Foto: Pressefoto/DR
Titel: Velkommen til frontlinjen.
Dokumentarserie: Danmarks Radio, 2024, 6 afsnit.
Instruktører: Anders Riis-Hansen, Laurits Nansen og Amalie Hovøre.
Anmelder: Niels Klingenberg Vistisen, krigshistoriker
Bedømmelse: 4/5
At anmelde en TV-dokumentar burde være som at anmelde en fagbog. Alligevel er det lidt anderledes, og det vil min anmeldelse også afspejle. Dels er der tale om en dokumentar som rører ved noget, der er delte meninger om, og som skaber røre, dels giver stemmer til nogle, som ikke har udtalt sig om det før. Dokumentaren er allerede rost og ikke mindst kritiseret. Den er nået ud til langt flere danskere, og helt andre kategorier af danskere, end enhver fagbog om dansk krigshistorie nogensinde kunne have nået. Jeg vil derfor anmelde den både på et meta-niveau, i forhold til dens placering i den danske krigshistorie og samfund, og mere konkret i forhold til indholdet, budskabet og formen.
På meta-niveau, altså set oppefra og ned, så er en så stor og omfattende dokumentar, med de medvirkende der er, og den reaktion det har affødt, noget særligt. Der er skrevet nogen bøger om Danmarks krige i perioden 1991-2024, men der er ikke mange, og få er kontroversielle. Der har været enkelte film, mest berømt måske Armadillo fra 2010. Dengang skabte Armadillo lidt et ramaskrig, fordi det med al tydelighed viste danske soldater, som slog fjenden ihjel, og at det slet ikke var en stille, fredsbevarende mission i Helmand i 2010. At det i den grad kunne komme bag på store dele af befolkningen, burde nok have givet anledning til bekymring og selvransagelse hos kommunikationschefer og politikere.
Men det hele fortsatte. I dokumentaren ”Velkommen til frontlinjen” er det gennemgående, at der stilles spørgsmål ved, om vi (Danmark) gjorde det rigtige, om vi kunne finde ud af det, og om det var det hele værd. Det er også denne kritiske linje, som fra flere sider har været påtalt. Der har været påpeget unøjagtigheder, citater som man mener burde have været tjekket, at den skulle være banal og svigte veteranerne, og at instruktøren slet ikke forstår den politiske kontekst for krigsdeltagelsen, og endda forsøger at forsvare den med, at Danmark har fået krigserfaring, vi ellers ikke ville have haft. Jeg er uenig i nogle af betragtningerne, men især illustrerer de min pointe om, at man bør se dokumentarens bidrag til dansk krigshistorie fra et endnu højere perspektiv. Meget af dansk krigsdeltagelse i perioden, både på taktisk, operativt og politisk/strategisk niveau, er stærkt underbelyst, med ufuldstændige kilder og rosenrød prosa på glitret papir om indsatsen, og vi har kun denne offentlige debat om krigene pga. dokumentaren.
Rent metodisk er det som historiker ikke et formål i sig selv at provokere til mere debat, men tilsammen så bringer det mere viden, flere kilder, flere primærkilder frem, om hvad der foregik. Det gælder både alle de som dokumentaren giver sprog og orde, alle med god tid og lov at give deres perspektiv, baseret på deres helt konkrete erfaringer, men også alle de andre, som nu kommenterer. Hvis ikke de havde gjort det her, var deres udsagn måske aldrig blevet nedfældet, utilgængelige for senere studier og analyser, og erfaringen dermed tabt. Uanset om de er tidligere departementschefer, forskere eller historikere, veteraner eller politikere, så bidrager de nu til det samlede kildemateriale for perioden. Det må jeg som krigshistoriker, med konkret erfaring i hvor underbelyst denne periode er, anerkende og fagligt glædes over. På meta-plan bidrager ”Velkommen til frontlinjen” således direkte og indirekte til bedre at belyse den danske krigsindsats i perioden, og den bør derfor heller ikke bedømmes på, om en nuance mangler, eller om ikke alle detaljer er med. Den fortæller det den gør, og det bør den overordnet bedømmes på, efter min mening.
Selve dokumentaren er tydeligvis et kvalitetsprodukt, rent TV-mæssigt. Der er mange centrale personer, som deltager, og det dækker hele perioden. Det spænder lige fra Storruds mor, som repræsenterer de pårørende, til konstabler, befalingsmænd og mange officerer, som fortæller om deres oplevelser. Men også civile udsendte, f.eks. en tidligere ambassadør, generaler, civile rådgivere, og en tidligere forsvarschef. Det er således godt dækket ind, for at fortælle flere niveauer og sider af historien. En gennemgående figur i hele serien er major Anders Storrud, hvis historie fortælles stærkt gennem hans mor. Hvis formålet er at fortælle om dansk forsvars indsats i perioden, er det et godt valg, fordi han er med i hele perioden, på alle missionerne, og ender med at blive dræbt i kamp. Hans mor fortæller stærkt, ægte, og medvirker til at binde en solid tråd hjem til det danske samfund. Det samme gælder f.eks. Gamborgs mor, og det er hårdt at se. Det understreger så godt, at krig, selv den lille slags vi prøvede at udøve, koster menneskeliv. Det er pårørende, som vi indtil nu måske kun har set stå ved kisterne under hjemtagelsesceremonier, og uden at kunne sætte ansigt på.
Undervejs i serien bruger den primært nedslag i konkrete episoder undervejs, f.eks. operation Storm på Balkan, og begyndelsen på missionerne i hhv. Irak og Afghanistan. Det giver mulighed for at flere af deltagerne i de kritiske episoder får lov at fortælle uddybende om dem, og det giver seerne et godt indblik i, hvordan det var at være der, og hvad der skete. Men det betyder også, at seerne kan efterlades med indtryk af, at en mission hele tiden var sådan, og det var langt fra tilfældet. Både på Balkan, Irak og Afghanistan, var der store forskelle på indsatsen og vilkårene under de årelange indsatser. Mens de mange og lange interviews med konstabler, befalingsmænd og officerer efterlader et godt indtryk, udtaler en række centrale personer sig åbent og ærligt. Tidligere forsvarschef Jesper Helsø er meget reflekterende og ærlig om perioden, og brigadegeneral og tidligere dekan for Forsvarsakademiet Ole Kværnø, tidligere ambassadør Torben Gettermann, udtaler sig længe, fagligt og vurderende om perioden og indsatsen. Det er alle centrale personer, som stod med det udførende ansvar og opgaverne i praksis, og de får god tid til at være nuancerede og forklare. Hvis civile forskere og politikere føler sig lidt overset, og måske gerne ville have været med, er det måske, fordi vi her skal høre fra dem, der var der. Samlet set gør det seerne klogere på, hvad der foregik, og det giver god anledning til refleksion, eftertanke, diskussion. Jeg har f.eks. kun været i Afghanistan, og jeg har hørt om mange af episoderne i Irak og Balkan, men her får jeg noget der gør mig klogere. Rent TV og fortællermæssigt er det godt skruet sammen, og det er en klar styrke, at det er dem der var der selv, som får god tid at fortælle om det. At de fleste af dem er kritiske over for indsatsen, er fagligt funderet. Ingen af dem peger fingre af politikere, eller amerikanske præsidenter, men vender i stedet blikket fagligt indad, i forhold til indsatsen og de vilkår den foregik under. På den måde er der et fint samspil mellem episoderne fra missionerne, og den overordnede vurdering fra cheferne. Alle ved jo, hvordan det gik i Irak og Afghanistan, og det er lidt befriende, at det ikke forsøges skønmalet med politiske og diplomatiske floskler. Det står dog også klart, hvor lidt sammenhæng der i praksis var, mellem dræbte soldater i Green Zone i Helmand, eller på en øde vej i Irak, og en indsats der skulle stabilisere og genopbygge samfund. Måske mangler nuancen, at det ikke kun var svært for Danmark, men svært for alle vestlige hærstyrker, som tog livtag med ”oprørsbekæmpelsen” i de årtier, selvom flere amatører ikke gør os selv til mindre amatører.
Det er naturligvis en væsentlig pointe, at hverken Søværnet, Flyvevåbnet, Beredskabsstyrelsen, eller de civile udsendte fra Udenrigsministeriet eller Danida er repræsenteret i serien. Der er intet om Olfert Fischer i Golfen i 91, om jagerfly over Serbien i 1998. Fra et hærperspektiv er også missionen i Mali, som måske kan sammenlignes med Irak & Afghanistan, helt fraværende, og det samme er f.eks. Sydsudan og flere andre FN-missioner. Det kan desværre give anledning til mistanken om, at det er de store, fejlslagne missioner i Irak & Afghanistan, som har været producentens fokus, med et muligt fordækt politisk perspektiv. Men hvorom alting er, så var missionerne på Balkan, Irak og Afghanistan de langt største, sværeste, blodigste og mest internationalt betydningsfulde i perioden, og selv på 6 timer når de ikke i bund med dem. Men det havde da været rart med en krigshistoriker, som på tidspunkter kunne have opridset de samlede indsatser, understøttet af lidt lækker grafik, for det er nok en fejl at forvente, at alle seere har det overblik over alle missioner og udviklinger i perioden, ja mange fagfolk har det ikke.
Som veteran fra netop de krige, som serien beskæftiger sig med, og med det jeg har skrevet om det (bl.a. erfaringsopsamlingen fra Afghanistan som er totalt glemt), oplevede jeg, at serien ikke rigtig rørte mig. Jeg blev ikke fanget af dramaet, blodet og tabet, eller trøstesløsheden. Den havde jeg nok oplevet, ikke mindst da Kabul faldt. Men jeg er nok heller ikke den primære målgruppe. Jeg oplevede derimod min kone, øvrige familie, og venner spørge ind til det, og spørge ind til min mening om det, om den var god eller dårlig, og om det virkelig skete, som de viser. På den måde hjælper ”Velkommen til frontlinjen” faktisk med til at skabe viden, samtale og dialog, også for os veteraner. For nogle veteraner kan det sikkert være voldsomt og rippe op. Men for mange andre veteraner, kan et af de store problemer være, at det kan være svært at fortælle andre, under smalltalk ved eftermiddagskaffen, hvad det egentlig var, man lavede i Helmand. De fleste har ikke den forståelsesramme, og så opgiver man at fortælle. Nu får de sat (flere) billeder på, og tager initiativet til at tale om det. Det mener jeg absolut er godt, også for samfundet, at flere får både en interesse og forståelse for, hvad der skete. Det vil også samlet set hjælpe veteranerne, at flere forstår, hvad de har været igennem. På en måde er det synd, at det skal ske 10 eller 20 år efter, men sådan var det nok også for Vietnam-veteranerne i USA, eller for veteranerne fra 2. verdenskrig, fra Korea, og alle de mange krige i verdenshistorien.
TV-dokumentaren ”Velkommen til Frontlinjen”, 6 afsnit på i alt 6 timer, med alle deltagerne, er en stærk og seværdig dokumentar. Den giver stof til eftertanke og refleksion, den minder os om krigens omkostninger, og at man aldrig er sikret at vinde, uanset hvor overbevist man er om sin egen ideologi. Det er en dokumentar, der bør ses, men den er naturligvis ikke det endegyldige svar eller den altomfattende fortælling på den danske krigsindsats. Til gengæld er den i hvert fald et solidt bidrag, et godt kildemateriale, ærligt og skruet godt sammen. Den bør ses med det in mente, at der altid er nogle, der er uenige i politiske årsager og alibier, men det bør ses om ansporing til at skrive mere, fortælle mere, lave flere TV-dokumentarer. Hvis nogen føler sig overset, eller har noget at bidrage med, så synes jeg de skal gøre det: kom frem! Hvis TV-dokumentaren rammer nogle lidt hårdt, er det måske fordi man hører tidligere brigadegeneral, dekan på forsvarsakademiet, og Chief Governance i Helmand, Ole Kværnø, sige; ”det her er ingen kritik, af nogen som helst andre end os selv”.
Se den. Lær om krig. Lær af den. Krige, selv de små som på Balkan, Irak og Afghanistan, kommer der flere af. Det tør jeg godt love.
