Af J. A. Bertzow, Kaptajn u. a. T.
De vedvarende Ændringer og Forskydninger i Sovjetunionens Struktur nødvendiggør, ao en Skildring af denne Stats krigspotentiale Forhold hyppigt retoucheres, og den i dette Skrifts Juni og Juli Hefter 1936 optagne Artikkel om Sovjetunionens militære Stilling i Østasien behøver nu at suppleres med nogle karakteristiske Træk1). Paa nærværende Oversigtskort er Grænserne mellem de fornyligt ændrede sibiriske Administrationsomraader kun skønsmæssigt antydet, da paalideligt Kortmateriale ikke kan faas.
’) Det vigtigste i København tilgængelige Kildem ateriale vedrørende Sovjetunionens geografiske, sociale og m ilitære Forhold efter Udløbet a f 1. Fem aarsplan-Periode er følgende: W. I. Meshlauk: Der zweite F ünf jahrplan der Entwicklung der V olksw irtschaft der UdSSR. Moskau, 1936. P. Malevsky-Malevitch: Russia/US.SR. A. complete handbook. New York, 1933—36. N. Mikhaylov: Soviet Geography. London, 1935. Erich Thiel: Verkehrsgeographie von Russisch-Asien. Königsberg, 1934. A. N. Iwanow: Kurze Zusammenstellung über die russische Armee. Berlin, 1937.
Under den 2. Femaarsplan-Periode fortsættes Sovjetunionens rum-strategiske-) Operationer mod Øst med forøget Kraft, idet Faren for et japansk Angreb har fremskyndet forskellige Arbejder i den Fjernøstlige Region for — i det Omfang Naturen tillader — at tilvejebringe et lokalt-okonomisk Autarki og for at styrke den Røde Armés Stilling i de østasiatiske Grænseomraader. Om Detaillerne i disse Arbejder faar udenforstaaende Iagttagere kun spredte Oplysninger, men i sine Hovedtræk er de iværksatte Foranstaltninger almindeligt kendt og tilsigter, 1) at fremme Grænselandenes Kolonisation som Forudsætning for Skabelsen af en Ernæringsbasis, 2) at grundlægge industrielle Hjælpebaser, 3) at forstærke Forbindelsen til Unionens indre Hovedbaser og 4) at udvikle det militære Beredskab i Østen saavel i offensiv som i defensiv Henseende. Som Led i Bestræbelserne for at kolonisere Fjerne-Østen oprettede Centralregeringen 1931 en autonom jødisk Rayon, kaldet Biro-Bidshan, i Amurlandet vest for Khabarovsk, senere udvidet til et autonomt Distrikt med 5 Rayoner paa ialt 4 Millioner ha, og endvidere organiseredes med Statens Støtte i den 1. Femaarsplan-Periode 55 Traktorstationer, 51 Stats- og 1252 Kollektivlandbrug i den Fjernøstlige Region. Yderligere Skridt til at fremskynde Koloniseringen er taget i den 2. FemaarsplanPeriode, blandt andet er udstedt Dekreter, som begunstiger Landbobefolkningen i den Fjernøstlige Region, Transbajkalien og den Burjæto-Mongolske Republik. Begunstigelserne er størst i den Fjernøstlige Region, hvor Korn- og Risdyrkere fritages for enhver Afgift af Naturalier til Staten i et Tidsrum af 10 Aar, og iøvrigt Landbrugernes Skatter er nedsat og Priser forhøjet3). Meshlauk oplyser4), at 2. Femaarsplan forudsætter Tørlægning af et Areal paa 600,000 ha i den Fjernøstlige Region for Dyrkning af Korn o. lign. Angaaende industrielle Nyanlæg nævner Meshlauk for Østsibiriens Vedkommende, at 2 Højovne, 3 Siemens-Martinovne og 2 Valseværk skal fuldføres i 2. Femaarsplan-Periode i Petrovsk i Transbajkalien, at den aarlige Blyudvinding i Kombinatet i Sikhota-Alin Bjergene ved Udvidelse af dets Bjergværker skal stige fra 10,000 til 20,000 t, at nye Koksovne skal anlægges i Fjerne-Østen, og at Planen forbereder Anlæg af Montageværfter og Dokker ved det Stille-Ocean.
2) I denne Terminologi følges v. Schumachers Definition i „Osteuropa", 12/1936, Side 779:
Rumstrategi: = Planordning (De politiske Forholdsreglers Tilpasning til Rum met). Rumomformning (Rummets Tilpasning til de politiske Forholdsregler).
3) Juri Semjonow i „Zeitschr. f. Geopol." 3/1934, Side 192.
4) I sin forannævnte Bog, Side 416.
lkke-russiske Forfattere omtaler særligt 2 store Anlæg i Fjerne-Østen, nemlig et Kul- og Jernkombinat, kaldet Burejastroj, ved Burejaflodens øvre Løb og dens Biflod Niman ca. 300 km fra Amurfloden og en ny By, kaldet Komsomolsk, anlagt ved Landsbyen Perm ved Amur ca. 300 km nordost for Khabarovsk. Skønsmæssigt vurderes Indholdet af Jern- og Kullejerne i Burejabassinet til 2 Milliarder Tons Jern og 150 Milliarder Tons Kulr>), dog maa Angivelsen for Jernets Vedkommende betragtes som overdrevet. Anlægget af Komsomolsk begyndte i 1932, og dens Indbyggerantal angives nu fra 50,000 til 80,000. Denne By omfatter storstilede Havneanlæg, Skibsværft, Vaaben- og Maskinfabrikker, Flyvemaskinværksteder, en Cementfabrik m. m. og vil blive en vigtig Basis for Sovjetunionens Undervandsbaade og andre Krigsskibe saavel paa Amurfloden som i Stille-Ocean. De for Østsibiriens Autarki nødvendige Brændstoffer, Kul og Olie, findes i tilstrækkelig Mængde ost for Bajkal-So. Kul findes foruden i Burejabassinet ogsaa i Kystlandet, paa Sakhalin og i Transbajkalien, hvor nye Grubeanlæg er i Drift ved Bukatshatshi nord for Nertshinsk, men Olie i betydelige Mængder er uheldigvis kun fundet paa Sakhalin, og skulde Olietilførslen herfra blive afbrudt under en Krig med Japan, saa bliver den afhængig af den lange Forbindelseslinie til Vestsibirien, hvor der af forsvarspolitiske Grunde er anlagt Fabrikker for Benzinsyntese af Kul, bl. a. i Kemerovo (Shtsheglovsk) i Kusnetzkibassinet6)
Det er klart, at et fuldstændigt Autarki i Fjeme-Østen ikke kan opnaas, og for at sikre den Røde Armés Forsyninger er de sibiriske Trafiklinier ved at blive udbygget i stort Omfang. 2. Femaarsplan omfatter Anlæg af Automobilveje mellem Moskva —Gorkij (Nishnij Novgorod)—Sverdlovsk—Kurgan og mellem Khabarovsk—Vladivostok som Led i en Hovedlandevej mellem Moskva og Vladivostok.
5) Otto Mossdorf: Die autarke Fem ost-Armee, „Zeitschr. f. Geopol." 11/1936.
6) I „Osteuropa" foreligger en Artikkelserie om Sovjetunionens K rigsøkonomi, hvortil kan henvises, nemlig:
I. Oleg Hoeffding: Die Erdölw irtschaft, 10/1936,
II. Joachim Schäfer: Die Bahnbauten fü r Aufm arch und Etappe, 4/1937,
III. Helga Boustedt: Die kriegsw irtschaftliche Bedeutung der SowjetPlanung, 9/1937.
Vejen anlægges aabenbart parallelt med Jernbanen mellem disse Byer, og dens sidstnævnte Del skal allerede 1935 være blevet fuldført og muliggør Kørselstider paa henholdsvis 18 Timer for Personvogne og 30 Timer for Lastautomobiler over den ca. 800 km lange Strækning7). Byggeomkostningerne angives for den førstnævnte Dels Vedkommende til 24 Millioner Rbl. eller ca. 20,000 Rbl. pr. kms), og det er forstaaeligt, at Bygningen af den lange sibiriske Vej vil vare langt ind i 3. Femaarsplan-Periode. Efter Omorganisationer i 1935—36 er Forvaltningen af statsvigtige Veje centraliseret i en „Hovedforvaltning for Chausseer“ under Unionens Indenrigskommissariat. Blandt Jernbanearbejder forudsætter 2. Femaarsplan Anlæg af et Parallelspor paa Banelinien Karymskaja—Vladivostok, hvilket Arbejde nu er tilendebragt, og den Transsibiriske Magistrale er dermed blevet dobbeltsporet i hele sin Længde øst for Bajkal-Sø. (Broerne over de store sibiriske Floder er dog endnu enkeltsporede). Som et yderligere Middel til at forøge denne Jernbanes Kapacitet er dens Forvaltning bleven intensiveret ved en hensigtsmæssig Deling af Banen!>). Af nye Jernbaner nævner Meshlauk for Østsibiriens Vedkommende to Baner af militær-strategisk Betydning, nemlig Lena Banen og Bajkal—Amur Banen, hvis Alæg skal begyndes under 2. Femaarsplan-Periode, og som efter deres Sammenføjning vil danne en Parallelbane til den østl. Halvdel af den Transsibiriske Magistrale. Ifølge Meshlauk skal Strækningerne Tajshet—Angara og Tynda—Perm ved Amur (Komsomolsk) fuldføres i denne Planperiode tillige med Angara-Broen, 1200 m, og Zeja-Broen, 1093 m, paa disse Linier. Sidstnævnte Strækning har en overordentlig stor Betydning paa Grund af Amurbanens udsatte Beliggenhed for Flyverangreb. Over den nye Bane kan Forbindelsen med Kystlandet vedligeholdes, hvis Amurbanen i Krigstilfælde skulde blive afbrudt, og dens projekterede Forlængelse fra Komsomolsk til Sovjet-Havn (tidl. Imperator-Havn) fører ad korteste Vej til Japanske Hav overfor den strategisk betydningsfulde 0, Sakhalin. Bajkal—Amur Banens Trace i den udvidede Form hemmeligholdes af Myndighederne, men i tyske militære og geografiske Tidsskrifter angives efter japanske Kilder nogle Lokaliteter, som Banen skal passere, og nogle Forbindelsesbaner til den gamle Amurbane. Fra Landsbyen Tynda nord for Stationen Rukhlovo (Skovorodino) paa Amurbanens nordligste Del skal den nye Jernbane, der anlægges dobbeltsporet, gaa over Zeja-Floden ved Byen af samme Navn og derefter i en fra Amurbanen svagt divergerende Retning til en Station, Chinda, hvor den aeler sig i en Gren til Nikolaj evsk og en Gren til Komsomolsk. Denne By skal forbindes med Khabarovsk ved en Jernbane langs Amurflodens østlige Bred, og endvidere skal der føre Forbindelsesbaner fra forskellige Punkter af den nye Parallelbane til henholdsvis Birakan og Botshkarevo.
7) „Zeitschr. f. Geopol." 1/1937, Side 45.
8) Erich Thiel’s forannævnte Bog, Side 195.
9) Linien Vladivostok—A rkhara kaldes den Fjernøstlige Bane, Forvaltningscentrum : Khabarovsk, Linien A rkhara—Ksentjew skaja kaldes Amurbanen, Forvaltningscentrum : Svobodnuj. D erefter følger mod Vest Transbajkalbanen til Petrovsk, Forvaltningscentrum : Tshita, den Østsibiriske Bane til Tajshet, Forvaltningscentrum : Irkutsk, Krasnojarskbanen til M ariinsk, Forvaltningscentrum : K rasnojarsk.
Rekonstruktionen af Sovjetunionens Jernbaner under den nuværende Folkekommissær for Trafikvæsen, Kaganovitsh, følger det Princip foreløbigt at begrænse Arbejderne til de vigtigste Linier, som inddeles i Persontrafiklinier og Godstrafiklinier og søges fuldkommengjort til disse Formaal10). Blandt Persontrafiklinierne er Linien fra Moskva over Gorkij, Sverdlovsk, Kurgan og derfra naturligvis den Transsibiriske Magistrale. Den nævnte Inddeling skyldes blandt andet militær-politiske Hensyn og skal muliggøre en gnidningsfri Befordring af Personel og Materiel i Krigstilfælde, men endnu er Mulighederne for en saadan Deling af Trafikken ikke tilstede i Østsibirien. Til Troppetransporter og Forsyninger fra Vestsibirien til Fjerne-Østen maa man foreløbigt regne med den gamle, nu overalt dobbeltsporede Transsibiriske Magistrale, og til Belysning af Transportarbejdet ved Troppetransporter gennem Sibirien kan man benytte følgende Udtalelse af den nu henrettede Marskal Tukhatshevskij>i) : „Naar f. Eks. Tyskerne ved Transporten af en Infanteridivision pr. Jernbane fra Berlin til Liège bruger ca. 15 Millioner t km, saa bruger vi til Forlæggelse af en lignende Division fra Moskva til Vladivostok 200 Millioner t km.“ Sættes Jernbanelængden Moskva—Vladivostok rundt regnet til 9000 km, saa findes den omtalte Divisions Vægt at være ca. 22,200 t, og til Transporten heraf behøves af 2-akslede Jernbanevogne med en gennemsnitlig Lasteevne af ca. 12,5 t ialt ca. 1776 Vogne, der fordelt paa 50 Tog giver en gennemsnitlig Transportmasse paa ca. 440 t pr. Tog, hvilken Vægt formentligt ligger i Nærheden af Maximumsbelastningen for et Troppetog paa Linien ost for Novosibirsk, naar en hensigtsmæssig Kørehastighed skal opnaas. Iwanow sætter 12) den gennemsnitlige Transporthastighed til 20 km pr. Time for rene Militærtog og Liniekapaciteten til gennemsnitligt 24 Togpar paa dobbeltsporede Linier og 12 Togpar paa enkeltsporede Linier. Det maa dog antages, at Liniekapaciteten paa den vigtige Transsibiriske Jernbane er højere.
10) Dr. Smimow i „Archiv f. Eisenbahnwesen", 3/1936.
11) „Osteuropa", 6/1935.
Iwanow sætter 12) den gennemsnitlige Transporthastighed til 20 km pr. Time for rene Militærtog og Liniekapaciteten til gennemsnitligt 24 Togpar paa dobbeltsporede Linier og 12 Togpar paa enkeltsporede Linier. Det maa dog antages, at Liniekapaciteten paa den vigtige Transsibiriske Jernbane er højere. Kuropatkin henviser13) for over 30 Aar siden til en russisk Jernbane, Bologoje—Sedlietz, med en Kapacitet paa 48 Togpar som Forbillede for den Transsibiriske Jernbane, og denne Linie er selvfølgelig Genstand for de nuværende Myndigheders særlige Bevaagenhed. I 2. Femaarsplan nævnes Jernbanen fra Moskva over Kasan, Sverdlovsk og Kurgan til Novosibirsk blandt dem, hvis Skinner skal erstattes med en Skinnetype „2 A“, der kan taale Befaring af den tunge Godstogslokomotivtype „F D“ (Felix Dzershinski) med Akselast paa 20 t, samtidigt med at Forøgelse af Svelleantallet pr. km og Overgang til Skærveballast skal finde Sted. Store Kræfter er i 2. Femaarsplan-Periode sat ind for at hjælpe paa Svaghederne i det rullende Jernbanemateriel, bl. a. er 200 nyindrettede Vognreparationsværksteder taget i Brug, og Bygningen af den kæmpemæssige Vognfabrik i Tagilsk i LTral, hvis Produktivitet er beregnet til ca. 110,000 Jernbanevogne aarligt, er næsten fuldført. Nye Typer af Vogne og Lokomotiver er under Bygning f. Eks. den tunge Persontogslokomotivtype „J S“ (Joseph Stal in), Diesellokomotiver og Kondensatorlokomotiver til Brug i vandfattige Egne, og Forsøg er gjort med en Højtrykslokomotivtype, der formaar at give et Tog paa 800 t Vægt en gennemsnitlig Rejsehastighed af 90 km i Timen11). Ogsaa personelle Svagheder, som især ytrer sig i manglende Præcision, søges rettet ved Ansættelse af afskedigede Rødarmister som bedst disciplineret Arbejdskraft i Jernbanetjenesten.
12) I sin forannævnte Bog, Side 124.
13) I „Memoiren", Side 241.
14) Dr. Smirnow i „Archiv f. Eisenbahnwesen", 3/1936.
Sovjetunionens militære Beredskab i Østasien er nu organiseret i to Militærdistrikter, det Transbajkalske Militærdistrikt, Stabskvarter i Tshita, og det Fjernøstlige Militærdistrikt, Stabskvarter i Khabarovsk. Troppernes Dislokation er i Hovedsagen følgende:
den angivne Styrke med Angivelser for den Fjernøstlige Specialarmés Styrke i 1934, finder man, at Kystgruppen er forøget med 1 Skyttediv., Amurgruppen er forøget med 2 Skyttediv., Transbajkalgruppen er formindsket med 1 Skyttediv., men skønt Troppeenhederne saaledes kun er forøget med 2 Skyttedivisioner, saa er Antallet af Arméens Personer og specielle Materiel blevet fordoblet, og for Personalets Vedkommende maa denne Forøgelse formentligt for Størstedelen skyldes, at Divisionernes Styrke er sat op til omtrent fuld Krigsstyrke. Befæstningsanlæggene i Sovjetunionens østasiatiske Grænseomraader skal ifølge Dagbladsoplysninger i Begyndelsen af 1936 være fuldført18). De faa, spredte Informationer gaar iøvrigt ud paa, at Blagovjeshtshensk, Voroshilov-Ussurisk og Vladivostok er udbygget som Hovedfæstninger. Russki-Øen syd for Vladivostok er inddraget i Befæstningssystemet, der skal bestaa af talrige Værker i 2—3 Rækker af Befæstningslinier med underjordiske, betonstøbte Kaserner og mellemliggende Tankfælder, hvori er anbragt nyopfundne Miner. Krigsflaaden i Vladivostok skal omfatte 50—60 smaa Undervandsbaade, som i adskilte Bestanddele er transporteret ad den Transsibiriske Jernbane fra Europa, og Krigsflaaden paa Amur, der fornylig var samlet til Demonstration under Sovjetunionens Konflikt med Japan angaaende Amurøerne ved Pojarkow, skal bestaa af 5 Panserkanonbaade hver paa 950 t med 4 15,2 cm Kanoner og 2 7,1 cm Luftværnskanoner, 6 Kanonbaade hver paa 190 t med 2 12 cm Kanoner og 1 7,5 cm Luftværnskanon, hvilke -Skibe alle er gamle moderniserede, og endvidere af nogle nye Kanonbaade og en Del Patrouillebaade19). Sovjetunionens civile Luftflaade er organiseret i en Statsinstitution, „Hovedforvaltning for Civilluftflaaden“, og dens vigtigste indenlandske Trafikrute er Moskva—Vladivostok, kaldet den Transsibiriske Magistrale ligesom den paralleltløbende Jernbane. Den er opdelt i følgende Linieafsnit: Moskva—Arsamas — Kasan — Janaul — Sverdlovsk — Kurgan — Omsk — Novosibirsk — Krasnojarsk — Nishnjeudinsk — Irkutsk — Ulan Ude (tidl. Verkhnjeudinsk) — Tshita — Nertshinsk — Magotsha — Rukhlovo — Tygda — Botshkarevo — Arkhara — Khabarovsk — Iman — Vladivostok, der officielt befares af Maskiner for Post og 10 Passagerer, men i Virkeligheden gaar den civile Passagertrafik af militære Hensyn ikke østligere end irkutsk, hvorimod der er oprettet en regelmæssig militær Flyvetjeneste ordnet etappevis paa hele Strækningen.
18) M ilitär-W ochenblatt, 29/1936.
19) „Osteuropa" 11/1937.
Fra denne Magistrales østasiatiske Del udgaar to Linier af militær Betydning, nemlig Linien fra Ulan Ude til Ulan Bator i Ydre Mongoli og Linien Khabarovsk—Mariinskoje—Nikolajevsk med Forbindelseslinier over Byerne Aleksandrovsk og Okha paa Sakhalin. Udbygningen af Sovjetunionens Lufttrafiknet i Fjerne-Østen er militært set en Trusel mod Japan, hvilken Konsekvens fremhæves ved det Program for den Fjernøstlige Armés Flyvertropper: „At naa et hvilketsomhelst Punkt af det japanske Territorium og at vende uskadt tilbage“, som fra ledende Sted blev fremsat paa et Møde i Unionens Central-Eksekutivkomité i Begyndelsen af 1936 20).
20) „Østeuropa", 8/1936: Das Flugverkehrnetz der Sowjetunion.
Man kan i udenlandsk Militærlitteratur finde den Opfattelse fremsat, at den luftstrategiske Situation i Fjerne-Østen giver Japan fuldstændig Handlefrihed til naarsomhelst at fordrive Europæerne fra det Japanske Havs Kyster21). Denne Opfattelse, som er udledt af militærgeografiske Betragtninger og forudsætter den maximale Aktionsradius til 500 km for effektive Flyverangreb af større Omfatning, er næppe den almindelige Opfattelse blandt militære Sagkyndige i Øjeblikket. Ved Bedømmelsen af Sovjetunionens og Japans indbyrdes luftstrategiske Forhold maa man lægge tilbørlig Vægt paa Sovjetunionens Forspring i Luftrustning og paa den Omstændighed, at Japan ikke længer kan betragtes som afstandssikret mod Flyverangreb, hvorfor Japan er tvunget til at holde betydelige Styrker af Jagermaskiner tilbage i Hjemlandet. Hvilken af de to Modstandere, der under de indledende luftstrategiske Operationer formaar at sikre sig Handlefrihed ved at trænge Fjendens Flyverbaser tilstrækkeligt langt tilbage, kan man ikke dømme om, men af Angrebsobjekter for Bombeflyvere vil man sikkert finde Industribaserne i Japan mere følsomme og betydningsfulde for Krigsførelsen end den Transsibiriske Jernbane, efter at Amurbanen er blevet suppleret med en Parallelbane, og flere Forsyningsforanstaltninger er udført.
21) John Stenbeck: Luftkrigforingens Mål och Medel, Stockholm, 1935, Side 108.
Den japanske Hærs Fodfolk, der indtil 1936 var formeret i 17 Infanteridivisioner, bliver i Henhold til et nyt Rustningsprogram forøget med 8 Divisioner, som formentligt skal garnisonere i Manshuriet og Nordkina, hvor de japanske Tropper efter en Reorganisation i 1936 omfattede 5 Infanteridivisioner. Ifølge sovjetrussiske Kilder--) omfattede den japanske Hær ved Begyndelsen af 1937 mindst 700 Tanks, 300—350 Panserautomobiler og 2000 Flyvemaskiner i Linien, og den japanske Krigsindustris Produktivitet kunde ifølge samme Kilde sættes til: 1600—1700 Tanks, 1500 Panserautomobiler, 3000—3500 Flyvemaskiner m. m. Af de anførte Tal for Japans og Sovjetunionens staaende Hære i Fjerne-Østen skønner man, at der ved Begyndelsen af en Kamp i Manshuriet mellem disse Stater vil være omtrent kvantitativ militær Ligevægt.
22) M ilitar-tVochenblatt, 36/1937.
(Fortsættes).
