Moderne Fodfolk. II.
Efter den Rolle, som Kampgruppen fremtidig vil komme til at spille i taktisk Henseende, er det givet, at man ikke bør betragte denne kun som en Brøkdel af Kompagniet, men Kompagniet som en Samling af Grupper. Kompagniets Størrelse bør derefter bestemmes under Hensyn til, hvor mange Kampgrupper, det vil være hensigtsmæssigt at samle under det. Herved er der forskellige Hensyn, der gør sig gældende. Jeg skal indskrænke mig til at omtale et Par af de væsentligste.
Af Krigslitteraturen fremgaar, hvilken fremtrædende Rolle Kompagnichefens daglige Tilsyn og Omsorg for Mandskabet har spillet for Fodfolkets Brugbarhed. Samtidig erfarer man, at Kompagnier paa 250 Mand gennemgaaende var for store for Reserveofficerer. De tabte Overblikket i den indre Tjeneste og dermed Følingen med, hvad der foregik indenfor deres Underafdeling. Kompagniet paa 200 Mand, eller maaske det lidt svagere Kompagni faldt det dem lettere at overse. Forudsat, at man i Fremtiden vil være henvist til i stor Udstrækning at gøre Brug af Reservebefalingsinænd som Kompagniførere, og hvor vil man ikke være henvist dertil, bør man bøje sig for denne vigtige Erfaring og ikke gøre Kompagnierne større, end at disse Førere kan magte dem. Endvidere er der Hensynet til Vaabnets Bevægelighed. ' Denne afhænger i høj Grad af, hvor mange Transportmidler det er nødvendigt at knytte til Underafdelingerne som Fægtningstrain, og dette retter sig igen bl. a. efter hvor store Mængder Ammunition Kompagnierne maa føre med sig.
Tidligere er nævnt, at første Ammunitionsforsyning til 1 Rekylgevær vejer ca. 78 kg. Mandskabet kan ikke slæbe denne Vægt med paa March, hvis det tillige skal bære Oppakning. Med Oppakning kan en Gruppe næppe bære mere end 27 kg Ammunition. Enten maa Oppakningen eller det meste af Amunitionen befordres paa anden Maade, og da det er lettest at faa transporteret Ammunitionen, gaar jeg ud fra, at de 51 kg af hvert Rekylgeværs 1. Ammunitionsforsyning i hvert Fald maa medføres paa Vogn eller Lastdyr.
Men desuden maa Kompagniet jo have en Ammunitionsreserve. Efter vor hidtil gældende Organisation har denne Reserve været ca. 60 % af den almindelige Geværbevæbnedes første Forsyning. En mindre Reserve kan der selvfølgelig ikke være Tale om i Fremtiden, thi alle er enige om, at Ammunitionsforbruget er steget voldsomt. Indskrænker man sig til at forlange disse 60 °/0, maa man i hvert Fald sikre sig, at de virkelig kommer Rekylgeværerne til Gode. Er det imidlertid en rigtig Iagttagelse, at kun ca. af Ammunitionsbærerne naar frem til Gruppen under Ild, vil man næppe kunne gøre Regning paa at faa mere end af Reserveammunitionen frem. Halvdelen vil i hvert Fald være det højeste, man tør regne med. Men dette fører til, at Kompagniets Reserveammunition maa omfatte mindst 120 % af første Forsyning, altsaa pr. Maskingevær en Vægt paa ca. 93 kg. Kompagniet skal saaledes paa Lastdyr eller Vogne befordre ca. 51 -t- 93 = ca. 144 kg. Ammunition pr. Rekylgevær. Da 1 Vogn ikke kan belastes med mere end 750 kg Ammunition, hvis den skal kunne følge Kompagniet og 1 islandsk Hest ikke godt kan bære mere end 110 kg, vil der altsaa behøves 1 Vogn eller 7 islandske Heste til at befordre 5 Rekylgeværers Ammunitionsbeholdning. Der skal imidlertid ogsaa medføres Ammunition til Geværskytter og Grenaderer, og jeg vil derfor antage, — uden dog at have anstillet nærmere Beregninger — at man paa 1 Ammunitionsvogn eller paa 7 islandske Heste kun kan medføre Ammunition til højest 4 Grupper. Et Kompagni paa 16 Grupper vil saaledes behøve enten 4 Ammunitionsvogne eller 28 islandske Heste imod 1 Ammunitionsvogn nu.
Dette vil betyde en betænkelig Forøgelse af Underafdelingens Fægtningstrain. 16 Grupper å 14 Mand giver desuden 224 Mand, saa Kompagniet med Underkorporaler og Mandskab uden for Gruppeinddelingen vilde komme over de 250, hvad der som ovenfor omtalt vilde være uheldigt. For at Ammunitionsvognene kan udnyttes fuldt ud, bør Ændringer i Gruppernes Antal ske med 4. Da 16 er for mange Grupper, bliver det næste lavere Antal, der kan være Tale om, 12. Kompagniet paa 12 Grupper giver 168 Mand foruden Underkorporaler og Mandskab udenfor Gruppeinddelingen, altsaa et Kompagni paa ca. 200 Mand. Dette kan gaa. Til Ammunitionstransport vil et saadant Kompagni behøve enten 3 Ammunitionsvogne eller 21 islandske Heste; muligvis en Kombination af begge. Man kan f. Eks. tænke sig, at den Del af 1. Ammunitionsforsyning, som Mandskabet ikke bærer, bedst medføres paa Heste, fordi Hestene altid kan følge Kompagniet, selv hvor Vognene vanskeligt følger med, og saaledes sikre 1. Ammunutionsforsynings Beredskab bedre end Vognene.
Jeg vil i det følgende gaa ud fra, at et Kompagni normalt bør bestaa af 12 Kampgrupper med et Rekylgevær pr. Gruppe. Kompagniet bør af Førings- og Kommandohensyn deles i Delinger. For vort Vedkommende vil det være naturligt at dele det i 4 Kampdelinger, fordi denne Deling har Tradition herhjemme, og Kompagnicheferne har Øvelse i at haandtere dette Antal. I hver Deling kommer da 3 Kampgrupper.
Naar Talen bliver om, hvorledes Kampgruppen skal opstilles i Delinger og hvorledes Delingen skal opstilles i Kompagniet i sluttet Orden, bør man vel navnlig søge at imødekomme alt, hvad der vil være det mest praktiske for Udvikling til Kamp, for dets Bevægelse under March ad Veje, og at undgaa alle Former, der ikke er betingede af disse Hensyn, saaledes at Uddannelsen ikke kommer til at omfatte overflødige Ting og man virkelig kan naa til med Rette at sætte som Devise over Eksercerregleinentet det franske Reglements Ord: „La préparation å la guerre est le but unique de ('instruction des troupes.“ Der kan vel næppe herske Tvivl om, at Delingens Udvikling til Fægtning hyppigst foregaar fra dens Marchformation. Derfor vil jeg omtale denne først. Indenfor Delingen bør Kampgruppen holdes samlet baade af taktiske Grunde og af Uddannelseshensyn. Den er imidlertid for stor til at optræde som Sektion, idet den giver en Marchkolonne med 7 Mands Front med Føreren paa Fløjen 8 Mands Front — hvilket er for meget paa alle andre Veje end de allerbredeste. Halvdelen af Vejen skal jo kunne holdes fri.
Den moderne Artillerivirkning medfører, at der kun i de allerfærreste Tilfælde bliver Tale om at udvikle Skyttekæde direkte fra Marchkolonnen. Delingen maa i Reglen, inden det kommer saa vidt, bevæge sig lange Strækninger med sine Kampgrupper trukket ud fra hinanden med større eller mindre indbyrdes Afstand, idet den enkelte Gruppe længst muligt holdes samlet og i Gaasegang. Delingens Udvikling vil derfor hæmmes ved at stille Grupperne op som Sektioner bag hinanden, og den vil fremmes ved at stille Grupperne op i Gaasegang ved Siden af hinanden.
Heraf følger, at Delingens Marchformation helst maa være med Grupperne ued Siden af hinanden i Gaasegang, saaledes som forøvrigt ogsaa det nye franske Eksercerreglement har det.
Det eneste betænkelige ved denne Ordning er, at der vil komme for lidt Luft i Marchkolonnen, hvis Mandskabet opstilles med den hos os nu brugelige indbyrdes Afstand. Denne bør gøres noget større, Franskmændene har løst Problemet ved at lade Mandskabet i Gruppen paa 1 Geled tage Armlængdes Afstand. I Delingen paa Linie stilles Grupperne bag hinanden paa 1 Geled, saaledes at Delingen faar lige saa mange Geledder, som den har Grupper. Overgangen fra Linie til Marchkolonne sker ved en Fjerdedels-Vending.
Indenfor Kompagniet bør Delingerne kun staa bag hinanden, naar Kompagniet er i Marchkolonne, ellers altid ved Siden af hinanden. Derved fremmes Kompagniets Udvikling til Fægtning. Vor nuværende Kompagnikolonne har længe været upraktisk som Fægtningsformation og er nærmest kun blevet holdt i Live af Traditionen. Naar Delingen paa Linie ophører med at være den sluttede Formation, hvorfra man hurtigt kan udvikle sig, har vor nuværende Kompagnikolonne mistet sin sidste Rest af Berettigelse og er fra at være upraktisk blevet uanvendelig. Den bør forlades og erstattes med en Kolonne, hvor Delingerne staar ved Siden af hinanden i Marchformation.
Det er forøvrigt ikke min Hensigt at give Anvisning paa nye Eksercerformer for Fodfolket. Det vilde føre for vidt. Alle, som interesserer sig for Spørgsmaalet, kan ogsaa faa bedre Anvisning om moderne Fodfolksformer, end jeg er i Stand til at give, ved at studere det franske „Reglement provisoire de manoeuvre d’infanterie“ af 1920, som er udkommet hos Charles Lavanzelle i Paris. Formaalet med disse Overvejelser har kun været at forme et Billede i Omrids af Fodfolkskompagniet, og de foranstaaende Betragtninger har altsaa ført mig til, at vort Fodfolkskompagni bør have 4 Kampdelinger à 3 Kampgrupper à 13— 14 Mand, foruden Føreren, samt at Kampgrupperne maa være ensarlet organiserede. Det vigtigste Element i Kompagniet er Kampgruppen. Afgang i Kompagniets Styrke maa derfor ikke føre til, at den enkelte Kampgruppes Styrke og Sammensætning ændres, men til at Kampgruppernes Antal formindskes.
Efter den Rolle, som Kampgruppen spiller, kan der af Kampdelingerne naturligvis ikke præsteres Afgivelse af nogen Art til anden Tjeneste, Man vilde derved svække dem for meget. Dette har bl. a. ført til, at man til Kompagniet har knyttet en særlig Deling, Kommandodelingen. som i sig omfatter alle Specialister, Ordonnanser, Haandværkere, Kuske, Hestepassere o. s. v. samt en lille Reserve til Dækning af Afgang ved Sygdom og Orlov m. m. blandt Kampdelingernes Mandskab.
L. Ortved.
