Introduktion
Som et led i bestræbelserne for på værdig vis at mindes 9. april for 25 år siden er i rækken af »Danmarks Radios Grundbøger« udsendt »Besættelsestidens historie«. Bogens forfattere er Hans K irch lioff, Henrik S. Nissen og Henning Poulsen •— alle af den kreds af yngre historikere, der er i fuld gang med at kulegrave besættelsestiden. På den baggrund og i betragtning af det officielle stempel, som Danmarks Radio — så at sige på statens vegne — har sat på fremstillingen, ligger det nær at vente et resultat, der er hævet over kritik. Det skal straks siges, at det er lykkedes forfatterne bl. a. ved at dele stoffet imellem sig at dække perioden på knapt 200 relativt små tekstsider. Hans K irchhoff har begrænset sig til forspillet til 9. april, medens Henrik S. Nissen og Henning Poulsen broderligt har delt besættelsestiden, således at den første behandler tiden frem til »Ministeriet Buhi« (maj 42) og den sidstnævnte perioden ud. I bogens forord skriver forfatterne, at alene bogens beskedne omfang har gjort det umuligt at behandle alle betydningsfulde sider af besættelsestidens historie. I stedet for at give et koncentrat af mange forhold og begivenheder har forfatterne valgt i hovedsagen at samle fremstillingen om tidens egenartede politiske udvikling, spillet mellem den tyske besættelsesmagt, forhandlingspolitikeme, befolkningen og modstandsbevægelsen. I betragtning af dette forbehold forekommer bogens titel en kende pretentiøs. Forfatternes håb, at bogen kan tjene som en indførelse i eller repetition af besættelsestidens historie og samtidig benyttes som en kortfattet introduktion til perioden i studiekredse og til undervisningsbrug, gør nogle bemærkninger til omtalen af specielt hærens forhold påkrævet. I det følgende v il derfor -— uanset, at forfatterne i deres forord har forsøgt at »slå kors for sig« — blive påpeget alvorligere udeladelser og fortolkninger, der i betænkelig grad belaster fremstillingen.
Et blik på navneregistret viser, at 7 danske linieofficerer er nævnt ved navn i bogen, heraf kun een søofficer: Daværende kommandørkaptajn Frits H . Kjølsen, hvilket altså vil sige, at hverken viceadmiralerne A. H. Vedel eller H . Rechnitzer — for nu at angive yderpunkter, er nævnt. Forfatterne begår også det kunststykke ikke at nævne chefen for grænsegendarmeriet, oberst S. B. Paludan-Møller, så lidt som grænsegendarmemes afvæbning 8. april. Naturligvis er de to kommanderende generaler, generalløjtnanterne W. W. Prior og E. Gørtz nævnt, men de fire resterende navne er: Oberstløjtnant C. P. Kryssing og C. F. v. Schalburg, der begge gik i tysk tjeneste, og generalmajor V . Bennike og oberst Sv. Schiødt-Eriksen — med hvem man på civilt hold i modstandsbevægelsen som bekendt havde »besvær«.
Lidt for flot
Til Hans Kirchhoffs kapitel — Forspillet til 9. april — er der det at bemærke, at mens der går 25 sider med at berette om Hitlers Europa, »Operation Gelb«, Skandinavien i storadmiral Raeders strategi, Skandinaviens neutralitet og de allierede, Kapløbet om Norge og »Weserübung«, så har forfatteren helt givet op over for den fuldt så nærliggende opgave: at orientere læserne om udviklingen i Danmark fra 2. verdenskrigsudbrud til besættelsen — herved belastes forspillet ikke alene med en falsk tone, men læseren svigtes. Dette v il altså sige, at man i Forspillet til 9. april ikke får en tøddel at vide om bl. a. de militære foranstaltninger i disse katastrofale 7 måneder. Medens der som nævnt orienteres om den tyske operationsplan, så nævnes situationen på vor side ikke med eet ord, og general Priors mange henvendelser og protester vedrørende det militære beredskabs svækkelse og udfordrende negligering forties simpelt hen. I afsnittet Den 9. april i Danmark omtales hærens således (side 34— 36): »Den danske regering havde efter krigsudbruddet erklæret landet neutralt og gennem genindkaldelse af fem årgange demonstreret, at den var parat til at forsvare denne neutralitet med væbnet magt. Men i hvilket omfang og hvor længe man ville kæmpe, blev lige til 9. april et ubesvaret spørgsmål. . . . Samtidig brød de tyske tropper ind over grænsen . . . Man var i færd med at erobre (!) Kastellet. Der blev kæmpet i Sønderjylland. .. . Da var 13 danske soldater faldet i kampen med den overmægtige modstander.« — Ikke eet ord om regeringsforhud mod gravearbejder og spærringer, afslag m. h. t. krav om flytning af de udstrøede enheder og de fem årganges hjemsendelse o.s.v.
Nok har forfatterne indset det umulige i at behandle »alle betydningsfulde sider af besættelsestidens historie«, men det er dog vist en for »flot« behandling af danske soldaters — f. eks. 4. bataljons — indsats og prøvelse den 9. april. Ved at glemme, hvad der skete med de 5 indkaldte årgange, og tillade sig bemærkningen (34-3/4): »I Danmark derimod (Norge er lige omtalt) gik alt efter beregning« begås reelle historiske fejl, for modstanden ved grænsen og på Amalienborg Slotsplads var ikke efter beregningen, fordi Renthe-Fink ved en misforståelse af udenrigsminister P. Munchs udtalelse den 8. april havde rapporteret til Berlin: Der vil blive protesteret, men ikke kæmpet. Falkenhorst mente jo endda, at man kunne marchere ind i København med musik. Hvad der skete med hæren efter 9. april melder historien ikke noget om.
Første væsentlige bidrag til den allierede krigsførelse Henrik S. Nissen behandler Forhandlingspolitikken, Stormløb mod regeringen, Den nationale vækkelse og Protestbeva'gelse og modstandskamp — altså tiden frem til sommeren 1942. T i l disse kapitler er der ikke meget at bemærke fra et hærsynspunkt. Ve l ville en forfatter med lidt mere psykologisk flair nok liave følt sig opfordret til med et par linier at opholde sig ved, hvad det betød i årene 1940— 43 at være dansk befalingsmand — men det skal på den anden side erkendes, at han har haft blikket åbent for den indsats Generalstabens efterretningstjeneste ydede på et meget tidligt tidspunkt under besættelsen. Startdatoen, 23. april 1940, kender forfatteren tilsyneladende ikke, selvom den nok var nævnelse værd. Om indsatsen skriver Henrik S. Nissen følgende: »Det var den danske generalskabs efterretningstjeneste, der indsamlede oplysningerne (som redaktør Ebbe Muncli videresendte fra Stockholm). Det er ikke muligt at afgøre, hvor mange, der på det tidspunkt (okt. 1940) var vidende om efterretningstjenestens illegale arbejde, stemningen i officerskredse kan udmærket være tilstrækkelig baggrund for, at arbejdet blev indledt, uden at man havde godkendelse fra oveordnede, endsige fra de politiske instanser. Nok er det, at efterretningsstof indsamledes og viderebefordredes systematisk og med stigende effektivitet hele besættelsen igennem.« Her skal ikke gåes i rette med forfatteren, fordi ban stiller sig en opgave, som ban ikke får løst: Hvor mange, der kendte til den omhandlede indsats. — A t det ikke bar været mange, ligger i sagens natur. Når en »stemning i officerskredse« binges ind i billedet, må det fastslås, at det historiske problem er, om Generalstabschefen, general Gørtz — fra okt 43 chef for Generalkommandoen — var indforstået eller ej. Men det er ikke »nok« at konstatere efterretningsmæssig indsamling med stigende effektivitet. — Indsatsen den gang var så forudseende, dristig og værdifuld, at de få officerer, der ydede den ledende indsats nok havde fortjent ikke at forblive anonyme — den officer under hvis direkte ansvar arbejudførtes: Efterretningssektionens chef, senere generalmajor E. M . Nordentoft, bør i hvert fald ikke forbigås, når løjtnant Sv. Truelsen siden fremhæves. løvrigt var der efterhånden tale om noget langt værdifuldere, end indsamlingsarbejde. Henrik S. Nissen kommer ind på nogle overevejelser i forbindelse med en omtale af relationen mellem den lige nævnte efterretningsvirksomhed og SOE (faldskærmsfolkene), hvoraf een mand ankom til Danmark 27 dec 41 og de tre næste 17 apr 1942 — siden betydelig flere — og da næsten udelukkende danske officerer. Forfatteren mener, at efterretningsarbejdet muligvis kom til at sinke opbygningen af en undergrundsbevægelse, indstillet på sabotage. En historiker skal nok vare sig for en så løst underbygget og svævende konstatering. I det specielle tilfælde kan man passende nøjes med at fastslå, hvad man ved, nemlig at det var efterretningsfolkenes opfattelse, at kontakt med SOE var uønsket af faglige grunde, og fordi SOE-virksomheden i begyndelsen forekom amatøragtigt forberedt og udført. Den nødvendige baggrund for sabotageaktioner — udover tilfældige ildspåsættelser og tyverier fra værnemagten -— som forfatteren påpeger et par sider længere fremme, var først ved at blive skabt efter Christmas Møllers rejse til England maj 42.
Depoter og bundventiler
Henning Poulsen behandler Telegramkrisen, Ministeriet Scavenius, 29. august 1943, Under tysk terror og befrielsen. I afsnittet: Aktionen (29. august) omtales hærens og flådens forhold kortfattet, men sobert og i det væsentligste uden slagside. Efter de givne retningslinier »kunne der for hærens vedkommende kun blive tale om at give en protest eftertryk gennem skudvekslinger; men på adskillige tjenestesteder, særlig omkring København, kom det dog til regulær kamp, hvorunder der ialt var 17 faldne på dansk side (her menes »af hæren«). Praktisk taget alle våben og alt materiel faldt uskadt i tyskernes hænder .. . flåden havde i modsætning til hæren en oplagt mulighed for at reducere tyskernes materielle gevinst . .. Ialt lykkedes det 13 skibe at nå frem til Sverige, men 30 . .. blev sænket, sat på grund eller ødelagt på anden måde.« Hertil er at sige, at fordi et skib sænkes ved at bundventilerne åbnes eller fordi et skib sættes på grund, ødelægges det ikke for tid og evighed; men indsatsen var i historiens lys langt større psykologisk set indadtil og udadtil, end som varig reduktion af tyskernes materielle gevinst.*) Henning Poulsen påpeger med rette, at flåden den 29. august havde muligheder, som hæren savnede — især, at den ingen skibe besad — men det havde måske været fair, om det for en gangs skyld var blevet fastslået, at søværnets depoter i land — som hærens — faldt ubeskadigede i tyskernes hænder. Det er med rette, at Henning Poulsen anfører, at det vakte stærk harme, at hærens depoter ikke ødelagdes — men der var nu engang helt andre muligheder for at åbne en bundventil i et skib end for at ødelægge et militært depot blot nogenlunde effektivt — søværnets forhold i så henseende er tilstrækkeligt talende. Fra den 29. august var »deport-harmen« hærens og »sænknings-glorien« søværnets personel tro følgesvende i befolkningen i almindelighed og i modstandsbevægelsen i særdeleshed — det langt overvejende flertal af hærens personel »stod dog distancen« trods de langt hårdere »odds«.
Undgik norske tilstande
Afsnittet hær og flåde har en lidt misvisende overskrift, idet flåden — udover et par fællesbemærkninger — kun omtales i een kort bisætning. Parallel hermed er indskuddet på side 215: »med marinen var der ingen gnidninger«; til gengæld søger man forgæves efter flådens — eller som den skiftevis benævnes: marinens -— særlige indsats i modstandskampen, udover den citerede passus. Spørgsmålet om etableringen af en illegal hær er ikke videre velbehandlet fra forfatterens hånd; det hævdes at generalløjtnant Gørtz var den ledende skikkelse i drøfteme herom. A t spørgsmålet om fremtiden debatteredes livligt blandt de internerede officerer siger sig selv, men general Gørtz ledede naturligvis ikke debatten. A t generalen drøftede situationen med de officerer fra hans stab — den senere fra civil side døbte »Lille Generalstab« — der var interneret sammen med ham, er vel utroligt, men det var generalen der besluttede den linie, som fulgtes i efteråret 1943.
*) Af flådens samlede tonnage på godt 20.000 tons gik 13 fartøjer (600 t) t il Sverige, 19 fartpjer (4400 t) — der var sænket eller beskadiget, og hvoraf 9 var uanvendelige u-både — istandsattes ikke, medens 16 ubeskadigede (6500 t) og 10 istandsatte fartøjer (8800 t) benyttedes af tyskerne.
Det er næppe rigtigt, som Henning Poulsen hævder, at generalens tanker først og fremmest gjaldt den situation, der ville opstå ved befrielsen. Henning Poulsen anfører endvidere, at »det en tid overvejedes at evakuere officerskorpset til Sverige for foreløbig at holde det intakt«. Evakueringsplanen — som vel må være ret nærliggende under de omstændigheder, hvor den udformedes i internatet*) — ikke alene »overvejedes« men udarbejdedes, bl. a. omfattende alarmeringsform og transportarrangement samt en gruppeinddeling af hærens faste befalingsmandskorps. Hæren havde således hen i november formeret langt den største indtil da oprettede organisation af militærgrupper, omfattende ca. 1000 mand; »De militære danske modstandsgrupper«, som ingeniør Foss betegnede den d. 2 december i Stockholm. T i l modstandsbærens vækst skal der senere vendes tilbage. Henning Poulsen anfører, at den nævnte evakueringsplan vakte stærk indignation, hvilket utvivlsomt er rigtigt og vel også forståeligt, når det — insinuerende — kan anføres, at »man så hærens planer i forlængelse af dens kapitulation 29. august og delvis også 9. april«. For Henning Poulsen er det »et bevis på, at hæren ikke havde til hensigt at tage aktiv del i bekæmpelsen af tyskerne«, for »Da interneringen af officererne ophævedes 22. oktober 43, søgte Gørtz da heller ikke kontakt med Frihedsrådet, men henvendte sig til Buhi.« Dette er for det første forkert, fordi kontakten mellem B u lil og Gørtz var etableret en månedtid før, men for det andet er bevisførelsen uhyre spinkel. Når det af Henning Poulsen anføres, at general Gørtz ikke søgte kontakt med Frihedsrådet — og på næste side (190) fortier, at det netop var tilfældet æsker historikeren her til angreb — angreb på Frihedsrådet, for det kendte general Gørtz’s adresse længe før det var muligt for generalen at bedømme hvilket hold, der var i denne nye foreteelse — for som dr. Hæstrup rigtigt anfører i »Hemmelig Alliance« (HA) I, 57: »D. 12. november 1943 bemærker Ebbe Munck: Frihedsrådet er ved at blive en institution.«
c ) Herunder, at det norske offieerskorps efter internering havnede i koncentrationslejre i Tyskland.
Det er i øvrigt ikke Frihedsrådets skyld, at man her i Danmark ikke fik norske tilstande — på frihedsfronten — men general Gørtz’s; han var forståeligt nok med nogen betænkelighed efter i november at have skaffet sig kontakt med rådet midt i december 43 gået ind på en formelig »håndfæstning« — nemlig kun ensidige krav til hæren. General Gørtz’s forbehold: at han ikke kunne gå imod de anvisninger han fik af de politikere, som han anså for landets lovlige regering — kender Henning Pou lsen tilsyneladende ikke. Om man ved den lejlighed var på randen af en spaltning af modstandsbevægelsen kan kun nu utilgængeligt historisk materiale afgøre — men dr. Hæstrup har nok sine grunde til at betegne Frihedsrådets forhandler — Frode Jakobsen — som pokerspiller.
Den hedste efterretningstjeneste
Efter i det lille »Hær- og flåde«-afsnit at have fastslået, at officerskorpsets loyalitet overfor regeringen havde gjort en samlet (?) deltagelse i illegalt arbejde før 29. august udelukket, og have fremhævet Hærens Efterretningstjenestes tidlige indsats som »et meget væsentligt b idrag til den allierede krigsførelse«, vender forfatteren sig til efterretningsofficerernes forhold efter 29. august. Dette gøres i denne mindre velvagte form: »de øvrige (bortset fra den arresterede daværende ritmester Lunding) så sig nødsaget til at bringe sig i sikkerhed i Sverige.« Fortsættelsen bringes im idlertid i en så kortfattet form, at den forekommer tendentiøs og historisk m indre holdbar. Der skrives: »Under ledelse af reserveløjtnant Svend Truelsen lykkedes det dog på få uger at få efterretningsnettet genskabt i fuldt omfang« — dog går altså på efterretningsofficerernes »bringen sig i sikkerhed«. Hertil er i hvert fald at sige, at det for efterretningssektionens chef, daværende oberstløjtnant Nordentofts vedkommende varede en halvanden månedstid, og at nettets resultater: »Stof« endnu m idt i januar 44 dryppede ret så sparsomt. Løjtnant Truelsen berettede efter sin ankomst til Stockholm (H.A. I, 121), at general Gørtz sidst i oktober godkendte Nordentofts anmodning om, at »det gamle efterretningsvæsen i Danmark måtte blive reorganiseret i hærens navn . . . Lederen (Truelsen selv) blev godkendt af generalen . . . Det blev overladt lederen af det nye efterretningssystem selv at vælge sine folk, bestemme systemet og udarbejde de fornødne arbejdsplaner. Hæren (?) ønskede ikke at blande sig i arbejdet.« Noget tyder im idlertid på, at Truelsens værk — som ingenlunde skal forklejnes — ikke var så »selvgroet« endda, bl. a. et par illegale instruktionsbesøg fra hovedkvarteret i Stockholm, måtte der i hvert fald til.
Når Henning Poulsen tager sig en slags vurdering af efterretningsarbejdet på, må det være tilladt til hans lidt tilfældige udvalg af løste opgaver i hvert fald at føje: Det efterretningsmæssige grundlag for talrige jernbanesabotager i krigens sidste måneder og delagtighed i forbeberedelsen af samtlige RAF-angreb på Gestapo-hovedkvartererne i Danmark. Alvorligst er dog undladelsen af at nævne, at alt i Danmark indsamlet efterretningsstof vurderedes og for den mindre bastende parts vedkommende — og det var langt, langt den største — videresendtes i bearbejdet form til de allierede af Efterretningstjenestens ledelse i Stockholm. Arbejdets hovedkvarter var, som dr. Hæstrup har udtrykt det, d. 7. september (43), forlagt til Sverige (H.A., I, 119). Endelig kan Henning Poulsen jo nok stilles spørgsmålet, hvorfor feltmarskal Montgomery’s karakteristik af 12. maj 1945: »... Den danske efterretningstjeneste . .. har været den bedste, der har virket i noget af de af tyskerne besatte lande« ikke anføres?
Kommunistproblemet
Efter med rette at have påpeget, at frygten for, at kommunisterne skulle udnytte modstandsstyrkerne i egne kupplaner spillede en særlig rolle i den indrepolitiske modsætning mellem de »gamle politikere« og »modstandspolitikerne«, fremhæver Henning Poulsen, at alle modstandskredse måtte afvise en sådan påstand. — Men det afgørende forhold var jo, at afvisningerne ikke overbeviste de »gamle politikere«, så lidt som hærens illegale ledelse. Henning Poulsen anfører at også blandt officererne (her som iøvrigt er det vanskeligt at hitte ud af, om der menes hærofficererne eller alle officerer — befalingsmænd af officiantgrupper, de nuværende specialofficerer værdiges ikke omtale overhovedet) var stemningen (!) delt. Nogle var før 29. august gået i gang med modstandsarbejder, andre tilegnede sig hurtigt »frihedskampens holdning og ideer«. Men mange følte sig først og fremmest knyttet til hærens ledelse og det officielle Danmark. Hertil er der i og for sig ikke noget alvorligt at bemærke, men det er der til det følgende (side 189): »Klart træder disse modsætninger frem i en episode, der udspilledes 26. november 1943, da kajtajn Schiødt-Eriksen og politikommissær Odmar forelagde Svend Truelsen et krav fra Gørtz om, at efterretningstjenesten skulle koncentrere sig om at klarlægge forholdene indenfor modstandsbevægelsen, specielt kommunisterne, samt stillingen i den tyske lejr, men standse oversendelsen af efterretningsstof til England for ikke at risikere en ny internering af hæren (officererne ve l? ) Dette forslag måtte Truelsen med indignation afvise, hvorefter det faldt. Men tildragelsen tjente til at skabe yderligere mistro til hærens hensigter.**) Nogen fuldt udtømmende kommentar til den beskrevne episode er pladsen her ikke til. Det er et alt for overfladisk ræsonnement, når 26. nov.-episoden tages som udtryk for forskelle i officerskorpsets syn på situationen. Derfor er det nødvendigt at dvæle lidt ved, hvorledes tildragelsen kunne »skabe yderligere mistro til hærens hensigter« — ja, faktisk udløste et fantastisk forslag om, at Frihedsrådet »overtog« Hærens Efterretningstjeneste ! Henning Poulsen har draget nytte af dr. Hæstrups fremstilling (H.A., I, 125— 29), men hvor Hæstrup refererer begge deltagende parters forklaringer i næsten fuldt omfang, amputerer forfatteren alt andet, end Truelsens udlægning af, hvad der skete. Det er således tendentiøst at anføre »standse oversendelsen af efterretningsstof til England«, når den forklarende bisætning: Ad veje, som man ikke havde tillid til — ikke føjes til. Hvad opgaven: Klarlæggelse af »forholdene indenfor modstandsbevægelsen, specielt kommunisterne« — som Truelsen med væmmelse afviste — angår, er der grund til at anføre, at hvis denne klarlæggelse var blevet iværksat dengang, så havde der været en ærlig chance for at få ryddet frygten hos de »gamle politikere« og hos hærledelsen af vejen. Denne chance stillede Truelsen sig hindrende i vejen for. Han påtog sig dermed ikke alene et ansvar, som han dengang ikke evnede at overskue, men han bar ved sin øjeblikkelige befordring af sin opfattelse af episoden til v illige modstandskredse ved til bålet: Mistro til hærens hensigter.
*) Fremhævet her.
Hæren i undergrundshæren
Inden Henning Poulsen vender sig til den såkaldte skæve våbenfordeling under kapitlet Befrielse, behandler han undergrundshæren — indledningsvis ved (190, 20/21) rigtigt at anføre, at »tanken om en illegal hær ikke var ny og enkelte militærgrupper var allerede dannet« (jan. 44). Hvad der egentlig var af militærgrupper ved årsskiftet 43/44 lader sig næppe nogensinde udrede — forsøg på opstilling mange steder var i sving — men givet er det, at hærens O-grupper på det tidspunkt talte omkring 1500 mand, hvoraf mindst 50 % ikke var officerer. Men det skal altså være anonymt; om der overhovedet var andre, som Frihedsrådet dengang havde hold på, er i øvrigt højst tvivlsomt. I hvert fald gik Frihedsrådets M-udvalg først — efter at man længe havde »snakket grupper« — for alvor i gang i januar 44 med at organisere opstillingen af M-grupper, på hvis talmæssige styrke man først hen på sommeren havde nogenlunde hold. I ju li etableredes det såkaldte Kudvalg som afløser for M-udvalget, og styrkerne lå da på 10.000 mand i M-grupperne. Herom anfører Henning Poulsen, at K-udvalget (Kommando-udvalget) »adskilte sig fra det foregående ved, at hær og flåde var stærkere repræsenteret.« — E n påstand, der er mere end tvivlsom. M-udvalget havde to officerer, og det havde K-udvalget også, men K-udvalget lå på et højere »niveau« end M-udvalget, fordi det fik to frihedsrådsmedlemmer som medlemmer. Det væsentlige var, at K-udvalget havde egentlige kommandomæssige beføjelser — deraf navnet. I tilslutning hertil skriver Henning Poulsen, at general Gørtz i oktober 44 officielt udnævntes til chef for undergrundshæren, men det er ikke ganske korrekt. Foreteelsen burde snarere betegnes som en designering, idet generalen først indtrådte i sin stilling som øverstbefalende »I samme øjeblik, dette officielt meddeltes af de allierede (H.A., II, 107), hvilket forøvrigt aldrig skete
Undergrundshærens bevæbning
Tiden efter folkestrejken omkring 1. ju li 44 er ret summarisk behandlet — det sidste kapitel i bogen: Befrielsen omfatter kun 25 sider, hvoraf 5 er billeder. Alligevel er der blevet plads til en nogenlunde fyldig men langtfra dækkende redegørelse for Forsyninger i et afsnit med denne overskrift, siderne 211— 15. Indledningsvis fastslås her, at 95 % af alle allierede forsyninger blev nedkastet mellem august 44 og maj 45 — altså i besættelsens sidste 8 måneder. Men når Henning Poulsen påstår, at leverancerne gjorde det muligt efterhånden at give modstandsgrupperne en bedre bevæbning er dette ikke ubetinget rigtigt. Det er rigtigt i relation til starten af m ilitærgrupperne, men ikke når man — som det gøres — tager udgangspunktet i sommeren 1944. Her skulle bevæbningsprocenten ikke ligge farlig langt under 40, men først i april 45 var den efter de officielle rapporter til K-udvalget kun steget til 46 % — en såre beskeden fremgang, når det tages i betragtning, at der i månederne august 44— april 45 alene nedkastedes godt 650 tons, hvortil kommer, som Henning Poulsen udtrykker det: Betydelige mængder over Nordsøen og omkring 7000 stk. våben over Øresund. Hvor er alle disse våben blevet af? Henning Poulsen så lidt som nogen anden har h idtil givet en blot nogenlunde udtømmende forklaring på, at undergrundshæren den 5. maj kun disponerede over formentlig højst halvdelen af de våben, som kom til landet. En måske væsentlig del af svaret kan man læse hos Hæstrup (H.A., II, 114): »... store mængder heraf er taget af tyskerne, samt at mange våben endnu ikke er fordelt, men ligger i depot.« Don fynske modtageorganisation, så lidt som hæren, havde tab, medens det klart fremgår af dr. Hæstrups fremstilling i H .A ., at tabene allerede inden våbnene nåede ud til militærgrupper og sabotagegrupper for Jy llands og Sjællands vedkommende var betydelige. — Alligevel anføres (H.A., II, 158) »at tabene i Danmark såvel under modtagelse som videre fremover var relativt små«. I stedet for et forsøg på endelig at belyse våbenproblemet til bunds søger Henning Poulsen til den populære og letkøbte »skæve våbenfordeling«, som aldrig kan blive andet end en lille flis af hele bevæbningskomplekset — drejende sig højst om et par procent af samtlige importerede våben.
Den skæve våbenfordeling
Henning Poulsen kører frem med den særlig følelige våbenmangel hos de aktive grupper — først og fremmest sabotagegruppernes 3— 400 mand. Dette kan fremføres, når man tænker på tiden /ør folkestrejken men ikke efter, hvor bl. a. B O P A i de følgende måneder firedoblede sin styrke — og stadig kunne bevæbne den. På den anden side — ret skal være ret — forfatteren anfører: »Der opstod mange stridigheder om våbnenes fordeling« — altså langtfra alene om den fordeling, som hærens illegale transportsektion varetog. Det er også rigtigt, at »særlig alvorlig var striden om de svenske våben«, hvis fordeling hæren bl. a. varetog. Alvorligst var dog anklagen om »løftebrud« i forbindelse hermed. Henning Poulsen anfører: »Disse våben skulle efter aftalen fordeles ligeligt mellem de civile og de militære grupper (med det sidste menes O-grupperne), men kom i overvejende grad de militære til gode . ..« I parentes bør det lige nævnes, at kun ca. 20 % af O-gruppemes knapt 3000 mand efterhånden var officerer og officianter. Henning Poulsen er således helt på linie med dr. Hæstrup i dette stykke, da denne — som sin personlige opfattelse (H.A., II, 97) — fastslår »Det blev en meningsløs hård belastning for det nødvendige samarbejde, at »balladerne« med ham (daværende kaptajn S. Schiødt-Eriksen) ikke allerede i efteråret havde ført til hans fjernelse« (fra fordelingsarbejdet). Først aftalen om den »ligelige« fordeling. A f Hæstrups egen fremstilling (H.A., II, 87) fremgår, at K-udvalget ikke i oktober 1944 — så lidt som i december — har noget indseende med fordelingen i Jylland, og at der har været kludder med fordelingen af de våben, der er ankommet til Sjælland— København. Man fastsætter et groft fordelingstal 2— 3 for København— Sjælland, og (K-udvalget) afstår fra alt indseende med finfordelingen*). Frode Jakobsen fastslår, at man ikke er klar over gruppernes behov*). På et senere møde debatteredes, at flere hundrede svenske maskinpistoler er fordelt ud til grupperne uden om K-udvalget. Hæstrup tager senere (H.A., II, 94) den slupne tråd op. m.h.t. K-udvalgets fortrædeligheder i oktober 44 således: »... voldsom vrede i F r ihedsrådet og i andre indviede modstandskredse*), da S-E mod de trufne beslutninger*) lod i det mindste en større del af våbnene gå direkte ud til O-gruppeme . . . en m istillid, der yderligere forstærkedes, da . . . disse våben (de svenske M P) vedblivende blev »skævt« fordelt uden om den af K-udvalget fastlagte plan*) .. . alvorligere brud på den ordning*), der forud var aftalt . .. herpå følger de nærmere enkeltheder*), der sigter på at skabe kontrol*) for K-udvalget . . . 900 M P , bvoraf kun 280 var fordelt i overensstemmelse med K-udvalgets instrukser*). Hvis undertegnede havde været i Henning Poulsens sted, ville jeg have spurgt dr. Hæstrup: Hvad er det for nogle »beslutninger«, »fastlagte planer« og »instrukser«, hvad gik »ordningen« og »kontrollen« ud på — før jeg have skrevet om løftebrud og »aktive« gruppers våbensavn, som Henning Poulsen har gjort det. Jeg ville også nok have spurgt dr. Hæstrup, om det er det samme udvalg og den samme måned han har behandlet på de to anførte sider i sit værk. Og jeg ville nok også have spurgt, hvorledes »ligelig fordeling« er defineret i det materiale, som dr. Hæstrup har øst af, før jeg selv beskæftigede mig med begrebet i en historisk fremstilling. T i l orientering for læserne skal følgende citeres (H.A., II, 170): Den sjællandske modtagechef melder i februar 45, at han af de første sendinger havde bevæbnet 700 af sine egne folk. — Den pågældende var ikke officer.
*) Fremhævet her
Den af Henning Poulsen fremhævede »skævhed« i våbenfordelingen i København, som efter Hæstrup at dømme for K-udvalget kun har foreligget »von horensagen«, er jo for intet at regne imod den skævhed, som eksisterede ud over landet — i foråret 1945 f. eks. mellem Fyn og Sønderjylland. Der var ikke tale om een skævhed men om mange. E t par årsager til disse er periferisk berørt i det foregående, men den mest afgørende vil formentlig fremgå af hosstående redegørelse for undergrundshærens vækst og for nedkastningernes omfang, som længe var domineret af sabotagemateriel.
Afsluttende fantasi
I forbindelse med en ganske udførlig redegørelse for tovtrækkeriet mellem Frihedsrådet og politikerne om befrielsesregeringen fra august 44 til maj 45 fantaserer Henning Poulsen om muligheden for borgerkrig ved befrielsen. Det hedder herom: »Det kan diskuteres, hvilken af parterne der havde den stærkeste position, hvis forhandlingerne blev sprængt. Modstandsbevægelsen havde ganske vist en overlegenhed i våbenmagt; men det måtte forudses, at O-grupperne og måske også Brigaden ville stille sig på politikernes side, og næppe nogen ansvarlig tænkte på at slippe en borgerkrig løs.« Nej, det er rigtigt, men hvortil da diskussionen? Har Henning Poulsen haft uansvarlige kredse i modstandsbevægelsen i tankerne? K u n han selv kan svare herpå, men det skal fastslås, at de kommunistisk dominerede gruppers våbeninteresse var endog overordentlig levende i dagene lige efter 5. maj. Når det ligger nær, at betegne Henning Poulsens her refererede diskussion om fantasi, skyldes det bl. a. det synspunkt, at Frihedsrådet har ræsonneret — og sikkert rigtigt — at i tilfælde af optræk til væbnet konflikt med politikerne ville modstandsbevægelsen og dermed undergrundshæren være blevet sprængt— ikke alene som angivet af Henning Poulsen. Borgerkrigsagtige tilstande i Danmark var i maj 1945 overhovedet kun tænkelige under kommunistisk kontrol af modstandsbevægelsen. Endelig et beskedent tip til Henning Poulsen, hvis grundbogen skulle blive trykt op: Den danske Brigade nåede 5. maj at sætte foden på dansk jord — dette hører trods alt med i billedet af befrielsen. løvrigt savnes en belysning af, hvorfor Frihedsrådets K-udvalg ikke sendte blot een bataljon af Brigaden til Bornholm?
Det har næppe kunnet undgås, at læseren har fået et overvejende negativt indtryk af foranstående grundbog set med landmilitære øjne. Men forfatterne har jo — selv om hensyn tages til de bånd, der har været pålagt dem — behandlet hærens og dens faste befalingsmænd, som et gennemsyn af navneregistret lod ane, nemlig således at de militære forhold omkring 9. april er yderst sparsomt belyst og i det hele således, at negative omstændigheder i fremstillingen er kommet til at dominere i forhold til de Positive-
Helge Klint.
