US Air Force F-15 og F-16 under Golfkrigen, 1991. Foto: Wikimedia.
Vort svenske søsterselskab Kungliga Krigsvetenskapsakademien udgav i april 2019 sit Handlingar och Tidskrift med et essay af forskningschef ved Totalförsvarets forskningsinstitut Dr. Robert Dalsjö. Synspunkterne i essayet er forfatterens og afspejler ikke nødvendigvis FOI’s eller den svenske regerings opfattelser, men giver et indblik i nogle af de tanker, der bl.a. ligger bag Sveriges genindførelse af værnepligten i 2017 og hastige genopbygning af dets konventionelle forsvar.
Oversat af Jeppe Plenge Trautner.
25 år efter den evige fred blev proklameret, peger det politiske barometer på, at vi nu står over for en perfekt geopolitisk storm. Det kan blive en storm, hvis lige vi ikke har set siden 1945, og som knuser relationer og institutioner og grundlæggende kan forandre verden. Mange af de strukturer og normer på den internationale scene, som vi er blevet vant til og er kommet til at tage for givet, kan forsvinde eller forandres til ukendelighed. I sådanne storme kommer små stater og folk ofte i klemme, ligesom højere værdier og principper kan blive ofret på nødvendighedens alter.
Den ubekymrede optimismes tid
For lidt over 25 år siden brød kommunismen sammen, Den Kolde Krig afsluttedes, og en bølge af frihed og demokrati spredte sig over hele verden. Den amerikanske politiske filosof Francis Fukuyama erklærede stolt, at historien var slut, og kampen om hvordan samfundene skulle organiseres var blevet vundet af vestlig liberalisme, som havde vist sin overlegenhed. Alle lande og folk ville kopiere vores liberale samfundsmodel, som snart ville blive global og enerådende, da den var så indlysende overlegen. Denne konvergensteori udsagde kort sagt, at russere, kinesere og alle andre til sidst ville blive som os. Dette glade og optimistiske budskab vandt hurtigt en bred tilhængerskare i hele den vestlige verden, men dens gennemslagskraft var – som Tomas Bagger beskriver i seneste Washington Quarterly – nok størst i det nyligt genforenede Tyskland. I kraft af Tysklands traumatiske historie ville en fremtid i fred, samarbejde og handel foruden høj moral og uden magtpolitik passe perfekt, også for dem der aldrig havde hørt om Fukuyama. Optimisme og fremtidstro herskede.
Hele Europa var med et slag blevet demokratisk, og fordi demokratier ikke går i krig imod hinanden, blev det indlysende, at krig her hos os – og mellem demokratierne hvor som helst – var en umulighed. Fremover skulle man samarbejde om sikkerheden og løse konflikter med god vilje. De militære styrker kunne derfor nedrustes radikalt; det eneste man behøvede at beholde var mindre styrker, som kunne udsendes til fredsoperationer i de rodede verdenshjørner, hvortil udviklingen endnu ikke var nået. Begrebet sikkerhed ville også ændre sig; stater ‒ ofte fejlagtigt benævnt nationalstater ‒ og deres traditionelle dagsordener ville blive svækket, og i deres sted ville nye ikke-statslige aktører og nye problemer tage deres plads. Vi skulle få en ny og postmoderne sikkerhedsagenda, hvor emner som pandemier, migration, miljø og menneskerettigheder var i fokus.
I Det Hvide Hus og Pentagon havde man en anden version af denne rosenrøde vision. Amerika var nu den eneste supermagt og styrede scenen, hvilket Golfkrigen i 1991 eftertrykkeligt viste. Efter en del fumlen og tøven i Somalia, Rwanda og Bosnien og derefter fremgang i Haiti og Bosnien følte man i det Hvide Hus, at man havde frihed og mandat til at fungere som verdenspoliti. Under George Bush den yngre mente man også, at mandatet udstrakte sig til at accelerere historien og sprede vestligt demokrati og menneskerettigheder, om nødvendigt med sværdets hjælp.
Selv om disse to varianter af Fukuyamas visionære optimisme adskilte sig lidt ‒ Robert Kagan blev kendt for one-lineren ”amerikanere er fra Mars, europæere fra Venus” ‒ havde de det centrale til fælles: Optimisme, tro på at verden og menneskeheden var fundamentalt ændret til det bedre, og ikke mindst determinismen. Udviklingen i fremtiden blev betragtet som lovmæssig og næsten forudbestemt, den gik som på skinner og kunne ikke afspores.
De første advarselstegn
De første tegn på, at alt ikke var i orden, kom i 2007 med en række aggressive signaler fra Rusland, blandt andet Putins konfrontatoriske tale i München, statuekrisen med Estland og suspenderingen af CFE-aftalen. Året efter angreb Rusland Georgien og besatte en del af dennes territorium, som blev erklæret for selvstændigt. Dette burde have været et wakeup-call til os i den vestlige verden, men vi valgte at trykke på snooze-knappen og sove videre. Først i 2014 ‒ da Rusland angreb Ukraine, og Kina begyndte at bygge kunstige øer i Det Sydkinesiske Hav ‒ vågnede Vesten og indså, at vi og verdensordenen vi havde skabt for alvor var udfordret. Så kom de dårlige nyheder hurtigt efter hinanden: Ruslands intervention i Syrien og migrationskrisen i Europa som denne udløste, den britiske beslutning om at forlade EU, anti-liberale regeringer i lande fra Polen til Filippinerne, og som foreløbigt højdepunkt, valget af Donald Trump som USA’s præsident.
Russiske artillerister fra 291. Artilleribrigade indsat mod Ukraine i sommeren 2014, deres 152-mm Msta-B howitzere ses i baggrunden. Foto: Sergent Ilnur Aflyatunov på Vkontakte (via censor.net.ua).
Geopolitisk stormvarsel
Det er nu klart for mig, at vi står over for tre samtidige systemkriser på forskellige niveauer i samfundet. Disse kriser er adskilte og parallelle, men også forbundet på en måde, der gør dem gensidigt forstærkende. Dermed får de kraft nok til at true de grundlæggende faktorer både på internationalt og nationalt plan og kan omdanne det, vi troede var pålidelige konstanter til variable. Sammen kan de skabe en perfekt storm, der ændrer den verden vi kender.
Mange af de ting og betingelser, som vi har levet med så længe, at vi er kommet til at tage dem for givet, kan falde eller endda helt forsvinde. Og når store, tunge og hårde ting falder, trækker de ofte mindre og mere skrøbelige ting med sig i faldet. Det skyldes, at meget af det, man kunne kalde den internationale indretning og møblement, er sat fast på de faste strukturer. Hvis væggene kollapser og taget falder ned, ryger også bogreolerne, malerierne, møblerne, og hvad der ellers er i huset.
Hele det, der kaldes Bretton Woods-systemet med FN, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og reguleringen af verdenshandelen gennem GATT/WTO, er baseret på det mere eller mindre velvillige hegemoni, som USA påtog sig efter 1945. På samme måde var NATO’s eksistens og den amerikanske sikkerhedsgaranti til Europa en nødvendig betingelse for dannelsen af Det Europæiske Fællesskab og for forsoning mellem Tyskland og Frankrig i 1950'erne og 1960'erne. Hvis denne sikkerhedsgaranti falder væk og bunden går ud af NATO, risikerer vi, at gamle europæiske spøgelser og stridsspørgsmål vender tilbage. De amerikanske sikkerhedsgarantier, der bygger på afskrækkelse baseret på de amerikanske atomvåben, var også en forudsætning for, at en lang række lande ‒ ikke kun Tyskland, Japan, Sydkorea og mange andre, men også Sverige – afstod fra at udvikle deres egne atomvåben. Den atomare afskrækkelse og USA’s rolle som garant for systemet udgør grundstammen for den internationale orden, vi levede med efter 1945.
Nogle af den amerikanske verdensordens organisationer, FN, WB, IMF og NATO. Grafik: Wikimedia m.fl.
Hvis den grundstamme skulle brække eller bryde sig løs, står vi over for den sikkerhedspolitiske ækvivalent til, at Golfstrømmen pludselig standser. I sin seneste bog, The Jungle Grows Back, advarer Robert Kagan om en sådan udvikling og argumenterer for, at det vil sende os tilbage til den tilstand, der eksisterede i 5.000 år før 1945: En hobbesiansk verden af rå magtpolitik, hvor den stærkes ret er enerådende.
Det globale niveau
På verdensplan er verdensordenen efter 1945, og som indtil 1990 kun dækkede dele af verden, også kendt som Pax Americana. Den har været forankret i USA’s vilje og evne til at spille rollen som systembevarende hegemon. Denne rolle var frugten af den fremsynede beslutning, at Amerika ikke som efter Første Verdenskrig, ville trække sig tilbage, efter at Tyskland og Japan var besejret. I stedet ville man bruge sin enorme militære, økonomiske og politiske overlegenhed til at forme verden på en sådan måde, at en tredje verdenskrig ikke var mulig. USA blev en hegemon, men det var en hegemon, som var rimeligt venligsindet i historisk sammenligning, og som derfor i sin magtudøvelse ikke kun prioriterede sin oplyste egeninteresse, men også almenvellet og de andre aktører. Halvfjerds år senere er denne rækkefølge ‒ som mange af os nu ser som den naturlige ‒ udfordret både udefra og indefra. Udefra er den udfordret af Kina, der med sin fænomenale økonomiske vækst i ryggen ønsker at genvinde den stormagtposition, der gik tabt for 200-300 år siden. Det faktum, at Kina nu udfordrer USA, den vestlige verden og det globale system som USA skabte, er tydeligt på næsten alle niveauer og i alle sektorer: Produktion, handel, finansiering, udvikling, infrastruktur og endda militært. Xi Jinping har ladet sig vælge til præsident for livstid og har også brudt med Deng Xiaopings diktum om, at Kina skal vokse fredeligt og uden at påkalde sig opmærksomhed. De måske mest synlige tegn på denne geopolitiske udfordring er Kinas nye rolle i Afrika, landets egen asiatiske udviklingsbank, den "Nye Silkevej", den militære oprustning og den ulovlige indlemmelse af internationalt farvand i Det Sydkinesiske Hav, hvorigennem en stor del af verdenshandelen passerer.
Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika topmøde i Kina, 2017. Foto: Sputnik / Grigory Sysoyev.
Den amerikanske politolog Graham Allison er blot den seneste og måske bedst kendte i rækken af dem, der sammenligner situationen i Østasien i dag med Europa i begyndelsen af 1900-tallet. I sin bog Destined for War advarer han om en ”Thucydides Trap”, der betegner risikoen for, at magtkampen mellem en opstigende stormagt og en veletableret sådan vil føre til storkrig, som det skete mellem Athen og Sparta i antikken og i Europa i 1914. Selvom en krig kunne begrænses til havene øst og sydøst for Kina, ville det få ødelæggende konsekvenser for verdenshandelen og verdensøkonomien. Allerede i dag – hvor USA har besluttet sig endeligt for at reagere på den kinesiske udfordring ‒ ser vi hvordan rivaliseringen giver sig klare udtryk på forskellige områder såsom handel, teknologi, finansiering og infrastruktur.
Imidlertid udfordres det globale efterkrigsregime ikke kun udefra, men også indefra af de kræfter i USA, der har været trætte af at bære byrden ved at være verdenspoliti og forvaltere af det globale system med ansvar for at systemet fungerer. Dette er ikke noget der startede med Trump ‒ selvom han helt sikkert er den klareste eksponent. For det første har isolationismen, impulsen til at ”bringe soldaterne hjem”, altid været latent i USA givet landets historie og geopolitiske position, og for det andet har George Bush den yngres mislykkede interventioner i Irak og Afghanistan fået den folkelige og politiske støtte til militært engagement i udlandet til nærmest at kollapse. Det var allerede tydeligt under Barack Obama der følte, at de allierede ofte var uduelige blinde passagerer, som blot ønskede at hjemtage deres egne tropper fra Afghanistan og længe unddrog sig deres ansvar i de nye krige i Mellemøsten. Hans afvisning i 2013 af at bruge våbenmagt til opretholde den streg i sandet, han selv havde trukket mod brugen af kemiske våben i den syriske borgerkrig, blev særligt betydningsfuld. Denne beslutning ‒ der gik imod næsten alle præsidentens rådgivere ‒ blev med rette fortolket i Moskva og Beijing, som at USA nu var så konfliktsky, at man frit kunne flytte sine grænser.
I sin principfaste vægtning af det moralsk rigtige og miljøet og i sin modvilje mod at anvende militær magt mindede Obama på mange måder om Jimmy Carter. Ligesom Carter afspejlede han sandsynligvis også befolkningens krigslede, da han blev valgt. Imidlertid repræsenterer Trump noget kvalitativt andet end de pendulsvingninger i den amerikanske vilje til engagement i udlandet, som Carter og Reagan samt Bush og Obama repræsenterede. Trump og hans tilhængere er grundlæggende modstandere af selve kernen i det globale efterkrigssystem, nemlig USA’s rolle som nogenlunde velvillig hegemon og centrum i et vidt forgrenet netværk af multi- og bilaterale aftaler. I den rolle garanterer USA ikke kun ordenen og dens beståen, men også at USA driver og justerer den internationale orden ikke kun efter egne interesser, men tager hensyn til helhedens.
Dette i det mindste delvis uegennyttige forvalterskab ser Trump og hans tilhængere som en unødig byrde og som en begrænsning af deres egen handlefrihed. De ønsker friheden til at følge en politik, der klart og ensidigt favoriserer USA's interesser, og dermed er de villige til at kappe de bånd, der holdt efterkrigsordenen sammen. En efter en er de bevarende kræfter der var i administrationen forsvundet, senest forsvarsminister Mattis, hvorefter Trump nu har større frihed til at gennemføre sin linje.
Trump og Putin i Helsinki 2018. Foto: Sputnik / Mikhael Klimentyev.
Mest alvorligt er italesættelsen af de sikkerhedsgarantier, som USA i efterkrigstiden har givet sine allierede og også til nogle partnere, ofte kaldet kernevåben-paraplyen. Den kendsgerning, at USA gennem NATO har garanteret sikkerheden for sine europæiske allierede og ved bilaterale aftaler for dets asiatiske allierede, har forhindret renationalisering og det sikkerhedsmønster, som ellers kunne have været forventet i efterkrigstiden. Kernevåbengarantierne er særligt vigtige, da de har betydet, at små og mellemstore lande ikke behøvede at udvikle deres egne atomvåben, men kunne forvente at USA beskytter dem. Hvis Japan, Sydkorea, Taiwan eller Tyskland begynder at tvivle på styrken af de amerikanske garantier, de har haft i så lang tid ‒ og det har de nu givetvis god grund til at gøre ‒ kan det ikke vare længe, før de overvejer at anskaffe egne atomvåben for en sikkerheds skyld.
Det europæiske niveau
På det europæiske systemniveau er ordenen udfordret fra to sider. Østfra har Rusland omstyrtet det europæiske sikkerhedsregime, der i største enighed etableredes i 1990 med Paris-statutten, CFE-aftalen og Wien-dokumentet mv. Denne sikkerhedsorden er nu i praksis død, men der er ikke etableret en ny, fordi de fleste i Vesten undslår sig for at se det i øjnene og erkende og tage konsekvenserne af, at den hårde magtpolitik er tilbage.
Efter 1945 havde stormagterne med Jalta-aftalen opdelt Europa i interessesfærer uden at tage hensyn til de mindre staters vilje. Et jerntæppe delte derefter Europa, og freden mellem blokkene blev opretholdt af gensidig afskrækkelse, mens disciplinen i den østlige blok blev opretholdt med jernhånd. Da kommunismen gik konkurs og jerntæppet blev demonteret, skulle alle stater være lige og frie til at vælge både sociale systemer og sikkerhedspolitik. Da alle stater forpligtede sig til demokrati og menneskerettigheder, antog de vestlige ledere, at alle ville overholde de aftalte regler, og at eventuelle tvister ville blive løst gennem dialog og samarbejde. Aggression var forbudt, og krig mellem medlemmerne skulle ikke forekomme. Rusland blev betragtet som en strategisk partner og også som en slags ”mistet fætter”, som nu ville vende tilbage til familien.
Dette kollektive sikkerhedsarrangement havde slående ligheder med Folkeforbundet i mellemkrigstiden og skulle med tiden vise sig at lide af de samme svagheder. I løbet af de første 10-15 år efter 1990 herskede der også denne gang international harmoni, da de besejrede magter fokuserede først på deres indre kaos, så på deres genopbygning. Men derefter vendte de tilbage til scenen og var utilfredse med aftalen. Da de ikke fik deres vilje, gav de pokker i ordenen og gjorde som de ville, mens ordenen blev lammet og viste sig magtesløs. Sådan gik det med Folkeforbundet i 1930’erne, og sådan er det sket nu.
Magt, stormagtsstatus og prestige viste sig at være vigtigere for Rusland end en besværlig, men i det lange løb mere rentabel indordning under et grundlæggende vestligt system. Putins Rusland har i mindst ti år klart været, hvad politologiske forskere kalder en revisionistisk magt, hvilket vil sige en stat, der ønsker at nedrive den eksisterende internationale orden og erstatte den med en anden. I Ruslands tilfælde er det klart en orden, der ligner Jalta-Europa eller den, der herskede i det 19. århundrede, eftersom en sådan orden vil genplacere Rusland som europæisk stormagt med særlige privilegier og med sin egen interessesfære.
Ligesom genoprettelsen af Frankrigs storhed var den centrale opgave for de Gaulle efter krigens afslutning, er den centrale opgave for Putin og mændene omkring ham at behandle det nationale mindreværdskompleks ved at genoprette Ruslands mistede stormagtposition – To Make Russia Great Again. Problemet er imidlertid, at Putin ikke har så meget at underbygge de store magtkrav med, bortset fra militærmagt, olie og gas samt den list og hensynsløshed, han lærte som en ung mand i Leningrads gader. Rusland er enormt stort, har en stor befolkning og har store naturressourcer, men har fortsat et BNP-niveau kun lige over Indonesiens eller Brasiliens. I betragtning af den store korruption, den mislykkede modernisering af erhvervslivet og økonomiens afhængighed af olie og gas er etiketten ”Nigeria med atomvåben” ikke helt misvisende.
I denne situation er den nemmeste måde at gøre Rusland magtfuld igen ‒ udover at spille maksimalt på de magtinstrumenter man har ‒ blot at svække den vestlige verden. Som Keir Giles skriver i sin nye bog Moscow Rules, bliver Rusland automatisk stærkere i sine egne øjne når Vesten bliver svagere, eksempelvis når båndene over Atlanterhavet svækkes, og når EU og det europæiske NATO er splittede. Dette kan opnås ved, med åbne og skjulte midler, at fremme de modsætninger, der allerede findes i og mellem de vestlige lande, og desuden skabe nye.
Russisk Tupolev Tu-22M3 bombefly i Hamedan, Iran i 2016 hvorfra de indsattes i Syrien i 2016. Foto: AP Photo / Sputnik.
EU- og NATO-medlemmerne burde egentlig forholdsvist enkelt være i stand til at imødegå sikkerhedsudfordringen fra Rusland. 1990'ernes civiliserede samarbejdsprincipper burde stadig kunne gælde for alle lande bortset fra Rusland (og et par andre lande), mens afvigeren Rusland blev håndteret med inddæmning, afskrækkelse og militært via NATO, ligesom det skete under Den Kolde Krig. Men denne løsning blokeres dels af, at de mange fredsforblindede europæiske lande uanset deres overlegne ressourcer ikke kan tage den russiske trussel alvorligt, dels af at Trump undergraver og sætter spørgsmålstegn ved NATO’s beståen. Uden USA's sikkerhedsgarantier, herunder den nukleare paraply, er Europa uenig om både de eksterne og interne trusler og om de beslutninger, der er nødvendige for at imødegå dem.
Det nationale niveau
Det tredje niveau af denne triade af systemiske kriser vedrører den politisk-samfundsmæssige debat og magtfordeling på nationalt plan i hovedparten af de vestlige lande. I omkring 25 år efter murens fald herskede det – i bredeste forstand – liberale paradigme næsten ubegrænset i både politikken og debatten i de vestlige lande. Globaliseringen leverede økonomisk vækst og stadig billigere varer, servicesektoren blev liberaliseret og voksede. At lægge sig på den politiske midte og appellere til den voksende bymiddelklasse var derefter opskriften på succes, som blev brugt af Bill Clinton, Tony Blair, Angela Merkel og Fredrik Reinfeldt. Men ingen træer vokser ind i himlen, og over tid bliver herskerne hovmodige (et tema jeg arbejder med i en bog, der udgives i dette forår).
Debatten i byernes elite gled over tid i en kulturradikal retning og omfavnede en intellektuel, hipt idealistisk og kosmopolitisk eller venstreliberal agenda og ikke sjældent med fokus på diverse ret aparte symbolspørgsmål. Den praktiske politik lagde sig i baghjulet på den stadig mere radikale debat ‒ måske var det naturligt, måske blev det betragtet som politisk farligt at forekomme konservativ og fastgroet. Hvad man ikke indså var, at det i et demokrati kan være politisk farligt at fjerne sig alt for langt fra store vælgergruppers synspunkter. Der var store grupper i den vestlige verden som ikke havde vundet på globaliseringen, og som ikke delte den byboende elites radikale værdier for eksempel om symbolspørgsmål, minoritetsrettigheder eller migration og multikulturalisme.
Til sidst fik disse utilfredse grupper nok, og utilfredsheden spredte sig gennem sociale medier og blev brugt politisk. Derfor har vi i nogle år kunnet iagttage et oprør mod det liberale hegemoni og det liberale establishment; et oprør der på kort tid har revet det politiske landkort i store dele af den vestlige verden itu. Den politiske midte og de store traditionelle statsbærende partier er mange steder blevet opløst i småstykker, og utilfredshedspartier eller protestbevægelser vælder frem på både højre- og venstrefløjen. Derudover har det politiske landkort fået en ny konfliktdimension ved siden af den etablerede kamp mellem højre og venstre: På den ene side kulturradikale eller liberale internationalister, på den anden side konservative der beskytter orden, traditionelle værdier, tradition og nation.
På få år er det politiske landskab i mange vestlige lande, og også i den vestlige verden som helhed, blevet omskabt. For ti år siden dominerede midtsøgende-politikere som Obama, Merkel, Cameron og Reinfeldt endnu vestlig politik. Nu er disse blevet fejet til side eller er politisk skamskudte. I stedet dominerer de nye og vrede populister og nationalister: Brexiteers, Trump, Duterte, Erdogan, Orban, Bolsonaro, regeringerne i Polen og Italien, le Pen og De Gule Veste i Frankrig. Mange af dem har et autoritært syn på demokrati og mener, at majoriteterne skal bestemme uindskrænket osv. De definerer ofte sig selv som politiske modsætninger til den tidligere liberale orden og de liberale forgængere, som ikke sjældent søges udrenset med hårde metoder. Derudover sætter de nye magthavere kortsigtet national suverænitet og snævert definerede egeninteresser i centrum, foretrækker at agere unilateralt, og er yderst mistænksomme over for alle former for kompromiser og internationale aftaler.
De Gule Veste demonstrerer på Champs-Élysées, Paris d. 16. marts 2019. Foto: Wikimedia.
Naturligvis får denne udvikling alvorlige konsekvenser for de vestlige landes mulighed for at enes om tiltag, der kan løse de udfordringer vi står over for. Måske er vi blot i starten af en politisk svækkelse af demokratierne, hvis lige vi ikke har set siden 1930'erne.
Smitsom og selvforstærkende
Jeg mener derfor, at vi er i starten af tre samtidige og parallelle systemkriser, som tilsammen truer den internationale orden, vi kender, og fundamentalt kan ændre vilkårene for Sveriges (og Danmarks red.) sikkerhed. Kriserne foregår på tre forskellige niveauer, globalt, europæisk og nationalt, men har delvis fælles årsager. Desuden interagerer og styrker de forskellige kriser hinanden på en måde, der gør det muligt, at både deres voldsomhed og omfang forøges betydeligt.
Trump bør måske primært ses som en del af oprøret mod den liberale orden og hegemoni på nationalt plan, men da han er USA’s præsident, har hans impulser, udspil og handlinger stor betydning for de globale og europæiske krisedynamikker. Tilsvarende bør Putin og Rusland hovedsagelig ses på et europæisk plan, hvor de har udløst systemkrisen. Men Ruslands optræden har også klare implikationer på både det globale niveau, hvor den styrker virkningen af Kinas udfordring, og især på det nationale politiske plan, hvor Rusland bruger hele sit brede repertoire af "aktive foranstaltninger" til at så splittelse og svække de politiske og samfundsmæssige kræfter, der modsætter sig Ruslands fremstød.
Dertil kommer, at mistillid og frygt ‒ når man kommer op på et vist niveau – kan være selvforstærkende og yderst smitsomme. Hvis man bemærker, at andre tvivler på om systemet fungerer, og at ordenen kan vare ved, og derfor beskytter sig selv, er det oplagt at gøre det samme selv. Hvis skibets kaptajn højtlydt overvejer at forlade skuden eller sætte den på grund, er det ikke underligt hvis besætningen og passagererne begynder at overveje, hvordan redningsbåde og -veste fungerer.
Svenske Stridsvagn 122 (Leopard 2) på broen over Ekolsund nær Stockholm under øvelsen Aurora 2017. Foto: Jimmy Croona/Försvarsmakten.
I Robert Kagans seneste bog sammenligner han efterkrigstidens internationale system med en have, der har været omhyggeligt anlagt og passet i årtier. Vi er blevet så vant til det behagelige og civiliserede havemiljø, at mange af os tror på, at det er opstået af sig selv og vil vare ved, selv om det ikke bliver passet. Men, siger Kagan, naturtilstanden er ikke en have, men en jungle hvor jungleloven råder, og vi kan meget hurtigt komme til at bo dér, hvis ikke haven beskyttes og passes omsorgsfuldt.
Nu kan man tænke, at ”så galt kan det vel ikke gå, når man tager de store fremskridt der er gjort i betragtning, og ser alle de strukturer, som burde kunne forhindre et sådant tilbageskridt, og indser at alle har meget at tabe på en sådan katastrofe. NATO og EU har trods alt før gennemgået vanskelige kriser, men fornuften har altid sejret til slut".
Det er naturligt, at man vægrer sig mod tanker om ulykker og katastrofer, og ønsker både at tro og håbe på, at alt ender godt. Men at håbe på det bedste er en risikofyldt strategi, hvis det overhovedet er en strategi. For dem hvis tanker går i sådanne baner, vil jeg anbefale at læse Stefan Zweigs bog Verden af i går. Og hvis du allerede har læst den, læs den igen! Bogen er Zweigs tilbageblik på en tabt førkrigsverden og skildrer rammende, hvordan de mennesker, der boede i Europa i begyndelsen af 1900-tallet troede, at de levede i en ny tidsalder af oplysning, fornuft, fremskridt og internationalt samarbejde, der havde gjort krig mellem civiliserede lande umuligt.
Bemærk at jeg ikke hævder, at de katastrofer jeg har antydet her ‒ en perfekt geopolitisk storm, krig mellem USA og Kina, at bunden falder ud af NATO eller at EU splittes og lammes ‒ vil ske. Jeg siger ikke engang, at det er sandsynligt at noget sådant vil ske, selvom det er. Men jeg hævder, at vi ikke længere kan udelukke noget sådant. Risikoen for, at meget store og hurtige processer fundamentalt ændrer det geopolitiske landskab og betingelserne for vores velstand og for vores sikkerhed, er ikke længere ubetydelig. Skal vi ikke begynde at tænke på, hvad der kunne være en svensk (og dansk red.) ”plan B”, hvis bunden går ud af NATO, hvis EU er splittet eller lammet, eller hvis Europa vender tilbage til det historiske mønster af gensidig rivalisering?
Til slut en refleksion: Desværre lever vi i en tid, hvor følelser triumferer over fornuften. På trods af alle vores fremskridt og til trods for alle de gode og rationelle argumenter om, at vældig meget er blevet bedre i det seneste kvarte århundrede, er det appeller til følelser af krænkelse og national uretfærdighed. der modtager massernes bifald, og nationale mindreværdskomplekser og stræben efter at genskabe en svunden storhed eller tabt guldalder styrer i stigende grad staternes veje. For os hyperrationelle og overmoderne svenskere med vor idylliske moderne historie kan det være svært at forstå og acceptere, at sådanne følelser eksisterer og kan have politisk vægt. Men vi bør forsøge, for vores egen sikkerheds skyld.