Hans kritikere agiterer tidlig og silde for hans afskaffelse (men ikke for afskaffelse af det specielle arbejde, han udfører). Han ved selv, at han „har lavet det godt for sig selv“ (og hans viden giver ham en følelse af skyld). Få vil indrømme, at hans slags bliver stadig talrigere og uundværligere (for uundværlig er han). Dette paradoks er stabshjælpere.
Således indleder Captain Roger Little, Medical Service Corps i ARMY November 1956 nogle betragtninger vedrørende de værnepligtige stabshjælpere af alle grader i US Army. Problemstillingen er den samme for stabshjælpere i den danske hær, omend de for størstepartens vedkommende har status som reserveofficerer.
Nedenfor er de amerikanske betragtninger behandlet set ud fra danske forhold og vel at mærke feltforhold.
Se på mændene i et stabskompagni, og De liar et lille billede af hele hæren. Blandt dem vil der være specialister med stor dygtighed og anseelse samt almindelige geledsoldater. De skal ses sammen, fordi kontrasten tydeligt udpeger den virkelige stabshjælper for Dem. Han er en af dem, der arbejder i en af stabens sektioner eller beklæder et specialjob i en deling. Hans dygtighed værdsættes højt, og hans skøn influerer på chefens og stabsofficerernes afgørelser. Alligevel er hans stilling mere ustabil end kammeraternes, thi hvis stabshjælperen fejler, vil han nemlig hurtigt blive reduceret til almindelig geledmand.
Stabshjælpere er en elite. Som regel har de et eller flere fortrin, som folkene i geleddet mangler: speciel faglig dygtighed, flere års teoretisk uddannelse eller mange års praktisk tjeneste i et tilsvarende civilt job som det, de nu varetager i staben.
Han kommer sandsynligvis fra et ganske godt betalt job og fra et af de højere samfundslag. Han ser mere objektivt på hæren end hans kammerater ved frontkompagnierne og betragter det militære apparat som et samfundsbevarende nødvendigt onde.
Et andet træk ved stabshjælperen er hans tilsyneladende beske og kyniske holdning over for hæren. I mange tilfælde er dette imidlertid ikke andet end et dække; hvad enten det er rigtigt eller ej, betragter han den traditionelle „korpsånd“ som noget temmeligt barnligt. Han synes, at talen om patriotiske følelser er noget, man ikke skal give sig af med. I virkeligheden, og selv om han ikke gerne siger det højt, har stabshjælperen dog mere kærlighed til sit land og sin hær, end han giver det udseende af.
Hans gejst gælder ikke parader, faner og flag, men mere hans sektions evne til at få stabens arbejde til at gå jævnt og effektivt, og til trods for, at han afskyr militær anstand og disciplin, erkender han nødvendigheden heraf. Han ved, at for at kunne fungere må en hær være autokratisk, selv om det irriterer ham umådeligt.
Ligegyldigt, hvad det er, der gør disse folk anderledes, så er de mere kosmopolitiske end folk fra geleddet i almindelighed. De lægger mere vægt på det håndgribelige, de bedømmer individer og grupper ud fra deres evne til at klare arbejdet og er skeptiske over for symboler, ritualer og traditioner. De er i deres specielle job ikke meget for at bruge skemaløsninger eller standardregler.
Men de er tillige folkene i kulisserne. Deres plads og arbejde i stabssystemet er de usetes arbejde, og, hvis de bliver set, da at gøre sig ubemærkede. De må søge at ligne den clief, i hvis stab de arbejder. De er en del af hans „kommanderende personlighed“. Alligevel ser de til trods for deres indsats af evner og flid sjældent en opgave fuldendt. Til forskel fra mændene i geleddet, hvis indsats direkte mærkes hos fjenden, bidrager stabshjælperen kun med planlægningen af kampen og har under denne sjældent nogen mulighed for aktiv indsats.
„Idealbilledet“ i den militære organisation er billedet af den i felten kæmpende soldat. Det er det billede, man forventer, at alle soldater, mandskab og officerer, gruppeførere og divisionschefer rystes sammen i, selv om det kun er virkelighed for en lille del af dem. Men feltsoldaten er tiddannet på eet grundlag, stabshjælperen på et andet. I samme grad, som grundlaget for feltsoldatens tilstedeværelse svinder, synes billedet af ham kunstigt og prætentiøst. Tilsvarende har stabshjælpere de største vanskeligheder med at opføre sig som noget, de ikke er eller med andre ord som feltsoldater. Dette har intet at gøre med deres evner eller duelighed til at kæmpe i en uventet nødsituation.
Antallet af stabshjælpere vokser hurtigt for tiden. Forøgelsen svarer til, hvad der oplyses fra det civile liv. Den største stigning i nogen beskæftigelsesgruppe i Danmark i perioden fra 1940 til 1950 var ifølge Statistisk Departement at finde inden for gruppen „kontorfunktionærer, stats- og kommunaltjenestemænd“. (* Der eksisterer næppe en forretning, som ikke har udvidet sin „stabssektion“ uhyre. Den er accepteret som nødvendig for at drive forretningen. Disse folk har bedre arbejdsbetingelser, funktionærstatus og højere grad af respekt i deres „hvide flipper“, de er stabshjælpere i det civile liv.
1 militærorganisationen er stabssektionens personel vokset tilsvarende; men ikke uden bekymring. Det blotte antal af stabspersonel gør cheferne brødebetyngede og bange for udviklingen af en „skrivebordshær“. Dog vedbliver stabssektionens anseelse at vokse. Det er det sted, hvor officerer og mandskab helst vil være. Efterhånden som hærens organisation udvides og bliver mere kompliceret — først og fremmest på grund af den tekniske udvikling — kræves der mere personel i hvert led for at få dem til at arbejde. Intet kan vokse uden at kræve flere ledere, og hver leder behøver en stab. Stabshjælperne er kommet, for at blive — og blive flere.
Stabshjælperne har deres egen facon at leve på, og vi kan studere den ved at konstruere en „social baggrund“. Vi kan meget bedre forstå deres adfærd, hvis vi tillige betragter den atmosfære, de arbejder i.
En sådan social baggrund vil ikke sætte os i stand til at forudsige nøjagtigt, hvordan hver enkelt stabshjælper vil opføre sig, lige så lidt som en psykologisk prøve vil gøre det. Men den vil skaffe en baggrund, udfra hvilken vi kan forvente, at stabshjælperens opførsel kan forstås. Hvis vi kan se omgivelserne gennem deres øjne, vil vi bedre kunne forstå deres adfærd.
Vejen til staben.
Der er tre måder, på hvilken man kan blive stabshjælper, og måden er vigtig, fordi den influerer på den særlige holdning, som stabshjælperen indtager til sit arbejde.
For det første kan man være gammel i tjenesten. Jo længere en mand har været i tjenesten, jo mere sandsynligt er det, at han ender i en kommandostations stabssektion eller i et stabskompagni. Hvis han kommer til en stabssektion, er det, fordi han har erhvervet sig et stort forråd af erfaring og kendskab til militær organisation. Han ved, hvad han skal vide, kan anføre tjenestebestemmelserne i søvne og har kontakter udover tjenesten eller tjenestestillingen. Gennem disse kontakter kan han få udført ting, for hvilke der ellers ikke findes kanaler eller samle oplysninger, som ofte undgår stabsofficerernes eller chefens opmærksomhed.
En anden måde at blive stabshjælper på er at blive udvalgt fra et frontkompagni. Almindeligvis sker udvælgelsen helt tilbage på personelkontoret, når en plads bliver tom, og specielle kvalifikationer ønskes. Den mand, der vælges, er højst sandsynlig usædvanlig kvalificeret med særlig faglig egnethed, uddannelsesmæssig baggrund eller militær skoleuddannelse. (Mænd søger sjældent overflytning til stabskompagniet, og de, som gør det, mistænkes for at have lyssky motiver). Udvælgelsesprocessen er en betydningsfuld faktor, der gør stabshjælperne til en elite. For de er i virkeligheden udsøgte folk. Deres erfaring fra frontkompagniet har sjældent indflydelse på deres senere adfærd, bortset fra at den får dem til i højere grad at værdsætte deres forflyttelse til staben.
Den tredie måde er at blive udvalgt fra erstatningsdepotet. Disse mænd når aldrig frontkompagnierne. Dog bliver de sandsynligvis mere begejstrede soldater end den anden gruppe, mændene, som er flyttet op fra frontkompagnierne. De accepterer beretningerne om tjenesten mere beredvilligt, indordner sig strengt, under organisationens traditioner og overvinder aldrig helt en vis lam- mende frygt for, at chefen er en overmenneskelig skikkelse i stabs- dramet.
Tre vigtige personer.
Stabslijælpernes liv påvirkes af tre meget vigtige personer: Chefen, sektionschefen og stabskompagniets chef. De må helt forskelligt fra mændene i geleddet have at gøre med et mangeleddet kommando hierarki. I stedet for at henholde sig til een person har stabshjælperne tre.
Chefen, i hvis hovedkvarter de arbejder, kommer først. For mændene i geleddet har chefen såre mystiske egenskaber, thi de ser ham kun i en ceremoniel rolle, til inspektioner eller ved parader. Men stabshjælperne ser ham tillige som et menneske af kød og blod, og de kender alle hans særheder. Hver eneste af hans handlinger er genstand for samtale i messen eller i kaffepausen. Hans morgenhumør rundsendes med 3 kryds gennem staben ligesom en anden vejrmelding. Overalt, hvor han kommer, bliver hans ord og meninger endevendt for at finde skjulte betydninger. Stabshjælperne kender ham som en kraftudstrålende uerson og anerkender umærkeligt hans krav om at holde tingene i konstant bevægelse.
Den næstvigtigste person er sektionschefen, officeren i hvis stabssektion stabshjælperen arbejder. De kender ham fuldstændigt, og ligegyldigt, om de bryder sig om ham eller ej, bryder han sig om dem, ellers ville han ikke have dem omkring sig. Deres forhold er meget nær det samme som mellem en delingsfører og hans mandskab, når de er ved fronten, med een afgørende forskel: Sektionschefen skal aldrig afgøre spørgsmål, som indebærer stor personlig risiko for hjælperen. Der er herved mindre chance for, at deres venskab vil skade tjenesten. Om stabshjælperen og sektionschefen er på kammeratlig fod afhænger mindre af den faktor, at den ene er værnepligtig (menig, sergent eller løjtnant) og den anden generalstabsuddannet kaptajn af linien, end af, om de synes om hinanden som mennesker. Sektionschefen har en mængde muligheder, som han kan benytte til at opretholde sin stilling i sektionen. Han kan influere på hjælpernes tildeling af ekstra friheder eller standse en lidt, kedelig strafferapports gang o. s. v. Sektionschefen er en mand, man skal stå sig godt med.
Hvordan er sektionschefen iøvrigt?
Der er mange typer sektionschefer. En siger: „De er værnepligtig, jeg er officer. Derfor kan De hverken handle eller tænke på egen hånd, så jeg må lede hvert af Deres skridt og ikke overlade Dem noget ansvar“.
Hans modstykke er officeren, som er lidt for imponeret af sine hjælpere, giver dem store friheder og rettigheder, befrier dem
for det kedelige arbejde og bliver overfamiliær. Set ud fra målet, der skal nås, er denne type værre end den første.
Den ideelle sektionschef siger: „Jeg er professionel soldat. Disse mænd er specialister på deres område. Jeg kræver, at de respekterer mig for mine færdigheder som soldat, og at de udviser normal militær anstand. Til gengæld vil jeg yde disse mænd den respekt for deres specielle færdigheder, som de fortjener“. Denne sektionschef giver ordre uden nedladenhed, og da han respekterer sine folk, respekterer de også ham.
Den herefter vigtigste mand er chefen for stabskompagniet (og hans næstkommanderende).
Stabskompagniets chef har et af de vanskeligste job i hæren. Han forekommer ligesom sektionscheferne i mange udgaver. Der er f. eks. den type, som fuldstændig negligerer sektionerne og udtager de folk, han synes, han har brug for. Denne type betragter ofte sine folk som nogle lavtstående væsener. På den måde får han da også kun en højst middelmådig arbejdsindsats fra dem.
Hans modstykke er den chef, som lever i stadig angst for sektionerne og hellere lader kompagniet forfalde, end han tager folk bort fra sektionerne, selv om han har hårdt brug for dem.
Som i tilfældet med sektionschefen ligger idealet midt imellem. For at opretholde sin enhed må kompagnichefen have folk. Den bedste måde at tage dem på er ikke at tage dem tilfældigt fra nærmeste felt, men at koordinere sit arbejde med sektionschefernes. Han kan almindeligvis gøre dette, fordi en stabssektions arbejde sjældent om nogensinde vil gå i stå, fordi een eller to mand mangler i kort tid, selv om vedkommende føler sig uundværlig.
I stabshjælperens øjne synes hans vigtigste hverv at være at forhindre dem i „at ha’ det godt“. Han giver regler for underbringeisen, foretager inspektioner, improviserer på træningsprogrammet og strides daglig med stabsofficererne om hans mænd i deres sektioner. Hans kommandomyndighed er begrænset til tiden uden for tjenesten. Når et godt arbejde er gjort, er det stabsofficeren, der får glorien, men en rodet lejrplads eller en snavset uniform er kompagnichefen ene ansvarlig for. Når forfremmelse står for, udfylder han papirerne udfra stabsofficerernes og adjutantens anbefalinger. Og når striberne eller stjernerne er sat på, er det sektionschefen, som får takken. Stabskompagnichefen repræsenterer hæren og disciplinen, han er der for at gøre hjælperne til soldater.
Livet i hovedkvarteret.
Stabshjælperne er enere. De er efter al sandsynlighed intellektuelle og skeptiske overfor alle organisationssymboler. Når de lever op og ned ad chefen til daglig, ser ham i korridoren og hører staben diskutere hans bestemmelser, mister hans stilling nogle af sine mystiske egenskaber. Eftersom de er tæt ved de mænd, der fastsætter reglerne, kender de, når de ønsker at omgå reglerne, også hullerne.
Som medlem af en stabssektion har de muligheder og sommetider også magt, som mændene i geleddet ikke har. De kan også drage nytte af chefens mellemkomst, når de er i vanskeligheder, eller når forfremmelse er forestående.
Deres holdning over for chefen er karakteristisk for den måde, hvorpå de betragter de professionelle officerer i almindelighed. Der er stor sandsynlighed for, at stabslijælperen til forskel fra mændene fra geleddet kommer fra samfundet med social anseelse på linie med officerernes.
I uddannelsesmæssig henseende, social baggrund og intellektuel kapacitet er stabshjælperen ofte ligestillet med eller endog højere stillet end officererne i staben eller i geleddet. Desuden bevirker hyppigheden af deres intime kontakt med alle officererne en udjævning af gradsforskellen.
Den kendsgerning, at, stabsofficererne og stabshjælperne udvikler et sådant stærkt kammeratskab eller i det mindste er i en sådan situation, at mulighed herfor foreligger, er en af grundene til de hyppige klager over politik i staben. Det er en velkendt sag, at officerer holder sig tilbage fra personlig forbindelse med værnepligtigt mandskab for i givet tillælde at kunne stå frit og tage beslutninger på grundlag af objektive betragtninger. Når een mand er kammerat med en officer og en anden ikke, kan officeren ikke vælge den ene uden at svigte den anden på en eller anden måde. Dette er noget, som geledofficerer tidligt lærer, fordi de valg, de foretager, ofte er af langt større rækkevidde end, hvem der skal forfremmes. Sektionscheferne bliver sjældent stillet ansigt til ansigt med bestemmelser af samme rækkevidde. Men det er meget vanskeligt for ham at afholde sig fra at slutte venskaber med mænd, som ligner ham på så mange måder, og med hvem han samarbejder så intimt. Dette giver grobund for politik i hovedkvarteret.
Desuden giver den stilling, som stabshjælperne indtager ofte en fordel fremfor officererne i geleddet. De er nær ved chefen og deres sektionschefer. Gennem stabskontorerne går der rapporter om den og den officer. Ligegyldigt, om officeren selv ved det eller ej, ved stabshjælperen en bel del om ham. På grund af den nære personlige forbindelse mellem stabshjælperen, chefen og sektionscheferne er det ikke vanskeligt at influere på en officers omdomme ved hjælp af en henkastet bemærkning eller en snu vurdering. Officeren fra geleddet ved det og behandler stabshjælpere med en hensynsfuldhed, der slet, ikke svarer til deres grad. Stabshjælperen kan i mange tilfælde gøre noget til geledofficerens fordel.
En sidste kilde til anseelse for stabshjælperen er den udstrækning, i hvilken han har adgang til hovedkvarterets „uklassificerede hemmeligheder“. Der er altid en mængde rapporter, rygter og historier, som cirkulerer i hovedkvarteret, men som ikke forventes at komme udenfor dette. Chefen beskæftiger sig med ydelsen i en enhed målt i forhold til en anden. Alternative planer diskuteres, antages på prøve og forkastes så. Officerer flyttes fra en enhed til en anden af grunde, som er vel kendte i staben, men aldrig offentliggøres. Hvis nu stabshjælperen udspreder alt, hvad han ved, vil resultatet blive kaos. Det. vigtigste af alt for at holde på en hemmelighed er, at kun pålidelige mænd gives adgang til den. At være betroet hemmeligheder, som mange officerer ikke har tilladelse til at kende, hæver uundgåeligt stabshjælperens selvagtelse.
Men den anden side af livet i staben er forholdene udadtil ikke blot i arbejde, men også i overordnede kommandomyndighe- ders og underordnede afdelingers syn på dem. Skønt deres dygtighed er nødvendig for kampens heldige gennemførelse, bliver de, når spændingen fra kampen er overstået, betragtet som overflødigt fedt, der burde omdannes til muskler. Ved inspektioner eller parader passeres stabshjælperne sædvanligvis med et nedladende smil. De udgør blot et stykke udstyr, kontorinventar kaldes de ofte, uden præcision eller mandighed, som mændene i geleddet.
En trusel, som er konstant for stabshjælperne er, at de kan miste deres privilegerede arbejde med en forbløffende hast. Når en mand svigter, bliver han sat tilbage i en mindre begunstiget stilling. Selv indenfor stabskompagniet kan han blive anbragt blandt dem, der opretholder vagten eller udfører andet rutinearbejde, og hvis pladserne i stabskompagniet er udfyldt, eller fejlen er mere åbenbar, bliver han sendt i geleddet, der er altid ledige pladser. På det punkt har geledfolkene ingen problemer. De kan ikke flyttes længere ned i geleddet. De evner, som de udvikler til fuldkommenhed, har deres sikre arbejdsfelt i geleddet.
„De har rigtig lavet den“.
Stabshjælperne ved, at de har gjort det godt for sig selv, men de er ikke helt lykkelige for den form for liv, de fører, når de hører, hvordan der er i geleddet. De ville hellere have, at alle havde det som de. De har oftest — affødt af de bedre muligheder, de lever under — større pligttroskab med hensyn til at leve op til deres hverv, end man almindeligvis finder lios mænd i geleddet.
Men selvom de indrømmer, at de har det mere bekvemt i staben, irriteres de over bestræbelser for at gøre deres tilværelse ukomfortabel, netop fordi de er mænd med anseelse. Forsøg på at få dem til at gøre dobbelt tjeneste bliver omgået med alle de kneb, der kan udtænkes. De unddrager sig almen militær uddannelse for at dyrke deres egen særstilling. Denne reaktion fjerner dem fra stabens og stabskompagniets øvrige medlemmer og bevirker forøgede anstrengelser for at omforme dem efter billedet af feltsoldaten. Kampen standser almindeligvis i en kold krig med en stadig spænding mellem stabshjælperne og de, som føler sig fornærmet over førstnævntes privilegerede stilling.
Hvad kan der gøres for stabshjadperen.
Uheldigvis er der sandhed i beklagelsen over, at stabshjælperen er en dårlig soldat, hvad militære færdigheder angår. En fremtidig krigs natur vil sandsynligvis være sådan, at selv stabshjæperne vil komme i direkte kontakt med fjenden nu og da. Som tilstanden er nu, er stabshjælperen i uhyggelig grad utrænet til denne eventualitet. Derfor, for at sikre hans og hans enheds overleven, må hans militære træning øges.
Nu vil man spørge: „Hvordan skal det gå divisionen, den vil ingen lønning få, den vil ingen forsyninger få. Man kan ikke tage folk bort fra deres arbejde“. Men der kan laves en træningsplan, hvorefter ikke alle sektionens folk tages bort på een gang. Det. er ikke nødvendigt at træne dem, så de kan ramme en enøre på en kilometers afstand med et maskingevær, men de skal i det mindste lære betjening og brug af enkeltmandsvåben og af fodfolkets lette gruppevåben.
Det samme gælder fysisk træning, herunder nærkamp. En ]A time eller 3 kvarter hver morgen vil ikke fselv om deltagerne vil sige det modsatte) få arbejdet til at gå i stå.
Stabshjælperen vil ganske givet ikke kunne lide denne form for træning. Han vil skumle, men hvis man fortæller ham, at det er spillets regler, og at det kan frelse hans liv en dag, vil han acceptere det. Man vil måske sige, at denne visen ham respekt og forklaring af årsager er blødsødenhed og forkælelse. Det er måske rigtigt, men en officers militære interesse må være at nå sit mål.
Hvis dette mål er at udnytte stabshjælperne mest effektivt, er dette den bedste måde at nå det på.
Men også moralsk må han støttes. For det første kunne hans stilling gøres mere sikker ved åbent at indrømme, at mænd af hans slags er nødvendige for kamphandlingernes heldige forløb og udfald, og at de ikke er et luksuøst påhæng, der kastes overbord, når det kniber. Ingen forretningsmand skammer sig over at medregne de specialister, han benytter til at drive forretningen.
For det andet må deres særheder accepteres som pris for deres dygtighed. Stabshjælperen er nødvendigvis ikke en mindre effektiv soldat, fordi hans uniform er mindre velpresset, hans eksercits mindre præcis, og hans holdning overfor disciplin og tradition præget af skepsis og ligegyldighed. Han er een slags soldat, og der er mange slags. Hvis hans dygtighed er værd at have i staben, er hans særheder kun en ringe pris at betale for hans bidrag til at få det hele til at gå.
Også under fredsforhold har mange af ovenstående betragtninger gyldighed, og rundt om i hærens stabe, fra regiment til hærkommando, går der i dag adskillige stabshjælpere af kategorier fra menige til konstabler, fra sergenter til løjtnanter, som alle i større eller mindre omfang vil genkende situationen. Disse mennesker, der er stolte af deres evner på et specielt område, og som lever i den særlige atmosfære, der opstår på grundlag af den delikate balance mellem militære og civile færdigheder, der er nødvendig for et effektivt samarbejde, har krav på respekt for og anerkendelse af deres evner fra hærens side, hvilket vil bevirke, at stabshjælperen også respekterer hæren. Tilsammen vil dette bidrage til bedre udnyttelse og udvikling af de af hans talenter, hæren ikke kan undvære.
Lad stabshjælperen mærke, at hæren interesserer sig for ham og lad os huske, at han er ingen døgnflue. Han er en del af hærens New Look, han er kommet for at blive — og blive flere.
Glenskov.
