hovedvægten aabenbart lægges paa den sidste, saaledes at der til den sluttede Orden kun anvendes saadanne Greb og Bevægelser, som have krigs­ mæssig Betydning, og som tillige tjene til det taktiske Legemes Skoling. Men netop hertil er Æresbevisningen gjennem et særligt Agtelsestegn et fortræffeligt Middel, som, rigtigt anvendt, i fremtrædende Grad bidrager til at højne den ydre Respekt og derigjennem Subordinationen. Imidlertid er det ogsaa slrax klart, at Honnørgrebenes Antal maa indskrænkes til det mindst mulige, ligesom Udførelsesmaaden ikke maa være for sammensat og van­ skelig.

Under «almindelige Bestemmelser« anfører Regle­ mentet, at den »Hurtighed, hvormed ethvert Grebs enkelte Dele ved Udførelsen skulle følge efter hverandre, naar der ikke tælles, skal være lig almindelig Marchetakt«. Det er m. a. O. de saakaldte Tempogreb, Reglementet foreskriver. Disse Greb vare tidligere de almindelige; men de forlades mere og mere som formentlig ikke længere tidsvarende. Tempogrebet deler et Greb i flere Undergreb og vanskeliggjør derved Udførelsen betydeligt. Man har derfor efterhaanden — saaledes som nu for­ nylig i Sverrig — afløst Tempogrebene med de klatrende Greb, hvor Tempoet først falder, naar Geværet er paa sin Plads- Saaledes bestaar vort «Gevær i Hvil» fra «ved Fod« af tre Undergreb, men ved den klatrende Ud- førelsesmaade bringes Geværet hurtigt op paa Skulderen, og først da gjøres der et lille Tempo, inden højre Haand bringes paa Plads; ved Præsentergrebet fra Hvil er der slet intet Tempo. Ved de klatrende Greb undgaar man de ganske vist forbudte, men vanskeligt undgaaelige, Slag i Geværerne og fjærner derved Aarsagerne til en lidet heldig Konkurrence.

Grebene kræve den nøjagtigste Udførelse og den strengeste Samtidighed, og deri bestaar deres Exercer- værdi, at de, anvendt paa rette Maade, lidt efter lidt bi­ drage mægtigt til at fremtvinge den ejendommelige Sam­ tidighed i Villiesytringen, som udgjør det taktiske Legemes Karakteristikon. Deraf følger imidlertid, at Vanskeligheden ved Grebenes Udførelsesmaade ikke maa være større end at — med Henblik paa den disponible Tid — den størst mulige Fuldkommenhed kan naas, og at Grebenes Antal maa være saa ringe som muligt for at Kvantiteten ikke skal trykke Kvaliteten; jo færre Greb altsaa, desto bedre Uddannelse.

§ 9. (se § 3).

 § 10.

«Gevær i Hvil» (højre Skulder) er at betragte som Grundstillingen; thi «Gevær ved Fod« er nærmest en Hvilestilling. Fra «Hvil» kunne samtlige Greb udføres, og det er derfor ikke strengt nødvendigt at have flere Udførelsesmaader. Den Tid , som medgaar til først at tage i Hvil, før der lades eller præsenteres, opvejes mere end rigeligt ved den Tid, der spares ved den enkelte Ud- førelsesmaade. Det drejer sig jo her udelukkende om «Skolegreb».

§ 12 (se ovenfor).

Ladningsgrebene (§§ 13, 14, 15, 16 & 17).

Ladning kan udføres saavel fra »Hvil» som fra «Fod», hvilket ogsaa gjælder om Færdigstillingerne. Det er vistnok en Lettelse for den Kommanderende, at Grebene kunne udføres fra alle Stillinger; men det komplicerer rigtignok Uddannelsen temmelig meget.

Ifølge § 15 skal der, efter at Hanen er sat i Ro, kommanderes «Gevær i Hvil», idet Anmærkningen •sub Punkt 76 kun tillader, at Geværet kan (fremhævet af Forf.) tages ved Foden direkte fra Færdigstillingen. Her­ ved antydes Hvil som Grundstillingen.

Punkt 75 foreskriver, hvorledes den knælende Færdig­ stilling skal indtages fra Hvil og fra Fod ved Komman­ doen: Med Nedfald — Færdig! Men Punkt 140, 2. Stykke siger udtrykkelig: «Skal den knælende Færdigstilling ind­ tages, gjøres først staaende færdig som ovenfor angivet, hvorefter der kommanderes og forholdes efter Bestem­ melserne i Punkt 77,» og efter disse Bestemmelser er Kommandoen ikke: «Med Nedfald færdig!» men: «Fald ned!». Herefter synes der saaledes ikke at være nogen praktisk Anvendelse for Punkt 75.

Naar der ved Overtrædningen til Skydning af en eller anden Aarsag ikke er kommen den rette Afstand mellem Geledderne, vil dette let foraarsage, at Formanden, idet han falder ned, kommer til at sætte sin Fod paa Bagmandens Fod, hvilket foranlediger en højst uvelkommen Uro. Frygten for at blive traadt over Fødderne er altid tilstede hos det bageste Geled, det forreste handler ligesom i Blinde ved at skulle træde bagud, hvilket alt­ sammen bidrager til at gjøre Grebene mindre sikre. Der synes ikke at være noget til Hinder for at udføre Grebet ved at sætte venstre Fod frem, istedetfor højre tilbage. Pkt. 75, 2. kommer altsaa til at lyde om­ trentlig saaledes: «Der gjøres en ottendedel Vending tilhøjre, hvorpaa venstre Fod sættes frem, og der faldes ned paa højre Knæ, som derved kommer til at ligge 1la M. bagud og tilhøjre for venstre Hæl«.

I Lade- eller Færdigstillingen skal Geværet ligge med »Piben lige opad i vandret Stilling», Pkt. 70, 2. Naar der senere tages »Hane i Ro«, skal Mundingen hæves, saa at Piben danner en Vinkel paa 45° med Horizontalen for derefter atter at sænkes til den vandrette Stilling. Den skraa Stilling er en Art Sikringsforanstalt­ ning, idet Hanen ved Geværets Sikring kunde undslippe Fingerens Greb og Geværet saaledes gaa af, hvilket navnlig kan indtræffe, naar Fingrene ere valne.

Imidlertid viser Praxis, at Ladningen lige saa hyppigt, om ikke hyppigere, forelages i den førnævnte Skraastilling som i den reglementerede Ladestilling, (undtagen paa Skydebanen) og det ikke alene ved Fægtningsskydning med skarpe Patroner, men ogsaa under Felttjenesteøvelser med løse Patroner. For at et Kompagni skal kunne lade paa den foreskrevne Maade, maa det nødvendigvis staa paa Linie. I ingen som helst anden Formation kan Lad­ ningen foregaa, uden at Mundingen hæves.

Denne Mangel ved det reglementerede Greb søgte man i Praxis at komme ud over ved altid at lade med hævede Mundinger. Dette var disciplinairt set en uheldig Foranstaltning. Et Reglement maa saavidt muligt række til for Praxis, og naar det ikke er Tilfældet, undergraves Reglementets Autoritet. Endvidere er der noget disciplin­ nedbrydende i, at Soldaten paa Exercerpladsen vænnes til nogle stramme Former og Greb, som maa forlades allerede i Fredens Dage. Det nye Reglement har ved en Anm. sub Punkt 71 legaliseret den i Praxis anvendte Ladestilling; men derved fremtræder denne dog stadig som en Nødhjælp, en Undtagelse fra det normale. Den vandrette Færdigstilling faar derved mere Karakteren af et Exercerpladsgreb, hvad der selvfølgelig ikke har været Meningen. Den simpleste Løsning af Vanskelighederne synes at være Indførelsen af den skraa Stilling som eneste, reglementeret Lade- og Færdigstilling. Grebet blev da noget lettere at udføre, og der kunde lades i hvilken som helst Formation uden Fare for for- anværende eller forbipasserende Tropper.

Ved Exercits paa Tælling skal der (Punkt 82) efter »Giv Agt, Fyr!» kommanderes: «Lad — Gevær!» Men i sidste Stykke forlanges der, at Soldaten ved Exercits uden Tælling umiddelbart efter at have trukket af skal tælle ved sig selv 1, 2 i almindelig Marchetakt og paa 2 tage Geværet ned i Ladestiilingen. Ifølge vort Grundsynspunkt maa det være den sluttede Ordens Princip, at det færrest mulige Antal selvstændige Villiesytringer komme til Udtryk. Det er i fuld Overensstemmelse hermed, at Reglementet forlanger Samtidighed i Bevægelserne lige indtil det Øjeblik, da Ladningen skal udføres. Ved Tæl- lingsexercitsen tilvejebringes Samtidigheden ved Komman­ doen: »Lad— Gevær!« men ved Exercits uden Tælling, det vil altsaa sige, i det konkrete Tilfælde skal Samtidigheden opstaa spontant. Det Krav, der herved stilles til Mand­ skabets Uddannelse og Koldblodighed, er større end, at det kan ventes honoreret. Det til Samtidighedens Til­ vejebringelse fornødne Kommando (Lad Gevær!) udtales i nøjagtigt samme Tid som Soldaten tæller 1, 2, og det virker absolut kraftigere. Det ses derfor ikke rettere end, at den korrekteste Exercits er den under Tællings- exercitsen angivne.

§ 18.

Denne Paragraf er i sin nuværende Affattelse nærmest en »beau reste« fra det gamle Reglement. Ved Reming- tongeværet kunde det hænde, at Hanen ved Spændingen undslap Fingerens Greb, hvilket ogsaa kunde hænde, naar der gjordes »Færdig!»; men det kunde i alt Fald motiveres, at Geværet holdtes lodret ved Afladningen. Ved det nye Gevær er imidlertid Frygten for en utidig Afbrænding ved Afladningen aldeles umotiveret; thi saa snart Haand- taget løftes blot ganske lidt, er Geværets Affyring umulig- gjort. Der foreligger altsaa ingen Grund længere til at holde Geværet lodret, saa meget mindre som Afladningen og Magasinets Tømning i denne Stilling er højst ubekvem. Afladningen kan altsaa foregaa fra Færdigstillingen.

Da Afladningen ikke er noget Greb i egentlig For­ stand, burde den altid foregaa i «Rør«.

Særlige Geværgreb.

 § 19.

Bajonettens Manipulation maa læres Soldaten, men der kan aldrig blive noget Skolegreb af det. Bajonetten maa kunne paasættes i hvilken Stilling, Manden end be­ finder sig, og det almindelige vil da være, at den paa­ sættes fra den liggende eller knælende Stilling, hvor enhver Samtidighed er udelukket. Da en Samtidighed reglementarisk ikke fordres og ikke heller kan opnaas uden meget kunstige Hjælpemidler, og da alle Greb, som ikke kræve Samtidighed heller ingen Værdi have for det taktiske Legemes Dannelse, saa maa Forskrifterne for Bajonetgrebene altsaa nærmest opfattes som en Slags Instruktion i, hvorledes Bajonetten paasæltes og aftages. Noget lignende gjælder om de i Pkt. 92 og 93 anførte Bæremaader, idet § 91 efter vor Mening nærmest hører sammen med § 10.

§ 22

synes helt at kunne spares. Dette gjælder først om Punkt 95. En Skildvagt behøver ingen anden Stilling end «Gevær i Hvil» eller «paa højre Skulder» — og burde aldrig staa med Gevær ved Fod uden i Stuer eller paa Trapper. Soldaten lærer nogenlunde at præsentere Gevær fra »Hvil», hvorimod der som Regel kun kan ofres ringe Tid paa at øve Honnørgrebet fra Geværet i Armen, og Grebet bliver derfor som Regel tarveligt udført.

Men Bæremaaden medfører desuden den Ulempe, at Haandlaget idelig skubbes op, hvorved der aldrig kan gjøres sikker Regning paa, at Geværet er klart til Skud.

Stillingen med Gevær i Hvil eller paa højre Skulder giver Soldaten betydelig mere Frihed i Aktionen og en rankere Holdning end den noget tvungne Bæremaade »som Skildvagt.

96. At give en Fører en anden Geværbæring end det ham underlagte Mandskab kan motiveres ved Hen­ synet til at skaane hans Kræfter. Dette Hensyn naas imidlertid ikke ved den foreskrevne Bæremaade, som ingenlunde er særlig bekvem, fordi Haandlaget vanskeliggjør Haandens Greb. Denne Omstændighed har ført til den uheldige Praxis, at Bundslykket aabnes lidt for at skaffe Plads til Haanden; ogsaa ved denne Bæremaade bliver Vaabnet saaledes uklart til Skud.

En Fører karakteriseres let ved sin Plads i Geleddet, paa Fløjen, eller foran Kommandoet. (Pladsen paa Fløjen er vistnok at foretrække, da Kommandoet nogenlunde kan overses herfra). Der synes derfor ikke at være nogen Trang til at have en særlig Bæremaade, som bebyrder Uddannelsen uden at give noget egentligt Udbytte for det anvendte Arbejde, og som medfører en lidet ønskelig Komplikation i Æresbevisningerne.

Det nye Reglement har forøget de særlige Grebs Række med det engang afskaffede «Gevær i venstre Arm», Pkt. 97. Denne Bæremaade skal dog ikke, men kan anvendes af Vedetten. Hensigten med den har utvivlsomt været at skaffe Vedetten en nem og bekvem Bæremaade, hvad der dog vist næppe er naaet; det er desuden ikke alle, der kunne holde Geværet som foreskrevet uden at støde Bundstykket op. I koldt Vejr vil næppe nogen kunne holde ud at staamed Hænderne, som Bæremaaden forlanger; der er da kun een Maade, som i Virkeligheden er praktisk i enhver Retning, nemlig Geværet under een af Armene. Herved har Manden begge sine Hænder fri, kan putte dem ind i Ærmerne eller i Lom­ merne, (naar der engang kommer saadanne paa Kappens Forside), eller han kan varme sine Øren o. s. v., og han er saa lidt som muligt generet af sit Gevær. Denne fortræffelige Bæremaade lærte man at paaskjønne i Vinter­ kulden 1870—71.

Sammenlignes de almindelige Greb med de særlige, ses det, at de første foruden Ladningsgrebene kun tælle 6 Greb, nemlig Gevær i Hvil, i højre Haand og Præsenter Gevær, hvert med en dobbelt Udførelselses- maade. Her er det nye Reglement saaledes paa Højde med Europas bedste. Men til Gjengæld har Reglementet ikke færre end 10 «særlige« Greb (heri medregnes g 18), af hvilke strengt taget kun de tre have praktisk Betyd­ ning: Bajonet paa og bort, samt Gevær paa højre Skulder. Selv om man ikke vilde anlægge noget højere Synspunkt for Uddannelsen i sin Helhed og blandt andet forkastede den Ramme, over hvilken denne Undersøgelse er bygget, saa vilde det dog vanskeligt kunne nægtes, at vort Fodfolk maa kunne komme ud af det med det, som er tilstrækkeligt for vore Naboer rundt omkring. Enheden gaar ntvilvsomt tabt, naar vi anse det for nødvendigt at have et særligt Greb eller en ny Bæremaade for hver tjenstlig Stilling: En for Skildvagten, en anden for Vedetten, en for den gevær- bevæbnede Fører og for Ordonnantsen og en for Blænkeren, foruden tre forskjellige Llilsemaader med Geværet, en for den staaende Soldat, en anden for den gaaende samt en tredie for Føreren og Ordonnantsen. Selv om de «sær­ lige» Greb ikke kræve megen, saa tage de dog nogen Tid, og de give intet Æqvivalent for det anvendte Arbejde, fordi de slet ingen Værdi have som disciplinerende Midler og ikke føre en eneste Sten til det taktiske Legemes Bygning.

§ 23.

Hilsen under Bevægelsen med «antrukket» Gevær gjør et grumme sløjt Indtryk. Da der nu defileres med Gevær i Hvil, vilde det være konsekvent ogsaa at lade den Enkelte udføre sin Hilsen med Gevær i Hvil.

[De ellers ikke synderlig stramme norske Soldater faa ved denne Hilsemaade en vis pli over sig.]

 § 27 Pkt. 111.

Under Ophold paa Stedet ere Geværerne enten hos Folkene (Kantonnement) eller stillede i Pyramider (Allarm- kvarterer, Bivouak). I første Tilfælde dannes den sluttede Orden ved Kommandoen: «Træd— an!« I sidste Tilfælde kommanderes der: »Til— Gevær!» Som ovenfor udviklet er det en logisk Følge af den sluttede Ordens indre Princip, at enhver selvstændig individuel Ytring ophører, saa snart Troppen er traadt under Kommando. Fra det Øjeblik Kommando til Sammentrædning er given, inaa altsaa bl. a. enhver Samtale forstumme. Denne Kommando er «Træd— an!», hvilket, saa vidt erindres, tidligere er paa­ vist andet Steds. Og for at give det nævnte Kommando den Betydning, der rettelig bør lægges i det, maatte det anvendes ogsaa i det Tilfælde, da Folkene skulle træde til Geværstablerne. Kommandoordet: «Til— Gevær!« hører egentlig nærmest hjemme paa saadanne Steder, hvor den enkelte Mand kan faa fat i sit Gevær uafhængig af sine Sidemænd, altsaa overalt, hvor der findes Geværstøtter. Her betyder «Til— Gevær!», at det vagthavende Mandskab hurtigt skal komme til Geværerne og fatte dem og ikke, at det blot skal træde an ved Geværerne. Der er jo nemlig en lille Modsigelse i at raabe en Vagt til Gevær f. Ex. i Anledning af en Revolte for derpaa at lade Mand­ skabet staa og se paa, at Geværerne fjærnes, medens det afventer Kommando til at fatte Vaabnene. Paa dette Sted er »Fat— Geværer!» undværligt og i enkelte Tilfælde uhel­ digt. Anderledes over for Geværstablerne, hvor den enkelte Mand er afhængig af flere andre. Kommandoordene vilde derfor konsekvent være: «Træd— an! Fat— Geværer!» Reglementet lader dette sidste udføre i Rør og med Rette; det samme bør imidlertid ogsaa finde Sted ved Sammen­ sætningen.

Det har i nærværende Tilfælde ikke meget at sige, om der anvendes det ene eller det andet Kommandoord; men det har sin Interesse at se, hvorledes det tilsyne­ ladende ubetydelige fremtræder i en ejendommelig skarp Belysning, saa snart det ses under det fælles Synspunkt, som formenes at være det alene bestemmende.

Delingen.

Afstanden mellem Geledderne er fastsat til en Meter regnet fra Hæl til Hæl, og Afstanden mellem Roderne til omtrent en Ha andsbred. (Punkt 6, almindelig Indled­ ning). Geledafstanden er saa stor, at den erfaringsmæssig altid formindskes under Evolutionerne, hvad der naturligvis er uheldigt. Den foreskrevne Afstand kunne Folkene imidlertid lære at bibeholde, da de stadig have den for Øje; men anderledes forholder det sig med Rodeafstanden. Den enkelte Mand har bevislig intet Middel til at kon­ trollere, hvor langt han er fjernet fra sin Sidemand, og det er derfor vanskeligt at gjøre ham ansvarlig for en fejlagtig Afstand. For Geværgrebenes Skyld behøves der ikke saa stor Afstand som en Haandsbred, og hvad Skydningen angaar, saa generes denne ikke saa meget af det smalle Mellemrum som af den foranstaaende Skyttes højtløftede højre Albu. Der var derfor intet til Hinder for at nøjes med løs »Føling» mellem Roderne, saaledes at hver Mand gjennem Albuen følte sin Sidemand uden at læne sig op ad ham. Herved vilde hver Mand være i Stand til selv at kontrollere sin Opstilling i Geleddet.

Ved et ulige Antal Roder skal den blinde Rode be­ finde sig næst venstre Fløjrode. Derved fremkommer der imidlertid virkelig et Hul i 2. Geled, hvilket ikke vilde være Tilfældet, om den blinde Rode altid fandtes paa selve Fløjen, hvad der jo heller intet var til Hinder for.

§ 28.

Der forlanges af en god Retning, at Soldaten netop skal kunne «skimte« 3. Sidemands Bryst. Saa snart Hovedet drejes til Siden, indtræder der jo som bekjendt det Forhold, at det udvendige Øje omfatter et andet Synsfelt end det indvendige. Staar Soldaten rigtigt, alt- saa hvilende paa Fodbalderne med Hælene let til Jorden, vil det venstre Øje under Hovedstilling tilhøjre være længere fremme end Brystet, og følgelig maa han kunne overse hele Rækken; kan han derimod kun se 3. Side­ mands Bryst, staar aabenbart enten han selv eller Ge­ leddet galt. Med det indvendige, det højre Øje, kan han derimod ikke skimte mere end den nærmeste Side­ mands Bryst. Det er i og for sig uden praktisk Betyd­ ning, hvorledes Reglementet her udtrykker sig, eftersom Soldaten alligevel lærer at rette sig ind; men af Hensyn til Reglementets Autoritet og — om man vil — Hellighed er det af yderste Vigtighed at dets Udtryk ere uangribelige.

§ 31.

Svingning er en vanskelig Exercerbevægelse, som kræver megen Øvelse og Agtpaagivenhed fra de Udførendes Side. Ved en større Frontlængde end en Deling er Svingning i Trit saa godt som uudførlig, da det er en ren Tilfældighed, om den lykkes. Svingning med længere Fronter end en Deling burde derfor foregaa uden Trit.

Ved Svingning fra Stedet eller under Bevægelsen skal den udsvingende Fløjunderofficer (Fløjmand) bevæge sig i reglementeret Takt, medens Skridtene forkortes mere og mere ind imod den staaende Fløj. Deraf følger, at Retningen maa være til den udsvingende Fløj og ikke til den staaende, fordi Skridtlængden maa afpasses efter den i almindelig Kadence marcherende Fløj; derimod maa Følingen tages til den staaende Fløj — et Tilfælde der illustrerer Betydningen af Albuføling. Under Svingningen har 2. Geled nærmest at «holde Formænd«, og derfor burde det vist se ligeud.

Med 4. Kapitel slutter Reglementet den rent formelle Del af Uddannelsen. Vistnok indeholder saavel den spredte Orden som Kompagniets Exercits en ren formel Side, som ogsaa maa være holdt i Samklang med Exercer- kunstens Grundidé; men det vilde ikke være muligt at behandle Kompagniet uden at strejfe ind paa Bataillonen og Regimentet, paa Paradeopstillinger, Musikanvendelse m. m., og en nærmere Undersøgelse heraf ligger strengt taget udenfor denne Afhandlings Ramme.

Vagttjenesten.

I Indledningen til denne Afhandling blev det nær­ mere paavist, hvilke Vanskeligheder den moderne Uddan­ nelse havde at overvinde. Nutidssoldaten skal kunne optræde selvstændigt i den spredte Orden og i Sikrings­ tjenesten og samtidig fuldtud underordne sig en Fælles- villie. Idealet af en moderne Soldat er derfor en saadan, som i sig rummer de Egenskaber, der karakteriserede henholdsvis Ridderen og det 18. Aarhundredes Linie­ grenader. Ved den praktiske Uddannelse kommer det altsaa meget an paa at afveje de enkelte Øvelsesgrene saaledes mod hverandre, at de Egenskaber, som kræves af Skytten (Blænkeren, Vedetten, Patrouilløren) frit kunne udvikles uden at hæmmes af den sluttede Ordens Tvang.

I denne Retning maa Vagttjenestens Betydning for Ud­ dannelsen søges.

Ved Vagttjenesten vænnes Soldaten til Opmærksom­ hed, Agtpaagivenhed og Aarvaagenhed, ligesom han lærer at optræde med en vis Selvstændighed og med en Følelse af Ansvar. Ved Vagttjenesten træder Hæren endvidere i en gavnlig Vexelvirkning med Befolkningen, som paa sin Side faar et Indblik i Hærens Maskineri, og som derigjennem modtager den Følelse af Samfundstryghed, som uvilkaarlig opstaar ved Synet af stramt disciplinerede Tropper.

Vagttjenestens Udøvelse knytter sig særlig til »Hoved­ vagten«, hvis Beliggenhed og ydre Udstyrelse maa bestem­ mes af Hensynet til den ovennævnte Vexelvirkning. En Hovedvagt hører utvivlsomt hjemme ved et fashionabelt og nogenlunde stærkt befærdet Strøg, dels fordi Hæren er Landets fornemste Institution, og dels fordi den for­ nemme Beliggenhed, med hvad dertil hører, kun kan bidrage til at højne Soldatens Forestilling om sit ophøjede Kald, og endelig fordi Bevidstheden om det nødvendige i at give Tropperne et præsentabelt Udseende virker gavn­ ligt tilbage paa Uddannelsen. Hovedvagten hører t. Ex. hjemme paa Kongens Nytorv, paa Vestergade i Odense, paa Store Torv i Aarhus, paa Stengade eller ved Havnen i Helsingør, kort sagt paa et Sted, hvor der saa godt som aldrig er mennesketomt. Lægges den nemlig paa et lidet befærdet Sted, vil Hensigten med den i flere Retninger blive forfejlet; thi dels vil der i dette Tilfælde intet blive anvendt paa det ydre Udstyr af Bygningen, der under ingen Omstændigheder maa frem­ kalde Forestillinger om Fængsel eller Kaserneskummelhed, og dels mangler der paa det afsides Sted den yderst virksomme stimulus, som ligger i Befolkningens Kontrol.

Af ligesaa stor Betydning som Hovedvagtens arkitek­ toniske Ydre og Beliggenhed er det Ceremoniel, som knytter sig til Vagttjenestens Udøvelse, og i hvilket Sol­ daten føler sig som Midtpunkt, nemlig Ceremoniellet ved Vagtparadens Formering, Marche til Vagten og Afløsningen m. m. I hele den Maade, hvorpaa alt delte foregaar, afspejler der sig nemlig den særegne Aand, som raader i Hæren: Gjennemført Kraft, Forberedelse, Appel og Stram­ hed, eller gammeldags Pedanteri, Slaphed og skematisk Tomhed. — — — —

Betragte vi de hjemlige Forhold, saa finde vi snart, at Vagttjenesten egentlig ikke indtager den Plads, som tilkommer den. I Hovedstaden ligger Hovedvagten paa et afsides Sted, og Vagtparaden har ikke nogen særlig Til­ trækningskraft; i Provindsgarnisonerne trække Vagterne aldrig op med Musik, hvilket dog let kunde gjøres om Søndagen og paa kirkelige og nationale Festdage (under en Officers Kommando). Selve Musikkorpset magter ikke ret den Opgave at give det marcherende Kommando Relief, dertil er det for lille, det mangler et Tambour- (og Piber-) korps, og det er som Regel ikke godt indexerceret. Til en Vagtparade kan et Kapel paa 19 Mand + 1 Anfører sagtens være stort nok; men det maa da nødvendigvis suppleres med 4 á 6 Tambourer og en Overtambour. Det gjør et meget tomt og fattigt Indtryk at høre den enlige Trommeslager i Musikkorpset fantasere en Solo for Tromme i Musikpavserne, og det er næsten skikket til at fremkalde Medlidenhed med den stakkels Mand, der aldrig har andre Pavser end dem, Musikstykkerne foreskrive.

Ved Ankomsten til Vagten begynder det Arbejde, som skulde være gjort forinden Afmarchen, nemlig Instruktionen. Uddannelse og Instruktion hører hjemme paa Exercerpladsen og Brandstuen, og er Soldaten ikke før Afmarchen fuldt fortrolig med sine Pligter paa den ham overdragne Post, saa lærer han dem ikke ved en enkelt hastig Opremsning ved Vagten. Paa dette Punkt navnlig trænges der til en gjennemgribende Reform.

Det er selve Udførelsen af det indøvede, som Befolk­ ningen skal se. Saa snart den nye Vagt er opmarcheret foran den gamle og under Panfarer har honoreret, maa Afløsningen øjeblikkelig begynde: «Førerne — frem I 1. Af­ løsning — frem! Afmarche!» Og med stramme Parade­ skridt maa Afløsningen afmarchere, medens den nye Vagt under Honnørmarchens Toner indtager den gamles Plads. Efter 3 Minutters Forløb skal det hele være forbi. Det maa paa Soldater og Tilskuere virke med en militær Appel og Præcision, som ingen Tvivl lader tilbage om, at der paa alle Tjenestens Omraader arbejdes med den samme Omhu og den samme Udeladen af alt overflødigt Pedanteri som ved Vagttjenesten. Man kjender Menneske­ hjertet daarligt, om man tror, at alt dette er underordnede eller ligegyldige Detailler.

Foruden at være et Middel i den «moralske Op­ dragelses« Tjeneste har Vagttjenesten ikke ringe Betyd­ ning som Forskole for Sikringstjenesten. Det er om Natten, at Posterne skulle vænnes til at gjøre deres Myn­ dighed gjældende. Posterne skulle lære at raabe Ronder og Afløsninger m. fl. an og fremtvinge Respekt for deres Befalinger. For Rekruten er der intet saa vanskeligt at finde ud af som, hvad han som Vedet skal gjøre, naar den Anraabte ikke standser, og i Noveller fra Militærlivet er det en staaende Spas at bygge en pointe paa denne Ubehjælpsomhed. Her hjælper ingen theoretisk Instruktion paa Brandstuen, her maa der megen praktisk Øvelse til og — Ubarmhjertighed; thi det drejer sig her ikke om Hensyntagen til mere eller mindre begavede Individer, men om Statens Sikkerhed. — 

Hos os virker Vagttjenesten ikke særlig opdragende, maaske snarere det modsatte. Aarsagen hertil ligger i forskjellige Forhold, hvoraf nogle maa søges hos selve Hæren, medens andre ganske unddrage sig dennes Indfly­ delse. — Den militære Uddannelse er en yderst delikat Sag, som kræver stor Varsomhed i Valget af Midler. Vælges de rette Midler, kan Disciplinen spændes til en meget betydelig Højde, medens den ved fejlagtige Opdragelsesmethoder sprænges, endnu længe inden den har naaet nogen synderlig Styrke, og i saa Henseende er Vagttjenesten ganske vist et farligt Middel.

Den Undergivne har en ofte næsten uhyggelig fin Følelse af, hvilken Vægt hans Foresatte tillægge de enkelte Discipliner, og naar Vagttjenesten nu ikke indgaar som et vel udviklet Led i det hele Uddannelsessystem, naar den Foresatte m. a. O. ikke rigtig véd, hvor han skal stille Vagttjenesten, men mere betragter den som en højst uvelkommen Afbrydelse i Uddannelsens jævne Fremad- skriden, saa virker denne Opfattelse tilbage paa den Maade, paa hvilken Tjenesten drives: Kraften udebliver med Interessen, og Resultatet bliver naturnødvendigt — De­ moralisation.

Den korte Uddannelsestid er her ikke uden Indflydelse: Man har ikke »Tid", og saa anvendes der selvfølgelig det mindst mulige Arbejde paa en Tjenestegren, der i Virkeligheden ikke kan erstattes med nogen anden, ogsaa komme Vagterne let bort fra de store Færdselscentra for at unddrage Soldaterne Befolkningens kritiske Blikke. Men kan Soldaten ikke taale fuldt Dagslys, saa har Staten gjort en offentlig Falliterklæring; thinaarSoldatenmaagjemmesforBefolkningen, duer det ikke at vise ham for Fjenden.

Det turde vistnok være almindelig anerkjendt, at den Ensartethed, hvormed Skydningen og Gymnastiken drives hovedsagelig skyldes Skydeskolens og Gymnastikskolens Virksomhed. Slige Institutioners Indflydelse er større i et lille Land som vort, der paa mange Omraader og ikke mindst paa Hærvæsnets næsten ganske er unddraget de store Tals Lov. I en stor Ilær betyder det ikke saa meget, om et enkelt Kompagni, en enkelt Bataillon, staar noget tilbage for de andre; men i en lille Hær er et eneste daarligt Kompagni en betydelig Svækkelse af Hærens samlede Kraft. Det kommer i en lille Hær meget an paa, at hvert enkelt Kompagni er uddannet —- ikke efter et tomt Skema — men i en og samme Aand og Retning. Der kan naturligvis ikke være Tale om at skabe en fuld­ stændig Ligegodhed, den ene Bataillon kan aldrig blive som den anden, fordi Førerens Personlighed her er det afgjørende; men det kan naturligvis lykkes at lede Ud­ dannelsen i en for hele Hæren fælles Aand, og hertil maner os vor korte Tjensttid. Der er vist ingen dansk Officer, som ikke er paa det rene med, at vor Hær faar for lidt Øvelse, og at Hæren som Følge deraf ikke er den Borgen for Statens Sikkerhed, som Nationen har Ret til at fordre af den; men der er sikkert heller ingen, som har opgivet Haabet om, at Tjensttiden engang maa blive forlænget — man maatte mistvivle om vort Fædrelands Fremtid, hvis man ikke troede paa en saadan Mulighed, der vel for Øjeblikket kan siges at ligge noget fjern. Men foreløbig maa der regnes med den lovbefalede Tid, og Bestræbelserne maa gaa ud paa at faa saa meget som muligt ud af den. Skyde- og Gymnastikskolen give os da et Vink om, at en Lærebataillon vilde kunne give mægtige Impulser til Fremme af Hærens Kampdygtighed. Uden at komme nærmere ind paa en saadan Bataillons Organisation skal her kun anføres, at den ved at stilles frit og uafhængigt og udelukkende under Generalinspek- teuren for Fodfolket, for hvem den tillige var et stadigt Forsøgsinstitut, vilde virke langt kraftigere paa Uddan­ nelsen i sin Helhed end alle Reskripter, Reglementer og Forordninger tilsammen; thi den vilde føre Ideerne lige midt ud i Livet.

En saadan Afdeling, hvis Opgave det er at experimentere, vil ene formaa at samle alle Discipliner til et harmonisk Hele til bedste for Uddannelsen, og kun den vil formaa at holde vort Fodfolk og Hovedvaaben paa Højde med Tidens taktiske Krav.