Thomas Jäger og Rasmus Beckmann (udg.)
599 sider.
Wiesbaden: Verlag für Sozialwissenschaften 2011.
€ 119.99.
Anmelder: Claus Eskild Andersen, Major, cand.phil.
Rating: 4
”Håndbog Krigsteorier”, kort og godt titlen på dette værk, og bogen er helt usædvanligt ikke forsynet med nogen undertitel.
Den foreliggende håndbog er imidlertid ikke, som så mange andre bøger, der bliver anmeldt i dette forum, en nylig udgivelse. Den har allerede en del år på bagen (fra 2011), men ikke desto mindre er det en vigtig udgivelse, som trods sin alder fortjener omtale her, og tyske bøger bliver nu engang sjældent omtalt i dette forum.
Håndbogen lover på omslaget læseren en omfattende og systematisk tilgang til krigens teorier bl.a. under anvendelse af tværfaglige akademiske discipliner.
Den tyske professor i statskundskab Thomas Jäger og lektor Rasmus Beckmann har sat sig for at sammensætte en håndbog for det tysktalende publikum om krigsteori. En sådan udgivelse har, jf. de to herrer, hidtil ikke eksisteret, og derfor giver det i lyset af den aktuelle stigende interesse for krigsteori, og krige i det hele taget, god mening at ville producere en sådan udgivelse. Begge herrer er velestimerede videnskabsmænd indenfor krigsteoriforskningen. Thomas Jäger har tidligere bl.a. udgivet Die Komplexität der Kriege og Rasmus Beckmann har bl.a. udgivet Clausewitz trifft Luhmann: Eine systemtheoretische Interpretation von Clausewitz’ Handlungstheorie.
Mange gode kræfter indenfor tysk militærhistorie og krigsforskning har bidraget til værket, om end der også er nogle afsnit, som forekommer lidt søgte i denne sammenhæng – mere derom senere.
Værket er opdelt i tre afsnit. Første afsnit behandler krigsteorien per se, andet afsnit behandler krigsteoretikerne og sidste afsnit er en lang række empiriske eksempler på anvendelsen af krigsteori.
Første afsnit består af underafsnittene: antropologisk, biologisk, psykologisk, socialpsykologisk, politisk, geopolitisk, samfundsmæssig, økonomisk, økologisk og teologisk krigsteori.
Redaktørerne har i afsnittet om krigsteoretikerne kun tilladt et meget lille afsnit om Clausewitz, som de i øvrigt selv har forfattet. Til gengæld er obskure og måske lettere overflødige krigsteoretikere som August Rühle von Lilienstern og Santa Cruz de Marcenado behandlet i samme omfang som Clausewitz, hvilket for denne anmelder synes ganske disproportionalt.
Værket er lejlighedsvis ganske krævende for læseren, eksempelvis skriver Heiner Mühlmann i det teoretiske afsnit om kulturelle krige: ”Kriege sind kognitive Systeme. Sie beeinflussen Dynamikken der Makroevolution und lösen Dynamikken der Mikroevolution aus. Die kognitiven Erfolge von Evolutionsprozessen bestehen aus Transformationsschritten, die von geringerer Komplexität zu größerer Komplexität Führen (…).
Prozesse der Makroevolution manifestieren sich im intergenerationalen Bereich, Prozesse der Mikroevolution im intragenerationalen Bereich. Makroevolutionäre und mikroevolutionäre Prozesse wirken sowohl auf der Ebene der genetischen Transmission als auch auf der Ebene der kulturellen Transmission” (side 19). Tyg lige på den, kære læser. I øvrigt slutter Mühlmann sin tekst om afslutningen på vestlige interkulturelle krige med denne lapidare konstatering: ”Man hat der westlichen Kultur den Krieg kaputt gemacht” (side 23).
Efter en indledningsvis gennembladren af værket kom denne anmelder i tvivl om, hvorvidt der virkelig var sammenhæng mellem det teoretiske afsnit og det empiriske afsnit i det stort anlagte værk. Efter en nærmere gennemlæsning blev denne tvivl imidlertid gjort til skamme, idet de fleste af de teoretiske ideer kan genfindes i de empirisk-historiske artikler. På den måde minder udgivelsen på mange måder om den nylige danske udgivelse om læring og indsigt fra krig (Michael Hesselholt Clemmesen (red.) Om læring og indsigt fra krig. Syddansk Universitetsforlag 2018). Bortset fra, at erfaringsgrundlaget – ”hvad kan vi lære af det?” – mangler i den tyske udgivelse, men det har næppe heller været intentionen, at dette skulle fremgå i den tyske version, da det fortsat er meget omdebatteret, hvorvidt man kan uddrage en egentlig lære af krigshistoriske eksempler. Men man kan i den tyske håndbog virkelig genfinde en rød tråd imellem de teoretiske afsnit og de krigshistoriske eksempler, hvilket man ikke kan rose værket nok for.
Nogle af de emner, der behandles empirisk er bl.a. senmiddelalderlige krige, den amerikanske borgerkrig, spørgsmålet om 2. Verdenskrig som total krig, Vietnamkrigen, Jihads ideologi og de nye krige for blot at nævne nogle få. Alt i alt behandles 25 historiske cases i bogen.
Et andet amerikansk værk, som håndbogen deler mange lighedspunkter med, er Makers of Modern Strategy (1943/1986). Makers består også af en lang række artikler om historiske krigsteoretikere og har længe været fast indslag i krigshistorieundervisningen på Forsvarsakademiet og Hærens Officersskole. I modsætning til Makers har de tyske redaktører medtaget Thukydid og Sun Tzu i den tyske udgave; måske ikke mindst fordi, at krigsteorihåndbogen i sidste ende har et andet sigte end strategihåndbogen (Makers).
Officerer fra søværnet og flyvevåbnet vil muligvis blive skuffede over denne håndbog, idet luft- og søkrig ikke behandles. Og de vil lede forgæves efter krigsteoretikere som Douhet, Corbett og Mahan. De forekommer ikke i denne håndbog, og det vil nogle ganske givet anse for at være en stor mangel. Måske gør den clausewitzianske indflydelse sig gældende her, da han heller ikke behandlede søkrig og af gode årsager heller ikke luftkrig.
En virkelig graverende mangel i den foreliggende bog er det manglende indeks eller stikordsregister, som vanskeliggør den praktiske anvendelse af bogen som opslagsværk. Det må være et ”must” for et værk, som vil kalde sig håndbog i krigsteori.
Værket er en ”print-on-demand” bog, hvilket vil sige, at den først bliver trykt, når man bestiller den. Bogtrykketeknologien er nu så fremskreden, at det kan betale sig kun at trykke et eksemplar ad gangen. Til gengæld er bogen i princippet aldrig udsolgt. Om det så også er med til at bestemme den høje anskaffelsespris for bogen; det må få stå hen. Bogen er i øvrigt i kvalitet og udstyr ikke ringere end bøger anskaffet på den gode gammeldags måde.
Bogen er tilsyneladende modtaget med begejstring i hjemlandet og andre tysksprogede lande („Der materialreiche Band ist eine wissenschaftliche Orientierungshilfe, die es in deutscher Sprache bis jetzt nicht gegeben hat.“ NZZ - Neue Zürcher Zeitung, 29.12.2011), men det må indrømmes, at man, som kritisk læser, kunne have forventet mere i lyset af de mange fremragende kapaciteter, som man har ulejliget i fm. udarbejdelsen af dette værk. Ikke desto mindre er det en håndbog, som det er vanskeligt at komme udenom, når man som tysk sprogkyndig skal orientere sig bredt om emnet krigsteori.
