Artilleriet.

Følgende forholdsregler foreslås:
— Opstilling af lette artillerienheder bevæbnet med tunge panserværnskanoner som foran anført under panserbry­ dende grundtyper— d. v. s. med kanoner svarende til den tyske 88 mm luftvæmskanon.
— Omkonstruktion af alle egnede standardpjecer til panser­bekæmpelse.
— udvikling i særdeleshed af selvkørende artilleri, så hver selvkørende pjece er en fuldgyldig panserjager.

Passive panserværnsforanstaltninger.

Så vidt det er gørligt, anlægges panserhindringer efter det tid­ ligere omtalte grundprincip at skulle kunne tjene mere end eet bestemt formål.

Pansergrave hører fremtidigt ikke til foran, men bag hovedforsvarslinien. For at spare dobbelt arbejdsydelse anlægges pan­ sergrave inden i stillingen, så de kan udnyttes som kampanlæg for våben, især kortholdspanserværnsvåben og panservæmskano- ner, hvorved pansergraven tillige vil kunne tjene som rygrad i forsvaret. Herved forhindres det, at fjenden

— ved hjælp af fodfolk baner vej gennem panserhindringen for sine kampvogne eller

— ved hjælp af minepiskere e. lign. pansrede specialkøre- tøjer går forud mod den stærkt forsvarede hindring.
Det indvendes ofte, at pansergrave er værdiløse, fordi fjen­den forud for et storangreb kan deformere dem til ukendelighed ved årtiHeribeskydning. Også dette lykkes ham hurtigere og grun­ digere overfor anlæg fremfor inde i stillingen. Forøvrigt har to verdenskriges erfaringer lært, at en ødelæggelse ved artilleribe- skydning stadigvæk tager betydelig tid, hvorfor overraskelsesmo­ mentet, der netop ved panserangreb er af så stor betydning, går tabt. En tilsvarende indsats kan flyvere gennemføre på sekunder med bombeangreb, men hyppigt med det paradoksale resultat, at de tunge bomber laver dybe kratere, som er en endnu vanske­ ligere panserhindring end selv den bedste pansergrav.

Pansergravens profil må tilpasses den fjendtlige kampvogns til enhver tid givne køredygtighed.

Afgravning af skråninger kan i bakket terrain spare betyde­lig arbejdsindsats, hindringer af den art er dog kun ensidigt egnet som panserhindringer.

Tomandshuller og panserdækningsgrave må anlægges i en helt anden målestok end hidtil, og de må være anlagt overalt, hvor der er tropper — også i dybden, som f. eks. ved kommandostatio­ner, kampstader, artilleriets ildstillinger, i forsyningsområder m. v.; men i særlig grad gælder det også for ikke kæmpende tropper f. eks. i støttepunkter og ved underbringelsesområder. Alle pan­serdækningsanlæg må kunne forsvares med kortholdspanserværns­ våben. Disse anlæg vil forøvrigt også kunne tjene som beskyttel­sesgrave ved flyverangreb.

Åben minering bør anvendes såvel i minefelter som ved spredt minering, når der ikke er ubegrænset tid til rådighed.

Hindringsværdien overfor kampvogne er i den åbne mine­ring ikke ringere end ved skjult minering, så længe den åbne minering ligger inden for virksom ild fra forsvareren. En ikke forsvaret minering sinker derimod kun en angriber ubetydeligt, selvom minerne er gravet ned og sløret.

De taktiske fordele ved åben minering er følgende:

— Ved udnyttelse af mekaniseret udlæggemateriel er det muligt i løbet af kort tid at udlægge virksomme mine­ spærringer, der liar stor udstrækning i bredde og dybde,

— ved passende indblanding af skinminering, der i en åben minering virker lige afskrækkende, kan betydelige ma­ terielmængder spares,

— egne troppers bevægelser hindres i mindre grad end, hvor skjult m inering anvendes.

Disse fordele kan få særlig stor betydning
— i uklare og hurtigt vekslende situationer,
— ved alle mineringer i stillingens dybde.

Der har hidtil ikke været konstruktive ændringsforslag til de af tyskerne anvendte panserminer, men dette hindrer ikke en vi­ dereudvikling eksempelvis af miner i forbindelse med et stærkt virkende brændstof.

Frem tidige panserværnsvåben.

Som et ønskevåben kan anføres raketter, der skydes ud fra bagved værende stillinger, og som ved udnyttelse af radar an­ vendt i forreste område styres mod målet i den sidste del af sknd- banen. Der skulle således være mulighed for at opdele disse vå­ bens virke på bagvedværende udskydningsstillinger og fremskudte lidledere, der blot foruden at påkalde også dirigerer ilden.

Det ligger nær at forestille sig en udnyttelse af atomvåbnet til panserbekæmpelse, og visselig vil vel her også udviklingen modvirke koncentration af store panserstyrker, men vi må på den anden side ikke være blinde for, at netop kampvognen har mu­ lighed for at kunne gives beskyttelse mod radioaktiv virkning.

I tredie og sidste hovedafsnit behandler oberst Oehmischen:

• —  Panservæ rnsforholdsregler i forsvaret,

• —  organisatoriske panservæ rnsforanstaltninger og — uddannelsesproblemer.

  Panservæ rnsforanstaltninger i forsvaret.

  I det foregående er fremhævet, i hvor høj grad taktiske og operative overvejelser vedrørende en fremtidig forsvarskamp er afhængig af et givet styrkeforhold mellem panser og panservæm. Det er ligeledes nævnt, at panserværnsvåbnenes nuværende tekni­ske formåen er utilstrækkelig og dette i en sådan grad, at det er nødvendigt at efterprøve, om og i hvilket omfang vor hidtidige opfattelse af forsvarskampen har gyldighed i fremtiden.

Den højere førings panserværnsmidler er dels enheder af fly­ vevåbnet samt panserstyrker og særlige panserværnsenheder.

— Flyvere er på grund af farten de eneste, der rettidigt kan gribe ind overfor stærke panserenheder. Men indsats i større mængde er afhængig af vejrforholdene og har des­ uden som forudsætning, at der haves luftoverlegcnhed.

— Tilstrækkelige operative panserreserver i den højere fø­ rers hånd er endnu stadig det bedste og sikreste middel mod fjendtlige panserenheder, også af den grund må egne kampvogne ikke bindes og udstykkes til panserværns­ opgaver.

Nu har egne panser- og panserværnsstyrker som regel kun samme marchhastighed som de fjendtlige kampvogne, og de kan derfor ikke straks virksomt afslå angreb af fjendtlige panser­ enheder, og især ikke før egne kampvognes underlegenhed er ud­ lignet.

Under krigen greb man til den udvej at yde „nabohjælp“, og denne praksis bestod sin prøve. Herved forstås en organisato­risk forberedt, hensynsløs sammendragning af alle panserværns­ våben, der kunne afses fra alle ikke angrebne afsnit og disses ufortøvede indgriben med tyngden mod det fjendtlige panser­ angreb. Trods alle principielle og berettigede betænkeligheder mod den deraf følgende splittelse af enhederne vil panserværnets særlige behov bydende fordre en sådan nabohjælp som en af de vigtigste forholdsregler overfor angreb.

Terrainets indflydelse på anvendelse af kampvogne og pan­serværn er af overvejende taktisk natur. De operative overvejelser må derfor i det væsentlige indskrænke sig til at lægge forsvaret i de rum, i hvilke fjenden ikke helt kan udnytte sit panservåbens fulde styrke, og hvor egne panserværnsvåben bar de flest mulige taktiske fordele. Men i denne forbindelse må dog advares mod den opfattelse, at man af en summarisk terrainbedømmelse kan slutte sig til, hvor det sandsynlige tyngdepunkt i et panserangreb vil komme. Den sidste krig bar ikke alene vist, at kampvogne i praksis kan sa'ttes ind med godt resultat i enhver slags terrain, men også at større, afgørende panserangreb er sat ind i områder, der gjaldt for at være „pansersikre“ — denne sidste betegnelse må i øvrigt bruges med den største varsomhed, thi reelt er der kun een væsentlig panserhindring: Brede og dybe vandløb.

Panserværnsplanen er den naturlige betegnelse for alle de panserværnsforholdsregler, der må træffes. Som de vigtigste af disse skal nævnes:

– Terrainbenyttelse,
– ildplan,
– passive panservæmsforanstaltninger (spærreplan), melde- og observationstjeneste samt
– alarmeringsplan.

Inden vi nedenfor behandler dette nærmere, må det nødven­digvis indskydes, at ligesom panservæmet i overensstemmelse med det i de foregående afsnit anførte er et fællesanliggende, er det i taktisk lienseende heller ikke en opgave for særlige enheder. Tværtimod er panserværnet en almindelig føringsopgave, der og­ så indenfor divisionsramme kræver enhedsledelse. Denne ledelse, som vil blive omtalt senere i forbindelse med organisatoriske pan­ servæmsforanstaltninger, må på grundlag af rekognoscering plan­ lægge alle aktive og passive panserværnsforholdsregler samt vare­ tage alle føringsproblemer i forbindelse med de våben, der fra alle troppeled trækkes til og medinddrages i panserbekæmpelse.

Terrainbenyttelse. Et bestemt terrain kan ikke blot begun­stige eller udelukke bestemte taktiske fonner i et panserangreb, det kan også begunstige eller begrænse brugen af bestemte pan­ serværnsvåben. Således kan eksempelvis brug af kortholdspanserværnsvåben næsten være udelukket i et åbent og bart vinterligt terrain, hvor sommerens høje og tætte bevoksning i samme terrain kan mangedoble kortholdspanserværnsvåbnenes værdi.

Hvor der måtte være konflikt mellem ønsket om på den ene side at vælge et terrain, der begunstiger panserværnet, og på den anden side et terrain, der begunstiger andre våbens taktiske be­hov, må afgørelsen træffes til gunst for det første, jo større ud­sigten er til at blive angrebet af fjendtlige kampvognsstyrker.

Ved valg af terrain, der begunstiger panserværnet, er det første problem: Valg af hovedforsvarslinie. Panserværnsmanden må principielt ønske denne lagt på en bagskråning, så hovedpar­ ten af de i forreste dele af kam pom rådet indsatte panservæmskanoner

— ikke erkendes og ødelægges, allerede før angrebet begyn­der,

— overraskende kan beskyde første bølge i kampvognsangre­ bet, når det passerer den skjulende og dækkende krete og dette uden at være udsat for selv at blive beskudt fra bagvedværende kampvogne eller andre våben, der overvåger og støtter angrebet.

Bagskråningsstillinger, hvor der bevidst gives afkald på vide, frontale skudfelter, betvder en almindelig begrænsning i de andre våbens forsvarsmuligheder — også for panserværnet, der her­ ved bliver stillet overfor en stærk begrænsning med hensyn til vir­kemuligheder, idet den for forsvareren meget påkrævede adskil­lelse mellem de angribende kampvogne og deres ledsagefolk er så meget sværere at opnå ved virke fra bagskråningsstillinger.

Ved valg af ildstillinger for de panserbrydende våben, der sættes ind i stillingens dybde, må en panservæmspjeces frontale skudfelt ikke være større end det pågældende våbens effektive rækkevidde. Med andre ord skal terrainets beskaffenhed udnyttes, så det begrænser det naturlige skudfelt, så fjendtlige kampvogne ikke kan nedkæmpe panservæmsskyts på afstande, hvor dette er ude af stand til at gøre sig gældende.

Terrainafsnit i stillingens dybde, hvor fjendtlige kampvognes fremtrængen virksomt indsnævres, udnyttes ved anvendelse af ak­ tive og passive panserværnsmidler til at skabe panserværnsrevler“. Ved vurdering af sådanne snævringer må den fjendtlige kamp­ vogns terraingående evne ikke undervurderes.

Ildplanen skal regulere anvendelsen af egnede panserbryden­ de våben i overensstemmelse med deres egenart og virkemulig­ heder, kortholdspanserværnsvåben indgår dog ikke i ildplanen. Også de panserværnsvåben, der holdes tilbage (selvkørende ka­noner, stormskyts og panserjagere), indbefattes i ildplanen, og for disse skal egnede stillinger være rekognosceret og, såfremt tiden tillader det, også udbygget.

Panserbrydende våben må aldrig anvendes „enkeltvis“ til samme opgave; der skal stedse være overgriben over skudfelterne og våbnene anbringes under udnyttelse af mulighederne for at give gensidig støtte. Enhver unødig sammenhobning skal undgås, dette gælder især for artilleri, der er vant til at skyde batterivis fra et snævert område. Men lige så forfejlet er en vidtgående spredning for at „dække“ hele forsvarsområdet i dybden og bred­ den. Hvis det af mangel på våben er nødvendigt at have „huller“ i ildplanen, må disse ikke være, hvor man formoder, at fjendens kampvogne sandsynligvis ikke vil komme, men der, hvor et fjendt­ ligt kampvognsangreb gør mindst skade. Tyngden i panserværnet lægges der, hvor fjendtligt panserindbrud i taktisk henseende ram­ mer forsvareren føleligst. (Sådanne steder er ikke kampstader, heller ikke for den højere føring, der har mulighed for på anden måde at unddrage sig trusel om kampvognsangreb).

M. Vesterdal.