Af Oberstløjtnant Dalhoff-Nielsen.
II.
Naar vi stiller Problemet op saalcdes som sket i forrige Artikel, kan vi næppe komme lil andet Resultat, end at den øversle Førers „Selvstændiglied“ maa forstaas som Uafhængighed til at vælge de Midler, der i den forelagte Situation synes at være de virksomste til Opgavens Løsning. Hvorvidt han har Udsigt lil at finde den relativt bedste Løsning, vil væsentlig afhænge af hans teoretiske Fordannelse og praktiske Øvelse. Delte gælder baade i Fred og i Krig; men i Krigen kommer altsaa Ansvaret til — Ansvaret for Fædrelandets Fremtid — og lægger sine tunge Blylodder paa Beslutningsdygtigheden. Enhver vil sikkert føle, at „Selvstændighed“ alene ikke indeholder de Egenskaber, som kan give Beslutningsevnen den fornødne Svingkraft til al frigøre sig for Ansvarsbyrden og omsætte den til Ansvarsfrejdighed.
Krigshistorikeren, Prof. Hans Delbrück, har træffende karakteriseret Korskellen mellem at fatte en Beslutning under en Manøver og under et Felttog ved at sammenligne dem med Forholdet mellem en March paa en god Vej en foraarsfrisk Morgen og en Tilbagelæggene af den samme Strækning i Vand op lil Halsen ! Der skal stærke, moralske og fysiske, Kræfter til al overvinde den lammende Følelse, der i Krigen lægger sig over Handlekraften og stemmer op for Brystet ved hvert eneste Skridt. Den Egenskab hos den selvstændige Fører, som overvinder alle hæmmende Indflydelser, kalder Clausewitz for „Kühnheit“. Vi mangler det dækkende Ord for dette af Dristighed og Mod sammensatte Begreb og maa nøjes med at gengive det ved Dristighed. „Denne ædle Svingkraft“, siger Clausewitz, „hvorved Menneskesjælen hæver sig op over de største Farctruslcr, den er i Krigen ogsaa al betragte som et eget virksomst P rin c ip __ Den er fra Trænkusken og Tamburen helt op til Feltherren den ædleste Dyd, det rette Staal, som giver Vaabnet dets Skarphed og Glans“. Selv Dumdristigheden — d. v. s. Dristigheden uden Formaal — maa ikke ringeagtes. „Kun i et eneste Tilfælde skal den stækkes, nemlig hvor den sætter sig ud over Lydigheden, hvor den ringeagter en kundgjort højere Vilje. I dette Tilfælde maa den behandles som et farligt Onde, ikke for sin egen Skyld, men for Ulydighedens Skyld“ ; thi, siger Clausewitz: „Niclits g'eht im Kriege iiber den Gehorsam“.
Hermed er det givet, at naar Dristigheden parret med Modet er den væsentligste Egenskab, som kræves af den selvstændige Fører — og ikke Selvstændigheden — saa er for alle hans underordnede Førere Lydigheden det højeste, d. v. s. Lydigheden baaret oppe af Dristigheden x). Men jo mere Dristigheden udfolder sig i de lavere Grader, desto større er ogsaa Udsigten til, at den omsættes i Dumdristighed med Fare for at sprænge Helhedens Ramme. (Tilfældet Steinmetz den 18. August 1870.) Naar Grænsen for de underordnede Føreres Selvstændighed stedse maa være Lydigheden, saa kan deres „Selvtstændighed“ følgelig højst bestaa i, at der overlades dem Valget af Midler til at løse den for det hele foreskrevne Opgave; men denne Frihed til selvstændig at vælge Midlerne bliver dog altid snævert begrænset og aftager stærkt nedad i Graderne. Naar f. Eks. et Kompagni faar Befaling til at overspænde en vis Front, saa k a n Føreren maaske „selvstændig“ bestemme det herlil nødvendige Antal Delinger; men del er ogsaa muligt, at han intet Valg har. Naar vi derfor stadig med Kaptajn Jensen lægger Angrebet lil Grund for Betragtningen, saa ses det ikke rettere end, at hele Sporgsmaalct om Selvstændigheden paa det nøjeste sammenfalden med det taktiske Problem: Angrebstaktikken. Her horer imidlertid Videnskaben op og afloscs af rent subjektive Anskuelser. Vi har ingen Angrebstaktik, fordi vi mangler reglementariske Normer. Jeg bekender mig til den Anskuelse, at et Fodfolk som det danske kun da vil kunne gennemføre et Masseangreb, naar Eksercerreglemenlel foreskriver Kampform og Kampmaade med saa megen Bestemthed, at den højere Fører forud kan skønne, hvorledes et af ham befalet Angreb vil blive udfort, og ikke maa regne med, aL han helt er prisgiven Underforernes Vilkaarlighed eller ,,Selvstændighed“. Naar den højere Fører ikke har nogen Mulighed for at beregne Chancerne for den af ham planlagte Fægtnings heldige Gennemførelse, fordi han ikke ved, hvorledes Tropperne vil hære sig ad, saa ser jeg ikke, at man med nogen Skygge af Ret kan forlange Ansvarsfrejdighed af ham. Ansvaret maa forst og fremmest være Reglementets, og den, der sættes til at skrive det, maa have Mod til al sige: Saaledes skal det gøres og ikke anderledes. Reglementet maa ikke holde sig en Bagdør aaben for efter Omstændighederne at kunne skyde Ansvaret over paa Føreren. Af personlig Erfaring kender jeg den lammendc Følelse af Utryghed ved at være Nabo med Kompagnier eller Balailloncr, om hvis „selvstændige“ Opfattelse af, hvad der skulde gøres, man ikke havde Skygge af Anelse. Men jeg kender ogsaa den befriende Følelse ved at staa paa en 'bestemt Plads i el Regiment, hvis 12 Kompagnier var sammenarbejdede lil en virksom Angrebsenhed, i hvilken hver enkelt Fører fra forsi til sidst maatte udfolde al sin Energi for at bevare Sammenhængen i Handlingens Enhed rettet mod el stedligt Maal, og hvor ingen var i Tvivl om, hvad Naboerne til højre og til venstre vilde foretage jsig. Dette var ganske vist ikke helt Ekscrcerreglementets Fortjeneste, men Resultatet af pn overlegen Personligheds Virksomhed.
Kaptajn Jensen opfatter det som en Mangel ved Fægtningsinstruktionen, ;it den ikke ,tager et bestemt Standpunkt i Sporgsmaalct Angreb eller Forsvar. Heri tror jeg ikke, Kaptajnen har Ret. Instruktionen er i sit Slags fortrinlig; men som Rettesnor for den praktiske Uddannelse af et Fodfolk, der kun har 5Vs Maaned til sin Raadighed, er den .utvivlsomt forfejlet, netop fordi den er „Instruktion“ og ikke „Reglement“. Jeg læste nylig i en fransk Anmeldelse ,af en Bog om Kavalleri af en fransk General: ,,Ea cavalleric atlend impatiemment un reglement nouveau; elle demandc une doctrine de combat, puis des procédés d’évolulion et d’inslruclion oppropriés a oclle doctrine“. Ganske det samme kan siges om vort Fodfolk, det mangler en „Kamp Doktrin“, som det helt igennem er fortrolig med, og det Tillob, som Reglementet af 1894 gjorde i Retning af at skabe Normer for Angrebet, blev desværre ikke førte videre, indtil al Reglementeren forsvandt af Eksercerreglemenlel for at gaa pvcr i Instruktionens mere almindelig holdte Form. Under den nuværende Hærorganisation med dens smaa Divisioner, der strængt laget kun er permanente Detachementer, kan det endog være tvivlsomt, om der er Jordbund for en national Angrebstaktik.
Med Indførelsen af reglementariske Normer for Angrebet vilde imidlertid Spørgsmaalet om de forskellige Graders „Selvslændiglied" og „Ansvar“ være affærdiget, og omvendt, saa længe vi mangler en „Angrebsdoktriil", er det umuligt at finde nogen hr agil ar Mening i F" o r d r i n g c. nom Selvstændigheden inden for „den taktiske Ramme“; lin denne eksisterer kun som et, jeg havde nær sagt, transcendentalt Begreb. — —
Uden for dette allervigtigste Omraade frembvder Sporgsmaalct om „Selvstændigheden“ næppe nogle Vanskeligheder. Under Fredsarbejdet er Tiden mest oplaget af Detailuddannelsen, der nødvendigvis maa følge de af Forskrifterne udstukne Baner, og Selvstændigheden kan da kun ytre sig i den Intelligens og Kraft, hvormed det forelagte pædagogiske Problem opfattes og omsættes i Praksis. Forholdet er her overmaade simpelt og ligetil: Kompagnichefen er ansvarlig for Kompagniets Uddannelse, og jo bedre han forstaar sine Sager, des stærkere vil han gøre sin Personlighed gældende paa alle Omraader. Den Art af „Selvstændighed“, han kan indrømme sit underordnede Personale, vil stedse være af begrænset Natur og til syvende og sidst afhænge af Personalets Kvalitet. Denne Størrelse er ikke given en Gang for alle, og derfor kan der ikke paa delle snævre Omraade fastsættes forpligtende Grænser for „Indgreb“.
Kaptajn Jensens Betragtninger over Underofficerernes Stilling og Uddannelse tiltræder jeg ganske. Derimod forstaar jeg ikke Hensigten med at ville gøre Kompagniets ældste Løjtnant til „næstkommanderende“. Regimentet kunde, og da særlig under den nuværende Organisation, behøve en næstkommanderende; luen hvad de laveste Enheder skal med en saadan Instans, er ikke til at se. Udtrykket stammer vist fra Marinen, hvor næstkommanderende har en Række bestemte Funktioner, der for en Del sammenfalder med en Kasernekommandants. I Kampen er der Brug for en Kompagnifører og Delingsførere, og naar én falder, maa den næste i Rang tage Kommandoen. Danner man her en særlig Tjenestegang, og det da hænder, at næstkommanderende tilfældigvis bliver ukampdygtig før Chefen, gaar Maskineriet i Baglaas. Premierløjtnanten maa eksercere med sin Deling, fordi iler i Kompagniet maa være i det mindste én Mønslerdeling som Forbillede for de andre, og naar han ikke sætter en Ære i at foregaa de øvrige Delingsførere med sit gode Eksempel og vise dem, hvorledes en godt ekserceret Deling skal se ud, naar med andre Ord denne overmaade vigtige Gærning skal anses for at ligge under hans Værdighed, saa maa man ikke undre sig over, om ogsaa Underofficererne begynder al føle sig for fine lil at varetage, den Gærning, der er deres vigtigste, Tjenesten som Skyttepoliti i Skyttekæden. Denne Tjeneste er saare vanskelig, fordi den kun til en vis Grad lader sig indøve. Delle følger ligefrem deraf, at alle de „Fe jl“, Skytlerne begaar under Fredsøvelserne, er rene Lapperier mod dem, der viser sig i Kampen. Kan man her ikke stole paa, at Folkene frygter deres Underofficerer mere end Fjenden — for at tale med en Xenophons Kondottierer — saa kan man lige saa gærne opgive all Ilaab om at holde Udkampen gaaende. Der er nemlig ingen andre end Underofficererne lil at holde Justits i Skyttekæden.