De voldsomme og dramatiske begivenheder, der fandt sted natten 10.—11. februar 1650, hvor Karl Gustav lod sine tropper foretage en generalstorm på det belejrede Kobenhavn indtager en så central plads i vor historie, at man ikke kan lade 300-års-dagen gå upåagtet hen.
I forbindelse med den foregående krig, der red Roskildefreden kostede os provinserne ostensunds og alvorligt truede Norges enhed, havde begivenhederne i vinteren 1658— 1650 bragt udink- lingen hen til det punkt, at Danmarks eksistens som selvstændig stat hang i en tynd tråd. fille stormen lykkes, og måske konge familien falde i svenskekongens hamder, var Danmarks ska'bne formentlig beseglet.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Ved opbud af alle re stturcer og en fælles kraftanstrengelse fra alle, høj og lav. soldat og borger, lykkedes det at afværge den truende fare; den svenske hter blev kastt't tilbagt• med så store tab, at den ikke mere kunne tamke på et nyt forsøg.
Dåden gav genlyd bådt' her i landet, hvor håbet om befrielse ta'ndtes, og i udlandet, hvor man fik syn for sagn, at Danmark ikke sådan uden videre kunne udslettes af de selvstændige natio ners tal.
Del er ikke rimeligt al omtale det sejrrige udfald af kampen hin vinternat uden samtidig at navne den hja’lp, vi havde fået fra vor forbundsfælle, Nederlandene, dels i form af den forsy ningsflåde, der med våbenmagt og betydelige ofre havde tiltvunget sig vej til København i efteråret 1658. dels i de nederlandske tropper, der derved kom til at deltage i byens forsvar og bar deres andel af byrderne såvelsom af ha'deren.
Der synes i almindelighed at vtere megen tilbageholdenhed i Danmark overfor tanken om at fejre Stormen på København, sik kert dikteret af hensynet til vor svenske brodernation. Det kan imidlertid ikke rave rigtigt af den grund at fortie skelsættende begivenheder i vor historie. Det må ikke mindst for haven være en pligt at fremdrage mindet om stormen på København, så meget nuve som vi er overbevist om, at der ikke derigennem rettes no- gen som helst m odvilje im od svenskerne. Tvavtom må studiet af begivenhederne omkring 1656 fylde os med beundring for den svenske hav, der til trods for sin ret ringe nummeriske styrke på få år nåede forbløffende resultater.
I mindet om Stormen på København sænker vi derfor også vor kårde i beundring for vore svenske modstandere og ærbødig hed for deres faldne.
Angrebet og Stormen på København - I
Det var en forfærdende nyhed, de kongelige postryttere bragte frem fra Korsør til Hovedstaden d. 8. august 1658. Karl Gustav var gået i land med sin hær på Sjælland den foregående dag. Allerede d. 11. august stod de svenske tropper foran Køben havn, og de gik straks i gang med at anlægge belejringsværker imod byen. Der var ingen tvivl om, at det var Danmarks eksistens, der nu stod på spil.
Der kan være grund til her at kaste blikket lidt tilbage, både for at forklare, hvordan det var kommet til den omtalte situation og for at give forudsætningerne for det videre handlingsforløb.
Vi vil da lier minde om den næsten hundredårige dansk-sven ske kamp om herredømmet i Østersøen og straks gore opmærksom på, at Karl Gustav allerede een gang tidligere — og samme år — havde stået med sin hær på Sjælland. Det var d. 30. januar 1658, at han med genial energi og dristighed førte sine tropper over Lillebæ lt og besatte Fyn, d. 5.— 7. februar gentog det samme sig fra Fyn over Langeland til Lolland. D. 11. februar stod han på Sjælland ved Vordingborg, øg d. 18. februar blev den foreløbige fred underskrevet i Taastrup. Den endelige Roskildefred er dateret d. 26. februar 1658.
Freden var en udpræget panikfred. Danskernes militære for hold var nemlig slet ikke ufordelagtige på Sjælland i februar 1658. De havde over 7.000 mand regulære tropper samlet omkring København, foruden mindst 4.000 borgervæbningsfolk, studenter o.s.v. Herimod havde Karl Gustav godt 5.000 ryttere og højst 2.500 mand fodfolk, altså en styrke, der var lidet egnet til at bestorme en fæstning. Alligevel mente Rigsrådet blot at kunne undgå at „sætte kronen, det kongelige bus, flåden, kort sagt, hele riget på spil“, ved at indgå den overordentlig hårde Roskildefred. Alle de skønne østensundske provinser, Skåne, Halland og Bleking gik tabt. Der til kom Bornholm øg de to vigtige, norske len, Bohus Ten og Trondhjem len. Ingen kan undre sig over, at rigshofmesteren Joa chim Gersdorff, da han tog pennen for at underskrive, mumlede
kejser Neros klassiske ord: „utinam nescirem literas“ (gid jeg ikke kunne skrive).
Med denne fred var Karl Gustav kommet et langt skridt vi dere m od sit endelige m å l: Østersøens beherskelse. I den hense ende var lians nyerhvervede sundposition af størst betydning. Og fredens artikel 3 syntes at hinde Danmark til den svenske politik, idet den påbød parterne „efter al mulighed at forhindre og af værge“, at „nogen fremmed, fjendtlig orlogsflåde“ løb gennem sund eller bælt. Det var Sveriges anden farlige modstander, Holland, der derigennem skulle rammes.
Forholdet mellem Sverige og Danmark prægedes i mellem krigstiden af en stadig større pågåenhed fra svensk side. Tvangs midlet overfor Danmark var en fortsættelse af den svenske be sættelse udover den termin (d. 1. maj), som fredstraktaten havde fastsat. Først gennemtvang Karl Gustav herigennem en række for dele for sin svigerfar, den gottorpske hertug i Sønderjylland og Holsten, således at der faktisk etableredes en svensk lydstat inden for det danske riges grænser; en mere fjendtlig handling kunne dårligt tænkes. Men ikke nok hermed. Danmark måtte efterhånden give efter overfor en lang række svenske krav, som påstodes at følge af fredstraktatens mere ubestemte ordlyd. Hårdest var stri den om forståelsen af artikel 3. Karl Gustav hævdede derom, at alle fremmede (ikke nordiske) flåder skulle udelukkes, medens danskerne holdt på, at det kun skulle gælde for fjendtlige flåder. T il sidst gav danskerne dog efter også på dette punkt, men da havde Karl Gustav allerede besluttet sig til at overfalde Danmark.
Når man nærmere undersøger Karl Gustavs forskellige beslut ninger i mellemkrigstiden, vil man opdage, at de kun i ringe grad er dikteret af danskernes holdning. Han kaldte selv engang for handlingsemnerne „de små sager, som nu disputeres i Danmark“. Det var langt mere de internationale forhold, der var bestemmende for ham. Og her var situationen da den, at han i månederne april, maj og juni havde heliov for at kunne blive stående med sin hær i Danmark, hvor den kunne tage sig gratis forsyninger i venteti den. Han havde håbet på fransk-engelsk stolte til et felttog i Tysk land, men tilsagn herom udeblev. Dermed faldt denne mulighed hort. Endnu i juni håbede han på ved diplomatisk stolte fra Fran krig athindre den tyske kejser i at hjælpe hans fjende l’olen, men før det var sket, turde han ikke åbne et nyt felttog i Preussen. Han benyttede da den nærliggende mulighed, der lå i forhandlin gen i Danmark. Han rejste en række problematiske krav i for bindelse med fredstraktaten overfor den danske regering og erklæ rede, at han ville blive stående i landet med hæren, indtil de var efterkommet. Herved skaffede han sig et tilsyneladende retsligt grundlag for at blive stående, noget han altså af helt andre årsa ger ønskede.
Denne sammenhæng mellem den internationale situation og Karl Gustavs holdning overfor Danmark kommer tydeligt frem kort tid senere. Den 5. juli indløb der nemlig et skæbnesvangert budskab fra Tysklands hovedstad Frankfurt. Heraf fremgik det, at det var mislykkedes for svenskerne at hindre Kejserens fortsatte hjælp til Polen. Under disse omstændigheder måtte også krigen i Preussen opgives. Men den svenske hær skulle lige fuldt beska-fli- ges og underholdes. Den 7. ju li besluttede den svenske konge da i et krigsråd at gennemføre det overraskende angreb på Danmark. Karl Gustavs påstande om danske og hollandske krigstrusler i denne tid tilbagevises fuldsta-ndigt af de faktiske forhold og kan ikke opfattes som andet end propaganda.
II.
Det var som sagt d. 7. august 16511, at Karl Gustav gik i land i Korsør. Han modte ikke nogen modstand, da angrebet kom fuld- stauidig bag på de danske myndigheder, indledet som det var uden krigserklæring. Den angribende hær var ikke stor. Feltmarskal Eberstein i Gliiekstadt skrev d. 11. august, at de indskibede trop per i Kiel havde bestået af 4.000 mand fodfolk, 2.000 ryttere og „50 stykker skyts, store og små, så vel som en god del ammunition foruden trillebore, skovle, hakker og spader“. Det var usædvanligt på den tid, at fodfolket udgjorde to tredjedele af en hærstyrke, men det var formålstjenligt, når der forestod operationer imod en fæstning. Hæren medførte, som det ses, også et stort og alsidigt belejringsmateriel. Den kendte Erik Dahlberg skrev langt senere i sin såkaldte dagbog, at der ikke medfortes grovere kanoner end 3-pundige; i det stykke er lian dog næppe et sandhedsvidne, hvad enten fordrejningen er hevidst eller ej. Snart efter modtog hæren nogen forstærkning af mandskab fra Jylland og Fyn og af kano ner fra flåden.
Den 18. juli 1658 havde Karl Gustav fremlagt sin operations plan i en hemmelig ordre til rigsadmiralen Karl Gustav Wrangel. Det synes at Virre den, der fulgtes i angrebets første dage. Straks efter landgangen skulle der sendes rytteri frem til København lor at afskære byen fra tilførsler af levnedsmidler og mandskab over land. Samtidig ville en svensk flåde blokere havnen. Dette blev også udført planmæssigt. Den svenske flåde dukkede op ved Dragør allerede den 6. august, og grev Glas Thott blev straks efter landgangen afsendt fra Korsør med fire rytteregimenter. De avan cerede med stor hastighed, idet to danske udsendinge til Karl Gustav mødte dem i Roskilde sent på dagen d. 8. august. De svenske ryttere opnåede også deres mål, som var „det danske kavalleri i en il (hast) at overrumple“. Første fase af planen lykke des således til fuldkom m enhed.
Felttogets næste fase bestod i en hurtig transport af fodfolk og artilleri tværs over Sjælland. 1 ordren til Wrangel havde Karl Gustav foreslået udskrivning af 2.000 sjællandske bondevogne til dette formål; om denne fremgangsmåde benyttedes, vides ikke. Men i hvert fald fuldendtes marchen i raskt tempo, idet alle trop perne nåede frem til København den 11. august, hvor de straks gik i gang med at anlægge løbegrave mod byens Vestervold. Karl Gustavs ry for hurtighed var ikke blevet gjort til skamme.
Samtidig lagdes der el voldsomt moralsk pres på de to ud sendinge, rigsråderne Mogens Høg og Christen Skeel, som Frederik III havde sendt til Karl Gustav. Den 10. august fik de audiens hos den svenske konge i Ringsted, hvor de fremholdt, at det var kommet Frederik III „fremmed for, således udi en hast uden årsag til lands og til vands at angribes“. Karl Gustav svarede med en række hårde udfald mod Danmarks holdning overfor Sverige og henviste dem til videre forhandling med blandt andre kongens fortrolige Slippenbach. Denne fortsatte i sin herres fodspor og sagde, at nu var Danmarks tilintetgørelse kommet. Han søgte at lokke den danske adel til frafald, idet han hævdede, at det kunne være den ligegyldigt, om kongen i Danmark hed Frederik, Christian eller Karl. Endelig søgte Slippenbach at skræmme København fra enhver modstand, idet han truede den med fuldkommen tilintet gørelse i følgende ordgyderi: „Han for sin person ville dog morgen og aften hos Gud den almægtige anholde med opstrakte hænder, at sådan en statelig by, som København er, med så mange tusinde mennesker, skulle ikke svømme i deres blod og undergå“. Som be kendt havde denne forskrækkelseskampagne ingen som helst virkning.
Det vil formodentlig altid forblive uvist, om Karl Gustav mere alvorligt bar troet på, at Danmark ville bryde sammen uden modstand. Den umiddelbare fortid kunne ganske vist indgive ham et sådant håb, og dets opfyldelse ville selvfølgeligt va're ka',r- komment. Men det må stærkt fremhæves, at der i felttogets for beredelse og udførelse ikke findes tegn på, at et øjeblikkeligt dansk sammenbrud var overfaldets hovedidé. Det er kun i den danske overlevering, at dette er blevet noget centralt. Et sådant chance- rytteri fra Karl Gustavs side forekommer også ganske urimeligt, når man betænker den svenske konges omfattende krigserfaring og magtmidler. Felttogets centrale tanke var en hurtig gennemfø relse af foretagendet, for at stille verden overfor en fuldbyrdet kendsgerning, således som Wrangel hævdede overfor Terlon.
Spørgsmålet bliver herefter, hvorledes den svenske krigsledelse havde tænkt sig at fremtvinge denne hurtige afgørelse. Som vi i det følgende skal se, tyder alt på, at man bar regnet med, at et hårdt belejringspres ville bringe byen til et hastigt fald. Derimod taler ingen af de samtidige kilder om et stormangreb som en umiddelbar fortsættelse af marchen mod byen.
Der skulle imidlertid vise sig at være flere fejlvurderinger i denne beregning. Først og fremmest havde den svenske ledelse i høj grad undervurderet Københavns fa-stningsværker, da de lagde deres krigsplan. Hverken Karl Gustav eller Wrangel havde nogen sinde observeret fæstningen; men de måtte ganske naturligt tro, at dens modstandskraft var ringe, da danskerne så hovedkulds havde opgivet kampen i februar samme år. Desuden havde de intet hørt om fæstningsarbejder i mellemkrigstiden. Men de havde utvivl somt lagt for ringe vægt på forskellen i situationen dengang og nu. En velinformeret hollænder skrev fra Hamborg den 13. august, at i februar „havde det frosset så stærkt, at man kunne marchere i slagorden over vandet, og København lå af samme grund på mere end halvdelen åben. Fortifikationen er nu næsten fuldført og i temmelig god forsvarsstand“, sikkert bedre end svenskerne venter, slutter brevskriveren.
Allerede i Korsør fik Karl Gustav mere konkret nyt om fæstningen. Den 20. juli havde ban nemlig givet den noksom bekendte Erik Dablberg ordre om at gå til København i spioneringsøjemed.
„da Hans Majestæt agtede København at belejre“. Den 7. aug. kunne han fremlægge sine residtater i form af et håndtegnet kort, der endnu er bevaret i det svenske krigsarkiv. Betragter man Dahl- bergs spionkort nærmere, foler man sig overbevist om, at Køben havn var en stærk og moderne fæstning, hvis hovedvolde var i tå lelig stand. Det betyder selvfølgelig ikke, at den var lige stærk overalt. Dahlberg har således antydet, at volde og grave ikke var de bedste på det sted, hvor Nørrevold og Østervold gik over i hin anden. Vi kender voldens tilstand her, idet købmandssvendenes courtine dækkedes af et brystværn, der „ikke havde en halv mands højde“. Stedet var dog lidet udsat, da der ingen opmarchmulighed var for en modstander netop dér. Slotsholmsafsnittet syntes også meget svagt, hvad dog mest skyldtes Dahlbergs ukendskab; desuden var dette afsnit dækket af vand, idet Kalvebodstrand dengang skabte åbent vand, hvor nu Frederiksholms Kanal ligger.
Fæstningens svageste del måtte ifølge Dahlbergs spionkort faktisk være Vestervold (fra den nuværende hovedbrandstation til Jarmers plads), og det af to grunde. For det første var der her et bredt forterræn med god forbindelse bagud imellem Set. Jørgens sø og Kalvebodstrand. For det andet var den daværende Vestervold noget gammeldags, idet den ret lange voldstrækning kun havde een bastion, det store Vesterport-bolværk. Det stod da også svenskerne klart med det samme, at det var lier, der burde presses på. Dahl berg synes selv at være gået ind for denne tanke, hvad Terlon (med urette) bebrejder ham i sine erindringer. Ikke desto mindre skrev Dahlberg senere i sin såkaldte dagbog, at han i belejringens første dage havde anbefalet Karl Gustav en øjeblikkelig storm mod Øster vold, da værkerne her var så ufuldstændige, at man kunne køre over grav og vold i vogn. Men denne udtalelse er utvivlsomt præ get af senere, stærkt overdrevne, danske påstande om voldenes slette tilstand (Hjørrings Lejrskrans, trykt 1. gang 1660), og den har vel skullet tjene til at stille Dahlberg i et gunstigt lys i for hold til hans senere uven Wrange], der samtidig siges at have fra rådet en storm.
Situationen for Karl Gustav var da den, efter at han var nået frem til byen den 11. august, at han på forhånd vidste, hvor han skulle sætte ind med belejringsarbejdeme. Hans opfattelse bekræf tedes hurtigt gennem en række observationer; således studerede den fremragende infanterigeneral Jacob de la Gardie grundigt Østervold fra Vartov den 12. august og kom til det resultat, at stedet var lidet egnet til angreb og anlæggelse af løbegrave. De svenske arbejder sattes i gang så omgående, at de belejrede allerede den 13. august måtte søge at skaffe sig luft ved et udfald, som iøvrigt forløb meget heldigt. Svenskerne måtte i den følgende tid gå forsigtigere til værks i deres forsøg på at nå tæt ind under volden med deres approcher og batterier.
Når Karl Gustav troede, at han hurtigt kunne opnå et dansk sammenbrud ved sit belejringspres, bang det utvivlsomt, også sam men med en undervurdering af besætningens og borgernes kamp moral. Det var Karl Gustavs anden skæbnesvangre fejlberegning. Den var han imidlertid ikke ene om. Den franske ambassadør Ter- lon, der havde opholdt sig i København lige til midt i juli måned, bestyrkede ham i denne opfattelse. Således hævdede Terlon i Kor sør overfor kongen, at han ingen modstand vil'e mode på sin vej, da der ingen danske tropper eksisterede „undtagen 2 regimenter i København, hvor jeg ikke desto mindre ikke tror, at borgerne bar tilstrækkelig beslutsomhed til at møde et angreb“. Endnu den 14. august mente Terlon det samme, idet ban skrev til Mazarin, at „byen kan ikke undgå snart at blive indtaget på den ene eller den anden måde“.
Det er sikkert denne optimisme, der bar forledt Karl Gustav til at sprede sine tropper på to opgaver samtidigt. Den 14. august sendte lian Wrangel til Kronborg med 3.000 mand og et stort artilleri; hans opgave var hurtigst at sætte sig i besiddelse af Sundets vogter. „Og da dette sted ikke er bedre forsynet end København, falder det snart“, mente Terlon. Det er indlysende, at en sådan erobring indebar fordele for Karl Gustav, såsom let forbin delse med hjemlandet, kontrol med passagen gennem Sundet og en stærk position overfor Holland. Men det vil forblive en uløst gåde, hvorfor Karl Gustav sendte tropper bort fra København, der var lians ekspeditions fornemste mål, hvis man ikke ser sagen så dan, at han troede, at Københavns fald var sikkert og nært forestå ende, ganske uafhængig af de bortsendte troppers tilstedeværelse.
Måske gengiver Terlons udtalelse den 20. august nogenlunde situationens videre udvikling, idet ban udtrykte sig på følgende måde: „Byen København og slottet Kronborg ser endnu ikke ud til at ville overgive sig, hvad der ærgrer (chagrine) kongen en smule, da lian havde troet, at de ville overgive sig straks (d’abord), fordi de ikke havde nogen tropper i landet“. Deri havde Karl Gu stav altså taget fejl, siger Terlon, men, fortsætter han, „det er ikke sådan, at jeg ikke anser dem for fortabte på den ene eller den anden måde, enten gennem forhandling, ved magt eller på grund af sult, da de ikke bar nogen hjælp at håbe på“. Angriberne anså altså endnu på dette tidspunkt en hollandsk lijælpeekspedition for usandsynlig, således at Wrangels ekspedition mod Kronborg ingen lunde kan opfattes som et panisk udslag af rædsel for hollænderne.
Den svenske optimisme overfor Kronborg slog kun så nogen lunde til. W rangel gik frem med sin vanlige dygtighed, efter at han havde åbnet belejringen den 16. august. Han pressede hårdt på fæstningen med kanoner og morterer, men trods den vældige an strengelse holdt fæstningen lidt længere end beregnet. Før den 20. august hævdede Wrangel, at slottet ville falde i hans hænder in den 10 dage; men det kapitulerede først den 6. september. Tri umferende kunne Wrangel derefter erklære overfor den holland ske resident i Helsingør, at Karl Gustav nu måtte anses for at være „herre over Sundet“. Helejringshæren og belejringsskytset dirigeredes omgående tilbage mod Kobenhavn.
Hermed indvarsledes den farligste tid under hele belejringen. Svenskerne satte nu alt ind på at betvinge byen med artilleriild. Således skriver den københavnske præst og historieskriver Anders Mathiesen Hjørring, at „fra den 18. september udi 14 dage holdt svensken gruelig med skyden og granater“ især foran Vestervold, hvor fjenden havde „27 grove stykker på 12 og 24 pund, de skød idelig med, foruden mange på 6 pund og ringere“. Men byen be stod sin prøve med glans. Den franske statschef, kardinal Mazarin, sagde følgende bemærkelsesværdige ord, da lian hørte, at Karl Gnstavs operationer mod København trak i langdrag: „Erfarin gen har belært mig om, at hvis store stæder ikke falder ved krigshandlingens begyndelse, så fatter de mod og opdager hidtil ubemærkede kra'fter inde i sig selv“. Mere træffende kunne det ikke siges — og byen klarede sig igennem en vanskelig måned. Efter den 10. oktober begyndte den hollandske hjælpeaktion at ka ste sin lamniende skvgge over svenskernes foretagsomhed. Atter måtte Karl Gustav dirigere store styrker nordpå, især til brug for flåden, for ved indsejlingen til Sundet at modgå den nye fare.
Det berømte slag i Sundet er en aldeles afgørende begivenhed i belejringens historie. Den strålende hollandske søsejr morgenen den 29. oktober reddede Danmarks selvstændighed. Eden den var København ganske givet faldet i svenskernes hænder, og Danmark ville være blevet udslettet som stat. Undsætningen fik øjeblikkelige følger for den belejrede by. Den svenske bær brød nemlig omgå ende op fra sin lejr hinsides Sct. Jørgens sø, og de meget generende batterier foran \ estervold blev trukket tilbage, hvorefter bombar dementet af byen næsten ophorle. Svenskerne trak sig tilbage til en lejr ude i Brønshøj, som i den følgende tid blev befæstet efter alle kunstens regler. Den fik navnet Karlstad. Belejringen var der med forandret til en mindre snærende blokade, endda kun til lands. Det var ude i den nye lejr, at stormforberedelserne i de følgende måneder gjordes, og det var herfra, det storslåede foreta gende udgik.
V i vil nu forlade svenskerne for at se på den virksomhed, der havde udfoldet sig i København, og som i styrke og udholdenhed langt overgik Karl Gustavs forventninger. Det var søndag morgen den 8. august, at budskabet om landgangen i Korsør nåede frem til hovedstaden. I regeringskredse var man øjeblikkelig klar over situationens alvor. Da man foreslog Frederik 111 at flygte, svarede ban som bekendt med ordene fra Jobs bog: „Jeg vil dø i min rede“. Men også regeringschefen, rigshofmester Joachim Gersdorff, fandt værdigt udtryk for den faste holdning, de ansvarlige straks indtog. Han skrev den samme dag, som budskabet modtoges, til vor ge sandt i Holland, Henrik Willumsen Rosenvinge: „Vi vil gøre som ærlige folk og maintenere (hævde) os, så længe der er varmt blod i os, tagende den højeste Gud for al ting til hjælp“.
Regeringen fik den følgende dag varm tilslutning fra de øv rige stænder, da den foreslog modstand til det yderste. Langt vigtigst var naturligvis lier borgerskabets holdning. Det var jo især borgerne, en belejring eller erobring ville gå ud over. Det var en beslutning, der var forbundet med risiko for indbyggernes liv og gods, som man kun alt for godt vidste fra Frederiksoddes skæbne forrige år. Hans Nansen tolkede byens holdning i en stolt forsikring om, at borgerne „skidle stå og gå, vove gods og liv for Hans Majestæt“. At borgerne allerede næste dag opnåede store privilegier gennem stadens frihedsbrev, opmuntrede dem i deres hengivenhed til kongemagten; men deres holdning har selvfølgelig ikke været bestemt af udsigten dertil. Der var en ægte spontanitet i den bor gerlige heroisme den 9. august.
Det var på denne gunstige baggrund, at den egentlige militære aktivitet udfoldede sig. Hele denne afgørende virksomhed lededes af Hans Schack, der tidligere havde været Hamborgs kommandant, og derfor besad stor erfaring i netop denne form for krigsføring. Det var også på grund af hans kendte sagkundskab, at Frederik III havde henvendt sig til ham i slutningen af 1657. Det var jo under felttoget i sommeren 1657 kun blevet altfor klart, at de dan ske militærchefer med Anders Bille i spidsen manglede den for nødne erfaring, når der var tale om modstandere som Karl Gu stav og Wrangel. Desværre nåede Hans Schack København for sent til at kunne afvende panikfreden i Roskilde. Men vi ved dog, at han og det øvrige krigsråd var stemt for at fortsætte kampen i de triste dage, da de forskræmte rigsråder og forøvrigt også bor gere tabte fatningen og gik på akkord. Nu var øjeblikket kommet, hvor alle i København så hen til denne urokkelige og erfarne le der. Han skulle vise sig at være tilliden værdig.
I første omgang rettedes energien mod selve fæstningsværkerne om byen. Det er allerede blevet fremhævet, at det er urigtigt at tro, at voldene var forfaldne og gravene tørre, således som den bor gerlige tradition snart efter fortalte. Hovedstaden og dens gravsv- stem var stort set i orden. Men det er på den anden side givet, at der altid er meget at gore, når en så stor fæstning som Køben havn skal bringes i hedste stand. Allerede inden angrebet satte ind, var der voldarbejder i gang. Så tidligt som den 6. juli var der ud gået en ordre til Erik Quitzou, oberst for Sjællandske regiment, nuværende Sjællandske Livregiment, der befalede ham „straks og med det forderligste“ at samle sine folk og begive sig til København for „at arbejde på fortifikationsvæ rket“ . Det kan ikke siges med sikkerhed, hvornår de sjællandske bondesoldater gik i gang med ar bejdet, men de bar utvivlsomt været i byen den 28. juli, da der blev udleveret 250 par sko og strømper foruden 250 skjorter til dem. Man skal næppe af denne indkaldelse slutte, at regeringen i København havde en forudanelse om, hvad der forestod. Højst sandsynligt er der nemlig blot tale om en rent rutinemæssig indkal delse. Men derfor var den naturligvis ikke mindre fordelagtig; dels kom nødvendigt arbejde i gang, dels lykkedes det altså ikke grev Thotts ryttere at hindre Sjællandske regiment i at nå ind til København.
Efter den 8. august fremskyndedes arbejdet på fortifikations- værket. De andre soldater i byen måtte også tage fat. Således ud leveredes der den 10. august 50 skovle, 50 bakker og 50 bakker til Frederik Ahlefeldts regiment, den nuværende livgarde, så det kunne tage del i arbejderne på Kastellet. Borgervæbningen sled også i det efter evne, ja den 13. august gik man så vidt, at man af de adelige forlangte, at de skulle stille „en karl eller kvindes person“ af hver af deres gårde i byen. De indkaldte skulle mode næste morgen med hver sin spade; de to tredjedele af dem skulle anvendes i og ved Kastellet, resten ved Tøjhuset. Man anslog ar bejdets varighed til tre dage.
Alt i alt gav arbejdet på valkerne udmærkede resultater, så ledes at Hjørring allerede den 20. august kunne konstatere, at 9 raveliner fyran voldene var blevet fuldendt. Den 28. august liedder det i et brev fra byen, at voldsystemets tilstand nu er sådan, „at det er umuligt for dem at tage os med storm med den krigsmagt, de bar liggende her uden for“. Frederik III kunne med berettiget stolthed skrive til Generalstaterne i Holland den 5. september: „Især bar vi bragt denne vor fæstning og residensstad i god de- fension i løbet af kort tid, bar rundt omkring fortificeret en stor del og ladet gøre forskellige nye værker, så at vi her kan holde stand ved Guds hjælp“. Blandt de nye vu'rker, der tales om, må især nævnes de 3 raveliner udenfor Vestervold: een „imellem Ve sterport og Helmer“, een ved Vesterport og een foran „det halve bolværk ved Vandkunsten“. Alle 9 raveliner var til gene for an griberne, idet de fleste var bestvkket med kanoner, der kunne sende en ødelæggende flankeild langs palisaderne, som spærrede adgangen til gravene.
Det er klart, at der lier ud over kun kunne være tale om min dre voldforbedringer, som dog må have va’ret møjsommelige nok at udføre ikke mindst for ældre borgere, der næppe var vante til hårdt, legemligt arbejde. Således mindedes selv en ung student sil mas med brystværn og palisader i et digt fra 1665:
„Men her var ikke brystværn sat, ej heller stormepæle, hvor hap: vi kunne dag og nat
for fjendens skud os fjæle.Her mangled kurve, fyldt med saud, her mangled palisader; dem satte jeg med egen hånd
og mine kammerader. Jeg var ej vant til arbejd svar, dog lod mig ej fortryde at tage fat en trillebar med den til måls at skyde“.
Denne angivelse af voldarbejdets karakter gør et højst tro værdigt indtryk, og det stemmer jo nøje med samtidige notater i købmandssvendenes kompagnibog. Lad os lige understrege, at udta lelsen gælder den omdiskuterede Østervold.
Når fæstningen lige fra belejringens begyndelse kunne holde angriberne på en nogenlunde respektfuld afstand, skyldes det ikke mindst, at voldkronerne var godt besat med kanoner. Dalilberg beklager sig netop over danskernes artilleristiske overlegenhed i belejringens forste tid, og han hævder, at svenskerne mødtes af ikke mindre end 40 svære kanoner i Vestervoldafsnittet. Hvis dette tal på \ estervolds kanoner virkelig er fra belejringens første tid, er det unægteligt en interessant oplysning. For så siger den, at dette frontafsnit fra begyndelsen var bestykket med næsten det samme antal kanoner som på et langt senere tidspunkt af belejringen.
Dahlbergs opgivelse af kanontallet til 40 synes ingenlunde usandsynligt. Der eksisterer nemlig endnu et register over hvervede artillerister, som blev „antaget til stykkernes (kanonernes) fornø denhed på voldene“. Hvervningen begyndte den 9. august, hvor der antoges 20 mand. Den na'ste dag steg tallet til ikke mindre end 52 mand for så påny at dale. I do fem første dage indrulleredes der dog ikke mindre end 135 mand. Hvervningen fortsattes i nedsat tempo i de følgende uger indtil rullen ophører den 6. oktober. Den var da nået op på 189 „antagne måneds bøsseskytter (artilleri ster)“. En mandtalsliste over Københavns artilleri for tiden 20. august — 27. september opviser yderligere det imponerende tal af 414 „artilleri-betjente (konstabler)“. Efter disse opgivelser kan man sikkert regne med, at der på et meget tidligt tidspunkt har været et stort antal kanoner på voldene.
Skønt det er i modsa-tning til den kna-satte danske tradition, må Dahlbergs opgivelse angående voldenes bestykning altså anses for troværdig, hvorved Karl Gustavs afvisning af en storm på dette tidlige stadium, som man kunne vente, må siges at have va'ret mi litært velbegrundet. Kanoner ladet med „skråposer“ var som be kendt datidens mest virksomme våben overfor stormtropper.
Erfaringerne fra Frederiksodde havde sta'rkt understreget, at vandsiderne var en halvkredsfæstnings svage punkter. Der blev derfor gjort mest muligt for at styrke flankerne, både ud mod Øre sund og ved Kalvebod. I’alisadeværkerne og kanonbatterierne lier ansås ikke for tilstrækkelige. Der blev yderligere lagt stykpramme ud i vandet til fortsættelse af fa'stningslinien. Ved kastellet ankrede den 18. august en påfaldende båd op, „som var tu'kket med ski fersten“. Den forekom svenskerne noget ejendommelig; de gjorde sig lystige over den og gav den øgenavnet: den stumpede hund. Ikke desto mindre generede den svenskerne meget ved sin evinde lige beskydning af terrænet belt ind til Vartov Inuværende Trian gel!, og de gjorde mange forga'ves forsøg på at fordrive den. Længere lille i Sundet lå desuden den lille fregat: Højenhald og spær rede indsejlingen til bavnen.
Efter hollændernes ankomst den 29. oktober var havnen til strækkeligt sikret, og Højenhald overførtes til Kalvebodstrand, hvor der allerede lå en pram: Svinetruget. Også Svinetruget var trods navnet yderst effektivt, da det kunne bestryge den store, syd lige del af området foran Vestervold, altså netop der, hvor sven skerne søgte at trænge frem mod byen. Det havde frit skudfelt ind over land, idet der allerede den 9. august udleveredes 10 ok ser til en oberstløjtnant, „som skulle lade hugge træerne af i Dronningens (eng)have (omtrent nuværende Tivoli)“. Prammen tilkæmpede sig hurtigt svenskernes respekt, især efter at den be undrede infanterigeneral Jacob de la Gardie den 26. august var fal det for en af Svinetrugets kanonkugler.
Samtidig med styrkelsen af fæstningsværkerne bestræbte man sig naturligvis ivrigt for at oge byens levende værn. Hovedstaden viste sig at rumme store, militære reserver, ganske som Mazarin havde forudsagt. Det er svært at sige bestemt, livor store organi serede styrker der stod parat til at modtage svenskerne, da de duk kede op bag Valby bakke den 11. august. Den første mønstrings rulle over byens garnison stammer fra den 2. september, men det må formodes, at også de egentlige, militære afdelinger er blevet forstærket noget siden belejringens begyndelse. Forsvaret så den 2. september ud som følger:
Når hertil føjes den militære kraft, der i en snæver vending kunne trækkes til fra flådens matroskorps, mindst 600 mand, vil man forstå, at fæstningens modstandskraft var betydelig. Da kun studenter- og håndværkskompagnierne samt de kgl. betjente var ny opstillede formationer, vil det af oversigten indirekte fremgå, hvor stor garnisonen omtrentlig bar været ved krigsudbruddet. Hvis vi skønsmæssigt saitter Karl Gustavs styrker den 13. august til godt 6.000 mand, så har Københavns samlede garnison næppe været angriberne underlegen i tal, men dens kvalitet (særlig borgervæbningens) var naturligvis betydelig ringere.
Guvernøren Hans Schack fordelte med det samme sine styrker på volden, og det må anses for givet, at han straks har anlagt en kvalitetsbetragtning og placeret de bedste tropper på de mest ud satte steder. I oktober måned var dette princip i hvert fald gen nemført, således at de regulære soldater stod i bastionerne (på dansk bolværkerne) og ravelinerne, medens de halvmilitære forma tioner besatte de m indre udsatte courtiner (på dansk gardiner) m el lem bastionerne. Derved blev de egentlige tropper opdelt i mindre afdelinger, der stod skilt fra hverandre af borgerlige reservister. Dette blev den hollandske oberst Piichler meget fortørnet over, ef ter at lians undsætningstropper i november havde overtaget basti onerne på Østervold. Han misforstod åbenbart i første omgang me ningen dermed og troede, at danskerne ikke rigtigt stolede på barn og hans folk. Den 21. november gav ban sin harme luft i et brev til Generalstaterne. Hans soldater „var blevet fordelt mod lians vilje i små grupper, såvel mellem borgere som mellem Hans Mayt’s sol dater (Sjællandske regiment?) på disse beskidte volde, som regel er vi stuvet sammen i små, stinkende, ubehagelige vagtbytter . . . Om man således bar fuld tillid til os, ved jeg ikke“ slutter den vrede oberst. Piichler synes dog snart efter at have affundet sig med et kompromis, idet han ifølge rigsråden O. Krag den 2. december fik tildelt bele voldlinien fra Kastellet til Mølleskansen, undtagen 1 courtine, som borgerne beholdt.
Man tog sig også omgående i København af de nyindkaldtes uddannelse, som lagdes i den energiske major Steen Bildes hænder. Han var en dygtig officer, der havde gjort den første krig med. Også siden skidle ban vise sig meget brugbar. Nu tog ban fat på de unge studenter. De blev ordentligt banket igennem til største nytte for dem selv og den sag, de kæmpede for. Det kommer morsomt og instruktivt frem i det tidligere anførte studenterdigt med linierne:
Således ekserceret og udrustet stod de danske soldater på vold kronerne — lige skikkede til at gøre udfald eller modtage angreb.
III.
Det er ikke muligt med sikkerhed at sige, hvornår Karl Gu stav for alvor begyndte at arbejde med tanken om et stormangreb på København. Men så meget må dog stå fast, at det først var den hollandske undsætningsekspedition, der gjorde den mere velbe grundet. Efter den 29. oktober måtte det anses for udsigtsløst blot at blokere byen, især da sulten ikke længere var en trusel. Karl Gustavs håb om kapitulation på grund af mangel på levnedsmidler var nemlig blevet knust, efter at den hollandske flåde havde til ført byen store fornødenheder og åbnet vandene for skudefart. mellem havnen og de sydlige, danske småøer.
Endnu værre var det vel, at det kommende forår tegnede sig overordentligt mørkt for Karl Gustav. De hollandske Generalstater havde nemlig den 19. november 1658 besluttet, at de ville sende endnu 4.000 mand hjælpetropper til Danmark på en ny, mægtig flåde. Hvis det skete, ville ban være bragt i den mest alvorlige fare. Hans flådeunderlegenhed ville fratage ham ethvert initiativ, og lian risikerede at blive nedkæmpet fra o til o, da hans modstandere var liam langt overlegne også til lands. Foruden de danske og holland ske styrker stod der ikke mindre end 30.000 soldater i Jylland til de forbundne magters rådighed. Det var hjælpetropper fra Bran denburg, den tyske kejser og Polen, og de var ivrige efter at møde svenskerne igen, da de havde fordrevet dem fra liele Jylland, den stærke fæstning Frederiksodde undtaget. Den hollandske flåde kunne let sikre overforsel og landgang på ethvert ønskeligt sted.
For Karl Gustav bestod der kun een effektiv måde at undgå disse truende udsigter på, og det var at erobre København gennem et stormangreb. Dermed ville ikke blot kongen, regeringen og flå den falde i lians hænder, og Danmark ophore med at eksistere som stat. Men samtidig ville den store flåde i København gå tabt for holkenderne, brænde eller falde i lians hænder, hvad der ville svække Holland meget. Fn nv hjælpeflåde ville komme til at mangle København som en sikker operationsbase, hvorfor det måtte anses for tvivlsomt, om den overhovedet ville blive sendt af sted. Karl Gustavs stilling overfor Sveriges fastlandsfjender ville derefter være så stærk, at det kunne anses for en nærliggende mu lighed, at frygt ville få dem til at slutte forlig under endog store ofre. Det må vist herefter siges at have været en både fristende og rimelig ting, når Karl Gustav besluttede sig til at løbe den risiko, her ikke kunne nægtes at være forbundet med et stormangreb på København.
Karl Gustavs beslutning syntes endda at blive begunstiget fra naturens side. Det blev pånv en knagende hård isvinter. Allerede den 3. december 1658 var kulden så stærk, at voldenes mandskab måtte „vække og holde gravene åbne“. Og svenskerne viste deres interesse for frosten, idet de kastede faskiner i Kalvebodstrand, for derved at gøre isen sikrere. Det er givet, at fæstningens modstands kraft under disse forhold blev formindsket. Det var jo også det, der for godt 10 måneder siden havde bragt dens indvånere til op givelse. Skidle det ikke kunne lykkes igen? Det syntes forsøget værd at prøve.
Jo mere omhyggelige forberedelser der blev gjort, jo større var chancen naturligvis for, at planen ville lykkes. Det skortede bestemt heller ikke på ombu i den svenske lejr undtagen på et punkt: hemmeligholdelsen. Når man i København kendte så for holdsvis meget til de svenske forberedelser, skyldtes det først og fremmest den brede strøm af oplysninger, der til stadighed flod fra Karlstad (Brønshøjlejren) til København. Den førtes ind i byen ad flere veje. Først og fremmest er der vel grund til at nævne de to energiske ridefogder i Nordsjælland, Hans Rostgaard i Kron borg len og Lorenz Tuxen på Hørsliolm. Rostgaard siger selv, at da ban hørte, at svenskerne ville forsøge at tage København „med stormer (stormende) bånd, forskaffede jeg ind til Hans Mayt. kopi og modeller af al deres forehavende, desligeste (såsom) af deres broer og stormlederne Istormstigerne).
Med henblik på langt senere begivenheder ved Øresunds kyster er der grund til at gengive et citat angående Lorenz Tuxen og lians hjælperes virksomhed. Det vil utvivlsomt bos adskillige læsere genkalde alt andet end behagelige minder. Den 6. januar 1661 sendte birkefoged Søren Mielielsen en nytårshilsen til sin ven Tuxen, hvori ban berørte deres fælles krigsoplevelser. Det frem går heraf, at Tuxen i sin tid bad brevskriveren om, at ban „skidle dog med Eder hjælpe til, at fiskerne udi Nivå kunne have deres både forborgen (skjult) i moradser, hvormed de om natten, når patruljen var passeret, kunne ro til København . . . såvelsom og at de (fiskerne) skulle flytte fra byen (Nivå), så ingen svenske kunne have (få) ophold eller tilflugt eller natteleje, så færdslen med bådene derover ej kunne hindres“. Mielielsen slutter sin hilsen med at udtrykke forvisningen om, at konge og rige bar haft „stor tjeneste“ af „dette omslag og færdsel i denne værste belejrings tid“. Det er lige så sikkert som det er sagt.
Der var også behjertede folk i selve fæstningen, der deltog i trafikken ud og ind af byen, ligesom et ikke ringe antal svenske soldater gik over til danskerne. Alle havde de oplysninger med, og billedet tegnede sig klarere og klarere. Det trak op til storm. Alle rede den 6.— 7. november noterer Otte Krag i sin dagbog, at sven skerne trækker fodfolk til fra Skåne og fra flåden. Og den 22. no vember bed det, at Karl Gustav samlede folk „fra alle steder, fra Sverige, fra Skåne, fra Fyn, og andetsteds fra til lejren, som var ved Brønshoj i Sjælland“. Oplysningerne var rigtige nok, idet Karl Gustav straks efter en inspektionsrejse til Fyn i november udstedte ordre herom. 1 de følgende 2 måneder voksede lians hær betydeligt. Den 28. november 1658 opgav en overløber følgende sandsynlige tal for belejringshærens størrelse: 15 regimenter fodfolk på ialt 91 kompagnier (— ea. 4.600 mand) og 9 rytterregimenter på ialt 66 kompagnier (ca. 3.300 rtt. l. Hæren var da knapt på 8.000 mand. Lige for stormen den 11. febr. 1659 anslås Karl Gustavs samlede magt omkring København til mindst 10.000 mand.
De svenske forberedelser bestod dog ikke alene i at samle tropper. Der måtte også gives tropperne midler i hænde til stor mens gennemførelse. Der blev lagt en overordentlig opfindsomhed for dagen i den forbindelse. Forst og fremmest tænkes lier på de bekendte broer, der skulle gore det muligt at komme over vågerne, som modstanderne boldt åbne i gravene og til vandsiderne. Disse broers konstruktion var ikke ukendte i København, da Roslgaard som nævnt fik skaffet kopier af dem. Deres størrelse synes man dog forst at have fået kendskab til i sidste øjeblik. Den 9. februar om morgenen blev et svensk angreb på Svinetruget i Kalvebodstrand slået tilbage; under svenskernes uordnede retræte efterlod de en af deres store, transportable broer. Otte Krag skildrer broen på føl gende knappe måde. Den var „lang 15 alen og 3 kvart, med 8 hjul under, 2 gode alen bred, af 5 dele (— deller, brædder) og 4 stokke tilsammensat, de 2 hver med 4 hjul og en liden stok ved hver ende“. Trods konstruktionsbeskrivelsens uklarhed bar Krag utvivl somt kendt broen af selvsyn, idet Hjørring fortadler, at den blev opstillet i slotsgården for „at beses af alle som lystede, ligesom et mirakel“. Virkningen var også mirakuløs, idet man således i II. time fik kundskab om, at vågerne måtte boldes bredere end 16 alen (= godt 10 m).
Svenskernes vanskeligheder bestod dog ikke alene i at komme over gravene. Voldenes is- og sne-glatte skråning bod også de stor mende en alvorlig hindring. Der måtte fremstilles stiger til det brug. De skildredes af Hjørring på følgende måde: „Nogle stiger var så lette, at een karl kunne bære enhver, nogle var så som til to at bære een. Nogle større som fire karle kunne bære, intet større så jeg dem, men på Tøjhuset er nogle af hver slags indsat til ihukommelse. Men på den nederste ende af alle stigerne var jern kapper eller plader med lange jernpigge udi enden, derfor gjort, at hvor de satte dem ned på isen op til volden, skulle de ikke glide ud forneden, når de mange efter hverandre der på opløber“. Selv om der faldt mange broer og stiger i danskernes hænder under stormen, er dog ingen bevaret „til ihukommelse“. Alle gik de træ ets gang i belejringens kolde brændselsløse periode, hvad en se nere tid meget må beklage.
Der blev også konstrueret nye våben. Med rædsel og beundring omtales en mægtig petard, som sagdes at skulle slå hul på den grundmurede longang. Verdens første fodfolksgranater toges også i brug under stormen, mægtige brandraketter blev afskudt for at frem kalde storbrande o.s.v. A lle disse ting ophobedes i forbavsende mængder i Brønshøj kirke og på kirkegården. En nærmere omtale af dem findes andetsteds i dette blad.
Alle disse forberedelser fulgtes spændt i København. Det er derfor klart, at fæstningens besætning måtte holde sig i konstant højt beredskab. Særlig måtte der til stadighed stå et talstærkt mandskab på voldene, for at udelukke enhver overrumpling. Intet er imidlertid mere trættende og demoraliserende end overdreven vagttjeneste. Det taler derfor i høj grad til ros for mandskab og officerer, at slaphed forblev et begrænset omend ikke ukendt fæno men. Vi har ingen sikre oplysninger om, hvorledes de regulære troppers voldtjeneste var organiseret. Det er dog vist, at de trak langt det tungeste læs. Man forstår godt, at Piichler så sig sur på „disse beskidte volde“, når man betænker, at der sandsynligvis har været tale om toholdsskift, således at halvdelen af besætningen til stadighed befandt sig på voldene. Vagtterminen har formodent lig været eet døgn. De borgerlige afdelinger fik det noget lettere. Efter hollændernes ankomst slap borgervæbningen med at have en tredjedel af sit mandskab på volden af gangen og kun om natten. Borgerne havde tilmed lov at lade sig erstatte med yngre folk. Studenterne så vel som håndværks- og køhmandssvendene blev endog en tid helt fritaget for tjeneste; men fra begyndelsen af ja nuar 1659 fik de atter nattjeneste. Til gengæld stod de nu som reserve hver nat.
Når der til stadighed befandt sig flere tusind mand på voldene, måtte der naturligvis sættes alt ind på at gøre tilværelsen nogen lunde tålelig for dem, om ikke andet så for at undgå ødelæggende sygdom. Del var særlig beskyttelse mod vejrliget, de trængte til. Derfor kan det ikke undre nogen, at man meget snart borte tale om de såkaldte kortegaler (corps de garde = vagtbytter) på vol dene. Først havde de en mere privat karakter, men inden længe blev byggeriet ganske officielt. Den 25. november fik den konge lige bygmester Albert Mathiesen således ordre til at lade bygge det nødvendige antal kortegaler. Byggematerialet var væsentligst, tra: og meget svært at skaffe; oftest loges det fra bomberamte buse, eller man bjærgede planker fra forstædernes ruiner. De primitive hytter opvarmedes med brænde og stenkid. Brænde fandt man rundt omkring, og man ophuggede f. eks. ubrugelige både; en del hentedes også på Amager. Stenkul indførtes efter hollændernes flådehjæ lp fra England.
Blev der slået alarm med stormklokkerne, skulle alle våben føre mænd naturligvis straks begive sig fra deres kvarterer hos borgerne til deres voldafsnit eller alarmplads. Det måtte nødven digvis tage sin tid, og da alt afhang af hurtighed i den afgørende stund, så man sig „i disse forestående, mørke nætter“ (den 6. jan. 1659) tvunget til at indkalde yderligere reservemandskab om nat ten. Det kunne ikke stå på gaderne; der måtte skaffes vagtrum til folkene, og de skulle helst ligge så ta*t ved voldene som muligt. Den 2. februar pålagdes det derfor Hans Seliack at formå byen til at skaffe fornødent husrum „langs ved voldene, hver på deres post, hvor de er i beredskab“ .
Besætningen blev til stadigbed holdt i ånde af de mange alarmer. Svenskerne tilsigtede muligvis herigennem at trætte byens forsvarere, men de havde den gunstige bivirkning, at de trænede mandskabet i hurtig udrykning. Fjenden begyndte meget tidligt „at snuse“ omkring voldene, og allerede den 23. november blev alle hollænderne kommanderet til volds, „dog uden trommeslag“, da man frygtede et svensk anslag. Den første, store alarm blev slået juleaften 1658 midt under måltidet, og den skildres i følgende ord af Hjørring: „Dermed går trommen på alle gader, stormklok kerne klemtede og her blev alarm, så at hver mand lod maden blive og løb fra bordet hen til sværd og bøsse og med hast ud til volden, hver på sin post, og efter (tilbage) sad kvinder og hørn bedrøvede med gråd og frygt“. Man forstod dog at indrette sig, da stormen udeblev, men alarmtilstanden stadig bestod. Hjørring fortsætter nemlig med, at vi „lod bære til os på volden i vores hytter vores julenadver og der med hverandre holdt os selv glade og lod fjen den spøge“ . Siden blev disse alarm er hverdagskost.
Som allerede sagt havde hver mand så at sige sin plads på volden. Vi vil nu kort gengive troppernes fordeling og voldenes bestykning på stormnatten, således som vi finder det beskrevet i et tillæg til købmandssvendens kompagnibog 1658— 59. Heraf frem går det, at den vigtige del af fæstningen, der vendte ud mod Kal vebodstrand, fra Slotsholmens sydende (Kongens Bryghus) og til bolværket ved Dronningens have (Hovedbrandstationen), boldtes besat af følgende afdelinger. Afsnittet på Svinebatteriet (Kongens Bryghus, Frederiksbolms Kanal 29) til Løngangen af 2 komp. af Hans Schacks regiment, 1 komp. under kaptajn Vendelbo og de kongelige betjente. Selve Løngangen af 2 studenterkomp. og nogle kongelige drabanter, medens dens indgange og et foranliggende batteri bevogtedes af 2 komp. fra Schacks regiment. Courtinen fra Løngangen til det halve bolværk ved Dronningens have var overladt 1 komp. borgere af Strandkvarter; bolværket selv var besat ved 1 komp. dragoner og 60 soldater „med kunstrørene“ (se herom side 81). I den lille ravelin foran bolværket befandt der sig en løjtnant og 16 dragoner. På pladser bag fæstningsterrænet opholdt reserven sig. Den bestod af 2 studenterkomp., 2 hollandske komp. fodfolk, en forstærket eskadron ryttere, 200 borgere og nogle ade lige tjenere. Ialt udgjorde besætning og reserve på dette farlige sted ea. 2.000 mand.
Det samme afsnit var bestykket på følgende måde. Svinebatte riet havde 8 stk., Stalden 6 stk. (foruden 6 skråstykker og 8 kam- m erstykker), batteriet ved slottet 13 stk., Løngangen 10 stk., m el lem denne og volden 6 stk., i courtinen til det halve bolværk 2 stk. og i bolværket selv 10 stk. og 3 morterer. Ialt var dette vold afsnit, som svenskerne satte deres hovedangreb ind imod, bestykket med 55 kanoner, 3 morterer og 14 mindre stykker.
På Vestervolds sydlige del, courtinen fra det lialve bolværk ved Dronningens liave og til Vesterport stod 1 komp. borgere, på selve Vesterport bolværk 2 komp. dragoner. I den betydningsfulde ravelin foran porten lå yderligere 1 komp. dragoner. Den nordlige courtine hen til Helmer skanse (Jarmers Plads) var atter besat af et borgerkomp., i skansen selv stod Schacks livkomp., mens nogle afgivne soldater lå i ravelinen udfor courtinen. Der synes ikke at have været afsat nogen reserve til Vestervold. Voldens sydlige cour tine var bestykket med 5 kanoner. Vesterport bolværk rummede fæstningens mægtigste batteri på ikke mindre end 25 delvis store stykker, hvortil kom portravelinens 2 stk. Den nordlige courtine og den foranliggende ravelin synes ikke at have været bestykket, medens Helmer skanse til gengæld havde 12 kanoner foruden 5 m orterer af varierende størrelse.
Den vestlige courtine på Nørrevold holdtes af et borgerkomp. fra Nørre-kvarter, den følgende Hane skanse af 2 komp. fra Schacks regiment.
Courtinen herfra til det gamle Nørreport-bolværk var til delt 1 komp. borgere fra Frimandskvarter; i den lille ravelin ne den for volden lå nogle soldater. I gamle Nørreport-bolværk stod H. Schacks oberstløjtnant med 3 (der står dog 8) komp. soldater og købmandssvendenes komp. På den følgende courtine finder vi 1 komp. borgere fra Købmagerkvarter, i den nye Nørreport 36 mand fra Schacks regiment. Ny Nørreport-bolværk var den eneste bastion, der var besat med borgere; her stod stadshauptmand Turesen med 1 komp. fra Øster-kvarter. Nørrevolds courtiner var ikke be stykkede; men på bolværkerne stod der: 8 stk. i Hane skanse, 14 stk. i gamle Norreport-bolværk, 5 stk. i nye Nørreport og 12 stk. i Nye Nørreport-bolværk (i manuskriptet kaldet Mølle-bolværket).
Østervolds første courtine (fra nye Nørreport-bolværk) ben til Rosenborg-bolværk var besat med 2 borgerkomp. fra Klædebo- kvarter. De to følgende bolværker (Rosenborg og Runde Kirke) samt den mellemliggende courtine var besat med 4 komp. fra Sjællandske regiment, medens regimentets sidste komp. lå i rave linen foran Runde Kirke. Hele den resterende del af Østervold d.v.s. Mølleskansen, Bolværket næst Kastellet og Det halve bolværk ved Kastellet med mellemliggende courtiner og Østerport var be sat af hollændere, dog courtinen foran Det halve bolværk undtaget; her stod et borgerkomp. fra Set. Annæ-kvarter.
Der holdtes en ret stor reserve bag Østervold, bestående af to stærke komp. håndværkssvende, 2 komp. ryttere, omtrent 500 hol landske soldater og 100 udkommanderede borgere fra forskellige komp. Adm iral Obdam opholdt sig ved reserven bag Østerport, og han havde „foruden soldaterne ... en temmelig mængde hollandske matroser bos sig, som overalt bar vist sig villige“. Her på det andet sted, hvor svenskerne gik til angreb, stod der således godt 2.000 mand parat til at modtage dem.
Østervolds bestykning bestod af 2 stk. i første courtine, 10 stk. i Rosenborg-bolværk, 8 stk. i Runde Kirke-bolværk, 9 stk. i Mølleskansen og 3 stk. i escarpen, 9 stk. i Bolværket næst Kastellet og 3 stk. i contrescarpen, 13 stk. „hvor bolværket ender“ . Der var hermed under stormen rettet 60 stk. mod svenskerne fra Østervold.
Kastellet, der dannede voldsystemets østlige afslutning, holdtes besat af Frederik Ahlefeldts regiment. Reserven bestod af 2 komp. hollændere og 1 sammensat borgerkomp. Desuden befandt der sig her 100 hollandske og 100 danske bådsmænd under kommando af Holmens admiral Niels Juel og af Selius Marselis. Besætningen styrkedes yderligere af en eskadron ryttere. På Toldboden stod der endelig et kompagni soldater og mange hollandske matroser. Kastellet var bestykket med 33 kanoner, dæmningen hen mod Told boden med 18 stk. og Toldboden selv med 4 stk.
Den selvstændige købstad Christianshavn forsvaredes af sin egen borgervæbning, der støttedes af 130 danske og 300 hollandske soldater foruden 2 stærke komp. håndværkssvende. Den mobile reserve bestod af et komp. ryttere. Byen havde et stærkt artilleri på 52 stykker.
Ialt stod der på fæstningsvoldene 212 metalstykker, 100 jern stykker, 6 skråstykker, 8 kammerstykker (bagladekanoner?) og 8 morterer. Batterierne var velforsynede med konstabler, og mange Amagerbønder var indkaldte som håndlangere, til hjælp for den gode del hollandske bådsfolk, der ligeledes var fordelt på kanon stillingerne. Om håndlangerne siges, at de „altid villigt har indstil let sig og gået flittigt tilhånde“. Betjeningsmandskabet havde også håndvåben til rådighed, „lange og korte piker, morgenstjerner, halvmåner og leer, som var fæstede på lange stager; så at der in tet manglede af, hvad der kunne fordres til en fæstnings forsvar“.
Det var den 8. febr., at Karl Gustav udstedte de ordrer, der skulle omsætte hans planer til handling. Som man kunne vente, var der taget klogt hensyn til værkernes skiftende modstandsevne. Der var to svage punkter i forsvarslinien under en isvinter. Slots holmen indgik ikke i de egentlige va-rker, da den „normalt“ var dækket af vandet i Kalvebodstrand. Svenskerne måtte naturligt kunne regne med, at dens mere improviserede spærreforanstaltnin ger var lettere at forcere end de permanente værker. Et andet svagt led i fæstningen var overgangsstedet mellem Østervold og Kastel let. Her var der en åbning, svarende til Kastelsgraven, hvor der under isforhold var en reel chance for at slippe ind. Karl Gustavs plan tilsigtede da også at sætte to hovedangreb ind på de nævnte svage steder, begge angreb naturligvis disponerede efter forhol denes særlige karakter.
Det synes at have været meningen, at angrebet skulle gennem føres endnu samme nat. Som rimeligt var, måtte et angreb på Slotsholmen indledes med at sætte prammen: „Svinetruget“ ud af spillet, da den lå i flanken på angrebsruten. Af uopklarede grunde synes opmarchen at være blevet forsinket, og kun angrebet på prammen blev sat an. Det lykkedes for så vidt, som besætningen på Svinetruget blev overmandet, og prammen besat. Men nu tog Slotsholmens batterier og Højenhalds kanoner fat og lagde en død bringende artilleriild over prammen, så ophold i den blev aldeles uudholdelig. Svenskerne måtte trække sig tilbage i største hast. Hjørring siger, at „de fløj som krager, og var glade, hvem som forst derfra kunne retirere“. Det var ved den lejlighed, de efterlod sig een af de store stiger. Desuden havde episoden vist den sandsynlig ste angrebsrute, således at overraskelsen i den henseende ganske udeblev.
Heller ikke tidspunktet for Generalstormen forblev en hem melighed. Den 10. februar kom en overløber ind til Christianshavn, og han kunne på en overbevisende måde fortælle, at den store prove skulle ske samme nat. Dog vidste lian blot, at den skulle begynde ved Vandkunsten. For en sikkerheds skyld blev det der for samme dag befalet, at besætningen under alle omstændigheder skulle forblive på de een gang anviste poster, „fordi vi frygtede, at det skulle være svenskernes mening, at når de anfaldt på eet sted, skulle vi forlade alle de andre poster og søge did mod fjenden“.
Endnu samme aften indtog den svenske hær da også sine ud gangspositioner, henholdsvis bag Set. Jørgens sø og ved Vartov (nuværende Triangel). Sjællandske bønder blev tvunget til at køre det tunge materiel frem på deres vogne. Derimod tog de ganske givet ikke del i selve angrebet, som det. senere bar været hævdet. Broer og stiger løftedes lydløst ned, og soldaterne indtog deres
pladser i stormkolonnerne. Forrest stod hvidklædte musketerer, der ved deres ild skulle holde fjenden nede. Derpå fulgte båds- mænd med isbroer og andre med økser til at fælde palisaderne med. Så kom endnu nogle bådsmænd med stormstigerne, og de blev dækkede af mandskab med geværgranater. Derpå fulgte den egentlige stormkolonne med håndgranatkastere i spidsen. Alle havde „tegn af halm og enebærris“ i huerne, mens det tilsvarende danske felttegn var „lommetørklæder“ .
Kl. halv to natten til den 11. februar blussede to tjæretønder op ude på Valby bakke. Det var signalet, der satte det første stor stilede angreb i gang. En lang angrebskolonne gik ud på isen og styrede lige mod Christianshavn. Når svenskerne gik til angreb her, var årsagen at finde i fæstningsliniens position. Christianshavn lå lige syd for Slotsholmen, med sin nærmeste bastion „det skarpe hjørne“ ret overfor Kongens Bryghus og Svinebatteriet. „Det skarpe hjørne“ kunne ligesom Højenhald og Svinetruget lægge en ødelæg gende artilleriild ben over Kalvebodstrand, og dermed bringe ho vedangrebet i uorden. Det var noget sådant, man ville hindre ved denne indledende diversion.
Det svenske angreb mod Christianshavn forfulgtes imidlertid af uheld. Under ledelse af den uforfærdede rytteranfører grev Clas Thott gik de hvidklædte stormkolonner over isen mod Amager. Det viste sig dog hurtigt, at det medbragte materiel ikke var bedst egnet til formålet. Mange slæder med tung bagage brød sammen, andre gik gennem isen. „Stranden sluger dem“, som Hjørring ud trykte det. En særlig opsigt vakte en mægtig bro, der førtes med på en stor rustvogn, trukket af 6 „store, abildgrå heste“ fra gre vens egen stald. Den var så bred, at tre ryttere skulle kunne ride over den side om side. Svenskerne fik imidlertid ingen fornøjelse af delte vidunder, idet stranden slugte det hele.
Trods alle uheld nåede den svenske fortrop dog frem til ba stionen og gik til angreb. Tre gange stormede det krigsvante mand skab, og tre gange blev det kastet tilbage igen. Endelig måtte Tliott bekvemme sig til at retirere, efterladende talrige døde. Som Christianshavns kommandant general Adolph Fuchs bemærkede, idet ban hentydede til svenskernes hvide kamouflagedragter: „De fleste svenske havde medbragt deres ligskjorte“.
Samtidig med angrebet på Christianshavn havde major Smidt ført et voldsomt stød frem mod Højenhald, hvis kanoner også skulle sa-ttes ud af spillet. Det lykkedes ved tredje forsøg at erobre den lille fregat. Men situationen fra den 8. gentog sig. Christianshavns frigjorte kanoner lagde ild over skibet og fordrev fjenden påny. Major Smidt selv blev på valen.
Medens disse angreb beskæftigede de farlige flankestillinger, udviklede hovedangrebet sig mod Slotsholmen. Uden arlilleriforbe- redelse førtes mandskabet frem med stor fart og tæt ind til Chr. IV ’s gamle forværker langs Kalvebodstrand, for at undgå den hef tige beskydning fra vold og batterier; på det sidste stykke var ingen dækning at finde på den flade is. Erfarne og berømte førere som Fersen, Delvig og Gorgas gik i spidsen for deres folk. En uhyg gelig overraskelse ventede dem. Vågerne foran Slotsholmen og Løngangen var gjort så brede, at isbroerne ikke kunne nå over dem. Angrebet gik i stå, og de sammenstuvede masser overdænge- des med granater, kardæsker og musketskud. Gentagne forsøg på at forcere hindringen var forgæves, og ilde tilredte trak angriberne sig tilbage.
Dette tilbagetog blev afgørende for udfaldet på det eneste sted, hvor heldet havde fulgt svenskerne. Det var nemlig lykkedes de hvidklædte angrebsstyrker at slippe ind i ravelinen foran bol værket ved Dronningens have. Her gik de gamle forværker også næsten ind til fæstningen. Ravelinen synes iovrigt at have va-ret rømmet, da der ingen tabgivende kamp fandt sted. Det lykkedes svenskerne at komme over graven, som muligvis lå tør ben. Der kan dog også være tale om, at det var lykkedes dem ved deres hurtighed at hindre danskerne i at spærre dæmningen på dette sted. Så snart angriberne stod ved bolværkets fød, blev 15 storm stiger smækket op ad volden. Enkelte uforfærdede angribere nåede op på voldkronen. Fæstningens og landets skæbne bang i en tråd. En ritmester Newhusen sprang op på en spansk rytter, idet han råbte til forsvarerne: „I hunde, vil I ikke have kvarter (pardon)“.
Han blev imidlertid straks efter stødt ned af general Claus Ahle- feldt, der havde den øverste kom m ando på det angrebne sted. Ahlefeldt ramte ham „med en stakket spids (partisan) og stak ham igennem, (så) at han straks faldt ned, brumlende død, af volden, der fik han kvarter“, beretter Hjørring.
Hermed havde overraskelsen sat sig. Nye forsvarere styrtede til for at hævde dette vigtige hjørne af fæstningen. Frederik III selv kom til stede og opmuntrede ved sin uforfærdethed alle til at yde deres bedste. Flere kendte folk deltog i det følgende hånd gemæng, hvorunder oberstløjtnant Jørgen Rosenkrans (Gunde R ’s søn) og kancellijunker Jacob Rodsten faldt. Forsvarets overlegne styrke viste sig imidlertid meget snart, især da Stotsholmsbatteri- erne vendte deres kanoner mod stedet efter fjendens retræte i dette afsnit. Kanonkardæskerne peb mod angriberne fra tre sider. Gra nat- og begtønder rullede ned imellem dem. Svenskernes bageste geledder pressede de forreste tæt sammen, så de dannede en kom pakt masse, som forsvarerne bare skod ind i. Hjørring udtrykker det sådan, at man fik kanonerne „udi godt spil, lige på svensken og på siden“ . Fortæ llingen om kvinderne, som hældte kogende vand ned over angriberne, må derimod henvises til vandresagnenes verden. Den hører en tidligere tid til, da fæstningerne omgaves af mure og ikke af volde.
Selvom presset en tid blev vedligeholdt af de retirerende trop per fra Slotsholmen og Løngangen, var angribernes situation snart håbløs. Nye reserver kastedes ind, men opgaven viste sig uigennem førlig. Slaget på dette voldafsnit var og blev tabt.
Men netop som ilden døde ben på Vestervoldafsnittet, hørtes der kraftig skydning ude fra Østervobl, hvor oberst Piichler og hans hollændere boldt volden besat. Det var svenskernes andet store angreb, der nu satte ind. Uheld havde fulgt det fra starten. Det synes at være blevet sat for sent igang, og det ramte ikke det om talte svage overgangssted mellem Østervobl (Det halve bolværk) og Kastellet. I mørket kom angriberne for langt til højre, og stor mede mod de 3 bolværker, som hollænderne holdt besat.
Svenskerne havde givetvis ventet skarp modstand fra forsva rernes side, som det kan ses af en bevaret ordre fra Karl Gustav til oberstløjtnanterne Lenzmann og Fittinghof den 8. februar. Det hedder heri, at de skal søge „at erobre det (halve bolværk) og at forjage fjenden, gøre deres flid for at holde stand og at bevare sig... Og om end så skete, at de 1 eller 2 gange måtte blive af- slagne, de derfor dog ikke lader af (opgiver), førend de fuldkornmelig har bragt det i deres magt“. Det skidle gå ganske ander ledes.
På Østervold stod man parat til at modtage angriberne. Vold kronerne var tæt besat med hollandsk mandskab og klargjorte ka noner. Nede foran voldens fod, men bag graven, var der indrettet nogle lave skanser, hvori der var anbragt 6 skråstykker, foruden at der lå en bel del musketerer med skarpladte geværer. Herfra var det særlig virkningsfuldt at beskyde stormkolonnerne.
I dette øjeblik stod Karl Gustavs håb helt til angrebet mod Østervold, der lededes af erfarne mænd som generalerne Gustav Baner og Wawassor. Klokken var vel nu benåd fire om morgenen. De hollandske soldaters høje kvalitet viste sig tydeligt ved denne lejlighed. Intet er sværere i en sådan forsvarssituation end at opretholde en streng ilddisciplin og tilbageholde skydningen, indtil fjenden er inde på ta't, sikkert hold. Men dette lykkedes for hol lænderne. Der faldt ikke et skud, da de svenske angribere dukkede op foran gravene i den begyndende dæmring. Ingen rørte sig i stillingen, ingen glødende lunter var at se, således at svenskerne allerede begyndte at føle sig trygge. Var det alligevel lykkedes at lokke forsvarerne bort til Vestervold, så de forladte værker uden videre kunne forceres? Opmuntrede af stilheden gik svenskerne ned i graven og baksede ivrigt med broer og stiger ved de altfor brede våger. Dagen syntes trods alt at skulle blive deres.
Da skete med eet det uventede og forfærdelige. Alle skråstyk ker og musketter blev som på een gang brændt af mod de ta't- pakkede angribere. Intet skud gik fejl på den korte afstand. Virk ningen var frygtelig. Døde og sårede væltede om mellem hveran dre i den mest rvstende forvirring. Det „er ikke at beskrive den ynk, piben, hylen og skrigen, man borte på de svenske, som blev skudt, førend de døde“. Alle, der kunne, søgte redning ved flugt, men mange blev dog indhentede af de store kanoners kugler. I fæstningens forterrain lå angriberne „skudte ret som hobe spurve . . den ene på den anden“.Det var ikke til at tænke på at gå til an greb igen, skønt ordren lød på at storme mindst tre gange, før man opgav. Men døde mænd angriber ikke. Slaget var uhjælpeligt tabt.
Det havde været en forfærdelig blodig nat for angriberne. Karl Gustav opgav selv den følgende dag tabene til 532 døde og 894 sårede. De dødes tal steg dog uden tvivl meget højere, og de svenske dødsregistre lød da også snart efter på 580. Det er virkelig en rystende statistik på baggrund af, at liøjst 8.000 svenskere havde været i ilden. I de nærmeste dage efter slaget fandt danskerne foran fæstningen ikke mindre end 566 ilde tilredte lig. De blev samlet sammen lidt uden for Vesterport og lagt bag Christian IV’s gamle forværk ud mod den daværende Kalvebodstrand. Her fandt de deres sidste hvilested, idet de den 17. og 18. februar dækkedes til med jorden fra den gamle vold, som dermed samtidig sløjfedes. De ukendte, svenske soldater må altså hvile i jorden foran Kø benhavns nuværende hovedbrandstation og over mod Tivoli. Det taler i høj grad til ære for den svenske hærs moral, at den blodige fiasko ingenlunde udviklede sig til et m ilitæ rt sammenbrud.
Danskernes tab havde været minimale. Foruden Rodsten og Rosenkrans faldt der tre grenaderer og en borger fra Varberg. På Christianshavn dræbtes en konstabel ved uforsigtighed. På Højen- liald faldt 4— 5 mand. Ialt således højst 12 mand, og antallet af sårede synes endog ringere. Glæden over sejren var forståeligt nok enorm i hovedstaden. Den største fare, som indtil 1940 har truet Danmarks selvstændighed, var blevet besværget. Det var hovedsta dens garnison, der havde brudt den frygtelige stormflod. Dansk energi, dygtighed og sammenhold har forvist aldrig givet et lykke ligere resultat. Det er med berettiget stolthed, at hæren og køben havnerne kan se tilbage på disse begivenheder. Men det bør dog ingensinde glemmes, at en stor del af æren tilkommer Holland. Uden Obdanis flåde var et udsultet København utvivlsomt faldet uden sværdslag, uden Piichlers tropper på volden havde der næppe lydt lovsange i de københavnske kirker „for den victorie (sejr), som Gud os i går over vores fjender forlente“.
Kampens vigtigste formål var opnået med denne sejr. Dan marks selvstændighed var reddet og sikret. Sveriges Østersøimpe- rialisme var brudt. At der endnu var en lang og trang vej til den endelige fred, er sikkert. At enigheden mellem de forbundne svækkedes, kan heller ikke skjules. Men trods alle senere skuffelser er der næppe nogen begivenhed i Danmarks historie, som be folkningen kan mindes med større stolthed end sejren på Københavns volde den 11. februar 1659.
Æret være de tapres minde,
det gælder ven såvel som fjende.
Finn Askgaard.
