Under henvisning til auditær Wahlstrøms bemærkninger til mit indlæg i tidsskriftets oktobernummer, anmoder jeg om plads for følgende, fra min side afsluttende bemærkninger:

1) En soldat i Danmark bar lydighedspligt såvel over for loven som overfor foresattes befalinger. Derfor er foresattes be­falingsret klart og utvetydigt begrænsede til foranstaltninger, der ikke strider mod landets love. Ingen civil borger i dette land, ingen soldat, uanset charge, der er ved sine fulde fem, kan ønske sig nogen ændring i dette forhold, visseligt heller ikke under­ tegnede.

2) Derfor kan ingen ordre rokke en tøddel ved en militær motorvognsførers ansvar over for motorloven — thi det ville være en ulovlig ordre, som nedkaldte straf både over den fore­ satte, der gav den, og den undergivne, som fulgte den.

Jeg kan ikke se, at mit indlæg blot antyder nogen anden opfattelse af motorvognsførerens ansvar.

3) Det er jo imidlertid heller ikke motorvognsførerens an­svar, men hans foresattes, der drøftedes. Om dette har jeg skrevet, at det ikke kræver nogen paragraf i færdselsloven at præsentere den foresatte for dette — thi ganske uanset hvor stort eller lille et ansvar den undergivne har, så har en militær foresat altid ansvaret for konsekvenserne af sine befalinger — altså også an­ svaret for motorkørslen, uden at dette befrier føreren for sit ansvar ifølge loven, for samme kørsel.

4) De militære indlæg i denne sag har alene beskæftiget sig med, hvorledes den foresatte kan bære dette ansvar.

Vi har påvist, at en telegrafenlied under feltforhold (øvelser) ikke udfører kørsler beordrede af delingsfører, kompagnichef eller bataljonschef, men at kørsler i hovedsagen iværksættes som den direkte konsekvens af, at troppeførere flytter deres kommando- stationer, uden at de nævnte foresatte, som befinder sig milividt borte, har mindste kendskab til eller indflydelse på kørslernes tidspunkter og varighed.

Hvorledes kan disse nævnte foresatte da hære dette ansvar — som er deres, hvad enten færdselsloven siger det eller ej?

Jeg har søgt at påvise, at dette ansvar kan bæres ved, at de nævnte foresatte gor det til en tjenstlig pligt for disse motor­ vognsførere at afgive melding på stedet, til troppeførerens re­ præsentant, når de befinder sig i en sådan tilstand af træthed, at de anser sig for uegnede til at køre.

Eftersom det er udelukket, under de givne omstændigheder, at de foresatte kan føre et individuelt tilsyn med hver enkelt motorvognsførers træthedsgrad, og eftersom soldaten har lydigheds­ pligt over for en ordre, også den om at melde, når han er for træt, er en indskærpelse og lejlighedsvis overvågelse i muligt om­ fang af denne meldepligt efter m in opfattelse alt, hvad der er menneskeligt muligt for den foresatte i den givne situation, og det er min tro, at en ret, der fandt, at vilkårene var som be­ skrevet, at meldepligten var indskærpet og en overvågelse i mu­ligt omfang effektueret, ville frifinde den foresatte for tiltale ifølge såvel tjenestereglementets § 17 som færdselslovens § 15.

5) Det eneste problematiske ved den antydede metode er at få soldaten til at efterleve den. Hvis færdselsloven slet ikke be­ skæftiger sig med et ansvar i forbindelse med kørsel i overtræt tilstand, overtræder soldaten kun en militær ordre ved at køre videre. Hvis også færdselsloven giver ham et ansvar, kan man belære ham om, at det ikke blot er en militær ordre, men hele samfundets lov han overtræder — hvilket naturligvis er værre;
hvis loven endelig, som nu, giver den foresatte et uomtvisteligt medansvar, kan man belære soldaten om, at han iklke blot selv bliver strafskyldig, men at han trækker sin nærmeste foresatte med sig.

Derfor må jeg fremdeles mene, at den nye lov gør det lettere for den foresatte at bære ansvaret for det omtalte forhold. Vore soldater er ivrige og pligttro; de allerfleste vil skamme sig ved at melde at de er for trætte til at køre, selv om vi giver dem orde dertil; men når færdselsloven gør det muligt for os at hen­ vise til soldatens ansvar over for denne, og når den skærpes således, at også deu foresatte kan pådrages et medansvar, så vil enhver telegrafsoldat fuldt ud forstå sagens alvor. Derfor er mit ansvar for, at soldaten opfylder sin meldepligt, blevet lettere at bære, og belærer jeg ham samvittighedsfuldt i overensstemmelse hermed, mener jeg med tryghed at kunne forvente, at en ret vil komme til det resultat, at man derefter ikke — om skade alligevel sker — med føje kan gøre mig ansvarlig for skaden.

Med mit indlæg søgte jeg at give udtryk for den her præ­ciserede opfattelse, og jeg ser ikke, at denne opfattelse kan be­tegnes som „ganske forkert“ eller tyde på en „ret fundamental misforståelse“ fra min side.

Jeg mener stadig, at færdselsloven er affattet uden mindste tanke på hærens kørsel — men er naturligvis ikke uvidende om de af auditøren fremdragne punkter — i den forstand, at færdsels­ loven ikke fører det gensidige forhold mellem „arbejder“ og „arbejdsgiver“ i regning, som eksisterer mellem foresat og under­ given i en hær — det er jo dog denne side af færdselsloven, man har drøftet, ikke kolonnekørsel m. v. Færdselslovens arbejdsgiver er en mand, som dels har alle midler til at føre en effektiv kon­ trol med hver eneste kørsel, dels står i det skarpest tænkelige modsætningsforhold til sine chauffører, som kan befrygte at miste deres arbejde, hvis de protesterer mod en for hård udnyttelse af deres fysik. Muligheden for økonomisk gevinst er for vognmanden en mulig fristelse til at udnytte chaufføren over evne — men sådan fristelse foreligger ikke i hæren. Arbejdsgiveren kan heller ikke, i hvert fald ikke med samme vægt, pålægge sine chauffører en meldepligt, hvis forsømmelse kan medføre straf.

Derfor kan det ikke undre, at man kommer til mærkelige resultater, hvis man summarisk anvender § 15 på forhold, som lovens fædre ikke har haft i tankerne, da de affattede den, nem­ lig hærens specielle vilkår. En dommer vil sikkert ikke se bort fra, at den foresatte er noget andet end en arbejdsgiver, men spørge: Hvad har denne specielle form for en arbejdsgiver gjort for at røgte sit ansvar over for § 15? Når han erfarer, at denne arbejdsgiver umuligt kan føre kontrol med hver enkelt chauffør eller kørsel, men til gengæld grundigt har belært dem om lovens bestemmelser, om deres eget og deres foresattes ansvar og gjort det til en tjenstlig pligt for dem at melde, når de finder, at de ikke mere svarer til lovens krav — så tror jeg, at dommeren vil finde, at denne „arbejdsgiver“ har gjort, hvad han evnede og derfor må være ansvarsfri; han vil måske endda finde, at disse dispositioner er bedre end den civile arbejdsgivers, hvis lastvogne dagligt på det groveste overtræder hastighedsbestemmelserne.

Jeg føler virkelig den samme gru som enhver civil medborger ved alle de færdselsdrab, som kendetegner vor egoistiske og hen­ synsløse trafik — men jeg ser intet vidnesbyrd om, at soldaters tjenstlige kørsel indtager nogen særligt graverende stilling i deime henseende; var det tilfældet, skulle vi nok høre bittert for det, og med rette; det er tværtimod uhyre sjældent man læser, at et militært køretøj har dræbt nogen, hvilket for mig antyder, at de m ilitæ re foresatte gor en m ålbevidst indsats på dette punkt, og at den moderne, menige soldat, sin ungdom til trods, er mod­ tagelig for en samfundsværdifuld påvirkning angående motorkørsel, som kan blive desto mere virkningsfuld, i jo højere grad de foresatte kan støtte sig, ikke blot til tjenstlige ordrer, men til en stadigt skarpere form uleret lovgivning.

Hvad udholdenhedstræning angår er det naturligvis min op­fattelse, at en sådan — bvis den drives ud over mandens forsvar­ lige træthedsgrænse — er lovstridig på offentlig vej; jeg ville anse det som em yderst alvorlig forseelse, hvis en chef under em sådan træning, som jo iøvrigt ikke berører de lier omtalte kørsels- vilkår, blot lod mandskabet nærme sig denne grænse; jeg ville endelig som almindelig borger og familieoverhoved protestere energisk mod en ændring i § 15, der måtte tillade noget sådant.

Naturligvis vil jeg som foresat skride meget hårdt ind over for en befalingsmand, der i strid med tjenestebestemmelseme be­ falede en motorvognsfører at køre hurtigere; på ganske samme måde ville jeg naturligvis skride hårdt ind over for den, der be­ falede, at en militær motorvognsfører skulle køre, hvis det var evident, at han var for træt dertil; jeg mener ikke at have an­ tydet noget sådant — og det var jo slet ikke sådanne situationer, man drøftede, men telegraftroppernes feltmæssige vilkår, hvor det meget sjældent er en foresat, som „beordrer“ kørslerne; det er jo netop dette forhold, der foranledigede en telegrafbataljonschef til at rejse sagen.

Sluttelig skal jeg gerne erkende, at mit indlæg måske har været lovligt summarisk, forudsat større detailkendskab til telegraftroppemes feltvilkår og mit, af mine undergivne velkendte krav om den frie borgers selvfølgelige og absolutte lydighed over for loven, hvad enten han er civil eller soldat, end læseren og auditør Wahlstrøm med rette kunne forventes at besidde.

Hensch.