Af major T. Buchholtz-Nielsen, FN-kommandoen
Cypern ligger i skæringspunktet for stormagtsinteresser - netop der, hvor Europa, Asien og Afrika er hinanden nærmest. Gennem århundreder har øen ofte været skueplads for den stadige kamp mellem de til enhver tid værende stormagter i Øst og Vest —sjældent som et mål i sig selv, snarere som en base eller et trinbræt. Dette er måske netop årsagen til, at de mange skiftende herskere og folkeslag, der i perioder har tilkæmpet sig ret til øen, aldrig har kunnet ændre den græske kultur og det græske sprog, som græske handels- og søfartsfolk tilførte, da de ca. 1400 f.Kr. anlagde små bykolonier på Cypern. Denne græske kultur overlevede fønikere, ægyptere, assyrere, persere, romere, byzantinere, arabere, korsriddere (bl.a. Richard Løvehjerte og den fordrevne konge af Jerusalem, Lusignan), samt de italienske bystater Venezia og Genua. Kristendommen blev allerede i det første århundrede e.Kr. modtaget af græsk-cyprioteme. I korsridderperioden (11.-13. århundrede) blev den romersk-katolske tro en dominerende faktor - et forhold, der varede i ca. 400 år, indtil Cypern i 1571 blev erobret af det mægtige tyrkiske sultandømme (Ottomanstyret).
De tyrkiske herskere så en fare i den romersk-katolske indflydelse og udrensede dens ledere. Den græsk-katolske kirke, der var blevet undertrykt, blev genoprettet, og de tyrkiske myndigheder tillod græsk-cyprio« terne et kulturelt og religiøst selvstyre, hvor den religiøse leder samtidig var den naturlige verdslige og politiske leder - netop sådan som den islamitiske tro traditionsmæssigt selv var og er opbygget. Med det tyrkiske herredømme tilførtes efterhånden - gennem stationerede hærenheder og tyrkiske emigranter - en anselig befolkningsgruppe, der bevarede sin egen kultur og sit eget sprog. Tyrkerne levede adskilt, men tilsyneladende i harmoni med de øvrige befolkningsgrupper på øen. Den græsk-ortodokse kirke blev ret hurtigt en kulturel og politisk magtfaktor. Ærkebiskoppen havde af det tyrkiske sultandømme fået tildelt den særlige opgave at indkræve skat, såvel fra grækere som fra tyrkere. I begyndelsen af det 19. århundrede havde ærkebiskoppen efterhånden tiltaget sig så megen magt, at kirken kom i modsætningsforhold til de tyrkiske herskere. Under den græske frihedskrig (1821-1831) udtalte ærkebiskoppen sig offentligt for Grækenlands uafhængighed af den tyrkiske sultan og indledte en kampagne for at befri Cypern med henblik på sammenslutning med Grækenland. Det tyrkiske sultandømme handlede hurtigt. Ærkibiskoppen, 3 biskopper og flere præster blev offentligt hen« rettet i Nicosia.
Dette skulle blive indledningen til en langvarig kamp for ENOSIS (d.v.s. sammenslutning med Grækenland), og da Tyrkiet i 1878 indgik en forsvarsalliance med Storbritannien, blev Cypern administrativt og militært overdraget til Storbritannien, der til gengæld skulle yde Tyrkiet støtte i dets forsvar over for Rusland. Med i købet fulgte også den stadigt voksende »ENOSIS-bevægelse«. Ved Tyrkiets indtræden i 1. verdenskrig i 1914 på tysk side overtog Storbritannien helt øen, men tilbød allerede året efter Cypern til Grækenland på betingelse af, at Grækenland indgik i verdenskrigen på allieret side. Grækenland ønskede at forblive neutral og afslog tilbuddet. ENOSISbevægelsen på Cypern døde ikke hen af den grund. Særligt de cypriotiske biskopper førte an i agitationen. Op til og under 2. verdenskrig stivnede ENOSIS-bevægelsen af frygt for Mussolinis ekspansionstrang, og Cypern var en tro allieret for Storbritannien. Ca. 10.000 cyprioter - såvel græske som tyrkiske - forrettede tjeneste i de britiske væbnede styrker, halvdelen af dem uden for Cypern.
Efter krigen blev ENOSIS-bevægelsen igen levende. Briterne forsøgte at komme udviklingen i forkøbet gennem tilbud om ny forfatning, genbesættelse af ærkebispesædet og en 10-års udviklingsplan. Tilbuddene blev kun mødt af cypriotiske - efterhånden militært prægede - krav om selvbestemmelse og ENOSIS. I 1947 valgtes den første ærkebiskop Makarios I, som døde kort efter. En ny, Makarios II, valgtes. Denne gennemførte den første uofficielle afstemning om ENOSIS den 15. januar 1950 med overvældende majoritet for ENOSIS. Imidlertid døde han allerede oktober 1950, og ærkebispesædet skulle genbesættes for tredie gang inden for tre år. Den unge biskop af Kitium blev valgt som ærkebiskop Makarios III og fik, som forgængerne, den traditionelle titel af Etnark (= folkefører) for det græske folk på Cypern. Makarios III var født Michael Christodoulos Mouskos i Pana Panayia i Paphos området den 13. august 1913 som søn af en fårehyrde. Makarios besad udprægede politiske evner. Han betragtede ENOSIS som den eneste mulige løsning for Cyperns fremtid, og for at nå dette mål ønskede han skabt en militant organisation, der kunne tage kampen op mod briterne. Makarios kontaktede den cypriotiskfødte græske oberst Georg Grivas, der efter 2. verdenskrig havde været guerillaleder i Grækenland. Grivas begyndte i 1954 opbygningen af en organisation, »EOKA« (= national organisation af cypriotiske modstandsfolk). I de næste 4-5 år formåede Grivas at opbygge en effektiv terrororganisation. Makarios og Grivas havde ingen idé om at fordrive englænderne fra øen. Formålet var primært at gøre Cypern-problemet til et internationalt anliggende og herved påtvinge Storbritannien en løsning, evt. gennem FN. EOKA blev aldrig nogen stor organisation, omend den havde megen sympati hos græskcyprioterne. Styrken omfattede på intet tidspunkt mere end 300 mand. Denne lille styrke, konstant dirigeret af Grivas, anvendte den bevægelige guerillataktik ved aldrig at holde sig fast i bestemte terrænområder. Herved kunne de mere end 30.000 britiske soldater, ledet af en feltmarskal og tre generaler, ikke udrette meget, eller som Grivas selv udtalte: »Man kan ikke jage aber med elefanter«. Dens terror aktiviteter, mord, sprængninger m.v., voldte Storbritannien meget store problemer. I årene 1955-58 dræbte EOKA 342 mand, heraf 142 briter og 84 tyrk-cyprioter. Gennem denne kamp begyndte de to moderlande at virke som poler på de to befolkningsgrupper, der hidtil havde levet fredeligt og adskilt, respekterende hinandens livskulturer. En mistillid mellem de to befolkningsgrupper var under opbygning. Briterne opmuntrede ofte tyrk-cyprioteme til at fremsætte krav om deling (på tyrkisk Taksim) for at neddæmpe ENOSIS-kravet. EOKA ønskede fra starten ingen tyrkisk-eypriotisk deltagelse i kampen mod det britiske styre. Disse forhold bragte naturligt mange tyrkisk-cyprioter i et snævert forhold til briterne, der anvendte dem som støttefolk og hjælpepoliti, der hyppigt blev indsat i kampen mod EOKA. Denne indsnævrede og kortsynede politik frembragte et had mellem de to befolkningsgrupper - et had, der senere skulle få næsten uoverskuelige konsekvenser. Havde Makarios fra starten haft en uafhængig og selvstændig stat som mål, kunne han i de to befolkningsgrupper have skabt en fælles anti-kolonibevægelse i kampen mod briterne og herved gennem et naturligt fællesskab have nået det faktiske mål, uafhængigheden. Storbritannien forsøgte gennem forhandlinger med Grækenland og Tyrkiet at løse problemet ved forslag om øget selvstyre med eget parlament, baseret på et folkevalgt flertal, hvor det tyrkisk-cypriotiske mindretal skulle tilsikres et antal mandater. Storbritannien forsøgte i hele denne periode fra 1955-1959 gennem politiske forhandlinger, primært med Grækenland og Tyrkiet, at finde en politisk løsning på Cypem-problemet. Forslag blev fremsat med vægt på øget selvstyre, selvstændigt parlament og eget kabinet, men stadig under britisk overhøjhed. Ikke mindst Suez-krisen i 1956 og tabet af de britiske baser her havde forøget Cyperns betydning for Storbritannien. Ingen af de fremsatte løsninger tilgodeså ENOSIS-ideen og øgede kun spændingen på Cypern. Makarios blev aresteret i marts 1956 og kraftige anstrengelser blev gjort for at eliminere EOKA, men uden større resultater. EOKA tilbød i marts 1957 at indstille sin aktivitet, mod at Makarios blev løsladt. Makarios blev sat på fri fod, men fik ikke lov at vende tilbage til Cypern. Han tog til Athen, hvorfra han udøvede indflydelse gennem sine afvisninger af fremsatte forslag. Makarios fremsatte selv i september 1958 en udtalelse om, at han kunne acceptere uafhængighed for Cypern efter en periode med selvstyre under et FN-mandat. Den britiske regering tog imidlertid ikke straks standpunkt til Makarios’ ændrede idé, der var ganske mod Grivas’ tanker om ENOSIS, og EOKA genoptog sin terrorvirksomhed. En snarlig løsning var nu en tvingende nødvendighed. Cypem-problemet var blevet en belastning for forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet og indebar en trussel mod NATO’s sammenhold og sikkerhed.
Makarios’ uafhængighedstanke blev mere og mere bakket op - også i FN. Grækenland og Tyrkiet syntes ligeledes at ville støtte ideen, hvorfor Storbritannien bøjede sig for tanken, blot de britiske baser kunne bevares. Grivas gik - hårdt presset af Grækenland og Makarios - ind på at indstille EOKA-kampen, således at egentlige forhandlinger om uafhængighedsplanen kunne komme i gang. Men adskilligt viste, at Grivas’ og Makarios’ enighed var ved at høre op. I februar 1957 mødtes regeringschefer og udenrigsministre fra Storbritannien, Grækenland og Tyrkiet i Ziirich. Her enedes man om en plan omhandlende
- et forfatningsgrundlag for en fri og selvstændig republik Cypern,
- en garantiaftale, i hvilken Storbritannien, Grækenland og Tyrkiet skulle garantere forfatningsgrundlagets bevarelse,
- en allianceaftale omhandlende Grækenland, Tyrkiet og Cypern.
Derefter afholdtes i London i tiden 17.-19. februar 1959 en konference, hvori deltog repræsentanter fra Storbritannien, Grækenland og Tyrkiet samt delegationer fra græsk-cyprioteme og tyrkisk-cyprioteme under ledelse af henholdsvis ærkebiskop Makarios og dr. Kuchuk. En overenskomst blev underskrevet af samtlige deltagende parter - siden hen betegnet som » Ziirich-London-aftalerne «. Neden for gengives i forkortet form de enkelte aftaler, der skulle få så afgørende indflydelse på de senere begivenheder. Forfatningsgrundlaget angav følgende retningslinier for Cypern som fri og selvstændig stat:
- en græsk-cypriotisk præsident og en tyrkisk-cypriotisk vicepræsident, hver med vetoret overfor ministerråds- og parlamentsbeslutninger;
- et ministerråd bestående af 7 græsk-cypriotiske (GK/CYP) og 3 tyrkisk-cypriotiske (TK/CYP) ministre;
- et parlament (repræsentanternes hus) valgt for en 5-årig periode, omfattende 35 GK/CYP og 15 TK/CYP repræsentanter (fordeling 70 % henholdsvis 30 % ): stemmeflertal i begge grupper skulle opnås før vedtagelse af love;
- kommunale råd, et for GK/TYP og et for TK/CYP, med ret til udskrivning af skatter inden for respektive befolkningsgrupper samt med vidtgående beføjelser i religiøse, kulturelle og uddannelsesmæssige anliggender; i de 5 største byer (Nicosia, Famagusta, Limassol, Larnaca og Paphos) skulle etableres selvstændige GK/CYP og TK/CYP by-kommunale råd;
- offentlige institutioner skulle omfatte 70 % GK/CYP og 30 % TK/CYP;
- hæren skulle omfatte 2000 mand, bestående af 60 % GK/CYP og 40% TK/CYP;
- politiet og gendarmeriet skulle omfatte 2000 mand, bestående af 70 % GK/CYP og 30 % TK/CYP;
- domstolene skulle sammensættes inden for angivne distrikter, således at en GK/CYP blev dømt af en GK/domstol og en TK/CYP af en TK/CYP domstol;
- de officielle sprog skulle være græsk og tyrkisk.
I garantitraktaten forpligtede Cypern sig til at sikre sin uafhængighed og territoriale højhedsret. Endvidere forpligtede Cypern sig til at forhindre enhver aktivitet, der havde til formål at opnå sammenslutning med en anden stat eller en deling af øen. Storbritannien, Grækenland og Tyrkiet påtog sig at sikre og garantere Cyperns bestræbelser i nævnte henseende. Ved en militær alliancetraktat forpligtede Grækenland, Tyrkiet og Cypern sig til samarbejde i det fælles forsvar samt modstå ethvert angreb mod Cyperns uafhængighed. Et fælles hovedkvarter skulle oprettes og græske (950 mand) og tyrkiske (650 mand) tropper skulle stationeres på øen. I en deklaration vedr. britiske baser vedgik Storbritannien at afstå sin suverænitet over Cypern med undtagelse af to områder, der skulle bevares som britiske militære baser (Sovereign Base Area, normalt forkortet til S.B.A.), der ikke som Malta omfattede NATO-garantier, hvorfor disse baser således ikke kunne være til disposition for NATO. Makarios vendte 1. marts 1959 tilbage til Cypern og blev modtaget med overvældende hyldest af befolkningen, der således gav tilslutning til ærkebiskoppens politik. Denne hyldest gjorde stærkt indtryk på Grivas, og han udsendte et flyveblad, hvori han vedgik Zurich-London-aftaleme og befalede sine tilhængere at indstille kampen mod briterne, omend det mål EOKA havde kæmpet for, ENOSIS, ikke var nået. Imidlertid varede den tilsyneladende enighed mellem Makarios og Grivas kun kort. Efter at Makarios i april 1959 havde dannet en provisorisk regering i henhold til Zurich-London-aftaleme, forlod Grivas Cypern, men erklærede, at han fortsat ville kæmpe for ENOSIS og mod ZiirichLondon-aftalerne.
Dette skabte en utryghed i den tyrkisk-cypriotiske befolkning og visse grupper begyndte indsmugling af våben til øen. Således var forholdet mellem den græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske befolkningsgruppe allerede spændt ved den nye selvstændige og uafhængige republik Cypem’s dannelse den 15. augaust 1960. Forfatningens komplicerede regler, herunder vetoretten for præsident og vicepræsident, forholdstallene for de to befolkningsgruppers repræsentation, bestemmelserne om stemmeflertal i begge grupper (GK/CYP og TK/CYP) i repræsentanternes hus, samt de selvstændige kommunale råd for de to befolkningsgrupper, bragte efterhånden mulighederne for vedtagelse af nye love til ophør. Det gik - til tyrkisk-cyprioternes store utilfredshed - langsomt med at opfylde forholdstallet (70 til 30) i de offentlige institutioner. Endvidere opstod uenighed om den cypriotiske hærs sammensætning. Makarios ønskede integrerede enheder, medens dr. Kuchuk krævede hæren opdelt i enheder efter tilhørsforhold. Arbejdet i de kommunale råd gik ligeledes trægt, og dr. Kuchuk krævede de 5 største byer delt geografisk som grundlag for arbejdet i disse bykommunale råd. De græsk-cypriotiske ledere overvejede at lade forfatningen sætte ud af kraft, evt. med magt, medens de tyrkisk-cypriotiske ledere truede med væbnet modstand under det tidligere anvendte motto »Deling eller døden«. I et forsøg på at overvinde den håbløse situation fremsatte Makarios i november 1963 et forslag om forfatningsændringer, primært vedrørende ændring af vetoret, afskaffelse af bestemmelse om stemmeflertal i de to grupper i repræsentanternes hus, samt ændring af sammensætningen i de offentlige institutioner og de væbnede styrker, således at denne blev bragt i overensstemmelse med det reelle forholdstal mellem de to befolkningsgrupper. Forslaget blev totalt afvist af den tyrkisk-cypriotiske vicepræsident og parlamentsgruppe, samt den tyrkiske regering, og enhver forhandlingsmulighed brød sammen. Mistilliden mellem de to befolkningsgrupper voksede og undergrundsorganisationer fra tiden før republikken blev igen levende. Et antal hændelser satte alvorligt gang i begivenhederne. En statue i Nicosia af EOKA-lederen Markos Drakos blev den 3. december 1963 ødelagt ved en eksplosion. Fra midten af måneden iværksatte GK/CYP undergrundsfolk, fulgt op af GK/CYP politifolk, kontrol af TK/CYP borgeres identitetskort. 21. december kl. 2.15 gennemførte en GK/CYP politipatrulje en sådra identitetskQntrol af st TK/CYP civilt køretøj. TK/CYP nægtede, åbnede ild og sårede en GK/CYP politibetjent. GK/CYP besvarede ilden og dræbte to TK/CYP - en mand og en kvinde. Denne episode satte alvorligt gang i begivenhederne. TK/CYP politifolk forlod deres poster i Cyprus Police og sammen med TK/CYP undergrundsfolk byggedes barrikader og poster udstilledes ved indkørslerne til de TK/CYP områder. Situationen var helt ude af politisk kontrol. Flere fælles opfordringer fra Makarios og Kuchuk forblev nytteløse. 24. december iværksatte GK/CYP undergrundsfolk - støttet af det græske kontingent- et angreb mod den NE del af Nicosia (forstaden Omorphita) for herved at afskære det TK/CYP kvarter i den indre by. Det tyrkiske kontingent lagde sig i stilling om Nicosia-Kyrenia vejen og hindrede afskæringen. Kampen spredtes over hele øen. Borgerkrigen var i fuld udvikling. Omkring 100 TK/CYP og 80 GK/CYP dræbtes i de første dage efter 21. december og mange gidsler (kvinder og børn) blev taget af begge parter. Situationen var meget alvorlig. Den britiske minister for Commonwealth Duncan Sandys fløj til Nicosia, og politiske drøftelser under dennes forsæde fandt sted mellem Makarios og Kuchuk samt græske og tyrkiske repræsentanter. Endvidere deltog den britiske general Peter Young, chef for styrkerne i de britiske baser (S.B.A.). Drøftelserne varede indtil 29. december. Det besluttedes at etablere en neutral zone i Nicosia ved tilbagetrækning af GK/CYP og TK/CYP enheder til en fastlagt våbenstilstandslinie. General Young indtegnede denne linie med en grøn fedtblyant og herved opstod det senere så velkendte begreb »Den grønne linie«, der siden er indgået som et begreb i konfliktforskningen. Endvidere besluttedes, at britiske tropper (to bataljoner) blev indsat langs »den grønne linie« i Nicosia med opgave at adskille de to befolkningsgrupper og oprette observationsposter til overvågning af de to parter. Opgaven var meget vanskelig, fordi begge parter fortsat ønskede at kæmpe, og der var mangfoldige tilfælde af skydning, gidseltagninger og brandstiftelse. Britiske forstærkninger ankom hurtigt til øen og indsattes i andre sensitive områder, såsom Xeros, Limassol, Larnaca og Paphos.
Imedens foregik stor politisk aktivitet uden for Cypern. Der var drøftelser, dels om etablering af en NATO-styrke (med dansk deltagelse) og dels om en Commonwealth-styrke. Begge forslag forkastedes, primært foranlediget af modstand fra Makarios, men også på grund af en sovjetisk protestnøte, I februar 1964 blev Cypem-problemet fremlagt i FN’s sikkerhedsråd. Den 4. marts vedtog sikkerhedsrådet en resolution vedrørende oprettelse af en sikkerhedsstyrke under FN-opsyn og under kommando af en af FN udpeget chef, samt udvælgelse af en uhildet mægler. Generalsekretæren anmodede kort efter Brasilien, Canada, Finland, Irland og Sverige om at stille kontingenter til styrken. Endvidere blev Storbritannien anmodet om at lade sine indsatte tropper indgå i fredsstyrken. Brasilien afslog, hvorefter Danmark den 18. april blev opfordret til at stille et kontingent til rådighed. Grækenland og Tyrkiet accepterede fredsstyrkens formering og de første canadiske tropper ankom i midten af marts 1964. Den 27. marts blev fredsstyrken erklæret for operativ under benævnelsen UNFICYP (United Nations Forces in Cyprus). 13. maj ankom de første elementer af det danske kontingent, DANCON, der var samlet medio juni 1964. Generalsekretæren besluttede 12. april at oprette et UN-politi på Cypern (UNCIVPOL) foranlediget af de mangfoldige opgaver af rent politimæssig art, der forestod (drab, gidsler og savnede). Således blev Danmark sammen med Australien, New Zealand, Sverige og Østrig anmodet om at bidrage med et politikontingent. UNFICYP fik følgende hovedopgaver pålagt: I verdensfredens interesse
- at forhindre en genopblussen af kamphandlinger,
- at medvirke til genoprettelse af lov og orden,
- at medvirke til en tilbagevenden til normale forhold.
Herudover udgav generalsekretæren en række direktiver og instruktioner, af hvilke de vigtigste her skal fremdrages:
- UN-styrken skal medvirke til genoprettelse af ro og orden og undgå handlinger, der påvirker den politiske situation.
- UN-styrken må ikke varetage funktioner ud over det i resolutionen af 4. marts 1964 anførte.
- UN-styrken må kun anvende våben i selvforsvar.
- UN-styrken skal arbejde upartisk og dens personel må ikke udtale sig offentligt om den politiske situation.
- UN-tropper må kun tage initiativet til anvendelse af væbnet magt i selvforsvar, herunder forsvar af UN-poster, -ejendom og -køretøjer, samt ved støtte til UN-personel der er udsat for angreb.
- UN-tropper må ikke foretage handlinger, der bringer dem i direkte konflikt med parterne, undtagen ved selvforsvar eller hvor UN-tropper er i fare, og hvor den på stedet værende chef skønner dette nødvendigt, alt for at undgå en genopblussen af kamphandlingerne.
-Når UN-tropper handler i selvforsvar, skal princippet om minimumstyrke anvendes.
- Beslutningen skal træffes af chefen på stedet. UN-tropper kan bemyndiges til at anvende magt, hvis en af parterne over for UNtropper
- gør forsøg på med magt at tvinge UN til at trække sig tilbage fra deres stillinger,
- infiltrerer og indeslutter UN-stillinger,
- gør forsøg på at afvæbne UN-tropper,
- gør forsøg på ved magt at forhindre UN-tropper i at udføre deres opgave,
- gør forsøg på at arrestere eller bortføre UN-personel, såvel civilt som militært.
Omend mange bånd nødvendigvis må være lagt på en UN-styrke, havde UNFICYP dog fået tilstrækkelig myndighed til at anvende magt ved selvforsvar. Med de her angivne retningslinier var UNFICYP i stand til at påbegynde opgaven. Til løsningen af denne havde generalsekretæren fastlagt et mere detaljeret program og herunder fremhævet en række opgaver, der primært skulle løses:
- Bevægelsesfrihed på alle veje på Cypern incl. Kyrenia-Nicosia-vejen
- Bevægelsesfrihed for begge befolkningsgrupper
- Fjernelse af alle befæstningsanlæg, primært i Nicosia
- Sammenlægning af det TK/CYP politielement og det cypriotiske politi (GK/CYP)
- Afvæbning ved den cypriotiske regerings og TK/CYP’s lederskabs foranstaltning af alle civile, således at kun det regulære politi og Cyprus Army bærer våben
- Kontrol med ekstremister på begge sider
- Formulering af passende amnestiregler
- Finde veje for at bringe forholdene tilbage til normale tilstande særligt på det økonomiske område - Muliggøre en tilbagevenden af TK/CYP til offentlige kontorer, institutioner m.v.
- Opnå normal funktion af domstole
- Flygtninges tilbagevenden og retablering af deres hjem
- Forhindre med UN-politi, at det cypriotiske (GK/CYP) politi undersøger og anholder TK/CYP
- Opnå genoptagelse af politiske møder mellem GK/CYP og TK/CYP ledere på højt og lavt plan.
Endnu henstår hovedparten af de anførte emner i generalsekretærens program som uløste. Hovedopgaver løses daglig ved konstant indsats fra UNFICYP og dens enheder - kun herved kan mulighed skabes for politisk løsning af generalsekretærens fastlagte program. Når så forholdsvis få af de i generalsekretærens program givne opgaver er løst efter 8 års ihærdige forsøg, har det sin baggrund dels i den stadige dybe mistillid mellem de to befolkningsgrupper, men i lige så høj grad i stormagternes (Sovjetunionen, USA og Storbritannien) samt Grækenlands og Tyrkiets stadige påvirkninger, for hver især at opnå bedst mulig kontrol over det østlige Middelhav. Det er stormagternes kamp - kampen mellem øst og vest, som den har taget sig ud i århundreder. Hele UN-operationen og udviklingen på Cypern kan opdeles i fire faser:
- 1. fase: April 1964-november 1965
- 2. fase: November 1965-marts 1968
- 3. fase: Marts 1968-august 1971
- 4. fase: August 1971-?
I de to første faser dominerede de militære begivenheder totalt ikke mindst på grund af general Grivas’ tilbagevenden til øen i maj 1964 som militær rådgiver for Makarios og fra august 1964 som chef for den af regeringen nyoprettede National Guard (GK/CYP). Klima til gennemførelse af politiske forhandlinger var slet ikke til stede, og UN-tropper havde byrdefulde opgaver med at lægge bånd på de to parters militære handlinger, der med mellemrum frembragte endog meget tilspidsede situationer. Her kan nævnes Koukina-blokaden i august 1965, der afsluttede 1. fase med tyrkiske flys bombninger af GK/CYP stillinger og landsbyer med store skader til følge (33 GK/CYP dræbte og 230 sårede). Endvidere Famagusta-episoden, hvor GK/CYP iværksatte alvorlige trusler mod den TK/CYP bydel i Famagusta med voldsomme kampe til følge (30 GK/CYP og TK/CYP dræbte). Begivenhederne lod situationen stivne og de to parter holdt hinanden i skak i 2. fase - med mellemrum afbrudt af gidseltagninger, bombeeksplosioner og drab. Voldsomme kamphandlinger om de to fortrinsvis TK/CYP beboede landsbyer Kophinou og Ayos Theodorous bragte situationen til bristepunktet i november 1967. Åben krig mellem Grækenland og Tyrkiet var overordentlig nærliggende, foranlediget af det af general Grivas personligt iværksatte angreb på de to byer, hvor 24 TK/CYP blev dræbt. Problemet blev drøftet i FN’s sikkerhedsråd og USA og NATO forsøgte at mægle. Gennem direkte forhandlinger opnåedes enighed om, at Tyrkiet afstod fra invasion, og Grækenland reducerede sine styrker på øen fra 10.000 mand til 950 mand, i henhold til London-Ziirich-aftalerne. Endvidere hjemkaldtes general Grivas til Grækenland. Dette sidste bragte et umiddelbart håb om afspænding. Makarios meddelte allerede i januar 1968 bevægelsesfrihed for alle TK/CYP, undtagen enklaver i og nord for Nicosia, og i marts 1968 meddeltes total bevægelsesfrihed. TK/CYP opretholdt dog fortsat kontrol med trafik til deres enklaver - mistilliden og frygten var for stor. Dette var de første egentlige tegn på afspænding, og FN-generalsekretærens særlige repræsentant, Osorio-Tafall, arbejdede energisk på - efter 4y2 års konflikt - at opnå en løsning ad politisk vej gennem forhandlinger. Situationen gled over i 3. fase, hvor vægten blev lagt på den politiske aktivitet mellem parterne, medens den militære UN-styrke primært havde til opgave at holde parterne adskilt, indledningsvis i »status quo« gennem observation og mægling. Det rette »klima« skulle bevares, således at en løsning kunne opnås gennem de løbende direkte forhandlinger, der var etableret af Osorio-Tafall, og som foregik mellem den cypriotiske regerings repræsentant Glafcos Clerides og det TK/CYP lederskabs repræsentant Rauf Denktash. En række møder fulgte, primært vedrørende den konstitutionelle genopbygning af forholdet mellem de to samfund. Enighed på sekundære områder syntes mulig, men om primære emner (lokalt selvstyre, domstole, politi m.v.) lå synspunkterne langt fra hinanden. TK/CYP ønske om størst mulig autonomi stod over for den cypriotiske regerings ønske om størst mulig integration. UNFICYP’s mandat på Cypern blev fortsat forlænget, i begyndelsen med 3 måneders mellemrum, senere med 6 måneders mellemrum. UN’s sikkerhedsråd følte sig ansvarlig for, at en løsning blev opnået ad politisk vej. Den mere af spændte situation begrundede dog en reduktion af UNFICYP’s styrke fra 6.000 til 4.000 mand. Den stramme økonomiske situation for UN spillede også en rolle. UN’s samlede udgifter til UNFICYP beløb sig til ca. 100 mill. kr. om året. I perioden maj 1964-december 1969 udgjorde de samlede udgifter ca. 800 mill. kr.
Efterhånden som forhandlingerne skred frem - omend langsomt - indledte fanatiske GK/CYP ENOSIS-tilhængere - formentlig inspireret af den kendsgerning, at Cypern mere og mere fjernede sig fra ENOSIS-tanken - bombeattentater mod personer og organisationer, der repræsenterede den moderate fløj, som gik ind for samarbejde med TK/CYP og for et selvstændigt Cypern. Et attentatforsøg på Makarios i marts 1970 understregede denne udvikling og påvirkede naturligt de løbende forhandlinger. Valget i juni 1970 til Repræsentanternes Hus bragte ligeledes en utryg følelse ind i billedet, særligt i Athen og Ankara. Valgdeltagelsen var på 75 %. Den utrygge følelse blev frembragt af det kommunistiske partis voldsomme fremgang fra 2 til 9 mandater. Partiet fik 37 % af stemmerne og opnåede en central placering i GK/CYP politik som det næststørste parti. Makarios tog bestik heraf og spillede på Sovjetunionens øgede interesse for Cypern, inspireret af kommunisternes fremgang. I juni 1971 besøgte Makarios Sovjetunionen og udtalte ved hjemkomsten, at han ville modtage hjælp fra Sovjetunionen, såfremt andre lande ville forsøge at påtvinge Cypern en løsning. Valget i juni 1970 med den store kommunistiske fremgang havde således foruroliget såvel Grækenland som Tyrkiet og bragt disse to lande nærmere i opfattelsen af, at en fælles politik i Cypem-problemets løsning var nødvendig med henblik på at bevare sikkerheden i det østlige Middelhav. Ankara og Athen var enige om, at Makarios’ venstredrejning var hæmmende for den videre politiske udvikling, og de interne forhandlinger mellem Clerides og Denktash endte da også i totalt dødvande i august 1971. Cypem-problemet var gået ind i sin 4. fase. Den uklare situation blev væsentligt understreget ved general Grivas’ hemmelige ankomst til Cypern i september 1971. Dette skabte utryghed i den TK/CYP befolkning. Grivas udråbtes af pro-ENOSIS tilhængere som den nationale leder, og han startede opbygningen af en militant organisation med mulig hensigt at styrte Makarios. Makarios lod i januar 1972 gennemføre en lov om nødbeføjelser samt oprettelse af et særligt beskyttelseskorps på 2.000 mand - en såkaldt præsidentgarde - omfattende håndplukket pro-Makarios personel fra CYPOL og National Guard. Mistilliden mellem Makarios og de græske officerer øgedes. Da det endvidere den 21. januar 1972 blev opdaget, at Makarios hemmeligt havde indkøbt ca. 5.000 lette og tunge infanteri våben - indkøbt i Czekoslovakiet og transporteret til Cypern på et dansk skib - muligvis til brug for den nyoprettede præsidentgarde, brød en alvorlig politisk krise ud mellem Makarios og den græske regering. Athen afleverede 11. februar en skarpt formuleret note til Makarios, hvori krævedes dannelse af en samlingsregering, bestående af alle nationalt-græsk indstillede elementer (altså uden kommunisterne). Endvidere krævede Athen, at våbensendingen afleveredes til UNFICYP. Samtidig krævede Cyperns tre biskopper i en fælles erklæring, at Makarios gik af som præsident. Gennem UN-generalsekretærens særlige repræsentant Osorio-Tafall opnåede UN, at våbnene overførtes til HQ/UNICYP’s lejr under bevogtning af UN-tropper. I juni 1972 bøjede Makarios sig for endnu et af Athens krav og omdannede sin regering, der dog ikke omfattede Grivas- eller ENOSIS-tilhængere. Vejen var nu banet for genoptagelse af forhandlingerne mellem de to parter og UN’s generalsekretær Kurt Waldheim fik da også under sit besøg i juni 1972 de to parter Makarios og Kuchuk bragt sammen. I de nye forhandlinger, der ledes af Osorio-Tafall, deltager Clerides fra græsk-cypriotisk side og Denktash fra tyrk-cypriotisk side samt en såkaldt teknisk rådgiver (ekspert i folkeret) fra henholdsvis Grækenland og Tyrkiet. Der er foreløbig gennemført to runder med ugentlige møder, og herigennem er skabt et fælles forhandlingsgrundlag for næste runde, der indledtes 26. september og som omhandler de helt væsentlige problemer vedrørende det tyrkisk-cypriotiske mindretals indflydelse dg deltagelse i regeringsarbejdet og centraladministrationen, såvel som i distrikternes ledelse og administration. Det tyrkisk-cypriotiske samfund har de sidste år ihærdigt arbejdet på at opbygge en selvstændig administration med en folkevalgt forsamling og et eksekutivråd med udøvende myndighed til seks lokale tyrkisk-cypriotiske distriktsadministrationer. Det tyrkisk-cypriotiske krav om bevarelse af dette lokale selvstyre med egen væbnet sikkerhedsstyrke står over for Makarios’ faste idé om en enhedsstat (»unitary state«), uden tale om federation eller kantonopdeling og med en fælles integreret sikkerhedsstyrke. Det tyrkisk-cypriotiske ønske om størst mulig separation står således over for det græsk-cypriotiske ønske om størst mulig integration. Cypem-problemet glider i de kommende måneder ind i en sensitiv politisk fase, hvor et sammenbrud kan udløse en ny militær styrkeprøve. Grivas’ indflydelse - omend den synes væsentlig aftaget - må fortsat betragtes som en foruroligende faktor ved en politisk løsning. (Afsluttet 27. september 1972).
