Hvad kan vi lære af krigen i Kashmir
Denne artikel af Leo Heiman om erfaringerne fra den kortvarige krig mellem Indien og Pakistan i sommeren 1965 er oversat fra Military Review, februar 1966.
Fjendtlighederne mellem Indien og Pakistan var for begrænsede i omfang til at kunne kaldes en krig og for tidsbegrænsede t il at kunne betragtes som et felttog. Krigen i Kashmir var i virkeligheden en serie voldsomme, men relativt m indre, taktiske sammenstød, som kulm inerede i ét større slag mellem de to hæres masserede panserformationer. Ingen af parterne opnåede strategiske afgørelser. Sammenstødet er ikke desto m indre vigtigt set fra et operativt, taktisk, teknisk og føringsmæssigt synspunkt. En analyse af Kashm irkonflikten fremdrager 10 læresætninger, som kan b live af betydelig værdi for militæreksperter og taktiske førere over hele verden.
1. Strategisk planlægning.
Ingen af parterne synes at erkende forskellen mellem Storstrategi, i hvilken m ilitære træk dikteres af politisk-psykologisk-økonomiske betragtninger og K rigsstrategi, som beskæftiger sig med at vinde felttog og større slag. Indien og Pakistan er nu i færd med at udvik le en Storstrategi vis-a-vis Rødk ina og over for hinanden over Kashm ir, Rann of Kutch , Bengal, Assam og andre tornefyldte punkter. M en de manglede en klart defineret krigsstrategi, og de m ilitære chefer på krigsskuepladsen var uvisse med hensyn t il deres opgaver. Skulle man føre en generel krig med alle m idler, en begrænset krig med visse klart definerede mål, et prestigefelttog med nogle vagt definerede psykologiske fordele og faktorer med en vis politisk indflydelse, et opslidningsfelttog, der skulle svække fjendens kampstyrker eller en krig med det formål at erobre nye territorier og råmaterialer. M ed manglende vished om udfaldet og uden en strategisk hovedplan begrænsede begge parter sig t il en kamp på stedet. Dette forklarer de forholdsvis store tab i udrustning og personel, uden at nogen af parterne høstede fordele af den ustabile våbenstilstand.
2. Operativ planlægning.
Begge har holdt sig t il britisk standard fremgangsmåde, idet de aldrig afveg fra reglementernes ortodokse kampanvisninger. I sig selv er britisk taktik og operative ideer ikke dårlige. Næsten alle ældre officerer og stabsofficerer i den indiske og pakistanske hær er udgået fra britiske officersskoler, generalstabsklasser og krigsakademier. Mange af dem har erhvervet betydelig krigserfaring i den britiske hær under II Verdenskrig, under kamp mod tyske styrker i Nordafrika og i Italien og imod japanerne i Sydøstasien.
Ændringer i det militære system.
Den indiske og den pakistanske hær har stolte traditioner fra mere end 150 års tjeneste som integrerende dele af de b r itiske væbnede styrker. Deres organisation, og taktiske doktriner er modellerede over ortodokse britiske systemer. Im idlertid undergår Storbritanniens traditionelle m ilitærsystem drastiske forandringer. Divisionen som grundelement i organisationen brydes op til fordel for en flexibel kampgruppeorganisation. Trad itione lle infanteri-panser-artilleri-kombinationer ændres t il gunst for faldskærms-helikopter-kommando-formationer. Panserstyrker samles i strategiske slagstyrker.
Både den indiske og den pakistanske hær benyttede erfaringer, taktiske doktriner og operative planlægningsmetoder fra perioden om den II Verdenskrig. Resu ltatet var, at deres planlægning var konservativ, kunne forudsiges af stabsofficerer på modsatte parti og kunne imødegås med de samme ortodokse træk. Derfor blev der af ingen af parterne opnået nogen afgørelse.
3. Anvendelse af panser.
I den opslidningskamp, som var resultatet af denne ortodokse planlægning, m istede Indien 114 kampvogne og 57 panservogne mod Pakistans 471 kampvogne og panservogne, der blev ødelagt, beskadiget eller erobret. De pakistanske tab var større af adskillige grunde.
Panservogne viste sig at være en belastning.
Dårlig udnyttelse af panservogne betød store tab for Pakistan. Disse vogne er stadig meget foretrukne i Indien og Pakistan, en følelsesbetonet arv fra det britiske kolonistyres dage. Panservogne er bedre egnede t il nedkæmpelse af oprør og opstande, uroligheder og revolter end m idde l og tunge kampvogne. M en under den moderne krigs v ilkår er panservogne en belastning snarere end en hjælp. E n simpel jeep med et maskingevær og et raketstyr er mere effektiv som opklaringskøretøj og i lette sikringsstyrker. På den anden side manglede både den indiske og den pakistanske hær panserinfanteri, som er af afgørende betydning for et frontalt gennembrud eller dybe indbrud. Som følge heraf kunne de få gevinster, som kampvogne på de to partier opnåede, ikke følges op på grund af mangel på panserinfanteri og egne pansrede mandskabsvogne. Hv is cheferne for de indiske og pak istanske styrker havde konverteret de hundreder af panservogne og let pansrede opklaringskøretøjer til brug som transportm iddel for panserinfanteri, kunne dette være blevet et afgørende træk. 1 stedet var der ikke noget panserinfanteri, som var værd at tale om. Panservogne blev anvendt i opklarings-, sikrings- og patruljetjenestens standardformationer - for at b live slået ud med raketstyr, lette dysekanoner og geværgranater. Kampvognene blev anvendt bedre af inderne end af pakistanerne, hovedsageligt ford i de indiske kampvogne var ældre, simplere og m indre komplicerede, end den amerikansk byggede Pattonkampvogn, der benyttedes af de pakistanske styrker. Dette lyder måske som et paradoks, men der er på dette tidspunkt ingen tvivl om, at selve Pattonkampvognens modernitet blev dens skæbne vis-a-vis den ældre, langsommere, svagere og enklere Centurion og Sherman, der blev brugt af Inderne. Som kampvogne er Patton så uhyre overlegen i forho ld til Centurion og Sherman, at der under normale betingelser slet ikke kunne foretages nogen sammenligning. M en de amerikanske kampvogne viste sig at være for komplicerede for soldaterne, som skulle betjene dem. Pattonkampvognens våbensystem er baseret på ild ledelsesinstrumenter, der kontrollerer kanonen. Fo r at præstere effektiv skydning, må besætningen tilføre instrumenterne korrekte oplysninger, hvorefter instrumenterne gør resten. Under manøvrer og feltøvelser viste de pakistanske panserbrigader sig ret effektive; men v irke lig krig er meget forskellig fra krigsspil. I operationsområdet gik det galt med ildledelsesinstrumenterne. Pakistanske kampvognsbesætninger fodrede de elektroniske hjerner med vildledende oplysninger, de tunge kanoner måtte betjenes manuelt, og besætningen var så optaget af moderne dippedutter, at de kun havde lid t tid tilovers for kampen. For mange hære er ultramoderne materiel ikke nogen fordel. Bortset fra, at de havde besvær med Pattonkampvognenes automatiserede ild ledelsesinstrumenter, var pakistanerne handikappede gennem deres opmarch til kamp. De anvendte korrekte procedurer, idet de sendte en panserbrigade med 70 Pattons i damptromlefacon ind over de indiske forsvarsstillinger i Kashm irsektoren uden at bekymre sig om de åbne flanker. M en mangel på panserinfanteri udelukkede taktisk opfølgning af de første gevinster. Da brændstof og ammunition var opbrugt, gik den pakistanske brigade i stå. Da den manglede infanteribeskyttelse, blev de pakistanske kampvogne et let bytte for de indiske pansemærbekæmpelsespatruljer, som jagtede Pattonkampvognene med 106 mm dysekanoner på jeeps, med raketstyr og med flammekastere.
Fremrykningen ikke sikret.
I Punjabsektoren sendte pakistanerne også en 70 kampvognsbrigade frem på damptromlemaner, men forsømte at sikre dens fremrykning med jeeps og motoriserede patruljer. De tunge Pattonkampvogne kunne ikke manøvrere på den regnbløde jord på samme måde som de lettere indiske Centurions og Shermans, og de tørre veje igennem kampzonen var tæt m inerede af inderne. Ingeniører var ikke sendt forud for at rydde m inerne og forberede fremrykkeveje over de mudrede marker. Desuden er på dette tidspunkt af året Punjabs marker dækkede med sukkerrør og græs af to til tre meters højde. Pattonkampvognens lave silhuet har t il formål at garantere ekstra beskyttelse mod fjendtlig panserværnsild og yder bedre betingelser for hull-down anvendelse i større panserslag, men i Punjabs græs og sukkerrør måtte de pakistanske kampvogne operere i blinde.
For at lede deres ild klatrede vognkommandørerne op på tårnet for at kunne iagttage terrænet gennem kikkert, idet de råbte deres observationer ned til besætningen, som derefter betjente ildledelsesinstrumenteme. De udsatte vognkommandører blev et let bytte for indiske snigskytter og blev mejede ned af maskingeværer, lnftsprængninger og morterild. Hvis panserinfanteri havde ledsaget de pakistanske kampvogne, v ille dette infanteri og dets køretøjer have ryddet skudfelter i græsset med det resultat, at sikker sejr havde været mulig. Men mangel på særligt uddannet infanteri og pansrede mandskabsvogne vendte succes til fiasko.
Defensiv holdning.
På indisk side betalte ortodokse metoder og mangel på fantasi sig. Inderne ikke så meget som forsøgte at fremskynde deres panserbataljoners indsættelse i kamp. De anvendte deres Centurions, Shermans og nogle få franskbyggede lette A M X - kampvogne i hull-down stillinger beskyttede af jord, bjæ lker og sandsække. Den indiske ho ldning var strengt defensiv uden noget forsøg på gennembrydningsaktioner, dybe indtrængninger, indirekte flankebevægelser eller pludselige natangreb. Idet de baserede sig på hesteskoeller V-formede hovedmodstandslinier, skabte inderne tre forsvarslinier ved vigtige vejsammenstød, vitale pas og afgørende sektorer. På den eneste front, hvor inderne angreb - nær byen Lahore - blev kampvognene trukket tilbage, så snart infanteriet havde gravet skyttehuller i forreste lin ie. Den første indiske lin ie var altid besat af infanteri med maskingeværer, lette og middeltunge morterer, raketstyr og dysekanoner. De pakistanske kampvogne havde meget lidt besvær med at overkøre infanteriet, ganske vist på bekostning af store tab i beskadigede og ødelagte køretøjer. Med en undtagelse kunne de ikke bryde den anden lin ie af nedgravede indiske kampvogne. V ed den ene lejlighed i Punjab, hvor de brød igennem den anden forsvarslin ie, gik deres fremrykning i stå foran den tredie indiske lin ie, som var opbygget med artilleri, tunge morterer og ingeniører, der lagde m inefelter og kampvognsfæ lder mellem anden og tredie lin ie. Den indiske defensive optræden viste sig effektiv mod pakistanerne. Dette forsvar v ille im id lertid være blevet katastrofalt mod en mere fantasifuld fjende, der anvendte flankerende natangreb, som benyttede sig af faldskærms- og helikopterstyrker, som angreb med panserinfanteri og ingeniører foran kampvognene, og som angreb støttet af smidig artilleriild og røg.
4. Anvendelse af artilleri.
Begge parter fulgte britiske standardmetoder. Det indiske artilleri var mere effektivt end det pakistanske, men mangel på selvkørende artilleri og panserjagere, mobile mortertyper og motoriserede raketstyr var følelig. Det er klart, at det trukne artilleris dage er forbi. Pakistanerne gjorde et forsinket forsøg på at transportere tunge morterer på lastvogne; men vognene brød sammen under morterens kraftige rekyle.
5. Anvendelse af infanteri.
Skønt hovedparten af den indiske og pakistanske hær består af infanteridivisioner, blev hovedbyrden i kampen båret af de pansrede styrker På den indiske side blev nogle få panserværnspatruljer benyttet i Punjab-området, og infanteriforsvar bremsede tempoet i pakistanske panserfremstød og påførte disse følelige tab. På pakistansk side forblev infanterid ivisionerne i det store og hele uanvendte. Inderne indrømmer, at én veluddannet panserinfanteri- eller faldskærmsbataljon let kunne have udført en hel divisions forskellige opgaver - og t il divisionen hører endda talrige administrative og andre hjælpeenheder. I overensstemmelse med britisk standardfremgangsmåde blev indiske og pak istanske infanteridivisioner anvendt med to kompagnier »oppe« og to i reserve, to bataljoner »oppe« og en i reserve, to b r igader »oppe« og en i reserve. Simpel regning viser, at kun otte lette kompagnier ud af 36 i en division oplevede virke lig kamp. De 28 i reserve gjorde kun lidt eller ingenting. Dette system var måske nødvendigt i I verdenskrigs skyttegrave, eller måske endda under kampene ved Monte Cassino i II verdenskrig, men under de indisk-pakistanske fjendtligheders specielle v ilkår er dette system antikveret. Hovedparten af en division står uengageret, medens otte kompagnier må bære hovedvægten af fjendens panserangreb.
6. Anvendelse af kommando- og overfaldsenheder.
Kun to faldskærmsafdelinger blev nedkastede — en af inderne og en af pakistanerne - for at skabe panik og forvirring ved afledningsmanøvrer. Manglen på luftbårne enheder, faldskærmsbataljorer, helikopterstyrker og trænede jægerkompagnier afspejler begge siders hærk§mmandoers ortodokse tænkning. Under særlige omstændigheder kunne i det indo-pakistanske krigsområde sådanne styrker have ydet et afgørende bidrag til krigsanstrengelserne, hvis de havde været rigtigt uddannede, anvendt, ført og kontrollerede. 7. Anvendelse af fly. Begge parters flyvevåben havde som opgave at yde støtte t il deres jordstyrker. Der var ingen strategiske bombecpgaver, ingen lufttransportopgaver eller luftbroopgaver. Overraskelsesangreb på fjendtlige flyvestationer var få og ikke effektive. Støtte til jordstyrkeme blev givet af inderne med større effektivitet end af pakistanerne. Igen var årsagen, at de amerikansk byggede jetmaskiner, som det pakistanske flyvevåben benyttede, var for moderne for konventionel frontal krigsførelse. F-104C og F-86 viste sig m indre egnede til at yde støtte til hærstyrkerne end den m indre sofisticatede franske Mystere, den britiske Hawk og den indisk byggede Gnat. Napalm , der blev benyttet af pakistanerne, viste sig m indre effektiv mod kampvogne og artilleri end raketter og panserbrydende bomber, som inderne benyttede sig af. Napalmbomber er værdifulde i angreb på stabiliserede forsvarsstillinger, befæstede landsbyer eller konvojer af alm indelige køretøjer. Deres betydning mod kampvogne er overdrevet. Det samme gælder ved anvendelse over fugtigt, mudret terræn og gennemblødte græsmarker. Fransk fabrikerede 12 cm raketter og regulær 20 og 30 mm kanonild viste sig mere effektiv.
Luftværnsvåben.
Luftværnsvåben var få på begge sider. De vigtigste byer og større flyvestationer blev mere eller m indre beskyttede af radarstyrede 70 mm luftværnskanoner, der betragtes som forældede i Europa, af 40 mm Bofors og - på pakistansk side - 90 mm amerikanske kanoner. Men frontenhederne måtte til deres beskyttelse stole på Browning maskingeværet (50-caliber) og 20 mm Oerlikon monteret på lastvogne og andre køretøjer. Deres ild viste sig ineffektiv mod jetfly. Begge sider manglede de mere avancerede radarstyrede luftvæmskanoner og motoriserede luftværnsbatterier t il beskyttelse af motorkolonner og panserstyrker.
8. Signaltjeneste.
Radio, telefon, fjernskriver, visuel signalering og kurertjeneste og anvendelse af koder var effektive og up-to-date på begge sider.
9. Chefsvirke.
Bortset fra den kritik, som kan rettes mod ortodoks stivhed, mangel på fantasi og smidiglied var chefsvirket på begge sider godt. De ledende officerer veg ikke tilbage for at ledsage deres tropper i kamp hellere end at udgive ordrer fra langt tilbageliggende kommandostationer. Kommandoføringen var effektiv og forholdet mellem officerer og lavere grader var tilfredsstillende. Patriotisk ånd, national stolthed og religiøse følelser garanterede en god moral, overlegen discip lin og øjeblikke lig efterkommelse af ordrer på begge sider. A f stor betydning for cliefsvirket på begge sider var den kendsgerning, at både den indiske og den pakistanske hær er professionelle, sammensat af soldater, der er hvervet på lang tid. Rekruteringskontoret er i stand til at håndplukke personelerstatningerne. Sammenlignet med det generelle uddannelsesstade i begge lande er den m ilitære standard, især i infanteri og artilleri, høj.
10. Våben.
Som omtalt før er kampvogne og fly afgørende våben og pansrede mandskabsvogne og selvkørende artilleri kommer næst på listen. Lette morterer - 52 mm på indisk og 60 mm på pakistansk side - viste sig at være af ringe praktisk værdi. Ikke engang den 81 mm middeltunge morter opnåede resultater, som retfærdiggør deres anvendelse i moderne krigsførelse.
Panservåben effektive.
Gode resultater blev opnåede af den indiske 120 mm morter af fransk oprindelse. Den britiske 4.2 inch morter var m indre effektiv. Panserværnskanoner viste igen deres værd som det eneste våben, der kan sløve den skarpe æg i et fjendtligt panserangreb. Der blev ikke benyttet trådstyrede raketter eller andre former for raketter. Den trukne 57 og 75 mm kanon viste sig værdiløs. De eneste våben, der gav resultater, var 106 mm dysekanon og raketstyr. Panserm iner viste sig kun effektive, hvis de blev lagt i 5 rækker placeret i X formation. Det amerikanske 50-caliber maskingevær er stadig det bedste maskingevær på slagpladsen. Det britiske V ickers, det amerikanske 30-ealiber og diverse lette maskingeværer viste sig m indre effektive. Automatgeværer viste sig m indre effektive i hænderne på de indiske og pakistanske soldater end en kombination af maskinpistoler og gammeldags infanterigeværer til dygtigere skytter. Der er ganske givet et behov for et letvægtsmaskingevær til brug i forreste lin ie ved infanteridelinger. Dette maskingevær bør kombinere 50- caliber maskingeværets skudhastighed og effektivitet med den britiske Brenguns enkle betjening og brugsregler.
