Log ind

„So war der deutsche Landser …“ - Das populäre Bild der Wehrmacht.

#

af Jens Westemeier (red.). Sonderausgabe für die Bundeszentrale für politische Bildung 2020. € 7, – (vejl.)

Rating: 5

Anmelder: Claus Eskild Andersen, Major, Cand Phil

Foreliggende værk er en kalejdoskopisk samling af artikler, der omhandler film, tidsskrifter, bøger, computerspil og sågar militærmusik. I atten kapitler behandles hæren, søværnet og luftvåbnet, som eftertiden gerne ville fremstille de tyske væbnede styrker under sidste verdenskrig. Billedet var ikke retvisende, glorificeret og misvisende. Det er dette billede, som værket er et opgør med. Til dette har Westemeier fået hjælp af en lang række tyske forskere, som for størsteparten tilhører en helt ny generation af historikere.

Allerforrest i den foreliggende bog fra 2020 finder læseren et citat af Carl von Clausewitz, som det forefindes i alle bøgerne udgivet i serien ”Krieg in der Geschichte (KRiG)”, der normalt udgives af det prestigefyldte tyske forlag Ferdinand Schöningh. Dette værk er udgivet som bind 101 i 2019 med historikeren Jens Westemeier som redaktør. Det anmeldte værk er imidlertid en særudgave, hvilket jeg kommer tilbage til senere.

Jens Westemeier er kendt for sine udgivelser om bl.a. Waffen-SS – særligt hans doktorafhandling om SS-føreren Joachim Peiper, som var en fremragende biografi om krigsforbryderen Peiper og i det hele taget Waffen-SS organisationen. Waffen-SS-veteranernes motto har i mange år været, at de var ”soldater som alle andre”, men i lyset af de kendsgerninger, der er blevet fremdraget af historikerforskere om soldaterne fra den samlede tyske værnemagt i de senere år, kom dette udsagn efterhånden til at lyde mere og mere hult.

Westemeier sammenfatter alle bogens bidrag i sin fremragende indledning, som udgør en fyldestgørende optakt til bogen. Afslutningsvis anfører han dog en smule resignerende: ”So bleibt (…) festzustellen, dass fast 75 Jahre nach Ende des Zweiten Weltkrieges, der ‚Mythos Wehrmacht‘, die Legende von der ‚sauberen‘ Wehrmacht und den ‚Supersoldaten‘ weiterlebt – in Zeiten neuer Medien die Wehrmacht und dem Waffen-SS nie besser als heute war” (side 26).

Denne udgave er imidlertid en særudgivelse af „Bundeszentrale für politische Bildung” – en slags tysk folkeoplysning inden for politik, samfundskundskab, historie o. m. a. Dette forklarer også den særdeles favorable pris på bogen.

Bogens titels oprindelse skal findes i en film, som blev publiceret i 1950’erne. Filmen er blevet beskrevet som en helaftensdokumentarfilm, der blev produceret af ArcaFilm i Göttingen. Filmen kan den dag i dag erhverves som DVD i handel og vandel, og budskabet er, jf. redaktør Jens Westemeier, et entydigt budskab: „Der deutsche Soldat habe ehrenhaft, anständig und professionell gekämpft, bis zuletzt nur seine Pflicht erfüllt. Einer Welt von übermächtigen Feinden unterlegen – von Hitler und seiner Clique betrogen – die Wehrmacht, ein Heer von Opfern“ (side 4).

Udgivelsen af foreliggende bog skal derfor sandsynligvis ses som en bestræbelse på en slags folkeoplysning imod det aktuelt herskende vrangbillede af den tyske soldat og den tyske værnemagt under 2. Verdenskrig, som det er blevet fremstillet i bøger, i tidsskrifter, på film og i computerspil. Ikke mindst var diskussionen om det vesttyske forsvarsbidrag til Nato-alliancen en slags katalysator for et positivt billede af den nationalsocialistiske værnemagt. Selvom bogens pris i denne ånd er lav, så bør man alligevel nok ikke forvente en større udbredelse eller endnu mindre en større forståelse for de tyske væbnede styrkers forhold under krigen blandt helt almindelige tyske borgere. Men blandt befalingsmandselever, gymnasieelever og universitetsstuderende kan man fremtidigt håbe på en større opmærksomhed om de problemstillinger, som værket anslår.

Den overordnede kontekst er ”sådan var den tyske soldat – under 2. Verdenskrig”. Det fortrinsvis forvrængede og historisk ukorrekte billede af den tyske soldat i efterkrigstiden behandles i denne bog. Emnet for denne bog kan tillige vække voldsomme følelser også blandt Det Krigsvidenskabelige Selskabs egne medlemmer. Som repræsentativt for denne holdning se eksempelvis: https://krigsvidenskab.dk/emne/under-marxistisk-slor samt https://krigsvidenskab.dk/emne/under-marxistisk-slor-svar-pa-et-gensvar. En modvægt til denne holdning kan findes i denne diskussion, som for kort tid siden blev afholdt på Dresdens militærhistoriske museum i anledning af 80-årsdagen for iværksættelsen af angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941.

Historikeren Florian J. Schreiner sætter i sin indledningsvise artikel mytebegrebet i sin rette sammenhæng, og det er en passende optakt til de efterfølgende artikler (side 27–39).

Én af artiklerne forfattet af Henning Pieper omhandler de beredne SS-enheder (side 287–307). Det såkaldte ”SS-Kavallerie”. Heinz Höhne beskrev i 1960’erne enhederne som gentlemans-enheder, der nærmest var apolitiske, i sin bog „Der Orden unter dem Totenkopf“, og de beredne SS-enheder blev, som den eneste del af SS-organisationen, frikendt ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg. I virkeligheden begik SS-rytterenhederne nogle af de værste forbrydelser på østfronten mod civile herunder jøder. Enhederne blev af efterkrigshistorikere beskrevet som forløbere for de berygtede Einsatzgruppen, og en tysk historieforsker kaldte dem for de enheder, som banede vejen for holocaust (Cuppers ”Wegbereiter der Shoa”).

Ronald Smelser og Edward J. Davies (side 63–78) bidrager med en artikel om de såkaldte ”guruer”, eller det som de kalder ”romantiseringen af Wehrmacht og Waffen-SS i USA”.
De såkaldte guruer er typisk personer med en encyklopædisk viden om organisation og personer, som typisk udgiver stribevis af bøger om emnerne. De ved alt om taktisk indsættelse, materiel, uniformer og medaljer. Ofte har de personligt kendt SS-førere eller officerer fra værnemagten, hvilket bidrager til deres prestige i visse kredse. I deres verden findes krigsforbrydelser og holocaust ikke, eller allerhøjest som et randfænomen; en undtagelse, som ikke kan overskygger den heroiske kamp, som disse enheder har kæmpet. De ser som regel værnemagten og Waffen-SS, som enheder indsat fuldstændig ude af den historiske kontekst. Vi kender også fænomenet herhjemme – ofte blandt yngre mennesker, hvor der mellem disse har været en regulær kamp om at lære veteraner at kende mhp. at støvsuge dem for viden og ind i mellem for at blive arvtagere til deres memorabilia, såsom dokumenter, breve, fotos og i mere sjældne tilfælde uniformsstykker og medaljer. Trangen til at besidde originale dokumenter tager til tider så bizarre former, at det leder til excesser, såsom det store tyveri på Rigsarkivet, som blev opdaget i efteråret 2012.

Lothar-Günther Buchheim – som selv havde en baggrund i Goebbels propagandaministerium – skrev bogen „Das Boot“, som senere blev filmatiseret. Det blev dermed en af de få tyske krigsfilm, som er kendt af næsten alle danskere. Artiklen af Daniel Uziel (side 228–245) behandler bogen, samt de øvrige ”grauen Wölfe” (ubåde) og deres baggrund, hvorunder hans tese er, at den nutidige opfattelse af ubådsvåbnet har sin baggrund i NS-tidens propagandavæsen.

Ralf Raths, direktør for pansermuseet i Munster med ca. 100.000 besøgende om året, har i de seneste år arbejdet på at sætte det kendte tyske kampvognsmuseum ind i en faghistorisk ramme, og har til denne bog skrevet en artikel om ”panseriet”, som han kalder den uvidenskabelige interesse for pansrede køretøjer, bl.a. i computerspillene. Han spørger eksempelvis retorisk, om museerne gennem deres besøgende ikke burde undersøge, hvorvidt forskningen i det hele taget har fået tag i det almindelige publikum, og i hvor høj grad de nyeste forskningsresultater overhovedet bliver registreret i befolkningen?
Raths og hans medarbejdere har i deres daglige arbejde med publikum observeret tre typer besøgende. Disse observationer betegner Raths som helt uvidenskabelige, men de er alligevel i skribentens optik repræsentative for holdningen blandt den almindelige befolkning.

For det første beskrives den gruppe, der indhenter deres viden fra tidligere generaler i den tyske værnemagt såsom Halder, Guderian og Manstein, som alle har overbragt hver deres forskønnede billede af anvendelsen af kampvognsvåbnet under krigen til den brede vesttyske befolkning. For det andet omtaler museets besøgende kulørte udgivelser, som behandler pansrede køretøjer, såsom ”Waffen-Arsenal” og ”Typenkompass”, og så er der afsluttende de mange tidsskrifter, som bl.a. drejer sig om pansrede køretøjer. Det, som Ralf Raths kalder ”Panzer to go”. Eksempelvis nævner han det revisionistiske tidsskrift ”Deutsche Militärzeitschrift” og bladet ”Clausewitz – das Magazin für Militärgeschichte”. Til allersidst fremfører Raths de elektroniske spilplatforme såsom ”Worlds of tanks” o. m. a. Det er Raths og hans kollegers opfattelse, at mange af de besøgende prisværdigt bruger spillene som trædesten til en større viden om pansrede køretøjer i det hele taget.

I et par repræsentative artikler typisk for bogen tages heltetyper som Erich Hartmann (side 191–207) og Günther Prien (side 209–225) desuden under en kritisk lup, og heltemyterne demonteres i den foreliggende bogs fremstillinger.

General og Hitlers tidligere generalstabschef Franz Halders arbejde med og indflydelse på efterkrigsopfattelsen af værnemagten, har Esther-Julia Howell (”Bauen am Denkmal” side 41–62) beskrevet i detaljer. Hun påpeger, hvordan Hitlers tidligere stabschef Franz Halder, sammen med en række tyske eks-generaler, regelret bedrev udglattende militærhistorisk “forskning” med det eksplicitte formål at gøre den tyske hær stueren i eftertidens øjne. Halder arbejdede – efter først personligt at måtte afværge en anklage om krigsforbrydelser – i “alderHHUS Army Historical Division” for at delagtiggøre det amerikanske militære etablissement i den tyske hærs erfaringer i kampen på østfronten, idet der i den amerikanske hær herskede den opfattelse, at det kunne være brugbart at kende til den sovjetrussiske taktik i lyset af den kolde krig og en eventuel konfrontation med den sovjetiske militærmagt. Et tidstypisk eksempel på, hvordan Halder har kunnet præge eftertidens opfattelse af den tyske hær, kan findes i anmeldelsen her.

Også militærmusikken og dens inddragelse i nazi-Tysklands propaganda (side 266–286) behandles i en artikel i værket. Jeg kunne nu godt have tænkt mig, at forfatteren, Heike Frey, i den forbindelse have nævnt de krigsforbrydelser, som eksempelvis SS-dirigenten Hermann Müller-John begik sammen med sit musikkorps i Polen i 1939, hvor han regelret gik på ”jødejagt” og begik drab på jøder uden rettergang (Westemeier ”Himmlers Krieger” side 140-141). Hermann Müller-John blev dog efter at være blevet arresteret for sine excesser løsladt på førerens foranledning. Jødejagt var dengang ingen forbrydelse.

Hannes Heer giver i sin artikel (side 79–100) status 20 år efter den første berømt/berygtede udstilling i Hamborg, der omhandlede værnemagtens tilintetgørelseskrig i 1995 – Vernichtungskrieg. Heer blev efterfølgende udsat for en sand hetzkampagne, hvor mange ikke så sig for gode til at angribe og kritisere baggrundspersonen for udstillingen; nemlig Heer selv. Et eksempel på, hvordan man gik efter manden i stedet for efter bolden, kunne man læse i Militært Tidsskrift (Gjedde, note 3). Heer giver imidlertid i denne artikel status over udstillingen og dens politiske følger, og gør i øvrigt opmærksom på, at mange besøgende veteraner i udstillingens gæstebøger, beskrev hvorledes de som tyske soldater havde oplevet eller deltaget i krigsforbrydelser især på østfronten under 2. Verdenskrig.

Jeg husker stadig, at jeg tilfældigvis så en nyhedsudsendelse på tysk Tv, hvor en historieforsker (jeg tror, at det var professor Jürgen Förster) gjorde op med det glansbillede, som man hidtil havde haft af den almindelige tyske soldat og den tyske hær i det hele taget under 2. Verdenskrig. Særligt husker jeg, at der ved siden af historikeren stod en forstenet formand for soldaterforeningerne for de tyske veteraner. Han så tydeligvis illusionen om den apolitiske og rene værnemagtssoldat forsvinde for øjnene af sig. Illusionen var blevet opbygget i efterkrigsårene gennem bøger og film, som knyttede an til den tyske propaganda under krigen, og også i efterkrigstiden havde domineret mediebilledet af forestillingen om den uplettede, tapre og dygtige tyske soldat.

Desværre kan det ikke lade sig gøre at omtale alle artikler i denne anmeldelse, men også de artikler, som ikke er omtalt her, er stærkt læseværdige. Ydermere skal den yderst beskedne anskaffelsespris nok, som tidligere nævnt, ses i lyset af, at bogen er udgivet af ”Bundeszentrale für politische Bildung” (BPB). Bogen er tidligere udgivet i 2019 på det prestigefyldte forlag Ferdinand Schöningh Verlag til en helt anden pris – € 37,29. Dette demonstrerer, at det udmærket kan lade sig gøre, at udgive prisvenlig forskning, og gøre den tilgængelig for et større publikum, der måtte være interesseret i en sådan problemstilling.

Mange danske officerer føler sig tilsyneladende fortsat kaldet til at forsvare den tyske soldaterære, og jeg oplever ofte, at en del føler sig hidkaldet til at relativere den tyske militære indsats under 2. Verdenskrig. Jeg kan kun forklare mange danske officerers kraftige reaktion (også i min egen bekendtskabskreds) på den faghistoriske korrektion af myten om den tyske værnemagts professionalisme og ubesmittethed ifm. krigsforbrydelser, som begrundet i en opfattelse af, at dette stedfortrædende er et angreb på deres egen integritet og professionalisme. Måske er det krigshistorieundervisningen, der har fejlet. Det lyder måske søgt, men hvis der måtte findes en anden forklaring hører jeg gerne om denne.

Dette er en publikation, som overordnet beviser, at det udmærket kan lade sig gøre at bedrive seriøs historieforskning og samtidig udgive denne til en gunstig pris. Desværre er bogen nok en enlig svale på bogmarkedet, der burde udgives langt flere i samme ånd. Værket burde være pligtlekture for alle unge officerer – herunder også de danske, selvom jeg har mine tvivl om nutidige officerer overhovedet efterhånden behersker hovedsproget tysk.

Til Det Krigsvidenskabelige Selskabs medlemmer og øvrige læsere af denne anmeldelse: Køb bogen, læs den og bliv klogere.