Følgerne af den mangelfulde Fredsorganisation og Uddannelse viste sig i Krigene i Baden og Slesvig 1848—50 ved Vaabnets exempelløse detaillerede Optræden. Overalt manglede der Førere, som ved en i Fredstid rigtig tilegnet og forstaaet Opfattelse af de taktiske llegler kunde have ledet Skytsets Anvendelse paa den rette Maade. «In den Artilleristen war der Taktiker ganz untergegangen.» *) Over den enkelte Kanons ejendommelige Virkning havde man helt glemt Batteriet som saadant. Imidlertid begyndte Kritikerne, som efter enhver Krig, saaledes ogsaa efter 1850, at diskutere de indvundne- Resultater. Krigsskuepladserne havde været smaa, Erfa ringerne kunde følgelig heller ikke blive store; dog viste der sig, navnlig i Tydskland, Tegn til en Erkjendelse af, at Artilleriet havde været for stærkt udstykket. I «Militairisches Altes und Neues» skrev General Holleben: «I det badensiske Felttog har Artilleriet kun sjeldent haft Lejlighed til at lade sin vægtfulde Terning rulle.» Gene ral Encke sagde i en Piece »Ueber Ffthrung und Gebrauch der Feid-Artillerie » : »Artilleriet kan ved selvstændig Op træden kaste Fjenden til Jorden, naar det blot ikke spreder sin Ild, og naar det blot rykker ind paa virk som Skudafstand fra Fjenden». Og med Hentydning til Forholdene i Tydskland bemærkede »Allgemeine Militair- Zeitung» allerede noget før Krigen: »Det franske Artilleri udmærker sig ved dets Officerers taktiske Uddannelse; de klæbe ikke fast ved Skytset, de gaa ikke under i Studiet af Elemenlærtaklikken. .. . Det er ikke Artilleriets Bevæge lighed, heller ikke Skydefærdigheden alene, der betinger dets Brugbarhed; Virkningen afhænger fremfor alt af de taktiske Forhold.»
Tydskland og Danmark vare de to Stater, som najr- mest havde følt Manglerne ved Fredsorganisationen. Som en Følge deraf skulde man tro, at der strax vilde blive indført Forbedringer, i det mindste i disse to Lande; men noget saadant fandt kun Sted i Preussen, hvor man meget resolut, nemlig allerede i Efteraaret 1849, anord nede en permanent Bespænding af 4 Stkr. Skyts pr. Bat teri ; knapt 2 Aar senere (31/s 1851) befalede en Kabinets ordre Adskillelsen mellem Felt- og Fæstningsartilleriet. Herhjemme forandredes Forholdene først flere Aar efter Krigen, og hvilke .Mangler Artilleriets ny Organisation led af, giver «Tidsskrift for Krigsvæsen» (1860) et Indblik i, naar det hedder: ». . . . Jeg behøver vel blot at henvise til det af 1328 Bestemmelser bestaaende Reglement for Evolering med dets 32 Trompetsignaler og 215 Bestem melser for Parader og Revner, Bestemmelser, som næsten tilhobe intet have at gjøre med Artilleriets Optræden mod Fjenden,» —eller: ». . . . Et vist ekvestrisk Element, Vaab- nets sande Natur aldeles fremmed, har faaet Indpas til ligemed en Tendens til at gjøre en malerisk Virkning, f. Ex. ved visse Parademanøvrer. Til andre Tider har en vis melankolsk Forsyningstilbøjelighed gjort sig gjældende f. Ex. i Udrustningen af vore Feltbatterier, som, alt efter dennes forskjellige «Grad», kan stige til 269 Mennesker, 245 Heste og 30 Kjøretøjer for at bringe 8 6 Pd.s Ka noner imod Fjenden.»*) — Man fristes til at tro, at «Allgemeine Militair-Zeitung« har læst denne Artikel; thi det bemærkede (1861) spottende: «I det danske Artilleri er der kommet et kavaleristisk Moment, som egentlig er Vaabnet ganske fremmed; Artilleriet har derved endog faaet flere Heste, end det har Brug for.» Andre Steder syntes man at have overset de Mang ler, der havde viist sig saavel ved Mobiliseringen som under selve Felttogene 1848 — 50; i hvert Fald gjorde man intet for at at forbedre Forholdene. Saaledes var f. Ex. i Østerrig Tilstanden endnu 1858 den, at et Feltartilleriregiment paa Fredsfod talte 4 6-pundige, 3 12 pundige Fod- og 5 6-pundige Kava leribatterier à 8 Kanoner, hvoraf dog kun 2 6-pundige, 1 12-pundigt og 2 Kavaleribatterier vare bespændte; paa Krigsfod skulde endvidere ved ethvert af de 12 Feltartil leriregimenter 2 ny Batterier oprettes. Regimentets Fredsetat var 2000 Mand og 865 Heste, Krigsstyrken 3878 Mand og 2289 Heste**). Kort før den italienske Krigs Udbrud indførtes en ny Organisation, idet de 12 Regimenter formeredes à 10 bespændte Batterier, som paa Fredsfod havde 4, paa Krigsfod 8 Stk. Skyts***). Den sardinske Hærs Artilleri bestod af 3 Regimenter ii 18 Fod- og 2 Kavaleribatterier à 8 Stk. Skyts, hvoraf paa Fredsfod dog kun 4 vare bespændte****). Frankrig var noget gunstigere stillet: det havde 7 kjø- rende Regimenter med en Fredsstyrke af 2028 Mand og 1025 Heste, en Krigsbestand af 3724 Mand og 3085 Heste samt 4 ridende Regimenter med en Fredsetat af 1130 Mand, 896 Heste, en Krigsstyrke af 1999 Mand og 2145 Heste *l. For imidlertid at vende tilbage til Udgangspunktel: Krigene, hvor smaa de end havde været, havde dog væk ket en Kritik, der hvilede paa Erkjendelsen af Artilleriets lave taktiske Standpunkt og deraf følgende mangelfulde Optræden; intet var altsaa mere berettiget end den Tanke, at man nu stod i Begreb med at komme ind paa en Vej, der førte til den rette Forstaaelse af Vaabnets sande tak tiske Principper og saaledes muligvis til en Retablering af, hvad man i saa lang Tid havde forsømt. Men paa dette Tidspunkt var det, at et Fænomen, der allerede havde viist sig under Krigene, begyndte at faa en saadan Be tydning, at det pludselig gav Opmærksomheden en hel ny Retning og' for anden Gang kastede Artjlleriet ud paa Forsøgenes vide og usikre Mark. Det var de riflede Geværer. 1827 havde som bekjendt Franskmanden Delvigne søgt at løse Spørgsmaalet om en bedre Bevæbning for Fodfolket ved en saakaldet Kammerriffel. Opgaven — at bevare Spillerummet, til Kuglen var ført til Bunds, for da at ophæve det ved Forcering — søgte han at naa ved at give Kammeret mindre Dimensioner end Løbet, og paa den derved dannede Afsats forceredes da Kuglen ved Ladestokkens Hjælp. Men da Riflen, paa Grund af at Skarpet deformeredes, skjød daarlig, opgav han Kuglen og forsøgte cylindro-koniske Skarp med en Udhuling bag til, der skulde hindre Blyet i at danne en Tap ned i Kammeret; Udhulingen bevirkede imidlertid ofte, at Krudtgassen banede sig Vej gjennem Skarpet, og da værende Oberst Thouvenin fandt da paa den Ide, i Forlængelse af Svandsskruens Axe at anbringe en Tap, mod hvilken nu Forceringen skulde foregaa. 1844 fore slog Kaptejn Minié at ombytte Kuglen med et Spids skarp, livis cylindriske Bagpart forsynedes med Indskæ ringer, for at det lettere skulde lade sig stukke. Derved opnaaedes efterhaanden en Skudsikkerhed, som for 450 m- Vedkommende var lige saa god som de glatte Geværers paa 2251849 rettede Minié endnu et Slag mod Ar tilleriet; han fandt nemlig, at man kunde overlade Expan- sionen til Krudtgassen selv ved at give Skarpet en Ud huling i Hunden og i denne anbringe et lille Jernlegeme isaakaldet »culot»), som ved Skuddets Afgang pressedes ind i Blyet og derved ophævede Spillerummet. Fordelene ved de ny Vaaben vare indlysende; til med kunde de gamle Geværer omdannes efter Miniés System, som derfor ogsaa strax blev indført i de fleste Stater (i Frankrig 1846, i Danmark 1848)*). 1 Preussen anstillede man Forsøg med Bagladevaaben. Bevidstheden om de ny Haandskydevaabens Betyd ning og Infanteriets derved forøgede Styrke gav sig til- kjende paa den mest utvetydige Maade og fremkaldte i første Moment en fuldstændig Overraskelse, ja næsten .Modløshed i den artilleristiske Verden. Delvigne paastod, at Artilleriet formedelst sin ringe Bevægelighed og Be sværligheden i det Hele taget ved dets Transport vilde miste lige saa meget i Værd, som Infanteriet vilde stige paa Grund af de ny Vaaben; allerede nu var jo Artille riet i Almindelighed en unyttig Klods om Benet paa en Armee, og Indførelsen af Hiflen vilde gjøre Infanteriet til en Svøbe for Artilleriet. »Infanteriet vil gjøre dette Fremskridt og dermed anvise Artilleriet en sekundær Rolle.» Artilleristerne havde intet at svare hertil; tvertimod syntes de at føle, at Ordene vare sande. Berneck be mærkede 1845**): »Imod de langtrækkende Geværer vil Artilleriet næppe nok kunne protse af paa Kardætskskud- distance». «Allgemeine Militair-Zeitung» (1855) udtalte: «Artilleriets taktiske li olie indskrænkes af de riflede Ge værer; Vaabnet bliver mere undværligt; thi det par excellence ødelæggende Vaaben er fra nu af de ny Geværer . . . For Fremtiden vil — og det er i Spørgs- maalet Tiraillering contra Artilleri af afgjørende Betyd ning — den spredte Skyttelinie kunne blive fordærvelig for et Batteri allerede udenfor Skudvidde. Spørgsmaalet er endnu ikke afgjort, men Sandsynligheden taler for, at fra G00—725m betyde 10 Alænd, bevæbnede med langt rækkende Geværer, mere for Udvirkningen end en let Feltkanon». — En 1850 i Berlin udkommen Piece*) profeterede: «Die Zeit der höchsten Glorie der Feld-Ar tillerie ist vorüber». Og i «Tidsskrift for Krigsvæsen» (1856) lidtaltes**): Selv om Infanteriet ikke gaar over til en endnu mere spredt Fægtningsmaade, synes det, at Feltartilleriet paa Valpladsen ikke let vil kunne komme til at blive det afgjørende Vaaben, som det saa ofte har været, navnlig i de napoleonske Krige, da en storartet Koncentration af Kanoner paa overmande nært Flold af de fjendtlige Infanterimasser nu vel maa blive saa godt som umulig». 1 Stedet for i Ro og Fred at kunne tage fat paa Diskussionen af de taktiske Problemer, saa Artilleriet sig saaledes pludselig stillet overfor det uafviselige Spørgsmaal, hvorledes man skulde søge at paralysere Virkningen af de ny Haandskydevaaben. Fodfolkets efterhaanden forøgede Anvendelse af Tirailleringen gjorde samtidig med den udvidede Benyttelse af Terraingjen- standene til Dækning Virkningen af den enkelte Kanon ringere; de langtrækkende Geværer vilde paa et tidligere Stadium end hidtil nødvendiggjøre Artilleriets Indvikling i Skydefægtningen, paa samme Tid som den forøgede Skudsikkerhed vilde tvinge det til at holde sig paa længre Afstande og derved ramme de glatløbede Felt- piecer paa deres ømmeste Sted, nemlig ved at forbyde Anvendelsen af det gamle berømte Kardætskskud, som altid havde været Artilleriets virksomste Middel overfor Fodfolket. Den Tid — det kunde man nu forudse — vilde være forbi, hvor man, saaledes som Prinds August af Preussen efter Slaget ved Gross-Gorschen, behøvede at forbyde Artilleriet at nærme sig det fjendtlige Infanteri paa Afstande under 225m *i Spørgsmaaletvar altsaa: Hvorledes skulde man gjen- vinde den overfor Fodfolket tabte Betydning? Allerede 1835 havde i Frankrig Paixhans ment, at den eneste Udvej til Redning for Artilleriet vilde være at gaa samme Vej som Fodfolket og indføre riflede Vaa- ben. 1849 kom han tilbage til samme Tanke og sagde i den Anledning: »Løsningen maa findes, den maa være mulig . . . men den er ogsaa uomgængelig nød vendig, naar man ikke vil, at Artilleriet fuldstændig skal frasige sig sin Rolle paa Grund af Tirailleringen. Løser Artilleriet Opgaven, vil det gjøre et mægtigt Skridt fremad, som paa den ene Side vil skaffe det et meget lettere, paa den anden Side ved den forøgede Skudvidde og Træffeevne et meget frygteligere Vaaben». Foreløbig mødte hans Tanker dog stærk Modstand. De gamle Artillerister kunde og vilde endnu ikke opgive det glatløbede Skyts, som de vare opfødte med, og som havde viist sig i Besiddelse af saa mange fortræffelige Egenskaber. Man valgte da den Udvej, at søge det glatte Feltskyts’s Virkeevne forøget, hvad der overalt førte til Indførelsen af sværere Skyts, altsaa til en For mindskelse af Bevægeligheden. Den preussiske »General- Inspektion der Artillerie» indgik 1854 til Krigsministeriet med en Promemoria, hvori foresloges at udskille den 6-Punds Feltkanon paa Grund af dens overfor Haandvaabnenes forøgede Virkning alt for ringe Kardætskskuds- og Shrapnellsskuds-Virkning og erstatte den med en 12-pundiger. «Allgemeine Oitair-Zeitung» for 1855 sagde: 6-pundigerne maa afgjort forkastes som Feltskyts; de ere lige over for de riflede Geværer virkningsløse paa 600m. Heller ikke det 8-Punds Kaliber er anvendeligt. General du Vigneau bemærkede:*) «Artilleriet har Hast værk med atter at indtage det Standpunkt, det tidligere stod paa overfor Infanteriet. Hovedsagen er et godt træffende Kugleskud paa store Afstande!» — Herhjemme udtalte Kaptejn Wildenradt i en Artikel om «Infanteriet og de nyere Ilaandskydevaaben»: **) «Feltartilleriet vil blive tvunget til at virke paa iængre Distancer og altsaa, i det mindste saa længe til det lykkes at bringe det svære Skyts paa samme Udviklingstrin som Haandskyde- vaabnene, være henvist til sværere Kalibre og følgelig blive mindre mobilt». Frankrig gik 1853 i Spidsen med Indførelsen af den napoleonske «canon obusier de 12», et Enhedsskyts, hvis Antagelse vakte stor Opmærksomhed og gav An ledning til megen Diskussion Rusland forsøgte 1852 en let Tolvpundiger, som definitivt indførtes 1855. I Østerrig konstrueredes 1853 det første lette tolvpundige Batteri, og i de følgende Aar blev disse Batteriers Antal forøget; Kanonerne vare kun forspændte med 6 Heste, dog boldt man Bevægeligheden for tilstrækkelig stor endda. Men det mest karakteristiske Exempel paa den Nød, hvori Feltartilleriet befandt sig, gav dog maaske Preussen; uagtet alle dets Traditioner talte for Bevægeligheden, og uagtet man endnu ikke kunde have glemt, at alle dets tolvpundige Piecer vare gaaede tabte paa Tilbagetoget fra Jena og Auerstaedt, forkastede det dog 1859 — rigtignok først efter en langvarig Diskussion — sit sex- pundige Kaliber og organiserede Artilleriet i Brigader ä 6 Batterier S-spændige tolvpundige Kuglekanoner og 3 Haubitsbatterier. I Almindelighed blev derved vel Udvirkningen forøget, idet man nu kunde føre det sværere Projektil med samme Skudsikkerhed ud paa længre Afstande end tidligere, men den betaltes ogsaa ved den betydelige Forøgelse af Trainet, som Forandringen førte med sig; og da man samtidig, for at hindre Artilleriets Ødelæggelse, tog Be stemmelser om, at det i Almindelighed ikke maatte nærme sig fjendtligt Infanteri paa Afstande under 450— 500m-, saa synes det, som om Vaabnet ved hele Foran staltningen kun havde vundet een tvivlsom Fordel: at blive mindre mobilt. Saaledes fastsatte Alanøvrebestemmelserne for 3die preussiske Armee-Korps i Aaret 1858, at Artilleriet sæd vanligvis skulde undgaa Afstande under 560m-, og at i særegne Undtagelsestilfælde 300m- burde være den korteste Afstand, paa hvilken det vovede sig ind.*) Alen medens Artilleristerne saaledes gjennemgaaende overalt anstrengte sig for at tilvejebringe et glatløbet Skyts, som, ogsaa hvad Skudsikkerhed angik, — man læse saaledes H. de Jonquiéres: »Om nogle nyere For søg til at forøge Skudsikkerheden» **) — kunde tilfreds stille Periodens taktiske Krav, kom det riflede Skyts til Verden. Allevegne dukkede der Projekter op desan- gaaende, og 1858 indførte Frankrig en riflet 4-Punds Kanon (obusier de Campagne, System la Hitte) og en riflet Tolvpundiger til specielle Maal. Det er bekjendt, at Fabrikationen dreves med saa stor Iver, at Kejseren allerede i det italienske Felttog kunde optræde med 32 flrpundige og 4 tolvpundige riflede Batterier. Dette dri stige Skridt, hvorved Paixhans's Theori endelig blev til Virkelighed, vakte overalt den største Opmærksomhed og førte temmelig hurtig og næsten overalt til en ny Systemforandring, idet Unsland, Nederlandene, Belgien, Sverig-Norge og Danmark antoge det franske System. Kun Preussen gik ogsaa heri sin egen Vej; de med riflede Bagladere (den saakaldte Wahrendorffske Kolbe mekanisme) anstillede Forsøg førte 1860 til Felt-Artilleri- regimenternes 4de, 5te og 6te tolvpundige Batteriers Forandring til sexpundige riflede Batterier. Den italienske Krig gav ingen Anledning til Artille riets Anvendelse i .Masse; dertil var i Almindelighed Terrainet for kouperet, ligesom ogsaa Studiet af Taktikken i alt for lang Tid havde været forsømt. At Princippet dog ikke helt var uddødt, viser det bekjendte Exempel fra Slagel ved Solferino, hvor 42 Stkr. Skyts af 4de franske Armeekorps (Maréchal Niel) paa den vestlige Rand af Campo di Medole ved at holde det flade tledeterrain under raserende Ild væsentlig bidrog til at forhindre første østerrigske Armees Debouchering frem fra Guidizzolo. Men gjennemgaaende gjorde «Tokanons-Taktikken» sig endnu stærkt gjældende paa begge Sider, og hvem der f. Ex. endog blot løselig gjennemblader det østerrigske Generalstabsbureaus Værk «Der Krieg in Italien 1859% kan ikke undgaa at lægge Mærke til de mangfoldige Steder, hvor «zwei Kanonen», «vier Kanonen», «eine halbe Batterie» o. s. v. omtales som optrædende selvstæn dig i Fægtningslinien. Hvilken Virkning de riflede Ka noner dog havde frembragt ved deres i Forbold til det glatløbede Skyts større Skudsikkerhed, gav Østerrig Be vis for ved endnu samme Aar strax efter Krigen at paa begynde Skydeforsøg med riflede Forladere og derefter arbejde saa ivrig, at det, da Krigen 7 Aar efter atter udbrød, var fuldt bevæbnet med Riffelskyts. Imidlertid gik det riflede Skyts’s Indførelse ikke for sig uden stærk Uvillie og Modsigelse. I Stedet for at tage Forboldene, som de nu engang havde udviklet sig, indse, at det glatløbede Feltartilleris Tid var forbi, fordi det ikke længer tilfredsstillede Krigens Fordringer, og i Fredsaarene, som nu skulde begynde at blive sjeldnere, sætte sig ind i Riffelskytsets Ejendommeligheder for med desto større Eftertryk at kunne bruge det paa Valpladsen, kunde en meget stor Del af Artilleristerne endnu ikke skille sig ved Tanken om Anvendelsen af del glatlobede Feltartilleri, og der hævede sig derfor, navnlig i Tydsk- land, mod det nv Skyts en heftig og langvarig Be vægelse, der førte til en bitter literær Fejde, eller, som «Militair Literatur-Zeitung» træffende kaldte det, «eine wüste literarische *Bewegung»; i Spidsen for denne Be vægelse stod en tidligere sachsisk Artilleriofficer Streubell, der gjorde sig bekjendt under Pseudonymet Arkolay, og som i flere Stridsskrifter, hvis overlegne og dristige Sprog duperede mange, søgte at bevise det riflede Skyts’s fuldstændige Ubrugelighed. 1863 udtalte han i «Militair Literatur-Zeitung»: «Es wird eine Zeit kommen, wo ganze Massen gezogener Geschütze in den hintersten Winkel der Zeughäuser wandern werden». —- Arkolay- fejden vedvarede endog efter Krigen 1866. Ogsaa udenfor Tydskland opponerede man stærkt mod det riflede Skyts. Saaledes blev i den spanske «Memorial de Artilleria» for 1862 Museet profeteret som den ny preussiske Kanons Fremtidsplads, og «Journal de l'armée beige» skrev samme Aar, at man havde taget Fejl, hvis man troede, at der for Fremtiden kun vilde gives riflede Kanoner; disse vare kun at betragte som forbedrede Haubitser. «Oesterreichisches Militair-Zeit- schrift» paastod 1865, at man i Fremtiden vilde føre et færre Antal Stkr. Skyts med sig i Krigen end tidligere; Artilleriet vilde stedse komme til at spille en underord net Rolle; glatte Kanoner kunde godt, naar de gik tæl ind paa Fjenden, ophæve de riflede Kanoners Virkning. Kun faa Røster hævede sig til Fordel for det riflede Skyts. Saaledes paastodes der i «Militair Literatur-Zei tung» 1861: «Alt glat Skyts maa udskilles af Feltartille riet», og en Englænder, Sir Howard Douglas, sagde allerede 1851 : «1 Fremtiden vil Slagenes Udfald bero paa Skydningen paa store Afstande».
Sammenfattes kortelig, hvad her er fremstillet, kan det ikke nægtes, at Tiaaret 1850—60 maa betegnes som en af de mærkeligste Perioder i Artilleriets Udviklings historie, dels ved Overgangen fra glatlobet til riflet Skyts og den begyndende Overgang fra Forlade- til Baglade- systemer, dels ved den fuldstændige Forandring med Hensyn til Artilleriets Optræden i Kampen, som rnaatte blive den naturlige Følge af alle disse Omvæltninger. Det sidstnævnte Spørgsmaal var egentlig paa Forhaand afskaaret nogen Besvarelse, saa længe de hyppige System forandringer, under hvilke den elementære Uddannelses Fnsartethed ogsaa rnaatte lide, vedvarede. Karakteristisk er endvidere den haardnakkede .Modstand, som saa mange Artillerister vedblivende gjorde mod Indførelsen af det ny Skyts. I og for sig var den haabløs, fordi den var et Forsøg paa at holde et Princip i Live, som de af Infanteriets forandrede Bevæbning resulterende ny taktiske Fordringer havde dødsdømt; men paa den anden Side havde den ogsaa, i alt Fald i Begyndelsen, sin be- grændsede Berettigelse i en Verden som den militære, hvis hele Liv og Mekanisme er grundlagt paa og funk tionerer ved de Erfaringer, der i Tidens Løb ere samlede sammen, og hvor man derfor er varsom med at tage imod det ny; ogsaa finder den overalt i Krigshistorien sine Analogier. Men med alt dette svandt paany Tiden bort, uden at Artilleristerne kom til nogen klar Indsigt i de ny Haandskydevaabens Indflydelse paa Artilleriets Optræden og Maaden, hvorpaa denne Indflydelse rettest skulde modvirkes; thi den praktiske Løsning af disse Spørgs maal hindredes jo af de gjentagne Systemforandringer, den theoretiske Løsning af Striden i Literaturen om glat eller riflet Feltskyts. Det er da forstaaeligt, at uagtet det synes, som om man overalt havde Følelsen af, at Vaabnet i de sidste Krige havde været for stærkt ud stykket, og uagtet man af den Grund begyndte at ind føre et Divisionsartilleri (i Preussen 1859 ; det bestod af 2 tolvpundige og et Haubitsbatteri), træffer man dog saa godt som ingen Forfattere, der behandle Spørgsmaalet om Artilleriets Taktik. Meget betegnende for det Stand punkt, hvorpaa Vaabnet i saa Henseende stod, er føl gende Bemærkning af Brandt i hans Bog: «Grundziige der Taktik der drei Waffen«: «Det vilde være særdeles ønskeligt, om der endelig fremkom en formaalstjenlig Ledetraad i Artilleriets Fægtningslære, saa at Artilleri- literaturen dog een Gang kunde komme ud over sin bar bariske Tilstand, hvad dette Punkt angaar. Alt, hvad der desangaaende findes, theoriserer for meget og gaar ud fra, at man har enten en meget dum eller meget ubevægelig Modstander. Mange Forfattere betragte endnu stedse Artilleriet som kun havende en forberedende Virkning». Impulsen fra Tiden før 1850 til at udstykke Artille riet kunde derfor endnu temmelig uhindret gjøre sig gjældende, og den preussiske General Enckes Forslag om at holde Batterierne samlede i Afdelinger, at en højere Officer stedse skulde overtage Kommandoen, naar flere Batterier optraadte samlede, og at Beserveartilleriet skulde danne en sluttet Afdeling paa 5 Batterier, blev derfor ogsaa bekæmpet, paa Tryk saaledes i en Piece betitlet: «Bemerkungen zu den Schrift «Ueber Fuhrung und Gebrauch der Feid-Artillerie».» Saa kom Krigen 1866. Det ny Skyts, som havde kostet saa mange Penge, og som man først var naaet til efter saa mange Aars Arbejde, skulde altsaa nu staa sin Prøve. Dets Til hængere i begge Stater følte sig overtydede om, at det vilde gjøre Underværker eller, som en tydsk Militærfor fatter*) har udtrykt sig: «Det var den Tid, da det riflede Skyts’s Rygte var bedre end det selv». — Hvad Taktikken angaar, da er det viist, hvorledes det stod til med den, men selve den manuelle Færdighed i Brugen af Vaabnet havde sine store Vanskeligheder for alle, baade Høje og Lave, idet f. Ex. mange preussiske Artilleriofficerer gik i Krigen uden nogen Sinde at have gjort Tjeneste ved et riflet Batteri. De, der kjendte dem fra Fredens Dage, havde ikke haft Tid til at gjøre sig fortrolige med de Forandringer i Artilleriets Kampmaade, der maatte blive en naturlig Følge af Anvendelsen af Afstande, der ragede langt udover de hidtil benyttede, samt de deraf følgende ny Principper for Ildens Koncentration og de andre Vaabenarters Understøttelse, og det kunde da ikke und- gaas, at, saaledes som R. Becker*) siger, «Theoretikerne under selve Felttoget anvendte det ny Vaaben saaledes, som de mente at kunne tillade sig det efter deres Drømmerier om Skudvidder af indtil 6000 Skridt . . . Saaledes hyldede man, for kun at anføre et Exempel, temmelig almindelig den Antagelse, at det indenfor vidt grebne Grændser vilde være ligegyldigt, paa hvilke Af stande et riflet Batteri skød. Træffeevnen maatte blive den samme, lige til man naaede ud paa en Distance af 2500 Skridt«. Til Trods for Indførelsen af Divisionsartilleri var Tildelingen til Brigaderne af enkelte Batterier endnu ikke helt udelukket, hvad der naturligvis kun kunde befordre Vaabnets Splittelse. I Preussen forlangtes dog gjen- tagne Gange, at den Divisionen tildelte Afdeling skulde holdes samlet; i «Oesterreichische Militair-Zeitung» (1865) derimod fandt de enkelte Brigadebatterier endnu Tilhængere, og i Krigen havde jo ogsaa hver østerrigsk Brigade et Batteri. — I Preussen bestod Reserveartilleriet af 5—6 Batterier, Østerrigerne havde en Korpsreserve af 5 Batterier. Det er bekjendt, at Artilleriet fuldstændig svigtede de Forhaabr.inger, man havde sat til det; i Stedet for at det skulde have spillet en fremragende Rolle, vare Slagene i Bøhmen langt snarere, hvad man kunde kalde rene Infanterikampe o: Fodfolket afventede som Regel ikke en tilstrækkelig Ildforberedelse fra Artilleriets Side, før det skred til det afgjarende Angreb. — Selv bortset fra Arkolays og hans Partifællers Overdrivelser kan det ikke nægtes, at den Assistance, Artilleriet ydede de andre * Vaabenarter, var meget mangelfuld. Gjennem- gaaende optraadte det udstykket og famlende baade paa østerrigsk og preussisk Side. — «Naar et Armeekorps,» siger Kühne*), «som ved Trautenau kæmper liaardt fra Kl. 10 om Formiddagen til Kl. 9 om Aftenen med kun 2 Timers Fægtningspavse og i den Tid kun bringer Halvdelen af sine Batterier til en nogenlunde betydelig Virksomhed, medens 6 Batterier slet ikke komme i Uden, — naar der ialt afgives 781 Skud, altsaa i Gjennemsnit kun 8 Skud pr. Kanon, og naar Artilleriet i bele Fægtningen kun kan opvise et Tab af 2 Fleste og 7 Mand, — saa kan Kritikken næppe liaardt nok dømme en saadan Anvendelse af Artilleriet, selv om alle ugun stige Forhold tages i Betragtning«. — Og et andet Sted tilføjer han om Aarsagen til Fejlene: «Disses Oprindelse maa føres tilbage paa den ene Side til Mangel paa en rigtig Forstaaelse af Artilleriets Taktik og Virksomhed fra de højere Føreres Side og paa den anden Side til Artilleri-Kommandørernes Mangel paa rigtig Opfattelse af Infanteriets og Kavaleriets Taktik. Man havde ikke for- staaet tilstrækkelig gjensidig at leve sig ind i hinandens Forhold ved Øvelserne i Fredstid». Ogsaa de gjensidige Tabsforhold synes at berettige til denne haarde Dom over det preussiske Artilleri. I »Det tydske Geværspørgsmaal» af Plönnies anføres, at Preusserne mistede ved Geværild 70 pCt., ved Artilleriild 16 pCt.; af Østerrigernes Tab var derimod 90 pCt frem kaldt ved Geværild, 3 pCt. ved Artilleriild. Hvad specielt Brugen af Artilleriet i Masse angaar, da kom den saa godt som slet ikke til Anvendelse, og de faa Steder, hvor det skete, var den maaske mest fremtrædende paa østerrigsk Side. Ved Skalitz bragte Preusserne af 102 Stkr. Skyts kun 60 Piecer samtidig til Anvendelse. Ved Neu-Rog- nitz kom først sent om Aftenen det samlede Reserve artilleri frem paa Kamppladsen. Ved Trautenau holdt 1ste preussiske Armeekorps ikke alene Reserveartilleriet tilbage ligesom en Infanteri- eller Kavalerireserve, men under de første Fægtningsmomenter beordredes endog Avantgardens Batterier tilbage i en Optagelsesstilling. Ved Kôniggrâtz havde 1ste Armee Kl. 11 om Formiddagen lige over for de 350 Kanoner, som stode opkjørte i den østerrigske Stilling, endnu kun bragt 12 Batterier over Bistritzfloden, og af dem havde kun 7 taget Stilling; Armee-Reserveartilleriet var beordret op i en temmelig langt bagved liggende Rendezvousstilling. 4 Timer efter Slagets Begyndelse vare af Prinds Friederich Carls 300 Kanoner kun 120 Piecer i liden; deraf stode vistnok 60 samlede i en Batterigruppe ved Dohalicka, men de fyrede uden nogensomhelst overordnet Ledelse; der var 2 Regimentskommandører til Stede, men da de 10 Batterier hørte til 5 forskjellige Afdelinger, kunde Sam virken ikke tilvejebringes. Batterierne optraadte fuld stændig paa egen Haand; nogle gik isoleret frem og led store Tab ; andre gik tilbage bag Bistritz for at forny Ammunitionsbeholdningen. En omfattende Artilleriopstilling med samlet Udledelse ses derimod paa østerrigsk Side i de sidste Fægtnings momenter ved Nachod, da Batteri i Forening med Brigaden Waldstatten fra Nord af avancerede frem mod Wisokow. — .Men hvor fremmed Princippet om Masse anvendelsen efterhaanden var bleven for den almindelige Bevidsthed, viser Brugen af den østerrigske Korps-Skyts- reserve ved Burkersdorf. Den var opstillet paa 2 Linier bag hinanden; de 2 Linier havde en Afstand af 950—1000 Skridt, bageste Linie stod paa Côte 635, forreste paa Côte 603, Forskjellen altsaa 32 Fod; imellem Linierne var der et Fald i Terrainet til Côte 563. Fjen-* dens Infanteri var 600 Skridt, hans Artilleri 1800 Skridt borte fra den nærmeste af de to østerrigske Artillerilinier.
Krigen endtes, og den bitreste Dadel strømmede ned over Artilleriet alle Vegne fra, baade fra de andre Vaa- benarter og fra de to Modstanderes Artillerister gjensidig, saa at nu »den Tid kom, da det riflede Skyts var bedre end dets Rygte.» — Studierne af Felttoget have for længe siden bragt de vigtigste Aarsager til det for Ar tilleriet lidet hæderlige Resultat af Krigen for Lyset. Af alle disse Aarsager vil jeg endnu kun beskæftige Læserne nøjere med een, der for første Gang i Krigshistorien træder skarpt frem, betegnet som en alvorlig Fejl, og som ganske vist ogsaa har været væsentlig medvirkende til, at Artilleriet ikke kunde anvendes i Masse. Jeg mener dets uheldige Plads i Marchekolonnen. At det tidligere havde været lige saa langt, ja maaske længer tilbage i Marchekolonnen, end det var i 1866, havde paa Grund af Forholdene været rigtigt eller i alt Fald ingen væsentlig Fejl. Griivenitz foreslog saaledes 1824 i sin »Organition und Taktik der Artillerie» følgende Marcheordning for
Tages den sidste Differens, og beregnes efter Ta bellen i «Vejledning i Troppeføring», Pg. 13, at Korps- artilleriet, naar det faar Ordre til at rykke frem, kan tilbagelægge c. 400 Skridt, og den Adjudant, der bringer Ordren, ligeledes 400 Skridt, i Minutten — hvad der for begge Parter i ethvert Tilfælde er Maximum paa en Strækning af næsten 8000 Skridt —, saa gaar der dog over V» Time, alt forudsat, at Fremrykningslinien er fri; og dersom nu, hvad der efter al Sandsynlighed vil finde Sted, Korpsartilleriet skal bane sig Vej gjennem andre Vaaben og Iijøretøjer, saa bliver den tabte Tid ikke til at beregne. Gråvenitz's og Brandt’s Forslag vare fremgaaede af Er faringerne fra de napoleonske Krige og tilfredsstillede vist nok ogsaa Datidens Fordringer. Paa Grund af de glat- løbede Vaabens ringe Skudvidde og Træffeevne trak nemlig Infanteriets Indledningskamp regelmæssig længer ud end nu, idet den ikke saa hurtig fortærede de ind skudte Kræfter; de bagved værende Træfninger behøvede ikke af Frygt for utidige Tab at tage saa store Afstande. («Indtil Indførelsen af de langtrækkende Ildvaaben vare Slagmarkerne saa store som nu en Brigade-Exercerplads. Selv den, der besøger Valdpladserne fra 1864, er for bavset over, hvo' ringe alle Afstande ere■>)*); og skulde de endelig frem, kunde de ganske anderledes end nu til Dags tage den nærmeste Vej gjennem Terrainet. Aled Precisior.svaibnenes forøgede Virkeevne er derimod, paa Grund af de uforboldsmæssige Tab, Infanteriet ellers vilde lide, Artilleriets Assistance paa et langt tidligere Stadium af Kampen bleven absolut nødvendigere end før; samtidig fo'drer den forøgede Skudsikkerhed, at Reserverne ere dækkede enten ved Terrainet eller ved en tilstrækkelig stor Afstand fra Fægtningslinien, og Fremrykningen giar endelig nu for sig under en saa vidt muligt dækkende Benyttelse af Terrainet. Disse Omstændigheder, som gjøre det ubetinget nødvendigt, at Artilleriet er til Disposition paa et tidligt Stadium af Kampen, altsaa skydes langt frem i Marche- kolonnen, men l.vis Rigtighed man ikke ret havde haft Lejlighed til at erfare før 1866, i Forbindelse med en temmelig almindelig Tro paa, at de riflede Batterier nærmest vare at betragte som et nyt Positionsskyts, der fra en engang indtagen Stilling vedblivende kunde assi stere det avancerende Infanteri, og for hvem det derfor ikke gjorde noget, om det var mere eller mindre tilbage i Alarchekolonnen, — vare Hovedgrundene til det for den bøhmiske Krig karakteristiske Skue af hine uhyre Armee-Reserve-Artilleri-Kolonner, der fulgte Hæren som et unyttigt Tros. Saaledes var den specielle Ordre de bataille for 5ie preussiske Armeekarps den 27de Juni ved Fremrykningen mod Nachod følgende:
1 Pionerkompagni med Pontonkolonnen.
Her træffe vi altsaa Artilleriet behandlet fuldstændig som en Reserve i Ordets almindelige taktiske Betydning, idet nemlig 8, altsaa over Halvdelen af de Korpset til delte 15 Batterier, ere forviste til Queuen af Marche- kolonnen. Exemplet er ikke enestaaende; tvertimod, den paa pegede Fejl var ganske almindelig. Saaledes stødte samme Dag 1ste preussiske Armeekorps paa Korps Gablenz; det preussiske Reservearlilleri marcherede atter i Queuen, denne Gang endog bag Reservekavaleriet. Endnu værre var det Dagen efter ved Soor, hvor Garde korpsets Reserveartilleri var en Dagsmarch e bag Kolonnerne. Ved Skalitz var 5te Armeekorps's Reserve- artilleri atter i Queuen. Som en Følge af disse Marche- dispositioner kom det ved Trautenau og Soor slet ikke, ved Nachod og Skalitz først sent og under store Tab til at gribe ind i Fægtningen. — Under Fremrykningen mod den østerrigske Hær bag Bistritz (den 3die Juli) var Artilleriets Fordeling lige saa uheldig. Ved 1ste Armee dannede 8de Division Avantgarden ad Chausseen over Sadowa; bag den fulgte 5te og 6te Division, og først derefter Armee-Reserveartilleriet. Til højre for Chausseen marcherede 2det Armeekorps med sit Reserveartilleri bag forreste Division. — Ved 2den Armee marcherede 1ste og 5te Korps's Reserveartilleri atter i Queuen af Marche- kolonnen; kun ved Gardekorpset var det noget længer fremme, nemlig bag forreste Division. — Ved Elbarmeen var Marcheordenen følgende: Avantgarden, 14de og 15de Division, Reservekavaleribrigaden og først derefter Armee- Reserveartilleriets 12 Batterier; men derved opnaaede man da ogsaa, at først 3 Timer efter Slagets Begyndelse kunde 5 af disse Batterier paa lang Afstand deltage i Fægtningen. Ved de østerrigske Armeekorps marcherede ved en hver Brigade det tilhørende Batteri. Det øvrige Artilleri samledes i en saakaldet Korps-Skyts-Reserve, der ogsaa undertiden blev holdt tilbage i Queuen af Kolonnen. — Ved Trautenau havde dette til Følge, at kun 2 af Ivorps- Skyts-Reservens 5 Batterier kom til Anvendelse, og ved Nachod, hvor den var tildelt den længst fra Fjenden marcherende Kolonne, kom den først sent frem til Understøttelse. Havde man nu paa preussisk Side bødet paa den gjorte Fejl ved at holde Divisionsartilleriet samlet, saa havde dog derved noget været vundet, navnlig i Betragt ning af, at et Divisionsartilleri manglede paa Mod standerens Side; men dette var saa langt fra at være Tilfældet, at man ved nøjere Eftersyn tvertimod kommer til det Resultat, at Fordelingen af det preussiske Divisions- artilleri i Marchekolonnen var fuldstændig regelløs og kun afhængig af vedkommende Kommandørs Forgodt befindende. Saaledes var ved Nachod Marcheordenen for det preussiske Armeekorps’s Gros følgende, da det ved Mid dagstid greb ind i Fægtningen:
De fire Batterier hørte alle til samme Afdeling ; men det er klart, at en saadan batterivis Indskyden mellem Kolonnens forskjellige Afdelinger i højeste Grad maatte være til Hinder for en samlet Optræden under Afdelings kommandørens Ledelse. — Af Armeekorpsets 2den Divi sion anvendtes 17de Brigade som Avantgarde, 18de Brigade som Reserve; Avantgarden var der tildelt 1, Avantgardegrosset 1 og Reserven 2 Batterier, der lige ledes alle hørte til samme Artilleriafdeling; her var altsaa en samlet Optræden fuldstændig umuliggjort. Den 28de Juni havde det preussiske Gardekorps's 1ste Division 1 Batteri ved Avantgarden, 1 ved Grosset, 2 ved Reserven; 2den Division havde fordelt sin Artilleri afdeling med 1 Batteri til Avantgarden, 2 til Grosset og 1 til Reserven; — under Tiden ses ogsaa Divisions artilleriet marchere samlet i Queuen af Marchekolonnen. — Ved Fremrykningen mod Bistritz havde 3die Infanteri divisions Avantgarde slet intet Artilleri, Divisionens Ar tilleriafdeling var fordelt med 2 Batterier til hver Brigade o. s. v. Saaledes kunde der altsaa, trods Erkjendelsen af at Artilleriet tidligere var optraadt for udstykket, paa Grund af Reserveartilleriets Placering i Queuen af Marchekolonnen ikke heller i den bøhmiske Krig være Tale om nogen Masseanvendelse af Skytset. Henses endvidere til den store Krigsskueplads og de kæmpende Parters Styrke — Østerrig og Preussen førte i Bøhmen henholdsvis 810 og 796 Kanoner, paa den vestlige Del af Krigstheatret 346 og 78 Kanoner —, kan en nogen lunde samlet Anvendelse af Artilleriet ikke engang siges at have fundet Sted; paa østerrigsk Side var dette paa Forhaand givel ved Manglen af Divisionsartilleri; paa preussisk Side hindredes det ved Divisionsartilleriets Splittelse i Marchekolonnen.
VI.
Ligesom Aaret 1866 dannede et Vendepunkt i In fanteriets taktiske Historie, saaledes maa det samme siges at være Tilfældet for Artilleriets Vedkommende. Krigen var endt; den havde blandt meget andet ogsaa godtgjort en Ting, der for Krigen af mange vilde været anset for umuligt: Artilleriet havde ikke udrettet, hvad det havde burdet, i alt Fald ikke, hvad der havde været ventet af det. — Man spurgte sig: Hvad kunde være Grunden til, at baade det glatløbede og det riflede Skyts havde svigtet de Forventninger, som dets respek tive Tilhængere havde næret til dets Optræden? Hvor ledes skulde man søge Manglerne afhjulpne? — Disse Spørgsmaal diskuteredes stærkt overalt, men dog navnlig i 3 Stater: i de to, der havde endt Krigen, og i Frankrig; af dem var det atter denne Gang Preussen, som ubetin get gik i Spidsen for Undersøgelsen og Diskussionen, ansporet dels af sine Sejre, men vel navnlig af den vaagnende Sandsynlighed for en Krig med Naboen imod Vest. I Østerrig indsaa man temmelig almindelig, at man havde gjort en fejlagtig Anvendelse af Artilleriet, og Fordelingen i Ordre de bataillen blev derfor 1867 ændret i Favør af en mere samlet Optræden af Vaabnet, idet man forlod det hidtil fulgte System, at tildele hver Bri gade sit Batteri, og indførte et Divisionsartilleri, der kom til at bestaa af 2 flrpundige og et ottepundigt. Batteri; Kavaleridivisionerne fik hver 2 5 3 flrpundige ridende (saakaldte Kavaleri-) Batterier. Da et Armee korps bestod af 3 Infanteridivisioner, fik det saaledes, medregnet Korps-Skyts-Reservens 3 ottepundige Fod batterier, ved denne Ordning 12 Ratterier (ialt 96 Piecer). For flere Armeekorps skulde desuden dannes en Armee- Skytsreserve paa 8 a 14 Batterier. — Ogsaa den offent lige Mening udtalte sig til Gunst for en mere samlet Anvendelse af Artilleriet. Allerede 1865 havde «Oester- reichsches Militair-Zeitschrift» bemærket: "De i Artilleriet med Hensyn til llevægelighed og Virkning indførte For bedringer begunstige især Vaabnets Brug i Masse. Monhaupts Ide, at formere Artilleriet i Regimenter paa 4 Batterier, var meget god» , og den østerrigske Haupt- mann F. Muller kom i sin Bog «Studie über die Taktik der Artillerie» til lignende Resultater som dem, Prinds Hohenlohe i Preussen var naaet til, og som skulle om tales nærmere nedenfor. Frankrig, som havde været den første Stat, der havde anskaffet og anvendt riflet Skyts, blev snart, hvad dets Systems Fuldkommenhed angaar, overfløjet af de andre Lande. Som ved ethvert første Forsøg havde der ogsaa ved Systemet la Hitte af 1858 klæbet mange Lifuldkommenheder, og General Gliangarnier udtrykte sig derfor ogsaa paa en temmelig tvivlsom Maade, naar han i et Skrift om «Den franske Hærs Reorganisation» (18671 roste Hærens Artilleri ved at sige, at det var Europas bedste Skytssystemer jevnbyrdigt, og at den eneste For andring, der muligvis kunde ønskes, var, at Banen var mere raserende og Træffeevnen noget bedre! — Efter det bøhmiske Felttog saa man nok, hvor lidt Artilleriet havde udrettet under samme, og enkelte Betragtninger derover kom ogsaa frem*), men det langt overvejende Flertal af franske Militærkritikker saa endnu mere paa, hvor meget Infanteriet havde udrettet; man forbavsedes over Bagladegeværets uhyre Virkninger, troede atter, ligesom man havde gjort 20 Aar længer tilbage i Tiden, at Infanteriet for Fremtiden vilde blive det eneste afgjørende Vaaben, og forglemte næsten ganske det franske Artilleris stolte Traditioner. De deraf resulterende Be stræbelser for at bringe Infanteriets Taktik i Niveau med Tidens Fordringer (thi indtil 18G6 havde, man ladet sig nøje med det rent forældede Reglement af 1791, om hvilket man karakteristisk nok sagde, at »i Krigen gjorde man det paa en anden Maade»} maa vel betragtes som den egentlige Grund til, at Spørgsmaalet om, hvilken Taktik Artilleriet i en kommende Krig skulde følge, ikke kunde komme til nogen fyldig Besvarelse. — Dog er- kjendtes det, at den 4-pundige Feltkanon ikke vilde være tilstrækkelig vægtig, og man indførte derfor 1869 en 8-pundiger, af hvilken der ved Krigens Begyndelse var 130 Exemplarer færdige. Ogsaa troede man en Tid i Kuglesprøjten (canon å balles) at have konstrueret et Skyts, der vilde faa eu betydelig Indflydelse paa Infante riets Optræden i Fægtningen; men efterhaanden som man ved Betjeningen af den lærte dens Mangler at kjende, svandt ogsaa dette Haab. Hvad Taktik i Almindelighed angaar, da har man jo overhovedet beskyldt de franske Officerer for at have hvilet for meget paa deres Lavrbær og forsømt Studierne. Den af den russiske Baron Seddeler*) fældede Dom over det franske Artilleri, at «det manøvrerede meget behæn dig og skød godt, men der savnedes Ledelse af Ilden, og Masseanvendelsen af Artilleriet var det fremmed', synes ogsaa at bekræftes af følgende Opsats i "Le spec- tateur militaire» for 1868 — kun 2 Aar før Krigen og medens Naboen mod Øst imidlertid var kommen til helt modsatte Resultater: «Saaledes som Udviklingen nu maa siges at foregaa, kan man vel betragte Artilleriet som værende forrest i Retning af Fremskridt. Men som et Vaaben, der skal medvirke handlende i Ensemblet af Operationer i fladt Terrain, vil det, da det er under kastet Ligevægtens Love, for Fremtiden kun ved den yderste Grad af Bevægelighed kunne opretholde det Supremati, som det erhvervede sig i det første Kejser dømmes Krige. Dets Fremtid er indhyllet i dybt Mørke, og det er meget tvivlsomt, om man no gensinde atter, saaledes som det skete ved Wagram, .Moskau, Dresden og Leipzig, vil faa at se i lange, sammenhængende Linieopstillinger Batterier paa 40, paa 60, ja endog paa 100 Piecer, der overstrøede Slagmarken med Projektiler; thi Infanteriilden er nu saa ødelæggende, at den, ligeoverfor Artilleriet, vil blive det samme, som Kardætskskuddet fordum var overfor Infanteriets Kolonne- og Linieformationer».*) Kort før Krigen 1870 var man dog kommet saa vidt, at man forlangte Divisions-Artilleriet, der hidtil havde bestaaet af 1 Batteri, forøget til 2 (»L’artillerie division naire doit être augmentée. Jusqu’à présent il n’y avait qu’une batterie par division d’infanterie; mais aujourd’hui chaque division doit en comprendre deux»), om hvilke det udtrykkelig sagdes, at de skulde være i stadig Virk somhed i forreste Linie; «nous n’admettons de réserve d’artillerie que pour un corps d’armée ou pour une armée». Disse to Batterier foresloges da opstillede med 1 i Centrum og 1 fordelt paa Fløjene af Divisionen, saaledes som Napoléon den Første kort før Slaget ved Austerlitz havde anbefalet Maréchal Soult at postere sit Divisionsartilleri, og som nedenstaaende Figur, hvor kun de forreste Infanterilinier er fremstillet, viser det: **)
Som man ser, vilde den foreslaaede Ordning være temmelig til Hinder for en samlet Ledelse af Ilden.
Heller ikke gav Artiklen bestemte Regler for Artilleriets Optræden. Fordelingen i Ordre de bataillen var ved Krigens Udbrud følgende: Infanteridivisionerne fik 2 kjerende og I Mitrailleuse- Batteri, Kavaleridivisionerne I å 2 ridende Batterier. Korps-Skytsreserven bestod af 5 Batterier. I Preussen gik Staten selv i Spidsen for Arbejdet. Allerede i Aaret 1859 havde en Allerhøjeste Kabinetsordre bestemt, at den Batteristyrke, som skulde bringes i Fægt ning fra Begyndelsen af, afhang af Omstændighederne, hvorfor en Divisions Batlerier under Indledningskampen og Fægtningens Udvikling efter Behovet sukcessivt skulde træde i Virksomhed, hvorimod ved alle afgjorende Stød Artilleriets Masseanvendelse, ogsaa ved Divisionen, vilde være at betragte som Norm. Men saa tilføjedes der rigtignok: «Da det fremfor alt kommer an paa at føre Reserveartilleriet intakt i Fægtningen, skal det i Reglen ved dennes Begyndelse indlage en passende Rendezvous stilling sammen med de andre Reserver». Paa Grund af det mangelfulde Fjendskab til Riffel- skytsets Ejendommeligheder i Forbindelse med den al mindelig udbredte Tro paa dets fortrinsvise Brugbarhed som Positionsskyts havde man i Felttoget 1866 fortolket denne Bestemmelse ensidig og antaget dens sidste Passus for det principielle. Og naar Reglementet paabød at bolde Reserveartilleriet sammen med «de andre Re server» , saa — mente man — passede denne Be stemmelse jo udmærket sammen med Riffelkanonernes Evne til at træffe lige sikkert overalt indenfor 2500 Skridts Afstand. Hvorfor skulde man da placere det nyerhvervede, dyre Skyts længer frem i iMarchekoIonnen, end man hidtil havde været vant til, og derved udsætte det for Overfald? Men efter Krigen havde man faaet Øjnene op for, hvor bydende de ny Haandskydevaaben af Artilleriet fordrede en inderligere taktisk Forbindelse og en tidigere virkningsfuld Optræden i Fægtningen, end hidtil sket; og med den faste Villie, i et kommende Felttog at undgaa en Gjentagelse af de artilleristiske Forhold fra Kri gen 1866, erkjendte Regeringen, at den første Betingelse herfor var dels at bibringe Personalet et nøje Fjendskab til Skytset og dets Betjening, dels en bedre Uddannelse i Skydning og Vaabnets Taktik. I begge Retninger arbejdes meget. Strax efter Krigen udkom (1867) et nyt Exercer- reglement, hvortil i de følgende Aar sluttede sig talrige Lærebøger og Tjenesteforskrifter; der oprettedes en Skyde skole ; Anvisninger fra General-Inspektionen — i For bindelse med en udvidet Anvendelse af Artilleriet ved Feltmanøvrerne, hvilket gav de højere Kommanderende hyppig Lejlighed til al befale over blandede Troppelege mer — søgte at fremme den taktiske Uddannelse. Be nævnelsen «Reserveartilleri» forandredestil «Korpsartilleri» for at betegne, at det ikke skulde betragtes som en Re serve. Ligeledes foranstaltedes der udgivet Instruxer for de højere Troppeførere, hvori Grundsætningerne for Ar tilleriets Anvendelse fremstilledes, og hvori Afstandene reguleredes. Det sidste var absolut nødvendigt, efter at det i Bøhmen havde viist sig, hvorledes Artilleriet — akkurat som ved den franske Revolutions Udbrud — ved Indtrædelsen af den ny Fase i dets Udviklingshistorie havde begyndt med at overdrive Afstandene. Det be stemtes heri, at Skydningen ikke maatte begynde paa Afstande over 2500m-, Artilleriet skulde virke afgjørende mellem 700m- og 1700ra , og iigeoverfor Infanteriild skulde Afstande under 600m- undgaas. Ved Krigens Udbrud 1870 var Fordelingen i Ordre de bataillen følgende: Enhver Division tildeltes en Artilleriafdeling paa 4 Batterier; Kavaleridivisionerne fik 1 å 2 ridende Batterier; Korpsartilleriet kom ialt til at bestaa af 4 Fod- og I a 2 ridende Batterier. •— En officiel Meddelelse, om den franske Hærs Kampmaade, der udgik under Mobiliseringen, anbefalede det preussiske Artilleri stedse at bringe Divisionsartilleriet tidlig og samlet i Fægtningen samt tillige at have Korpsartilleriet ved Ilaanden. Sammen med Staten arbejdede trolig den offentlige Mening; dog led Arbejdet i Begyndelsen under et stærkt Tryk dels paa Grund af Artillerietaternes gjentagne Omdannelse med Hensyn til Formation og Bevæbning (i Tiaaret 1860—70 indførtes i Preussen 3 Konstruktioner af 4-Punds, 5 af 6-Punds, 4 af 12-Punds og 6 af 24-Punds Kanoner) og de deraf følgende ny Grundlag for Tjenesten og Uddannelsen, som lagde stærkt Beslag paa Tankerne, — dels paa Grund af de uheldige Resul tater fra det endte Felttog, og det varede derfor ca. 3 Aar, inden man gjennemgaaende var kommen til fuld Klarhed over de taktiske Principper, der burde adopteres. Den Dadel, der nemlig strax efter Krigen i rigeligt iMaal strømmede ned over Artilleriet, var saa lidenskabelig, at den i Stedet for rolig og upartisk at søge Grundene til de begaaede Fejl i taktisk Henseende, i sin blinde Iver gik langt videre og endog gav Anledning til en Gjen- optagelse af Spørgsmaalet om det riflede Skyts’s Be rettigelse som Feltskyts. I Spidsen for denne Bevægelse stod atter den utrættelige Streubell, som allerede 1866 under sit gamle Pseudonym paany aabnede Striden med en Brochure, betitlet: »Die Taktik der ISeuzeit, vom Standpunkte des Jahrhunderts und der Wissenschaft», i hvilken han kaldte de bestaaende riflede Feltartilleri systemer »uduelige Stymperes Produkt» og Kanonerne selv for »jammerligt Skyts». Essensen af hans Skrift var følgende Ytring: »Artilleriet maa vende tilbage til det almindelige Skyts og udelukkende føre dette med sig i Felten»; og uagtet de østerrigske Batterier ved Sadowa ikke engang i Defensiven havde kunnet standse det preussiske Infanteri, og der saaledes aabenbart ikke mere kunde blive Tale om at gaa frem paa de tidligere korte Afstande og beskyde et liggende, spredt Infanteri med Kardætsker, paastod han dog: »Artilleriet tør ikke skyde paa Afstande udover 900m-, det maa kjøre tæt ind paa Modstanderen og søge Afgjørelsen fremkaldt ved Kardætskild», — altsaa en absolut Tilbagevenden til Ar tilleritaktikken under de napoleonske Krige uden Hensyn til den i Mellemtiden fuldbyrdede Udvikling af Vaaben- teknikken. Desuagtet vakte hans Skrift uhyre Opsigt; ikke nok med at man i Østerrig, foranlediget ved hans Piece, foranstaltede Skydeforsøgssammenligninger mellem glat og riflet Skyts, hvis Resultater naturligvis var til ubetinget Fordel for det riflede Skyts, men hans dristig fremsatte Paastande, der fik en vis Paalidelighed over sig ved Henblikket paa den nylig tilendebragte Krig, kaldte i Overraskelsens første Momenter en ny langvarig og bitter Literaturstrid til Live og vandt Tiltro hos mangfoldige Officerer, saa at »selv højere Officerer lod sig forlede til at udtale sig til Fordel for Afskaffelsen af det riflede Skyts og i den Hensigt at henvende sig til de afgjørende Personer. Den afdøde Generalinspektør for Artilleriet, General v. Hindersin, er endnu i Aaret 1868 bleven belemret med Raad i saa Henseende».*) Selv de, der holdt paa det riflede Skyts, havde i mange Tilfælde mærkværdig svært ved at sætte sig ind i de rigtige Principper for dets Anvendelse. Den før det bøhmiske Felttog almindelige Tro paa, at Riffelkanonerne fortrinsvis vare at anvende som Positionsskyts, dukkede endnu 1867 frem i »Allgemeine Militair-Zeitung» i en Artikel «Om Brugen af riflede Feltbatterier», hvori siges: «En saa vidt muligt udtømmende Brug af Skytset kan kun opnaaes, naar de riflede Kanoner hovedsagelig bruges som Positionsskyts . . . Manøvreren og taktiske Kunster ere kun til Ulykke for riflede Batterier, da derved Ild virkningen gaar tabt». En Oversættelse af denne Artikel blev 1869 optaget her hjemme i »Tidsskrift for Krigsvæsen«.
Imidlertid døde den arkolayske Strid hen, idet man, efterhaanden som de omtvistede Punkter kom under Debat, saa, at han havde haft Uret. 1 eet Punkt havde dog hans Meninger været r^tige og anerkendelses værdige : i sit skarpe Sprog havde han paatalt Artilleriets Splittelse*) og den deraf felgende Bortødslen af en Kraft, som var absolut nødvencig for en heldig Gjennem- førelse af Fægtningen. Den samme Tanke gav sig forresten ogsaa Luft i den overfor citerede Artikel, der sagde: . . . «Artillerimassen e' den Formation, i hvilken de riflede Batterier helst bør anvendes . . . fra et ar tilleristisk Standpunkt maa det Jerfor paa det bestemteste fraraades, at enkelte riflede Batterier tildeles Infanteri brigaderne, hvorimod det maa anbefales, at flere Batterier under fælles Kommando stilles til Infanteridivisionens Raadighed». Saaledes begyndte altsaa Tanken om Artilleriets Masse- anvendelse atter at blive almindelig. 1 og for sig var dette jo ganske naturligt. Paa Grund af specielle Aar- sager, som ere søgte fremstillede i det Foregaaende for Læseren, havde Princippet vel været nær ved at gaa i Forglemmelse; men enkelte Raster havde dog af og til hævet sig til Fordel for det, og nu, da Artilleriet med de ny Vaaben i materiel Henseende havde gjenvundet det Standpunkt, hvorpaa det tidligere havde staaet over for Fodfolket, manglede der kun at grundfæste Stand punktet ved bestemte, til de anskaffede Vaabens Natur svarende taktiske Regler, og til i saa Henseende at tilvejebringe en rigtig Erkjendelse bidrog navnlig de Lærepenge, man betalte 1866. Jordbunden var derfor beredt, og foruden de offi cielle Forskrifter, var det navn ig et 1869 i Berlins mili tære Selskab af Prinds Hohenlohe holdt Foredrag: «Ideen iiber die Verwendung der Feid-Artillerie», som gav Im pulsen til den Taktik, Preusserne anvendte i 1870.
»Hvad nu Ordre de bataillen og .Marcheordenen an- gaar», siger han, «da maa de ubetinget paa det nøjeste harmonere med Grundsætningerne for Artilleriets An vendelse i Fægtningen; thi det er indlysende, at Ar tilleriet ikke kan anvendes rigtig, naar det ikke fordeles rigtig til de andre Tropper; man maa lade Tropperne marchere i samme Orden, i hvilken man forudsætter at skulle disponere over dem; thi i den Orden, hvori de marcherer, fører man dem i Ileglen imod Fjenden, og at trække en marcherende Troppedel frem foran en anden er i de fleste Tilfælde forbundet med saa megen Besvær og hyppig ogsaa med en saadan Forstyrrelse af Ordenen, at man kun ugjerne skrider dertil, naar man først een Gang har sporet de ubehagelige Følger deraf». Da nu Grundsætningerne for Artilleriets Anvendelse efter hans Formening, paa Grund af lldvaabnenes stadige Forbedring, maa falde sammen med en Trang til «om muligt at koncentrere denne virksomme lid paa det af- gjørendc Punkt af Fægtningslinien, altsaa til en mere massevis end batterivis Optræden af Artilleriet», saa følger atter deraf: 1) at Artilleriet ikke fordeles til de andre Vaabenarter i mindre Masser end afdelingsvis til Divisionerne og som Grundregel aldrig batterivis til Brigaderne; 2) at Artilleriet trækkes længer frem i Marchekolonnen. Det en enkelt Divisions Avantgarde tildelte Batteri maa derfor placeres bag forreste Bataillon; det øvrige Artilleri i en isoleret optrædende Division saavel som det til et Armeekorps’s Avantgardegros hørende Artilleri maa helt frem i Grossets Tete med kun en Bataillon teller et Regiment) foran sig. Det Artilleri, der er til delt den Division, der danner Korpsets Gros, marcherer stedse samlet bag Divisionens forreste Bataillon (eller Regiment); Korpsartilleriet maa ikke være for langt bagud; er Kavaleriet i Teten, kan det marchere foran In fanterigrosset, ellers som Regel bag Grossets forreste Infanteriregiment (eller Brigade), men det maa under alle Omstændigheder foran Reserveinfanteriet; «thi Korps- artilleriet skal ved en velrettet, længre Tid varende Virksomhed hidføre det afgjørende Øjeblik, ja paa en vis Maade tilvejebringe det gunstige Moment for Af- gjørelsen, og ikke først hentes frem i dennes sidste Momenter; derfor hører det ikke til Armeekorpsets Re server, men til Hovedslaglegemerne». — Naar det i rette Tid forenes med Avantgardens eller med Grossets Ar tilleristyrke, kan der opnaaes »en fælles Massevirkning af 9 ä 12 Batterier mod eet Maal«. I)et var disse Ord, der dannede Grundlaget for den Taktik, det preussiske Artilleri anvendte i 1870, og som Kühne har karaktiseret saaledes: »Som Hovedprincip maa forstaas Artilleriets Masse anvendelse i den Forstand, at allerede under Fægtningens Udvikling og i ethvert Fald før Udførelsen af Infanteriets Hovedangreb alle overhovedet endnu disponible Batterier bringes i Ilden, og at Afgivelsen af deres lid, saa vidt det paa nogen Maade er muligt, sker under een Mands Ledelse».
Medens Forholdene nu stærkt have indskrænket Kavaleriets taktiske Rolle, saa det for c. 30 Aar siden ud til, at det skulde blive Artilleriet, der maatte for trække fra Valpladsen. Imidlertid fandt det et reddende Middel, et Vaaben nemlig, ved Hjælp af hvilket det kunde holde sig Infanteriet fra Livet og allerede paa Afstand adsplitte og eventuelt ukampdygtiggjøre det. Men de ny Vaaben kunde ikke bruges paa samme Maade som de ældre, og en Taktik for det riflede Skyts kan først siges at være grundlagt i Krigen 1870. Denne Taktik optog som en Del af sig det napoleonske Princip om Artilleriets Masseanvendelse. Skytsopstillingerne ved Gravelotte (Ode Artilleribrigade ved Bois des Cusses, de 15 Gardebatterier ved St. Privat), 1ste Korps’s Batterier ved Noiseville, 3dies ved Mars-la-Tour o. s. v., have, som Bogslawuski siger, en umiskjendelig Lighed med de napoleonske Artilleribuketter fra Wagram, Moskau, Leipzig o. s. v. — og Kejserens Alaxime om Betingelsen for at sejre i et Slag kunde derfor ogsaa næsten ordret komme frem i et preussisk militært Tidsskrift, der 1870 sagde: «Der Erfolg aber ist dem gesichert, der die Ueber- legenheit der Artillerie hat!»
