Log ind

KAPITULATION OHNE KRIEG

#

I artiklen »Dyster prognose for 70’eme«, Norsk Militært Tidsskrift nr. 2/1970 giver Oberst Arne Haugen en bred omtale af Miksches bog »Kapitulation ohne Krieg«. Den pågældende artikel bringes her i en forkortet version.

Ferdinand Otto Miksche har anslået en pessimistisk tone i bogen »Kapitulation ohne Krieg«, som er udkommet på Seewald Verlag, Stuttgart 1965. Bogen er nummer fjorten i rækken af militærfilosofiske værker fra hans hånd. Miksche er en kampglad polemiker som ikke viger tilbage for at gå igang med emner, som ellers er ret tabu-betonede i den militære debat. Forfatteren kræver ikke at blive anset for at være profet, til trods for at han med slående sikkerhed har forudsagt begivenheder, der senere har fundet sted. - Bogen indeholder et forsøg på at opstille en verdensstrategisk prognose for perioden 1970-1980. Det er blevet en dyster forudsigelse. Først giver Miksche en generel oversigt over verdensudviklingen, som han forestiller sig den i 70’erne. Derefter behandler han de europæiske sikkerhedsproblemer i samme periode. I bogens første del behandler han problemerne i alle verdensdelene og berører herunder mulighederne for en krig mellem USA og Kina og mellem Rusland og Kina. Afsnittet om de europæiske sikkerhedsproblemer omfatter den strategiske planlægning i vest, NATO’s problemer, atomstrategien og Miksches tanker om en reorganisering af Vesteuropas forsvar. I det følgende skitseres nogle af de tanker forfatteren behandler. De vestlige demokratier har befundet sig i en slags permanent krisetilstand i hele det 20. århundrede. De gamle kulturlande har mistet deres vitalitet og bevæger sig tilsyneladende skridtvis mod anarkiet. Kun med Sovjetunionens hjælp klarede vesten sig fri af nazismen/facismens tyranni. I dag begår demokratierne de samme grundlæggende dumheder mod sin nye fjende - kommunismen. I vest trøster man sig med, at der foregår en »liberalisering« indenfor kommunistblokken, som i virkeligheden ikke er andet end en højst normal generationsstrid mellem unge og gamle kommunister. Det, der kommer ud af en sådan strid, er dog stadig kommunister, men det glemmer de ønsketænkende demokratier i vest. Forholdet mellem den industrialiserede verden og u-landene kalder Miksche en global klassekamp. I denne kamp har kommuniststaterne en mægtig fordel ved ikke at være belastet af et tidligere engagement, og desuden ved at føre realpolitik i stedet for ønsketænkning. - I den eksplosive udvikling, der finder sted i og omkring udviklingslandene, har de kommunistiske lande den fordel, at de kan appellere til masserne, medens Vesten er mere eller mindre lammet. Det eneste modtræk, man hidtil har kunnet fremvise, er et enormt virvar af konkurrerende organisationer. - Miksche finder heller ikke, at FN er i stand til at løse problemerne. Ikke alene peger han på organisationens velkendte magtesløshed, men han mener, at FN endog kan være farlig for freden i visse situationer. Lebensraum er et ord med dårlig klang i vore ører. Men Miksche går lige på og erklærer, at alle store industrinationer har et legalt behov for »lebensraum«, eller et økonomisk og kulturelt hovedinteresseområde. Det tjener intet fornuftigt formål at søge at benægte dette. For USA er det Latinamerika, syd-øst Asien og stillehavsområdet. Heraf følger en latent interessekonflikt med Japan og Kina. Efter en summarisk omtale af Kinas, Indiens og Sovjetunionens hovedinteresser og mulige udviklingslinier går Miksche med stor fantasi løs på betragtninger over emnet en russisk-kinesisk krig. Efter forfatterens mening vil et sådant felttog ende med, at russerne efter store sejre alligevel vil stå overfor valget mellem at acceptere en endeløs guerilla eller knuse hele Kina med kernevåben, med de uoverskuelige konsekvenser dette måtte få for alt liv på jorden. Miksches konklusion bliver da, at en sådan storkrig nærmest er en umulighed. Tilsvarende betragtninger foretager forfatteren omkring mulighederne for en storkrig mellem USA og Kina, og kommer her til et noget lignende resultat. På grund af stigende interne problemer forudser Miksche, at USA må se sig nødsaget at trække sig tilbage fra Europa, og at dette vil ske inden 1980. Europas frist til at lære at stå på egne ben bliver derfor kort. - Det geopolitiske interesseområde for Europa burde være Middelhavsområdet.

Hvis ikke Europa selv sørger for at sikre sine interesser i Middelhavsområdet og Afrika, er det indlysende, at Sovjetunionen vil få frit spil, når amerikanerne er ude af Europa.

I en opsumering af de verdensomfattende perspektiver for ti-året 1970- 80 behandler Miksche følgende:

- Vældige omvæltninger.

- Kampen om verdens ressourcer og befolkningseksplosion.

- Den tredie verden.

- De geopolitiske interesseområder og heraf følgende konflikter.

- Den kommunistiske trussel mod Europa.

- Kina som supermagt inden 1980.

- USA ud af Europa inden 1980.

- Europas forenede stater som modvægt mod Sovjetunionens pres.

Bogens anden del behandler europæisk sikkerhed på baggrund af det verdens-strategiske rids forfatteren har trukket op i første del. Miksche begynder med at rette en sønderlemmende kritik mod de europæiske NATO-landes forsvarspolitik, idet han blandt andet minder om styrkemålsætningen, som blev fastlagt i 1952, og sammenligner med det resultat, der i dag foreligger. - Miksches kritik retter sig i hovedsagen mod følgende forhold:

- Frankrigs og Storbritanniens enorme sløseri med ressourcer på prestigeprægede A-våbensystemer.

- En altfor kostbar materiel-politik i hele alliancen.

- Mangel på logistisk samarbejde i alliancen og kostbare parallel systemer.

Hele miseren hænger sammen med en forældet tro på kernefysiske våben som svar på Europas sikkerhedsproblem, selvom det efterhånden er blevet klart for enhver, at A-våben ikke indebærer nogen absolut garanti mod krig, at disse våben er uanvendelige i krig på grund af faren for eskalering, at det derfor er indlysende at ingen kan kompensere svaghed i konventionel styrke med såkaldte taktiske atomvåben

Den løsning Miksche foreslår for en autonom europæisk strategi er bygget på de nævnte forudsætninger, at USA trækker sig ud af Europa inden 1980, og at Vesteuropa bliver smeltet sammen til en politisk enhed, med et overnationalt organ. Under denne forudsætning kan Europa:

- danne en minimums atomstyrke til at imødegå »nuclear blackmail«,

- danne et skjold mod øst med en styrke på mindst 60 divisioner (med en fredstids kadre på 50-70 %),

- danne en relativt lille men højt kvalificeret ekspeditionsstyrke til varetagelse af Europas sikkerhedsinteresser i Middelhavsområdet og Afrika.

Til slut fremfører Miksche et forslag til en omorganisering af NATO. Dette går i hovedtrækkene ud på at splitte organisationen i to dele, et anglo-amerikansk fællesskab og et vesteuropæisk fællesskab med en fælles toporganisation. Forfatteren nævner herunder mulighederne for et skandinavisk forsvarsfællesskab udenfor NATO.