Log ind

Oversergent Victor Krohn »Kastellets historiker«

#

»Hvert år - så længe jeg kan - går jeg den 25/4 ud i Kastellet, stiller mig på den plads, jeg indtog den første dag, jeg mødte ved 1. Bataljon og lader tankerne gå tilbage. Derefter går jeg op på volden, ser ud over de lave huse og takker for de gode minder, jeg ejer fra årene derude. Til Kastellet har jeg for mange, mange år siden tabt mit hjerte. Og jeg har aldrig fået det igen!«

(Pens. oversergent Victor Krohn i »Berlingske Tidende« 2/12 1939)

Et militær- og personalhistorisk bidrag til hærens historie

Siden artillerikaptajn Mourits Heidenreich i 1760 som den første danske militærhistoriker udgav sit værk »Kong Christian den Femtes Krigshistorie«, kan den danske hær opvise en lang række officerer, som har ydet væsentlige bidrag til dansk militærhistories forskning og deraf følgende forfattervirksomhed, bidrag, som også i vid udstrækning er blevet benyttet som kilder af danske faghistorikere. De mest markante af disse militærhistorikere har naturligvis fået behørig omtale i biografiske leksika, i »Militært Tidsskrift«s skiftende årgange og i afdøde oberstløjtnant Helge Klints bog »Militærhistorie« fra 1970 i serien »Dansk historisk Fællesforenings Håndbøger«. En enkelt, betydningsfuld militærhistoriker er dog kommet til at føre en skyggetilværelse i forsvarets annaler. At han ikke i den militærhistoriske litteratur er blevet gjort til genstand for en udførlig biografi, er besynderligt, og at han heller ikke er nævnt - overhovedet - i sidstnævnte publikation, der ellers i komprimeret form opsummerer de betydeligste danske militærhistorikere, er mere end beklageligt, da hans omfattende litterære produktion, baseret på et langt livs seriøse kildestudier, ydede ham anerkendelse blandt civile historikere, ligesom de ham tildelte dekorationer for hans militærhistoriske forskningsindsats automatisk må placere ham som en betydningsfuld dansk militærhistoriker.

Det drejer sig om afdøde oversergent af linien Victor Krohn, som allerede før sin død i 1946 fik det fornemme tilnavn »Kastellets historiker«, som han også er nævnt under i Svend Dahls og P. Engelstofts »Dansk biografisk Haandleksikon«, bd. II, fra 1923, og som alle senere forskere og kendere af Kastellets omfattende historie må vedkende sig i dyb gæld til. Nærværende afhandling om Krohns liv og livslange militærhistoriske virksomhed er hovedsageligt udarbejdet på grundlag af hans store privatarkiv, som for det mestes vedkommende blev afleveret til Hærens Arkiv i 1944 af ham selv og resten efter hans død af Krohns søn, fhv. fuldmægtig Frits Krohn, som i år (1979) nærmer sig de 90 år. Arkivet, der fylder flere reolmeter og ikke tidligere er undersøgt, består af flg. hovedgrupper, såvel hånd- som maskinskrevne:

1. Familien Krohns slægtebog, udarb. af Victor Krohn.

2. Krohns personlige livserindringer.

3. Krohns militære karriere, stamblad, udnævnelser, diplomer, afgangsbeviser m.m.

4. Et manuskript »Mine Officersvenner«.

5. En brevsamling.

6. Materiale til belysning af Krohns virke som stifter af og første formand for »Underofficersforeningen«.

7. Oversigt over Krohns litterære produktion

Dertil kommer selve det militærhistoriske stof. Det omfatter primært:

1. 17 kvartbind, indeholdende det håndskrevne arbejde »Notitser til Kastellets Historie«.

2. 8 mapper indeholdende div. afhandlinger, excerpter, billeder, notater, bilag etc.

3. Mere end 100 lysbilleder vedr. Kastellet.

4. Et stort antal fotografiplader.

For tilladelse til studier i Krohns privatarkiv takker jeg hr. Frits Krohn samt hærarkivaren, hr. oberst E. Weigaard Jørgensen. Desuden er anvendt de aktstykkesamlinger og trykte værker, som fremgår af den anførte bibliografi. Viggo Henrik Victor Krohn, der blev født den 2. december 1859 i København, var ud af gammel slesvigsk slægt, der stammede fra egnen omkring Mysunde. Hans forældre var sognepræst ved Nykirke ved Flensborg Johan Theodor Sophus Krohn (1823-65) og hustru Ane Marie Elisabeth Krohn, f. Truelsen (1823-1910). Uheldigvis for Krohn faldt faderen bort af en langvarig sygdom allerede i 1865, da drengen altså kun var fem år, og han berøvedes i en alt for ung alder den støtte og hjælp, en fader er for sine børn. Krohn gør i sine erindringer - noget vemodigt - gældende, at havde faderen levet, til han var blevet voksen, var han nok blevet student og dermed fået en anden social placering i samfundet. Af moderen blev han sat i Latin- og Realskolen i St. Kongensgade 55 - det senere Lyceum - og det var allerede dengang tydeligt, at han havde sans og nemme for dansk stil og historie. I hans skoletid blev voldene omkring København brudt ned, og det langvarige arbejde, hvorunder mange jordfund blev gjort, interesserede drengen levende og var formentlig med til at stimulere hans senere så udtalte forskertrang. Han havde således selv lejlighed til at kravle ind i »Jarmers Tårn« og »Hanetårnet« i den gamle udgravede Nørreport ud for Nørregade, hvilke to sidste synlige minder om Københavns gamle fæstningshistorie desværre blev nedbrudte. I erindringerne giver Krohn selv udtryk for, at han i skolen til sidst blev doven, og da der i hjemmet tilsyneladende ikke var den faste hånd, en dreng af Krohns type åbenbart havde nødig, blev der aldrig tale om nogen videregående uddannelse ud over den pligtige skolegang. Det kom han til at lide under resten af sit liv, da han jo unægtelig kom fra et kultiveret hjem, hvis ånd og kultur næppe harmonerede med en underofficers gerning i hine dage. Efter konfirmationen i 1874 i Slotskirken sattes drengen i glarmesterlære, men da moderen hørte, at han herunder måtte køre med trækvogn, og dette ikke passede præsteenken, blev drengen taget ud af lærepladsen. Senere kom han i en plads hos en vinhandler i Gothersgade, men heller ikke dette gik, skønt Krohn efterhånden var blevet forlovet. En skønne dag var han nået frem til sessionen, og Krohn fandt i hæren endelig en tilværelse, han fuldt og helt kunne acceptere og traf sin beslutning at blive fast underofficer. Den 25. april 1880 mødte han som rekrut ved 1. Bataljons 1. kompagni i Kastellet under chefen kaptajn O. N. Grønning (1850-1912). Den 31. juli s.å. udnævntes han til korporal og gennemgik dernæst i den følgende vinter underkorporalskolen, en ordning, han selv fandt var den omvendte verden (blev senere lavet om). Den 1. april 1882 udnævntes han til sergent og sendtes på sergentskole i 1883. Det er interessant at studere Krohns stilebøger fra skolen 1883/84, som han har bevaret. Det er ganske tydeligt, at Krohn havde store evner som fortæller, skribent og - senere - forsker. Dertil kom en glødende national holdning, som mellem civile bekendte har været vanskelig at opretholde i de nationalt bovlamme år efter 1864.

Skærmbillede 2020-04-14 kl. 15.05.39.png

Oversergent Viggo Henrik Victor Krohn (2/12 1859-17/7 1946). - Krohn ses her i sin manddoms år som oversergent ved 1. Regiment, dekoreret m ed 16-års Hæderstegnet for underofficerer. Han er iført galla for underofficerer i fodfolket m. chakot m. pom pon, ovesergentsabel M /1854 m. felttegn i sølv trækker arbejde. Sablen tildeltes oprindelig de uberedne kommandersergenter i hæren og udleveredes fra 1869 til fodfolkets oversergent er. - Fotografi fra ca. 1900.

Foto: Det kgl. Biblioteks Kort- og Billedsamling.

Det fremgår endvidere tydeligt, at Krohn har haft et yderst følsomt sind, der måske har grænset til det depressive, hvad der kom til udtryk langt senere, især i forbindelse med hans arbejde som stifter af Underofficersforeningen. Han har bl.a. efterladt en fristil, som han har kaldt »En Invalids Historie«. Det er en dybtfølt, velskrevet historie om en landsbyspillemand med træben. Som hornblæser mistede han benet i slaget ved Dybbøl 1864 og lever nu en kummerlig tilværelse, glemt af samfundet. Stilen viser den unge sergentelevs stilistiske evner og store indfølingsevne til at komponere et engageret stykke militær- og kulturhistorie. I 1884, efter udnævnelse til sergent, indgik han giftermål med sin forlovede, Augusta Marie Wilhelmine Fuglede, født den 30. maj 1859, og parret flyttede ind i en beskeden tjenestebolig i Kastellet. Efter Krohns papirer at dømme var han en dygtig underofficer. Han tildeltes i 1887 »eksercersnoren«, en ca. 2 cm bred sølvsnor på skrå på venstre overærme for »flid og duelighed i eksercerskoler«, og året efter sendtes han på Skydeskolen for Haandvaaben og uddannedes til skydelærer i fodfolket. Det følgende år tildeltes han efter sædvane Hæderstegnet for 8 års Tjeneste. Der er i dette livsforløb næppe noget særegent, der adskilte Krohn fra andre jævnaldrende underofficerers tilværelse, men omkring århundredskiftet tændtes den historiske gnist, der skulle få Krohn til at betræde den militærhistoriske bane, og som han fortsat med usvækket iver og interesse vandrede ad til sin død ca. 47 år senere. Den 1. oktober 1898 udnævntes Krohn til oversergent ved 21. Bataljons 4. kompagni, og det var i denne grad, han skulle få et navn som militærhistoriker. En dag var Krohn i sin egenskab af skydelærer fulgt med opstillingskommandoet ud til skydebanerne på Amager, inden resten af kompagniet kom. Det var kompagniets 3. deling, der den dag havde denne afgivelse, og til Krohns store forundring fulgte delingsføreren, premierløjtnant E. G. A. N. Brix (1873-1932) med sin deling til denne tjeneste, hvad en officer normalt aldrig gjorde. En yngre sergent førte delingen, medens Brix og Krohn fulgtes ad inde på fortovet. De kom i snak om Københavns militære historie, hvor Krohn var godt hjemme. Da de nåede ned i Christiansgade bag Det kgl. Bibliotek, sagde Brix pludselig: »Det er i grunden mærkeligt, at der aldrig er nogen, der har tænkt på at skrive Kastellets historie!«

Denne udtalelse blev Krohns skæbne. Han kastede sig herefter i fritiden med stor iver over Danmarks militærhistorie i dens mange facetter, og som Kastellets historie jo er en ypperlig eksponent for. Mange år senere sendte Krohn den da afskedigede oberstløjtnant Brix en varm tak, fordi han havde været igangsætteren til den interesse, der havde fyldt Krohns liv. At underofficeren Krohn var begyndt at interessere sig for Kastellets historie, må være rygtedes i garnisonen. Det kom bl.a. kasernekommandanten, oberstløjtnant L. Gerlach (1834-1924) for øre. Han foreslog en dag Krohn at holde et foredrag om fæstningen i soldaterhjemmet, og Krohn indvilligede. Da de efter foredraget forlod lokalet sammen, ytrede Gerlach: »De ved jo meget mere om Kastellet, end jeg gør! Nu skal jeg sætte Dem i forbindelse med kaptajn Krabbe, der tidligere har arbejdet med den opgave, men har opgivet den!« Kaptajn, senere generalmajor C. F. Krabbe (1858-1920), farbroder til den senere oberstløjtnant i Den kongelige Livgarde H. Krabbe (1904-79), der i 1964 udsendte det monumentale værk »Kastellet gennem 300 Aar«, sendte beredvilligt en hel del materiale, notitser og udklip samt kladdemateriale til Krohn, som denne kunne starte med. Det er besynderligt, at den historisk uskolede oversergent - ved at gennemgå det tilsendte materiale - allerede kunne se og studsede over, at Krabbe var »gået udenom alle kilderne«, som Krohn udtrykker sig, og kun havde extraheret trykt litteratur, hvorved det indvundne stof, der skulle bygges videre på, begribeligvis hurtigt fik sin begrænsning, ligesom det stod Krohn klart, at der i dette materiale ikke kunne indvindes nye forskningsresultater. Det tvang meget hurtigt Krohn ind i Hærens Arkiv, dansk militærhistorisk forsknings højborg, til alt det utrykte og upublicerede materiale, og han fandt her en institution og en arbejdsmark, han kom til at holde af resten af sit liv. Krohn ville stædigt videre, og han henvendte sig derfor til den fra 1864 så kendte oberstløjtnant P. Fr. Rist, der på dette tidspunkt var chef for 15. Bataljon og tillige for Generalstabens historiske Arbejder, og som Krohn meget naturligt ansås for at kunne yde bistand. Rist var noget for sig selv som officer. Selv var han kendt som forfatter til »En Rekrut fra 64«, og han og den unge løjtnant i »Efter Dybbøl« er begge i det store og hele selvportrætter, ligesom mange af personerne i hans noveller er i stærkt åndeligt slægtskab med ham. Han gav senere i »Kronborg, Brudstykker af uskrevne Memoirer« i »Juleroser« fra 1921 en henrivende skildring af den periode af hans liv, der vel nok var den lykkeligste. Krohn fandt ham som mand flot med store smukke træk, den hvælvede pande, der efterhånden kom til at ligne Strindbergs, den kække moustache, der var kulsort, da han var ung og de store mørke øjne, ingen - københavnerne allermindst og en militær synder, der stedtes for hans åsyn, slet ikke - kunne stå for. Da Krohn fremførte sine planer om at udforske Kastellets historie, hørte Rist skeptisk på ham og - besynderligt nok - kom med flg. konklusion: »Lad være, der er ingen historie i Kastellet, og De kan næppe skrive den, hvis der er nogen! Men alligevel, nu skal De få nogle bøger, for De skal begynde med, hvad der foreligger!« Det blev begyndelsen til et årelangt bekendtskab mellem de to mænd. Krohn kom ofte i hans hjem på Toldbodvejen, og de to naturer - så langt de end var fra hinanden i såvel militær som social henseende - formåede via militærhistorien at bygge bro og mødes i et venskab. Krohn erindrede mange år efter Rists død, hvordan de om sommeren efter tjenestens ophør sad i Rists hjem og for åbne vinduer hørte militærmusikken ovre fra Kirkepladsen, medens Rist »med sit smukke organ« ivrigt diskuterede med gæsten. Krohn havde også noget senere den store glæde, at selveste den kommanderende general (hærchef), generalløjtnant Ellis Wolf (1856-1938), farfader til den senere chef for Forsvarsstaben, nulevende pens. generalløjtnant E. H. Wolff, interesserede sig for hans historiske arbejde. En dag på sin ridetur standsede Wolff Krohn på gaden og bad ham en dag vise sig rundt i Kastellet. Wolff mødte den berammede dag op i uniform og sagde til Krohn: »Nu har De ledelsen!« Derefter gennemgik parret Kastellet fra A til Z, både oppe og nede, og det tog en hel formiddag. Bagefter inviterede Wolff oversergenten på frokost i kommandantboligen, hvad der hurtigt rygtedes overalt i Kastellet. Efter frokosten serveredes et fad usædvanligt udsøgte jordbær. Wolff spurgte Krohn, om ikke hans bær fra haven bag tjenesteboligen var dejlige. Denne svarede naturligvis jo, men føjede til, at det jo ikke var så mærkeligt. Da generalløjtnanten så uforstående ud, meddelte Krohn tørt, at den oprindelige kystlinie var gået tværs over Kirkepladsen, hvorfor der, da man opførte ydervoldene et godt stykke ude i vandet, var opstået to meget store og ca. seks alen dybe, vandfyldte huller, hvor generalens have og den såkaldte »Grønneplads« nu var, samt at disse huller i Kastellets første år blev anvendt som - renovationsbeholdereü! - der til sidst blev dækket af et lag muldjord. Så forstod Wolff og morede sig kosteligt over sine bærs fine kvalitet! I denne periode - i de første år af dette århundrede - blev Krohn en dag ringet op af militærhistorikeren, daværende generalmajor A. P. Tuxen, der i 1899, et par år før Rist forlod de krigshistoriske arbejder, havde udsendt 1. bind af det omfattende 1 O-binds værk »Bidrag til store nordiske Krigs Historie«. Han havde venligst gennemgået en større, maskinskrevet fremstilling om »Kastellet Frederikshavn som Fæstning«, som Krohn havde udarbejdet i fritiden, og vidste, at oversergenten efterhånden var den i landet, der vidste mest om Kastellet. Tuxen, som Krohn også fik bekendtskab med, skulle vise en slægtning af den svenske general Magnus Stenbock (1665-1717), der under Store nordiske Krig havde siddet fængslet i Kastellet i fire år, hvor hans fængsel havde været. Krohn kom til stede, blev præsenteret for svenskeren, og Tuxen sagde med et glimt i øjet til ham: »Knib ham i armen, for det er en ægte Stenbock i sjette generation!«

Skærmbillede 2020-04-14 kl. 15.06.41.png

Oberstløjtnant af fodfolket Peter Frederik Rist (7/7 1844-25/6 1926). - Deltog som friv. officersaspirant i krigen 1864 og fulgte med Scharffenbergs 8. Brigade i m odstødet ved D yb b ø l M ølle, hvor han blev såret. Resten af felttoget gjorde han m ed som sekondløjtnant. Blev kaptajn 1881, oberstløjtnant 1894 og afgik 1904 med obersts karakter. Under sit lange garnisonsliv ved 18. Bataljon i Helsingør vågnede hans litterære interesser, og under besøg i hovedstaden hørte han Georg Brandes’ forelæsninger, der æggede ham til digterisk produktion. Han begyndte sit militærhistoriske forfatterskab med »Fra Støvlet-Tiden« (1884), og senere udgav han bl.a. - støttet på dagbøger og breve - »Olaf R y es Saga« (1899). I sine bøger om 1864 har han givet en række på ên gang folkelige og kunstneriske billeder af krigen, både officererne og Jens’erne, kammeratskabet og slagteriet, rædselen, idealismen og offerviljen. Rist er her iført snorejakke for officerer af infanteriet og bærer en ureglementeret sabel af privatmodel. - Fotogafi fra ca. 1900.

Foto: Hærens Arkiv.

Foruden sit livslange arbejde med dansk militærhistorisk forskning kom Krohn også til på et andet område at øve en militærkulturel indsats, som skulle gøre ham endnu mere kendt i hæren end hans historiske arbejde. Han blev den, der samlede den danske hærs underofficerskorps, skabte stands- og kammeratskabsfølelse hos dette og blev stifter og første formand for »Underofficersforeningen«. Det er en indsats, som ikke hører hjemme i denne fremstilling, men som i sig selv danner et overmåde interessant stof til en fremstilling om hæren på de indre linier omkring århundredskiftet. Det vil dog være uretfærdigt og give et skævt billede af Krohn, om den ikke kort blev omtalt i en udførlig biografi om manden. Krohn kom, som anført, fra et »pænt« hjem, og i hans første år som underofficer deltog han normalt ikke i de selskabelige sammenkomster, der fandt sted blandt 1. Bataljons underofficerer. Nogen faglig sammenslutning af underofficerer eksisterede ikke ved nogen af afdelingerne, kun understøttelses- og begravelseskasser samt sang- og skydeforeninger. Der herskede dengang gennemgående et dårligt forhold mellem afdelingernes underofficerer. Man undså sig ikke for at »knalde« hverandre for tjenesteforseelser, en stabssergent kunne ikke sidde ved bord med en sergent, drikkeriet i »tutten« var ofte udtalt, og tonen kunne være rå, ofte ledsaget af slagsmål. Selvmord p.g.a. næringssorger i de børnerige, dårligt lønnede underofficersfamilier var ret almindeligt. At en underofficer lod sig beværte af en menig kunne også ske, selv om det var strengt forbudt. I 1889 fejrede bataljonens underofficerer 25-års dagen for slaget ved Sankelmark, og Krohn følte, at han her ikke godt kunne blive borte. Han, den stærkt nationale og yderst følsomme mand, glemte aldrig siden, hvorledes en ældre, hæderkronet stabssergent, der havde deltaget i slaget, bevæget rejste sig ved bordet for at sige nogle mindeord om dagen og slaget.

Han blev gang på gang afbrudt af kåde og rå tilråb fra nogle af de tilstedeværende. Da dette ikke fik ham til at standse, råbte en anden stabssergent af et helt andet kaliber: »Åh, hold nu kæft for Satan med alt det forbandede vrøvl og lad os få noget at drikke!« Krohn gik rystet derfra og besluttede at gøre noget for at hæve sin stand, kulturelt og socialt, og resultatet blev efter mange forhindringer »Underofficer sf or eningen«, som efterhånden - trods indædt modstand fra officerskorpset - op mod 1. verdenskrig talte alle faste underofficerer som medlemmer, og som med årene, da sindene på begge fronter var faldet til ro, gav Krohn både civil og militær anerkendelse. Et enkelt lille træk skal belyse forholdene omkring foreningens første år, en episode, vi i vore dages organisationsmættede tid kan smile overbærende ad, men som for Krohn og hans kolleger var dødelig alvor. Krohn havde en aften været til generalforsamling i foreningen. Da han næste morgen var på vej fra sin bolig i Kastellet og til kompagniets våbenkammer, råbte hans kompagnichef til ham tværs over Kirkepladsen: »Jeg hører, De har været til møde i Deres forening! De stiller på mit kontor kl. 10.00 med foreningens forhandlingsprotokol, da jeg ønsker at se, om De har diskuteret tjenestesager!« Krohn nægtede og blev på stedet indmeldt til kommandanten! Krohn studerede fortsat intenst militærhistorie i alle afskygninger. Fortifikation, våbenhistorie, militærmusik, militær personalhistorie o.m.a., ligesom han jævnsides hermed studerede Københavns topografi og fæstningshistorie. Alt måtte han lære sig selv om søndagen og ved aftenlampens skær, når dagens lange tjeneste var forbi, og han ikke var vagtkommandør eller i kantonnement. Han gik heller ikke af vejen for at studere historiefagets forskellige discipliner, kildekritik, tydning og tolkning af håndskrifter, historisk metode, heraldik o.s.v., uden kendskab til hvilke al dybere historisk forskning ville være en lukket verden for ham. Han havde i den henseende en vigtig fordel frem for nutidens historieforskere. I sin skolegang havde han lært gotisk håndskrift, som først afskaffedes endeligt i danske skoler i 1875. Det gav ham et forspring i at studere de utrykte kilder i fx. Hærens Arkiv, som man i dag må misunde ham. Hærens Arkiv blev på sin vis hans andet hjem. Han sad der, så ofte hans tid tillod ham, og alt, hvad han indsamlede af viden, noteredes flittigt ned på alt, hvad der var inden for rækkevidde, fra flotte kartotekskort og til bagsiden af sporvognsbilletter og arkiveredes omhyggeligt. Når han skønnede, han havde gjort et »fund«, var han ikke, som visse andre, tilbageholdende med at meddele det til arkivets chefer, i årene 1895-1905 overretssagfører F. M. Calmer (1863-1905) og hans afløser, kaptajn i forstærkningen H. F. Bilsted (1837-1915) samt den hærarkivar, Krohn skulle få mest med at gøre, dansk militærhistories Nestor, kaptajn af fodfolket K. C. Rockstroh (1860-1942), der var chef for arkivet i perioden 1921-30, Krohns mest produktive periode. I de første år, medens Krohn endnu var oversergent, nøjedes han med at forske og samle viden, gøre notater og holde foredrag. Han vovede sig endnu ikke ud med et trykt arbejde. Det skete først efter hans afgang fra hæren. Han kom i disse år i forbindelse med oberst V. Tretow-Loof (1851-1920). Denne boede på Kastelsvejen over for Blindeinstituttet, var også meget interesseret i militærhistorie og indbød ofte Krohn til sit hjem, hvor de over en kop kaffe, skænket egenhændigt af oberstinden, drøftede den fælles interesse. At en underofficer dengang beskæftigede sig med militærhistorie, var nok i manges øjne ikke så lidt af en anakronisme. Krohns erindringer meddeler da også med en vis bitterhed flere tilfælde, hvor han blev mødt med kulde og arrogance - ganske som H. C. Andersen oplevede det - når han søgte råd hos mennesker, som altså ikke var i besiddelse af så megen kultur og åndelig fribårenhed, at de formåede temporært at adskille underofficeren og militærhistorikeren fra hinanden. I 1906 gjorde Krohn tjeneste ved 15. Bataljons 3. kompagni under kaptajn C. T. Lind-Hansen (1863-1929). Han var hængt godt op, da han samtidig var skydelærer, kommandounderofficer (fg. stabssergent) samt våbenmester og furér. Samme år blev han forbigået til udnævnelse til stabssergent, hvad der blev noget af et chok for ham. I erindringerne mener han, det skyldtes hans arbejde med Underofficersforeningen, som alle i hæren, fra yngste løjtnant og til den kommanderende general, vogtede på med Argusøjne. Han fik en voldsom depression, ingen kunne eller ville oplyse ham om årsagen til forbigåelsen, og ønsket om at opgive formandsskabet og udtræde af hæren overvældede ham ganske. Da han fik at vide, at der var en stilling som skriver i Indenrigsministeriet ledig, gjorde han under svære anfægtelser op med sig selv og fremsendte en ansøgning om afsked. Den blev øjeblikkelig imødekommet, og han meddeltes afsked af krigsmagten med pension fra den 30. april 1906. Han søgte stillingen i Indenrigsministeriet og fik den med fast ansættelse fra den 1. april 1907. Helt slippe hæren kunne Krohn dog ikke. Da Indenrigsministeriet intet havde at indvende, søgte Krohn om ansættelse i reserven - hvilket indebar, at han én gang årligt skulle møde til 14 dages tjeneste - og han håbede lønligt ad denne vej at kunne opnå den eftertragtede udnævnelse til stabsergent af reserven. Han ansattes i nr. ved 3. Division under generalmajor Ellis Wolff. Stabssergentgraden opnåede han dog aldrig, hvad der resten af hans liv var som et åbent, væskende sår. Det er paradoksalt og en underlig skæbnens finger, at den afskedigelse, der afbrød Krohns militære karriere af linien, åbenbart gav ham en oprejsning og balsam på det forpinte sind på en anden måde. Hans nye stilling i Indenrigsministeriet på Slotsholmen gav ham nemlig endnu større mulighed for at drive studier i Hærens Arkiv, end han formentlig nogen sinde ville have fået som over- eller stabssergent, og dansk militærhistorie må således egentlig være tilfreds med, at han blev forbigået og søgte ud af hæren. I 1907 vovede Krohn sig ud første gang med en offentligt publiceret artikel. I 1. Regiments soldaterblad »Kastellet« fik han trykt »Lidt om Henrettelser, særligt for Kastellets Vedkommende«, altså militære eksekutioner. To år efter bragtes i den fornemme skriftrække »Hist. Medd. om Staden Kbh. og dens Beboere«, udg. af Kbh. kommunalbestyrelse, hans store fremstilling »Kastellet Frederikshavn som Fængsel«. Gennem de kommende år blev han en flittig leverandør til dette tidsskrift, hvad der skaffede ham mange glimrende kontakter i civile kredse, hvor man også i de første år var lidt forundret over, at en underofficer kunne andet end kommandere og eksercere. Han blev herigennem en god ambassadør for hærens personels estime i befolkningen. Herefter begyndte Krohns egentlige periode som militærhistorisk forsker og forfatter. Han blev kendt både i hæren, ministeriet og befolkningen, da han også jævnligt leverede kronikker og forskellige indlæg til dagbladene og de militære tidsskrifter, jævnsides med, at forsknings- og indsamlingsvirksomheden i arkiver og museer fortsattes med usvækket kraft. Hans stilling i Indenrigsministeriet, der lå tæt på Hærens Arkiv, gav ham mulighed for, hvis han mødte lidt tidligere om morgenen, at gøre sit arbejde hurtigere færdigt end ellers, hvorefter han hastede over i Hærens Arkiv og kastede sig over forskningerne og gjorde notater, hvorefter det indsamlede materiale om aftenen bearbejdedes i hjemmet. Her i kronologisk orden at anføre Krohns omfattende produktion gennem 45 år vil ikke være muligt. Den er derfor anført sidst i denne fremstilling som bilag og vil i sig selv være en udførlig kildeoversigt til Kastellets brogede historie.

Skærmbillede 2020-04-14 kl. 15.08.05.png

Generalløjtnant August Peder Tuxen (4/3 1853-6/1 1929). - Udnævntes til sekondløjtnant i Ingeniørkorpset 1874, premierløjtnant af fodfolket 1876, kaptajn 1885, oberstløjtnant 1899, oberst 1906 samt generalmajor og chef for 2. Jyske Brigade 1908, for 3. D ivision 1910, generalløjtnant og kommanderende generalløjtnant i 2. Generalkommandodistrikt 1911, overgeneral 1917 og afgik 1918. Han stillede i alle sine højere stillinger betydelige fordringer til sine undergivne, men forstod samtidig i høj grad at udvikle deres gode soldater- og føreregenskaber og påskønne disse, hvor de fandtes. I 1924 kom hans store arbejde om Poul Vendelbo Løvenørn, der foruden at give omfattende personalhistorisk stof behandler tidsrummets politiske og militære historie. 1918 æresdoktor v. Lunds universitet. Han ses her iført snorejakke, bærende Stor- og Sølvkorset. - Fotografi fra ca. 1920.

Foto: Hærens Arkiv.

I 1916 kunne Underofficersforeningen fejre 25-års jubilæum. Det skete ved en storstilet festlighed den 30. oktober på Den kgl. Skydebane og med deltagelse af særligt indbudte gæster som forsvarsminister P. Munch (1870- 1948) og den kommanderende general, generalløjtnant J. V. C. Gørtz (1852— 1939), kommandanten i København og andre civile og militære honoratiores. Om end Krohn nu stod i reserven, var han selvfølgelig inviteret med som æresgæst, og han blev under et varmt bifald udnævnt til æresmedlem, hvad der bevægede ham meget. Hans i begyndelsen så omstridte indsats er alligevel blevet værdsat på allerhøjeste sted, for han blev ved samme lejlighed dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn til hans store forbavselse, en indstilling, der formentlig er foretaget af foreningens bestyrelse. Dekorationen fik han i øvrigt på en særdeles kuriøs facon, der tog noget af glæden for ham. Ved ankomsten til skydebanen med hustruen og et par af de ældste børn, henvendte ude i garderoben en menig garder sig til ham og spurgte, om han var oversergent Victor Krohn. Da Krohn svarede ja, rakte garderen ham en tyk kuvert, hilste og trådte af. Krohn åbnede kuverten, hvori dekorationen lå sammen med bånd og diplom. Kors og bånd var ikke monterede, og med hjælp af garderobekonen måtte fru Krohn hurtigt mobilisere nål og tråd og samle de to effekter, så Krohn kunne bære dekorationen ved sin indtræden i salen. I forbindelse med jubilæet udkom bogen »Den danske Underofficer. Et Bidrag til Hærens Historie«, skrevet af guide i Generalstaben J. Krøier og oversergent J. Hinge. Det store, rigt illustrerede værk, der ofte senere er blevet benyttet som historisk kilde, opnåede i aviserne gode anmeldelser. Krohn havde på indstændig opfordring fra foreningens bestyrelse skrevet afsnittet om foreningens første vanskelige år. Året efter skaffede hans militærhistoriske forskningsresultater ham et legat på 500 kr. fra Den Grevelige Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse. I denne periode, omkring slutningen af 1. verdenskrig, kom Krohn i nærmere kontakt med generalløjtnant A. P. Tuxen, der i 1917 havde afløst E. C. V. Gørtz som kommanderende general, og som var dybt eügageret i dansk militærhistorisk forskning. Tuxen var i besiddelse af en fremragende, skarp intelligens, var hurtig i tanke og handling. Han viste meget tidligt i sin karriere varm interesse og sans for militærhistoriske studier og vandt ved sin indtrængende forskning, sin stringente dømmekraft og klare fremstillingsevne hurtigt et anerkendt navn blandt civile historikere. Et stort antal historiske og militære afhandlinger i forskellige tidsskrifter skyldes hans hånd, og han opnåede det for en officer særdeles sjældne medlemsskab af Det kgl. danske Selskab til Fædrelandets Historie og Sprog. Allerede i 1888 udsendte han »Royal Danois, Ludvig X IV ’s dansk-norske Regiment«. 1892 kom »Fra Christian IV ’s Ungdom«, 1899 »Krigen 1864«, 1904 »Aktstykker fra Adolf af Pløns Arkiv« og 1910 »Karl X II’s Landgang ved Tibberup Mølle«. Fra 1891 beordredes han til at deltage i Generalstabens historiske Arbejder. Såvel gigantaktstykkesamlingen »Meddelelser fra Krigsarkiverne« (efter 1896) som det af ham redigerede, monumentale, højst betydningsfulde og af alle sagkyndige højt vurderede 10-binds værk »Bidrag til den store nordiske Krigs Historie« (1899-1922), indtil 1716, skyldes i første række hans utrættelige flid, hans overlegne evne til at skelne væsentligt fra uvæsentligt og til at drage det rette frem. Tuxens fortjeneste af Danmarks militære historie blev fuldt anerkendt, og 1918 blev han udnævnt til æresdoktor ved Lunds universitet. Han og Krohn mødtes ofte i Hærens Arkiv og udvekslede erfaringer og indvundne resultater i den fælles interesse. I 1921 tiltrådte kaptajn K. C. Rockstroh som hærarkivar, og mellem ham og den nu aldrende oversergent udviklede der sig et bekendtskab, der senere blev til et varmt venskab, som varede til Rockstrohs død i 1942. Rockstroh udfoldede, som både Krohn og Tuxen, et stort militærhistorisk forfatterskab, især angående det 17. og 18. århundrede. 1895 udkom »Et dansk Korps’ Historie 1701-09«, 1907 »Fortællinger af 2. Bataljons Historie 1657-1907« og samme år »Kongens Livjægerkorps 1807«. Hans hovedværk blev et af dansk militærhistories fornemste kildeskrifter, »Udviklingen af den nationale Hær i Danmark i 17. og 18. Aarhundrede«, hvoraf bd. 1 (1614-70) udkom 1909, bd. 2 (1670-1708) 1915, medens 3. og sidste bd. kom 1926. Endvidere skabte han, med Hærens Arkivs omfattende materiale som kildegruppe, en lang række afhandlinger i forskellige tidsskrifter, således i »Historisk Tidsskrift«, »Militært Tidsskrift«, »Vort Forsvar«, »Personalhistorisk Tidsskrift« m.fl. Han var som historiker overordentlig flittig, grundig og vederheftig, og hans personlige opfattelse fremsatte han i et kraftigt, fyndigt sprog. Hans læremester var kaptajn C. Th. Sørensen (1824-1914), der også havde en anerkendt historisk virksomhed bag sig, og som bl.a. havde redigeret generalstabsværket om 1864, »Den anden slesvigske Krig« (1883).

Skærmbillede 2020-04-14 kl. 15.09.12.png

Kaptajn, senere hçerarkivar Knud Christian Rockstroh (2/12 1860-1/10 1942). - Udnævnt til sekondløjtnant i fodfolket 1882, premierløjtnant 1887 og kaptajn 1902. 1912 faldt han for aldersgrænsen. Hans store, mangesidige evner og kundskaber toges uden for geleddet i brug bl.a. som lærer i tysk v. Officersskolen fra 1901, som medlem af den historiske våbenkommission fra 1911 og af kommissionen t. ændring af de mil. biblioteker 1913-17. Efter flere års tjeneste i Krigsministeriets Arkiv (Hærens Arkiv) udnævntes han 1915 til arkivar og 1921 til chef for Hærens Arkiv (hærarkivar). / denne stilling har han indlagt sig stor fortjeneste ved sine udprægede arkivalske evner og sit deraf følgende store, militærhistoriske forfatterskab. Han er her iført uniform for officer af fodfolket 'M/1904 m. gradstegn om armen efter fransk forbillede. - Fotografi fra 1914.

Foto: Hærens Arkiv.

Især Rockstrohs hovedværk, som bl.a. civile historikere atter og atter har tappet, giver særdeles værdifulde bidrag til mange sider af periodens kulturhistorie og må betegnes som grundlæggende. Med de to de Meza-bøger: »General de Mezas Krigsdagbøger 1849-51« (1928) og »General de Meza og Dannevirkes Rømning« (1930) befæstede han på sine gamle dage sit ry som militærhistoriker af 1. klasse. Rockstroh og Krohn etablerede gennem en lang årrække, også efter Rockstrohs afgang p.g.a. alder som hærarkivar i 1930, et fortrinligt samarbejde. Krohns efterladte brevsamling, hvori adskillige breve, udvekslede mellem dem, vidner om et smukt, gammeldags, gensidigt respekt- og hengivenhedsforhold, hvor parterne aldrig overskred en vis, usynlig grænse, og næppe heller var interesserede i. »Dus« blev de selvfølgelig aldrig, og det var stedse »hr. kaptajn!« og »hr. oversergent!« I april 1922 fik Krohn en meget smigrende invitation til at afholde et lysbilledforedrag ved en aftensammenkomst med damer i Officersforeningen. Krohn smøgede bogstaveligt talt ærmerne op og stablede et foredrag på benene, selvfølgelig om hans kære Kastels historie, og det blev en stor succes. Efter foredraget tog Ellis Wolff Krohns hustru, der også var indbudt, til bords, medens generalmajor A. G. Nyholm (1861-1943) tog Krohn. Samme år indførtes den nye personellov, der af skaf fede linieunderofficerskorpset og i stedet indførte »Officiantgruppen«, hvis to øverste grader, stabsog korpsofficiant, var forbundet med kgl. udnævnelse. Krohn blev nærmest forfærdet over loven! Det var ikke, hvad han havde forestillet sig, og han følte mærkværdigvis, at hans livsværk, som han havde sat sin militære karriere og helbred på spil for, var blevet knust. Hans - i vore øjne - beskedne tanker var gået i retning af en forbedret social og kulturel status for underofficerer, lidt finere uniformer og bedre lønnings- og især pensionsordninger og ikke meget længere. Han havde i sin vildeste fantasi aldrig forestillet sig nogen form for tjenstlig ligestilling med officerskorpset. Han var - bogstaveligt talt - født underofficer og ville dø underofficer! Der skete noget i ham ved denne lejlighed, måske atter en depression, der fik overtaget. Han meldte sig resolut ud af foreningen, der nu havde skiftet navn til »Officiantgruppens Hovedorganisation« og sendte æresmedlemsbrevet tilbage. Bruddet var fuldstændigt, og Krohn ville resten af livet aldrig kendes ved officiantgruppen. Det beklagede alle i den nye befalingsmandsgruppe af hjertet, da man fortsat altid anerkendte Krohn som pioneren, der havde foretaget det første spadestik i den vildsomme egn.

Året efter havde Krohns arbejder placeret ham så højt, at han fik et tilskud på finansloven. Personligt var Krohn en beskeden, yderst tilbageholdende mand og en ikke særlig god taler, hvad hans kolleger i Underofficersforeningens bestyrelse ofte havde ærgret sig over. Han egnede sig mere til at organisere og sætte i værk bag kulisserne, »at sidde som en edderkop i sit spind!«, som han selv udtrykte det. Enhver form for offentlig festivitas var ham inderligt imod. På foranledning af kaptajn Rockstroh - og på trods af Krohns protester - og med Forsvarsministeriets godkendelse, blev Krohn i 1923 optaget i den »Blå Bog« og »Dansk biografisk Haandleksikon« som militærhistorisk forfatter, medens han i 1925 fik økonomisk understøttelse til studierne fra Hielmstierne-Rosencrone, Krigsministeriet og Carlsen-Langes Legatstiftelse, GI. Kjøgegaard. En dag i 1929 sad Krohn og arbejdede i Hærens Arkiv. Rockstroh kaldte ham ind på sit kontor, lukkede døren, og en sælsom samtale udspandt sig, hvis forløb Krohn umiddelbart bagefter skrev ned. Rockstroh indledte med at udtale, at han af Forsvarsministeriet var blevet bemyndiget til at udtale ministeriets varme tak for hans årelange arbejde med udforskning af hærens og Kastellets historie og føjede spørgsmålet til, hvorledes ministeriet kunne belønne Krohn. Denne svarede, at han forventede ingen belønning. Arbejdet i alle årene havde fyldt Krohns liv med et rigt indhold, og det var ham tilstrækkeligt. Rockstroh pressede imidlertid på og sagde, at Krohn nok kunne forstå, at ministeriet havde i sinde at udmønte sin tak på en håndgribelig måde. Krohn spurgte da, hvori man havde tænkt sig, en sådan belønning skulle bestå. Hærarkivaren svarede nu ligeud, at den enten skulle bestå i en pengesum, Fortjenstmedaljen eller Ridderkorset. Krohn blev selvsagt yderst overrasket og sagde, at selv om han nok kunne bruge pengene, ville han alligevel foretrække Ridderkorset, hvis han da virkelig som underofficer kunne få det, ikke så meget for hans egen skyld, men mere for den stand, han følte, han tilhørte. Rockstroh forlod kontoret, og Krohn antog, det var for at foretage en telefonopringning. Han kom få minutter efter tilbage og sagde - noget ærgerligt, forekom det Krohn - at Ridderkorset kunne han ikke få, hvis han ikke ville lade sig betegne som forfatter eller historiker! Det ville Krohn ikke og sagde, at hans stilling som oversergent gav han ikke til pris, men at han så med glæde og taknemmelighed ville tage imod Fortjenstmedaljen. Kort efter blev han tilsagt til møde hos kaptajn J. D. von Stemann (f. 1887) i Krigsministeriet. Stemann udtalte ministeriets varme tak og påskønnelse for hans mangeårige arbejde med hærens og Kastellets historie og overrakte ham Fortjenstmedaljen i Sølv. Samme år fyldte Krohn 70 år og skulle således være afskediget p.g.a. alder med udgangen af december. Han fik imidlertid lov til at blive til udgangen af april 1930, hvorved han kunne siges at have tjent staten i 50 år. Krohn kunne derfor fejre sit 50-års soldaterjubilæum under stor opmærksomhed, bl.a. fra 1. Regiments soldaterforening, hvor han altid havde været en yndet gæst og foredragsholder og var æresmedlem. Den 30. april 1930 afskedigedes han fra Indenrigsministeriet med ca. 150 kr. i månedlig pension. I begyndelsen af 30’erne kunne både Krohn og hans hustru begynde at mærke alderens tryk. Efter langvarig, uhelbredelig sygdom døde hans hustru den 24. juli 1932, og Krohn fik samme år en voldsom depression, der motiverede indlæggelse på hospital. Da han blev udskrevet, blev hans hjem opløst, og han rykkede - under stor hjælp af sine fem børn - ind i et pensionat på Kalvebods Brygge. Selv under sin sygdom havde han søgt glemsel i det historiske arbejde, og det lykkedes ham i 1933 at fuldende to nye afhandlinger om Kastellet. Hans ånd var stadig funklende klar, selv om det fra nu af gik tilbage med helbredet, ligesom der stødte gangbesvær til, hvad der pinte Krohn - som udtalt fodsportsmand - voldsomt. Han skulle på sin livsaften få sin største hædersbevisning for sit fra alle sider anerkendte militærhistoriske arbejde. Han »snød« systemet og blev alligevel Ridder af Dannebrog. I september 1939, medens det tyske felttog i Polen var på højdepunktet, blev han ringet op af adjudanten i Krigsministeriet og anmodet om at komme til et møde den 26. september, kongens fødselsdag. Krohn kom med besvær derop og blev vist ind til Krigsministeriets direktør, der var hans gode bekendt, generalmajor J. D. von Stemann. Denne komplimenterede ham for hans historiske livsværk og sagde bl.a.: »For ti år siden havde jeg den glæde at kunne overrække Dem Fortjenstmedaljen! Nu skal De have dette!«, hvorpå han overrakte Krohn Ridderkorset. Krohn blev stærkt bevæget og svarede, at det kunne han jo ikke bære. Stemann svarede: »Jo, De kan, kongen ønsker det! Og må jeg så samtidig komplimentere Dem, fordi De ikke ønskede at opgive Deres stilling som over sergent, thi det er som oversergent, De får det!« Krohn fik senere oplyst, at man havde overtalt generalløjtnant Erik With (1869-1959) til at indstille ham, og Krohn fremstillede sig da også siden for både monarken og generalløjtnanten for at takke og blev meget forekommende modtaget begge steder. En anden, mere liberal tidsalder havde siden Krohns oversergentdage holdt sit indtog. Samme år blev han i anledningen af dekorationen interviewet til »Berlingske Tidende« som »Kastellets historiker«, og hans gode ven, oberstløjtnant Chr. Bokkenheuser (1878-1957) skrev en smuk artikel om ham i »Hist. Medd.« etc. På 80-års dagen den 2. december 1939 var han, så svag han end var, genstand for stor hyldest fra alle sider. Det glædede ham også, at han - på foranledning af Rockstroh - var blevet optaget i Poul Engelstofts store 27-binds biografiske leksikon (1933-44) som militærhistorisk forfatter. Hvordan Krohn så på besættelsen 1940, foreligger der desværre ikke noget om. Han var jo stærkt national, og hæren havde været alt for ham, så det må nok med føje påregnes, at de fem lange år var en yderligere sjælelig belastning for ham, der nu stærkt ældedes. Allerede i slutningen af 1939 anfører han, at hans værtinde var yderst tyskvenlig, hvad der ikke passede ham. En enkelt gang i sit liv skulle han dog få forbindelse med Officiantforeningen. Den 30. oktober 1941 fejrede foreningen 50-års jubilæum. Bestyrelsen havde bedt om, at han ville modtage en deputation, der gerne ville hædre ham. Krohn lukkede for en gangs skyld låget til for sine personlige anskuelser og modtog deputationen i sit lille hjem, og det forekommer gennem Krohns beretning, som om den gamle underofficer alligevel inderst inde har følt sig smigret ved den nye befalingsmandsgruppes henvendelse. Den 1. oktober 1942 afgik hans gamle ven kaptajn Rockstroh ved døden. Den 81-årige, stadig flittige mand havde som sædvanligt siddet på Rigsarkivets læsesal og arbejdet, hvor han pludselig sank sammen over bordet, ramt af et hjerteslag. Krohn tog sig tabet meget nær. Selv arbejdede han til det sidste på sine historiske arbejder om det kære kastel. I det sidste leveår arbejdede han intenst på slægtebogen og endnu en afhandling blandt mange om Kastellet. Den 17. juli 1946 slog døden pennen af hans trætte hånd, og dansk militærhistorie havde mistet en såre trofast, ærbødig tjener.

Skal man forsøgsvis måle og vurdere Krohns indsats i dansk militærhistorisk forsknings- og forfattervirksomhed, må man holde sig for øje, at han var -og til enhver tid vedkendte sig - en selvlærd mand. Ligesom fx. museumsmanden og arkæologen, senere konferensråd Chr. Jürgensen Thomsen (1788— 1865), der som den første fastlagde tredelingen sten-, bronze- og jernalderen, og selv uden så meget som en studentereksamen opnåede verdensberømmelse som oldforsker, således beviste Krohn med eftertryk, at autodidakt ikke nødvendigvis betyder det samme som dilettant. De mange solidt underbyggede fremstillinger, hvori han nedlagde frugterne af sit intense, livslange arbejde med stoffet, gav ham med rette navnet »Kastellets historiker«

Skærmbillede 2020-04-14 kl. 15.10.51.png

Få måneder før sin død i 1946 blev Krohn fotograferet, bærende sine dekorationer, i sin sidste, lille pensionistbolig på Svanemosegårdsvej, København.

Foto: Det kgl. Biblioteks Kort- og Billedsamling.

Krohns stil og fremstillingsevne blev aldrig den højlærde, akademisk uddannede faghistorikers, der desværre ofte er tynget af centnertung lærdom. Han skrev bredt, rundt og - som anmelderne altid var enige om - fornøjeligt. En lille prøve herpå fra hans afhandling »Kastellet Frederikshavn 1664-28. Oktober - 1939« (1939) skal gengives her. Den vidner om en varm interesse og indfølingsevne med emnet, ligesom hans stærkt nationale sindelag lyser ud af linierne:

». . . Nej, gaa selv derud, helst paa en solskinsstraalende Foraarsdag, netop naar Blomsterknopperne paa Kirkepladsens 42 Kastanietræer har faaet tændt deres kegleformede Lysekroner, og Guldregnstræet i Generalens Forhave staar i hele sin gyldne Pragt. Eller - jeg faar en Idé - gaa derud, naar Soldaterforeningen fejrer sin aarlige Jubilæumsfest, til hvilken der møder hjemsendte Soldater fra fjern og nær og i alle Aldre fra 30 til 80 Aar blot for at mindes Ungdommens glade Soldaterdage fra den lykkeligste og sorgløseste Tid, hvor man fik rystet »Drengen« af sig og blev til Mand mellem gode Kammerater. Paa den Dag er der Musik i Kastellet - en saare sjælden Vare i vor Tid - Flagene smelder fra Kommandantboligen og Hovedvagten; Feststemningen faar Smilet og Latteren frem, og med Foreningens Faner, dens Bestyrelse og Kastellets Præst i Ornat i Spidsen, marcheres der ad Hovedgaden til Kirkepladsen, hvor der tages Opstilling. Her staar Bataillonsfanerne opstillet hver med sit lille Kommando, her bydes der Velkommen, og imedens Regimentschefen passerer Rækkerne, der er saa snorlige, som var det Rekrutter, der havde givet Møde, trykker han hver enkelt af de 4-500 Mandshænder, der med Glæde strækkes imod ham. Saa lyder Fanemarchen - denne mærkelige Melodi, der, lige fra jeg som Rekrut stod med præsenteret Gevær, og indtil jeg som 46-aarig Oversergent stod foran min Deling med skuldret Sabel, altid har haft den samme magiske Virkning: en kildrende Rislen langs Rygraden og saa noget fugtigt i Øjenkrogene - og medens alle Hoveder blottes, føres Fanerne ind i de civiles Rækker. For denne ene Dag er alt, hvad der ellers skiller, lagt tilside, og af fulde Lunger raabes der Hurra! for Kongen, Regimentet og Kastellet!« Krohns fortjenester som militærhistoriker ligger nok væsentligst på to fronter. For det første bragte hans omfattende og dybtgående studier Kastellets historie frem i lyset. Fæstningens omfattende historie var stort set ukendt, inden Krohn blotlagde den. Herigennem blev han nødvendigvis også hærhistoriker, da Kastellets historie selvsagt er uløseligt knyttet til hærens og dens mange nedlagte og stadigt eksisterende afdelingers historie. Hans mammutoptegnelser og mange publicerede arbejder blev da også kildested til oberstløjtnant H. Krabbes fornemme bog om Kastellet fra 1964 samt mange civile og militære forskeres og forfatteres arbejder efter ham. For det andet skabte han en værdifuld kontakt mellem civile og militære kredse, en kontakt, som næppe kan måles i omfang. Hans store brevsamling vidner om forbindelse med masser af civile historikere, lærere, museumsfolk m.fl., og det i en tidsalder, hvor forsvaret var en endnu mere tillukket enklave i befolkningen, end det er i vore dage. Det var utvivlsomt en hemsko for ham, at han var underofficer. Hans optegnelser bærer i rigt mål vidnesbyrd herom. Som laksen springer mod strømmen, måtte han med sin særlige interesse kæmpe mod mange fordomme og ofte rende sig en staver i livet i en tid, hvor det traditionelt kun var ældre officerer, der befattede sig med militær- og krigshistorie. Også på det område blev han banebryder, der opnåede anerkendelse på feltet. Prøver man at sammenligne hans indsats med fx. generalløjtnant Tuxens, er det overmåde svært. Den akademisk skolede forsker og strateg og den forhenværende underofficer lader sig næppe måle med samme alen, ligesom en sammenligning mellem fx. Napoleon og Attila næppe er relevant. Og dog nåede de begge at præstere nogenlunde lige meget. Krohns navn er - som anført - kun i ringe grad optegnet i de militære annaler over hærens militærhistorikere. Dette forhold er der med nærværende biografi forhåbentlig rettet op på.

BILAG

SAMLET OVERSIGT over OVERSERGENT VICTOR KROHNS LITTERÆRE PRODUKTION:

1907 »Lidt om H enrettelser, særlig for K astellets V edkom m ende« (1. Regim ents soldaterforenings m edlem sblad »Kastellet«)

1909 »Kastellet Frederikshavn som Fængsel« (Hist. M edd. om Kbh., 1, II, 219) 

A U G SEP M A R M A J JU N 5 A U G JA N JU N JU L A U G 24 FEB 1907 »Lidt om H enrettelser, særlig for K astellets V edkom m ende« (1. Regim ents soldaterforenings m edlem sblad »Kastellet«) 1909 »K astellet Frederikshavn som Fængsel« (Hist. M edd. om Kbh., 1, II, 219) 1915 »K astelsm øllen« (»Kastellet«) 1917 »K astellets V olde og U denvæ rker« (bog) 1918 »Lidt H um or fra K astellets Fængselsliv (»Kastellet«) 1918 »Nikolaj K rossing« (»Kastellet«) 1919 »Flagbastionen i K astellet« (»Kastellet«) 1920 »Frederik I l l ’s Buste« (»Kastellet«) 1922 »Fra K astellets ældste Tid« (kronik i »N ationaltidende«) 1923 »K astellets H istorie 1664-1684« (M askinskrevet i H æ rens Arkiv) 1924 »Det gam le Orgel« (Kastelkirkens, »Kastellet«) 1924 »Et Jubilæ um « (m arketenderierne, »Kastellet«) 1924 »K astellets M arketenderier« (»Hist. M edd. om Kbh., 2, I, 448) 1925 »Fra K artellet som Statsfængsel« (»G ads danske M agasin«) 1925 »K astellet« (stor ill. afhandling, »Før og Nu«) 1926 »K astellet Frederikshavns Fæ ngselshistorie gennem 25Ü Aar« (Bogen .foreligger i 3 flg. form er: 1) M askinskrevet in folio i H æ rens Arkiv 2) D uplikeret i godt 100 ekspl. i kvart (ca. 300 s.) Skænket til Rigsarkivet, D et kgl. Bibi., Universitetsbibl. og Statsbibl. i A arhus m.fl. Resten solgt. 3) E t pers. m askinskrevet ekspl. til Hs. M aj. Kongen.) 1926 »G riffenfelds Fængsel i Kastellet« (»Kastellet«) 1926 »Lidt om K astellets ældste Kirke« (»Kastellet«) 1926 »K astellet Frederikshavn« (»D anm arksposten«) 1926 »H vad en G eneral kunde beskæftige sig med under højsalig Kong F rederik VI« (»Kastellet«) M A R 1927 »Endnu en G ang G eneral Lorentz« (»Kastellet«) 15 M A J 1927 »L oppeteatret i K astellet« (»N ationaltidende«. G ensvar på et indlæg fra kontorchef H. G. Olrik) 29 JU N 1927 »K astellet Frederikshavns ældste Kirke og dens kirkelige Forhold« (»Hist. M edd. om Kbh.« 2, III, 50) 1 JU L 1927 »K astellets Indkvartering i T iden 1664-1914«( artikelserie i »Kastellet«. NB. D et eneste sted, hvor dette spørgsm ål er beh.) 1927 »H uset i Falsters K ontregarde og dets Beboere« (»Hist. M edd. om Kbh.« 2, III, 37) 1928 »Bageriet og M øllen i K astellet« (Hist. M edd. om Kbh.« 2, III, 547)

19 M A J 1929 1 SEP O K T 1929 1929 1929 15 M A J 1930 D E C JU L 1 A PR 20 JU L A U G SEP O K T D E C JA N 1931 1933 1933 1935 1935 1936 1937 1937 1937 1938 1938 1939 1939 1939 1939 1940 1940 1940 1940 1941 »D en første københavnske Strike og K astellet« (»N ationaltidendes Søndagsblad«) »D a L ivgarden laa i K astellet« (»G arderbladet«) »K astellet Frederikshavns K om m andanter gennem 250 A ar« (artikelserie i »K astellet«) »K astellet Frederikshavns B rønde og V andforsyning« (»Hist. M edd. om K bh.« 2, IV, 164) »N egerkongen og hans M inister« (»Pressens A lm anak«) »Fra det gam le K astel« (»De unges Julebog«) »Belysningsforholdene i K astellet i Frederikshavn indtil 1914« (»Hist. M edd. om K bh.«, 3, I, 216) » K rudttaarnene i K astellet Frederikshavn« (»Hist. M edd. om Kbh.« 2, V, 408) »Esplanaden« (»Hist. M edd. om Kbh.« 3, I, 470) »R enovationsforholdene i K astellet« (artikelserie i »K astellet«) »L oppeteatret i K astellet« (»Hist. M edd. om Kbh.« 3, II, 184) »K astellets forskellige Stalde, særlig M adam Bugges Stald« (»Hist. M edd. om K bh.« 3, II, 403) »K astelskirken og dens M enighed i T idsrum m et 1664-1936« (bog) »Foreningslivet i K astellet« (»Hist. M edd. om Kbh.« 3, II, 566) »K astellets V agtm esterløjtnanter og Stillingens U dvikling til K asernekom m andant sam m esteds fra 1664 til 1914« (»Hist. M edd. om Kbh.« 3, III, 39) »K astellets Stokke« (»Hist. M edd. om Kbh.« 3, III, 201) »K astellet Frederikshavn, 28. O ktober 1664.1939« (»Hist. M edd. om K bh.« 3, III, 373) »Slottet i K astellet« (»Hist. M edd. om K bh.« 3, III, 379) »Et B lad af K astellets Fæ ngselshistorie« (»Hist. M edd. om Kbh.« 3, III, 387) »Sygehusforholdene i K astellet indtil 1818« (»Hist. M edd. om Kbh.« 3, III, 396) »Lejerm aal«, »Fanevagt« og »T obaksrøgning« (»Kastellet«) »K astellets postale F orhold« (»K astellet«) »1. Regim ents 60 A ars Jubilæ um « (»Kastellet«) » Fra K astellets Fæ ngselshistorie 1685-1704« (»K astellet«) »K ongeporten kontra Sjæ llandsporten« (»K astellet«) (E ndvidere .fremsendtes en afhandling »K astellets Fattigkasse«, som p.g.a. besæ ttelsen ikke udkom )

II. Andre militære emner:

15 O K T 1900 »M eddelelser fra den classenske Legatskole« (»U nderofficersbladet«)

15 N O V 1900 »K ristelig F orening fo r unge M ænd« (»U nderofficersbladet«)

15 FEB 1902 »Tjenesten u d enfor G eleddet« (»U nderofficersbladet«)

15 M A R 1902 »V or H aandbog« (»U nderofficersbladet«)

15 A U G 1902 »Til Skydefest i Fredericia« (»U nderofficersbladet«)

15 FEB 1903

1 JA N 1906

1 M A R 1906

15 A U G 1906

1907 1 M AJ 1911 1915 1922 17 SEP 1922 1 JU N 1929 1 JU L 1929 1 O K T 1929 1 JU L 1930 11 D E C 1933 1934 M A J 1937 N O V 1945 »N ogle O plysninger om franske U nderofficerers F o rh o ld i Algier« (»U nderofficersbladet«) »H onnør for V eteranerne« (»U nderofficersbladet«) »Lidt om m ilitæ re Begravelser« (»U nderofficersbladet«) »M usik gennem Byen« (»U nderofficersbladet«) »De m ilitæ re Straffe og U nderofficererne« (dagbladet »K øbenhavn«) »D anm arks U nderofficersforeninger« (»U nderofficersbladet«) »K rigergraven paa G arnisonskirkegaard over de faldne fra 1864« (Hist. M edd. om Kbh.« 1, V, 127) »G rønlandspladsen« (kronik i »N ationaltidende«) »K orporalen og K aptajnen« (»N ationaltidendes Søndagsblad«) »Fanem archen og dens K om ponist« (»G arderbladet«) »G othersgades E ksercerhus 1787-1929« (»G arderbladet«) »Livgarden og dens Signaler« (»G arderbladet«) »Tappenstregen og dens H istorie« (»G arderbladet«) »Den danske H æ rs Signaler, deres T ekster og H istorie« (»M usikhistorisk Arkiv«, I, 187) »Forgattering og andre gam le københavnske M inder« (»Hist. M edd. om Kbh.« 2, V, 554) »Den danske Flaades Signaler, deres T ekster og H istorie« (»Tidsskr. for Søvæsen«, 229) »U nderofficerer før og nu« (»U nderofficeren«) III. Forskelligt: 1923 »Fra Ø sterport til Store V ibenshus« (bog) 1923 »En forglem t G rav« (etatsråd J. H. Barens, »Hist. M edd. om Kbh.« 2, I, 51) JU L 1925 »Store V ibenshus« (»Berlingske Tidende«) 13 N O V 1927 »G am le M inder fra K astelsvejen« (2. halvdel, 1, er skrevet af kaptajn R ockstroh, »Berlingske Tidende«) 1940 »Bidrag til Belysning af Filosofgangsfejden i 1787« (m anus.)

Bibliografi:

»Bidrag til 15de B ataillons H istorie«, udg. af 15de B ataillon, (1928) Clausen, H. P.: »H vad er historie«, (1963) »D ansk biografisk H aandleksikon«, v. Svend D ahl og P. Engelstoft, I—III, (1920-26) »D anm arks H ær«, u. red. af H ecto r Boeck, S. E. Johnstad-M øller og C. V. H jalf, I—II, (1934-35) »D ansk historisk B ibliografi«, I—III, v. B. Erichsen og Alf. K rarup, (1929) Erslev, Kr.: »G rundsæ tninger fo r historisk K ildekritik«, (1892) Erslev, Kr.: »H istorikeren i sit V ærksted«, (1907) Erslev, Kr.: »H istorisk Teknik. D en historiske undersøgelse frem stillet i sine grundlinier«, 2. udg., (1968) H edegaard, E. O. A.: »K rigshistoriske studier«, tr. M il. Tidsskrift, feb. 1970. H edegaard, E. O. A.: »U nderofficer, O fficiant, Specialofficer, O fficer af B-linien«, tr. »H æ ren 1970«, H æ rens årsskrift (1970) H edegaard, E. O. A.: »Ferdinand H einrich Jahn. E n dansk hæ rhistoriker«, tr. M il. T idsskrift, nov.-dec. 1972. H edegaard, E. O. A.: »H ofm arskal under tvende K onger. C arl Ludvig Løvenskiold 1822- 1898. G ardeofficer og overhofm arskal. D en kongelige Livgardes første historiograf«, (1977) H ow ard, M ichael: »K rigene i E uropas historie«, (1977) »H vor blev m ilitæ rhistorien af?«, red. af C laus C. von B arnekow , Ole Louis F ran tzen og K aare E. Janson, (1975) K all, Rolf: »H istorieskrivning og H istorielæ sning særlig m ed K rigshistorie for Øje«, tr. »Krig«, (1930) K lint, H elge: »M ilitæ rhistorie«, (1970) K ohl, C arl von: »H ærens Arkiv. D ets H istorie, dets Placering og Opgaver«, (1946) K rabbe, H erluf: »K astellet gennem 300 A ar«, (1964) K røier, J. og J. Hinge: »Den danske U nderofficer. E t B idrag til H æ rens H istorie«, (1916) N ielsen, K ay S.: »D anske Blankvåben«, (1978) N orrie, G ordon: »H æ rstabens historiske A rbejder«, till, hefte nr. 1/1966 t. M il. T idsskrift, (1966) R ichter, V.: »Den danske L andm ilitæ retat 1801-1894«, I—II, (1896-97) Stilling, V.: »D anske L ivregim ent til Fods. 1’ B ataillon 1763-1913«, (1913) Storch, Axel: »Krigens Teori. F ra Clausew itz til L iddel H art. Forelæ sninger for officersklassens ældste afdeling«, (1951) T uxen, A. P.: »D ansk K rigshistorieskrivning i de sidste H undrede A ar«, foredrag h oldt ved det nordiske historikerm øde i K ristiania 1920, tr. D et krigsvidenskabelige Selskab 1871-1921, (1921) »U dvalgte P roblem er i D ansk M ilitæ r H istorieskrivning«, u. red. af C laus C. von B arnekow, Jesper B ernøe, K aare E. Janson og H ans C hr. W olter, (1978)