Studier over Danmarks Hærvæsen i det 16de Aarhundrede: III. Operative forhold

Efterretningstjenesten.

Manglen paa hurtige Samfærdselsmidler, paa omtrent al offentlig Meddelelse af Begivenheder og paa fast ansatte Gesandtskaber gjorde det nødvendigt for Regeringerne i det 16. Aarhundrede i udstrakt Grad at benytte Efterretningsmænd for at laa Kundskab om, hvad der foregik i fremmede Lande, udover hvad der lejlighedsvis meddeltes af venskabelig sindede Fyrster og andre.

De Efterretningsmænd, der benyttedes, vare dels Personer, som vel havde Ophold i Udlandet, men tillige stod i den danske Konges Tjeneste i Egenskab af „Pensionerede“ , og som uden særlig Forpligtelse eller Vederlag og i Reglen af egen Drift gav Meddelelser, dels Personer, der havde forpligtet sig til mod bestemt Vederlag at lade sig bruge som Efterretningsmænd. ' Blandt de førstnævnte vare de, som indtog en fremragende Stilling i eget Land, de bedst egnede, idet de, især naar de ogsaa stod i deres egen Herres Tjeneste, lettere end andre kunde følge Begivenhedernes Gang. Det synes, at Christian III har været heldig med at gøre sig slige Mænd forbundne, saa at de ikke sjældent gav ham god Underretning om, hvad der foregik i Danmarks Nabostater, særlig i Tyskland, uden at de derved traadte de Forpligtelser, som de havde mod deres egen Landsherre, for nær. Saaledes kan nævnes den hessiske Marskalk Herman v. der Malsburg, der stod i Frederik Fs Tjeneste alt 1531 og derefter i en Række Aar i Christian III’s. 

Der findes f. Eks. Oplysninger fra ham om Kejserens Hvervinger m. m. 1551'). Undertiden tilgik der Efterretninger fra Befalingsmænd, der vare i Kongens Pension, men af og til ogsaa gjorde Krigstjeneste for andre Herrer og derved havde Lejlighed til at se sig meget om. En af de mest fremtrædende blandt disse var Wilhelm v. Wallerthum, der synes at være antagen i Kongens Tjenste 1544 og derpaa forblev i denne til 1501. Han gjorde en Tid Krigstjeneste hos Landgreven af Hessen, en anden Tid hos Kongen af England, samlede Krigsfolk for Hertugerne af Meklenburg og gav af og til Kongen Meddelelser om sine Oplevelser'-). I Frederik II’s Tid fandtes ligeledes flere, dog næppe fuldt saa fremragende Personer, der gav Kongen Efterretninger fra Tyskland og Nederlandene. Som saadanne kunne særlig nævnes Jürgen v. 1 lolle i den Tid, der gik forud for hans Tjeneste i Syvaarskrigen, og i hvilken han blandt andet gav Meddelelser om, hvad han havde erfaret i Tyskland, samt Povl v. Sara, der var „Oberst-Tøjmester“ i Begyndelsen af hin Krig og især i Aarene 1562 og 1563 tilskrev Kongen om forskellige udenlandske Forhold. Ogsaa Wilhelm v. Wallerthum vedblev at give Efterretninger8). Undertiden synes Hensigten med disse nærmest at have været at give Kongen Meddelelser om Personer, hvis Færd det maatte interessere ham at kende4).

Det følger af sig selv, at der ogsaa ved Hjælp af Udlændinge, der rejste som Kongens Befuldmægtigede i diplomatiske Anliggender, søgtes indhentet Efterretninger om Krigssager, naar Lejlighed frembød sig dertil. Da Frederik I’s Kansler Wolfgang Utenhof saaledes 1523 afsendtes til Tyskland for at repræsentere Kongen ved den kejserlige Kammerret, for hvilken Sagen mellem ham og Christian II var indbragt, paalagdes det ham at gøre sig nøje bekendt ogsaa med den sidstnævntes Bestræbelser for at tilvejebringe en Hær. Han opholdt sig derfor længe i Westphalen, Braunschweig og Lüneburg og meldte Kongen, hvilke Hvervinger der foregik1).

De Personer, der af Kongen eller de øverste Regeringsmyndigheder antoges til at skaffe Efterretninger mod et bestemt Vederlag, synes i Christian IIFs T id at have faaet Bestallinger, ganske som om det var en ligefrem Sag. Noget senere synes dette at være ophørt. Anvendelsen af dem mærkes nu nærmest af Optegnelserne i Rentemesterregnskaberne om de Udgifter, som de foranledigede, men som i Reglen hverken vare store eller hyppig forekommende. Fra den Tid, da Syvaarskrigen nærmede sig, og da den begyndte, findes Udgifter til flere, f. Eks. en Landsknægt, der fik (i Daler til Tærepenge for at rejse til Kolberg paa Kundskab2). Længere fremme i Krigens Tid og efter samme ere denne Art Udgifter meget sjældne; men de kunne have været afholdte uden at være opførte i Rentemesterregnskaberne, og andetsteds finder derhos enkelte Befalinger fra Kongen om at skaffe Efterretningsmænd, særlig stilede til Peder Oxe. Den 2. Novb. 1561) opfordrede Kongen saaledes denne til at sende en Mand ind i Polen for at give Agt paa, hvad der foregik i dette Land, hvilket dog atter den 17. Novb. stilledes i Bero3). Den 5. Juli 1573 skrev Kongen, at han bifaldt, at Peder Oxe sendte en af Drabanterne til Frankrig i Anledning af Tidender, som vare komne fra hint Land. Kongen troede ikke, at det vilde nytte noget at lade en Mand sejle derhen med et Skib, ladet med Sild og Købmandsvarer, og den 11. Decb. s. A. skrev Kongen, at han bifaldt, at Heinrich v. Plato (der da synes at have været i Pension som Ritmester) blev sendt derhen. Den 17. Jan. 1574 skrev Kongen ligeledes til Peder Oxe, at han fandt det rigtigst, at der blev bestilt en Mand, som kunde tilskrive Kongen, hvad der da var i Gære i Udlandet. Kongen mente, at man kunde benytte en vis Melchior Henrich i Lothringen, som Peder Oxe kendte. Denne Mand skulde have 100 Daler om Aaret til Vederlag1).

Der findes fremsat den Udtalelse, at de Svenske under Syvaarskrigen havde gode Spejdere, men de Danske kun maadelige ). Dette faar dog at staa hen som tvivlsomt, om der end blandt de Efterretningsmænd, der ifølge det foregaaende have faaet Betaling, næppe findes nogen, der var anvendt i Sverig. Aarsagen turde være, at Ordningen af Efterretningstjenesten i dette Land under Krigen var overladt Lensmændene og overhovedet Myndighederne i Grænselandskaberne, foruden Befalingsmændene i selve Hæren. Adskillige Spor pege i denne Retning. Der udbetaltes saaledes Otto Krumpen i den Tid, da han var øverstbefalende, G00 Mark „at bruge paa Kundskab m. m.“ 3). Flere Breve til Kongen fra Peder Skram, medens denne var Embedsmand paa Laholm, indeholde en løs Seddel med Efterretninger, som hans Spejdere havde givet4). Det omtales ogsaa, at Daniel Ranzau, da han paa sit Vinterfelttog var kommen ind i Sverig, ikke kunde faa Spejdere, lige saa lidt som Levnedsmidler, da Befolkningen ganske havde forladt den Egn, i hvilken liæren befandt sig1). Dog have maaske Kongen og Regeringsmyndighederne altfor meget undladt at skaffe sig Efterretninger fra Stockholm og det indre Sverig. I Axel Gyldenstjernes Beretning om Syvaarskrigen siges der nemlig, at man i Danmark først meget sent fik Underretningom Tildragelserne i Sommeren 1568, tla Erik X IV blev fængslet, saa at man ikke formaaede at høste Fordel af S verigs indre Uroligheder, fordi man ikke havde bestilt Spejdere2). Et Eksempel paa, at ogsaa en Kvinde er bleven benyttet i Udlandet til at Indhente diplomatiske og militære Efterretninger, haves fra Christian IIl’s T id 3). Det er en Selvfølge, at der den Gang som nutildags blev truffet forskellige Foranstaltninger for at forhindre Opdagelsen af Efterretningsmænd og deres Meddelelser af vigtigere Art. Ved en for Wilhelm v. Wallerthum 1545 udstedt Bestalling findes bemærket, at han blot vilde underskrive med et særligt Mærke, naar han berettede noget om Pfalzgreven 4). Ved en Bestalling fra 1539 for Lutgen v. Braunschweig findes tilsvarende, at han i sine Meddelelser vilde kalde sig Hans v. Magdeburg5). Ogsaa Anvendelsen af Chifferskrift haves der Eksempler paa"). Foruden ved Hjælp af Efterretningsmænd søgtes Oplysninger ogsaa bragte til Veje paa forskellige andre Maader. En Slags offentlige Tidender begyndte at komme frem i det 16. Aarhundrede'), og man søgte at føre sig dem til Nytte. Dog synes dette først at være sket regelmæssigt herhjemme henimod Aarhundredets Slutning. Det første Tegn til, at man har sat sig i Forbindelse med Udgivere af saadanne Tidender, synes at forekomme i Rentemesterregnskabet 1. Maj 1591 til 1. Maj 1592. Der findes nemlig her en Udbetaling af 2 Rosenobler til en Rogtrykker i Frankfurt a. M. „for at han lader sig findes villig og ubesværet at skrive herind i Riget, hvis nye Tidninger hannom forekommer der i Tyskland“ ‘-). I nogle senere Regnskaber findes enkelte tilsvarende Udgifter, deriblandt c. 190 Daler til den bekendte Leverandør G. M. Borcht for Bekostning paa de nye Tidender, han da paa 11. Aar havde indsendt fra Nederlandene3). I Sundtoldregnskaberne 1595 og 1596 findes ogsaa tilsvarende Udgifter til 2 Mænd i London og $i Amsterdam. Til de Pligter, Tolderen og Toldskriveren i Helsingør havde, hørte, at de skulde indberette hvad nyt de erfarede fra fremmede Lande4).

Under en Krig forsømte man ikke at forhøre de Fanger, Overløbere og lignende, som man fik fat i. I 1508 befaledes, at man skulde forhøre hver enkelt Fange'). Navnlig fra Syvaarskrigens T id findes der ikke faa Papirer, der antyde, at man stundom anvendte omstændelige, skematiske Forskrifter for de Spørgsmaal, der skulde rettes til hine Personer2). Lejlighedsvis kunde der selvfølgelig ogsaa faas Oplysninger ved mer eller mindre tilfældige Meddelelser fra Personer, som ellers ikke deltog i Efterretningstjenesten, ved opsnappede Breve og navnlig ved at komme i Besiddelse af fjendtlige, højere Befalingsmænds Papirer efter en heldig Fægtning. Et ikke ringe Antal Aktstykker af denne A rt haves endnu3). En sjælden Gang kunde det lykkes Personer, som vare Fanger hos Fjenden, at sende Budskab hjem 4), eller de gav Beretning, naar de som udløste af Fangenskabet vendte tilbage5).

At der jævnlig ogsaa udsendtes Skibe i Efterretningstjeneste behøver kun at bemærkes. Ved Siden af Bestræbelserne for at indhente Efterretninger stod Bestræbelserne for at sikre sig mod de fjendtlige Efterretningsmænd og andre ildesindede, og især i Frederik IFs Tid synes man at have været ikke alene ret paapasselig i denne Henseende, men endog at have næret en betydelig Frygt; thi det er et stort Antal Skrivelser, der udgik om Foranstaltninger i den Retning herhjemme og stundom ogsaa i Fyrstedømmerne1). Hyppigt indeholdt de Opfordringer til Øvrighederne i forskellige Byer om at passe godt paa, hvilke fremmede der kom ind i vedkommende By, af Hensyn til, at der blandt de fremmede kunde findes farlige Folk. Selv i Fredstid kunde der, og stundom maaske med Føje, opstaa Ængstelser for fremmedes æventyrlige Planer. 155f> opstod der saaledes Frygt for, at der skulde være Planer i Gære om at overrumple Landskrona og Krogen'-). 1560 opkom der ligeledes Frygt for Planer, som den da landflygtige Peder Oxe skulde søge at fremkalde, og der udgik Skrivelser til Lensmændene paa tiere af de befæstede Slotte ved Kysterne om at passe godt paa, da det skulde være paatænkt at overraske Slottene ved Hjælp af Krigsfolk om Bord paa Købmandsskibea). I Begyndelsen af Syvaarskrigen steg Ængstelsen til en ganske overdreven Højde og naaede et Punkt, der er et Sidestykke til, hvad der fandt Sted 1848. Den i Kongens Fraværelse indsatte Regering underrettede nemlig den 9. Aug. 1563 alle om. at Erik X IV skulde have i hemmelig Bestilling nogle hundrede Mordbrændere, som han vilde sende herind i Landet4). En noget lignende- Frygt kom i øvrigt atter frem 1584. Kongen tilskrev da Kristoffer Valkendorf for Kjøbenhavns Vedkommende og de Lensmænd, som havde Købstæder ved Søsiden i Befaling, at Hertugen af Meklenburg havde meddelt ham, at der i Tyskland fandtes Personer, som udgav sig for fremmede Herrers og Fyrsters Gesandter eller andre fornemme Personer, ja, at de endog medførte eftergjorte, fyrstelige Signeter, for at de skulde kunne opnaa desto større Tiltro. Der skulde derfor føres nøje Tilsyn med alle fremmede, af hvilken Stand de end vare, og holdes strengere Vagt paa Holmen, at ingen skulde liste sig til at antænde Orlogsflaaden'). Hvor forsigtig man end var i Almindelighed, kunde det dog hænde, at man alligevel var for godtroende en enkelt Gang. I Axel Gyldenstjernes Skrift om Syvaarskrigen berettes der saaledes, at Frederik II satte saa megen Tillid til Fredsunderhandlingerne i Roskilde 1568, at han paa de svenske befuldmægtigedes Anmodning, i Anledning af Forhandlinger om Betaling til Krigsfolkene i hans Tjeneste, lod de befuldmægtigede faa en fuldstændig Fortegnelse over hine-).

Medens Pastvang kun synes at forekomme undtagelsesvis under Frederik I og Christian III, synes den at have være indført til Stadighed under Frederik II og derefter, i Reglen dog saaledes, at Kongens egne Undersaatter ikke behøvede Pas til Rejser i Indlandet, medens derimod de fremmede Rejsende skulde være forsynede med saadanne, udstedte af Rigets egne Myndigheder3). I Forbindelse hermed stod, at det var forbudt at overføre Folk til Tyskland fra andre end de almindelige Færgesteder 4), og at strenge Straffe fulgte paa en Overtrædelse heraf6), foruden at der stundom befaledes nøje Undersøgelse angaaende, hvem der blev overført6). Det bedste Værn mod de fremmede Efterretningsmænd, rigtignok ogsaa den største Hindring for Benyttelsen af de Oplysninger, de danske Myndigheder modtog fra Udlandet eller en Krigsskueplads, var den i Sammenligning med, hvad man nu er vant til, store Langsomhed, med hvilken Efterretninger befordredes paa større Afstande, saa at det ikke ganske sjældent indtraf, at der udførtes Foretagender, som vilde have været planlagte anderledes, saafremt afsendte Brevskaber vare indtrufne tidligere. De Forhold i Ind- og Udland, som dette væsentlig skyldtes, ere ikke lette at udrede; thi for Danmarks Vedkommende fordrede Forsendelserne jo næsten altid en Transport over Søen, og den Tid, Befordring af Brevskaber eller Personer optog, afhang altsaa i høj Grad af Vejr og Vind, foruden af Aarstiden, af denne, som det synes, dog mindre, end man kunde fristes til til at antage. Der lindes nemlig i Reglen, hvor den Tid, som en Forsendelse optog, kan maales, ikke stor Forskel paa Tiden om Vinteren og om Sommeren.

Vistnok netop fordi, at saa meget kom an paa Forbindelsen mellem de danske Øer og Fastlandet, synes det, at man tidlig har lagt stor Vægt paa at have Færgevæsenet i Orden, og der findes talrige Forordninger og Skrivelser om denne Sag. Begunstigelser tilstodes de Byer m. tb, hvorfra og hvortil lovlig Overfart fandt Sted. Saaledes tilstodes der alt 1454 Rødby i et kgl. Brev, som Byen da fik, visse Rettigheder til Gengæld for den Besværing, Byens Borgere havde med at overføre Kongens Bud til Tyskland1). Ikke altid synes disse Bestræbelser dog at være bievne kronede med Held. Der tilstodes 1524 Helsingør Frihed for den aarlige Byskat og anden kongelig Tynge i 8 Aar. Det vides ikke bestemt, om dette er blevet fortsat; men i alt Fald udtalte Øvrigheden i Byen 1548, at der ikke fandtes Skuder og Baade til at overføre 80 Mand, og disse vare endog nylig bievne sønderslaaede i en Storm, der havde været'2).

I det hele lod dog især Forbindelsen til Lands meget tilbage at ønske. Som bekendt havde Christian II ved sin saakaldte verdslige Lov af 1523 befalet oprettet en for alle tilgængelig Budtjeneste og Personbefordring mellem alle Købstæder; men denne Bestemmelse maa antages igen at være bleven ophævet ved hans Fald. Derefter synes der ej at have været nogen offentlig Post, saa at endog Kongen og Regeringsmyndighederne i A lmindelighed vare indskrænkede til at faa al Befordring besørget ved Kongens egne Bud og Befordringsmidler. i Krigstid og ved overordentlig Lejlighed, saasom naar Kongen var fraværende fra Hovedstaden, ordnedes Befordringen ved Hjælp af Post- eller Relaislinier paa visse Veje. Saadanne Liniers Oprettelse nævnes meget ofte. Som et Eksempel blandt mange kan fremdrages de Postlinier, der nævnes 1541 i Anledning af Christian IIl's og Gustaf Vasas Møde i Brømsebro. Der befaledes oprettet 2 Linier fra Holsten til „Ko. Mt. indt i Suerrige“ . Stationerne i Danmark paa den ene Linie vare Assens, Odense, Nyborg, Korsør, Andvordskov, Sorø Kloster, Ringsted Kloster, Roskilde, Kjøbenhavns Slot, Malmø, Lundegaard, Lyby, Vil og Sølvesborg, paa den anden Linie Rødby, Maribo, Sakskøbing, Guldborg Færgesled, Gaabense Færgested, Vordingborg, Tryggevælde, Kjøge og Kjøbenhavns Slot1). At slige Linier ogsaa benyttedes til Personbefordring fremgaar tydelig af, at der 1531 udtaltes, at Spejdere, som Kongen havde sendt til Tyskland , snart kunde ventes tilbage, da Kongen havde ladet bestille Postheste paa Ve jen1). Uden saadanne Foranstaltninger kunne vel ej heller de hurtige Rejser tænkes udførte, som Kongerne undertiden ses at have gjort. Det angives saaledes, at Christian III den 24. Juni 1536 var i Roskilde og den næste Dag paa Hagenskov (nu Frederiksgave) i Fyen-). At Kongerne med deres Følge have benyttet saadan Post, siges derhos stundom udtrykkelig. Det berettes saaledes, at Frederik II rejste med Post i lukket Vogn, bespændt med 3 Heste, da han i Maj 1559 begav sig fra Segeberg til Kolding3), og 1563 skrev Kongen fra Segeberg til Lensmanden paa Roskilde Gaard, at han skulde have 50 Vogne rede, der postvis kunde føre Kongens Folk og Gods fra Roskilde til Kjøbenhavn4). Paa Grund af Kongernes hyppige Rejser, forbundne med lange Ophold paa enkelte Slotte, kan det vel være, at disse Postlinier, der synes altid at have gjort god Fyldest, have faaet en stadigere Karakter i nogle Tidsrum 6), men, selv om de fandtes, kunde Befordring paa alle Sidelinier, der tilfældigt fik Betydning, blot ske ved den Hjælp, som Lensmændene i Øjeblikket formaaede at yde, og temmelig store Forsinkelser kunde let indtræffe.

I det sydlige Udland, hvor Postforbindelserne selvfølgelig hyppigt havde Betydning for den danske Konge og Regering, havde der alt tidlig i Middelalderen fundet en Slags ordnet Besørgelse af Breve Sted ved Hjælp af gaaende eller ridende Bud, der betaltes tidligst af forskellige Klostre og andre gejstlige Institutioner, senere ogsaa af visse Universiteter, Købmænd i enkelte Byer, navnlig Hansestæderne, o. fl. I det 15. Aarhundrede oprettedes nogle . Steder, ni aaske først i Frankrig, en Slags Statspost udelukkende til Brug for Regeringen. Eksemplet fulgtes, og ved det 1G. Aarhundredes Begyndelse fandtes der i Tyskland en Postindretning med Stationer og ridende Bud til Befordring af Postsager mellem W ien og Brüssel, og denne udvidedes snart ved Opretrettelsen af flere Linier i Tyskland og Linier til Paris, Spanien og Italien. Fra 1546 kan det regnes, at denne Postindretning blev tilgængelig for alle, og sandsynligt er det ogsaa noget før eller senere blevet tilladt almindelige Rejsende at benyLe de paa Stationerne værende Heste til egen Befordring. Samtidig havde flere af F y rsterne i Nordtyskland efter det ældre Mønster en Budtjeneste alene til eget Brug; men de kejserlige Postlinier, om de saa kunne kaldes, kunde ogsaa benyttes af dem, og de fik især herved ogsaa Betydning for Danmark. Et Middel til nogenlunde at bestemme den Tid, som Breve til Kongen og de ham nærmest stillede Regeringsmyndigheder behøvede tor at komme dem i Hænde, haves deri, at hine Breve ofte bleve paategnede, naar og hvor de vare forelagte vedkommende, og da det i Reglen vel kan forudsættes, at der ikke er hengaaet lang Tid imellem, at de ere indtrufne, og at de saaledes ere bievne forelagte, kan del omtrent af Dateringen og og Paategningen ses, hvor længe de have været undervejs.

Ved Hjælp af disse Oplysninger skønnes med Hensyn til den anden Halvdel af Aarhundredet, at et Brev, naar det alene bragtes frem over Land, sjældent befordredes hurtigere end e. 10 Mil i et Døgn. Skulde det bringes over Søen, hvad der jo oftest var Tilfældet, stiller Hastigheden sig temmelig uberegnelig. I Alm indelighed behøvede et Brev fra Fyrstedømmerne 8 — 14 Dage for at komme til Kjøbenhavn eller Frederiksborg, Breve fra de nordtyske Kystbyer, især fra Rostock, hvor Overfartsforholdene i Reglen maa have været gunstige, ikke sjældent noget mindre Tid. Breve fra Punkter i det nordlige Tyskland inde i Landet behøvede kun lidt mere Tid, et Brev fra Berlin saaledes 18 Dage. Som Eksempel paa den Tid, der behøvedes paa større Afstande kan nævnes, at et Brev fra Brüssel findes at have brugt 23, fra Calais 31, fra Wien 50 Dage, fra Kaschau i Ungarn 3 Maaneder, og et Brev herfra og til Berwick i Skotland omtrent samme Tid. Kom der særlig ugunstige Forhold til, saaledes dersom et Brev fra en Fange hemmelig skulde bringes frem, kunde der let behøves endnu meget længere Tid. Det foran (S. 187 Anm. 4) nævnte Brev fra Arild Ugerup er saaledes dateret Stockholm den 9. Novb. 1564, men paategnet fremlagt i Kjøbenhavn den 31. Maj 1565.

De indledende Foretagender.

Syntes en Krig uundgaaelig, var Indledningen til de egentlige Krigsforetagender i Reglen Udarbejdelsen af en omstændelig Plan til de Forsvarsforanstaltninger, der skulde træffes *). Kom den til Udførelse, udsendte Kongen Breve til Lensmændene og Undersaatterne, at de nationale Udbud i enkelte Landsdele eller i hele Riget, alle til Hobe eller kun nogle af dem, skulde holde sig rede med deres Udrustning, eller efter Omstændighederne give Møde til bestemt Tid og Sted. Efter Omstændighederne befaledes Oprettelsen af Strandvagt og Bavner. Tilsvarende udgik der Befalinger angaaeude de hvervede Tropper, der alt befandt sig i Riget, og de fremmede Befalingsmænd, som havde paataget sig at tilføre Soldater, tildeltes Varsel eller Tilsigelse. Der udgik Breve til Lensmændene og Undersaatterne om at sørge for Forraad af Levnedsmidler til eget Brug og for det, fremmede Krigsfolk, der vilde indtræffe, for Krigsfolkene i Befæstningerne og Mandskabet paa Flaaden. Samtidig gik der endvidere Breve til Øvrighederne i de for Overfarten over Belterne og Sundene vigtigste Byer om at have de fornødne Transportmidler rede.

De bedste Oplysninger om disse Forhold haves fra den Tid, da Syvaarskrigen begyndte; dog ere de ikke saa fuldstændige, at man kan følge Begivenhedernes Gang til de mindste Enkeltheder. Det synes at have været tidlig i Maj 15G3, at det har staaet Regeringen i Danmark klart, at Krigen vilde komme, om end den formelle Krigserklæring ikke udstedtes førend i Begyndelsen af August. Det foran (S. 6. Anm. 1) omtalte Brev til Kejseren fra Grev Günther til Schwarzburg er dateret den 18. Maj, og Sagen har altsaa da allerede været fuldstændig ordnet, idet Kongen ved Krigens Begyndelse alene vilde anvende hvervede Tropper, fraregnet Hoffanerne og noget Personale i Artilleriet. A f daterede Bestallinger fra hin Tid for de højest stillede, fremmede Befalingsmænd, Greven selv som Feltoberst, Jürgen v. Holle, Hilm ar v. Münchhausen og Daniel Ranzau som Oberster ved Fodfolket, Hilmer v. Quernheim som Feltmarskalk, er der kun forefundet den, som angik Jürgen von Holle; men denne, der er i Koncept, er dateret Segeberg den 4. M a j1). Det var ogsaa i Maj, at de Breve udfærdigedes, som ordnede de øvrige, ovenfor omhandlede Forhold. Den 20. Maj udgik Breve2), hvori det kundgjordes, at 3000 Ryttere skulde overføres fra Ilarslofnæs (Orösund) til Fyen. Disse have sandsynligvis været de saakaldte schwarzburgske Ryttere, og til deres Overførsel skulde Assens, Bogense, Middelfart og Fanborg stille de dem tilhørende Skuder og store Bande. Til Overfarten over Storebelt befaledes Svendborg, Nyborg og Kerteminde at yde de fornødne Fartøjer. Paa Rytternes Vej gennem Sjæland skulde visse Lensmænd hver lade en af deres Svende ledsage dem, og Marchen skulde ordnes, saa at der blev én Nats Ophold i Slagelse, én i Ringsted og én i Roskilde. Samtidig befaledes indrettet en Transportlinie fra Heiligenhafen fil Rødby, paa hvilken Undersaatterne paa Laaland og Falster skulde besørge Overfarten, hvornæst Tropperne videre i Sjæland skulde]' marchere gennem Vordingborg, Præstø og Kjøge. Ad denne Vej skulde der ogsaa overføres noget Rytteri1). Fod ­ folkets Marchelinier ere ikke angivne; men sandsynligt har dette fulgt begge Veje. Bønderne skulde gøre T ilførsel af Underholdsmidler til de Steder, hvor Rytterne skulde overnatte, og der skulde være Staldrum rede til deres Fleste; men Rytterne skulde betale, hvad de tik, da de havde faaet Sold udbetalt. Derimod skulde Bønderne uden at fordre Betaling af Landsknægtene, yde det fornødne til dem som Gengærd-), da disse skulde have frit Underhold, for at de kunde komme hurtigere frem og ikke efter eget Tykke skulde besvære Undersaatterne. Den 4. Juni 1569 skrev Jürgen v. Holle og Hilmar v. Münchhausen i Forening til Kongen, at der da alt var kommet 8000 Mand af det af dem hvervede Fodfolk ind i Danmark, og at de øvrige vare i Færd med at drage herind, hvorfor Kongen anmodedes om snart at udnævne Mønsterherrer og Kommissærer3). Ikke lang T id derefter maa vistnok alt Fodfolket være indtruffet, thi fra den 17. Juni regnedes Maanedssolden begyndt for Daniel Ranzaus Regim ent1), om den end først udbetaltes noget senere, og som Overskrift eller Titel paa det Rentemesterregnskab, som indeholder den paagældende Udgift, staar skrevet, at den 17. Juni ansaas som den Dag, da Krigen begyndte (den Dag, da Maanedssold overalt indtraadte). Alle Forberedelser vare saaledes trufne i god Tid for Rytteriets og Fodfolkets Vedkommende. Kun med Artilleriets Mobilisering, der foregik i Kjøbenhavn, gik det betydeligt langsommere2). Da senere i Krigens Tid de nationale Udbud fra de vestlige Landsdele ogsaa bleve benyttede, oprettedes der med Hensyn til dem ogsaa en Transportlinie fra Aarhus til Kalundborg. I Maj 1564 udgik der saaledes Breve til Øvrighederne i Aarhus, Kalundborg, Nyborg, Korsør og Skelskør om at drage Omsorg for Skuder og Færger til at overføre det jydske og fyenske Adelsrytteri3). Den 5. Januar 1566 udgik tilsvarende Befalinger om Færger til ligeledes at overføre samme4). Som Fo ranstaltninger, der undertiden bleve trufne kort forud for en Krigs Udbrud, kan endvidere nævnes, at det befaledes vedkommende Lenstnænd m. fl. at sørge for, at de Veje, der formodedes at ville faa væsentlig Betydning for Hærens Bevægelser og Proviantering, bleve istandsatte og forbedrede tilligemed Broerne paa dem. Dette befaledes saaledes i Juli 1569 angaaende Veje, der forte mod Kalmar og Varberg5). For saa vidt der ikke alt i anden Anledning var truffet Foranstalt ninger til Forsendelser af Breve m. v. til og fra Kongen og Regeringen, skete det nu. I Almindelighed bragtes de Breve, ved hvilke de indledende Foretagender bestemtes, til offentlig Kundskab. Nogle Gange, naar overordentlige Omstændigheder talte derfor, brugtes dog den modsatte Fremgangsmaade. 1556 og 1557 bleve saaledes vel nogle Breve udfærdigede, som det plejede at ske ved Indledning til en Krig; men de sendtes foreløbig kun til Kongens Kansler, til hvem den videre Benyttelse efter Omstændighederne overlodes ')•

De strategiske Operationer.

En Betragtning af de strategiske Foretagender kunde muligt undlades, da de Grundsætninger, paa hvilke de hvile, om saa kan siges, ere af matematisk Art og saaledes uafhængige af de vekslende Tider; men den Anvendelse, der gøres af dem, er dog den væsentligst bestemmende for Krigsføringen paa det givne Sted og den givne Tid, og det vil derfor næppe være overflødigt at fremdrage enkelte af de Begivenheder, der særlig belyse den Anvendelse, der gjordes af dem herhjemme i det 16. Aarhundrede, og dette saa meget mindre, som nogle af de Mænd, som den Gang førte de danske Hære, høre til de dygtigste blandt de Hærførere, som Historien nævner. At gaa ind paa en Betragtning af de Krige, Danmark førte i Unionens Tid, vilde her dog føre for vidt. I de fleste af dem var det ogsaa kun i ringere Grad, at de strategiske Grundsætninger kom synderligt til Anvendelse. Krigene førtes mere ved Hjælp af Hærgninger i Sverigs mest udsatte Landskaber og Bestræbelser for søværts at lamme Sverigs Handel og hemme dets Tilførsel af Levnedsmidler og andre vigtige Fornødenheder. Stundom var det dog anderledes, navnlig i Felttoget 1520, i hvilket der ved Siden af Forholdsregler af den ovennævnte A rt, tillige blev gjort en rigtig og energisk Anvendelse af Strategiens Grundsætninger, og i hvilket den danske Hær, ført af Otto Krumpen, dels som Følge heraf og dels fordi den utvivlsomt var den svenske overlegen i taktisk Henseende, og tillige havde stort Held i Slaget ved Bogesund, sejrrig naaede Stockholm og bidrog sit til, at Staden overgav sig, alt desværre frugtesløst, da Kongen ved sin paafølgende Færd forspildte alt, hvad Vaabnene havde vundet. Efter Unionens Tid indtraf der i det 16. Aarhundrede herhjemme fire større Krige, nemlig 1523— 25, 1534— 3G, 1559 og 1563— 70.

I den første af disse var Hovedmaalet Kjøbenhavn, og, da Hertug Frederik støttedes af den danske Adel og var i Forbund med Lübeck, medens Modpartiet end ikke gjorde noget Forsøg paa at hindre Overgangen fra Halvøen til Fyen og Sjæland, og Gustaf Vasa ikke optraadte med stor Kraft i sine Bestræbelser for at komme i Besiddelse af Danmarks østlige Landsdele og en Dci af Norge, laa Vejen aaben til Kjøbenhavn, og med denne Stads Belejring og Overgivelse var Maalet naaet. Den Diversion, med hvilken Christian II truede fra Tyskland i Efteraarel 1523, blev til intet og gav kun Anledning til, at Hertug Frederik kunde vise, hvor godt alle Forberedelser vare trufne, idet han formaaede samtidig at belejre Kjøbenhavn og besætte Fyrstedømmernes Sydgrænse med en meget betydelig Hærstyrke1), og i de Forviklinger, der opstod 1524 og 1525 angaaende Gotland, ligesom under de Uroligheder, som Søren Norby og hans Tilhængere fremkaldte i Skaane, forfulgte Operationerne kun mere underordnede Formaal og behøve derfor her ingen nærmere Omtale. Under Grevens Fejde vare Forholdene langt vanskeligere. Alt, hvad der angaar Begivenhederne i denne Krig, er mesterligt fremstillet afPaludan Müller, der med stor Grundiglied har udredet alle de lil den henhørende, højst indviklede Forhold, og til hans Væ rk1) maa der henvises angaaende Begivenhedernes Gang i det Hele taget. Her behøves kun fremdragne, særlig med Hensyn til den hertugelige Hær, de Foretagender, ved hvilke Anvendelsen af Strategiens Grundsætninger klarest træde frem, nemlig Operationerne i Holsten tilligemed det første Angreb paa Fyen, Toget i Jylland og Overgangen til Fyen ved det endelige Angreb paa denne 0. Krigen begyndte med et overraskende Indfald i Holsten fra Lübeck i Maj 1534. Denne Stad søgte at benytte den Gæring, som var opstaaet i Danmark ved Frederik I’s Død i A p ril 1533, og ønskede at tilrive sig Magten her, i Virkeligheden ikke saa meget til Fordel for Christian J1 som for sine Handelsinleresscr. Samtidig ønskede Lübeck at sætte sig j Besiddelse af Eutin og visse holstenske Godser, der tilhørte Bispedømmet og Domkapitlet i Lübeck, og som Stadens Øvrighed, som Følge af Reformationen, søgte at drage ind under sin Magt. Da Hertugerne af Holsten vare Bispernes og Stiftets Forsvarere, blev Hertug Christian Lübecks Modstander baade i denne Sag og angaaende Tronfølgen i Danmark, hvor Lübeck stod paa det Partis Side, der ikke ønskede, at Hertug Christian skulde blive Konge.

Ved Krigens Begyndelse stod Lübeck ikke i Fo rbund med nogen anden Stad eller Stat; men det havde formaaet en af de oldenborgske Grever. Kristoffer, der havde antaget sig Christian H’s Sag, til at forene en af ham hvervet Hærstyrke paa c. 3000 Landsknægte med Lübecks egen. Greven stod ikke i Lübecks Tjeneste, men optraadte nærmest paa egen 1 laand, som værende i en Slags Forbund med Staden. Paa den anden Side havde Hertug Christian ved sin Faders besindige Styrelse ingen øjeblikkelig Pengemangel; mellem Danmark og Hertugdømmerne var der i Juli 1 ö)12 foreløbig oprettet en Unionsakt; med Nederlandene var der i September s. A. oprettet Alliancetraktater; flere nordtyske Fyrster havde alt tidligere tilsikret Hertugen deres Bistand, og Lübeck havde ved ukloge Foranstaltninger gjort sig S verig, med hvilket Rige ogsaa Danmark stod i Forbund, til Fjende; men alt dette var i Øjeblikket ikke til videre Nytte for Hertugen. Paa Grund af andre Uroligheder i Tyskland var det vanskeligt at hverve Tropper dér; de Fyrster, der kunde betragtes som Hertugens Forbundsfæller, vare enten ikke krigsberedte eller indviklede i andre Stridigheder, og det Parti i Danmark, som ønskede ham til Tronfølger, men havde maattet finde sig i, at den endelige Afgørelse var bleven udsat til Juni 1584, formanede ikke beller, paa Grund af den Adsplittelse, som Gæringen i Riget havde medført, at yde væsentlig Hjælp. Alt i Slutningen af Maj 1534 havde det modsatte Parti overrumplet Slottet i Malmø og gjort sig til Herre i denne By, medens dets Bestræbelser for at komme til Magten i Kjøbenhavn da endnu ikke havde ført til noget.

Til at imødegaa Lübecks Indfald i Holsten, der kom uventet, fordi det var lykkedes Lübeck at give det Skin af, at Stadens Rustninger gjaldt Sverig, raadede Hertugen saaledes kun over Udbudene af Adel, Borgere og Bønder i Slesvig og I lolsten, over en ringe Styrke af Rytteri, der sendtes ham til Hjælp fra det ham gunstig sindede Parti i Danmark, og over et ikke ringe Antal af fremmede Befalingsmænd, som Frederik I forsynligt havde taget i Pension, men som ikke alle straks kunde benyttes til at tilføre Tropper, paa Grund af de nævnte Forhold i Tyskland. Desuden kunde den hele Udbudsstyrke ikke benyttes, fordi en Del maatte holdes tilbage til Værn imod det fjendtligsindede Ditmarsken. Under disse Omstændigheder lykkedes det Grev Kristoffer som Fører for sin egen og Lübecks Krigsmagt hurtigt at bemægtige sig Trittau , Eutin og Byen Segeberg; men Hertug Christians Hærstyrke var imidlertid bleven samlet, og i Johan Ranzau, der alt havde vist stor Dygtighed i Krigen 1523— 1525, besad Hertugen en Hærfører med højst overlegent Talent i Krigskunst. I det første, væsentlige Sammenstød med Greven, i Begyndelsen af Juni ved Eutin, sejrede Ranzau og tvang Grevens Hær, der var for svag i Forhold til det M aal, den havde sat sig, til et Tilbagetog til Travemünde, hv6r der i Forvejen var samlet, en Flaade for at overføre Greven og hans Hær til Sjæland. Indskibningen og Afsejlingen, der skete den 19. Juni, kunde Hertugen ikke forhindre, da Befæstningen Müggenburg') forsvarede Stedet. Den blev først indtagen den 21., og da var Flaaden afsejlet. Den hertugelige Hær lejrede sig nu paa Stedet, men formaaede ikke ganske at spærre Flodmundingen, som det synes, fordi de Lybske vare overlegne i Artilleri og ved Stykpramme paa Floden forhindrede, at Hertugen kunde beherske Floden og dens Munding. Derimod vare de Lybske for svage til et alvorligt Angreb paa Lejren, og Foretagenderne indskrænkede sig indtil videre til betydningsløse Skærmysler, da ej heller Hertugen, om han end fra Tyskland havde faaet en ringe Forstærkning, saa at hans Hær nu talte 300 Ryttere og 5000 Mand Fodfolk, de sidste kun Udbud, med dem kunde udføre et Angreb paa selve Staden. Denne følte sig endog saa tryg, at den afsendte 4 Fænniker Landsknægte til Grev Kristoffer. Der indtraadte nu for Hertugen en ogsaa med Hensyn til Krigsforetagenderne meget kritisk Periode. Efter at drev Kristoffer lykkelig var kommen i Land paa Sjæland den 22. Juni, fik ved hans Hjælp det Hertugen fjendtligsindede Parti i Danmark hurtig Magten i Sjæland med Kjøbenhavn, Laaland og Falster, snart derefter paa Langeland, endelig ogsaa i Skaane og for en Del i Halland og Bleking. Derimod tilsagde en betydelig Del af den jydske Adel paa Mødet i K y den 4. Juli og en Del af den fyenske Adel paa Mødet i Hjallose den 9. Hertugen Danmarks Krone; men kort derefter stillede Borgerne i flere fyenske Byer sig imod Adelsmændene, indtog og ødelagde en Del af deres Borge og Gaarde, og, om end alt i Øjeblikket var roligt i Jylland, var dog den nordlige Del af denne Landsdel ikke paalidelig.

Det var nu altsaa det store Spørgsmaal, om der ikke burde voves noget for Fyens Vedkommende ved Afsendelsen af nogle Tropper fra Hæren ved Travemiinde. Det var vel i og for sig en Fejl at svække Hærens i Forvejen ringe Styrke; men, naar dette alligevel skete, maa Beslutningen derom være tagen i sikker Forventning om, at Hæren snart kunde blive forstærket fra Tyskland. Imidlertid var denne Beslutning nær kommet Hertugen dyrt at staa. Der afgik vel kun den Styrke, som Hertugen tog med sig, da han, efter at have modtaget Tilkendegivelsen om de i Ry og Hjalløse givne Tilsagn, begav sig til Kolding for at mødes med den jydske Adel, nemlig den Del af det danske Adelsrytteri, som tidligere var sendt ham til Hjælp, noget holstensk Adelsrytteri og 3 Fænniker Landsknægte; men Uheld og Farer indtraadte overalt. De afsendte Tropper, der synes til Dels at være komne over til Fyen ved Føns1), indtog Odense, besatte Nyborg og bragte Fyen til Rolighed sidst i Juli; men de kunde ikke forhindre, at Tropper, der vare afsendte af Greven, kom i Land ved Kerteminde i Begyndelsen af August, og snart fordrev disse de hertugelige fra Fyen med betydeligt Tab. Selv maatte Hertugen skyndsomst vende tilbage til Lejren for at træffe de Foranstaltninger, som herved udkrævedes, og tilmed var Ulykken ikke kommen alene, idet en Fænnike Landsknægte, som Hertugen af Pommern havde afsendt, var bleven tvungen til Overgivelse af Lybekkerne, da den drog gennem Meklenburg. Yderligere havde Lybekkerne omtrent paa samme Tid modtaget en Forstærkning af 2500 Landsknægte, medens den hertugelige Hær vedblivende forgæves ventede Forøgelse. De Lybske følte sig da stærke nok til at angribe; men Johan Rantzau erkendte i Tide den truende Fare, brød hemmeligt op Natten mellem den 8. og 9. August til Mølin og var saaledcs borte , da de Lybske den 1). rykkede frem til det paatænkte Angreb. I Mølin var Hæren bedre i Stand til uhindret at modtage de ventede Forstærkninger, og Lybekkerne, der ikke angreb Hæren her, mfiasko nærmest fordi de ønskede at sende Tropper til Grev Kristoffer for at sætte ham i Stand til at bemægtige sig Jylland, indskrænkede sig til Hærgninger i det forsvarsløse Holsten og enkelte betydningsløse Smaafægtninger.

Ved Mølin tilgik der da endelig en Del af de saa længe imødesete Forstærkninger, saa at Ilæren voksede til 2000 Ryttere og c. 5000 hvervede Landsknægte1). Hertugen var imidlertid vendt tilbage til Jydland, hvor nan hyldedes som Konge af Landets menige Indbyggere ved Horsens den 18. Ang. Paa sin Rejse havde han ladet sig ledsage af en Fane Ryttere (Jost Gloheks); samtidig befandt der sig i Jylland 4 Fænniker Fodfolk, enten af de til Lejren nylig indtrufne Styrker eller saadanne i Forbindelse med, hvad der kan være forblevet i Jylland efter Ulykkerne i Fyen. 1 ethvert Fald var Hærstyrken ved Mølin bleven saa talrig og god, at Johan Ranzau antog, at den nu kunde begynde et Angreb paa selve Staden Lübeck. Den brød da op og slog den 3. Sept. Lejr uden for Byen, men formanede ikke at indeslutte den paa den sydlige og østlige Side. Den 17. besatte den Trenis, V* Mil neden for Lübeck1), og begyndte her at bygge en Bro, der skulde spærre Trave og afgive Forbindelse med Flodens højre Bred. Detle store Arbejde, der vanskeliggjordes ved blød Bund paa den ene Flodbred, og som Lybekkerne ansaa det for umuligt at udføre, blev færdigt den 10. Oktober. Der gjordes fra Staden Forsøg paa at ødelægge Broen; men da dette mislykkedes, og tillige en Forskansning og Skibe, som Lybekkerne havde ved Schlutup2), bleve erobrede, og der tilmed var Uenighed mellem de Styrende i Staden, bekvemmede Lübeck sig til at modtage den Mægling, som var bleven tilbudt af forskellige F y rster, og denne førte til en Fredslutning den 18. Novb. Ifølge denne skulde alle Fjendtligheder paa Holstens og Lübecks Territorier standse, medens det derimod skulde staa Lübeck frit at understøtte Grev Kristoffer og de Danske med Hensyn til at befri Christian II. Den hertugelige Hær eller den kongelige, som den derefter bør kaldes, kunde nu uhindret forlægge sine Operationer til Danmark, hvor i Mellemtiden vigtige Begivenheder vare indtrufne.

Tildragelserne i Landsdelene Øst for Øresund, vedrøre dog ikke den her omhandlede Hær, og det behøver derfor blot at nævnes, at de førte til, at hine Landsdele i Januar 1535 maatte anses som tabte for Grev Kristoffer, paa Malmø og Landskrona nær. Derimod fordrede Tildragelserne i Jylland en snarlig og ubetinget Indgriben af Hæren. T il denne Landsdel var Skipper Klement omtrent ene bleven afsendt af Grev Kristoffer. Han indtraf i Aalborg den 14. Sept. 1534 og fik straks denne befæstede By og Slottet i sin Magt. Derpaa rejste han Almuen i Vendsyssel, og, ligesom tidligere i Fyen, gik det ud over Adelens Gaarde og Borge. A f den kongelige Hær fandtes der i Jylland kun den alt ovenfor nævnte Styrke af 1 Fane hvervede Ryttere og 4 Fænniker hvervede Knægte, og for at kue Opstanden, drog da en Styrke af jydsk Adelsrytteri, der hurtigt havde samlet sig, mod Aalborg tilligemed den nævnte Fane Rytteri, men forsømte i sin Iver at faa de 4 Fænniker med. Den hele Styrke, som drog mod Aalborg, anslaas derfor kun til 600 Mand til Hest og 600 Mand til Fods. Ved Mangel paa tilbørlig Sikring blev den uventet angreben den 16. Okt. ved Svenstrup, 1 Mil S.V. for Aalborg, af 6000 Vendelboer, og ved Adelsrytteriets Overmod og Mangel paa Erkendelse af Stedets, for Rytteriets Optræden højst ugunstige Jordsmon led den et fuldstændigt Nederlag, som dog ikke udstrakte sig til det hvervede Rytteri, da dettes Anfører i Tide erkendte Forholdene. Rejsningen af Almuen og den voldelige Fremfærd mod Adelsgaardene bredte sig da videre, især i det vestlige Jylland, men standsede foreløbig i det østlige foran det befæstede Randers og Gudenaa, ved hvilken endog en Del Almuesfolk hjalp til at forhindre Overgangen. Det gjaldt altsaa for den kongelige Hær først og fremmest om igen at bringe Jylland til Rolighed. Havde Johan Ranzau under Operationerne i Holsten vist sig som den forsigtige og omsigtsfulde Feltherre, der i Tide undgik Overmagten, taalmodigt oppebiede, at Forholdene bleve gunstigere, og da langsomt, men sejgt og sikkert, afskar Lübeck fra Adgangen til Havet, saa viste ban sig nu saa snarraadig og. hurtig, at det vilde være vanskeligt at gøre ham det efter. Der har hvilet et Slør over hans Operationer paa dette Tidspunkt, saa at de ikke ere komne til deres fulde Ret i tidligere Skildringer; men en først sent fremdragen, af selve Johan Ranzau til en Slægtning given Beretning1), har kastet det Lys over dem, som der savnedes. Fra Lejren ved Lübeck marcherede Johan Banzau med formentlig kun 5 Fænniker Landsknægte til Kolding, hvor det synes, at den ene af de i Jylland i Forvejen værende 4 Fænniker (og vistnok ogsaa en Del af eller den hele derværende Fane Rytteri) forenede sig med ham. I Tillid til, at Randers vedblivende kunde holde Stand, og Fjenden være forhindret i at overskride Gudenaa, valgte han ikke at drage videre frem lang Østkysten, men derimod langs Vestkysten, hvor Fjenden var svagest, og Urolighederne havde bredt sig videst. Fra Kolding marcherede han til Varde, hvor nogen Almue havde forsamlet sig, men snart flygtede, derpaa til Skjernaa, hvor han ved Overgangsstedet mødte en noget kraftigere, men frugtesløs Modstand, videre gennem Ringkjøbing, Holstebro og Skive til Viborg. Fra alle disse Byer vare Modstanderne flygtede inden hans Ankomst. I Viborg kunde han drage til sig de 3 Fænniker, der synes at have fastholdt Randers, indtil Ranzau havde nærmet sig, og med den hele Styrke vendte han sig nu mod Aalborg, hvor alle bevæbnede, der havde sluttet sig til Skipper Klement, vare samlede.

Ranzau lejrede sig 1/2 Mil fra Aalborg, rekognoscerede Byen_ om Natten (i Maaneskin), angreb derpaa den næste Morgen og tog Byen med Storm efter 1—1 1/2 Times Kamp. Det findes antydet, at Johan Ranzau forlod Lejren ved Travemünde, førend Freden endelig var sluttet; dog kan han næppe være dragen bort, førend den 16. Novb.1), og, da Aalborg blev indtaget den 18. D ccb ., har han været højst 82 Dage om at tilbagelægge en Strækning, der, som Vejene nu gaa, er mindst 74 Mil. Dagmarcher paa omtrent 4 Mil maa ikke have været sjældne; thi der indtraf af og til Standsninger. Ifølge Beretningen forblev han saaledes 2 Nætter i Viborg, idet han her lod Omegnens Bønder hylde Kongen og sværge ham Troskab. Denne hurtige Marche er derhos saa meget mere beundringsværdig, som den foretoges i en meget ugunstig Aarstid og sikkerlig ad yderst slette Veje. Den forte til det forønskede Maal; thi ved Aalborgs Indtagelse og den derpaa følgende, ganske vist haarde eller, om man vil, endog ubarmhjertige Fremfærd mod de besejrede, blev al Modstand i Jylland kuet. Det næste Maal maatto nu være at bringe Hæren over til Fyen. Foreløbig var dog Aarstiden ugunstig, og Kongen, der var brudt op efter Ranzau med c. 3000 Ryttere og 9000 Landsknægte, lagde disse i Vinterkvarter i jydske Købstæder og tog selv Ophold paa Koldinghus.

Overgangen til Fyen besværedes særlig af, at de Lybske vare Herrer paa Søen. Den lettedes ved de i Vinterens Løb ændrede politiske Forhold, idet Lübeck tilligemed Stæderne Wismar, Rostock og Stralsund, der nu optraadte i Krigen, indgik Forbund med Hertug Albrecht af Mekienburg om at bringe ham til Regeringen i Danmark. De forviklede Forhold, som opstod af denne Aarsag, da Grev Kristoffer ikke godvillig vilde give Slip paa den Stilling, han indtog, og den skaanske Adel forlod hans Sag, bevirkede for det første en lidenskabelig Bevægelse imod Adelen hos Borgerne i Kjøbenhavn og Malmø, derpaa hos flere andre Byers Borgere og hos Almuen paa Sjæland, og dernæst, da Adelen enkelte Steder gjorde Modstand, og Greven maatte give efter for Bevægelsen, at der maatte anvendes saa mange Tropper af den i Forvejen ikke talrige grevelige Hær paa Sjæland og i Skaane, at det kun blev en ringe Styrke, som stod til Raadighed til Forsvaret af Fyen. Der var lier, da endog det meste af det Rytteri, som tidligere havde været i Fyen, var draget over til Sjæland for at anvendes i Skaane, i Marts Maaned til Forsvar af Øen, hovedsagelig kun 3 Fænniker Landsknægte og lidt Rytteri, medens Forsvaret i øvrigt var betroet Almuen og 7 eller

Den kongelige Hær havde derimod i Vinterens Løb modtaget saa mange Forstærkninger, at den endog havde kunnet afsende 4 Fænniker fra Grenaa til Falkenberg, til Hjælp i de østlige Landsdele; men hvor stærk den end var bleven, kunde den dog umuligt have Haab om et heldigt Udfald, hvis den forsøgte at gaa over Lillebelt i Middelfart-Egnen, hvor foruden Skibene vistnok ogsaa Forskansninger og Skyts beherskede Farvandet. Med stor Dristighed valgte da Johan Ranzau at gaa over den brede Del af Beltet, hvor ingen ventede Overgangen, og hvor derfor ingen Modstand gjordes. De nærmere Omstændigheder ved dette store Foretagende ere dog ikke ganske klare. Mærkelig nok er Hemmeligholdelsen, hver Gang Johan Ranzau udførte en af sine dristige, store Operationer, gaaet saa vidt, at der selv nu næsten ikke findes nogen nøjagtig Beretning om dem. Det vides, at Kongen ikke deltog, da politiske Handlinger tvang ham til at opholde sig i Jylland og Slesvig, saa at Overfarten foretoges under Johan Ranzaus Anførsel alene; men om alt det øvrige er der ikke fuld Oplysning. Den Styrke, som blev ført over, kan anslaas til en Del Ryttere og c. 3000 Mand Fodfolk, foruden noget A rtille ri; men nøjere kan det ikke angives. I et Brev, der er skrevet af en Udsending fra Staden Danzig til Øvrigheden i samme og dateret Viborg 9. Marts 1535, meddeler han blandt andet, at Kongen havde bestemt 8 Fænniker Fodfolk og nogle Ryttere til at overskibes fra Sønderborg til Fyen. Han havde paa Rejsen til Viborg af disse Tropper set 1 Fænnike i Haderslev, 5 i Kolding og 2 paa Vejen mellem Horsens og Ve jle1), og dette er den bedste Efterretning, der haves om Styrken. Indskibningsstedet var ifølge dette Sønderborg, paa hvilket Punkt Grev Kristoffer og Hertug Albrecht, som dog endnu ikke var indtruffen til Sjæland, næppe havde Efterretningsmænd. I alt Fald var der sørget for at dele Modstandernes Opmærksomhed derved, at der samtidig var samlet et stort Antal Skibe i Aarhus og udspredt Rygter om, at de skulde benyttes til at overføre Tropper til Sjæland. Overfarten til Fyen synes at være foregaaet om Natten mellem den 18. og 19. eller 19. og 20. Marts. Nøjagtigt nævnes Landgangsstedet ikke af de samtidige. I Almindelighed betegnes det som havende været paa Helnæs, men de denne Halvø omgivende Grunde gør den meget uskikket til at benyttes paa denne Maade, medens det nærliggende Florneland derimod er særdeles egnet. Paa sidstnævnte kan det dog ikke have været, da dette ikke paa nogen Maade vilde stemme med den bedste Beretning, som haves om Begivenhederne efter Landgangen. I denne, et Brev fra den ovennævnte Danziger Udsending, dateret Lladerslev den 30. Marts 1535, meddeles, at Krigsfolket 8 Dage i Forvejen var kommet velbeholdent over til Fyen, dernæst at den i Land bragte Hær drog 2 Mil frem uden at træffe et Menneske. Johan Ranzau udsendte da en Dreng for at søge efter nogen, der kunde give Underretning om, hvorledes det stod til i Landet. Denne Dreng blev opsnappet af Fjenden, som tog Stilling bag et stort Morads, da han erfarede hvor stærk Johan Ranzaus Hær var. Johan Ranzau omgik Stillingen, og Fjenden trak sig da tilbage ad Assens til. Ved denne Lejlighed fangedes en fjendtlig Adelsmand, der meddelte, hvorledes det var gaaet med den førnævnte Dreng, og at Fjenden var dragen bort. Hæren vilde da slaa sig til Ro for den Dag, da der ikke kunde være Haab om at træffe Modstanderne; men tilfældig red en Rytter frem for at se sig om , og denne blev da var, at Modstanderne endnu ikke belt vare uden for Rækkevidde. Rytteriet ilede da skyndsomst til og nedlagde c. 1500 Landsknægte, Borgere og Bønder af de tilbageblevne, medens Johan Ranzaus Fodfolk ikke havde naaet at nærme sig Stedet paa mere end 1/2 Mil1).

Andetsteds fra vides, at denne Træ fning fandt Sted den 20. Marts ved Brendeaa, i Egnen ved Landsbyen Favrskov. Ifølge dette, sammenholdt med Beretningen, maa det da antages, at Landgangen ikke er foretagen paa selve Helnæs, men i den lidt Nord for denne Halvø med det tilgrænsende Avernæs liggende Aakrog Bugt, hvor baade Grundenes Beskaffenhed og en flad, sandet Strandbred frembyde gode Betingelser. Herfra er da Johan Ranzau marcheret frem ad den nærmeste Vej udenom det befæstede Assens, der mærkelig nok ikke siges at være blevet rekognosceret, nordpaa mod Middelfart, gennem Sønderby, Gamtofte og Barløse, og har da ved Brendeaa truffet den mest af Udbud bestaaende Styrke, som vistnok hovedsagelig havde været benyttet til at gøre Strandvagt ved Lillebelt, og som R y tteriet alene formaaede at overvælde, inden den helt havde naaet at undvige ud til Kysten og videre til Assens2). Den vovelige Operation, der indbefattede en Sørejse paa 8 til 9 Mile, var saaledes heldig udført. Modstandernes Skibe, der maa have befundet sig i den nordlige Del af Lillebelt, naaede ikke til Landgangsstedet, førend Tropperne vare udskibede, og maatte nøjes med at ødelægge de Skibe, der havde været benyttede til Overfarten.

Den kongelige Hærs Lejr var den 22. Marts i Barløse, den 25. i Lundager, og derpaa begyndte Ilæren Belejringen af Assens, medens der vistnok samtidig anlagdes 2 Skanser eller Blokhuse ved Middelfart Sund, den ene paa den fyenske, den anden paa den jydske Side, til Betryggelse af Overfarten paa dette Sted. Det videre Forløb af Begivenhederne kan forbigaas her, da de strategiske Operationer i dem spillede en mere underordnet Bolle. Kun bør det maaske nævnes, at Johan Ranzau med megen Bestemthed hævede Belejringen af Assens, da en større fjendtlig Styrke var kommen over fra Sjæland og nærmede sig ham , hvornæst da Slaget ved Øxnebjerg den 11. Juni og Sejren i Svendborg Sund den 16. s. M. over den i de fyenske Farvande værende lybske Flaade bragte hele Fyen til at underkaste sig og lagde Vejen aaben til Sjæland og Kjøbenhavn.

I Ditmarskerkrigen 1551) var Opgaven tilsyneladende ringe, forsaavidt som Krigen kun gjaldt et genstridigt Landskab, hvis Areal var c. 25 Kvadratmile, og hvis Befolkning næppe kunde stille flere end 7000 bevæbnede Mænd mod den indrykkende Hær, der almindelig anslaas til c. 20000 M an d 1). Ditmarskerne støttedes derhos ikke af andre Magter og vilde eller kunde ikke søge en Forøgelse af Styrken ved Hjælp af hvervede. Alligevel var Opgaven vanskelig nok paa Grund af Jordsmonnet og Befolkningens Tapperhed, saaledes som adskillige tidligere Felttog, særlig Aar 1500, noksom havde vist. Fra enhver Side var Landskabet højst utilgængeligt. Mod Vest og Syd laa Havet med sine vidtstrakte Grunde, der næsten umuliggjorde Landgang, samt Elben. Mod Nord beskyttedes det af Ejder, over hvilken der ikke fandtes Broer, og bag denne Flods Diger, der strakte sig gennem hele Ditmarsken ind i Holsten, var der Moser eller Marskland i betydelig Bredde. Fra Ejder fulgte Grænsen først Gieselau, derpaa, efter i Egnen Øst for Albersdorf at have forladt samme, tæt ved eller langs andre Vandløb, særlig Holstenau, der udmunder i Stør under Navnet W ilsterau1), og da alle disse Vandløb i stor Udstrækning havde deres Løb i Moser, var der paa Østgrænsen kun et eneste Sted, hvor Grænsen kunde overskrides, uden at saadanne vare til Hindring, nemlig dér, hvor den eneste væsentlige Færdselslinie ind i Ditmarsken fandtes, Vejen fra Hanerau gennem Byen Hademarschen i Holsten til Albersdorf i Ditmarsken. Nu or der omkring denne Vej for en stor Del aabent Jordsmon; men i det 16. Aarhundrede var Strækningen omkring Vejen bevokset med Kratskov, ligesom der ved hele Grænsen fandtes langt mere Skov end nutildags. Foruden hin Vej fandtes der kun nogle Fodstier i Moserne Sønden for Vejen, og en Digevej, som fra St. Margarethen i Wilstermarsch førte ind i Marsklandet mellem Elben og Kuden See-).

Var en Hær kommen ind over Grænsen, stillede den videre Fremrykning sig dog ikke mindre vanskelig. Vel bestod omtrent Halvdelen af Ditmarsken af den samme Slags Jordsmon, som i det Hele findes i Midten og den vestlige Del af den jydske Halvø og for en Del er karakteriseret ved Alformation; men i dette Jordsmon, der i det Hele taget er temmelig højtliggende, det saakaldte Gestland, findes i Ditmarsken ikke faa Vandløb, der endnu til Dels ere og langt mere i den her omhandlede T id vare ledsagede af store Moser med Søer, der nu omtrent ganske ere tilgroede og forsvundne. I Gestlandet fandtes derhos i hin Tid langt mere Skov end n u '). A f saadanne Vandløb, der havde fremragende Betydning, maa nævnes Tile, som begynder tæt ved Landsbyen Tellingstedt og løber mod N. 0. ud i Ejderen. Der var over dette kun 1 Overgangssted, Broen Tilenbriicke, umiddelbart ved T ellingstedt. Tæt ved Stedet, hvorfra Tile kommer, begynder et andet Vandløb, som først løber mod Vest, derpaa mod N. V. og Nord, nu fører Navnet Brocklands Au og falder ud i Ejder. Over dette fandtes ligeledes kun 1 Overgangssted, Aubrucke, en god Vs M il N. 0 . for Heide. Idet Moserne ved disse to Vandløb stod i Forbindelse, og der yderligere var dannet en Forhindring ved et i dem gravet Vandløb, den saakaldte Gamle Landgrav, der strakte sig fra Tilenbrucke til Landsbyen Rederstall ved Brocklands A u , afsondredes ganske den n. ø. Del Del af Ditmarsken, den saakaldte Hennstedt Gest. Vest for denne og Brocklands A u ligger som en smal. fra Syd til Nord langstrakt 0 Gestlandet omkring Lunden. Syd for Brocklands A u gaar Gesten som en smal Landtunge fra Egnen ved Albersdorf frem til Heide, udvider sig omkring denne By til et hammerformet Næs, der sender en Gren mod N. henimod Lundens Gestland og en anden mod Syd til Hennningstedt. Omtrent 1 Mil Syd for denne Landtunge fremsender Gesten en anden mellem de store Moser i Egnen S. 0 . for Heide og de ogsaa ret udstrakte Moser S. 0 . for Meldorf, og omtrent paa den yderste, vestlige Spids af denne Tunge, mellem Vandløbene Mile og Suderau, ligger Byen Meldorf. Fra denne Tunge strækker derpaa Gestlandet sig, dannende en stor Bue mod Syd, henimod Moserne om Holstenau S. 0. for Meldorf, og gaar derpaa ind i Holsten. Meldorf og Ileide vare de vigtigste Byer i Ditmarsken. Fra Egnen ved Albersdorf kunde man ifølge ovenstaaende hovedsagelig komme til Heide ad 2 Veje, enten ad Omvejen over Tilenbriicke og Aubriicke , ved hvilke der enten alt fandtes eller ved Krigens Begyndelse blev anlagt nogle Skanser, eller umiddelbart ad Landtungen til det Næs. paa hvilket Heide ligger; men tværs over det smalleste af denne, en god Fjerdingvej Øst for I leide, havde Ditmarskerne alt i endnu ældre Tid anlagt en Befæstning, der kaldtes Norderhamme eller i Reglen blot H am m e1), og som bestod af en Vold med brede Grave og yderligere 1539 var bleven forstærket med et Blokhus, der havde faaet Navnet Ham hus2). Medens Adgangene til Heide saaledes vare forsvarede, var A d ­ gangen til Meldorf ikke spærret. Der tindes vel ogsaa paa den Gesttunge, over hvilken Hovedvejen til Byen gaar, en Snævring (omtrent 1 Mil Øst for Byen, hvor Tungen gennemskæres af et Tilløb til Mile; men der fandtes her ingen Befæstningsanlæg, vistnok fordi man ad andre, men slette Veje kunde omgaa Stedet, som det vil blive nævnt i det følgende. Nedenfor Gesten lindes Marklandet, hvis Omrids og Udseende fra hin Tid og til vore Dage ere bievne meget forandrede. Betydelige Strækninger ere bievne opslugte af Havet, og atter andre vundne ved Inddigning1). Store Mosestrækninger findes endnu ved Ejder, i Egnen ved Tellingstedt og N. 0. for Kuden See; men ellers ere Moserne nu bievne til Enge, og det øvrige Jordsmon for en stor Del til Agerland, om end dettes Beskaffenhed endnu er saaledes, at flere af Chausséerne ere lagte med Mursten, medens de andre Veje ere meget bløde og tunge. Diger ses kun ved Kysten, men brede Grøfter findes overalt. I det 16. Aarhundrede maa Marsklandet efter alle Beskrivelser have været langt mindre fremkommeligt, og ved sin større Rigdom paa Vand og blød Bund og ved da som nu let at kunne oversvømmes, naar Digerne bievne stukne igennem, have frembudt særdeles store Vanskeligheder ved en fjendtlig Fremtrængen.

Nutildags kun lidet i Øjne faldende, men den Gang af særlig stor Betydning, er den Indbugtning mod Øst, som Marsklandet danner Nord for. Meldorf, mellem denne By og 1 lemmingstedt, hvorved den lige Vej fra Meldorf til Heide kommer til at gaa et Stykke i Marskland. Som Spærring paa denne Vej var der alt i ældre Tid i Nærheden af Hemmingstedt anlagt Skanser, efter hvilke Strækningen undertiden kaldtes Suderhamme. Det var ved at vove sig ind i dette Stykke Marskland fra Meldorf, at den danske Hær havde lidt sit store Nederlag d. 17. Februar 1500, da Tøvejr indtraf, efter at Hæren tidligere i stærk Frost, som det synes uhindret, havde overskredet andre Marsk- og Mosestrækninger2).

I Aaret 1559 førtes Hæren af Johan Ranzau, og denne Feltherre var altfor klog til at begaa en lignende Fejl. Den Raskhed, hvormed han, som paavist i det foregaaende, ofte havde udført sine Operationer, ombyttedes i denne Krig med en beregnet Tøven. Saa meget som mulig undgik han Bevægelser i Marsklandet, og til Dels som Følge heraf lykkedes det ham netop at skuffe Ditmarskernes Aarvaagenhed og at komme bag paa dem, hvor de mindst havde ventet det. Hans Operationer begunstigedes tillige ved, at de udførtes i en meget varm Sommer, saa at der var mindre Vand i Moser, Aaer og Grøfter end sædvanlig1), og ved at Ditmarskerne, som det synes, viste mindre Dygtighed, Ihærdighed og Omsigt end i tidligere Krige. Indmarchen i Ditmarsken foregik den 22. Maj fra Egnen ved Itzehoe, hvor hele Hæren var samlet med Undtagelse af et Fodfolksregiment, Grev Anton af Oldenburgs, der skulde komme fra Tyskland, men da endnu ikke havde overskredet Elb en 2). I Forvejen var der truffet omfattende Foranstaltninger til at sikre de til Ditmarsken grænsende Landskaber mod Strejftog fra dette Land og mulige fjendtlige Indfald fra andre tyske Lande. Ejders højre Bred bevogtedes af Udbud fra Slesvig og Holsten , ligeledes bevogtedes paa Ditmarskens Sydside Wilster- og Krempemarsch, Slottene i Holsten vare satte i Forsvarstilstand, Krigsskibe løb ind i Elben, og Adelen i Jylland og Fyen havde faaet Befaling at holde sig beredt.

Hæren gjorde Holdt ved Albersdorf d. 22. Maj og slog Lejr. Den holdt Rast den følgende Dag, hvornæst der den 24. og 25. foretoges Rekognosceringer ad de tre Veje, ad hvilke Hæren bedst kunde rykke frem, nemlig over Tilenbrucke, lige mod Heide og mod Meldorf. Det befandtes, at Ditmarskerne havde besat alle disse Veje. Særlig var Hamhus stærkt besat, og Johan Ran/.au søgte under Rekognosceringen at bibringe Ditmarskerne den T ro , at dette vilde blive Angrebspunktet. Paa samme Tid plyndredes de omkring Albersdorf paa Gesten liggende Landsbyer, og nogle afbrændtes; Ditmarskerne opsnappede enkelte Soldater, som de dræbte paa grusomme M aader1), men forholdt sig i øvrigt rolige. I en Raadslagning, der paafulgte den 2(1., fastholdt Johan Ranzau imod nogle af do højere Befalingsmænd, at Hæren først og fremmest burde sætte sig i Besiddelse af Meldorf, særlig fordi man derved vilde adskille den Del af den fjendtlige Styrke, der formentes at befinde sig i Syd-Ditmarsken, fra Styrken i den nordlige Del af Landet. Da det tillige erfaredes, at Greven af Oldenburgs Regiment var kommet over Elben, besluttede han, at intet Angreb skulde foretages, førend dette havde forenet sig med den øvrige Hær. Dette Regiment indtraf dog først i Nærheden af Albersdorf den 30. Maj, og da det tillige skulde mønstres, kom Marchen mod Meldorf først til at foregaa den 2. Juni.

Ad den lige Vej fra Albersdorf til Meldorf er der kun lidt over 2 Mil. Dels for at vildlede Fjenden, dels vel ogsaa fordi man ikke nøje vidste, hvor Ditmarskerne vare samlede, afsendtes der samtidig med Afmarchen fra Lejren, som først tiltraadtes ved Solens Nedgang, to ret betydelige Styrker, hver bestaaende af 200 R y ttere og 2 Fænniker, den ene mod Tilenbrucke, den anden mod Hamhus, for at gøre forstilte Angreb her. Hovedstyrken afmarcherede samlet fra Lejren, efter at have efterladt Trosset under Bedækning i den, men delte sig derpaa i tre Kolonner for at udføre Angrebet paa selve Byen fra tre Sider, hvad der kunde lade sig gøre, dels fordi Hæren i og for sig var meget stærk, og fordi Rekognosceringerne havde paavist, at der ikke fandtes nogen større, fjendtlig Hærstyrke paa Hovedvejen mellem Albersdorf og Meldorf. Paa denne marcherede de to Hoffaner, der vare knyttede til Kongen og Fyrsterne, 4 Fænniker og Artilleriet, det Hele ført af Johan Ranzau selv. Nogle Ryttere og det meste af Greven af Oldenburgs Regiment marcherede i Gestlandet Sønden om Moserne paa Meldorfs Sydostside, gennem Windbergen, for at angribe Byen sydfra. Det øvrige Fodfolk og 1 Fane Rytteri fulgte først Hovedkolonnen, men skilte sig saa fra denne omtrent dér, hvor Gestryggens Snævring er, og slog ind paa nogle Smaaveje, der i Moserne N. Ø. for Byen og paa en mellem Norder og Suder Mile liggende, øformet Geststrækning med Gaarden Hesel, førte ind paa Byens Nordside. Den Kolonne, som fulgte den lige Vej til Meldorf, indtraf uhindret, undtagen at der var anbragt Smaapæle og andre passive Hindringsmidler paa Vejen, foran Byen Kl. 2 om Natten og gav sig straks til at opføre en Forskansning og opstille sit Artilleri. Da det derpaa lysnede, begyndte Kampen paa alle Punkter, og Modstanden var til Dels meget haardnakket ved Hesel; men efter en heftig Beskydning med Artilleriet og flere Timers Kamp erobredes dog Meldorf ved Storm omtrent Kl. 11 Form. Det bidrog meget til dette heldige Udfald, at nogle af Ditmarskernes bedste Soldater, kort førend Angrebet paa Byen begyndte, vare bievne afsendte til Hamhus, da Ditmarskerne antog, at det egentlige Angreb gjaldt dette Punkt. Det lykkedes en stor Del af Ditmarskerne at komme ud af Byen mod Syd. Her bleve de vel imødegaaede af Greven af Oldenburgs Regiment; men samtidig viste der sig ret betydelige Styrker, der ilede til fra Syd-Ditmarsken, og dette gav da Anledning til en ny Kamp Syd for Byen. Ogsaa denne faldt uheldig ud for Ditmarskerne.

Denne Kamp paaviste, at det vilde være nødvendigt ganske at besejre al den Modstand, der kunde opstilles i Syd-Ditmarsken, inden videre Foretagender udførtes mod den nordlige Del af Landet. Johan Ranzau bestemte sig derfor til et Tog fra Meldorf mod Syd-Ditmarsken. Dette indlededes med, at 1 Fane Ryttere og 1 Fodfolksregiment den 5. Juni, efter at den foregaaende Dag var bleven anvendt til at stille nogle Stridigheder, som vare opstaaede i Hæren angaaende Delingen af det i Meldorf gjorte Bytte , sendtes gennem Holsten til Wilstermarsch for i Forbindelse med de der alt værende Udbudstropper at angribe Fjenden i Ryggen fra denne Side. Den G. drog Johan Ranzau selv med 1 Fane Rytteri og største Delen af Fodfolket, uvist ad hvilke Veje, mod Brunsbüttel, Hovedbyen i det sydlige. Her i Nærheden havde Ditmarskerne samlet sig, og, saa vidt synes, opkastet nogle Forskansninger ved et betydeligt Vandløb, der beskyttede Byen paa den Side, ad hvilken Johan Ranzau gik frem. Alt dette kom dog ikke Ditmarskerne til Nytte; thi det lykkedes Johan Ranzau, da han skred til Angreb den 7. Juni, ved Vandløbets Udmunding at finde et Vadested, som det kun var muligt at benytte paa Grund af den meget lave Vandstand, og som hidtil havde været endog selve Ditmarskerne ubekendt. Han omgik saaledes F jenden1). Dette berøvede Ditmarskerne Modet. De flygtede fra Brunsbüttel, og medens samtidig Styrken fra Wilstermarsch rykkede frem og overvandt den Mods-tand, Ditmarskerne gjorde paa denne Side, blev Brunsbüttel indtaget, uden Sværdslag. Ditmarskerne flygtede overalt og underkastede sig den næste Morgen. Hermed var da al Modstand i det sydlige Ditmarsken besejret. Johan Ranzau forblev i eller ved Brunsbüttel den 8., men forsømte ikke at sikre sig. Medens den fra Wilstermarsch indrykkede Styrke formentlig spærrede Tilgangen mellem Kuden See og Elben, lejredes et Regiment ved Eddelack, hvorhos den Fane Rytteri, som var fulgt med Johan Ranzau, sendtes højere op i Gestlandet, og en Del af det Rytteri, der havde, fulgt med Styrken fra Wilstermarsch, fremsendtes til Bökelnburg2), hvor Ditmarskerne muligt atter vilde samle sig. Johan Ranzau tog selv Ophold i Landsbyen O stermoor3), hvor han vistnok var i Forbindelse med den fra Wilstermarsch fremrykkede Styrke og beherskede Overgangen over et derværende, ret betydeligt Vandløb. Den 9. Juni vendte hele Hæren tilbage til Meldorf. fmidlerlid havde Ditmarskerne i den nordre Del af Landet udført enkelte Strejftog henimod Albersdorf, taget nogle Proviantvogne samt heldig afslaaet et Strejftog, der blev udført over Ejder af Landeværnstropper fra Stapelholrn, men i øvrigt ikke gjort synderlig Skade. Det fremgik ogsaa, at de havde haft et større Anslag for mod den ved Meldorf førblevne Styrke, men at Uenighed forhalede Udførelsen, indtil den mod Brunsbiittel marcherede Hær var kommen tilbage.

Det næste Maal maatte være Heide. Angrebet paa denne By udførtes dog ikke umiddelbart fra Meldorf som A a r 1500, idet Johan Ranzau valgte at udføre en anden Operation, der fuldstændig vildledte Fjenden. Hæren forblev stille i Meldorf den 10. og 11., hvad der sandsynlig yderligere har befæstet Ditmarskerne i deres T ro paa, at Angrebet vilde blive rettet mod Hemmingstedt. Derpaa sattes Hæren i Marche den 12. Kl. 3— 4 om Eftermiddagen i Retning af Albersdorf, efterladende 1 Fane Rytteri og 1 Fodfolksregiment i Meldorf. Afmarchen skete i klart Solskinsvejr og “kunde meget vel iagttages fra Hemmingstedt; men det, at der saaledes ikke lagdes Dølgsmaal paa den, bragte Ditmarskerne til at antage Marchen for en forstilt Bevægelse, og deres Overbevisning herom var saa sikker, at de endog drog de Styrker, der havde besat Aubriicke og Tilenbriicke tilbage til Hemmingstedt, hvor de mente, at det egentlige Angreb snart vilde finde Sted. Der efterlodes kun ved Tilenbriicke en Vagt bestaaende af nogle faa Mand. Hæren kom til Albersdorf ud paa Aftenen; men de bageste 2 Fodfolksregimenter vare forsinkede, saa at den øvrige Hær maatte vente paa dem i 3 Timer. Da Hæren saa atter var samlet, marcheredes straks mod Tilenbriicke, fra hvilken den derværende, svage Vagtstyrke snarest skyndte sig bort, saa at Hæren ingen Modstand mødte. Kl. 1 Eft. naaedes Aubriicke , hvor der aldeles ingen Fjender fandtes. Den første Modstand mødtes mellem Aubriicke og Heide, idet Ditmarskerne her havde faaet opstillet Skyts bag nogle Høje, som det synes i stor Hast, tilligemed en mindre Fodfolksstyrke. Sandsynligst have disse Tropper været sendte ud fra H eid e , da Fjenden bemærkedes; men deres Modstand blev kun kortvarig. Ditmarskernes Artilleri skød slet, imod hvad der ellers var sædvanligt; Ditmarskerne bleve jagede ud i en Mose og omringede, og mange faldt. Hæren naaede saaledes omtrent til Heide, som man begyndte at antage for ubesat, og hvor der fra først af heller ikke havde været nogen synderlig Hærstyrke; men saavidt synes var der fra Hemmingstedt, da Vagten fra Tilenbriicke ilsomt var kommen dertil, blevet afsendt 4 Fæ nniker1) i den Hensigt, at de skulde besætte Aubrucke. De vare dog endnu ikke komne længere end til Heide og rykkede ud af Byen, som Johan Ranzau indtraf foran denne med Hæren, dog maaske uden de to Fodfolksregimenter, der vare komne senest til Albersdorf; thi det faldt svært at faa dem videre fra Aubrucke, da de havde været i Marche fra den foregaacnde Eftermiddag uden at faa Mad eller Drikke. Da Rytterne, som vare de forreste i Johan Ranzaus Hær, fik Øje paa hine 4 Fænniker, angreb de dem straks og bibragte dem et Nederlag. Imidlertid var ogsaa den øvrige i Hemmingstedt værende Styrke kommen til Stede, trængt af den i Meldorf efterladte Styrke, men led ogsaa Nederlag. Befæstningen Hamhus kom paa Grund a f den valgte Fremrykningslinie ikke til at spille nogen synderlig Rolle. Der var nogen Besætning; der blev skudt derfra, og en Del af de 4 foran nævnte Fænniker synes at have søgt Tilflugt dér; men Befæstningen blev snart efter omringet af Fodfolk og erobret, og da Rytteriet forhindrede enhver i at flygte derfra, skal der her være faldet henved 400 Ditmarskere. I det Hele led Ditmarskerne ved Heide den 13. Juni et saa betydeligt Tab , at Ditmarskernes Overhoveder, der vare samlede i Wøhrden, tillige med hvad der endnu fandtes af vaabenført Mandskab, allerede den følgende Dag indledede Underhandlinger. Disse førte da den 18. til fuldstændig Underkastelse og til Hyldning af Kongen og Fyrsterne som Ditmarskens Herrer. Under Syvaarskrigen blev Krigsføringen anderledes. Johan Ranzau var bleven over 70 Aar, da Krigen begyndte, og døde kort efter. Kongen, der i Ditmarskerkrigen ganske havde ladet ham raade, vilde nu selv gøre sin Mening gældende uden at besidde den Indsigt, det Kendskab til Mennesker og den Kraft, som dertil behøvedes, og den eneste, der i Krigen viste sig egnet til Hærfører, Daniel Ranzau, var i Begyndelsen i underordnet Stilling og hindredes stundom senere i at gøre sit Talent fuldstændig frugtbringende. Den danske Hær var utvivlsomt sine Modstandere overlegen i taktisk Henseende, særlig for Rytteriets Vedkommende; men den strategiske Ledelse stod paa et betydeligt lavere T rin end i de foregaaede Krige, og den administrative Ledelse var ligefrem slet.

Sverigs geografiske Forhold og særlig Beliggenheden af det sydsvenske Bjergland betinge, at en Operationslinie mod Stockholm fra det Landomraade, som Danmark besad i det 16. Aarhundrede, maatte lægges saaledes, at den fremrykkende Hær saavidt mulig undgik Smaalands og overhovedet det sidstnævnte Bjerglands særdeles skov- og vandrige, i det Fiele højst ufremkommelige og tyndt befolkede Jordsmon, og derpaa førtes enten mellem Venern og Vettern eller Øst om den sidstnævnte Sø. Man kunde ganske undgaa Bjerglandet ved at gaa frem ved Göta Elf, hvor Sverig med en smal Strimmel Land, beskyttet af Fæstningen Elfsborg1), gik ud til Kattegattet, eller ved at gaa frem fra Bleking langs Kysten, hvor det befæstede Kalmar spærrede Vejen. Men begge Linier dannede vidtstrakte Omveje, paa hvilke man derhos til sidst traf det samme vanskelige Jordsmon, som man vilde trælle ved at gaa frem ad kortere Veje, nemlig Bjergstrækningen Tiveden mellem Venern og Vettern eller ogsaa Bjergene Øst for Vettern tillige med dennes Alløb til Østersøen. Ved at gaa ud fra Bleking eller Skaane vilde Hæren komme til at gaa gennem Smaaland omtrent i Bjerglandskabets hele Ud ­ strækning, hvorhos de faa Veje, som fandtes, maatte anses som omtrent ufremkommelige for Køretøjer, og tilbage blev altsaa kun at gaa ud fra Halland eller Skaanes n. v. Hjørne og følge Vejen langs en af de 4 Elve, der udmunde her. Af disse Veje havde de nordligere det Fortrin fremfor de sydligere, at de første i kortere Udstrækning gik gennem det smaalandske Jordsmon; særlig var Vejen langs Lagaå i denne Henseende ufordelagtig. Tilfælles havde de alle, at de gik tæt ved Vandløb, som have en Bredde af 50— 150 Alen , snart et roligere Løb og snart strid Strøm og Fosse, og at de til Dels alt paa dansk Grund og næsten overalt paa svensk førte frem mellem Klipper og i Skove med stenet Bund, uden at ledsages af noget Dalstrøg med dyrket Jordsmon. De vare vel i det 16. Aarhundrede fremkommelige for Rytteri, men paa adskillige Steder ikke for Køretøjer uden særlige Arbejder. De sydligere af disse Veje førte nærmest paa Jonkoping, hvis Slot tillige med Elfsborg og Kalmar Slot udgjorde Sverigs eneste væsentlige Befæstninger i de Danmark nærmest liggende Egne1), medens Danmark derimod rundtom ved Kysterne besad Slotte og befæstede Byer. Operationslinien kunde lægges uden om Jonkoping, som det var sket 1520; men da synes Slottet ikke at have været synderlig stærkt befæstet, medens dets Indtagelse nu, da det var et Hovedoplagssted for den svenske Hærs Forraad og udset til dens Samlingspunkt, maatte være det første Maal. Fra Jonkoping kunde Operationslinien med omtrent lige Ret lægges Vest eller Øst om Vettern. For at gaa offensivt frem talte, at Overlegenheden var i ikke ringe Grad paa den danske Side ved Krigens Begyndelse. Den danske Hærs Styrke var i Slutningen af Juni 1563 Faner hvervet Rytteri, 3 Regimenter med 60 Fænniker ligeledes hvervet Fodfolk, samt, dog vistnok først noget senere, 2 Hoffaner, en dansk og en tysk. Til Raadighed stod endvidere de nationale Udbud af Adel, Købstadborgere og Bønder; men den væsentlige Forøgelse af Styrken, som man straks ved hine kunde have opnaaet, og som vilde have fundet god Anvendelse paa de Dele af Grænsen, der ikke kunde dækkes af den fremrykkende Hær, forsømte man næsten ganske at benytte1), hvad der senere kom dyrt at staa. Det berettes vel, at Sten Bilde til Vandaas i Juni 1563 fik Befaling at organisere Bønderne i Gonge Herred, og der lovedes ham nogle Hageskytter til H jæ lp2); men det synes ikke, at der er sket noget videre førend i August Maaned og da lidt nok. Det bestemtes da, at alle Bønder i Skaane skulde udgøre hver tiende Mand til at ligge paa Grænsen, men dog først naar det nærmere befaledes, og at baade Skaanes og Blekings Landalmue skulde holde sig rede til at rykke ud, Mand af Hus 3). Sandsynligt er der dog noget senere oprettet en Grænsevagt af Gønge Herreds Beboere alene; thi i Oktober befaledes det Bønderne i det nordvestlige Skaane at udrede Udbudsmænd, som skulde rykke ind i Gønge Herred for at hjælpe Gøngeboerne med at holde Vag t1). Erik X IV synes at have haft lil Raadighed 1G Faner Rytteri og 48 Fænniker Fodfolk, fordelte i 4 Regimenter. næsten altsammen Udbud, derunder indbefattet Adelsrytteri, og i øvrigt hvervede; men en Del af disse Tropper befandt sig i Finland, hvor de vare beskæftigede med at dæmpe et Oprør. Den i Sverig tilstedeværende Stridsmagt, hvis Styrke ikke nøjagtig kan angives, var i Begyndelsen af August fordelt eller skulde fordeles saaledes, at de i Vestergotland hjemmehørende Tropper foreløbig samlede sig ved Kinna'’), og de fleste i Smaaland hjemmehørende, c. 5000 Mand, ved Vernamo *). Det var derhos befalet, at Bønderne i de nærmest om Ilolaveden og Tiveden liggende Herreder i Østergotland og Smaaland skulde befæste Snævringerne her, og hver femte Mand fra Upland, Vestmanland. Nårike, Østergotland og Sodermanland turvis besætte dem. Der tilgik Tropperne i Finland Befaling snarest at begive sig til Sverig. Det paatænktes, at de ved Kinna og Vernamo samlede T rop ­ per foreløbig skulde gøre Hærgningstog i Halland, uden at indlade sig i Slag, og derpaa begive sig, de førstnævnte til L a r f4), de sidstnævnte til Jonkoping, hvor Kongen selv vilde indfinde sig med 1 Regiment Fodfolk og 6 Faner Rytteri 5).

Af Krigsflaaderne var den svenske mulig noget stærkere end den danske: men da denne ret stadig understøttedes af ly laske Krigsskibe, opnaaedes der paa denne Maade omtrent Ligevægt. I det for Sverig heldigste Tilfælde vilde dette Riges Flaade kunne udføre Hærgninger paa nogle udsatte Steder, som Gotland, Bornholm og Øerne Syd for Sjæland, saaledes som det ogsaa skete paa Møen 15(15, men ikke have indgribende Indflydelse paa Landhærens Operationer. Da nu derhos den danske Landmagt var eller kunde have været samlet i de første Dage af August, men den svenske ikke, og Sverig ikke havde Allierede, tler formanede at hjælpe dette Rige, medens Danmark havde Lübeck paa sin Side og i det Hele de fremmede Magters Sympati, var Stillingen gunstig for Danmark. I Stedet for at marchere frem mod Jönköping, hvor der næppe ifølge de trufne Dispositioner kunde have været samlet nogen betydelig Styrke, valgte den danske Hærstyrelse at vende sig mod det afsides liggende Elfsborg. Det synes, at det hvervede Rytteri og Fodfolk ere indtrufne meget betids, saa at de vare færdige til Opbrud, da Kongen kom til Helsingborg, hvad der skete senest d. 50. Juli. Derimod synes Artilleriets Færdiggørelse at have optaget længere T i d *) og end ikke at have været tilendebragt, før efter at Kongen brød op fra I Telsingborg den 4. Aug. Vistnok har dette bidraget til, at Fremrykningen kun skete meget langsomt. Hæren kom, uden at have mødt nogensomhelst Modstand, først til Elfsborg den 21. eller 22. Aug. og brugte saaledes 17— 18 Dage om at tilbagelægge den kun c. 27 Mil lange Vej. Elfsborg overgav sig den 4. Sept.; men om denne Erobring end i og for sig havde Værd, saa kunde den dog ikke opveje den Tid, som der var skænket Fjenden lil at samle sig, eller at man var naaet saa langt hen paa Aaret, at dette i Forbindelse med Administrationens Mangler bragte Hæren til at gaa tilbage til Skaane, med Undtagelse af Daniel Ranzaus Regiment, der forblev i Varberg og Halmstad, i det mindste til Dels. Hæren forblev yderligere til ingen Nytte ved Elfsborg til den 18. Sept., og Tilbagemarchen synes at være foretagen omtrent lige saa langsomt som Fremmarchen '). Saa meget mærkeligere tager dette sig od, som Fejlen i de strategiske Operationer allerede da visle sig, idet de Svenske gjorde et Strejftog mod Bleking, over for hvilket det ikke nyttede stort, at der afsendtes nogle Fænniker af Udbudet i Skaane til hin Landsdel. Kongen tik i alt Fald at vide, at de Svenske vare i Færd med hint Strejftog, medens han stod ved Elfsborg, samt at han maatte befrygte et Indfald i Skaane, hvis han drog højere op i Sverig-). Den 15. Sept. var Erik X IV kommen til Jonkoping, og da han havde faaet ordnet Styrken, som stod til hans Raadighed her, og som angives da at være vokset til c. 4000 Mand Rytteri, 18000 Md. Fodfolk foruden 0— 10,000 Md. ikke ordnet Landalmue („Bønder“ )3), vendte han sig mod Halland, hvor intet Forsvar synes at have været tilvejebragt, ud over hvad der kunde udrettes af den ringe, af Daniel Ranzaus Regiment efterladte Styrke. Det befæstede Ilalmstad blev indesluttet den 21. eller 211. Okt., men modstod Angrebet, indtil en større Del af den danske Hær endelig naaede frem til Undsætning. Kam ­ pen i Snævringen ved M a red4) den 0. Novb. med den svenske Hær, der alt havde begyndt at gaa tilbage den foregaaende Dag, da den havde erfaret, at den danske nærmede sig, blev vel uafgjort, for saa vidt som baade Danske og Svenske tilskrev sig Sejren, men idet dc Danske bemægtigede sig de Svenskes Artilleri, og de Svenske vedblivende trak sig tilbage, blev denne Kamp afsluttende for de større Foretagender i 15f>3. Derimod foretog de Svenske som foran nævnt i den sidste Del af Aaret og Begyndelsen af det næste temmelig uhindrede et Hærgningstog i Bleking, hvor adskillige Byer brændtes, og omtrent samtidig et lignende i Halland, hvor det særlig gik ud over Egnene mellem Falkenberg og Kungsbacka.

Ikke bedre vare de strategiske Operationer i 1564. Den danske Hær foretog sig foreløbig intet. Dens Styrke af hvervede var tilmed bleven svækket alt i det foregaaende Efteraar, da 3 Faner Rytteri og 1 Fodfolksregiment aftakkedes paa Grund af Kongens Misfornøjelse med den Optræden, visse Dele af Hæren havde vist. Uenighed mellem de højere Befalingsmænd og Pengemangel benmiede derhos Kamplysten, og mulig gjorde ogsaa den Mening sig gældende, at der ikke behøvedes saa mange Krigsfolk til at betvinge Sverig l ). En svensk Hærstyrke gjorde derimod allerede i Slutningen af Januar et Angreb paa Bohus, som dog mislykkedes dels paa Grund af den Modstand, der ydedes af Slottets mandige Forsvarer, Jens Holgersen Ulfstand, og dels paa Grund af pestagtige Sygdomme og streng Kulde; men der hærgedes en Del i Omegnen. Uden strategisk Betydning blev det Tog, som Daniel Ranzau og Frederik v. Dohna foretog i Maj ad Nisså-Vejen ind i Smaaland, og hvis Hovedresultat var, at en mindre svensk Hærstyrke blev slaaet1), medens andre svenske Tropper alt fra et tidligere Tidspunkt havde været beskæftigede med Foretagender i det nordenfjelske Norge, foruden med Strejfener i det sydlige af dette Land, i Hallaud og Bleking-). Vistnok har dog Frederik v. Dohnas og Daniel Ranzaus Tog i Forbindelse med Sejre, som den danske og lybske Flaade tilkæmpede sig, fremkaldt et Ønske om en kraftigere Optræden af den danske Hær. Den første Plan til en saadan synes at have været fremsat af Frederik v. Dohna, men var aabønbart ikke heldig. Den tilsigtede et Angreb paa Kalmar. Grev Günther til Schwarzburg skulde med 11 Faner Rytteri og Jürgen v. Holles Regiment marchere fra Skaane mod Kalmar; det siges ikke, men maa være ment, ad Kystvejen gennem Bleking, da dette var den korteste Vej, og ingen anden fra Skaane førte mod Kalmar, uden den, som Frederik v. Dohna skulde følge med 3 Faner Rytteri og Daniel Ranzaus Regiment. Denne skulde marchere ind ved Grænsens S.V. Hjørne gennem Markaryd og derfra mod Kalm ar3).

Der nævnes kun Udgangspunktet (Markaryd)1); men, som Vejene til Dels gaa endnu , vilde det utvivlsomt være nødvendigt derfra at marchere langs Lagaå til Ljungby, c. (1 Mil fra Markaryd, og videre ad en Tværvej, som i store Bugtninger gaar fra Halmstad gennem Ljungby og Vexjo til Kalmar. Endog bortset fra, at den sidstnævnte Vej maa have været af den slettest mulige Beskaffenhed, og at Hærens Deling paa denne Maade mulig har været noget betinget af Forplejningshensyn, var Planen forkastelig. Literen vilde komme til at foretage en Flankemarche i stor Stil, paa hvilken dens ene Halvdel vilde være udsat for at træffes af Modstandernes hele Styrke og være adskilt fra dens anden Halvdel ved 10— 12 Mil særdeles ufremkommeligt Jordsmon med ganske faa, slette Forbindelsesveje. Det fejlagtige i denne Plan maa have været indlysende, og den var derfor maaske ej heller kommen til Udførelse, selv om Frederik v. Dolmas Død ved et Ulykkestilfælde i Juni Maaned ikke var indtruffen.

Kongens egen Tanke var, at Hæren burde marchere umiddelbart mod Jonkbping og derefter videre mod Stockholm uden at medføre Belejringsskyts, hvis Freinførsel vilde besvære og forsinke Marcherne. Kongen haabede, at dette Skyts vilde kunne blive bragt frem af Flaaden til Stockholm, og Belejringen af denne Stad saaledes foretages. Denne Plan, der i sine Grundtræk vistnok var den rigtigste, tindes dog først nævnt i et Brev af 20. Juli"), og Greven til Schwarzburg havde da alt begyndt paa et Tog. der til Dels stemmede med Kongens Tanke (som maaske alt i Forvejen paa en nu ubekendt Maade var meddelt Greven), men havde den store Mangel, at Toget begyndte ved Markaryd, i Stedet for paa et Punkt højere oppe i Halland. Toget kom saaledes til at gaa i vid Udstrækning gennem Smaaland, og det uheldige heri viste sig snart. Toget begyndte ved Markaryd den 22. J u li; Ljungby naaedes uden Modstand, og ved Toftaholm, en Gaard c. 3 .Mil Syd for Vernamo, blev en mindre, svensk Hærstyrke slagen den 2S.; men den næste Dag mistede Hæren ved et i øvrigt aldrig fuldt opklaret Overfald c. 300 Proviantvogne. Den gik da tilbage fra Egnen ved Vernamo ad Nissa-Vejen og overskred atier Grænsen den 0. Aug. Det eneste Resultat, som kan paavises af Toget, blev, at de Svenske flyttede de vigtigste af Hærens Forraad til Vadstena Slot for det Tilfælde, at Jonkoping maatte forlades. Det ovenfor fremsatte vil være nok til at give en Fremstilling a f, hvorledes man i strategisk Henseende gik frem i Syvaarskrigen, og dot vil derfor være overflødigt her at gaa nærmere ind paa det Tog, de Svenske kort efter i 1504 udførte mod Bleking1), og paa hvilket de erobrede det befæstede Ronneby den 4. Sept., brændte Solvesborg Slot og By samt Lykaa Slot og hærgede meget, og som efterfulgtes i Oktober, da de Svenske atter vare gaaede tilbage, af et resultatløst, dansk Tog mod Kalmar, foretaget ad Kystvejen. Det vil ligeledes være overflødigt i det Hele at gaa ind paa en Omtale af de mange Tog i de følgende Krigsaar, idet de mere og mere gik over baade paa dansk og især paa svensk Side til at blive Hærgningstog, ved hvilke der hovedsagelig blot tilstræbtes Ødelæggelser af Befolkningerne og deres Ejendele, om end undertiden et og andet udførtes af større Betydning, saaledes de Svenskes Erobring af Varberg 1565 og de Danskes Genindtagelse af samme 1569.

Alene Daniel Ranzaus Vinterfelttog 1567—68 danner en Undtagelse, idet Daniel Ranzau ved samme tilsigtede et stort strategisk Maal, om dette end i Virkeligheden ved Mangel paa Understøttelse ikke naaedes, saa at Toget for en Del kun blev et Hærgningstog. Dette i høj Grad vel planlagte og beundringsværdig vel udførte Felttog er dog saa omstændelig gengivet alt i gammel Tid, at der her ganske kan henvises til den let tilgængelige Beretningl ). Den Fred, der afsluttede Syvaarskrigen, bragte Danmark kun nogen økonomisk Vinding, men ingen Fo røgelse af Land og overhovedet ingen Forbedring af Rigets Stilling over for Sverig. Krigens endelige R esultat svarede ikke til de Anstrengelser, der vare gjorte, og viser, i Sammenligning med tidligere Krige i det samme Aarhundrede, hvor lidet en Tilsidesættelse af de strategiske Grundregler kan opvejes af andre Fortrin. Ikke mindre pege Begivenhederne i Syvaarskrigen hen paa, hvor vigtigt det er, ikke alene at der til Ledelsen af Krigsforetagenderne vælges en Mand, der har den Aands- og Legemskraft, som en Hærførers vanskelige og anstrengende Hverv fordrer, men ogsaa at der ikke fra Regeringens Side lægges ham Hindringer i Vejen ved Mangel paa Samvirken baade i Retning af Forberedelsen og Vedligeholdelsen af Ivrigsmidlerne og ved utilbørlig Tøven med at tage de Beslutninger, som alene tilkomme Regeringen, eller ogsaa ved at gribe ind og lamme de Beslutninger, som alene tilkomme Hærføreren1).

Forsyningen med Underlioldsmidler.

En af de største Vanskeligheder, som Hærføringen havde at bekæmpe i det 11». Aarhundrede, var T rop ­ pernes Forsyning med Underholdsmidler. Operationerne maatte i Reglen tage langt mere Hensyn til dem end i de os mere nærliggende Tider, og de bleve særlig store ved de Masser af 01, som Soldaterne behøvede efter hin Tids Vane, og ved, at der af al anden Proviant vistnok fordredes mere end nu-). Derhos fandtes der ingen vel ordnet Forsyningstjeneste, og yderligere Besvær voldtes af de Kvinder, Tjenestedrenge og Børn, som Soldaterne ofte førte m ed3). I Krigstid, naar Soldaterne vare traadte i Maancdssold, var det en almindelig fulgt Grundsætning, at Sol daterne for den dem tildelte Sold skulde købe alt, livad de behøvede, paa Stedet, hvor de i Øjeblikket opholdt sig 1). Laa Hærstyrkerne i længere Tid paa samme Sted, og vare de af betydeligere Størrelse, kunde denne Grundsætning dog selvfølgelig ikke anvendes, uden at der af Regeringsmyndighederne blev truffet en Ordning angaaende Tilvejebringelsen af Underholdsmidler paa det bestemte Sted og fastsat en Takst angaaende den Pris, der skulde betales for dem. I Almindelighed var denne Ordning, for saa vidt de Købstæder, i hvilke Tropperne saa vidt muligt anbragtes, ikke selv (i en kort Tid) kunde yde alt fornødent2), eller der ikke undtagelsesvis fandtes større Forraad i dem, at Hærstyrkerne tik anvist, foruden Byerne, visse Len eller Herreder, i hvilke Bønderne m. fl. inddelles i Lægder, af hvilke hvert skulde levere og tilføre en bestemt Mængde Underholdsmidler, som skulde bydes til Salgs hos Soldaterne. Ved Dannelsen af Lægderne bleve i Reglen de Personer, som ikke besad Gaarde, forbigaaede, og der foregik derefter en Udjævning inden for Lægdet efter Formue og Evne med Hensyn til, hvad den Enkelte skulde yde. Tilsvarende var Forholdet, naar Soldaterne tog Ophold paa Landet uden for Købstæderne. Som et Eksempel paa denne Fremgangsmaade kan nævnes, at det den 2. Januar 1532 befaledes, at Bønderne i Sjæland skulde føre Underholdsmidler til Kjøbenhavn og sælge dem der til en fastsat Pris til de mange Krigsfolk, som fandtes i Staden. Borgerne i denne havde selv fremsat Ønsket derom, og en bestemt Mængde af Underholdsmidler fastsattes ydet af hver 24 Bønder3).

Naar denne Fremgangsmaade benyttedes, fremførtes Underholdsmidlerne som til et offentligt Torv , der var fælles for hele Hærstyrken, som fandtes paa samme Sted. Dette var den saakaldte Kræmmer- eller Sutlerplads, der, naar Tropperne laa i Le jr, indrettedes noget afsides fra denne, for at Spejdere, forklædte som Bønder og deslige, ikke let skulde kunne snige sig ind i den egentlige Lejr. Var Hærstyrken meget betydelig, bestemtes sædvanligt visse Landstrækninger til visse Dele af Hæren. Den 1(5. Juni 15(53 befaledes det saaledes, at visse Len i Skaane hvert for sig særskilt skulde forsyne Overkommandoen (Greven til Schwarzburg og Feltmarskalken Hilmer v. Quernheim), Rytteriet (Frantz v. Biilow , Johan v. Qualen og Johan v. der Wischs Faner), Jürgen v. Holles Regiment, Daniel Ranzaus og Hilmar v. Münchhausens1). Behøvedes der Forraad, især til Benyttelse i længere T id for betydelige Styrker paa et bestemt Sted, hvor Underhold ellers ikke let kunde faaes i tilstrækkelig Mængde, anvendtes stundom en anden Fremgangsmaade, den saakaldte Gengærd. Det var fra gammel Tid en Pligt for Befolkningen at yde del fornødne Ophold og Underhold til Kongen og hans Følge, naar han rejste om i Landet, og den samme Pligt tbrlangtes stundom opfyldt, naar der indtraf fremmede Fyrster med betydeligt Følge, og over for Kongens Krigsfolk. Det skete da paa den Maade, at der i Reglen kun af Landbefolkningen, en sjælden Gang ogsaa af Købstæder, tbrlangtes ydet og ført til et fastsat Sted en vis Mængde Underholdsmidler, som modtoges af en Lensmand eller en anden dertil bemyndiget og holdtes i Forraad til den skulde bruges. Det kan ikke siges med Bestemthed, men synes dog at have været Reglen, at Gengærden betaltes Yderne-), hvornæst Soldaterne videre betalte det af dem modtagne, umiddelbart eller ved Afdrag i Lønningen. Ydelsen af Gengærd nævnes ikke sjældent. Eksempelvis kan anføres, at Kongen i Brev af dl. Maj 153<> udtalte, at ban hidtil havde været forhindret i at føre Krigsfolk over paa Amager (for at fuldstændiggøre Indeslutningen af Kjøbenhavn), da han ikke havde vidst Kaad lil at underholde dem der. Det befaledes nu Købstadborgerne, Bønderne og den menige Almue i Skanne'1), under hvem de saa end hørte, at udrede en middelstor („maadelig“ ) Gengærd. Don skulde straks føres til Malmø, hvor Kongens Kommissær, Rigsraaden Erik Krummedige, videre vilde give Underretning om, hvorledes den kunde blive ført til Amager, og hvorledes de Paagældende skulde faa Betaling. Derhos vilde han give dem Kvitteringer"). Den 13. April 15G3 udtaltes. at Kongen vilde lægge 150 Mand ind i Varberg; der sendtes derfor Lensmanden der et Brev til Bønderne om at udrede en Gengærd, som Byfogden skulde modtage og senere gøre Regnskab fo r3). I den paa den foregaaende Side nævnte Befaling af 10. Juni s. A. paalagdes del Lensmændene ikke at benytte noget af en Gengærd, som de havde modtaget, lil Underholdet af de anførte Ilæ rstyrker; den skulde sendes til Varberg. Undertiden ses det at være forlangt, at Soldaterne ikke skulde betale Underholdsmidler, der vare opnaaede ved Gengærd. I de Betingelser, som Henrik Gø opstillede i Novb. 1523 for Overgivelsen af Kjøbenhavn og Malmø, fordrede han saaledes, at de Soldater, som befandt sig i disse Byer og ikke vilde eller kunde faa Tilladelse til at forblive i Tjeneste i Danmark, maatte blive tilstaaede fri Færgefart og en fri Gengærd paa deres Marche gennem Rig e t1).

Naar det gjaldt om at tilvejebringe meget store Forraad, saaledes som det oftere blev nødvendigt med Hensyn til Flaadens Forsyning, baade i Krigstid og Fredstid, sjældnere til Hæren og da kun i Krigstid, skatfedes det fornødne i Reglen ved Paalæg af en overordentlig Skat, bestaaende i Underholdsmidler, for hvilke der ikke ydedes Betaling, og som i Reglen udrededes af Selvejer- og Fæstebønderne, sjældnere af Købstæderne og endnu sjældnere af Gejstlige og Adelige. T il Paalæget af en saadan Skat, der benævnedes Fetalje- eller Madskat, udkrævedes Samtykke af Rigsraadet, derhos ogsaa af Adelen, for saa vidt som den berørte dennes Interesser. Der krævedes paa Grund heraf lang Tids Forberedelse; dog findes der ogsaa Eksempler paa, at Kongen, naar Tiden var meget knap, bar nøjedes med at opnaa nogle enkelte, i Øjeblikket tilstedeværende Rigsraaders Samtykke. Den 13. Sept. 15G5 tilskrev han saaledes nogle enkelte Rigsraader-) (samt en af Rentemestrene), at de skulde overveje, hvorledes der bedst kunde faas Underholdsmidler af Bønderne, og hvis de mente, „at det kunde gaa“ , skulde de straks udstede Breve derom og befale, hvorhen ethvert læn skulde sende, hvad der opnaaedes, ved den paagældende Lensmands Foranstaltning y). Skatten paalagdes ikke altid i det hele Rige, ofte kun i enkelte Landsdele, alt efter Omstændighederne. Undertiden fremtraadte den under et Slags Frivillighedens P ræ g 1), og den Langsomhed, med hvilken den stundom kom ind, kunde nødvendiggøre særlige Foranstaltninger for at bevare Genstandene2). Madskat nævnes ret jævnlig i det her omhandlede Tidsrum . T il Felttoget 1520 paalagdes der Befolkningen en saadan Skat alt i Begyndelsen af 1519, dernæst atter en anden senere samme A a r 3). Madskat anvendtes i Grevens Fejde, dernæst under Syvaarskrigen saa ofte, at den blev en af de væsentligste Forsyningsmaader. I Stedet for Underholdsmidler tillodes det undertiden at give Vederlag i Penge. Som et yderligere Bidrag til Fremskaffelsen af Underholdsmidler maa endnu nævnes, al Kongen stundom afgav til Hjælp ham tilhørende Korn m. m., der var indkommet som satdvanlig Afgift til Lenene. Det befaledes saaledes 11. Deel). 1564 Lensmanden paa Aalborghus at sende saa meget af Kongens Havre, som han kunde undvære, til Lensmanden i Varberg4). Som oftest fremtraadte denne Hjælp dog i den Form , at det paalagdes Befolkningen af Korn, som der leveredes den af Kongen, at fremstille 01 og B rød . saaledes at de Redskaber, som Befolkningen besad (il saadan Fremstilling, men som manglede i tilstrækkelig Mængde andensteds, kunde blive benyttede. Denne Hjælp kom især Flaaden til Gode, dog ogsaa stundom Hæren. Det forekommer saaledes oftere, at Kongen befalede Lensmændene at levere Købstæderne visse Mængder af den af dem modtagne Tiendebyg, for at Byerne af den kunde besørge 01 brygget. Humlen skulde Købstæderne skaffe til Veje mod Betaling og ligeledes Tønderne til Ø lle t1). Den 10. Sept. 1505 befaledes. at Bønderne i forskellige Len hver skulde tage Va .P u n d “ af deres Landgilderug og deraf bage 2 Td. Beskøjler („Kavringbrød“), saa store som en lempelig T allerken, og levere dem til Lensmanden til videre Besørgelse. Til de Bønder, som ikke gav Rug i Landgilde, skulde han levere 1k .P u n d “ R u g 2). Den 12. Novb. lob'.) forlangtes, at Bønderne i flere Len skulde fremstille Byggryn, og den 28. Okt. 1570, at flere sjælandske Købstæder skulde tilvirke Beskøjter, alt af Korn, der leveredes dem 3).

De nævnte Fremgangsmaader, i fjendtligt sindet Land forøgede ved Hjælp af Rekvisitioner og efter Omstændighederne Plyndringer, synes at have gjort ret god Fyldest indtil Syvaarskrigen. Under denne viste de sig ofte utilstrækkelige, da de tyndt befolkede Egne, der i det Hele taget udgjorde Krigsskuepladsen, og som ved den langvarige Krig ofte vare stærkt medtagne baade af Ven og Fjende, langtfra kunde hjælpe til i den fornødne Grad. Der trængtes langt mere end forhen til en fast Ordning, til Forsyning fra i Tide opsamlede Forraad og til Transportmidler til at føre Underholdsmidlerne frem. Det erkendtes tidligt, at der maatte stilles Krav ogsaa til de Landsdele, som laa uden for Krigsskuepladsen, og en Ordning træffes i saa Henseende. Denne blev da truffen ved, at der den 14. Ap ril 15G3 blev ansat en øverste Proviantmester med Hjælpere i Skaane, ligeledes i Halland, derhos i de øvrige Dele af Danmark, til Dels stiftsvis, Proviantmestre, alle eller omtrent alle Adelsmænd, hvoraf adskillige i meget høje Stillinger. De skulde, vistnok samvirkende med de Lensmænd, der ikke selv vare Proviantmestre, modtage Underholdsmidler og skatte dem videre, hvor det var fornødent ved Hjælp af Skibe R. Det synes tillige paa Krigsskuepladsen at have været dem overladt at fastsætte Priserne for, hvad der leveredes til Soldaterne; men da Uenighed herom undertiden opstod, greb Kongen flere Gange selv in d 2). Hvorledes man ved denne Ansættelse af Proviantmestre har tænkt sig, at Underholdsmidlerne skulde tilvejebringes, kan ikke oplyses. Der lovedes Skadesløsholdelse til Undersaatterne, som leverede Underholdsmidler, og det synes altsaa, at man ikke har villet anvende Paalæg af Madskat3). I ethvert Fald maatte der ved Siden af den Fremgangsmaade, man anvendte, hurtig gribes til udstrakte Indkøb, ved hvilke Proviantmestrene ikke vare medvirkende, og til at give forskellige Privatmænd Tilladelse til for egen Regning at føre Underholdsmidler frem og sælge dem til Soldaterne. Den 26. Aug. 1563 befaledes det saaledes Tolderen i Helsingør, at han skulde skatfe 800 Læster Mel fra Skibe, der løb gennem Sundet, sende dem til Kjøbenhavn for dér at bages og derpaa sende Brødet videre til Elfsborg4). Rentemesterregnskaberne fra de første Aar under Krigen indeholde ogsaa Udgiftsposter angaaende Køb baade hos indenlandske og fremmede Købmænd, og flere Gange findes der udstedt Pas til forskellige Personer, der havde paataget sig at tilføre Underholdsmidler5).

Alligevel gjorde de trufne Foranstaltninger ikke ganske Fyldest allerede i 15(53, skønt Bevægelserne hovedsagelig skete i eget Land (jfr. S. 511), og medens Tropperne i Vinteren 15653— 64 laa i Vinterkvarter, tog det. efterhaanden til, at Soldaterne ikke vilde betale, hvad de fik, og hisi og her endog gik voldelig frem 1), hvorhos Solden, naar den lætaltes, ofte bestod i slet Mønt2), saa at alle til sidst saa vidt muligt holdt sig tilbage fra at tilføre og sælge Undcrholdsmidler. Under disse Forhold nyttede det ikke meget, at der ved selve Troppeafdelingerne i Reglen fandtes (hørende til; disse og hvervede ligesom Befalingsmændene) Proviantmestre, som skulde være et Mellemled i Ordningen angaaende Forplejningstjenesten3), og af stor Betydningvar det ogsaa baade da og senere, at der ikke ved Hæren fandtes nogen Centralstyrelse for Forsyningstjenesten. Ved fremmede Hære nævnes undertiden en Oberstproviantmester som henhørende til Overkommandoens S tab; men ingen saadan synes at liave været ansat herhjemme. De ved Hæren ansatte, kongelige Kommissærer, der altid vare meget højtstillede Adelsmanid, skulde vel blandt andet ogsaa have Omsorg for Tilførslen af Underholdsm idle r4); men de havde tillige meget andet at passe, og deres vigtigste Hverv var egentlig at være Repræsentanter eller Tilsynsmænd for Kongen og Rigsraadet over for de hvervede Anførere. Overordentlig vanskelige stillede Forholdene sig med Hensyn I il Togene ind i Sverig. hvor Egnenes Beskaffenhed gjorde det nødvendigt, at Tropperne forsynedes ved Hjælp af Proviantkolonner. Hvis Togene skulde lykkes, maatte der være skaffet Forraad i Tide samt Transport midler til at føre dem frem, og der maatte holdes Orden med Fordelingen undervejs. I den første Henseende maa det bemærkes, at den Ordning, som var bleven truffet den 14. April 1563 ved Ansættelse af Proviantmestre i alle Landsdele, næppe blev længe opretholdt. Der savnes Midler til fuldt ud at belyse dette; men en Del af de Personer, som da vare bievne ansatte, fik hurtigt andre Sager at beskæftige sig med '), og tillige synes det af de udstedte Befalinger at fremgaa, at Besørgelsen af de Forretninger, som de skulde varetage, atter snart de fleste Steder Vest for Øresund erc gaaede over til Lensmændene i hvert Len for sig. Derimod vedblev der under hele Krigen at være Proviantmestre nogle Steder paa Krigsskuepladsen, særlig i Halmstad, som snart blev det vigtigste Punkt med Hensyn til Forsyningen med Underholdsmidler. En enkelt Gang nævnes ogsaa en Proviantmester i Kjøbenhavn2).

Dernæst var der ingen Fasthed i Ordningen af Transporttjenesten. Den 16. Okt. 1563 blev det befalet, at hver 20 Bønder i Landsdelene Vest for Øresund skulde lægges i Lægd, Kronens saa vel som Adelens (dennes Ugedagsmænd:i) fraregnede), og hvert Lægd udrede 1 Karl og 2 Pakheste til at føre Underholdsmidler frem paa Tog i Sverig4) ; men denne Befaling synes kun at være bleven utilstrækkelig opfyldt, og man maatte hovedsagelig nøjes med at skaffe sig Transportmidlerne paa Krigsskuepladsen. En Befaling i denne Retning udstedtes lil Bønderne i Laholm Len den 27. Maj 1564 og til Købstadborgere og Bønder i Skaane den 13. Juni s. A., samtidig med at det paalagdes dem at gøre Tilførsel til Soldaterne. Den 17. s. M. bestemtes det nærmere, at hver 3 Bønder i Skaane skulde udrede I tospændt Vogn og 1 Karl til. foruden Bønderne i Laholms Len, at føre Proviant til Krigsfolket. Den G. Sept. s. A . , da der paa ny skulde gøres et Tog. gentoges Befalingen med den Ændring, at nu hver G Bønder skulde udrede det forlangte Køre tø j1); men ligt' uheldigt stillede det Hele sig. Vare Kolonnerne komne i Stand, manglede der baade et ordnet Etappevæsen og Personer til at varetage Styringen og Forplejningen fra Kolonnerne. Dækningen af Transporterne var ogsaa stundom mangelfuld, og stundom var Ordningen af dem ikke bragt til Ende, naar Tropperne skulde marchere, saa at Dele af Proviantkolonnen maatte afgaa for sig som en Eftersending, der var snare lidet betrygget. Uheldigt gik det stedse, skønt Madskaller m. m. vistnok bragte en Del til Veje i Hjemlandet og i Krigsskuepladsens Havne.

Paa Daniel Ban/, au s Tog i Slutningen af Maj 15G4, paa hvilket Frederik v. Dolma var Kongens Kommissær, klagede denne over, at Lensmændene ikke havde skaftet Vogne nok til Underholdsmidlerne2). Under det andet Tog (fra c. 22. Juli t i l !). Aug. 1564) skete det foran (S. 233) nævnte Overfald, hvorved 1 læren berøvedes en Del Proviantvogne, og c. 1000 Vogne, der ikke havde kunnet følge med straks, men eftersendtes, uanede ikke Hæren. Om Tilstanden ved denne giver et Brev til Kongen fra Kommissærerne den Underretning, at de smaalandske Bønder efter Erik X IV ’s Befaling havde bortdrevet alt Kvæg, saa at der intet var at faa paa Stedet. Proviantvognene vare gaaede tabt, og de danske Bønder, som skulde føre Proviant frem, bleve ofte skudte af Svenskerne og sagde, at de vilde lige saa gerne dø hjemme, som mart res saaledes1). Om Tilstanden paa det tredje Tog (mod Kalmar, fra ^f>. Sept. til 14. Okt. 15t>4) haves ikke nærmere Oplysninger. Muligt har den været noget bedre'2); thi man havde endelig indset, at der ogsaa behøvedes Proviantmestre, ansatte af Kongen, til al varetage Fordelingen undervejs. Den 5. Aug. 1504 befaledes en saadau Ansættelse af 2 Proviantmestre, „da Kongen havde lidt stort Tab ved. at der hidtil ikke havde været nogen Proviantmester ved Krigsfolket“ :i). 1 det mindste paa denne T id maa der ogsaa være genindført den ellers sædvanlige Ordning, at Kongens Kommiss;erer og vedkommende Oberster fastsatte Priserne for, hvad Soldaterne skulde betale for Underholdsmidlor4). I 1505 og 1500 forbedredes Tilstanden ikke, særlig hvor dot gjaldt Forsyningen, naar lherøn laa stille. Nøden var maaske endog paa sit højeste Punkt under hele Krigen i Juni og Juli 1505, og Soldaterne rømte i stort Antal. I flere Breve fra Begyndelsen af 1505 skildres Tilstanden som yderst sørgelig. Saaledes skrev Josva v. Qualens Løjtnanter og Junkere ni. ti. fra Helsingborg den 24. Jan. 15<>5, at en Del af Rytterne, da der ikke, var tilstrækkeligt Staldrum i Byen. havde maaltet tage deres Tilflugt til Landsbyerne i Omegnen; men der var ingen Proviant at faa, og den 7. Marts s. A. skrev de samme, at Bønderne havde taget imod de Ryttere, som blev sendte ud for at skaffe Undørholdsniidler, i en Slagorden paa 300 Mand 2 Mil fra deres Hjem og havde drevet Ry tterne tilbage. Henneke Tornow skrev fra Lund den 26. Pebr. s. A., at hans Ryttere blot vilde rykke ud med det halve Antal af deres i Mønstersedlen indskrevne Heste, da de saa haabede at finde Underhold. De vilde efterlade de øvrige med deres „biossen, nackten gesinde“ , som Lensmanden saa maatte tage sig af. De, som skulde gøre Tilførsel, vare saa uvillige, at Rytterne næsten intet kunde faa, naar de ikke personlig trængte ind i deres Hu se1)- Idelig maatte der, ogsaa af Daniel Ranzau, Kommissærerne m. 11., stilles Anmodninger til Kongen om Underholdsmidler og Penge'2). Endog Brændsel manglede i Halland. Den 10. Novb. 1565 befalede Kongen Lensmanden i Laholm at lade hvert Skib ved Byen og i Lenet indtage 1 Læs Brænde, som skulde udvises af Kongens og Kronens Skove og sælges til Soldaterne i Halmstad. Ogsaa fra andre Steder befaledes Tilfø rsel3). Man søgte da at faa Forsyning fra Hjemlandet uden Mellemmænd. Den 5. Maj 1566 befaledes det en Del jydske Købstæder at sende Proviant til Halmstad for Betaling, og dette udvidedes efterhaanden til andre B y e r1). Den vigtigste Foranstaltning var dog, at man da begyndte at oprette paa Krigsskuepladsen faste, alene for Hæren bestemte Magasiner, de saakaldte Kommis'er. Den første Befaling herom synes at være udstedt den 21. Novb. 1506, da det bestemtes, at der skulde oprettes en saadan i Ystad og ved samme ansættes en Person, som kunde oppebære Provianten og holde klart Regnskab. Det var dog maaske næppe Hensynet til Soldaterne, som fremkaldte denne Foranstaltning; thi der udtaltes tillige, at Soldaterne oppebar megen Fetalje af Bønderne uden at betale og uden, at det kom Kongen til Gode. Bønderne i 4 Herreder, som lagdes til denne Kommis, skulde tilføre den Fetalje, som de havde at yde, og der skulde føres Bog over den, saa at Bønderne kunde faa. deres Betaling'2). Der fortsattes derpaa i dette Spor paa flere vigtigere Punkter. Den 27. Pebr. 1507 udgik en Befaling om Oprettelsen af en Kommis i Halm ­ stad, og det ses af samme, al der her var Tale om T ilførsel søværts8), ganske som om Konnnis'en var et Reservemagasin i Nutidens Forstand. Flere saadanne Kommis’er oprettedes efterhaanden.

Frem for alt manglede der dog endnu vedblivende en Centralstyrelse, og flere Steder fremtraadte der endnu i 1500 stor Nød. Befalingsmanden paa Elfsborg skrev den 16. Maj d. A. indtrængende om Tilfø rsel, og Daniel Ranzau samt Kongens Kommissærer fandt sig endog foranledigede til at henvende sig umiddelbart til Rigsraadet den 18. Sept. s. A. fra Lejren paa Gullbergs Ång for om muligt at faa Nøden a fh julpen4). I 1507 og 15(18 synes Tilstanden at have været noget bedre, om end ikke god. Der findes ikke fra disse A a r væsentlige Klager, og ej heller vise Rentemesterregnskaberne fra den T id , at der er købt noget af Betydning; derimod er der betalt megen Fragt for Fo rsendelser fra Hjemlandet, saa at det synes, at dette ved de sædvanlige Fremgangsmaader har kunnet skaffe det forlangte til Veje. Meget Sløseri maa dog have fundet Sted med Hensyn baade til Genstandenes rettidige Levering, deres Mængde og Beskaffenhed, samt Regnskabsføringen '). I 15f.fl søgte man tilbage til nogle af de Foranstaltninger, som man havde forladt. Den ‘i . Marts 1569 befaledes det saaledes Statholderen i Nørrejylland at indsætte 2 duelige Proviantmestre i hvert Stift til at indkræve Madskatten og skaffe Skibe til at føre det leverede frem : Kongen ansatte samtidig Proviantmestre i Fyen-), og det ses af Rentemesterregnskaberne, at der nu ogsaa skete Indkøb i Udlandet. I det Hele magtede man dog ikke Sagen, og særlig i 1570 bleve Klagerne over Manglen paa Underholdsmidler og Penge igen alvorlige8). Heldigvis endte Krigen dette Aar. Efter dens Slutning tbrlangtes atter flere Gange Gengærd til Soldaterne, inden de bleve endelig aftakkede (foruden at nogle lagdes i Borgeleje), saaledes til den Le jr, der som omtalt foran (S. 47 tig.) oprettedes ved Kjøbenhavn, ogsaa angaaende den ogsaa dér (S. .48) nævnte Forsendelse af Underholdsrnidler fra Fyen til J lailand. i Anledning af Begivenhederne paa Østersøens s. ø. Kyst oprettedes 1576 en Kommis for Besætningen paa Arnsborg, og denne Anstalts Virksomhed udvidedes betydeligt imod, hvad der havde fundet Sted tidligere, idet den bestemtes til at skulle omfatte Forsyningen med Penge og Beklædningsgenstande tillige med Underholdsmidler *).

Marcherne.

Allerede langt tilbage i Middelalderen var det i alt Fald i Udlandet almindeligt, at en marcherende Hærstyrke deltes i ti Dele, en Avantgarde, en Hovedstyrke og en Arriéregarde2). Det samme maa formodes at have fundet Sted herhjemme. Der omtales en saadan Inddeling i Felttoget 1407, og der tindes da brugt Udtrykkene „Fo rtråd " . „Middelhob“ og „Hinderholt“ om de tre Dele3). 1 de militære Skrifter og Beretninger fra det 16. Aarhundrede som formenes at kunne haft Betydning herhjemme, benævnes i Almindelighed Avantgarden „Fortrav“ eller „Yorzug“ , Arriéregarden, „Bagtrav“ eller „Nachzug", medens Hovedstyrken undertiden tindes benævnt „der gewaltige Haute“ . En væsentlig Forskel fra Nutidens Brug var, at Trainet eller Trosset ikke dannede en særskilt Kolonne, men var indlemmet i Troppekolonnen. Ifølge den Forskrift, som lindes fremsat hos en af Forfatterne fra Aarhundredets sidste D e l1), skulde hver enkelt af de tre Dele i Reglen være sammensat af alle tre Vaabenarter. 1 Avantgarden skulde der marchere Rytteri forrest, derefter noget Feltskyts og tilsidst Fodfolk, baade Skytter og spydbevæbnede. I Kolonnens Hovedstyrke skulde det svære A r tille ri, som hyppig førtes med til Belejringer („das gewaltige Geschütz“), være forrest. Efter dette skulde Fodfolkets Masse („der gewaltige Haufe zu Fu s“ ) følge, derpaa Ammunitionsvognene og den øvrige Del af Artilleriparken , Trosset og til sidst Rytteriets Masse („das gewaltige reisige Zeug“), i Arrieregarden skulde Fodfolk marchere forrest, derpaa noget Feltartilleri og til sidst Rytteri.

Naturligvis kunde en saadan skematisk Orden ikke følges overalt, og i de Beretninger, som af og til forekomme om den Orden, i hvilken Tropperne marcherede, hvor Fægtning kunde ventes, træffes derfor hyppig T illempninger, afpassede efter Jordsmonnet og Hærens Sammensætning. Ved Indrykningen i Ditmarsken 1559 var Ordenen saaledes, at der forrest marcherede nogle Fodfolkssoldater, udtagne ved Lodtrækning af alle Regimenter, derpaa 1 Fane Rytteri, Artilleriet, 2 Regimenter Fodfolk, 2 Faner Rytteri (Hoffanerne), 1 Regiment Fodfolk og til sidst 2 Faner Rytteri'2). Her har det sandsynligt været Hensynet til. at Moser og Skovstrækninger skulde afsøges, der har bevirket, at der anbragtes Fod ­ folk forrest. Ved Fremrykningen mod Meldorf den 2. Juni om Aftenen, da Trosset var efterladt i Albersdorf (jvf. foran S. 219), anbragtes Skansegraverne forrest, vistnok af Hensyn til den Udbedring af Vejene m. v., der kunde blive nødvendig under Marchen; efter dem marcherede 1 Fane Rytteri, 4 Fænniker Fodfolk, Artilleriet, 2 Faner Rytteri (Hoffanerne) og til sidst det øvrige Fodfolk1"). 

Ved Marchen fra Meldorf til Albersdorf d. 12. Juni, da den Strækning, som skulde passeres, var bekendt, findes atter Marcheordenen mere stemmende med det sædvanlige. Forrest marcherede 1 Fane Rytteri, derefter 1 Regiment Fodfolk. Artilleriet med Skansegraverne, 2 Faner Rytteri (Hoffanerne), 2 Regimenter Fodfolk og som Arrieregarde noget R y tte ri1). A f de faa Beretninger, i hvilke Marcheordenen findes gengiven for Syvaarskrigens Vedkommende, og som alle angaa Daniel Ranzaus Foretagender, fremgaar det, at denne Feltherre i Almindelighed foruden en mindre Styrke af Fodfolk benyttede meget Rytteri i Avantgarden og efter Omstændighederne i Arrieregarden. Aarsagerne hertil maa formodes at have været, dels at Fodfolket i de tætte Skove ofte maatte benyttes til Afsøgningen, og at det danske Rytteri i høj Grad var det svenske overlegent, saa at det var heldigt, naar der naaedes en Strækning med aabent Jordsmon, og Fjenden her vilde optage Kampen, da straks at have en betydelig Styrke af R y tteri ved Haanden. Som et Eksempel kan fremdrages Marchen i Holaveden den 10. Novb. 15G7. Forrest var 5 Faner Rytteri og 800 Md. Fodfolk, i Midten Vognene (og her vel ogsaa Artilleriet), derpaa Fodfolkets Masse, i Arrieregarden 2 Faner Rytteri og 1100 Md. Fodfolk. Daniel Ranzau havde kun ventet at træffe Fjenden foran sig, men blev tillige angreben i Ryggen. Nøje tilsvarende findes Ordenen angiven under Marchen mod Ekesjo d. 1. Febr. 1568'’). Undertiden marcherede ogsaa Feltartilleri i Avantgarden. naar Blokhuse og deslige kunde ventes at forekomme. Paa Marchen mod Jonkoping d. 30. Okt. 1567 findes Avantgarden saaledes dannet af 2— 3 Faner Rytteri og c. 1000 Md. Fodfolk, ledsagede af 3 Falkoner3).

Ved Siden af de Hensyn til Vaabenarternes almindelige Egenskaber, som betingede deres Plads under Fægtningsmarche, maatte tillige den forskellige Bevæbning af Soldaterne i Rytteriet og Fodfolket tages i Betragtning. Selv i aabent og let fremkommeligt Jordsmon, hvor Sikringstjenesten tilfaldt Rytteriet, vare de glavindbevæbnede Ryttere, der i Reglen red meget svære Heste, ikke egnede til hin Tjeneste. Saalænge Rytteriet bestod baade af glavindbevæbnede og af Skytter, der almindelig red lettere Heste, hvilket herhjemme fandt Sted indtil henimod Syvaarskrigens T i d 1), var det alene Skytterne, der benyttedes i den egentlige Avantgarde. Dennes Rytteri dannedes derfor ved Afgivelse af Skytter fra flere eller færre af Rytteriets Faner eller Underafdelinger, og det egentlige Avantgardc-Rytteri lænævntes til Adskillelse fra det øvrige Rytteri „Rendcfancn“ . Om end i Syvaarskrigen det hele eller omtrent det hele Rytteri havde aflagt Glavinden og hovedsagelig alene førte Sværd og Pistoler, vedblev dog denne Afgivelse og synes at have været Reglen, dog vist med den Ændring af Hensyn til Hestenes Beskaffenhed, at de samme Ryttere nu i længere Tid forbleve i Rendebanen. Fra denne udskiltes videre til Blænkertjeneste en mindre Del. der benævntes „Forvagten“ eller „Forvarten“ , til at afsøge Jordsmonnet fremefter, undertiden ogsaa Flanketroppe. Det findes udtalt, at Feltmarskalken var „Oberst“ for Rendefanen, hvilket formentlig vil sige. at han var den højestbefalende ved Avantgarden og den, der ledede Sikringstjenesten, men at Feltmarskalkløjtnanten i Reglen traadte i hans Sted-). Undertiden ses Daniel Ranzau som Feltoberst (dier øverstbefalende personlig under Marclie at have indtaget Pladsen mellem Forvagten og Rendefanen3). Betingede Omstændighederne, at Blænkertjeneste maatte udføres af Fodfolket., vare do spydbevæbnede i dette Vaaben ej heller egnede til den. Der maatte hertil vælges Skytter eller i alt Fald Soldater med korte Værger. A f Beretningerne fra Syvaarskrigens Tid fremgaar, at der i den altid anvendtes Skytter til hin Tjeneste. Som særlige Betegnelser for dette Fodfolk frerntræde Udtryk som „Løberne“ , „der laufende Ilau f“ (svarende til U dlu k ke t 1 tendefanen). ogsaa „der verlorene Haid'“ ‘ ). T Datidens militære Skrifter tindes Hegler angaaende adskillige Enkeltheder i de forskellige Vaabenarters M a r c h e o r d o n N o g le af disse, der liovedsagelig henholdt sig til. hvad der var Skik og Brug. have mindre Interesse: der skal derfor her kun fremdrages dem, der synes at have haft on væsentligere Betydning. Mærkeligst er, at de højere Befalingsmænd ifølge hine Regler hverken i Rytteriet, eller Fodfolket marcherede sammen med de Menige. For Rytteriet angives saaledes. at i hver Fane marcherede Trompeterne forrest; efter dem fulgte Ritmest oren og Løjtnanten, medens Fænrikken havde sin Plads midt i Fanen. Om Marcheordenen i et Fodfolksregiment siges, at Rodemestre og Adelsmamd, for saa vidt de vare til Hest, marcherede forrest. Efter dem kom Drabanterne, med Undtagelse af Oberstens, derpaa Løjtnanterne, I løvedsmændene og andre Personer, der beklædte de saakaldte høje Embeder, saasom Profossen. Schultheisen, Vagtmesteren o. s. v a), til sidst Oberstens Drabanter. Efter dem fulgte Obersten, ledsaget af Førerne, og dernæst de Drenge, som vare i do højere Befalingsmænds Tjeneste. Saa kom Spillemændene, efter dem Skytterne og til sidst de med blanke Vaaben bevæbnede, alle ordnede geledvis og inde blandt dem Fænrikkerne, hver for sig i stor indbyrdes Afstand. Hvis denne Marcheorden, der gælder et helt Regiment under ét, virkelig har været den sædvanlige, maa den have haft til Aarsag den særegne Maade, paa hvilken Slagordenen dannedes, og som vil blive omhandlet i det følgende. En nøje fænnikevis ordnet Marclie vilde ifølge den ikke have fundet Sted. Dog siges tillige, af ved Fod ­ folket plejede en .Omveksling af Fænnikernes Rækkefølge ligesom ogsaa af Regimenternes at have fundet Sted daglig; men dette maa da have gældt Skytternes og de med blanke Vaaben bevæbnedes Grupper, hver for sig. Det synes ogsaa at have været almindeligt (om end vel ikke paa Fægtningsmarche), at den Del af et Regiments Tros, som ikke var kørende, fulgte umiddelbart efter Regimentet. Ved Artilleriet marcherede Skansegraverne og Tøm - mermændene forrest. Saa fulgte Vogne med Planker og Redskaber til at udbedre Vejene og hjælpe til at bringe Skytset bedre frem, saasom Tove og Kæder, ogsaa Vogne med Reservesager, saa Skytset o. s. v. som foran nævnt.

Blandt Trainets Køretøjer anbragtes Overkommandoens forrest. Ved Rytteriets Train synes det at have været Skik, at der paa adskillige Vogne var anbragt en Hane i en Ilalmkurv. Paa A fbildninger ses dette ofte, ligeledes at der var lænket en Hund til en og anden Vogn. I øvrigt ses ogsaa undertiden Personer, der hørte til Fodfolkets Tros, bærende en Hane. Sandsynligt har dette Dyr skullet afhjælpe Mangel paa U re 1). Dersom Kongen fulgte med Hæren, forøgedes Trainet ikke lidet ved det store Antal af Vogne og Folk, som det ansaas for nødvendigt at føre med til hans personlige Betjening'). Ifølge de Beretninger, som haves om forskellige Fægtningsmarcher, synes det at have været almindeligt, at Hæren marcherede i kun 1 Kolonne. Under Syvaarskrigen have vel ogsaa Vejene i Sverig gjort dette til en Nødvendighed2). Der findes dog ogsaa i et af de ovenfor nævnte, militære Skrifter3) udtalt som ønskeligt, at Hæren delte sig i flere Kolonner, der hver marcherede ad sin Vej, naar dette kunde ske, uden at den enkelte Kolonne kom til at gøre en altfor stor Omvej. Det fremsatte Eksempel synes dog lidet heldigt og maa nærmest betragtes som gældende en Flankemarche. A f og til træffes der dog i Beretninger Eksempler paa en saadan Deling. Allen udtaler saaledes i sin Fremstilling af Felttoget 1520 den Formening, at af Otto Krumpens Hær, som var delt i 8 Korps, om saa kan siges, have de to første omtrent samtidigt marcheret ad særskilte Veje og forenet sig foran Bogesund, medens det 8., der kun talte 1500 Mand, brød op over 1 Maaned senere, og, da Omstændighederne tillod det, alene marcherede ad til Dels hel andre Veje Øst om Vettern og først forenede sig med den øvrige Hær i Upland *). En Slags Deling af Hæren forekommer ogsaa ved Marchen mod Meldorf den 2. Juni 155'J, som nævnt foran (S. 21'd). En Deling af I færen foregik ligeledes i den sydlige Strækning af Holaveden, da Daniel Ranzaus Hær rykkede frem lier den Novb. 15G7. Der var 2 Veje, den ene over Højderne, den anden ved Foden af dem, langs med Vettern. Begge vare recognoscerede. A rtille rie t, alle Rustvogne og Trosset marcherede ad den nedre Vej under Bedækning af 400 Skytter og 2 Faner Rytteri, medens den øvrige Hær fulgte den øvre. Efter at de 2 Kolonner havde forenet sig, marcherede Hæren den næste Dag samlet over den øvrige Del af Holaveden, hvor der synes blot at have været 1 V e j1). Hvorledes Marcheordenen end var, maa det altid paa Grund af Trainets Inddeling i selve Troppekolonnen have været et vidtløftigt Arbejde at faa hele Hæren i Marche, og det blev derfor som oftest kun en forholdsvis kort Vejstrækning, som tilbagelagdes den enkelte Dag. om end alle vare meget tidlig paa Færde. Dog forekommer der enkelte Eksempler paa forholdsvis meget hurtige Marcher med ikke ubetydelige Hærstyrker, saaledes Johan Ranzaus foran (S. 207) omhandlede Marche fra Lübeck til Aalborg2).

Naar Endemaalet for Dagmarchen var naaet, og der gjordes Hold t, enten blot for den enkelte Nat eller nogle faa Døgn, blev der efter Oberst-Kvartérmesterens Anvisning slaaet Lejr, ved hvilket Udtryk der ogsaa maa forstaas, hvad vi vilde kalde bivuakeret. Efter de A n ­ givelser. der fremsættes i Datidens militære Skrifter, blev der til Overkommandoen udvalgt det Sted, der maatte betragtes som bedst sikret mod et fjendtligt Overfald, ile r anbragtes Feltoberstens egne, store Telte, der tjente ham og hans personlige Tjenerskab til Opholdssted, omkring dem hans Drabanters Telte, mellem hvilke der udspændtes Læ rred , saa at der dannedes en sammenhængende Teltvæg rundt om Feltoberstens Telt, for at ingen skulde kunne snige sig ind i det ubemærket af Drabanterne. Nærmest uden for denne Væg anbragtes en stærk Vagt af Skytter. I Nærheden af Feltoberstens Telt opstilledes Teltene for de Personer, som i øvrigt hørte til Overkommandoen. Iler lejrede ogsaa Hoffanen sig, naar en saadan fandtes. Dernæst udvalgtes Le jrpladserne for det øvrige af Hæren, saaledes at hver Vaabenart fik sin særskilte Lejr. I Reglen havdes der Telte for de højere Befalingsmænd, derhos vel ogsaa for Adelsmænd i Rytteriet, derimod næppe for de mere underordnede Personer saa vel i dette som i de andre Vaabenarter. -Ved Rytteriet bandtes Flestene til Pæle, som i den Anledning hyppigt førtes med. Ved Fodfolket laa hver Fænnike for sig, skilt fra de øvrige ved en bred Lejrgade. Ved Artilleriet stilledes Skytset i Række med Vagt ved, ligeledes Vognene, dog saaledes, at Ammunitionsvognene stilledes afsides under særskilt Bevogtning. T il Lejren hørte mindst én Alarm - og én Proviantplads.

Ikke sjældent betingede de lokale Forhold og taktiske Hensyn den nærmere Anordning. Det nævnes .saaledes, at da Daniel Ranzau d. 2G. Okt. 1507 under Marchen fra Halmstad mod Jønkøping var kommen til Villstad, en Kirkeby paa det Sted, hvor Sidevejen fra Vernamo udmunder i Nisså-Vejen, og hvor der er Bro over Aaen, lod han danne 2 Lejre. 1 den ene. nærmest Broen, anbragtes Rendefanen og de Skytter, som hørte t il Avantgarden, i den anden det øvrige af Hæ ren1). Tilvejebringelsen af Brændsel og Halm var i Reglen Trossets Sag, og noget af det første, som do til dette hørende Personer foretog sig, var derfor, naar den medførte Proviant m. v. var afgiven til Kombattanterne, at drage ud i Omegnen med Trossets Heste og Vogne for saa vidt mulig at skaffe det fornødne. Ifølge de militære Skrifter foregik Overgangen fra Marche til Lejring i Almindelighed paa den Maade, al Avantgarden og særlig Rendefanen blev staaende, naar Dagmarchen var endt, indtil Lejren var indrettet, og Sikringen om samme bragt til Veje ved Hjælp af de Tropper, som udgjorde Hovedstyrken-). Naar dette var sket, rykkede Avantgarden ind i Lejren og havde da intet at varetage angaaende dennes Sikring3). Avantgarden rykkede først frem paa ny, naar Lejren skulde afbrydes, og Marchen fortsættes. Den dækkede da Opbrudet af den øvrige Hær og fortsatte derpaa Sikringstjenesten under Marchen. Den Sikring af Le jren , der besørgedes af Hovedstyrken, udførtes i Almindelighed med Omhu og strakte sig ikke lidet ud over det nærmeste Omraade. Efter Oberst-Vagtmesterens Anvisning stilledes der nærmest ved Lejren Troppe af Fod folk, længere ude Vagter og Poster af Rytteri. Disse sidste stod under Befaling af Rytteriets egen Vagtmester, og det var dem i Almindelighed forbudt at sidde af. Der fandt en Inddeling i Dag- og Natvagter Sted. De første vare mindre stærke og havde færre Poster ude. Posterne besattes kun med en enkelt Skildvagt, der afløstes hver Time paa den Maade. at den afløsende begav sig alene ud til Stedet. Dog synes man henimod Aarhundredets Slutning i alt Fald udenlands at have anvendt efter Omstændighederne 1 eller 2 Mand til hver P o s t1). Posterne dannede en fuldstændig Kæde, saa at ingen let kunde slippe igennem uden at have Løsnet. De eftersaas jevnlig af Patrouiller („Scharwachen“). Vagterne afløstes i Reglen om Sommeren Kl. 4 Morgen, Kl. 12 Middag og Kl. 8 Aften, i de koldere Aarstider Kl. 6 Morgen, Kl. 12 Middag, Kl. G Aften og Kl. 12 M idna t2). Ved Vagternes Afløsning rørtes i Reglen Spillet. T il uregelmæssige Tider foretog Oberst-Vagtmesteren, stundom ogsaa FeltmarskalkLøjtnanten, Feltmarskalken eller Feltobersten selv Eftersyn af Vagter og Poster.

Blev Lejren kun benyttet en eneste Nat eller overhovedet kun i kort T id , anvendtes stundom Vogne til Forskansning af Lejren. Der dannedes en saakaldet Vognborg, saaledes som det vil blive omhandlet i det følgende. Forblev den derimod i længere Tid paa samme Sted, tilvejebragtes hyppig Løbegrave og andre Jordværker, saa at den efterhaanden forskansedes saa meget, som Forholdene tillod. Der toges da ogsaa meget Hensyn t il , at den dækkedes ved naturlige Forhindringer. Flere Gange under Syvaarskrigen omtales Lejre, som Daniel Ranzau saaledes havde udset med stor Skønsomhed. Lejren ved Vreta Kloster, som Daniel Ranzau benyttede fra den U. til 15. Decbr. 1507. var saaledes meget beskyttet af Naturen. Den var omgiven paa de tre Sider af Motala Strøm, Søen Roxcn og Svarhi tilligemed en mindre A a , og paa den fjerde Side fandtes en Højde, paa hvilken Skytset stilledes. Han havde her tillige et af Overgnngsstederne over Motala Strøm, Kungsbro, i sin Magt og formaaede saaledes, om det skulde være, at forlægge sin Tilbagetogslinie til Vcstergotland. hvis de Svenske skulde samle en altfor overlegen Magt bag ved ham i Uolavedenl ). Den Lejr, som han derpaa indtog ved Skeninge, vistnok tvungen af Hensyn til Underholdet. og i hvilken han holdt ud til den 24. Jan., stadig forventende den forlængst begærede Forstærkning, var saa stærkt forskanset, at han en Tid tænkte paa at lade 2 Faner Ryttere og alle Dobbeltsoldnere (eller det spydbevæbnede Fodfolk) blive tilbage i den, medens han selv med de øvrige 5 Faner Ryttere, alle Skytter og Soldater med korte Værger vilde slaa sig igennem den vestlige Del af Holaveden og forene sig med Forstærkningen, saafremt han tik Efterretning fra d en2).

At efterlade Trosset i en Lejr eller paa et beskyttet Sted, naar den øvrige Hær kunde ventes at komme tilbage til samme, anvendtes oftere i den Hensigt at gøre Hæren mere bevægelig. Det er saaledes allerede foran (S. 21'J) omtalt, at Johan Ranzau ved den videre Fremrykning i Ditmarsken lod Trosset forblive i Lejren ved Albersdorf, og under Vinterfelttoget lod Daniel Ranzau ligeledes Hærens Tros tillige med dens Syge og Saarede en Tid lang forblive i Linkoping, hvor det forsvarede sig baade tappert og snildt, da det blev angrebet1). Det følger af sig selv, at, naar en Hær saaledes laa længe paa samme Sted, fandt Hyttebygning Anvendelse, foruden at de Bygninger, som fandtes, toges i Brug, og at Lejren ved sit hele Anlæg saavidt mulig søgtes bragt til at yde Soldaterne større Bekvemmelighed i enhver Retning '2).

Kampene.

Om Krudtvaabnene end efterhaanden i Løbet af det li;. Aarhundrede naaede en betydelig Udvikling fra, hvad der havde fundet Sted ved dets Begyndelse, maatte dog de Fodfolksoldater, som vare bevæbnede med blanke Vaaben, vedblivende betragtes som Kærnen i Fodfolkets Opstilling til Kamp i aabent Jordsmon. Opstillingen eller Slagordenen, som den da kaldtes, foretoges i Reglen regimentsvis, saaledes at de enkelte Fænniker ikke dannede taktiske Enheder. Ifølge Angivelserne i Datidens militære Skrifter stilledes de med blanke Vaaben bevæbnede op i mange Geledder, saaledes at Mænd med lange Spyd, særlig de Dobbeltbe.soldede, stilledes yderst paa alle Sider i en omtrent kvadratisk Firkant, i Reglen ! Mand bag eller ved hinanden. med Underbefalingsmænd i Fronten. Bagved de forreste, i det indre af Firkanten, stilledes geledvis Soldater med Hellebarder eller andre, lettere, blanke Vaaben, derpaa atter, efter Omstændighederne, Soldater med lignende Bevæbning eller med lange Spyd. Fænrikkerne samledes i Midten, nærmest omgivne af Soldater med Slagsværd. De højere Befalingsmænd, Officererne i vor Tids Forstand, vare foran Fronten, alle til Fods. T il denne Kærne sluttede Skytterne sig som et T ilhæng paa Firkantens Sider, især foran Fronten. Efter Omstændighederne trak de sig i Kampen, naar de havde afskridt deres Bøsser, ind imellem de med blanke Vaaben bevæbnede for at lade paa ny, eller de gik helt tilbage til Bagsiden af Firkanten. Overalt maatte der, især mellem Ikke-Skytterne findes god Plads baade foran, bagved og til Siderne for den enkelte Mand, dels af Hensyn til Brugen af hans eget Vaaben, samt til Skytterne, og dels fordi Befalingsmændene maatte kunne bevæge sig let mellem Geledderne og Ræ kkerne1). 1 gennemskaaret Jordsmon fægtede Skytterne mer eller mindre for sig selv i Hobe, der benyttede sig af Jordsmonnets Forhindringer. Allerede temmelig tidlig i Aarhundredet omhandles Tildragelser, der vise, hvor meget Haandskydevaabnene havde vundet frem, og hvorledes man søgte at drage bedst mulig Fordel af dem. ved at benytte Dækninger og Genstande, som forhindrede Kamp med blanke Vaaben. Et, Eksempel paa en saadan Optræden haves i den Kamp, der opstod ved L y ­ bekkernes Tilfangetagelse den 31. Juli 1534 af den foran (S. 204) omhandlede Fænnike Landsknægte, der var sendt Hertug Christian til Hjælp. Den modtog ikke Lybekkerne i aaben Mark, men besatte Kirkegaarden i den Landsby, hvor Lybekkerne traf paa den, og beskød dem fra samm e1). Johan Ranzaus Overvindelse af Modstanden ved Skjernaa (se foran S. 207) synes ogsaa at være hidført alene ved Haandskydevaabnenes Virkning2).

Undertiden synes Skytterne ogsaa til Dels at have fægtet i en Slags spredt Orden. Den Beretning, der haves om et Angreb d. 31. Okt. 1507 paa en af en svensk Styrke besat og med et Blokhus forsynet Stilling i Nærheden af Jära Gæstgivergaard3), giver i det mindste Indtrykket heraf. Blokhuset laa paa en høj Kulle, i en tyk Granskov, og Stillingen, der ogsaa var gjort stærkere ved Forhug, havde en Besætning af 2 Fænnikcr Fodfolk og 1 Fane Rytteri. Rytterne havde efterladt deres Heste i Skoven og for største Delen besat Blokhuset, medens nogle af dem (tillige med Fodfolket) vare uden for dette. Angrebet foretoges egentlig alene med Avantgardens Skytter, delte i 3 Hobe, med Understøttelse af 3 Falkoner, medens i øvrigt Rendefanen og 2 andre Faner befandt sig paa Stedet. Den ene Hob, 2 Fænniker Skotter, skulde angribe Stillingens højreSide, den anden, c. 800 tyske Skytter skulde angribe den venstre, medens den tredje, c. 100 Friskytter og nogle tyske, førte af den bekendte Mikkel Pedersen Gydinge, skulde foretage en omgaaende Bevægelse over en M ose4) og angribe Stillingen i Ryggen. Skotterne deltes videre i 3 mindre Hobe, af hvilke den første, c. 100 Mand, efter Befaling gav Ild paa stor Afstand, hvad der forledede de Svenske til ogsaa at give Ild, hvornæst da den anden og tredje Hob løb frem, inden de Svenske kunde faa Tid til paa ny at lade, og tvang med Ilden hurtig de Svenske til at vige. Samtidig lykkedes det dem at trænge ind i Blokhuset (formentlig efter at dette ogsaa var blevet beskudt af Artilleriet) og erobre dette. Under Tilbagegangen led de Svenske yderligere Tab ved den Styrke, der havde foretaget den omgaaende Bevægelse1). Imod den firkantede, omtrent kvadratiske Slagorden begyndte der at rejse sig Indvendinger henimod Aarhundredets Slutning, altsaa paa den T id , da Rytteriet i flere I lære havde ophørt at være bevæbnet med Lanser. Den Mening, at Kampens Udfald saa godt som stedse alene afhang af. hvorledes tlet gik de forreste 5 eller (i Geledder, gjorde sig mere og mere gældende og banede ind i det 17. Aarhundrede Vejen for at gøre Slagordenen mindre dyb og fortrinsvis anvende Skytterne for sig i mindre Hobe, ogsaa i aabent Jordsmon-). Ved Betragtningen af Rytteriets taktiske Optræden maa det holdes for Øje, at denne ganske forandrede sig fra det Tidspunkt, da Rytteriet aflagde Glavinden, hvad der synes at, være sket her til Lands omtrent 1560. Saa længe Troppene, af hvilke enhver i Reglen bestod af en Adelsmand med sit Følge1), indeholdt dels Glavindryttere og dels beredne Skytter, laa det i Sagens Natur, at de sidste ikke kunde fægte indblandede mellem de første. Foruden at Skytterne fandt Anvendelse i Sikringstjenesten, synes de at have været benyttede dels til at forberede Glavindrytternes Angreb og som Flanketroppe under dette, dels til at angribe eller forsvare som detachercde Styrker, efter Omstændighederne ogsaa til Fods, fjernere liggende Punkter af taktisk eller strategisk Betydning. Glavindrytterne synes at have angrebet saavel R y tteri som Fodfolk i tæt sluttet Orden med kun 1 eller 2 Geledders Dybde og i hurtig Gangart, i Reglen et F ir ­ spring, som dog først begyndte i meget kort Afstand fra Fjenden. Lykkedes det ikke at bryde igennem, fortsattes Angrebet undertiden med et andet eller andre to Geledder, der vare opstillede i 20— 30 Skridts Afstand fra de først angribende, og bag hvilke disse derpaa atter ordnede sig. Efter at Glavinden var aflagt, og alle Rytterne vare bievne bevæbnede med Skydcvaaben, i Reglen Pistoler, opstilledes de i en dyb Slagorden, saa dyb, at man nu snarest vilde betegne den som en Kolonne. 20 Geledders Dybde eller endog mere synes fra først af ikke at have været ualmindelig. Denne Styrke søgte saa, som en samlet Masse, og idet første Geled affyrede Pistolerne2), over for Glavindrytterne at gennembryde deres lidet dybe Orden, som oftest med H e ld 1). Det berettes, at de pistolbevæbnede Ryttere i Reglen let formanede at afparere Lansestødet blot ved Hjælp af de meget lange og svære Pistoler, og, naar Kampen derefter blev til Haandgemæng, og Sværdene brugtes, var Glavinden kun et lidet farligt Vaaben. Over for Fodfolk indlededes Kam ­ pen med, at Geled efter Geled red frem og gav Ild. derpaa vendte om og stillede sig bagest i Slagordenen for at lade paa ny. Kunde det lykkes at forjage Modstandernes Skytter, hvad der i aabent Jordsmon ofte ikke faldt vanskeligt, stod de tiloversblevne, spydbevæbnede Fodfolksoldater temmelig værgeløse, og Rytterne kunde, som der siges, ride rundt om og ligesom skyde tilM aals efter dem 2). Over for Rytteri, der ogsaa var bevæbnet med Pistoler, synes dels en lignende Fremgangsmaade anvendt, i alt Fald som forberedende, dels et Angreb i sluttet Orden som over for Glavindrytterne3). Efterhaanden som Pistolbevæbningen blev almindeligere baade paa den egne og paa den fjendtlige Side. viste de dybe Slagordener sig mere og mere unyttige, og efter de fra Udlandet hentede Forbilleder indskrænkedes ogsaa herhjemme det store Antal af Geledder4).

Rytteriet var i Almindelighed, indtil Skudvaabnene bleve bedre, Fodfolket langt overlegent, dog findes der flere Eksempler paa, at det er kommet til kort, selv overfor. uøvede Modstandere, naar det optraadte uden Understøttelse af Fodfolk og A r tille ri1). En kort T id , særlig i Ditmarskerkrigen, havdes der Ryttere, som foruden Pistolerne førte et langt Gevær. Meningen man have været at anvende dem som beredent Fodfolk, men denne Tanke synes atter at være bleven forladt meget hurtigt for først paa ny at komme til Live i det følgende Aarhundrede. Det er vanskeligt at sige, i hvilken Grad Signaler og Kommandoord ere bievne brugte ved Rytteriet, saavel som ved Fodfolket. Man har vel ikke ganske kunnet undvære dem , men foreskrevne have de næppe været, da der mangler enhver Antydning i saa Henseende. Derimod findes, særlig angaaende Rytteriet, omhandlet, at de højere Befalingsmænd førend Kampen holdt en kort Tale til deres Undergivne, og i saadanne Taler findes undertiden ogsaa angivet, hvorledes de havde at forholde sig i taktisk Henseende2). Om en særlig Artilleritaktik kan der næppe være Tale i det 16. Aarhundrede, da Artilleriet først efterhaanden i dette naaede en videre Udvikling fra den Ubehjælpsomheé og Mangel paa Virkning, der havde været fremtrædende, saalænge Middelalderens Bagladeskyts endnu ikke var blevet afløst af Forladeskytset. Da dette var blevet almindeligere ved Felthærene, synes Artilleriet at have bidraget ikke lidet til et godt Udfald, saaledes i Slaget ved Øxnebjerg. f Syvaarskrigen, hvor Jordsmonnet rigtignok i det Hele var mindre gunstigt for dets Optræden, synes det derimod, med Undtagelse af enkelte Lejligheder, kun i ringere Grad at have haft en afgørende Del i Udfaldet af Kampene. Den ret betydelige Kamp ved Mared (se S. 229) førtes paa dansk Side endog ganske uden Artilleri. I Reglen søgte man at laa Kanonerne anbragte paa en Højde dér, hvor man tog Stilling, saa at de kunde bestryge det foran liggende Jordsmon. Det synes, at de under Kampen sædvanligt maatte forblive, hvor de fra først vare anbragte, dog var der i Materiellets Beskaffenhed intet til Hindring for, at de lettere Feltkanoner skiftede P la d s 1). Oplysninger om Opstillingsmaaden, Ammunitionsforsyningen og andre Enkeltheder synes ganske at mangle. Iblandt det Materiel, som Artilleriet i Reglen førte med sig foruden Skytset og hvad dertil hørte, saaledes til Brug for Skansegraverne, ved Broslagning2) og ved Angreb paa Befæstninger, var der en særlig A r t , som endnu vedblivende tilhørte det 16. Aarhundrede, ikke sjældent nævnes i Beretningerne og utvivlsomt tillagdes en vis Betydning for Kampen i aaben Mark, nemlig den saakaldte Vognborg. Dette Ord synes dog brugt om flere forskellige Ting , saa at det ikke er let at danne sig en tydelig Forestilling om, hvad der i hvert enkelt Tilfælde menes med det. Medens der i Middelalderen ved Ordet Vognborg vistnok stundom forstodes en Vogn af betydelig Styrke og bærende en Opbygning, der var indrettet til Forsvar ligesom et Kastel, synes det ikke, at en saadan Maskine er bleven brugt ind i 16. Aarhundrede og i det Flele næppe herhjemme. Derimod synes der her ved Udtrykket Vognborg oftest at være forstaaet en Slags Forskansning, dannet af Artilleriets og Trossets Vogne, kørte sammen i én eller tiere Rækker, saa at de dannede et Indelukke med de fornødne Udgange, saaledes som det er benyttet endnu i vore Dage, særlig til Beskyttelse for Trainet under Ophold paa Stedet. A f denne A rt Forskansninger findes der A fb ild ­ ninger fra hin T id 1), og de passe ogsaa godt til Beretningerne angaaende nogle Begivenheder, saaledes naar der siges, at de grevelige begyndte at skanse med Vogne i Slaget ved Øxnebjerg2). Det nævnes ogsaa udtrykkelig, at da Daniel Ranzau d. 18. -Novb. 1567 om Aftenen silde rykkede frem for at angribe den svenske Lejr ved M jolb y3), og han havde nærmet sig Stedet paa en halv Mil, og Hæren befandt sig i aabent Jordsmon, lod han Vognene drage sammen og danne en Vognborg, i hvilket Trosset og de Ukampdygtige forblev under Bedækning af nogle Ryttere og Skytter, medens den øvrige Hær rykkede videre frem 1). Men dette passer ikke i alle T ilfælde; thi i nogle ses det tydeligt, at der er Tale om et Materiel, som Hæren førte mod sig. Der siges saaledes i en Beretning om Slaget ved Lund 28. A p ril 1525, at Junker Moritz af Oldenburgs Tropper tog en Vognborg med sig, som de tidligere havde brugt i S verig'-). Ligeledes siges, at ved Lybekkernes paatænkte Angreb paa Travemiinde d. i). Aug. 1534 havde de Borgersoldater, som rykkede ud til dette, en Vognborg med, hvilken de atter førte tilbage til Liibeck , da de vendte hjem til Staden3). Søges der Oplysning hos Datidens militære Forfattere om , hvorledes dette Materiel var indrettet, faas dog ikke samstemmende, tydelig Besked. En af dem raader blot til at føre Værktøj med og Kæder til yderligere at spærre Mellemrummene mellem Vognene, naar disse kørtes op paa den ovenfor nævnte M aad e1). En anden giver Afbildninger af Vogne med Skyts, anbragt paa selve Vognene i lave Rapperter paa Drejeskiver5). En tredje6) giver en nøjere Beskrivelse af, hvad han kalder en mindre og en større Vognborg. I dem begge bestod Materiellet af Vogne med Bomme og Kæder og med Skyts, anbragt enten paa Vognene eller paa Bom ­ mene.

Angaaende Opstillingen af den hele Hær til Kamp er der nogle Regler, som de militære Forfattere gerne fremdrage. En af disse, som har særlig Betydning for den rette Forstaaelse af Beretningerne om Kampe i hin T id , var, at Kampen ikke, som det nu hyppigst finder Sted, optoges der, hvor Avantgarde« traf Fjenden. Sædvanligvis formeredes derimod Slagordenen bag ved Avantgarden, og denne blev ved Kampens Begyndelse trukken tilbage og fik sin Plads i den formerede Slagorden. Dette havde sin naturlige Begrundelse i, dels at Opmarchen fra Marchekolonnen og Dannelsen af Slagordenen tog forholdsvis lang Tid, dels at Avantgarden ifølge sin Sammensætning ikke var vel egnet til at optage en foreløbig Fægtning med Fjendens sværere Bevæbnede. Som andre Regler iblandt flere kan nævnes, at man til Kampplads saavidt mulig burde søge et Sted, hvor der fandtes et for Rytteriets Bevægelser vel egnet Jordsmon og god Støtte for Hærens Flanker. Man lagde ogsaa Vægt paa at undgaa, at Vinden var imod, især naar det regnede stærkt, eller der var megen Støv. Med Benyttelse af de Fordele, som Jordsmonnet i øvrigt kunde yde, opstilledes vel ofte, naar man henholder sig til Slagordenen i sine store Træk, hver Vaabenart omtrent for sig i en samlet Masse, f. Eks. Fodfolket i Midten, Artilleriet paa den ene Flø j, hvor det ifølge det foregaaende stod bedst, og Rytteriet paa den anden. Men efter Omstændighederne dannedes dog ogsaa ikke sjældent flere Flobe baade af Fodfolket og Rytteriet, der opstilledes adskilte efter Jordsmonnets Beskaffenhed paa de enkelte Dele af Kamppladsen. Der fandt en Udvikling Sted i taktisk Henseende, saa at man mere og mere, i al Fald i Syvaarskrigen fraveg en skematisk Opstilling. Dette tinder til Dels ogsaa sit Udtryk hos en af de foran nævnte militære Forfattere1), der vel fastholder, at Fod ­ folket burde stilles samlet i Midten, men i øvrigt vil have Artilleriet paa begge Sider af Fodfolket og Rytteriet yderst paa Fløjene, foruden at Slagordenen skulde være betydelig mere bred end dyb. Hans Standpunkt svarer dog nærmest til Slutningen af Aarhundredet. Den hele Hærstyrke indtog paa Grund af Fodfolkets og senere ogsaa Rytteriets dybe Slagordener et forholdsvis lille Rum og dannede i Almindelighed kun én Træfning. Feltherrens Plads betegnedes ved den saakaldte Kendefane, en lille Fane, der opplantedes bagved ham, for at enhver let kunde se, hvor han v a r2). Hans Stab og efter Omstændighederne vel ogsaa en mindre Eskorte holdt i hans Nærhed. En dybere Indtrængen i de taktiske Forhold, som de ere fremtraadte herhjemme i Kampene i det 16. Aarhundrede, er dog i Almindelighed umulig, paa Grund af Beretningernes Kortfattethed. Om de store Slag ved Bogesund og Øxnebjerg er det næppe muligt at danne sig en tydelig Forestilling3). Slaget ved Heido bærer især ved den Maade, paa hvilken Ditmarskerne indtraf paa Kamppladsen, saa meget Tilfældighedens Præg, at det ikke, om det end er ret omstændeligt gengivet, egner sig til til at benyttes som et Billede af den taktiske Optræden af større Masser i hin Tid. A f de mindre Kampe i Syvaarskrigen ere nogle ret omstændeligt beskrevne'). Særlig fæster sig dog her Opmærksomheden paa Slaget ved Axtorna, der, om det end ikke er saa fuldstændigt gengivet, som det kunde være ønskeligt, dog er saa meget belyst, at det synes, at man med Kendskab til de militære Forhold i hin Tid kan udfinde baade Hærenes Opstilling og Gangen i Slaget. Det findes omhandlet af mange Forfattere; men de ældre af disse og nogle af de nyere have ikke kendt de først i vor Tid fremdragne Beretninger, som synes blandt de hidtil fremkomne at være de eneste, der give Underretning om Enkelthederne i Slaget, om end ikke med stor Udførlighed, medens andre Forfattere ikke synes paa alle Punkter ret at have opfattet de militære Betegnelser i det 1G. Aarhundredes Betydning'2). Disse Beretninger ere: Daniel Ranzaus af 21. Okt. 1505 til Kongen (i Uddrag) og Frederik II’s Skrivelse af 27. Okt. 1505 til Raadet i Lübeck3). Som samtidige fremtræde Peder Bildes Brev af 24. Okt. s. A. til Mogens Gyldenstjerne og Daniel Ranzaus anden Beretning af 25. Okt. s. A. til Kongen4); men disse have hovedsagelig kun Interesse ved de vedføjede Tabslister, da de indeholde meget lidet om Slagets Enkeltheder. I øvrigt maa bemærkes, at den af Axel Gyldenstjerne givne Fremstillin g 1) i al sin Korthed stemmer nogenlunde med Daniel Ranzaus Beretning. Ved Siden af de samtidige Beretninger maa der tillægges de Sagn, som endnu leve blandt Egnens Befolkning. en ikke ringe Værdi. De ere vel forlængst benyttede af Bexell i hans Beskrivelse af Slaget2); men dels har denne Forfatter ikke kendt de første af de ovennævnte Beretninger, og dels er der efter hans Tid foregaaet videre Forandringer i Jordsmonnet; saaledes ere flere af de af ham nævnte Gaarde flyttede, saa at man nu let kan vildledes mod Hensyn til flere Forhold. Del følgende er en Fremstilling paa Grundlag af de nævnte Beretninger, sammenholdte med den svenske Generalstabs Kort og en Paavisning paa Stedet af de alt af Bexell fremdragne Mærkepunkter foruden nogle andre, der ikke omtales af ham 3). Slaget fandt Sted Lørdagen den 20. Okt. 15(55. Varberg By, som den Gang laa c. l !i Mil nordligere, ved Himlaås Udløb i Kattegat, var bleven indtagen af de Svenske den 28. August og Varberg Slot den 15. Scpt.. medens den danske I fær ikke naaede at rykke frem i rette T id til at undsætte Stedet (jvf. S. 217. Anm. 2). Efter at have afgivet Besætning til dette drog den svenske Hær tilbade over Grænsen, og Daniel Ranzau rykkede trem for at generobre Slottet. Under Belejringen, som ikke havde nogen gunstig Fremgang, tilgik der Daniel Ran/.an Efterretninger, som tydede lien paa, at den svenske Ilær havde bestemt sig til atter at rykke frem. Ilan ophævede derfor Belejringen efter at have faaet Belejringsskytset indskibet og marcherede bort i den I lensigt at opsoge de Svenske, inden de uanede frem til Varberg og bragte ham i en dobbelt Ild1)- Medens Ranzau havde ligget for Varberg. havde den svenske Hær i nogen Tid været lejret ved Gaarden Risa2), hvor den synes at have modtaget Forstærkninger, der bragte den op til den Styrke, som den senere havde i Slaget. Ifølge svenske Beretninger havde Erik X IV selv været ved Risa, indsat nye øverstbefalende og paa det strengeste befalet et snarligt Angreb paa Daniel Rnnzaus Hær. Kongen var derpaa selv rejst til Jonkoping, og Hæren marcheret ad Atranvojen til F rolunda3) eller muligt lidt længere, til selve Hallands Grænse. 1 sin Beretning af 21. Okt. udtaler Ranzau, at han havde forladt Varberg den 16.4) og slaaet Lejr V* Mil fra Falkenberg. paa „denne“ Side af Byen (paa Åtrans højre Side). Bevæggrunden til at vælge dette Punkt er ikke ganske tydelig. Fra Kystvejen omtrent 1 Mil Syd for Varberg gik der utvivlsomt ligesom nutildags en Tværvej mod Øst gennem Kirkebyerne Tvanker og Sibbarp til K oing e , hvor den udmunder i Atran-Vejen.

Denne gaar fra Falkenberg paa Åtrans højre Side gennem Landsbyen Ljungby til Koinge, overskrider e. 1800 Alen fra denne llogvadsa, et temmelig betydeligt Tilløb til Atran, og fører derpaa atter paa Åtrans højre Side gennem Kirkebyerne Okome, Gfdlared og Gunnarp over I laliands Grænse til Frblnnda og Risa. 11 vis Ranzau straks vilde have marcheret mod de Svenske, vilde lian sandsynligt have fulgt Sibbarp-Vejen; men dette gjorde han ikke. Som alt nævnt foran (S. 257, Amn. 1), skrev Peder Bilde, at Daniel Ranzau søgte en Vej, ad hvilken han kunde komme frem, da han vilde ind i Vestergotland. Dog vilde han ifølge Axel Gyldenstjerne se Tiden noget an. De Svenske opfatte nærmest hans Bevægelse, som om han vilde søge at komme bort mod Syd, og de ville vide, at et fra den svenske Lejr udsendt Strejfkorps havde slaaet en dansk Postering ved Falkenberg og afbrudt den derværende Bro, saa at Daniel Ran/.au blev forhindret i at gaa over Åtran ved Falkenberg1). Dette nævnes ikke i Beretningerne m. n i.. men bekræftes ved Axel Gyldenstjerne.

Der udtales dernæst i Daniel Ranzaus Beretning, at han den 19. sendte en Styrke ud for at rccognoscere Fjenden, og de Svenske bleve da sete 1l /» Alil fra den danske Ilær ved „Schwararodt“ (Kirkebyen Svartrå?). Det synes, at Daniel Ranzau har lejret sig i Egnen ved Ljungby, gennem hvilken By den senere Fremrykning til Slaget skete, af Hensyn til det nærliggende Vessige Vadested og Vejene derfra paa Åtrans venstre Side, og Afstanden 1 Va Mil til Svartra vilde da nogenlunde passe; men alligevel maa vistnok en eller anden Forveksling have fundet Sted; thi den svenske Hær rykkede ikke frem gennem Svartra, men ad selve ÅtranVejen gennem Gfdlared og Okome til Koinge. Enten eliter virkelig set et svensk Strejfkorps ved Svartrå, eller der er skel en Forveksling mellem dette Navn og Koinge eller Okome, eller Vandløbet Svartra er forvekslet med Hdgvadså. A t Ranzau forlod Kystvejen synes af de Svenske opfattet som et Tegn paa, at Ranzan, forhindret i at komme over Vandløbet ved Falkenberg, vilde søge at finde et Vadested højere oppe1), og dette bestyrkes af den Beretning, at der blandt de svenske Anførere skal have været Stemning for. at Angrebet paa de Danske burde opsættes, til de havde overskredet Vadestedet; men Erik X IV ’s bestemte Befaling bevægede dem til ikke at vente2). A f de to Hære, der saaledes nærmede sig hinanden, var den danske den underlegne, hvad Antallet angaar. En bestemt Styrkeangivelse for den haves i Kongens førnævnte Skrivelse til Raadet i Liibeck. Ifølge denne bestod den af i alt 20 Fænniker Fodfolk (14 svage, tyske Fænniker og G Fænniker jydsk Udbud), G „Gesclnvader“ Rytteri, halv danske og halv tyske, foruden Trainets bevæbnede (1 Musse- og 1 Stalddrengefane). I Daniel Ranzaus Beretning er der ikke Talangivelser angaaende Styrken: men der nævnes i Beskrivelsen af Slaget for Rytteriets Vedkommende 5 Faner, nemlig Movrids Podbusks (den fyenske), Ilak Holgersen Ulfstands (den skaansko med Tilskud af den sjælandske), Frans Banners (den jydske), Henneke Tornow s (tidligere hovedsagelig tyske Hoffane) og Josva v. Qualens (tyske hvervede). Derhos nævnes Rendefanen, men da denne som foran omhandlet, dannedes ved Afgivelser fra de egentlige Faner, bliver Styrken overensstemmende i begge Angivelser, nemlig 5 Faner eller G „Geschwader“ , idet der ved det sidste Udtryk betegnes en taktisk Enhed og ikke den administrative. der benævntes Fane l ). Hvad Fodfolket angaar, da nævnes i Beretningen dels Daniel Ranzaus egne Knægte, dels „die Höllischen“ Knægte, medens der i Tabslisten nævnes „Daniel Ranzaus und Georgen v. Holl gemeinsame Regiment“ . Efter at Jürgen v. Holle personlig havde faaet Afsked i Novb. 15G32), var hans Regiment vedblevet at bestaa og var blevet stillet under Daniel Ranzau. Som Feltoberst førte denne dog ikke umiddelbart Befaling hverken over dette eller over sit eget Regiment, men de førtes af Oberstløjtnanterne, Lazarus Streekfuss ved Jürgen v. Holles Regiment og Joakim Plato ved Daniel Ranzaus3). En Undersøgelse, som her vilde optage for megen Plads, tyder hen paa, at det første af hine bestod af 10 tyske og det andet af 4 tyske og G jydske Fænniker. A rtilleriets Styrke tindes ikke angiven. Der findes næppe andet, der kan give Oplysning om denne, end at der betaltes Hest af Sold til 30. Novb. 15G5 ti. nogle faa Befalingsmænd, blandt hvilke Rudolf v. Deventer som underordnet Arkelimester, ld mest tyske Bøsseskytter, 3 Tømmermærid og rib Vognsvende, som vare med Obersttøjmester Niels Ulfstand ved Varberg og havc.e deltaget i Slaget1). Selv om ogsaa nogle af de mindre Kanoner tilsammen have været stillede under l Bøsseskyttes Befaling, og nogle Bøsseskytter ere faldne, giver dette dog kun en temmelig ringe Artilleristyrke.

Den svenske Hærs Styrke angives ikke lidet forskelligt. I sin Skrivelse af 27. (Jkt. 15G5 fremsætter Frederik II, at den bestod af 3C> Fænniker Fodfolk og 17 „Gesehwader“ Hytteri, og dette støLler sig sagtens til en Opgivelse, som Kongen har faaet, men nu ikke længer haves, hidrørende muligt fra en Udspørgen af Fanger. 1 Daniel Ranzaus Beretning af 21. Okt. omtales ikke Fodfolkets og Rytteriets Styrke, hvorimod der angives, at Artilleriet bestod af 48 Stykker, store og smaa, og dette støtter sig vistnok til en Optælling, da det hele Artilleri blev taget af den danske I her"). Andre Opgivelser om Fodfolket og Rytteriet, der svare .il Kongens (3(i Fænniker og 1(> Faner), tindes fremsatte fra dansk Side3); men de ere utvivlsomt alt for høje for Fodfolkets Vedkommende. Ifølge den af Tidander fremsatte Liste var der 15— l(j Faner Rytteri, hvoraf 4 tyske, 1 skotsk, og 25 Fænniker Fod folk4). Dette afviger kun lidet fra. hvad der alt blev fremsat i ældre T id 5), og stemmer med, at flere Fænniker, som hørte til de Regimenter, der deltog i Slaget, ikke vare til Stede,, idet de i Forvejen vare befalede andetsteds h e n 1).

I sin Beretning udtaler Ranzau, at han den 20. en Tim e før Dag drog ud med en Styrke af Ryttere og Knægte for at rekognoscere, at Forvagten lik den fjendtlige Forvagt i Sigte ved Landsbyen Axtorna („Aster, Asterdt“), at begge søgte at bemægtige sig nogle derværende Højder og Kuller („Berge“ ), og at det lykkedes den danske Styrke, som var med Daniel Ranzau, at gøre sig til I terre over disse, hvad der var en betydelig Fordel. For ret at forstaa saa vel dette som det efterfølgende maa der kastes et Blik paa Jordsmonnet ved Axtorna. Som hosføjede Skizze') viser, gaar der fra Syd henimod Koinge Kirke en Aas, omtrent parallel med Hogvadså. Som alle Aase i denne Egn har den stejle Sider og bestaar af G ranit, der stundom træder frem i Dagen, stundom er bevokset med Mos og Lyng, ikke sjældent med Skov eller Krat. Paa dens østlige Side ligge Gaardene i Axtorna, hvis Marker, nu til Dels adskilte ved Stengærder og nærmest Aasen ofte bevoksede med Krat, skraane ned til Ljungby-Vejen (Vejen Ljungby-Kdinge). Syd for Axtorna fremtræder en anden og højere Aas, Hbgås, som staar i Forbindelse med den forrige. Den tvinger Vejen til at gøre en Bugtning mod Øst. Omtrent hvor Aasen ender, ligger der mellem Vejen og Aaen to mindre Højder med temmelig jævnt skraanende Sider, Hunsberg og Byaberg, fra hvilke der er god Udsigt mod Nord og NV. udover det Dalstrøg med dyrkede Marker, som findes fra Aasen og ned imod Vandløbet.

Særligt er Jordsmonnet neden for disse Højder udmærket egnet til Optræden af Rytteri, og fra Hunsbergs mod Nord vendende Skraaning er der et ypperligt Skudfelt for Artilleri. I Dalstrøget løber en lille, først nærmere ved Hogvadså noget indskaaren Bæk, og Nord for denne hæver sig til betydelig Højde en aleneliggende, krat- og skovbevokset Kulle, Ø berg1), hvorfra der maa haves en meget vid Udsigt, især mod Nord og Øst. Det er sandsynligt denne Højde og dens nærmeste Omgivelser, som den med Daniel Ranzau fulgte Styrke, der efter da almindelig Krigsbrug har bestaaet af Avantgardens Folk, Rendefanen og Skytter til Fods, søgte at bemægtige sig, og som det lykkedes den at fastholde. Tiden gik ben indtil Kl. 10 F. med ubetydelig Skærmydsel. Da rykkede bele den svenske Hær frem-), lod Feltskyts bringe op paa de nærmeste 1 løjder og aabnede en heftig Ild , der bragte Daniel Ranzau til at erkende, at det var de Svenskes bestemte Hensigt at lade det komme lil et Slag. Han befalede da den Styrke, som befandt sig hos ham , at trække sig tilbage til Hovedstyrken, som da i det mindste maa have begyndt sin Opmarche. I Daniel Ranzaus Beretning siges ikke, hvor den tog Stilling, kun at de Svenske ansaa Tilbagegangen for et Tegn til. at Hæren i sin Helhed vilde trække sig tilbage. De lod da baade deres Artilleri og Hovedstyrke rykke videre frem, delte Hæren i 2 Hobe og fratog derved de Danske den store Fordel, de hidtil havde haft af Vinden, som den Dag var meget stæ rk1). De lokale Fo rh old , Sagnene og selve Valpladsens umiskendelige Beliggenhed2) gør det dog saa godt som utvivlsomt, at den danske Stilling fra først er tagen paa Hunsbergs og Byabergs nordlige Skraaning, medens den svenske Hær ved at rykke frem ad den gamle Sibbarp-Vej med en Del af sin Styrke har søgt at overfløje den danske Stilling foruden at gøre sig til Herre over denne Vej, der jo umiddelbart førte til Varberg. Denne Del af den svenske Hær er da marcheret op tæt ved Vejen og har taget Stilling paa de ved Aasen neden for Ørkulle liggende Marker, medens den øvrige Del af Hæren er forbleven paa og ved Ljungby-Vejen. I Stillingen ved Ørkulle havde de Svenske ikke Vinden imod sig, naar den som forudsat var vestlig eller sydvestlig 'j.

For at forebygge Følgerne af de Svenskes omgaaende Bevægelse lod Daniel R an zau , ifølge hans Beretning, hans eget Regiment og 6 Geschwader Ryttere tage Stilling imod den fremrykkende svenske Styrke. De Svenske antog, at dette galdt Dannelsen af en Arrièregarde, og ansaa det for en Bekræftelse paa deres Formodning om, at de Danske vilde trække sig tilbage. De Svenske opgav derfor de Fordele, som de vilde have haft ved at forblive i Stillingen ved Ørkulle og gik over til Angreb. Sammenstødet fandt da Sted ved Middagstid. Ifølge dette maa Daniel Ranzau sandsynligt have ladet sit Regiment og de 3 Geschwader foretage en Bevægelse2), saa at de kom til at staa omtrent parallelt med den svenske Stilling ved Ørkulle, og saaledes, at den danske Stilling kom til at udstrække sig omtrent fra Foden af Hogås over Ljungby-Vejen forbi Hunsberg til Byaberg. I den blev den da angreben dels fra Ørkulle og dels fra Axtorna 1). En nøjere Redegørelse for, hvorledes Tropperne vare fordelte i Stillingen, er umulig. Der kan blot fremsættes en Antagelse, grundet paa Datidens Taktik. 1 Daniel Ran/.aus Beretning siges, at det første Sammenstød („Tretten“) skete ved, at han selv gik frem med Rendefanen og Movrid.s Podbusks Fane mod 5 fjendtlige Faner, blandt hvilke 1 tysk Hoffane. Der siges dernæst, at det andet Sammenstød skete mellem Josva v. Qualens, Hak Holgersens samt Frans Banners Faner og G fjendtlige Faner, blandt hvilke 8 tyske, medens det øvrige svenske Rytteri samtidig blev truffet af Rendefanen, Henneke Tornow s Fane og de 2 Fodfolksregimenlers Mussefane. Endvidere siges, at Daniel Ran/.aus Knægte stødte sammen med den ene Halvdel af det svenske Fodfolk og v. Holles med den anden, hvornæst Vor Herre overalt gav de Danske Sejren, saa at straks i det første Sammenstød baade de svenske Ryttere og Knægte flygtede og lod Artilleriet i Stikken. Efter denne Beretning og det foregaaende synes det rimeligst, at Rendefanen eller den Del af samme, der om Morgenen var fulgt med Daniel R an zau , har stillet sig paa højre Flø j ved Byaberg, paa hvilket Sted eller paa Hunsberg Daniel Ranzau da selv har taget Stade som d e t, hvorfra Ljungby-Vejen bedst kunde overses. Her har tillige i Forvejen Movrids Podbusks og Henneke Tornow s Faner befundet sig, og til disse har Mussefanen sluttet sig. Nærmest ved dem har v. Holles Regiment staaet, tæt ved Artilleriet paa Hunsberg, dernæst Daniel Ranzaus Regiment og yderst paa venstre Fløj Josva v. Qualens, Hak Holgersens og Frans Banners Faner 1). Slaget er da begyndt paa højre Fløj med et Frem ­ stød, som Daniel Ranzau selv har foretaget med en Del af Rytteriet, særlig Movrids Podbusks Fane2). Det mærkelige i, at 5 fjendtlige Faner besejredes i dette Sammenstød, som overhovedet det svenske Rytteris Uheld, forklares af de Svenske med, at de tyske Ryttere i den svenske Hær ikke optog Kampen, men straks flygtede3). Her var der dog kun 1 Fane Tyske, og en Forklaring kan derfor vel snarere søges i den Overlegenhed, ved hvilken det danske Rytteri stadig gjorde sig frygtet, og som maaske til Dels havde sin Aarsag i en bedre A n ­ vendelse af den da først nylig optagne Kolonnetaktik1). Omtrent samtidig har Sammenstødet sandsynligt fundet Sted mellem Rytteriet paa den danske, venstre Flø j og Rytteriet paa den svenske, højre Flø j, ligeledes mellem Rendefanen, Henneke Tornow s Fane samtMussefanen og det øvrige, svenske Rytteri, 5— G Faner, der vistnok have hørt til den Del af den svenske Hær, som da befandt 'sig paa Ljungby-Vejen og ved Axtorna Ry. Daniel Ranzaus Regiment er kommet i Kamp med det svenske Fodfolk, som var rykket frem ad Sibbarp-Vejen henimod Ørkulle, og v. Holles med det Fodfolk, som hørte til den anden Halvdel af den svenske Hær, eller snarere kun med noget af samme, da dot ifølge Jordsmonnet næppe har kunnet udvikle sig ganske, men til Dels endnu har befundet sig i Marche paa LjungbyVejen 2).

Ifølge Daniel Ranzaus Beretning fandt der efter det første Sammenstød en Forfølgning S ted; men da Fjenderne vare saa talrige, at man ikke kunde forfølge dem alle Vegne, samlede en Del af det svenske Rytteri sig atter og drev Forfølgerne tilbage. Derpaa blev dette Rytteri selv standset og maatte vige for 2 danske Fan e r*). Ogsaa det svenske Fodfolk gik atter frem, forsøgte at gøre sig til Herre over Valpladsen og erobre det danske A r tille ri, men blev standset ved Hjælp af Stalddrengene og drevet tilbage. Understøttet af Rytteriet gjorde det svenske Fodfolk tilsidst et tredje Angreb paa Daniel Ranzaus Knægte og omringede disse, saa at' næppe nogen af dem vilde være kommen derfra, hvis ikke Rendefanen og Tornow s Fane vare ilede frem til H jæ lp2). Den omhandlede Forfølgning maa ifølge Kamppladsens Beliggenhed hovedsagelig være foregaaet i Retning af Axtorna og Köinge, hvorhen de flygtende naturligst iriaatte vende sig, baade fordi de her kunde optages eller faa Beskyttelse af de bageste, hidtil urørte Dele af det svenske Fod folk, og fordi Broen over Hogvadså, over hvilken Flæren var marcheret frem til Slaget, laa i samme Retning. T il Dels har Forfølgelsen dog vistnok ogsaa været rettet mod det foran (S. 279, Anm. 1) nævnte Vadested Herrdämm en1)- Det Fodfolk, som blev standset af Stalddrengene, har vistnok hørt til den anden Halvdel af den svenske Hær, men har under Opmarchen ikke faaet Tid til at danne fuldstændig Slagorden, medens det Fodfolk og Rytteri, som udførte det tredje Angreb, synes at have hørt til de Styrker, der oprindelig befandt sig ved Ørkulle. Med dette Angreb endte Slaget, idet de Svenske, da det var afslaaet, ifølge Daniel Ranzaus Beretning, overalt flygtede, efterladende det hele Artilleri. Deres Tab anslaas i Beretningen til 3000. men er vistnok overdrevet, medens de Danskes Tab kun ansættes til 300, hvad der aabenbart er for lavt, idet allerede blot Rytteriet, efter hvad der blev fremsat af Ranzau selv den 25. Okt., maa have lidt et større Tab (se foran S. 63).

Blandt de faldne er stadig Sten Rosensparre bleven særlig erindret, dels ifølge hans høje Stilling som Kongens Krigskommissær og dels fordi der rejstes ham et Mindesmærke paa det Sted, hvor han faldt, og hvor han blev begravet, indtil hans Lig endelig blev ført til Skarhult (c. l 3/4 M il NØ. for Lund), hvor det af ham 1562 opførte, prægtige Herresæde ligger, og i hvis Kirke han blev jo rd e t1). I Daniel Ranzaus Tabslister findes han og Gans v. Putlitz opførte som faldne under Kendefanen2), det vil sige, at de have hørt til Feltoberstens Stab eller holdt ved denne. Det synes utvivlsom t, at han er falden den 20. O k t., dog kan dette næppe være sket i selve Slaget, thi Stedet ligger langt fra den egentlige Kampplads, paa det øverste af Aasen Syd for Koinge K irk e , omtrent 1000 Alen Syd for denne. Efter at Mindestøtten i Tidens Løb var bleven ødelagt og til Dels flyttet3), besluttede Hallands Fornminnes-Forening 1866 paa ny at rejse en Mindestøtte for ham 4), og det er denne, en smal, c. 3 Alen høj og 3/4 Alen bred, graa, tilhuggen Granitsten med en sokkelagtig Udvidelse forneden og med Indskrift, at Sten Rosensparre faldt her den 20. Okt. 1565, tappert kæmpende for sit Fædreland, som nu findes øverst oppe paa Aasen, saa at den kan ses fra mange Punkter i Omegnen5). Ifølge hvad der berettedes i Egnen , laa dog det Sted , hvor han faldt og blev begravet, og hvor det ældre Monument skal have staaet, c. 130 Alen Vest for det nuværende, og han skal være bleven snigmorderisk dræbt af en svensk Skytte, der havde skjult sig bag en stor Sten, som endnu findes tætved. Fra hint Sted, hvor det ældre Monument har staaet, og som nu er betegnet ved et Hul i Jorden og nogle omliggende Sten, er der ret god Udsigt især mod NØ. og Øst; det mentes, at han er bleven dræbt, medens han rekognoscerede Egnen efter Slaget. Det berettes i det foran (S. 292, Anm. 3) nævnte Haandskrift i Okome Sogns Arkiv, at den, der skød ham, hed Petrus Scriba. Ifølge Sagnet skulde der af de Svenske være udlovet en Belønning til den, der kunde fælde Sten Rosensparre; men der var ment i ærlig Kamp, og Morderen opnaaede kun, at han blev henrettet af de Svenske. — I Axel Gyldenstjernes Beretning siges, at der var mange af de Danske, som ved at forfølge kom for langt frem („forrende sig selffue“), og ved den Lejlighed blev da nogle fangne og nogle slagne, saasom Sten Rosensparre, Lave Brok o. fl. Der siges ikke, om det var under den første Forfølgelse, eller da Slaget var endt, men efter Stedet, hvor Mindestøtten fandtes, synes det at maatte være sket paa det sidstnævnte Tidspunkt.