Da Wellington og Blucher mødte hinanden ved Belle- Aliiance, og de opløste Rester af den franske Armee flyg tede tilbage over Sambredoden, som den 3 Dage tidligere havde passeret Nord paa under Kejserens Tilraab: «Pour tout Frangais qui a du coeur, le moment est venu de vaincre ou domourir!» var der i krigshistorisk Henseende endt et Tidsafsnit, hvis Begyndelse kun lai 25 Aar til bage i Tiden, og som dog havde været Vidne til de mærke ligste Forandringer i Krigsførelsen. En ny Taktik — den saakaldte Perpendikulærtaktik — var hleven skabt og skulde i sine Grundprincipper vedblive at gjælde lige til Aaret 1866. Naar man tilfulde vil forstaa den Virkning, den ny Taktik kunde frembringe, og de Sejre, som den saa let, i alt Fald i Begyndelsen, syntes at tilkæmpe sig, maa man imidlertid ogsaa tage i Betragtning den Maade, hvor- paa Vaabenarterne anvendtes i Kampen, den Gang den kom til Syne, og det turde derfor, før jeg skrider til Forsøget paa at skildre Artilleriets Optræden paa Val pladsen under Napoleon den Store, ikke være urigtigt, som indledende Bemærkninger, at minde om Hovedprin cipperne for dette Vaabens Anvendelse paa Lineartaktikkens og Ilevolutionskrigenes Tid. «Frederik den Andens Taktik», siger Grivet*), «danner lige som et Resumé af de Forbedringer, der sukcessivt vare indførte af de forud for ham levende store Hær førere». Ser man nøjere efter, er det imidlertid ikke svært at paavise, at dette Udtryk ikke er ganske stem- meude med Virkeligheden. Frederik den Stores Yn*d- lingsvaaben vare Sabel og Bajonet, og baade for Infante riets og Kavaleriets Vedkommende gik han langt videre og fremsatte i sine «General-Prinzipia vom Kriege» Grund sætningerne for disse to Vaabenarters taktiske Anvendelse langt klarere og bestemtere, end nogen Anden havde gjort før ham. Artilleriet derimod var endnu paa hans Tid, ligesom tidligere, forholdsvis et Stedbarn af Taktikken, og for dets Vedkommende kan det citerede Udtryk nok gjælde; thi det befandt sig i Hovedsagen paa samme Standpunkt, hvortil de foregaaende store Hærførere, og da fornem lig Gustav Adolf, havde bragt det. — Man skjælnede mellem let og svært Feltskyts. De lette Piecer fordeltes ligelig mellem Infanteriafdelingerne, af hvilke de ud gjorde uadskillelige Dele; sammen med disse avancerede de derfor under Afgivelsen af Kardætskskud ind i den Ijendtlige Geværild uden at turde forandre den dem engang tildelte Plads i Træfningens Bataillonsintervaller, saaledes at de altsaa, for ikke at afstedkomme Brud I paa de snorlige, indrettede Linier, maatle renoncere paa at udnytte Terrainets Ejendommeligheder. De sværere 1 Piecer vare nærmest at betragte som en Slags Positions skyts; ved Kampens Begyndelse var det i store Batterier (ved hvilket Udtryk dog ikke maa forstaas nogen bestemt taktisk Størrelse) fordelt paa Højderne i det omgivende Terrain for derfra at afgive sin lid; blev dette under Fægt ningens Gang umuligt, skulde disse Batterier pousseres frem til andre Højder, der laa nærmere ved Fjenden, men paa Grund af den mangelfulde Bevægelighed lykke des dette rigtignok kun i de færreste Tilfælde. Begrebet Beserve-Artilleri kjendtes ikke. Man ser iøvrigt bedst Tankerne om Artilleriets An vendelse af Kongens egen Instruktion:*) "Jeg skjælner imellem de svære Kanoner og Felt- piecerne, hvilke sidste hore til Bataillonerne; de svære Stykker skulle ved Fægtningens Begyndelse placeres paa Højderne, de smaa derimod 50 Skridt foran Fronten; med dem begge skal der sigtes og skydes akkurat. Naar man er c. 500 Skridt fra Fjenden, skulle de smaa Kanoner trækkes af Mennesker; de kunne blive ved deres Batailloner, men maa bestandig fyre under Avanceringen. Hvis Fjenden flygter, saa avancere de grove Stykker og give ham endnu nogle Lag for at ønske ham lykkelig Rejse!... . Jeg bar glemt at sige, at Kanonerne paa 350 Skridts Afstand skulle skyde med Kardætsker». Dog lader det til, at Instruktionen, som det saa ofte gaar, vel har staaet paa Papiret, men ikke er bleven udført i Virkeligheden. I alt Fald hedder det i et officielt Skrift fra 1789 med en Hentydning til det forholdsvis lave taktiske Standpunkt, Artilleriet indtog: «Indtil den Dag i Dag har man endnu ikke kunnet anføre et eneste Exempel paa, at de angribende Troppers Artilleri i Syvaarskrigen har kunnet nærme sig de fjendt lige Batterier og Batailloner paa Kardætskskudsafstand for at bringe de fjendtlige Batterier til Tavshed og de bag dem staaende Batailloner i Uorden. Det preussiske Artilleri har i Syvaarskrigen kun gjort Forsøg derpaa, men aldrig kunnet udføre dem».**) Da imidlertid den bedste Kritik over Vaabnets taktiske Standpunkt faas ved en Betragtning af dets Virksomhed i de enkelte Slag, vil et flygtigt Blik i saa Henseende være paa sin Plads her. Det ses da, at Kongen stun dom, som f. lix. ved Leuthen, Hossbach, Zorndorf, dannede storre Batterier for at dække sin Opmarche og! ogsaa forstod at placere dem fordelagtig nok. Under]/ Slaget selv derimod kunde Artilleriet ikke altid følge Infanteriet (saaledes ved Kunersdorf, hvor dette var en væsentlig Anledning til, at Slaget tabtes, eller ved Prag, hvor Feltmarchal Schwerin med 8 Grenaderbatailloner gjorde et uheldigt Angreb paa den østerrigske højre Fløj), og skjøndt Kongen flere Gange med Fordel (saale des ved Leuthen og Bossbach) anvendte Artilleriet til at fuldstændiggjøre Sejren , laa Udbyttet af denne Anvendelse dog langtfra i Artilleriets Bevægelighed eller Virkeevne, men meget mere i den ved hans ejendommelige Angrebs- maade paa den fjendtlige Side frembragte Uorden og Ophobning af Masser paa et enkelt Punkt, der da nød vendigvis blev et godt Maal for det preussiske Artilleri. Een Forbedring skyldes dog ham, nemlig Indførelsen af ridende Artilleri. Allerede i Foraaret 1759 havde han en «Brigade» beredent Artilleri paa 10 Stkr. 6pundige V Kanoner, som daglig indøvedes i hans Paasyn; Betje ningen var bereden, og hver Kanon forspændt med 6 Heste. Ogsaa ved den under Prinds Heinrich 1760 ved Landsberg samlede Hær var der en lignende Brigade be redent Artilleri, som under Felttoget var tildelt Dragon- regimentet Anspach-Bayreuth; men efter Bernecks Frem stilling*) opløstes dette Artilleri efter Freden til Huberts-, burg; 1773 formeredes det atter i Potsdam som et ridende Exercerbatteri, hvorefter det igjen opløstes for 1778 at danne Stammen for 8 ridende Batterier, som da oprette des; det har altsaa ikke været nogen til Hæren fast hørende Bestanddel og kom i det Hele taget heller ikke til nogen betydelig Anvendelse paa Valpladsen. —
Saa kom den franske Ilevolution, hvis Krigsførelse karakteriseres ved Loven af 23. August 1793 (Levées en masse), sammenholdt med Carnots til Velfærdskomiteen 1 afgivne Betænkning: «Soldaternes Antal maa fordobles, I saa vi uden Hensyn til de sandsynlige Tab og uden at maatte behøve strax at tænke paa Erstatning kunne sætte Tallet imod vore Modstanderes Krigskunst. Det simpleste Middel er altsaa at føre Krigen i Masse o: vi maa paa alle Punkter, hvor vi kunne vente at blive an grebne, opstille den størst mulige Mængde Mandskab og Artilleri og selv stedse være den Angribende .... Denne ! Maade at føre Krigen paa passer nøje til det franske Folks Karakter, Vaner og Temperament og maa for skaffe os Sejr allerede af den Grund, at den ved sin Nyhed vil bringe vore Modstandere ud af Fatning». Carnot havde Ret. Efter 11 Maaneders Virksomhed j kunde han kort før Fredsslutningen med Preussen og i Spanien (4/3 1795) give Konventet følgende lakoniske I Bulletin: «27 Sejre, hvoraf 8 en bataille rangée, 120 Fægtninger, 80,000 ukampdygtiggjortc Fjender, 116 i erobrede Fæstninger eller Steder, af hvilke 36 først ere ) faldne efter Beleiring eller Blokade, 230 erobrede Forter eller Redouter, 3800 erobrede Kanoner, 70,000 Geværer, ^90 Faner».*) Carnots Methode indeholdt Spiren til den ny Infanteri- taktik , hvis Grundprincipper jo i Korthed vare: Intet Train for at gjøre Hæren saa mobil som muligt; paa Slagmarken dybe Kolonner for at kunne overholde I^Føringen af de uuddannede og udisciplinerede Tropper, og til Dækning af disse Kolonner tætte Blænker sværme, som førte Fægtningen ind i Terrainafsnit, der hidtil havde været betragtede som utilgængelige. Hvor løs og ufuldkommen end den taktiske Forbin delse var mellem Artilleriet og de to andre Vaabenarter, var det dog umuligt andet, end at en saadan Revolution i Infanteriets Taktik ogsaa maatte indvirke paa Artilleriet og frembringe store Forandringer i det. Først og frem mest viste det sig nødvendigt at forøge Vaabnet for at yde de unge ukampvante Tropper den Støtte, hvortil de trængte, og gjennem alle Revolutionskrigene gaar der da ogsaa overalt Bestræbelser i saa Renseende; men ikke mindre vigtigt maatte det være at gjore Artilleriet bevægeligere^ end hidtil, for at det kunde følge Infanteriets nu saa hur- j tige Bevægelser, og dette opnaaede man delsved at gjøre ; Skytset lettere, dels ved at optage Frederik den Andensi Tanke om ridende Artilleri. 1791 besluttede den davæ-J rende Krigsminister Duportail at indføre let Spundigt Ar tilleri, hvis Mandskab skulde sidde paa Ammunitions vognene; den Hurtighed, hvormed Udrustningen blev drevet, tillod imidlertid ikke General d'Urtubie, som i Rouay ledede Mobiliseringen, at skaffe det nødvendige Antal Vogne; man gav derfor Artilleristerne Heste, og da det viste sig, at Bevægelserne derved bleve hurtigere, blev denne Udrustningsmaade efterhaanden almindelig. Det var paa denne Maade, at de første Kompagnier «'ar tillerie volante» fremstod, men selvfølgelig varede det længe, før det fik noget Reglement eller nogen særegen Chef. *1 Ikke tilfreds med de ridende Batteriers Bevægelighed gjorde man i Dunkerque Forsøg med 3 Fod lange, me get lette Kanoner, som ved Hjælp af en dertil konstrueret Saddel fastspændtes paa Ryggen af en Hest med Mun dingen bagud og Druen vendt mod Hestens Nakke. Man begyndte med 63/4, prøvede saa med 13 og tilsidst med 20 Lod Krudt til Ladning uden Skade for Hesten; men da man forøgede Ladningen til 1 Pd., blev Rekulen saa stærk, at Dyret styrtede dødt til Jorden, og dermed var dette Experiment forbi.**) Som et andet Exempel paa, hvorledes man ogsaa andre Steder søgte at udvikle Artilleriets Hurtighed, anføres, at der i den sachsiske Armee var indført llegimentskanoner (saakaldte «Geschwind- slucke*>), som kunde fyre indtil 6 Skud i Minuttet. Ka nonen hvilede med Bagstykket paa en stærk Fjeder, som ved et Tryk gav efter saaledes, at Røret kunde dreje sig og komme til at staa vertikalt mellem de to Lavetvægge. Kanonen blev da hurtig ladt med et i Beredskab holdt Kardætskskud og derpaa ved Hjælp af to til Bagstykket fastgjort Trækliner bragt i Skudstilling. *| Artilleriets forøgede Styrke og Bevægelighed frem bragte i Forening en tredie Faktor, som i Begyndelsen kun momentvis kom til Syne, men som senere skulde blive af væsentlig Betydning: det optraadte med større Virkning paa Kamppladsen. En væsentlig medvirkende Grund hertil var naturligvis ogsaa, at Frederik den An dens tungt bevægelige Fægtningslinie var brudt og erstattet med liere mindre, bevægeligere Led; Artilleriet var altsaa ikke længer indskrænket til at indtage de i Forvejen be stemte l’ladser i Bataillonsintervallerne og derfra følge Infanteriets Bevægelser; det kunde manøvrere ganske anderledes frit, benytte Terrainet og, hvis det blev holdt nogenlunde samlet, lægge et langt større Lod i Vægt- skaalen. 1799 bestod det franske Artilleri af 8 Fod- og 8 ridende Regimenter å 6 Kompagnier, hvilket Artilleri i Begyndelsen førte 8pundere, men senere reglemenlere- des med 4pundere. — 1790 havde Nationalgarden endnu pr. Balaillon ’/2 Artillerikompagni (2 Kanoner), men fra 1794, da Halvbrigadeformationen indførtes, tildeltes hver Halvbrigade (3 Batailloner) et Batteri paa 6 4pundige Kanoner. Batteriet blev nu en taktisk Enhed i Or ganisationen. Men dette Artilleri, der saaledes var sluppet ud af Lineartaktikkens trange Former, havde tidligere været be tragtet som et sekundært Vaaben, for hvilket der ikke behøvedes saa bestemte eller detaillerede taktiske Instruk lioner som for de andre Vaabenarter. Heller ikke anede noeren endnu den Betydning, det skulde opnaa senere. Med den ny Infanteritaktik viste dets gamle Forskrifter sig ubrugelige; ny kunde ikke sættes i Stedet; dem maatte det selv skaffe sig paa Valpladsen. Det kunde da ikke være andet, end at Revolutionskrigene maatte blive en Prøvetid, hvor Artilleriet famlende søgte efter de endnu ukjendte Love for dets Samvirken med de andre Vaaben. Halvt ubevidst nærmede det sig dog efterhaanden de Principper, som Napoleon den Store senere skulde bringe Klarhed over. Ved Valniy (September 1792) . sam led e-Jt Kellermann paa Bakken ved Vindmø 11 en 4 0 Kanoner, lige over for hvilket Batteri Preusserne op- kjørte 34 Stkr. Skyts i 4 Batterier, hvorpaa en 8 Timer lang Kanonade begyndte. Som et A'idnesbyrd om, hvor uvant Artilleriet endnu var med de ny Forhold, hvor under det optraadte, og hvor ringe Virkning det som Følge deraf ofte opnaaede, er det ganske interessant at bemærke, at skjøndt der under Fægtningen blev udskudt c. 40,000 Kanonkugler, beløb Antallet af Dræbte og ^ Saarede sig i det Hele dog kun til 184 Preussere og 400 Franskmænd *) o: bortset fra Træfningen ved In- 1 fanteriild, som jo i denne Fægtning kun var ringe, var det kun hver 70de Kanonkugle, der traf. — Ved Jemappe (November 1792) havde Hertugen af Sachsen-Teschen taget en Opstilling mellem Bertaimont og Jemappe med Fronten dækket af 36 Kanoner i Forskandsninger; da Dumouriez lienimod Middag gav Signal til Angreb over bele Linien, rykkede det franske Centrum frem formeret i 5 Kolonner, og i Teten af Kolonnerne kjørte 30 Stkr. Skyts, fordelte i flere Batterier; de skulde under støtte Deployeringen og ved deres Ild lette Angrebet. — Ved Pirmasens (September 1793) gik General Moreaux
med 13000 Mand frem mod Fahrbach for i Ryggen af de preussiske Forposter at tage Husterhøjderne; 35 Kanoner kjørte op og beskød Preusserne i 2 Timer, hvorpaa pludselig, henad Kl. 10, Artilleriet tav, og 4 franske Kolonner gik frem til Angreb. — Ved Kaiserslautern (November 1793) kjørte General Iloche den 28de 2 Bat terier paa 30 Kanoner op for al tvinge General Kalkreuth ud af hans fremskudte Position paa den nordlige Skraa- ning af Osterberg, og Angrebet den 29de om Morgenen forberedtes fra et Batteri paa 29 Kanoner.
II. Efter i det Foregaaende at have forsøgt at fremstille det taktiske Standpunkt, Artilleriet stod paa ved Slut ningen af det attende Aarhundrede, gaar jeg nu over til Skildringen af Vaabnets Optræden paa Valpladsen under Napoléon den Store. Jeg har viist, hvorledes Re publikken kastede Lineartaktikkens Former bort, samt at det, ialtfald for Artilleriets Vedkommende, ikke var muligt strax at sætte andre i Stedet. Den Periode, der nu op- randt for Frankrig, var ikke gunstig for nogen literær (o: reglementarisk) Udvikling af Taktikken; dertil manglede de fornødne Fredsaar; men paa den anden Side vare Kejserens uophørlige Krige netop en Skole, der meget bedre end alle Diskussioner og Fredsøvelser lærte Vaab- nene gjensidig at vurdere hinanden paa rette Maade, samtidig med at de fremkaldte en Samvirken, dei\ førte til den Vaabenarternes inderlige taktiske Forbindelse, som er et af Særkjendemærkerne for de napoleonske Kampe, og som fik sin træffende Betegnelse i Udtrykket «marcher après le canon». Derved nødes imidlertid den, der vil danne sig et Billede af Artilleriets Taktik i Tidsrummet 1800—15, til saa godt som udelukkende at holde sig til Vaabnets Deltagelse i de enkelte Slag samt Kejserens Korrespon dance. 1805 endte Kejseren et fra Hovedkvarteret i Schon- brunn til General Songis skrevet Brev med følgende Sætning: «N’oubliez pas que tout dans l’artillerie, à la guerre, doit être à l’armée et non au parc!»*), og den Betydning, lian lagde i dette Udtryk, fremgaar tilstrækkelig af den Anvendelse, han gav Vaabnet paa Valpladsen, hvor han nemlig, om jeg tør bruge et saadant Udtryk, udvidede dets Opgave i Slaget. Medens Artilleriet tidligere kun havde været benyttet til uden bestemt taktisk Formaal at indlede Kampen og momentsvis at virke til dens nødtørftige Underholdning, kom der nu ved Kejserens Initiativ en tredie Virksomhed til, i Kampens af- gj ør ende Øjeblik at gribe ind for at hidføre (eller forhindre) en Løsning, samtidig med at den anden Del af dets tidligere Opgave fra nu af skulde op fyldes regelmæssigere og fuldstændigere. — Det var dette, som gjorde Artilleriet fra et Hjælpevaaben, hvilket det hidtil havde været, til et med Infanteriet og Kavaleriet jevnbyrdigt llovedvaaben. Artilleriets Virksomhed skulde altsaa nu omfatte hele Slaget. Men enhver, der kjender Kejserens Blik for Be- servens Betydning og hans Tendens til at anvende Vaaben- arterne i Masse, maattc kunne sige sig selv, at han, efter at have afgivet det fornødne Artilleri til Infanteriet og Kavaleriet, til Løsning af Opgavens tredie Del vilde be holde en tilstrækkelig Skytsmasse disponibel i sin egen Haand. Saaledes udviklede Forholdene sig ogsaa efter- haanden og gav derved Stødet til den nutidige Inddeling af en Armees Artilleri. Da hver af disse to Dele af Vaabnet imidlertid havde sine væsentlig forskjellige taktiske Opgaver at iøse, vil det ogsaa være naturligt at betragte dem hver for sig. Endskjøndt Infanteridivisionernes Størrelse uophørlig vexlede under Kejserens Krige, var der dog i Reglen altid tildelt enhver af dem et Kompagni Fodartilleri, og desuden havde Armeekorpserne en Artilleri-Reserve. 1 Stedet for de 1794 afskaffede Bataillon skanoner skulde Rivisionernes Fodbatteri, som det lader til, anvendes som Regimentspiecer. Tydeligst fremgaar dette af Korre spondancen fra 1809. Under 2ode Maj lader Kejseren nemlig skrive til General Songis: «Jeg har i Gaar, lir. General Songis, sendt Dem Ordre til at sætte til Disposition for Hertugen af Auer- stiidt 80 østerrigske Fiecer, 3 Pd.s eller 5 Fd.s, tilligemed 30 Ammunitionsvogne; de skulle indlemmes i hans Ar- meekorps’s Regimenter i et Antal af 2 pr. Regiment».*) . . . Men allerede for Slaget ved Austerlitz maa Skytsets Fordeling til Regimenterne have fundet Sted. Under 26de November skriver Berthier til Maréchal Soult, an- gaaende Spørgsmaalet om, hvorledes man paa bedste Maade skulde tage imod Russerne, et Brev, hvori ogsaa Artilleriets Opstilling reguleres: «Kejseren har befalet mig at meddele Dem, lir. Maréchal, sine Tanker om den Ordre de bataille, det vil være nødvendigt at indtage lige over for Russerne; denne Fægtningsformation hør altid, saa vidt det lader sig gjøre, indtages paa følgende Maade: Hver Brigade udvikler sit første Regiment i Linie, andet Regiment i sluttede Divisionskolonner med første Bataillon til højre bag forreste Regiments første Bataillon og anden Bataillon til venstre bag sammes anden Bataillon. Artilleriet opstilles ilntervallet mellem de to i Linie udviklede Bataillon er samt med nogle Fiecer til højre og til venstre. Hvis Divisionen har et femte Regiment, bør dette holdes i Reserve 100 Skridt bagved. I denne Formation vil De baade have en ud strakt Ildlinie og Kolonner, som staa beredte lil at møde Fjendens Kolonner.»
Fremstillet ved en Tegning vilde den Formation Kejseren anbefaledeMaréchal Soult, se saaledes ud:
Anvendte paa Kamppladsen modificeredes dog disse Formationer noget, saaledes som dels det bekjendte Exempel fra Slaget ved Austerlitz viser*), livor Divisionen St. Hilaire, under Fremrykningen mod Pratznerhøjden, var formeret med et Regiment i Tirailleurkjede med hele Artillerikompagniet i Midten og den øvrige Del af Divi sionen i Ratailionskolonner, og dels saaledes som man ser det i Slaget ved Anerstadt under Kampen om Lands byen Hassenbausen. .Mod denne Landsby, som Maréchal Davoust bavde ladet Divisionen Gudin besætte, avancerede nemlig de to preussiske Divisioner v. Scbmettau og v. Wartens- leben; det lykkedes dem at drive Gudins forreste Linie tilbage; men i samme Øjeblik nærmede Divisionen Mo rand sig i Lob og deployerede paa venstre Fløj af Gudin med sine 9 Ratailloner paa een Linie i Ratailionskolonner med Udviklingsafstand, Artilleriet paa Fløjene og Fronten dækket af en Skyttekjede.
Overensstemmende med Exercerreglementel vare de preussiske Divisioner standsede 800 Skridt fra Ilassen- liausen for at rette Geledderne, før der skredes til Storm paa llyen**); men derved led de saa meget af Franskmændenes Ild, at de fleste Førere faldt eller saaredes. Al Ledelse ophørte, og Kampen gik over til en Skyde- fægtning, under hvilken Morand lod opdeployere:
For at hjælpe Infanteriet ud af den mislige Situation, hvori det befandt sig, foretog da to preussiske Eska droner, understøttede af et ridende Batteri, en Attake mod den franske venstre Fløj; med de 7 Batailloner til venstre formerede Morand Karré, de 2 Batailloner paa højre Fløj forbleve i Linie for at vedligeholde Forbindel sen med Hassenhausen, hvorefter Attaken afvistes, navnlig ved Hjælp af Artilleriilden:
Til Belysningen af Spørgsmaalet om, hvilken Virk somhed nu dette til Divisionerne og Korpserne afgivne Artilleri udfoldede i Slaget, troer jeg det bedst at henvise til nogle Exempler af Krigshistorien. Forrest staar da Exemplet fra Friedland (14/6 1807), hvor Napoleon efter en henholdende Kamp i c. 11 Timer besluttede at føre et afgjørende Stød mod Russernes venstre Fløj, 2 Divisioner, der ved en Bæk vare skilte fra den øvrige Del af Hæren. 1ste iNey) og 6te Korps (Victor) bestemtes til Angrebet. Neys Fremrykning stran dede imidlertid paa det russiske Infanteris Modstand og tildels ogsaa paa Reservekavaleriet, som vadede over Bækken og faldt Franskmændene i Flanken. Divisionen Marchand kom i Uorden, og flere Batailloner vendte sig allerede til Flugt, da Victor greb ind i Fægtningen og ved sit under General Sénarmonts Befaling forenede Artilleri bragte de to Divisioner til at vige og derved afskar Russerne Tilbagetoget gjennem Friedland. Om dette Artilleris Optræden fortæller General Sé- narmont:
General Victor gav, efter at have meddelt Artilleri generalen sine Hensigter, denne fri Haand med Hensyn til Anvendelsen af Korps-Artilleriet. Artillerigeneralen forenede da, fraregnet 6 Stkr. Skyts, der holdtes tilbage i Reserve, hele Artilleristyrken i 2 Batterier, hvert be- staaende af: 10 6pundere, 2 4pnndere og 3 Haubitser. Det ene Batteri opstilledes foran Landsbyen Post- benen, det andet paa højre Fløj foran Sortlackerskoven; Reservebatteriet bag Posthenen. De to Batteriers første Position var 600 Skridt fra Fjenden, men allerede efter 5 it 6 Lag protsedes der paa, og man gik frem indtil en Afstand af 300 Skridt, hvor der aabnedes en livlig Ild. Kort Tid efter, da General Sénarmont havde observeret den Virkning, hans Kanoner frembragte paa det fjendtlige Fodfolk, lod han atter protse paa og gaa frem til en Stilling, 150 Skridt fra Russerne; fra det Øjeblik blev der udelukkende skudt med Kardætsker, ligesom ogsaa de to Batterier nu havde nærmet sig hinanden saa meget, at de kun dannede een Linie. Da det russiske Infanteri begyndte at vakle, satte dets Kavaleri sig i Bevægelse for at attakere Batteriet. Sénarmont lod for andre Front og rettede hele Ilden mod Kavaleriet, som efter 2 Lag forsvandt. Ledsaget af en Kavaleribrigade rykkede nu Divisionen Dupont frem og kastede Russerne dels ud i Floden, dels ind i Byen, hvor de bleve for fulgte. Divisionen fulgtes paa sin Fremrykning af 5 fra det store Batteri detacherede Stkr. Skyts». Sénarmonts Tab var: 4 Officerer, 52 Artillerister og 53 Heste. Der blev afgivet i alt 2516 Skud, deraf 362 Skud med Kar dætsker. Ved Ebelsberg kjørte Massena ved Broen over Traun 20 Kanoner op, under hvis Beskyttelse General Gohorn kastede sine Tirailleurer over Broen og naaede Ebelsberg samtidig med Østerrigerne. Da Divisionen Legrand ved Znaim var naaet frem til Bredden af Taja og her standsedes af de paa den anden Side opstillede Østerrigeres Ild, lod samme Maré- chal strax opkjøre flere stærke Batterier, under livis Kardætskild det lykkedes Legrand at komme over Broen. Ved Borodino aabnedes Infanteriets Deltagelse i Slaget med, at Davoust forte Dessaix’s og Compans’s Divi sioner frem mod den russiske venstre Fløj; i Teten af Kolonnerne marcherede 30 Stkr. Skyts. Ved Bautzen slog Marmont, Sydvest for Oelina, 4 Broer over Spree under Ilden fra 40 Kanoner. Ved Katzbach trak General Lauriston Kl. 4 om Fftermiddagen sine Reserver frem og avancerede mod Ilennersdorf, beskyttet af flere svære Batterier, der bragte det russiske Artilleri til Tavsbed. Ved Kulm var Vandamme — indkneben mellem Bjergene, angreben i Fronten af Russerne, i begge Flanker af Østerrigerne — efterhaanden kommen i en mislig Situation; da lian nu yderligere, i Stedet for Maréchal Mortier, hvem ban ventede, gjennem Lands byen Nollendorf saa Preusserne dcbouchere frem i Ryggen paa sig, besluttede ban at opofre bele sit Ar tilleri, 24 Kanoner paa en Bakke Vest for Kulm, og — medens dette opholdt Fjenden i Fronten — kaste sig over Preusserne og med Magt aabne sig Vejen til Dresden. 2 . Efter at i Slaget ved Møckern Byen af samme Navn var kommen i Brand, trængte Preusserne ind i den og satte sig fast i den ene Udkant. Begge Parter indsaa Vigtigheden af at være Herre over dette Punkt; medens Preusserne derfor beredte sig til ved et afgjørende An greb fuldstændig at forjage Franskmændene fra Byen og derfor modtoge Assistance af 2den preussiske Brigade under Prindsen af Mecklenburg, rykkede fra den anden Side nogle franske i Kolonner formerede Batailloner, førte af Marmont selv og under Beskyttelse af et stærkt 12- pundigt Batteri, frem mod Møckern. Det franske Batteri med Bataillonerne tæt bag ved sig nærmede sig Preus serne paa 200 Skridts Afstand og standsede ved sin Kardætskild den avancerede preussiske Brigade. Ikke engang da Brigaden Steinmetz, ledsaget af Artilleri, kom til, lykkedes det at kaste Franskmandene. Først et Ka valeriindhug i Forbindelse med den Forvirring, som frembragtes ved, at 3 Ammunitionsvogne sprang i Luften, kunde tvinge dem til i god Orden og under Dækning af deres 12-pundige Batteri at trække sig tilbage til en ny Stilling. — Efter saaledes at have forsøgt at Iremstille, hvorledes det Artilleri virkede, som var tildelt Divisionerne og Korpserne, mangler der endnu en Betragtning af Reserve- artilleriet og den Anvendelse, Kejseren gjorde af det ved paa det Punkt af Slaglinien, hvor ban vilde fremkalde eller forhindre den taktiske Afgjørelse, at lade det op træde i Masse. Reservens Betydning som en Hoved faktor i Kampen er netop et af de taktiske Principper, Kejseren stærkest bar fremdraget, og som derfor uaflade lig kommer til Syne i lians Felttog, og for Artilleriets Vedkommende siger ban selv herom: «1 Slaget saavel som under en Belejring beslaar Kunsten ved at sejre i at lede en slærk Ild ben paa eet Punkt. Er Kampen en. Gang i fuld Udvikling, da vil den, der besidder Midler til pludselig og Fjenden uafvidende at lade en ikke tid ligere tilsynekommen Artillerimasse virke paa et saadant Punkt, være vis paa Sejren». Tro imod dette Princip boldt han altid en betydelig Del af Skytset tilbage i Reserve. De ikke inddelte Bat terier saavel som Armeekorpsenes endnu ikke engagerede Reservebatterier bleve da i Slagets afgjørende Øjeblik forenede med Gardens Artilleri og dannede hine store Batterimasser, som mere end een Gang forskaffede ham Sejren, og som i ethvert Tilfælde altid viste sig som et af de stærkeste Kort, Kejseren under Slaget formaaede at spille ud. — Ejendommeligt er det, i Parenlhes be mærket, at ban ved Formationen af hine Artillerimasser aldrig betjente sig af Chefen for Artilleriet, General Lari- boissiéres; ved Wagram og Wachau var det General Drouot, ved Friedland Sénarmont, ved Borodino General Sorbier, ved Liitzen Oberst d’Hautpont, o. s. v. Men dette staar antagelig i Forbindelse med den Mangel paa konstante Organisationer, der ogsaa ere et Særkjende- mærke for Kejserrigets Krige. \ . Allerede ved Ansterlitz havde Kejseren til højre for Bellowitz 40 Stkr. Skyts i Reserve; men det er dog egent lig først i Slaget ved Wagram, at Tendensen til en Masse anvendelse af Artilleriet kommer til Syne. 7 Kejseren havde *) befalet General Macdonald med 3 Divisioner af den italienske Hær at indtage Massenas Plads i Slaglinien, og med disse 3 Divisioner vilde han føre det afgjørende Angreb. General Wrede og Gardens ridende Fusilierer skulde understøtte det, Bessieres med Nansoutys Kyrasserer dække Opmarchen. — Kavaleri angrebet strandede vel paa de østerrigske Bataillons- kolonners Ild, men Formaalet dermed, at beskytte For meringen af det store Batteri, lykkedes. Under Drouots Befaling gik Gardens Artilleri, 60 Kanoner (6 Fod- og 4 ridende Batterier) i 2 Kolonner frem bag Kavaleriet, opdeployerede paa een Linie og rykkede uden at skyde frem indtil 500 Skridt fra den østerrigske Opstilling. Under Fremrykningen demonteredes 15 Stkr. Skyts, saa- ledcs at kun 45 Piecer strax kunde bringes til Skud; men lidt efter lidt sluttede sig andre 50 Kanoner til, saa at hele Artilleristyrken indtog en Frontbredde af ca. 2500 Skridt. f Ved Borodino (7/o 1812) besluttede Kutusoff, efter J ' at Russerne havde mistet alle deres Forskandsninger og vare trængte tiltage til Moskauvejen, at forsøge et An greb paa det franske Centrum. Indledningen til denne Bevægelse foretoges imidlertid saa langsomt, at Hensigten tydelig kunde erkjendes paa fransk Side. General Sorbier lod derfor Gardens Reserveartilleri udvikle sig i Centrum, paa samme Tid som ogsaa Murat var beskæftiget med at sende Artilleri frem til den franske Midte, saaledes at der lier efter ganske kort Tids Forløb var samlet hen- imod 80 Kanoner, lige overfor hvis Ild de fremrykkende Russere bragtes i Uorden, saa at Bevægelsen mis lykkedes. Ved Gross-Gørschen (2/s 1813) saa Kejseren fra £ . Kaja af Preusserne indtage den Højde, som beherskede hans Slaglinie, hvorved denne stod i Fare for at blive gjen- nembrudt. Han lod da 16 Batailloner af den unge Garde, formerede i 4 Karreer og understøttede af 6 Batailloner af den gamle Garde samt Gardekavaleriet, gaa frem mod de Kaja omgivende Højder. Samtidig fik General Drouot Ordre til at formere Gardens disponible Artilleri, 60 Piecer, i et eneste Batteri og dermed beskyde de frem rykkende Russere og Preussere. — Lige overfor denne Udvikling opgav de Allierede det paatænkte Angreb. Ved Wachau samlede han mellem Kl. 12 og 1 for 7] at gjennembryde de Allieredes Centrum en Kavalerimasse paa c. 8000 Heste, der sendtes frem mod 2. preussiske Armeekorps, som i flere Timer havde været udsat for Ilden fra det mellem Wachau og Liebertwolkwitz opkjørte, fra Time til Time voxende franske Artilleri, saaledes at næsten alle Bataillonerne vare uden Førere og Rækkerne i overordentlig Grad fortyndede. Desuagtet mislykkedes som bekjendt Kavaleriangrebet. Forbitret herover lod Kejseren, endnu før hans flygtende Eskadroner vare vendte tilbage til de franske Linier, 2. Korps (Victor), til Venstre understøttet af Oudinots unge Gardedivision, fra Wachau af gaa frem mod Schaferiet Auenhayn. Paa samme Tid maatte 5. Korps (Lauriston) fra Liebertwolkwitz avancere imod Gossa. Drouots ovenfor nævnte Artilleri, som paa dette Tidspunkt var voxet til c. 170 Kanoner, satte sig paa Fløjene af 5. Korps og gik frem sammen med dette under Afgivelsen af en Kardætskild, der nødte de russiske Divisioner, som holdt Gossa besat, til at forlade Byen. Da de franske Kolonner ved Hanau fra Lamboiskoven deboucherede frem mod det baierske Centrum, modtoges do af liden fra 60 Stkr. i een Linie opstillet Skyts. Franskmændenes Angreb afvistes, og Napoleon saa sig nødsaget til at afvente Ankomsten af sit Artilleri, der, sammen med Grosset, befandt sig længer tilbage; da dette endelig ankom , begyndte Kampen paany for Alvor. — Saa snart Friants Tropper vare komne i Engagement med de fjendtlige lirailleurer, kjørte det franske Artilleri frem i Galop og formerede sig, 50 Piecer stærkt, til højre for Vejen; til højre af Artilleriet og under Dækning af dets Ild opmarcherede Gardens og 2. Korps’s Kavaleri. Før imidlertid delte sidste kunde skride til Angreb, attakeredes Drouots Artillerilinie af det fjendtlige Ka valeri, og kun det Heltemod, hvormed Betjeningsmand skabet forsvarede Skytset, forskaffede de franske Kyrasserer Tid til at falde de fjendtlige Eskadroner i Flanken og drive dem tilbage. Kyrassererne attakerede derefter mod den baierske Fægtningslinie, og medens en Del af Artilleriet blev i Positionen, avancerede Besten frem sam men med Kavaleriet; flere llatailloner sprængtes og kaste des ud i Floden, og da paa samme Tid det østerrigske Artilleri begyndte at mangle Ammunition, gik det tilbage, hvorefter Vejen var aaben for Franskmændene. Ved Monterean ;16/2 1814) kjørte Generat Gérard 40 Kanoner op i een Stilling i Nærheden af Byen Villaron; og ved Waterloo forberedtes det første store Angreb af Ilden fra 72 Kanoner. Før jeg paa Grundlag af det her Fremstillede gaar over til en almindelig Karakteristik af denne Periodes Artilleritaktik, kunde det endnu have sin Interesse at søge Spørgsmaalet om, hvor vidt det lykkedes det franske Artilleri at bibringe Fjenden Tab, der svarede til den Dristighed, hvormed det optraadte, besvaret. Henset til den Kampaand og praktiske Dygtighed, som saa mange uafbrudte Krige nødvendigvis maatle uddanne, synes der at ligge et indirekte bejaende Svar dels i den Omstæn dighed, at der blev lagt stor Vægt paa, at Artilleriet fulgte Tropperne ind paa de korte Afstande, hvad Ammunitionsforsyningen giver Bevis for*), dels deri, at Artille riet virkelig i saa Henseende opfyldte, hvad man ventede af det. »Duchand déserte!» raabte Kejseren ved Wa- terloo, da han saa et af Gardens Batterier avancere frem i en alt for stor Nærhed af den engelske Stilling, og i Slaget ved Dresden stod der saaledes paa en Front- udstrækning af c. 15000 Skridt 30 Batterier i forreste Linie, altsaa et Batteri paa i Gjennemsnit hvert 500 Skridt af Fronten; dette Artilleris Afstand fra den fjendt lige Opstilling varierede fra 800—1000 Skridt, men det fulgte stadig med Tropperne, det var stadig foran eller i det mindste i Højde med de fægtende Linier. Men et direkte Svar maa, synes det mig, kunne uddrages ved en Betragtning af Misforholdet mellem de umaadelige Tab i hin Periodes Kampe og det daværende Infanterigeværs ringe Virkning; mange Vidnesbyrd stemme i saa Henseende fuldkommen overens. 1 sin «Aide mémoire!» **) mente Gassendi, at 3000 Skud vare nød vendige for at gjøre en Mand ukampdygtig; Marechal Ney, der nok kan betragtes som kompetent i dette Sporgsmaal, siger i sine «Ltudes militaires»: «Infanteri ilden er lidet dræbende og kun fordelagtig for Forsva rerne». Senere paastod Oberst Hennegau, Chef for Ar tilleriet under Lord Wellingtons Felttog i Spanien og i Nederlandene, at hver 459de Flintekugle dræbte sin Mand; og Resultatet af Forsøg, som General Scharnhorst i sin Tid lod anstille med rolig sigtende Infanterister mod en Bræddevæg, der var 6 Fod boj og 100 Fod bred, gav exempelvis følgende Antal Træffere: *“)
Omvendt anferer Scharnhorst derimod, som Exempel paa Feltskytsets Virkning, at man paa 800 —1000 Skridt traf en 6 Fod liøj Væg med Halvdelen af Kuglerne, og at man endnu paa 1500 Skridt fik 14—16 % Træffere mod en Infanteri linie. Naar det nu erindres, at de ovenfor citerede Resul tater fremkom paa Skydepladsen, at den virkelige Træf ning i en Kamp altsaa var meget mindre, ja maa have været forholdsvis ubetydelig, eftersom de konstante Fejl hos Skytterne maatte bevirke en meget større Nedgang i TrælTerprocenten ved det ufuldkomne Flintelaasgevær, li vor desuden regelmæssig hvert 6te eller 7 de Skud klikkede, end de samme Fejl ved et godt konstrueret Gevær, — saa synes det berettiget at antage, at Artille riet har haft en overvejende Indflydelse paa de store .Mennesketab. — Til Sammenligning hidsættes Tabene i nogle af de vigtigste Slag:*)
Tyve Aar efter Slaget ved Waterloo udtalte Jomini: *j I i a. «Jeg har i det Foregaaende sagt nogle Ord om Artille- ( riets Fordeling i Slaglinien, men at angive iMaaden,Nn livorpaa det bruges i Fægtningen, sætter mig i Forle genhed». IN aar lian, der havde deltaget i alle Kejserens Felttog og været Marechal Neys Generalstabschef, kunde udtrykke sig saaledes, saa synes det at vise, at der under Kejserrigets Krige ikke har været Tid til at udarbejde almengyldige taktiske Instruktioner, men at den Taktik, Artilleriet udfoldede under JN'apoleon, har været en Im provisation, som, skjondt den naturligvis under den lange Krigsperiode efterhaanden har antaget et vist Præg af Karakter, dog maaske mest træffende kan gjengives ved det Svar, som Ilrandt**) fortæller, at General Mossel gav sin Krigsminister: «En temps de paix on place l'artillerie comme on vent, en temps de guerre comme on peut!» Men dette «comme on peut» maa tages i Udtrykkets gode Betydning; thi sammenlignes Artilleriets Optræden under lievolutionskrigene med dets Anvendelse under Napoleon den Store, saa ses det, at skjondt man ogsaa under Ilevolutionsfelttogene, for al blive i Billedet, stillede det op som man kunde bedst, saa maatte det dog, skjondt man ved at tage det ud af Bataillonsintervallerne og gjøre det bevægeligere havde givet det Evne til at kunne op træde friere og dristigere paa Valpladsen, nødvendigvis, da det stod overfor en hel Omvæltning i Taktikken, mange Gange yde for lidt, hvorved jeg navnlig forstaar, at det overdrev sine Skudvidder, og at Valget af dets Maal endnu var uden Plan. Var end Vaabnet paa Kejserens Tid endnu ikke naaet til Bevidsthed om en regelbunden Taktik, saa havde det dog Erfaringen og Iloutinen fra de mange Felttog og fremfor alt Kejseren selv, der saa at sige lagde dets Optræden tilrette for det. Det havde med andre Ord begyndt at finde sig tilrette paa Valpladsen, derfor undgik det de Fejl, det havde begaaet under Ile volutionskrigene. Allerede det italienske Felttog, som dog ikke udmærker sig specielt i artilleristisk Henseende, viser delte; ved Lodi var det de paa Stadens Volde og Terrainaffaldet ned mod Floden opkjørte 30 Stkr. Skyts, der paa 700 Skridts Afstand ved deres Ild tvang Øster rigernes Artilleri til at protse paa og gaa tilbage og derved forberedte Grenaderkolonnernes paafølgende Storm over Broen, og ved Castiglione samme Aar medvirkede de i Centrum forenede 4 ridende Batterier ogsaa væsent lig til Afgjørclsen. Men det er dog egentlig først fra Aaret 1805, at denne Forandring i Artilleriets Optræden paa Valpladsen siden Lineartaktikkens Tid træder klart og bestemt frem. Fra dette Tidspunkt af optræder det stadig i den nøjeste Forbindelse med de andre Vaaben- arter, navnlig med Infanteriet, naar dette skrider til sine Kolonneangreb, i hvilket Tilfælde Artilleriet altid indleder Stødet, først med Kugle- og Granatild og derpaa, stadig avancerende, med Kardætskild, saa at man kan sige, at det ingen Steder manglede, hvor den taktiske Afgjørelse var for Haanden. Det, man var naaet til, var altsaa: dels et Artilleri, der stadig kæmpede i nøjeste For bindelse og paa meget korte Afstande sammen med de andre Vaabenarter, forberedende og understøttende disses Virksomhed; dels et lleserveartilleri, der principmæssig blev holdt tilbage indtil det afgjørende Øjeblik for da at optræde overraskende og i Masse paa det Punkt, hvorAfgjørelsen af Kampen søgtes.
III. Som Indledning til Besvarelsen af Opgavens andet Spørgsmaal turde det ikke være uden Interesse at kaste et Blik paa den Virksomhed, de Allieredes Artilleri havde udfoldet i Krigene mod Napoleon. Modsat dennes Princip, at holde Artilleriet samlet, gaar der gjennem alle Felttogene lige indtil Aarene 1812—13 hos de Forbundne en synlig Bestræbelse for at anvende Skytset en detail. I Heglen blev det opstillet foran Fronten, ligelig fordelt til Fægtningsliniens for- skjellige Led, i Harmoni med Lineartaktikkens Fordringer, som aldrig havde været gunstige for en virkningsfuld, end sige afgjørende Optræden af Artilleriet. Først omkring Aaret 1807, da de Allierede efterhaanden adoptere Per- pendikulærtaktikkens Principper, begynder deres Artilleri at gjennemgaa den samme Udvikling i taktisk Henseende, som det franske Artilleri nu havde gjennemgaaet, kun med den Forskjel, at de Forbundne havde nogen at lære af, hvad Franskmændene ikke havde haft, og derfor hurtigere kunde komme til et Resultat. At de Allieredes Skyts, fordelt paa denne Maade, enkeltvis har ydet gode Præstationer, tor ikke benægtes, skjondt det vistnok heller ikke i saa Henseende har kunnet maale sig med det franske Artilleri; thi dette havde fra gammel Tid et godt Ry paa sig, og Napoleon, som selv var udgaaet fra denne Vaabenart, gjorde meget for yderligere at hæve det, hvortil de uophørlige Krige heller ikke bidroge lidet. Naar man desuagtet i mangfoldige Slag ser de franske Armeer opførte med lige saa store Tab som de Allierede, saa har dette tilsyneladende Fænomen sin naturlige For klaring, saa snart man blot mindes de dybe, tætsluttede Formationer, hvori Napoleon lod sine Hærkorps optræde paa de Punkter af Fægtningslinien , hvor en Afgjørelse tilsigtedes. 1809 skriver han om dette Emne til Vice kongen af Italien: «Artilleriet bør, lige som de andre Vaabenarter, anvendes i Masse, naar man vil opnaa et vigtigt Resultat», og dette Raad til Stedsønnen an vendte lian stadig selv. Ved Essling var det Lannes’s 3 Divisioner, som rykkede frem mod det østerrigske Cen trum, foran hvilket der var opkjørt 30 Kanoner; Angrebet skete echelonsvis fra højre Fløj, og hver Echelon bestod af en Division, formeret i sluttede Regimentskolonner. Ved Wagram mistede den AJacdonaldske Kolonne i Løbet af et Kvarter 2000 Aland ved Artilleriild; Di\isionen Gu- dins første Brigade gik frem ad Vejen til Neusiedel i en eneste Kolonne, og længer til venstre avancerede Divi sionen Puthod frem, ligeledes formeret i Brigadekolonner. Ved Eylau rykkede 7de; Korps (Augereau) frem i sluttede Divisionskolonner; det stødte paa et russisk Batteri paa 72 Kanoner, og i mindre end et Kvarter var Halvdelen af det gjort ukampdygtigt; strax derpaa fulgte Murats Kavaleriangreb med 80 Eskadroner. — Saadanne Forma tioner maatte nødvendigvis medføre store Tab, naar de kom ind i Artilleriilden, selv om denne lededes efter for ældede Anskuelser. Fra 1812—13 er der derimod en væsentligt Foran dring synlig i Anvendelsen af de Allieredes Artilleri; de havde haft Tid til at lære, og en af Grundene til, at Napoleon i sine sidste Felttog kun under synlige Tegn paa Udmattelse formaaede at sejre, kan vel nok den dri stige og haardnakkede Alodsland, det fjendtlige Artilleri ydede ham, siges at være. Deres talrige og godt be tjente Skyts tillod de Allierede at afbryde Slagene ved Bautzen og Lutzen, uden at Tilbagetoget gik over til Flugt; ved Dennevvitz optraadte det paa samme korte Kar- dætskskudsdistance, som Franskmændene vare vante til; ved Arcis-sur-Aube protsede det af 300 Skridt fra de fjendtlige Linier. Aled Hensyn derimod til en Masse- anvendelse af Vaabnet, da finder man, fraregnet Exemplet fra Hanau, hvor Sandsynligheden taler for, at Artilleri- opstillingen skyldes General AVrede, der selv havde været med paa fransk Side i Slaget ved Wagram, — kun faa Tilfælde, hvor den træder frem, og da i Almindelighed kun, naar særegne Omstændigheder saa at sige liave fremtvungen den, som for Exempel i Slaget ved Gross- Beeren. Da nemlig General Revnier med 7de franske Korps, som dannede Armeens Centrum, fra Wittstock var gaaet frem mod Gross-Beeren og havde taget Byen, begyndte allerede Mørket at falde paa, hvorfor han ikke mere ven tede nogen Kamp den Dag og gik i Bivouak; men Ge neral Biilow (3die preussiske Armeekorps) vilde ikke lade Eranskmændene beholde Byen. Han befalede et Angreb, men da den stærke Begn ikke tillod at bruge El i n te laas g e v æ r e t, beordrede han Artilleriet frem. 48 Kanoner opkjørtes paa een Linie, aabnede Ilden 1800 Skridt fra Byen og avancerede derefter batterivis, fulgt paa 300 Skridt af Infanteriet og Kavaleriet. Det preus siske Artilleri forøgedes først til 64, derefter til 82 Stkr. Skyts, der indtog 3 Positioner: 1800, 1200 og 600 Skridt fra Fjenden. Ileyniers 68 Kanoner, der i Begyndelsen havde tilføjet de avancerende Preussere betydelig Skade, bleve næsten bragt til Tavshed, hvorefter Preusserne gik frem til Bajonetangreb. Selv om de Allieredes Artilleri maaske, hvad Kamp dygtighed angaar, kan siges enkeltvis at have fyldestgjort Kravene fra de andre Vaabenarter, saa var dog altsaa Anvendels'en af det vaklende. Der manglede bestemte Principper, som harmonerede med de indtraadte Foran dringer i Infanteriets Taktik, for dets Optræden paa Val pladsen, og frem for alt manglede det en Mand, der, saaledes som Napoleon, forstod at anvende det i Masse for at fremkalde en Afgjørelse af Slaget. De vaklende Anskuelser vise sig i alle Koalitionsfelttogene, og hvor uklar man i det Hele taget endnu var i 1815 angaaende Principperne for dets Anvendelse, giver nedenstaaende Dagsbefaling, som Eeltmarechal Bliicher saa sig nødsaget til at udstede, tilstrækkelig Vidnesbyrd om:
• Versailles, den 2. Juli 1815. Slagene den 16de og 18de Juni have viist, at flere Batterier, forledede ved fejlagtige Anskuelser, ikke have gjort den rigtige Brug af deres Skyts; de mene nemlig: 1) saa snart Artilleriet bliver ramt af de fjendtlige Kugler, bør det begynde at skyde, selv om det er aldeles tilfældigt, det er blevet ramt; 2) at man fortrinsvis bør skyde paa de fjendtlige Batterier; 3) at man stedse bør undgaa Fare for, at Skytset tages. Men paa den Maade gaar den største Del af Virk ningen tabt; — det befales derfor herved: 1) Kun ganske undtagelsesvis maa de 6-pundige Batterier begynde Ilden paa længre Afstand end 1000 Skridt, de 12-pundige paa 1200 Skridt; 2) i Almindelighed bør de fjendtlige Masser være Artilleriets Maal, og kun naar vi paa vor Side agte at foretage et Angreb paa et bestemt Punkt, skal det Artilleri, der forsvarer samme, ødelægges, 3) ethvert Batteri, der under et fjendtligt Angreb protser paa eller, efter Terrainets Beskaffenhed, afmarcherer med Prolonge, før Fjenden er kom men indenfor en Afstand af 500 Alen, vil blive stillet for en Krigsret, — med mindre Fjenden skulde have fundet Lejlighed til skjult at sende sine Tirailleurer frem, og der paa vor Side ikke er nogen Bedækning for Haanden. At miste et Batteri, der har virket godt, er ære fuldt, men at frelse sig ved en for tidlig Flugt strider under alle Omstændigheder mod Krigslovene og Æren.
v. Blücher.»*)
Havde saaledes den næsten 25-aarige permanente Krigstilstand, hvori Europa havde befundet sig siden den franske Revolutions Udbrud, ikke været tilstrækkelig til hos de allierede Magter at klare Spørgsmaalet om de af Perpendikulærtaktikken følgende ny Principper for Artille riets Anvendelse i Slaget, saa var den paafølgende 25-aarige Fredsperiode, som jeg skal forsøge at vise, endnu mindre egnet dertil. Da Krigene vare til Ende, maatte de kommende Fredsaars vigtigste Arbejde først og fremmest være en Diskussion af de Fænomener med Hensyn til Vaaben- arternes taktiske Anvendelse, som Felttogene jo i rigt Maal havde viist. For alle Vaabnene, og ikke mindst for Artilleriets Vedkommende, var imidlertid en Reorganisa tion af Materiellet i øjeblikket lige saa paatrængende; enten havde nemlig Staterne, som f. Ex. Frankrig i Tids rummet 1813—15, mistet en stor Del af deres Skyts beholdning, eller ogsaa, som hos flere af de Allierede, ved gjort Bytte eller Laan faaet det gamle allerede i For vejen komplicerede Feltmateriel tilført endnu flere Ka- libre. «Det forhaandenværende Felt-Artillerimateriel be stod i Preussen tildels af fremmede Kanoner og Kjøre- tøjer (engelske, franske og russiske).»*) Det, det gjaldt om, var altsaa at foretage en Reorgani sation af Materiellet i Samklang med de ny Principper for Vaabnets taktiske Optræden. At Artilleriet ikke læn ger kunde nøjes med sin fordums beskedne Rolle, men at det efterhaandcn havde tilkæmpet sig en stigende Ind flydelse paa Slagets Udfald, derom vare alle enige; det kunde man da heller ikke godt lukke Øjnene i for; thi dertil havde man betalt for mange Lærepenge i de na- poleonske Krige. Men udenfor dette Punkt hørte Enig heden rigtignok snart op, og de forskjellige Anskuelser om Maaden, hvorpaa den forøgede Kraft, man ønskede af Artilleriet, skulde tilvejebringes, gav sig lidt efter lidt et Udslag i to hinanden stik modsatte .Meninger. Skulde man lægge Vægten paa Bevægeligheden eller paa Virke evnen? Medens man af Grunde, der senere skulle fremsæt tes, i Østerrig indskrænkede sig til at erklære det gamle System, der daterede sig fra 1753*), for tilfredsstillende nok foreløbig, og i England, Frankrig og de fleste mindre Stater temmelig hurtig slog sig til Ilo med Antagelsen af Systemer, der ikke besad udprægede Ejendommelig heder i nogen af de to Retninger —, var det navnlig i Preussen, at en grundig Drøftelse af Spørgsmaalet fandt Sted; Ulykken fra 1806 havde været ligesom en Spore til Gjenfødelse for Landet, og det skulde allerede nu be gynde at vise Vejen med Hensyn til Europas militære Udvikling. I Spidsen for dem, der holdt paa Nødvendig heden af at forøge Virkningen, stode Mænd som Decker (Taktik der drei Wallen), Grävenitz (Organisation und Taktik) og Monhaupt (System der reutenden Artillerie), medens Borkenstein (Versuche zu einem Lehrgebäude) og Breithaupt (Die Artillerie für Offiziere aller Waffen) kæmpede for en forøget Bevægelighed. Under den derover opstaaede Strid, i Forbindelse med Behandlingen af de mange andre Reorganisationen vedrørende Spørgsmaal saasom Forsøgene med Kalibre, Skytssorter, Forholdet mellem let og svært Skyts, Am munition, Udrustning o. s. v., gik imidlertid Diskussionen af de egentlige taktiske Spørgsmaal efterhaanden rent i staa. Faa Mænd vare, saaledes som Decker og Mon haupt, i Stand til at omfatte baade den tekniske og tak tiske Virksomhed, der maatte udfoldes for at bringe Vaabnet paa et Standpunkt, der harmonerede med, hvad man fordrede af det paa Valpladsen. De fleste kastede sig over den tekniske Del af Opgaven; for dem var den mere end tilstrækkelig, og de faa taktiske Forfattere, der lode sig høre, bleve derfor Røster i Ørken.
Tiden gled da umærkelig bort. Tørst omkriug Aaret 1840 naaede man at faa Reorganisationen tilendebragl (England 1822, Frankrig 1828, Rusland 1838, Danmark 1841, Preusen 1842). Hvorledes de ny Systemer vare beskafne, hører ikke ind under denne Undersøgelse; det skal kun bemærkes, at til Trods for Napolcon den Første, der for Artilleriets Vedkommende havde forlangt Maximum af Simpelhed baade i Taktik og i Udrustning, og uagtet der allerede 1828 i Frankrig havde hævet sig en Stemme for Indførelsen af et Enhedsskyts (General Allix), vare de ny Systemer dog overalt sammensatte af 2 Feltkalibre, et let og et svært, saa at Stridens Udgang altsaa overalt var bleven et Kompromis mellem dem, der forlangte Maximum af Virkning, og dem, der mente, at Artilleriet først og fremmest burde følge de andre Vaabenarter gjennem Terrainet, hvad der fordrede Hovedvægten lagt paa Revægeligheden. Krigskunsten, siger et gammelt Ord, er som et Le geme, der bar to Ren at staa paa: Theori og Praxis. — Da nu paa Grund af Forholdene det ene Ren manglede, havde det jo været naturligt, om man havde set at faa Legemet til, om end maaske noget ufuldkomment, at balancere paa det tiloversblevne, altsaa søgt Løsningen af de taktiske Problemer ad den praktiske Tjenestes Vej. Uheldigvis kunde delte heller ikke lade sig gjøre. Re organisationen kostede Penge, og da Staterne paa Grund af de mange Krige vare udtømte i finansiel Henseende, søgte man i Tillid til en længre Fredsperiode at partere Udgifterne over et større Antal Aar, samtidig med at man sparede paa alle mulige andre. Omraader. Som en naturlig Følge heraf fremstod da overalt Hærplaner, hvis væsentligste Opgave syntes at være en til det ydersle dreven Sparsommelighed, og hvis Fredsorganisationer derfor vare saa mangelfulde, at, i det mindste for Artille riets Vedkommende, praktiske Øvelser næsten bleve umu- liggjorte i taktisk Henseende.
I Preussen indførtes saaledes(Kabinetsordre af 29/2 18I6)
en Plærorganisation, hvorved Artilleriet inddeltes i 9 Bri gader å 3 Afdelinger, hver Afdeling bestaaende af 1 ridende og 4 Fod-Kompagnier; herved er at bemærke, at paa Fredsfod vare pr. Fodkompagni kun 2, pr. ridende Kompagni kun 4 Stk. Skyts bespændte; 1819 reglemen- teredes rigtignok de 12-pundige Fodkompagnier med 4 bespændte Kanoner, men kun imod at afvexlende et Kom pagni pr. Afdeling afgav sit Skyts for at anvendes til Fæstningstjeneste. 1820 mistede Kanonførerne ved Fod artilleriet, som hidtil havde været beredne, deres Heste; 1823 indskrænkedes Personel- og Stald-Etaterne endnu mere. I Frankrig fandt mangfoldige Organisationsforandrin ger Sted. 1815 formeredes Artilleriet i 8 Fodregimenter ;i 16 Kompagnier og 4 ridende Regimenter ii 6 Kompag nier, hvortil korn Garden med et Fodregiment paa 8. og et ridende Regiment paa 4 Kompagnier; 1825 fik Fod regimenterne 20, de ridende Regimenter 4 Kompagnier. Aled Indførelsen af Systemet Valide (1828) ophævedes de ridende Regimenter som saadanne og tildeltes Fodregi menterne. Hele Artilleriet formeredes i 10 Einieregimen- ter ii 6 bespændte, 7 ubespændte og 3 ridende Batterier samt et Garderegiment paa 5 Fod- og 3 ridende Batte rier. 1830 oprettedes et Ilte Regiment, 1833 endnu 3 og 1843 forøgedes Antallet af Regimenter iil 15. Den franske «Aide rnémoire» for 1844 angiver Udrustningen
I Danmark blev under 25de Januar 1816 Artilleriet inddelt i 2 Brigader a 9 Kompagnier. Til Vaabnets Raa- dighed stilledes paa Fredsfod en Staldetat paa 60 Heste i Kjobenhavn og en paa 30 Heste i Rendsborg; de to Brigadechefer kommanderede hver sit Batteri, to Majorer ligeledes. Under 4de Februar 1828 forandredes Organisationen til 2 Brigader a 9 Batterier, hver paa 8 Piecer (6 Kanoner og 2 Haubilser) og ved Armeereduktionen i 1842 til en Brigade, af hvis 2 Regimenter det første paa Freds fod bestod af 4 bespændte 6-pundige kjorende Batterier, 2 ubespændte do. og 2 ubespændte 12-pundige Fod batterier, og 2dct Regiment af 2 bespændte og 2 ube spændte 6-pundige kjorende Batterier, hvert Batteri a 6 Kugle- og 2 Granatkanoner. Ret bemærkes, at ved et paa Fredsfod bespændt Batteri forstodes et saadant, der udenfor Exercertiden havde 1U Bespænding til Skytset og Ammunitionsvognene; de to Artilleriregimenter normere des derfor med ialt 186 Heste. De manglende bleve under Exercertiden afgivne dels fra Kavaleriet (men det skulde være Udsættere), og vare dels saakaldle nationale Distriktsheste. Efter endt Exercertid solgtes Kavaleri udsætterne ved offentlig Auktion. Lignende Forhold fandtes i andre Lande. Aled en saadan Fredsstyrke var det selvfølgelig umu ligt at holde ordentlige, lærerige Øvelser. 1 Stedet for at de skulde have aabnet Øjnene for Manglerne ved den taktiske Uddannelse og ved Taktikken selv, bleve Øvelserne efterhaanden et Vrængebillede af, hvad de burde have været, og virkede nedbrydende og sløvende paa Befalings- mændenes Iver og Begreber — hvad der forresten ikke kan undre, naar man ser, til hvilke Alidler man tog sin Tilflugt for at supponere det, der manglede. »Nogle faa Stykker Skyts, der medgives hele Træfninger, saaledes som det er Tilfældet ved de Heste Fredsmanøvrer, og som hoppende avancere foran disse, give kun et altfor sandt Billede af, hvorledes Artilleriet ikke skal bruges . . . og at betegne 6-pundige Kanoner som 12-pundige ved en Forskjel i Udrustningen (som f. Ex. ved at binde Fodersækkene op) er,» siger Gravenitz 1824, »et Surro gat, der snarere vildleder end klarer Begrebene.» — I Preussen vare Forholdene saa smaalige, at Batterierne fra 1823 af til Feltmanøvrerne maatte laane Heste af hin anden gjensidig, ja ved Efteraarsøvelserne ovennævnte Aar bleve endog 12 Kanoner af 3die preussiske Artilleri- brigade for en Tid bespændte med raa Bønderheste. Og Tilstanden var heller ikke bedre i Danmark. Endnu saa langt frem i Tiden som i Aaret 1 SCO kunde daværende Artillerikaptejn Lønborg i »Tidsskrift for Krigsvæsen» sige, at Uddannelsen af Artilleriets Tropper skete ved, at der i de respektive Garnisoner, uden at der toges noget Hen syn til Batteriinddelingen, blev sammendraget Komman doer af Personellets forskjellige Klasser, saasom Befalings- mænd, Fodfolk, Hestfolk o. s. v., og disse øvedes dr. i, hvad der nærmest henhørte under deres Ressort, hver Klasse for sig, uden at der kunde være Tale om, at Vaabnet optraadte i egentlig taktisk Form, i alt Fald ikke for Felt artilleriets Vedkommende. Fra de faa Artillerister, der ikke fuldstændig vare gaaede op i det teknisk videnskabelige Arbejde, der laa for, hæ vede der sig da bitre Klager over den utaalelige mangel fulde Situation, hvori Vaabnet befandt sig: »Artilleri i Krig og Artilleri i Fred», hedder det i et tydsk Tidsskrift fra 1831, »hvilken uhyre, umaalelig Kløft, hvilken hirnmel- raabende Modsigelse, hvilken storartet .Modsætning mellem den højeste Anerkjendelse og dybeste Utaknemlighed, mel lem velfortjent Bos og uretfærdig Ligegyldighed! Uvis Artilleristerne fra Prag, Leuthen, Zorndorf og hvad alle de navnkundige Steder hedde, hvor det har udstrøet sin berømmelige Jernsæd, hvis Kammeraterne fra Leipzig og Helle-Alliance, som næppe nok endnu have faaet deres Ben dækkede af Grønsværet, — hvis de kunde stige op af deres Ueltegrave, da maatte sikkert blodige Taarer strømme ud af deres Øjenhuler, naar de saa deres Efter- mænd, badede i deres taktiske Usselheds Sved, sammen- betle nogle faa sparsomme Hjælpekilder fra alle Kroge! ..j Det er klart, at over et Fodartilleri, som tvinges til at optræde i Dag firspændigt og i .Morgen sexspændigt, maa ogsaa alle en forkrøblet Tilværelses og en forstyrret Ensartetbcds bitre Strømme udgyde sig med alle sine skæbnesvangre Følger*). — I et mere ædrueligt, men derfor ikke mindre veltalende Sprog end denne blom strende Artikel benyttede sig af, udtalte lier i Landet Kaptejn Lønborg**): «Vil man end afse fra, hvad jeg troer er urigtigt, at man i Krigen betroer under de vanskeligste Forhold en Mængde Mennesker, Heste og Materiel til een Mands Omsorg og Ansvar, uden at ban i Freden nogen sinde har haaret saadant, ja som det viste sig i vor sidste Krig, uden at et saadant Komplex, der udgjør et Feltbatteri, havde været set i Mands Minde, — saa vil det dog stedse gjøre sig gjældende, at han praktisk i Vaabnet ikke har erholdt nogen taktisk Uddannelse.... Med Hensyn til Troppeorgani sationen fordrer dette***) en besterntere Udvikling af liat- teriinddelingen, der skulde gjøre det muligt, tildels batteri vis at indøve Underklasserne. Det var navnlig ved en Forøgelse af Øvelsesapparatet (Hestene), at dette skulde ske, og da dette for Tiden er saare mangelfuldt, er det utvivlsomt, at noget Godt jo derved vilde opnaaes.« Men uagtet disse Nødraab fra Vaabnet varede det dog, vel navnlig grundet paa den gjennemgaaende overalt daarlige finansielle Status, længe, før Forandringer til det Bedre indtraadte, hvad der naturligvis maatte have en skadelig Indvirkning paa Uddannelsen. «Jeg har nu været Brigadechef i 8 Aar», sagde daværende Oberst v. Decker 1835 til I’rinds August af Preussen, «men har aldrig op- naaet at kommandere ved nogen Feltmanøvre og er der for ganske uden Øvelse. Man forbliver fuldstændig frem med for den kommanderende General, og med Hensyn til Spørgsmaalet om Artilleriets Anvendelse er man henvist til theoretiske Studier.» Men hvor mange var der vel, ret beset, der følte noget Lignende som Decker? De Allierede vare dragne ud til Koalitionsfelttogene med de af Linear taktikken følgende Principper for Artilleriets Optræden, og man vendte hjem igjen med en midt i Perioden opstaaet Følelse af, at vigtige, taktiske Forandringer vare nødvendige; men mange vare faldne i Krigene, og af dem, der kom tilbage til Fredens Gjerning, saa kun faa klart, i hvilken Retning Forandringen maatte foregaa; af disse sidste op toges atter Størsteparten af de mange tekniske og mate- terielle Spørgsmaal, der rejste sig, Reorganisationen ved kommende, og det er da ikke underligt, at de Principper, som der kun hos ganske faa havde været Klarhed over, og som ikke kunde komme til Udvikling under de spar somme organisatoriske Forhold, efterhaanden maatte af løses af uklare eller urigtige Anskuelser. Under Krigene havde i Almindelighed ved Armeekorpserne Artilleriet været fordelt med 1 Batteri pr. Brigade, medens Resten holdtes samlet som Reserve. Skjøndt nu denne Fordeling langt fra kunde siges at have været fyldestgjørende, beholdt man den dog uforandret efter Krigen. De en Division tildelte Batterier (altsaa 1 pr. Brigade) svækkedes endog- saa ved, at det efterhaanden blev Begel deraf at udskille en Divisionsreserve. »Foruden den almindelige Artilleri- Reserve maa enhver Division desuden danne sig en spe ciel Reserve; hertil anvendes af hvert 6pundige Batteri 2 Stk. Skyts, sædvanlig Haubitserne, som linde deres Opstilling bag Midten af 2den Træfning og da anvendes, hvor de andre Kanoners Virkning skal forstærkes»*). I og for sig var det en Division tildelte Artilleri for lidt; havde man nu dog forstaaet at holde igjen paa Udstyk ningen af Reserveartilleriet, vilde den første Fejl være bleven mindre følelig; men da man i Koalitionskrigene havde lært at vurdere Artilleriets Betydning som det Vaa- ben, der nødvendigvis maatte forberede og understøtte de andre Vaabenarters Optræden, saa kom man efter Krigen, alt som under den daglige Tjeneste med det utilstrække lige Materiel de gjorte Erfaringer udviskedes og ny Anskueiser dannedes, paa den Tanke, ret at handle i den napoleonske Taktiks Aand, naar man ved enhver Lejlighed og paa alle Punkter af Fægtningslinien krævede Artilleriets Medvirkning. De højere Kommanderendes i Almindelighed temmelig uklare Forestillinger om Artilleriets Anvendelse efter den ny Taktiks Principper i Forbindelse med den næsten ubegrændsede Frihed, der, efter at Vaabnet var sluppet ud af Bataillonsintervallerne, var givet Batteri førerne med Hensyn til deres Virksomhed paa Kampplad sen, — førte da efterhaanden til en beredvillig Imøde kommen af de andre Vaabenarters Fordringer, hvorved Reserveartilleriet hurtig splittedes og udstrøedes, i den Grad endog, at man saa de sværeste Fodbatterier trækkes frem i Tirailleurkjeden og gjøre afmægtige Forsøg paa at vexle Stillinger med denne. Derved opnaaede man at gjøre to Fejl i Stedet for een: Man havde et første Linies Artilleri, der var altfor svagt til at kunne gjøre nogen væsentlig Nytte, og et Reserveartilleri, som naar det Øjeblik kom, hvor det med Fordel kunde have været an vendt, var udstykket over hele Fægtningsfronten, ret som om man endnu befandt sig i Frederik den Stores Tider. — Dette var Begyndelsen til den saakaldte «Tokanons- Taktik», der førte til, at Artilleriet overalt optraadte de lingsvis, sjeldnere halvbatterivis, og som kom til udstrakt Anvendelse i den første slesvigske Krig, fra hvilken der kun kjendes meget faa Exempler paa en nogenlunde sam let Anvendelse af Artilleriet, saaledes som da General Halkett i Stillingen ved Nybøl Mølle 28/51848 i een Posi tion samlede 16 Kanoner, hvis Ild standsede vore Trop pers Debouchering frem fra Stenderup. Havde man nu end været saa forsigtig eller heldig at beholde Reserveartilleriet samlet, saa betragtedes det dog i Almindelighed overalt som en Reserve i Ordets in fanteristiske Betydning. Jeg tager et Exempel af den franske «Aide mémoire» for 1844: »Saa længe Reserve batterierne ikke anvendes, skulle de holdes udenfor Skud vidde , ja endog Fjenden af Syne .... de skulle følge Armeekorpsets Bevægelser, men bevare samme Afstand.» — Som en Følge af disse Anskuelser opnaaede man paa Grund af dets Tyngde og mangelfulde Manøverdygtighed forsiide eller mangen Gang slet ikke at faa det frem i Fægtningslinien, og Benævnelsen Reserve-Artilleri fik der for ogsaa tilsidst en saa ilde Klang, at man f. Ex. i Preussen foreslog at omdøbe det og kalde det «Disposi tions-Artilleri» . Dessaix havde ved Marengo tilraabt Førstekonsulen: «C'est un bon feu de canon, qu’il nous fautl» og derved, efter nogles Mening, viist Napoleon den Første Vejen til den Anvendelse af Artilleriet, der senere første Gang kom til Syne i Slaget ved Wagrarn. Ogsaa lios de Allierede liavde dette Raab fundet Gjenklang, og man bestræbte sig, som ovenfor omtalt, i de sidste Koalitionsfelttog for en mere energisk og samlet Anvendelse af Artilleriet. Saaledes var der allerede 1813 i Preussen udstedt en saakaldet «Fægtningsinstruktion for kommanderende Gene raler, Brigadechefer og Kommandører», der blandt andet udtalte: «Vort Artilleri har været uden stor Virkning, fordi vi have udstykket det for stærkt og bragt dets Masse for tidlig i Fægtning.» Da det nu maa erkjendes, at et Angreb bor føres med overlegne Artilleri- og Infanteri- Masser, saa bemærkes det for Artilleriets Vedkommende, at dette gjennemgaaende bør holdes mere samlet, end sket var. «10 a 12 Kanoner paa eet Punkt afgjøre intet, 80 å 100 Stk. Skyts derimod ville være tilstrækkelige til for en Tid at fængsle Fjendens Opmærksomhed til et bestemt Sted.» Der var her saaledes gjort et Skridt fremad i Retning af en samlet Optræden af Artilleriet paa Val pladsen, og endvidere søgte den preussiske Chef for Ar tilleriet saa energisk som det var muligt at virke for Ar tilleriets Udvidelse og taktiske Uddannelse efter rigtige Principper, der heller ikke forglemte Vaabnets Masseanven delse, ligesom han ogsaa i sine Bestræbelser herfor under- støttedes af Mænd som Decker og Monhaupt, der i en Række ypperlig skrevne Bøger søgte at forklare og belyse de Fordringer, som Artilleriet maatte tilfredsstille paa en Valplads. Men naar Sagerne stode for de elementære taktiske Begrebers Vedkommende saaledes, som ovenfor viist, synes det klart, at der maatte være langt til en almindelig For- staaelse af Princippet om Vaabnets Masseanvendelse; thi hvad kunde det nytte at tale om Artillerimasser, naar saa- danne aldrig fandtes eller saas? Allerede 1821 havde i Preussen Prinds August ansøgt Kongen om Dannelsen af et Reserveartilleri under de større Vaabenøvelser. Da der til et helt Armeekorps overhovedet kun stod 30 be spændte Kanoner disponible, saa bemærkede Prindsen, at de højere Artilleriofficerer paa den Maade aldeles ingen Lejlighed kunde finde til at øve Anvendelsen af større Artillerimasser, og at det f. Ex. var ganske umuligt at vise Reserveartilleriets rette Brug. Det maatte derfor anses for nødvendigt, i det mindste under de store Øvel ser, at gjøre et større Antal Skyts bespændt. At Følelsen af den tilstedeværende Mangel imidlertid ikke har været synderlig levende, synes man berettiget til at antage; i hvert Tilfælde lod Svaret da vente 10 Aar paa sig, idet det først 1831 forordnedes, at der skulde bespændes et større Antal Kanoner under Efteraarsøvelserne, men — da Edgiften naturligvis ikke maatte forøges, skulde dette opnaaes ved, at hver Kanon kun bespændtes med 4 Meste, hvormed Prindsen selvfølgelig var meget utilfreds. Da derfor Decker og Monhaupt døde — Monhaupt 1835 —, vare de to Mænd borte, der saa godt som havde været de eneste Talsmænd for en forstandig samlet An vendelse af Artilleriet , og omkring 1840 blev Vaabnets Taktik, ogsaa for dette Punkts Vedkommende, mere og mere forvirret og uklar. Havde allerede Jomini, der dog personlig havde del taget i de napoleonske Felttog, troet at maatte udtrykke sig med en vis Reservation overfor Masseanvendelsen (... «man har ved Wagram set Napoleon kaste et Bat teri paa 100 Piecer ind i det Hul, der opstod ved Massenas Bortmarche, og paa denne Maade modslaa alle det østerrigske Centrums Anstrengelser; men det vilde være meget vanskeligt at gjøre en saadan An vendelse til en Lov»)*), saa kunde det ikke være an det, end at mindre skarpt Tænkende maatte staa endnu ubestemtere. En af Periodens mærkeligste Forfattere i saa Henseende er uden Tvivl den russiske General Okouneff, der først udtrykker sig saaledes: »Artilleriet er et Hjælpe- vaaben og besidder en permanent positiv Kraft. Det virker defensivt, men ødelæggende, og dets Optræden, der er afhængig af de to andre Vaabenarter, er rent for beredende»**) Hvor grundfæstet denne Mening var, ses af Jomini, som fortæller, at da han stod i Begreb med at lade trykke Afsnittet »Artilleriets Formation og Anvendelse» af sin ovenfor citerede Bog, modtog han fra Okouneff en Piece: »Om Artilleriets Betydning», hvori Forfatteren »med en rosværdig Oprigtighed tilstaar, at han i sit forrige Værk (Om Vaabenarternes Anvendelse) ikke tilstrækkelig havde vurderet Artilleriets Betydning og ligesom for at yde Vaabnet Oprejsning, hævder han nu, at det for Fremtiden vil afgjøre Slagene og saaledes blive de europæiske Hæres Hovedvaaben (Air. Okouneff conclut, que ie moyen de gagner des batailles se réduira ii enfoncer le centre d’une armée å force de coups de canon et å avoir des masses préparées å fondre sur cette trouée).» Disse uklare, vexlende eller endog helt manglende Anskuelser udøvede naturligvis deres Indflydelse paa den offentlige Mening. 1823 havde Monhaupt i en anonymt udgiven Bog (System der reutenden Artilleriet foreslaact Artilleriet formeret i Regimenter paa 4 Batterier a 8 Ka noner og derved væsentlig haft Oprettelsen af et Divi sionsartilleri for Øje; thi kun ved at optræde samlet kunde efter hans Mening Vaabnet opnaa den Virkning, man orlangte af det. »Det er vor afgjorte Overbevisning«, sagde han, «at Artilleriet, hvor det optræder, og hvor Omstændighederne paa nogen Maade tillade det, stedse maa bruges i Masse.» Men saa stor var efterhaanden Misvisningen bleven, at endnu 1853 en tydsk Forfatter, Hauptmann v. Hittz, paa Tryk*) kunde paastaa: «Mon- haupts Forslag om at danne Regimenter a 4 Batterier maa tilbagevises som aldeles upraktisk. 4 Batterier ere i hvert Tilfælde for meget, og den Slags Forslag ere slet ikke stemmende med Vaabnets Aand, selv om de ogsaa adopteres af andre nyere Forfattere.» — — Der kunde imidlertid dog spørges, om ikke de i dette Tidsrum i Polen og Ungarn stedfundne Kampe bevise, at man endnu ikke fuldstændig havde glemt Læren om An vendelsen af Artillerimasser paa Valpladsen; her kom jo netop overalt Artilleriet i Brug efter en endog temmelig storartet Maalestok. Det vil da være nødvendigt, før jeg gaar over til den følgende mærkelige Periode i Artilleri taktikkens Historie, at betragte Forholdene under de to nævnte Felttog. Napoleon den Første havde sagt: «Artilleriet afgjør nu til Dags Folkeslagenes og Hærenes Skjæbne. 1 Slaget saavel som under en Belejring bestaar Kunsten i at lede Virkningen af et stærkt Artilleri hen paa eet Punkt. Den, der hurtig og Fjenden uafvidende er i Stand til at samle en hidtil tilbageholdt Skytsmængde mod et saadant Punkt, han vil sejre.» Men i den Forstand kom Artilleriet ikke til Anvendelse hverken i Polen eller i Ungarn. I Træfningen ved Wawre (19/2 1837) var det polske Infanteri opstillet i 2 Træfninger og dækkedes i Fronten af et 400 Skridt foran samme placeret Batteri paa 40 Piecer. Russerne kunde i Begyndelsen kun føre et ringe Antal Kanoner frem, da den største Del af deres Artilleri befandt sig i Queuen af Marchekolonnen. Senere kjørtes vel et større Antal Batterier op, parallelt med det polske Artilleri, men da de holdt sig i en gjennemsnitlig Afstand af 2000 Skridt, en for glatløbet Skyts altfor stor Distance, frembragte de saa godt som slet ingen Virkning. Da llusserne begyndte Angrebet paa Ostrolenka t'28/5 1831), havde General Skrzynecki allerede dirigeret Størstedelen af sin Artilleripark tilbage ad Vejen til War- schau; det kunde derfor ikke undgaas, at Batterierne, da de vendte tilbage, ankom enkeltvis paa Valpladsen, hvor de, da Busserne trængte stærkt paa, strax maatte sendes frem i FægtniDgslinien ; efterhaanden opmarcherede de da, for delte i flere Sinaagrupper, foran Polakkernes Front, men kunde, da de stode ca. 2000 Skridt fra Marevvfloden, ikke hindre den russiske Artilleristyrke, der skulde forberede Overgangen over Floden, i at etablere sig paa den mod satte Bred. Etter at Busserne ved Ilden fra 22 Kanoner havde indledet Angrebet paa Byen og taget denne, op stillede de ved Flodbredden til venstre for Ostrolenka (al 4, til højre for Broen (b) 3 og endnu længer til højre (c) 4 Kanoner. Kl. 12 forstærkedes Positionerne a og c hen holdsvis med 24 og 4 Kanoner, Klokken 2 med 20 og ti Kanoner, medens 4 Piecer sendtes over paa Flodens an den Bred. Den V9 1831 angreb Busserne den polske forskand- sede Stilling ved Warschau, der til sit Forsvar havde 30,000 Mand, 60 Positions- og 94 Fellpiecer; den russiske Styrke udgjorde 60,000 .Mand med 386 Kanoner (hvoraf 122 ridende Stk. Skyts). Efter at det russiske Fodartilleri i ca. 1 Time havde beskudt Skandserne ved Wola, men uden synderlig Virkning, avancerede de ridende Batterier i Galop frem til en Stilling 500 Skridt fra Skandserne, gik senere frem til 300 Skridt og indledede ved Kardætskskud Stormen. Ved Szegedin (5/s 1849) passerede Østerrigerne Theiss og indtog en koncentreret Opstilling bag Brohovedet ved Ny-Szegedin. Et Kanonskud borte laa den ungarke Stil ling, hvis Centrum dækkedes af en med 50 Kanoner be sat Dæmning. Den østerrigske Skyts-Hovedreserve (8 Batterier), som lik Ordre til at udvikle sig i Fronten af Ungarernes Position, rykkede frem gjennem en Kornmark indtil 1100 Skridt fra Dæmningen, hvor Ilden aabnedes. Ratteriintervallerne vare 100—150 Skridt, Kanoninterval lerne vare 20—30 Skridt, saa at de 64 Kanoner indtog en Front af ca. 2000 Skridt. Efter kort Tids Forlob avanceredes der batterivis frem indtil 800—900 Skridt, paa hvilken Afstand man allerede opnaaede at demontere en stor Del af det ungarske Artilleri, og derefter paa samme Maade frem til en Afstand af 500 Skridt fra Dæm ningen, hvorefter Kardætskilden blev saa generende for Ungarerne, at de trak deres Piecer tilbage og flygtede. Ved Temeswar (9/s 1849) var det Ungarerne, som med betydelig Overmagt og under sukcessiv Udvikling af en Artillerimasse paa 120 Kanoner angreb Østerrigerne, hvis Armee-Skytsreserve befandt sig noget tilbage. Saa snart den var indtruffen, aabnede dens 108 Kanoner strax Ilden paa 12—1500 Skridt og rykkede, saa snart Fægtnin gen var bleven staaende, batterivis frem indtil 900 Skridt fra Fjenden og tilsidst endnu nærmere. Ungarernes udisciplinerede Skarer kunde ikke udholde Udvirkningen og gik tilbage. Rekapituleres Indholdet af de anførte Exempler, ses det altsaa, at ved Wawre og Warschau havde Polakkerne, ved Szegedin Ungarerne indtaget Positioner, hvor Artille riet i Forvejen var opstillet foran Fronten, ved Warschau og Szegedin vare endog Stillingerne forskandsede og en stor Del af Artilleriet Positionsskyts. Ved Ostrolenka indtraf det polske Artilleri i smaa Afdelinger paa Valplad sen, og Batterierne anvendtes enkeltvis til Forstærkning af Fægtningslinien; ved Temeswar udvikledes den ungarske Artillerimasse sukcessivt, ligesom ogsaa paa russisk Side de stærke Skytsopstillinger ved Wawre og Ostrolenka dannedes efterhaanden ved Tilskydning fra Reserverne. Slaget ved Temeswar var iøvrigt en Abnormitet, en ren Artillerikamp, hvor Infanteriet ikke løsnede et eneste Skud; *) ved Szegedin fandt omtrent det samme Sted.
1 alle Fægtningerne optraadte der altsaa store Bat terier, som enten dannedes ved sukcessive Forstærkning fra Artillerireserverne eller i Forvejen vare opstillede i Forskandsninger; men Napoleon den Store havde talt om Artillerimasser og derved forstaaet en Skytsmængde, der optraadte overraskende og samlet paa det Punkt, hvor den taktiske Løsning skulde søges. Noget saadant fandt ikke Sted. Det Karakteristiske ved Anvendelsen i Napoleons Aand, det, der væsentligst skulde gjøre Brugen af Artillerimassen til det afgjørende Træk i Spillet, hvor Modstanderen forbløffes og ikke faar Tid til at træffe Modforanstaltninger, nemlig Overraskelsen, kom ikke til Syne, — i ethvert Tilfælde da kun paa russisk Side ved Warschau. Saaledes var altsaa efter 35 Aars Forløb de i Koali- tionsfelltogene gjorte Erfaringer forglemte dels som en Følge af det store Reorgnnisationsarbejde, dels og for nemlig under Trykket af den mangelfulde Fredsorganisa tion. Artilleriet kom i den dybeste Miskredit, som den bekjendte Kavaleriforfatter Grev v. Bismarck gav et for Datiden træffende Udtryk ved at sige: «Die Artillerie ver diene keinen Respekts seitens der anderen Truppen!» — »Ældre Kammerater», siger R. Becker*), »kunne sik kert nok endnu mindes den Tid, da ved Manøvrerne Artilleriet mere tjenle som en Slags Staffage i Landskabet end som handlende Aktør, idet det temmelig hensynsløst og uden Deltagelse for, hvad der foregik, paa Kampplad sen indtog Stillinger, i hvilke det nu og da, efter dets Kommandørers eget Forgodtbefindende, i upassende Mo menter knaldede, sine Manøvrekarduser bort.» Og blandt Artilleristerne selv var den almindelige Anskuelse: »Im mer ’raus mit Dingern, damit wir bald nach Haus kom men, wenn's nur knallt!» Et 1851 udkommet Skrift: «Ueber Führung und Ge brauch der Feld-Artillerie»**) giver af Periodens taktiske Standpunkt følgende rigtige Karakteristik, der danner ligesom et Resumé af det i det Foregaaende udviklede: «Artilleriets Taktik rækker gjennemgaaende ikke ud over Batteriet. Grundene dertil ere: a) de højere Kommanderendes ringe Deltagelse for Artilleriet; kun hos Russerne og Franskmændene er det i saa Hen seende noget bedre. 1 alle Hære er Artilleriet egentlig kun et Paahæng. En selvstændig Optræden af en passende Artillerimasse er noget, der endnu stadig er henvist til Drømmenes Verden. For kort Tid siden er det officielt bleven udtalt: Artillerigeneralerne høre i kk e ti 1 Tro ppef ørerne ; det hemmelighedsfulde Væsen «Artilleri« behøver altsaa ingen Ledelse; b) imidlertid er Artilleriet selv ikke uden Skyld i dette Re sultat. Efter de store Krige kastede det sig i over 20 Aar ensidig over den materielle, tekniske og videnskabe lige Del af Udviklingen; man drev kun Elementærtaktik, for den højere Taktik manglede Jordbunden.«
