Kaptajn Klint rører i sin Artikel i »Militært Tidsskrift« Nr. 12/1945 ved et meget interessant Spørgsmaal vedrørende en vis Kategori a f vore værnepligtige. Naar man i en Aarrække har haft at gøre med værnepligtige fra en Storby, saa kender man Typen 87 — den er ikke sjælden ved de københavnske A fdelinger, desværre. Det er naturligvis ønskelig t at faa denne Kategori udskilt, men jeg er nu lid t i Tvivl om, hvorvidt det vil lykkes alene gennem den a f Kaptajnen foreslaaede psykologiske Prøve; thi det er jo ikke alene Begavelsen og Evnerne, det er galt med hos 87. Psykologiske Prøver er fo rtrinlige til at udskille smaat begavede og til den paagældende Tjeneste iøvrigt uegnede Folk, men hos 87 er det en udpræget Karaktersvaghed og M oralbrist, som man vist ikke kan konstatere ved en Prøve, med mindre denne bliver meget omfattende. Tænk blot, hvor lang Tid det tager virkelig at mentalundersøge en Forbryder, og vi har desværre mange 87’er, der trænger til Undersøgelse. Jeg er ikke i Tvivl om, at Antallet a f 87’er steget meget i de sidste 30 Aar. Smaat begavede Folk havde vi ogsaa i gamle Dage, man kender Oppassertypen fra Landet: tung, sikkert ude a f Stand til at lægge to Tal sammen eller at skrive sit Modersmaal, men tro som Guld! 87 er just ikke tro som Guld, han er løgnagtig, slap, eftergivende overfor Fristelser, uden Pligtfølelse og uden Ansvarsfølelse, mangler Hæmninger og gør helst, hvad der passer ham. E r han i Byen hos Kæresten og har det rart, bliver han der og kommer saa tilbage til Afdelingen en Dag eller to senere, tager sin S tra f og kan i og fo r sig godt se, at det er galt, hvad han har gjort, men han gør det samme næste Gang, han staar overfor Tilfældet. Han snyder sig fra Tjenesten, naar han tror, at Kontrollen svigter, og han er næsvis overfor de yngre Befalingsmænd. Den Type er velkendt ved de københavnske Afdelinger, og Straffebøgerne taler deres tydelige Sprog derom. Det hænger sikkert sammen med Nutidens misforstaaede Frihedsindstilling: alle vil have Lov at gøre, hvad de selv vil og vil ikke rig tig t anerkende Plig te r overfor andre og overfor det Samfund, de tilhører. Fo r manges Vedkommende har man det Indtryk, at det vist er første Gang, de staar overfor Kravet om Pligter, naar de kommer ind som Soldat. Fo r de flestes Vedkommende sker Tilpasningen heldigvis a f sig selv, men fo r andre, netop a f 87-Typen, gaar Alvoren først op, efter at de paagældende har faaet nogle Gange Disciplinarm idler eller S tra f — nogle naar end ikke at lære det i den altfor korte Tid, vi hid til har haft vore Rekrutter inde. I ældre Tid havde man naturligvis ogsaa uheldige og energiløse Elementer, men deres Forhold stod i Reglen i Fo rbindelse med Drikfældighed eller Svaghed overfor Spiritus. De kom fo r sent hjem, fo rdi de var berusede, og i den berusede Tilstand var de næsvise og respektstridige overfor Vagtkommandøren og den Tilsynshavende. Saaledes er det heldigvis ikke mere; Nutidens Ungdom er ikke slem til at drikke, men saa er der andre Fristelser, der er traadt i Stedet. Fo r 87’s Vedkommende er det Hovedstaden, Kæresten, Kaffebaren og de daarlige Kammerater, der trækker. Kæresten spiller ofte en stor Rolle for Typen 87. Jeg har haft flere Tilfælde, hvor en Mand efter en Absentation blot har undskyldt sig med, at Kæresten havde ringet efter ham, og hvis han ikke kom ind til hende, »saa gik hun med Egon«. Det forekommer mig nu, at det ikke saa meget er psykisk Hygiejne i Hæren som selve Folkeopdragelsen, der svigter. Det er de unges Moral, der maa paavirkes anderledes, og paa det Omraade maa vi i Hæren bede Skolen om at hjælpe os. Manglende Begavelse kan Skolen ikke afhjælpe, men den kan gennem en strengere D isciplin i Skolen fremkalde en stærkere Pligtfølelse hos Ungdommen, saaledes at de unge, naar de forlader Skolen, staar bedre udrustet til at møde Livets Fristelser. Og mon ikke mange Lærere er enige med os O fficerer deri? Dette skal ikke være sagt som en K ritik a f Lærerne, men der var en Tid, hvor D isciplin i Skolen var et uartigt Ord — det smagte a f »Militarisme«, og jeg tror, at Resultatet er blevet, at der er blevet fo r mange 87’er, naar Skoledrengene er blevet voksne. Hæren kan selv gøre en Del. Det var et Skridt i den rig tige Retning, da man i sin Tid forlagde Uddannelsen a f Københavnerne til Lejrene i Omegnen. Mandskabet blev tvunget bort fra Byen og dens Fristelser (dengang bl. a. Beværtningerne) og blev uddannede under sunde Forhold; kun om Søndagen og da kun, hvis man ikke var »knaldet« i Ugens Løb, kunde man komme til Byen. Men med de forbedrede Trafikforhold , Tog, Autom obiler og Cykler, er Lejrene faktisk kommen Byen fo r nær, og den store Magnet trækker 87 derind baade Søndag og Søgn. Det er et Spørgsmaal, om ikke Mandskabet fra en Storby bør uddannes endnu længere borte — saa kunde til Gengæld Landboungdommen faa sin militære Uddannelse nær Hovedstaden og sam tidig lære denne at kende. Jeg ved godt, at dette vil støde an mod Kravet om, at Soldaten skal uddannes ved den A fdeling, hvor han skal møde ved M obilisering, og uddannes a f de Befalingsmænd, der skal føre ham under senere Genindkaldelser — et udmærket P rin cip, men naar man ser, hvor hurtigt Befalingsmandspersonalet i Praksis skifter ved en A fdeling, saa maa man vist indrømme, at det ikke er ret mange Rekrutter, der ved Genindkaldelse vil møde deres gamle Befalingsmænd igen. Kan man ikke gennemføre dette generelt, vilde det i hvert Fald være ønskeligt, om man paa en eller anden Maade kunde fjerne en »87« fra Afdelingen. Alene Bevidstheden om, at dette kunde ske, vilde form entlig holde mangen en 87 paa Dydens Vej. I hvert Fald er der næppe Tvivl om, at Typen 87 trænger til at komme helt bort fra de Fristelser, der i Forbindelse med manglende Pligtfølelse faar ham til at begaa alle disse Fo rseelser — altsaa bort fra^ Storbyen og dens Nærhed. Ved psykologiske Prøver kan man udskille de svagest begavede og de a f begavelsesmæssige Grunde uegnede — altsaa de kassable. Moralske og karaktermæssige B rist opdager man vist først efterhaanden, og disse Mangler er jo desværre ikke Kassationsgrund. Der er vist næppe andet at gøre end at søge at forbedre disse Folk ved Opdragelse, fjerne dem fra de Fristelser, som deres manglende Karakteregenskaber ikke kan modstaa, og saa haabe, at en bedre Folkeopdragelse (Folkedisciplin vover jeg at kalde det) vil give os færre 87’er i Fremtiden.
Sven Wahlstrøm.
