På baggrund af nogle artikler, der tidligere har været bragt her i tidsskriftet om den psykologiske krigsførelse, fremsætter fuldmægtig, premierløjtnant E. Skovlund, der som instruktør i Hjemmeværnsregion VI har beskæftiget sig en hel del med emnet, nogle tanker vedrørende forsvaret mod det psykologiske angreb.
Det turde være ganske klart, at vi i Vesten, såvel som i den øvrige del af verden, lever i en krigstilstand, idet dog endnu kun 3 af den totale krigs 4 hovedkomponenter udnyttes, nemlig
— politisk krigsførelse,
— økonomisk krigsførelse og
— psykologisk krigsførelse.
Disse komponenter anvendes af Sovjet i det daglige, og vi i Vesten er hver eneste dag udsat for påvirkninger i disse retninger. Heldigvis er dette efterhånden gået op for mange og er hlandt andet beskrevet på fortræ ffelig vis i tidligere artikler i M ilitæ rt Tidsskrift.*) Disse artikler behandler alle, med undtagelse af legationsråd Wenck’s artikel, dog kun angrebene, hvis man kan kalde det sådan, som vi udsættes for, men de berører kun sporadisk krigsførelsens anden side, forsvaret. Det fastslås, at der må findes et forsvar på en eller anden måde, men kun legationsråden angiver en m ulig løsning, eller et forsøg på en sådan. Jeg skal senere vende tilbage hertil.
Denne artikel har ikke til form ål at angive en salomonisk løsning på problemet »forsvar mod psykologiske angreb«, men har til hensigt at starte tanker og ideer, for på den måde at finde frem til den bedst mulige løsning på et problem, som vi er nogle stykker, der har beskæftiget os med i nogle år. Jeg skal dog lige forsøge at stille den psykologiske krigsførelses angrebsmetoder og -våben op på en anden måde end tidligere gjort, idet det skal bemærkes, at de bemærkninger, der gøres, kun omhandler den tredie komponent i krigsførelsen, idet der til beskrivelsen af de to førstnævnte komponenter kræves et anderledes forum og ganske andre ord. Således behandler K N Henningsen i sin artikel ensidigt Sovjets psykologiske angrebsmetoder i forbindelse med det direkte forhold mellem Øst og Vest og kommer derved let til at fortabe sig i enkelte ting, som for eksempel Hrustjovs opførsel på topmøder og F N ’s generalforsamlinger. Det er rigtigt, at disse ting indicerer en masse om de psykologiske angrebs karakter, men man må samtidigt holde sig for øje, at forsøgspersonerne (i dette tilfæ lde Vesten og de neutrale stater) inden der bankes med skoen i bordet, af andre og for så vidt lige så farlige komponenter er bragt i en ganske bestemt tilstræbt tilstand, som letter forvirringen og usikkerheden. K L K. V. Nielsen nævner i NO V 1959, at »fjenden hele tiden bliver overvåget, og at der til stadighed bliver gnavet i ham«. V i befinder os i dag i den defensive tilstand af den såkaldte »revolutionære krig« og på sine punkter i den overgangstilstand mellem defensiven og ligevægtstilstanden, der kan betegnes som den farligste del. R ig tigst må det da være at stille den psykologiske krigsførelses anbrebsmetoder og våben op som nedenfor, idet der her specielt nævnes danske forhold. (For verdens øvrige lande v il lignende forhold gøre sig gældende, men naturligvis med nationale og lokale tilsnit.)
*) N o v . 1959: K L K . V . N ie ls e n : R e v o lu tio næ r k rig . M a j 1960: K L K . V . N ie ls e n : D e t to tale m id d e l i den begrænsede k rig . F e b . 1960: K L K . V . N ie ls e n : F re d e lig sam eksistens. N o v . 1960: K N P . H e n n in g s e n : V o r o p fa ttelse a f p sy k o lo g isk k rig s fø relse . D e c . 1960: Le g a tio n srå d H . W e n c k : D e n id eo logiske k am p .
Under
» Defensivtilstanden «
udnyttes eksisterende behov — for fred -— for social tryghed — for økonomisk tryghed — for størst mulig selvstændighed og uddybes lokalt til skabelsen af det skjulte fundament, hvorpå en bredere anlagt påvirkning på længere sigt skal hvile.
De »våben«, der anvendes er,
— skabelse af frygttilstande,
— skabelse af utilfredshed og social usikkerhed,
— skabelse af indrepolitisk uro,
— skabelse af økonomisk uro,
— skabelse af misnøje med offentlige myndigheder og deres dispositioner.
I disse »våben« anvendes følgende »ammunition« (for blot at nævne nogle:
— stadige gentagelser om atomdød (plakater, atommarch),
— stadige gentagelser om den »vesttyske militarismes revancheplaner«,
— gentagelse til trivialitet om anvendelse af danske officerer, der har været nazister eller har været nazistisk inficerede,
— udbredelse af misnøje og svigtende tiltro til allieredes og egne våbens effektivitet,
— fremhævelse af Sovjets styrke og muligheder,
— latterliggørelse af værnenes personel,
— oprettelse af dækorganisationer, som hl. a. tæller medlemmer med en vis offentlig anseelse (eks. atom-march komiteen),
—- skabelsen af et »socialistisk folkeparti«, der tilsyneladende ikke har tilknytning til international kommunisme,
— opfordringer til ulovlige lønstrejker og til at stille stadig større krav (f. eks. om medbestemmelsesrettigheder),
— påvirkning af den frie presse, der i følge sin natur som »salgsvare« ofte er for lidt k ritisk med oplysninger og meddelelser fra tydeligvis østligt påvirkede kilder, — belastning af domstole med langvarige og ubetydelige retssager,
— belastning af statslige og kommunale myndigheder med sager, som latterliggør myndighederne og disses ledere,
— sabotage af industriel aktivitet ved bestandige opfordringer til strejker af anden art end lønstrejker,
— gentagne forslag om skattenedsættelser, f. eks. på baggrund af bevillinger til det militæ re forsvar eller det civile beredskab,
— latterliggørelse af kirke og religion,
— direkte påvirkning fra kommunistiske celle-folk af mennesker med en »ved ikke«-indstilling til defaitisme,
— bestandige gentagelser om kapitalismens grusomheder og dens lakajers undertrykkelse af de brede masser,
— uddeling af gratis »rød« presse og løbesedler, hvor de samme gentagelser af fraser og floskler går igen,
— bestandige angreb på den frie presse.
Sideløbende og koordineret med det ovenfor nævnte, foregår det »bredere angreb«, nemlig angrebene mod resten af verden som helhed. Som eksempel herpå kan nævnes de noksom bekendte afbrydelser af topmøder, skandalescener på UN’s generalforsamlinger, tilsyneladende spontane pressekonferencer o. 1.
Hensigten med dette er klar:
Gennem skabelsen af »fundamentet« opnås en usikkerhed, en spændingstilstand (kan også betegnes som »affekttilstand«) af den pågældende befolkningsmasse, der bevirker, at det bredere og med »fundamentskabelsen« koordinerede angreb har størst chance for at finde rodfæste, idet der i dette bredere rettede angreb skiftevis trues og loves. Dette forstærker blot usikkerhedstilstanden, affekttilstanden, og efterhånden vil, følgende alle psykologiske love, forsøgsmassen kunne blive neurotisk og som følge heraf lettere påvirkelig.
Det er denne usikker bed, der kan danne basis for en forstærket cellevirksomhed og dannelsen af bevæbnede guerillastyrker. Under
»Ligevægtstilstanden«
opnås da, ved anvendelse ai yderligere og forstærkede terrorangreb, at en lille del af befolkningen efterhånden styrer resten: massen, folket eller proletariatet har talt.
Springet er herefter ikke stort til næste fase,
»Offensiven«
hvor al modstand er opgivet og hvor de under de to første faser opbyggede og udbyggede celler og væbnede styrker overtager administration og ledelse uden nævneværdig anvendelse af våben.
Dette var i korte træk den sandsynlige gang i den kommunistiske krigsførelses angrebsplaner. A t dette ikke alene er teori ses tydeligt ved studier af forarbejdet i Tjekkoslovakiet, inden dette endeligt blev indlemmet i Sovjets satelitstater. Det skal dog indskydes endnu engang, at den økonomiske og den politiske krigsførelse koordineres i deres anvendelse med den psykologiske krigsførelse på samme måde som de lokalt, eller nationalt, prægede angreb er koordineret med de globalt rettede angreb.
Krigsførelse har altid, selv denne noget særprægede form for krigsførelse, såvel en defensiv som en offensiv side. Spørgsmålet for os i dag må da være, når vi har erkendt, at vi er udsat for bestandige angreb af psykologisk karakter (Pavlov eller ikke Pavlov):
Har vi muligheder, midler, evner og økonomi til at gennemføre og opbygge et effektivt forsvar mod disse angreb?
Besvarelsen af dette spørgsmål kan meget vel blive vanskelig, thi skal vi søge gennemført et forsvar og skal vi søge at vedligeholde dette »p-forsvar«, v il det i virkeligheden for de fleste mennesker medføre en total om stilling til helt nye ting, til helt andre idébaner, end de, vi er vant til. Det første og det bærende i besvarelsen må dog være, og dette er afgjort det første nye og måske revolutionerende, at vi ganske afgjort ikke har råd til at lade være med at skabe et »p-forsvar«, hvis vi da ellers ønsker, at vor livsform , eller de livsformer, hvorunder livet i den frie verden ytrer sig, skal bevares. Det næste nye, vi støder på v il være det paradoksale, at demokratiet selv v il være den alvorligste hindring mod det ønskede forsvar. Den om stilling, der skal til for at opbygge et effektivt forsvar mod »p-angreb«, skal være bygget på almindelige taktiske p rin cipper, eller måske på tekniske principper, for forsvaret må bygges op på grundlag af de våben, der anvendes mod os, og mod den formodede virkning af disse våben. Glemmes må dog ikke, at dette forsvar skal bygges på langt sigt, og på lige så langt sigt, som vore modstandere arbejder. V i skal passe på, at vi ikke kommer til at udkæmpe slaget om fortiden. Det er fremtiden, det gælder. Det må forudsættes som forstået, at rent øjeblikkeligt kan der sættes ind på de tidligere nævnte eksisterende behov (se under »defensivtilstanden«). Hvis disse behov kan gøres mindre, eller i hvert fald mindre udtalte, er en uddybning af dem mindre sandsynlig. Her viser det første paradoks sig im idlertid, thi det er nemlig oftest sådan, at en vel gennemført social tryglied, en vel gennemført økonomisk balance og tilstedeværelsen af den størst mulige personlige frihed og selvstændighed, meget ofte viser sig at være demokratiets svaghed, for det v il herved blive væsentligt vanskeligere at få den demokratiske befolkning til at indse, at den ofte skal lide afsavn for at bevare de eksisterende goder. Dette i så klar modsætning til diktaturet, som, uden skelen til befolkningens ønsker, kan tære på ressourcerne og sætte alle kræ fter ind på de punkter, der forekommer essentielle. Der skal altid i demokratiet en forståelse af problemerne til, før en ændring v il kunne gennemføres med fuld t held. Denne forståelse skal ofte skabes gennem et langvarigt indenrigspolitisk oplysningsarbejde og et arbejde, der i vort foreliggende tilfæ lde kræver en ledelse, der kan holde gnisten ved lige, selv om resultaterne meget ofte udebliver øjeblikkeligt. Tænk blot på, hvad der vil blive sagt hos vælgerne, hvis man på rigsdagen vedtog, at der skulle betales blot et beskedent beløb til et nyt forsvarsorgan, der skulle hellige sig noget så tåget og endnu vagt som »psykologisk forsvar«. Tænk ligeledes på, hvorledes den røde presse omgående ville udnytte den mulighed, man herved gav den i hænde, for slet ikke at tale om, hvorledes den samme situation ville blive udnyttet af den til enhver tid siddende opposition af ikke »rød« karakter. For det v il nemlig vise sig, at forståelsen af problemerne, af de muligheder, der skal og må udnyttes, også mangler helt i toppen. Som nævnt tidligere, er jeg desværre ikke i stand til at påpege nogen form for salomonisk løsning på de foreliggende problemer. Jeg mener dog, at det må kunne lade sig gøre gennem en stadig påvirkning af sig selv og sine omgivelser at nå til en gennemgribende erkendelse af, at det, vi har af demokratiske goder og friheder, skal og må bevares, såfremt vi ikke ønsker at bukke under for en politisk ideologi, der så ganske tydeligt har verdensherredømmet som endeligt mål. Jeg ved udmærket, at det her lige sagte meget vel kan opfattes som en samling floskler, en samling af intetsigende ord af propagandakarakter og jeg v il forsåvidt give ret i det. Det må im idlertid siges som en baggrund for det efterfølgende. Jeg må nemlig fremhæve, at det, jeg før kaldte en svaghed ved demokratiet, min udtalelse om, at forståelse af problemerne ofte manglede helt i toppen, samtidigt er demokratiets styrke. T h i var man ikke i stand til at kunne udtrykke sin mening om dagens problemer enten i den frie presse eller på anden måde, var det netop ikke demokrati. For, som Voltaire sagde: »Jeg er uenig med Dig i alt, hvad Du siger, men jeg v il dø for Din ret til at være uenig med mig«, retten til at være uenige med hinanden i et demokrati er jo netop, paradoksalt nok, samtidigt en del af demokratiets styrke, og er blandt andet noget af det, vi ønsker at bevare. Og det v il afgjort være netop dette paradoks, det bliver sværest at skabe forståelse for, for en sådan forståelse kan ikke skabes på to, fire eller ti år. Der skal sandsynligvis meget længere tid til. Og der skal først og fremmest mennesker i spidsen for en landsomfattende oplysningsbevægelse og disse mennesker skal være gennemsivede af en uovervindelig tro på demokratiets goder. Lederne af denne oplysningstjeneste, som må være den allerførste forudsætning for at bygge et forsvar op (hvis ikke dette netop er forsvaret), skal samtidigt gives de allerbedste muligheder for at studere vore modstanderes metoder sideløbende med, at de skal være så politisk interesserede, at deres bestæbelser ikke ender i gold anti-kommunisme. For gør de det, har de jo allerede i virkeligheden kompromitteret en af demokratiets bærende ideer.
Det er muligt, at disse tanker kan forekomme lid t tågede, fordi jeg ikke samtidigt angiver en »organisationsform« til gennemførelse af denne oplysningstjeneste. Det skal heller ikke være min opgave, for det må ligge på et meget højere plan, men det skal være denne artikels form ål at opridse en skitse, som måske (og måske ikke), kan danne basis for en diskussion mellem de mennesker, der som jeg, eller rettere vi, er klar over, at problemet er lige for døren, og at dette problem skal og bør løses på bedst m ulig måde.
Det skal ikke opfattes således, at jeg ikke anerkender det særdeles rosværdige oplysningsarbejde, der udføres hver eneste dag af dygtige og indsigtsfulde indenrigs- og udenrigspolitiske komentatorer. Dette oplysningsarbejde, som heldigvis gennemføres såvel i presse som i radio og fjernsyn i dag, kan vi ganske givet ikke undvære, for i dag er disse oplysningsudsendelser blevet mere eller mindre en del af befolkningens hverdag. Hvad jeg derimod efterlyser, er en udvidelse af denne oplysningstjeneste således at vi, dels ved oplysning om demokratiet og udenrigspolitiske spørgsmål, får et langt større forum i tale, når det drejer sig om en mentalitetsændring, som tilfæ ldet er her. Y i trænger til flere folk, der, med fuld forståelse af fjendens m idler og organisation, kan lede en energisk, men ikke propagandapræget oplysningstjeneste, rettet mod at gøre mulighederne for de direkte psykologiske angrebs resultater mindre. Det er svært, det ved jeg, men jeg føler mig overbevist om, at det kan gøres. I hvert fald hør det gøres. En sådan tjeneste må sættes ind alle steder, hvor der finder undervisning og uddannelse sted: i skolerne, i værnene, på højskolerne og mange andre steder. Det gælder om, som nævnt før, at få det størst mulige forum i tale, og ikke blot i tale, for dette bør ikke alene gøres i foredragsform eller forelæsningsform, og det er måske det, der gør løsningen så kompliceret. A l den stund foredrag eller forelæsning kun får fat på en mindre del af befolkningen, skal vi på anden måde have et stort forum under påvirkning af den tro, vi selv har på, at demokratiet er den livsform , hvorunder vi ønsker at leve, og at et liv under diktatur, hvadenten dette er et enmandsvælde eller et proletariatets diktatur, er en livsform , der v il knægte alt det, vi sætter højest.
Det gælder da om at finde den måde, der bedst og hurtigst kan give de fornødne resultater, nemlig at umuliggøre, eller i hvert fald reducere, den ønskede virkning af de fjendtlige psykologiske angreb, selvom man må indstille sig på, at det v il være et langvarigt program, der skal arbejdes på. Jeg mener at have fundet et sted, hvor en sådan uddannelse i forståelse af dels de demokratiske principper og dels af den psykologiske krigsførelses væsen og inderste natur kan gennemføres med særdeles stort held, nemlig hjemmeværnet. Hjemmeværnet er ifølge sin natur det samfundsorgan, gennem hvilket man får det bredeste udsnit af den voksne befolkning i tale. Gennem hjemmeværnet bringes forsvarets ideer lettest til den civile befolknings kundskab og den civile befolknings ideer og ind stilling lettest til forsvarets, for hjemmeværnet står med »et ben i hver lejr«. Den kontaktflade, som hjemmeværnet danner mod den civile befolkning, skal og må udnyttes fuldt ud, alene af den grund, at den menige hjemmeværnsmands sønner og døtre i dag er de mennesker, der skal bygge videre på de livsidealer, der er grundlæggende for vort arbejde. Jeg føler mig overbevist om, at det oplysningsarbejde, der i dag gennemføres enkelte steder i hjemmeværnets oplysningsudvalg, efterhånden v il give resultater af helt overraskende karakter. Endnu bedre vil disse resultater naturligvis blive, hvis alle gode kræfter, der kan se på problemerne uden at forfalde til gold tænkning og uden at blive hængende i gold anti-kommunisme, slutter sig sammen for at skabe et koordineret arbejde, en påvirkning og en nøgtern, objektiv oplysningstjeneste rettet mod så bred en del af befolkningen som muligt. Under dette arbejde må man se i øjnene, at mange divergenser stadig v il være til stede, men de skal være til stede, for ellers kompromitterer vi vor egen ide. Jeg v il til slut fuldstændig tilslutte mig K N Henningsens ord, »det kan være let, men det burde være svært at være tilskuer til det, der sker idag«, og jeg kan kun håbe, at den forståelse af den psykologiske krigsførelses problemer og vilkår, som efterhånden breder sig som ringe i vandet, v il medføre, at et koordineret og energisk arbejde startes, og det snart, for at vi ikke for sent skal opdage, at fjenden har overfløjet os, og at han har beredt jordbunden effektivt til sine egne formål.
E. Skovlund.
