Vi lever i „teknikkens tidsalder“, i „atomtiden“, i „opfindelsernes århundrede“, men fremfor noget andet i forkortelsernes guldalder. Her er et uddrag af en forsyningsbefaling, fiktiv men affattet under anvendelse af godkendte forkortelser :
a. — PERPERREP DAGLIG TIL ICKV/EK 0830.
b. — AUD M AUDASS TIL RÅDIGHED FOR DIV 6 (220620)
FRA 220620.
— SKT/EK KSN AFGIVER 3 MCORD OG 2 FODO TIL HMPO FRA 222200.
c. — ENH/ELK REKV FPL V HHV KIT (KKV/EK), DIVIT
ELL BDGIT.
— LLVSTBT/LLVA, MPKMP, BDESTKMP/4 BDE, KUPESK OG KTGBTN (h-PTFKMP) AFHENTER FPL (M—25 OG B + T—26) DIR V FUS A 221900 JUL.
— 5 ITKMP FREMSKYDER FSDEL TIL FPLMAG SICEE SOM I FSBEF 2 BEFALET.
d. — 1 TRA OPRETTER AUS IC SYV 23 JUL (JFR ØVL 0—
BEF 7, PICT 2. b. (1). (c). AFHENTN V DMICDO NWSJ TIL BEHOLDN I TAO.
— FRSIC AMMDEP ØM FRA 222359.
e. — ENH/EIC AFHENTER DM DIR V DUS GL RYE, PNBTN
(^-PNJESIC) OG GRPIGICMP DOG I TAD/1 TRA.
f. — FICF PIC OG VS: SJT
FICF VS: ICVGVS RINGSTED OG LVVS HOLBÆK.
— FDO NSJ FORSYNER EIC ENH.
— MSTA OG MMAR INDSENDES AF BKO HHV DKO 230930.
— EVP/LLE TORP V 8 VSKMP.
g. — REKV PÅ IG-STØTTE TIL KSN/EK (JFR CLD SOP NO
21).
h. — SGPK: HOV TGICAS.
i. — AMBDEL 2 AFGIVER 2 GR I U/S AF BDG 6 222220.
EVAIC TIL SFD V ENH FORANSTALTN.
HFB OG VHP V K SYV FRA 222300.
j. — MRS A: TCP LL TORP (828122) FRA 221820
TP F1REGD (802138) FRA 222130.
k. — LLVBT/LVA/SLR AFGIVER 2 LVGL TIL SFD 230001.
Jo, forkortelser er praktiske. Man risikerer ikke så meget ved, at en sådan befaling falder i fjendens bånd i „klart sprog“ — det vil formentlig tage ham lige så lang tid at tyde den, som det tager os selv.
Hvad er det, der har fået forkortelsesmanien til at brede sig som en epidemi? Er det praktiske hensyn, eller er det følelsen af, at man er mindreværdig, hvis man ikke har lært „forkortelsessproget“?
Det kunne være interessant at betragte de formodede fordele ved den udbredte anvendelse af forkortelser, sådan som de formentlig vil blive fremført fra forkortelsernes fædre:
Der anvendes mindre papir.
Denne gevinst er meget minimal. Kun i de allerfærreste tilfælde vil et signal eller en skrivelse blive forlænget så meget, at der skal anvendes endnu et ark, hvis teksten skrives i læselig form. Besparelsen tåler slet ikke sammenligning med den gevinst, der kan opnås ved at spare overflødige genparter og efterretningseksemplarer.
Der er mindre at skrive.
Den rutinerede stabsofficer, der har alle de almindeligt anvendte forkortelser i hovedet (gad vide, om en sådan eksisterer), kan måske spare nogen tid ved konceptskrivningen. Det store flertal af det personel, der kommer til at skrive befalinger og meldinger i en krigssituation, vil ikke være fortroligt med forkortelserne, men vil for anseelsens skyld sidde og lede dem frem i reglementer, og hvor man nu ellers finder dem, og indflette dem elegant i teksten.
For maskinskriversken (fjernskriveroperatøren), der skal afskrive teksten, vil de mange forkortelser ofte betyde en forsinkelse i arbejdet i stedet for det modsatte. Den rutinerede maskinskriverske skriver rent refleksmæssigt almindelig klar tekst, men hver gang hun støder på en uvant forkortelse, må liun stoppe eller nedsætte hastigheden, således at den samlede skrivetid bliver den samme eller endog længere, jo flere forkortelser teksten indeholder. Man må erindre, at der for hver forkortelse skal skiftes til og fra store bogstaver på skrivemaskinen.
Den forkortede tekst fremmer signalekspeditionen.
Denne antagelse er ikke rigtig. Skal teksten afsendes pr. radiotelefoni, er anvendelsen af forkortelser en iøjnefaldende ulempe. I stedet for at diktere „kamppatrulje“ skal man diktere „jeg staver KILO PAPA TANGO ROMEO“, i stedet for „fjernskriver“ „jeg staver FOXTROT JULIETT SIERRA KILO ROMEO“ o.s.v.
Er der tale om radiotelegrafi, anvendes ikke fonetisk alfabet, men reglementet foreskriver, at forkortelser skal gentages. Forkortelsen for „kamppatrulje“ sendes altså som „KPTR IMI KPTR“, forkortelsen for „fjernskriver“ som „IMI FJSKR“ o.s.v.
Den udbredte anvendelse af skråstreg i forbindelse med forkortelser i stedet for genitivformen medfører yderligere den ulempe, at man ved kryptografering og ved visse signalmidler må skrive „SKRÅSTREG“ (eller „SLANT“) i stedet for den fuldstændige teksts ene bogstav „s“.
Kodetabellens 3-bogstavskombinationer er sådan sammensat, at en enkelt fejl ikke hindrer den rette forståelse. Forekommer
f. eks. kodegruppen PBL, vil der ikke være andre grupper med PB—, P—L eller —BL, ligesom man heller ikke anvender kombinationerne PLB, BLP, BPL, LPB eller LBP. Opstår der en transmissionsfejl, vil den altså uvægerligt blive konstateret ved tydningen, og koden kan korrigeres ved hjælp af kombinationstavlen.
Er der derimod tale om transmission af forkortelser, haves denne sikkerhed ikke. En enkelt trykfejl kan f. eks. gøre DUS (drivmiddeludleveringssted) til AUS (ammunitionsudleveringssted) eller til FUS (forplejningsudleveringssted), gøre KSN (kommandostation) til KST (kampstade) eller gøre FSO (forsyningsområde) til HSO, KSO eller DSO (hær-, korps- eller divisionssignalofficer). Falder et bogstav tid, kan f. eks. KSN (kommandostation) blive til KN (kaptajn), FLZ (feltlazaret) til FL (forsvarslinie )eller BVL (bevogtningslinie) til BL (bombelinie). Der er utallige andre muligheder for fejltagelser: „Blandt andet“ (BL A) kan opfattes som „Bombelinie A“, „Fjernskriver“ (FJSKR) kan blive til „Fjendtlig skrivelse“ (FJ SKR), „Oberstløjtnant“ (OL) til „Og lignende“ (O L). Det må erindres, at interpunktionstegn normalt udelades ved transmissionen.
Dertil må føjes den ulempe, at man på visse signalmidler (fjernskriver, kryptograf) kun kan rette et forkert anslag ved at tilføje en oplysning herom i signalets slutning. Et enkelt forkert anslag i et ord, der er skrevet lielt ud, betyder i almindelighed intet, da meningen alligevel vil være utvetydig. Men som vist, stiller forholdet sig ganske anderledes med forkortelserne.
Til disse mere end tvivlsomme fordele, må man føje den ulempe, at adressaten ikke altid er fortrolig med forkortelserne, hvilket giver langt større ulejlighed, end hvis det er udstederen, der ikke er det. Udstederen ved dog normalt, hvor han skal slå op, når han f. eks. ikke husker forkortelsen for „afvaskningsstation“; men den ulykkelige adressat aner sandsynligvis ikke, i hvilken bog han skal lede efter forkortelsen AVSN.
Som konklusion heraf kan man vist sige, at der ikke opnås besparelser af nogen betydning, at man undgår besværligheder ved skrivning og læsning af signaler, og -— fremfor alt -— at man er bedre sikret mod transmissionsfejl, når man kun anvender sprogets gængse forkortelser, evt. suppleret med forkortelser, der er så fyldige, at betydningen er umiddelbart indlysende.
E. F. S. Skovgaard.
