Af Qasim Ali Sikander, cand.mag
Indledning
Under Talibans kontrol med Afghanistan som kom til ophør efter oktober 2001, er Taliban ofte blevet stillet til ansvar for at have ført en hensynsløs og direkte etnisk motiveret krig og efterfølgende undertrykkelse af landets ikke-pashtunske mindretal som hazarer, tadjiker, turkmener og uzbeker, men min tese her er, at der ikke har været tale om noget grundlæggende nyt fænomen i Afghanistan. Tværtimod lader Taliban til at have videreført en stærkt pashtunsk orienteret politik, som kan siges at være indledt næsten 100 før un- der den daværende konge af Afghanistan, emir Abdul Rahmans styre (1880-1901). Under den såkaldte jernemir, forsøgte staten at forene samtlige pashtunske og ofte stridende fraktioner, for derefter først at fravriste de øvrige etniske grupper deres selv- stændighed og senere deres land til fordel for pashtunerne. Den pakistanske journalist og Talibanekspert, Ahmed Rashid, konstaterer i denne forbindelse meget kort og præcist, at emir Abdul Rahman ”brugte metoder som et århundrede senere ville blive kopieret af Taliban, og at han (emiren) gennemførte et 19 årh. etnisk udrensning ved at massakrere sine ikke-pashtunske modstandere"1. Faktisk er det netop pashtunernes rolle i Afghanistans etablering og udvikling, som er af afgørende betydning for forståelsen af samtlige afghan- ske ledelser og regimer. Det være sig Abdul Rahman i slutningen af 1800tallet, eller Mullah Omar i begyndelsen af det nye årtusinde. Der vil derfor her blive lagt en del vægt på at vise, hvordan Afghanistan som et land og nation i høj grad er udtryk for pashtunsk selvforståelse og pashtunske aspirationer. Uanset, at disse mål søges realiseret gennem religion og/eller nationalisme. En anskuelse, som i skrivende stund er alt mere aktuel med henblik på Talibans unægtelige fremmarch i landet.
Den altovervejende pashtunske Talibanbevægelse og regime, beskrives af forfattere som K. Matinuudin og A. Rashid utvetydigt som en pashtunsk bevægelse, hvis hovedmål er en generobring af pashtunernes tabte magt og prestige fra de øvrige etniske mindretal. Talibans pashtunske væsen er imidlertid mere kompliceret end det umiddelbart fremgår. Dette forhold afspejles ved, at Talibans fremkomst indledningsvis kan betegnes som en overvejende Deobandi islamisk og durani pashtunsk bevægelse frem for en altomfattende pashtunsk bevægelse. Endvidere udviklede Taliban sig efterhånden med sine hurtige og spektakulære erobringer og kontrol med store byer som Kandahar, Herat og Kabul, til en egalitær, islamisk bevægelse med en vis rummelighed over for andre sunni muslimer, men dog stadig centreret omkring sin pashtunske magtbase. Såfremt det moderne Afghanistan og Talibans væsen og mål virkelig kan opfattes sådan, mener jeg, at man bedst vil kunne besvare disse spørgsmål ved at se på landets politiske opbygning. I forlængelse heraf vil landets nuværende og tidligere situation blive søgt belyst ud fra landets etniske grupperin- ger og interaktionen disse imellem. Udgangspunktet er derfor selve spørgsmålet om etnicitet og nationsdannelse.
Afghanistan eller Pashtunistan
Den moderne stat Afghanistan regnes traditionelt som værende grundlagt i 1747 af Ahmad Shah Abdali fra den vestlige Abdali pashtunstamme (efter Abdalidynastiets indførelse skiftede stammen navn til durani, og Hamid Karzai er eksempelvis Durrani, ligesom flere ledende pakistanske diplomater og militærfolk), og Afghanistans historie kan frem til 1978 med rette betegnes som pashtunernes og især duraniernes historie2. Men det er her vigtigt at fastholde, at Afghanistan består af 1) en række etniske grupper, hvor pashtunerne blot er den mest talrige og 2) pashtunerne kan heller ikke betragtes eller behandles som én samlet homogen etnisk gruppe; duranierne afløste fx ghilzaystammen i 1738 som den førende pashtunske stammekonføderation. De to hovedkonføderationer har siden været stærke rivaler til magten i Afghanistan. Et af hovedmålene for enhver ambitiøs afghansk leder har været at forene primært de forskellige pashtunske stammer og klaner samt "indpode” disse med en særskilt pash- tunsk nationalidentitet. Men netop sådanne bestræbelser afslører det påståede pash- tunske sammenholds og selvforståelse af sig selv som en homogen etnisk gruppes reelle situation. I stedet for at fremstå som et urgammelt og sammentømret folk, fremstår pashtunerne som alle andre etniske grupper som en proces af "pashtunisering” og ikke et sta- tisk fænomen3.
Emir Abdul Rahman og den pashtunske nationsdannelse
Indtil for ca. 150 år siden var betegnelsen Afghanistan stort set ukendt for befolkningen i vore dages Afghanistan. Hverken under den første konge Ahmad Shah, den traditionelt er- klærede grundlægger af landet, eller så sent som under emir Dost Muhammed (regerede 1819-39 og 1842-63) blev denne betegnelse anvendt. Under emir Dost Muhammed var "Afghanistan” en del af emirens besiddelser og rige på lige fod med andre provinser som den vestlige Khurasan provins, det nordlige Nuristan, det centrale Hazaradjat eller det syd- lige Baluchistan. Afghanistan provinsen refererede blot til de områder, som var beboet af afghanere. Afghanistan var med andre ord afghanernes land, og provinsen har under Dost Muhammed været udgjort af den nuværende sydlige Kandahar region samt Pakistans North West Frontier provins 4 Det moderne og nuværende Afghanistan var og er således opbygget af de nævnte provinser (stans), og befolkningen udgjordes dengang som nu af tilsvarende forskellige etniske grupper, hvoraf afghanere er en af disse.
Pashtunerne har som Afghanistans største etniske gruppe (mellem 40-60 % svarende til 15-20 millioner5) siden statens oprettelse i 1747 ikke blot besiddet den mest domine- rende og afgørende position, men har ofte gjort dette på bekostning af de øvrige etniske grupper. Den væsentligste faktor hertil, skyldes selve motiveringen og hensigten bag statens oprettelse. Alene valget "Afghanistan" og "afghanere” signalerede den pashtunske monopolisering af magten i den nye stat, og efterfølgende en gennemtvingelse af denne nye nationale identitet over for de øvrige minoriteter, da dette er en pashtunsk betegnelse om nogle helt specifikke pashtunstammer. Den afghanske nationalisme eller rettere pashtunisme, blev imidlertid først for alvor indført under Abdul Rahman og dennes omfattende reformer og forsøg på centralisering. Det har samtidig stået klart for alle involverede parter, at pashtunismen og dennes "goder” fra første færd har været forbeholdt pashtunerne, og på bekostning af de øvrige grupper. Staten favoriserede pashtunske nomader frem for hazara og uzbek bønder. Disses jorde blev fx ofte inddraget og overdraget som græsningsarealer til pashtunerne. Bønderne blev simpelthen fordrevet6.
Emir Abdul Rahmans forgængere var i princippet valgt af stammernes repræsentanter i et stor råd, det såkaldte loya jirga7 og emiren regnedes reelt ikke for andet end den ’’første blandt ligemænd”. Han var altså ikke andet end øverste leder for stammerne. Emirens magt var per definition heller ikke gudgiven, men emir Abdul Rahman ændrede markant herskerens position såvel som hans legitimeringsgrundlag, da han ved sin tiltrædelse hævdede, at han var sendt ned af Gud som "svar på afghanernes bønner for at frigøre na- tionen fra dens vanskeligheder i kølvandet på den anden Anglo-Afghanske krig i 1879” 8. Hermed var det ligeledes indforstået, at det var Gud og formidlerne af Guds ord (dvs. Ko- ranen og hadith9) den klerikale stand, ulema, som sanktionerede emirens styre og ikke stammerne via loya jirga. Der var altså tale om en drastisk ændring i den afghanske stats struktur samt grundlag, og emirens tiltag blev mødt med hård modstand fra flere sider af landet. Under jernemirens styre fandt der over 40 oprør sted, og emiren selv anførte flere felttog og militære kampagner mod ikke blot etniske og religiøse mindretal som hazarene og nuristanierne, men også ghilzaypashtunerne, som gjorde oprør mod emiren i 1886 10. Men som midler til sin magtkonsolidering og legitimering, valgte emiren ikke kun militære løs- ninger. Han forsøgte også at opnå sine mål gennem en mentalitetsændring af befolkningen. En befolkning, som i vid udstrækning var forstået som pashtunerne. Som første led i sine bestræbelser på at reformere landet, forsøgte emiren først at samle de forskellige pashtun stammer og senere at etablere en national enhedsfornemmelse blandt de for- skellige stammer og klaner. Emiren udtalte i en tale i den nordøstlige pashtunske højborg, Jalalabad, at der fra herfra og helt frem til Herat i vest og Balkh i nord kun var pashtun stammer11. Det som emiren her prøvede at gøre klart for sine tilhørere var, at pashtunerne udgjorde en nation, og at landet var pashtunernes nationalstat. Men som det vil fremgå her, var der i denne sammenhæng tale om ikke blot en ny og langt hen ad vejen kunstig nationsdannelse. Selve grundlaget herfor var baseret på en kunstig og opdigtet baggrund uden hold i virkeligheden. Der var fx flere indbyrdes konflikter og stridigheder pashtunerne imellem, emirens egen stamme duranierne var stadig i færd med at kæmpe om den over- ordnede magt med de tidligere magthavere, ghilzayerne. Og endelig var Afghanistan og de nævnte områder ligesom nu ikke udelukkende beboet af pashtun stammer.
Afghanistans situation op til og under Abdul Rahman kan på mange måder sammen- lignes med Italien under denne europæiske stats samling og præsident d’Azeglio’s udtalelse, at "Vi har skabt et Italien, og nu må vi skabe nogle italienere" 12. En sådan udtalelse eller forsøget på at efterleve en sådan, er nærmest symptomatisk for stort set samtlige nye nationsdannelser, hvor man i vores tilfælde har Afghanistan som staten og afghanere som nationen. Ligesom i Italien blev denne udfordring mødt gennem en politisk mobilise- ring af befolkningen (som staten begrænsede til kun at være pashtunerne) gennem religionen, nationalisme og herunder følelsen af raceoverlegen hed i forhold til de øvrige etniske grupper. Abdul Rahmans styre er derfor kendetegnet ved 1) omfattende økonomiske reformer, hvor han sørgede for indførelsen af en ny mønt, afghanien, 2) nationalistiske tiltag, hvor man for første gang i landets historie fik indført en nationaldag d. 17.9-1896, og en delig 3) direkte demografiske rokeringer, hvor staten gik ind og ændrede befolknings- sammensætningen i flere dele af landet. Pashtunerne blev fx favoriseret frem for andre etniske grupper med hensyn til jordudstykning samt byplanlægning og udvikling 13. Det var gennem nationale reformer, som udelukkende var møntet på det pashtunske flertal, at det lykkedes emiren at skabe fundamentet for en afghansk nation og stat, hvor "afghansk” på alle måder var tiltænkt og opfattedes som værende pashtunsk af samtlige involverede parter.
Pashtunismen konsolideres
Skønt Abdul Rahmans efterfølgere ikke fulgte en så streng og hensynsløs linie over for ik- ke-pashtunerne (hazara slaveri blev ophævet under Amanullah i 1921 14) fortsatte de poli- tiske tiltag til en altomfattende pashtunisering af landet. Denne fastholdelse og fremkomsten af en stærk pashtunsk nationalidentitet skyldtes et spirende pashtunsk borgerskab i byerne, hovedsagligt i hovedstaden Kabul og som var stærkt påvirkede af de nationalisti- ske strømninger, som væltede ind over Europa, Tyrkiet og Iran i 1920’erne. De praktiske konsekvenser af denne ideologisering af det pashtunske borgerskab var, at økonomiske investeringer udelukkende fandt sted i de østlige pashtunske højborge, flere hundrede pashtuner fra den pakistanske side blev hentet til Kabul og uddannet i Pashto sprogkurser, pashtuner var fritaget for skatter og militærtjeneste, og endelig blev Pashto indført som hovedadministrations og undervisningssprog15. Pashtunismen blev yderligere udviklet og raffineret under præsident Dauds (d. 1978) styre i 1950’erne. Selve udførelsen af denne udvikling blev varetaget af den nye fremspi- rende middelklasse, de statsansatte pashtuner, og udviklingen var sigtet på en mere om- fattende og centraliseret stat og som altid med pashtunerne i centrum. Afghanistan og pashtunerne blev nu fremstillet som en urgammel stat og nation, og historien blev tilsva- rende omskrevet med fremhævelse af pashtunske helte som Khushkhal Khan (1613-89) og Mir Ways Hotak 16. Pashto blev ligeledes fastsat som national eller rigssprog i stedet for Dari, og Pashto forsøgtes ligefrem renset for persiske låneord i henhold til paragraf 35 i grundloven fra 1964. Samtidig forsøgtes en omfattende udskiftning af det store antal ikke- pashtunske statsansatte (primært tadjiker) med pashtuner17. Som det fremgår af ovenstående gennemgang, gennemgik Afghanistan gennem størstedelen af det 20 århundrede omfattende omvæltninger, som ikke blot indebar en egent- lig nationsdannelse, men en eksklusiv nationsdannelse forbeholdt den dominerende etni- ske befolkning, pashtunerne. I stedet for at inkorporere de øvrige befolkningsgrupper, blev disse ignoreret, fremmedgjort og ofte direkte forfulgt. Det kan derfor ikke overraske, at de selv samme undertrykte grupper ved første mulighed forsøgte at hævde deres rettigheder og om muligt den eksisterende orden. En sådan mulighed forelå ved den Sovjetiske invasion i 1979.
Det var under og umiddelbart efter Sovjetkrigen, at tadjikerne, uzbekerne og hazarer- ne gjorde sig bemærkede. De var de første til at rejse sig i væbnet modstand og siden hen helt overtage styringen med landet. Men denne situation skulle vise sig at være yderst kortvarig. Allerede under krigen viste fremmede magter og interesser sig at være udslags- givende med hensyn til landets fremtid og opbygning. Af de ca. 10 milliarder dollars som mujahidinerne modtog i støtte fra hovedsagligt USA og Saudi Arabien og formidlet af Paki- stan, blev langt størstedelen overdraget pashtunske modstandsbevægelser. Endvidere var det for Pakistan ikke ligegyldigt hvilke pashtunske grupper, der modtog hjælpen. Som ek- sempel kan det nævnes, at ghilzayerne under krigsherren Gulbuddin Hikmatyarfik betydeligt større støtte end duranierne, som næsten fra begyndelse til ende blev ignoreret 18. Denne forskelsbehandling ved uddelingen af udenlandsk støtte gav ikke blot udslag i den postsovjetiske magtbalance i landet mellem pashtuner og ikke-pashtuner, men også blandt pashtunerne som helhed. Det endvidere ud fra denne baggrund at Talibans frem- komst og videre politik skal ses.
Sovjetkrigen og den efterfølgende borgerkrig
Sovjetkrigens årsager, udvikling eller forløb vil ikke her blive berørt i detaljer, men i stedet vil der "blot” blive set på, hvad den har betydet for Afghanistans udvikling som stat og samfund. Krigen lader til at have signaleret begyndelsen på nogle yderst skelsættende interne begivenheder og udviklinger i Afghanistan, hvor den væsentligste var, at det fra krigens begyndelse ikke var pashtunerne, som var initiativtagerne og de ledende i kampen mod de sovjetiske og indenlandske kommunister, men landets øvrige etniske og religiøse mindretal som tadjikerne, uzbekerne og selv de evigt undertrykte hazarer. Dette højst overraskende forhold, skyldtes ifølge den franske Afghanistan ekspert O. Roy, at 1) kommunisterne ligesom den afsatte kongefamilie og Daud var pashtuner og derfor bevarede noget af deres nationale legitimitet. Et hensyn, som netop ikke gjorde sig gældende for mindretallene, som betragtede alle magthaverne som uislamiske og imod deres interesser. 2) islamisterne havde generelt mindre indflydelse i de pashtunske stammeområder, fordi den "ideologiske faktor er længere om at slå igennem her, og stammelederne holder stadig på regeringen for at befæste deres lokale magtstilling"19. Men på trods af den "for- sinkede" pashtunske respons, betød udenlandske magter og interesser, at det alligevel var pashtunerne, som igen blev støttet. Af de 7 hovedfraktioner blandt mujahidinerne var 5 pashtunske, 1 tadjikisk (Jamiat-é Islami) og 1 shia muslimsk og hazara dom ineret20. Men selvom pashtunerne tilsyneladende lader til at have været de stærkeste, bedst støt- tede og mest dominerende, var det reelt Jamiat-é Islami under Rabbani og Masud, som var mest aktivt og effektivt under krigen. En kendsgerning som hverken pashtunerne, og den pashtunske storaktør Hikmatyar i særdeleshed og deres primære støtte, Pakistan, kunne acceptere. Afghanistan røg efter Sovjetunionens tilbagetrækning i 1988 derfor atter ud i en ny krig. Denne gang en langt mere ødelæggende og forfærdelig borgerkrig, som for alvor viste de etniske spændinger i landet21.
Borgerkrig og Talibans fremkomst
Krigshandlingerne under borgerkrigen i kølvandet på Sovjetkrigen var af næsten samme omfang som under invasionen, men havde nu ofte langt større konsekvenser for civilbe- folkningen. Kabul, som havde været forholdsvis skånet under den forrige krig, blev først nu for alvor ramt af vold og ødelæggelse 22. Alene Hikmatyars bombardement af byen i forsøget på at drive Masud ud fra Kabul i 1992-94, anslås at have kostet 25.000 mennesker livet, hvor langt størstedelen var civile 23. De omfattende tab af menneskeliv og materielle ødelæggelser var stærkt medvirkende til ikke blot omverdenens reevaluering af de sejrrige mujahidiner, men også lokalbefolkningen, som jo var de reelle ofre og tabere i mudjahidi- nernes magtkampe, vendte sig nu mod deres befriere. Det er endvidere ud fra dette sce- narium, og mujahidinernes totale mangel på respekt for civilbefolkningens vilkår, at Talibanbevægelsens fremkomst og indledningsvise popularitet blandt civilbefolkningen skal ses.
Med Talibans erobring af først de sydlige og østlige provinser (som er det egentlige pashtunske kerneområde) begyndte endnu en re-islamisering af landet og befolkningen. Men der var nu den forskel, at Talibanerne i modsætning til Rabbani og Hikmatyar ikke vendte sig mod den internationale islamismes banner, men snarere forsøgte en tilbagevenden til en islamisme, som kun skulle forstås i en pashtunsk kontekst. Hvor Rabbani og Hikmatyar havde forsøgt at imitere internationale islamister som Sayid Qutb, Mawlana Mawdudi og selv Ayatollah Khomeini, repræsenterede Taliban en indadsøgende, puritansk pashtunsk islamisme. Selve det religiøse fundament og legitimeringen af Taliban, var den pakistanske Deoband skole med kraftige anstrøg af det lokale pashtunske lovkodeks, pashtunwali og under den religiøse ledelse af pashtunske ulama i Pakistan som Fazl ur-Rahman og Sami al-Haq 24.
Ifølge den ledende autoritet med hensyn til Taliban, den pakistanske journalist A. Rashid, er Taliban og Deoband skolen meget tæt knyttede, da en lang række Deoband le- dere fra begge sider af grænsen, har familierelationer til durani stammerne i den sydlige Kandahar provins. Selve Deoband traditionen er samtidig stærkt antifeudal og imod op- splitningen af det muslimske samfund ud fra stammelinier, og Taliban nærer derfor også stor mistro over for stammeledere. Faktisk har de ved enhver sejr helt forsøgt at udrydde de gamle stammehierarkier25. Det er med andre ord Talibans grundlæggende pashtunske sammensætning, etnisk som religiøst, samt dens overfladiske afstandtagen fra traditionelle styremodeller, som har medvirket til bevægelsens popularitet blandt pashtunerne. Tilknytningen mellem Taliban og Deoband skolen kan ligeledes anvendes til at forklare Talibans særegne kvindeundertrykkelse. Men også i dette tilfælde er der hovedsagligt tale om et traditionelt durani pashtunsk syn på kvinder. Et synspunkt som imidlertid støttes af Deoband skolens forskrifter med hensyn til kvinders position og status i samfundet. Kon- klusionen heraf er derfor, at Talibans syn på kvinder svarer til pashtunske kvinders positi- on generelt i afsidesliggende pashtunske landsbyer 26. Der er således ikke tale om noget nyt fænomen opfundet af Taliban, men snarere en tilbagevenden til forholdene under tra- ditionelle pashtunske styreformer. Et mønster, som blot var blevet afbrudt af først den sov- jetiske invasion, og derefter af tadjikerne, hazarerne og de internationalt orienterede pash- tunersom Hikmatyar.
Taliban: Fornyet Pashtunisme?
Siden Pakistans skabelse i 1947, har Pakistan og Afghanistans politiske situation herun- der de to landes indenrigspolitik været tæt forbundet. Dette skyldes til dels de to nabolan- des fælles grænse, samt det forhold, at den britisk dikterede grænsedeling, Durandlinien (afgrænset i 1896) mellem de britisk kontrollerede stammeområder i Pakistans nuværen- de North West Frontier og Afghanistan, ikke tog hensyn til de berørte befolkninger med det resultat, at stammer, klaner og selv familier blev adskilt af en for dem fiktiv grænse 27. Durandlinien blev fra starten, og er det for så vidt den dag i dag, foragtet og ignoreret af den berørte befolkning, og det kom allerede i 1897 til omfattende stammeoprør i området, hvor 70.000 britiske soldater var involveret i nedkæmpningen af oprøret 28. Kravet om forening af de adskilte pashtuner, fortsatte efter Pakistans oprettelse, og det var i denne periode, at kravet om et forenet Pashtunistan for alvor begyndte at optræde som en popu- lær politisk parole i Afghanistan. Daud som var en af de største fortalere for Pashtunistan og pashtunisme, forsøgte at vende befolkningerne i North West Frontier provinsen mod Pakistan. Den afghanske stat sendte således vedvarende afghansk støttede stammeind- tog over grænsen, som endda ofte var støttet af regulære afghanske soldater. En situation, som hurtigt blev uholdbar for Pakistan. I 1961 afbrød Pakistans militære leder, Ayub Khan, som i øvrigt selv var pashtun, alle diplomatiske og økonomiske forbindelser til Af- ghanistan 29. Og netop truslen om Pashtunistan og en eventuel bred støtte herfor blandt pashtunerne i North West Frontier provinsen, har foranlediget Pakistan til at være særlig opmærksom på den interne situation i Afghanistan.
Under krigen mod Sovjet og kommunisterne, støttede Pakistan de islamistiske pash- tunske partier og ledere, hvoraf Gulbuddin Flikmatyar var den klart største modtager af pakistansk formidlet støtte. Pakistans ubetingede støtte og favorisering af Hikmatyar skyldtes, at Hikmatyar på trods af at være ghilzay pashtun, var stærkt imod enhver tanke om Pashtunistan og pashtunisme generelt 30. Under den pakistanske militære diktator Zia ul-Haq (1978-88) oprettedes derfor et nært samarbejde mellem det pakistanske islamist parti Jamat-é Islam, den pakistanske efterretningstjeneste ISI (Inter Services Intelligence) og Hikmatyars ghilzay dominerede Hizb-é Islami 31. Dette samarbejde, og den uproportio- nalt store andel af den udenlandske støtte til Hikmatyar, skulle imidlertid vise sig at være frugtesløs, eftersom det var det tadjikiske Jamiat-é Islami, som gik hen og blev Sovjetkri- gens største sejrherre. En situation som Pakistans og dets store pashtunske befolkning i almindelighed, og den pakistanske hærs 20 % pashtuner i særdeleshed, fandt fuldstæn- dig uacceptabel 32. Og eftersom Hikmatyar havde vist sig at være den forkerte mand til jobbet gennem sit åbenlyse nederlag til tadjikerne og inkompetent med hensyn til opfyl- delsen af den pakistanske ledelse og hærs ambitioner i Afghanistan, valgte højtstående pakistanske pashtunske militær og efterretningsfolk som N. Babur og H. Gul at se sig om efter nye bevægelser, partier og folk, som kunne overtage styringen af Afghanistan samt varetage pashtunernes interesser33. Behovet for en ny afghansk, forstået som pashtunsk, bevægelse for ikke Pakistan, men Afghanistan selv, blev yderligere forstærket af mujahidinernes indbyrdes stridigheder. Stridigheder, som altid endte med kamphandlinger og altid efterlod landet i en kronisk til- stand af anarki og ruiner. Disse faktorer sammen med civilbefolkningens forståelige be- kymring og angst, lagde grundstenene for Talibans fremkomst, succes og popularitet blandt den pashtunske befolkning i 1994.
Talibans magtovertagelse
Efter Talibans hurtige erobring af flere af Hizb-é Islamis våbendepoter i maj 1994, deres efterfølgende hjælp til pakistanske udsendinge i det sydlige Afghanistan og erobringen af Kandahar i november 1994, etablerede Taliban og deres ubestridte og absolutte leder Mullah Muhammed Omar (f. ca. 1959) sig som Pakistans foretrukne parti. Talibans positi- on blandt ledende pakistanske militærkredse og efterretningstjenesten, ISI, var blevet yderligere forstærket ved deres ligesindede Fazl ur-Rahman og dennes parti, Jamat-é Ula- ma-é Islamis året forinden havde valgt at indgå i premiereminister Benazir Bhuttos regering i 1993 34. Jamat-é Ulama-é Islami kan siges at repræsentere Deobandskolens holdninger og appellerer som sådan til durani pashtunerne på begge sider af den afghansk-pakistanske grænse. Men selvom partiet af denne grund fremstår som et durani pashtunsk parti, betyder partiets troskab til Deobandskolen, at partiet ligesom skolen er egalitært indstillet. Dvs. det forsøger at fjerne de stammerelaterede og feudale bånd i det pashtunske samfund 35. Dette forhold affærdiger samtidig flere iagttagere som A. Davis’ klassificering af Taliban som en eksklusiv durani bevægelse. Davis forstår nemlig Taliban som duraniernes middel til igen at overtage førerpositionen fra Hikmatyar og ghilzayerne blandt pashtunerne inden opgøret med tadjikerne og de øvrige minoriteter36. Der er derimod flere indikati- oner, som peger imod forestillingen om Taliban som forkæmperne for duraniernes aspira- tioner om generobring af fordum tiders magt. Som belæg herfor kan man se på Talibans åndelige og politiske leder Mullah Omars baggrund. Mullah Omar er af en ukendt fattig og jordløs ghilzay stamme og tilhører altså hverken duranierne eller nogen ledende pashtunsk familie eller klan 37. Han er født i ca. 1959, og det er reelt et åbent spørgsmål, hvor han befinder sig efter Talibans fald i 2001. Ifølge de fleste forlydender er han dog nok i området omkring Quetta i Pakistans Baluchistan provins. Det er værd at hæfte sig ved Mullah Omars baggrund og sammenholde valget af en tilsyneladende ubetydelig person som den absolutte leder af en pashtunsk religiøs mod- standsbevægelse med den traditionelle ledertype, samt selv mekanismerne bag næsten samtlige forudgående pashtunske magtovertagelser. En sådan kræver ifølge O. Roy en karismatisk leder, som ud fra et religiøst standpunkt fører en stammekoalition i krig. Udover at være pashtun, kræves det af lederen, at hans udgangspunkt, hverken er ’’stammevæ- senet eller det pashtunske samfund overhovedet, men noget større, muslimernes ummah" 38. Alle karakteristika, som gør sig gældende for Mullah Omar. Mullah Omar er pashtun, men tilhører ikke noget etableret stammehierarki eller nogen dominerende klan. Han anvender i stedet sin religiøse stilling eller uddannelse som Mullah som belæg for sin ledelse af den religiøse bevægelse af militante islamiske studenter, Taliban. Mullah Omars religiøse position er blevet yderligere forstærket af, at et stammeråd, som i dette tilfælde ikke benævnes loya Jirga, men et islamisk råd, majlis-é shura, i 1996 udråbte ham til emir al-muminin, dvs. den absolutte leder af hele den muslimske verden. Med denne tilkendegivelse og støtte fra flertallet af pashtunerne, kaldte Mullah Omar til hellig krig, jihad mod Rabbani og de øvrige mujahidiner herunder ghilzay pashtunen Hik-matyar39 (Det skal dog siges, at der efterfølgende har været en forsoning mellem Omar og Hikmatyar, og de udgør nu en fælles front mod Nato og ISAF tropperne). Og ligesom Abdul Rahman havde ført jihad mod de shia muslimske hazarer, erklæredes disse igen som van- tro, men med den forskel, at de denne gang blev forfulgt langt mere systematisk, og hvor ukonventionelle metoder som udsultning og etnisk udrensning blev udført langt mere effektivt og hensynsløst40. Ved at antage den største og mest betydningsfulde islamiske titel, adskilte Mullah Omar og Taliban sig væsentligt fra den gængse opfattelse af dem som en traditionel pashtunsk bevægelse og leder. Fra at have været udvalgt af og for pashtunerne, bevægede Omar og Taliban sig væk fra det oprindelige grundlag. Skønt bevægelsen umiddelbart kan synes at være uforandret i forhold til tidligere pashtunske bevægelser som en rendyrket pashtunsk bevægelse, og der vitterlig er en række indikationer herfor, såsom bevægel- sens inkorporering af 1600 pashtunske kommunister i 1995 41, betyder bevægelsens rødder og nære forbindelser til det pakistanske religiøse madrassa miljø (de religiøse skoler), at bevægelsen og ledelsen fra begyndelsen var markant forskellig fra det man tidligere havde set og oplevet.
Taliban og pashtunismen
Af Talibans samlede styrker, som siden 1995 og frem til uddrivelsen i 2001, nærmest konstant har lydt på 25-30.000, var og er ca. 30 % pakistanske madrassa studenter, som til enhver tid kunne tilkaldes af Mullah Omar 42. Skønt størstedelen af de pakistanske studenter var pashtuner, var der en afgørende forskel på disse Talibans studenter pashtuner og dets afghansk pashtunske kontingenter og de tidligere kommunister, ghilzayer og mujahidiner. Bortset fra Talibans ledelse, herunder Mullah Omar selv, var det meget få af Talibans krigere, som havde deltaget i krigen mod Sovjet. Flertallet af Talibanerne, de unge ma- drassa studenter havde således ikke deltaget i kampen mod Sovjet, men var krigens egentlige ofre, og langt størstedelen af dem var vokset op i flygtningelejre i Pakistan. Dette adskilte dem markant fra 1980’ernes mujahidiner som var mænd, der kæmpede for deres hjemstavne mod en udefrakommende fjende. Madrassa studenterne derimod var fra en generation, som aldrig havde set deres hjemland og de kendte ikke til det traditionelle pashtunliv eller system. Deres eneste identitet strakte sig kun til flygtningelejrene og de religiøse skoler, som stod for størstedelen af deres liv. For de unge Talibaner var det således ikke pashtunwali, loya jirga eller andre pashtunske institutioner, som definerede det at være pashtun, men snarere deres sprog og Islam som fortolket og formidlet af Deoband madrasserne i grænseområdernes flygtningelejre. Det lykkedes herved for Taliban, hvad det ikke var for 1950’ernes tilløb til pashtunisme. For mens det i 1950’erne ikke var lyk- kedes at skabe en enhedsfornemmelse blandt pashtunerne gennem det fælles sprog Pashto, samt en forening af pashtunerne på begge side af grænsen, er det netop disse træk, som har foranlediget en række iagttagere til at karakterisere Taliban som en natio- nalistisk pashtun bevægelse. Grunden til, at Taliban lykkedes i deres foretagende skyldtes lige så meget omverde- nens, og især Pakistans velvilje og støtte. Hvor de ovennævnte tilløb til pashtunisme i 1950’erne blev opfattet som en trussel mod Pakistans sikkerheds og nationale interesser, var opfattelsen af de selv samme aspirationer det stik modsatte i 1990’erne. Men implementeringen af denne politik medførte samtidig en tilbagevenden til anvendelsen af me- toder svarende til dem Abdul Rahman brugte. Ligesom jernemiren under religionens ban- ner først havde fjernet truslen fra ghilzayerne og andre rivaliserende pashtuner, for deref- ter at inkorporere dem i militæret, samt som fundamentet for en samlet pashtunsk stat gennem undertrykkelsen af etniske og religiøse mindretal, gjorde det samme mønster sig gældende for Taliban. Her fandt der tilsvarende et opgør sted mellem det indledningsvis durani dominerede Taliban og ghilzayerne (Hikmatyars Hizb-é Islami) og efterfølgende sammenslutning af størstedelen af pashtunerne. Herefter gik Taliban til kamp mod de øv- rige folkegrupper, som denne gang imidlertid var de styrende i landet. Set ud fra dette synspunkt kan Taliban indledningsvis altså ikke betragtes eller klassificeres som noget nyt fænomen i Afghanistan, men fremstår som en pashtunsk bevægelse par excellence. Men efter 1998 og det øgede samarbejde med Osama bin Laden og dennes al-Qaeda bevægelse har Taliban bevæget sig over ud over pashtunisme og Afghanistan i det hele taget, og ud fra en sådan forståelse kan Taliban vitterlig betegnes som et nyt fænomen.
Fodnoter
1 Rashid s. 12
2 Roy s. 65
3 Maley s. 169
4 Moussavi s. 2-5
5 Glatzers. 169 (Fundamentalism Reborn?)
6 Moussavi s. 95-96 og 113-114
7 et sådan loya jirga råd blev afholdt sommeren 2004 hvor de første demokratiske valg i landet ligeledes blev afholdt.
8 Olesen s. 63
9 Traditioner om profeten og de 4 første kaliffers liv, sædvane og levevis. Simonsen s. 207
10 Gulzad s. 149
11 Gulzad s. 156
12 Hobsbawm s. 267
13 Gulzad s. 27
14 Moussavi s. 157
15 Moussavi s. 7-8
16 Olesen s. 203
17 Olesen s. 205-206
18 Rashid s. 18
19 Roy s. 109
20 Olesen s. 284-285
21 Saikal s. 32 (Fundamentalism Reborn?)
22 Ewans s. 180
23 Saikal s. 34 (Fundamentalism Reborn?)
24 Rashid s. 89-90
25 Rashid s. 92
26 Rashid s. 74 (Fundamentalism Reborn?)
27 Gulzad s. 110
28 Gulzad s. 205
29 Ewans s. 112-115
30 Roy s. 78 og 84
31 Rashid s. 74-81 (Fundamentalism Reborn?)
32 Rashid s. 26
33 Davis s. 43-44 (Fundamentalism Reborn?)
34 Rashid s. 26
35 Rashid s. 74 (Fundamentalism Reborn?)
36 Davis s. 53 (Fundamentalism Reborn?)
37 Matinuddin s. 33
38 Roy s. 65
39 Rashid s. 96
40 Rashid s. 67-69
41 Davis s. 54 (Fundamentalism Reborn?)
42 Rashid s. 100
