Major Rusell har givet en Beskrivelse af de 8 Krige, som Rusland har ført mod Tyrkiet fra 1709 til 1854, og viist, at kun de to første Krige (1711 og 1739) fik Tyrkerne afsluttet ved egne Kræfter, medens Tyrkiet senere blev frelst 2 Gange ved pestagtig Sygdom (1774 og 1829), een Gang tilfældig ved Freden, som Napoleon sluttede i Tilsit (1807), og tre Gange ved fremmed Mellemkomst (1791, 1812 og 1853). Ruseli anfører som det Resultat, han er kommen til ved Undersøgelsen af disse Krige, at Tyrkerne, hvor de i aaben Mark mødte de rolige, vel disciplinerede russiske Tropper, ufejlbarlig bleve slaaede, da de ikke forstode sig paa kløgtige Dispositioner eller hurtig Manøvrering. Tyrkerne viste sig endvidere for ubekjendte med Ingeniørvidenskaben til at angribe fjendt lige Værker; men naar de kom til en brugelig Stilling, befæstede de den godt og forsvarede den tappert, og de betragtede derfor Spaden som et uundværligt Vaaben.
Den sidste Krig har ofte bekræftet Rigtigheden heraf; thi det var ikke blot ved Plewna, men ved Popkøi den 31. August og flere andre Steder, at Tyrkerne befæstede sig', saa snart de vandt en Stilling. Da Osman Pascha saaledes ved Plewna blev angrebet af Russerne, gravede han sig ned, og de Punkter, ban særlig havde haft Van skelighed ved at forsvare, befæstede han først. Den ene Løbegrav og det ene Værk fremstod efter del andet, og den hele Plewna-Stilling blev ikke bygget efter en forud lagt, samlet Plan, men fremstod ved at forbinde de spredte Værker, der bleve anlagte af de forskjellige Afdelinger, efterhaanden som disse fandt det nødvendigt at skaffe sig Dækning og styrke deres Forsvar.
Der fremstod imidlertid paa denne Maade en vel befæstet Stilling, der bestod af flere Ra;kker Løbegrave og Skandser. Disse Værker frembøde intet mærkeligt i deres Konstruktion; men Forsvarslinierne vare godt valgte i Terrainet, og Stillingens Styrke forøgedes ved, at Højder omgave Plewna saaledes, at Tyrkerne kunde have deres Reserver staaende dækkede kun 1/2— 3/4 Mil fra de Punkter, som maatte blive truede, medens Russerne derimod fik Forbindelsen mellem deres Angrebsværker afbrudt eller besværliggjort ved de mellem Højderne værende Slugter. Tyrkernes befæstede Linie havde en Omkreds af henved 5 Mil, og Russernes Ccrneringslinic var ben ved 10 Mil lang.
Hvad der særlig gav Stillingen dens Styrke, var ikke blot det, at Løbegrave og Værker, begunstigede af Jords- monet, dannede flere Forsvarslinier bag hinanden, og at det enkelte Værk atter havde flere Etager Ild, men at alle Linier vare besatte med Tropper, der vare for synede med store Mængder Ammunition, idet hver Mand ikke blot bar 100 Patroner paa sig, men havde 500 Patroner i en hos ham staaende Ammunitionskasse, der blev fornyet, naar det var nødvendigt; Tyrkerne sendte derfor ud over Terrainet indtil paa 6000' Afstand en øde læggende Masseild og skulle ved Plewna have bort skudt 240 Millioner Patroner.
Generalløjtnant v. Hanneken mener, at den russisk tyrkiske Krig viser, at en med Feltværker godt befæstet Stilling, besat med et tilstrækkeligt Antal Mand, ud rustede med langt- og hurtigskydende Geværer, ikke vil kunne tages ved et voldsomt Front-Angreb; og han til føjer, at Stillingen maa kaldes godt befæstet, naar den foran sig har et frit Skudfelt paa 4000' og bar Skandser saa stærke, at de dække mod Angriberens indledende Artilleriild, og saaledes beliggende, at de gjensidig kunne understøtte hinanden med Geværild, samt at Styrken er tilstrækkelig, naar der findes en saa stor Reserve, at Forsvarerne altid til det truede Punkt kunne føre et lige saa stort Antal Tropper, som Angriberne.
Russerne vare vel fra de tidligere Krige kjendte med Tyrkernes Tilbøjelighed til at befæste sig og vare vante til at angribe Tyrkerne i dækkede Stillinger, men de toge ikke tilstrækkeligt Hensyn til, at Tyrkerne nu vare ud rustede med langt og hurtigskydende Geværer (Sniders, Henry-Martinis, Martini-Peabodys, Winchesters), der vare bedre end de russiske (Krnkas, kun indskudt til 1200', samt nogle Rerdans), og som gjorde det nød vendigt, naar man vilde storme et Værk, at gaa fremmed større Forsigtighed og med en langt større Troppe styrke end tidligere, dengang man gik mod de gamle Forladegeværer. Russerne gik desuagtet frem til Storm mod de tyrkiske Skandser med een Bataillon i Fægtnings kolonne, dækket foran af en tæt Skyttelinie og fulgt af 2 Batailloner; de gik ofte frem uden at løsne et Skud, og først naar de vare nær ved den fjendtlige Skandse, deployerede den forreste Bataillon paa een Linie og der efter de andre.
De forstode ikke altid vel at benytte den iøvrigt ringe Dækning, som del i Reglen temmelig aabne Terrain frembød, og der blev skudt store Huller i Linien; den vaklede, standsede ofte udækket i nogle Hundrede Fods Afstand fra Fjenden og maatle gaa tilbage med stort Tab; ja Divisioner, der gik frem den 30. Juli ved Plewna med 10000 Mand, kom tilbage med kun 4 til 5000 Mand, og medens Preusserne ved Gravelotte, det blodigste Slag i den fransk-tydske Krig, kun tabte 14 pCt., tabte Rus serne den 20. Juli omtrent 30 pCt. Ved Plewna bleve Russerne slaaede 3 Gange: først den 20. Juli, hvor ben ved 10000 Russere, der havde rekognosceret slet og vare uvidende om Fjendens Styrke, gik mod 20000 Tyrkere i gode, men ubefæstede Stillinger og tabte 2850 Mand; saa den 30. Juli, hvor henved 30000 Russere i to adskilte Dele uden Samvirken angrebe 45000 Tyrkere, der nu havde faaet Tid til at opkaste endel Redouter og Løbegrave og vel dækkede beskøde de-i Kolonner fremtrængende Rus sere, som tabte 7340 Mand; samt endelig den 11. September, da 50000 Russere og Rumænere angreb 60000 Tyrkere i en velbefæstet Stilling og tabte 13000 Mand. Russerne havde i dette Tidsrum ialt tabt 30000 Mand og lært at kjende Faren ved at storme frem mod en godt befæstet og vel forsvaret Stilling. General Kriidener skriver efter Affæren den 30. Juli, hvor Regimentet Penza skal være gaact 8 Gange frem mod Redoute Nr. 1, at «mod tre Etager Ild blev ethvert Angreb frugtesløst«, og da General Totleben kom til Plewna, udtalte han efter en omhyggelig Rekognoscering af de fjendtlige Linier den Overbevisning, at den tyrkiske Stilling ikke kunde tages med Storm. Russerne indsaa, at hvis man ikke har Styrke eller Lejlighed til at omgaa en befæstet Stilling, maa man rykke ind paa nært Hold af den fjendtlige Stilling, dækket ved et mere eller mindre udviklet Anlæg af Skyttegrave; der maa kæmpes med Jord mod Jord, saatedes som Skobeleff gjorde, da han den 8. November angreb og satte sig fast paa «det grønne Bjerg», og saaledes som Rumænerne i en endnu, fyldigere Grad gjorde, da de fra Grivitza Skandsen Nr. 1 gik frem imod Nr. 2 (se PI. I Fig. 1). Da et saadant »dækket» eller mere belejringsmæssigt Angreb dog altid er ledsaget af store Tab, og da det ikke kunde forhindres, saa længe det russiske Angreb kun førtes paa den højre Wid Bred, at den tyrkiske Hær eller Dele af den kunde undkomme, saa foretrak General Totleben, for at bevare sin egen Hær og tage den tyrkiske til Fange, saa. at den ikke skulde danne Grundlaget for en ny fjendtlig Hær, at cernere Plewna. Der blev indkaldt Reserver, Rumænerne rykkede over Donauen, Forskandsninger anlagdes og Veje udbedredes. Da Cerneringen blev fuldført den 24. Oktober, var Russernes Styrke voxet til 110,000 Mand og 500 Piecer, medens Osman Pascha kun havde omtrent 50000 Mand og 100 Piecer; og da han endelig den 10.December vilde slaa sig igjennem, mistede han 6000 M., men Russerne kun 400.
Russerne havde saaledes efterhaanden lært, at det var rigtigst at grave sig ned og dækket nærme sig de fjendtlige Skandser; men de havde ikke altid de dertil nødvendige Pionerredskaber. Et russisk Kompagni paa 200 Mand var reglementeret med 10 Spader, 6 Hakker og 24 Øxer; men dette var ofte ikke tilstrækkeligt, hvor for den ene Bataillon laante den andens Redskaber og undertiden kastede dem bort eller glemte at aflevere dem, saa at den anden Bataillon savnede dem, naar de skulde bruges. Det hændte tillige oftere, at de enkelte Soldater, der bar den tunge Spade, som vejede 4 Pund,bortkastede den for at lette Marchen, og General Skobeleff, der i sin Rapport beklager sig herover, mener, at disse Spader burde transporteres paa Vogne efter Trop perne , eller at hvert Regiment burde have en Afdeling, hvis Formaal det var strax at befæste den fra Fjenden erobrede Stilling. Hyppig klages der over Mangel paa Pionerredskaber, og de russiske Soldater brugte under tiden, f. Ex. den 11. September foran Plewna, deres Sabler, Bajonetter og Kogekarlaag i Mangel af Spader. Dette Savn blev ikke afhjulpet ved, at der fandtes et tilstrækkeligt Antal Pionerer, thi da f. Ex. Skobeleffs Korps under Angrebet paa Lovtscha, Natten mellem den 1. og 2. September, skulde opkaste Værker, havde det kun til Disposition en Sapørafdeling paa 35 Mand, kommanderet af en Underofficer, og det nævnes i Kaptejn Kouropatkines Rapport, at denne lille Afdeling «betydelig lettede Arbejdets Udførelse». General Brialmont tager derfor paany Anledning af Erfaringerne i denne Krig til at paavise Nødvendigheden af at forøge Ingeniørlroppernes Antal ved en Armee i Felten og tilføjer, at der ved hver Kavaleridivision burde findes et Kompagni beredne Ingeniører og ved hver Infanteridivision en Pionerbataillon istedenfor den forældede Jægerbataillon, og han anfører, at alt Napoleon den 1ste indsaa Rigtigheden af kun at have eet Slags Fodfolk og Nødvendigheden af at medgive hver Soldat et. Pionerredskab.
Den russisk-tyrkiske Krig vil i hvert Fald kunne tjene til varm Anbefaling for Indførelsen af den «Linne- mannske Spade» (den lette Infanteri-Spade). Da Kap tejn Hoskiær 1869 besøgte General Totleben i St. Peters borg, havde Generalen netop modtaget et Prøve-Exemplar af den Linnemannske Spade og udbad sig Kaptejnens Mening om den; han havde deltaget i Forsøg med denne Spade ved vore Ingeniørtropper og anbefalede den; Gen. Totleben bestilte nogle Hundrede til Forsøg og senere flere, men det var dog først efter Krigen, at Russerne erholdt leverede 350000 Spader. I Tydskland har en Bataillon paa 1020 Menige og Underofficerer 200 Infanterispader, i Danmark har en Bataillon paa 800 Mand 256 Linne mannske Spader, og i Østerrig har hveranden Infanterist en saadan Spade. Serbien havde før Krigen faaet 30000 Stk., Rumænerne 10000 Stk. (og senere endnu 5000 Stk.), og hvad der meget bidrog til at lære Russerne-Betyd ningen af Spaden, var det forholdsvis ringe Tab, som Rumænerne havde ved Angrebene paa Plewna-Stillingen. Den lille Spade synes da ogsaa overalt at vinde større Indgang, men om den end, hvad Kaptejn Brunner saa vel har udviklet, kan anvendes til Udførelsen af enhver Feltbefæstning, saa bør der dog sættes et Maximum, af Arbejde, der under almindelige Forhold ikke bør over skrides, Noget, som General Totleben ogsaa udtalte. Kaptejn Brunner angiver Profilet i Fig. 2 som Maximum af, hvad der kan forlanges, og selv dette burde muligen reduceres til det i »Militært Tidsskrift» (Side 611, 1878) viste. Skandser og lignende større Arbejder, der anlægges til Brug for hele Hæren, bør udføres af tekniske Tropper, og et tilstrækkeligt Antal af disse bør være tilstede, rigelig udstyret med Pionerredskaber-; men derimod bør Infanteriet, Artilleriet og Rytteriet selv udføre de Arbejder, der udfordres for at give dem Dækning og frit Skud, saasom Skyttegrave, Indskæringer for Skyts, Skulder værn, Terrainets Rydning m. m. Derfor bør Fodfolket udstyres rigelig med lette Spader og indøves i Anlæg af dækkede Grave og Værker samt i Angreb og Forsvar afbefæstede Stillinger.
Den russisk-tyrkiske Krig udmærkede sig da, somforan nævnt, derved, at der i den fandtes en stor Anvendelse ikke blot af lette Feltværker, men af en hidtil ukjendt «Masse ild».
Tyrkerne, der vare saa overordentlig rigelig ud styrede med Ammunition, skøde meget, men sigtede i Reglen ikke, og det var kun nogle enkelte gode Skytter, der sigtede paa russiske Officerer. De smalle og dybe tyrkiske Løbegrave bidroge til, at Tyrkerne skøde højt; deres Kugler naaede indtil en 6000' Afstand og bibragte ofte Russerne større Tab paa disse lange Afstande end paa meget kortere, Noget, der oftere er udtalt af russiske Officerer. Tyr kerne henlagde ofte deres Geværer i Skydeskaarene, hvori de af Ler havde dannet et godt Leje for dem, eller de indstillede dem undertiden om Natten ved Hjælp af en Gaffel og affyrede dem uden endog at føre Hovedet op over Ildlinien, saa at Russerne kun havde Hænderne at sigte efter, og det er bleven udtalt af Læger, at der i denne Krig blandt de Saarede var ualmindelig mange, der vare saarede i Haanden.
Tyrkerne skøde med Enkeltmandsild, medens Russerne jevnlig skøde Salve ild pr. Kompagni, og for at bevare en saadan Ilddisciplin sprang f. Ex. ved Shipka en Kaptejn op paa Brystværnet og kommanderede derfra sit Kompagni. Russerne passede ogsaa paa, at Solda terne i Løbegravene ikke, som de tyrkiske, bleve staaende nede paa Gravbunden og skøde tilvejrs, men kom op paa Bankettet og sigtede.
Russerne gik meget hyppig over til Bajonetan greb og opnaaede i Reglen derved gode Resultater. Det omtales saaledes mange Steder, at alt ved de to Broovergange ved Galatz og Sistova brugte Russerne Bajonetten, samt at dette ofte gjentog sig senere i Kri gen, f. Ex. ved Plewna og Jeni-Zagra den 30. Juli, ved Plevvna den 10. December, ved Shipka den 8. Januar, samt ved Ablava den 14. November og ved Sofia den 20. December, paa hvilke 2 sidstnævnte Steder Russerne først affyrede en Salve mod Tyrkerne, da de vare paa et Par Hundrede Fods Afstand, og derpaa gjorde et Bajonet angreb, hvorved Tyrkerne bleve grebne af en panisk Skræk.
Russerne benyttede Bajonetten ikke blot ved Angreb, men ogsaa ved Forsvar, f. Ex. da Tyrkerne den 24. August stormede nogle Skandser ved Shipka, hvor Russerne modtoge dem med Bajonetten — mulig af Mangel paa Ammunition, thi Skydning synes at burde foretrækkes — og dreve dem tilbage.
Da General Skobeleff den 3. September ved Lovtscha, den 11. ved Plewna og den 9. Januar ved Shipka stormede de tyrkiske Skandser, skete det uden megen Skyden, men med vajende Faner og klingende Spil.
Denne Krig synes for Fodfolkets Vedkommende særlig at have viist, at det bør være rigelig udstyret saavel med lette Spader som med Ammunition.
Saavel Tyrkerne som Russerne havde som oftest Artilleri i deres Skandser, mulig tildels fordi Tyrkerne manglede Bespænding, og Russerne havde endel Belej ringsskyts; men samtidig anvendte dog begge Parter lettere Skyts i aabne Batterier. Det anses ogsaa nu almindelig for rettest at stille de bespændte Feltbatteriers Kanoner i Placements bag eller ved Siden af Sltandserne, da derved ikke blot Batteriets taktiske Enhed og større Bevægelighed bevares, men der tillige opnaaes, at disse Kanoner ikke tydelig vise Fjenden de Punkter, det særlig gjælder om at holde længe, ikke komme unødvendig meget indenfor det fjendtlige Fodfolks virksomme Skud distance og ikke tage Plads ved Ildlinien bort fra Fodfolket.
Russerne omtalte det tyrkiske Artilleris Skyd ning som meget god, men under den sidste Periode af Plewnas Cernering, da der var over 500 russiske Piecer mod henved 100 tyrkiske, og General Totleben havde givet hver Kanon en Virkningsvinkel af 100— 120 Grader, for at 60 Stykker Skyts samtidig kunde rettes mod de vigtigste tyrkiske Værker, anvendte Tyrkerne, efter at have faaet nogle Piecer demonterede, Resten med megen Forsigtighed, skaffede dem Læ ved at flytte dem ned i forsænkede Stillinger og lode dem skifte Opstilling og for andre Maal; Tyrkerne maatte derfor jevnlig foretage ny Indskydninger, hvorved Virkningen af mange Skud tabtes, og da der tilmed blev skudt paa 16000' Afstand, var Virkningen ikke stor.
Artilleriets Skydning gjorde i det Hele taget ikke stor Virkning paa Jordværkerne ved Plewna, ligesom Mandskabet heller ikke led meget derved, blandt andet fordi mange Projektiler ikke sprang, samt fordi en Del af Værkernes Besætning blev trukken tilbage i dækkede Grave, og Reserven var udenfor Artilleriets Skudvidde. General Totleben siger da ogsaa, at Artilleriet vel i Begyndelsen udøvede endel moralsk Virkning, men senere kun bevirkede, at Tyrkerne ophørte med at arbejde paa deres Værker om Dagen og daglig mistede 50 til 60 Mand.
Naar Værkerne ikke vare saa stærke som de ved Plewna, der efterhaanden fik mange Traverser, talrige Hulrum og dybt indskaaret Terreplein bag tykke Bryst værn, synes derimod Artilleriet at have gjort stor Virk ning, naar det med en stærk, koncentrisk Ild fra et stort Antal Piecer indledede et Angreb af Fodfolket. General Skobeleff mener saaledes, at naar han f. Ex. ved Stormen paa de lettere tyrkiske Stillinger ved Lovtscha den 3. September ikke tabte flere Folk, beroede dette paa, at han fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 2 om Eftermiddagen havde beskudt de tyrkiske Værker med 4 russiske Batterier á 8 Kanoner, og da Russerne ved Telisch den 28. Oktober lode deres 60 Piecer stærkt beskyde den tyrkiskeRedoute, før de stormede den, tog de den med ringe Tab, hvorimod Garden ved Gornij-Dubniak den 24. Okt., hvor den forsømte med sine 80 Piecer tilstrækkelig at beskyde Tyrkernes Værker, der kun havde 4 Kanoner, ikke erobrede de tyrkiske Skandser, før den havde tabt lige saa mange Mand, som den tyrkiske Besætning var stærk.
De ny riflede Kanoner, der vel staa højt over de gamle glatløbede, tvinges uheldigvis af Fjendens ogsaa stærkt ud viklede Skydevaaben til fra fjernere Afstande end tidligere at beskyde de fjendtlige Værker, og da tillige disses Besæt ning efterhaanden gives mere og bedre Dækning i skudsikre Opholdssteder, medens Kanonerne altid stærkere skærmes ved Traverser, synes Krigen at have viist det ønskelige i, for at forøge Artilleriets Virkning mod Feltbefæstninger, at Felthæren forsynes med nogle Morterer samt med et vist Antal sværere Piecer, der ligge mellem det nu værende Feltartilleris sværeste Piecer og Belejringsartille riets letteste.
Russerne anvendte ved flere Lejligheder Mitrailleuser, men Haandgranater ere, saa vidt vides, ikke brugte'i denne Krig.
For Ingeniørtroppernes Vedkommende synes den russisk-tyrkiske Krig at have yderligere paavist den store Betydning, der bør tillægges Feltbefæstninger; thi man maa vistnok f. Ex. undre sig over, at den be fæstede Lejr ved Plewna saa godt og saa længe kunde modstaa Beskydning og saa ofte tilbagevise voldsomt Angreb, og naar den endogsaa tvang Russerne til at begynde en langvarig Cernering, en Krigsføring, der svækker selv Sejerherren stærkt, maa man dog vist ind rømme, at det er store Resultater, der her cre opnaaede ved ringe Midler. Mange militære Forfattere ere enige om, at Tyrkerne ikke forstaa at kæmpe i aaben Mark, hvor de i Reglen ville være udsatte for at blive slaaede selv af en underlegen Styrke; men naar da Tyrkerne ved at bruge Spaden kunne holde sig, som ved Plewna, et halvt Aar i en befæstet Lejr og først overgive sig, naar Fjendens Styrke er voxet til at blive mindst dobbelt saa stor som deres egen, maa dette utvivlsomt tale til Fordel for Feltbefæstninger. Der forlanges jo ikke, selv af den stærkeste Fæsining, at den skal kunne holde sig i enubegrændset Tid mod en meget overlegen Fjende, men en Befæstning skal hjælpe til at vinde Tid og binde Fjendens Kræfter, og denne Fordring opfyldte Plewna- Stillingen jo godt. Det maa dog erindres, at naar denne Stilling holdt sig saa længe, beroede dette ikke alene paa, at Anlæget var vel udført og, som forud omtalt, begun stiget af Jordsmonet, men ogsaa paa en Del særlige Forhold, saaledes paa Tyrkernes gode Geværer og rige lige Ammunition, paa den saa længe aabne Adgang til Stillingen, hvilket gjorde Tilførsler mulige, paa den lange Tid, der medgik, inden Russerne bleve ligesaa stærke og omsider dobbelt saa stærke som Forsvarerne, samt endelig derpaa, at Stillingen blev godt forsvaret af de haardføre og modige Tyrkere. Men skjøndt saaledes forskjellige Forhold begunstigede Forsvaret af Plewna, var det dog kun en Feltbefæstning, der fandtes her, og naar man ser hen til den korte Modstand, som Fæstningen Kars gjorde — der var meget stærkere end Plewna, men hvis Værker iøvrigt ikke vare stormfri — , da maa man atter her erkjende Rigtigheden af det gamle Udsagn, at en svag Fæstning med en stærk Kommandant holder sig bedre end en stærk Fæstning med en svag Kommandant.
Plewna bar givet et nyt Bevis paa den store Betyd ning, der bør tillægges Feltbefæstninger, thi det styrker jo utvivlsomt en Uærs Forsvar betydelig, naar den kan modtage et Slag i en godt befæstet Stilling, istedenfor i aaben Mark; Mangel paa Tid og Penge kan ogsaa undertiden gjøre det nødvendigt at anlægge en saadan, hvor iøvrigt en permanent Befæstning rettere burde findes. Da der som oftest kun levnes kort Tid til Udførelsen af en Feltbefæstning, bør der først stræbes efter at faa det Opnaaelige udført, og derpaa efterhaanden at faa de udførte Arbejder forstærkede, idet Værkerne afpasses godt efter de forskjellige Vaaben og deres For mation, saa at enhver Mand faar Dækning, samt at den lid, man raader over, faar fuld Virkning over det hele Terrain, hvorfra Angreb kan ske, og at den kan koncen treres mod de vigtigste Punkter.
Nogle have af Plewnas gode Forsvar villet uddrage den Lære, at permanente Fæstninger ikke længer ere nødvendige; men General Totleben, der dog maa anses som Autoritet i dette Spørgsmaal, er langtfra af denne Mening. Han beklager, at Sebastopol ikke under Krimkrigen var en permanent Fæstning, thi de stormfri Værker vilde da have gjort, at der ikke til Forsvaret behøvedes 40000, men kun 20000 Mand, der i Kase- matterne vilde have fundet Dækning mod Fjendens Ild, medens en større Styrke havde kunnet slutte sig til Felt hæren ; det vilde heller ikke have været nødvendigt dagligen at sende 5 til 10000 Mand paa Arbejde under den fjendtlige Ild; der vilde næppe være tabt 100000, men kun 60000 Mand, og Hæren vilde da ved Belejringens Ende have talt 166000 og ikke 116000 Mand mod Fjen dens 140000; ja, det tør mulig anses for tvivlsomt, om de Allierede havde besluttet sig til at angribe Sebastopol, havde den været permanent befæstet.
De fleste militære Forfattere ere da ogsaa ved de sidste Krige komne til det Resultat, at ikke blot Feltbefæstninger, men permanente Fæstninger ville i fremtidige Krige spille en endnumere fremtrædende Rolle end tidligere, og de fleste Stater vise Tegn paa at slutte sig til denne Overbevisning. Tydskland har saaledes fuldført sine Fæstninger mod Vest og arbejder paa dem mod Øst samt i Landets Indre; Frankrig befæster sig stærkt; Italien istandsætter den gamle Vold om Rom og vil udenom den anlægge detacherede Værker, vil for stærke den forskandsede Lejr ved Civita vechia m. m. og har iaar forlangt 64 Millioner Kroner til Udrustnings- arbejder. Det tør da ogsaa nu anses for en almindelig anerkjendt Fordring, at enhver stor Stat bør beskytte sin Landgrændse ved nogle i. stor Maalestok anlagte og med Nutidens Vaaben vel udrustede Fæstninger, samt at enhver Stat, stor eller lille, i Fredstid bør opføre permanente, stormfri Værker paa de strategisk vigtige Punkter og fremfor Alt paa det Punkt, som det særlig gjælder at besidde, hvis man vil bevare Landets Selvstændighed, hvilket Punkt i Danmark, som i Frankrig og Italien, er Landets Hovedstad, der sikkert ikke bør henligge aaben, prisgiven en Overrumpling.
Om end det Spørgsmaal, hvor stærk en Fæstning bør være, sandsynligvis altid vil blive besvaret forskjellig, saa vil en Feltbefæstning dog aldrig kunne blive det retfe Værn for en Hovedstad. En Kjede er ikke stær kere end det svageste Led i samme, og man bør forud sætte, at Fjenden forstaar at finde den lette Befæstnings svageste Punkt, der mulig ikke vil være meget stærkt; naar han da stormer frem mod dette i Taage eller i Halvmørket før Daggry efter at have udmattet Besæt ningen ved i flere Nætter at have alarmeret den, da vil det blive vanskeligt for Forsvareren, da hans Artilleri maa skyde uden at se Fjenden, at drive Angriberen tilbage. Ganske vist ville natlige Angreb, der saa godt som ikke ere bievne benyttede i den russisk-tyrkiske Krig, ogsaa frembyde store Vanskeligheder for Angriberen, idet hanbevæger sig frem over et for ham ukjendt Jordsmon, hvorved han let mister sine Sideforbindelser, og han gaar frem uden at vide, hvor megen Modstand han vil møde, da han ikke kjender Fjendens Opstilling bag Vær kerne. Men da der imidlertid, trods disse Vanskelig heder for Angrebet, altid er en ikke ringe Mulighed for, at en let Feltbefæstning uden nogen indledende Kamp vil kunne gjennembrydes og tages ved en Storm, bør en saadan Befæstning ikke tjene tit eneste Forsvar af et Lands Hovedstad, hvortil derimod bør anvendes perma nente, stormfri-Værker, som ifølge en gammel Regel bør være desto stærkere, jo ringere det Antal Tropper er, der haves til at forsvare dem.
