Af C. G. Schøller, Premierløjtnant ved 5te Dragonregiment.
Hertil 2 Planer.
Efter Slagene ved Auerstädt og Jena var Kongeriget Preussen som saadant saa at sige ophørt at eksistere. Napoleon havde bemægtiget sig største Delen af dets Landomraade, Hæren var efter en Forfølgning paa Liv og Død svunden ind til knap 25,000 Mand, og Hoffet flygtede over Hals og Hoved til Rigets yderste Udkant, til Königsberg og paakaldte som den sidste Udvej Ruslands allerede lovede Hjælp.
Napoleon, der som sædvanligt straks vilde udnytte Fordelene af de vundne Sejre, samlede, efter at Forfølgningen var dreven til det yderste, sine Armékorps og sendte dem mod de gennem Warschau fremtrængende Russere. Den 28. November 1806 rykkede Murat uden Sværdslag ind i denne By, og efter flere alvorlige Kampe tvang Napoleon Russerne til at trække sig tilbage hinsides Floden Narew; Resten af den disponible preussiske Hær, c. 15,000 Mand under Lestocq, blev dreven op mod Königsberg.
Napoleon havde fra Berlin skrevet til Cambacérès: „Det hele er en Børneleg, som jeg snart skal gøre Ende paa, og jeg skal behandle mine Fjender saaledes, at jeg kan blive færdig med dem alle paa en Gang.“ — Paa Grund af den fremrykkede Aarstid og Vejenes næsten ufremkommelige Tilstand besluttede han imidlertid nu, da han ventede foreløbigl at kunne forblive uforstyrret af Russerne, først at lade sine Tropper, der vare en Del udmattede og manglede Heste og Proviant, udhvile sig i Vinterkvarterer.
I Begyndelsen af Januar 1807 staa herefter hans forskellige Korps i en Linie fra Warschau til Danzig med følgende Koncentrationspunkter: (Plan l)
Denne udstrakte Opstilling var nødvendig, tla Napoleon paa den ene Side maatte holde Warschau besat for at hindre Russernes Fremtrængen ad denne deres naturligste Fremrykningslinie og paa den anden Side maatte vedligeholde Forbindelsen med Egnen om Danzig, som endnu holdtes af en Del af den preussiske Hær, og som han lod belejre. Paa samme Tid stod hele den russiske Hær adskilt i to Dele, som senere forenedes under Bennigsen, bag de udstrakte Skove og Sumpe omkring Ostrolenka og Nowogrod; Lestocq med de 15,000 Preussere i og om Angerburg. Det var Napolcons Hensigt, naar Russerne atter rykkede frem , da at efterlade Bernadotte foran Danzig og med den øvrige Del af Hæren at foretage en Svingning til højre orn Warschau, afskære Preusserne fra en Forening med Russerne og kaste disse ned mod det næsten 'ufremkommelige Terrain omkring Bug.
Imidlertid vare hans Tropper, som anført, foreløbigt gaaede i Vinterkvarterer, og fra Warschau traf Napoleon omfattende Forholdsregler for deres Forplejning og trak Forstærkninger til sig fra Frankrig. Særlig Opmærksomhed skænkede han Rytteriet, som i de foregaaende Kampe og i det ugunstige Terrain havde mistet største Parten af sine Heste. Den altid forsynlige og forudseende Kejser, som drog alle Fordele af de erobrede Lande, havde imidlertid allerede sikret sig mod denne Eventualitet. I Potsdam, hvor der fra Frederik den Stores T id fandtes vidtstrakte Stalde , havde han oprettet et Plestedepot under General Bourcier, hvor alle de fra Fjenden tagne og en stor Del indkøbte Heste opstaldedes. Alene fra Hessen, hvor han havde opløst Kurfyrstens Hær, fik han c. 5000. Fra dette Depot forsynede han nu Hæren ved Weichsel, og de fra Frankrig kommende Regimenter, som han lod marchere til Fods, bleve først gjorte beredne i Potsdam. Saaledes forløb Tiden til henimod Slutningen af Januar, da Ney, der trods Kejserens Advarsler foretog dristige Streiftog med sit Korps og endogsaa havde vovet sig helt op mod Königsberg, uformodet ved Bartenstein stødte paa den preussiske Hær. Ney, der efter nogle Smaatræfninger trak sig tilbage, underrettede Bernadotte om det forefaldne og indtog sammen med ham en Stilling paa Højderne om Mohrungen og Osterode, og her bleve de den 25. Januar til deres Overraskelse angrebne, ikke blot af Preusserne, men tillige af største Delen af den russiske Hær, der rykkede frem over Bischoffstein.
Med Russernes uventede Tilstedeværelse her paa dette Tidspunkt forholdt det sig saaledes: Bennigsen, der havde faaet Underretning om den franske Hærs udstrakte Opstilling og om , at dens venstre Fløj var forholdsvis svag, besluttede allerede i Begyndelsen af Januar at forene sig med Preusserne for sammen med dem at forsøge en Fremrykning langs Havet mod Nordvest og, efter at have kastet Bernadotte, at undsætte Danzig og forlægge Krigsskuepladsen til denne mere frugtbare Egn. Denne Plan lod sig efter hans Anskuelse saa meget lettere realisere, som Følingen med Franskmændene paa Grund af det ufremkommelige Terrain, der adskilte de to Hære, og det barske Vejrlig efterhaanden var gaaet fuldstændig tabt. Han brød derfor op med 7 Divisioner, foretog først for yderligere Sikkerheds Skyld en betydelig tilbagegaaende Bevægelse over Tycoczyn og gik dernæst over Rhein mod Bischoffstein, uden at de Franske opdagede hans Bevægelse. Først ved Mohrungen stødte han, som anført, sammen med Neys og Bernadottes forenede Korps.
Bennigsens Plan , der var udmærket lagt, krævede kun en hurtig og hensynsløs Udførelse for at have ført til Resultater, der muligvis kunde have givet Krigen en uanet og for de Franske skæbnesvanger Vending, idet de forenede russiske og preussiske Hære. efter at have befriet Danzig, med dette befæstede Punkt som Rygstød vilde have befundet sig i Flanken af Napoleons udstrakte Stilling. Og da nu Bernadotte trak sig tilbage over Loebau, havde Bennigsen i Virkeligheden kun behøvet at følge rask efter for i det mindste at naa det foreløbige Maal, han havde sat sig. Hvad Grunden nu end kan have været, hvad enten han er bleven greben af en pludselig Frygt for Følgerne af sit dristige Forehavende over for en Modstander som Napoleon, eller han, som han selv angiver, ventede paa Forstærkninger — nok er det: Bennigsen lod det heldige Øjeblik, som ikke senere skulde komme igen, gaa tabt; han gjorde Holdt og gik i nogle Dage i Kvarter omkring Liebstadt. Bennigsens Marche havde krydset Napoleons første Plan, men hans Ophold i Liebstadt, som Kejseren til sin lige saa store Forundring som Glæde snart erfarede, satte denne i Stand til at udkaste en anden og endnu langt fordelagtigere: Ved i Stedet for til højre at udføre en Svingning til venstre i Forbindelse med en hurtig Koncentration af de Nord for Warschau staaende Korpser vil han afskære Russerne fra deres Tilbagetogslinie og, efter at have indesluttet de forenede russiske og preussiske Hære, kaste dem ud mod Havet og tilintetgøre dem samlede.
Med en ganske enestaaende Hurtighed foretager Napoleon nu en af disse i Anlæg og Udførelse lige storslaaede Bevægelser, der til alle Tide r ville kaste et straalende Lys over hans strategiske Kunst. Han efterlader et Korps i Warschau, og næppe 4 Dage efter, at Ordren er udgiven, staar han med 100,000 Mand i Linien Myszyniec — Willenberg — Gilgenburg, rede til at kaste sig over Fjenden, som ikke aner hans Nærværelse. (PI. 1). Da skete imidlertid et Uheld, som kuldkastede ogsaa denne Plan.
Napoleon havde skrevet til Bernadotte. oplyst ham om Hærens Stilling og Planer og givet ham Ordre til saa langsomt som muligt at trække sig mod Sydvest og søge at trække Russerne og Preusserne efter sig. En ung Generalstabsofficer, som skulde overbringe dette Brev, bliver tagen til Fange af Kosakker, og om M orgenen den 1. Februar, Dagen før Napoleons omgaaende Bevægelse vilde være tilendebragt, faar Bennigsen gennem dette Brev Underretning om den overhængende Fare, hvori han befinder sig. I Ilmarcher trækker lian sig øjeblikkeligt tilbage mod Nordøst og giver Lestoccj, der var trængt frem lige til Freystadt, Ordre til at støde til ved Arensdorf.
Napoleon, hvis Planer for anden Gang ere krydsede, er imidlertid ikke til Sinds atter at gaa tilbage til sine Vinterkvarterer. Han sender Murat med en Del af Rytteriet og Soult med sit Korps efter Fjenden over Freymarkt; Ney skal gaa mod Worm ditt for at afskære Preusserne, og Davout skal over Heilsberg søge at oragaa Russernes venstre Fløj; selv følger han med Augereaus Korps efter Hovedstyrken over Freymarkt. Bernadotte, som maaske var uvidende om disse Bevægelser, er som sædvanligt for langt tilbage til at kunne drages med. Saaledes forløb Dagene under en Forfølgning paa Liv og Død og under flere Avant- og Arriéregardefægtninger indtil den 7. Februar, da Bennigsen indsaa, at han ikke kunde slippe bort, medmindre det lykkedes ham ved at tilbyde et Slag at standse de Franske i nogen Tid.
Ved Preussisch Eylau gjorde han Holdt, besatte med sin Hovedstyrke Bakkerne Øst for Byen og efterlod sin Arriéregarde i en Stilling paa Ziegelhof tæt Sydvest for Byen, hvor den kunde standse Fjenden, idet denne deboucherede fra de omliggende Skove. (PI. 2). Den 7. Kl. 2 om Eftermiddagen brød Murat med Rytteriet, tæt efterfulgt af Soult, frem fra Grunhofchen og blev modtagen med en heftig Ild fra Ziegelhof. Soult førte gentagne Gange sit Fodfolk frem, men blev stadigt slaaet tilbage til Skovkanten; først da det var lykkedes en Brigade at trænge frem over de tilfrosne Søer Syd for Eylau og omgaa Russernes venstre Flanke, trak disse sig tilbage til Byen, hvor de fortsatte Forsvaret, og hvor navnlig to Regimenter, der havde besat Kirkegaarden, gjorde heltemodige Anstrengelser for at holde sig. Paa dette Tidspunkt havde Davout, der, som det vil erindres, var udsendt i højre Flanke, og som hørte den heftige Skydning fra Eylau , fremsendt sit lette Rytteri under Marulaz for at rekognoscere. Marulaz, hvis Brigade i Øjeblikket kun talte c. 300 Ryttere1), stødte paa talrige Kosaksværme, som han maatte fordrive; han naaede en Høj i Nærheden af Kamppladsen, hvor han blev angreben af 2 russiske Husarregimenter, understøttede af Kosakker; til at begynde med blev han dreven tilbage, men angreb atter gentagne Gange og skal under hele Resten af Kampen have holdt henved 3000 fjendtlige Ryttere i Reskæftigelse og senere være bleven komplimenteret af Kejseren. Først henimod Kl. 10 om Aftenen vare de Franske Herrer over Eylau, og Russerne, hvis Retraite beskyttedes af et af Bennigsen fremsendt Korps, trak sig tilbage til Hovedstyrken.
Det var mørk Nat og et forrygende Snefog, da Napoleon med Augereaus Korps naaede frem til Byen. Kejseren tog ind i Posthuset *), og i Postmesterens lille Kontor tilbragte han Resten af Natten med at udgive sine Dispositioner for den kommende Dag. Napoleon ventede, at Ney i Løbet af de sidste Dage skulde have tilintetgjort eller i det mindste ganske afskaaret det preussiske Korps under Lestocq, men sikker Underretning fra ham havde han endnu ikke modtaget; han gjorde dog Regning paa, at han (Ney) den følgende Dag vilde være i Stand til over Alth of at kaste sig over Russernes højre Flanke, og han udsendte tidligt om Morgenen en Ordonnansofficer for at instruere ham i saa Henseende. Om Davout vidste han, at han stod paa Vejen mellem Bartenstein og Eylau , faa Timers Vej fra denne By. Den øvrige Del af Hæren opstillede han paa følgende Maade:
Soults Korps besatte Eylau og Terrainet mod Rothenen; Augereau noget længere tilbage paa Højderne omkring Tenknitten; Rytteriet dels foran Fron ten , dels afgivet til de enkelte Korps; Kejsergarden og Rytterreserven i Centrum, noget bag Eylau. Om den russiske Hær vidste han, at den havde besat Højderne mellem Serpallen og Schmoditten.
Hvad angaar Størrelsen af de to Hære, da finder man de mest modstridende Beretninger, alt eftersom Sympatierne ere paa den ene eller den anden Side. Selv de nyeste Tiders nøjagtige Forskninger have ikke formaaet at bringe tilstrækkelig Klarhed paa dette Punkt. Fo r den franske Hærs Vedkommende skyldes dette folen stor Del den Omstændighed, at Napoleon, som bekendt, havde gennemført et System, der gjorde det umuligt for alle andre end ham selv og hans Stabschef at kontrollere hans virkelige Styrkeforhold. Dette System satte ham i Stand til paa den ene Side, ved i Begyndelsen af Felttogene eller forinden hvert enkelt Slag at angive sin Styrke langt større, end den i Virkeligheden var, at hæve Tilliden hos sine egne Tropper og indjage Modstanderen Frygt, medens han saa paa den anden Side ikke undsaa sig for efter Slagene i sine Beretninger at anføre et Minimum af Kræfter for yderligere at forøge Sejrenes Glans eller for at bøde paa Nederlagene.
For den russiske Hærs Vedkommende findes der i det hele taget kun mangelfulde Beretninger fra denne Periode; i de enkelte Afdelingers Styrkeopgivelser tages der saaledes næsten aldrig Hensyn til de lidte Tab, som dog sikkert i de mangfoldige mindre Fægtninger, der gik forud for Eylau, og under de forcerede Marcher i et yderst, vanskeligt Term in og under særlig ugunstige Vejrforhold maa have været meget betydelige.
I nogle af de her benyttede Værker findes følgende Angivelser:
De franske Tropper vare i høj Grad udmattede af de sidste Dages anstrengende Marcher gennem en øde E g n , hvor Russerne tilmed havde bortført eller ødelagt alt, hvad der fandtes af Levnedsmidler; i hele det sidste Døgn havde Hæren saa at sige ikke faaet anden Føde end nogle Kartofler, som hist og her gravedes op af Jorden. Først sent paa Natten naaede de sidste Regimenter frem i Stillingen; paa Rakkerne hinsides Byen saa de i næppe 1000 Skridts Afstand de lange Rækker af Fjendens Vagtbaal. Det sneede ustandseligt, og af og til, naar Vinden bar paa, hørte man Raabene fra de russiske Soldater, som Officererne fyldte med Brændevin for at faa dem til at glemme Tanken om de Rædsler, den kommende Dag skulde bringe.
Først mellem Kl. 7 og 8 begyndte det at lysne over Valpladsen. Himlen var tæt overtrukken med Skyer, og af og til jog en skarp Nordenvind hen over Egnen og skjulte alt i tætte Taager af Sne og Hagl. Det i Forvejen triste og øde Landskab frembød et paa en Gang uhyggeligt og deprimerende Skue for de udmattede Soldater, der forgæves havde søgt Hvile paa den frosne og tilsneede Jord. Byen Eylau ligger dominerende paa et ret betydeligt Højdedrag; i dens sydlige Udkant findes den gamle gotiske Kirke med sit høje Taarn omgiven af en tætbevokset Kirkegaard, der strækker sig et Stykke ned ad Skraaningen; rundt omkring Byen er Terrainet fladt, men hæver sig derpaa i nogen Afstand (1000-2000™) til forskellige andre Højdepartier, saaledes i Sydvest Ziegelhof og i Øst mellem Serpallen og Schmoditten.
Paa denne Dag var alt dækket af et tykt Snelag; Søer og Vandløb, som fandtes i store Mængder, vare tilfrosne og skelnedes ikke en Gang; de franske Soldater, som nogle Maaneder senere paa Vejen til Friedland passerede det samme Terrain , saa til deres Overraskelse, at de i Kampen uden at ane det havde bevæget sig over Steder, hvor de nu kun fandt udstrakte Vandflader eller bundløse Moser. — Kun nogle store, mørke Lader og udstrakte Indhegninger, som om Sommeren benyttedes til Kvæget, aftegnede sig i Retning af Serpallen paa den hvide Baggrund; noget længere tilbage begrænsedes næsten hele Horizonten af mørke Fyrreskove.
Endnu var alt stille, og hen paa Morgenstunden hørte det op at sne. De franske Soldater, der havde spredt sig for at søge efter Føde eller for at finde Læ, hvor det bedst lod sig gøre, bag Gærder og Huse, begyndte at indtage de anviste Stillinger. Paa Højderyggen ligeoverfor saa man hele den russiske Hær opmarcheret og tilsyneladende staaende ubevægelig som en Mur. Da lød henimod Kl. 8 det første Skud fra de russiske Kanoner som Signal til, at Kampen skulde begynde, og faa Øjeblikke efter rystede Jorden under Ilden fra henved 500 Stykker Skyts. Russerne havde kørt 300 Kanoner, hvoriblandt flere af svært Kaliber, op foran hele deres Front og rettede med disse en voldsom, men ikke særlig vel ledet Ild mod Eylau og ltothenen og de derimellem staaende Tropper; det franske A rtille ri, der numerisk var langt svagere (c. 200 Stk. let Skyts), men blev fortrinligt ledet, besvarede øjeblikkeligt Ilden og gjorde lyst i Russernes tætsluttede Rækker, navnlig i de dybe Kolonner bag Fronten og paa Fløjene.
Napoleon, der kun havde sovet et Pa r Tim er siddende paa en Stol, kom straks til Stede og tog Plads paa Kirkegaarden, hvorfra han oversaa hele den russiske Stilling. Han lod Gardens Artilleri køre op til Forstærkning og foretog derefter forskellige Forandringer i Hærens Opstilling overensstemmende med den Plan for Slagets Gang, han straks havde lagt og som , saa vidt han selv var Herre over Omstændighederne, ogsaa blev fulgt og gennemført til det sidste. I Begyndelsen af Slaget ved Eylau staa de to Hære herefter i følgende Stillinger (PI. 2).
Den franske Hær.
Davout (3. Korps) er paa Marche fra Bartenstein mod Molwitten.
Sonit (4. Korps):
2 Divisioner have besat Eylau og Terrainet mod Nord til Møllen.
1 Division (St.Hilaire) staar i og om Rothenen.
Garden staar paa Kirkegaarden og bag ved denne. Det lette Rytteri er paa venstre Fløj, noget foran Eylau. Resten af Rytteriet nemlig: Garden til Hest og Divisionerne d’Hautpoul, Grouchy, Klein og Milhaud staa noget tilbagetrukne i Terrainet mellem Eylau og Rothenen, og foran dem staar
Augereau’s Korps, formeret i to Træfninger.
Artilleriet er i Stilling paa Højderne omkring Eylau og Rothenen. Om Ney’s Korps savner Napoleon endnu Underretning.
Den russiske Hær. (7 Divisioner med 135 Batailloner, 195 Eskadroner og c. 400 Kanoner).
5 Divisioner staa i 2 Træfninger noget foran Linien Schloditten— Klein Sausgarten med 1 Detachement i Serpallen.
2 Divisioner staa i Bataillonskolonner bag Fløjene. Rytteriet staar i dækkede Stillinger bag begge Fløje.
300 Kanoner ere opkørte paa Linie foran Fronten, og
100 Kanoner holdes i Reserve bag Centrum.
I to Timer fortsattes Kanonaden under voldsomme Tab paa begge Sider, uden at nogen af Hærførerne foretog den mindste Bevægelse: Napoleon, fordi han afventede Davouts Indgriben, og Bennigsen, fordi hans Stilling efter Forholdenes Natur var rent defensiv. De tætsluttede Kolonner paa Russernes Fløje bragtes flere Gange til at vakle, men med utrolig Sejghed og Udholdenhed fyldtes Hullerne atter, og Sammenholdet bevaredes; om at søge Dækning kunde der ikke være Tale i det her meget aabne Terrain. Ogsaa den franske Kejsergarde, der stod tæt sammenpakket paa Kirkegaarden i den tætteste Kugleregn, led uhyre Tab uden at rokkes; alene Synet af Kejseren, der stod ubevægelig under et Træ ved Kirkegaardsdiget og ikke ændsede, at store Grene nedskødes umiddelbart ved Siden af ham, var tilstrækkeligt for disse tapre Folk , hvis højeste og eneste menneskelige Lov det efterhaanden var blevet at følge hans mindste Vink, til at de uden Knurren skulde have ladet sig skyde ned til sidste Mand, om det havde været nødvendigt.
Snart stode baade Eylau og Rothenen i Brand, og Flammerne kastede i den graa Morgenbelysning, og medens Sneen atter begyndte at falde tæ t, deres Skær over dette uhyggelige Blodbad, der forløbigt ikke syntes at skulle tage nogen Ende.
Tilsidst syntes dog Russerne — efter Napoleons eget Udsagn — at have mistet Taalmodigheden, og en Del af deres højre Flø j rykkede frem for at angribe Stillingen ved Møllen Nord for Eylau. Levals Division, der dannede de Franskes venstre Fløj, imødegik Angrebet, men blottede derved Artilleriet, der havde Stilling ved Møllen, og som truedes af fjendtligt Rytteri, der rykkede frem i Flanken. Soult, der bemærkede dette, og som ikke selv havde Rytteri ved Haanden, beordrede Rytterbrigaden Durosnel af Augereaus Korps, der tilfældigt befandt sig i Nærheden, til at dække Artilleriet; og medens det russiske Fodfolk nu med stor Kraft blev slaaet tilbage af Levals Division, viste denne Foranstaltning kort efter sin store Betydning. Durosnel, der paa Grund af Sneen, der nu faldt tættere og tættere, selv intet havde set til det fjendtlige Rytteri, opstillede sin Brigade i to Linier og støttede sin højre Fløj til det efterhaanden tilbagevendende Fodfolk noget bagud og til venstre for Artilleriet; han begyndte allerede at anse sin Opgave for endt og ventede paa nærmere Ordre for at kunne vende tilbage til sit eget Korps, da han pludseligt opdagede en uhyre fjendtlig Ryttermasse, der skjult i et tæt Snefog i kort Afstand nærmede sig hans venstre Flanke. Durosnel svinger øjeblikkeligt til venstre med sin forreste Linie og rider allerede from for at give Ordre til Attake, da han opdager, at det fjendtlige Rytteri paa Grund af den alenhøje Sne, i hvilken det rider, kun kan bevæge sig i Skridt; han tager da straks en anden Beslutning; han gør Ilold t med hele sin Styrke og lader Mandskabet gøre Karabinerne klare; og nu paafølger et Sammenstød mellem disse to Ryttermasser, som med Hensyn til de Omstændigheder, under hvilke det fandt Sted, vistnok er ganske enestaaende: Ru sserne nærme sig i tætsluttede Rækker med 8 Geledder efter hverandre stadigt i Skridt kæmpende med Sneen; De Franske holde ubevægelige med Karabinen paa Laaret. Et Øjeblik forinden Sammenstødet kommanderer Durosnel: Haut les carabines! og umiddelbart derefter paa ganske kort Afstand: Feu! — Virkningen var i første Øjeblik tilsyneladende overvældende; største Parten af Rytterne i Russernes første Geledder blev skudt ned eller bragt i Forvirring, idet de fleste Heste som ikke bleve dræbte, gjorde omkring og reve Sidemændene med sig; men paa Grund af den langsomme Gangart genoprettedes Ordenen ikke desto mindre efter et Øjebliks Forløb; de bagvedværende Geledder, som vare næsten intakte, rykkede frem og udfyldte de opstaaede Huller, og hele Massen gik atter frem mod de Franske, som nu grebe til Sablerne. Snart var alt indviklet i et voldsomt Haandgemæng, og Durosnels 2. Linie rykkede frem til Forstærkning. Paa samme Tid viste der sig en talrig Kosaksværm paa Franskmændenes venstre Fløj; før det var for sent, blev den opdaget af Kaptajn Kermann, hvem det lykkedes at svinge ud med sin Eskadron og at imødegaa Angrebet. Det franske Rytteri fik efterhaanden Overtaget, og Russerne, som gik tilbage, bleve tagne under Behandling af Fodfolksafdelinger af Levals Division, der vare komne tilbage og nu fik frit Skud. Først efter at have lidt overordentlige Tab lykkedes det det russiske Rytteri at komme uden for Skudvidde; om nogen Forfølgning var der ikke Tale, dels paa Grund af Terrainet og den ringe Afstand over til de fjendtlige Linier og dels for ikke at maskere Fodfolksilden.
Kejseren, der fra sin Plads var Vidne til Rytteriets kække Optræden, sendte en af sine Adjutanter for paa Stedet at komplimentere Durosnel.
Henimod Middag blev det meldt Napoleon fra Udkigsposten i Eylau Kirketaarn , at man saa Davout rykke frem mod Serpallen. Den forreste af hans Divisioner under Friant udfoldede sig allerede i Serpallens nordlige Udkant, da hele det russiske Rytteri fra venstre Flø j forlod sin Plads for at kaste sig over ham. Friant, som selv var i forreste Linie, benyttede sig imidlertid øjeblikkeligt paa en overordentlig heldig Maade af de udstrakte Indhegninger til Kvæg, som netop i stort An tal befandt sig foran denne By. I Stedet for som ellers at formere Karréer anbragte han sine Skytter bag ilisse lange og solide Træbomme og lod derefter ganske roligt de fjendtlige Rytterskarer, som vare hans Tropper langt overlegne i Tal, nærme sig paa nært Hold og modtog dem der med en velrettet Ild ; ligesom for lidt siden paa højre Fløj maatte ogsaa her det russiske Rytteri gaa tilbage under svære Tab. Imidlertid kom Davout frem med Resten af sit Korps, og Napoleon saa nu det russiske Fodfolks Reservekolonner paa venstre Flø j svinge ud og gaa mod Syd. I dette Øjeblik havde Slaget taget den Vending, som Napoleon havde forudset og ønsket: Angrebet i Fjendens venstre Flanke — det, som i Forbindelse med Ney’s forventede Ankomst skulde forhindre Russernes Tilbagetog og føre til deres Tilintetgørelse — var indledet, og han ventede i næste Moment at kunne ende Kampen ved med sin Hovedstyrke at kaste Fjendens svækkede venstre Fløj ind mod hans Centrum og saaledes oprulle hele hans langstrakte Stilling. Det skulde imidlertid ikke gaa saaledes. Saa snart Napoleon saa, at Davout var naaet frem over Serpallen, og at han var kommen i Engagement med de russiske Reservekolonner, befalede han Augereau med hele sit Korps tillige med St. Hilaires Division i Itothenen at gaa frem over Terrainet mellem denne By og Eylau for at angribe venstre Fløj af Russernes forreste Linie samtidigt med, at Davout kastede Reserverne tilbage.
Augereau, der havde stærk Feher, og som i hele det sidste Døgn ikke havde faaet anden Føde, end et lille B rø d , hans Tjener om Morgenen havde fundet, og som han delte med sine Adjutanter, anede, hvilken Skæbne der ventede ham og hans Korps; og som et ulykkeligt Varsel tik den Officer, der overbragte ham den kejserlige Ordre, i samme Øjeblik sit Hoved næsten skilt fra Kroppen af en Kugle fra de russiske Kanoner. Med sin sædvanlige Energi satte han sig dog straks i Spidsen for sit Korps, og under en voldsom Kugleregn førte han det frem mod Fjenden. Paa denne T id brød Uvejret løs med fornyet Kraft. Himlen formørkedes, og Stormen pidskede Sne og Hagl lige i Øjnene paa de franske Tropper, saa at de næppe kunde se ti Skridt frem for sig.
Augereau tog Fejl af Retningen og svingede for meget til venstre. Uden at mærke det, skilte han sig mere og mere fra St. Hilaire, der var rykket frem paa samme Tid, og pludseligt befandt han sig med sin højre Fløj lige ud for Russernes Centrum. Disse, som ikke generedes saa meget af Sneen og Blæsten, som de havde paa Ryggen, havde observeret hele hans Bevægelse; de demaskerede pludseligt deres Reservebatterier paa 72 Kanoner og sendte en saa voldsom Kardæskild ned over dette ulykkelige Korps, at det i kort Tid saa at sige tilintetgjordes; i mindre end et Kvarter mistede det omtrent to Tredjedele af sin Styrke; 4,000 døde og saarede laa tilbage paa Valpladsen, og Resterne styrtede i vild Flugt tilbage mod Eylau. Kun 14. Linieregiment, der havde besat en Høj, vilde ikke forlade sin Plads uden udtrykkelig Ordre fra Kejseren. Omringet af Fjender paa alle Kanter holdt det Stand, skønt hvert Minut, der forløb, kostede det overordentlige Tab og forringede Sandsynligheden for Redning; kun svingede det ustandseligt sin Ørn frem og tilbage i Luften for at vise Kejseren, at det endnu var paa sin Plads og trængte til Hjælp.
Napoleon, der var dybt rørt over dette Bevis paa Standhaftighed, befalede Augereau, der selv var saaret under Tilbagegangen, at sende en Officer med Ordre til Regimentet om i Karré at trække sig tilbage. Den første af Augereaus Adjutanter, som sendtes af Sted, forsvandt kort efter mellem de talrige Kosaksværme, der strejfede dm overalt mellem de to Hære; den anden gik det paa samme Maade; ingen af dem naaede deres Bestemmelsessted, og man gensaa dem ikke senere; sandsynligvis ere de bievne huggede ned undervejs; den tredje, den senere saa bekendte General Marbot, fortæller i sine Memoirer meget drastisk om , hvorledes det lykkedes ham at løse sit Hverv. Af Interesse for det foreliggende er den Del af hans Beretning, der omhandler hans Optræden ved denne Lejlighed qua Rytter. Han fortæller, at han havde lagt Mærke til, at begge de foregaaende Officerer havde trukket Sablen, for at forsvare sig mod Kosakkerne, der omringede og anfaldt dem fra alle Sider. Han valgte selv en anden Fremgangsmaade. Han besluttede nemlig at foranstalte et lille Steeple-chase med Kosakkerne og lod derfor sin Sabel rolig blive i Skeden; derpaa satte han sin Hest, et ædelt Dyr, der var en fortrinlig Springer, paa de værste Forhindringer, han kunde finde paa Vejen. Som han havde ventet, foranstaltede Kosakkerne nu ganske rigtigt en formelig Jagt paa ham; men dels paa Grund af Hestens Hurtighed og dels, fordi de ikke kunde følge ham over Forhindringerne, lykkedes det ham helskindet at naa sit Maal. — Han kom dog for sent. Det 14. Linieregiment eksisterede ikke mere; han fandt kun dets Chef omgiven af en Haandfuld Folk , og faa Minutter senere vare ogsaa disse bortrevne af Fjendens Kugler eller stødte ned af de drukne russiske Soldaters Bajonetter. Selv naaede han først saaret og halvt bevidstløs tilbage til de franske Rækker.
Da Bennigsen saa, at Augereaus Nederlag var fuldstændigt, standsede han Ilden og lod sit Rytteri gaa frem for at forfølge Resterne af hans Korps. Augereau selv blev, haardt saaret, baaren hen til Napoleon1), hvor han bittert beklagede sig over ikke at være bleven undsat; hans Tropper kastede sig hovedkulds ind i Eylau , hvor de frembragte den største Forvirring. Det fjendtlige Rytteri, der var fulgt tæt efter, naaede ogsaa frem til Byen, og flere Afdelinger havde allerede naaet Foden af den Bakke, paa hvilken Kirkegaarden var beliggende. Kejserens Omgivelser bleve forfærdede. Med Raabet: „Sauvez l ’Em pereur!“ styrter Bessiéres hen mod Garden, og Berthier lader Kejserens og Stabens Heste føre frem. Kun Napoleon selv taber intet Øjeblik sin R.o og bliver ubevægelig staaende. Hans skarpe og øvede Blik har allerede set, at det russiske Rytteris Kræfter ere udtømte af det skarpe Rid t gennem Sneen, hvor det ofte synker i til Bugen; det vil ikke være i Stand til at foretage den sidste Anstrengelse og bestige den temmelig stejle Skraaning, der fører op til Byen. Han afviser ærgerlig de trufne Foranstaltninger og lader en enkelt Bataillon af Garden gaa i Stilling. Men ved Synet af de russiske Ryttere, af hvilke nogle ere trængte frem i 50 Skridts Afstand, udbryder han gentagne Gange beundrende: „Quelle audace! Quelle audace!“ Hans Blik havde imidlertid ikke skuffet ham: Da de forreste Afdelinger vare naaede et Stykke op ad Skraaningen og saa Kejsergarden opstillet, vendte de om, og hele Rytteriet gik tilbage1).
Samtidig med Augereau rykkede, som det vil erindres, St. Hilaire med sin Division (Soults 3.) frem fra Rothenen. Ligesom hin blev ogsaa denne modtagen af en voldsom Kugleregn og blændet af Sneen. Han forfejlede dog ikke Retningen, men tog efter Ordren Direktion mod Russernes venstre Flø j, søgte at forene sig med Davout og bemærkede ikke, at Augereau fjærnede sig mere og mere, og at en stærk fjendtlig Rytterafdeling rykkede frem i det derved opstaaede Mellemrum. Det var derfor ganske uventet, at hans venstre Flø j nu blev angreben af det russiske R y tte ri; enBataillon, der befandt sig her, og som ikke fik Tid at danne Karré, blev fuldstændig reden over Ende, og St. Hilaire saa sig nødsaget til at gaa noget tilbage. Davout, hvis venstre Flanke herved blev blottet, førte imidlertid hurtig Morand’s Division frem til Forstærkning, forenede sig atter med St. Hilaire og genoprettede saaledes paa dette Punkt Uheldet. x Det hørte pludselig atter op med at sne, og Himlen klarede op. — Napoleon saa fra Kirkegaarden det sørgelige Udfald af denne Kam p, af hvilken han havde ventet sig saa store Resultater: Hele Augereaus Korps var ødelagt eller opløst, det var endnu ikke lykkedes Davout at kaste venstre Fløj, og Ney lod stadig vente paa sig. Russerne ansaa endog Øjeblikket for gunstigt til at gaa over til Offensiven over hele Linien, Fodfolksmasserne i deres Centrum begyndte allerede at gaa frem, og Slaget kunde i næste Øjeblik tage en for de Franske skæbnesvanger Vending. Da besluttede Napoleon med ét Slag at tilintetgøre alle de af Fjenden vundne Fordele. Han lader Murat samle hele det franske Rytteri indbefattet Reserverne og det til Soults og Augereaus Korpser hørende; og idet han vender sig mod ham for at give ham Ordren, siger han: „Eh bien! nous laisserastu dévorer par ces gens-lå?“ og befaler ham at standse den fjendtlige Fremrykning. Hermed tager et af de mærkeligste og mest storslaaede Rytterangreb, som Historien har at opvise, sin Regyndelse — mærkeligt ikke alene paa Grund af de uhyre Masser, der fra begge Sider sattes i Revægelse, men ogsaa som en Følge af de særlige Omstændigheder — moralske som materielle — hvorunder det udkæmpedes.
I Spidsen for 90 Eskadroner rider Murat frem paa den samme Plads, hvor kort i Forvejen et helt Arm ekorps er gaaet til Grunde. For lettere at komme frem i Terrainet indtager han en Formation med smal Front — les regiments formés en colonnes par brigades — og for at undgaa den værste Ild fra Centrum svinger han først noget til højre, passerer St. H.ilaires Division og tager derefter Direktion mod Klein Sausgarten, mod den venstre Halvdel af den russiske Linie; noget egentligt Flankeangreb lod sig ikke længere udføre, da Centrum allerede var rykket saa langt frem, at den forreste Linie dannede en stor Rue. Saa snart Bennigsen opdager, hvad der gaar for sig, sender han hele sit disponible Rytteri frem for at imødegaa Angrebet, men maskerer derved samtidig til Held for Modstanderen Ilden fra sit Artilleri. Grouchy, der paa fransk Side er forrest med sin Division let Rytteri, som han formerer i to Linier med Brigadefront, fører sin forreste Brigade frem til Attake mod de fremstormende Russere. Under Haandgemænget bliver hans Hest skudt under ham, og Generalen, der selv er saaret, bliver liggende under Hesten; allerede ile nogle russiske Ryttere til for at tage ham til Fange, da hans Adjutant, Lafayette, der er sprunget af. faar ham trukket frem. Han løfter ham op paa sin egen Hest, vikler selv sin Haand ind i dens lange Hale og lader sig slæbe med tilbage over Sneen.
Grouchy fører nu sin anden Linie frem. Det russiske Rytteri, som nok var veldisciplineret og i Besiddelse af en glimrende Tapperhed, men som i Henseende til Ledelse og Routine var det franske langt underlegent, havde ikke holdt tilstrækkelige Reserver tilbage og var endnu ikke kommet i Orden efter det foregaaende Sammenstød; skønt det i Øjeblikket var Grouchy’s anden Brigade mange Gange overlegent i T al, kunde det derfor ikke holde Stand over for den velrettede Attake, der førtes mod det; det splittedes til alle Sider og begyndte allerede at vige, medens de franske Ryttere trængte igennem paa alle Punkter; men nu bleve disse paa deres Side modtagne af det fjendtlige Fodfolk, der rettede en saa voldsom Ild mod dem, at alt et Øjeblik efter opløstes i vild Forvirring; i nogen Tid var hele Slagmarken opfyldt af enkelte Ryttere eller srnaa Afdelinger, der endnu søgte at holde sammen, og efterhaanden trak sig tilbage om Fløjene. Umiddelbart efter Grouchy fulgte den næste Division; det var Kyrassererne under d'Hautpoul, en af den franske Hærs dygtigste og dristigste Rytterførere. Han havde ordnet sin Styrke i tre Linier og red saaledes frem til dette Angreb, som nu maatte føres igennem, det koste, hvad det vilde, dersom det skulde lykkes at standse det stadig fremtrængende russiske Fodfolk.
Det var efter Øjenvidners Beretning et imponerende Skue at se denne Ryttermasse med glimrende Uniformer og vajende Fjerbuske ride frem over den udstrakte Sneflade; et Øjeblik ophørte Ilden fra begge Sider, medens endnu forsprængte Afdelinger fra det foregaaende Sammenstød trak sig tilbage til begge Hærene; det var, som alle kun havde Tanke for det storslaaede Skuespil, der foregik for deres Ø.jne, og der var næsten stille paa Valpladsen, da d’Hautpoul satte sig i Spidsen for sin Division og førte den frem. Lige for ham stod det russiske Fodfolks første Linie i tætte Rækker, og bagved dem de sluttede Kolonner, som allerede begyndte at udfolde sig. Man øjnede næppe nogen Mulighed for at trænge gennem disse levende Mure, som ikke syntes at have noget svagt Punkt, og som understøttedes af Artilleriet, hvis Kanonmundinger fra alle Højder gabede mod de franske Soldater og kun ventede paa det belejligste Øjeblik til at tage imod dem.
Men uden Vaklen og med fortrinligt Sammenhold vedblive Kyrassererne at gaa frem. Den forreste Linie er dog næppe naaet Halvvejen, før den modtages med en saadan Ild, at den fuldstændig oprives; hele Delinger rives bort næsten samtidigt, og efter faa Øjeblikkes Forløb er alt Sammenhold brudt; de adsplittede Rester vedblive dog at storme frem , men inden de naa ind paa Livet af Modstanderen, styrte de i den høje Sne eller skydes ned; d’Hautpoul selv falder blandt de første, dødeligt truffen. Uden at lade sig afskrække og uden Tøven følger den anden Linie efter, men lider den samme Skæbne. Først den tredie Linie, der føres frem med voldsom Kraft og Hurtighed, lykkes det at naa frem, forinden de russiske Soldater have faaet Tid at lade Geværerne paa ny; den bryder en Aabning i Rækkerne og vælter alt, hvad der stiller sig mod den, over Ende. Og gennem denne Aabning styrter sig nu med korte Mellemrum hele den efterfølgende Del af det franske Rytteris uhyre Masse. Saa voldsomt var dette Stød, at flere Afdelinger uden Standsning trænge helt gennem Russernes tredje Linie og kaste sig over de sluttede Reserver, der vare ganske uforberedte paa et saadant Angreb. Hovedmassen spreder sig dog til højre og venstre og rider hele den forreste Linie ned. Hver enkelt mindre Afdeling tager Initiativet til paa egen Haand at skaffe sig saa mange Fjender fra Halsen som muligt; de forreste ere allerede trængte helt op gennem det fjendtlige Centrum, som ganske opløses; om nogen samlet Ledelse er der ikke længere Tale , alt er opløst i en forbitret Kamp Mand mod Mand. Bennigsen, der fra en Høj er Vidne til dette forfærdelige Haandgemæng, ser snart, at han staar over for et komplet Nederlag, dersom det ikke lykkes ham inden meget kort T id at skaffe sig dette Rytteri fra Halsen. Hele hans Fodfolk er engageret, og hans Rytteri, der efter Sammenstødet var gaaet langt tilbage, er først i Færd med at samle sig. Han fatter da en Beslutning, der, hvor frygtelig den end maatte forekomme, dog maaske var den eneste Udvej til Redning. Han lader hele sit Reserveartilleri køre op; og uden at tage Hensyn til, at hvert Skud rammer lige saa mange Russere som Franske, sender han nu bagfra en voldsom Kardætskild ned over de kæmpende Masser.
Men de franske Soldater, hvem Modstanden yderligere ophidser, tage ikke længere noget Hensyn; de vedblive at ride op og ned gennem de russiske Rækker, som med utrolig Sejghed og Udholdenhed blive paa deres Plads. Halvt døende russiske Soldater ligge paa Jorden og skyde op paa de Ryttere, der storme hen over dem, og de, der kun rides over Ende, men ikke dræbes, rejse sig atter og beskyde de Franske i Ryggen. „Il ne suffit pas de tuer un Russe, il faut encore le pousser pour qu’il tombe“ — dette Mundheld holdt sig i mange Aar i den franske Armé , naar Talen faldt paa denne Begivenhed. Nogle af de franske Afdelinger vare, som det vil erindres, allerede ved det første Stød trængte gennem alle tre fjendtlige Linier; og her, langt bagved Fronten, stødte de nu paa det russiske Rytteri, som var ved at samle sig efter den foregaaende Kamp; paa flere Steder kom det til heftige Sammenstød; men udmattede som de Franske vare og langt underlegne i T al bleve de snart omringede fra alle Sider og huggede ned; de enkelte, som søgte at undkomme, faldt i Hænderne paa de overalt omstrejfende Kosakker, som endog dræbte de paa Jorden liggende saarede Ryttere med deres lange Lanser. Den tappre Oberst Dahlman, hvem det var lykkedes at samle henved hundrede af sine Folk , der vare omringede paa alle Kanter, gjorde en fortvivlet Modstand; for at befri sig, gjorde han endnu et sidste Choc og forsøgte at gennembryde de fjendtlige Rækker; men næsten alle hans Folk omkom i Sammenstødet og reve i Faldet lige saa mange Fjender med sig. Obersten selv styrtede dødeligt saaret med sin Hest. En Grenader ved Navn Brice, som saa ham ligge paa Jorden, ilede til, sprang af Hesten og løftede Obersten, der var halvt afmægtig, op paa den; selv svang han sig op bagved, og skønt han blev forfulgt af fjendtlige Ryttere, der tilføjede ham flere Sabelhug, lykkedes det ham at bringe sin Chef tilbage til de franske Rækker.
General Lepic, der kommanderede Garde-Grenadererne til Hest, og som ligeledes var trængt tværs gennem Modstandernes Linier, blev med nogle faa Folk af'skaaren fra sin Brigade under Haandgemænget. En russisk Officer, der opdagede ham i denne Stilling, omringede ham med sin Eskadron, og idet han red henimod ham, sagde han paa udmærket Fransk: „Rendez-vous général; votre courage vous a emporté trop loin; vous etes dans nos lignes!“ Generalen, der vendte sig mod sine tro Grenaderer, svarede roligt; „Regardez un peu ces figures-lå si elles veulent se rendre!“ — og med Raabet „Suivezm oi!“ styrtede han sig mod den russiske Eskadron, brød igennem og undkom. Medens de her fremstillede Begivenheder foregik, var on Del af det russiske Fodfolk fra Centrum , der, forinden Rytterangrebet fandt Sted, allerede var rykket saa langt frem , at den ikke berørtes deraf, naaet helt over til Eylau og rettede nu et Angreb mod Kirkegaarden, der stadig kun forsvaredes af Garden; Napoléon, der ikke vilde anvende sin Reserve før i yderste Øjeblik, havde nendig endnu ikke bragt Soults to Divisioner i Ilden. Murat, der blev gjort opmærksom paa, hvad der foregik, udviste her en Aandsnærværelse og Koldblodighed, som ikke noksom kan beundres; skønt han befandt sig midt under Fremrykningen til sit store Angreb, som synes at have maattet lægge Beslag paa hans udelte Opmærksomhed, oversaa han ikke det farlige i Situationen ogsaa paa denne Kant; han tilbageholdt en Rytterbrigade under General Bruyère og dirigerede den mod dette nye Maal. 3— 4000 russiske Grenaderer til Fods vare allerede naaede hen til den Skraaning, paa hvilken Kirkegaarden laa, paa samme Sted, hvor for nogen Tid siden det russiske Rytteri maatte vende om. Med den for den russiske Soldat egne Koldblodighed og Sejghed marcherede de ligeud i den Retning, hvori de en Gang vare satte, uden at bekymre sig om, at de ikke længere efterfulgtes af de bagved værende Afdelinger.
Gardens Batailloner, hvem Napoléon overdrog at tilbagevise dette Angreb, kappedes om at være de første til nu at deltage i den Kamp, som de hidtil havde maattet nøjes med at overvære som Tilskuere, skønt de russiske Kanoner havde gjort dem denne Rolle ubehagelig nok. Og for ret at give en Prøve paa deres Tapperhed og Uovervindelighed, løsne de ikke en Gang et Skud, men styrte med fældet Bajonet og under Raabet: „Vive l’Em pereur!“ ned ad Skraaningen. Overraskede over dette heftige Angreb, standse de russiske Kolonner og begynde allerede at komme i Uorden, da paa samme Tid Bruyère viser sig i Ryggen paa dem med sin Rytterbrigade. Russerne søge i Hast at danne Karréer, og over disse styrter sig nu fra den ene Side Garden og fra den anden Rytteriet. I den Grad bleve de fjendtlige Afdelinger overvældede — den allerstørste Del blev dræbt eller tagen til Fange — at der i den franske Soldaterjargon siden den Tid anvendes Udtrykket „piler un carreau“ , for at antyde en fuldstændig Tilintetgørelse (piler = „mase“). Murats storslaaede Rytterangreb var omsider til Ende; Bessiéres med Garden og Lepie med Grenadererne, der ankom sidst og med næsten intakte Tropper, gjorde det endelige Udslag; overalt vege de russiske Rækker tilbage, og Resterne indtoge deres oprindelige Stilling paa Bakkekammene. Men ogsaa paa fransk Side vare Tabene overordentlige, og da de sidste mere eller mindre adsplittede Afdelinger naaede tilbage, var hele den udstrakte Sneflade mellem de to Hære oversaaet med De to Hæres Stilling var herefter atter omtrent den samme som ved Slagets Begyndelse med Undtagelse af Augereaus Korps, der var gaaet tabt; men nu rykkede til Gengæld Davout, der, som det vil erindres, havde besat Serpallen, og hvem det efterhaanden var lykkedes at trænge frem lige til Klein Sausgarten, med stor Kraft frem mod Fjendens venstre Flø j, der var stærkt rystet efter de lige udstaaede Anstrengelser. Forstærket med St. Hilaires Division vedblev Davout at trænge frem mod Nord, stadig drivende Russerne foran sig, saa at disses venstre Flanke, som trak sig bag om den øvrige Del af Linien , tilsidst næsten naaede den højre; han oprullede med andre Ord hele den fjendtlige Linje og sendte endog Detachementer frem lige til Kutschitten bag dens Ryg. Det begyndte allerede at blive mørkt, og en glimrende Sejr syntes at være de Franske vis. Napoleon iagttog stadig fra Kirkegaarden Slagets Gang og ventede kun paa, at Ney skulde indtræffe paa venstre Flø j og afskære Russerne Tilbagetoget.
Allerede ses Troppemasser rykke frem over Althof; de gaa bag om Russernes Front, og i Halvmørket ser man, at de efterhaanden indvikles i en levende Fægtning, uden at man dog er i Stand til nøjere at iagttage denne. Men kort efter modtager Napoleon den ligesaa overraskende som nedslaaende Melding, at det ikke er Ney, men derimod Lestocq, der i Spidsen for 7— 8000 Preussere er ankommen bag Russernes Ryg, og som nu i Forening med de derværende Reserver, der atter samle sig, rykker frem for at generobre de tabte Stillinger. Davouts Korps, der ikke er forberedt paa dette nye S tød , og som nu er indviklet i en voldsom Kamp over hele Linien med afvekslende Held, bliver efterhaanden fortrængt fra den ene af de erobrede Stillinger til den anden og tilsidst kastet helt tilbage mod Udgangspunktet, Serpallen. Men her samler Davout i Forbindelse med Generalerne Friant og Goudin hele sin Styrke; selv iler han gennem Rækkerne fra den ene Fløj til den anden for endnu en Gang at opmuntre de udmattede Soldater og gaar saa, understøttet af 3. Korps Artilleri, frem til den sidste og afgørende Kamp. Det er efterhaanden blevet ganske mørkt; kun Skæret fra de brændende Ryer og Glimtene fra de uhyre Fodfolks- og Artillerilinier lyse op over Sneen. Tre Gange maa Davout forny sit Angreb, førend det lykkes ham at føre det igennem, og med en sidste Anstrengelse kaster han omsider de forenede Russere og Preussere tilbage og indtager atter sin tidligere Stilling ved Klein Sausgarten.
Napoleon, der paa Grund af Mørket ikke har kunnet følge denne Kamp, der udkæmpes bag Fjendens Front, er ikke sikker paa dens U d fald ; han holder sig derfor rede til at gaa frem med sin sidste Reserve - Soults 1. og 2. Division — for, ved endnu en Gang at kaste sig mod Russernes forreste Linie , at komme Davout til Hjælp, hvis det maatte vise sig, at han trængte dertil. Og i Virkeligheden er det kun et Tilfælde, der forhindrer, at et saadant natligt Sammenstød, hvis Følger vilde have været uberegnelige, finder Sted, om end af en noget anden Aarsag, end Napoleon ventede. I dette Øjeblik har nemlig Bennigsen, opmuntret ved Preussernes Ankomst og første Held, sammenkaldt et Krigsraad for at drøfte Planer om endnu en Gang at friste Lykken og ved en Fremrykning med den samlede Hær at bemægtige sig Eylau-Plateauet, som han vidste, kun forsvaredes af Garden og 2 af Soults Divisioner. Da indløber der Melding til begge Hære om, at Ney, — hvem det er lykkedes Lestocq efter en Forfølgning paa Liv og Død og kun ved at ofre hele sin Arriéregarde at undslippe med et Pa r Timers Forspring — er under Fremrykning fra Alt hof, og at hans Avantgarde allerede har indtaget og besat Schmoditten. Bennigsen, som ser sig udsat for i næste Øjeblik at være totalt afskaaren, har herefter kun ét at gøre; han sender en mindre Del af sin Styrke mod Ney for at opholde ham i nogen Tid, samler Resten af Hæren, der næsten er svunden ind til Halvdelen af sin oprindelige Styrke, og trækker sig, beskyttet af et uigennemtrængeligt Mørke, i Nattens Løb tilbage mod Königsberg. Napoleon tilbringer Natten mellem sine Soldater, der ogsaa have lidt uhyre Tab og ere udmattede til det yderste — og et af de blodigste Slag paa hans Løbebane er til Ende.
Ville vi undersøge, i hvilke Henseender og til hvilken Grad vi kunne drage os Studiet af Napoleons Krigskunst til Nytte, ville vi snart komme til Erkendelse af, at medens den store Kejser, som Strateg og Hærorganisator betragtet, til alle Tider vil staa som det store Forbillede, maa det paa den anden Side siges at være utvivlsomt, at hans Taktik , naar dette Begreb tages i sin snævreste Betydning, som omhandlende de enkelte Vaabenarters Anvendelse og Optræden paa selve Kamppladsen, efterhaanden kun har og kun kan have en rent historisk Interesse, efter at Nutidens tekniske Fremskridt have forandret selve Kampens Fysiognomi i den Grad, som Tilfældet er. Betragte vi specielt de i det foregaaende skildrede Begivenheder, se vi overensstemmende med det ovenfor sagte, at den Anvendelse, der under Slagets Gang er bleven Rytteriet til Del, saa lidt som vel muligt svarer til, hvad vi kunne vente i en Nutidskamp under i øvrigt lignende Omstændigheder at blive Vidne til. V i finde tværtimod Punkt for Punkt Eksempler paa en Vekselvirkning mellem Fodfolket og Rytteriet, der, ganske karakteristisk, er stik modsat den Rolle, vi nu om Stunder vilde tildele disse to Vaabenarter.
Og samtidig erkende vi, at Napoléons Rytteri under de givne Forudsætninger ikke alene optraadte med en glimrende Tapperhed, men ogsaa opnaaede næsten enestaaende Resultater, ført som det blev af Mænd, der foruden selv at være i Besiddelse af uimodsigelig Dygtighed og beundringsværdig Dristighed, tillige i overordentlig Grad forstode at underordne sig de af Kejseren inaugurerede Principper. Jeg skal nedenfor i al Korthed anføre nogle af de væsentligste Principper, der paa dette Tidspunkt vare gældende for Rytteriets Anvendelse, og som i flere Henseender vare af temmelig ny Dato. Napoléon havde nemlig under 23. September 1804 ladet forfatte et nyt Reglement for Rytteriet: „Ordonnance provisoire sur l’exercice et les manœuvres de la cavalerie, rédigée par ordre du ministre de la guerre (Berthier).“ Rytteriet deltes herefter i
1) Carabiniers,
2) Cuirassiers,
3) Dragons,
4) Chasseurs og
5) Hussards.
Reglementets Bestemmelser, af hvilke største Delen holdt sig til lige op mod Nutiden — nogle enkelte findes næsten ordret i det sidst udkomne Reglement — vare meget indviklede; de fordrede en stor Mængde Kommandoord og vilde med den Bevægelighed og Hurtighed, vi nu fordre af Rytteriet, være ganske uanvendelige. Man var saaledes ofte for at udføre ganske simple Evolutioner nødsaget til at foretage tilbagegaaende Bevægelser, lange vifteformede Deployeringer eller betydelige Trækninger til Siderne med paafølgende Sammenslutning til Midten. Naar vi ikke desto mindre Gang efter Gang se R y tteriet opnaa saa betydelige Resultater, kunne vi kun forklare os dette, naar vi erindre, at Napoleons Hovedprincip for dets Anvendelse var den store Masseudfoldelse og Massevirkningen paa et enkelt Punkt i det rette Øjeblik. Om nogen egentlig Førervirksomhed paa selve Kamppladsen inden for de mere underordnede A fdelinger, saa længe de optraadte som Led af et større Hele, var der saa at sige ikke Tale, og meget hyppigt blottede Kejseren de enkelte Korps ganske for deres Rytteri for at anvende dette samlet. (Smign. Murats Angreb den S. Febr., Side 20.) Ser man bort fra Oldtidens Kampe, finder man intet Steds dette Princip saa tydeligt udtalt som hos Napoleon, og det udvikledés mere og mere under hans Løbebane, indtil han tilsidst overdrev det, og Modstanderne fandt Udveje til at unddrage sig dets Virkning. Ligesom nu var Offensiven Rytteriets Hovedlov; kun under ganske særlige Omstændigheder maatte det gribe til Defensiven og gjorde da som Regel Brug af Skydevaabnene. (Smign. Durosnels Brigade den 8. Febr., Side 13.) Naar Angrebet skulde tage sin Begyndelse, redes der 150 Skridt Trav, 100 Skridt Galop, og derefter fulgte i kort Afstand fra Modstanderen Marche-Marche, under hvilken Bytterne i 1ste Geled strakte Sablen langt frem med Spidsen forrest; i 2det Geled holdt de Sablen højt over Hovedet. Under Marche-Marchen skulde der rides saa hurtigt, soin det var foreneligt med godt Sammenhold: „C’est en raison du degré de vitesse que l’on doit compter sur le succès“ . Enkelte Rytterførere — endog blandt de dristigste og mest ansete — satte dog Fo rdringen til Sammenholdet saa højt, at det i betænkelig Grad gik ud over Hurtigheden ; Lasalle skal saaledes ved Synet af en Modstander, der red frem til Attake i Galop, have udbrudt: „Voilà des gens perdus!“ Lige som Frederik den Store vilde han have, at alt kun skulde tænke paa at holde sammen til Eskadronens Midte, selv om denne derved blev: „serré à le faire crever!“
Et Hovedprincip under Angrebet med større Masser var Anvendelsen af flere Linier bag hverandre; ved at bibringe Fjenden det ene Stød efter det andet skulde dennes Modstand brydes i højere Grad end ved et enkelt Angreb med større Front. A t dette kunde lykkes, skyldtes vel nok først og fremmest den Omstændighed, at Modstanderne selv fulgte det samme Princip. (Smign. Forholdene paa russisk og fransk Side under Murats Rytterangreb den 8. Febr., Side 20 ff.) Hensigten med de bagved værende Linier synes dog hos Napoléon tillige at have været en anden, mere svarende til Nutidens Syn paa Rytteriets hensigtsmæssige Anvendelse; i sin „Note sur l’introduction à l’histoire de la guerre“ skriver General Lloyd saaledes angaaende Nødvendigheden af at angribe paa 4 eller 5 Linier, at dette sker baade „pour permettre aux lignes de derrière, si elles ne sont pas contenues par une cavalerie, qui leur est opposée, de prendre l’ennemi à dos“ (smlgn. til en vis Grad Tilbageholdelsen af General Bruyères Brigade den 8. Febr., Side 25) og for at „prolonger la première ou la deuxième ligne, menacées d’être débordées, par l’entrée en jeu des lignes suivantes, du côté opportun.“ (smlgn. 2den Linie af Durosnels Brigade den 8. Febr., Side 14.) Hvad angaar den Hestebestand, der stod til Napoléons Raadighed, da var det gennemgaaende meget lidet ædle Dyr, der anvendtes. Navnlig under de længere Felttog, hvor Remonteringen ofte maatte tage sin T ilflugt til Bøndernes Besætninger og Postholderiernes Stalde, saa man ofte hele Regimenter beredne paa klodsede, til militært Brug mere eller mindre uskikkede Heste. Man fristes i denne Sammenhæng uvilkaarligt til at minde om de hyppigt forekommende Eksempler paa, at selv haardt saarede midt under Slagene anbringes paa Hesteryggen og saaledes transporteres b o r t , eller at Ryttere selvanden svinge sig op paa en Hest for at undkomme — Eksempler, der sikkert ikke ville forekomme hyppigt med vor nuværende Flestebestand med de mange kildne Rygge og de hurtige, nervøse Bevægelser. Tydeligst fremgaar det mindre Krav til Hurtighed, der kunde stilles, dog af de reglementsmæssigt foreskrevne Tempi: 100m Skridt, 200— 220m T rav og navnlig Galop: 300m.
Ligesom der altsaa kun findes meget faa Tilknytningspunkter mellem Napoleons taktiske Anvendelse af Rytteriet og Nutidens, saaledes synes det, som allerede anført, naturligt at antage, at der ikke kan bygges videre paa de af ham opstillede Grundsætninger, men at man meget mere ganske maa søge bort fra disse — hvad, som bekendt, ogsaa sker — for at naa det Ideal, der bør tilstræbes.
I Modsætning til denne Antagelse har i „Revue de Cavalerie“ (Nr. 150, 1897) en unavngiven Forfatter i en Artikel angaaende Rytteriets Anvendelse ved Eylau forsøgt heraf at udlede forskellige alrnengyldige Regler; jeg skal til Slut tillade mig at anføre en enkelt af hans Udtalelser i saa Henseende. Han skriver angaaende Brigaden Marulaz’s Ankomst og Medvirkning ved Avantgardefægtningen den 7. Febr. (se Side 6): „ L ’intervention si opportune de la brigade Marulaz qui, malgré son faible effectif, n’hésita pas à s’engager, nous amène à relever deux points de doctrine dans le rôle de la cavalerie.
Tout détachement envoyé en reconnaissance ne doit pas s’arrêter au rideau qui est tendu devant lui; ce qu’il faut constater, ce n’est pas seulement la présence de l’ennemi sur un point, c’est sa force et ses dispositions. Le général n’y manqua point, et, perçant au travers des Cosaques, il poussa jusque sur le théâtre de l’action dont il put constater la véritable physionomie. En outre, toute cavalerie présente sur un champ de bataille ne doit point laisser échapper l’occasion de s’y rendre utile — n’eût-elle pas d’ordres, parce que, grâce à sa mobilité, elle peut toujours éviter les pertes et se dégager du combat, et que son intervention inopinée tourne également toujours au profit de l’ascendant moral des siens. Le général Marulaz ne manqua non plus à ce principe, et, sans se fixer à son rôle de reconnaissance, il vint menacer le flanc de l’adversaire, attira sur lui sa cavalerie et détourna ainsi une partie des forces qui s’opposaient à la marche en avant du maréchal Soult. Bien plus, l’apparition de Marulaz dans ce combat assurait cà Napoléon, pour la grande bataille du lendemain, le concours du corps de Davout, dont l’attaque de flanc devait si bien seconder ses projets.“ Medens nu den første af de her fremsatte Læresætninger, at en større Rytterafdeling, der skal rekognos cere, ikke bør lade sig standse af det Slør, der sendes frem imod den, turde høre i den Grad til enhver Rytters ABC , at man ikke behøver at gaa tilbage til Napoleon — eller om man vil, at man kan gaa endnu meget længere tilbage — for at faa dens Rigtighed konstateret — saa turde det derimod være mindre korrekt, naar Forfatteren derefter vil hævde, at en Rytterfører, der ankommer paa en Kampplads, altid skal søge Lejlighed til at gribe ind. Ganske vist er der noget overordentligt tiltalende og, skal vi sige „ryttermæssigt“ (trods den lidt mislige Klang, denne Betegnelse undertiden af visse Grunde kan have) ved Tanken om at opstille det Hovedprincip, at en Rytterfører ikke bør forsømme nogen Lejlighed til ved et raskt og dristigt Indhug at gøre sig nyttig; men paa den anden Side maa det vel betragtes som givet, at Hensynet til den almindelige Situation og til egne Ordrer altid bør være det. afgørende i saa Henseende, og at der kan tænkes mangfoldige Tilfælde, hvor en Fravigelse fra en saadan Regel vilde være baade ønskelig og nødvendig. Betragte vi atter det anførte Eksempel, saa synes der — rent bortset fra det Faktum , at Marulaz virkelig efter Sigende stiftede fortrinlig Nytte og kom godt derfra — at have foreligget følgende Omstændigheder, som maa komme i Betragtning ved Afgørelsen af Spørgsmaalet om Betimeligheden eller Tilladeligheden af hans Indgriben under den daværende Situation:
1) Det var kun en forholdsvis ringe Del af Hæren, der deltog i Kampen; Napoleon med Hovedstyrken var endnu langt tilbage; Marulaz var følgelig ikke i Stand til at afgøre, hvorvidt den Fægtning, lian greb ind i. overhovedet var i Overensstemmelse med Overkommandoens Planer. Eksempelvis skal det saaledes fra et lidt senere Stadium af den samme Fægtning anføres, at det efter Sigende var ganske mod Napoleons Ønsker, at Soult efter at have besat Ziegelhof fortsatte Fremrykningen gennem Eylau og fordrev Russerne ogsaa fra dette Punkt, idet det var Napoleons oprindelige Plan at standse paa Ziegelhof og dér afvente Davouts og Neys Indgriben og, om muligt at, tvinge Russerne til selv at rykke frem over Eylau.
2) Marulaz vidste, at hans egen Chef, Davout, ved den nærforestaaende afgørende Kamp maatte have Brug for hele sin Styrke saa intakt, som muligt. Den franske Forfatter angiver endogsaa selv: „Davout, inquiet sur le compte de sa cavalerie légère, la rappelait avec insistance“ . I saa Henseende mener Forfatteren rigtignok, at: „grâce à sa mobilité elle (Rytteriet) peut toujours éviter les pertes“ — men, hvor Terrainet, som Tilfældet var, er skovrigt og kuperet, holder dette ikke Stik, idet Rytteriet her altid vil være udsat for at komme i Engagement med Fodfolk; og at Nutidens Skydevaaben ikke have forbedret dette Forhold, siger sig selv. At de her nævnte Hensyn ogsaa den Gang toges i høj Grad til Følge af de højere Førere, tinde vi nogle faa Maaneder senere et tydeligt Eksempel paa:
Paa Vejen til Friedland stødte en mindre Del af den franske Hær (c. 30,000 M d .). som var ilet forud, paa overlegne fjendtlige Kræfter ved Heilsberg og indledede her uden nærmere Ordre et Angreb. Henimod Aften ankom bannes, hvis Rytteri var forrest, i nogen Afstand fra de Franskes højre Fløj; men skønt disse havde lidt svære Tab og ikke vare i Stand til ene at kaste Fjenden , nægtede Lannes at efterkomme deres Anmodning om Understøttelse, da han vidste, dels at Angrebet var indledet uden Kejserens Ordre og dels. at den endelige Afgørelse ikke kunde finde Sted, før Napoléon selv kom til Stede med Resten af Hæren.
3) At Marulaz ikke havde O rdre til at angribe, men kun til at rekognoscere, er vel et Moment, der maa tillægges en forholdsvis ringere Betydning, men som dog maa tages med i Betragtning.
4) Den franske Forfatter skriver: „ .........son intervention inopinée tourne également toujours au profit de l’ascendant moral des siens“ . Den samme Virkning vilde han imidlertid til Dels frembringe ved sin blotte Tilsynekomst, navnlig hvis han derved kunde have opnaaet ikke at vise, hvor ringe hans Styrke i Virkeligheden v a r1).
5) Hvad endelig angaar Forfatterens sidste Begrundelse for Rigtigheden af Marulaz’s Indgriben, at den underrettede Napoléon om Davouts Nærhed, da synes den at være saa temmelig greben ud af Luften, idet Afsendelsen af en Ordonnans vilde have frembragt den samme Virkning.
Kilder:
Generallieutenant v. Lossau: Charakteristik der Kriege Napoleons. York von Wartenburg: Napoleon als Feldherr.
Organisation & rôle de la cavalerie française pendant les guerres de 1800-1815.
eschichte des Krieges von Preussen und Russland gegen Frankreich in den Jahren 180(1 u. 1807.
Ordonnance provisoire sur l ’exercice et les manœuvres de la cavalerie, 1801.
Thiers : Histoire du consulat et de l’empire.
Mémoires du maréchal Ney.
Marbot: Mémoires.
Revue de Cavalerie, Nr. 150— 1897.
