Fra 1. Internationale til Brezjnev-doktrinen
af oberstløjtnant K. V. Nielsen
INDLEDNING
»Sovjetunionens kommunistiske parti er altid gået ind for, at hvert enkelt socialistisk land selv skal bestemme de konkrete former for sin udvikling i socialistisk retning under fuldt hensyn til sine nationale betingelser. Men der eksisterer samtidig en almen logik. Ved at afvige fra den føres man til afvigelser fra socialismen. Når der opstå en trussel mod socialismen i et af de socialistiske lande og en trussel mod det socialistiske samvirkes sikkerhed som helhed, er det ikke længere blot en sag, der angår det pågældende lands eget folk, men tillige et fælles problem for alle de socialistiske lande.«1) Med disse ord begrundede den sovjetiske partisekretær Leonid Brezjnev i en tale på den 5. polske partikongres den 12. november 1968 W arszawapagtlandenes intervention i Tjekkoslovakiet den 21. august samme år, og formulerede hermed samtidig, hvad senere er blevet benævnt »Brezjnevdoktrinen«. Denne doktrins principielle indhold og interventionens doktrinære berettigelse var dog allerede blevet udtrykt i en artikel, »Suverænitet og internationale pligter«, i Pravda den 26. september. Det hed heri bl.a.:2) »Akkurat som, med Lenins ord, en mand, der lever i et samfund, ikke kan frigøre sig fra dette samfund, således kan en socialistisk stat inden for et system, hvor den sammen med andre socialistiske stater udgør et socialistisk fællesskab, ikke frigøre sig fra dette fællesskabs fælles interesser.
Det enkelte socialistiske lands suverænitet kan ikke stå i modsætning til den socialistiske verdens interesser og den verdensomspændende revolutionære bevægelses interesser-------. De socialistiske stater respekterer international lovs demokratiske regler ------- . Fra et marxistisk synspunkt kan lovregler, herunder regler for styring af de gensidige forbindelser mellem socialistiske lande, imidlertid ikke fortolkes snævert, formelt, eller isoleret fra klassekampens generelle sammenhæng-------. Ethvert kommunistisk parti har frihed til at tilpasse de grundlæggende principper for marxismen-leninismen og for socialismen til det pågældende land, men det kan ikke fravige disse principper (forudsat, naturligvis, det forbliver et kommunistisk parti). Det må understreges, at når et socialistisk land søger at antage en »ikketilsluttet« status, bevarer det i virkeligheden sin nationale uafhængighed, netop takket være det socialistiske fællesskabs magt, og fremfor alt Sovjetunionen og dens centrale styrke, hvilket også omfatter de væbnede styrkers magt. Svækkelsen af ethvert bånd i verdens socialistiske system berører alle socialistiske lande, som ikke upåagtet kan se til. — For at opfylde deres internationale pligt over for broderfolket i Tjekkoslovakiet og forsvare deres egne socialistiske gevinster, har Sovjetunionen og de andre socialistiske stater handlet afgørende, og de handlede imod de antisocialistiske kræfter i Tjekkoslovakiet------- . Folk, som »misbilliger« de allierede socialistiske staters handlinger, ignorerer det afgørende faktum, at disse lande forsvarer hele verdenssocialismens interesser, hele den revolutionære verdensbevægelse. Det socialistiske system eksisterer i konkret form i nogle lande, som har deres egne bestemte statsgrænser. Dette system udvikler sig i overensstemmelse med det enkelte lands særlige forhold. Yderligere blander ingen sig i de konkrete forholdsregler, der iværksættes for at forbedre det socialistiske system i de forskellige socialistiske lande. Billedet skifter imidlertid fundamentalt, når der opstår en fare for socialismen i dette eller hint land. Som et socialt system, er verdenssocialismen den fælles vinding for den arbejdende befolkning i alle lande. Dette udbytte er udeleligt, og dets forsvar er en fælles sag for alle kommunister og alle progressive folk i verden og, i første række, for det arbejdende folk i de socialistiske lande -------« I overensstemmelse med den marxistisk-leninistiske logik er grænserne for det enkelte kommunistiske lands suverænitet og ret til selvbestemmelse hermed fastlagt. To forhold bør i denne forbindelse understreges. For det første fremtræder disse grænser ikke konkret definerede, men må påregnes tilpasset det, som »andre socialistiske stater i et socialistisk fællesskab« fastslår som en trussel mod »dette fællesskabs fælle interesser«, eller anser for »en fare for socialismen i dette eller hint land«. For det andet indeholder formuleringen i sig selv en begrænsning, idet den vedrører et system, der »udgør et socialistisk fællesskab« - eller som det hedder i den autoriserede danske oversættelse, »det socialistiske samvirke«. Med andre ord: de kommunistisk styrede lande i Østeuropa, som gennem deres medlemsskab af Warszawapagten er under absolut sovjetisk dominans og af vital betydning for Sovjetunionens sikkerhed. Dette udelukker imidlertid ikke, at de formulerede regler også i givet tilfælde og under visse omstændigheder (det vil vel først og fremmest sige, når Sovjetunionens vitale interesser står på spil, og muligheden for at gribe ind er til stede) vil kunne bringes i anvendelse også over for andre kommunistisk styrede lande, der indtager en »ikke-tilsluttet« status, og som afviger fra den af Moskva anerkendte socialisme. Brezjnev-doktrinen er således formulering af en løsning på det basale problem i forholdet mellem stater: I hvor høj grad skal og bør den enkelte stats suverænitet, og hermed ret og magt til selvstændig beslutningstagen, indskrænkes til fordel for overnationale institutioner? Dette spørgsmål er ikke alene et problem i den såkaldte socialistiske lejr. Det er lige så brændende og aktuelt i den øvrige del af verden, ikke mindst i Vesteuropa, såvel i forbindelse med samarbejdet inden for den vestlige forsvarsalliance, som inden for de vesteuropæiske fællesskaber. Inden for de socialistiske bevægelser har det imidlertid været et tema til stadig debat lige siden oprettelsen af »International Workingmen’s Association« (IW A ), eller 1. Internationale, i 1864. Fædrene til den 3. Internationale, eller KOMINTERN, var ved dens formelle oprettelse i 1919 optaget af ideen om en »International SovjetRepublik« og betragtede nationalstaten som en forældet institution, hvis grundlæggende træk, herunder den nationale beslutningstagen, måtte tilintetgøre®. Udviklingen har imidlertid ikke ganske været i overensstemmelse med Lenins oprindelige idéoplæg, men har måttet tilpasses skiftende situationers praktiske vilkår og krav.
Formålet med det følgende er, med udgangspunkt i en summarisk omtale af forudsætningerne fra 1. og 2. Internationale, at redegøre for denne udvikling fra 3. Internationales oprettelse til formuleringen af Brezjnevdoktrinen.
1. INTERNATIONALE
Det er blevet sagt om socialisme, at det er et ord, hvis indholdsmæssige betydning varierer ikke blot fra generation til generation, men også fra tiår til tiår3). Man kunne tilføje, at socialismens indhold også er geografisk bestemt. Marx’s videnskabelige teorier tog udgangspunkt i rationalistiske, abstrakte filosofiske tanker i det 18. årh.’s Europa og sigtede på udviklingen i det vesteuropæiske industrialiserede samfund. Mødet mellem disse ideer og den russiske mysticisme resulterede i den kommunisme, der, formuleret gennem Lenins og hans efterfølgeres teorier og praksis, i dag hævder at være den egentlige og rette »videnskabelige socialisme«. Men denne er i flere henseender i konflikt med »asiatisk marxisme«, således som den kommer til udtryk i Mao Tse Tungs formuleringer, med »titoisme» og ikke mindre med »arabisk socialisme«, der hævdes at have eksisteret i mere end 14 århundreder i Islam, »en socialistisk religion i ordets sande betydning«.4) Det er derfor næppe heller overraskende, at nationale særpræg og særinteresser har spillet og stadig spiller en betydelig rolle i opfattelsen af suverænitetsbegrebet inden for de politiske bevægelser, som betragter sig som internationale og socialistiske. Da »International Workingmen’s Association« (Den 1. Internationale) blev grundlagt i 1864, udgjorde den et konglomerat af forskelligartede selskaber og grupper, hver med deres særlige indflydelse og specielle traditioner og med kun vage forestillinger om, hvad organisationen skulle udvikle sig til. Hvad der holdt sammen på disse oftest dybt uenige grupper, var den fælles målsætning: at forene proletariatet i alle lande under samme fane og at ødelægge det eksisterende system af privat ejendomsret. Det er også i denne enige målsætning, de tre Internationaler har noget tilfælles. I organisatorisk opbygning og i valg af veje og midler til at nå målet har de været vidt forskellige: »Man kan hævde, at den 1. Internationale var domineret af én mands, Karl Marx’s, ideer; den 2. Internationale af ét partis, Det tyske Socialdemokratis, erfaringer; og den nationale af eksistensen af én stat, Det bolsche vistiske Rusland. Marx’s egne ideer, eller mere præcist deres grundlæggende tvetydighed, bidrog både til oprettelsen og sammenbruddet af den 1. Internationale; de blev fortolket i fundamentalt forskellige retninger af de tyske socialdemokrater under August Bebels ledelse, og af de russiske bolschevikker under Lenins jernhårde styring«.5) Det var imidlertid først etableringen af kommunistiske og folkedemokratiske eller socialistiske regimer, der aktualiserede problemet om nationalstatens suverænitetsforhold til det internationale »socialistiske system«. Under alle de tre Internationaler var suverænitetsproblemet knyttet til forholdet mellem de på national basis etablerede organisationer og den internationale organisation, der for 3. Internationales vedkommende hurtigt blev et redskab for Sovjetunionens udenrigspolitik. De socialistiske ideer har rødder helt tilbage i Middelalderens og Reformationstidens Europa. De aktualiseredes med den industrielle revolutions gennembrud og med råbet i 1789 om »Frihed, Lighed og Broderskab«, og de fik fornyet kraft med »Det kommunistiske Manifest« fra 1848. Som følge af de politiske magtforhold i det 19. årh.’s Europa var den politiske aktivitet, der udfoldede sig på baggrund af disse ideer, i høj grad henvist til at ske inden for en række - oftest indbyrdes stærkt uenige - hemmelige selskaber og klubber. En undtagelse udgjorde de engelske fagforeninger, der allerede i 1833, under ledelse af den utopiske socialist og bomuldsfabrikant fra New Lanarkshire, Robert Owen, havde dannet den første landsomfattende sammenslutning af Trade Unions6). Marx og Engels betragtede arbejderklassens frigørelse som arbejdernes egen sag, en realisering af dette proletariatets »virkelige kræfter«. Baggrunden for deres deltagelse i den 1. Internationale var en opfattelse af, at de herved kunne få disse »virkelige kræfter« til at udfolde sig.7) Den 1. Internationale var imidlertid i sin sammensætning - som ovenfor nævnt - meget heterogen, og organisationens indre liv blev derfor i dens første år præget af stridigheder, der havde deres årsag i sammenstødet mellem på den ene side konspiratoriske synspunkter, fremført af de hemmelige selskabers medlemmer og deres tilhængere, og på den anden side Marx’s og hans arbejderklassetilhængeres synspunkter vedr. politiske og faglige organisationers åbne aktivitet.8) Både Marx og Engels mente til at begynde med, at de ville kunne nå længst i denne strid i organisationens øverste myndighed, Generalrådet, ved smidighed; at »udveksling af ideer og diskussion-----gradvis ville skabe et teoretisk program«9). I 1871 (året for Pariserkommunens oprettelse og tilintetgørelse) tilspidsedes striden mellem Marx og den russiske revolutionære i eksil og anarkist, Mikhail Bakunin. Sidstnævnte var leder af en hemmelig organisation »Secret Alliance of Socialist Democracy« og havde under ophold i Italien grundlagt en anden organisation »International Brotherhood«, som muligvis udgjorde inderkredsen i »Secret Alliance«.10) Det lykkedes Marx på en konference i London at få Generalrådet til at vedtage »resolutioner af hidtil utænkelig strenghed ikke alene med hensyn til Bakunins tilhængere, men også med hensyn til organisatoriske, politiske og ideologiske spørgsmål. — Det ’fælles teoretiske program’, som Generalrådet to år tidligere havde håbet ’gradvis’ ville udvikle sig gennem ’udveksling af ideer’ blev nu lov fra den ene dag til den anden. Den tidligere smidighed og pragmatisme forsvandt og gav plads for et centraliseret lederskab eller en - som Bakunins tilhængere kaldte det - ’autoritær’ tilbøjelighed«11). Marx havde hermed sikret sig kontrollen med Generalrådet, men samtidig indledt splittelsen af den 1. Internationale, som var en kendsgerning ved kongressen i 1872. Denne splittelsesbevægelse blev dygtigt styret af Bakunin og hans tilhængere, uden at de dog selv opnåede at sikre sig ledelsen, hverken af den hidtidige IWA eller af den »Anti-autoritære Internationale«, som oprettedes på engelsk initiativ. Det lykkedes således ikke for Marx med resolutionerne på Londonkonferencen at gennemtvinge et fælles teoretisk program og hermed at løse grundlæggende teoretiske problemer for så vidt angår den organisatoriske sammenhæng mellem den internationale organisation og de enkelte nationale organisationer. I virkeligheden var det imidlertid nok mere en strid om personer og midler end om målsætning. Det endelige mål var Bakunin og Marx ikke i det væsentlige uenige om ; hvad der skilte dem, var nok så meget hvem af dem, der skulle styre udviklingen, og dermed hvilke midler, der skulle bringes i anvendelse. Det er i denne forbindelse interessant at se, hvorledes Bakunin forestillede sig de organisatoriske problemer løst12). I et dokument fra 1866, benævnt »Organization«, gav han sine »internationale brødre« anvisninger på, hvorledes forholdet mellem den internationale og de nationale organisationer burde være. Han skelner i dokumentet mellem »den internationale familie«, som skal være en del af den internationale organisations eksekutivkomité, og »de nationale familier«, som kunne sammenlignes med de forskellige kommunistpartier på det tidspunkt, da Den kommunistiske Internationale gennemtvang streng disciplin over alle tilsluttede partier. I hvilken grad »den internationale familie« skulle dominere underlagte enheder, fremgår klart af dokumentet, hvori det bl.a. hedder: »De nationale familier i hvert land skal opbygges på en sådan måde, at de er genstand for den internationale organisations absolutte og eksklusive kontrol«, og »Alle medlemmer af den nationale ledelse (Junta) udpeges af det centrale direktorat, hvem den nationale ledelse skylder absolut lydighed i alle sager«. Der er, som det senere vil fremgå, nøje overensstemmelse mellem disse, Bakunins, teorier og den senere af Lenin og Stalin gennemførte praksis. De nationale organisationer overlades her ingen form for suverænitet, men er forpligtet til at underkaste sig den internationale organisations »absolutte og eksklusive kontrol«.
2. INTERNATIONALE
Forsøget på at skabe en stærk international socialistisk organisation, centreret om et magtfuldt og autoritært ledelsesorgan og med afdelinger i de forskellige lande, lydige over for dette generalråds beslutninger, lykkedes ikke i første omgang. Efter at Marx i 1871 havde fået gennemtvunget en række restriktive resolutioner, begyndte den 1. Internationale at gå i opløsning. De ideer, der havde ligget til grund for 1. Internationales oprettelse, levede imidlertid videre i socialistiske bevægelser af mange forskellige ideologiske afskygninger. Toneangivende blandt disse var socialdemokraterne, hvis ideologiske basis var en kombination af demokratisk liberalisme og utopisk socialisme, og hvis filosofiske kerne var ideen om menneskekærlighed. Mennesket skulle ikke betragtes som et let anvendeligt redskab for historien, således som kommunisterne mente det. Socialdemokraterne troede på det enkelte menneskes værdi, og den slags socialisme, socialdemokraterne ønskede, var menneskekærlighed anvendt på økonomien. Økonomien skulle formes - og om nødvendigt ændres - således at den, for at blive konsolideret, ikke krævede menneskets rettigheder som borger suspenderet. Dette var den fundamentale forskel mellem socialdemokrati og kommunisme13).
Midlerne til at nå målene fandt socialdemokraterne var dels at organisere arbejderne fagligt og politisk for med disse organisationer som udgangspunkt at virke for målenes realisering gennem politisk aktivitet inden for den enkelte nations politiske rammer - og herved gradvis at ændre disse, dels at udbygge og styrke solidariteten mellem arbejdere på tværs af nationale skel - for herved at styrke den internationale arbejderbevægelses muligheder for at øve pression over for regeringer og andre autoriteter. Det mål, man forestillede sig, var en utopisk »anden realitet«, »et autonomt samfund af proletarer, et folk, der overskred grænserne for den nuværende politiske eksistens, menneskelighed som et enkelt samfund«.14) Med andre ord et samfund, baseret på international solidaritet, som kunne sikre verdensfreden. Det var i bestræbelserne på at skabe og udbygge denne internationale solidaritet, at ideen om at genoplive Internationalen opstod. Fra Engels side mødte ideen stærk modstand; han mente, Internationalen havde fuldendt sit værk: at forene verdensproletariatet mod undertrykkerne. Den proletariske bevægelse kunne kun forenes i en international organisation i tilfælde, hvor store begivenheder af europæisk betydning var forestående. I så tilfælde skulle etablering af en international organisation ske med henblik på aktion og ikke af propagandamæssige grunde15). Ikke desto mindre blev den 2. Internationale en realitet fra 1889, hvor man indledede en serie af kongresser. I organisatorisk henseende var den 2. Internationale vidt forskellig fra både den 1. Internationale, som var bygget op omkring det stærke generalråd, og fra den 3. Internationale, der var en forlængelse af det kommunistiske parti i Sovjetunionen. Fem af den 2. Internationales otte kongresser før 1914 foregik uden hjælp fra nogen permanent organisation. De enkelte nationale partier var suveræne, afstemninger foregik nationsvis (hver nation havde to stemmer), og de enkelte nationale partier forbeholdt sig den fulde ret til at bestemme i egne anliggender. »Den organisatoriske struktur, som udvikledes under disse omstændigheder, var derfor i ringe grad udtryk for et egentligt politisk fællesskab. Den kan snarere sammenlignes med Folkenes Forbund. Næsten alle Folkeforbundets tvetydigheder og problemer har deres fortilfælde i den 2. Internationale.«16) E t gennemgående træk ved en række af de resolutioner, der blev vedtaget under den 2. Internationales kongresser, er »ideen om en positiv lov af højere orden end den nationale lov, der uden at erstatte den nationale lov overlejrer sig selv på denne. Det samme træk findes i forslagene om voldgift, som Internationalen betragtede som den mest lovende erstatning for krig. Også Internationalens organisatoriske struktur kan sammenlignes med Folkeforbundets. Sekretariatet havde ingen funktioner som et planlæggende og dirigerende organ, som den 1. Internationales Generalråd, men virkede hovedsagelig som et ekspeditionskontor. Det permanente Eksekutivråd, en komité uden magt, havde sin parallel i Folkeforbundsrådet.«16) »Et Folkeforbunds-mønster kan hæve sig op til at institutionalisere overnationale love og principper for rationel adfærd, medens det lader den nationale struktur for menneskelig eksistens uberørt. Det forudsætter, eller rettere postulerer, en enighed blandt nationer svarende til den, der støtter regeringer inden for nationer; men det viger samtidig tilbage for at skabe et repræsentativt lederskab med magtbeføjelser svarende til regeringernes. Det står og falder med den underforståede forudsætning: at de nationale enheder opfatter sig selv i sidste ende som dele af et højere fællesskab, anerkender dette højere og bredere fællesskab som en kilde til forpligtelse, der overskygger det nationale fællesskabs forpligtelse, og som i almindelighed er indstillet på at opføre sig på en måde, der er i overensstemmelse med universel ræson, således som den artikuleres gennem periodiske konferencer«16). Som det fremgår af denne vurdering af Gerhart Niemeyer, accepterede den 2. Internationale den enkelte nationale enheds fulde suverænitet, men klyngede sig samtidig til troen på, at den internationale solidaritet under et andet end det eksisterende sociale system kunne erstatte de fælles bånd mellem landsmænd. Dette skabte to korresponderende konflikter inden for den 2. Internationale: den ovemationale solidaritet versus nationale interesser og revolutionær uforsonlighed versus tilpasning til nationale politiske systemer17). Stillet over for den udfordring, som den 1. verdenskrig blev, valgte majoriteten af socialdemokrater i Europa at prioritere de nationale interesser og tilpasningen til de nationale politiske systemer højst i disse konflikter. En gruppe socialister, der var desillusionerede over den 2. Internationales holdning over for krigen, mødtes i Zimmerwald i Schweiz i 1915 og senere i Kienthal i 191618). Blandt disse var Lenin, der allerede i sit partiblads 1. nummer efter krigsudbruddet havde erklæret »den 2. Internationale er død overvældet af opportunisme----længe leve den 3. Internationale«19). Med den 1. verdenskrig havde således forsøget på at skabe en syntese af begreberne national suverænitet og international solidaritet lidt skibbrud. De nationale interesser blev sat i højsædet, så længe krigen varede. Efter krigen forsøgte man sig igen i Folkeforbundet med samme recept og fik samme resultat. Først efter 2. verdenskrig syntes mulighederne at være til stede for med tålmodighed og ganske små skridt at nærme sig, ikke en syntese af, men en passende balance mellem de legitime interesser, nationalstaten har i at fastholde sin suverænitet og bidrage til international solidaritet.
3. INTERNATIONALE
Som ovenfor nævnt erklærede Lenin allerede i 1914 den 2. Internationale for død, samtidig med at han proklamerede oprettelsen af 3. Internationale. Først i 1919 kunne imidlertid fødselsattesten udstedes; det skete i Kreml den 2. marts i overværelse af 52 delegerede20). Uden et leninistisk parti og en heldig gennemført leninistisk revolution oven i den allerede igangværende borgerlige revolution i Rusland i 1917 ville en kommunistisk Internationale formentlig være blevet en politisk bevægelse med et ganske andet indhold. Fra 1914, da Lenin undsagde den 2. Internationale, havde han vanskeligt ved at vinde gehør for sine synspunkter. I 1915 forkastede en konference i Bern af socialistiske kvinder og socialistisk ungdom hans ideer. En lignende skæbne overgik der dem i Zimmerwald-bevægelsen og i andre radikale socialistiske bevægelser i Europa. Billedet skiftede imidlertid med den bolsche vis tiske sejr i Petrograd i 1917; fra da af fylkedes de samme partier om Lenin og hans synspunkter, og flere af disse partiers ledere opnåede betydende stillinger inden for Komintem og i nogle tilfælde også inden for den nye Sovjet-stat. Visse tyske socialister, som kendte Lenin og hans ideologi, og som havde mistillid til ham, advarede mod oprettelsen af den 3. Internationale. Nogle af de ledende, bl.a. Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og Leo Jogiches, blev dræbt i 1919, hvilket lettede vejen for Lenin og hans politik21). For at forstå den 3. Internationales rolle som kommunistisk organisation er det nødvendigt først at klargøre sig Lenins opfattelse af partiets rolle. Studiet af revolutionernes forløb i 1800-tallets Europa havde overtydet ham om, at man for at lave revolution måtte have noget at lave den med, og at dette kun kunne være et centraliseret og disciplineret parti.
Allerede i piecen »Hvad skal der gøres?«22) fra 1902 hævder han, at »uden revolutionær teori kan der ingen revolutionær bevægelse blive«, og at » avantgardens rolle kun kan spilles af et parti med en højt udviklet teori«, idet »en spontan udvikling af arbejderbevægelsen fører til, at den underordnes den borgerlige ideologi«. Lenin lægger altså afgørende vægt på behovet for førerskab, hvis masserne overhovedet skal blive revolutionære. Man står her over for den leninistiske videreudvikling af Marx’s lære, som nok betragtede kommunisterne som arbejdernes avantgarde, som ledere i kampen for afskaffelse af det kapitalistiske system, men ikke som deres herrer. Set i lyset af den marxistiske historieopfattelses deterministiske grundsyn forklarer disse teoretiske grundbetragtninger, sammenholdt med de praktiske erfaringer, bolschevikkerne indhøstede under den første tids vanskelige vilkår efter Oktoberrevolutionen, hvorfor der i indbydelsen til at medvirke til oprettelsen af Komintern tales om behovet for et centralt organ med den opgave »at underordne bevægelsens interesser i hvert land den internationale revolutions fælles interesser«23). Bolschevik-ledeme betragtede nemlig kun revolutionen i Rusland som forløber for en langt større og mere omfattende revolutionær bevægelse, der hurtigt ville brede sig ud over Europa og den øvrige verden og dermed realisere ideen om den »Internationale Sovjetrepublik« med den kommunistiske Internationale som sit ledelsesorgan. Denne idé var en logisk videreudvikling af det forhold, der efter Oktoberrevolutionen hurtigt udviklede sig mellem det russiske kommunistparti og den nye Sovjetunions regeringsstruktur. I sin piece » Venstrefløj skommunismen«, der henvendte sig til de partier, som sluttede sig til den 3. Internationale, forklarede Lenin, at bolschevikkerne ikke kunne have holdt sig ved magten »uden den strengeste disciplin i vort parti«. Han anførte videre, at uden et »jernparti« var det umuligt at realisere proletariatets diktatur, at det var den »højeste form for proletarisk klasseorganisation«, og at »ikke et eneste organisatorisk spørgsmål afgøres af nogen statsinstitution uden vejledende anvisninger fra partiets centralkomité«24). På samme måde som det russiske kommunistparti havde monopol på beslutningsprocessen i det nationale regie, således skulle Komintern have det i den »Internationale Sovjetrepublik«. Inden for denne var der ikke plads for nationalstaten i traditionel forstand, eller for den traditionelle nationalstatslige suverænitet.
Dette synspunkt kom tydeligt til udtryk allerede samme dag, som Kominterns første konference indledtes, idet Grigori Zinoviev, Lenins nære ven og den første præsident for Komintern, i en artikel i Pravda den 2. marts 1919 bl.a. skrev, at den 3. Internationale må skabe »et stærkt ledelsesorgan -------som vil være i stand til idémæssigt og organisatorisk at lede bevægelsen i alle lande«25). Synspunktet understregedes yderligere i »Den kommunistiske Internationales teser«, der blev vedtaget på den 2. komintemkongres i juli-august 1920. Disse teser fastlagde partiets rolle i overensstemmelse med Lenins opfattelse af, at de kommunistiske partier skulle opgive deres sekteriske indstilling, ved alle midler søge kontakt med masserne og tilrive sig magt. De anviste, hvorledes man kunne »forene den strengeste troskab mod kommunismens ideer med evne til at indgå alle de nødvendige praktiske kompromis’er - at ændre politik, slutte aftaler, gå på Zigzag-kurs, vige ud O.S.V.«2 6 ) I de »En og tyve betingelser for optagelse i Komintern« præciseredes de vilkår, under hvilke de enkelte partier kunne få adgang til Komintern, herunder at princippet for partiorganisationen skulle være den »demokratiske centralisme«27). Med dette udtryk menes princippet om underordnelse af de lavere partiorganer under de højere. Det var et princip, som oprindelig blev vedtaget af det russiske kommunistparti på dettes 6. partikongres. I sit videre perspektiv inden for Komintern fastlagde det en klar og entydig kommandolinie fra de enkelte »nationale« partiorganisationer over disse partiers centralkomiteer til Komintems øverste ledelsesorgan, hvis instrukser og retningslinier skulle følges. De to begreber: internationalisme og centralisme var således kernen i den bolschevistiske tænkning, og dermed i den 3. Internationales idégrundlag ved dens oprettelse. Det var først på et langt senere tidspunkt, at ideen om et polycentrisk socialistisk system og om »flere veje til socialismen« udviklede sig. Da det skete, var det som følge af praktiske realiteter og krav, og ikke på grundlag af en ændret opfattelse af det ideelle idégrundlag. Den omstændighed, at det blev det russiske kommunistparti, der blev det toneangivende i Komintern, har sin forklaring i, at det var det eneste, som havde held til at føre den proletariske revolution til endelig sejr. For Lenin var Sovjetunionen alene avantgarden for den europæiske revolution; når denne var gennemført i de mere udviklede vesteuropæiske lande, ville de kommunistiske partier i disse lande overtage ledelsen og - som Lenin skriver i » Venstrefløj skommunismen« — »Rusland ophøre med at være modellandet og endnu engang blive et tilbagestående land«28). Spørgsmålet om hvorvidt Komintern stod i et over- eller underordnet forhold til Sovjet-staten, var imidlertid ved organisationens oprettelse i virkeligheden blot af akademisk interesse, eftersom lederskabet af begge var identisk. Komintems eksekutivkomité var en russisk organisation, hvis 5-mands ledelse omfattede 4 russere. Hertil kom, at organisationen finansieredes af russiske midler, og at den havde hjemsted dels i Moskva, dels i Petrograd, hvor dens formand, Zinoviev, var formand for PetrogradSovjetten29). Udviklingen forløb imidlertid ikke som forudset. De revolutioner, som skulle bane vej for en »International Sovjetrepublik«, mislykkedes (som i Ungam og Tyskland), eller udeblev helt. Bolschevik-regimet i Rusland blev derfor fortsat sjælen og drivkraften i Komintern. Ideen om det socialistiske fællesskab med dets begrænsning af medlemmernes nationale suverænitet var altså en del af den tidlige bolschevistiske tænkning på samme måde som troen på medlemmernes moralske ret til væbnet intervention til fremme af den socialistiske verdensrevolution. Zinoviev, der tidligt havde skabt sig et navn som fortolker af Marx’ syn på krig, hævdede således, at militær intervention må bedømmes ud fra, om den tjener kapitalistiske eller socialistiske interesser. Krige, som tjener til ødelæggelse af den gamle kapitalistiske orden, er i sig selv »retfærdige«, også når det drejer sig om angrebskrige, indledt af en stat, som allerede har realiseret socialismen inden for sine grænser. Zinoviev så frem til det tidspunkt, da den Røde Hær kunne sendes »til hjælp for vore tyske kammerater - og tilintetgøre det tyske folks undertrykkere«. I en tale til en gruppe officerer fra den Røde Hær bad han dem være forberedt på »i kamp at kunne le d e -----arbejdere og bønder i Frankrig, Tyskland og andre lande«30). Det var imidlertid ikke blot i kapitalismen og borgerskabet, at kommunisterne i Komintern så en trussel. I en af den 1. komintemkongres’ resolutioner hedder det således, at »en af de vigtigste opgaver« for Komintern er at afsløre »social-chauvinistemes judas-arbejde« og »med væbnet hånd at uskadeliggøre dette modrevolutionære parti«31). Spørgsmålet var imidlertid nu: Hvorledes kunne Komintern, på den måde organisationen var etableret, tiltage sig retten til at dømme ethvert proletarisk parti eller regime? Var Komintern berettiget til at tage en kollektiv beslutning i hele det »socialistiske fællesskabs« navn?
Ikke mindst de tyske socialister med Rosa Luxemburg i spidsen udtrykte tvivl herom. Hun forudså, at medmindre organisationen blev baseret på massepartier, ville den blive helt domineret af det russiske kommunistparti. Hun søgte derfor at få oprettelsen af Komintern udsat, indtil massepartier var etableret i andre lande ud over Rusland. På den grundlæggende konference søgte den tyske delegat, Hugo Eberlein, forgæves at få tilslutning til dette synspunkt. E t par måneder før, den 15. januar 1919, var Rosa Luxemburg og hendes medarbejder, Karl Liebknecht, blevet dræbt i forbindelse med Spartakistopstanden. Lenin udnyttede dette ved i et brev at antyde, at de to martyrer havde anbefalet ideen om en 3. Internationale. Han skrev, at med skabelsen af et tysk kommunistisk parti i december 1918 blev »grundlæggelsen af en sand proletarisk, sand revolutionær Internationale - den kommunistiske Internationale - en realitet«32). Trods de tyske indvendinger blev Komintern oprettet, og konsekvenserne blev som forudsagt af Rosa Luxemburg: Beslutningsprocessen blev hovedsageligt et bolschevistisk prærogativ. Allerede på den 1. kominternkongres erklærede Zinoviev åbent, at »det ideologiske hegemoni i 3. Internationale tilhører betingelsesløst det russiske kommunistparti«. Han fortsatte med at udtale, at de delegerede til den 1. kongres havde »anerkendt, at den ideologiske ledelse a f ---- verdensrevolutionen må tilhøre det russiske kommunistparti « 3 2). På den 3. komintemkongres i 1921 blev det fastslået, at »betingelsesløs støtte til Sovjetunionen nu som før er en hovedopgave for alle kommunister«33). Som allerede omtalt forløb udviklingen ikke, som Lenin og hans kampfæller havde håbet. Der kom ingen ny »Oktoberrevolution« i nogen af de vesteuropæiske lande, og i Rusland måtte bolschevikkerne kæmpe hårdt for at fastholde det opnåede. Mod sin død (i januar 1924) synes Lenin at være blevet i tvivl om, om man var inde på rette vej. Om den ovenfor omtalte vedtagelse på den 3. komintemkongres udtalte han bl.a. » - Mit indtryk er, at vi har begået en stor fejl ved at vedtage denne resolution — Vi har endnu ikke fundet den form, hvorunder vi kan give vore russiske erfaringer videre til udlændinge«33). Stalins overtagelse af kontrollen med partiet og magten i Sovjetunionen efter Lenin udelukkede muligheden for at løsne det bolsehevistiske greb om den internationale bevægelse. Tværtimod strammedes grebet om Komintem, der efterhånden udelukkende blev et redskab for det sovjetiske kommunistp arti. I Stalins udlægning fik revolutionsteorien en ny drejning, selvom han til stadighed hævdede dens overensstemmelse med marxistisk teori. Partiets karakter ændredes også til et centraliseret og almægtigt bureaukrati. Den oprindelige revolutionære teori om statens overflødiggørelse og henvisnen blev praktisk taget opgivet. Landbrugspolitikken blev ændret radikalt, ligelønsprincippet forkastedes, og endelig blev nationalfølelsen opmuntret. Disse væsentlige nyskabelser havde deres rod i Stalins lancering af tesen om »Socialisme i ét land«. I sig selv indeholdt denne tese ikke noget nyt, for alle var enige om at opbygge socialismen i Rusland. Dens betydning lå i dens følger og navnlig i den virkning, den ville få for verdensrevolutionen34). Med en paradoksal ordsammenstilling kan man sige, at Stalin ændrede den socialistiske verdensrevolutions internationale karakter til en nationalistisk russisk internationalisme. For Komintern betød dette, at organisationens ledere og funktionærer efterhånden udskiftedes med Stalin-tilhængere fra det russiske og andre kommunistpartier, og at organisationen infiltreredes af Sovjetunionens hemmelige tjeneste. Dette førte til udrensninger og udstødelse af upålidelige kommunister. Nationale revolutionære opgaver blev skudt i baggrunden, og den primære opgave for kommunistpartierne blev at tjene Sovjetstatens interesser. Den »demokratiske centralisme« blev hårdhændet ført igennem, og der var da heller ikke helt frem til Komintems opløsning i 1943 nogen tvivl om det sovjetiske kommunistpartis »ideologiske hegemoni«.
KOMINFORM
Sålænge der kun var tale om »Socialisme i ét land«, var det med de rådige midler ikke vanskeligt for det russiske kommunistparti og dermed for Stalin at fastlåse suverænitetsbegrebet fortolkning. Afvigelser fra den ovenfra autoriserede tolkning kunne effektivt bekæmpes gennem udrensninger i de enkelte partier. Det var da næppe heller noget større offer fra Stalins side, da Komintern som en gestus over for de vestallierede i 1943 formelt blev opløst. Grebet om kommunister såvel i som uden for Rusland var fortsat fast. Ikke desto mindre oprettedes i 1947 en ny organisation, Kominform, med en begrænset medlemskreds, nemlig kommunistpartierne i Østeuropa, Frankrig og Italien. Stiftelsen af denne organisation indicerede ikke nogen ændring i sovjetisk udenrigspolitik, der i fortsættelse af den 2. verdenskrig gik ud på at sikre sig en bufferzone af vasalstater i Østeuropa. Der var snarere tale om ændring af taktik. Fra krigens slutning til 1947 havde man ikke søgt at forcere tempoet i kommunistisk magtovertagelse i disse lande, men ladet den udvikle sig i princippet gennem tre faser: først ved hjælp af en »ægte« koalitionsregering i form af en »folke-«, »national« eller »demokratisk« front. I 2. fase videreførtes udviklingen herefter ved hjælp af, hvad der er blevet betegnet som den »forlorne« koalition, under hvilken »folkefronten« stadig opretholdtes, medens ikke-kommunistiske partiers ledere blev fordrevet og erstattet med kommunister, og specielt bondepartierne søgtes tilintetgjort. I den tredie og sidste fase - den »monolitiske« - sikredes fuld kommunistisk kontrol over »folkefronten«, hvorved socialdemokraterne endelig svækkedes. I 1947 skete der imidlertid noget, som gjorde det nødvendigt for Stalin at »slutte rækkerne« i Østeuropa. Marshall-hjælpen blev ikke alene tilbudt Vesteuropa, hvor de økonomiske vilkår gav kommunismen gode vækstbetingelser, men også de østeuropæiske lande. Den omstændighed, at Polen og Tjekkoslovakiet tog imod tilbuddet, inden de blev kaldt til orden af Moskva, kan have været den bestemmende faktor for organisationens oprettelse35) . Kontrollen med de østeuropæiske kommunistpartier udøvedes som hidtil gennem det russiske kommunistpartis centralkomité, gennem sovjetiske rådgivere, økonomiske forbindelser og ikke mindst den Røde Hærs tilstedeværelse. En ny udvikling var imidlertid nu på vej i spørgsmålet om, hvor langt den »demokratiske centralisme« kunne drives. I Jugoslavien, hvor man havde etableret et kommunistisk regime under en national leder, Tito, modsatte man sig med held sovjetiske forsøg på at infiltrere partiapparatet. Konsekvensen var, at Jugoslavien i juni 1948 blev ekskluderet af Kominform for at have valgt »vejen til nationalisme«. Samtidig benyttede Stalin Tito’s afvigelse som påskud til at eliminere de øvrige partiledere i Østeuropa, der var utilfredse med sovjetisk hegemoni, (Traicho Kostov i Bulgarien, Lasslo Rajk i Ungarn og Rudolf Slansky i Tjekkoslovakiet, der alle blev likvideret, og Gomulka i Polen, der fængsledes)36). E t større opbrud fra den siden Kominterns oprettelse fastholdte linie blev hermed undgået. Det afgørende var imidlertid, at der nu eksisterede kommunistpartier uden for Sovjetunionen, som beherskede national-stats-lige regeringsapparater. I det internationale system, hvor nationalstaten stadig spiller en rolle, havde disse national-statslige særinteresser at varetage og dermed også behov for national suverænitet. For Jugoslaviens vedkommende lykkedes det - som nævnt - at holde sig fri af sovjetisk hegemoni, takket være den gennemførte revolutions nationale karakter og Sovjetunionens begrænsede muligheder for at iværksætte effektive sanktioner. Men de jugoslaviske kommunister havde hermed demonstreret, at den hidtil praktiserede strenge centralisme under og suverænitetsafgivelse til det russiske kommunistpartis ledelse lod sig bryde.
FLER E V EJE TIL SOCIALISMEN
Efter Stalins død i 1953 lod en videreudvikling i forholdet mellem de enkelte kommunistpartier sig ikke længere holde tilbage. De sovjetiske ledere stod over for en situation, hvor der var ved at opstå flere autonome ideologiske centrer, som ikke uden videre var villige til at underkaste sig sovjetisk styring. Hertil kom, at en række af de nationale befrielsesbevægelser, som opstod i efterkrigstidens afkoloniseringsproces, søgte inspiration og støtte, hvor de selv ønskede det, og hvor de fik de bedste betingelser. Når Sovjetunionen gik så aktivt ind i disse bistandsprojekter, skal årsagen formentlig ikke mindst søges i, at Moskva ser den 3. verden som slagmarken i kampen mellem Øst og Vest, og udviklingslandene som potentielle allierede eller fjender i denne kamp37). Den hidtil praktiserede »demokratiske centralisme« lader sig simpelthen ikke opretholde i en verden, hvor et polycentrisk system af kommunistiske regimer er under udvikling. På den 20. sovjetiske partikongres i februar 1956 drog Krushchev konsekvensen heraf ved formelt at anerkende hvert lands ret til at følge dets egen vej til socialismen*). Krushchevs og det sovjetiske kommunistpartis indrømmelse rejste en bølge af uro, som kulminerede i opstanden i Ungam i sommeren 1956. Det var dog åbenbart, at ungarerne her var gået langt videre end acceptabelt, og den sovjetiske nedkæmpelse af opstanden mødte da også støtte og sympati blandt andre kommunistiske regimer. Grænserne for den nationale suverænitet og for solidaritet mellem socialistiske lande var her langt overskredet. I en artikel i Pravda den 15. september 1957 defineredes disse grænser. Det hedder her bl.a.: »Den socialistiske lejrs styrke ligger i det interessefællesskab, der omfatter de lande, der indgår i den, deres enhed i ideologi og endem ål.----I det ubrydelige fællesskab mellem landene i den socialistiske lejr manifesteres den proletariske internationalismes principper. Ikke ét socialistisk land kan stå uden for dette broderlige samarbejde og denne broderlige indbyrdes bistand«38). Der hersker imidlertid ingen tvivl om rangordningen blandt brødrene, idet »som socialismens første land og den stærkeste i de socialistiske landes familie, som den, der råder over de rigeste erfaringer, yder Sovjetunionen bestandig hjælp og støtte til andre socialistiske lande og opfylder sin internationale pligt«. Om veje, metoder og tempo for den socialistiske omskabelse og formerne for det proletariske diktatur gælder det, at »disse ting (vil) have deres særlige egenskaber afhængigt af de konkrete udviklingsbetingelser i de forskellige lande«, men »marxismen-leninismen går ud fra, at særegenhederne i hvert enkelt lands veje ikke udelukker, at der er visse fælles grundtræk og lovmæssigheder for den socialistiske revolution og opbygningen af socialisme og kommunisme. Marxismen-leninismen står dybt fremmed over for synspunkterne hos dem, der i deres understregning af hvert lands nationale særegenheder på deres vej til socialismen glemmer den socialistiske revolutions fælles grundlæggende, dybtgående principper«. I overensstemmelse med de her anførte sovjetiske synspunkter lykkedes det på den internationale kommunist-konference i Moskva i november 1957 at få 12 regerende kommunistpartier til at undertegne en deklaration, der indeholdt anerkendelse af, at den socialistiske lejr »ledes af Sovjetunionen«, den »første og mægtigste socialistiske magt«. Deklarationen understregede farerne ved yderliggående nationalisme og nævnte »revisionisme« som hovedfaren. Deklarationen var delvis en advarsel mod det jugoslaviske eksempel på »national-kommunisme«, og jugoslaverne afslog da også at skrive under39). Siden Krushchev på den 20. partikongres officielt åbnede vejen for »flere veje til socialismen« har man søgt at finde en syntese af de to paradokser i den kommunistiske verdensbevægelse: ønsket om at nå frem til socialisme i overensstemmelse med nationale særpræg og forudsætninger, og ønsket om at fastholde en international proletarisk solidaritet.
I en tale i anledning af 150 års dagen for Karl Marx’ fødsel den 5. maj 1968 udtalte Mihail Suslov: »at få tilvejebragt en samling af alle revolutionære kræfter er en kompliceret og undertiden modsigelsesfyldt proces«39). Efter yderligere at have erkendt forskellighederne i de enkelte kommunistpartiers betingelser gentog han den videnskabelige kommunismes grundlæggeres advarsel mod »faren for forvanskning af internationalismens principper, mod forsøg på fra enkelte partiers side at påtvinge andre partier sine synspunkter«40). Han beskrev den »dialektiske vekselvirkning mellem nationale og internationale momenter« og fastslog, at et brud på denne ville medføre »en forvrængning af den proletariske internationalismes principper, en national selvtilstrækkelighed, hvorfra der kun er et skridt til nationalisme og chauvinisme, som underminerer den revolutionære enheds grundpiller«41). I den samling teser, der udsendtes af Centralkomiteeen for Sovjetunionens kommunistiske parti i 1967 i anledning af 50-året for Oktoberrevolutionen, hedder det i paragraf 18:
»Socialismens sejre og præstationer hænger uløseligt sammen med udformningen og udviklingen af en ny, socialistisk type internationale relationer, baseret på principperne ligeberettigelse og nationalsuverænitet, alsidigt, gensidigt fordelagtigt samarbejde og broderlig, gensidig bistand mellem socialistiske stater«42).
I den forklarende tekst til denne tese siges, at »den proletariske internationalismes idé — har fundet en ny markant legemliggørelse i det økonomiske, politiske og forsvarsmæssige samarbejde mellem suveræne socialistiske stater, der ledes af arbejderklassen og dens marxistisk-leninistiske partier«43), og det tilføjes, at Sovjetunionens kommunistiske parti, tro mod Lenins opfattelse, »konsekvent forfægter de normer og principper, som i fællesskab er udarbejdet for relationerne mellem socialistiske stater, og vender sig mod alle overtrædelser af disse principper«42). Den gamle Komintern-koncept om det centralt styrede socialistiske fællesskab - og med den bolschevistiske foragt for nationalstaten - er således nu helt forladt. I stedet søger Sovjetunionens kommunistiske parti at sammensvejse de forskellige socialistiske og revolutionære ideologier og tendenser, så de får et præg af enhed. Gennem afholdelse af internationale og regionale konferencer med ledere fra andre kommunistiske lande og partier søges fastlagt en fælles strategi eller »generel linie«, der angiver rammerne for de enkelte landes nationale selvbestemmelse.
»Vor© venskabelige møder, åbenhjertige samtaler, udveksling af synspunkter og erfaringer foregår altid i en kammeratlig ånd, i dyb gensidig respekt og i fælles loyalitet over for socialismens store idealer og mål«44), sagde Brezjnev i sin tale til den 23. partikongres. Og han fortsatte: »Sådanne møder gør det muligt at opsummere og anvende, i god tid og mere fuldstændigt, alt det, der er væsentligt i det enkelte lands og hele det socialistiske systems aktiviteter, med større succes at udvikle politikken for den kommunistiske og socialistiske opbygning i vore lande og den mest korrekte linie i internationale anliggender. Alt, hele vor erfaring, siger os, at dette er en praksis, som er meget nødvendig og nyttig, og vi ønsker at udvikle den på enhver måde«.
Sammenbruddet af de bolschevistiske forhåbninger om en hurtig udbredelse til Vesteuropa af kommunismen efter Oktoberrevolutionen gjorde det nødvendigt for Sovjetlederne at acceptere nationalstaten som en ansvarlig institution i det internationale samkvem. Under Stalins princip om »socialisme i ét land« blev det sovjet-statens udvikling og sikkerhed mere end den »proletariske internationalisme«, der optog sovjetlederne; og siden har det været opbygningen og bevarelsen af Sovjetunionens magt og sikkerhed, der har været hovedmålene for det sovjetiske lederskab, selv når de har været skjult bag den revolutionære ideologis fraser. Det var også disse mål, som skabte den egentlige begrundelse for interventionen i Tjekkoslovakiet i 1968. Da det blev klart, at de tjekkoslovakiske kommunisters reform-tanker kunne udvikle sig til en trussel mod Sovjetunionens magt og sikkerhed, blev det nødvendigt ikke alene gennem »venskabelige møder og åbenhjertige samtaler«, men også ved direkte magtanvendelse at sikre den rette »dialektiske vekselvirkning mellem nationale og internationale momenter«.
AFSLUTNING
Solidaritetstanken har været et gennemgående træk i de socialistiske bevægelser. Udøvelse af solidaritet medfører imidlertid indskrænkninger i den personlige frihed på det nationale plan og begrænsninger af den nationale suverænitet i den internationale sammenhæng. Da Marx i 1871 søgte solidariteten opnået ved rigoristiske indskrænkninger i den individuelle og nationale frihed, gik den 1. Internationale i opløsning. Derimod havde den bolschevistiske kommunisme held med denne fremgangsmåde så længe, der alene var tale om relationer mellem det etablerede sovjetstyre på den ene side og partier og partimedlemmer uden regeringsansvar på den anden side. Efter at der - efter 2. verdenskrig - er fremstået flere regimer af kommunistisk og venstre-socialistisk observans, har man også i den socialistiske lejr måttet erkende nationalismens bærekraft og vanskelighederne ved at påtrykke nationale enheder begrænsninger i, hvad disse enheder anser for deres legitime nationale interesse. Også inden for den socialistiske lejr har man derfor måttet affinde sig med at udvikle solidariteten på baggrund af de enkelte nationale enheders frivillige bidrag til denne. En fremgangsmåde, som i første omgang kun i begrænset omfang lykkedes for den internationale socialdemokratiske bevægelse i den 2. Internationale, og som brød helt sammen med den 1. verdenskrig; men som formentlig er den eneste farbare vej til gradvis udvikling af solidaritet på internationalt plan i en verden, hvor nationalstaten er - og formentlig i en uoverskuelig fremtid stadig vil være - en afgørende faktor.
K. V. Nielsen.
NOTER
1) Cit. efter »Fakta om Sovjetunionen« nr. 22/68, p. 24.
2) Gengivet efter engelsk oversættelse, Sergei Kovalyov: »Sovereignty and International Duties«. Survival, nov. 1968, p. 375 ff.
3) R. H. Tawney. Cit. i Milorad M. Drachkovitch (edt.): »The Revolutionary Internationals 1864-1943« (Oxford University Press, London 1966). Introduction, p. XI.
4) Mouloud Kassun, algiersk minister, ved det 4. seminar for islamitisk tænkning i Constantine, aug. 1970: »Islam is the religion of socialism in the true sense of the word----Socialism has existed for more than fourteen centuries. It exists in Islam which is the religion of justice, equity, solidarity, freedom of action and stimulation of effort which preserving moral and spiritual values«. Jf. grundlæggeren af Baath-partiet, Michel Aflaq, der i 1944 skrev: »There is no link of relationship between Communism and the history of Arabs, between Communism and the intellectual traditions of the Arabs and their past and present life. By pretending that socialism equals Marxism, and that there is no socialism except in Marxism and by Marxism, it deforms the true socialism that the Arabs need«. Begge citater fra Adelphi Papers no. 73, dec. 1970, Robin Buss: »Wary Partners: The Soviet Union and Arab Socialism«.
5) Drachkovitch op.cit. p. XII. Fremstillingen af de tre Internationalers karakteristika bygger især på de i denne bog indeholdte essays: Jacques Freymond & Miklos Molnar: »The Rise and Fall of the First International«; Boris I. Nocolaevsky: »Secret Societies and the First International«; Max Nomad: »The Anarchist Tradition«; Gerhard Niemeyer: »The Second International: 1889-1914«; Carl Landauer: »Social Democracy«; Milorad M. Drachkovitch & Branko Lazitch: »The Third International«; Stefan T. Possony: »The Comintern as an Instrument of Soviet Strategy«.
6) Fr. Engels: »Socialismens udvikling fra utopi til videnskab« (Forlaget Tiden, Kbhvn. 1946) p. 27-28. Om Robert Owen, se også J. Leisner: »Europas historie i det 19. årh./l« (Paludans fiol-bibliotek, Kbhvn. 1967), p. 123 ff.
7) Jf. Drachkovitch, p. 25. Marx og Engels havde ved oprettelsen af den »Kommunistiske Liga« ikke opnået at få disse »wirkliche Krafte« til at udfolde sig, men mente ved at gå med i 1. Internationale at få disse til »diesmal bedeutend zu wirken«.
8) Jf. Drachkovitch, p. 36.
9) General Council’s resolution af 9. marts 1869, cit. Drachkovitch p. 26-27.
10) Om Bakunin, se Max Nomad: »The Anarchist Tradition« i Drachkovitch, p. 62 ff.
11) Drachkovitch, p. 27.
12) Fremstillingen følger nøje den af Max Nomad i »The Anarchist Tradition« givne fremstilling, se Drachkovitch, p. 64.
13) Carl Landauer: »Social Democracy« i Drachkovitch, p. 142.
14) Drachkovitch, p. 118, 121.
15) Drachkovitch, p. 116.
16) Gerhard Niemeyer: »The Second International: 1889-1914«, Drachkovitch, p. 119.
17) Drachkovitch, p. 121.
18) Drachkovitch, p. Ill note.
19) Drachkovitch, p. 160.
20) William Korey: »The Comintern and Geneology of the Brezjnev Doctrine« i »Problems of Communism«, maj-juni 1969, p. 52.
21) Drachkovitch, p. 160-161.
22) Jf. R. N. Carew Hunt: »Kommunismens teori og praksis« (Forlaget Danmark A/S, Kbhvn. 1955), p. 160 ff., hvorfra flg. citater er hentet.
23) Problems p. 53.
24) cit. Hunt, p. 162.
25) Problems p. 53.
26) Hunt, p. 162-163, 166-167.
27) Hunt, p. 163.
28) Drachkovitch, p. 173.
29) Problems p. 54-55.
30) Cit. efter Problems, p. 55.
31) Cit. efter Problems, p. 56.
32) Problems, p. 57.
33) Cit. efter World Communism 1917-1967. From Unity to Diversity (JUN 1967) p. 10.
34) Hunt, p. 182 ff.
35) Hunt, p. 210 ff.
36) World Communism, p. 15-16.
37) Jf. Adelphi Papers no. 73, p. 11.
38) Dette og flg. citater er fra den danske oversættelse af Pravda-artiklen, »Den store socialistiske Oktoberrevolution 40 år, 1917-1957«, p. 57-59.
39) World Communism, p. 17-18.
40) Mihail Suslov: »Ideer, der omskaber verden«. Særnummer af »Fakta om Sovjetunionen«, juni 1968, p. 31.
41) ibid, p. 32.
42) »Vor tids førende ideer«; særnummer af »Fakta om Sovjetunionen«, juli 1967, p. 51.
43) ibid, p. 52.
44) »Report of the Central Committee of the Communist Party of the Soviet Union to the Twenty-Third Congress of the CPSU« delivered by Leonid Brezhnev (Novosti Press 1966), p. 11.
LITTERATUROVERSIGT
- Milorad M. Drachkovitch (edt.): »The Revolutionary Internationals 1864-1943« (Oxford University Press, London 1966). - R. N. Carew Hunt: »Kommunismens teori og praksis« (Forlaget Danmark A/S, Kbhvn. 1955). - Karl Marx & Fr. Engels: »Det kommunistiske Manifest« (Socialismens klassikere 1, Forlaget Tiden 1946). - Karl Marx: »Pariserkommunen« (Socialismens klassikere 4, Forlaget Tiden 1946). - Fr. Engels: »Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab« (Socialismens klassikere 5, Forlaget Tiden 1946). - »Den store socialistiske Oktoberrevolution 40 år. 1917-1957« (Dansk oversættelse af artikel i Pravda 15. sept. 1957). - Tidsskriftet »Fakta om Sovjetunionen«, udsendt af presseafdelingen ved Sovjetunionens ambassade i Danmark, herunder specielt flg. særnumre: - »Vor tids førende ideer. Den store socialistiske Oktoberrevolution 50 år efter. Teser udsendt af SUKP’s centralkomité (juli 1967). - »De første 50 år«. Tale af Leonid Brezjnev den 3. november 1967 (dec. 1967). - »Karl Marx. Den videnskabelige kommunismes grundlægger«, teser til 150 års dagen for Karl Marx’ fødsel, udarbejdet af Instituttet for marxisme-leninisme ved SUKP’s CK (maj 1968). - »Ideer, der omskaber verden«, Mihail Suslovs tale 5. maj 1968 i anledning af 150 års dagen for Karl Marx9 fødsel (juni 1968). - »Den internationale situation og Sovjetunionens udenrigspolitik«. Andrej Gromykos tale i Sovjetunionens Øverste Sovjet den 27. juni 1968 (juli 1968). - »Lenins værk«, teser fra SUKP’s CK i anledning af 100 året for Lenins fødsel (februar 1970). - Vladimir Iljitj Lenin 1870-1970 (april 1970). - »Report of the CPSU Central Committee to the Twenty-Third Congress of the CPSU« by Leonid Brezhnev, 29. marts 1966 (Novosti Press). - »World Communism 1917-1967. From Unity to Diversity« (juni 1967). - »The Crisis in Communism. The 22nd Soviet Party Congress and its Aftermath« (marts 1962). - Sergei Kovalyov: »Sovereignty and International Duties« i Survival, november 1968. - Adelphi Papers no. 73: Robin Buss: »Wary Partners: The Soviet Union and Arab Socialism« (december 1970). - William Korey: »The Comintern and the Geneology of the ’Brezhnev Doctrine’ i »Problems of Communism«, maj-juni 1969. - J. Leisner: »Europas historie i det 19. århundrede/l«. (Paludans fiol-bibliotek, Kbhvn. 1967).
