Maskiners Sejrsgang paa alle mulige Omraader, Motorkørsels voldsomme Opsving og et velgrundet Ønske om at føre Vaaben, der kan knuse alt, i Marken og selv være usaarlig, har gjort Motorskyds, Panser- og Kampvogne saa yndede, at man sjælden eller aldrig faar et militært Fagskrift i Hænde uden at se dem lovsungne. Følgerne af Hærens Motor- og Mekanisation drøftes derimod sjælden til Gavns, og endnu sjældnere høres noget om, hvorledes rene og skære Motorhære skal føres. Udfra en lille Bog, „Generalship“ (London 1983), som den engelske Generalmajor J. C. F. Fuller har skrevet imod fumlende Mørkemænd, der savner Mod til at motor- og mekanisere fra Ende til anden og skifte Sind, skønt „jo maskinskere Vaabnene, vi kæmper med, bliver, des friere maa Aanden, der fører dem, være“, henstiller jeg derfor nogle Spørgsmaal til nærmere Overvejelse. Bogens Indledning er et dybt Suk over, hvor sjælløs Hærføring er bleven. Den nordamerikanske Borgerkrig, i hvilken Grant og Lee ildnede deres undergivne midt i Kugleregnen, var endnu Heltekamp. Siden gik det stadig ned ad Bakke, og „Nutidens Befalingssæt har ligefrem halshugget Hærføring, saa at nutide Slag er udartede til hovedløse Uhyrers Øglevrid“, jfr. Gallipoli (1915), Paschendaele (1917) og Nordfrankrig (Marts 1918), hvor Generalerne i Stedet for at ses i de kæmpendes Rækker, enten i Ro og Mag oppebiede Melding om Slagenes Udfald langt borte eller havde travlt med at pakke sammen og komme endnu længere bort med deres Stab og Telefoner, — en Ynk, som Welling'tons, Wolseleys og Roberts’ Skygger skuede sorgfulde ned paa fra Olympens Tinder.
Efter Hjærtesukket røber nogle med filosofisk og krigersk Allehaande krydrede Afsnit, at Gen. Fuller kender endel Navne og Værker eller Citater. Samtidig langes drabeligt ud efter aandssløve Gamlinge, som hindrer unge i at naa høje Stillinger, og efter Reglementer, som aldrig er tidssvarende, men frier Folk for at tænke. Traaden i disse filtede Afsnit er: Krig er eller skulde være Heltedaad, — uden Heltesind bliver den kun til raa og nedværdigende dyriske Sammenstød. En Tale, Ruskin holder i Samklang hermed, kunde Heraklit, der kaldte Krig alts Ophav, misunde ham, men, skønt Gen. Fuller finder den storartet, turde vordende Førere sandt at sige have grumme lidt ud af den. Saa hjælper Clausewitz, Napoleon, Carlyle og andre Store Gen. Fuller til at fastslaa, at Mod, Opfindsomhed eller skabende Snille (Creative intelligence) og god Helse, alle tre Ting „snarere Ungdommens end midaldrendes Særkende, er Hærførings Grundpiller. — Da Gen. Fuller ikke nævner „Jærnvilje“, søger velvillige Læsere vel denne uundværlige Førergave i „Mod“ eller(og) „god Helse“ ; mindre velvillige savner den som fjerde Grundpille. Noget paafølgende krigshistorisk Visvas skulde godtgøre, at Nutidens Vaaben ingenlunde tvinger Generalerne til at være Kontormænd i Stedet for Helte, men godtgør i Virkeligheden ingenting, selvom det maatte være sandt, at ingen engelsk Korps- eller Divisionschef, Gen. Elles, der førte Kampvognene i Slaget ved Cambrai, ene undtagen, nogensinde saas paa Valpladsen, og at mangen General fik sine Underførere til at blive ved Telefonen i Stedet for at føre Ildlinien. Hærføringen er som sagt sygnet siden 1865. Sygdommen sidder paa én Gang i Hjærnen (Generalen, —fra 1866 af altid en Olding), Nerverne (Staben) og Musklerne (selve Hæren), og Aarsageme er: Skønt tapre har Generalerne paa Grund af Skudvidderne, med eller mod eget Vidende, faaet en vis Sky for Fare. Endnu mer har Hærenes Størrelse og brogede Lød fristet dem til at blive Kontorkrigere, og for høj Alder gør dem tilmed ømskindede og mer tanketunge end foretagsomme. Stabene er smittede heraf og voxer desuden ud over alle rimelige Grænser, fordi de færreste Folk vil bort igen, naar de sidder lunt i et Kontor, ja nogle endog skaber Arbejde paa maa og faa for at vise, hvor tjenstivrige og uundværlige de er. Hæretfie, er, Tak være Tidens Tyrketro paa store Tal, saa tunge, at de kun duer til raa Masseslagt. Heldigvis véd Gen. Fuller Raad for Sygdommen. Hvad han skriver herom, røber dog, bortset fra slaaende Vidnesbyrd om overmodige Stabes Unoder og om, at han har kendt Chefer, der sagde: „Nu maa D’herrer virkelig sige mig, hvad jeg skal gøre“, saa barnligt eller overfladisk et Syn paa Mennesker og Uddannelse, at Sygdommen faar Skær af at være Paahit, der skal underbygge Paastanden: Verdenskrigens vældige „voldske“ Horder, som lededes af Kontorskygger i fjærne, skudfaste Hier, skal og maa afløses af langt mindre, men udsøgte Motorhære, førte af 35—45 Aars Sorteprinser eller Richard Løvehjærter, der æder Davre ved Stjerneskin og som Wolfe ved Quebec (1759), Moore ved Corunna (1809) m. fl. ser Døden under Øje Side om Side med deres Hærmænd. Læsere, der sluger alt raat og i Motorkrig nærmest ser en Række spændende Biludflugter, kan kun glæde sig over saa nem en Løsning. Især Englændere maa den tiltale, da de, sete under ét, er imod almindelig Værnepligt, skønt engelsk Værnepligt vilde trygge Verdensfreden umaadeligt. Nævnte Læsere nyder vel ogsaa Listen „100 Generalers Alder“, som Gen. Fuller giver i Tilgift, oven i Købet med Diagrammer. Mindre godtroende Læsere finder Gen. Fullers Tanker springske og ser en Selvmodsigelse i, at han, der dog véd, at det ikke er Maskinerne og Maskinvaabnene, men Mændene bag dem, der gør Udslaget, fremholder Motor- og Mekanisation som de vises Sten. Hans Liste huer dem heller ikke — ikke fordi Xenofon, der indleder den, kun var Tilskuer i Slaget ved Kunaxa og kun gætningsvis 29 Aar gammel, eller fordi Gustav Adolf ikke var 36, men 38 Aar gi. ved Lutzen, men fordi Slagsbrødre som Richard Løvehjærte, Krigsklovner som Karl VIII af Frankrig og Førere af Smaastyrker nævnes i Flæng med Hærførere som Hannibal, Cæsar, Napoleon og Moltke. Et og andet kunde tyde paa, at Gen. Fullers Kæremaal og Forslag bare gælder England og „den yderst velordnede“ engelske Hær, hvor kun Kompagni- og Bataillonschefer fører virkelig Kommando, højere Chefer bare administrerer og selv Generaler ikke maa give to Pence ud paa eget Ansvar. Hans Anker har dog i Grunden Bud til alle Hære, og det er derfor uheldigt, at løse Paastande og iøjnefaldende Overdrivelser svækker Virkningen. Er det, spørger uhildede Læsere saaledes, Uvidenhed eller Ønske om at vildlede, der faar Generalen til at lade Generalers opofrende Heltemod ebbe ud i 1865? — Abel Douay, der førte Franskmændene ved Weissenburg den 4/8 1870, fandt jo dog Døden paa Valpladsen; XI tyske AK. mistede sin Fører, Gen v. Bose, ved Worth, hans Eftermand, v. Gersdorff, ved Sedan; V AK.s Fører, Gen. v. Kirchback, saaredes ved Worth, Gen. v. Francois faldt ved Spicheren, Gen. v. Craushaar ved St. Privat; Bazaine saaredes ved Metz; Gen. Decaen faldt den 14/8, Gen. Legrand den 16/8; Mac Mahon saaredes, Gen. Margueritte faldt ved Sedan; Spaniernes Overgeneral, Marechal Concha, faldt ved Estella 1874*). Lige saa nær ligger Spørgsmaalet: Mener Gen. Fuller for ramme Alvor, at Slaget ved Tannenberg var hovedløst Øglevrid paa tysk Side, eller at Verdenskrigen aldrig viste, at Storhære kan ledes sikkert? — Svarer han Ja, er han umulig. Svarer han Nej, slaar han sig selv paa Munden. Tænker han sig om, faar Gen. Fuller vist ogsaa ondt ved at godtgøre, at en Motorhær paa, lad os sige, bare 2000 Panserog Kampvogne og 1000 Flyer alt i alt bliver mindre end en „Hordehær“ paa 100—150,000 vaabenføre, der især bruger Apostlenes Heste, og at dens Føring blev nemmere, krævede mindre Blæk og Telefonslid og gav Føreren rigere Lejlighed til at lufte sit Heltemod i Menigmands Paasyn. — Tvivlere helder til at tro, at Styrken kun bliver anderledes fordelt, idet Trosset svulmer op til Horder af Maskinister, Haandværkere og Vejmænd, som tilmed er værre at holde Styr paa end vaabenføre Afdelinger, og at Hærførerens Løvebrøl drukner i hans eget lille Køretøjs Motorlarm. Tre Ting er soleklare: det falder haardt at faa de rette Mænd paa Storhæres højeste Poster; overvættes store Stabe bliver baade Generaler og Hære en Klods om Benet, og ogsaa Militærtænkeres Vej er stenet, hvor klarsynede og duelige de end er; men — saaledes har det altid været og blev det ved at være, selv om Gen. Fuller fik Hæres Sammensætning og Færd endevendt. At Rydningsmænd ikke danser paa Roser, vidner endog for saa vidt om Forsynets Visdom, som Verden ellers overfyldtes af glammende Fremskridtsmænd.
*) Gen. Fuller indrømmer vel, at enkelte tyrkiske og tyske Førere glimrede ved Gallipoli, Kong Wilhelm og Moltke var langt fremme ved Metz og engelske Generaler holdt Føling med Ildlinien i Boerkrigen, men det mildner kun tilsyneladende hans Dom, da han strax efter atter taler om raadden Hærføring.
I Hensyn til Tjenestealder ser Gen. Fuller med rette den første store Vanskelighed ved at faa unge Hærførere. Sagen er dog mere indviklet end han gaar ud fra, for, selvom en 60- aarig er ringere og bl. a. lettere faar Galdekneb og Hexeskud end 20—30 Aar i Forvejen, kan han endnu være et Hoved højere end alle yngre, og, selvom Hjærnekoldbrand er sjældnere hos yngre end hos gamle, kan Haab om at blive udvalgt eller Følgerne af at være det hidse ærgerrige unge saa voldsomt i Fredstid, at de, uden at nogen aner det, er udbrændte, naar det omsider gælder. Gen. Fullers Udvej til unge Hærførere: at lade de gamle Fredsgeneraler blive hjemme som Reserve eller „for at opstille og indøve nye Enheder“ — lyder som en daarlig Spøg, da Gamlinge efter hans Fremstilling ingen af Delene duer til. Han maatte hellere indrømme, at kun voldsomme Omvæltninger og Lykketræf gør det muligt at se helt bort fra Tjenstalder. Derimod har han Ret i, at Forfremmelseslisterne lettedes endel, hvis Generalerne (Obersterne) 2—3 Gange om Aaret samledes til Kommandoføringsøvelse uden Stab og anden Hjælp og hver for sig maatte gøre gran Rede for, hvorfor han havde gjort (befalet) saa og saa. Jo skrappere Prøven gjordes, des tiere veg mindre duelige, hvis høje Rang skyldtes Tjenstalder og hæderlig Røgt af lavere Stillinger, vel endog frivillig for fremragende yngre, og des vissere kom sjældne Evner til deres Ret, uden at nogen havde skellig Grund til at føle sig saaret. Hvis Gen. Fuller i Stedet for at tage Munden fuld af Sygdom, havde advaret imod at overføre Storhæres og Stillingskrigs Kommandoføring og store Stabes strenge Arbejdsdeling paa Smaahære eller mindre Styrker i aaben Mark og deres Stabe eller Kommandoled, havde han sagt et Ord i rette Tid for, Tak være alle de Hjælpemidler og Hjælpere, Kravet om Samvirke hvor- og naarsomhelst har velsignet Hære og Afdelinger med, synes „det bedste er det godes Fjende“ paa Veje til at gaa i Glemme. „Naar man har disse Hjælpemidler og Hjælpere, skal man da ogsaa bruge dem“, er dog saa nærliggende en Indvending, at Tvivlere gør klogest i at virke for, at Reglementer og Mobiliseringsplaner ikke paa Forhaand lægger Kræfter, som tit eller til Nød kan undværes, brak i Stabs- og Forbindelsestjenesten, og fremhæve, at større Øvelsers Ledere ikke maa lade sig blænde af paa Papiret ulastelige Befalinger, men ved Selvsyn bør overtyde sig om, at Befalingerne kunde udføres, hvor der skødes med skarpt. Opnaaedes ikke andet for større Øvelsers Vedkommende, modvirkedes ialfald Faren for, at Førere dels selv med urette bliver Kontormænd i Stedet for Førere, dels skyder Ansvar fra sig ved at tvinge undergivne til at blive lige saa og hænge i Telefonen.
Efter en Øvelse i Frankrig hørte Gen. Fuller engang Gen. Debeney bide en Partifører, som skulde gøre Rede for sin Plan og sagde: „Mine Maskingeværer ..." af med: „Pokker i Vold med Deres Maskingeværer! Jeg vil høre Deres Tanker.“ •— Da han aabenbart holder med Debeney, undres man over, at han selv siger: „Motorhære“, men ikke et Ord om, hvorledes Motorhære skal føres. Der kunde dog skrives Bøger derom, især hvis de er saa (Gen. Fuller maa tilgive, jeg siger) uheldige at komme ud for gammeldags Hære, der ikke regner alt, hvad ikke motoriseret er, for Skrammel. Allerede Spørgsmaaiet, om Opklaring bliver tilfredsstillende uden Hestfolk giver Emne til Eftertanke — mig synes givet, at kun Rytteri og Motorskyds (Flyer medregnede) klarer Sagen med Glans o: at Rytteri er lige saa uundværligt som tilforn, — men ligefrem gaadefulde Hovedspørgsmaal er bl. a .: 1) Hvorledes skal Motorhæres Sikringsdele gaa frem, naar Farten skal svare til Motorkræfterne, — 2) hvorledes kan større Styrker og især Motorhæres Hovedstyrke regne med Veje og Broer, hvor Fjenden har været eller er Herre eller kan blive Herre hvad Øjeblik det skal være (Stillingskrigens sammenhængende Hegn udelukkede dette Spørgsmaa'.) og — 3) hvorledes skal Motorhæres Hovedstyrke følge og støtte eller afløse Sikringsdelene uden at tabe Trosset af Syne eller faa Glæde af Trosset uden at svigte Sikringsdelene?
Til 1): Skal Sikringsdelene i det store og hele følge Vejene eller danne en Slags Skyttekæde tværs over hele Fremrykningsbæltet? I første Fald udsættes de, især efter Dagsmarchen, for Angreb fra alle Sider af fjendtlige Styrker, som holdt skjult til udenfor Vejene, og disse Styrker bliver endog farlige for Motorhærenes Hovedstyrke, hvis den er nogenlunde tæt bag Sikringsdelene. — I andet Fald sætter en klog og djærv Modstander saa mange Panser- og Kampvogne ud af Spillet, at Motorhæren turde komme vel langt ned under „Hordehæres“ store Tal, som Gen. Fuller har saa meget imod. Svarer Gen. Fuller: „Hverken ad Vejene eller i Skyttekæde, men ...“, skylder han at oplyse, hvad „men“ er. Venner, der hjælper ham med: „Det er Kamp mod Vejrmøller, for Sikringsdelene staar selvfølgelig af Vognene og kæmper til Fods, naar der er Brug for Fodfolk“ — glemmer, at Fullers Motorhær er ude af Stand til at optræde mandstærkt til Fods. Faar den hele Batailloner eller Regimenter med paa Bil, synker den jo ned til at være en Hordehær. Til 2). Større Vognstyrker, der vover sig ud paa Lykke og Fromme, kommer nok ud for saa mange Ulykker og Overraskelser, at de gaar i Staa eller maa snegle frem og ikke faa Vognboers Nerver bliver panikmodne. -—- Tænkes Færdselsomraadet sikret ved, at Panser- og Kampvognsstyrker sendes forud i sidste Øjeblik, staar man bl. a. overfor Spørgsmaalet, om Panser- og Kampvogne i det hele taget duer til Forsvar og kan bruges med Held som Smaafæstninger. Til 3). Da Sikringsdelene før eller siden sinkes af Fjender og Vejfælder, faar Motorhæres Hovedstyrke langt nemmere ved at følge Sikringsdelene i rimelig Frastand end ved at faa Trosset med. Især kommer det til at knibe med Værkstederne, som ikke uden videre kan lade Arbejdet ligge og bryde op. Det er saa meget uheldigere, som Sikringsdelene ogsaa og især trænger til Trossets Værkstedshjælp for at holdes kampdygtige. Søges Ulemperne modvirkede ved, at Hovedstyrken deles i Hold, der skiftes til at køre frem, hvert ledsaget af sit Troshold, er det tvivlsomt, om det nogensinde lykkes Hærføreren at slaa til med samlede Kræfter, og samtidig staar den Kendsgerning, at Motorskyds, der savner Benzin, ikke kan rokkes af Stedet, som truende Baggrund bag hele Hærens Virke. Hordehæres Førere er heldigere stillede, da Hordehære, som var ved at sulte ihjel, mer end én Gang reddedes ved, at Føreren fik dem til at gaa løs paa Fjenden og skaffe sig Føde ved at slaa ham.
Spørgsmaalet: Motorhære eller Hordehære? er langt fra udtomt hermed, men lad det være nok at sige, at selv Hordehæres ivrigste Talsmænd ingenlunde kaster Vrag paa Motorskyds. De hævder bare, at „alt med Maade“ ogsaa gælder Hæres Motor- og Mekanisation.
Rolf Kall
