Log ind

T. E. Lawrence

#

Af H. H.

Naar det lykkes en Mand i Musikken eller Malerkunsten at skabe det virkeligt store, kalder vi det genialt, fordi vi instinktivt føler, at det geniale ligger udenfor det almindelige Menneskes Rækkevidde, og det virkeligt store indenfor Kunsten er i sit inderste Væsen uforstaaeligt. Naar en Mand vedblivende hele sit Liv arbejder langs de Linier, den sunde Fornuft foreskriver, kalder vi ham velbegavet; men lykkes det ham ad den rene Logiks Vej at svinge sig op til saadanne tankemæssige Højder, at vi taber Vejret, saa er det ikke mere for os et Udslag af sund Fornuft alene, saa kalder vi ogsaa det Genialitet. Bagefter, naar vi har tygget tilstrækkeligt paa det, og naar vi har hørt det gentage atter og atter fra alle mulige Sider, glider det ind i vor almindelige Bevidsthed, det indgaar i den Sum af Viden, vi mener, vi rent uvilkaarligt er i Besiddelse af, og hvis vi overhovedet tænker derover, saa griber vi os selv i at undres over, hvori det geniale egentlig ligger.

Sokrates, det gamle Grækenlands Vismand, staar uvilkaarligt for os nutidige som Typen paa den store Tænker; og dog kan alt det, han gennem hele sit Liv lærte, trænges sammen i de tre, korte Ord: Kend dig selv! Indlysende, forekommer det os; thi vi har gennem hele vor Opdragelse, vor Skoletid, vore Studier faaet det gentaget Gang paa Gang. Men før Sokrates var den Tanke, der nu forekommer os saa selvfølgelig, overhovedet ikke fremsat — og derfor var Sokrates et Geni. Det samme slaar os stadigt ved Gennemlæsningen af Lawrences eneste store, offentligt tilgængelige Værk: Visdommens syv Søjler. De strategiske Betragtninger, han der fremsætter, og som tilsidst førte til den endelige Sejr over Tyrkiet i den sidste Verdenskrig, forekommer os ved Læsningen saa umiddelbart indlysende, i saadan Overensstemmelse med det, vi kalder common sense, at det er svært at fatte, ikke alene, at den engelske Generalstab ikke kunde begribe det, men endog, at den engelske Generalstab ikke naturligt af sig selv fandt paa det. Lawrence var en Begavelse paa uendeligt mange Punkter; han beskrives af nogle som Verdenskrigens største strategiske Geni, hans store Værk, Visdommens syv Søjler, vil af Eftertiden — som det bliver af Nutiden — betragtes som et af dette Aarhundredes litterære Hovedværker; Lawrence var selv en Mand med fremragende Kendskab til den mest forskelligartede Litteratur og en Bibliofil af den sjældne Type, der baade forstaar at værdsætte en smuk og sjælden Bog og samtidigt drage al den Næring, der er at faa at det, der staar i den. Han var sin Tids fineste Kender af den nære Orient, han talte otte Sprog foruden utallige arabiske og syriske Dialekter, og hans klassiske og sproglige Viden var saa vidtfavnende, at de tillod ham at læse hinanden saa forskellige Værker som Aristofanes’ Satirer og I. P. Jacobsens Niels Lyhne, begge paa deres Orginalsprog. Glemmes maa naturligvis heller ikke, at han af Fag var Arkæolog og havde udrettet et stort videnskabeligt Arbejde som saadan.

Og alligevel, saa mærkeligt det end maatte forekomme, saa er det ikke Eksperten, Arkæologen eller Strategen, som man ved Studiet af hans Liv og Gerning kommer til at beundre mest, men Mennesket i ham, hint Menneske, der havde en sjælden Trang og Evne til at sætte alt ind for det, han fandt naturligt og rigtigt. Vi lærer en Dagdrømmer at kende, der drømmer saa haardnakket om stadigt det samme, at der tilsidst gror en Virkelighed ud deraf. Vi møder en Mand, der i rigt Maal er i Besiddelse af det, der kendetegner den virkeligt store Tænker: En Sans for det væsentlige i en Sag, en mærkelig Evne til at drage de afgørende Konklusioner deraf og den fornødne Styrke til at føre disse ud i Livet; ydermere er han bevæbnet med den store Tænkers dødeligste Vaaben: en dræbende Ironi, mildnet med en Sans for den store Humor, der undertiden drager ham helt over i det barokke. Det vil være naturligt at søge til Lawrences egen Selvbiografi, naar man vil komme ham paa nært Hold; men det er ikke nok. Her er det maaske paa sin Plads at citere Indledningen til Charles Edmonds Bog om Lawrence: „De syv Søjler er et genialt Værk, men det er ikke Historie; i Litteraturen vil det stille sig i Række med Augustines og Rousseaus Confessions, snarere end med Cæsars Kommentarer eller Wellingtons Despatches.“ Det kan dog maaske lykkes ved saa kort som muligt at gennemgaa Lawrences Liv og Bedrifter baade i Lyset af hans egne Skrifter og andres om ham og om Krigen i Østen i Almindelighed at give et omend kun glimtvis Billede af denne en af det tyvende Aarhundredes mest særprægede Skikkelser. Hvis man vil se Lawrence som den stadige Dagdrømmer, der med søvngængeragtig Sikkerhed styrer løs hele sit Liv igennem mod det samme Maal, saa finder det Bekræftelse dels i hans egne Udtalelser, men navnligt i hans Liv. For at mærke den smukt afrundede Kadence deri, er det hensigtsmæssigt at betragte hans Liv indtil Verdenskrigen som en Forberedelse til hans egentlige Hovedindsats, Arabernes Frigørelse, og hans Bedrifter under denne som Fuldbyrdelsen af de Løfter, han havde givet sig selv. Hans senere Liv har været Genstand for megen Diskussion, mange Sensationer i Pressen og mange taabelige Teorier. Der er imidlertid ingen Grund til at antage, at det ikke skulde kunne passes ind i det ovenfor antydede Skema, saa vist som enhver gigantisk Anspændelse maa følges af en Hvileperiode, hvor Nerver og Legeme slapper af, og Sjælen slikker de Saar, de overvældende Anstrengelser har paadraget den.

I den lille By Tremadoc i Grevskabet Carnavon i Nordwales ved det irske Hav fødtes Lawrence, eller T. E., som hans Manddoms Venner kaldte ham, derved antydende, at de forstod, „at de af ham selv antagne Efternavne: Ross eller Shaw, eller hvad det nu var, ikke hørte med.“*) Hans Forældre var begge af bemærkelsesværdig Støbning. Hans Fader var af irsk Godsejerslægt, d. v. s. af en af de Slægter, der fra England paa Walter Raleighs Tid vandrede ind i Irland, tog Land der og aldrig blandede sig med den lokale Befolkning. Wales var derfor Landflygtighed for ham og betød rent økonomisk, at Familiens Midler var meget smaa, idet den aarlige Indtægt beløb sig til ca. 300 Lst. Til Trods herfor var Faderens hele Indstilling Landejendomsbesidderens, og dennes Klassebevidsthed forhindrede ham i at forøge Familiens Indkomst ved Arbejde. Af Karakter var han „høvisk, men stejl og vidtløftig“*), en irsk Don Quixote; han gik paa Jagt, „fiskede, red og sejlede med medfødt Sikkerhed, aabnede aldrig en Bog, skrev aldrig en Check“*). Moderen var yderst arbejdsom, Kalvinist og Asket, „en yderst karakterfast og intelligent Kvinde med en Jernvilje og, naar hun ønskede det, overordentlig charmerende“*). Disse sidste Karaktertræk synes at være gaaet direkte i Arv til hendes berømteste Søn, der var en af fem Brødre. De første otte Aar af T. E.’s Eksistens flakkede Familien fra Sted til Sted, Skotland, Man, Bretagne, Kanaløerne og Hampshire; men tilsidst førte Uddannelseshensyn dem til Oxford, en By, der ikke undlod at sætte sit Stempel paa T. E., som den gør det paa alle, der faar Tilknytning til den. Heldigt var det, at Lawrence kunde modtage sin Undervisning her, hvor Universitetet ikke som de fleste moderne Læreanstalter af den Art arbejder med en Masseproduktion af velfunderede Fagmænd, men giver et stærkt Spillerum og en betydelig Opmuntring til den personlige Individualisme. Hans første Skoleundervisning blev ham iøvrigt meddelt i City of Oxford School, en Skole med faa Elever og lave Skolepenge. Fra sit tolvte Aar fratog han dog Spørgsmaalet om Skolepenge enhver Aktualitet ved at vinde Stipendier nok til at dække Undervisningen, indtil han havde taget sin Universitetsgrad.

Det er temmelig vigtigt at hefte sig ved denne Periode i hans Liv, for den er, da den rummer Kimen til hans fremtidig Udvikling og Karriere, en vigtig Nøgle til Forstaaelsen af hans Personlighed. Med Hensyn til Skolegangen delte han forøvrigt Erfaring med de fleste selvstændigt tænkende Mennesker. Som han selv senere sagde: „Skolegangen var en uvedkommende og tidsspildende Plage, som jeg foragtede og afskyede!“ Men iøvrigt var dette saa lidet elskede Arbejde intet ved Siden af den private Læsning, han drev, og som var yderst omfattende paa de tre Sprog, han dengang forstod, Latin, Fransk og Engelsk. Hans Fritid opslugtes af hans Interesse for Arkæologi, og han tilbragte megen Tid med at cykle rundt til alle mulige Udgravninger og gamle Borge i England og Frankrig, i hvilket sidste Land han tilbragte Størstedelen af sine Ferier. Studiet af disse gamle Borge maatte automatisk føre en Mand af hans Indstilling videre til at studere de Belejringer, de havde været udsat for, og det førte ham igen ad to Linier, der blev af umaadelig Betydning for ham, nemlig Studiet af Strategi, et Studium, som han, engang paabegyndt, førte helt op til moderne Tiders Krigskunstnere, Clausewitz og en vis Oberst Foch, — og Studiet af Korstogene. Strategisk heftede han sig navnligt ved Moritz af Sachsen, der syntes ham i særlig Grad at repræsentere den intellektuelle Side af Krigskunsten i Modsætning til de Strateger, for hvem Fremkaldelsen af Slag for enhver Pris var Hovedsagen. Clausewitz’ aandelige Overlegenhed betog ham, uden den dog lukkede Vejen for en videre Udvikling. Liddel Harts Advarsel i sin Bog om Foch, at Clausewitz ikke er den sundeste Føde for ubefæstede Sjæle, kunde synes talt ud af Lawrences Hjerte. Gav Studiet af Strategi ham de Midler ihænde, han senere havde Brug for, saa gav Studiet af Korstogene ham hans Maal. „Korstogene fangede hans Fantasi, selv om hans Sympati hældede til Korsfarernes Modstandere eller til „de Korsfarere, der bosatte sig i Syrien og lærte civiliseret Levemaade for kun at blive haanet af de mere uciviliserede Nyankomne“. Men Tanken om et Korstog, den Idé, der laa bagved det, fæstnede sig i hans Sind og avlede et Drømmekorstog, hvortil der krævedes en Fører, i hvis Skikkelse han paa en Maade saa sig selv, samtidigt med at lian stod udenfor som velvillig Iagttager. Det skulde naturligvis være et Korstog i moderne Forstand — en Races Befrielse fra Trældom. Men hvor skulde han finde en Race, der havde Befrielse behov, samtidigt med at den havde historisk Tiltrækning? Det saa ud, som om Araberne var de eneste, der passede ind med hans Interesser. Paa den Maade kom Drømmen om hans Mission tidligt til ham, selv om den havde en underlig løsreven Form. Den ansporede hans Interesse for Historiens og Arkæologiens militære Side, og han begyndte, ubevidst arbejdende hen imod dens Fuldbyrdelse, at studere Krigens Historie, særligt de Kriges, som var Opstande.“*) Allerede her viser den Dagdrømmer sig, hvis Drøm kredsede om et og det samme, og som med logisk Uundgaaelighed maatte se den gaa i Opfyldelse. Desuden viser han sig som en typisk Bekræftelse paa den tilfredsstillende, selvfølgelige Sandhed, der siger, at den eneste Lærdom, der er noget værd, er den, man skaffer sig selv. Genstanden for hans Studium i Oxford var Historie, men han drev det paa en ham egen Maade. Til Forelæsningerne kom han kun sjældent, de Bøger, der forlangtes læst, rørte han ikke. Han plejede hver Dag at laane seks Bøger fra Biblioteket, som han saa læste, mest om Natten, for at bytte dem igen næste Dag. Lawrence havde en sjælden Evne til øjeblikkeligt at suge al Næringen ud af en 'Bog og stuve den til Side i Hukommelsen til senere Brug. Hans Interesse var i hans egne Ord: „Originaler og Sidelys — ikke Kompilationer“. Han holdt sig saa vidt muligt afsides fra Universitetslivet uden dog at blive en Duksenatur. Der findes f. Eks. en Skildring af, hvorledes den fremtidige Guerillafører udmærkede sig ved at lede Angreb paa tilstødende Sovesale bevæbnet med en Sifon og beskyttet ved at kravle paa alle fire under et omvendt Badekar. Det er klart, at hans uortodokse Studiemaade maatte vanskeliggøre den egentlige Eksamen for ham ; det var derfor heldigt, at Oxford i Modsætning til de fleste moderne Universiteter saa sig i Stand til at tilbyde ham en Ordning, hvorefter han for at bøde paa sin Forsømmelse af den sædvanlige Studiegang skulde indlevere en Opgave over et særligt Emne. Han valgte: „Korstogenes Indflydelse paa den middelalderlige Militærarkitektur i Europa“.

For dette Emne havde han allerede betydningsfulde Forudsætninger efter sine utallige Udflugter til engelske og franske Borge fra den Periode; faktisk eksisterede der ikke en Borg fra Korstogstiden indenfor dette Omraade, som han ikke gansk nøje var bekendt med. Omtrent paa denne Tid gjorde han et Bekendtskab, der fik afgørende Betydning for ham og samtidig skaffede ham den eneste intimere Ven, han nogensinde havde, Hogarth, Direktøren for Ashmolean Musæet. Hogarth var en fremragende Kender af Orienten og en Mand af meget betydelig Støbning. T. E. havde besluttet at komplettere sin Viden ved at tilbringe den sidste Sommerferie i Syrien for at studere sin Afhandlings Emne der. Hogarth advarede ham, idet han sagde, at det var en daarlig Aarstid for Rejser i Syrien, og at det vilde koste betydelige Beløb til Lejrudstyr etc. „Hertil svarede Lawrence, at han havde i Sinde at gaa og gaa alene. Den Omstændighed, at han kom gaaende, vilde berettige ham til Gæstevenskab i alle de Landsbyer, han kom igennem“*). For at holde ham fri af den mistænksomme tyrkiske Regering, skaffede Lord Curzon, Oxfords Kansler, ham et tyrkisk Bistandspas. Han tilbragte Sommeren med at rejse det Omraade igennem paa Kryds og Tværs, som Allenbys Hære senere skulde overskylle, lærte Dialekter og førende indfødte Personligheder at kende og var flere Gange paa Nippet til at blive myrdet. Derpaa vendte han tilbage til Oxford, tog sin Eksamen, hvilket skaffede ham Hogarths Bevaagenhed samt et fleraarigt Rejsestipendium. Han tilbragte de næste Aar i den nære Orient, hvor han oplevede en Mængde forskellige Eventyr, som af pladsmæssige Grunde ikke skal refereres her, kun eet skal jeg nævne, da det er typisk for den specielle Form for næsten satanisk Humor, han var i Besiddelse a f : Paa et Tidspunkt var han beskæftiget ved en britisk Udgravning ikke langt fra en tysk Lejr, der arbejdede paa den strategisk saa berømte Bagdadbane. Han morede sig med at stille Drænrør op paa en saadan Maade, at de lignede Kanoner, der dækkede Jernbanen. Paa en eller anden Maade lykkedes det ham at opsnappe et rædselsslagent Telegram, som Tyskerne havde afsendt til Berlin, fortællende, at den gale Englænder opstillede Artilleri med det Formaal at kunne beskyde Bagdadbanen. Da dette kom efter en lang Række Stridigheder mellem de to Lejre, var Effekten imponerende. Hvad der imidlertid er mere vigtigt, er, at Lawrence, ved at rejse Orienten igennem paa lige Fod med Landets egne Beboere og ikke som Turist, kom til at kende ikke alene de geografiske Forhold, men, hvad der muligvis var endnu vigtigere, de forskellige Stammesheiker og deres Familieforhold, et Kendskab, der muliggjorde hans senere politiske Skaktræk. I 1913 var han som Kamouflage med paa en engelsk Ekspedition, officielt af arkæologisk Tilsnit, men i Virkeligheden med det Formaal at kortlægge store Omraader i Syrien med Forsvaret af Suez for Øje. Da Krigen brød ud i 1914, var Lawrence travlt optaget af at skrive den arkæologiske Beretning om Ekspeditionen (The Wilderness of Zin, udgivet i 1915 af Palestine Exploration Fund), og da det var nødvendigt at opretholde Skalkeskjulet af Hensyn til Tyrkiet, hvis Stilling ikke var klar endnu, blev han ikke udskreved med det samme til Hæren, vistnok væsentligt paa Foranledning af Kitchener. I September fik Ilogarth ham overflyttet som Assistent til Oberst Iledley i den geografiske Sektion i Generalstaben i England, hvor han blev beskæftiget med at tegne Kort over Flandern og Sinai. Hans Karriere dér var kort og typisk. Nogle faa Uger senere spurgte Hogarth Hedley, hvorledes det gik. „Udmærket“, svarede Hedley, „han leder hele mit Departement nu!“ Denne i og for sig trivielle Anekdote anføres, fordi den belyser en Side, der var afgørende for ham, da han senere blev den egentlige Leder af den arabiske Opstand. Han gav aldrig en direkte Befaling, men havde en mærkelig, indirekte, men derfor ikke mindre afgørende Maade at udøve Indflydelse paa, saaledes at de, hans Vilje ramte, i Grunden ikke var klare over, at det egentlig var Lawrence, der var Lederen, og ikke dem selv; hvilket er den eneste Maade, hvorpaa man kan faa en arabisk Sheik, der er den fødte Leder og Individualist, ukendt med andres Myndighed, til at stille sig ind i Rækken. Som T. E. saa træffende udtrykte det: „Den arabiske Hær var en Hær bestaaende kun af Generaler!“

Inden man gaar over til at betragte Oprøret i Arabien og den Rolle, Lawrence kom til at spille deri, er det nødvendigt at blive klar over den politiske Situation i Tyrkiet og Arabien i Tiden, der ledte op til Krigen. Forholdet imellem England og Tyrkiet havde i Tidernes Løb i rigt Maal været udsat for saadanne Svingninger, som til Tider har skaffet England et vedholdende Rygte for bevidst Hykleri. Naar Tyrkiets Ukrænkelighed — specielt mod russiske Overgreb — faldt sammen med engelske Interesser, fandt Englænderne altid Lejlighed til at understøtte det endog med Vaabenmagt. I Perioderne ind imellem vaagnede Englands Moral og Samvittighed ved en sørgmodig Kontemplering af Tyrkiets moralske Mangler, hvilket fik Englands Opførsel overfor Tyrkiet til at antage et formynderagtigt Skær. Under den gamle Sultan, Abdul Hamid, der byggede Aleppo—Medina Jernbanen og iøvrigt drømte om et Overherredømme over alle Muhammedanere, gik det udmærket, for han ønskede ikke at lægge sig ud med England, der var den anden store muhammedanske Magt; men han blev væltet af Ungtyrkerne under Ledelse af Enver Pascha, og denne, der blev Landets egentlige Regent, selv om han bevarede Sultanatet, var mere interesseret i at beskytte sig mod Rusland, der var hans nærmeste Nabo i Kaukasus. Samtidigt optraadte der en anden Frier til Tyrkiet paa Skuepladsen, der tilbød dette Land en stærk Arm at støtte sig til uden Gardinprædikener bagefter: Tyskland. Frygten for Rusland sammen med en stærk Tiltro til Tysklands Styrke fuldbyrdede Alliancen, og Enver kaldte tyske Eksperter ind for at uddanne Hæren og fuldende Berlin— Bagdadbanen.

løvrigt var Forholdene indenfor det tyrkiske Rige alt andet end stabile. Overalt gærede det i de undertrykte Folk, og hemmelige arabiske Selskaber, planlæggende Revolter mod Tyrkiet, skød op som Paddehatte. I Februar 1914 betroede Emir Abdullah, en Søn af Kong Hussein i Mekka, Kitchener, der paa dette Tidspunkt var britisk Generalkonsul i Ægypten og derved dette Lands egentlige Regent, at Hussein omgikkedes med Planer om at forene alle Arabere under sig til Oprør mod Tyrkiet, til hvilket han ønskede Englands Støtte. Kitchener var dog nødt til at træde varsomt af to Grunde: Han ønskede ikke definitivt at drive Tyrkerne i Armene paa Tyskland-Østrig, da det vilde spærre Adgangen til Sortehavet og derved umuliggøre Forsyninger til Rusland ad denne Vej. Desuden maatte han tage Hensyn til de indiske Muhammedanere, der næppe vilde billige Arabiens Frigørelse. Hussein blev derfor indtil videre høfligt holdt hen. Da Krigen brød ud, tøvede Tyrkiet noget med at gøre sin Stilling klar. Da det endeligt officielt gik ind i Krigen den 15. November 1914, erklærede dets Sultan en Jehad, d. v. s. en hellig Krig for alle Muhammedanere mod England. Dette slog Fejl, da Kongen af Mekka, Hussein, der paa Grund af sin Stilling havde en stærk Prestige blandt Araberne, nægtede at understøtte dette Foretagende. Det første Aars Tid skabte England en dalende Prestige i Orienten efter Fiaskoen ved Gallipoli og General Townshends Overgivelse med hele sin Hær i Mesopotamien. En ny Faktor paa Skuepladsen tiltrængtes, hvorfor den engelske Højkommissær efter besværlige og langtrukne Forhandlinger — yderligere besværliggjort af Frankrig, der havde politiske Ambitioner i Syrien — afsluttede en Overenskomst med Hussein, gaaende ud paa, at Araberne skulde rejse sig i Hejaz, til Gengæld for hvilket England, med visse Forbehold, skulde garantere de arabiske Landes Uafhængighed. Uden Forbindelse hermed havde paa samme Tid det engelske Udenrigsministerium ved Sir Mark Sykes med Franskmændene afsluttet en Traktat, Sykes-Picot Traktaten, om en Deling af Syrien, hvilket var yderst uheldigt, fordi det tvang England ind i et Dobbeltspil og dermed lagde Grunden til alt fremtidigt Vrøvl med Araberne. Da besluttede Tyrkerne, klare over, at Besværligheder var under Opsejling, at gribe ind i Situationen ved at sende Styrker sydpaa for at kvæle Urolighederne i Fødslen. Efterretninger herom satte Fart i det arabiske Oprørs Ledere, og Opstanden begyndte i Juni 1916. Lawrences egne Bevægelser i Tiden, der førte op til Opstanden, samt i dennes første Dage, er noget dunkle. Han var blevet forsat til Efterretningsvæsenet i Kairo som Ekspert i syrisk Arabien; der tegnede han Kort, udspurgte Fanger og Agenter samt vævede et Net af syriske Intriger, hvori han boltrede sig som Fisken i Vandet; samtidigt holdt han Staben å jour med den tyrkiske Hærs nøjagtige Sammensætning og førte iøvrigt for egen Regning en privat og særdeles fornøjelig Krig mod de professionelle Soldater i Almindelighed og Staben i Særdeleshed med det Formaal at blive forflyttet, saaledes at han kunde komme i mere direkte Kontakt med det arabiske Oprør. Da han affattede sine Rapporter i en bevidst opstyltet, litterær Stilart og yderligere begik den professionelt set endnu værre Fejl at have Ret, medens Staben konstant havde Uret, lykkedes det ham hurtigt at blive saa upopulær, at han kunde ansøge om Forflyttelse. Paa dette Tidspunkt, hvor Lawrence for Alvor begynder at optræde paa Arenaen, tager samtidigt hans Bog, Visdommens syv Søjler, sit Udgangspunkt. Det vil dog, inden Enkeltheder fremhæves, være praktisk at klarlægge, hvilken Retning Krigen i Ørkenen, der endte med Damaskus’ Erobring, maatte tage. Rent geografisk maa følgende haves i Erindring: Arabien anskues lettest, hvis man betragter det som et uhyre, omend noget skævt liggende Rektangel, begrænset paa sin venstre Side af det røde Hav, sin nordlige af Palæstina og Syrien, sin østlige af Mesopotamien og den persiske Havbugt og mod Syd af det arabiske Hav, der er en Del af det indiske Ocean. Baggrunden for et af Englænderne støttet Oprør maatte derfor blive Sheriffen af Mekka, baade af strategiske Grunde og paa Grund af den — muligvis overvurderede — Indflydelse, han udøvede paa den muhammedanske Verden. Dette kan ikke understreges stærkt nok, da der bagefter er rejst Bebrejdelser mod Lawrence for at have valgt de forkerte arabiske Personligheder som Basis for Oprøret og Englands Bevægelser i den nære Orient. Disse Kritikere peger paa Ibn Saud, og hans senere Karriere giver deres Angreb en Baggrund. Paa det aktuelle Tidspunkt var hans Lykkestjerne imidlertid et Øjeblik for nedadgaaende; desuden vilde han under ingen Omstændigheder samarbejde med Hussein, og denne var som Hersker over Hejaz, der støder ud til det røde Hav, af vital Betydning for de allierede. Thi man vidste, at Tyskerne havde Planer parate om Ubaadsbaser i det røde Hav, og fra Hejaz kunde de og Tyrkerne desuden true Ægypten, Suez og Vandvejen til Indien. Yderligere var det vanskeligt at tænke sig Ibn Saud, Overhovedet for de religiøst fanatiske Wahabitter, skabe Tillid for sig blandt de syriske Landsbybeboere, hvis mentale Indstilling var en helt anden. Lawrence var kort sagt nødt til at anvende Hussein-Familien og gøre det bedst mulige ud af det, og de Anfægtelser, alle de implicerede — ogsaa T. E. — havde med Hensyn til Hussein, kunde heller ikke uden videre overføres paa hans Søn Feisal, der blev den egentlige indfødte Leder af Oprøret, selv om Hussein nominelt var den øverstkommanderende. Senere Begivenheder synes ogsaa at have retfærdiggjort Lawrences Tiltro til Feisals Kvalitet.

(Fortsættes).