I andet halvår af 2002 bliver der efter al sandsynlighed truffet to store beslutninger, der vil få afgørende betydning for Europas politiske udvikling og sikkerhed, herunder ikke mindst for det transatlantiske forhold og NATO's fremtid samt for forholdet mellem Rusland og Vesten. På NATO-topmødet i Prag i november vil NATO invitere et antal central- og østeuropæiske lande til forhandlinger om medlemskab. Hvor det indtil for godt et år siden var usikkert, om alliancen ville blive udvidet, er det i dag blot et spørgsmål om hvilke lande, der kommer med i denne omgang. De tre baltiske lande, hvis medlemskab længe har været en dansk mærkesag, synes sikre på at blive inviteret. Det centrale spørgsmål er således ikke længere, om NATO vil blive udvidet, men hvad konsekvenserne af udvidelsen bliver for alliancens fremtidige rolle og handlekraft; om det alliancen måtte tabe i handlekraft vil blive opvejet af udvidelsens bidrag til den politiske stabilitet i Europa. NATO er det organisatoriske udtryk for det transatlantiske forhold; derfor skal udvidelsen og NATO's fremtidige rolle også ses i sammenhæng med den sikkerhedspolitiske udvikling i USA, hvor terrorangrebet den 11. september 2001 har haft større indflydelse på de sikkerhedspolitiske prioriteringer, end det synes at være tilfældet i Europa.
Også i EU står efteråret 2002 i udvidelsens tegn. Det var under det forrige danske EU-formandskab i 1993, at den nuværende og mest omfattende udvidelsesproces blev indledt, og med det formandskab, der indledtes den 1. juli i år, er det faldet i Danmarks lod at sikre den positive afslutning på denne proces, så den kan bekræftes på topmødet i København til december. Ikke alene er EU's udvidelse med central- og østeuropæiske lande et længe næret og højt prioriteret dansk ønske; sikringen af udvidelsen er også en af de største og mest komplicerede opgaver for dansk diplomati i mange år. De udestående forhandlingsspørgsmål - landbrug, regionalpolitik og budget - er de vanskeligste i hele udvidelsesprocessen. Og som det er tilfældet med NATO, rejser også EU's udvidelse afgørende spørgsmål om organisationens fremtidige beslutningsdygtighed. Hverken Rusland eller det ofte oversete Ukraine er kandidater til medlemskab af NATO og EU inden for den tidshorisont, der gør det muligt at foretage realistiske vurderinger. Ingen vurdering af konsekvenserne af NATO's og EU's udvidelse er imidlertid fuldkommen uden analyse af, hvordan de to lande, der er afgørende for den politiske stabilitet i Europa, forholder sig til udvidelserne. Dette temanummer af Militært Tidsskrift er helliget NATO's og EU's kommende udvidelser. De otte artikler giver et nuanceret billede af de problemer og perspektiver, der tegner sig som en konsekvens af de to udvidelsesprocesser, der til sammen vil bygge bro over den kløft, der blev skabt af den kolde krig, men som samtidig rejser nye spørgsmål om Europas fremtid, det transatlantiske forhold og samarbejdet med de stater i øst, der ikke er omfattet af udvidelserne. Efter gennemgang af temet fortsættes med en artikel af oberstløjtnant K. Nødskov om anvendelsen af begrebsapparatet ”militær strategi” belyst gennem krigshistoriske eksempler, to artikler, der med udgangspunkt i den logistiske verden kommenterer ”de fire obersters” artikel om hærens udvikling. Der argumenteres for større accept af komplementariteten mellem operationer og logistik og dermed behovet for at afsætte yderligere midler til specielt den logistik, der skal understøtte hærens reaktionsenheder. Der afsluttes med et antal boganmeldelser af såvel militærhistoriske som ledelsesmæssige publikationer samt et fyldigt referat af generalforsamlingen i Det Krigsvidenskabelige Selskab. Redaktionen ønsker endnu engang god læselyst og håber samtidigt, at læserne alle må få en god sommer.
H. BRØCHMANN LARSEN
