Under den sidste verdenskrig blev der i O. K. W.s hærberetninger lanceret et nyt udtryk som betegnelse for en ny kampform taget i anvendelse af den tyske hær, nemlig: det bevægelige forsvar.
Skønt dette udtryk hos offentligheden — i hvert fald i ikke protyske lande — til slut blev betragtet med ironi eller endog åbent fremkaldte latter, lå der dog en militær realitet bag dette udtryk, som egentlig set fra et tysk standpunkt er en selvmodsigelse. Efter den gængse tyske føringsaffattelse fandtes der nemlig kun een form for forsvar, nemlig den kamp, som har til formål til det yderste at fastholde et forud udpeget terrainafsnit.
Det er denne kampform, der tænkes på ved udtrykket „Verteidigung“, men tyskerne bruger også udtrykket „Abwehr“ for en forsvarskamp, og medens det første udtryk er knyttet til en stationær kampform, kan der for det andet udtryks vedkommende meget vel være tale om en bevægelig kampform. Det var da også det, der mentes, når 0. K. W. proklamerede en strålende „afværgesejr“ i forbindelse med en tilbagetrækning af frontlinien, og heraf opstod misforståelsen for den læge læser, idet de to udtryk, der jo i virkeligheden rummer en forskellig betydning, meget vanskeligt lader sig oversætte til fremmede sprog under bibeholdelse af den oprindelige forskel i betydning. På dansk kan de to udtryk i virkeligheden kun oversættes ved det samme ord, nemlig „forsvar“, og de to forskellige kampformer må da udtrykkes enten som „det rene forsvar“ eller „det bevægelige forsvar“. (Når vi i sin tid indførte den skrækkelige betegnelse „afværgekompagnier“ for vore panserværnskompagnier, beroede dette på en grundig misforståelse — og direkte oversættelse — af det tyske „Abwehr“). Forsvarskampen som sådan har som formål at bevare egen kampkraft ved samtidig svækkelse af modstanderens, hvorved fastbolden eller erobring af terrain altid må komme i anden række, med mindre besiddelsen af netop dette terrain er hovedbetingelsen for at nå målet.
I vort feltreglement I. B. omfatter forsvarskampen to former, nemlig „det rene forsvar“, der tilstræber at bringe fjendens angreb til standsning i det valgte forsvarsterrain, altså svarende til det tyske „Verteidigung“ og „udvigende kamp“, hvor forsvarskampen føres i flere bag hinanden liggende linier for at vinde tid, og uden at give fjenden lejlighed til at opnå en afgørelse. Vor „udvigende kamp“ er således vel en form for bevægeligt forsvar, men udtrykker alligevel ikke det samme, som man i almindelighed forstår ved denne kampform. Reglementet synes altså lier at liave en mangel, og det vil formentlig derfor næppe være uden interesse at se lidt nærmere på denne kampform, som den opstod i den sidste verdenskrigs kampe i Rusland.
Det, der især var typisk for kampene i Rusland i hvert fald fra slutningen af 1942, var styrkernes utilstrækkelighed til det store rum, og som førte tyskerne ind på den særlige taktik, der i mange tilfælde viste sig at give så gode resultater, at den mange steder gav anledning til at tro, at man nu havde fundet de vises sten, d. v. s. anvisningen på at sejre, selv om man er talmæssigt underlegen. Sandheden var imidlertid, at tyskernes anvendelse af det bevægelige forsvar i virkeligheden kun var en nødhjælp, som
de tvunget af forholdene var nødt til at ty til i deres eksistenskamp. Man må ikke glemme, at denne kampform savner evnen til i det rette øjeblik, d. v. s. når fjenden er bragt ud af balance, at gå over til angreb (offensiv) og derved — som Clausewitz siger — at gøre forsvaret til „den stærkeste form for krigsføring“. Enhver forsvarskamps formål er jo netop at skabe betingelse for det almindelige angreb — for offensiven — og derved — og kun derved — at opnå en afgørelse, og derfor må det bevægelige forsvar også kun blive en forbigående tilstand på vejen mod det endelige mål.
Det bevægelige forsvar, således som man altså kan blive tvunget til at benytte det, stiller særligt store krav til troppernes moral og deres bevægelighed. Tropperne er i vid udstrækning overladt til sig selv, og kun mindre enheder vil lejlighedsvis opleve den stimulans, som sejrsfølelse altid giver. At resultaterne af højere magter kan udbasuneres som strålende „afværgesejre“ skyldes de mange små enhedsresultater opnået ved tropperne gode ånd og den dygtige føring, den føring, der forstår at udnytte de små reserver og improvisationens svære kunst — men afgørelsen kan, som historien viser, disse „afværgesejre“ ikke bringe.
Den stat — eller de stater —, der ved en krigs udbrud er henvist til i første omgang at føre en strategisk defensiv eller, om man vil, en kamp for at vinde tid, vil formentlig være henvist til at anvende en kampform, som formentlig bedst kan karakteriseres som en kombination af udvigende kamp og bevægeligt forsvar præget af små styrker over en udstrakt front. Her gælder som almindelig regel: jo større front jo større dybde, og selv om dette ikke synes umiddelbart indlysende, så har dog krigshistorien bevist rigtigheden heraf. Føringens opgaver bliver altså her som i alle andre krigshandlinger at skabe samklang i tid og rum, og denne regel gælder, hvad enten det drejer sig om små eller store styrker indenfor den samlede operation. Af de mindre enheders resultater vil ofte den større enheds skæbne afhænge.
Betingelsen for, at man i det hele taget kan gøre brug af det bevægelige forsvar, må stort set blive følgende:
1) at der er rum til rådighed, som man uden afgørende ulemper kan opgive, og
2) at man overhovedet er i stand til at bevæge sig og har en bevægelig (motoriseret) styrke til rådighed, som kan handle, improvisere og befale lynhurtigt, uhæmmet af indgriben fra højere myndigheder.
Det er næppe muligt for den højere føring forud at planlægge eller at give anvisninger for sådanne handlinger, idet det må blive den lavere førings sag at udnytte de muligheder, som forholdene måtte byde, og det eneste område, hvor den hojere førings indflydelse vil gore sig gældende, men ganske vist også på afgørende måde, er at fremskaffe de bevægelige reserver eventuelt gennem improvisationer og forhindre, at der gøres fejlagtigt brug af dem, at anbringe dem således i terrainet, at de ikke indvikles i den frontale kamp og iøvrigt således, at terrainet (vejnettet) byder dem de bedste betingelser for udnyttelse af bevægeligbeden. Den højere føring må fremfor alt ikke hindre dem i udnyttelsen af det frie initiativ. Befalinger til handling bør gives over radioen, der tvinger til kortfattethed og klarhed. Som det engang er sagt, hører telefonen sammen med stenografdame og skrivemaskine til de ting, der ofte forårsager slet føring.
Som et eksempel på et bevægeligt forsvar skal i det følgende gøres rede for en tysk divisions kamp for at vinde tid i begyndelsen af 1943 i Kubaområdet. Selv om divisionens kamp fandt sted indenfor en større ramme, førtes dens kamp dog fuldstændig selvstændigt, og resultatet blev en frist på 48 limer for en naboenhed, som derved blev reddet fra undergang.
Eksemplet er hentet og bearbejdet fra „Allgemeine Schweizerische Militär Zeitschift“ for april 1951 „Kampf um Zeitgewinn“ af oberst von Weiters- hausen.
Den i Kaukasus indsatte tyske hærgruppe befandt sig i januar 1943 under tilbagegang med 2 arméer. Den østligste — 1. panser-armé — skulle langs jernbanen Armavir—Rostov gå tilbage til egnen om sidstnævnte by, medens den vestligste — 17. armé, der hovedsagelig bestod af fodfolksenlieder — skulle vige ud i et brohovede om Ivuban.
Skitse 1 viser det øjeblik, hvor de to arméer er ved at miste følingen med hinanden, idet 17. armé’s venstre fløj ikke i rette tid har kunnet frigøre sig fra Kaukasus’ vinterklædte bjerge. Til sikring af arméens således nu åbne venstre flanke blev 52. armékorps afgivet fra 1. panserarmé.
Efter en anstrengende nattemarch nåede 52. armékorps’ højre fløjdivision — 370. infanteridivision — den 29/1 1943 om morgenen rummet s. f. Kubanovergangene på begge sider af liffliskaja, for der i dagens løb igen al tage front mod russernes forfølgende styrker for endelig den følgende nat at gå over Kuban mod nord. Divisionen skulle efter ankomsten til den nordlige bred rykke ind i en under udbygning værende forsvarsstilling, som fra overgangen ved Ladovskaja løb i stik nordlig retning.
Divisionen havde i dagene forud været indviklet i alvorlige og tabgivende tilbagegangskampe og havde derfor ikke fuld kampstyrke. Af fodfolk rådedes der kun over ialt 7 svage batailloner og af artilleri over 4 lette og 1 tungt felthaubitsbatteri og 2 Werfer-batterier — alle hestetrukne. Hertil kom dog 2 tunge, motoriserede 21 cm morterbatterier og 3 motoriserede 10 cm langtrækkende kanonbatterier, der var divisionen underlagt. Divisionen var således relativ stærk i artilleri. Divisionens panserværnsafdeling havde endnu 12 piecer (7,5 og 5 cm) foruden 9 piecer af samme kaliber som fodfolksregimenternes. Pionerbataillonen havde 3 kompagnier, og af opklaringsstyrker rådedes der over 1 cyklistkompagni på 120 mand.
Det var divisionens hensigt i løbet af dagen den 29/1, kun dækket af det bageste regiment og de lette batterier syd for floden, at trække så mange styrker som muligt over i hvilekvarterer på den nordlige bred. Divisionens venstre fløj var dækket af nabodivisionen — 50. — men på højre fløj ventede man endnu på føling med de fra bjergene tilbagevigende dele af 49. bjergkorps. Indtil sådan foling kunne opnås, skulle chefen for panserværnsafdelingen med cyklistkompagniet og et af sine pv.kompagnier sikre divisionens højre fløj og opklare i retning af de ventede bjergtropper. 1 et brohovede ved Ladovskaja sikrede en svag rumænsk bjergdivision overgangen over Kuban, mod hvilken venstre fløj af 49. bjergkorps havde direktion.
I tre på hinanden følgende nattemarclier havde divisionen rystet de forfølgende russere af sig og derved vundet et forspring på knapt en dagsmarch fra det russiske fodfolks hovedstyrker, men russerne havde dog opretholdt følingen med en svag panserenhed på ca. 25 kampvogne og 1—2 motoriserede batailloner.
Da divisionsgeneralen den 29. om morgenen nåede sin nye kommandostation i brohovedet vest for Tiffliskaja, var befalingsmodtagere fra divisionens enheder allerede indtruffet her, således at der efter en kort orientering kunne udgives befaling for troppernes indrykning i hvilestillingen og dennes sikring. Det forreste regiment — 666. — skulle rykke ind i den forberedte stillings venstre afsnit, medens det bageste regiment — 668. — der i øjeblikket dækkede divisionens kø, skulle overtage det højre afsnit med højre fløj ved Ladovskaja. Der blev samtidig befalet for forkommandoets indrykning i stillingen, trainets frigørelse og artilleriets fordeling. Også forsyningstjenesten og færdselsreguleringstjenesten blev organiseret. Under denne befalingsudgivelse fik divisionen anvist yderligere et overgangssted over floden, og det bageste regiment kunne herefter straks skyde sit train over på den anden side af floden.
Forkommandoet og trainet gik derefter straks over floden, og kun de kæmpende tropper blev syd for denne. Arriéregarde- regimentet satte kun 2 batailloner i stilling og holdt den tredie i reserve, således at af de 7 batailloner de 5 kunne få en hårdt tiltrængt hvile. Artilleri og panserværn var i stilling, og forbindelse med nabostyrkerne til venstre var etableret.
På højre fløj var der stadig intet hverken at høre eller se af bjergkorpset, hvorimod russerne her følte frem med en stærk opklaring. I divisionens front kom det ved 9-tiden til sammenstød med russiske motoriserede forfølgningskommandoer, men kort tid efter indtraf der atter ro på dette afsnit. Erfaringsmæssigt kunne indgriben af stærkere, russiske kræfter først ventes hen på eftermiddagen, og divisionen kunne derfor indtil da lade de tropper, som ikke var under indrykning i stillingen, få en nødtørftig hvile. Det eneste usikre afsnit var divisionens højre flanke, hvor russerne nu havde vist sig i stedet for de ventede bjergjægere. Endelig befaling til overgang over Kuban kunne forventes fra korpset ved mørkefald.
Ved 11-tiden meldte arriéregarderegimentet — 668. —- at der i naboafsnittet ved 50. division fandt en livlig bevægelse i tilbagegående retning sted, og regimentschefen udbad sig oplysning om, livad der skete.
Kort tid efter modtog divisionen imidlertid følgende direktiv:
„Efter radiomeldinger er 2 fjendtlige infanteridivisioner under fremrykning mod divisionens front, og en tredie division er under fremrykning i rummet mellem de to floder, der på begge gider af Labinskaja munder ud i Kuban. Ankomsten af bjergkorpsets venstre fløj er blevet forsinket. 50. division gør ikke front, men går efter fornøden hvile over Kuban og rykker mod nordvest for at sikre korpsets og arméens dybe østflanke. 370. division, der får det højre regiment af 50. division underlagt, skal holde et brohovede om Tiffliskaja og forhindre fjendtlig indgriben mod det rumænske brohovede Ladovskaja, indtil bjergkorpset indtræffer. Særlig opmærksomhed skal rettes mod rummet mellem de to floder, som på begge sider af Labinskaja munder ud i Kuban.
Opgavens varighed er uvis og retter sig efter bjergkorpsets ankomst, men gælder i det mindste for denne og den følgende dag. Det er også divisionens opgave at beskytte sin egen venstre fløj, da denne fra ca. kl. 14 vil være udækket efter 50. divisions afmarch.“
Divisionen trak efter modtagelsen af dette direktiv sit nuværende venstre fløjregiment (af 50. division) tilbage til Kuban med dets venstre fløj, hvorimod der ved artilleriet kun fandt mindre lokale stillingsskifter sted.
Til dækning af divisionens venstre flanke blev det til en bataillon indskrumpede 667. regiment forstærket med nogle panserværnskanoner ført over Kuban til en forsvarsstilling vest for Tiffliskaja med en stærk opklaring fulgt af fremskudte observatører fra de langtrækkende batterier skudt frem øst for denne by til føling med den tilbagegående 50. divisions bagdækning.
666. regiment holdtes tilbage i reserve med følgende opgaver:
1. Ved vej- og terrainrekognoscering at forberede en indsættelse af regimentet på divisionens højre fløj,
2. at forberede og rekognoscere for en afmarch til den nordlige bred af Kuban til stotte for den derværende venstre fløjgruppe (667.) og
3. at forberede et modangreb mod en mod divisionens midte gennembrydende fjende.
Henimod kl. 13 meldte begge de i fronten indsatte regimenter, at stærke fjendtlige fodfolksstyrker begyndte at indtræffe, og at fjenden forstærkede sin opklaring. Også russiske artilleristillinger blev iagttaget, hvorefter divisionsartilleriet åbnede ilden.
Fra kl. 14 antog den russiske opklaring mere og mere karakter af et angreb, og godt en time senere var divisionen i kamp over hele fronten. Snart efter indløb også meldinger om, at russerne øst for Tiffliskaja gik over Kuban, hvor de var stødt ind i den tilbagegående 50. division. Mod dette mål rettede de langtrækkende batterier deres ild.
På højre fløj blev situationen mere og mere kritisk for den der fremskudte opklaring. Styrkerne blev trængt sammen, og efterhånden måtte også fodfolksenheder sættes ind, foruden at de tunge morterbatterier støttede med deres ild.
Henimod kl. 14 modtog imidlertid divisionen en ny korpsbefaling, der kuldkastede alle beslutninger. Herefter skulle det hidtil underlagte regiment af 50. division den kommende nat udgå af divisionen og igen støde til sin egen division nord for Kuban, men iøvrigt ændredes der intet ved divisionens opgave udover, at divisionen blev stillet frit, om den ville bevare den nuværende front, eller om den ville forkorte den noget. Om bjergkorpset var der endnu intet nyt.
Den følgende dag ville herefter blive kritisk for 370. division. Overfor fronten og højre fløj var der nu 3 russiske divisioner, hvis angreb ville forstærkes, efterhånden som styrkerne nåede frem, og også overfor venstre fløj nord for Kuban kunne der ventes indgriben af den fremrykkende fjende.
Der var endnu kun 2 timer til mørkefald og derfor ingen tid at spilde med hensyn til beslutning om kampens føring den næste dag.
Divisionen besluttede sig straks til i løbet af natten at trække fronten nogle kilometer tilbage, men til trods for den derved opnåede afkortning ville det blive nødvendigt at tage en bataillon fra divisionsreserven (666. regiment), for at den nye frontlinie ikke skulle blive alt for tyndt besat.
Denne bataillon blev underlagt 668. regiment, hvis chef som den første fik befaling til, endnu medens det var lyst, at rekognoscere for en tilbagetrukket stilling, der skulde indtages i løbet af natten. Regimentet måtte dog af sine nu til rådighed værende 4 batailloner kun sætte de 3 ind i forreste linie.
Det var imidlertid stadig den højre fløj, som voldte divisionen størst bekymring. Herfra indløb en række af meldinger om fremtrængen af stærke, russiske kræfter mellem de to vandløb, for hvilke den svage flankegruppe veg kaunpende tilbage. Divisionen stod nu over for beslutning om enten at sætte sine sidste reserver — de 2 batailloner af 666. regiment — ind og derved berøve sig enhver reserve, eller ved andre improvisationer at udligne svagheden på højre fløj.
Divisionen valgte det sidste ved at forstærke flankegruppen med et fodfolkskompagni fra 668. regiment og et pionerkompagni. Føreren for gruppen fik befaling til ved et begrænset angreb at bremse op for de fremrykkende russere, så snart forstærkningen var nået frem.
Divisionens artillerifører fik befaling til at placere sit artilleri således, at der praktisk talt kunne ydes støtte til alle divisionens grupper. Kun de lette batterier syd for Kuban blev trukket echelonvis tilbage, medens de tunge i alt væsentligt blev stående. Et stort antal fremskudte observatører befandt sig ved de forreste fodfolksenheder, og ammunitionskolonnerne, som allerede var under tilbagegang, blev atter sendt frem i nærheden af artilleristillingerne.
For panserværnets vedkommende var anvendelsen meget spredt. Føreren for det var som fører for højre flankegruppe unddraget sin egentlige opgave, hvilket medførte, at panserværnsenhederne blev underlagt de respektive enheder, i hvis område de befandt sig.
Fordelingen var iøvrigt således:
a. 668. regiment havde foruden sit eget pv.kompagni på 4 piecer endnu et kompagni på 7 piecer fra divisionens pv.afdeling.
b. Højre flankegruppe havde 1 kompagni på 5 piecer fra divisionens pv.afdeling.
c. 666. regiments pv.kompagni med kun 3 piecer blev sat ind bag højre fløj af 668. regiment med direktiv om at forberede en forskydning til indsats ved højre flankegruppe,
d. på venstre fløj var der kun 2 piecer tilbage af 667. regiments pv.kompagni.
e. Foruden de særlige forannævnte panserværnspiecer blev enkelte lette artilleripiecer indsat til panserværn i særlige stillinger (nærforsvarskanoner).
Alle tlisse foranstaltninger gennemførtes i løbet af de sidste dagtimer den 29/1, samtidig med at der ydedes modstand mod de nu opsluttende russiske styrker, som angreb over hele fronten med tyngden på den tvske højre fløj, men ved mørkefald faldt der ro over fronten, og i ly af mørket lykkedes det såvel at trække 668. regiment tilbage som at få regimentet af 50. division over Kuban. Natten igennem følte russerne med stærk opklaring og stødtropsforetagender frem mod den lyske front.
På divisionens højre fløj ændredes situationen i gunstig retning ved en underf ørers selvstændige beslutning.
Det var nemlig her lykkedes chefen for et cyklistkompagni kort før mørkefald at få samling på sine spredte styrker og derefter at besætte en dominerende bakke, som beherskede terrainct mellem de to vandløb. Foran ham var der en større kolkose, som netop var blevet besat af den russiske fordækning, og ban besluttede derfor ved et overfald at fordrive russerne fra bebyggelsen for at kunne skaffe sit mandskab et varmt nattekvarter i den kolde januarnat.
Midt under forberedelserne hertil indtraf det tidligere omtalte fodfolkskompagni, som skulle forstærke barn, og med de forenede styrker gennemførtes overfaldet mod de ca. 2000 russere, som tænkte på alt muligt andet end et tysk angreb. Russerne blev forjaget med store tab, og da det tidligere omtalte pionerkompagni senere også ankom, var situationen derved stabiliseret.
Omend cyklistkompagnichefens beslutning oprindelig var fremkaldt af omsorgen for hans mandskab, så medforte den dog et betydeligt taktisk resultat, idet den russiske føring derved lammedes i hvert fald for nogle timer.
På divisionens venstre fløj blev opklaringen i nattens løb trængt tilbage gennem Tiffliskaja til bataillonens (667. regiment) stilling.
Fra korpset indløb nu meddelelse om, at venstre fløj af bjergkorpset var blevet stærkt forsinket og næppe kunne begynde at indtræffe i Labinskaja før den 30/1 om aftenen. Indtil da måtte divisionen altså løse sin opgave og endvidere føre sin kamp således, at den efter løsningen af opgaven kunne rykke kampdygtig ind i den forberedte forsvarsstilling nord for Kuban.
Den 30/1 ved daggry åbnede begge parters artilleri ilden, men medens russernes artilleriild usikkert famlede sig frem mod den nye tyske front, lykkedes det det tyske artilleri under direkte ledelse af divisionens artillerifører med ildkoncentrationer at ramme de russiske udgangsstillinger. Trods de derved forvoldte tab lykkedes det russerne lienimod kl. 9 at sætte et angreb støttet af ca. 25 kampogne i gang imod den tyske højre fløj og midten af 668. regiment, hvorimod regimentets nordlige fløj op mod Kuban ikke blev angrebet. Nord for floden følte russerne stadig med stærke kræfter frem mod den derværende bataillon (667. regiment).
Overfor de vedvarende råb om artilleristølte fra alle sider af fronten måtte den tyske artilleriild spredes, og endnu engang stilledes divisionskommandoen overfor beslutning om indsættelse af divisionsreserven (666. regiment).
Faren syntes mest truende i centrum, hvor batterier og panserværn nu måtte tage del i nærkampen, og hvor russiske kampvogne kurvede rundt mellem de tyske stillinger.
Divisionsgeneralen besluttede sig imidlertid til endnu ikke at indsætte det forlængst alarmerede 666. regiment og begav sig personligt ud til 668. regiment, hvor gennembruddet truede.
Her lykkedes det at mestre den truende situation til lienimod kl. 15 ved følgende foranstaltninger:
Med undtagelse af 1 kompagni blev den nordligste bataillon trukket tilbage fra fronten og sat ind til et modangreb mod syd langs hovedkamplinien, medens regimentets reservebataillon undtagen 1 kompagni under personlig føring af divisionsgeneralen sattes ind til et modangreb mod øst. Dette dobbelte og i tid afpassede angreb med støtte af artilleri og panserværnskanoner kunne russerne ikke klare, og selv om det ikke lykkedes tyskerne helt at genvinde den gamle H. Tv. L., så lykkedes det dog at afsnøre det russiske angreb, således at dette ikke kunne fortsættes.
På venstre fløj nord for Kuban afvistes de første russiske angreb, der førtes frem uden støtte af artilleri og kampvogne, hvorimod situationen ved højre flankegruppe yderligere var skærpet. Henimod kl. 10 måtte flankegruppen vige for det stærke russiske pres dels i retning af det rumænske brohovede og dels mod nord. Russerne fulgte efter i begge retninger og truede nu med at rulle divisionens hårdt kæmpende centrum op.
Nu var tiden inde til indsættelse af divisionsreserven 1666. regiment). Regimentet fik som opgave at modangribe den mod nord indsvingende fjende og kaste ham tilbage mellem de to vandløb, hvorved der atter kunne skabes forbindelse mellem flankegruppens to adskilte dele. Fra disse kom dog nu den eneste opmuntrende melding, nemlig at de havde opnået føling med en bjergjægerbataillon, som havde til opgave at sikre sit regiments fremrykning mod Ladovskaja.
Inden 666. regiments modangreb kunne gå frem, var det lvk- kedes russernes forreste dele at overskride det nordligste af de to vandløb. Regimentets modangreb, der støttedes af 2 lette og 1 tungt felthaubitsbatteri foruden de 2 tunge morterbatterier, var i forvejen terrainrekognosceret og kunne derfor hurtigt sættes i gang, og det lykkedes at kaste russerne tilbage ud af vandløbs- terrainet. Regimentets hurtige fremstod forhindrede det russiske artilleri i at skifte stilling fremad og nåede efterhåden frem til den om natten af flankegruppen erobrede bakke og kolkose, hvor angrebet blev standset ca. kl. 15, altså samtidig med at det russiske angreb i fronten var blevet afslået.
For igen at skabe en reserve blev en bataillon af regimentet trukket nord for det nordligste vandløb til rådighed for divisionen, medens regimentsstaben sammen med den resterende bataillon og den nu igen samlede flankegruppe fik som opgave at fastholde det erobrede terrain.
Divisionen kunne herefter siges at have løst dagens opgave, og ved mørkefald indtraf korpsets befaling for tilbagetrækning til den forberedte stilling på Kubans nordre bred.
Da divisionens afdelinger på dette tidspunkt var stærkt sammenblandede og spredte over hele området, var det en uhvre vanskelig opgave — også i befalingsteknisk henseeende — som divisionsstaben her blev stillet overfor, men det lykkedes dog i løbet af natten at føre de spredte og sammenblandede enheder over på flodens nordlige bred dækket af 666. regiment, således at indrykning og indretning i den forberedte stilling kunne tilendebringes i løbet af den 31/1.
Det er muligt, ja vel endda sandsynligt, at 370. division kunne have løst sin opgave på en anden måde, måske ved en tidligere stabilisering af højre fløj, men hovedsagen var dog, at opgaven blev løst — og det blev den. Den ledende tanke i divisionens føring gik ud på at føre forsvarskampen fra dybden, at holde reserven tilbage så længe som forsvarligt, og under alle omstændigheder at have en styrke — større eller mindre alt efter forholdene — til rådighed for ved dens hjælp at trække tiden ud eller med andre ord, at skabe sådanne betingelser for at vinde tid, at en katastrofe kunne undgås. Dette opnåedes ved ikke på forhånd at binde sig til det rene forsvar som kampform i et forud fastlagt terrain, men at skabe rum til det bevægelige forsvar, der hvor de største farer kunne forventes at indtræffe.
Efter en tilbagegangsbevægelse tog divisionens kamp således form af et hårdnakket forsvar for sluttelig at ende i et angreb, hvori deltog de 4 af divisionens 7 batailloner. Fjendens numeriske overlegenhed i forbindelse med den handlefrihed, som en forfølgende fjende altid vil sidde inde med, kan, som eksemplet her viser, overvindes ved åndelig bevægelighed hos føringen i forbindelse med troppernes evne til smidig bevægelighed. Det er disse egenskaber, som skal præge kampen om at vinde tid eller det bevægelige forsvar.
Måtte også vi herhjemme lægge os dette på sinde.
Axel Storch.
