Moderne Fodfolk.
IV.
Forinden jeg fortsætter mine Betragtninger om moderne Fodfolk, skal jeg i Anledning af Kaptajn Halvor Messens Artikel i Mil. Tidsskr. Nr. 17 1920 tillade mig at fremsætte et Pur yderligere Bemærkninger om Kampgruppen. Allerede før Verdenskrigen var man inde paa den Anskuelse, at Fodfolk ikke lader sig skyde ud af en Stilling. Denne Anskuelse er, naar det gælder Fodfolk mod Fodfolk, blevet bekræftet af Verdenskrigen endog i en saadan Grad, at man har bygget en hel ny Forsvarsmetode op derpaa, Zoneforsvaret, Forsvaret fra et System af større eller mindre Modstandsøer eller Modstandsreder.
Hvor Fodfolket stod overfor saadanne Modstandsøer eller Modstandsreder, som blev energisk forsvarede, formaaede det kun at bryde Modstanden ved Storm, udført af Folk med Nærkampvaaben, Haandgranatkastere, Geværgrenaderer og Bajonetmænd. Dette førte til, at Franskmændene dannede Kampgruppen bestaaende af 1 Trop med Rekylgevær og 1 Trop med Nærkampvaaben, og at Tyskerne i deres Delinger har Kampgrupper med Rekylgeværer og Kampgrupper med Nærkampvaaben. Forskellen mellem de 2 Ordninger er den, at Franskmændene forud har organiseret Enhedskampgruppen (d. v. s. en Kampgruppe, som baade omfatter Rekylgevær og Nærkampvaaben), medens Tyskernes Enhedskampgruppe maa organiseres af Delingsføreren i hvert enkelt Tilfælde, hvis man da ikke vil betragte Delingen som Enhedskampgruppe.
Den franske og den tyske Deling fører imidlertid Kampen mod en Modstander paa samme Maade. Delingen arbejder sig ind paa saa kort Hold af Modstandsreden, at Rekylgeværernes Skydning bliver tilstrækkelig virksom. Naar denne Afstand er naaet, udnyttes Rekylgeværernes Kampevne bedst, naar de stadig holder Maalet under Ild. De bliver derfor liggende, medens, for den franske Delings Vedkommende, Nærkamptroppene, for den tyske, Nærkampgrupperne springer videre paa en saadan Maade, at de ikke maskerer Rekylgeværernes Ild, altsaa paa den ene eller begge Fløje.
Dækkede af Rekylgeværernes Ild naar Nærkampfolkene først ind paa saa kort Hold (180 å 150 m), at Geværgrenadererne kan sættes i Virksomhed, og derefter arbejder de øvrige sig videre frem, til de kan kaste deres Haandgranater og storme. Den franske Delingsfører kan anvende denne Fremgangsmaade uden at bryde noget itu, fordi Gruppen er tvedelt, saaledes som den af mig skitserede Gruppe ogsaa forudsættes at være det. Den tyske Delingsfører kan gøre det uden at bryde Gruppen, fordi han har Grupper af forskellig Art. Hvilken af disse Ordninger, man vil vælge, er en Smagssag. Hver af dem har sine Fordele og sine Mangler. Det væsentligste er, at Ordningen er en saadan, at man kan anvende Nærkampvaabnene for sig og Rekylgeværerne fo r sig uden at bryde Organisationen, og det kan man ikke med den af Kaptajn Jessen foreslaaede Organisation. Kaptajn Jessens Delingsfører kan ikke samle Nærkampfolk til Storm uden at bryde Sektionerne. Hertil kommer, at Kaptajn Jessens 8-Mands Sektion ikke kan medføre baade Rekylgeværammunition og Nærkampammunition i tilstrækkeligt Omfang. Kaptajnen søger at komme ud over Vanskelighederne ved at antage, at der i den egentlige Bevægelseskrig kun helt undtagelsesvis vil blive Anvendelse for Haandog Geværgranater (Mil. Tidsskr. Nr. 17 1920, Spalte 261). Deri har Kaptajnen sikkert ikke Ret.
Fodfolk, der i Bevægelseskrigen faar tildelt Tilslørings-, Dæknings- og Sikringsopgaver, vil, hvis det er moderne udrustet og ført, i stor Udstrækning kæmpe i spredte Modstandsreder, naar det er henvist til defensiv Optræden. Hvis det er den angribende Part, maa det for at løse sin Opgave overfor en energisk Modstander derfor i udstrakt Grad gribe til Brugen af Nærkampvaabnene, saa snart kraftig gennemført Artillerihjælp ikke kan faas, og saadan Hjælp kan kun paaregnes i meget begrænset Omfang. Under Bevægelseskrigen vil Fodfolket derfor aldrig forud kunne vide, om det faar Brug for Nærkampvaabnene eller ikke. Det bør imidlertid altid være forberedt paa at komme til at bruge dem og bør derfor ogsaa altid medføre en Forsyning.
Uagtet Kaptajn Jessens Vægtberegninger m. H. t. . hvad Manden skal bære, er meget gunstigt opstillede — Mandens Forplejning, der vejer omkring 2 kg, er ikke medregnet — , støder Kaptajnen dog stadig paa Vanskeheder, naar Vægtproblemet spiller ind i Betragtningerne. Saaledes skal nævnes, at Kaptajnen under Omtalen af Patrouilletjenesten (Mil. Tidsskr. Nr. 19/1920, Spalte 297) anbefaler, at de store Ammunitionstasker (å 200 Patr.) til Rekylgeværpatroner ikke udleveres til Patrouillerne. Med Kaptajn Jessens Ordning indtræffer altsaa Tilfælde, hvor man snart maa lade Nærkampammunition snart Rekylgeværammunition blive hjemme. I den rene Stillingskrig, hvor man har Ammunitionsdepoter fremme ved de kæmpende Tropper, kan dette rnaaske lade sig gøre, men afgjort ikke i Bevægelseskrigen, hvor det at faa manglende Ammunition frem om Dagen vil være et af de vanskeligst løste Problemer. Under Bevægelseskrigen kan Troppeføreren Dagen over kun regne med den Ammunition, som Mandskabet har faaet udleveret; thi Ammunitionsbærere kommer vanskeligt frem og Lastdyr endnu vanskeligere. Kaptajn Jessens store Interesse for at faa saa mange Rekylgeværer som muligt til Fodfolket har efter min Mening i dette Tilfælde forledt ham til at behandle Spørgsmaalet om Ammunitionsforsyningen for flot.
Efter denne — for mit Vedkommende afsluttende — Bemærkning vil jeg gaa over til at behandle et Spørgsmaal, som berører moderne Fodfolks Kampværdi i aller højeste Grad, Spørgsmaalet om tunge Mitrailleuser.
Ved at der tildeles Fodfolket Rekylgeværer, vinder Vaabnet ganske betydeligt i Kampkraft; men denne Tilvækst har en ret ensidig Karakter, idet Rekylgeværets Virkning kun er stor paa korte Afstande. Udover 500 m er Spredningen saa betydelig, at der ikke faas en Nyttevirkning af Vaabnet, der staar i rimeligt Forhold til Ammunitionsforbruget.
Man vil maaske være tilbøjelig til at mene, at Fodfolket heller ikke vil faa Brug for Skydning paa længere Afstande end 4 —500 m, og at Artilleriet vil gøre hele Arbejdet paa længere Afstande; men dette turde dog maaske være noget af en Misforstaaelse. At en saadan Misforstaaelse kan opstaa, forklares let ved de udprægede Artillerislag under Stillingskrigen i Frankrig, som blev indledede ved Verdun, og hvor der paa en stærkt begrænset Frontstrækning blev samlet abnormt meget Artilleri, der kunde præstere en saa voldsom Ild, først Ødelæggelsesild og senere rullende Spærreild, at Fodfolket var i Stand til at gaa frem bag denne uden nævneværdige Tab.
Denne vældige Artillerihjælp blev ydet Fodfolket for at skaffe en Sejr med smaa Tab, da en saadan Sejr var nødvendig, og den kunde præsteres, fordi Kampen var stivnet i Stillingskrig, saa der var Tid til at træffe de nødvendige Forberedelser. Saadan Hjælp kan Fodfolket dog ikke normalt regne med i Fremtiden. Divisionerne kan under almindelige Forhold kun regne med deres eget, organisationsmæssig tildelte Artilleri, og selv om en moderne Divisions Artilleri er stærkt, vil det dog aldrig være stærkt nok — navnlig vil Ammunitionsforsyningen aldrig være stor nok — til, at en saadan Hjælp kan præsteres.
Det er muligt, at man paa begrænsede Frontstrækninger, i Kampens Brændpunkt, kan skaffe Fodfolket meget kraftig Artillerihjælp, i hvert Fald vil Troppeførerens Bestræbelser være rettede derpaa; men paa Størstedelen af Fronten vil Fodfolket ogsaa i Fremtiden være henvist til kun at kæmpe med den nødtørftigste Artilleristøtte. Under saadanne Forhold vil det være af den allerstørste Betydning for Fodfolket at raade over et automatisk Vaaben, som kan føre en virksom og stærkt koncentreret Ild ud paa lange Afstande.
De hurtigskydende Vaaben har, af Hensyn til det store Ammunitionsforbrug, ført til Nødvendigheden af Ildkoncentration baade m. H. t. Tid og Rum. Disse voldsomme Ildbyger over begrænsede Dele af Maalet i ganske korte Momenter kan paa længere Afstande kun præsteres af den tunge Mitrailleuse. Man. kan naturligvis nok præstere det store Skudantal i det korte Moment ved at samle flere Rekylgeværers Ild mod samme Maal; men man kan ikke præstere tilstrækkelig sikker Skydning paa den Maade. Selv om Rekylgeværet er forsynet baade med Mundingsstøtte og Kolbestøtte, er dets Træfsikkerhed dog paavirket i uheldig Retning baade af denne Understøttelses ringe Stabilitet og af Skyttens Uro under Kamp. Den derved opstaaede Mangel paa Træfsikkerhed paa længere Afstande vil selvfølgelig blive forøget, idet de forskellige Vaabens og Skytters individuelle Egenskaber er Kilder til yderligere Spredning. Den tunge Mitrailleuse kan derimod præstere tilstrækkelig Skudhastighed, og den har tillige tilstrækkelig Skudsikkerhed, fordi den er forsynet med Kikkertsigte og er saa solidt affuteret, at Skyttens Indvirkning paa Vaabnet under Kamp ikke medfører ufrivillig Spredning.
Der er derfor ingen som helst Tvivl om, at tunge Mitrailleuser er nødvendige for moderne Fodfolk. Disse Vaaben er saa nødvendige, at det vilde være ønskeligt, at de var indordnede i Fodfolkets Kompagnier. Dette støder imidlertid paa saa mange praktiske Vanskeligheder baade m. H. t. Organisation og Uddannelse, at man overalt har taget Afstand fra denne Tanke og har indordnet dem i særlige Mitrailleusekompagnier. Vaabnets Nødvendighed har imidlertid ført til, at disse Mitrailleusekompagniers Antal indenfor Regimentet stadig er blevet forøget, og at den tunge Mitrailleuse fra at være et Regimentsvaaben er blevet til et Bataillonsvaaben, hvorved der er skabt større Mulighed for, at de almindelige Kompagnier, overalt hvor det viser sig ønskeligt, kan komme til direkte at arbejde sammen med og drage Nytte af den tunge Mitrailleuse. Baade i Frankrig og i Tyskland har dette ført til, at Bataillonen nu bestaar af 3 almindelige Kompagnier og 1 Mitrailleusekompagni, og denne Ordning vil ogsaa være at anbefale for vort Vedkommende. Hvor mange Mitrailleuser, der bør være i Mitrailleusekompagniet, maa bestemmes under Hensyn til, at dette paa den ene Side skal kunne yde tilstrækkeligt og paa den anden Side ikke maa svulme op til at blive for tungt og uhandleligt. Jeg er af den Anskuelse, at det rette Antal Mitrailleuser er fra 8 til 12. Med 8 M itrailleuser er Bataillonschefen i Stand til under Kamp at tildele hvert af sine 3 almindelige Kompagnier 2 M itrailleuser og kan dog selv have 2 i Reserve, hvorved Mulighed for Mitrailleusernes virksomme og rationelle Anvendelse er til Stede. Har Mitrailleusekompagniet mere end 12 Pjecer, vil det blive for tungt.
Det vilde selvsagt komplicere Udskrivningen til Fodfolket en Del, hvis der skulde udskrives særligt Mandskab til Mitrailleusekompagnierne. Problemet bliver endnu vanskeligere, uaar man tager i Betragtning, at man ved en saadan særlig Udskrivning næppe altid vil kunne sikre sig f. Eks. det tilstrækkelige Antal gode Skytter. Det er derfor i alle Maader baade simplere og hensigtsmæssigere ikke at indføre en særlig Udskrivning, men at lade alle til Fodfolket udskrevne møde og modtage den første Uddannelse ved de almindelige Kompagnier og derefter at udtage af disse det Mandskab, som findes egnet til Anvendelse ved Mitrailleusekompagnierne. Overførelsen fra de almindelige Kompagnier til Mitrailleusekompagnierne kan finde Sted 1 à 2 Maaneder efter Rekrutternes Møde, idet Tidspunktet fastsættes under Hensyn til den for Fodfolkets Uddannelse i Geværskydning fastsatte Plan. De overførte Rekrutter fortsætter derefter deres Uddannelse ved Mitrailleusekompagnierne.
I denne Forbindelse kan det være gavnligt at erindre om, at den almindelige Fodfolksuddannelse ogsaa bør være Grundlaget for Uddannelsen ved Mitrailleusekompagnierne; ellers vil disse ikke kunne løse deres Opgave paa tilfredssrillenne Maade. Paa den anden Side er det ogsaa nødvendigt, at Mitrailleusekompagniets Virksomhed ikke er terra incognita for de almindelige Kompagnier. Den tunge Mitrailleuse er et saa vigtigt Vaaben, at det maa være utænkeligt, at et saadant Vaaben kan gaa i Staa af Mangel paa Betjeningsmandskab. De almindelige Kompagniers Mandskab maa være saa vidt instruerede i den tunge Mitrailleuse, at de kan bringe den til Skud.
S. Ortved.
