I „Militært Tidsskrift“ Nr. 5/1931 har Kaptajn E. A. Hoffmann klart og logisk paavist, hvor Vægten i dansk Forsvar bør lægges. Medens Kaptajnen herunder har fulgt en ren m ilitær-saglig Linie, vil maaske nedenstaaende vise, at de;, Billede, Kaptajnen tegner a f Kravene til vort Forsvar, ikke taber i overbevisende Evne, naar det ogsaa belyses fra anden Side. Naar som helst dansk Forsvar diskuteres, ender Diskussionen i 99 af 100 Tilfælde med, at Parterne, hvor uenige de saa ellers er, i al Fald enes om een Ting, — nemlig, at det, det gælder om, er Opretholdelsen a f Danmarks Neutralitet. Nu kunde det imidlertid være, at Efterkrigstidens Udvikling, der har vendt op og ned paa mangt og meget, ret beset ogsaa har angrebet de hidtil formodede Muligheder for og Midler til Gennemførelse a f en saadan Politik. Thi den rene Neutralitetspolitik, saaledes som vi kunde føre den før og under Krigen, turde dog maaske, naar alt kommer til alt, kun være en Fortidslevning, — en Frase, der slides tyndere og tyndere a f mange, der endnu krampagtigt stikker Hovedet i Busken for Følgerne a f den Indtræden i Folkeforbundet, de selv hilste med Begejstring. For den Dag skiftede vi Udenrigspolitik! Den Dag gik vi fra den rene Neutralitetspolitik ind fo r en Forbunds- eller for at bruge et herhjemme uartigt Ord, — Alliance politik. V i har ganske vist herunder forbeholdt os ikke at deltage i udenvælts militære Sanktioner; men selv ikke de mest pascifistisk indstillede herhjemme benægter, at vi ifølge Folkeforbundstraktatens § 16 er forpligtet til: — at afbryde enhver kommerciel og finansiel Forbindelse med Fredsbryderen og — at tage de nødvendige Skridt til at lette Passagen gennem vort Omraade for ethvert Forbundsmedlem, som tager Del i den fælles Optræden fo r at haandhæve Forbundsforpligtelserne.
Og som Sandheden altid marcherer, — stilfærdigt og næsten ubemærket, — breder ogsaa den Sandhed sig i stadig videre Kredse a f Befolkningen, at vi i fremtidige krigerske Konflik ter ikke tiden videre kan regne med at kunne holde os neutrale, selv om vort Ønske derom er nok saa stort. Thi at afbryde enhver kommerciel og finansiel Forbindelse: Det vil sige Spærring a f vor Grænse og vore Havnedet vil sige Nægtelse a f at give den paagældende Magt saa meget som eet eneste Pund Smør, Æg, Kod eller Flæsk; det vil sige Deltagelse i en Hungerblokade, der i givet Fald vil være en fuldt saa fjendtlig Handling som noget dansk Militæ r opbud. Og at tage de nødvendige Skridt til at lette Passagen gennem vort Omraade for de med os forbundne M ag ter: Det vil sige at stille vort Omraade til Raadighed for Fredsbryderens Fjender. Det vil sige at hjælpe dem med Skibe og Lodsvæsen, med Jernbaner og Forsyning, med Indretning af vore Industricentrer og Havne til Basis for dem. — Det vil med andre Ord sige Deltagelse i direkte f jendtlige, krigerske Handlinger. Overholdelsen a f disse 2 Forpligtelser, som ingen herhjemme benægter eksisterer for os, betyder altsaa kort og godt: A t tage P a rti! Man kan indvende herimod, at disse Pligter i al Fald kun gælder for de Tilfælde, hvor en enkelt Magt eller Magtgruppe af det øvrige Folkeforbund er erklæret for „Fredsbryder“ . — Nuvel! De Farer, de frembyder, er dog lige iøjnespringende. Men der er maaske tillige dertil at bemærke, at saadan, som Udviklingen har formet sig, vil det være sandsynligt, at Situationen udvikler sig knap saa „teoretisk“ . Thi en krigersk Kon flikt indenfor Folkeforbundet — og ingen herhjemme tør benægte Muligheden a f en saadan — vil sandsynligt trække de fleste europæiske Stater over paa den ene eller den anden Side; og disse Grupper vil (hver fo r sig) næppe give A fkald paa at repræsentere det sande Folkeforbund, samt overfor de Stater, der soger at holde sig udenfor, at paaberaabe sig de Folkeforbundsforpligtelser, disse har paataget sig.
1 en saadan Situation vil vi derfor ikke alene komme ud for et K rav om at tage Parti, men tillige for et Valg a f Parti. Og selv ved en K on flikt mellem Magter, der staar udenfor Folkeforbundet, og Forbundet eller enkelte Magter a f det, vil disse sidste, i K ra ft af det fælles Medlemsskab, sikkert regne med vor Sympati i en saadan Grad, at de (for dem selvfølgelige) Krav, de i den Anledning vil stille til os, reelt vil bringe os over paa deres Side, hvis de opfyldes, — paa den anden, hvis. de afslaas.
Kaptajn Hoffmann har hævdet Nødvendigheden a f et Forsvar, først og fremmest af vort Landterritorium langs Bælterne og af vor Landegrænse, hvorfra dette Territorium (i al Fald delvis) meget vel kan naas udelukkende ved fjendtlige landmilitære Operationer. Kaptajnen har begrundet denne Nødvendighed med vor rent strategiske Beliggenhed. Men hertil kommer altsaa en ny Begrundelse: 1. Naar vi i givet Fald har paataget os Plig t til en økonomisk Afspæ rring og til at tage de nødvendige Skridt til at lette vore forbundnes Passage gennem vort Territorium , er den naturlige Konsekvens heraf ogsaa en Plig t til at hævde denne Afspæ rring og til at hævde vor Evne til at lette denne Passage. — Ingen Prokuratorfiffighed vil, naar det gælder, kunne komme uden herom. Thi dette vilde være — efter historisk Forbillede — at opfatte højtideligt indgaaende internationale Forpligtelser som blot en „Lap Papir“ . I al Fald kan man vente, at de, der har Interesse af, at disse Pligter overholdes, og derfor i givet Fald vil kræve dem overholdt, faar en saadan Indstilling overfor os. 2. Men vor økonomiske Afspærring kan kun brydes ved, at Fjenden besætter vort Landterritorium og fra de vigtigste Knudepunkter for vor T ra fik og Landbrugsindustri dirigerer Frem bringelsen af de ønskede Produkter (Levnedsmidler) og deres Transport til Moderlandet. Med andre O rd : Hævdelsen a f vor økonomiske Afspærring kan kun gennemføres ved at forhindre en saadan Besættelse a f vort Landterritorium eller i det mindste dens Effektivitet. — D. v. s. AFGØRELSEN FALDER I LAND! — Og paa samme Maade kan Fjenden kun forhindre en Lettelse a f vore Forbundmes Passage, Oprettelse a f Basis ni. m. paa vort Omraade ved en Besættelse a f dette. Men en saadan Besættelse kræver, at Fjenden har fast Fod i Land, ikke mindst fordi han kun herfra varigt vil kunne hævde Herredømmet i vore Farvande og standse en Flaadepassage igennem disse. Igen samme Konklusion: AFGØRELSEN FALDER I LAND! 3. Det afgørende Modtræk mod vor Iværksættelse a f de os i H. t. Folkeforbundstraktatens § 16 paahvilende Pligter kan derfor kun ske enten ved en fj. Overskridning a f vor Landegrænse eller ved Landgang.
Det turde heraf fremgaa, at Betydningen a f at lægge Vægten paa Forsvaret a f vort Landterritorium — foruden af renemilitære, strategiske Hensyn — fuldt saa meget understreges a f Hensynet til vore Folkeforbundsforpligtelser og de deraf fly dende Konsekvenser. Men 2 Ting bør vi da nøgternt gøre os klart: — Det er ulige lettere og hurtigere at koncentrere en os overlegen fjendtlig Flaade i vore Farvande, end det er at stille landmilitære Styrker paa Benene, der har Udsigt til afgørende Held mod en blot nogenlunde stærk dansk Hær. — medens selv den stærkeste Flaade, det er sandsynligt, at Danmark kan bygge, vil blive fejet til Side a f en hvilkensomhelst Magts Flaade, der her kan være Tale om.
Thi i Flaadekamp gælder:
a. Da Kampen saa at sige kæmpes Øje mod Øje og Kanon mod Kanon over det aabne Farvand, er det Antallet a f Kanoner, d. v. s. den økonomiske Indsats, som uvægerligt afgør Kampen.
b. Og denne er kort. Men den bringer til Gengæld Afgørelsen til Bunds, fordi den tabende Flaade sjældent har M ulighed for at trække sig ud a f Kampen, men skydes ned med Mand og Mus eller dog lukkes inde og dermed sættes ud af Spillet.
Men i Kamp mellem Hære:
a. har selv den underlegne, fordi han kan vælge sit Terrain og fordi de moderne Kampmidler i Land netop er saa overordentlig stærke i Forsvaret, en ikke ringe Mulighed fo r at afvise Angriberen eller dog holde ham i Skak, samt
b. til enhver Tid at trække sig ud a f Kampen og optage denne i nye Stillinger.
Kampen til Søs er altsaa den stærkeste Chance for med eet Slag at vinde Sejr, og Resultatet kan saa at sige paa Forhaand udregnes. Kampen i Land, er den svages Chance fo r Sejr, — i al Fald fo r at rinde Tid og eventuelt (som ved Fredericia i 18U9) ved paa et enkelt Punkt at skaffe sig Overlegenhed at vende K rig slykken. — Forsvaret i Land er tillige den svageres Chance a f den Grund, at dets Etablering med Udsigt til Held er billigere end Forsvaret til Søs. — Forsvaret a f vort Landterritorium , der som ovenfor fastslaaet er vort vigtigste Forsvarsobjekt, maa derfor hovedsagelig føres i Land.
Fo r at undgaa Misforstaaelser være det hermed ikke sagt, at dansk Forsvar kan undvære Flaadekræfter. I Samvirke med Hæren i Land vil en Flaade, naar Kam pen kommer, kunne yde store Tjenester ved Opklaring, under Landgangsforetagender og paa Fjendens Forsyningslimer. Men vi bør gøre os klart, at Danmarks Betydning som international Flaademagt forlængst og definitivt er forbi. Det Forsvar, Danmark i de kommende Tider vil kunne regne med, vil have et saa svagt økonomisk Grundlag, at man — for ikke at gøre begge Faktorer lige uanvendelige — maa træffe sit Valg, om Hovedvægten skal lægges til Søs eller i Land. Flaadens glorværdige Historie i Hu, vor Beundring for dens friske, dygtige Færd, vor Trang til gennem den at „vise Flaget“ ogsaa i Kampens Time ufortalt, maa det erkendes, at skal vort Forsvar omdannes, endsige skæres ned, er det, hvis det kommende Forsvar skal have Udsigt til Held, saavel af militære, folkeforbundspolitiske og økonomiske Grunde nødvendigt at lægge dets Tyngdepunkt i Land. — Selv om man imidlertid, som ovenfor udviklet, næppe kan vente, at Danmark, under en krigersk Kon flikt paa vore Breddegrader, kan holdt sig „neutral“ i dette Ords gammeldags Betydning, tor det maaske paa den anden Side heller ikke benægtes, at der kan være Muligheder fo r saa længe som muligt, ja, maaske fuldstændigt, at holde os udenfor de militære Operationer, — Muligheder, som naturligvis for enhver Pris maa prøves. — En Mulighed er jo forøvrigt den nære, at den deri interesserede Magt ikke har Evne til et Angreb paa os, fordi han altid vil være fuldt beskæftiget paa andre Fronter; en M ulighed, der vokser med den Styrke, det vil være nødvendigt for ham at sætte ind, d. v. s. med Størrelsen og Beskaffenheden a f vore Styrker i Land. — Skal man imidlertid derudover undersøge saadanne M uligheders Tilstedeværelse, bør man maaske vende tilbage til denne Artikels Udgangspunkt: Neutralitetsbegrebet. Det turde være givet, at den gamle „ligelige“ Neutralitet ikke eksistere)- mere. I Stedet maa sættes en Tilstand, hvor man vel som Folkeforbundsmedlem har taget Parti, men hvor man paa den anden Side tilstræber længst muligt at holde sig klar a f Indblanding i de militære Operationer. Man er altsaa ikke neutral i gammeldags Forstand, men tilstræber alligevel at holde sig „saa neutral som muligt'“. Uden at Benævnelsen dækker, kunde man maaske derfor — fo r ikke helt at forlade Illusionen — - kalde denne Tilstand den „ny“ Neutralitet. Forskellen mellem den „gamle“ og den „ny“ Neutralitet er imidlertid iøjnefaldende. Den „gamle“ Neutralitet var paa den ene Side en, saa at sige apatisk Tilstand, hvor den neutrale ikke paa nogen Maade vilde eller, efter de gældende Regler, maatte tage Parti. — Den „ny“ Neutralitet har i Virkeligheden — selv om det kun er gennem Sympati — paa Forhaand og o fficielt taget Parti. Men paa den anden Side havde den „gamle“ Neutralitet tillige en Pligt, baade mod sin egen Æ re og mod andre Magter til en voldelig Afværgelse af enhver Krænkelse, heor lille og ussel den saa var. Den „ny“ Neutralitet foler i K ra ft af vor Tids moralske Udvikling — hvad man saa end mener om denne — mindre Plig t mod sin „Æ re “ end mod sin Fo rdel; og den er ikke til Sinds at risikere noget ved at reagere for stærkt mod uvæsentlige Krænkelser. Den behøver det heller næppe. Thi dens Plig t er som Følge a f den Halvhed, den repræsenterer — ikke, som den „gamle“^ var det, skarpt præciseret. Og mulig vil den svage „neutrale“ kunne faa sine militære Pligter anerkendt som indskrænkede t i l : „Ikke selv at gøre eller tillade andre at gøre noget paa sit Territorium , der afgørende krydser den Magtgruppes Ønsker eller Planer, hvormed han efter sine Folkeforbundsbestemmelser er forbunden.“ En Definition, som altsaa ikke forlanger mere a f den lille „neutrale“ end et ærligt Forsøg paa i sidste afgørende Omgang at give de med ham forbundne Magter Tid og Lejlighed til at gribe ind. En fremmed Torpedobaad, ja selv en Krydser, kan i saa Fald ligge kortere eller længere i dansk Havn; en Flyve-Eskadrille kan lande og flyve igen; !a, en hel Østersøflaade kan sejle Vandet tyndt i vore Farvande og Søkampe udkæmpes i vore Bælter, uden at vor Eksistens eller vor Magtgruppes Planer behøver at være afgørende truet deraf. Thi saalænge en saadan Flaade holder sig til Søen og ikke støtter sig til Styrker og A rtille ri i Land, vil den ikke afgørende kunne hindre Vestmagternes Passage gennem Bælterne eller bryde vor økonomiske Afspærring. A lt dette kan være uvæsentlige Ting, forsaavidt som de ikke behøver at true vor Eksistens og vore internationale Forpligtelser afgørende. — Og det vilde derfor ud fra de ovenfor omtalte Betragtninger, være Vanvid at imødegaa dem. Thi ingen ved, hvad der kan ske, saa snart det første Skud er faldet. Men dette vil altsaa sige, at medens Hævdelsen a f den „gamle“ Neutralitet fordrede et Værn til Bevogtning og til Imødegaaelse a f enhver lille Krænkelse, er et Værn, hvis Opgave er begrænset hertil, miar det drejer sig om Opretholdelsen a f den „ny“ Neutralitet, forsaavidt mindre nødvendigt, som man netop bør tage saa lempeligt som muligt paa de Krænkelser, det er dette Værns eneste Opgave at imødegaa. — Til Gengæld foreligger der i det Øjeblik, den „ny“ Neutralitet afgørende brydes, en Kampopgave. Og dette sker, naar der forsøges etableret Foretagender, som afgørende krydser vore Forbundnes Planer. D. v. s., naar der sættes Tropper i Land eller Tropper overskrider vor Landegrænse med det Formaal:
1. at spærre Passagen gennem Bælterne og (eller) 2. at bryde vor økonomiske Afspærring. Først da er der tvingende Grund fo r os til væbnet Indskriden. Men ogsaa da! Baade for at hævde vor internationale Plig t og vor Eksistens! Thi afslaar vi ikke Besættelsen eller gør et ærligt Forsøg paa at opholde den, til Hjælpen kan komme, tvinger vi selv — saa at sige — den modstaaende Magtgruppe, vore Forbundne til, hvor de ønsker deres Planer gennemført, at kaste Tropper i Land i Ryggen paa Besættelsestropperne. — Og enten de nu magter dette eller ej, enten ri i Stedet for Forsvar a f egen Jord og international Plig t foretrækker at svigte denne og frivilligt udlevere vort Land enten til Valplads eller give os selv i Fjendevold, har vi dermed sat vor Eksistens paa Spil i ganske anden Grad end selv efter et mislykket, men ærligt Forsvar.
Den endelige Konklusion af alt ovenstaaende turde derfor være:
1. Der eksisterer for os ingen Neutralitet i gammeldags Forstand.
2. Vi er gaaet ind for en Alliancepolitik og maa regne med, at vi i en krigersk Konflikt kan blive tvunget til at tage Parti.
3. Vil vi, saa længe som muligt, holde os uden for de militære Operationer, maa vi skarpt skelne mellem de „Neutralitets“-Krænkelser, der er uvæsentlige og de, der er væsentlige.
4. Overfor uvæsentlige Krænkelser bør der fares med Lempe, — og et Værn kun indrettet paa Imødegaaelse a f saadanne Krænkelser er derfor mindre nødvendigt.
5. De væsentlige Krænkelser kan kun ske ved en Overskridelse a f vor Landegrænse og (eller) Besættelse a f vort Landterritorium ved Bælterne.
Da vor Grund til at kæmpe — og dermed vor Kamp — som nævnt først begynder enten ved denne fjendtlige Overskridelse a f vor Landegrænse eller Landsætning a f Tropper til Besættelse a f vort Territorium ved Bælterne, maa en kommende Forsvarsordning f&rst og fremmest være rettet mod disse Eventualiteter.
Da imidlertid:
— en dansk Flaade intet kan foretage mod en Grænseoverskridelse og paafølgende Frem rykning mod, i al Fald, Jylland og Fyn,
— en dansk Flaade, ved Afværgelse a f Landgang, ikke vil kunne klare sig mod en sandsynlig Østersøflaade, og E r fa rin gen i det hele viser, at i Kamp mellem en Flaade og A r tilleri i Land er dette overlegent og alene a f den Grund billigere,
— en dansk Flaade (som nævnt ovenfor i „4“ ) under den „ny“ Neutralitet i al Fald ingen „Bevogtningsopgaver“ har, der ikke kan udføres med svage Kræfter,
vil det derfor være naturligt at søge Forsvarets Hovedvægt lagt i Land.
Medvirkende hertil vil være:
— Medens den fjendtlige Magtgruppe forholdsvis let vil kunne — som ovenfor udviklet maaske allerede har — koncentreret sin Flaade i vore Farvande og dermed skaffet sig Overlegenhed til Søs, kræves der, hvis vi har antagelige Styrker i Land, et langt større, langsommere, i Tide erkendeligt og kostbarere Apparat til at tilvejebringe en Landgangsstyrke, der er overlegen i Land.
— Medens en Flaadekamps Resultat saa at sige kan udregnes paa Forhaand, er det samme ikke Tilfældet med Kampen i i Land.
— Medens Afgørelsen til Søs falde)- hurtigt og endeligt, vil selv den underlegne i Land have Chance for Sejr, i al Fald for at trække Afgørelsen ud og eventuelt vende Krigslykken. Hertil kommer endeligt Spørgsmaalet om Imødegaaelscn a f et voldeligt A n g rib paa ror Sydgrænse.
Selv om Folkets Vilje til at mode et saadant Angreb med Vaabenmagt kan synes ringe, naar det ikke drejer sig om „ ir regulære Bander“ , bør det maaske dog ikke lades ude a f Betragtning, baade at en saadan Imødegaaelse kan blive forlangt, og at man før har set Folkeviljen svinge i den kritiske Time og selv forlange Opgaver løst af et Værn, hvis Evne dertil den selv har undergravet. Men skal Kampen saa ogsaa kun føres mod „ irreg u læ re Bander“ , viser netop vor Historie, at der hertil behøves en Hær. — Og de „Bander“ , der kan stilles paa Benene i vor Tid, vil næppe være ringere m. H. t. Udrustning, Uddannelse og Styrke, end de var i 1818. —
A lt lige vil dette sige, at lægger vi i en kommende Forsvarsordning Hovedvægten til Søs, spiller vi dermed „va banque“ med al Udsigt til at tabe hurtigt og afgørende, — og frister saaledes til Angreb. Lægger vi derimod Hovedvægten i Land, har vi Chancen fo r at undgaa Angreb, alene paa Grund a f Fjendens Vanskeligheder ved at etablere tilstrækkeligt store landmilitære Operationer; — vi har Chancen fo r Held til at afvise Angrebet, hvis det alligevel kommer; og vi har i al Fald Sikkerhed fo r gennem henholdende Kamp at skaffe vore Forbundsfæller eller Magter, der har Interesse deraf, Tid og Lejlighed til'a t komme til Hjælp. V i faar saalcdes Mulighed fo r at opfylde ethvert, efter det udviklede, rimeligt Krav, der kan stilles til os.
E. J. Wiboltt.
