Nogle vaabenhistoriske Betragtninger til Generalstabsværket: Dybbøl 1864.
Generalstabens Væ rk: Dybbøl 1864 er utvivlsom t blevet hilst med berettiget Glæde a f alle, der interesserer sig fo r vor K rigshistorie og ønsker at erfare den fulde og u tilslørede Sandhed. I Kapitlet: V ar en O ffensiv m ulig? gøres der Rede for, hvilke Muligheder en dansk Angrebsstyrke paa 27,000 Mand Fod folk vilde have haft mod en preussisk Forsvarsstyrke paa 20,000 Mand Fodfolk under et stort anlagt Angreb i Sundeved. Væsentlig ud fra taktiske og operative Betragtninger kommer Generalstabsværket til det Resultat, at en dansk O ffensiv meget vel kunde have resulteret i en Sejr a f samme Størrelsesorden som Fredericiaslaget 6 7 1849. E fte r min Mening har Generalstabsværket her undervurderet det preussiske Tændnaalsgeværs Overlegenhed over vore Forladerifler. Undersøger man Problemet paa et vaabenhistorisk Grundlag, kommer man til følgende R esultat: Det danske Fod folk var i 1864 bevæbnet med følgende Gevæ rer:
1. Den 16,9 mm T ap riffel a f Model 1848. Dette Vaaben var blevet ind ført i Begyndelsen a f Treaarskrigen og havde under denne K rig vundet høj Yndest — hvilket i og fo r sig ikke var saa mærkeligt, da Tapsystemet i 1848— 50 saa a fg jort var det bedste Fo rla d e riff elsystem.
2. Den 16,9 mm Suhler Tap riffel, der var blevet taget fra den slesvig-holstenske Oprørshær, og som i 1854— 55 var blevet udboret til samme Kaliber som T ap riffel a f M odel 1848.
3. Den 17,8 mm M in ie riffe l a f Model 1828. Dette Vaaben havde begyndt sin Løbebane som dansk, glatløbet Flintelaasgevær M. 1828. I 1840’erne var det blevet forsynet med Perkussionslaas og var fra 1860 blevet opriflet.
4. Den 17,8 mm M in ie riffe l a f fransk Model I. Dette Vaaben var begyndt som fransk, glatløbet Flintelaasgevær M. 1822. F ra 1841 var det blevet forsynet med Perkussionslaas og var i 1848 blevet solgt i store Mængder til Danmark, hvor det fra 1849 frem for alt fandt Anvendelse i vore fortræ ffelige lette Batailloner (1., 2., 10. og 12. Bataillon). O priflet fra 1861.
5. Den 17,8 mm M in ie riffe l a f fransk Model II. Dette Vaaben var begyndt som fransk glatløbet Perkussionsgevær M. 1840, en Model, der allerede i 1842 var blevet fo rkastet til Fordel fo r et bedre Perkussionsgevær. Store Mængder a f de kasserede franske Geværer M. 1840 solgtes til Udlandet, bl. a. til Italien — og Danmark. De glatløbede Geværer a f Model 1840 oprifledes fra 1861.
Som det vil fremgaa a f denne Oversigt, rykkede det danske Fodfolk i 1864 ud med et Bevæbningssystem, der var opstaaet ved, at man havde lappet og flikket paa den Bevæbning, Hæren var vendt hjem med i 1850. Uheldigt var det, at det i M inieriflerne brugte Ekspansionsprojektil M. 1863, der var konstrueret a f den franske Oberstløjtnant Nessler, og som var identisk med den franske »balle d’infanterie modèle 1863«, ikke kunde anvendes i Tapriflerne — a f den simple Grund, at Ekspansionsprojektilet M. 1863 havde et større Kaliber end Tapriflen . Tapriflens Spidskugle kunde ganske vist sagtens komme ned i M inieriflerne , men Krudtgassen kunde naturligvis ikke ekspandere dette massive P ro jektil og faa det til at tage fa t i Riffelgangene. Med andre Ord, anvendte man Tapriflens Spidskugle i Minieriflen , blev Træ fsikkerheden slet. Det preussiske Fod folk var bevæbnet med følgende Bagladerifler :
1. Tændnaalsgevær M. 1841. Vaabnet var fra 1848 til 1857 blevet ind ført i Linieregimenterne.
2. Tændnaalsgevær M. 1862. Dette Vaaben, der var lid t kortere og lettere end M. 1841, antoges i 1862 som Model fo r frem tidige Nyfabrikationer. M. 1862 var kun til Stede i ringe Antal.
3. Tændnaalsgevær M. 1860, der var kortere end M. 1862 og anvendtes a f Fusilierregim enterne.
4. Tæ ndnaalsriffel M. 1854. E t kort og handigt Tændnaalsgevær, der anvendtes a f Jægerbataillonerne.
Alle Tændnaalsgeværer brugte samme Ammunition, nemlig den i 1855 antagne Patron, hvis Pro jektil, det saakaldte »Langblei«, havde en udmærket ydreballistisk Form . De preussiske »Allerhöchsten Verordnungen über die grösseren Truppenübungen« a f 1861 opgiver Tændnaalsgeværets Skudhastighed til 4 ä 5 Salver i Minuttet mod 1,5 ved Forladeriflen. Denne Opgivelse er im idlertid fo r beskeden — fo r Tændnaalsgeværets Vedkommende. En preussisk Lærebog fra 1850: »Gründzüge des Heerwesens und des Infanteriedienstes der Königlich Preussischen Armee« opgiver Tændnaalsgeværets Skudhastighed til 7 Skud/Minut, og ved en i 1866 afholdt dansk Forsøgsskydning, som overværedes a f H. M. Kongen og Rigsdagens Medlemmer, opnaaede man 7— 8 Skud/ Min. med det preussiske Tændnaalsgevær, medens man med Tap- eller M inieriflen kun kunde præstere 1,5 Skud/Minut. Under Hurtigskydning kunde den preussiske Infanterist altsaa skyde 4 å 5 Gange saa hurtigt som den danske. I b allistisk Henseende stod Tændnaalsgeværet ingenlunde tilbage fo r de danske Forladerifler. Tværtimod. Det preussiske Tændnaalsgevær stod i ballistisk Henseende paa Højde med den engelske En field Fo rladeriffel M. 1853, der var lid t bedre end vore Forladerifler. Konklusionen heraf maa blive, at en dansk O ffensiv mod Preusserne i Sundeved paa Forhaand var dømt til at m islykkes, hvad enten det danske Fod folk havde brugt det Thestrupske Reglements mere ildbetonede Taktik eller havde angrebet »å la Mac Mahon« som ved Lundby. En altfor udpræget H u rra- og Bajonettaktik vilde naturligvis have fø rt til en ren Katastrofe. Om saa General Gerlachs Føreregenskaber havde været paa Højde med Napoleons, vilde han ikke kunne have udlignet de Fordele, Bagladeriflen gav Preusserne. Napoleon har ganske vist udtalt, at en Hærs moralske Egenskaber har d Gange saa stor Betydning som de materielle, men han har ogsaa sagt: »Le feu est tout, le reste ce n’est rien«, og Ilden var i 1864 saa afg jort og ubestridt paa Preussernes Side. Kunde man med Rette have forlangt, at den danske Hær havde ind ført en Bagladeriffel fø r 1864? Fo r Nutiden virker det forstemmende at læse den danske A rtillerileu tnan t Otto Bioms Udtalelser fra 1860: »A f alle de hid til bekjendte og til M ilitairb rug anvendte Bagladevaaben synes den preussiske Fæ ngnaalsriffel at være det, der giver den meest grundede Anledning til saavel den her omtalte Ankepost som til alle de øvrige Ankeposter, som man her har reist imod Bagladeriflernes Anvendelse som Krigsvaaben.« Den a f Otto Blom anførte Ankepost var, at Bagladevaabnene i Almindelighed og det preussiske Tændnaalsgevær i Særdeleshed stod langt tilbage fo r Forladeriflerne m. H. t. »Constructionens Simpelhed«. Dette er i allerhøjeste Grad urigtigt. Skal man tage Perkussionslaasen ud a f en T ap riffel eller et andet Forladegevær, maa man bruge Skruetrækker, og Laasens videre A d skillelse kræver Brug a f saavel Skruetrækker som Fjederhage — samt betydelig Fingerfæ rdighed, hvorimod selv en temmelig fumm elfingret Person let kan adskille Tændnaalsmekanismen uden Brug a f Værktøj. Tæller man dernæst Delene op, vil man opdage, at Tændnaalsmekanismen bestaar a f færre og gennemgaaende solidere Dele end Perkussionslaasen. Det kan enhver overbevise sig om ved et lille Studiebesøg paa vort herlige Tøjhusmuseum. Det tjener im idlertid i høj Grad til Otto Bioms Undskyldning, at man i Stormagterne (med Undtagelse a f Preussen) og i de smaa Stater (med Undtagelse a f Norge) havde ganske det samme Syn paa Bagladevaabnene. De norske Kam merladningsgeværer (M. 1842 og M. 1860) stod im idlertid væsentlig under Tændnaalsgeværet m. H. t. Skudhastighed. Ved det preussiske Tændnaalsgevær, hvis Cylinderlaas fo renede Lukke- og Paatændingsmekanisme, brugte man nemlig Enhedspatron (med Papirhylster), hvorimod det norske Kam merladningsgevær havde Perkussionslaas. Ved Hjælp a f et Ladehaandtag kunde man frigøre Kammerstykket fra Piben, men dernæst maatte det korte Kammerstykke lades forfra paa tilsvarende Maade som en Forladers lange Løb, d. v. s. Patronen maatte aabnes med Tænderne, Krudtet udrystes og Pro jektilet nedføres i Kammerstykket, hvorefter Fænghætten anbragtes paa Kammerstykkets Piston. Derimod var det norske Kammerladningsgevær M. 1860 ballistisk set væsentlig bedre end det preussiske Tændnaalsgevær. Værre var det, at Otto Blom saa sent som i 1859 kunde finde paa at prise Tapriflen som et godt Krigsvaaben. Tapriflen var nemlig paa dette Tidspunkt at betragte som fo rældet i Sammenligning med de Forladerifler, der brugte Ekspansionsprojektiler, som blev presset ud i Riffelgangene ved, at Krudtgassen trængte ind i et Hulrum i Pro jektilets Bagpart. Saadanne R ifle r kaldtes i Danmark fo r M inie rifler, fo rdi den franske Jægerkaptajn M inié i 1849 havde konstrueret det første nogenlunde brugbare Ekspansionsprojektil. T il de dengang moderne Forladere hørte endvidere de Forladerifle r, der brugte Kompressionsprojektiler, som ved at stukkes i Skudafgangen fik deres Diameter forøget saa meget, at de kunde tage fa t i Riffelgangene. Kompressionssystemet, der opfandtes a f den engelske Bøssemager W ilkinson i 1852, anvendtes ved de østrigske Lorenz Fo rladerifler M. 1854 og ved det svejtsiske Jægergevær M. 1856. Endelig havde man selvforcerende Pro jektiler, der byggede saavel paa Ekspansions- som paa Kompressionsprincippet. Eksem pel: BuholzersP ro jektil til svejtsisk Infanterigevæ r M. 1863. Ved Tapriffelsystem et, der opfandtes i 1841— 42 a f den franske A rtillerioberst Thouvenin, brugte man et massivt P rojektil, som blev tvunget ud i Riffelgangene ved at »drives« paa en i Pibens Bund (Svansskruen) anbragt Staaltap ved Slag med Ladestokken. Det hedder herom i »Bestemmelser fo r Geværets Ladning« a f 12/5 1863, at Pro jektilet ved H jæ lp a f Ladestokken »føres ned i Løbet, ind til den hviler paa Tappen, paa hvilken den drives med 2 til 3 korte Slag. Naar L a destokken ved at falde ned paa Kuglen, frem bringer en klin gende Lyd, er dette et Tegn paa, at Drivningen er tilstræ kkelig.« Ved M inieriflerne og i det hele taget ved alle Forladerifle r med selvforcerende P ro jektiler »føres Kuglen saa langt ned, at den hviler paa Ladningen, og ansættes kun ved et jevnt Tryk.« Tapriflens rigtige Betjening krævede altsaa en ikke ringe Færdighed og Opmærksomhed fra Skyttens Side. Hvad enten »Drivningen« med Ladestokken havde været fo r stærk eller fo r svag, blev Træ fsikkerheden slet. Tapriflen havde ogsaa andre Ulemper. Tappen vanskeliggjorde Rengøringen a f Lø bets bageste Del, der maatte renses ved Hjælp a f en særlig Tapvisker, og blev Ladestokkens Udskæ ring fo r Spidskuglens ogivale Forpart beskadiget, deformeredes Pro jektilet under »Drivningen«. Tapriflen, hvis Træ f sikkerhed var god, dersom Betjening og Vedligeholdelse havde været omhyggelig, var altsaa et Vaaben, der kun var egnet fo r Elitetropper. D erfor havde man i Frankrig , som antog Tapsystemet i 1846, nøjedes med at indføre Tapriflerne ved Jægerne og Zouaverne, og under Treaarskrigen havde man i den danske Hær indskrænket sig til at bevæbne Bataillonernes bedste Skytter med Taprifler. I 1864 var im idlertid godt Halvdelen a f det danske Fod folk bevæbnet med Taprifler, og trods den danske Soldats mange gode Egenskaber, saa er Betegnelsen: Elitetropper næppe den rigtige K arakteristik a f de danske Batailloner i 1864. K rim krigen (1854— 56) viste vel Franskmændene, at deres Jægeres og Zouavers T ap rifle r var Russernes glatløbede Forladere langt overlegne, men viste ogsaa, at Tapsystemet havde saadanne Mangler, at det kun ud fra en særdeles velv illig Betragtning kunde betegnes som feltdueligt. I 1856 befalede Napoleon III, at man skulde bestræbe sig fo r at konstruere et selvforcerende Pro jektil, der kunde anvendes i de franske R ifle r M. 1846 og M. 1853 »uden Tap«. Opgaven løstes a f den førnævnte Oberstløjtnant Nesseler, hvis »balle de chasseurs« antoges i 1859, hvorefter de franske T ap rifle r (carabines å tige) omdannedes til »Rifler uden Tap« (carabines sans tige). Ogsaa i Danmark bestræbte den i 1855 nedsatte Miniekommission sig paa at finde et selvforcerende P ro jek til til vore Taprifler, men Opgaven med at omdanne vore glatløbede Ex-Flintelaasgevæ rer til M in ie rifle r lagde i den Grad Beslag paa Kommissionens Kræ fter, at det ikke lykkedes at faa omdannet Tapriflerne fø r 1864. E fte r denne ulykkelige K rig besluttede man naturligvis at ændre vore T ap rifle r til Bagladere, men desuagtet fortsatte man Bestræbelserne paa at finde et selvforcerende Pro jektil, der gjorde det m uligt at ændre Tapriflerne til Fo rladerifle r uden Tap (M inie rifle r). Æ ndringen fra Tap- til M in ie rifle r kunde nemlig iværksættes paa kort Tid, naar blot Pro jektilet var bestemt, og der var almindelig Enighed om, at man i hvert Fald ikke vilde lade vore Soldater rykke ud i en ny K rig med Tap rifler. Opgaven løstes i E fteraaret 1865, idet der indførtes et Ekspansionsprojektil, som var konstrueret paa Grundlag a f Nesslers »balle de chasseurs modèle 1863« fo r de franske »carabines sans tige«. Da Æ ndringen a f vore T ap rifle r til M inie rifle r heldigvis ikke blev aktuel, kom det danske Ekspansionsprojektil M. 1865 til at indgaa i Metalenhedspatronen fo r »de til Bagladning forandrede Taprifler« a f Sniders System. En væsentlig Mangel ved alle vore Fo rladerifler var det store Kaliber. Som allerede antydet havde man ved Indførelsen a f T a p riffel a f M. 1848 tænkt sig at anvende dette Vaaben Side om Side med de glatløbede Geværer og havde følgelig forlangt, at disses sværtkalibrede Rundkugler i Nødsfald skulde kunne anvendes i Tapriflen . Det var Aarsagen til, at vor T ap riffel M. 1848 fik det store Kaliber 16,9 mm*). Men F ø lgen blev, at Tapriflens reglementerede Pro jektil, den massive, cylindroogivale Spidskugle kom til at veje 39 g. Det var en ordentlig »Pløk«. Dersom Rekylen skulde være udholdelig fo r Skytten, kunde dette tunge P ro jektil kun anvendes i Fo rbindelse med en svag Krudtladning. Vore T ap rifle r havde saaledes kun Ladningsforholdet 1/10 og var følgelig at betragte som en Slags Krumbane-Haandskyts. Selv indenfor den A fstand (365 Alen = 229 m), hvor Tapriflens Kuglebane var helt raserende mod staaende Mand, var det meget svært at ramme en liggende Skytte, hvilket naturligvis var særlig uheldigt overfor Preusserne, hvis Skytter nemt kunde betjene deres Bagladere fra liggende Stilling. I Betragtning a f vore R ifle rs krumme Kuglebaner maa det derfor betegnes som uheldigt, at Tapriflens laveste Viserskudvidde var 300 Alen. Englænderne var klogere, de gav nemlig deres Galge-Trappeviser til En field Forladeriflen M. 1853 en laveste Inddeling svarende til 100 yards. Den mest rationelle Løsning var naturligvis at indføre en Fo rladeriffel med et saa lille Kaliber, at der kunde anvendes et passende stort Ladningsforhold. Englænderne var de første, der slog ind paa denne Vej, idet de gav deres En field R ifle r M. 1853 et Kaliber paa 14.7 mm ( , 577). Dernæst fulg te Østrigerne, der gav deres Lorenz R ifle r M. 1854 et K a liber paa 13,9 mm, det saakaldte sydtyske Kaliber, og endelig kom i 1856 det svejtsiske 10,5 mm Jægergevær, der havde Ladningsforholdet 1/4. Vore 17,8 mm M inie rifle r havde trods det større Kaliber et lettere Pro jektil end Tapriflen. Det 17,2 mm Ekspansionsprojektil M. 1863 vejede nemlig kun 36 g, men denne relativt ringe Vægt var naturligvis kun opnaaet paa Bekostning a f Tværsnitsbelastningen, som var fo r lille til, at Pro jektilet kunde have gode ballistiske Egenskaber paa større Afstande. Ladningsforholdet var 1/8. Det turde være indlysende, at der fø r 1864 fandtes Fo rladerifler, hvis ballistiske Præ stationer var langt bedre end saavel vore Tap- og M in ie rifle r som de preussiske Tændnaalsgeværer. Den fremragende hessiske Haandvaabentekniker Wilhelm von Plönnies siger i »Das Ziindnadel-Gewehr« (1865) »dass die W ahrscheinlichkeit des Treffens fü r jedes einzelne Geschoss bei den süddeutschen Gewehren, besonders auf den näheren Distanzen etwas, bei den schweizerischen W affen aber auf allen praktischen Entfernungen erheblich grösser ist als bei dem preussischen Zündnadelgewehr.« En Fodfolksstyrke, der var bevæbnet med svejtsiske Fo rladerifler M. 1856 og M. 1863, vilde kunne have foretaget en højst effektiv Beskydning saavel a f de preussiske Kompagnikolonner paa stor A fstand som a f de veldækkede, preussiske Skyttekæder paa kort Hold. Det kan i denne Forbindelse nævnes, at de svejtsiske Fo rladerifler i ballistisk Henseende stod lid t over den franske 11 mm Chassepot Bagladeriffel M. 1866, der tilføjede Tyskernes sluttede Form ationer saa store Tab ved Skydning paa store Afstande i 1870— 71. Havde vort Fodfolk haft saa gode Fo rladerifler i 1864, vilde en dansk O ffensiv i Sundeved meget vel kunne have fø rt til Sejr, naar blot man i taktisk Henseende havde holdt sig til Thestrups Reglement a f 1863. Men som Bevæbningsforholdene nu en Gang var i 1864, var passivt Forsvar fra feltbefæstede S tillinger det eneste, der duede overfor Preusserne. Under saadanne Kam pforhold kunde Tændnaalsgeværets Fo rtrin nemlig ikke rig tig gøre sig gældende. Det viste Kampen ved Mysunde tydeligt. De a f Plonnies nævnte sydtyske Fo rladerifle r var de bajriske Podewils R ifle r M. 1858 samt de hessiske R ifle r M. 1858 med Plonnies’ Ekspansionsprojektil. Ladningsforholdet ved det sydtyske (13,9 mm) Kaliber var ca. 1/7. Derimod var de østrigske Lorenz R ifle r M. 1854 saa slet konstruerede, at de nærmest stod under vore Tap- og M inie rifle r. Overfor Ø strigerne, hvis Bevæbning og Kampmaade — taget under eet — var ringere end vor, vilde en dansk O ffensiv have haft gode Chancer. Det turde hermed være bevist, at vort Land i 1850— 64 havde udvist en ligesaa stor Forsømmelighed m. H. t. Haandskydevaabnenes U dvikling som paa de fleste andre militære Omraader. Ansvaret herfor paahviler langt fra alene den politiske Ledelse. De danske Haandvaabenteknikere havde nemlig i det store og hele været rig tig godt tilfredse med at lappe paa Treaarskrigens Bevæbning. Denne Fremgangsmaade betragtedes a f danske Vaabenteknikere som en baade forsvarlig og økonomisk Løsning — og saadanne Udtalelser har naturligvis klinget som sød M usik i Finansministerens Øren. De danske Sagkyndige var meget vel klare over de svejtsiske Fo rladeriflers Overlegenhed, men trøstede sig selv og andre med, at Danmark ikke havde store Chancer fo r at komme i K rig med Svejts! V i bør lære a f Historien. Den danske Hær er i den nuværende Overgangsperiode blevet forsynet med store Mængder Lee-Enfield Magasingeværer, der absolut er et bedre Magasinvaaben end vort gamle Gevær 89. Men vi bør ikke blive staaende ved Magasingeværet, men maa kræve Selvladegeværet indført. Vel er Fodfolket ikke mere i den Grad Hovedvaabnet, som det var i 1864, men den bedst mulige personlige Bevæbning vil ogsaa under moderne Forhold være a f største Betydning fo r en Hærs Kampaand og Kampdygtighed. Det er udmærket at gaa i Kamp »med et Dannevirke i Brystet« og under dygtige Føreres Kommando, men det er bestemt heller ikke a f Vejen at have et godt Vaaben i Haanden. T il Slut beder jeg om, at Forfatterne til »Dybbøl 1864« ikke vil opfatte dette Indlæg som ondsindet K ritik , men kun som det, det er: et Forsøg paa at give et æ rligt Svar paa et Problem , der har min største Interesse.
P. W . Hansen.
Der er hovedsagelig benyttet følgende Kilder:
1. Danske. Vaabenlære, at lægge til Grund ved den practiiske Underviisning for Underofficerer og Mandskab ved Infanterie-Regimenterne og JægerCorpsene. Kbh. 1838. G. Hagerup: Veiledning i Læren om Cavalleriets og Infanteriets Vaaben. Kbh. 1851. Holbek: Om Infanteriets Skydevaaben. Tidsskrift for Krigsvæsen 1856. W. Kauffmann: Om Infanteriets Bevæbning med Rifler. Tidsskrift for Krigsvæsen 1857. Otto Blom: E r Tapriflen et godt Krigsvaaben? Tidsskrift f. Krigsv. 1859. Otto Blom: Bagladevaabnenes almindelige Fortin og Mangler. Tidsskrift for Krigsvæsen 1860. Vaabenlære for Infanteriets Underofficerer. Kbh. 1862. Bestemmelser for Geværets Ladning. Kbh. 1863. Generalstaben: Den dansk-tydske K rig 1864. Kbh. 1890. 2. Tyske. A. von Witzleben: Grundzüge des Heerwesens und des Infanteriedienstes der Königlich Preussischen Armee. Berlin 1850. Wilhelm v. Plönnies: Neue Studien über die gezogene Feuerwaffe der Infanterie. Bd. I. Darmstadt 1861. Bd. II Darmstadt & Leipzig 1864. C. Rüstow: Die Kriegshandfeuerwaffen. Bd. II. Berlin 1864. Wilhelm v. Plönnies: Das Zündnadel-Gewehr. Darmstadt & Leipzig 1865. 3. Franske. L. Panot: Cours sur les armes å feu portatives. Paris 1851. Aide-memoire å l’usage des officiers d’artillerie. Troissiéme edition. Chap. XVII. Armes portatives. Paris 1856. Cavelier de Cuverville: Cours de tir. Paris 1864.
Den ovenstaaende interessante og kyndige, vaabenhistoriske Frem stilling giver Anledning til enkelte Bemærkninger vedrørende Kaptajnløjtnantens Konklusion. Det er en kendt Sag, at Resultaterne fra Skydebaner, saavelsom Vaabenfabrikernes Reklamer, ikke altid svarer til, hvad der kan opnaas under Kampforhold. Dette gjaldt ogsaa fo r Tændnaalsgeværets Vedkommende. Som om talt i den ovennævnte Bog om Dybbøl 1864 havde man i Krigens første Maaneder hverken fra preussisk eller fra vor Side lagt Mærke til, at det preussiske Fodfolks bedre Bevæbning spillede nogen større Rolle. Herom vidnede saavel General Goeben’s Udtalelser som bl. a. det Angreb, Kaptajn Hammer gennemførte med sin Bataillon den 17/3. Det var først under Kampen den 28/3, at man fuld t forstod, hvor overvældende den preussiske Skudhastighed var i Sammenligning med vor. Det var dog ikke værre, end at 4 Delinger i et lokalt Modstød kastede de preussiske Skytter ved et frontalt Angreb. Den preussiske Ildoverlegenhed betragtedes da ej heller derefter fra nogen a f Pa rternes Side som afgørende. Fo r Bevæbningens Vedkommende findes der saaledes intet Grundlag for, at en O ffensiv fra vor Side ikke skulde have været gennem førlig, og at en Udnyttelse a f den foreliggende i taktisk Henseende saa overordentlig gunstige Situation ikke skulde have været mulig. Dette faar nu være, hvad det være vil. Hovedsagen er, at vi ikke næste Gang, hvor vi maaske atter kommer til at staa over fo r en overlegen Modstander, lægger Hænderne i Skødet eller, hvad der betyder det samme, indskrænker os til en haablos, passiv Defensiv, saaledes som Kaptajnløjtnanten mener, vi maatte gøre det i 1864. Det er O fficerernes Plig t at holde Modet oppe, selv naar det ser sort ud; de skal vise Vejen fremad, ikke give efter fo r det Tryk, der hviler paa dem, saaledes som det skete fo r vore ledende O fficerer i 1864. Den, der virkelig vil, finder ogsaa Midlerne; det gjorde F in nerne i Vinterkrigen, og det gjorde vor egen Modstandsbevægelse under Besættelsen. Det har sikkert ligget langt fra Kaptajnløjtnant Hansen’s Hensigt at prædike Defaitisme. Hvad han har villet ved sin ovenstaaende A rtikel, er — hvad ogsaa tydeligt fremgaar a f den — at advare mod, at vi nu ikke i større Udstrækning end nødvendigt lader os paanøde Vaaben a f ringere Værd, end vi ønsker. A t Kaptajnløjtnanten henleder Opmærksomheden herpaa, er en fortjenstfuld Handling.
Jens Johansen.
