Nærværende artikel er tænkt som et supplement til Vejledning i landminetjeneste for alle våben. Denne vejledning beskæftiger sig mest med tekniske forhold, selv om den også giver visse retningslinier for anvendelsen af de forskellige mineringer; men den vil imidlertid lade den, der ikke i særlig grad beskæftiger sig med landminetjeneste, i tvivl om visse, særlig taktiske forhold.
Ved læsning af navnlig amerikanske og tyske reglementer er jeg kommet i besiddelse af visse konkrete tal og grundregler. Det er i det væsentlige disse, jeg i det følgende tillader mig at anføre.
Landminer var et så al sige ukendt begreb før 2. verdenskrig. Under denne steg deres betydning imidlertid voldsomt. Det var særlig de europæiske hære, der anvendte dem intensivt; men også den amerikanske blev af omstændighederne tvunget til at regne med dette våben allerede kort efter dens landgang i Afrika. Nogle få eksempler vil klarest vise det omfang, landminekrigen antog under krigen 1939—45:
I de perioder, hvor de allierede hære rykkede frem i Italien, var der divisioner, i hvilke 60 % af samtlige tab skyldtes miner.
På et amerikansk landminekursus er det blevet mig fortalt, at man ved krigen i Europa stort set kunne regne tabene fra landminer og fra håndskydevåben for lige store.
En enkelt amerikansk division i Italien ryddede forud for et angreb 1900 miner. Der var her ikke tale om fuldstændig rydning af felter, men blot om rydning i en sådan grad, at angrebet kunne føres frem.
Efter amerikanske opgivelser var der foran El Alamein-stil- lingen et minefelt, 60 km langt og på sine steder 9 km dybt.
Eksemplerne sammenholdt med udviklingen efter krigen gør det klart, at man i høj grad må regne med landminer i en kommende krig.
Følgende former for minespærringer forekommer:
a. Panserminefelter, som udlægges med den opgave at spærre terrain, der er let fremkommeligt for pansrede køretøjer. Terrain, der er ufremkommeligt, behøver naturligvis ikke sådanne hindringer, og i svært fremkommeligt terrain er panserværnsvåben ofte tilstrækkelige. Rene panserminefelter bør altid være under egen observation og egen ild, da rydning af feltet i modsat fald vil være for simpel en sag for fjenden.
b. Fodfolksminefelter skal forstærke forsvaret i svagt besat og tildels også uoverskueligt terrain. De bør fortrinsvis udlægges i områder, der er ufremkommelige for panser, bl. a. fordi rydning ved hjælp af dette våben er en let sag. Disse minefelter kan udlægges uden at være under egen ild, selv om det naturligvis altid vil være en stor fordel, hvis man ved hjælp af ild kan besværliggøre en eventuel rydning.
En mine, der på mange punkter er beslægtet med fodfolksminen, er alarmeringsminen. Denne virker sjældent dræbende eller ødelæggende. Dens opgave er — som regel ved hjælp af et kraftigt lys — at vise, at fjenden nu er i det terrain, hvor den er udlagt. Sådanne miner udlægges som regel spredt og enkeltvis eller nogle få sammen og jævnligt i forbindelse med andre minefelter.
c. Blandede minefelter består af en blanding — ofte i meget forskellige forhold — af panser- og fodfolksminer. Formålet med at anvende forskellige miner i samme felt er under alle omstændigheder at besværliggøre dettes rydning. Det vil enten have karakter af et panserminefelt udvidet med nogle fodfolksminer, idet forholdet mellem de to slags miner eksempelvis kan være 1/24 eller 1/9, eller — sjældnere — af et fodfolksininefelt forstærket med panserminer. I første tilfælde afhænger antallet af fodfolksminer af egne styrkers mulighed for at beskyde feltet og af chancen for, at dette bliver erobret af fjenden. Har man mulighed for at beskyde feltet, og er der grund til at formode, at fjenden vil forsøge at rydde det i ly af mørke (dette vil som oftest være tilfældet), er det hensigtsmæssigt at forstærke det med alarmeringsminer, der da anbringes med tyngden i den mod fjenden vendende side af feltet. Lignende betragtninger gælder fodfolks- minefelter forstærket med panser- eller alarmeringsminer. I visse bære er det påbudt altid at nedlægge et vist antal fodfolksminer i panserminefelter.
Ved de tre nævnte former for minefelter spiller to forhold en særlig rolle, nemlig minetætheden (antal miner pr. løbende meter felt) og feltets dybde.
Minetætheden 1 forekommer noget lille for panserminer. Gennemsnitlig ca. % af de første køretøjer, der forsøger forcering, vil blive ødelagt. Men for hvert ødelagt køretøj vil feltets værdi i det pågældende område også blive væsentligt mindre. En mine- tæthed på l1/? til 2 vil ofte være passende, når der ikke er tale om særlig kraftige spærringer; i mange tilfælde har der imidlertid været anvendt adskilligt større tætheder (El Alamain).
Medens sandsynligheden for at blive ramt ved passage afhænger af minetætheden, afhænger den hastighed, hvormed fjenden kan rydde feltet, rent teknisk først og fremmest af følgende forhold:
— feltets dybde,
— den omhu og variation, hvormed minerne er lagt og
-— forekomsten af metalfri miner.
Dybden afhænger for det enkelte felt tildels af minetætheden, således at man f. eks. ved minetætheden 1 med panserminer ikke kan gøre dybden mindre end 25—30 m. Skal dybden forøges, bør dette principielt ske ved, at der lægges flere felter bag hinanden. Ved at lægge felterne med varierende afstande kan man opnå — for samme minetæthed — at variere dybden inden for visse grænser; 100—200 m vil ofte være passende svarende til minetætheden 2—3. Muligheden for at beskyde feltet i hele dybden må her tages i betragtning.
Variationen i minernes udlægningsmåde afhænger — for så vidt materiellet er egnet — kun af mandskabets dygtighed.
Metalfri miner bør altid forekomme jævnligt. Visse tyske enheder i Italien anvendte således i lang tid kun metalholdige miner; dette gjorde skønsmæssigt de allieredes rydninger af deres felter 5—6 gange hurtigere, end tilfældet var ved felter, hvori der forekom metalfri miner. Grunden hertil var, at der ved rydningen ikke benyttedes minesonder, men kun elektrisk minesøger.
De ovenfor anførte betragtninger om minetæthed og dybde gælder panserminefelter og blandede felter, hvis hovedbestanddel er panserminer. Dybden i fodfolksminefelter er sjældent stor, 10— 50 m. Minetætheden afhænger af de anvendte minetyper; i Vejledning i landminetjeneste er den angivet til 1/5 for snubletråd- miner og 3 for trædeminer. Disse minetætheder svarer i effektivitet omtrent til 1 for panserminer.
Som det vil ses, kræves der 15 gange flere trædeminer end trådminer for at etablere en spærring med en given effektivitet. Da minerne er nogenlunde lige sene at lægge, tager det også vå- sentlig længere tid at anvende trædeminer, et forhold, der bevirker, at man så godt som aldrig anvender felter alene bestående af disse miner, men nøjes med at bruge dem i spredte mineringer og i felter sammen med tråd- og panserminer.
Den største ulempe ved trådminer er, at de ikke kan sløres så godt som trædeminer og derfor ikke ubetinget kan bruges i alt terrain. Er mandskabet imidlertid veluddannet, vil det være rene undtagelser, at de ikke kan benyttes.
Den form for fodfolksminefelt, der under hensyn til tid, effektivitet, sloring m. m. må anses for den bedste, er en kombination af de to nævnte minetyper, idet skelettet i feltet udgøres af trådminer, medens trædeminer anbringes, således at rydningen af feltet vanskeliggøres (det vil bl. a. sige langs snubletrådene).
d. Spredt minering. Herved forstås minering af et område, idet minerne (alle slags) lægges spredt, men dog ikke tilfældigt. Spredt minering er særlig anvendelig i afsnit, hvor egne våben ikke kan bringes til at virke, f. eks. vejknudepunkter, mulige steder for broslagning, sandsynlige arlilleristillinger, observationssteder, bivuakpladser eller samlingssteder, kanten af pansergrave Minetæt- heden (ved spredt minering: miner pr. m2) vil, så snart det drejer sig om større områder (mere end 1000—2000 m2), ofte passende kunne sættes til 1/75—1/200; ved mindre områder er den som regel noget større.
e. Midlertidig minering udgør, når den er under egen ild, en særdeles effektiv vejspærring, for så vidt minelinierne er vel slørede, således at man ikke kan skelne minerne fra mellemrummene; derimod er det ofte af mindre betydning, om man kan se minelinierne, som bør gå skråt over vejen. Også som en hurtig spærring for panser uden for vejene er midlertidig minering fortrinlig. Lægges den f. eks. i højt græs, vil yderligere sloring være overflødig; den kan da udlægges overordentlig hurtigt.
f. Løbeminer er kun brugbare som rent foreløbige spærringer, men er i så fald også effektive; de kan f. eks. anvendes som sikring, medens en kraftigere og mere permanent spærring er under etablering. Løbeminer skal bevogtes af et panserværnsvåben; erkender nemlig f. eks. en fjendtlig panservogn, at dette ikke er tilfældet, vil den uden fare kunne bremse op og med een træffer fra en kanon bringe hele spærringen til detonation.
g. Lureminer. Herved forstås minering af begrænsede objekter — som f. eks. buse, rum eller efterladt materiel — på en sådan måde, at man ved tilsyneladende harinlose handlinger udløser detonationen. Lureminer kan udlægges overalt (bygninger, der er egnede til militære formål, vandposte m. m.). Formålet er at gøre fjenden utryg. Man bar af og til regnet med at lureminere hele terrainområder. Den tid, det tager at etablere en sådan minering, står imidlertid ikke i noget forhold til dens spærringsværdi; kun ved yderst begrænsede objekter vil der være rimelighed i at anvende lureminer, idet tiden, det tager at udlægge dem, vokser mere end proportionalt med objektets størrelse. I de tilfælde, hvor større luremineringer kan benyttes, kan de i reglen med fordel erstattes af spredte mineringer. Kun ingeniørtropper må udlægge disse miner; men det er af betydning, at alle forstår at rydde de almindeligst forekommende former og i det mindste er så kendt med dem, at de kan tage sig i agt for dem.
h. Skinminering. Hvis man mangler materiel eller tid, vil skinminering, hvis den anvendes sjældent, være omtrent lige så effektiv som egentlig minering. I skinmineringer bør altid indgå et vist antal skarpe miner, som da bør fordeles med tyngden nærmest fjenden, samtidig med at dybden ikke gøres for lille. Anvendes skinmineringer for hyppigt eller ganske uden skarpe miner, vil værdien af dem kun være ringe.
Miner udlægges først og fremmest i forsvaret og under tilbagetog, men der kræves under alle omstændigheder tilladelse til laigningen fra de kompetente myndigheder. Tilladelsen kan enten gives ved, at et bestemt terrainområde gives fri til en bestemt slags minering, ved at selve ordren til lægningen gives af den kompetente myndighed, eller ved at den underordnede myndighed, som har direkte brug for feltet, ad kommandovejen anmoder om tilladelsen bos den kompetente myndighed. Svaret på anmodningen — hvad enten dette er positivt eller negativt — bør allid følge hurtigt. Denne sidste mulighed for at opnå tilladelsen må ikke overses; thi den kompetente myndighed eller dennes ledende ingeniørofficer vil sjældent være i stand til at have et sådant indblik i de underlagte enheders forhold, at de med sikkerhed kan skønne om behovet for miner.
På grundlag af den til rådighed værende tid, mandskabsmængde, materielmængde samt transportmulighederne lægges planen for minespærringerne. (Til brug ved overslag kan man groft regne med, at det tager 3 mandtime at udlægge en mine fra tlet øjeblik, hvor minen er til stede i det område, i hvilket den skal bruges).
Minespærreplanen skal udarbejdes i tilslutning til planerne for de øvrige våbens anvendelse.
Minefelter lægges såvel parallelt med fronten som vinkelret på denne, de sidste for at begrænse eventuelle indbrud. De minefelter, der lægges bag likl., må dog under ingen omstændigheder hinde egne tropper til deres een gang indtagne pladser og således umuliggøre modstød. I nogle tilfælde — således ofte når tiden er knap — kan det være hensigtsmæssigt at minere visse af ter- rainets naturlige ledelinier for at forhindre fjenden i at følge dem og søge dækning ved dem; en sådan minering skal helst have stor dybde langs ledelinien, eventuelt med uminerede mellemrum.
Som hovedregel gælder, at den front, der dækkes af miner, skal være mindst mulig, idet alle naturlige hindringer forsøges udnyttet. Dette må imidlertid ikke føre til, at man lægger mange små minespærringer, der blot foregøgler tropperne en beskyttelse, som ikke er til stede. De minespærringer, der lægges, skal lægges i stor dybde og med tyngde. De skal lægges således, at de kan tages under ild af såvel håndskydevåben som panser værns våben, og samtidig skal de længst muligt være skjult for fjenden. En anbringelse på en skråning, der vender bort fra fjenden, i en sådan afstand, at egne våben har deres bedste skudbetingelser, vil af og til kunne lade sig gøre og vil da være at foretrække. Som hovedregel kan det angives, at panser- og springminer ikke bør ligge nærmere egne tropper end 50 m. Hvis man påregner at have minefelter under ild, bør de ikke udlægges over 3—400 m fra egne våben.
For at kunne føre egne patruljer igennem felterne bor der altid ved store minespærringer være anlagt gennemgange. For hurtigt at kunne lukke disse og for at sløre miner, der ved regnskyl eller blæst er blevet afdækket, samt for at føre patruljer ud og ind gennem minefelterne, skal der etableres vagter af ingeniør- iropper eller fodfolkets pionerdelinger.
Under tilbagegang vil en minetjeneste så nøje planlagt som i forsvaret sjældent være mulig. Man vil her ofte være henvist til midlertidige mineringer, spredte mineringer, der koncentreres om veje, samt lureminer. I alle mineringer, der må påregnes at blive opgivet, bør et vist antal miner være luremineret for at vanskeliggøre fjenden rydningen af spærringerne. Ved minering af veje lægges næsten kun panserminer i selve vejen og rabatten, medens 5—10 m til siden for denne mineres med fodfolksminer. For at liave stor effektivitet udføres sådanne spærringer i stor dybde, men gerne med uminerede mellemrum. Ved disse former for minering må man altid gøre sig mulighederne klar for senere selv at komme tilbage og være nødt til at foretage rydningen. Egne felter, der er godt kortlagte, er lette at rydde; er kortlægningen derimod mangelfuld, bliver de lige så svære at rydde som fjendens.
Under angreb og forfølgning vil man væsentligst skulle rydde miner. Forud for et planlagt angreb må gå en gennemført minerekognoscering, gennem hvilken det søges klarlagt, hvilke minefelter man står overfor. Denne rekognoscering samt den påfølgende åbning af gennemgange foretages helst i ly af mørket. Mine- rvdningsholdene skal stille vejvisere til at føre fodfolket igennem åbningerne. Angreb over et intensivt mineret område kommer således til at minde om overgang over vandløb. Specielle mineryd- ningshold følger med fodfolket for at rydde miner, som forekommer i den fjendtlige stillings indre.
For at minetjenesten skal kunne udnyttes fuldt ud, er det nødvendigt, at ikke blot ingeniørtropper, men også andre våben råder over materiel og fornøden uddannelse til at kunne udlægge miner. I hvert fald bør alle kunne udlægge panserminer og midlertidig minering, medens ingeniørtropper og fodfolkets pionerdelinger bør være i stand til at lægge fodfolksminer og specialminer. Samtidig bør alle have en sådan orientering om miner, at deres naturlige skræk for dette våben elimineres; det er da et spørgsmål, om det ikke ville være rigtigst at tage skridtet fuldt ud og f. eks. uddanne alle fodmænd således, at de kunne gøre fyldest på alle minetjenestens områder.
Ved forfølgning og opklaring ses det formentligt tydeligt, at det er nødvendigt, at alle våben er i stand til at rydde de minefelter, de kan komme til at stå overfor. Er dette ikke tilfældet, vil der meget snart opstå et så stort behov for specialtropper, at det slet ikke kan tilfredsstilles, og det sluttelige resultat vil være, af forfølgningen (opklaringen) standser på grund af miner.
Med de ønsker, der lier er opstillet til andre våbens deltagelse i landminetjenesten, vil man måske mene, at ingeniørtropperne helt kunne undværes til denne. Dette bliver imidlertid ikke tilfældet. Krigserfaringerne viser, at dette våben er fuldt optaget —- ja, mere end det — af dets andre opgaver samt følgende særlige opgaver inden for landminetjenesten:
— rydning med specielle midler,
— udlægning af særlige felter,
— rydning og undersøgelse af nye minetyper samt undervisning af de øvrige våben i disse,
— afgivelse af førere og mandskab til særlig omfattende minespærringer.
I en kommende krig vil man blive nødsaget til at regne med tab hidrørende fra landminer, som man i tidligere krige har gjort det fra artilleri og andre våben. Dette bør anspore os til at søge disse tab reduceret til et minimum ved en rationel uddannelse. Det er min opfattelse, at selv en ret kortvarig — men med alle midler intensiv — uddannelse på dette felt vil gøre soldaterne — og dermed den hær, de tilhører — væsentligt bedre egnet til at møde de farer, der lurer fra miner overalt på en slagmark.
Minernes formål er at sinke fjenden, hvad enten dette så gøres ved at dræbe lians folk, ved at ødelægge hans materiel, ved at gøre ham utryg eller ved at få ham til at vente, til specielt materiel og personel er bragt til veje.
En hær, der er dårligt uddannet i denne disciplin, udnytter ikke fuldt ud de tekniske muligheder, der foreligger, til at sinke fjenden; og den vil selv blive sinket unødvendigt af hans miner.
Minerne er den svageres hjælper; og specielt en lille hær bør søge at gennemføre et grundigt kendskab til minetjenesten. Den tid, der afses hertil, vil utvivlsomt være vel anvendt.
Gerstoft.
