Spørgsmålet om, hvorvidt personer, der er straffede, kan for­ rette militærtjeneste, har, lige siden man i forsvaret afløste hverv­ ning med værnepligt, været afgjort i de til enhver tid gældende værnepligtslove, og det har i Danmark ligesom i flere andre lande været således, at visse alvorligere straffe medførte udeluk­ kelse fra retten til at aftjene værnepligten i værnene. Dette hænger vel oprindelig sammen med, at der fra gammel tid har været knyttet et æresbegreb til forsvaret af fædrelandet, og den, der gennem grove forbrydelser så at sige satte sig udenfor sam­ fundet, var ikke værdig at deltage i landets forsvar. Det synspunkt har formentlig også gjort sig gældende, at når man nu gennem den almindelige værnepligt samler alle tjenstdygtige mandspersoner i den kollektive tilværelse, som naturligt følger med militærtjene­ sten, så skal „ordentlige mennesker“ ikke tvinges til samliv med grove forbrvdere. Dette sidste synspunkt horer nu i hvert fald lor- tiden til, idet nutidens syn på forbryderen ganske naturligt også gør sig gældende på værnepligtens område.

Det er interessant at se, hvorledes synet på dette spørgsmål har forandret sig ganske langsomt, efterhånden som værnepligts­ lovene er blevet ændrede.

Efter at hvervningen i Danmark var ophørt i 1808, og hæren derefter kom til at bestå alene af udskrevne folk, blev der givet en mængde resolutioner, reskripter, plakater og forordninger an­ gående værnepligten, der jo fra gammel tid hovedsagelig hvilede på bondestanden. Der kom en hel række bestemmelser om, hvem der skulle fritages for værnepligten, og blandt disse bestemmelser findes også et kgl. rescr. af 29/5 1822, der fastsatte, at alle, der var straffet med vanærende straffe som fæstnings-, tugt- og rasp- husarbejde, ikke måtte udskrives til krigstjeneste, hvorimod for­ bedringshusarbejde ikke undtog nogen fra krigstjeneste.

Den første lov, der indførte almindelig værnepligt, var faktisk ikke nogen lov i nutidens forstand, men en forordning, givet under enevælden. „Anordning om ekstraordinær udskrivning af den hidtil for værnepligten fritagne befolkning“ af 23/9 1848 blev, som datoen udviser, udgivet i krigens tid med det formål at få inddraget de hidtil for værnepligten fritagne personer under militærtjenesten, og denne anordning omtaler intet om straffede personers fritagelse eller udelukkelse fra militærtjenesten.

Imidlertid havde man jo som anført bestemmelsen af 29/5 1822, der stadig må antages at have været gældende.

Den første egentlige værnepligtslov nf 12/2 1849 var genstand for en meget grundig rigsdagsbehandling, og under denne blev også problemet med de straffede personers adgang til at aftjene militærtjeneste meget omhyggeligt drøftet, og resultatet blev, at man i lovenes § 7 for stedse udelukkede alle, der var „dømt på æren“ eller havde lidt straf af offentligt arbejde. Det er interes­ sant i rigsdagsforhandlingerne i 1849 at studere de synspunkter, der blev gjort gældende på dette område. Ørsted udtalte således

(Sp. 636): Ingen, der er dømt til forbedringshusarbejde, kan blive borger — det er derfor en krænkelse af arméen at modtage så­ danne personer........de vil let under krigstjenesten blive behand­ lede med ringeagt af deres kamm erater..........

Andre rigsdagsmænd så anderledes på det og fandt udelukkel­sen fra værnepligten for hård, og de gav faktisk allerede dengang udtryk for, hvad vi i dag vil betragte som et mere moderne syn på forbryderen. Det blev imidlertid datidens strenge syn på for­ bryderen som den „plettede“ person, der sejrede.

Da værnepligtsloven i 1861 blev revideret (Lov om værnepligt for kongeriget Danmark af 2/3 1861), var det faktisk det samme syn på forbryderen, der gjorde sig gældende. Lovens § 5 handlede om „dem, der ere uværdige til krigstjeneste“, og de var udeluk­kede for stedse.

Lov om værnepligt af 6/3 1869 foreskrev (§ 3), at der gives alle, som efter det fyldte 15. år have udstået strafarbejde og som følge deraf ville være at udslette fra tjeneste i hæren og søværnet, vedtegning derom i rullen, men ved meddelelse af æresoprejsning slettedes denne vedtegning. I værnepligtsioven af 8/6 1912 (§ 3) gik den samme regel igen. Det var strafarbejde for en i den offent­ lige mening vanærende handling, der udelukkede fra tjeneste i forsvaret.

I 1937 blev denne værnepligtslov på dette område revideret som følge af ikrafttrædelsen af den nye borgerlige straffelov, hvori bl. a. begrebet strafarbejde var forsvundet og erstattet med „fæng­ sel“. Samtidig var der som tillæg til straffene indført en fortabelse af tle borgerlige rettigheder, og værnepligtslovens § 3 kom der­ efter til at lyde således:

Den, der dømmes til fængsel i mindst 4 måneder eller til hensættelse i arbejdshus eller sikkerhedsforvaring, og hvem de borgerlige rettigheder samtidig frakendes, udelukkes fra tje­neste i hæren og søværnet, indtil han bar generhvervet de nævnte rettigheder.

De således udelukkede kunne i fornødent fald anvendes ved særlige arbejdskommandoer eller på lignende måde.

Da borgerlig straffelov af hensyn til spørgsmålet om de bor­ gerlige rettigheder blev ændret i 1939, måtte værnepligtslovens § 3 også ændres, og den fik da den affattelse, som var gældende, indtil loven den 1/1 1955 blev afløst af den nugældende værne­pligtslov:

Den, der for en forsætlig lovovertrædelse dømmes til fæng­ sel i 4 måneder eller derover eller til hensættelse i arbejdshus eller sikkerhedsforvaring, udelukkes fra tjeneste i hæren eller søværnet i 5 år fra straffens udståelse, eftergivelse eller foræl­ delse eller fra den endelige løsladelse fra arbejdshus eller sik­kerhedsforvaring.

I værnepligtsloven af 11/6 1954. der er trådt i kraft den 1/1 1955, har § 3 fået følgende formulering:

Den, som for en forsætlig lovovertrædelse ved dansk eller fremmed domstol er idømt ubetinget straf af fængsel i 5 måne­ der eller derover, kan udelukkes fra tjeneste i forsvaret, hvis det i det enkelte tilfæ lde skønnes, at den pågældende er karak­ termæssigt uegnet til sådan tjeneste. Der skal i denne henseende lægges vægt på, om der må antages at være nærliggende fare for, at han vil begå alvorlige lovovertrædelser under en ind­ kaldelse, påvirke de øvrige værnepligtige i uheldig retning eller give anledning til disciplinære vanskeligheder eller for­ sinkelse eller besværliggørelse af uddannelsen. Udblukket er i hvert fald den, som er dømt til arbejdshus, sikkerhedsforva­ring eller psykopatforvaring.

Den, der i henhold til bestemmelsen i stk. 1, 1ste og 2det punktum, bliver udelukket fra tjeneste i forsvaret, kan til en­ hver tid, når mindst et år siden sidste afgørelse er hengået, fremsætte begæring om, at sagen må blive genoptaget.

Afgørelsen om udelukkelse eller bortfald af denne træffes af sessionen efter nærmere af indenrigs- og boligministeren efter forhandling med forsvarsministeren og justitsministeren givne retningslinier.

Som man ser af denne udvikling, er der siden vor første værne­ pligtslov sket væsentlige lempelser med hensyn til straffede per­ soners adgang til eller udelukkelse fra tjeneste i forsvaret, og flere og flere personer, der efter de ældre regler ville være blevet ude­ lukkede fra militærtjeneste, kan nu indkaldes til eller forblive i militærtjenesten.

Det må i denne forbindelse bemærkes, at den straf, der meget hyppigt anvendes overfor unge lovovertrædere: ungdomsfængsel, aldrig har medført udelukkelse fra værnepligten.

Hele denne udvikling stemmer ganske med det ændrede almin­ delige syn på forbryderen, som man efterhånden har fået. Forbry­ deren er ikke som i gamle dage en „plettet“ person, der nærmest var at betragte som udstødt af samfundet og — i hvert fald for de grovere forbryderes vedkommende — nærmest blev betragtet som uværdige til at omgås „ordentlige mennesker“. Problemet er nu, hvorledes man efter udstået straf (eller endog uden straf) kan gøre forbryderen egnet til igen at være et normalt medlem af samfundet og til at tjene sit brød på hæderlig vis. Dette må na­ turligt føre til, at man må ophøre at betragte forbryderen som „udstødt af samfundet“ eller som for stedse „plettet“, idet en resocialisering jo, hvis den skal have udsigt til at give resultat, må ske, så vidt det er muligt, på lige fod med andre medborgere. Det er ikke mærkeligt, at man i bestræbelserne for at finde reso­ cialiseringsmuligheder for unge lovovertrædere bar kastet øjnene på militærtjenesten; thi der findes intet sted i vort samfund, hvor man som under militærtjenesten giver alle uden persons anseelse en aldeles ligelig behandling, og hvor der ikke spørges, hvorfra den enkelte kommer, hvorledes hans tidligere liv har formet sig, om han er rig eller fattig. Alle får en ganske ens behandling, bare de gør deres pligt. Set fra dette synspunkt er det rigtigt, at man har forladt det tidligere princip, hvorefter enhver straf af en vis størrelse automatisk udelukkede fra militærtjeneste, og er gået over til det mere moderne synspunkt, der stemmer med de syns­ punkter, der er lagt til grund for borgerlig straffelovs regler om fortabelse af visse rettigheder som følge af en strafbar handling. Det skal nu i hvert enkelt tilfælde af sessionen afgøres, om den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende er dømt, har afsløret karakterbrist, der må antages at gøre den pågældende uegnet til at forrette militærtjeneste. Der skal altså nu faktisk ske en kassa­ tion af en sådan person, og kassationen skal foretages af den sam­me myndighed, som normalt bedømmer værnepligtiges egnethed til militærtjeneste.

Set med de militære afdelingers øjne ser problemet med de straffede personers adgang til militærtjeneste vel nok noget ander­ ledes ud. Man kan næppe fortænke de militære afdelinger i, at de ikke er umiddelbart glade ved at få et større antal straffede personer til uddannelse. Desværre er der blandt nutidens ungdom vel mange, der, inden de er 20 år, har været i konflikt med straffe­ lovgivningen, og selv om dette for de mindre alvorlige tilfældes vedkommende næppe giver større vanskeligheder, så er der for de grovere lovovertræderes vedkommende en vis betænkelighed ved at skulle modtage sådanne folk til uddannelse. For de personers vedkommende, der har fået straf af 5 måneders fængsel eller der­ over, sker der jo nu en prøvelse af deres karakter netop med hen­ blik på eventuel udelukkelse, men selv folk, der kun har fået f. eks. 4 måneders fængsel, har jo røbet en karakterbrist, som må befrygtes at ville give vanskeligheder. Man må jo gøre sig klart, at en mand, der har fået 4 måneders ubetinget fængselsstraf, næ­ sten altid flere gange forinden har været i konflikt med straffe­ lovgivningen. For de ganske unge lovovertræderes vedkommende begynder man jo gerne med tiltalefrafald mod, at den pågældende undergives børneværnstilsyn, og dette kan godt ske et par gange.

Derefter følger gerne en betinget straf, og når en mand endelig får en så alvorlig straf som fængsel i 4 måneder ubetinget, kan man meget ofte regne med, at adskillige tidligere foranstaltninger ikke har hjulpet, og at der altså karaktermæssigt er noget i vejen med den pågældende, og man må da forudse, at der på forskellig vis kan blive vanskelighed med ham. Når dertil kommer, at sta­ tistikken udviser, at omkring halvdelen af de straffede personer er recidivister — selv om man kan håbe på, at recidiv ikke ind­ træffer under selve militærtjenesten — så er det vistnok ikke ufor­ ståeligt, at man ikke ved de militære afdelinger er så glade ved de straffede personer.

Men når henses til den samfundsmæssige betydning, det har, at man kan bidrage til en del unges resocialisering, er det jo en betydningsfuld opgave, der dér tildeles de militære afdelinger. Spørgsmålet er derefter, om man kan regne med, at de militære afdelinger er således stillede, at de kan løse denne opgave med heldigt resultat. Da det drejer sig om en pædagogisk påvirkning af vanskelige folk, synes dette resocialiseringsarbejde at måtte kræve ældre og modne befalingsmænd, der, om man så må sige, „faderligt“ kan tage sig af den enkelte person, således at denne ikke drukner i den store flok og tror sig helt ubemærket, og livor fristelserne kan tage overhånd. Det kan jo ikke nægtes, at kaserne­ ringen af mandskabet i sig selv rummer en fristelse for karakter­ svage personer især med hensyn til berigelsesforbrydelser, og der­ for har man til stadighed et vist antal kasernetyverier. Det må også tages i betragtning, at befalingsmændenes adgang til at følge den enkelte mand udenfor tjenesten er meget begrænset. Skulle befalingsmumdene kunne følge den enkelte og virkelig føre tilsyn med ham og yde ham hjælp til at komme på ret køl, måtte der faktisk gives en bestemt befalingsmand beføjelse som tilsynsværge. M en dels savner forsvaret desværre endnu et tilstræ kkeligt antal modne og ældre befalingsmænd, der kan påtage sig et sådant til­ synsværgemål, og dels vil det jo i det hele være betænkeligt af hensyn til kammeraterne at træffe foranstaltninger, der kan røbe, at der „er noget i vejen“ med den eller den menige.

Nu har det af Ørsted i 1849 fremsatte synspunkt: at de straf­ fede personer under krigstjeneste ville blive ringeagtede af deres kammerater, ikke mere gyldighed. Jeg er aldrig stødt på et til­ fælde, hvor en tidligere straffet mand har udtalt sig om, at han har følt sig ilde anset blandt kammeraterne, fordi han rar straffet. Soldater er ualmindeligt tolerente overfor kammerater med hen­ syn til disses fortid, men de reagerer, hvis den pågældendes karakterilefekt viser sig i form af dårligt kammeratskab, bisseagtig op­ træden og lignende, men ikke som følge af en straf, der tidligere er overgået den pågældende. Men derfor kan det jo alligevel virke uheldigt for den pågældendes resocialisering, hvis han ved, at kammeraterne kender hans fortid, og derfor må kammeraterne ikke få noget at vide om den enkeltes fortid, livis man fra mili­tær ide kan hindre det.

Men selv om man således kun har ringe mulighed for at følge den enkelte i hans fritid, og man ikke har så mange ældre og modne befalingsmænd, at man kan tage sig personligt af den enkelte mand, så ligger der dog en god resocialiseringsmulighed deri, at den pågældende mand ved, at han under militærtjenesten bliver regnet som lige så god som alle de andre, at han liar mu­lighed for gennem god militærtjeneste at skaffe sig gode „soldater­ papirer“, og at han dermed muligt har adgang til stillinger, hvor gode soldaterpapirer er af betydning. Det er da også en kends­ gerning, at tidligere straffede personer meget ofte viser sig at være fortrinlige soldater, hvis altså karakteren kan holde til den belast­ ning, som militærtjenesten nu engang er for alle soldater. Ikke så sjældent sker det, at en sådan mand, der er straffet som civil og har begået en mindre militær forseelse, interesserer sig meget for, om denne forseelse nu medfører, at han ikke kan få gode soldaterpapirer, hvilket han har tilstræbt at få. Det kan ofte væ­re taknemmeligt at hjælpe en sådan mand til at redde soldater­ papirerne.

Et af de vanskeligste problemer opstår, når sådan en mand, der gerne vil benytte soldatertjenesten som resocialiseringsmulig­ hed, og som har gjort sit bedste for at vise sig som en god soldat, melder sig som befalingsmandselev og dér som følge af sin tid­ ligere straf ikke opnår optagelse på befalingsmandsskolen. Jeg bar flere gange børt sådan en mand udtrykke skuffelse over ikke at kunne blive befalingsmand, og der ligger lier for den pågældende underafdelingschef en stor opgave i på anden måde at gengive manden troen på, at han trods skuffelsen alligevel opfylder en plads indenfor forsvaret, og at også folk, der ikke kommer på skole, regnes som gode soldater.

Det er for sådan en mand et vanskeligt problem. Det er ube­ strideligt, at man må stille store moralske og karaktermæssige krav til befalingsmandsemnerne, og selv om en mand, der har ud­ stået sin straf, skal regnes som lige så god som andre mennesker, så kan man ikke udsætte en ung befalingsmand for, at hans frem­ tidige undergivne genkender ham som medfange fra ungdoms­ fængslet eller som deltager i de lovovertrædelser, de selv har været med i. Man kommer næppe uden om den skuffelse, som den straffede person kan få ved, at han ikke kan få alle sine ønsker opfyldt. Han liar ved sine lovovertrædelser afsløret en karakter­ brist, og der består trods alt en recidivfare, der medfører, at en mand, der er straffet for bedrageri eller underslæb ikke uden videre kan blive intendanturløjtnant og få betroet en kasse eller som f ourer eller våbenmester kan få betroet statskassens m idler. Tilsvarende er det jo også i det civile liv. Men bortset fra de naturlige begrænsninger, den pågældendes karakteregenskaber må sætte, ligger der en stor opgave for forsvaret i at medvirke til at rette de personer op, der af en eller anden grund er kommen på kant med straffelovgivningen, og denne opgave synes at vokse i omfang, efterhånden som færre og færre straffede personer ude­ lukkes fra tjeneste i forsvaret. Man må håbe, at forsvarets afde­ linger efterhånden må blive sat i stand til at løse denne opgave. Løsningen synes at kræve ældre og modne befalingsmænd, idet det vistnok er for stor en opgave at stille de jævnaldrende befa­ lingsmænd, men det er et område, livor et godt samarbejde mel­ lem underafdelingschefen og socialrådgiveren bar den største be­ tydning. Endvidere er det et område, livor man må være forberedt på at få skuffelser. Men de tilfælde, hvor man bar held til at hjælpe en ung mand ind på den rette vej, må da give den til­ fredsstillelse og glæde, der opvejer skuffelserne.

S. Wahlstrøm.