Original titel: Die Wannseekonferenz
Dansk titel: Wannsee-konferencen
Instruktør: Matti Geschonneck
Produktionsland: Tyskland
Produktionsselskab: Constantin Film
Dansk biografpremiere: 19.01.2023
Anmelder: Claus Eskild Andersen, Major, cand.phil.
Claus Eskild Andersen
Bedømmelse: 4 faner ud af 5
Biograffilmen: Wannsee-konferencen
I skrivende stund vises ovennævnte film om Wannsee-konferencen i de danske biografer. Filmen har undervejs vakt nogen opsigt, og det er da heller ikke en normal action eller mainstreamfilm om 2. verdenskrig, som man oftest ser i biografen.
Den tyske film, som varer 1 time og 47 minutter, er i realiteten formet som et kammerspil, som handler om en egentlig meget kedelig konference med 15 deltagere, som fandt sted i en herskabelig villa i en forstad til Berlin den 20. januar 1942. Udendørsoptagelserne er foretaget på åstedet, hvorimod indendørsoptagelserne er foretaget i et filmstudie. Wannsee-villaen, hvor mødet i sin tid fandt sted, er i dag indrettet som museum til minde om begivenheden og jødeudryddelsen i det hele taget. Hele filmen foregår på denne lokation i og omkring Wannsee-villaen.
Filmens handling er baseret på et mødereferat, som blev fundet efter krigen af den engelske sekretær Betty Nute i Berlin. Nute var sekretær for Robert Kempner, der var chefanklager i Nürnbergprocessen mod nazistiske krigsforbrydere. Nute var straks klar over dokumentets betydning for anklagemyndigheden i Nürnberg, og hun blev med det samme sendt til Robert Kempner i Nürnberg sammen med dokumentet.
I filmen holder skuespillerne sig pænt til dialogen og taler ikke i munden på hinanden i modsætning til, hvad Obersturmbannführer Adolf Eichmann gengav under sin afhøring under processen imod han i Israel i 1960, hvor han anførte at der blev diskuteret livligt og også i munden på hinanden, så sekretæren havde svært ved at følge med i, hvad der foregik.
Holocaustbenægtere har også indset vigtigheden af referatet af mødet, og de har siden, det blev opdaget, søgt at betvivle dokumentets ægthed – uden held. Det er også i dette dokument, at det anføres, at Adolf Hitler havde beordret udryddelsen af jøderne. Hele 11 millioner jf. protokollen, idet Reinhard Heydrich og kumpaner medregnede alle jøder, også dem i England, Schweitz, Sverige og andre lande, som (endnu) ikke var besat af Tyskland og ikke var inde for mordernes rækkevidde. I dokumentet refereres Adolf Hitler at have givet tilladelse til: ”Anstelle der Auswanderung ist nunmehr als weitere Lösungsmöglichkeit nach entsprechender vorheriger Genehmigung durch den Führer die Evakuierung der Juden nach dem Osten getreten” (side 5 i mødereferatet). Her skal evakuering læses som udryddelse ved mord. Holocaustbenægtere går meget op i, at der ikke foreligger en skriftlig ordre fra Adolf Hitler personligt angående mordene på jøderne; men Hitler havde allerede på det tidspunkt to gange i offentlige taler bl.a. foran rigsdagen truet jødedommen med total udslettelse, hvis det kom til en verdenskrig.
Mange har opfattet Wannsee-mødet, som det tidspunkt, hvor den ”endelige løsning” af jødespørgsmålet blev besluttet. Det er imidlertid ikke korrekt. Udryddelsen af og mordet på jøderne var allerede besluttet inden mødet, og udryddelsen var også allerede undervejs. ”Einsatz-grupperne” var på det tidspunkt i fuld gang med myrderierne på østfronten assisteret af politienheder, hæren og enheder under ”Kommandostab Reichsführer-SS”, hvortil 1. SS infanteribrigade henhørte, og hvori danske hærlinjeofficerer deltog. Der var på tidspunktet for konferencen allerede myrdet 500.000 jøder.
Filmen er allerede blevet vist på tysk fjernsyn (ZDF), set af over 7 millioner tv-seere og vises nu i forskellige biografer verden over og således også aktuelt her i Danmark. Der var, indtil denne nye film blev vist i biografen, lavet to tidligere film om denne begivenhed, hvilket vidner om den fascination, som mødet har haft på forskellige regissører og biografgængeres opmærksomhed.
Den første film var ligeledes en tysk film fra 1984, der er enkelte aktuelle historiske fejl i filmen, men egentlig giver den et godt og realistisk billede af, hvordan mødet kunne være forløbet.
Den anden film fra 2001 er en engelsksproget film om mødet med den kendte engelske skuespiller Kenneth Branagh i hovedrollen. Filmen fik titlen ”Conspiracy” (”Sammensværgelsen” på dansk). Eichmann har en langt større og bærende rolle i denne film ift. de to tyske udgaver over samme emne.
Den seneste og biografaktuelle film fra 2022 er instrueret af den tyske regissør Matti Geschonneck, som trods sin nyfortolkning læner sig kraftigt op ad filmen fra 1984 og i øvrigt også til dels op ad ”Conspiracy”; men i modsætning til disse har han søgt at afdramatisere sin egen film, så den ikke bliver til en pastiche over karikerede naziforbrydere, bl.a. ved at reducere antallet af ”Heil Hitler”-hilsner og ved fuldstændig at udelade underlægningsmusik i filmen, som ellers er et næsten uundgåeligt værktøj for filmmagerne i industrien. At filmen ligner den fra 1984, er ikke så underligt, idet forfatteren Paul Mommertz har været medforfatter på begge film. Adolf Eichmann har også en hovedrolle. Ikke i konferencen, hvor han har en underordnet rolle i ft. de andre deltagere, men i filmen, idet han er facilitator for hele processen omkring ”Endlösung”. Desuden er han organisator af og referent for mødet og ansvarlig for, at mødereferatet udsendes til mødedeltagerne. Han var også leder af afdeling IV B 4, som var specialkontoret i Gestapo i jødespørgsmål direkte underlagt Heinrich Müller. Eichmann går i filmen mere op i arbejdsklimaet på kontoret i afdeling IV B 4, end på den kendsgerning, at man på mødet diskuterer mordet på elleve millioner jøder. Det var jo bare ”business as usual”. Den eneste kvindelige rolle i filmen spilles af Lilli Fichtner, som forestiller Eichmanns sekretær Ingeburg Werlemann, der samtidig stenograferer mødet til mødereferatet. I den engelske filmudgave (”Conspiracy”) er det fejlagtigt en mandlig stenograf. Desværre er det oprindelige stenografiske udkast gået tabt. I modsætning til den tyske film fra 1984, har Fichtner i filmen fra 2022 en meget tilbagetrukket rolle, hvilket nok også svarer mest til de historiske forløb, og den rolle kvinder havde i det tredje rige.
En detalje, som jeg lægger særlig vægt på, er den historisk korrekte gengivelse af uniformer og gradstegn i filmen. Noget som ikke var tilfældet i den tidlige tyske og engelske version. Selv Heinrich Müllers (Gestapo-Müller) manglende partiemblem på brystet – hvor næsten alle andre bærer det – er historisk korrekt, da han besynderligt nok i mange år ikke var medlem af partiet og ikke interesseret i politik, før han pro forma blev partimedlem i begyndelsen af krigen i 1939 på Himmlers forlangende. Müller fik som følge heraf et meget højt partinummer: 4.583.199. De billeder fra perioden, der eksisterer af ham i uniform, viser heller ikke noget partiemblem på uniformsjakken. I den engelske version (”Conspiracy”) bærer Müller Brigadeführer-distinktioner selvom han på dette tidspunkt var udnævnt (november 1941) til Gruppenführer. Og så kan man jo altid diskutere, om Heydrich og Müller burde have haft grønne underlag på deres skulderstropper, som SD (Sicherheitsdienst) normalt havde det, eller ej (de har grønne underlag i den engelske version). Uniformeringen i alle tre film kan let fylde en afhandling i sig selv, men det er ikke formålet med denne anmeldelse.
Den Heydrich, der blev spillet af skuespilleren Dietrich Mattausch i den tyske version fra 1984 synes noget mere troværdig end den østrigske skuespiller Philipp Hochmair, der spiller Heydrich i den nyeste version af filmen fra 2022. Heydrich blev kaldt ”Der junge böse Todesgott” (beskrivelse af schweizerdiplomaten Carl J. Burckhardt), og det er svært at presse Hochmair ned i den beskrivelse. Han virker beleven og næsten overvenlig, hvilket selvfølgelig kan tolkes som et skalkeskjul for den egentlige Heydrich. Heinrich Müller, som symbolsk sidder på Heydrichs højre side, spilles med næsten overdreven indestængt ondskab af Jakob Diehl, og han sidder, overspillet efter min betragtning, og skuler til konferencens deltagere, som om at han mest havde lyst til at trække dem udenfor og henrette dem ved nakkeskud. Den virkelige Müller var en lavstammet mand, som efter alt at dømme ville have forekommet særdeles anonym i sin fremtræden, og ikke som en rockmusiker fra et industrielt metal-band som Rammstein, sådan fremstår Diehl nærmest for biografgængeren. Nu var Heinrich Müller jo også chef for Gestapo og i brede kredse kendt som Gestapo-Müller og helt sikkert også frygtet for sin effektivitet og brutalitet, men filmisk virker hans optræden ikke historisk overbevisende.
På et tidspunkt i filmen annoncerer Heydrich blandt mange hårrejsende udsagn og eufemismer, at udrydde alle jøder er, som når lægen amputerer en syg legemsdel. Det har han helt sikkert aldrig sagt, fordi han dermed implicit anerkendte, at jøderne var en integreret del af den tyske befolkning, hvad de jo netop, i nazistisk selvopfattelse, ikke var. Den nyeste film fra 2022 er ligeledes blevet opdateret historisk i ft. den tyske film fra 1984. Eksempelvis rettes fejlene i filmen fra 1984, at Wannsee-villaen i den første film blev anset for at være ejet af en tidligere jødisk industriel magnat og efterfølgende konfiskeret af SS – hvilket ville have været dobbelt ironisk, når villaen efterfølgende var hjemsted for Wannsee-konferencen – og den fejlagtige antagelse at villaen skulle have været sædet for den tyske afdeling af Interpol. Dr. Georg Leibbrandt spillet af Rafael Stachowiak bemærkede ganske rigtigt i den aktuelle film, at det, der indtil mødet lignede velovervejet planlægning i fm. jødemordet, var 1/3 planlægning og 2/3 kaos, som Heydrich forsøgte at få styr på med det aktuelle koordinationsmøde.
Konferencens deltageres efterfølgende skæbne blev varieret og kompleks. Nogle blev myrdet, andre begik selvmord eller forsvandt simpelthen. Enkelte blev henrettet af de allierede for andre forbrydelser, og andre igen blev retsforfulgt og fængslet. Nogle gik simpelthen fri, men fælles for alle var, at ingen blev retsforfulgt eller dømt for at have deltaget i Wannsee-konferencen, hvor de alle var med til at planlægge mordet på 11 millioner jøder.
Historikere nedtoner i dag den historiske betydning af det berygtede møde i Wannsee, idet der er konsensus om, at den ”endelige løsning” ikke blev besluttet på mødet, som mange hidtil havde antaget. Det var udelukkende et koordineringsmøde, hvor det blev besluttet, at den ”endelige løsning” lå i hænderne på Heydrich samt hans SS og politiapparat. Ikke desto mindre var mødet repræsentativt for den tankegang, der lå til grund for den aktuelle udryddelse af seks millioner jøder; og et møde hvor udryddelsen af elleve millioner jøder planlægges, må have en vis historisk interesse.
Filmen er stærkt seværdig, og den har et oplysende og uddannende aspekt overfor et yngre publikum og dem med et overfladisk kendskab til holocaust.
Holocaustbenægtere vil utvivlsomt hade denne film.
Når filmen bliver taget af filmplakaterne, varer det nok ikke længe, inden den kan ses på dansk fjernsyn. Og for de 2. verdenskrigsinteresserede, der ikke nåede at se ”Wannsee Konferencen” i de få danske biografer, hvor den blev vist, vil jeg opfordre til at få den set når den rammer Tv-kanaler eller streamingtjenester.
Mere om Wannsee-konferencen kan læses her: https://folkedrab.dk/eksempler-paa-folkedrab/holocaust/hvad-skete-under-holocaust/wannsee-konferencen#toc-kilder
