I Militært tidsskrifts juninummer bragte Brigadegeneral Michael Clemmensen et vægtigt indlæg om det danske Forsvars fremtid - og fremhæver heri, at forgangne tiders holdning hyppigt var "for sjov" - således side 264. Brigadegeneralen og jeg har nogenlunde samme levealder og dermed ganske megen fælles erindring om Forsvaret i de sidste 30 - 35 år. Efter at have læst Brigadegeneralens altid læseværdige ord, ønskede jeg at afgive en replik - der er i periferien af hans indlæg - som just tager sit afsæt i "for sjov". Som officer af reserven - første gang hjemsendt i 1968 - har jeg uafbrudt medlevet Forsvarets virkelighed med rådighedskontrakter, rådighedstjeneste, frivillig tjeneste og korttidstjeneste. Hertil betragtelige mængder af efteruddannelser: brevskole og kurser på skoler i ind- og udland samt videreuddannelser. Mine designeringer i ind- og udland var altid skarpe, aktive og i de spidse ender af Hæren. Jeg fandt en kopi af mit stamblad, hvori al tjeneste gennem årerne er opført og jeg fandt, at jeg huskede rigtigt: mængder af altid designeringsrelaterede og skarpe rådighedsdage. Som DF/ UAFDEL-EO/ BTN-OO/ EOBTN-NK/ UAFDEL-CH/ AFDEL-EO/ IMS/ NATO/ BRUSSELS. Frivillig tjeneste - hertil et betragteligt tidsforbrug hjemme til planlægning og kommunikation. Og altid skarpe opgaver. Al tjeneste - det være sig een-dags eller ugevis - foregik som bekendt væk fra civilt arbejde, det vil sige, at et eller andet arrangement måtte altid udfindes for at få civil karriere og levebrød til at nå sammen med den militære tjeneste. Hertil kom - som et tilfælde - at det militære tjenestested og den civile bopæl lå i hver sin side af landet. Også familien måtte/ville affinde sig med mit fravær til tjenesten. I rådighedsperioden 1995 - 1999 forrettede jeg således direkte designeringsrelevant tjeneste i 220 dage - vel at mærke hver eneste af disse væk fra civilt arbejde. Det skal fremhæves, at jeg ikke betragter mit eget tilfælde som unikt - mange officerer af reserven har gennem tiderne forrettet lige så meget - eller langt mere tjeneste end jeg selv. Siges skal også, at de aktive og skarpe designeringer blev varetaget - fx. planlægning og gennemførelse af mønstringer, studieperioder, føring af enheder, kurser på Forsvarets skoler og meget mere - samtidigt med civil karriere og civilt job, som man jo så var fysisk borte fra - modsat de officerer af reserven, som ikke kunne, eller ikke ville være i civile stillinger, men som i årevis bevægede sig rundt i Forsvaret til frivillig tjeneste samt i diverse FNmissioner. Hvorfor gjorde jeg det - år efter år - uafbrudt siden 1968? Ja, ihvorvel jeg altid med stolthed har båret den militære grad, som på et hvert tidspunkt var relevant, har denne aldrig været kompensatorisk - og i 1970érnes og 1980érnes akademiske uddannelses- og forskningsmiljøer, hvor jeg havde - og har - mit virke havde Forsvaret ingen høj stjerne og liden prestige - heller ikke blot anerkendelse blev mig til del i disse år for mit dybe engagement i Forsvaret. Hvorfor gjorde jeg det så - og jo med mig hundredvis af andre officerer af reserven? Var det for sjov? Ja, tit var det også sjovt, nemlig samarbejdet med herlige og lødige kollegaer og kammerater af linie og reserve - men helt grundlæggende var afsavn og besvær set i relation til civilt arbejde og levebrød et ønske om personlig at gøre en forskel: at bidrage til forsvaret af Danmark. Brigadegeneral Michael Clemmensen anfører: "Denne bevægelse fra et forsvar, der reelt forberedte sig på at kæmpe, til en struktur, der ikke havde dette klare fokus --" side 264. Jeg husker også virkeligheden og kan langt hen ad vejen give Brigadegeneralen ret - men, jeg oplevede også, at de plankomplekser, som eksisterede ikke var "for sjov". Vi VAR parate til at kæmpe. Nej, den indsats og det virke, som også jeg oplevede var alvor. Det var ikke "for sjov". Men - sjovt var det heldigvis også af og til.
