I
Det forstærkede lette kompagni
I udvigende kamp Med de i F E L T R E G L E M E N T I nedfældede principper for „defensiv kamp“ er betydningen af batailloners og kompagniers uddannelse i gennemførelsen af udvigende kamp vokset ganske betydeligt, hvilket yderligere fremhæves af generalinspektøren for infanteriets bestemmelse om, at der skal lægges særlig vægt på uddannelsen i netop denne disciplin. Det følgende er på ingen måde et forsøg på at give en fyldestgørende frem stilling af det L K M P ( + ) problemer under udvigende kamp; det er i realiteten kun enkelte, spredte iagttagelser (ordet „erfaringer“ kan under ingen omstændigheder benyttes her) gjort under en to-døgns øvelse med et L K M P (+ ) i udvigende kamp. Selvom der her kun skal behandles problemer i forbindelse med det L K M P ( + ) forhold, skal der dog fremdrages følgende om B T N rolle under udvigende kamp: En B TN , der, hvad enten det drejer sig om forsvarskamp eller henholdende kamp, af troppeføreren (brigadegruppechefen) får anvist et rum, hvori den skal kæmpe udvigende, kan føre denne kamp i successive terrainafsnit — om man vil, successive modstandslinier — eller fuldt bevægeligt- Den førstnævnte måde at føre kampen på er velkendt, hvilket næppe kan siges om sidstnævnte. B T N kan vel her principielt løse opgaven på to måder, alt afhængig af bredden og navnlig dybden af det tildelte rum:
1. Kampen føres i ved siden af og bag hinanden liggende modstandspunkter — størrelsesorden L K M P (+ ) — , således at bataillonschefen under kampen regulerer de forskellige modstandspunkters samlede frigørelse og tilbagetrækning, der støttes fra andre modstandspunkter.
2. Det til udvigende kamp anviste rum opdeles yderligere på langs af skillelinier og på tværs af faselinier, idet et L K M P ( + ) får til opgave indenfor hvert af disse mindre rum at føre en selvstændig udvigende kamp, der selvsagt kan støttes af de B T N tildelte ildstøtteenheder m. v., og om påkrævet af den af bataillonen udsparede reserve.
Da de alvorligste problemer for det L K M P ( + ) opstår under sidstnævnte form for den fuld t bevægelige kamps førelse, skal her kun behandles det L K M P (+ ) forhold under en selvstændig udvigende kamp, idet der for at begrænse problemerne tillige herunder ikke tages hensyn til den ildstøtte, det L K M P ( + ) kan få fra a rtille ri og tunge morterer, ligeså vel som det lades ude af betragtning, at det L K M P ( + ) kan modtage en så kærkommen forstærkning som en kampvognsdeling — altså kort og godt de uddannelsesvilkår, der normalt vil eksistere for en bataillon. Hvad kampvognene angår, v il mange sikkert påstå, at det L K M P (+ ) er ude af stand til at føre denne form for kamp, med mindre det disponerer over en kampvognsdeling. Som forholdene stillle r sig i dag, er det næppe urealistisk at forudsætte, at hovedparten af de L K M P ( + ) i påkommmende tilfælde vil komme til at kæmpe uden umiddelbar støtte fra kampvogne. Opgaven må derfor kunne løses; men før det kan skitseres, hvorledes den kan løses, er det nødvendigt at se lid t på:
1. Kampens vilkår.
Den fjende, det L K M P ( + ) v il have over for sig, v il være besjælet af viljen til at trænge hurtigt frem. Han v il derfor mest muligt søge at udnytte vejnettet og her navnlig store gennemgående akser, da fremrykning gennem terrain er langsom og drivm iddelrøvende. Han v il disponere over kampvogne i rigeligt antal, og det ledsagende infanteri og hjælpeenheder vil have såvel pansret som terraingående kapacitet.
Det L K M P ( + ) v il være fjenden absolut underlegent, hvad angår terraingående bevægelighed, pansring og ildkra ft; det kan dog opvise jævnbyrdighed m. h. t. bevægelighed, vel at mærke på vej, og kompagniet har den fordel frem for fjenden, at d e t kender og kan udnytte terrainet, især hvad angår naturlige hindringer. Selvom fjendens overlegenhed synes uhyggelig stor, kan den kun reduceres ved at lægge særlig vægt på områder, hvor vi enten er ham jævnbyrdig eller overlegen, hvilket giver anledning til at understrege følgende meget vigtige forhold:
— De L K M P ( + ) transportkøretøjer må bibeholdes intakte, thi uden disse v il kompagniet meget hurtigt kunne løbes (køres) overende.
— Der må være mulighed for til stadighed at gennemføre grundige rekognosceringer af tilbagetrækningsakser og nye stillingsområder.
Det mm, i hvilket det L K M P ( + ) skal kæmpe udvigende, vil normalt have en bredde af 3— 4 km og v il indeholde een til to gennemgående akser, i visse områder endog 3, hvoraf een dog altid kan karakteriseres som den primære.
Det er følgelig ingen let opgave at sinke F J fremtrængen inden for et sådant mm med en styrke, hvis normalsammensætning vil være
— et L K M P
— en M T SEK (81)
— en T M G S E K
— en D Y K N SEK, og evt.
— en P IG R P .
2. Generelle principper m. v. for kampens førelse.
— Det L K M P ( + ) må prin cipielt søge at kæmpe i terrain, der har de i bataillonsreglementets pkt. 310 nævnte egenskaber; men da vejnettet spiller en afgørende rolle for enhedens bevægelighed, må kampen føres snævert om vejene.
— E r der f. eks. to akser, placeres een L D E L om hver akse med opgave at sinke fjendtlig fremtrængen i og om aksen. Fører der gennem ansvarsområdet yderligere en sekundær uindset akse, må denne overvåges, f. eks. med 2— 3 mand på et af TM G SEK køretøjer. TM G G R P mandskab og materiel må så medføres på en L D E L transportkøretøjer.
— En L D E L er den minimumsreserve, kompagnichefen må råde over. Reserven kan anvendes, dels til at blokere for fjendtlig fremtrængen uden om frontdelingeme, dels som optagestyrke for en LD E L , der af fjendtlig virksomhed er tvunget tilbage gennem terrainet til fods. Reserven kan ikke anvendes som modstødsstyrke til frigørelse af en hårdt trængt D E L , idet den ingen chancer har over for en fjende, der disponerer over kampvogne. Kompagnichefen må foretage meget grundige vurderinger for at fin de frem til de alternative områder, hvori reserven skal indsættes, idet det må kræves, at reserven når ud i sit område uden kamp. Disse områder bør altså ligge et stykke bag de forreste D E L områder, alt afhængig af reservens reaktionstid set i forhold til fjendens muligheder for fremtrængen.
— De tunge våbens anvendelse og komandoforhold kan ikke følge de normale retningslinier. M T SEK(81) bør dog holdes i A/S fra stillingsområder, hvorfra der mindst kan skydes til og med nærmest skjulende krete foran de forreste LD E L . Den TM G SEK bør underlægges den af ide forreste D E L , i hvis akse der findes de bedste anvendelsesmuligheder. Underlæggelsesforholdet er nødvendigt a. h. t. tilbagetrækningen, men det må dog på ingen måde betragtes som permanent, idet kompagnichefen med øjebliks varsel skal kunne flytte SEK, hvis behov og anvendelsesmuligheder er bedre andet sted. Noget lignende gælder for D Y K N SEK. Ofte v il det være påkrævet at have en kanon i hver akse og i U/S for de LD E L ; men flytning må hurtigt kunne iværksættes, også til anvendelse f. eks. sammen med reserven. Det er sektionsførerens opgave at udføre de hertil hørende rekognosceringer samt iværksætte ændringer på kompagnichefens ordre.
— A lle fra kompagnichef til geværskytte 2 må ved valg af stillingsområder for personel og våben samt placering af køretøjer stedse have for øje, at det ikke alene gælder om at unddrage sig fjendens jordobservation, men også hans observation fra luften, idet det må forventes, at han v il udnytte luftobservation, f. eks. fra helikoptere, til støtte for de forreste enheders fremtrængen. Enhver stilling i åbent terrain v il give F J mulighed for at forberede og iværksætte indsættelse, før der kan påføres ham tab og dermed forsinkelse. Stillinger bør derfor overalt vælges i snæver tilslutning til terrainlinier, f. eks. bebyggelse eller bevoksning. Da samtlige køretøjer skal være klar til hurtig udrykning, er brug af sløringsnet ikke altid hensigtsmæssig. Det bedste flyverskjul fås ofte ved at anbringe køretøjerne i lader o. 1.
- Selvom det L K M P (+ ) har mulighed for og ønsker om at udnytte terrain mellem de af B T N befalede fase linier til at sinke den fjendtlige fremtrængen, skal kompagnichefen, senest når en faselinie forlades, have planlagt og rekognosceret for placering i tilslutning til næste faselinie, idet det L K M P (+ ) — uden på nogen måde at være presset -— af B T N kan blive beordret tilbage til næste faselinie, f. eks. hvis F J ved fremtrængen uden for det L K M P ( + ) ansvarsområde truer med at omgå det. Rekognoscering af det L K M P ( + ) fortsatte indsættelse som helhed kan normalt ikke varetages af kompagnichefen, men må efter hans direktiver udføres af næstkommanderende, der hertil kan anvende M T SEK(60) jeep, idet denne SEK normalt bør være fordelt til de LD E L .
3. Kompagnichefens forhold. Den udvigende kamp er utvivlsomt den kampform, der stiller de største krav til førere på ethvert trin — og ikke mindst til kompagnichefen. Han skal ikke blot under kampen til stadighed afveje fjendens muligheder i forhold til egne, han må også, hvad angår overvejelser og ordrer, være mindst eet trin forud i kampens udvikling, og endelig tvinger kampens karakter ham til hurtige overvejelser og beslutninger med øjeblikkelig iværksættelse, da det ofte vil være et spørgsmål om minutter fra det øjeblik, han har erkendt, at en L D E L er truet, til D E L skal have ordre til at gå tilbage, samtidig med at reserven måske skal sættes ind. Det forhold, at der til dispositionsenhederne ikke skal gives ordre om udførelse af en enkelt operation, men for en række operationer, vanskeliggør ordreudgivelsen. Det v il herunder være nødvendigt, at kompagnichefen (i pkt. 3. a.) fyldigt redegør for sin manøvreidé m. h. t. kampens udvikling, således at delingsførerne får et klart billede af kompagniets bevægelsesplan som helhed, herunder områder, hvor L D E L skal yde modstand, primære og sekundære tilbagegangsakser, indsættelsesmuligheder for reserven samt placering af fremrykkehindringer. Følgende må herefter præciseres over for hver LD E L:
- Kommandoforhold til tunge våben.
— Område at overvåge.
— Forholdsordre for tilbagegang, hvis forbindelse .til kompagnichefen går tabt.
— Eventuel udsendelse af patruljer, hvilket dog bør være en undtagelse, da D E L a. h. t. hurtig tilbagetrækning må holdes samlet
— Udførelse af sprængninger i D E L tilbagetrækningsakse.
—- Forholdsordre, hvis D E L tvinges til tilbagetrækning til fods gennem terrainet.
— F o r reservedelingen — beredskabsrum samt alternative blokeringsopgaver, evt. som optagestyrke.
Kompagnichefens muligheder for at støtte og regulere kampen er navnlig p. g. a. de relativt store afstande mellen dispositionsenhederne ikke de bedste. Det er i sig selv et stort problem at skulle opretholde signalforbindelse til dispositionsenhederne, hvortil der jo normalt kun vil haves forbindelse over radio C /PR C — 26. Hvis kompagnichefen vælger sit kampstade på et oversigtspunkt bag de forreste D E L , vil han opnå tre ting. 1) Der skabes bedre modtage- og sendeforhold for radioen, 2) han kan overvåge en stor del af sit ansvarsområde, i bedste fald endog terrainet foran de forreste D E L , og 3) der skabes mulighed for personlig kontakt med sektionsføreren/MT SEK(81), der jo naturligt må være på et sådant oversigtspunkt. Mulighederne for at opretholde sikker signalforbindelse til de forreste L D E L kan forbedres betydeligt, hvis der fra M T D E L delingstrop kan tilgå een til to radiofolk med AN /PRC— 10— stationer, som fordeles til disse LD E L . Det må nemlig forudses, at B T N —- navnlig hvis den disponerer over anden tung ildstøtte — ikke med fordel kan oprette og anvende M T D E L skydecentral. De således tilgåede radioer AN /PRC— 10 må nødvendigvis indgå på M T SEK (81) skydenet, hvorved opnås, at de lette delingsførere får de bedste muligheder for selv at påkalde og lede ild fra M T S E K (81) samtidig med, at nettet kan anvendes som kommandonet.
De midler, kompagnichefen har til rådighed til støtte af de forreste L D E L kamp, er:
— M T SEK(81),
— den udsparede reserve,
— muligheden for at flytte D Y K N eller TM G og
— evt. PIG R P .
Reservens anvendelsesmuligheder har tidligere været omtalt, ligesom det har været nævnt, at D Y K N og TM G anvendelse i U/S de forreste D E L ikke bør være permanent, men at disse våben hurtigt må kunne flyttes, hvis større behov opstår andetsteds. M T SEK anvendelse i A/S samt stillingsområde i forhold til de forreste L D E L har også været berørt, men man må uvilkårligt spørge sig selv: H vilken virkning kan en M T SEK opnå over for en fjende, der trænger frem med kampvogne og det ledsagende infanteri i pansrede mandskabsvogne? — Der er næppe tvivl om, at selv korrekt placeret brisantild fra MT(81) hverken vil sinke eller langt mindre standse hans fremtrængen. Anderledes stiller det sig, hvis de samme morterer anvender røg. Ikke alene må der forventes bedre virkning, hvis der anvendes fosfor; men røgen v il gøre FJ usikker og hæmme hans bevægelser; men den største fordel opnås utvivlsomt derigennem, at røgen skaber m ulighed for uindset tilbagetrækning af egne styrker. Der kan derfor næppe være tvivl om, at røg under udgivende kamp v il blive en mere efterspurgt vare end brisant, hvilket igen afføder det spørgsmål: Bør normalbeholdningen for 81 mm morter (og for den sags skyld også 60 mm morter) ikke ændres, således at procentsatsen for antal røggranater sættes til f. eks. 50 % og ikke som nu kun 10 % (81 mm morter) ?
For anvendelsen af P IG R P er det svært at give generelle retningslinier, idet bl. a. mulighederne for udbygning af naturlige hindringer er så vidt forskellige. Een bestemt opgave kræver dog særlig opmærksomhed. I tilslutning til de forreste D E L kampstillinger bør der mellem selve kamp stillingen og ventepladsen for D E L transportkøretøjer på aksen (vejen) etableres en kampvognshindring med f. eks. panserminer el. andre midler. H in dringen luremineres og placeres således, at den ikke umiddelbart kan omgås. Selvom denne hindring kim kan give fjenden nogle få minutters stop, kan dette være tilstrækkeligt til at sikre egen L D E L den fornødne tid til tilbagetrækning og påfølgende stillingsindtagelse i nyt område. Den L D E L skal selvsagt selv kunne klare det grove arbejde ved etablering af en sådan hindring, men luremineringen må dog overlades til dertil uddannet personel — PIG R P . Selvom hjemmeværnet mange steder både kan forberede og udføre sprængning af broer o. 1., må kompagnichefen gennem P IG R P dog føre kontrol hermed og om fornødent lade P IG R P udføre både forberedelse og sprængning. Det er kompagnichefens opgave at give klare retningslinier for navnlig iværksættelsen.
4. Den L D E L forhold.
For de forreste L D E L er kampstillingens placering af afgørende betydning. Den idéelle kam pstilling byder følgende muligheder:
— Panserhindrende eller panserhæmmende terrain i front og flanker.
— Lang og „bred“ observation og lange skudfelter.
— Skjulte og dækkede tilbagegangsveje.
— Naturligt skjul også mod observation fra luften for såvel stillingsområdet om tilbagetrækningsaksen som naturligt skjul for køretøjerne nær kampstillingen.
— Mulighed for at etablere en af fjenden uindset kampvognshindring, der ikke umiddelbart lader sig omgå, mellem kampstillingen og ventepladsen for køretøjer.
Kun få kampstillinger vil kunne opfylde samtlige betingelser, men for at være anvendelig må den byde på skjul for personel med våben og køretøjer samt yde mulighed for skjult og evt. dækket tilbagetrækning. Før en delingsfører anbringer grupper og evt. tunge våben, må han spørge sig selv: E r der mulighed for uset at trække sig ud af stillingen tilbage til ventepladsen for køretøjer, og kan udkørsel herfra og den første del af tilbagetrækningen foregå uindset? — Ofte v il han komme til det resultat, at fjenden fra eet måske to områder kan gribe ind over for disse bevægelser. Mod sådanne områder må der forberedes røgskydninger såvel med MT(81) som med den tildelte M T (60). Da det im idlertid må forudses, at M TS EK (81 ) ikke altid vil være i stand til at efterkomme ønsker om skydninger, og da M T (60) effektivitet er ret begrænset, må D E L råde over rigelige mængder af røgmateriel (røgdåser og især røghåndgranater), således at den første del af den motoriserede bevægelse kan afskærmes hermed. Det vil derfor være formålstjenligt, at der på hvert transportkøretøj findes en kasse med mindst 50 stk. røghåndgranater til netop dette formål. Da røgen bør have øjeblikkelig effektivitet, v il fosfor i hvert fald til krigsbrug være at foretrække, hvorfor det ville være formålstjenligt, om transportkassen var pansret i en sådan udstrækning, at den kan modstå ild fra håndvåben. Da det må forventes, at fjenden med kampvogne v il befinde sig i det terrain, som den L D E L lige bar forladt, i løbet af ganske få minutter, v il han ofte have mulighed for at observere og beskyde visse dele af D E L tilbagetrækningsakse. Ved passage af sådanne strækningier må der fra køretøjerne udlægges røg. Dette kræver, at fire særligt uddannede håndgrenaderer er fordelt på hvert transportkøretøj. Disse er under kørsel til stadighed klar til at kaste røg- Herved kan i mange tilfælde sigtet og ødelæggende ild fra fjendtlige kampvogne undgås. Det v il iøvrigt være formålstjenligt, om der på hvert køretøj befinder sig en normalbeboldning af røgammunition; D Y K N D E L køretøjer har i særlig grad behov for røgammunition. Selvom K M P — normalt ved næstkommanderende — har rekognosceret såvel for tilbagetrækningsakse(r) som nye områder, hvor D E L skal yde modstand, kan D E L næppe basere sig på disse ret summariske rekognosceringsresultater. D E L må detailrekognoscere såvel tilbagetrækningsvej(e) som nye stillingsområder; men hvorledes skal en sådan rekognoscering kunne gennemføres? Da D E L enten har eller kan forvente at få kampføling, kan delingsføreren ikke forlade D EL. Det må altså blive D E L næstkommanderende, der skal foretage rekognosceringen. Hvis han inden for rim elig tid skal kunne nå dette, må han være motoriseret. D E L disponerer im idlertid kun over to tunge lastvogne. Ingen af disse må anvendes. Den bedste løsning på problemet synes at være, at næstkommanderende normeres med en motorcykle (solo), der giver ham en passende „ubemærket“ bevægelighed. Under rekognosceringen v il det være formålstjenligt, om næstkommanderende f. eks. med en lille kridtstribe på tilbagetrækningsaksen afmærker de strækninger, der evt. kan indses af fjenden. Disse striber er samtidig signal til, at håndgrenadereme fra transportkøretøjeme skal udlægge røg. Motorcyklen kan også finde anvendelse til andre form ål end rekognoscering, f. eks. til opretholdelse af forbindelsen med kompagnichefen, hvis radioforbindelsen skulle svigte. Da delingsføreren for reservedebngen normalt selv v il rekognoscere for de alternative indsættelsesmuligheder, bør også delingsføreren have førerbevis til motorcykle.
Som afslutning på den L D E L forhold skal flg. fremhæves: For ikke at miste sin vej gående bevægelighed må delingsføreren have truffet alle forberedelser for hurtig frigørelse og tilbagetrækning. Transportkøretøjerne må i dagslys holdes så tæt på kampstillingen, som natuligt skjul og dækning tillader. A lle må kende ventepladsens nøjagtige beliggenhed og tilbagetrækningsvejen hertil. Evt. tunge våben (D YK N og TM G ) dækker de lette styrkers frigørelse. Røgmidler udnyttes i størst m ulig udstrækning, til at blænde fjenden under forsøg på fremtrængen samt til sløring af egne bevægelser. D Y K N forhold kræver særlig opmærksomhed; flest mulige alternative ildstillinger med skjulte forskydningsveje må søges ikke for snævert om tilbagetrækningsaksen.
5. Forhold i mørke.
De i det foregående anstillede betragtninger tager i hovedsagen sigte på det L K M P ( + ) forhold i dagslys. Kampens vilkår skifter noget ved mørkets indtræden. Selv om det på ingen måde kan udelukkees, at FJ v il anvende panser i mørketimerne, kan hans overlegenhed på dette område næppe udfolde sig i samme udstrækning som i dagslys. Fremtrængen af fjendtligt panser i og snævert om de L D E L tilbagetrækningsakser kan mere effektivt imødegås ved passive hindringer, f. eks. åbne panserminefelter samt med nærbekæmpelsesmidler. Fremtrængen uden om de L D E L gennem terrainet afsløres let gennem motorlarm. Den største fare frembyder fjendtlig in filtration med infanteri eller pludseligt iværksatte angreb mod de L D E L kampstillinger med sådanne styrker. For at konstatere, hvorvidt fjendtlig in filtra tion finder sted i større omfang, er det nødvendigt at udstille lytteposter eller udsende patruljer mellem de forreste L D E L kampstillinger. Disse posters/ patruljers antal bør indskrænkes mest muligt, da det ved uforudset tilbagetrækning kan blive påkrævet, at disse søger tilbage gennem terrainet til et nærmere opgivet samlepunkt. E t letkendeligt lyssignal (en eller anden form for raket) opsendt fra et punkt i reservens område kan være signalet til at indlede en sådan tilbagetrækning.
Kompagnireserven bør anbringes til sikring af det farligste mål for fjendtlig infiltration, hvilket normalt vil være et vejknudepunkt, over hvilket nogle af de forreste styrker må passere ved tilbagegang. Tilbagetrækning i tilfælde af overlegent fjendtligt angreb må være nøje planlagt og om m uligt indøvet, hvis situationen tillader det. I modsætning til forholdene ved dagslys bør ventepladsen for transportkøretøjeme være noget længere tilbage (500— 1000 m bag kampstillingen) af hensyn til, at den L D E L skal frigøre sig fra snæver kampføling med F J infanteri. Det v il under frigørelsen ofte være mest form ålstjenligt, at tilbagetrækningen til ventepladsen sker gennem terrainet, mens selve aksen kan bestryges af lette, evt. tunge, maskingeværer. Under den motoriserede tilbagetrækning må de L D E L være forberedt på, at infiltrerede fjendtlige styrker kan have etableret baghold på tilbagetrækningsaksen. F o r at opnå virkning med håndvåben må sådanne fjendtlige bagholdsstyrker ofte være inden for kastevidde fra marchvejen, hvorfor fosforrøggranaten v il være det bedste modvåben. Sikring af transportkøretøjerne kræver særlig opmærksomhed, men det må fortsat anses for det sikreste at anbringe dem i en lade, således at en F J patrulje ikke tilfæ ldig støder på dem. Nærsikringen af køretøjer lettes også ved en sådan anbringelse, men dog ikke i så høj grad, at motorførerne alene kan klare opgaven.
6. Resumé.
Selvom det L K M P forstærkes med tunge våben, er det på ingen måde velegnet til at føre en selvstændig udvigende kamp. A t karakterisere enheden som fuldstændig uegnet h ertil v il im idlertid være lige så forkert, men betingelsen er, at den vej gående bevægelighed kan opretholdes. Kampen stiller især store krav til kompagnichef og delingsførere, der ikke alene skal disponere på grundlag af den øjeblikkelige situation, men må forudse og planlægge for næste trin i kampens udvikling. Hvis førerne skal kunne løse denne opgave og samtidig drage fordel af det eneste punkt, hvor vi er fjenden overlegen — detailkendskab til terrainet —• må der skabes mulighed for at gennemføre effektiv rekognosceringsvirksomhed — motorcyklen til den L D E L næstkommanderende kommer her ind i billedet.
Den udvigende kamp stiller store krav til mandskabets feltmæssige disciplin og udholdenhed, fo r det v il være aktiveret de fleste af døgnets 24 timer. Røg, leveret ved håndkraft eller morter, v il i mange situationer være det hedste, ja eneste, middel, der kan redde en D E L intakt tilbage, hvorfor det v il være ønskeligt, at hvert køretøj tildeles en rigelig beholdning af røghåndgranater, ligesom procentsatsen for røgammunition i morterernes normalbeholdning hæves væsentligt. Udvidet uddannelse i udvigende kamp er — som anført i indledningen — mere nødvendig end nogensinde før, og øvelser i denne kampmåde er — navnlig i de perioder af året, hvor terrainet kan udnyttes fuld t ud — den mest interessante form for øvelser for såvel mandskab som befalingsmænd — og bl. a. også herfor de mest givtige, når det drejer sig om at hæve uddannelsesstandarden inden for enheden.
N. K. Nørgaard
II
Hvorledes kan udvigende kamp føres i dag?
Inden for alle forsvarets tjenestegrene foregår der i øjeblikket diskussion om og studier af, hvorledes dansk forsvar skal finde sin plads i atomalderen. For hærens vedkommende er et af de centrale spørgsmål, hvilke nye taktiske principper der v il finde vej til vore reglementer og hermed få indflydelse på den kamp, danske hærstyrker i givet fald skal føre. Det nye feltreglement I har for visse afsnits vedkommende sat tin gene på plads, men endnu står talrige problemer tilbage at løse, og da navnligt på niveau: forstærket bataljon og forstærket kompagni. Enhver infanteriofficer i dag er formentlig kommet til den erkendelse, at det h id til og endnu gældende bataljonsreglement er og allerede længe har været utidssvarende; men de, der har beskæftiget sig nærmere med problemerne vedrørende udformningen af nye doktriner fo r infanteriets kamp, v il sikkert give mig ret i, at løsningen af disse problemer ingenlunde lig ger snublende nær. Mangt og meget kræver en frigørelse fra og ofte et direkte brud med de h id til gældende forestillinger og principper.
Dette gælder i særlig grad den udvigende kamp, placeret i feltreglement I såvel i rammen af en forsvarskamp som en henholdende kamp. Eet er im idlertid sikkert, nemlig at den udvigende kamp, som vi h id til har kendt den med sammenhængende modstandslinjer beregnet på at holde, in d til mørket begunstiger en frigørelse og tilbagegang, ikke mere vil være mulig. Overfor koncentrerede og af taktiske A-våben støttede fjendtlige angreb på vore (på grund af A-truslen nødvendigvis spredte) opstilbnger til modstand, v il vi ikke selv kunne bestemme tidspunktet for frigørelse og tilbagegang. Tværtimod må vi være belavet på, at frigørelse og tilbagegang ofte skal ske i fuld t dagslys med heraf følgende store vanskeligheder. E n revision af vor gængse opfattelse af, hvad udvigende kamp indebærer, v il derfor være nødvendig.
Som et led i den almindelige diskussion af forholdene vedrørende den udvigende kamp af i dag, har jeg i det efterfølgende forsøgt at analysere, hvorledes denne kamp under skiftende ydre omstændigheder skal (kan) føres, og hvilke opgaver — også forsåvidt angår kampens hårdhed — der udfra disse givne omstændigheder kan stilles enhederne.
Udfra en — også tidligere — almindeligt anerkendt opfattelse af den udvigende kamps natur har jeg betragtet som givet — at den udvigende kamp skal føres således, at enheden (BTN ) ikke på noget tidspunkt sætter sin kampkraft overstyr eller lader sig binde, således at bevægeligheden går tabt, og — at kampen fortrinsvis bør føres med artilleri, tunge våben og kampvogne. Der er her set bort fra en situation, specielt under forsvarskamp, hvor enheden efter afsluttet udvigen tilsigtet lader sig binde for at yde størst mulig modstand mod fjendens videre fremtrængen, altså en situation, der stærkt nærmer sig forsvar.
A f ydre omstændigheder, som v il være afgørende for, hvorledes kamken kan føres og hermed for, hvilke opgaver der kan stilles en enhed i udvigende kamp, kan nævnes:
— terrænets beskaffenhed
— sigtbarheden (dagstiden m. v.)
— tildelingen af støttevåben (A R T og KVG )
— enhedens bevægelighed.
De to sidstnævnte faktorer v il i hovedsagen være afhængige af den eksisterende organisation og derfor — med et vist forbehold — kunne betragtes som givne. I almindelighed vil det derfor kunne forudsættes, at B T N er fuld t bevægelig (motoriseret), ligesom en rim elig tildeling (støtte) af A R T og K V G normalt v il være forudsætning for kampen.
Der er således to væsentlige ydre faktorer tilbage, som kan have indflydelse på kampens førelse og hermed opgavetildelingen, nemlig terræn og sigtbarhed. Det er umiddelbart indlysende, når man går ud fra de ovenfor givne forudsætninger, at den udvigende kamp, såfremt forholdene tillader det, bør føres uden indsættelse af lette styrker. Vanskeligheden ved at frigøre en i kamp indsat styrke v il tiltage, jo flere lette styrker (på skudafstande for lette våben), der har været indsat. På den anden side må det erkendes, at såvel terrænet som sigtbarheden vil være afgørende for, hvorvidt den udvigende kamps mål, nemlig at sinke fjenden, kan opnås udelukkende ved hjælp af ild fra A R T , tunge våben og KVG , eller det bliver nødvendigt at indsætte lette styrker i kampen. Den kamp, der bør føres under omstændigheder, hvor man kan undgå indsættelse af lette styrker, v il være væsensforskellig fra kampen, hvor de lette styrker indsættes. De to nævnte faktorer, terræn og sigtbarhed vil derfor være afgørende for kampens tilrettelæggelse og gennemførelse og hermed — som en videre konsekvens — for den hårdhed, hvormed kampen kan føres. I efterfølgende skema er der foretaget en vurdering af, under hvilke terræn- og sigtbarhedsforhold og i hvilken udstrækning en indsættelse af lette styrker vil være mulig og hensigtsmæssig.
BILLEDE HER
BILLEDE HER
Kommentarer til skemaet:
1. Der er i ovenstående benyttet terminologien „åbent“ og „lukket“ terræn, defineret som i paranteseme anført. Terræn, hvori obs. — og skudafstande ligger mim. ca. 400— ca. 1000 m kræver henføring til enten den ene eller anden slags terræn som overvejende — med mulige kombinationer i anvendelsen af de lette styrker.
2. Hvor der under lette styrkers anvendelse er nævnt indsættelse som kampenhed, er det forudsat, at der uadskilleligt forbundet med denne opgave også ligger opgaver til overvågning samt nærsikring af tunge våben.
3. Hvor lette styrker indsættes som kampenhed forudsættes de anvendt således, at terrænet muliggør en skjult frigørelse og tilbagegang og rettidig indtagelse af nye stillinger, hvorfra kampen kan fortsættes.
4. Hvor lette styrker ikke er indsat som kampenhed, forudsættes de anbragt i bagudliggende beredskabsområder. Disse bør vælges under hensyn til en evt. senere indsættelse af lette styrker i forudsete kampstillinger, f. eks. i lukket terræn længere tilbage eller i forbindelse med en mere stedbunden kamp om et forsvarsrums baggrænse. Lette styrker i beredskabsrum flyttes så betids længere tilbage, at de ikke på noget tidspunkt virker forsinkende på de tunge våbens frigørelse og tilbagegang. Udfra ovennævnte skema har jeg ment, at forudsætninger for kampen må kunne opstilles. Hvor omstændighederne indebærer anvendelse af lette styrker som kampenhed, v il den udvigende kamp således kunne føres med større hårdhed, og opgaven til den pågældende enhed kunne stilles i overensstemmelse hermed. Følgende muligheder for kampens førelse skal til slut opsummeres:
a. Indsættelse af såvel tunge våben som lette styrker som kampenheder (i fronten:
— i åbent terræn i mørke og tåge
— i lukket terræn såvel ved dagslys som i mørke (tåge).
b. Indsættelse af tunge våben og kun indsættelse af lette styrker til overvågning og/eller nær sikring:
— i åbent terræn uden væsentlige hindringer i dagslys.
c. Indsættelse af tunge våben og efter omstcendighedeme lette styrker til overvågning, sikring eliler som kampenhed:
— i åbent terræn m. væsentlige hindringer i dagslys.
Disse muligheder må haves for øje ved brigadens planlægning af kampen og klart afspejle sig i opgaveanvisningen til de enheder, der skal føre den udvigende kamp.
Hvorledes så bataljonen inden for hver af de skitserede muligheder løser sin opgave, hvorledes styrkerne inddeles og kommandoforholdene etableres, hvilken manøvreplan, der i hvert enkelt tilfælde bør anvendes, og hvorledes kampen føres i detaljen, alt dette er problemer, som jeg ikke skal komme ind på ved denne lejlighed. Det er im idlertid sikkert, at disse problemers løsning vil trænge sig på med større og større styrke, efterhånden som vi kvitterer det, der h id til har været god latin.
A. C. Petersen
