Svar til norsk Marinekaptajn Bergersen i Anledning af hans Angreb paa Bd. X af „Bidr. til den store nordiske Krigs Historie“

Hr. Bergersen har i afvigte Aar i nogle Numre af „Norsk Tidsskrift for Sjøvæsen“ offentliggjort en „kritisk Gennemgaaelse“ af ovennævnte Bog. Det er i og for sig ikke fornødent at gaa ind paa Hr. B.s Kritik, der paa 42 Sider kommer ind paa allehaande; men for ikke at give Anledning til Mistydning skal jeg dog fremsætte nogle Bemærkninger som Svar dertil. Hr. B. indleder (S. 1) med at minde om den „feillesning“ af nogle Ord i et Brev fra Tordenskjold til Overgeneral Wedel, som jeg er skyldig i (se hans Kritik af Bd. IX). Jeg husker nu ikke rettere, end at jeg alt, med Ruelse, har erkendt Fejllæsningen — husker jeg imidlertid fejl, saa erkender jeg herved Misforstaaelsen, og dette saa meget mere, som Hr. B. synes bestandig at kredse rundt herom og opfatter det som et Angreb paa en „død manns ære“ og skræmmer mig med, at jeg herved har „utleveret sig (mig) ... til en hård dom“. Brevet drejer sig om det ulyksalige Angreb paa Strømstad 1717 og var Anledning til, at B. i sin Bog om Tordenskjold skruede sig op til den højeste Patos for at paapege, hvilket Overmenneske Tordenskjold var ved at have „tvunget“ Wedel til at tage Standpunkt til Angrebet og halvvejs give sin Samstemning dertil. Det er det samme Angreb, om hvilket Admiralitetsherrerne i Kjøbenhavn Aaret efter højtidelig erklærer, at det var Wedel, der havde tvunget Tordenskjold til det skæbnesvangre Angreb. — Man vilde kunne forstaa, at Hr. B. viser sin Henrykkelse enten over Kraftmennesket Tordenskjolds Sejr over den sølle Landofficer (han var ovenikøbet kun Infanterist) Wedel, eller over at Admiralitetet vælter Skylden for den ulykkelige Gærning fra Tordenskj. over paa Wedel; men Hr. B.s lige stærke Henrykkelse over begge Dele maa forekomme et normalt Menneske mere end mærkelig. Om end noget mere afdæmpet end i sin Kritik af Bd. IX jamrer B. (S. 2) over, at der ejheller ved sidste Bind er benyttet Sagkyndige paa det sømilitære Omraade. Hertil skal jeg atter udtale, at hvis det havde drejet sig om Sejlads, Manøvrer i aabent Farvand, Søkampe, Skib mod Skib, Eskadre mod Eskadre, Flaade mod Flaade, vilde sømilitær Sagkundskab absolut være paakrævet, skønt Nutidens Søofficerer jo uddannes i mekanisk fremdrevne Fartøjer, ikke i Sejlskibe og ikke under Forhold som for to—tre Aarhundreder siden. De Kampe, som forefaldt i 1717 og 1719, udfægtedes i Havnene mellem forankrede Fartøjer, flydende Batterier, og Landbatterier o. 1. paa klos Hold uden Sejlmanøvrer. Jeg skal i Forbindelse med dette om sømilitær Fagkundskab fremdrage, at Hovedpunktet i den sømilitære Kritik hos os var en i urban, gentlemanmæssig Form holdt Paavisning af, at en Anke af mig ved Tordenskjolds ogsaa ulykkelige Angreb paa Göteborgs Havn 1717 over, at T. ikke lod sine Linieskibe hjælpe til ved at beskyde Ny Elfsborg, var ubeføjet. Ved udførlig Redegørelse for Vanddybder, Skibenes Dybgaaende osv. ledsaget af Kort over Farvandet, mentes ført Bevis for, at Placering af Linieskibene til. Beskydning af Fortet var ugørlig — alene bortset fra et ganske lille Omraade. Jeg er ikke i Tvivl om, at Hr. B. med Henrykkelse har hilst denne Hjælp fra sagkyndig Side. Men desværre! to Aar efter, ved det tre—fire Døgns Angreb paa Ny Elfsborg, altsaa ganske det samme Sted, beviste T., at der ikke var noget i Vejen for at placere Linieskibe baade det ene Sted og det andet til at kanonere paa Fortet. Da Hr. B. indkasserede denne Hjælp, den eneste egentlig dokumenterede Del af „den strenge dom ... av mine ('o: B.s) danske kolleger“ over Bd. IX, vidste han jo godt, at den var hen i Vejret. Har han med blot en eneste Stavelse oplyst herom? Mig bekendt ikke. Side 2 mener B., at jeg ved min (forøvrigt meget lemfældige) Kritik af Admiral, Overkrigssekretær for Hær og Flaade, Gabel som Generalstabschef til Lands 1719 „feller dommen over sig (mig) selv“, som „i ennu høiere grad usakkyndig på det sjømilitære område“. Jeg mener dog, at Gabels mindre Grad af Egnethed som Generalstabschef til Lands ikke behøver at medføre, at jeg skulde være inkompetent til at udtale mig om Tordenskjolds Havnekanonader 1717 og 1719.

Side 3 anker Hr. B. over min Angivelse af Tordenskjolds Fartøjsstyrke. Jeg angiver den den 22. Maj (efter Skibsjournalerne) til 5 Linieskibe, 4 Fregatter, 4 Skytsskibe og 5 Galejer, ved Slutningen af Juni til 7 Orlogsskibe, 2 Fregatter, 5 Galejer og 6 Skytspramme (-skibe). B. siger, at den 22. Maj var Styrken kun 5 Linieskibe, 4 Fregat, 2 Stykpramme, 5 Galejer og en lille Bombardérgaliot. Næst at bemærke, at Fregatterne kom og gik, til og fra, til Kryds og Konvojering, skal det fremhæves, at straks efter den 13. Juni, maaske den 14., var den svenske Overgeneral Rehnskiöld sammen med Soofficerer udenfor Göteborg for at se paa Tordenskjolds Eskadre, som først senere, den 22. Juni, blev yderligere forstærket fra Kjøbenhavn. Rehnskiöld talte da (Bidrag X S. 72) 5 Linieskibe, 5 Fregatter, 3 Skytspramme, 3 Bombardérgalioter og 5 Galejer. Det hele laa tæt ved Land, saa at Fejltælling næppe var mulig. Side 3—4 vil B. hævde, at den „svenske Styrke paa Vestkysten“ ikke gav meget efter i Styrke for Tordenskjolds Eskadre. Dette kan han dog umuligt fastholde, selv om han anfører en tidligere, svensk Opgivelse af „Vestkyst-Eskadren“ til 5 [store] Fregatter, 2 [mindre] do. osv. osv. ialt med store og smaa Galejer og Skærbaade „hele 36 Fartøjer“. Tallet skønnes at være rigtigt nok, men det omfatter alt, hvad Svenskerne havde paa hele Vestkysten fra noget syd for Göteborg til Strømstad1) og i mellemliggende Ilavne. Men med Undtagelse af nogle Galejer og Smaafartøjer, der brugtes til Konvojering, var den svenske Vestkysteskadre 1719 ubemandet, og selv den egentlig søgaaende, sejldygtige Del, MarsLrandseskadren (forhen Göteborgeskadren) havde kun en Tredivtedel af den normerede Besætning, var altsaa ukampdygtig og maatte — hvad B. godt veed — vedblivende være det, da Eskadrerne i Karlskrona og ved Stockholm havde faaet næsten alt, hvad der i Sverige kunde skrabes sammen af Søfolk. Dette var, hvad B. pompøst benævner den svenske „Sømagt“ paa Vestkysten. Heroverfor havde Modstanderen Tordenskjolds stærke Eskadre og de mindre Eskadrer under Rcsenpalm og Vossbein ved Frederikstad osv. — fuldt bemandet, fuldt udrustet. Som ethvert Barn i Danmark over fem Aar veed, var Tordenskjold „polisk“ og har selv dokumenteret, at han vidste nøje Besked med den svenske „Sømagts“ Tilstand. Det maa derfor i højeste Grad forbavse enhver anden end Hr. Bergersen, at Tordenskjold først omkring den 20. Juni, da det var for sent, foretog sig noget for at hindre Tilførslerne til Göteborg, Bohus og Uddevalla af Skyts og Ammunition m. m., skont det var paalagt ham, først og fremmest at forhindre saadant, og skønt han havde ligget ved samme Sted paa Vestkysten siden Begyndelsen af April. Svenskerne var i høj Grad forbavset.

’) Bergersen angiver Strækningen Göteb.—Strömst, til „80 n. mil" [Sømil?].

Side 4 siger Bergersen, at Tordenskjold var for svag til at hindre et „utbrudd av Marstrand-eskadren“ ; men Tordenskjold vidste, som nævnt, alt paa et tidligt Tidspunkt, at denne Eskadre var fuldstændig udelukket fra at lobe ud og kæmpe. Bergersen veed selvfølgelig ogsaa fuldt vel — at T. vidste det. 1 denne Sammenhæng vil jeg rette det Spørgsmaal til Hr. B., om han ikke veed, enten fra den „Gehejme“-) eller fra Bidrag X S. 27, at Tordenskjold ved Slutningen af Maj ansaa Eskadren ved Bosenpalms Ankomst Fjenden saa overlegen i Styrke, at han kunde anmode Rosenpalm om Tilladelse til at gaa paa Kryds med to Linieskibe og to Fregatter? Naar Bergersen paa samme Side skriver, at Strömstadstyrken [i Følge de bedrøvelige Erfaringer fra 1717] ikke var „ganske let at handskes“ med, veed han jo meget godt, at det ikke var de svenske Fartøjer, der var Grund til at frygte, men Havnebatterierne dér, og Batterierne ved Strömstad behøvede Tordenskjold da ikke at frygte ved Göteborg og nærmeste Egn. Side 6 vil B. hævde sin tidligere Udtalelse om, at Tordenskjold paa egen Haand, tværtimod sin strænge Instrux (om denne senere), har iværksat Foretagendet mod Marstrand m. m. og mener, at T. i sin Rapport til Kongen af 25. [26.] Juli udtrykkelig siger, at han ingen Ordre havde til Foretagendet. Næst at bemærke, at overfor B.s Paastand om, at jeg „i det hele tat ikke“ nævner denne Rapport, skal jeg henvise til Bidrag X S. 97, hvor Rapporten er nævnt baade i Texten og i Note 1; men efter hele Sammenhængen gælder efter mit Skøn T.s Udtalelse ikke Marstrand, men andre „Steder“.

-) Det er den af Tordenskjold førte og bestandig af Hr. B. paaberaabte Gehejme Protokol.

I det foran staaende har jeg fulgt Hr. Bergersens „kritiske gjennemgåelse“ paa de første Sider, og det er formentlig overflødigt at fortsætte saaledes, Skridt for Skridt. Men da jeg nok endnu tør lægge Beslag paa nogen Plads her i Tidsskriftet og paa eventuelle Læseres Taalmodighed, skal jeg i den nu engang givne Anledning fremsætte nogle mere spredte Bemærkninger, som nok kunde have nogen Interesse. I sit gigantiske Værk om Tordenskjold fortæller Bergersen, under vidtløftig Udfoldelse af beundringsværdig søstrategisk-taktisk Lærdom og den højeste Beundring for Tordenskjolds Geni, hvorledes T. en Dag, medens han med hele Eskadren laa mellem Marstrand og Indløbet til Göteborg, lod sin Styrke opmarschere for at møde et samtidigt Angreb af Göteborgeskadren og Marstrandeskadren. Et saadant Angreb var imidlertid ganske udelukket, da en Göteborgeskadre overhovedet ikke eksisterede og Marstrandeskadren henlaa under Krigsbemanding, hvad T. jo vidste altsammen. Hvad T. kan have tilsigtet med den af B. skildrede strategisk-taktiske Opmarsch og geniale Slagplan vil vistnok vedblive at være en af de store Gaader, som Fremtidens Søstrateger vil søge at løse. Der er dog en lille Mulighed for, at Hr. B.s Anstrængelser for at faa noget overmande genialt ud af Manøvren, alene skyldes det mærkelige Forhold, at T. aldrig har kommanderet Kampskib, endmindre Eskadre i et Søslag, hvad der jo er en Mangel ved en Mand, der i Genialitet skal sættes op ved Siden af alle Tiders største Søkrigere. Hr. B. kan have villet hjælpe herpaa ved at arrangere den geniale Slagplan i sensationelt Udstyr. I sit Tordenskjold-Værk S. 926 har Hr. B. udbredt sig over, hvorlunde Feltmarskal Rehnskiölds Befaling af 26. Juni 1719 om at sænke 4 Linieskibe i Indløbet til Göteborg har „med een Gang forandret den sømilitære Situation“ og endelig givet Tordenskjold frie Hænder til at dele sin Eskadre. I sin „kritiske Gennemgaaelse“ S. 3 taler han lidt om disse 4 Linieskibe, men vil aabenbart nødig ind paa dette for ham tidligere saa overordentlig vigtige Spørgsmaal om en Göteborgeskadre og giver kortelig nogle tidligere Forfattere Skylden for at have ledet ham ind paa dette Vildspor, der har givet ham Anledning til at opbygge Fortællingen om den saa betydningsfulde Ændring af den „sømilitære Situation“. I Bidrag X S. 26 er kortelig omtalt en Skrivelse af 26. April 1719, hvori Admiral Gabel, Overkrigssekretæren, underretter Tordenskjold om, at Kongen har befalet, at ved Eskadren, som Tordenskjold kun midlertidig har Kommando over, skal alt forblive in statu quo, indtil Admiral Rosenpalm kommer: Tordenskjold skal i alle Punkter holde sig alene til sin Instruks og maa ikke entreprenere noget derudover. Dette for Tordenskjold som for Bergersen saa betydningsfulde Dokument, der formentlig var en Følge af T.s ulykkelige „Entrepriser“ i 1717, synes ikke at have været Bergersen bekendt — i ethvert Fald omtaler han det intetsteds med en Stavelse, men hyller sig ogsaa nu i dyster Tavshed derom. Det Spørgsmaal paatrænger sig da, om Dokumentet ikke er indført i den „Gehejme“, der jo ellers skal kunne give Besked om alt muligt, stort som smaat?

Det passer naturligvis ikke i Hr. Bergersens System at se en nøgtern Udredning af de Forhold, under hvilke Marstrand og Karlsten blev indtaget, og det harmer ham højlig (S. 9), at jeg har skrevet, at disse Steder var saagodtsom forsvarsløse. Jeg forbavses aldeles ikke over, at B. ved Gengivelsen af mine Ord herom indfører Ordet „Hovedbatterierne“ i Stedet for mit „Havnebatterierne“, og at han spærrer Ordene „saagodtsom forsvarsløse“. Ordet „Hovedbatterierne“ kan hos mindre Kyndige fremkalde Forestillingen om noget formidabelt, medens Forholdet i Virkeligheden er dette, som ogsaa af mig bemærket, at det var nogle ganske smaa uskyldige Batterier med Besætning fra syv til femten Mand og en Underofficer. Selve Kastellet var forsaavidt stærkt, som det laa oppe paa Klippen over Havnen. Dog havde „den højt ansete Admiral Judichær“ — det er B.s Udtryk et Sted, hvor han har særlig Brug for ham — tidligere erklæret, at man uden større Vanskelighed kunde erobre Karlstens Kastel. Overfor det Angrebsmateriel, Judichær havde stillet til Itaadighed: fladtgaaende Fartøjer, der kunde lægge sig i Læ af Klipperne og med deres svære Kasteskyts række Modstanderen, uden at denne var i Stand til at svare med nogen Virkning, var egentlig Kamp udelukket, og ifølge sin egen Opgivelse havde Tordenskjold ialt højst en Snes dræbte og saarede de Dage, det stod paa. Marstrand m. m. var under de foreliggende Forhold „saagodtsom forsvarsløs“. Bergersen vil hævde, at Besætningen, ogsaa de sachsiske Soldater, holdt sig meget godt. Det Sachsiske Regiment var bekendt for at være mindre paalideligt, hvad ogsaa Tordenskjold vidste og i sine Dispositioner regnede med, og Rehnskiold var meget urolig over, at det ikke var lykkedes ham i Tide at faa dem afløst af indfødte Svenske. Allerede før Kapitulationen deserterede nogle af dem; ved Udmarschen gentog dette sig. Den svenske Anklage mod Danckwart lød paa, at Fortet var faldet som Følge af Forræderi. Han har ladet sig overvælde, tabt Hovedet ved at se, at overfor Angriberens Kampmidler var hans egne fuldstændig virkningsløse, og hans Officerers Soldatermoral har været maadelig. Dette i Forbindelse med Tordenskjolds „Poliskhed“ medførte Kapitulationen. Hr. Bergersen kan (S. 14) ikke lide Omtalen af Tordenskjolds daarlige Behandling af sine Undergivne, og han maa dog baade i den „Gehejme“ og andetsteds have set menige. Eksempler herpaa. I Bidrag Bd. X var nævnet, at Tordenskjolds Flagkaptajn, der var meget ældre Officer end T., klagede over at være blevet ilde behandlet og „tiltalt“ [udskældt] uden Aarsag, hans Myndighed ham frataget, saa at han af Sorg herover har været ved at sætte sit Helbred til; han beder om sin Dimission og om, at hans Forhold maa blive retslig undersøgt. Bergersen skriver i den Anledning, at det af „Laalands“ Journal fremgaar, at Kaptajnen forlod Skibet paa Grund af Sygdom. Javel; det var det med Helbredet, Behandlingen osv., som jeg har gengivet det efter den nævnte Journal. Kender Hr. B. iøvrigt denne Journal nærmere? Som Undskyldning for Tordenskjold antyder B„ at Flagkaptajnen har gjort sig skyldig i Tjenstforsømmelse. Hvor har B. det fra? Bevis det — ellers maa man være berettiget til mod B. at bruge hans egne Udtryk for „denne grove Insult mod en død Mands Æ re“. Kan han ikke bevise, „utleverer han sig derigjennem til en hård dom“. Tordenskjolds Tirade i Skrivelse til Kongen om, „naar Enighed og Kærlighed følger hinanden“ osv. blandt Officererne, som Bergersen saa rørende nævner (S. 15), har jeg anført i Bidr. X. Men med Kendskab til T.s hidtidige Behandling af sine Undergivne maatte jeg le, da jeg læste den; thi for at tage den alvorligt maa man enten kende meget lidt til Tordenskjold eller ogsaa, hvis man kender noget til hans Optræden overfor Undergivne, være meget naiv. Bergersen værger (S. 17) Tordenskjold for ved Angrebet paa Ny Elfsborg ikke at have sat noget af sine nye Linieskibe ind til Hjælp ved Beskydningen. T. satte jo dog to gamle Linieskibe og en Fregat ind, da det begyndte at knibe. B. siger nok, at Linieskibenes Skyts ikke var svært nok til at gøre Virkning. Men hvorledes da med de to gamle, der havde Bestykning lig med de nyere, og Fregatten? Forøvrigt viser jo Skudlisten, at der blev afgivet 1000 Skud med 18 Punds, altsaa med en Del af det Skyts, som Linieskibene førte. Tordenskjold havde da ved Stromstad 1717 brugt alle sine tre Orlogsskibe til Beskydning af Strandbatterierne — ganske vist med sørgeligt Resultat, men alligevel. 

Bergersen er (S. 18) meget misfornøjet med, at jeg ved den 3—4 Døgns Artillerikamp ved Ny Elfsborg har brugt et saa stygt Ord, som at Tordenskjoldske Skibe kunde vorde „nedkæmpet“. Ja, hvad tør man da sige om Skibe, der under den voldsomste Kanonade i Timer har faaet talrige Grundskud, endnu flere Projektiler over Vandgangen, sprængte Dæk, halvt gennemskudte Master, Dækket belemret med nedskudt Gods, har talrige døde og saarede uden Lægehjælp og næsten har bortskudt Ammunitionen ? Bergersen tror ikke paa, at Angrebet, da Tordenskjold midt under dette forlod Kamppladsen og sejlede til Marstrand, egentlig var udsigtsløst. Har han læst, hvad Kommandør Garde skriver herom i sit Værk om den dansk-norske Sømagt? Jeg har anført det i Bidr. X S. 112. Fartøjerne kunde bagefter sejle til Kjøbenhavn, siger B. Javel, efter at de var nødtørftig repareret. Tænk paa Jyllandsslaget 31. Maj—1. Juni 1916 Hr. B. Han siger i samme Anledning, at da Krisis indtraadte [det var et Døgn, efter at Tordenskjold havde bortfjærnet sig] „var de svære Batterier paa Lille Aspholmen begyndt at spille“. Nej, Hr. B„ det var, hvad De godt veed, ikke „svære Batterier“, men lette Haandmorterer, som et Par Mand kunde lobe med. Hr. Bergersen har (S. 19) nogle faa Ord om min „Brug af blaa og hvide Flag“. Jeg forstaar fuldtvel, at B. nødig vil udtale sig nærmere om dette Forhold. 1 Bidr. X S. 110 f. omtaler jeg, at Tordenskjold om Eftermiddagen den 2. August paa et for ham kritisk Tidspunkt lod Skydningen standse og sendte en Parlamentær med hvidt Flag og Trommeslager og en Skrivelse med Opfordring til Overgivelse over til den svenske Kommandant paa Ny Elfsborg, Oberstløjtnant Lillie. Lillie lod ogsaa Skydningen standse, men afslog baade denne og en umiddelbart efter gentaget Opfordring. I en Note smst. bemærker jeg, at en af Tordenskjolds Biografer — jeg var saa hensynsfuld ikke at nævne, at det er Bergersen — beretter vidtløftigt om, at det var Lillie, der først viste hvidt Flag, og at dette skulde være Signal til Göteborg om, at han tiltrængte Forstærkning af Mandskab, hvorved Lillie, ifolge Bergersens skarpt formulerede Paastand skal have misbrugt Parlament ærf laget. Tordenskjold lod samtidig et blaat Flag, Signal til at gøre klart til Letning, Afsejling, gaa tilvejrs paa et af Orlogsskibene, hvorfor de haardest medtagne Fartøjer benyttede Kamppausen til Forberedelser til hurtigt at komme udenfor Fortets Ildvirkning. — Nej, Hr. Bergersen, det var ikke den uforligneligt tapre Lillie, der var „polisk“ ; han var en ægte, brav Karl den Tolvtes Kriger. — Men ved sin Beskyldning for Misbrug af det hvide Flag har Bergersen rettet „denne grove insult mot død manns ære“, og da han ikke nu har taget denne tilbage, har han „utleveret sig ... til en hård dom“.

Skønt jeg, efter at have behandlet de første Sider af Hr. Bergersens „Gjennemgaaelse“ havde foresat mig at ville gaa „springvis“ frem herefter, er jeg dog ikke naaet halvvejs frem og vil derfor med et langt Spring sætte hen til S. 25—28, hvor Bergersen vidt og bredt jamrer over, at der i Bidr. X ikke er givet en samlet Behandling særlig af Handelens og Søfartens Beskyttelse under Krigen, altsaa af Krydsertjenesten. Hvis Hr. B. havde set efter i det store og særdeles omhyggelige Sagregister i dette Bind til hele Værket, vilde han have opdaget, at „Transporter“ og „Transportflaade“, „Konvoj“ og „Handelskrig“ optager over halvanden Spalte med Henvisninger i Snesevis. Det er netop beregnet paa Læsere, der vil vide nærmere Besked om disse Forhold. M. H. t. den forholdsvis ringe Effektivitet af Krydsertjenesten, Søhandelens Beskyttelse, kan henvises til E. Holm Danmark-Norges indre Hist. 1660—1720, II, S. 366—7 og Sammes Danmark-Norges Hist. 1720—1814, I, S. 422—3, der giver Oplysning om de uhyre Tab af Skibe og Ladninger, som saavel norske som danske Søkøbstæder led under Krigen 1709—20 ved svenske Krydsere og Kapere, for hvilke Tab dansk-norske Krydsere og Kapere kun skaffede et ringe Ækvivalent. Var det noget i den Retning, De søgte, Hr. Bergersen ? Hr. Bergersen fremdrager i sin „Gjennemgaaelse“, snart med Ros, snart med Dadel, flere af Datidens høje Søofficerer —• alt eftersom B. mener, de har viist Tordenskjold mere eller mindre Venlighed, bl. a. Admiral Rosenpalm, hvem han benævner min specielle „Favorit“. Jeg har skrevet om R„ at han var en fortrinlig Administrator med Statens Penge, at han var en elskværdig, omhyggelig Foresat; men jeg har kritiseret hans overdrevne Forsigtighed som Krigsmand. Hans Udtalelse til Admiral Gabel i Juli 1719 udenfor Stromstad, at: „Een Daarlighed reusserer somme Tid [for] een Nar; men een fornuftig Mand maa gaa saaledes til Værks, at fornuftige Folk kan ræsonnere vel om Udfaldet, enten det gaar lykkelig eller ej. Det er min Sentiment“, har vel nok en bestemt Adresse. Den kan ikke rent ud forkastes, og den er ikke Udtryk alene for hans Opfattelse. Admiral, Overkrigssekretær Gabel slipper i „Gjennemgaaelsen“ nogenlunde uskadt gennem Skærsilden. Det er ham, om hvem Hr. B. i sit Værk om Tordenskjold siger, at Gabel med et „djævelsk Had“ bestandig har forfulgt og skadet Tordenskjold, uden at B. nogensinde har præsteret Bevis derfor. Det drejer sig ogsaa her om en „død manns ære“, og Hr. B. har ved sine lidenskabelige Paastande „utleveret sig ... til en hård dom“. Admiral Judichær har ved nogle rosende Breve, fundne i et Materiale, som jeg har givet Bergersen Anvisning paa, til Tordenskjold i Anledning af Marstrandaffæren, erhvervet sig B.s begejstrede Ros, og han giver glædestraalende Uddrag af disse S. 34—42. — Judichær var ubestrideligt en meget klog, meget kundskabsrig Mand og en fortrinlig Konstruktør af de Krigsmaskiner, som netop Tiden og Forholdene krævede; men Hr. B. vil i tidligere trykt Litteratur kunne læse, at J. var en meget insinuant og intrigant Mand. Han var, siger Hr. B„ „en av datidens mest prominente sjøofficerer“, „en fremragende sjømann“. Ogsaa her maa jeg tilføje nogen Malurt til B.s mægtige Ros. Læs, hvad Marinens Chef, Generaladmiral Gyldenløve skriver om J. 1711 (Bidrag X S. 233) : „Judichær vilde paa Holmen kunne forrette bedre Tjeneste ved Økonomien end paa Søen, da han først fornylig har gjort sin første Søkampagne mod Englænderne“. Siden Aar 1700, altsaa c. 20 Aar, havde Judichær ikke været farende Søofficer, og han blev det ikke senere. Og hvorledes han har været før 1700, veed Hr. B. intet om.

Efter de sidste 7—8 Aars Kampe og Strid til forskellige Sider „skønnes“ det, at Hr. Bergersen nu er begyndt at indse, at man ikke kan skrive et blot nogenlunde tilfredsstillende historisk Arbejde paa en enkelt Mands „Gehejmeprotokol“, suppleret med nogle paa maa og faa indsamlede Dokumenter, paa Anekdoter, mundtlige, ukontrollerbare Overleveringer og Krøniker; men at officielle, navnlig Centralstyrelsens, Dokumenter og ved Søkrigshistorie fremfor alt det i Skibsjournalerne foreliggende forste Klasses Materiale bør benyttes i størst muligt Omfang. Han har skrevet et bindstærkt Værk om Tordenskjold. I Henseende til Grundighed, Paalidelighed og Objektivitet maa Arbejdet karakteriseres som lidet tilfredsstillende. Alligevel stiller Hr. Bergersen sig op i Positur og taler store, manende Ord til den danske Generalstab om Krigshistorieskrivning. Det synes endnu Ikke at være gaaet op for ham, hvilket uhyre Svælg der bestaar mellem hans Kompetence, hans Kendskab til de Forhold, han skriver om, og hans store Krav til andre.

Rockstroh.