Den diskussion om tjenestetidens længde, der har været ført i pressen og ved politiske møder i forbindelse med debatten om en ny forsvarsordning, bar desværre været temmeligt ensidigt præ get af en række usaglige og irrelevante argumenter. I og for sig kan dette ikke undre. Deltagerne i en politisk debat og pressen — hvis tilknytning til de politiske partier for næsten alle blades ved kommende er meget, nær — må føle sig bundet af snævre parti standpunkter og interesser og til at søge disse fremmet med de i indenrigspolitikken brugelige midler. Mod dette kan der, i et de mokratisk samfund, næppe rejses indvendinger, så længe de argu menter, der anvendes i debatten, ikke er direkte uvederhæftige. At argumenterne er ensidige og farvede, må accepteres som en natur lig følge af konkurrencen mellem de demokratiske partier.
Dette kan fra et sagligt standpunkt meget beklages, men beklagelsen børda rettes mod det faktum, at det ikke lykkes for de sagkyndige — og politisk uengagerede — at meddele offentligheden de til sagens rette løsning nødvendige tekniske og saglige argumenter. På det forsvarsmæssige område skyldes den manglende oplysning fra de sagkyndige formentlig især frygten for at få genoplivet tidligere forsvarsdebatters traditionelle mistænkeliggørelse af „de militære sagkyndige“. Det er forståeligt, at denne frygt har fået mange af forsvarets befalingsmænd til at se deres opgave i — ved at tie — at skabe en gunstigere atmosfære i forsvarsdebatten. Men det er uomtvisteligt, at dette er sket på bekostning af den saglige oplys ning om problemerne, som burde være afgørende for myndighe derne såvel som for offentligheden i deres stillingtagen til f. eks. spørgsmålet om tjenestetidens længde. Forholdet havde været et andet, hvis der fra regeringens side var blevet eller ville blive frem- lagt en eller anden form for hvidbog, men så længe dette ikke ersket, må det — på trods af risikoen for at „støde“ de civile delta gere i debatten — være de militære sagkyndiges selvfølgelige pligt i gørligt omfang at oplyse offentligheden om den saglige baggrund for problemerne.
Hvad nu specielt tjenestetidens længde angår, så bar de argu menter, der har været fremført i den offentlige debat koncentreret sig om følgende:
— tjenestetiden udnyttes ikke fuldt ud nu, og den kan derfor være kortere,
— den lange tjenestetid nedsætter forsvarsviljen ved at „trætte“ de unge,
— samfundet bar behov for den arbejdskraft, som bindes i for svaret,
— vi danske er så dygtige, at vi kan nå det på 12 måneder, som andre f. eks. russerne er 3 år om,
— de nye våben gør en stor del af tjenestetiden overflødig, da konventionel kamp ikke mere vil forekomme.
Det er ikke hensigten lier at argumentere om disse påstande, men det fremgår sikkert helt klart alene af deres indhold, at de ikke har nogen relation til den saglige bedømmelse af, hvor lang tjenestetid vi behøver. I det følgende skal det forsøges at trække nogle af de væsentlige faktorer frem vedrørende dette problem, og i særdeleshed de, der har sammenhæng med opstillingen af mobili seringsstyrker.
Tjenestetidens længde er på to punkter af afgørende betyd ning for forsvarets effektivitet. Så længe dansk forsvar opbygges som en stående beredskabsstyrke og en mobiliseringsstyrke af lijem- sendte, er tjenestetidens længde direkte afgørende for beredskabs styrkens størrelse, idet denne er et produkt af antal værnepligtige og tjenestetidens længde. En afvejning af tjenestetidens længde i denne henseende må finde sted efter politisk/strategiske retnings linier og må være et politisk ansvar, idet beredskabsstyrkens stør relse må være afhængig af mulighederne for angreb på Danmark og den almindelige udenrigspolitiske situation. De herhen hørende argumenter og overvejelser vil derfor ikke primært kunne benyttes til at belyse spørgsmålet om tjenestetidens længde, for så vidt den ne betragtes fra et rent uddannelsessynspunkt.
Det andet punkt, livor tjenestetidens længde er af afgørende betydning, er med hensyn til mobiliseringsstyrkens effektivitet. Det er klart, at også beredskabsstyrkens effektivitet direkte afhænger af tjenestetidens længde, men medens beredskabsstyrkens effektivitet al tid vil være til stede fuldt ud i det omfang, som det på ethvert tidspunkt af uddannelsestiden er muligt at nå, så vil mobiliseringsstyrkens effektivitet beskrive en nedadgående kurve fra hjemsen delsestidspunktet og — afbrudt af opadgående perioder under gen indkaldelser — indtil den efter nogle års forlob vil nærme sig nul. Det synes derfor rimeligt, da mobiliseringsstyrken udgør så langt den største del af det danske forsvar, at betragte spørgsmålet om tjenestetidens længde først og fremmest under den synsvinkel, at uddannelsen skal kunne tilsikre mobiliseringsstyrken den fornødne effektivitet, medens spørgsmålet om beredskabsstyrkens størrelse sættes i anden række, idet landets økonomi ikke tillader en bered skabsstyrke af mere end et vist omfang, et omfang som under visse omstændigheder kan nås, uden at den dertil nødvendige tjeneste tid er tilstrækkelig til at sikre en forsvarlig uddannelse af mobili seringsstyrken.
Spørgsmålet bliver da, hvilke krav det er nødvendigt at stille til de styrker, som i nogle år efter deres hjemsendelse skal kunne indgå i mobiliseringsstyrken. Helt generelt kan kravene udtrykkes således:
„Mobiliseringsstyrken skal - på kortest mulig tid — kunne indkaldes, iklædes, udrustes og formeres for derefter straks at tage kampen op med fjendtlige styrker af højeste karat med hensyn til uddannelse, udrustning og kampmoral“.
Uddybes disse generelle krav, bliver det første spørgsmål da, hvor lang tid der kan påregnes til gennemførelse af mobiliseringen. Under de eksisterende forudsætninger — at Danmark er medlem af N A T O — må dette spørgsmål ses principielt som et spørgsmål om Danmarks forsvar som led i det samlede NATO-forsvar. Siden N A TOs dannelse bar denne organisation i forhold til Østblokken væ ret væsentlig underlegen i konventionelle våben og styrker. N A T O har derfor opbygget sit forsvar om den tese, at enhver aggression fra Østblokkens side mod et af medlemslandene vil blive mødt med massive gengældelsesangreb med A- og B-våben. Dette bar fort til den eksisterende situation, livis væsentlige træk er„ at N A T O og Østblokken nu — efter en febrilsk oprustning — begge besidder mulighed for at gennemføre en „all-out nuclear war“. Begge parter bar gjort sig de største anstrengelser for at vinde en afgørende kva- litiv eller kvantitativ overlegenhed over for modparten, uden at det te tilsyneladende endnu er lykkedes. Konsekvensen af den således eksisterende magtbalance er da, at Østblokken må regne med, ved en hvilken som helst omend nok så begrænset aggression over for et NATO-land, at ville udløse storkrigen. Det følger heraf:
— at da Østblokken kender denne betingelse, vil ingen aktion mod et NATØ-land blive indledt, uden at Østblokken forinden har truffet alle forberedelser til om fornødent at gennemføre en storkrig, og at de dertil sigtende forberedelser nødvendigvis må have et så dant omfang, at de ikke kan boldes skjult for N A T O s efter retningsorganer.
Hermed er muligheden for at kunne gennemføre en mobilise ring principielt til stede for NATO-landene. „Principielt“ fordi de enkelte medlemslandes beliggenhed og forsvarsordninger — i for bindelse med, at Østblokken må forudses at tilstræbe overraskelse med hensyn til aggressionens retning — vil gøre landenes betingel ser for at opnå og udnytte et varsel om angreb til at iværksætte mobilisering, noget forskellige.
Men er det nu berettiget at basere sig udelukkende på de nævn te antagelser, eller kan det trods alt tænkes, at en begrænset ak tion fra østblokkens side — begrænset måske såvel i rum som i de anvendte våben — også af N A T O vil blive søgt holdt begrænset? Besvarelsen af dette spørgsmål grunder sig i mange forhold, som ikke er eller kan være tilgængelige for almindelig diskussion, men et enkelt forhold kan måske belyse muligheden for en begrænset krig. Det omfang af ødelæggelse, som vil være følgen af en uind skrænket A-krig, gør det sikkert, at ingen af stormagterne — og det må herved erindres, at selv om USA er medlem af NATO, er det samtidig det eneste af NATO-landene, som på egen hånd evner at kæmpe en A-krig med østblokken — vil gribe til at udløse A-kri- gen, med mindre situationen synes at sætte den pågældende stor magts eksistens på spil. Problemet kan med andre ord stilles såle
des: Vil enhver aggression fra Østblokkens side være af livsvigtig betydning for NATO eller for USA? Vil f. eks. en russisk, polsk eller østtysk okkupation af Bornholm blive bedømt som værende af livsvigtig betydning for NATO, eller vil en begrænset russisk indtrængen i det asiatiske Tyrki konstituere en årsag til at udløse storkrigen? Antages det, at en sådan begrænset aktion udløses på et tidspunkt, hvor N A T O — f. eks. på grund af uenighed om den kurs, der bør følges over for begivenheder i Nordafrika eller Mel lemøsten — står splittet, eller ligefrem bar truffet forholdsregler med andre konfliktmuligheder for øje, vil det da ikke være tæn keligt, at man vælger at søge konflikten begrænset?
Selv om det på den ene side erkendes, at sandsynligheden i dag ikke taler for en sådan mulighed, så ville det på den anden side være urimeligt letsindigt at basere dansk mobilisering på den antagelse, at enhver konflikt vil være en storkonflikt, og at der derfor vil kunne opnås så langt varsel, at der vil blive relativt god tid til at gennemføre mobilisering. Dette er da også klart erkendt gennem opstillingen af en beredskabsstyrke, livis formål det bl. a. er at skabe tid til mobilisering af de egentlige feltstyrker.
Konklusionen lieraf må da blive, at alt må sættes ind på at gennemføre mobiliseringen så burtigt som muligt og under samti digt hensyn til, at fjendtlige operationer — især luftangreb — kan volde vanskeligheder i denne fase. Der er da også på dette punkt i de sidste år — med revisionen af 21. løfte og udarbejdelse af beredskabs- og mobiliseringsplaner — gennemfort en lang række forbedringer af mobiliseringsprocedurerne, og det kan antages, at hovedparten af reservestyrkerne vil kunne være klar i løbet af 24—48 timer efter, at ordre om mobilisering er givet. Det er ind lysende, at fortsat studium af de hertil hørende planer og proce durer må gennemføres med det formål at presse tidsforbruget end nu længere ned samtidig med, at der skabes større sikkerhed mod, at fjendtlige operationer forstyrrer eller standser mobiliseringen.
Men dette er kun den ene side af problemet om mobiliserings styrkens effektivitet. Den anden og vigtigere — og den der så af gørende hænger sammen med tjenestetidens længde — er, om den således mobiliserede styrke vil kunne opfylde resten af de stillede krav: „at kunne tage kampen op med fjendtlige styrker af højeste karat med hensyn til uddannelse, udrustning og kam pm oral“ .
Det kan med sikkerhed antages, at de styrker, som Østblokken — og det gælder i øvrigt enhver potentiel aggressor — vil anvende i en krigs indledende faser, vil være elitetropper d. v. s. styrker med mindst 3 års hård uddannelse, et højt islæt af faste befalings- mænd og mandskab, de bedste og mest effektive våben og en frem ragende kampmoral. De vil være trænet i deres specielle opgaver gennem længere tid og vil være i besiddelse af alle nødvendige op lysninger om deres operationsmål. Det er på denne baggrund og ingen anden, at vore mobiliseringsstyrkers uddannelse og træning ning skal bedømmes. Kan de ikke leve op til de krav, der derved stilles, vil resultatet ikke alene va>re en katastrofal militær situa tion, men også urimeligt store tab. Tab. som kunne være undgået ved en passende uddannelse.
Som det vil være fremgået af det foran om tidsspørgsmålet fremførte, er det urealistisk at regne med, at der efter gennemfø relsen af mobiliseringen vil blive tid til genoptræning af de mobili serede styrker. Noget sådant vil måske være muligt i USA eller i England, men Danmarks nære beliggenhed ved Østblokken og de danske farvandes betydning gør, at det må antages, at fjendtlighe derne i dette område vil blive indledt umiddelbart.
Det afgørende spørgsmål bliver da, om det er muligt med en tjenestetid som den nuværende — eller en kortere — og med kun en enkelt genindkaldelse at give vore styrker en sådan uddannelse, at de gennem nogle år efter deres hjemsendelse vil kunne tilfreds stille disse krav. En gennemgang i detaljer af de forskellige værns og våbens uddannelsesplaner vil formentlig føre til følgende be dømmelse :
— at det på ca. 16 måneder er muligt at gennemgå det praktiske og teoretiske stof, som er en forudsætning for betjeningen af våben, køretøjer og instrumenter,
—at det på ca. 16 måneder er muligt at opnå en tålelig trænings tilstand og
at det pa ca. 16 måneder vil være muligt at lade styrkerne deltage i enkelte større samlede øvelser med det formål at vænne dem til krigens vilkår.
Men det kan til gengæld med sikkerhed siges, at ca. 16 måne ders tjenestetid er for kort til:
— at sikre den helt grundige indlæring af stoffet,
— at tilvejebringe den træningstilstand, som gør det muligt ved mobilisering at kunne indsætte styrkerne straks efter mødet,
— at lade styrkerne deltage i et større antal samlede øvelser og dermed udnytte den eneste mulighed for at vænne dem til krigens vilkår.
Som det vil være fremgået af problemstillingen — at det cen trale er at uddanne styrkerne således, at den kan møde den poten tielle modstander på lige fod — må det være det militært/saglige ønskemål at gøre uddannelsestiden så lang, at mandskabet ved hjemsendelsen kan opfylde de stillede krav og ved senere genind kaldelser bringes til at bevare den opnåede effektivitet. Hvor don øvre grænse for tjenestetidens længde ligger, er derfor direkte af hængigt af uddannelsen hos den potentielle modstander. Den vil dog formentlig ligge så højt, at der ikke under de rådende uden rigspolitiske forhold og med den danske regerings nuværende stil ling til afvejningen mellem civile og militære krav til samfundets økonomi, er nogen mulighed for at opnå den sagligt nødvendige forøgelse af tjenestetiden. Et kompromis må accepteres, hvis det svarer til balancen mellem den aktuelle trussel om væbnet kon flikt og fordelene ved at ofre landets midler på forbedring af le vestandarden. Men det bor siges ganske klart og utvetydigt, at med 16 måneders tjenestetid har man nærmet sig den nedre grænse for det oi'erhovedet forsvarlige.
Man kan da med rette spørge, om der kan gøres mere under de rådende forhold for at effektivisere mobiliseringsstyrkerne, og et enkelt punkt skal her nævnes. Som sagt i indledningen er tjenestetidens længde afgørende for størrelsen af beredskabsstyrken. Det er derfor ikke muligt at gøre det, som måske kunne medføre en forbedring, nemlig at gennemføre flere genindkaldelser mod en tilsvarende reduktion i den første uddannelse. Man ville herved muligvis kunne opnå at styrke mobiliseringsstyrken og bevare sam menholdet i mobiliseringsenhederne, men dette ville ske på bekost ning af den første uddannelses effektivitet. Selv kortvarige genind kaldelser — f. eks. gennemfort som prøvemobiliseringer — ville for m entlig have stor værdi.
Det er i så henseende va-rd at pege på forholdene i Israel, et land, hvis strategiske stilling — de eventuelle modstanderes styrke ufortalt — er endnu ringere end Danmarks. Her er, som bos os, den eneste stående styrke en lille kerne af officerer og teknisk per sonel samt den til enhver tid indkaldte styrke til gennemgang af første uddannelse. Resten af hærens styrker er mobiliseringsstyrker, men dels er deres mobiliseringstid kun 24— 48 timer, og dels er de, takket være en yderst hård og effektiv forste uddannelse og mange genindkaldelser um iddelbart krigsbrugbare. Den første uddannel ses varighed er 30 måneder. Genindkaldelser finder sted årligt ind til det fyldte 30 år med 30 dage og derefter indtil det fyldte 45 år med 15 dage om året. Aldersklasserne over 45 overføres derefter til civilforsvar, luftmeldetjeneste m. v. Takket være denne tjeneste tid og en yderst realistisk uddannelse kunne disse styrker i Sinai- felttoget i 1956 um iddelbart efter m obilisering indsættes i bevæge lige operationer under vanskelige forhold og gennemføre disse med yderst ringe tab. Et resultat som i højere grad skyldes den israel ske uddannelse end svigtende moral på ægyptisk side. De march- præstationer, som udførtes af disse mobiliserede styrker, må aftvin ge den dybeste respekt for den uddannelse og moral, som lå bagved og må tages som bevis for, at også ot lille folk — ved intensiv ud nyttelse af sine resourcer — kan pra>stere don for landets solvstamdighod fornødne militære indsats.
Resumerende må det da fastslås, at tjenestetidens længde — sagligt set — er direkte afhumgig af den uddannelse, som bliver den potentielle modstanders styrke til del. Længden af tjenesteti den kan naturligvis ikke direkte overføres fra det ene land til det andet, men må forøges eller reduceres efter de betingelser, som dik- teres af befolkningens almindelige dannelsestrin og civile uddannel se og den effektivitet, hvormed tjenestetiden udnyttes. Betragtes den danske tjenestetid under denne forudsætning, må bedømmelsen blive, at det med den nuværende 16 måneders tjenestetid er muligt:
— at kunne mobilisere en efter landets størrelse rimelig styrke på 24— 48 tim er (med undtagelse af visse teknisk betonede enheder),
— at bibringe mobiliseringsstyrkerne en nødtørftig uddannelse,
—hvis effektivitet dog i tiden efter hjemsendelsen vil være ha stigt faldende på grund af for få genindkaldelser.
som følge heraf kun at kunne anvende den mobiliserende styr ke i begrænsede opgaver (bevogtning — forsvar) i perioden umiddelbart efter et krigsudbrud. Kijn hvis omstændighederne gør en genoptræning efter mobilisering mulig, vil styrkerne kunne bringes til et sådant stade, at de kan møde vore poten tielle modstandere på lige fod.
En nedsættelse af tjenestetiden som følge af antagelse af et større antal fast personel vil derfor muligt kunne føre til en forøgel se af effektiviteten i beredskabsstyrken, men det vil ske på bekost ning af en nedsættelse af mobiliseringsstyrkernes duelighed og vil betyde, at største parten af de mobiliserede styrker ikke vil kunne anvendes til andet end rent lokale bevogtningsopgaver.
Visse m indre forbedringer kan m uligt gennemføres til forøgel se af mobiliseringsstyrkernes effekt, men generelt kan det siges, at den nuværende tjenestetid ikke kan nedsaHtes uden at forskertse forsvarets muligheder for at løse de foreliggende opgaver.
H. L. S. Teglbjærg.
