Styrkeudvikling som strategisk proces

Det danske forsvar er underlagt politisk kontrol udført af Folketinget. I forsvarsforlig, der ofte løber over en årrække, fastsætter politikerne Forsvarets budget og beslutter at anskaffe nyt udstyr eller at udfase eksisterende. Dette foregår i tæt samspil med Forsvarskommandoen, idet denne og dets underlagte myndigheder besidder et de-facto vidensmonopol omkring Forsvarets materiel. Det er således normal procedure, at der fra politisk side udstikkes nogle overordnede (ofte økonomiske) retningslinjer omkring Forsvarets størrelse, budget og opgaveportefølje. På den baggrund fremkommer Forsvarskommandoen med et antal løsninger, som kan sikre, at Forsvaret når det eller de udstukne mål. Det er så op til politikerne at vælge hvilke(n) løsning(er), der skal gennemføres.²

Med hensyn til anskaffelse af nyt materiel, så kommer ønsker om dette ofte fra Forsvarets tre værn til Forsvarskommandoen. Støttes ideen her bliver den videresendt til Forsvarsministeren og såfremt han eller hun også støtter ideen, vil den gå videre til Folketingets Forsvarsudvalg. Vælger udvalget at støtte anskaffelsen vil der blive afsat midler til det i det følgende forsvarsforlig (eller i sjældne tilfælde i form af en ekstrabevilling) samtidig med, at forsvarsforligsteksten opstiller nogle ofte meget brede formuleringer om, hvad pengene skal gå til og inden for hvilken tidshorisont, at projektet forventes gennemført. Et eksempel på dette er beslutningen om anskaffelsen af de to støtteskibe af ABSALON-klassen. De blev til på baggrund af få linjer tekst i det forsvarsforlig, som blev indgået mellem et flertal af Folketingets partier den 26. maj 1999. Teksten lød:

”Der udfases et antal skibe til fordel for 2 større og mere fleksible enheder. Baseret på anvendelse af det til Standard Flex konceptet hørende containeriserings- og modulariseringsprincip bygges to fleksible støtteskibe, der kan anvendes til støtte for landoperationer, som hospitalsskibe, til løsning af transport- og evakueringsopgaver, embargoopgaver samt deltage i NATO's stående minerydningsstyrke og andre opgaver efter konkret beslutning.”³

Bag de få linjer ligger imidlertid adskillige års forarbejde, og det er ikke altid, at Forsvaret får så vide rammer som ovenstående. Et eksempel på sidstnævnte er anskaffelsen af de tre korvetter af NIELS JUEL-klassen.

Korvetternes tilblivelse

NIELS JUEL-klassen blev til i 1970'erne, hvor verden var fastlåst i en kold krig mellem den sovjetkontrollede Warszawa-pagt og den vestlige NATO-alliance. Danmark var medlem af NATO og lå som en frontlinjestat, der i en krigs- eller krisesituation bl.a. havde til opgave at kontrollere ind- og udsejlingen gennem de danske bælter og Øresund. I Søværnet betød dette et næsten entydigt fokus på forsvaret af den vestlige del af Østersøen mod en talmæssigt overlegen men teknologisk underlegen østfrakommende fjende.⁴

En korvet er et hurtiggående krigsskib. De er mindre end fregatter, men den præcise definition beror på et skøn. Internationalt indbefatter korvetklassen skibe på mellem 60 og 100 meters længde, et deplacement på mellem 500 og 1.500 tons og en besætning på mellem 35 og 120 mand. (Nørby)

Den nationale danske militære strategi

NATO var det helt centrale element i Danmarks sikkerhedspolitik i 1970’erne. Det sikrede Danmark mod at stå alene over for et angreb fra Warszawa-pagten, men betød samtidig, at Danmark kunne blive part i en krig, der i første omgang ikke direkte truede det danske område. Centralt i den kolde krig lurede en konstant risiko for en verdensødelæggende atomkrig. Fra politisk side var synet på det danske forsvar derfor, at man for næsten enhver pris skulle undgå at ende i en situation, hvor der blev brug for det. Samtidig var en krig imidlertid en såkaldt ”war of necessity”. Det er en krig, som skal kæmpes, idet den indeholder en grundlæggende trussel mod i vores tilfælde Danmarks overlevelse som suveræn stat. Det modsatte er en ”war of choice”, der ikke indebærer en sådan grundlæggende trussel og hvor regeringen derfor kan vælge, om Danmark vil deltage og i så fald hvordan og med hvilke styrker.⁵ Især frygten for en atomkrig betød, at flertallet i Folketinget støttede, at Forsvaret levede op til kravene til NATO-medlemsskabet, men helst så billigt som muligt.⁶

Søværnet bestod i 1970 af 56 enheder. Ifølge den da gældende forsvarslov skulle seks af disse være ”større kampenheder”, og i 1970 rådede Søværnet over to fregatter af PEDER SKRAM-klassen og fire korvetter af TRITON-klassen. Med deres blot 890 tons deplacement var de fire korvetter egentligt for små til at blive medregnet blandt flådens større enheder, men da Søværnet i midten af 1960erne udfasede tre fregatter af ESBERN SNARE-klassen og kystjagerne HUITFELDT og WILLEMOES, blev korvetterne ”forfremmet” til større enheder, så Forsvarslovens tal kunne nås.⁷

Tre af Søværnets ”større enheder” fotograferet i 1978. Øverst TRITON, i midten PEDER SKRAM og nederst BELLONA. (forsvarsgalleriet.dk)

Fregatterne var søsat i 1965, mens korvetterne var bygget i 1950’erne og de var i 1970 materielmæssigt og teknisk forældede. Søværnets ledelse ønskede derfor at få dem erstattet af nye moderne skibe.¹ Søværnets udfordring var imidlertid, at det ikke kun var korvetterne, der stod foran at skulle udskiftes. Søværnets ledelse anslog selv, at mellem 25 og 30 enheder – heriblandt samtlige korvetter og motortorpedobåde samt tre af seks ubåde – ville være forældede og/eller slidt op inden 1982. Søværnskommandoen fremlagde derfor i 1972 en ”Flådeplan 1982.” Den lagde op til, at der frem til 1982 skulle anskaffes i alt 45 nye enheder til Søværnet, fordelt med seks korvetter, 24 motortorpedobåde, seks ubåde, fem minelæggere og fire minestrygere. Det ville fastholde Søværnet som en afbalanceret flåde, der både kunne varetage fredstidsopgaver såsom suverænitetshåndhævelse i danske farvande, og krigstidsopgaver, hvor Søværnet sammen med den vesttyske flåde skulle forsvare NATO’s Østersøflanke.⁸

Der kunne dog ikke samles politisk opbakning til at finansiere et så stort nybygningsprogram. Politisk var der i 1970’erne stor uenighed om kursen for det danske forsvar. Venstrefløjen i Folketinget argumenterede i de år for at skabe et såkaldt ”defensivt forsvar.” Den grundlæggende idé var, at truslen fra NATO i sig selv kunne få Warszawa-pagten til at angribe, men hvis Forsvarets udrustning, organisation og taktik udelukkende signalerede defensive hensigter, så ville Warszawa-pagten ikke have nogen grund til at angribe. Forta­lerne for konceptet mente at ved både at være markant mindre og kun råde over defensive våben, ville det defensive forsvar sænke risikoen for krig, og hvis Danmark gik forrest i denne udvikling, ville resten af verden snart følge efter. Det defensive eller ”ikke-truende” forsvar, som det også blev kaldt, skulle bestå af små letbevæbnede enheder spredt ud over hele landet, og alle offensive våbentyper såsom jagerfly og fregat­ter skulle udfases.

Der er ingen direkte henvisninger til de defensive tanker i projektbeskrivelserne til korvetterne, men det er alligevel ikke utænkeligt, at tankerne har haft indflydelse på den socialdemokratiske regerings syn på nye enheder til Forsvaret.  Hvorom alting er, så kom forsvarsforliget i 1973 kun til at indeholde midler til bygningen af tre korvetter, to minelæggere, ét inspektionsskib, to torpedomissilbåde og seks kuttere – i alt 22 enheder – i et nybygningsprogram, der strakte sig frem til 1982. Samtidig blev antallet af enheder i Søværnet sænket til 52, men Forsvarsloven af 1973 slog fast, at fem af disse skulle være af fregat- eller korvetstørrelse. Det betød, at der skulle bygges tre korvetter til erstatning for de fire korvetter af TRITON-klassen.⁹

Truslen mod Danmark

Den militære trussel mod Danmark gjorde, at de tre korvetter blev bygget med Østersøen, Kattegat og Skagerrak som de primære operationsområder. I Søværnets plan for forsvaret af den vestlige del af Østersøen var værnets opgave ”To deny the use of the Baltic Straits to the enemy and to maintain control of the Baltic Approaches”, og mere specifikt taktisk ”to create depth in the defense and to stop, slow down or reduce enemy amphibious attacks.” Her var en af korvetternes opgaver at beskytte Søværnets minelæggere, mens de udlagde de vigtige minefelter ud for bl.a. den sjællandske kyst. Når den opgave var overstået, skulle korvetterne så sammen med Søværnets fregatter og torpedomissilbåde samt den vesttyske flåde og dets maritime luftvåben nedkæmpe en forventet amfibiske landsætningsoperation mod den sjællandske øgruppe eller den vesttyske østersøkyst.¹⁰

De organisatoriske interesser

I sommeren 1973 nedsatte Forsvarskommandoen en arbejdsgruppe med repræsentanter for Forsvarsstaben, Chefen for Søværnet, Søværnets operative Kommando (SOK) og Søværnets Materielkommando (SMK), der skulle udarbejde de grundlæggende militære krav til korvetterne. Arbejdsgruppen var fra begyndelsen underlagt tre styrende elementer.

For det første blev der tidligt i processen fra politisk side sat som krav, at de nye enheder maksimalt måtte få et deplacement på 1.300 tons. Kravet kom, som chefen for Søværnet, viceadmiral S.S. Thostrup fortæller, fra den daværende socialdemokratiske forsvarsminister Kjeld Olesen. Han havde:

”fra forsvarsattacheen i Bonn […] modtaget kopi af en artikel skrevet af en tysk søofficer om en Ostseekorvette på 1.200 tons, og det ville han gerne have en udtalelse om. Lidt skadefro, fordi han ikke regnede med, at det var noget vi kunne være interesseret i, når vi havde de 2.800 tons store fregatter. Jeg fik så en snak med ham og sagde, at disse tanker stemte meget godt med vores overvejelser, vi kan godt lave en korvet der er halvt så stor, dvs. 1.300 – 1.400 tons. Top, sagde han.”¹¹

Fra politisk side blev Thostrups udtalelse imidlertid taget mere bogstaveligt, end viceadmiralen havde forventet. De to fregatter af PEDER SKRAM-klassens deplacement var ca. 2.600 tons, og politikerne bestemte, at korvetterne maksimalt måtte have et deplacement på 1.300 tons – og ikke et ton mere end det.

Fastlagt inden designet af korvetterne gik i gang blev deplacementsgrænsen en spændetrøje, der kom til at påvirke designet negativt. Som daværende overingeniør ved SMK Bent Hansen formulerer det, så er korvetterne ”med stor sikkerhed de eneste krigsskibe i verdenshistorien, der er designet med krav om et fast deplacement.”¹² Kravet betød en begrænsning af korvetternes opgaveportefølje. Der blev bl.a. ikke plads til en helikopterhangar eller til antiubådstorpedoer eller minelægningskapacitet. Det var også nødvendigt at gå på kompromis med besætningens indkvartering og da SMK foreslog at forlænge skroget for at give skibene bedre manøvreegenskaber, faldt forslaget, da det ville medføre et deplacement på ca. 1.400 tons. Derudover betød deplacementsgrænsen, at SMK måtte vælge at bruge aluminium til skibenes overbygning og ventilationskanaler for at spare vægt. Dette valg var ikke hensigtsmæssigt pga. de store udfordringer, som er ved brand i aluminium.

Fra politisk side spillede hensynet til dansk industri også ind på designet. Politikerne ønskede skibene bygget på et dansk værft, og så vidt muligt udstyret med danskproducerede materiel. Vigtigheden af dette element blev tydeligt, da SMK ønskede at vælge en danskproduceret generator til skibene. Valget ville betyde en overskridelse af det maksimale deplacement med 20 tons, og sagen måtte derfor forbi Forsvarsudvalget. Her blev der givet dispensation til at øge korvetternes deplacement til 1.320 tons.^2,13

Det tredje og sidste krav var, at korvetterne skulle være billige i drift. Dette fokus på økonomien blev bl.a. formuleret i bemærkningerne til Forsvarsloven 1973, hvor det stod, at ”Efter regeringens opfattelse bør vægten lægges på mindre udgiftskrævende skibstyper fremfor på de større enheder som f.eks. PEDER SKRAM-klassen.”¹⁴ I henhold til konceptet om den halve fregat blev størrelsen på korvetternes besætning indledningsvis sat til 90 mand, da der var 180 mands besætning i de to fregatter. Det betød en forventet årlig udgift på seks mio. kr. mod 12 mio. kr. for hver fregat.

I samarbejde med det skotske firma Y-ARD lykkedes det SMK at designe en korvet med et deplacement på 1.320 tons og en besætning på 91 mand. Prisen for dette var imidlertid, at korvetterne fik en relativ lav udholdenhed. De 91 mand måtte ofte arbejde i to-tørn, hvilket begrænsede, hvor længe skibene kunne blive i søen, inden man måtte søge havn for at give besætningen mulighed for at hvile. Dette element kan ses som et tegn på, at man fra politisk side mente, at en krig mellem øst og vest ville blive af så kort varighed, at det ikke var nødvendigt med en længere udholdenhed, men intet tyder på, at det var den slags tanker, der lå bag beslutningen. I stedet drejede diskussionen sig udelukkende om at holde prisen for de tre skibe så lav som mulig.³

Fælles for de politiske krav var, at de var afkoblet fra Danmarks sikkerhedspolitiske situation, og kun fokuserede på at gøre skibene så billige som muligt i anskaffelse og drift og på at støtte dansk industri. De meget rigide krav påvirkede designfasen så meget, at Søværnskommandoen og SMK endte med at opstille en række minimumskrav til korvetterne. Levede skibene ikke op til disse krav, så kunne det ifølge Søværnskommandoen slet ikke betale sig at bygge dem. I stedet for at sigte mod den bedste løsning, endte man altså i stedet med at sætte baren ved den mindst ringe løsning.¹⁵

Kontrakten på de tre korvetter blev indgået i sommeren 1976. De blev bygget på Aalborg Værft og den første korvet blev afleveret til Søværnet i januar 1979. I 1980 og 1982 fulgte de to andre enheder, og de tjente Søværnet frem til 2009.¹⁵

Støtteskibenes tilblivelse

De to støtteskibe er et fysisk bevis på det skifte i Søværnets opgaveportefølje, som blev en reali-tet i 1990’erne. Den kolde krigs ophør betød, at den direkte militære trussel mod Danmark for-svandt, men samtidig opstod der en række mindre krige og konflikter rundt om i verden. Det blev i 1990’erne en central opgave for det danske forsvar at deltage i forsøgene på at dæmpe el-ler helst stoppe disse konflikter, og Søværnets fokus skiftede derfor fra forsvaret af den vestlige Østersø til en mere diffus global opgave. Samtidig skiftede opgaverne fra egentlige krigsopgaver til opgaver af mere politimæssig art, hvor det var et mål i sig selv, at de indsatte enheder ikke kom i en situation, hvor skibenes våben skulle bruges.¹⁶

Betegnelse ”fleksibelt støtteskib” har ikke tidligere været anvendt om et dansk orlogsskib. Fra Søværnets side blev typen defineret som et skib, der ”på en lang række områder kan deltage i for-skellige operationstyper. Den engelske betegnelse for skibene er ”Flexible Support Ship”, og NATO-typebetegnelsen er Landing Ship with Command and Support Facilities - LCS. De to skibe fik der-for skrognumrene L16 og L17.” Det viste sig at være en udfordring for udenlandske samarbejds-partnere til at forstå den dansk klassificering, og i 2022 valgte Søværnet derfor at omklassificere de to skibe som fregatter.¹⁷  (Nørby)

Den nationale danske militære strategi

Da den militære trussel mod Danmark, som fra Øst havde truet landet siden slutningen af 1940’erne forsvandt, valgte de danske politikere ikke at nedlægge Forsvaret. I stedet blev Forsvarets opgaver og indsættelsesområde i løbet af 1990’erne udvidet til at dække næsten hvor som helst på kloden, hvor danske eller allierede interesser var truet. Dette skifte blev tydeligt, da regeringen på initiativ af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i september 1990 udsendte korvetten OLFERT FISCHER til FN-operationen mod Irak i den Persiske Golf. Udenrigsministeren udtalte i den forbindelse, at Danmark ikke kunne være andet bekendt end at stille op, når FN kaldte. Det var markant nye udenrigs- og forsvarspolitiske toner. Blot to år tidligere havde den danske regering afvist at udsende flådeenheder til Golfen for at beskytte skibstrafikken under ”Tankerkriger” mellem Iran og Irak. Statsminister Poul Schlüter havde her afvist et ønske fra Danmarks Rederiforening om en sådan mission, idet den danske flåde ifølge statsministeren, ”ikke [var] etableret for at løse globale opgaver.”¹⁸ Derudover ville en sådan udsendelse, igen ifølge statsministeren, koste over 200 mio. kr., og derved lægge et stort pres på forsvarsbudgettet.^5,19

Dette havde åbenbart ændret sig grundlæggende, da Irak i august 1990 besatte nabolandet Kuwait, og udsendelsen af OLFERT FISCHER er således et skoleeksempel på et skift fra ”war of nessesity” til ”war of choice”. OLFERT FISCHERS togt viste de danske politikere, at det at stille militære enheder til rådighed for FN-, NATO eller amerikanskledede ad hoc-alliancer gav goodwill, og den slags var vigtig for et lille land som Danmark. Sat på spidsen, så var de politiske mål med udsendelsen af OLFERT FISCHER nået det øjeblik korvetten indgik i FN-operationen. Den nye aktivistiske udenrigspolitik nød bred opbakning i Folketinget og i den danske befolkning. Ud over missionen i Golfen 1990-1991 stillede Folketinget også flådeenheder til rådighed for FN-operationen Sharp Guard i Adriaterhavet 1993-1996, udsendte minerydningsfartøjer til farvandet ud for Jugoslaven i 1999 og i 2001 jagtede en af korvetterne tilmed narkotikasmuglere i det caribiske hav – for bare at nævne nogle få af periodens internationale operationer.²⁰

Anvendelse af Søværnets operative enheder i hhv. 1990 og 1998. Det ses hvordan Søværnet i perioden gik fra en flåde med fokus på kystnære operationer i Østersøen til en flåde, hvis indsatsområde var næsten hvor som helst på kloden danske eller allierede interesser var truet.²¹

De organisatoriske interesser

Allerede i forbindelse med udsendelsen af OLFERT FISCHER blev det tydeligt, at der hvilede et stort pres på Søværnet for, at disse missioner skulle lykkes. Ifølge en deltager i et møde, hvor chefen for Søværnet kontreadmiral Knud Borck briefede departementschef i Forsvarsministeriet Michael Christiansen om togtet, sagde departementschefen til Borck, at:

”Vel, mine herrer, jeg har hørt på Søværnets planer, og jeg er indstillet på at anbefale ministeren at stille forslag i Folketinget om at sende en korvet til Golfen. Jeg vil gøre opmærksom på, at hvis dette går galt, så er der ikke noget at gøre ved det; men det vil betyde, at der vil gå mange år, før Søværnet kan få lov til at forsøge sig ude i verden igen. Men hvis dette går godt, så har vi vist en ny måde at føre dansk udenrigspolitik på!”²²

Søværnets ledelse støttede omstillingen mod et mere internationalt engageret forsvar. I toppen af værnet så man de nye missioner som en mulighed for at forblive relevant. Med bortfaldet af truslen fra Warszawa-pagten var der brug for nye argumenter for at bruge penge på det danske forsvar, og Søværnets ledelse greb her den nye politiske dagsorden om at bruge militære midler til at skabe fred i verden. Samtidig var Søværnets ledelse klar over, at en lang række af flådens enheder nærmede sig dagen, hvor de var teknisk og operativt forældede og derfor burde udskiftes med nye enheder. Den forventede levealder for et orlogsskib var dengang cirka 30 år, og allerede i 1988 var Flådens to største enheder, fregatterne PEDER SKRAM og HERLUF TROLLE blevet udfaset uden erstatning. Søværnets ledelse, der dengang mødtes cirka hver anden måned i regi af et uformelt ”Admiralitet”, valgte at gå proaktivt ind i sagen. I stedet for at vente på et udspil fra enten det politiske niveau eller fra Forsvarskommandoen, mødtes en række centrale personer fra Søværnets ledelse og SMK den 10. september 1991 på Søværnets Artilleriskole (ASO) på Gniben. Her drøftede de planerne for flådens fremtid. Det centrale var anskaffelsen af fem større kampenheder til erstatning for PEDER SKRAM og HERLUF TROLLE og for korvetterne NIELS JUEL, OLFERT FISCHER og PETER TORDENSKIOLD, der forventedes at være materielmæssigt udslidte i begyndelsen af det nye årtusind.²³

En af de centrale erfaringer fra OLFERT FISCHERS togt var, at den nye type operationer langt fra Danmark krævede en skibsplatform, som både havde større udholdenhed og var mere fleksibel end korvetterne. At det var lykkedes OLFERT FISCHER at klare opgaven med at deltage i FN’s våbenembargo mod Irak i 1990-1991 tilfredsstillende, skyldtes bl.a., at korvetten havde været fulgt af den norske kystfregat ANDENES, der havde 25.000 reservedele til den danske korvet med om bord. Den slags logistisk støtte kunne Søværnet ikke tage for givet, og blandt de skibsprojekter, som blev drøftet på mødet på ASO var derfor et ”multiskib” på 4.500 tons, der skulle være i stand til at løse et væld af forskellige opgaver. Multiskibet illustrerede den mere diffuse opgaveportefølje, som lå forude for Søværnet, idet skibet skulle kunne håndtere opgaver spændende fra bløde humanitære opgaver som f.eks. skoleskib eller hospitalsskib til mere kamporienterede opgaver såsom minelægning og troppetransport.²⁴

Søværnets Materielkommandos bud på, hvordan en mulig forlængelse af et af inspektionsskibene af THETIS-klassen kunne have været gennemført. (forsvarsgalleriet.dk)

Blandt de nævnte opgaver fik rollen som hospitalsskib stor betydning. I forbindelse Golfkrigen 1990-1991 havde Folketinget også ønsket at udsende et hospitalsskib, der i stil med JUTLANDIA under Korea-krigen 1950-1952 skulle hjælpe krigens ofre. Mens SMK arbejdede med at gøre OLFERT FISCHER klar til udsendelsen, måtte kommandoen derfor også bruge mange ressourcer på at designe og anskaffe containerbaseret hospitalsudstyr, som kunne anbringes f.eks. om bord i en af DSB’s færger, der derpå kunne sendes til Golfen. Projektet blev ikke realiseret, men fik stor betydning for det efterfølgende multiskibsprojekt, idet hospitalsskibsrollen gjorde projektet mere politisk spiseligt for især partiet Radikale Venstre.²⁵

Evnen til kunne håndtere de mange forskellige roller skulle nås ved at benytte det FLEX-koncept, som Søværnet og SMK havde udviklet i 1980’erne til brug for de nye patruljefartøjer af FLYVEFISKEN-klassen. Her blev våben og sensorer anbragt i containere, der hurtigt kunne udskiftes, hvis en enhed f.eks. skulle skifte rolle fra minestryger til missilbevæbnet kampenhed. FLEX-konceptet havde betydet, at selv om Søværnet kun fik penge til 14 enheder af FLYVEFISKEN-klassen til erstatning for i alt 22 motortorpedobåde, patruljefartøjer og minestrygere, så kunne værnet – i hvert fald på papiret – stadig varetage de samme opgaver.

FLEX-konceptet på en enhed af FLYVEFISKEN-klassen. Det er svært at overvurdere FLEX-konceptets betydning for Søværnets udvikling fra 1980’erne og frem til i dag. (Nørby)

På mødet på ASO den 10. september overvejede Søværnet om det påtænkte multiskib skulle være en ombygning af Søværnets dengang spritnye inspektionsskibe af THETIS-klassen eller om man skulle søge at få bevilliget penge til et helt nyt skib.

Den 1. oktober 1991 etablerede SMK projektorganisationen ”Patruljeskib 91” (PS91), der i samarbejde med det civile værft Danyard skulle projektere det nye multiskib. PS91 valgte indledningsvis at basere projektet på en ombygning af et af inspektionsskibene. Det var den billigste løsning, og derfor ifølge den daværende tankegang hos SMK og Søværnets ledelse den mest realistiske at få igennem det politiske system, der i 1990’erne indhøstede den såkaldte fredsdividende gennem en række beskæringer af forsvarsbudgettet, der faldt fra 2 % af BNP i 1990 til 1,5 % i 2000.²⁶

Danske forsvarsudgifter 1950-2022 som en procentdel af Danmarks BNP. NATOs 2%-mål er indsat med sort. Udgifter efter 1991 er markeret med rød, da Danmark har været under 2%-målet siden da.²⁷

Skulle der skabes plads til alle de påtænkte opgaver i skibsskroget, ville det imidlertid kræve ”en ganske omfattende tilpasning af THETIS-klassens design. Der skulle bl.a. etableres lastrumssektioner med luger og kran, lasttanke, agterskibsport og RO/RO-rampe, øget forlægningskapacitet og containerpositioner til bl.a. SSM-, SAM-, CIWS- og VDS-moduler.”^6,28 Det ville bl.a. kræve en forlængelse af inspektionsskibets skrog med 12 meter og en forøgelse af deplacementet fra ca. 3.500 tons til 4.500 tons. Prisen for en sådan ombygning ville ifølge SMK blive ca. 400 mio. kr. (Til sammenligning var Forsvarets samlede budget i 1993 17,39 mia. kr.)

En værnsfælles platform

Pengene til det nye multiskib skulle bevilliges af Folketinget, men vejen dertil gik gennem Forsvarskommandoen. For at øge chance for at kommandoen ville støtte en sådan udgift, indså projektgruppen i SMK tidligt i projektet værdien af at kunne italesætte det nye skib som en værnsfælles platform, der kunne at indgå i værnsfælles eller joint operationer med et tæt operativt samarbejde mellem de tre værn og med internationale samarbejdspartnere.

Dette blev et vigtigt element, efter at Hæren i 1993 var løbet ind i problemer med at få deployeret ti Leopard-kampvogne til de danske FN-styrker i Jugoslavien. At Søværnet i november 1993 kunne meddele forsvarsministeriets departementschef, at det tiltænkte multiskib kunne transportere op til ti kampvogne, var et stort plus i arbejdet med at skaffe politisk opbakning til projektet.²⁹

Det værnsfælles aspekt forblev en central del af projektet. Da projektet i 2000 blev præsenteret i Tidsskrift for Søvæsen, blev det værnsfælles også fremhævet på listen over støtteskibenes forventede opgaveportefølje. Opgaverne var, som det blev skrevet:

• Kommandoplatform for en Commander Task Group-stab (CTG-stab) eller værnsfælles stab på op til 70 personer.

• Platform for minelægningsoperationer.

• Forsynings- og støtteskib (Værnsfælles).

• Transportskib (Værnsfælles).

• Hospitalsskib (Værnsfælles).

• Skoleskib.

• Platform for helikopteroperationer (Værnsfælles).

• Platform for evakueringsoperationer (Værnsfælles).

• Platform for katastrofehjælpsoperationer (Værnsfælles).³⁰

Det store fokus på det værnsfælles aspekt var en måde at håndtere den værnsrivalisering, som historisk har været et element i enhver materielanskaffelse til Forsvaret.³¹

Nyt og større skrog

Tilbage i slutningen af 1993 stod det klart for SMK, at det ikke var en god ide at presse alle de nye opgaver ned over THETIS-klassens relativt lille skrog. Ideen om at ombygge en THETIS-klassen blev derfor opgivet, og i stedet blev tavlen ”visket ren og opgaven om at tilvejebringe den størst mulige fleksibilitet blev grebet an fra en ny vinkel.”³²

Projektet var med i den rapport med titlen ”Fremtidige konflikttyper og konsekvenser for forsvaret”, som Forsvarsministerens og Rådgivnings- og Analysegruppe (RAG) fremlagde i april 1994. En af RAGs anbefalinger lød, at Søværnets minelæggere og kabelminelæggere blev erstattet af en skibstype, der

”må besidde alsidige, fleksible og balancerede egenskaber, som muliggør effektiv anvendelse i bredere geografisk ramme, må kunne tilbyde mere og andet end traditionelle orlogsskibstyper og må bl.a. kunne varetage nød- og katastrofehjælp, læge- og hospitalshjælp, redning, søredning, evakuering, personel- og materieltransport (bl.a. af elementer fra Den Danske Internationale Brigade og andre militære enheder), kommando-, støtte- og forsyningsskibsfunktioner (herunder støtte til bl.a. minerydningsenheder/-styrker og udsendte enheder), skoleskibsfunktioner, overvågning, suverænitetshævdelse, minelægning (med minelast under dæk), luftforsvar, antiubådskrigsførelse og antioverfladekrigsførelse. Helikopterkapacitet må indgå.”³³

I 1994 og 1995 fik SMK travlt med en levetidsforlængelse af korvetterne samt med indfasningen af FLYVEFISKEN-klassen. Multiskibsprojektet gled derfor en smule i baggrunden. Først i foråret 1996 kom der igen for alvor skred i sagen. Her nedsatte regeringen et ”Udvalg vedrørende Forsvarets Materiel” (UFOM), der skulle vurdere levetiden for forsvarets materiel samt udarbejde forslag til fremtidige anskaffelser. I den forbindelse begyndte SMK i samspil med en række skibskonstruktører at udvikle det, som kommandoen nu kaldte et ”kommando-støtteskib.” Projektet blev præsenteret for UFOM i december 1996, og blandt de anbefalinger, som UFOM gav i dets endelige rapport i august 1997 var, at

”De to mest omfattende foreslåede materielanskaffelsesprojekter til søværnet indebærer, at de nuværende ubåde erstattes af nye, og at i alt 13 kampenheder og 4 store minelæggere erstattes af en samlet kapacitet foreløbig vurderet til seks større enheder bestående af 2 kommando- og støtteskibe og 4 patruljeskibe. Med den foreslåede erstatning vil søværnets fremtidige sammensætning, til trods for en nedgang i antallet af enheder, være fleksibel og samtidig i langt større omfang end tidligere i stand til at deltage i internationale operationer.”³⁴

Det er værd at bemærke, at UFOM var gået bort fra tanken om, at de nye skibe ”kun” skulle erstatte de to allerede udfasede fregatter og de tre snart pensionsmodne korvetter. I stedet skulle 17 enheder erstattes af seks enheder, der var bedre egnede til internationale missioner. Hovedårsagen til dette skifte var den sikkerhedspolitiske udvikling i Danmarks nærområde, som i følge de danske politikere muliggjorde en yderligere beskæring af forsvarsbudgettet.

I sommeren 1997 nedsatte regeringen en forsvarskommission, der fik i opdrag at beskrive, hvilke ændringer i forsvarets formål, opgaver og struktur, der var nødvendige i lyset af den internationale sikkerhedspolitiske udvikling i verden. I forbindelse med kommissionens arbejde fremsendte SMK i oktober 1998 et notat om et kommando-støtteskib til Forsvarskommandoen. I notatet blev der særlig lagt vægt på at beskrive skibenes indsættelsesmulighed i forbindelse med FN- og NATO-operationer samt skibenes forbedrede transportkapacitet sammenlignet med THETIS-klassen. Projektet var nu baseret på et skib med en konstruktionslængde på lidt over 100 meter, en bredde på knap 20 meter, et ”let” deplacement på 4.000 tons, en dødvægt (skibets lasteevne inkl. brændstof) på 1.500 tons samt en besætning på ca. 100 mand.³⁵

Via Forsvarskommandoen kom projektet videre til Forsvarskommissionen. I kommissionens rapport, der blev afleveret i november 1998, blev det fastholdt, at Søværnets indsatsområde i den forudsigelige fremtid ville være langt fra Danmark. Kommissionen anbefalede derfor, at

”De fire minelæggere af Falster-klassen, de ti missilbåde af Willemoes-klassen og de tre korvetter af Niels Juel-klassen bør derfor afløses af en ny større standardskibstype i to udgaver benævnt henholdsvis kommando-støtteskibe og patruljeskibe, som bedre kan honorere den ændrede situations behov. Begge udgaver forudses baseret på samme grundkonstruktion samt på vidtstrakt og konsekvent anvendelse af det til Standard Flex koncepten hørende containeriserings- og modulariseringsprincip.”³⁶

På baggrund af forsvarskommissionens arbejde gik politikerne i gang med at forhandle om et nyt forsvarsforlig. Politikerne ønskede fortsat et så billigt forsvar som muligt, og i forbindelse med forberedelserne til forsvarsforliget i 1999 fremlagde Forsvarskommandoen en model, hvor bygningen af de to støtteskibe blev delt ud over to forsvarsforlig. Årsagen til dette var de økonomiske besparelser, som der blev lagt op til i forligsforhandlingerne. Førnævnte ”Rapport fra Udvalget vedrørende forsvarets materiel” havde anslået, at Søværnet skulle have ca. 4,3 mia. kr. for at kunne bygge alle de påtænkte enheder, men under forligsforhandlingerne blev der kun lagt op til at tildele Søværnet det halve beløb. Skulle der også være penge til de fire nye ubåde, som UFOM anbefalede, så kunne det følge Forsvarskommandoen være nødvendigt at dele bygningen af de to kommando-støtteskibe op i hvert sit projekt, så udgifterne blev fordelt over flere år. Forsvarskommandoen kunne imidlertid påvise, at den samlede pris for de to skibe ville blive mærkbart højere, hvis de blev bygget enkeltvis, idet byggeværftet så ikke ville udnytte de stordriftsfordele, som var ved at bygge to ens skibe lige efter hinanden. Sagen endte med, at forsvarsforliget af 26. maj 1999 udskød en beslutningen om nye ubåde til et følgende forlig, og forliget kunne derfor afsætte penge til bygning af to støtteskibe i serie.

I forbindelse med forligsforhandlingerne besluttede SMK at ændre betegnelsen fra ”kommando-støtteskibe” til blot ”støtteskibe.” Det var SMK’s opfattelse, at kommandostøtteskibsbenævnelsen lugtede for meget af krig. Et navneskifte ville gøre de nye skibe mere politisk spiselige for især det Radikale Venstre, hvis stemmer projektet var afhængigt af. Af samme årsag måtte de nye patruljeskibe ”for Guds skyld ikke hedde en fregat”, som Bent Hansen formulerer det, idet det kunne underminere den politiske opbakning, som var central for, at projektet kunne blive realiseret.³⁷

I forsvarsforligsteksten, som indledte denne artikel, var de to skibe tilmed neutralt omtalt, som ”2 større og mere fleksible enheder”³⁸ og forligsteksten specificerede heller ikke antallet af enheder, som de to skibe skulle erstatte. Det ændrede dog ikke ved, at de ti enheder af WILLEMOES-klassen blev udfaset i 2000 og de fire minelæggere i henholdsvis 2000 (to enheder), 2003 og 2004. At minelæggerne og torpedomissilbådene blev udfaset, adskillige år før støtteskibene var operative, er endnu et tegn på, hvor lille den militære trussel mod det danske område blev vurderet til at være i de første år af det 21. århundrede. Udfasningen af WILLEMOES-klassens ti enheder er endnu et tegn på Søværnets øgede fokus på internationale operationer. Ved udfasningen var torpedomissilbådene kun godt 20 år gamle, men med deres rækkevidde på blot ca. 400 sømil var de ikke velegnede til Søværnet nye missioner langt fra Danmark.³⁹

Skibene tager form

Efter indgåelsen af forsvarsforliget i 1999 gennemførte SMK et feasibility study ved de to udenlandske firmaer BAE-System og DNC for at få bekræftet, at skibsprojektet var gennemførligt. Begge firmaer konkluderede i foråret 2000, at projektet var teknisk gennemførligt, men mente samtidig, at SMKs vurdering af prisen for at bygge skibene var for optimistisk. SMKs kalkule var baseret på erfaringerne fra bygningen af de fire inspektionsskibe af THETIS-klassen på Svendborg Værft 1988-1992. De to firmaer mente, at et mere realistisk prisniveau var cirka det dobbelte af det beløb, som SMK havde beregnet.⁴⁰

Tegning af støtteskibene (øverst) og patruljeskibene som så ud i februar 2000. (forsvarsgalleriet.dk)

 Der var fra både politisk side og hos SMK et ønske om, at de nye orlogsskibe blev bygget på danske værfter, og ganske usædvanligt blev de største danske værfter i 2001 indbudt til indgå i en gruppe, der skulle udarbejde et forprojekt. Som direktøren for Skibsværftsforeningen Thorkil H. Christensen udtalte, så ønskede Søværnet at få ”en ping-pong om konstruktion og økonomi og mente, at vi var bedre til at løse den opgave.” Ud over deltagere fra Odense Staalskibsværft (bedre kendt som Lindø), Danyard Ålborg og Ørskov-værftet i Frederikshavn blev også en række mulige underleverandører indbudt til at deltage i arbejdet, heriblandt motorfabrikken MAN B&W Diesel og Hempel, der sælger skibsmaling.⁴¹

I marts 2001 blev de grundlæggende militære krav lagt fast, og SMK sendte derpå projektet i udbud. Reelt var det kun Ørskov, Danyard og Lindø, der havde kapacitet til at bygge skibene. Der indkom tilbud fra Ørskov og Lindø og i november 2001 fik sidstnævnte opgaven.⁴²

Den 5. november 2001 meldte SMK, at støtteskibenes hoveddimensioner var låst, og samme dag underskrev Lindø og SMK en betinget kontrakt, baseret på en detaljeret byggespecifikation og et foreløbigt generalarrangement.⁷ Med det på plads kunne værftets konstruktionsafdeling og SMK påbegynde detailprojekteringen af skibene. Det forslag, som værfterne havde brugt som udgangspunkt for deres priskalkyle og tilbud til Søværnet blev arkiveret lodret, og i stedet begyndte Lindø og SMKs ”Projektorganisation Fleksible Støtteskibe” sammen at designe støtteskibet.⁴³ Der var, som Bent Hansen skriver,

”tale om en meget stor og vidtfavnende organisation på tværs af SMK (matrix organisation) og også periodevis med flere deltager fra SOK. Udenfor projektorganisationen var det formelt handelsafdelingens købmænd og jurister med Birger Lous Willerup i spidsen, der forestod alle indkøbsforhandlinger og indkøb. Det var ikke et enkeltmandsværk at tilvejebringe skibene, men et resultat af en stor kollektiv indsats koordineret med stor dygtighed af en række projektledere, ikke mindst den nu pensionerede officer Per Bigum Christensen.”⁴⁴

Per Bigum Christensen tiltrådte i maj 2000 som leder af projektorganisationen, og under hans ledelse blev der i de følgende måneder taget beslutning om alt fra skibenes våbensystemer, fremdrivning til valg af gulvtæpper, gardiner, stolebetræk og indretning af skabe og skuffer. Dette foregik i samspil med de kommende brugere og man involverede mange af de folk, som skulle arbejde i skibenes kabys og messer over Flyvevåbnets helikopterpiloterne til Hærens syn på indretningen af Flex-dækket.⁴⁵

Det værnsfælles var her med til at påvirke skibenes design. Da Forsvaret i september 2001 valgte EH101 Merlin-helikopteren som erstatning for Sikorsky S-61´erne betød valget ifølge Per Bigum, at ”[vi] gik ind og ændrede kravene, sådan så vi var sikre på, at de her helikopter kunne være ombord uden at skulle have foldet deres halerotor.” Det betød, at støtteskibenes helikopterdæk og hangar måtte re-designes, så der var plads til den noget større helikoptertype og det endte med at betyde, at skibenes bredde blev øget med cirka én meter.⁴⁶

I april 2002 tiltrådte Finansudvalget, at der blev afsat 2,145 mia. kr. til bygningen af to støtteskibe. Af disse skulle 866 mio. kr. dække selve skibenes bygning, mens det resterende beløb skulle dække skibenes militære udrustning.⁸ Beløbet lå fast, og det betød, at projektets økonomi blev det styrende element og at detaildesignfasen kom til at forløbe under et ”design-to-cost”-princip. Det vil sige, at det afsatte beløb på 2,145 mia. kr. skulle udmønte sig i to skibe, der kunne løse de i forsvarsforliget nævnte opgaver, men derudover havde Projektorganisation Fleksible Støtteskibe relativt frie hænder med hensyn til skibenes udseende og udstyr.⁴⁷

I Projektorganisation Fleksible Støtteskibe blev selve detaildesignet af de to skibe brudt op i en række delprojekter, og da det gik højest, arbejdede over 100 af SMKs og Søværnets civile og militære teknikere sammen med Lindøværftets teknikere med projektet.

Mens Lindø arbejdede med at bygge skibsskrogene, arbejdede SMKs projektorganisationen med at udvælge og bestille det militære udstyr, der skulle gøre skibene til egentlige krigsskibe. Her var hovedudfordringen, at der hverken var penge eller plads til det hele. Projektorganisation Fleksible Støtteskibe måtte derfor foretage en lang række valg.

Tegning af ABSALON-klassen. Det centrale element i skibenes design var ”flex-dækket”, der er på i alt 917 m² og opdelt med tre vognbaner på hver 2,70 meter bredde, i alt 250,2 meter vognbaner. (forsvarsgalleriet.dk)

Kommandostøtteskibe eller patruljeskibe?

Som nævnt var det fra begyndelsen Søværnets ønske, at der ud over de godt 2 mia. kr. til to støtteskibe også blev fundet cirka fem mia. kr., til at bygge mindst tre patruljeskibe. Denne plan nød imidlertid ikke støtte fra Forsvarskommandoen. Ifølge Per Bigum Christensen udtalte daværende forsvarschef general Christian Hvidt flere gange, at Søværnet ikke skulle forvente at få mere end fire nye store enheder, og at det set fra hans stol gav mest fornuft, at Søværnet fik yderligere to støtteskibe.⁴⁸ General Hvidt bekræfter dette og skriver:

”Mit argument var, at i den daværende situation ville det give meget mere mening at skabe yderligere fleksibilitet og robusthed ved at øge antallet af kommando-støtteskibe, som jo i realiteten var af fregatstørrelse, men som vi af politiske årsager kaldte noget andet. Der var fra NATOs side udtrykt et klart behov for kommando-støtteskibe. Situationen var, at Materieludvalget tilknyttet FKOM 1997 havde anbefalet 2 kommando-støtteskibe og 4 patruljeskibe af samme ”klasse”, men uden transport- og minelægningskapacitet, men udvalget påpegede, at det så ud som om det økonomiske råderum kun tillod anskaffelse af to patruljeskibe. Bestykningen var jo også en klart anden end den ville være i en krigskampklar fregat. Der var så lagt op til, at der på længere sigt skulle anskaffes ”supplerende udrustning” (på vej til egentlig fregat). FKOM-anbefalingen endte med to kommando-støtteskibe og to patruljeskibe.
I det videre forløb op mod et forsvarsforlig, hvor regeringen præsenterede en økonomisk ramme, som var væsentlig ringere end forudsat, måtte vi revurdere bl.a. materielsammensætningen, og der mente jeg, at vi ville have en klar fordel i internationale opgaver ved at råde over én skibsklasse med 4 kommandostøtteskibe, idet denne skibstype ville være klart mere efterspurgt end en ”ikke særlig godt udrustet fregat”. Jeg mener, at NATO på det tidspunkt kunne mønstre omkring 700 fregatter/destroyere. Vi ville kunne sænke enhver overfladetrussel på ganske få døgn, og derfor syntes jeg i situationen, at det gav meget mere mening for Danmark at satse på kommando-støtteskibene. Da vi startede FKOM, var der ikke mange, som troede, at vi få år senere kunne anbefale krigsskibe i fregatstørrelse.”⁴⁹

Det er interessant, at general Hvidt er en af de eneste kilder til denne artikel, der nævner NATO som en faktor, der påvirkede støtten til skibenes tilblivelse og design. NATO overlevede truslen fra Warszawa-pagten, men alliancen var i 1990'erne præget at en udpræget grad af usikkerhed omkring dets fremtidige opgaver og udseende. På NATO-topmødet i Prag i 2002 blev der taget en række vigtige beslutninger om NATOs fremtid. Fælles for disse beslutninger var, at de skulle gøre NATO bedre i stand til at gennemføre missioner "out of area", og her viste de planlagte danske støtteskibe sig at passe rigtig godt ind. Men intet tyder på, at NATO havde nogen direkte indvirken på støtteskibenes design.⁵⁰

Forsvarsforliget i 1999 havde afsat penge til at projektere de nye patruljeskibe, men ikke penge til at bygge dem. Det betød, at kun de Grundlæggende Militære Krav blev udarbejdet i samarbejde mellem SMK og SOK, men projektet kom derefter til at ligge og vente på eventuel politisk beslutning om anskaffelse.

Lindø spurgte tidligt i designprocessen, hvilke udenlandske orlogsskibe, som SMK mente, at værftet med fordel kunne lade sig inspirere af. Svaret lød den svenske Visby- og den franske La Fayette-klasse. Derudover var skibenes undervandsskrog inspireret af den amerikanske Arleigh Burke-klasse. Her ses den svenske kystkorvet K31 Visby af Visby-klassen ved Flådestation Frederikshavn den 9. november 2006.⁵¹ (forsvarsgalleriet.dk)

Militariseringen af støtteskibene

Mens Søværnets ledelse med den ene hånd kæmpede for at ændre forsvarschefens holdning, så arbejdede den anden hånd – SMKs projektorganisation – for at gøre støtteskibene mere militære. Rationalet bag dette var, at hvis det ikke lykkedes at få Hvidt og Forsvarskommandoen til at ændre holdning, så skulle de fire støtteskibe, som Søværnet så måtte nøjes med, være så militært kapable som muligt. Det betød ifølge Per Bigum Christensen, at

”Projekteringen af de fleksible støtteskibe tog derfor en skarp drejning. Mere eller mindre diskret blev kravene skruet op, og støtteskibene blev planlagt udrustet med våben og sensorer som en fregat. Max-farten blev sat op som meget som muligt med valg af det ypperste og meste tunede dieselmotorer i verden (MTU). Designet under vandoverfladen blev optimeret til farten og til lavt støjniveau af hensyn til ubådsjagt. Over vandlinjen blev designet lavet stealth, kraftigt inspireret af den franske korvet Lafayette og den svenske Visby-klasse.”⁵²

Inspirereret af bl.a. Visby-klassen havde Projektorganisationen meget fokus på støtteskibenes radarprofiler, der skulle mindskes ved at gøre skibene så stealth-agtige som muligt. Det lykkedes og ifølge åbne kilder har støtteskibene en markant mindre radarprofil end både militære og civile enheder af samme størrelse.⁵³

Det er værd at bemærke, at de beslutninger, som SMK tog i forbindelse med projekteringen af støtteskibe og patruljeskibe havde strategiske implikationer for Søværnet og det danske forsvar. Eksempelvis omkring valget af skibenes missiler, idet en sådan beslutning bl.a. også har betydning for, hvilke udenlandske flåder, som støtteskibene nemt kunne indgå i operationer med. Per Bigum Christensen fortæller selv, at ”vi havde valget mellem at gå europæisk missilvej, som englænderne, italienerne, franskmænd gjorde, eller gå amerikansk, og der valgte alle eksperter at gå efter det amerikanske initiativ.” Projektgruppens anbefaling skulle i disse tilfælde godkendes af admiralitetet, men her blev beslutningen om at vælge den amerikanske løsning støttet 100%.⁵⁴

Militariseringen af støtteskibene var også medvirkende til beslutningen om at udstyre støtteskibene med en amerikanskproduceret 127 mm kanon. Her spillede det værnsfælles aspekt igen en rolle, da Projektorganisation Fleksible Støtteskibe på opfordring fra Chefen for SOK, kontreadmiral Tim Sloth Jørgensen, anbefalede, at man valgte en 127mm maskinkanon i stedet for den italienskproducerede 76 mm maskinkanon, som var standard i Flådens skibe. Det spillede en central rolle i Tim Sloth Jørgensens anbefaling, at den amerikanskproducerede 127-mm-kanon forventedes udstyret med ”Extended Range Guided Munition (ERGM)” - ammunition med en rækkevidde på lidt under 100 km. Som kontreadmiral selv formulerede det, så var

”Baggrunden for mit krav om specifikt den amerikanske 127 mm var, at især krigen i Jugoslavien havde vist, at det kunne være vanskeligt at FN til at godkende luftstøtte til enheder på land i knibe, så en kanon med 100 km rækkevidde ville muliggøre en langt bedre støtte til specielt danske landenheder, der måtte have problemer. Herudover betød de 100 km rækning, at ethvert sted i Danmark ville kunne beskydes fra havet, og det kunne blive afgørende i en eventuel krigssituation.”⁵⁵

Den langtrækkende ammunition var på dette tidspunkt stadig under udvikling, men forventedes klar omkring år 2006, og de to støtteskibe var udset til at blive de første flådeenheder i verden, der kunne bruge den nye ERGM-ammunition. Projektet løb dog ind i en række udfordringer, og endte med ikke at blive til noget. De to 127 mm kanoner benytter derfor i dag almindelig ammunition med en noget lavere rækkevidde.

127mm kanon var et af de få materielsystemer, som blev sat om bord i støtteskibene, mens de endnu var under bygning på Lindø. De andre materielsystemer såsom radar, sonar og lignende blev først installeret efter, at skibene var afleveret fra værftet. Denne løsning var nødvendig, da Søværnet, som Per Bigum formulerede det, skulle bygge to skibe for et skibs pris. Dette blev dels nået ved at bygge efter konstruktionsprincipper, som havde deres udspring i civil skibsbygning⁹ og ved at genbruge moduler fra FLYVEFISKEN-klassen samt ved at Søværnets egne værksteder og ansatte stod for at installere skibenes militære udstyr – med det store ressourcemæssige træk, som dette indebar. Sidstnævnte beslutning betød også, at tiden fra skibenes aflevering fra værftet og til de var fuldt udrustet blev næsten 4½ år.⁵⁶

Fremtidssikringen

Støtteskibenes deplacement på ca. 6.300 tons gjorde dem til Flådens hidtil største enheder.¹⁰ Der var flere argumenter for at vælge et så relativt stort skibsskrog. Det gav skibene større udholdenhed og gjorde dem til bedre søskibe, men var også med til at fremtidssikre dem, forstået på den måde, at det er muligt at finde plads til nyt udstyr om bord, også uden at man er nødsaget til at fjerne andet udstyr for at få plads til det nye eller at det nye udstyr betyder en forringelse af skibenes sejlegenskaber. Dette er et eksempel på, at Søværnet har lært af erfaringerne fra bl.a. fregatterne af PEDER SKRAM-klassen. Da de i slutningen af 1970’erne blev udstyret med missiler var det problematisk at finde plads til ildledelsesradarerne om bord. De endte med at blive anbragt højt i skibets overbygning, hvilket gav udfordringer mht. skibenes stabilitet og sejlegenskaber. På grund af overbygningens indretning kunne ildledelsen også kun dække 270° og skulle et mål, der lå i den blinde vinkel engageres, måtte skibet således først drejes.⁵⁷

Ved køllægningen af det første støtteskib den 28. november 2003 kunne chefen for Søværnet, kontreadmiral Kurt Birger Jensen, udtale, at ”vi har fået hvad vi ønskede og bad om.” At det lykkedes skyldtes, som Per Bigum Christensen i dag formulerer det: ”vi lavede simpelthen bare et godt stykke arbejde.”⁵⁸

Diskussionen om antal og type af nye skibe til Søværnet fortsatte frem til den 10. juni 2004, hvor Folketinget indgik et nyt forsvarsforlig. Det afsatte 4,7 mia. kr. til anskaffelsen af tre patruljeskibe, der blev til fregatterne af IVER HUITFELDT-klassen.⁵⁹ Prisen for dem var bl.a. en nedlæggelse af det danske ubådsvåben, men det er en anden historie …

Beslutningen om at anskaffe de tre patruljeskibe medførte ikke en afmilitarisering af støtteskibene, og Søværnet endte således med at få to støtteskibe, der var væsentlig mere krigsskibe, end man først havde planlagt.⁶⁰

Den danske fregat IVER HUITFELDT møder den norske fregat FRIDTJOF NANSEN ved Afrikas Horn den 1. januar 2013. Mens prisen for de tre danske fregatter blev ca. 1½ mia. kr. pr. styk, så kostede de tilsvarende norske fregatter ca. 3,8 mia. kr. pr. styk (2005-priser).⁶¹ (T. Dyhr/forsvarsgalleriet.dk)

Selve bygningen af de to skibe gik hurtigt. Konstruktionen af det første støtteskib blev påbegyndt 30. april 2003 og den 25. februar året efter var skibet klar til søsætning. ABSALON var ikke færdig, da Søværnet overtog skibet, da det endnu manglede de mange våben og sensorer, som gør skibet til et effektivt krigsskib i virke for Søværnet og Danmark. Installationen af dette udstyr var først afsluttet den 17. august 2007 og et år senere forlod ABSALON Danmark på den første af mange antipirateri-operationer ved Afrikas Horn.⁶²

En Sammenligning

Der var grundlæggende forskelle i den geopolitiske kontekst, som lå til grund for de to skibsprojekter. Korvetterne passede ind i den defensive danske strategi, som den var under den kolde krig. Det samme gjorde sig gældende med støtteskibene, men med omvendt fortegn, idet de to støtteskibe passede ind i 1990’erne og 00’ernes offensiv dansk udenrigs- og forsvarspolitik. Organisatorisk var der dog en grundlæggende forskel i de to projekter, idet grunddesignet at korvetterne blev bestemt af det politisk niveau i en top-down-proces, mens designet af støtteskibene i langt højere grad var en bottom-up-proces, hvor SMK og SOK fik stor indflydelse på projektet.

Fælles for korvetterne og støtteskibene var dog, at det politiske syn på dem var, at de helst aldrig skulle i krig. Her var dog den underliggende forskel, at årsagen til at korvetterne ikke skulle i krig var, at det kunne ende i en verdensødelæggende atomkrig. Årsagen til at støtteskibene ikke forventedes at skulle i krig var, at truslen fra Warszawa-pagten var væk og Søværnets opgaver derfor var overgået fra krigs- til mere politimæssige opgaver. Korvetterne skulle sikre at Danmark levede op til kravene til NATO-medlemskabet, men da de ikke skulle i krig, så var deres driftsomkostninger et vigtigere parameter end deres sejlegenskaber og kampværdi.

Det samme gjorde sig gældende omkring skibenes indsatsområde. Korvetterne var bygget til Østersøen og var ikke velegnede til internationale missioner langt fra den hjemlige støttestruktur. Her var det helt omvendt med støtteskibene, der netop var bygget til operationer langt fra Danmark og ikke til forsvaret af det danske nærområde. Takket være projektgruppens succesfulde militarisering af støtteskibenes design var de dog også i stand til at forsvare Danmark mod ydre trusler, men havde Søværnets fokus i 1990’erne stadig været på et defensivt forsvar i Østersøen, så er det ikke usandsynligt, at man i stedet for to store og langtrækkende skibe havde valgt at bygge et større antal mindre skibe, med kortere rækkevidde men mere egnede til operationer i Østersøen.

Et andet fælles element i de to cases er det organisatoriske ønske fra politisk side om, at konstruktionen af skibene skulle støtte dansk industri. Det var et politisk krav, at både korvetterne og støtteskibene skulle bygges på danske værfter og så vidt muligt udrustes med danske dele. Med hensyn til skibenes våbensystemer var der ingen danske firmaer, der kunne levere disse. Her kom alliancespørgsmålene til at spille ind, og begge skibsprojekter bidrog til at binde Danmark sammen med især USA.

Afslutning

Som de to cases viser, så er materielanskaffelser til Forsvaret en kompliceret proces, som påvirkes af mange andre aspekter end de rent militære.

Processen er politisk styret af Folketinget, men som især anskaffelsen at de to støtteskibe viser, så kan Forsvaret opnå stor indflydelse på processen. Ved at være proaktive, have med gode argumenter og politisk lydhørhed lykkedes det at få et projekt, der begyndte med et ombygget inspektionsskib til en pris på 400 mio. kr. til at ende med to nybyggede støtteskibe til en samlet pris på over 2 mia. kr.

Søværnet og SMK var i stand til at både at bruge de geostrategiske ændringer, som opstod efter den kolde krig afslutning og mere lokale interesser som hensynet til den danske værftsindustri til at få opbakning til projektet. Samtidig var man ikke bleg for selv at optræde politisk ved f.eks. at tilpasse skibsklassens typebetegnelse, så den ikke spændte ben for politisk opbakning fra de mere forsvarsskeptiske partier i Folketinget.

Ved at fremhæve først skibenes evne til at optræde værnsfælles lykkedes det at få bred opbakning til den relativt store udgift, som skibene endte med at udgøre i et forsvarsbudget under pres. At det samtidig lykkedes at gøre støtteskibene mere militariserede end først planlagt, gjorde kun, at de to skibe endte med at blive mere alsidige og brugbare, end man havde troet, da de første streger blev slået på projektet i september 1991.

Om en mere offensiv tilgang fra Søværnskommandoens side omkring korvetternes tilblivelse kunne have medført, at man f.eks. kunne have undgået det hårde krav mht. deres maksimale deplacement, er ikke til at sige. Korvetterne blev til i en anden tid, hvor det politiske syn på brugen af forsvaret var grundlæggende anderledes, end da støtteskibene blev designet i 1990’erne. Korvetterne var designet til en ”war of nessecity” og kun til én opgave – forsvaret af Danmark og NATOs interesser i Østersøen. Denne relativt enkle opgave gjorde det muligt at designe et igen relativt billigt orlogsskib. Modsat korvetterne blev støtteskibene designet til det nye trusselsbillede, som opstod efter den kolde krig ophør. Her var opgaven at deltage i de såkaldte ”war of choices”, og dette mere diffuse trusselsbillede krævede større og mere alsidige enheder.

Som nævnt i indledningen var det Søværnets igangværende projekt omkring nye patruljeskibe, som ansporede mig til at skrive denne artikel. Enkelte dele såsom ønsket om at støtte dansk industri går igen i patruljeskibsprojektet, men den grundlæggende geostrategiske situation er meget anderledes, end da både korvetterne og støtteskibene blev designet. Udviklingen efter Ruslands overfald på Ukraine i 2022 har betydet, at Søværnet igen er begyndt at fokusere på operationer i Østersøen. Men modsat under den kolde krig, hvor Søværnet skulle forsvare Danmark mod et angreb, så vil Søværnet i tilfælde af en krig i den nuværende situation skulle operere offensivt for at komme Danmarks NATO-allierede i Baltikum til hjælp. Det stiller andre krav til de skibe, som skal bygges, og det bliver spændende at se, hvordan deres endelige udformning kommer til at vise dette.

Litteratur

Balsved, Johnny. “ABSALON (2004- ), kommandostøtteskib”. Navalhistory.dk, 2009

———. “NIELS JUEL (1980- ), Korvet”. Navalhistory.dk, 2009.

———. “THETIS (1991- ), Inspektionsskib”. Navalhistory.dk, 2009.

Boesgaard, Nils Eric. “Forsvarskommissionen af 1997”. Militært Tidsskrift, 4. marts 1997.

Bogason, Peter. Søværnet under den kolde krig. Politik, strategi og taktik. København, 2016.

Borck, Niels Chr., og Søren Nørby. Søheltenes skibe. Historien om Søværnets torpedomissilbåde af Willemoes-klassen. København: Statens Forsvarshistoriske Museum, 2007.

Bork, Jørgen F., og Søren Nørby. Åbent hav. Mit liv i Søværnet 1945-1990. København: Gyldendal, 2012.

Brøndum, Christian. “Ny dansk flåde tager form”. Berlingske Tidende, 5. januar 2007.

———. “Søværnet skal atter på langfart”. Berlingske Tidende, 9. juli 1999.

Chefen for Søværnet. “Memorandum vedrørende flådens styrke- og våbenmæssige sammensætning”. København: Søværnskommandoen, 1. marts 1972. www.marinehist.dk.

Christensen, Per Bigum. “Fleksible støtteskibe og patruljeskibe”. Tidsskrift for Søvæsen 171, nr. 4–5 (2000): 249–53.

———. Om støtteskibenes tilblivelse. Interviewet af Søren Nørby, 15. marts 2024.

———. “SV: Støtteskibenes tilblivelse”, 8. maj 2024.

“Danmarks nye patruljeskibe”. Under Dannebrog 113, nr. 1 (2024): 14–16.

“Danske Patruljeskibe K/S”. Set 7. august 2024. https://danskepatruljeskibe.dk/.

Djursland. “Tvivlsomt med flåde-eskorte til danske handelsskibe”. 7. april 1988.

Folketinget. Forsvarsforlig 2000-2004 (1999). www.marinehist.dk.

Folketingets Finansudvalg. “Aktstykke nr. 112. Anskaffelse af fleksible støtteskibe”, 17. april 2002.

Forsvarskommandoen. Et forsvar for fremtiden - på vej mod år 2000. Vedbæk:

Forsvarskommandoen, 1996.

Forsvarskommissionen af 1997. “Fremtidens forsvar”. København: Folketinget, 1998.

Forsvarsministeren. Forslag til Lov om ændring af lov om forsvarets organisation m. v. (1972).

Forsvarsministerens og Rådgivnings- og Analysegruppe. “Fremtidige konflikttyper og konsekvenser for forsvaret”. København, april 1994.

Freedman, Lawrence. “On War and Choice”. The National Interest, nr. 107 (2010): 9–16.

Fyens Stiftstidende. “Flåden bliver hjemme”. 9. april 1988.

Fyens Stiftstidende. “Flåden til Golfen. Rederiforeningen skriver til Schlüter”. 31. marts 1988.

Hansen, Bent. “Bemærkninger til artikel om tilblivelsen af Søværnets Fleksible Støtteskibe Generelt”, 16. maj 2024. forf. arkiv.

———. Mine år hos SMK. Interviewet af Søren Nørby, 12. juni 2018.

———. “Noter vedr. møde på ASO”, 10. september 1991. Forf. arkiv.

———. Om støtteskibenes tilblivelse. Interviewet af Søren Nørby, 2. maj 2024.

———. “Udvikling af SVN nye større enheder fra 1991 til 2006”, 2024. forf. arkiv.

———. “Vurdering af prisen for Fleksible Støtteskibe bygget på Odense Staalskibsværft A/S”. København: Søværnets Materielkommando, 21. november 2005.

Hvidt, Christian. “Re. Støtteskibene”, 23. april 2004.

Jakobsen, Peter V. “Fra ferie til flagskib. Forsvaret og de internationale operationer”. København: Forsvarsakademiet, 2009.

Jensen, Kurt B. “CH SOK tale ved overdragelsen af Støtteskibet ABSALON til Søværnet på Odense Stålskibsværft d. 19. oktober 2004”, 19. september 2004. Forf. arkiv.
———. “Søværnets transformation”. Jyllands-Posten, 9. februar 2004.

Jørgensen, Anders B. “Korvetternes afløser >> patruljeskibene << – er nu en realitet”. Søværnsorientering 36, nr. 3 (oktober 2006): 10–14.

Jørgensen, Tim S. “SV: Støtteskibenes 127mm kanon”, 6. maj 2024.

Martinsen, Torben. Om Støtteskibenes tilblivelse. Interviewet af Søren Nørby, 15. marts 2024.

Mejdal, Niels. “CH SMK tale ved overdragelsen af Støtteskibet ABSALON til Søværnet på Odense Stålskibsværft d. 19. oktober 2004”, 19. september 2004. Forf. arkiv.

Månsson, Erik. “Med det norske kystvagtsskib Andenes i Golfen”. Marinehistorisk Tidsskrift 53, nr. 4 (2020): 3–19.

“NATO Press Release (2002)127 - 21 Nov. 2002”. Set 1. maj 2024. https://www.nato.int/docu/pr/2002/p02-127e.htm.

Nørby, Søren. “7 minutter over Golfen. USS Vincennes nedskydning af Iranian Air Flight 655, 3. juli 1988”. Tidsskrift for Søvæsen 179, nr. 3 (2008): 146–83.

———. Danske ubåde 1909-2004. København: Statens Forsvarshistoriske Museum, 2004.

———. Det danske forsvar – Opgaver, udstyr og mandskab i det nye årtusind. København: Aschehoug, 2006.

———. “Når fjenden forsvinder. Det danske flyvevåbens omstilling fra Berlinmurens fald 1989 til krigen over Libyen 2011”. Syddansk Universitet, 2018. www.noerby.net.

———. “På narkojagt i det Caribiske Hav - korvetten Peter Tordenskiolds togt. Foråret 2001”. Tidsskrift for Søvæsen 185, nr. 1 (2014): 23–34.

———. “Søværnets deltagelse i Operation Maritime Monitor / Sharp Guard 1993 – 1996”. Tidsskrift for Søvæsen 184, nr. 2 (2013): 139–56.

Nørby, Søren, og Rasmus Dahlberg. Admiral Garde. Karrieren, katastrofen og konsekvensen. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2021.

Nørby, Søren, Katja Lindskov Jacobsen, og Hüseyin Yücel. Piratjagt. Det danske Søværns kamp mod pirater 2008 – 2022. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2024.

Nørby, Søren, Henrik Muusfeldt, Bent S. Larsen, Bent Hansen, og Jens A.M. Ludvigsen. Fra kold krig til internationalt engagement. Søværnets korvetter af Niels Juel-klassen 1979-2009. Helsinge: Steel & Stone Publishing, 2015.

Nørby, Søren, og Steen Schøn. Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle. Flådens flagskibe under den kolde krig. København: Statens Forsvarshistoriske Museum, 2006.

Nørby, Søren, og Tom Wismann. Absalon og Esbern Snare. Søværnets støtteskibe af Absalon-klassen. Helsinge: Steel & Stone Publishing, 2016.

Olesen, Kjeld. L 1 Lov om ændring af lov om forsvarets organisation m. v., Pub. L. No. 214/1973 (1973).

Petersen, Robert. Den bedste ambassadør. Civil-militære relationer og demokratisk kontrol i Danmark 1991-2011. Roskilde: Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitetscenter, 2012.

Politiken. “Minister vil sende flåden til Golfen”. 26. august 1990.
Rapport fra Udvalget vedrørende forsvarets materiel. Vedbæk: Forsvarskommandoen, 1997.

Ringsmose, Jens, og Christian Brøndum. Frihedens pris: så lav som mulig. NATO, Danmark og forsvarsbudgetterne. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2018.

Schlüter, Poul. “Brev af 8. april 1988 fra Statsministeren til Danmarks Rederiforening”, 8. april 1988. Statsministeriet Arkivserie: Brevkopier (1962-1988). Rigsarkivet.

Schultz-Larsen, Simon E. “Operative anvendelsesmuligheder af fleksible støtteskibe”. Tidsskrift for Søvæsen 175, nr. 2 (2004): 2–50.

Søværnets Materielkommando. “Det nye fleksible støtte- og patruljeskibsprogram”. Søværnsorientering 30, nr. 1 (2000): 5–7.

———. “Historik omkring Fleksible Støtteskibe”. Holmen: Søværnets Materielkommando, 28. maj 2004.

———. “Indstilling om bygning af 3 korvetter til Søværnet”, 29. november 1974.

———. “Korvetprojektets udvikling”, juli 1978.

———. “Vand under kølen!” Søværnsorientering 34, nr. 1 (2004): 6–10.

Thostrup, Sven S. Interview med viceadmiral S. S. Thostrup. Interviewet af Søren Nørby, 27. april 2007. www.marinehist.dk.

Wikipedia. “Statistik over forsvarsudgifter i Danmark”. I Wikipedia, den frie encyklopædi, 11. april 2024. https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Statistik_over_forsvarsudgifter_i_Danmark&oldid=11741776.

Winther, Kristen, red. Vemodigt farvel til Søværnets Materielkommando. 1. december 1967 - 31. december 2006. København: Søværnets Materielkommando, 2007.

Wismann, Tom. Korvetterne af Triton-klassen 1954-1981. 1. udgave. Flådens skibe, nr. 3. Helsinge: Steel & Stone, 2007.

“Øget pres for bistand til dansk AG-søfarende”. Søfart, 1988.

Aagaard, Charlotte, og Lotte F. Kaarsholm. “Et skib, vi alle kan være stolte af”. Information, 14. november 2005.