‐ Hvordan ændrer soldater sig, når de ikke selv mestrer det lokale sprog og nårkulturen er anderledes?
‐ Hvordan kan man i praksis uddanne soldaterne, så de igen virker ‐ næsten ‐ som når de selv kan sproget og interagerer i kulturen?
Disse to spørgsmål har stået i centrum for Institut for Sprog ved Forsvarsakademiets befatning med missionsorienteret uddannelse i de senere år. Som konceptudvikler af missionsorienterede øvelser og kurser har undertegnede haft fornøjelsen af at samarbejde med især Hærens Operative Kommando, Danske Internationale Brigade, 2. Brigade og DANILOG om gennemførelse af denne uddannelse. Det har været spændende og taknemmeligt, præget af kammeratskab og gå‐på‐mod på tværs af myndighedsskel, frihed til kreativitet og vilje til at afprøve nye veje. Vi – fra disse myndigheder – har haft et klart mål for øje: Soldaterne skal uddannes til at kunne løse både skarpe kampopgaver OG støtte civil genopbygning, dvs. mestre hele skalaen af interaktion med lokalsamfundet ud fra devisen ”fra civil hånd til hård grøn”.
Det forløb som ofte betegnes missionsorienteret uddannelse (MISU) dækker her de afdelings‐ og brigadeledede forløb, hvor enhederne er formeret med deres personel i de respektive funktioner. Under dette forløb uddannes enheden samlet dels i hjemgarnisioner, dels på større samvirkeøvelser. På samme måde øves staben dels særskilt, dels i samlet føring af hele styrken.
Med baggrund i vores egne felterfaringer og mangeårige uddannelsesvirksomhed har vi konstateret, at der ofte sker noget særligt med solide, stærke, erfarne danske soldater, når de pludselig ikke selv har sproget i deres magt. Når de ikke mestrer det talte ord og ikke kan kommunikere direkte selv på enten engelsk, tysk, fransk eller andet med den person, de står overfor, så påvirkes de mere end de selv aner. De ændrer sig. Deres ellers normalt robuste fremtoning og kropssprog har tendens til at stivne. De ændrer faktisk karakter, og deres handlekraft enten forringes, eller de træffer beslutninger, som ikke svarer til dem, de ville have truffet, hvis de havde været blandt danskere. – Altså hvis de havde dannet sig overblik og haft egen verbal information til at læse situationen.
Hvis det samlede potentiale til at handle forringes, er det betydningsfuldt for soldater, der næsten pr. definition skal være handlingsmennesker. Men det er egentlig ikke så mærkeligt. Faktisk forudsigeligt. Vores handlinger er jo afhængige af, hvordan vi opfatter situationen. Vi kender det fra turistrejser til lande, hvor vi ikke taler sproget. Vi evner ikke at handle i samme omfang eller på samme måde som hjemme. Men hvis omgivelser og situation er venlig og fredelig, gør det ikke noget – og vi mærker ikke konsekvensen af sprogtabet.
Men hvis soldaten står midt på en markedsplads fyldt med civile kvinder og børn, et par militsfolk og bevæbnede unge mænd; radioen skratter, solen brænder varmt, vanddunken er tom, og han er træt. Så skal læsningen af situationen og evnen til at kommunikere gerne være trænet på forhånd. Så er vores soldat – midt i trætheden – bedre rustet til ikke at gribe til uovervejede reaktioner, når menneskemængden laver støj og fagter eller gestikulerer i retning af soldaten. Når mængden samler sig om soldaten (og hans tolk og nærsikring), skal tungen holdes lige i munden. Hvad vil folkemængden? Har alle samme hensigt, eller er der uromagere iblandt? Vil de tale? Og om hvad? Kræver de noget?
De fleste soldater (og mennesker generelt) læser komplekse situationer som denne med ‘det primale beredskab’ forhøjet: klar til kamp eller flugt. Det skyldes dels, at vi ikke forstår sproget. Dels at mængden er for stor og kompleks til entydigt at kunne afkodes via kropssprog. Eller at vores soldat ikke er fortrolig med lokale sædvaner.
Puh ha, spændingen for vores soldat aftager. Det viser sig, at mængden blot er nysgerrig. Børnene ville tigge, og kvinderne fulgte med ungerne. De unge mænd fulgte med kvinderne, og militsfolkene fulgte blot med mængden. Soldaten har fået øjenkontakt med en af de ældre bedstemødre, der fører sig som lokalt familieoverhoved. Han bruger sit kropssprog og gestikulerer til hende: Kom blot nærmere, så vi kan tale. Soldaten får skabt en samtalezone – den støvede frie grusplet på knap 1/2 kvadratmeter, hvor verbal kontakt kan udvikles. En udstrakt arm, fast og rolig, markerer zonen. Soldatens øjne synlige under hjelmens kant – blikket der udstråler årvågenhed men uden aggressivitet – fastholder kontakten. Tolken, der står nær soldaten, virker med sit sprog som ‘kulturbro’. Bedstemoderen tiltaler først tolken, som dog viser hen til soldaten. Bedstemoderen er ikke frygtsom. En samtale udvikler sig med soldaten. Først bedstemoderen og siden flere lokale. De taler og ser på hinanden – ikke så meget på tolken, som er rutineret nok til ikke at stille sig i centrum eller suge Bedstemors opmærksomhed væk fra soldaten. Det at de ser på hinanden, noget så elementært som øjenkontakt, der jo er fælles for kulturer, er vigtigt. Det har soldaten erfaret for længst.
Uanset forskellig kultur er øjet ‘sindets spejl’, og efter et stykke tid med øjenkontakt er næsten alle mennesker i stand til at forme en kvalificeret opfattelse af den anden part i samtalen – også selv om sætningerne går gennem en tolk.
Soldaten har nu fået talt med de lokale gennem sin tolk. Han har hørt deres ytringer og informationer. Han har formentlig også fået svar på nogle af de spørgsmål, bataljonen interesser sig for. Og i tilgift har de lokale fået et indtryk af soldaten og hans synspunkter. Efter et stykke tid fortsætter soldaten sin patrulje sammen med gruppen.
Mange af os har oplevet situationer som denne, der efterhånden er blevet rutine under betegnelsen ‘social patrol’, ‘social stop’, ‘kontaktoperationer’ el.lign. Ikke så underligt – for medmindre vi er indsat i områder udelukkende domineret af kampoperationer – er det i mødet med de lokale, at vi får vigtige bidrag til den lokale situation, uanset om det er på et benzinmarked i Basra, ved stemmeoptælling i Kaukasus, i flygtningelejr på Balkan eller på fodpatrulje i Afghanistan.
Teoretisk undervisning i missionsområdets kultur
‘Kultur’ skal forstås ganske bredt. Samfundsindretning, skik og brug, typiske sædvaner og handlemønstre, forholdet mellem civile og militære, kvinder og mænd, land og by…
Som et tidligt element i uddannelsesforløbet og før enhederne kastes ud i fx større øvelser i bataljonsramme, modtager de nu systematiseret teoretisk orientering om missionsområdets kultur. Men teoretisk undervisning, auditorieforedrag o.l. skal gerne krydres med mange praktiske eksempler, og for at soldaten skal kunne interagere i kulturen, skal det teoretisk meddelte stof afspejle sig i de praktiske øvelser. Ellers kan det ikke kaldes frem, når soldaten står i missionsområdet.
Om uddannelse i praksis
Men vores soldat skal kunne optræde (næsten) som hjemme i Danmark, med samme ro og sikkerhed. Hvordan bringes han dertil? Svaret på, hvordan soldaten – bataljonschef eller gruppefører – bringes til at føle sig næsten som hjemme i kulturen og det fremmede sprogmiljø, blev niveau‐opdelt undervisning i kulturkendskab og kommunikationsteknik. Samtidig blev ‘kultur‐udfordringer’ integreret i al slags uddannelse. Jo mere kommunikation der forudsås i soldatens funktion, desto mere intensiv og forskelligartet træning. Og det hele tilsat så realistiske fysiske rammer som muligt.
Det tidligere Jugoslavien – de første erfaringer
Efter Cypern‐missionen var droslet ned, var det først med udsendelserne til krigen i det tidligere Jugoslavien, at vi fra dansk side tog fat på systematisk uddannelse i større omfang. Det stod hurtigt klart, at indsatsen i det tidligere Jugoslavien ville kræve styrker udsendt i en årrække og i relativt stort tal. Lokalsamfundene havde lige været eller var midt i en aktiv krig. Våbenhvile, fred, forsoning og genopbygning af civile samfund ville kræve omfattende kontakt med lokale myndigheder, ledere og befolkning. Kort sagt: masser af direkte, personlig kontakt. For at kommunikere måtte soldaten sættes i stand til at forstå kulturen og udstyre soldaten med sproglige redskaber. Og en hel bataljons ‘kontakt‐holdere’ på alle niveauer giver et ganske stort antal at træne.
Skræddersyet træning
Der er sket meget store fremskridt i den måde vi uddanner vores soldater til at begå sig i fremmede kulturer, og den måde de trænes til at kommunikere med lokalbefolkningen. Fra en ret begrænset indsats med fragmentariske øvelser i begyndelsen af 1990’erne – ved begyndelsen af UNPROFOR (United Nations Protection Force (in Former Yugoslavia)) til Kroatien og Bosnien‐Herzegovina – og til en meget mere systematisk og integreret proces.
Nøgleordene har været:
- Realisme i den enkelte øvelsessituation: at ‘turde’ spille som lokal aktør.
- Interaktion: at give øvelsestageren mulighed for at vælge flere handlemåder.
- Kompleksitet: den valgte handlemåde skal kunne udvikles og fortsat ‘rummes’ inden for øvelsesrammen.
Fra fragmentarisk til integreret
Udviklingen af missionsorienterede øvelser har generelt gået fra fragmenterede, stand‐alone til mere integrerede og komplekse, hvor større enheder øver sammen over længere tidsrum i samme overordnede øvelsesramme. Det siger sig selv, at muligheden for at træne kulturforståelsen er meget bedre ved det integrerede forløb. For det kræver tid at øve ‘kulturforståelse’ forstået som hensigtsmæssig reaktion, når den er integreret i handlebaner i stedet for at blive manuduceret i teoretisk klasseundervisning.
Det er ikke fordi det er ‘sværere’ eller ‘finere’ end at mestre kampeksercits eller klassisk enhedsskydning og ‐ samvirke. Alle disciplinerne kræver målrettet træning.
Hvordan formidles missionsområdets kultur?
Realisme: Spiller fremmedsprog en rolle for at etablere en realistisk øvelsesramme? Ja, i høj grad. Det har vist sig at være det kraftigste enkeltparameter til at bibringe øvelsestagerne fornemmelsen af at være i missionsområdets miljø (selv om der står bøgetræer og danske vejskilte i nærheden).
Den dygtige øvelsesspiller kan forvandle en næsten bar lade, et halvtomt lokale, en majsmark eller anden skrabet ramme til et fortættet miljø, hvis han eller hun har solidt missionskendskab og gennem sine ord og sin personlige fremtræden kan skabe opmærksomhed. Det fordrer selvsagt et vist skuespiltalent, men den fremmedsproglige iklædning bidrager meget mere, end man umiddelbart skulle tro.
Det er den gennemgående og veldokumenterede erfaring hos talrige soldater, at det kulturelle rum kan skabes med få redskaber: et fremmed, for soldaten uforståeligt, sprog kombineret med en forholdsvis autentisk personprofil for øvelsesspilleren.
I udviklingen af de missionsorienterede øvelser har vi derfor arbejdet ihærdigt for at sikre, at tilstrækkeligt mange nøglespillere i en given uddannelse har solidt missionskendskab, så de kan levere autentiske personprofiler iklædt fremmesprog. Desto flere kolleger – sprogofficerer eller andre – der kan trække på egne erfaringer fra missionsområdet, desto bedre. Vi har systematisk fyldt øvelsesoplæg med personprofiler inspireret (NB: dog ikke fuldstændig kopieret) fra missionsområdet og gjort disse profiler til ‘helstøbte’ bærere af missionsområdets forskellige forhold og problemer.
Interaktiviteten og kompleksiteten
Vi har tilladt øvelsesspillerne at udfolde deres personprofil – eller deres ‘karakter’, som det ville hedde i skuespilfaget – i takt med og i forhold til øvelsestagernes handlinger for at opnå dynamik. Det komplekse fremkommer ved at soldaternes handling nr. 1, afstedkommer en plausibel reaktion, som igen driver handling nr. 2 osv. Andetsteds på øvelsespladsen spreder reaktionerne på handling nr. 1 sig samtidig – og gerne i realtid – til andre lokalområder, hvor andre dele af styrken er indsat. Det afføder endnu en handlingsmåde giver vi både staben og manøvreenhederne den komplekse ramme, som tillader dem at vælge flere forskellige tilgange til opgaveløsningen. På den måde får vi øvet deres føring og handlingsberedskab. Det er velkendt, at der kræves en vis øvelsesstab med kontrolofficerer til at sikre fremdrift i den ønskede retning og styre samtidige, dynamiske og komplekse spil.
Kulisse og rekvisitter spiller også en rolle, når man skal transformere et efterårskøligt dansk øvelsesområde til et lokalområde i Irak, Balkan eller Afghanistan. Man behøver ikke ‘udstyrsstykker’, blot nogle ‘kroge’ at hægte øvelsesrammen op på. Men kulisse og rekvisitter – alt fra et kloster, et rådhus, en moske med minaret, et sheik‐rum med tæpper eller en købmandsbod – er især vigtige for at fastholde fikspunkter for øvelsestagere i en kompleks øvelsesramme. Men kulisse og rekvisitter hjælper også meget til at anspore større grupper af mindre rutinerede øvelseshjælpere – fx et par kompagnier menige soldater, der tildeles som momentstyrke for en begrænset tid – hvis de skal medvirke til at skabe et bestemt miljø for soldaterne.
Uddannelsen og øvelserne har ikke været ‘scriptede’ hændelsesforløb, som blot skulle gennemspilles bevidstløst med helt fastlagt mønster. Men snarere en slags slalomskiløjpe, som man kan løbe ned ad på forskellige måder. På vej ned ad ‘løjpen’ – øvelsesforløbet – har der naturligvis været nogle ‘porte’, som styrken skal øves i: bestemte dilemmaer, føringsmæssige udfordringer eller reaktionsmønstre, som bare skal være eksercermærssigt gennemgået, så det sidder på rygraden. Men vejen hen til den enkelte ‘port’, dvs. de begivenheder som typisk ville opstå i missionsområdet, skal gerne forekomme realistisk/plausibel for øvelsestagerne.
‘Gadeteater’ eller…
For det utrænede øje har mange større MISU‐øvelser lignet gadeteater og fremkaldt skæve smil, når episoder med bål, brand og lokale optøjer har eskaleret. Eller når langtrukne forhandlinger gennem tolk og med til ukendelighed sminkede lokale ‘sheiker’ har fået sveden frem hos soldaterne.
Men sandheden er, at der har været tale om nøje gennemtænkte, velovervejede og kontrollerede processer som ofte har krævet lang forberedelse, realiseret med den seriøsitet og indlevelse, som har fået soldaterne bevæget ind i missionsområdets ‘rum’.
På den måde har det vist sig en smule lettere end man skulle tro at få øvet ‘kulturforståelsen’. Takket være grundig planlægning, rigelig knofedt og velvilligt medspil fra især sprogofficerskorpset. Og soldaterne – dem det hele drejer sig om – har generelt vist stor entusiasme i øvelserne og har ‘spillet med’. Alle har erkendt, at det har været vigtigt for opgaveløsningen af kende kulturen i missionsområdet.
Den største ros vi som øvelsesplanlæggere har fået, er når soldater efter at have oplevet tilspidsede situationer med mange lokale senere har meldt tilbage, at ”det var ligesom på øvelse hjemme i Danmark”. Soldaterne har ofte været tydeligt tilfredse med deres egne velovervejede reaktioner og handlinger, så de fik løst den pågældende opgave.
Når soldaten skal tale gennem tolk
Ret kort tid efter de første enheder var blevet indsat i det tidligere Jugoslavien i solidt antal, stod det klart, at soldaternes brug af tolke ikke var optimal. Det gjaldt sådan set både høje og lave grader. Størstedelen af soldaterne var ganske enkelt ikke vant til at benytte et par vigtige ‘håndværksmæssige greb’ i deres talestrøm og deres lyttemåde. At blive støttet af en tolk er en forudsætning for både at kunne tale og lytte til modparten. Det er ikke nogen videnskab, men hvis man ikke bruger disse greb, forværres ens egen afsendelse af budskabet, og man kan miste vigtige dele af modpartens.
Den største ros man kan få som tolk, er hvis tolkebrugeren efter et godt møde næsten ikke kan huske, at man var der. Så har tolken været det medium, der har bygget den nødvendige bro mellem to samtaleparter, men parterne har følt det, som talte de direkte med hinanden. Det kræver naturligvis, at tolkebrugeren har haft rutine i de ‘håndværksmæssige greb’: talt i afmålte sætninger, med forståeligt og tydeligt ordvalg, ladet tolken tolke sætninger færdig og holdt normal øjenkontakt. På den måde afsendes budskabet, næsten som kom det direkte fra soldaten selv, og særlig vigtigt: soldaten har overskud til at fastholde sit eget sædvanlige kropssprog. Først når disse betingelser er opfyldt, opfatter den lokale samtalepartner soldaten som troværdig.
Vi besluttede ret hurtigt at betone praktiske øvelser for netop at øve håndværket. Praktiske øvelser efter en kort teoretisk indføring i grundlæggende overvejelser om kommunikation (bl.a. strukturering af budskaber), af kropssprogmæssig fremtoning og tilrettelæggelse af forhandlingsmåder. Som sædvanen er i forsvaret, udarbejdede vi kompakte aide‐mémoirer til enkeltmand i brug af tolk mv.
Ret hurtigt integrerede vi også missionsområdets aktuelle problemstillinger i de korte praktiske øvelser. Når man skal øve sig, kan det jo lige så godt være noget fra hverdagen. Der kunne hurtigt spores markante fremskridt i missionsområderne. Fremskridt både i soldaternes praktiske formåen til at kommunikere med lokalbefolkningen, hvilket soldaterne selv værdsatte, og fremskridt i den placering styrken generelt havde hos lokalbefolkningen. Nu kunne flere tale sammen. Som en markant aktør, ofte med relativ tung fysisk magt i lokalsamfundet, siger det sig selv, at den lokale befolkning ønsker at have kontakt med en så vigtig spiller.
For at kunne dække det store behov for uddannelsesstøtte til enhederne blev interesserede sprogofficerer efteruddannet til at støtte denne opgave, og de har bedrevet en karavane af kurser og øvelser.
Er dansk kultur en forudsætning for vores handlemåde og tilgang i øvelser?
Nej, egentlig ikke. Vi bryster os af at være gode til fredsbevarende missioner. Vi kan godt lide at tro, at vores tilgang er speciel ‘dansk’. Min erfaring er dog, at det ikke udelukkende har noget med nationalitet at gøre. Vi skulle også gerne være gode til kamp. Det handler i sin enkelhed om at dosere magtmidler efter situationen og samtidig have viljen til kontakt uden våbenanvendelse – hvis det er den bedste måde at opnå missionens mål på. Det behøver man ikke være dansker for at kunne.
Men naturligvis er en soldat med baggrund i demokratisk kultur – alment dannet, vænnet til selvstændig ageren og aktiv deltagelse i samfundet – et bedre materiale at uddanne på.
Det er selvsagt tilfredsstillende, når vore alliancepartnere har opdaget det lille land og gerne vil samarbejde og udveksle uddannelseserfaring med os.
