I sin Artikel i »Militært Tidsskrift« Nr. 3/1946 udtaler Kaptajn Wahlstrøm, at det i højere Grad er selve Folkeopdragelsen end den psykiske Hygiejne i Hæren, der svigter. Heri er jeg ingenlunde uenig med Kaptajnen, men finder ikke Gradsforskellen afgørende i dette Tilfælde. Kaptajnen tager ikke noget klart Standpunkt til Problemet om Hærens svigtende psykiske Hygiejne. Jeg vover imidlertid at paastaa, at bl. a. et m ilitært Anliggende som Sessionsbehandlingen nu er saa overfladisk, at den paa langt nær tilfredsstiller berettigede Krav hverken fra Forsvarets eller den værnepligtiges Side. E t ikke ringe Antal Individer, der efter gældende Lov ikke maa indgaa Ægteskab, og saafremt de begaar Forbrydelser i det civile L iv ikke kan straffes, men skal anbringes paa Anstalt, slipper i Dag ind i Hæren. Det er bl. a. dette, jeg forstaar ved svigtende psykisk Hygiejne. E n snævrere Kontakt mellem Forsvarets og Skolens M yndigheder vil efter min Mening være af stor Betydning i flere Retninger. Det vilde saaledes være meget værdifuldt, hvis de værnepligtige ved Mødet paa Sessionen medbragte et Vidnesbyrd fra deres Skole. A t Forsvar og Skole i deres Opdragelse af den mandlige Ungdom ikke bør virke efter modarbejdende Principper siger sig selv, men Forholdene har jo desværre været saaledes, at dette naturlige Krav ikke har været opfyldt. Kaptajn Wahlstrøm udtaler sin Tv iv l med Hensyn til Muligheden for gennem psykologiske Prøver at udskille en saadan Rekrut som 87. Som jeg skrev i min Artikel, placerede 87 sig jo som en a f de 8 daarligste af 1300 i den psykologiske Prøve. Hans Resultat var væsentlig under det, som man efter Forsøg har fastslaaet som Gennemsnittet for Alumnerne paa Ebberødgaard Aandssvageanstalt. Saafremt 87 ikke har simuleret — og herfor borger Psykiaterens Undersøgelse — vilde han være blevet udskilt ved Hjæ lp af den nu forsøgsvis indførte Rekrutprøve. Da Underafdelingschefen i sin T id paabegyndte den nærmere Undersøgelse af 87 og hans Fortid, var det netop M istanken om at staa overfor en Sinke, der var det drivende Moment. Intelligensprøven viser tilfulde Mistankens Berettigelse, og Psykiateren underbygger Resultatet med Udtrykkene »psykoinfantil og smaat kørende«. 87s videre Opførsel ved Underafdelingen sammenholdt med Oplysningerne om Skoletid m. v. røber imidlertid — som af Kaptajn Wahlstrøm fremhævet — at han ogsaa lider af svære moralske og karaktermæssige Brist og vel nok maa siges at have ret udprægede psykopatiske Træk. Det er en Kendsgerning, som sikkert ingen i Dag bestrider, at de psykologiske Prøver er et værdifuldt og relativt sikkert Middel til Udskillelse af Sinker og sindssyge. Fo rholdet stiller sig noget vanskeligere med de saakaldte Psykopater, der ikke sjældent kan være endog meget intelligente, men har dybtgaaende karaktermæssige Brist. Psykopaterne kan ofte først erkendes gennem Befalingsmændenes E r fa r in ger, hvorefter Psykiatere efter nærmere Undersøgelse maa stille Forslag til saadanne værnepligtiges videre Behandling; Undersøgelsen sker ved Hjæ lp af de saakaldte karakterologiske Prøver, der er udviklede efter, at den psykologiske V idenskab gennem de sidste Aar har nyttiggjort den værdifulde Landvinding, som Karakterologien er. Jeg brugte i min A r tikel med V ilje Udtrykket om de psykologiske Prøver »et Middel« og ikke »Midlet«. Kaptajn Wahlstrøms Fremhævelse af Oppassertypen, der ikke kan lægge to Tal sammen, men som er tro som Guld, faar jo en til at tænke paa forrige Aarhundredes Oppasser, tungt belæsset med Officerens Sager — bl. a. lang Pibe og Madtejne — men der er løbet meget Vand i Stranden siden da. Typens Værdi har nok altid været større i Fredstid end i Krig . I Sverige har der været ført en meget energisk og heldig Kamp mod den saakaldte Sven Duva-Myte. Der er naturligvis en Del Pladser, hvor man ogsaa i Dag kan anvende Folk med selv temmelig ringe Begavelse, men der findes fra den sidste K r ig stærkt talende Vidnesbyrd om, at de udprægede Sinker er direkte farlige i Krigstid, idet de som oftest ved Siden a f deres svage Intellekt har et uudviklet Følelses- og V iljeliv. Saadanne Fo lk gribes let af Panik og faar nervøse Sammenbrud til stor Fare for deres Omgivelser. Jeg tror, at Kaptajn Wahlstrøm overvurderer Betydningen af at fjerne de virkelig moralsk og karaktermæssigt defekte Folk fra Storbyerne. Den foreslaaede storstilede Udveksling af Landboungdom og Storbyungdom finder jeg for svagt motiveret ved Formaalet at fjerne det relative Faatal, som der trods alt er Tale om, især da jeg tvivler stærkt paa Fremgangsmaaden som »Helbredelsesmiddel« for Folk af 87s K a liber. Hvorfor fjerne hele Rekrutmassen længere end nødvendigt fra Fam ilie og Omgangskreds; som Forholdene er i Dag, er det allerede en betydningsfuld Belastning for mange unge Soldater. »Anbringelse i rolige Omgivelser« er intet Un iversalmiddel for Typen 87. Her er der ikke Tale om, at »Lejlighed gør Tyv«. Disse Individer har Svagheder a f dybere liggende Karakter, og før eller siden — senest i Krig — svigter de. Helge Klint.
