Der er en uhyre Forskjel mellem de moderne Armeer og de gamle staaende Hære. De nyere Tiders Opfindelser have vel nogen Del deri; de forbedrede Vaaben og de fuldkomnere Kommunikationsmidler have modificeret Taktikken og Strategien, de have ændret Reglerne for Troppernes Anvendelse paa Krigsskuepladsen, de have forandret Hæ­ renes Organisation og Ydre, men de have ikke formaaet at omskabe dem. Det er de nyere Tiders Ideer, der have udført dette Værk; de have omskabt Hæren ved at anvise den en Plads i det af dem omdannede borger­ lige Samfund. Deri ligger Hovedforskjeilen; det 19. Aar- hundredes Hære ere ved talrige og faste Baand knyttede til Nationen, medens de gamle staaende Hære dannede en Stat i Staten, som kun ved det fælles Overhoved var knyttet til det øvrige Samfund. Hærens Medlemmer udgaa nu fra den Befolkning, imellem hvilken den lever; efter kortere eller længre Tids Forløb vende de atter tilbage og gjenoptage deres borgerlige Erhverv. I Fredstid er Armeen kun en Skole, hvori det vaabenføre Mandskab lærer Krigshaandværket; i Krigstid er den »Folket i Vaa­ ben». Nationen følger i Fredstid Hærens Gjøren og Laden med en Interesse, der i Krigstid stiger til den mest ner­ vøse Spænding, der er en vis Vexelvirkning, en vis Solidaritet mellem Nationen og dens Armee. Ganske anderledes var Forholdet i det 17. og 18. Aarhundrede. Hæren var fremmed for Befolkningen, selv om de fleste af dens Medlemmer vare af samme Nationalitet som denne; den væbnede Magt stod i et intimt Forhold til Krigsher­ren, den tjente ham, men ikke Nationen, den havde intet Fædreland.

Hærens Opgave er nu at værne om Statens Livsinter­esser; kun naar de staa paa Spil, tillader Tidsaanden Krigsherren at disponere over de værnepligtige Borgeres Liv. I de svundne Aarhundreder derimod havde Stats­ overhovedet en næsten uindskrænket Raadighed over sin Armee. Soldaterne vare kun Krigsmateriel; havde Fyrsten for mange af dem, kunde han sælge eller udleje dem, paa samme Maade som han kunde skille sig af med overflødige Vaaben og Heste. Kongens Tropper blødte paa fjerne Valpladser, medens Kongens Rige hvi­ lede i den dybeste Fred; thi man traadte ikke i noget Allianceforhold til den Magt, hvem man overlod sine Tropper, og Forholdet til dennes Fjender led ingen For­andring.

Auxiliærtroppesystemet hører saa nøje med til det 17. og 18. Aarhundredes militære Institutioner, det er saa fuldstændig i hine Tiders Aand, at det vilde være ørkesløst at diskutere dets Tilladelighed eller Utilladelighed set fra et Nutidsstandpunkt. Man opdrættede Sol­dater, som man nu opdrætter Kvæg. De fleste tydske Smaastater, de schweitziske Kantoner havde stor Fordel af denne Trafik; men ogsaa de nordiske Magter, særlig Danmark, have udlejet Tropper; Kongerne Kristian V, Frederik IV og Kristian VI have stillet stærke Auxiliærkorps til de krigsførende Magters Raadighed. De danske Tropper i fremmed Sold have kæmpet med Berømmelse paa de fleste europæiske Valpladser, og mere end een Gang have de bidraget væsentlig til Sejren. Det er imidlertid indlysende, at Beretningen om deres Færd ikke hører med til Danmarks Historie. Danmark kan ikke smykke sig med Laurbærrene fra Hochstiidt, Ramelies o. s. v.; thi det optraadte ikke som krigsførende Magt; heller ikke den danske Nation kan i den Ros, der ofte ydedes de «Danskes» Tapperhed, finde Næring for en ensidig Patriotisme; thi i Auxiliærtropperne, som i de fleste andre af Datidens Troppeafdelinger, spurgte man ikke om Nationalitet; der, som overalt, var det indfødte Element stærkt blandet med fremmede; men den danske Hær kan med Rette være stolt af, at de danske Auxiliær- tropper stedse ansaas for at høre til de tapreste, de bedst uddannede og de bedst disciplinerede. Den danske Hær har Ret til at smykke sit Tøjhus med de Trofæer, dens Sønner have taget paa de fremmede Valpladser; thi det er uomtvisteligt, at de danske Auxiliærtropper vedbleve at udgjøre en Del af den danske Hær, de stode bestandig i livlig Forbindelse med deres oprindelige Krigs­ herre, de vare af samme Beskaffenhed som hans øvrige Tropper, og naar Krigen var endt, vendte de i Reglen tilbage. Det skal derfor paa det bestemteste hævdes, at Beretningen om Auxiliærtroppernes Færd er en integre­rende Del af den danske Hærs Historie.

De danske Tropper, der tjente Frankrigs Fjender, have alt forlængst funden deres Historiografer; derimod har endnu ingen behandlet det Kontingents Skjæbne, som Danmark halvt mod, halvt med sin Villie kom til at stille til Frankrigs Raadiglied. I vor Literatur findes kun spredte, altid ufuldstændige, ofte fejlagtige Bemærkninger om dette Emne.

I Listen over Ludvig XIV.s Fremmedregimenter fore­ kommer et, der bærer Navnet Royal Danois; det er en Fremstilling af denne Afdelings Historie, særlig en Undersøgelse af dens Forhold til det Land, hvis Navn den bar, der er denne Afhandlings Opgave.

I Begyndelsen af Januar 1689 kom Jakob II som Flygtning til Frankrig, fordreven af sin Svigersøn, Prinds Vilhelm af Oranien, der støttedes af den overvejende Del af det engelske Folk. Skjøndt Frankrig den Gang var indviklet i Krig med det tydske Hige, Generalstaterne, Spanien og Savoyen, var Ludvig XIV strax rede til at yde den fordrevne Konge Hjælp. Prinds Vilhelm, der snart besteg Englands Throne under Navn af Vilhelm III, saa sig da om efter ny Allierede, thi Frankrig var Eu­ ropas stærkeste Militærmagt, Tyrkerne lagde Beslag paa en stor Del af Kejser Leopolds Kræfter, og den fordrevne engelske Konge havde endnu mange Tilhængere, især i Irland. Flans Blik faldt paa de skandinaviske Lande; men disse, der indsaa, hvilke uhyre Fordele deres Ilandel og Skibsfart kunde drage af en Krig mellem Sømagterne, hvori de ikke selv vare implicerede, vilde ikke aabenlyst bryde med nogen af de krigsførende Magter. Dog over- lode de begge England nogle Tropper, muligvis af Inter­ esse for Protestantismens Sag, der i Ludvig XIV og Jakob II havde sine farligste Fjender. Sverig stillede et Par Regimenter, og den engelske Gesandt, Sir Robert Molesworth, afsluttede den 15/25 August 1689 i Kjøbenhavn en Traktat med den danske Konge, hvori det bestemtes, hvor stærkt Hjælpekorpset skulde være, og under hvilke Vilkaar det skulde tjene3). Den August udgik der en kongelig Ordre, der bestemte Korpsets Sammensætning og designerede de Befalingsmænd p. p., der J) 2) 3I skulde tjene i det. En stor Eskadre af Krigs-, og Transportskibe samledes ved Slesvigs Vestkyst, og i den sidste Halvdel af Oktober og de første Dage af November (gi. St.) indskibedes Styrken, der talte c. 7000 Kombat­ tanter med c. 1700 Heste, ved Jordsand og Højer.

Den 6/16 Novbr. lettede Eskadren Anker; den bestod af 80 Førselsskibe, der eskorteredes af 6 Orlogsmænd. Tropperne kommanderedes af Generalløjtnant Ferdinand Wilhelm Hertug af Wiirtemberg-Neustadt, me­ dens Flaaden førtes af Schontbynacht C. E. v. Slbcken. Hejsens Maal var Leith i Skotland, men Overfarten var ikke heldig. Efteraarsstormene splittede Flaaden, kun 2/3 af den kom den 11/21 Novbr. til Humberfloden, og Ud­ skibningen fandt Sted ved Huil, da man ikke troede det raadeligt at gaa opad Kysten. Nogle af Skibene bleve forslaaede til de jydske og norske Kyster, enkelte kom til Skotland; først i Foraaret 1690 blev Korpset samlet med Undtagelse af Størstedelen af Dataillonen Dronnin­gen , der var og blev borte. Denne Styrke var dog ikke gaaet til Grunde, men den kom til at optræde under ganske andre Forhold, end man havde tænkt sig, da man indskibede den.

Den ovennævnte Bataillon af Dronningens Livregiment kommanderedes af Oberst Johann Dietrich v. Haxthausen og bestod foruden Staben af 6 Kompagnier å 113 Mand; Regimentet havde Standkvarter i Gluckstadt, Mandskabet bestod især af Holstenere'2). Staben og de 2 Kompagnier vare om Bord paa Skibet «Dansche Hav­ frue», der lykkelig kom til England, medens Resten ind­ skibedes paa «Samson», der sprang læk i den vold­ somme Storm, som rejste sig Dagen efter, at Eskadren var gaaet under Sejl. Skibet naaede dog lykkelig Gluck­ stadt, hvor Regimentschefen, Jobs t Scholten, der den Gang var Brigader, og Admiral Mathias Paulsen mod- toge Tropperne og traf de fornødne Foranstaltninger til paany at afsende dem. Den 3/13 December indskibedes Kompagnierne, der vare i god Stand, paa en Fløjte og en Galliot for, saa snart Vind og Vejr tillode det, at afgaa til Skotland. Det første Skib førte 6, det andet 4 Kanoner; man maatte nemlig være belavet paa at støde paa franske Kapere, der i denne Krig vare en sand Svøbe ikke blot for Fjendens, men ogsaa for de neutrale Mag­ ters Skibsfart paa Nordsøen. Kaperfartøjerne, der ofte hørte til den kongelige Marine og førtes af Søofficerer, optraadte med stor Dristighed. Frankrig udfoldede i det Hele i Slutningen af det 17. Aarhundrede en stor Magt paa Havet, og baade Krigs- og Kaperflaaden har glim­ rende Navne at opvise: Tourville og d’Estrées, Jean Bart og Duguay-Trouin.

Den 4/14 December gik de danske Transportskibe under Sejl, men 5 Dage efter bleve de i rum Sø og under Vindstille angrebne og tagne af 2 franske Kapere. Det ser ikke ud til, at de Danske gjorde Modstand, Par­tiet var ogsaa for ulige. Franskmændene, der førtes af Bart, bragte de danske Officerer om Bord paa Kaper­ fregatterne, hvor de udplyndredes6); Mandskabet derimod forblev paa Priserne under Bevogtning af franske Søfolk. Under en voldsom Storm skiltes Gallioten fra de øvrige Fartøjer; de danske Fanger, I Sergent og 130 Md., toge da Mod til sig, de overvældede deres Bevogtere og tvang dem til at sætte Kursen mod den hollandske Kyst. Skibet strandede under Zeeland, men Mandskabet reddedes og ankom i Slutningen af Januar 1690 (gi. St.) i god Behold til England; Kaperne og deres tiloversblevne Prise kom derimod i Slutningen af December 1689 (gl. St.) til Dun­kerque , hvor deres Ankomst vakte stor Sensation.

Fangernes Antal var 16 Officerer, c. 320 Underoffi­cerer og Menige samt nogle Nonkombattanter, hvorimellem en Feltskær og 2 Feltpræster. Som sædvanlig i hine Tider ledsagedes Soldaterne af endel Kvinder og Børn.

Officerernes Navne vare:

3die Kompagni:

Kapt. Anton Balzer v. Born,
Prmlt. Hartvig Embcke Schack,
Sekondlt. Peter Boje Johansen,
Fændrik Johan Ernst v. Götzen.

4de Kompagni:

Kapt. Friederich Philip Donop,
Prmlt. Hans Lattendorff,
Sekondt. d’Aiguillonet,
Fændrik Anton Ulrich v. Worgewitz.

5te Kompagni:

Kapt. Jørgen Petersen,
Prmlt. Johan Friederich Fuchs,
Sekondi. Clamor Lyder Reusch,
Fændrik Jost Abraham v. Brackel.

6te Kompagni:

Kapt. Johan Moritz Baron v. UlTeln,
Prmlt. Julien de la Motte,
Sekondlt. Arndt Johan Scheel,
Fændrik Jean Paillet du Chaillou.

Den berømte Søhelt, Admiral Tourville overbragte Ludvig XIV Efterretningen om Kapernes heldige Fangst. Hs. allerkristeligste Majestæt sad tilbords, omringet af Rigets store Mænd og fornemme Damer, der i ærefrygts- fuld Afstand og under den dybeste Tavshed overværede det imponerende Skuespil, som Kongens Souper frembød. Det var en Mandag Aften, det var saaledes «petit couvert», som kun de mest begunstigede fik Lov at over være; Aften efter Aften var den samme Kreds tilstede for med Andagt at glæde sig over Kongens glimrende Appetit, man turde ikke blive borte, men man morede sig ikke, thi ved Ludvig XIV.s Hof talte man ikke uden Opfordring, «on ne soufflait mot», som Hertugen af Richelieu siger. Tourville, der ikke havde røbet Nyheden for Nogen, fandt Lejlighed til at afgive sin Melding; han fortalte, at en kongelig Fregat og 2 Kapere havde taget og indbragt til Hunkerque 2 Fløjter med 500 danske Sol­ dater om Bord. Fangerne havde alle ønsket at tage fransk Tjeneste. Kongen modtog Efterretningen med Tilfredshed og meddelte den strax til de Tilstedeværende, hos hvem den selvfølgelig vakte stor Glæde. Saa vel ved Souperen som ved Hs. Majestæts Lever den næste Morgen, vare de danske Fanger det vigtigste Konversationsemne. Man sagde, at saa gode Soldater burde tages til Tjeneste under gode Vilkaar; dog var det vist bedst at splitte dem og anvende dem paa Steder, hvor de ikke let kunde deser­ tere, f. Ex. i Roussillon. Nyheden bredte sig og vakte overalt «une joye pétillante», der ikke aftog, da det kon­ stateredes , at man kun havde faaet I Skib og knap 350 Fanger.

Den danske Envoyé i Paris, Henning Meyercrone, indmeldte den 3/13 Januar Sagen til Kristian V, som blev meget pinlig berørt af den. Kongen var imidlertid under­ rettet om Begivenheden, inden han modtog Meyercrones Relation, og allerede den 7/17 Januar afgik der Ordre til denne om at indlede Underhandlinger med den franske Udenrigsminister, de Croissy, om Fangernes Ud­ levering. Envoyéen skulde gjøre gjældende, at de tagne Tropper ikke havde aflagt Ed til Kong Vilhelm, men endnu stode i den danske Konges Tjeneste. Desuden skulde de jo bruges mod Irlænderne, men ikke mod Frankrig. Hvis dette Land ikke vilde bryde helt med Danmark, kunde det ikke betragte de danske Soldater som Krigsfanger. Kongen af Danmark ventede sikkert en Meddelelse fra Frankrig om, hvor naar han kunde lade sine Folk afhente, samt en Angivelse af, hvor meget han skyldte for Troppernes Forplejning m. m.

Meyercrone havde strax sat sig i Bevægelse, men havde faaet det Svar, ac man ikke vilde give Fangerne tilbage; thi ingen Kaper havde nogensinde opbragt en Vare, der i højere Grad var Krigskontrabande. Gesandten søgte forgjæves at opnaa, at man foreløbig ikke splittede Folkene; man vilde intet love, ja man vilde ikke engang give bestemt Besked, om de skulde tjene tillands eller tilsøs. Krigsministeren, Louvois , gjorde Fordring paa dem i deres Egenskab af Soldater, og Marineministeren, de Seignelay, erklærede, at de tilhørte ham, da de vare tagne paa Søen.

Den 25/01-04/03 fik Meyercrone paany Ordre til paa det bestemteste at holde paa, at de danske Fanger ikke vare Krigsfanger. De skulde jo kun bruges mod Frankrigs Allierede; Danmark selv var ikke i Krig med Frankrig, men hvis denne Magts statsretlige Opfattelse var rigtig, kunde ingen Stat undgaa at blive trukken med, hver Gang der var Krig i Europa.

Croissy forblev imidlertid døv for alle den danske Gesandts Reklamationer. »Han kunde ikke lide, at jeg kaldte Fangerne danske Tropper, skriver Meyercrone til Kongen af Danmark, »han paastod, at de kun kunde betragtes som engelske, og at de vare solgte til Kong Vilhelm, hvem han stadig blev ved at kalde Prindsen af Oranien, for hele den Tid, Krigen maatte vare, hvoraf han drog den Slutning, at de vare stillede til dennes Raadighed, uden at der var taget noget Forbehold med Hensyn til deres Anvendelse mod Frankrig. Ilan sagde endvidere, at Deres Majestæt ikke havde stipuleret at kunne kalde dem tilbage, naar Krigen i Irland var endt, men at de skulde vedblive at staa i Tjeneste hos og være til Raadighed for Frankrigs værste Fjende. Tropperne vare betalte, førend de gik om Rord, fra det Øjeblik af vare de altsaa traadte i engelsk Tjeneste; de skulde jo ogsaa aflægge Ed til England og kunde følgelig kun be­ tragtes som fjendtlige og som god Prise ...»

Ganske grundløse vare de Croissys Indvendinger ikke; thi § 7 i Traktaten med England om Hjælpekorpset inde­ holdt følgende Passus: Saa længe Tropperne tjene i Kon­ gen af Englands Riger og Lande, skulle de have den i England brugelige Sold; skulle de derimod tjene udenfor Kongens Lande, faa de den i Holland brugelige Sold.

Sagen var paa Forhaand haabløs, men Kristian V vilde endnu ikke opgive den. Under 8/18 Februar paalagde han Meyercrone paany at imødegaa de Croissy. Han skulde stærkt betone, at Tropperne endnu ikke havde nogen anden Herre end Kongen af Danmark og kun i visse Maader vare overladte til Kongen af England; men denne havde endnu ikke modtaget deres Ed, og de vare ikke overleverede til nogen paa hans Vegne. Endvidere skulde han sørge for, at Folkene bleve vel behandlede, Omkostningerne skulde nok blive dækkede. «Vi ville nu afvente», hedder det i Instruktionens Slutning, »hvorledes Kongen af Frankrig vil udtale sig derom, men af Hans Generositet formode Vi, at, da Vi have saa gode Grunde til at reklamere det fangne Mandskab, man da ikke vil «debauchere» de fangne Officerer og Soldater, men lade dem blive ved deres Pligt og atter sende dem til Os». Nogle Dage senere fik Meyercrone en ny Instrux fra det danske Hof. Tonen var nedstemt, og Fordringerne nedsatte. Gesandten skulde virke for, at Fangerne bleve humant behandlede, at Officererne løsgaves paa Æresord, og at der fastsattes billige Løsepenge for hele Styrken.

De Croissy vilde intet høre om Fangernes Løsladelse, og da den danske Envoyé søgte at bevise det retsstridige i Frankrigs Fremgangsmaade ved at minde om den gængse Regel, at den, der stod i Allianceforhold til en Magt, ikke derfor var i Krig med dennes Modstandere, spurgte Ministeren ironisk, om Danmark da var Prindsen af Oraniens Allierede. Hermed afsluttedes alle Forhandlinger om Mandskabets Tilbagegivelse, derimod førtes der endnu længe Underhandlinger om de fangne Officerers Skjæbne.

I England nærede man megen Bekymring for de for­ svundne Tropper. Af hollandske Aviser havde Hertugen af Wiirtemberg erfaret, at «Samson» havde lidt Havari og var gaaet til Gliickstadt. Men da han intet hørte, om Kompagnierne i hele December Maaned4), begyndte han at opgive Haabet om mere at se dem. I Begyndel­ sen af Januar (gl. St.) modtog Kongen af England Efter­retningen om Troppernes Skjæbne, en Efterretning, som satte ham i meget daarligt Humør. Ret ses ikke til­ strækkelig klart, om England har gjort noget direkte For­ søg paa at løskjøbe Fangerne; i Paris gik der Rygte om, at Kongen af England vilde se at faa Officererne udvexlede, og Hertugen afWiirtemberg satte sig i Forbindelse med iMeyercrone, nærmest for at bede ham forsyne Offi­cererne med Penge, en Ting denne dog ikke kunde ind­ lade sig paa, da han selv i lange Tider ingen Gage havde faaet.

Længe inden den danske Envoyé og den franske Udenrigsminister havde endt deres ørkesløse Underhand­ linger, havde den franske Regering bestemt, hvad Rrug den vilde gjøre af de Rekrutter, den saa uventet havde faaet. Allerede den 17-27 Januar kunde Meyercrone melde sit Hof, at de danske Fanger skulde tjene tillands, og at Rygtet sagde, at Ludvig XIV, for at gjøre en Ende paa Striden mellem Krigs- og Marineministeren, havde be­sluttet at lade dem danne Stammen til et nyt Regiment. De fleste europæiske Nationers Navne vare alt repræsen­ terede i den franske Hær; nu skulde det danske bidrage til at komplettere Samlingen. Nu gjaldt det kun om at finde en højere dansk Officer, der kunde organisere og føre den ny Afdeling; thi Traditionen krævede, at Frem- medregimenterne førtes af Oberster af den Nation, hvis Navn de bar. Tilfældet vilde, at der ved det franske Hof befandt sig en Mand, der i alle Retninger egnede sig til dette Hverv.

Blandt de Personer, der vare tilstede ved Ludvig XIV.s Souper hin Aften, da Tourville meldte de danske Fangers Ankomst, var den danske Oberst Frands Juel5). Han var en Søn af Hans Juel til Staarupgaard og Lisbeth ') Walter til Ilarboe 'y290. Geh.Ark. „ 31. Jan. 2) Meyercr. Relat. 10 Febr- 90. Geh. Ark. 21. Febr. 3) Meyercr. Kelat. MartSi 90. Geh. Ark. 4) Meyercr. Relat. Jan. 90. Geh. Ark. 5) F. Juel til Harboe j4 90. Geh. Ark.  318 Krag1), og var antagelig født 16502). I sin tidlige Ung­ dom gik han i fransk Krigstjeneste, hvor han erhvervede sig gode Forbindelser3). Han stod dog i den danske Hær under den skaanske Fejde og var 1676 Major i «Kgl. Majestæts Liv Regiment tilfods», den senere Livgarde4). I Slutningen af Halvfjerdserne eller Begyndelsen af Fir­ serne ægtede han Johanne Sofie Kaas, Datter af Jens Kaas til Krabbesholm i Resen Sogn og Karen Reetz. Med hende fik han Hovedgaarden Frøstrupgaard i Lunde Sogn, der siden 1662 havde tilhørt hans Svigermoder5). Juel var imidlertid avanceret og nævnes 1682 som Oberst­ løjtnant tilfods og Kommandant i Kristianssand6). 1683— 87 skal han have været Kommandant paa Aggers­ hus 7) ; selv benævner han sig i et Dokument fra sidst­ nævnte Aar 8) Oberstløjtnant over det smaalendiske d. v. s. Smaalehnenes Regiment. I Løbet af 1688 er han bleven sat til Disposition9), og i de 2 nærmest følgende Aar føres han ved »Generalstaben« 10); han har dog vist­ nok forladt Danmark inden 1689, thi det ses af Regn­ skaberne, at han ikke har betalt sit Bidrag til Krigs­ hospitalskassen for 16881x). Frands Juel synes at have været vel anskreven ved det franske Hof. Hans Forfrem­ melser i den franske Hær, hvor man allerede den Gang ') T. Hofman: Efterretn. om danske Adelsmænd. H. staver Nav­ net Juul, men selv skriver han sig Juel. De Franske kaldte ham Youll eller Yoél. ’) Hans Forældre bleve gifte 1649, og han var ældste Barn. ’ ) Meyercr. Relat. Septbr. 91. Geh. Ark. *) Uddrag af Krigsregnskaber for 1676. Geh. Ark. 5) Trap: Beskrivelse af Danmark, 2. Udgave Bd. VI. •) Viborg L&tdsthirig Skjøde- og Panteprotokol Nr. 24, S. 88, Geh, Ark., sam^ Anker: Norske Generalspersoner, S. 355. 7) Anker, S. 350. 8) Viborg Landsthing Skjøde- og Panteprotokol Nr. 24 S. 123. Geh. Ark. s) Juel til Kongen 90. Geh. Ark. 10) Expederede Sager 1690. Geh. Ark. Han føres dog ikke i de danske Etater. n ) Krigshospitalets Restantz hos Militien for 1688. Geh. Ark.   319 lagde Hindringer i Vejen for Udlændinges Avancement, tale til Gunst for hans militære Brugbarhed; hans neden­ for omtalte Optræden overfor Kristian V vidner om Klogskab, og af hans Breve fremgaar det tydelig nok, at han var en begavet Mand. Hans danske Breve ere natur­ ligvis tunge, men det franske Sprog behandler han med en vis Lethed, og der er Liv og Fart i Skildringen i hans franske Indberetninger. Skjøndt alt saaledes tyder paa, at Juel var en dygtig Mand, havde han dog mange Fjender, særlig i Danmark; han har sikkert været en egenkjærlig, uomgængelig Personlighed, og Kristian V omtaler ham med stor Bitterhed. Hvad der end mere gjorde hans Stilling i Hjemmet uholdbar, var hans deran­ gerede Pengeforhold. 1687 maatte han sælge Frøstrup- gaard, der var stærkt prioriteret, og først i Begyndelsen af det næste Aarhundrede fik han Krabbesholm4), som hans Svigermoder ved Testamente 1696 havde tilsikret hans Hustru og Børn5). Endelig beskyldtes han for at have antaget den katholske Tro, og som det vil fremgaa af det følgende, var denne Beskyldning næppe ganske ugrundet.

Allerede i Midten af Januar 1680 (gl. St.) vidste man i England, hvilken Bolle Frands Juel skulde spille. Kong Vilhelm fortalte det til Hertugen af Wiirtemberg, som strax meldte det til det danske Hof. "Dette Forræderi havde jeg aldrig tiltroet Frands Juel», skriver Hertugen, der i sin Tid havde staaet sammen med Juel i Garden. Det varede endnu en Stund, inden Gesandten i Paris indberettede Sagen til Kristian V, men alt tyder paa, at Juel strax har sat sig i Bevægelse for at realisere den Tanke, som Tourvilles Budskab havde vakt hos ham, men hvis Udførelse var forbunden med store Vanskelig­heder.

De danske Fangers Ophold i Dunkerque blev ikke af lang Varighed. Efter nogle Ugers Forløb førtes de under Eskorte af Kavaleri og Dragoner til Abbéville; dog forbleve de 3 franskfødte Officerer, d'Aiguillonet, la Motte og du Chaillou, i Dunkerque, hvor deres Sag undersøgtes ved Admiralitetet; de vare maaske hugenottiske réfugiés. Hejsen gik over Calais og Boulogne, men undervejs smeltede Styrken hen i en betænkelig Grad. De Officerer, der førte Eskorten, hvervede en Del af Folkene og overlode en Del af de øvrige til de Kom­ pagnichefer, hvis Vinterkvarterer de passerede. Selv den ledsagende commissaire des guerres solgte 30 Mand til en Svoger, der kommanderede et Schweitzerkompagni. General de Bulonde, som var Øverstbefalende i hine Egne, saa igjennem Fingre med hele denne Trafik, thi Fremmedregimenterne havde svært ved at faa Rekrutter. Da man endelig kom til Abbéville, talte Styrken kun 130 Hoveder, Officerer og Nonkomhattanter iberegnede.

Det var just ikke den bedste Behandling, der ven­ tede de danske Fanger, da de gjennemblødte af Regn naaede deres Bestemmelsessted. Medens Officererne i Dunkerque havde boet i Byen, bleve de i Abbéville anbragte sammen med Underofficerer og Menige i elen­ dige Arrester, hvor de ikke engang alle kunde ligge ned. Officererne sendte Klage paa Klage til Meyercrone; og Oberst Juel begav sig da ned til Abbéville for at undersøge Forholdene. Han fandt Tilstanden «deplorabel» og konstaterede, at Mandskabet var saare villigt til at tage fransk Tjeneste, medens Officererne alle som en nægtede at bryde deres Ed til Kongen af Danmark. Efter at have gjort, hvad han kunde, for at skaffe Fan­ gerne en bedre Behandling, vendte Juel tilbage til Paris, hvor han traf flere af Fremmedregimenternes Chefer, der forgjæves forhandlede med Louvois om at faa Tilladelse til at hverve Resten af de fangne danske Soldater. Mi­ nisteren lod Juel kalde og sagde ham, at Kongen vilde give ham de danske Fanger, for at han med dem som Stamme lidt efter lidt kunde danne et Regiment; men Obersten svarede, at det var en bekjendt Sag, at de fleste allerede vare hvervede af andre. Louvois lovede da at give ham Fuldmagt til at tilbagefordre alle dem, der havde taget Tjeneste i andre Korps. I Begyndelsen af Februar (ny St.) fik General de Bulonde en udtrykkelig kongelig Ordre til at udlevere til Juel alle de Soldater af Dronningens Livregiment, der havde taget Tjeneste i de ham underlagte Afdelinger. Samtidig udgik der fra Krigsministeriet Ordre til Krigskommissærerne om at til­ bageholde en betydelig Sum af de Kompagnichefers Til­ godehavende, der ulovlig beholdt nogen af de omtalte Soldater. Bøden sattes til 6 Louisdorer for hver Mand, der ikke tilbageleveredes.

Da Juel atter kom til Abbéville, fandt han, at de fleste af de der internerede Soldater alligevel vare enga­ gerede af andre. Krigskommissæren havde forbeholdt sig nogle, der holdtes i en særlig Arrest, andre havde mod­ taget Haandpenge af Kavaleriofficerer, og atter andre fik daglig Lønning af Hververe, der blot ventede paa, at de skulde blive slupne ud af Fængslet. Majoren ved Regimentet Alsace og mange andre Officerer stode paa Lur for at snappe Folkene, inden de faldt i andre Hververes Kløer.

Medens Soldaterne af Dronningens Regiment saaledes ikke havde noget imod at tage fransk Tjeneste, vare de derimod ikke meget tilbøjelige til at indtræde i Juels ny Infanteriregiment. "Jeg maatte bruge List og Trusler», skriver han, «for at faa dem til at forstaa, at man hellere vilde lade dem raadne i Elendighed end til­ lade dem at tjene andetsteds end hos mig. Det kostede megen Besvær at komme saa vidt; thi en Infanterist vil nu engang hellere tjene til Hest end til Fods». De kraftige Overtalelser gjorde dog tilsidst deres Virkning; alle Fangerne, paa 6 Underofficerer og 6 Menige nær, toge Tjeneste hos Juel; de Folk, der allerede havde taget Tjeneste i andre Afdelinger, bleve udleverede, og i Løbet af Marts talte Stammen til det ny Regiment henad 300 Mand. Officererne vilde ikke lade sig overtale, de forbleve altsaa foreløbig i Fængsel, medens Præsterne mær­keligvis forsynedes med Pas og sendtes over Grændsen.

Der blev iøvrigt ikke sparet paa Forsøg paa at faa Officererne til at bryde deres Ed, og det ser ud til, at man strax har taget fat derpaa. Da Juel begyndte paa at danne sit Regiment, bestræbte han sig af al Magt for ogsaa at engagere Officererne, men han havde intet Held med sig; de svarede ham alle, at de ikke vilde være Menedere; han skulde som dansk Vasal ikke opmuntre dem, langt mindre «persuadere» dem til at tage Tjeneste. Juel søgte at friste dem ved at skildre den glimrende Karriere, de kunde gjøre ved at indtræde i den franske Hær, medens et langvarigt Fængsel i afsides Egne af Landet ventede dem, hvis de vægrede sig. Alt var forgjæves, hans Tilbad bleve «allernaadigt afslaaede». Kap­ tejnerne bleve til ingen Nytte trakterede af Juel, hvis Pung næppe har strakt til for ogsaa at indbyde de lavere Officerer; i det mindste skriver en af disse efter at have omtalt Oberstens Traktement: «Men vi Løjtnanter og Fændrikker sidde her som Fugle i Bure; som Børn faa vi om Søndagen Lov til at gaa i Luften, men komme ellers aldrig ud af Hullet.

Det lykkedes dog Meyercrone at skaffe Officererne bedre Vilkaar, og den 14-24 Februar kunde han indberette, at de ikke mere klagede over slet Behandling, men at de trængte haardt til Penge. Kongen af Danmark havde dog allerede den 21-31 Januar givet de Deputerede af Land- og Søetaten Ordre til at sende 4—500 Rdlr. «til de ved Abbéville arresterede Oberofficerers underholdning af woris høye Gemahl Hds. May. Dronningens Rgmt.», og 11-21 Februar sendtes der dem en lignende Sum. Samtidig førtes der stadig Forhandlinger om deres Udløsning, men det varede endnu 5 Fjerdingaar, inden disse brave Offi­cerers Fangenskab naaede sin Ende.

Meyercrone, der synes at have staaet i et ret ven­ skabeligt Forhold til Juel, kunde naturligvis ikke undlade at meddele denne, at han havde Ordre til at begjære Fangerne tilbage. Obersten svarede ham imidlertid, at han nærede sikkert Ilaab om, at Kongen af Danmark vilde give ham Tilladelse til at modtage det Regiment, Louvois havde tilbudt ham. Gesandten indberettede den 7/17 Februar Juels Forhold til det danske Hof; men han fremstillede Sagen i det for Juel gunstigste Lys. Han skrev, at Fangerne vare hvervede før dennes Ankomst til Abbéville, og han tilføjede, at man i Louvois’s Bureauer havde sagt, at Danmark umulig kunde have noget imod, at Juel kom til at føre de fangne danske Soldater; da Frankrig ikke vilde give Fangerne tilbage, kunde det være Danmark ligegyldigt, i hvilket Regiment de kom til at tjene.

Inden den ovenciterede Relation naaede Danmark, havde Frands Juel imidlertid selv henvendt sig til Kri­ stian V og til Overkrigssekretæren Jens Harboe. Brevet til Kongen, som nedenfor skal gjengives, er holdt i en underdanig Tone, men Bitterheden smager stærkt igjennem.

Paris, 10. Februar 1690.

Allernaadigste Konge og Herre!

Udi allerdybeste Underdanighed understaar jeg mig Eders Kongelige Majestæt at forestille, at saasom det udi disse qvartirer lader sig ansee til eu vigoureuse og muligt dauernde krig og Jeg, Eders Kgl. Maj. allerunderdanigste undersaat og tjener, nu paa andet Aar ej er I paast at gjøre nogen den ringeste function i Eders Maj. tjeniste, och saadan derudi jeg ei bør kand eller tør pretendere at ede Eders Maj. brød som en unøttig och gandsche ørehisløs tjenere mens langt hellere søgte mig at gjøre capabel her som Krig er, min kongelige herre at tjene, naar han min allerunderdanigste tjeniste allernaadigst maatte behage. Er derfor til Eders Kgl. Maj. min allerunderdanigste Bøn, at de mig naadigst vilde forunde, at jeg i saadan tid og stund som obenbemeldte kunde faa Iblandt fremmede søge min ophold. Eders kgl. Majestæt, som altid udi naade anseer enhver deres Undersaatters vilkor, saa altsaa som jeg udj allerdybeste Underdanighed formoder til min, og under at jeg, som er en fattig og snart den fattigste Herremand af deris Land, søger i Tjeniste, hvor Krig er, at gjøre mig capablere end jeg hid indtil, ej af Eders Maj. seiff, mens aff andere er vorden andseet. Naar Eders Kgl. Maj. min aller­ underdanigste Tjeniste allernaadigst maatte behage, schal jeg alletid findis færdig ald avantage, som jeg paa anden Maade kunde naa, at sætte til side for min troschyldig tjeniste pligt at efterkomme saasom den der holder sig til iiff og blod forbunden.

Eders Kgl. Maj.

Allerunderdanigste tro tjener och undersaat.

F. Juel.

Som man ser er Brevet kun en motiveret Ansøgning om Tilladelse til at gaa i fremmed Tjeneste; om de danske Fanger er der ikke Tale. Juel har frygtet for at støde Kongen og har derfor anmodet Harboe om at foredrage Sagen. Han fremstillede da paa følgende Maade Situationen for Oversekretæren, der ikke synes at have hørt til hans Fjender:

10. Februar 1690. Paris.

Velædle Hr. Krigssekretaire!

Jeg formoder at hånd sig ei lader fortryde, at jeg hannem herhos tilstiller en copie af indlagde min allerunderdanigste supplique til hånds Kongelige Majestæt; beder tjenistligst, at hånd vilde lade sig behage originalen at offuerlevere. Jeg haffuer om dessen Indhold huercken tilschreffuen generaler eller minister men adresserer mig alene til Hr. obersecretaire igennem huis hender jeg egentlig formener saadant bør at gaae; beder och formoder, at hånd mig lierudi favoriserer og aldt til det bedste ud­ ligger. Jeg haver været til Abbéville, strax de dandsche fanger der waare andkomne. Deres tilstand waar deplorabel och er end intet bedre som af hos­ liggende, dend jeg modtog fra dennem nu paa timen, kand seis J). Soldaterne baffuer allerede de 2/3 og næsten aldt det, som er ved helbred, taget tjeniste i unterschedlige franzøsiske Regimenter, mange dans le regiment du Roy. Dersom mit forehaffuende her haffuer sin fremgang, schal jeg gjøre mit bedste, at jeg ved een ordre fra hoffue dennom alle bringer tilsammen i det Regiment, som jeg her mueligen kunde kommandere, huilcket jeg mig saameget mere schulde lade were andgelegen, som jeg weed, at M. de Meiercron dennom paa Hs. Maj. Vegne repeterer, och kunde mand da icke excusere sig her i Frem­ tiden, at de Soldater ere disperserede och derfor icke kunde restitueres. Det jeg tillige beder Ur. Obersecretaire hs. Maj. vilde foredrage, paa det at onde fortolckere om det maatte komme dertil (som dog endnu er uvist) ei wrangelig schulde explicere. Jeg recommanderer mig o. s. v.

F. Juel.

Det kan ikke nægtes, at disse llreve ere skrevne med Dygtighed, og at de vare vel skikkede til at frem­ stille Rrevskriverens Færd i det gunstigste Lys. Thi hvori bestod Juels »Forræderi»? Ikke deri at han tjente Frankrig; thi Danmark stod jo i et venskabeligt Forhold til dette Rige, og mange Danske tjente der med deres Konges fulde Billigelse. Nej, hans foregivne Brøde var den, at han uden Tilladelse havde taget fransk Tjeneste, og at han havde «debaucheret» Fan­ gerne. Nu faldt imidlertid begge disse Beskyldninger til Jorden. Han søgte allerunderdanigst om Orlov, og han beviste, hvad der da ogsaa fremgik af Gesandtskabs­ relationerne, at Soldaterne alt vare debaucherede, og en død Mand kan man nu engang ikke slaa ihjel. Ligefrem genialt er det Paafund, at Juel samlede Fangerne for at de engang 1 Tiden saa meget lettere kunde tilbage­ leveres.

I sit Hjerte tilgav Kristian V aldrig Frands Juel M, men han bøjede sig for Harboes Forestillinger og bevilgede Ansøgningen. Der var heller ikke andet for at gjøre, Soldaterne kunde ikke faas tilbage, og der var ikke noget at indvende mod Juels Ræsonnement: «servir pour servir il vaut comme je croys autant qu’iis servent avec moy que dans d’antres corsicy».

Saa snart denne vigtige Sag var bragt i Orden, mod­ tog Juel Ansættelse som Oberst og Regimentschef i den franske Hær. Patentet skal være dateret 1. Marts 1690, og Regimentet benævnedes i Reglen Youl Danois. Det var saaledes et »régiment de gentilhomme«, og Juel søgte forgjæves at faa det gjort til et «régiment royal«, hvorved dets Chancer for en fortsat Bestaaen efter Krigen vilde være bleven betydelig forøgede. Fremmedregimenterne omorganiseredes 1690, deres Batailloner for­ meredes paa 7 Kompagnier å 100Md.; det mulig over­ skydende Mandskab benyttedes til Nyformationer. De tydske Regimenter Zurlauben og Fiirstemberg maatte saaledes afgive endel Folk til Juel8). Regimentet fik 2 Batailloner og talte nominelt 1400 Md., men den virkelige Styrke har sikkerlig været meget mindre, Lud­ vig XIV.s Batailloner havde sjælden mere end 2/3 af den normerede Styrke. Udrustningen var som ved de franske Regimenter; 1/5 af Styrken var antagelig bevæbnet med Piker, Resten bar dels Flintegeværer, dels Musketter. Officererne udrustedes 1690 med Esponton, og omtrent samtidig traadte Patrontaske og Kaardegehæng istedetfor det tidligere brugelige Bandoler og Skuldergehæng. Re­ gimentets Uniform skal have været den samme som den, det danske Regiment Sjælland dengang bar. Hvilke Faner det har ført, har det ikke været muligt at paavise. De franske Regimenter havde i Reglen 2 Faner.

Saa længe Regimentet var under Organisation, vedblev Juel at staa i Brevvexling med Harboe. Han fortæller dog ikke meget om sin organisatoriske Virksomhed, derimod giver han livlige Skildringer fra Abbéville, og først og sidst beder han Overkrigssekretæren om Hjælp mod sine Fjender i Danmark. «Je vous supplie Mon­ sieur de vouloir empêcher par votre crédit et accès aupray (sic) du Roy, qu’on ne me fasse inocemment perdre les bonnes grâces de sa Majesté . . . . vous êtes bon, juste et équitable et je me promets tout de vous«3). Et andet Sted beder han om at faa at vide, om han personlig skal forsvare sin Sag hjemme. «Je ne laisseray nullement cela sur moy, je ne prétends nullement plai­ der de loins mais je me rendrai fort bien sur les lieux pour estre absous ou condanné, et ma cause est assu­ rément bonne».

I det sidst citerede Brev meddeler Juel, at han skulde til Roussillon, og muligvis er Regimentet først bleven fuldt organiseret efter Ankomsten til denne Del af Krigsskuepladsen, hvor Regimentet Zurlauben dengang stod. Destoværre mangler der i et længre Tidsrum direkte Efterretninger fra Juel og hans Regiment. Ge­ sandtskabsrelationerne omtale dem ikke mere i 90 og kun en enkelt Gang i 91; det er ligesom man i Dan­ mark foreløbig havde tabt Interessen for Sagen. Derimod tog man levende Del i de fangne Officerers Skjæbne.

Skjøndt de franske Myndigheder stadig gjorde Paa­ stand paa at have Ret til at betragte de danske Officerer som Englændere, forhandlede de dog med den danske Gesandt om dem. De Croissy lovede, at de skulde faa et bedre Opholdssted anvist. «De skulle blive internerede i Epernay, hvor de komme til at svælge i god Vin,« sagde han en Dag til Meyercrone, idet han samtidig gjorde en Undskyldning for den slette Behandling, de havde lidt ombord og i Abbéville. Ogsaa Admiral Tourville udtalte for Meyercrone sin Misbilligelse af Ka­ pernes Færd; det var uheldigt, at de danske Skibe ikke vare bievne opbragte af regulære Orlogsmænd, saa havde man ikke fortrædiget Officererne eller berøvet dem deres Ejendele. Selv de Seiguelay beklagede det skete og lovede at gjøre sit til at skaffe de stjaalne Sager tilbage. «Mais on prétend d’agir de cette sorte pour un molif d’honnéteté et de considération», tilføjer Meyercrone, der ikke gjorde sig Illusioner.

Forresten var man i stor Forlegenhed med disse saakaldte engelske Fanger. Der var ikke afsluttet nogen Udvexlingstraktat med England, man vilde ikke frigive dem for en ringe Penge, og man turde ikke sætte Løsesummen for højt for ikke at skabe et farligt Præcedens. Meyercrone foreslog de Croissy at give dem fri uden Veder­ lag, men denne svarede, at det vilde være at modtage et Slag paa den højre Kind og vende den venstre til. Derimod var man ikke uvillig til at sætte dem paa fri Fod mod en Kaution paa 1000 Frcs. for hver. Uheldigvis vare de fleste af dem bundfattige, kun Kaptejnerne Donop og Baron v. Uffeln stillede i Slutningen af Februar den for­ langte Sikkerhed og fik Lov til at bevæge sig frit i Byen. De øvrige Fanger manglede endog det nødvendigste til Livets Ophold, skjøndt de af og til fik Penge fra Dan­mark. De klagede dog ikke mere over slet Behandling, men længtes meget efter deres Frihed. Fattigdommen gjorde Fangenskabet end mere trykkende.

Hele Sommeren og en Del af Efteraaret tilbragte Fangerne i Abbéville, saa indtraadte der endelig en For­ andring, men det var til det værre. I Oktober førtes Kaptejn Born, Løjtnanterne Schack og Johansen samt Fændrik Gøtz til Chartres, medens Resten af Officerererne og 2 Sergenter transporteredes til Vincennes. Kun Fændrik v. Braackel forblev i Abbéville med 4 Under­ officerer og 6 Menige. I Vincennes anbragtes de danske Officerer i den gamle Donjon, der har huset saa mange StatsfangerindenforsineMure. Debleveyderstsletbehand­ lede, og denne Gang var det ikke som i Abbéville «af Man­ gel paa Kommoditeter». Saa snart Meyercrone fik Nys om Sagen, henvendte han sig til Louvois for at spørge om Grunden til denne Flytning og om Aarsagen til den strenge Behandling, der blev Officererne til Del. Mini­steren svarede kort og godt, at denne Sag ikke kom Danmark ved, Fangerne vare ikke Danske, men Engelsk- mænd, og Gesandten fik ikke andet Svar paa alle sine Forestillinger. Han henvendte sig da til de Croissy, der svarede, at han ikke vidste nogensomhelst Besked, men Louvois havde Ret, Fangerne vare Englændere. Meyer- crone mente, at dette ikke har nogen Grund til at be­handle dem haardere end andre Krigsfanger. Begiven­ heden vilde gjøre det pinligste Indtryk paa Kongen af Danmark, og det var ikke muligt at indse, hvorledes den kunde gavne Kongen af Frankrigs Sag. De danske Fanger begjærede kun at nyde de samme Friheder som de Officerer, der vare tagne ved Fleurus, nemlig at løs­ lades paa Æresord og mod Kaution. Croissy svarede, at det maaske var Repressalier; Englænderne havde maaske mishandlet de franske Fanger, de havde taget i Irland. Ilan lovede dog at virke hen til, at Fangerne bleve bedre behandlede. Ministeren holdt Ord; de, der kunde stille Kaution, fik Lov til at bevæge sig frit, og Meyercrone kunde snart indberette, at Kaptejnerne Donop og v. Uffeln havde spist til Middag hos ham i Paris og opholdt sig der nogle Dage. De øvrige Fanger maatte blive i Vincennes, men ved en Henvendelse til Komman­ danten , der var hans gode Ven, opnaaede Meyercrone, at deres Vilkaar forbedredes noget; dog vare de ganske blottede for Penge.

I et rørende Brev til Kristian V skildrede de fangne Officerer deres Nød; de fortalte om den haarde Behandling og om deres trykkende Pengeforlegenhed; de havde maattet efterlade sig Gjæld i Abbéville, og de maatte selv betale de med deres Transport forbundne Udgifter. Brevet slutter saaledes: «Als nehmen zu Evvre kgl. Majestät berühmter Clemence wir abermals in tiefsten demüthigsten respect Zuflucht. Demüthigst bittende Ewre kgl. Maj. geruhen allergnädigst in dero hohen Schütz uns bedrängte zu nehmen und unsere treue, welche wir ferner zu continuiren nicht ermüden werden mit lebens­ mittein zu secundiren wie auch die hohe promitirte kö­ nigliche Vorsorge für dero sonst hilflosen gefangenen zu haben und wir einrnahl die hohe gnade erreichen können in der that zu erweissen wie dass wir unsere allerunterth. fidelität mit unserm leben und blut für Ewre kgI. Maj. hohe wollfahrt zu vorsiegen wünschen«.

Flere af de yngre Officerer, der ikke længer kunde udholde Situationen, begyndte at vise sig mindre uvillige mod 'tilbuddene om 'tjeneste i Frankrig. Kongen af Danmark sendte dem derfor Penge og paalagde Meyercrone at bede dem have Taalmodighed, han vilde be­ stræbe sig for al faa England til at løskjøbe dem og sørge for deres Underhold. Hvis det ikke hjalp, skulde de faa nærmere Ordre. Gesandten meldte tilbage, at Officererne alle havde den bedste Villie, men manglede det nødvendigste til Livets Ophold. l)et var haardt for dem at se, at de øvrige Fanger fik deres Gage regel­ mæssig udbetalt, medens de selv vare uden Penge og forladte uf Kong Vilhelm, skjøndt de betragtedes som engelske Fanger.

England tog endelig Sagen i sin tlannd, og der blev afsluttet en Overenskomst om, at de danske Officerer skulde ndvexles mod Irlændere. Det varede dog længe, inden det blev til Alvor, idet England nølede med at op­ fylde sine Forpligtelser. De Danske maatte se deres hollandske Lidelsesfæller blive udløste, medens de selv bleve tilbage. Meyercrone spurgte Louvois om Grunden dertil, og denne svarede, at han troede, at man i Eng­ land vilde holde hans Konge for Nar, siden man ikke havde faaet de engelske Ratifikationer, skjøndt de franske for lang Tid siden vare indsendte. Saa snart man fik de ventede Papirer, skulde Edvexlingen finde Sted. Først i Juni Maaned 1691 kom Fangerne til Rotterdam. De vare af den engelske Konge forsynede med Rejsepenge og Anvisning paa resterende Gage. Der var ialt 4 Kaptejner, 5 Løjtnanter, 3 Fændriker, 1 Feltskær, 5 Ser­ genter, I Korporal, 6 Menige og I «Stockenkneeht».

Skjøndt de fangne Officerers Historie kun indirekte vedrører Royal Danois, fortjener denne Episode clog at fremdrages, dels for Fuldstændiglieds Skyld, dels fordi denne Sag satte de højeste franske og danske Autoriteter i Bevægelse, og endelig fordi den viser, hvilken fortrinlig militær Aand, der raadede blandt disse af senere Tider saa ilde omtalte «Lejesvende». De fleste af dem vare kun ved deres Ed knyttede til den danske Konge, de kunde lige saa gjerne have bundet sig til enhver anden Monarks Fane. Men dette Baand var stærkt nok, de holdt standhaftig fast ved det engang givne Ord, Over­ talelser og Løfter rokkede ligesaa lidt deres Troskab som slet Behandling. De bør mindes som Exempler paa pligttro, loyale Soldater.

I et af sine Breve til Harboe havde Juel lovet, al sende Efterretninger fra Krigsskuepladsen, «hvis der foregik noget, der fortjente at meddeles». Denne Indskrænkning er maaske Aarsagen til, at der ingen Breve foreligger fra ham i Resten af 1690 og hele 1691. Der foregik nemlig intet i Katalonien. Den fra Dragonaderne saa sørgelig bekjendte Hertug af Noailles  (Anne Jules) havde Kommandoen paa denne Krigsskue­ plads; hans Hær bestod 1690 af 17 Batailloner Fodfolk og 8 Regimenter Ryttere og Dragoner, ialt c. 12000 Md., og han havde Ordre til kun at gaa forsvarsvis til Værks. Saa reduceret var det forhen saa mægtige Spanien, at en ganske lille Hær, næppe halv saa stor som et moderne Armeekorps, var stærk nok til at dække Frankrigs Sydgrændse. De franske Soldater, som dels vare Udlændinge, dels letbevæbnede Miqueletter, deltoge med Rravour i den klas­ siske spanske Guerrillakrig. Hertugen af Noailles holdt sig hele Sommeren paa den spanske Side af Pyrenæerne og levede paa Katalanernes Bekostning. Den spanske General, Hertugen af Villa Hermosa, holdt sig ogsaa til Defensiven, og da begge Armeer havde set længe nok paa hinanden, gik de i Vinterkvarter.

Felttoget 1691 var noget livligere end det foregaaende, skjøndt Noailles havde endnu færre Tropper at raade over. Hans Hærkorps bestod af 14 Batailloner Fodfolk, 2 Re­ gimenter Rytteri og nogle Miqueletter. Operationerne begyndte i Maj. Hertugen detacherede 6 Batailloner og 6 Eskadroner mod den lille Fæstning Seo de Urgel i Cerdagne ved Segrefloden. Selv tog han med Resten af Korpset Stilling ved Bel Iver længer opad Floden for at dække Forbindelsen med Frankrig. Blandt de Tropper, han beholdt hos sig, var Juels Regiment, der i Begyn­ delsen af Juni maatte afgive 1 Bataillon til Belejrings­ korpset. Den medførte nogle Kanoner; med uhyre Møje bragtes disse i Batteri, den gamle Fæstning, der bestod af en Mur med Taarne, omgiven af 2 tørre Grave, fatdt efter 24 Timers Beskydning, og Guvernøren, Don José de Agalo, overgav sig med 1000 Soldater og ligesaa mange guerilleros. løvrigt indskrænkede Noailles sig til »dagligen de Spaniere med Smaa og Stoere Partier offuer alt affbreck att gjøre». I Slutningen af August gjorde Spanierne et Forsøg paa at tage Camprodon, i Hyg­ gen paa de Franske, men da disse marcherede imod dem, opgav den spanske General, Medina Sidonia, dette Forehavende, og hermed var Felttoget forbi.

I 1692 skete der aldeles intet i Katalonien. De Franske, som vare underlegne, maatte holde sig til den mest absolutte Defensiv; det lykkedes dog Noailles at holde Pyrenæernes sydlige Affald.

Oplysningerne om Youl-Danois ere meget spar­ somme; det har end ikke været muligt at opdrive Regi­ mentets Etater. Det er saaledes meget vanskeligt be­ stemt at sige, hvilke danske og norske Officerer der have staaet i Regimentet fra 1690— 92. Det er dog lykke­ des ad forskjellige Veje at udfinde Navnene paa endel Officerer, om hvilke det med Sandsynlighed kan siges, at de have tjent under Juel i Katalonien; de have i alle Tilfælde staaet ved Royal Danois og ere indtraadte i fransk Tjeneste inden 1692.

Da Juels Forsøg paa at «persuadere» Officererne af Dronningens Regiment vare strandede, maatte han skride til at danne et Officerskorps, saa godt det lod sig gjøre. Han har da vel søgt at danne en Stamme af de Under­ officerer, der egnede sig til Forfremmelse, og af de danske og norske Officerer, der opholdt sig i Frankrig for at søge Tjeneste. En forhenværende Underofficer ved Navn Heyer meddeler saaledes i en Ansøgning til Kristian V, at han var bleven fangen under Transporten til England 1689, at han havde taget Tjeneste og var bleven Løjt­nant. Kristian Korfits Rosenkrantz traadte 1690 i fransk Tjeneste og var 1698 ældst Kaptejn ved Royal Danois; han har vist hele Tiden staaet ved Regi­ mentet, hvor han havde gjennemgaaet alle Officerscharger. Som forhenværende Oherstløjtnant ved Srnaalehnenes Re­ giment har Juel maaske kjendt Brødrene Huitfeldt, af hvilke 3— 4 toge Tjeneste hos ham. Saa vidt det kan ses, er Fændrik Kristian Charlot Huitfeldt alle­ rede 1690 indtraadt i Regimentet sammen med sin yngre Halvbroder Hartvig, medens dennes ældre Helbroder, Henrik Jørgen, 1691 sluttede sig til dem. Muligt er det ogsaa, at en ældre Helbroder til K. Huitfeldt, Thomas, har staaet ved Regimentet. I Foraaret 1691 forlode Løjtnanterne af Marineregimentet Kristian Albrecht Danckwardt, Arendt Mogensen Krag og Arild GyIdenstjerne Danmark for at tage fransk Krigstjeneste. Den førstnævnte vides med Sikkerhed at have meldt sig til Juel i Katalonien. Krag angiver i en Ansøgning til Frederik IV at have staaet henad 9 Aar ved Royal Danois, han maa saaledes ogsaa have staaet ved Voul Danois, da Regimentet kun i 7 Aar bar førstanførte Navn. Gyldenstjerne angiver ligeledes i en Ansøgning at have tjent 9 Aar i Frankrig, han har sikkert fulgt sine Kammerater. Sammen med Krag og Gyldenstjerne afrejste en Løjtnant Kaas, som i hvert Fald 1695 stod ved Regimentet; han skal dog være identisk med Johan Kristopher v. Koss, der den Gang nylig var traadt i dansk Tjeneste. Med Danckwardt fulgte en Scheel, vistnok Kaptejnløjtnant Andreas Scheel af Marineregimentet, til Katalonien; det synes dog ikke, som om han har taget fast Tjeneste.

Som det ses, var det gode danske Navne, der figu­ rerede i Youl Danois; selv Danckwardt, hvis Navn klin­ ger saa tvdsk, er en ægte dansk Soldat, der altid skriver paa Dansk og udtaler sig med Kjærlighed om sit Fædre­ land. Og det var ikke Eventyrere, der blot higede efter Ære og Bytte; det var Soldater, der i Udlandet søgte at gjøre sig «capable til Hs. Majestæts Tjeneste». De naaede til­ dels deres Maal. Huitfeldterne, Krag, Koss og Danck­ wardt have erhvervet sig et smukt Navn i den dansk­ norske Krigshistorie.

Størstedelen af de Danske, der toge fransk Krigs­ tjeneste, søgte dog selvfølgelig hen til den egentlige Krigsskueplads i Flandern. Her opholdt Kongen af Frankrig sig, naar han var ved Armeen, og her lededes Opera­ tionerne i stor Stil af den sidste af Feltherrerne fra Ludvig XIV.s glimrende Periode, Marschallen af Luxembourg. Herhen sendte da ogsaa Kristian V sin ældste Søn med Sofie Amalie iVloth, Kristian Gyldenløve, da denne i en Alder af 17 Aar skulde begynde sin Uddannelse i den store Krigs Skole. Led­ saget af den højtbetroede Oberst Adam Friederich Trampe og flere andre Officerer rejste Gyldenløve i Foraaret 1691 over Tydskland og Schweitz til Frankrig. I Slutningen af April (gi. St.) passerede han Frankfurt a. lVl. og i Slutningen af Maj kom han til Paris. Her skulde Frederik IV.s senere Hofmarschal, Fr. Walther, der var rejst direkte fra Danmark, træffe de Rejsende og overlevere dem Kristian V.s sidste Instruxer. Man ven­ tede med Længsel hans Komme, da Efterretningerne fra Krigsskuepladsen tydede paa, at et Slag var nær forestaaende. Da Walther udeblev, henvendte Gyldenløve sig til Meyercrone, for at denne ved Croissys Hjælp kunde skaffe ham Audiens hos Kongen. Da Dagen for Præ­ sentationen var bestemt, fulgte Meyercrone Gyldenløve til Hoffet. I Forsalen modtoges Hans høje Excellence1) og Følge af Croissy, der førte dem ind i Audiensværelset og præsenterede dem for Kongen. Ludvig XIV modtog de Danske meget naadig; han gik Gyldenløve i Møde og sagde, at det glædede ham meget at se ham; de venlige Følelser, han nærede for Kongen af Danmark, skulde finde deres Udtryk i den Behandling, han vilde give Hs. høje Excellence. Gyldenløve fremførte nu sit Ønske om at tjene i den franske Hær, hvortil Kongen svarede, at han vilde sørge for, at han i Armeen behandledes med alle de Hensyn, der skyldtes hans Rang og høje Byrd. Efter Audiensen modtog Gyldenløve en Indbydelse af Croissy til Middag, og samme Dag gjorde han ogsaa Monsieur2) og Madame3) sin Opvartning. Efter Lud­ vig XIV.s Ønske modtoges han som Kongesøn, Monsieur gik ham i Møde, og Madame hilste ham med Kys4). Trampe skulde være Gyldenløves militære Opdrager; men det lader til, at denne har sluttet sig nærmere til Oberst Kristopher Bjelke5), der var med i hans Følge og ligeledes var bleven præsenteret for Kongen af Frankrig ved den ovenfor omtalte Audiens. Bjelke maa ogsaa have været en dannet og intelligent Officer, derom vidne hans talrige, livlige og instruktive Breve fra Krigs­ skuepladsen 6i ; han stod i høj Anseelse i den franske ') Gyldenløverne tituleredes saaledes. 2) Philippe af Orléans, Broder til Ludvig XIV. 3) Elisabeth Charlotte af Pfaltz. ') Skildringen af Audiensen findes i Meyercr. Pielat. T5 Juni 91. Geh. Ark. 5) Bjelkes Biografi findes i Brickas biogr. Lex. B. II. 1 nærværende Afhandlings Noter vil der ikke blive givet Personalia om andre end om dem, der ikke nævnes i de lettere tilgængelige Lexika og Haandbøger. 6) Se indkomne «Sager« og «Breve« 1691— 92. Geh. Ark. 23*  340 Hær1), men ogsaa hjemme var han yndet; han var Chef for Drabantgarden og for det søndenfjeldske Regiment; han afslog derfor de Opfordringer, der rettedes til ham, om at tage fast Tjeneste i Frankrig. I Slutningen af Juni kom Gyldenløve til Flandern, hvor Bjelke allerede befandt sig, og han tog strax med Iver og Alvor fat paa sin Gjerning. Han udholdt Stra­ badserne godt og arbejdede «som enhver anden til Franskmændenes store Forundring». Den 9-19 Septbr. deltog Gyldenløve i den glimrende Affære ved Leuze, hvor la maison du Roi og andre Eliteregimenter sprængte de Allieredes Arrieregarde. Raade Bjelke og Trampe have skildret denne stolte Rytterfægtning. Det er ret kuriøst at sammenligne Førstnævntes Indberetning med en til­ svarende Notits i Kristian V.s Dagbøger. Obersten skriver om «le beau combat de cavalerie que nous eûmes hier en battant entièrement l’arrière garde des ennemis», medens Kongen noterer «den havte Victorie med en stærk cavalcade i deres Arrieregarde». Kort efter Slaget ved Leuze tiltraadte Gyldenløve med Følge Hjemrejsen, og den 10-20 Oktober var han atter i Danmark. Han havde vundet megen Yndest i Frankrig saavel ved Hoffet som i Armeen.

Danmark handlede rigtig, da det afslog at alliere sig med Vilhelm III, men endnu klogere havde det hand let, hvis det havde reduceret sin Hær og ikke sendt England Tropper. Det er allerede omtalt, hvor ilde be­ rørt Frankrig blev af dette Skridt, og skjøndt Danmark den 17-27 Marts 91 afsluttede en Neutralitetstraktat med dette Rige, lykkedes det ikke Kristian V at vinde Lud­ vig XIV.s fulde Tillid. Denne Traktat beredte Danmark ny Forlegenheder; det maatte nemlig forpligte sig til ikke at støtte Frankrigs Fjender med Soldater, Vaaben eller anden Krigskontrabande og til ikke at forøge de i Irland staaende Tropper. Til Gjengjæld skulde Frankrig ud­ betale det 200,000 Rdlr. om Aaret, saa længe Krigen varede; og skulde Danmark blive indviklet i Krig for denne Traktats Skyld, da vilde Ludvig XIV forøge Subsidierne til det tredobbelte Beløb og yde væbnet Bi­stand.

Danmark kom snart til at fortryde, at det havde bundet sine Hænder. Det danske Infanteri i Irland, der i Begyndelsen af Felttoget 1690 talte 5600 Md., var i November 1691 reduceret til 4309 Md. Det var saaledes paatrængende nødvendigt at rekruttere det; men da det var et Elitekorps, vilde man kun modtage paalidelige Rekrutter, og disse mente man ene at kunne faa fra Moderlandet, særlig fra Norge og Oldenburg. I Danmark var man ikke utilbøjelig til under Haanden at efterkomme Hjælpekorpsets Ønske, men fra fransk Side mødte Sagen den heftigste Modstand. Det var allerede galt nok, at de danske Tropper skulde tjene i Flandern; hvis man nu oven i Kjøbet forøgede dem, begik man aabenbart Traktatbrud.

Saa snart den franske Gesandt i Kjøbenliavn, Mar- tangis, fik Nys om, hvad der var igjære, gik han strax til Kristian V. Han sagde til Kongen, at onde Tunger udspredte det Rygte, at Danmark vilde sende Frankrigs Fjender Hjælp; han vidste naturligvis godt, at det kun var falske Rygter, udspredte for at svække det gode For­ hold mellem de tvende Riger. Selvfølgelig nærede han ikke ringeste Tvivl om, at Kongen stadig holdt fast ved Traktaten af 17-27 Marts 91, men han ansaa det dog for sin Pligt at meddele Hs. Majestæt de omtalte Rygter, for at man itide kunde hæve mulige Misforstaaelser.

Overfor de danske Ministre udtalte Martangis sig med største Uforbeholdenhed, men her fik han det mær­ kelige Svar, at det baade var i den danske og i den franske Konges Interesse, at Hjælpekorpset vedligeholdtes. Ministrene indrømmede, at Danmark var tilsinds at sende Rekrutter til Flandern, da Danmark ikke kunde finde sig i at se sine Batailloner smelte hen, men det var en stor Fordel for Frankrig, at der i Fjendens Hær var et stærkt dansk Korps; thi dette kunde i Forening med de svenske Tropper i Flandern tvinge England til at slutte Fred ved at nægte Lydighed eller ved at true med at gaa over til de Franske.

Martangis kunde selvfølgelig ikke gaa ind paa dette sindrige Ræsonnement, men han indsaa nok, at han ikke kunde hindre de danske Officerer i under Haanden at sende deres Kammerater Rekrutter en detail. Han fandt da paa et Kompromis, hvorved Danmark kunde faa sit Ønske opfyldt uden at skade Frankrigs Interesser. Hvis Danmark overlod Frankrig en ligesaa stor Styrke, som det sendte England, vilde Styrkeforholdet mellem de krigsførende Magter ikke blive forrykket. Martangis be­ sluttede derfor at foreslaa sit Hof at tillade Danmark at sende Hertugen af Wiirtemberg de ønskede Rekrutter mod samtidig at stille et dansk Regiment til Ludvig XIV.s Disposition. Kristian Gyldenløve, der skulde komman­ dere Regimentet, syntes udmærket godt om Martangis geniale Forslag, hans Moder, Grevinden af Samsø, og hans Onkel, Ulrik Frederik Gyldenløve, lagde deres store Indflydelse i Vægtskaalen, Ministrene gik ind paa Ideen, der udarbejdedes et Projekt, og Sagen fore­ lagdes Kristian V, der fuldt ud bifaldt den.

Det Mandskab, der skulde overlades Frankrig, skulde udtages af et af de norske (gevorbne) Regimenter og bestaa af veløvede Folk. Det skulde stilles under Kristian Gyldenløves Kommando og formeres i et Regiment paa 12 Kpmpagnier.

Alt ialt skulde Regimentet tælle 944 Hoveder. Uni­ formen skulde være graa med rødt Underfoder, og Sol­ daterne skulde bevæbnes med gode Bajonetgeværer. Regi­mentet skulde kaldes Royal de Danemarck og have Rang umiddelbart efter de franske «kongelige» Regimenter. Der begjæredes fri Religionsøvelse for Officerer og Mandskab, der i retslig Henseende skulde staa under de danske Krigslove. Frankrig skulde betale Regi­ mentets fremtidige Rekruttering, men der maatte kun antages Danske og Tydske. Kongen af Danmark forbe­ holdt sig Ret til at træffe nærmere Bestemmelser med Hensyn til Forfremmelser o. l. Regimentet skulde ikke opløses ved Fredsslutningen. Tropperne skulde aflægge Ed til Kongen af Frankrig, der kunde anvende Regimentet efter Forgodtbefindende; dog forventede man, at han vilde holde det samlet og ikke lade det kæmpe mod Danske. Kongen af Danmark forbeholdt sig Ret til med 3 Maaneders Varsel at kalde Regimentet tilbage. Kristian Gyldenløve skulde med Tiden paa fransk Be­ kostning bringe Styrken op paa 32 Kompagnier. Folkene skulde lønnes og forplejes af Frankrig paa samme Fod som de bedst stillede tydske Afdelinger i fransk Sold. Endelig forventede man, at Regimentet maatte garnisonere det første Aar for at vænne sig til Klimaet.

Den 12-22 Januar 92 blev Sagen tilstillet Meyercrone til videre »Insinuation», og samme Dag afsendte Martangis sin ofte citerede Depesche af samme Hovedindhold til Ludvig XIV. Han anbefalede Sagen paa det varmeste og fremhævede udførlig de Fordele, dens Realisation vilde bringe Frankrig: «1 Gyldenløve, Christian V.s højtelskede Søn, vilde Frankrig have et værdifuldt Gidsel. Det ny Regiment vilde blive en Skole for den danske Adels Sønner, som derved vilde blive knyttede til den franske Konge. Hvis denne gik ind paa Planen, kunde alt være rede til i Begyndelsen af Marts at sejle til Dunkerque fra Christianssand, hvilken Rejse kunde foretages i 2 Gange 24 Timer paa 3—4 Kaperfregatter. De Folk, der skulde afgives, hørte til Bjelkes Regiment, der var det smukkeste i Norge og bestod af lutter Nordmænd. Naar disse Folk toge fransk Tjeneste, vilde sikkert mange norske Søfolk følge deres Exempel; man kunde maaske hverve 3— 400 Matroser samtidig med, at man afhentede Soldaterne. Mange dauske Officerer vilde sikkert indtræde i Gyldenløves Regiment, og endelig vilde de danske Sol­dater i engelsk Tjeneste, der vare misfornøjede over, at man havde reduceret deres Lønning, sikkert desertere i Masse, naar de erfarede, at der var et dansk Regiment i fransk Tjeneste».

Sagen maa have ligget Martangis stærkt paa Hjerte; inden han vidste, om hans Hof billigede Forslaget, ar­ bejdede han med Iver paa dets Realisation. Han skyn­ dede paa Troppernes Ekvipering, han forsøgte at faa Kongen af Danmark til at forhøje Kontingentet til 1200 Md. og han bestræbte sig, dog uden Held, for at formaa Danmark til at paatage sig Regimentets Transport. Han skrev til sit Hof, at de norske Soldater vare fødte Søfolk; hvis Kongen vilde anvende dem paa Flaaden, kunde det godt lade sig gjøre, dog vilde Gyldenløve helst tjene tillands.

Samtidig med at Kristian V sendte Meyercrone sine Instruxer med Hensyn til den oven omtalte Sag, skrev han ogsaa til Hertugen af Wilrtemberg og gav ham et Resumé af den, »huilcket han med adresse Kongen af Engeland sckulde insinuere». Nogle Dage senere skrev han »sielffuer med egen haand til h. aff. Wirtenberg om den battallion som Chr. Giildenlew sckal haffue og vorisz trupers recrutering huor til vie hannem endeligen 1000 m. godt folk vilde giffue saafremt hånd det derhen kand dirigere at kongen af Engeland sligt derimod ey ilde bleff optagen».

Martangis fik Nys om denne Korrespondance og satte strax sit Hof i Underretning om den. Samtidig skrev han, at Udrustningerne skrede godt fremad; Frank­ rig havde dog aldeles fri Hænder, det kunde lade Sagen falde, naar det vilde; thi formelt var Forslaget stillet af Danmark.

Saavel i England som i Frankrig faldt Forslaget i daarlig Jord. Kong Vilhelm lod svare, at han hellere vilde give Afkald paa de lovede Rekrutter end finde sig i at se et dansk Regiment i fransk Tjeneste, og i Frankrig var man ingenlunde begejstret for Sagen. Croissy sagde, «at Martangis havde været saa længe borte fra Frankrig, at han ikke mere vidste, hvad der baadede hans Fædreland, selv naar han handlede i den bedste Mening. De Betingelser, Danmark stillede, kunde Frank­ rig ikke gaa ind paa, særlig kunde det ikke tillade, at Danmark fik et Daaskud til at forstærke Kong Vilhelms Hær. Martangis var ogsaa gledet for let hen over Sagens Vanskeligheder, han havde talt om at sende Fregatter til Norge, men det var ikke nogen let Sag, man kunde ikke selv «puste» Skibene derover. Det var allerede en mislig Sag, at de danske Tropper, der havde staaet i Irland, nu skulde anvendes i Flandern, allerede det stred mod Trak­ taten af 17-27 Marts 91; men denne maatte betragtes som brudt, hvis de fjendtlige Tropper forstærkedes med en eneste dansk Soldat».

Samtidig med, at Meyercrone sendte sit Hof disse bedrøvelige Efterretninger, kunde han dog gyde nogen Balsam i Saaret ved at meddele, at Kongen af Frankrig havde lovet at give Kristian Gyldenløve et godt Regi­ ment med høj Rang og store Privilegier. Det franske Hof satte stor Pris paa Hs. høje Excellence, og man ventede med Glæde hans Ankomst.

Kristian V gav Meyercrone Ordre til at bringe den franske Regjering hans hjerteligste Tak for Tilbudet om at give Gyldenløve et Begiment. Skjøndt Gyldenløves Ansættelse i Frankrig vilde vække «jalousie og aigreur» hos alle de Allierede, og skjøndt England havde tilbudt ham Ansættelse paa fordelagtige Vilkaar, holdt Kongen paa, at lian skulde gaa i fransk Tjeneste. Meyercrone skulde dog ikke lade det oprindelige Forslag falde. Det var Danmark meget magtpaaliggende at faa Lov til at rekruttere Auxiliærkorpset, da Kong Vilhelm havde truet med at reducere eller endog opløse det. Gesandten skulde derfor fremhæve de Fordele, Frankrig vilde have af at faa et godt dansk Regiment, og yderligere skulde han love Croissy Tilladelse til under Haanden at hverve Matroser i Norge.

Frankrig lod sig ikke røre af alle Forestillinger og Tilbud, og i Begyndelsen af Marts 1692 modtog Kongen af Danmark Ludvig XIV.s endelige Svar, der gik ud paa, at Frankrig afslog at modtage det norske Regiment, hvor­ imod det tilbød at give Gyldenløve et Regiment, hvori Størstedelen af Officerer og Soldater vare Danske, og som skulde hedde «Regiment Royal de Danemarck. Den 18-28 Marts 1692 resolverede Kri­stian V endelig at «lade Kr. Guldenlew antage det rege- ment som Kongen af Franckrig hannem offererer» , og dermed var denne Side af Sagen foreløbig klaret; men Rekruteringsspørgsmaalet voldte endnu endel Bryderier.

Hertugen af Wiirtemberg ankom den 21-31 Marts 92 til Danmark for at prøve paa at faa Rekrutter til Auxiliær­ korpset. Martangis blev heftig alarmeret over hans Ankomst, særlig da han medførte en større Pengesum «l’argent contant icy au dessus de toutes les promesses et les considerations quand avec cela ceux qui le retjoi vent ont le coeur allemand1). Hertugens Mission mis­ lykkedes imidlertid. Frygten for at miste de franske Subsidier, der i 1692 yderligere vare bievne forøgede med 50,000 Rdlr., og Frygten for den Skade, de franske Kapere kunde tilføje den blomstrende danske Skibsfart, sejrede over det engelske Guld. Den 5/15 April fik Meyer- erone Ordre til at meddele, at Hertugen af Wtirtemberg ikke vilde faa Rekrutter fra Danmark. Hjælpe­ korpset fik i Løbet af Sommeren et stort Antal Rekrutter fra Brandenburg, men det er dog muligt, at det under Haanden fik nogle Folk fra de danske Regimenter. Heller ikke senere sendtes der officielt Rekrutter fra Danmark til Nederlandene, og det forbødes Auxiliærkorpset at hverve i Holsten. De udenlandske Rekrutter vare ofte af ringe Kvalitet, og Korpset led saa store Tab, at Hertugen af Würtemberg i Slutningen af 1696 indtrængende bad om Rekrutter fra Norge, da «det danske Navn truede med at forsvinde». De: synes dog ikke, som om denne Bøn blev opfyldt.

Medens de kildne Forhandlinger om Rekrutterings- spørgsmaalet stode paa, lod Ludvig XIV ofte spørge til Gyldenløve. Martangis betragter ogsaa hans Ansættelse i den franske Hær som en Sag af stor Vigtighed. Han fortæller i sine Depecher, at Prindsen af Oraniens Parti ved det danske Hof søgte at forhindre Afrejsen, men at Gyldenløve selv var ivrig for at komme afsted, og at lians Moder støttede ham paa det bedste. Den 30. marts til 9. april 92 underskrev Kristian V en lnstrux for Gyldenløves Forhold i fransk Tjeneste, og Dagen efter afrejste denne ledsaget af Oberst Bjelke og flere andre Officerer.

Midt i Maj (ny Stil) kom Gyldenløve til Lille. Faa Grændsen modtoges han med alle de Æresbevisninger, der ydedes Prindser af Blodet. Han begav sig strax til Kongen, der allerede var ved Armeen. Felttoget aabnedes med Belejringen af Namur, der indesluttedes den 15-25 Maj. Kongen foretog selv Belejringen med Marschal Humiéres og General Boufflers Korps, ialt 55,000 Md.; Marschal Luxembourg dækkede med en lignende Styrke Operationerne. Staden forsvaredes af 9— 10,000 Md., og Kong Vilhelm søgte forgjæves med 70,000 Md. at hæve Belejringen. Den 25. maj til 4. juni toges Staden Namur, men Citadellerne holdt sig endnu over 3 Uger. Besæt­ ningen, der var reduceret til 2500 Md., kapitulerede den 19-29 Juni og fik fri Afmarche. Angrebsarbejderne lededes af Vauban, medens hans Medbejler Coehorn ledede Forsvaret; det følger altsaa af sig selv, at Operationerne frembøde megen Interesse. En Mængde fremmede Offi­ cerer af alle Grader fulgte Belejringens Gang. Ogsaa Danmark havde sendt sit Kontingent. Foruden Gylden­ løve og hans Følge, til hvilket Trampe havde sluttet sig, deltog en Mængde danske Officerer i dette Felttog paa fransk Side. Her skal kun nævnes et Par af de mere bekjendte Personligheder, saasom Valdemar Løvendal, der senere blev Norges Statholder, de senere Generaler Gerhard Kristian v. Støcken, Hans Jacob Brun, Frederik Leegaard og Ebbe Klaus v. Deden; ogsaa Albert Borgaard, der senere blev en udmærket Artillerigeneral i engelsk Tjeneste, stod som Volontær i Belejringskorpset. De fleste af disse Officerer sendte jævnlig Kongen og Harboe Beretning fra Krigsskuepladsen. Særlig interessante ere Kr. Bjelkes og Løvendals ud­ tømmende og livlige Skildringer, der supplere Gyldenløves barnlige og magre Belejringsjournal; ogsaa Bruns og Leegaards Skrivelser indeholde mange gode Oplysninger, medens Trampe, der særlig synes anlagt for det økono­miske, bringer triste Efterretninger fra dette Omraade, »Tout est ford cbere icy dan l’armee», fortæller han, «un liver de viande cout icy 10 suls». Alle Indberet­ ninger omtaler det slette Vejr, der i høj Grad medtog Tropperne og sinkede Operationerne.

Da Namur var taget, rejste Ludvig XIV tilbage til Versailles, men inden sin Afrejse meddelte han Gylden­ løve, at han vilde skjænke ham Regimentet Juel, og denne takkede for den udviste kongelige Naade. Da Regimentet imidlertid stod i Katalonien, og da Hs. høje Excellence ønskede at følge Eelttoget i Flandern, kom Gyldenløve ikke til at optræde som Regimentschef i dette Felttog. Han og hans Følge ledsagede den franske Hovedhær, da denne efter Narnurs Kapitulation langsomt fulgte efter de Allierede, som gik over Fieurus og Gemappe til Hall ved Senne, hvor de toge Stilling. Luxembourg, der var meget underlegen i Styrke, da han havde detacheret Boufflers til det truede Namur, besatte Linien Stenkerque — Herines, og her blev han overrasket af Fjenden den 24. juli til 3. august 92. Takket være det franske Infanteris udmærkede Tapperhed vandt Luxembourg en glimrende Sejr, der dog krævede uhyre Ofre. Marschallen omtaler i sin Rapport med Anerkjendelse Gyldeniøve og hans Følge: «Monsieur Guldenleu s’est aussi trouvé depuis le commencement du combat jusqu’ à la fin avec le comte de Bielke et le colonel Tremble (sic!) ayant marqué beaucoup de valeur aussi bien que ces Messieurs qui l’accompagnaient». Leegaard og Trampe fik deres Heste skudte under sig; sidstnævnte førte personlig en fransk Bataillon, der gik frem til Stormangreb. Der fortælles ogsaa, at Gylden­ løve blev saaret, men denne Efterretning er næppe paalidelig.

Som bekjendt lede de danske Tropper i de Allieredes Hær store Tab i Slaget ved Stenkerque. «Les danois sont presque entièrement défaits», hedder det i Luxem­ bourgs Rapport. Ret naivt skildres Slaget i Altevelts Reysebuch, et lille Haandskrift, der findes paa det kongelige Bibliothek, og hvis Forfatter vistnok stod i den danske Garde. «Unser Battallion ist caput, wir waren nicht uber 30 Man gesunde Leute von das ganze bat­ tallion des Abends. Vir stunden tiber ein stundt und Scherschirten und kriegten kein succurs» o. s. v. Korpset mistede adskillige Fanger, der bleve tvungne til at tage Tjeneste i de franske Fremmedregimenter; det Juelske Regiment har formodentlig faaet sin Part.

Efter Slaget ved Stenkerque begyndte Gyldenløve at tænke paa at overtage sit Regiment. Opholdet ved Ar­meen var nu ogsaa mindre behageligt, da det slette Vejr og de udstandne Strabadser havde fremkaldt mange Sygdomstilfælde. Bjelke skrev da i Gyldenløves Navn til Meyercrone og bad denne om at henvende sig til Barbézieux og anmode ham om at lade de fornødne Pa­tenter udfærdige.

Det ser ikke ud til, at Gyldenløve har næret ringeste Betænkelighed ved at overtage det Juelske Regiment. Derimod forvoldte Sagen hans kongelige Fader mange Bekymringer. Den 2-12 Juli lod Kongen Oversekretær Jessen skrive «underhaanden og i geheim« til Meyererone, at det var ham meget imod, at Gyldenløve fik det Juliske regement og sckulde gaa til Catalonigen huor intet for hannem var at lere». Gesandten skulde derfor stræbe hen til, at det tillodes ham foreløbig at forblive i Flandern. Man maa nu indrømme Kongen, at Katalonien ikke var nogen god Skole for en ung Mand, der skulde studere den store Krig; men denne Omstæn­dighed var dog ikke hans «principaliste reflection», nej det værste var, at Frands Juel var «meget infecteret aff den gamle races original peche»1) og var mistænkt for at have «chanjeret relligionen«. Der var saaledes Grund til at befrygte, at «han maatte inspirere den vnge Guidenlev mange unde sentimenler, i det minste conflrmere de som andere kanscke hannem allerede haffuer wildett ved bringe», en Fare som »billigensz i tiden» burde fore­ kommes.

Det var imidlertid en temmelig kilden Sag at afslaa en allerede modtagen kongelig Gave, særlig naar det var »den stoere Monarch», der var Giveren. Meyercrone fik selvfølgelig Ordre til al «insinuere» Sagen med den størst mulige «adresse», og det varede derfor noget, inden han kunde besvare Jessens Skrivelse. Den 22. juli til 1. august var han 1. Aug. kommen saa vidt med sine Undersøgelser, at hun kunde give Oversekretæren en Oversigt over Sagernes Stilling. Uagtet Skrivelsen er noget diffus, skal den her meddeles fuldstændig; den gjengives i Oversættelse, da Originalens Sprog, der er nogenlunde godt Fransk, ikke frembyder noget af Interesse.

«De kan stole paa, at jeg skal anstrenge mig til det yderste for til Hs. Majestæts Tilfredshed at udføre det, som De efter hans Ordre har paalagt mig, nemlig at søge at skaffe Hs. høje Excellence et andet Regiment end Juels, og at stræbe hen til, at han faar Tilladelse til at forblive i Flandern, som er den virkelige Krigs­ skueplads. Men, hvad den første Sag angaar, forudser jeg, at den vil støde paa saa store Vanskeligheder, at jeg ikke har villet fremsætte nogen Anmodning derom, og jeg har ment, at det vilde være rigtigst at afvente nærmere Ordre fra Dem, førend jeg foretog et Skridt, som maaske ikke engang vilde falde heldig ud, og som ikke senere kunde gjøres om igjen. Jeg har aldrig haft Indtryk af, at det var Hs. allerkristeligste Majestæts Hen­ sigt at tvinge Hs. høje Excellence til at rejse til Cata­lonien for at tjene der; jeg troer tvertimod, at det er Meningen at lade Regimentet Juel komme til Flandern; hvad der har bevirket, at dette ikke er sket endnu iaar, er ene Hensynet til den fremrykkede Tid. Jeg talte derom med Hertugen af Luxembourg Dagen før hans Afrejse til Armeen, og det lod til at være den alminde­ lige Mening, at der ikke kunde være Tvivl om, at nævnte Regiment til næste Aar for Hans høje Excellences Skyld vilde blive beordret til Flandern. Efter at have modtaget Deres Brev, har jeg for større Sikkerheds Skyld søgt nærmere Oplysninger hos Hr. Barbézieux. Jeg forklarede ham, af hvilke Grunde Hs. Maj. ønskede at H. h. E. ikke før eller senere blev bortkommanderet fra den tlanderske Krigsskueplads, men han svarede i en forbavset Tone, at Kongen ikke havde tænkt paa at hindre H. h. E. i at gjøre hele det indeværende Aars Felttog med i Flandern. Der var kun Tale om, at han, naar Felttoget var endt, skulde gjøre et lille Besøg i [Catalonien for at se sit Regiment. Naar han var kommen tilbage derfra, kunde man altid trætfe nærmere Bestemmelse med Hensyn til Regimentets fremtidige Anvendelse. Barbézieux vilde intet foregribe med Hensyn til en Sag, som i Reglen først ordnedes, naar Felttoget var til Ende. Men der er Sandsynlighed for, at man let kan opnaa, at Regimentet kommer til at tjene i Flandern.

Hvis man under disse Omstændigheder vil fremsætte Anmodning om, at H. h. E. maa faa et andet Regiment, hvilken anden Grund kan jeg da anføre end Juels Person? Men hvad den Sag angaar, saa troer jeg, at man snarere vil kunne opnaa, at Juel bliver forsat og anvendt andetsteds. Hvis jeg derimod beder om et andet Regiment, vil Kongen af flere Grunde blive ube­ hagelig berørt deraf. Hs. h. Ex. har jo takket Hs. Maj. for dette Regiment, og Kongen har foresat sig at danne et Regiment, saa vidt muligt sammensat af Danske, men dertil er kun nævnte Regiment egnet. Hs. allerkr. Maj. vil gjøre det til et «Régiment Royal de Danemarck», men dertil kan intet andet Regiment bruges, og Kongen vil tage det meget ilde op, om man lægger ham Vanskeligheder i Vejen istedetfor at lette Udførelsen af hans Plan. Alt dette skal dog ikke hindre mig i at handle efter Ordre; men jeg har anset det for min Pligt at sætte Dem grundig ind i Sagerne og vise Dem, hvorledes de staa. Jeg har intet at sige om den omtalte «pesche originel», som kunde smitte ham (Gyldenløve). Troer De ikke, at der er meget faa Folk af hans (Juels) Race, der ere helt fri for denne Fejl, og at Forskjellen kun ligger i, at nogle bedre for- staa at skjule den end andre? Jeg maa dog give Juel det Vidnesbyrd, at han, saa snart han fik at vide, at Hoffet vilde skjænke Hs. h. Ex. hans Regiment, ikke blot har erklæret sig rede til uden Modvillie at staa under ham, men ogsaa med iver og Interesse har stræbt at gjøre alt, hvad der kunde tjene til Hs. h. Ex. Fordel i denne Sag. Jeg kan ikke svare for Juels Følelser over­ for Religionen, men officielt har han ikke skiftet Tro; om han hemmelig har gjort det, skal jeg snart faa at vide og skal saa i sin Tid melde det til Dem.»

Nogle Dage efter, at Meyercrone havde udfærdiget denne Skrivelse, fik han lijelkes tidligere omtalte Brev. Han skrev da paany til Jessen og sendte ham tillige en Afskrift af den Del af Oberstens Brev, der vedrørte Gyldenløve. Sagen var nu bleven yderligere kompli­ ceret, skrev han; det var nu næsten umuligt at gjøre noget Skridt for at skaffe Gyldenløve el andet Regiment. Der var vel heller ingen Grund til at gjøre noget Forsøg i denne Retning. Hs. høje Excellence var jo tilfreds med dette Regiment og havde intet imod at rejse til Katalonien. Det drejede sig jo ogsaa kun om en lille Rejse til dette Land, man var villig til at anvende Regi­ mentet i Flandern, noget Juel tidligere forgjæves havde søgt at opnaa. Under disse Omstændigheder vilde det gjøre det uheldigste Indtryk, hvis man vilde insistere paa at faa et andet Regiment.

Jessen refererede Sagen for Kristian V, der ganske billigede Meyercrones Opfattelse. Den 4-14 Aug. fik Ge­ sandten Ordre til intet videre at foretage, da man havde opnaaet det vigtigste, nemlig at Gyldenløve fik Lov til at blive i Flandern. Spørgsmaalet om Juel vilde nok klare sig med Tiden.

Meyercrone havde allerede omtalt, hvor fornuftig Juel tog Sagen, og Kristian V fik snart et yderligere Bevis paa, at der fra den Side ikke vilde blive gjort for­ melle Vanskeligheder. Den 25. juli til 4. august 92 skrev Obersten nemlig følgende meget underdanige men dog værdige Skrivelse:

4 Aoust 1692 Camp de Morillas en Catalogne. Sire!

Je prends l’hardiesse de faire paraistre celluiei devant Vostre Majesté pour l’insinuer que le Roy que j’ay l’honneur de servir avec la permission de vostre Majesté a donné à Monsieur de Guldenlew le Régiment que j’ay commandé jusques à présent. Quoique ce soit une chose fort hono­ rable pour un gentilhomme d’havoir un Régiment dans cette service qui porte son nom, je ne laisse pas d’en faire un sacrifice au contentement de M. de Guldenlew sans me faire aucune violence, me faisant honneur et plaisir de me rendre son subalterne, et supplie bien humblement vostre Majesté d’estre per­ suadée que je recevray par tout pays celui qui porte le sang de mon souverain et que je vivray autrement avec Monsieur de Guldenlew que tout autre homme que ce pût estre. Le régiment devra porter le nom de Royal Danois à quoi j’espère que vostre Majesté aura nulle répugnance. Mon appli­ cation entière sera qu’il puisse faire toujours honneur à la nation et au nom qu’il por­ tera, j’espère d’y parvenir d’autant plus aisément que Vostre Majesté en considération de celui qui commandera le régiment aura sous main quelque connivence pour des recrues ce qui rendront M. Guldenlew fort agréable en cette cour; et ce sera un régiment dont votre majesté pourra un jour disposer avec le consentement de part et d’autre, quand son service pourrait le demander. La grâce que je demande très humblement pour mon particulier c’est que servant icy avec la per­ mission et l’agrément de vostre Majesté elle veuille bien me faire la grâce de m’accorder de samain que mes services icy pourront estre contés pour l’ancienneté dans ses troupes afin que rien ne me soyt disputé là dessus quand j’auray un jour l'honneur d’y retomber. J’espère cette grâce de Vostre Majesté et la supplie bien humblement de croire qu’elle ne trouvera pas parmi ses sujets un qui soit avec plus de zèle et soumission que je seray tant que je vivray Sire de Vostre Majesté le plus humble et plus fidèle sujet et serviteur de Juel.

At Juels Brev ikke var et Haab i Ørkenen, vil det følgende vise. Det vil dog være hensigtsmæssigt først at omtale de Omstændigheder, der stode i Forbindelse med Gyldenløves Overtagelse af Regimentet.

Kristian V synes ikke at have haft nogen stor Tro til, at det skulde lykkes Meyercrone at skaffe Gyldenløve et andet Regiment; thi allerede 12-22 Juli, altsaa før Meyercrones Svar paa Jessens gehejme Skrivelse (se Side 353) var modtaget, «gick order til Guldenlew at vie vilde at ob. Trampe sckulde gaa hannem til hande intif hånd fuidkomelig war etableret hos sit regement, som Kongen aff Franckrig hannem haffde foreret i Catalonien. Og til oberst Trampe iligemade om det samme at følge med og see til at alting vedbørent kunde tilgaa, saa og at besckrive Frans Juls person for Guldenlew, icke for meget at følge hans maximer, og derhosz ad vare F. Jul, at hånd sig i mod Guldenlew saaledis comporterer som hans charge og vndcrdanigste schuldighed gemesz were kunde».

Kopier af de to Ordrer findes i Gehejmearkivet, men disse lange Aktstykker skulle ikke fuldstændig gjengives her, da Kongen som sædvanligt skarpt og koncist har gjengivet Hovedindholdet i sine egenhændige Dagsregistre. 1 sin Skrivelse til Gyldenløve forklarede Kongen, hvorfor han ønskede, at Trampe skulde rejse med til Katalonien. Det var nemlig nødvendigt, at en gammel routineret Officer varetog hans Interesser ved Overtagelsen af Regimentet, for at ikke mulige Forsømmelser skulde foraarsage senere Ubehageligheder. Derfor lagde Kongen ogsaa sin Søn paa Hjertet «dasz du dich nach seinen guten rathen welchergestallt das Commando weiter zu deinem Ruhm und Aufnahme wie auch des Regiments selbsteigenen Wohlfahrt musz geführet werden bestmöglichst zu richten und zu verhalten hast».

Trampe lagdes det særlig paa Sinde at paase, at Gyldenløve blev indsat som virkedig Chef. Derhos fik han Ordre til at meddele Juel, at Hs. Majestæt ingen­ lunde tvivlede om, at han vilde forstaa at komportere sig overfor sin ny Chef, men han skulde dog vide, «dasz wir ein allergnädigstes gefallen darab schöpfen werden, wenn wir das allezeit vernehmen mögen, dasz er eine solche conduite führe wie es zu nutz und besten besagten uns. nat. Sohns in alles gereicht. Inmaszen wir auch seine unterthänigste devotion so er in diesz faal als ein unserer unterthäner zeigen wirt in kgl gnaden ernehmen wollen.

Det havde vist været Gyldenløve kærere, om Bjelke var blevet hans Ledsager; thi han synes ikke at have staaet i noget synderlig godt Forhold til Trampe. Som dansk Adelsmand og «bon français», som Martangis kalder ham, vilde Bjelke maaske ogsaa have været bedre skikket til at ordne Gyldenløves Forhold til Juel og til de franske Militærauloriteter paa en betryggende Maade. Han var imidlertid engageret paa anden Vis. Kristan V havde nemlig besluttet sig til at lade Kongen af Frankrig «congratulere» til Erobringen af Namurs Citadeller «ved ob. Bielke og at giff'ue Mejercrone ordere til at intro­ ducere hannem til kongen af Franc.» Dette Skridt blev særdeles gunstig optaget, ikke mindst fordi Kongen ikke havde ladet Vilhelm III gratulere til Sejren ved la Hogue.

Den 27. juli til 6. august forlod Gyldenløve med Følge Luxem- bourgs Armee; i Mons forlod Bjelke Selskabet og rejste direkte til Paris, hvortil han ankom 29. juli til 8. august. Øje­ medet med hans Sendelse var ikke blot al lykønske Ludvig XIV; han skulde tillige «tacke Kongen af Franc, for hansz godhed imod Christian Guldenlew», og sluttelig havde denne sidste paalagt ham at paaskynde Patenternes Udfærdigelse. Bjelke satte sig strax i For­ bindelse med Meyercrone, der blev meget glad over, at han fuldstændig billigede hans Opfattelse af det meget omtalte Regimentsspørgsmaal.

Efter at Croissy havde meddelt Meyercrone, hvilken Dag Ludvig XIV vilde modtage den danske Oberst, begav denne sig til Versailles. Kongen modtog ham meget naadig og bad ham ved sin Hjemkomst tolke for Kongen af Danmark de Følelser, Frankrigs Konge nærede for ham; det var «des sentimens de haute estime et d’amitié particulière». Dernæst talte han med megen Venlighed om Gyldenløve og sagde, at Luxembourg havde berettet om hans Tapperhed ved Stenkerque, og sluttelig hen­ vendte han nogle meget smigrende Ord til Bjelke per­ sonlig: at Luxembourg ogsaa havde fremhævet hans Tapperhed, kunde ikke undre nogen, da man var vant til at se ham optræde med Bravour. Som synligt Bevis paa, at man satte Pris paa hans Fortjeneste, lod Kongen ham overrække en Gulddaase, besat med Diamanter og prydet med Ils. allerkristeligste Majestæts Portræt. Kri­ stian V fik snarest Underretning om Audiensen og noterer den 23. august til 2. september, «at oberste Bielke haffde aftlagt sin compliment og at kongen hannem derpaa hel obligent haffde suaret».

Bjelke pressede paa i Krigsministeriet for at faa Patenterne udfærdigede. Da Meyercrone paa given Foranledning havde afgivet den Erklæring, at alle, der bare Navnet Gyldenløve, i Danmark beklædte en Rang, der var højere end enhver Adelstitel, og at de endog vilde have staaet over Hertuger, hvis saadanne havde existeret i Landet, blev det besluttet, at Gyldenløve i Patenterne skulde kaldes «Nostre Cousin». Den T4T August udstedtes et Patent, ifølge hvilket Regimentet Juel fremtidig skulde benævnes Royal Danois, og næsle Dag underskrev Ludvig XIV Gyldenløves og Juels Patenter som colonel og som colonel-lieutenant.

I det førstnævnte Patent udtaltes det, at Hs. Ma­jestæt for at opmuntre og belønne de dygtige fremmede Officerer, der frivillig havde forladt deres Fædreland for at tjene ham, havde besluttet at tillægge Regimentet et fast Navn. Fremtidig skulde det hedde Royal Danois, og dette Navn skulde figurere paa alle Marchebestemmelser, Patenter og andre skriftlige Udfærdigelser, der vedrørte Regimentet.

Det maa her erindres, hvilken Betydning der laa i Ordet «Royal»; det indeholdt jo en Garanti for Regi­ mentets fortsatte Bestaaen.

Det vil være nødvendigt at gaa nærmere ind paa Gyldenløves og Juels Patenter; thi den Maade, hvorpaa de vare affattede, rummede Fare for fremtidige Konflikter og gjorde fra første Færd den unge Obersts Stilling uholdbar. Gyldenløves «commission» lyder saaledes:

«Louis par la grâce de Dieu Roy de France et de Navare. Nostre cher et bien amé Cousin Christian de Guldenleu salut; désirant pourvoir à la charge de Colonel du Régiment Royal Danois d’Infanrie qui a porté jusqu’il présent le Nom de sr de Joui auquel nous avons bien voulu donner en considération de ses services le com­ mandement dudit Régiment en qualité de Colonel-lieute­ nant d’iceluy, et voulant remplir ladite charge de colonel d’une personne dont les grandes et recommandables qualités nous soient bien connues Nous avons cru que nous ne pourrions faire pour cette fin un plus digne choix que de vous pour les témoignages qui nous ont été rendus de vostre valleur expérience au fin de la guerre vigilance et sage conduite et pour la confiance particulière que nous prenons aussy en vostre fidélité et affection à notre service. Par causes et autres à ce nous mouvans nous avons commis ordonné et étably, commettons, ordonnons et établissons par ces présentes signées de notre main Colonel dudit Régiment Royal danois d’lnfrie et cappne de la lère compagnie d’ycelui pour en ladite qualité de colonel commander ledit régi­ment Exploiter sous Notre autorité et sous celle de nos lieutenants généraux la part et ainsy qu'il vous sera par Nous ou eux commandé et ordonné pour notre service et Nous vous ferons payer Ensemble les officiers et sol­ dats dudit Régiment des Etats apointemens et soldes qui vous seront et à eux deubs Suivant les montres et revues qui en seront faites par les comaires et coneurs des guerres à ce départis tant et si longuement que ledit Régiment restera sur pied pour nostre service donnant la main à ce qu’il vive en si bon ordre et police que nous n’en puissions recevoir de plaintes. De ce faire vous donnons pouvoir, commission autorité et mandement spécial. Mandons à tous les cappnes officiers subalternes sergents et soldats dudit Régiment devans recevoir et faire reconnaître en ladite charge de Colonel et à tons qu’il appartiendra qu’ à vous en ce faisant soit obéy.

Cartel est nostre plaisir.

Donné à Versailles le 15 jour d’aoust l’an de grâce 1692 et de nostre régné le 50me. Louis.»

Juels Patent er næsten enslydende med Gyldenløves. For den første Dels Vedkommende behøver man kun at erstatte »Cousin» med »sr de Joui», colonel med colonellieutenant og capitaine med capitaine-lieutenant. Ogsaa han roses for sine gode militære Egenskaber og sin Troskab mod Kongen, lian skal kommandere Regimentet «sous nostre autorité et sous celle de nostre bien cher et bien amé Cousin, Christian de Guldenleu». Slutningen af Patentet er ganske af samme Indhold som Oberstens. Juel skal administrere Regimentet, vaage over Disciplinen o. s. v. «Mandons à nostre cousin de vous recevoir et faire connaître en ladite qualité de colonel lieutenant et à tous qu’il apartiendra qu’ à vous en ce faisant soit obéy».

Meyercrone fandt, at Gyldenløves Patent var sær­ deles fordelagtigt1). Det var en stor Ære at blive titu­ leret «Mon Cousin»2) og at have en Oberst under sig. Ingen Udlænding siden Hertugen af Monmouth havde nydt en saadan Ære. Trampe misforstod Udtrykkene; ban meddeler nemlig, at Juel skulde være Oberstløjt­ nant og Chef for Regimentets 2det Kompagni, medens Ils. høje Excellence skulde være Oberst og Chef for Liv­ kompagniet ; ban raader dog til ikke at gjøre Fordring paa Regimentets »Revenner»3). Alt vilde have været saare godt, hvisJuel havdeværetlieutenant-co1one1, menhanvar nu colonel-lieutenant, og som saadan var ban Regimentets Kommandør, medens Obersten i Grunden kun var Æreschef. De Regimenter, der tilhørte Prindser af Blodet, kommanderedes af colonels-lieutenants, der fik Indtægterne. Gyldenløve kom dog ikke til at leve af Æren alene; han fik vel ikke Regimentets Indtægter, men han blev, som det senere skal vises, holdt skadesløs paa anden Maade.

Medens Rjelke og Meyercrone i Paris søgte at vare­ tage Gyldenløves Interesser paa bedste Vis, rejste denne omkring i Nordfrankrig. Den 1-11 August var han i Lille, den næste Dag tog han til Dunkerque, først den 18-28 Au­gust kom han til Paris. En af Aarsagerne til den langsomme Rejse var Trampes Sygdom; ogsaa en anden af Gyldenløves Ledsagere, Kaptejn iMoltke var syg”). Obersten var meget kjed af det ham overdragne Hverv. I sine Breve til Ilarboe klager han over den lange Rejse, de store Udgifter og sin slette Helbredstilstand. Han lod ogsaa til ikke at have let ved at omgaas Gylden­ løve, der ikke gjerne fandt sig i hans Formynderskab, men let blev «schalue» og log «ombrage» af alt. Han bad derfor meget om at blive kaldt hjem, naar han havde set Gyldenløve indsat som Chef for Royal Danois, hvad Kongen allerede i sin Ordre af 12 Juli under visse For­ udsætninger havde givet ham Udsigt til. løvrigt fraraadede Trampe ligesom Meyercrone ethvert Forsøg paa at skaffe Gyldenløve et andet Regiment og udtalte Forvisningen om, at Juel vilde finde sig i alt.

I Paris forblev Gyldenløve kun nogle Dage; han var inkognito og opholdt sig mest sammen med Oberst Bjelke i Meyercrones Hus3). I de første Dage af Sep­ tember (ny Stil) tiltraadte han Rejsen over Lyon til Katalonien. Inden Afrejsen var det blevet ham betydet, at det var rettest, at han selv efter Hjemkomsten anmodede Ludvig XIV om, at hans Regiment maatte blive beordret til Flandern , men fra Lvon skrev han til Meyercrone og bad ham om i hans Navn at fremsætte dette Ønske ved Flove. Gesandten røgtede sit Ærinde, og Kongen svarede: «Je suis bien aise d’obliger par lå Monsieur de Guldenleu surtout si cela peut faire plaisir au Roy votre Maistre». Meyercrone mente at kunne forsikre, at dette i bøj Grad vilde glæde lians Konge, og i sin Relation til denne henstillede han, at det vilde være af god Virk­ ning, om Flr. Martangis fik et Par forbindtlige Ord i den Anledning.

Den 3-13 Oktober ankom Gyldenløve til Perpignan, og den næste Dag meldte han sig i Hertugen af Noailles’s Hovedkvarter og foreviste sin Bestalling. Felttoget var allerede endt, og Tropperne vare i Færd med at rykke i Vinterkvarter. Inden Ankomsten til Perpignan havde Gyldenløve mødt sit Regiment, der var paa Marche til Pont St. Esprit i Languedoc, hvor det skulde afvente nærmere Ordre. Der var nemlig Tale om, at det midler­ tidig skulde anvendes paa den sydostlige Krigsskueplads, hvor Felttoget endnu ikke var endt. Trampe fandt liegimentet i ret god Stand, og Juel lovede i alle Ret­ ninger at føje sig efter Kongens Refalinger. Fra Per­ pignan rejste Gyldenløve til Montpellier for der at slutte sig til sit Regiment, medens Trampe, der havde faaet Ordre til at begive sig til Danmark efter fuldbragt Hverv, tiltraadle Hjemrejsen.

Royal Danois kom næppe til at optræde i Dauphiné; thi Hertugen af Savoyen, der havde ført Krigen over paa fransk Grund, havde allerede medio September (ny Stil) tiltraadt Tilbagetoget. I Begyndelsen af December meldes det fra Provence: «Le regiment de Royal Danois a été dans ce pay ici mais sa haute Exellence de Guldenleu a optenu d’aller en Flandre ou il se plait aparament mieux quc dans ce pay ici«.

Medens de franske Generaler og Oberster plejede at tilbringe Vinteren i Paris og Versailles, forblev Gylden­ løve efter Kristian V.s udtrykkelige Ordre ved sit Re­giment. Ved Hoffet fandt man, at det var højst besyn­ derligt, at en ung Mand af saa høj liyrd foretrak Sol­ daterlivet for Hoflivet. Det kunde da ikke være af Sparsommeligliedshensyn, thi det maatte absolut være kostbarere at holde aabent liord for Regimentets Officerer end at »gjøre sin Kur» i Versailles. Kronprinds Frede­ riks Besøg i Frankrig gav dog Anledning til, at Gylden­ løve et Par Gange maatte forlade Regimentet. Den 22. november til 2. december 92 beordrede saaledes Kristian V ham «til at han fra Angiers nar han haffde gjort sin opvvartning hosz pr. Friederich, at begiffue sig strax til sit regement igen som kongen aff Franckrig hannem haffuer anbetrod og naar pr. Fried. kom til Paris da igen sig der indfinde og eliter hansz bortreisse sig igen hos sit regement in finder» . Under sit Besøg i Paris modtog Gyldenløve den 10. Ja­nuar (vistnok gi. Stil) af Kronprindsens Haand Elefant­ ordenens Insignier, som Kongen havde sendt til Prinds Frederiks Ledsager, Hans Henrik Ahlefeldt. Den unge Ridder antog Valgsproget «Et manu et mente».

Gyldenløves Forhold til Juel synes i Begyndelsen at have været godt. I det mindste fik denne snart de Ønsker opfyldt, som han havde ytret i sit Brev til Kri­ stian V. Gyldenløve fik sin Farbroder Ulrik Frederik til at interessere sig for Rekrutteringsspørgsmaalet, og den 18-28 Decbr. 92 bevilgede Kongen «pag statholder i Norge U. F. Guldenlew memorial at ham motte tilladisz at anwerbe paa grenlzerne til en par hundre mand til C. Gul­ denlew recruter i Frankrig, og at hånd maatte sette dem saa lenge- til vnderholdning hos de nordiske regementer intil band kunde efterhaanden sende dem hort . . . saa haffuer jeg med egen band derpaa schreffuet att jeg der­ med war til fredz og att det matte foralting scke vdi alt stilhed saa meget mueligt were kunde». Denne store Hemmelighedsfuldhed er vel Aarsagen til , at man veed saa saare lidt om denne Hvervning. Den fandt imidlertid Sted, og endel Nordmænd ankom i Løbet af Sommeren 1693 til Royal Danois. Selvfølgelig rygtedes det snart hos Fjenden, og Kong Vilhelm tog det meget ilde op. Han anslog deres Antal til 600 Md. og vilde ikke lade sig berolige af Hertugen af Wtirtemberg, der forsikrede, at der kun kunde være Tale om 200:. At der ogsaa senere blev hvervet i Norge til Gyldenløves Regiment er sikkert nok; det fandt naturligvis Sted med Kongens Samtykke, om end i største Stilhed. I det følgende vil der blive Lej­ lighed til nærmere at omtale en saadan Hververrejse.

Juels andet Ønske blev ogsaa opfyldt. »Den 26de Febr. 1693 bekom Frans Jul, som er i Franckrig, eit patent, at han dog sckal nyde sin rang og prerogatifer lige saa fuld som hånd her vdi tjeneste haffuer weret og continueret om han engang igen kom». Patentet lyder saaledes:

»Wir Christian der Fünfte u. s. w. Thun kundt: demnach wir für einigen Jahren hero unszerm obristen zu fusz und lieben getreuen Frantz Jueln auf allerunterth. Anstichen allergnädigste Erlaubnisz und Vergünstigung beygeleget sich in auszwertiger Potentaten Kriegsdiensten zu begeben als welcher er denn darauf! mit unserm aller gnädigsten Willen und Genehm haltigung in Frankreich würcklich angenommen auch sich darinnen noch bisz dato befindet, und nun solchergestalt weihen er von uns keinesweges verabschiedet sondern wie obgemeldet nur blosz zu berührtem fremden Kriegs­ diensten allergn. be uhrlau bet worden nichts anders dann der billigkeit gemäsz dasz er dieser seiner Ab­wesenheit und auszwärtigen Bedienung wegen, wenn er heute oder Morgen wieder heimkommen möchte, in kei­ nem wege oder weise einen abgang oder Nachtheil leyde. Als haben wir hiemit damit vorgedachter Obrister Juel deszen umb so viel mehr versichert seyn könne durch diesen unsern oflenen Brief allergn. verordnen und be­ fehlen wollen, dasz derselbe in allen bey uns alhier sich zutragenden künftigen begebenheiten und Vorfällen als ein in unserm Eyd und Pflicht beständig beygebliebner Obrister thatlich considerirt werden auch den Bang und Vorzug und mit Recht hierin weiter zu stehen die prserogativen nach dem dato der von uns ihm in dieser Charge vorhin allergn. erteilten bestallung für andere jüngere obristen in unserm diensten je und allewege ohne die geringste beeinträchtigung oder Eingriff nach wie vor beybehalten und genieszen sollen. Wonach sich aller und jeder denen dieser angehet alleruntherthänigst und gehorsamst zu rechten haben.

Christian.

Nogen fuldstændigere Oprejsning kunde Juel vel ikke ønske sig. Enhver Anklage for Forræderi maatte for­ stumme overfor dette aabne Brev. Uheldigvis forspildte han snart Kongens Gunst ved at træde i et mindre godt Forhold til Gyldenløve.

I pekuniær Henseende blev Gyldenløve ret vel stillet.

I Gage fik han 6000 livres, og en lige saa stor Sum fik han i Erstatning for Regimentets Indtægter; hele Sum­ men er omtrent 60,000 Frcs. i Nutidens Penge. Han fik frit Kvarter overalt og var ikke forpligtet til at holde aabent Taffel for sine Officerer. Alle Edgifter, der ved­ kom Regimentet, afholdtes af Kongen af Frankrig; Royal Danois var saaledes et meget priviligeret Regiment. Gyldenløve skulde kun afholde de Edgifter, der vedkom hans «equipage particulier«.

Hvis denne Udgiftspost ogsaa har indbefattet de per­ sonelle Adjutanters Enderhold, kan den have været be­ tydelig nok; thi der var ikke faa Officerer, der fulgte «den unge Gyldenløve» som Volontærer uden at forrette egentlig Tjeneste og altsaa uden at hæve Gage. Foruden Trampe, der 1694 gjenoptog sin Funktion som Mentor for Hs. høje Excellence, stode Kaspar Gotlob Moltke, Henrik Brahe, Heinrich Pultz, Severin Hjort

og Johan Werner Akkeleie samt Heinrich Harloff til forskjellige Tider i Royal Danois’s Stab. Ende­lig havde Regimentet en luthersk Feltpræst, hvad der blev betragtet som en stor Begunstigelse. Den første Præst hed Bonaventura Kragh (Crag, Cragge, Krahe). Han blev 1694 Legationspræst ved det danske Gesandt­ skab i Paris.

Gyldenløve stod i det Hele højt i Ludvig XlV.s Gunst. Kongen bifaldt hans tjenstivrige Forbliven ved Regimentet, han indbød ham til som Gjæst at overvære en Revue ved Chantilly og udmærkede ham paa en saadan Maade, at de franske Myndigheder maatte gjøre alt for at varetage hans Interesser. Gyldenløve fik endog sin Gage punktlig udbetalt.

Felttoget 1693 begyndte sildig. Først i den sidste Halvdel af Maj (ny St.) var den franske Hær koncentreret om Mons. Operationsobjektet var Liège, som Kongen selv vilde belejre med 48 Batailloner, 109 Eskadroner og 2 Batailloner Artilleri, medens Marschallen af Luxembourg med 78 Batailloner og 152 Eskadroner skulde dække Belejringen. Royal Danois hørte til Marschallens Armee ; det stod i Brigade med Regimentet Anjou, hvis Chef, Marquis de Hautefort fungerede som brigadier. Regimentes Plads var paa højre Fløj af 2den Træfning i Fodfolkets ordre de bataille.

Den 15-25 Maj kom Kongen til Quesnoy noget Syd for Mons, men her blev han syg og maatte holde sig i Ro 8 Dage. Armeen blev staaende uden at foretage noget, og Vilhelm III, der havde samlet sin Hær i Braband, fik Tid til at kaste 20,000 Md. ind i Liège, medens han med Resten af sine Tropper tog Stilling ved Parck, nær Louvain. Han havde kun ca. 50,000 Md. hos sig, og Ludvig XIV, der raadede over den dobbelte Styrke, kunde let have overvældet ham og derved endt Felttoget. Liège, Bruxelles, kort sagt, hele Belgien vilde da af sig selv være falden i de Franskes Hænder. Hele Armeen følte Øjeblikkets Vigtighed, og da Kongen 28. maj til 7. juni havde ført Hæren til Gembloux, der ligger lige langt fra Mons, Liège og Louvain, mente alle, at Angrebet var forestaaende. Da skiftede Kongen pludselig Sind, erklærede, at han vilde rejse til Versailles, og beordrede Dauphin og Marschal Boufflers til Tydskland med 20,000 Md. Forgjæves kastede Luxembourg sig for hans Fødder og besvor ham ikke at forsømme et gunstigt Øjeblik, der maaske aldrig mere vilde tilbyde sig; paavirket af Madame de Maintenon holdt Kongen fast ved sin ulykkelige Beslutning. Dauphin afmarcherede, og Kongen rejste for aldrig mere personlig at føre sine Hære i Marken. Men hans mili­ tære Prestige havde ogsaa lidt et Knæk, som den ingen­ sinde kunde forvinde.

Skjøndt Luxembourg endnu raadede over 80,000 Md., turde han ikke angribe Kong Vilhelm, der stadig trak Forstærkninger til sig. Han vedblev da i over en Maaned at manøvrere mellem Louvain og Liège og lod sig ikke lokke bort af et Stød, som en Del af de Allieredes Hær rettede mod Linierne mellem Lys og Escaut, hvorved Frankrigs Nordgrændse truedes. Den 14-24 Juli toge de Franske den lille Fæstning Huy efter 6 Dages Indeslut­ ning; Gyldenløves Regiment deltog i denne Belejring.

Huy var en Etappe paa Vejen til Liège. Dette stod klart for Kong Vilhelm, der ilede denne Fæstning til Hjælp. Han kastede en større Styrke ind i Liège og søgte med Resten af sin Hær atter at naa Lejren ved I’arck. Han naaede ikke sit Maal ; Luxembourg, der lod, som om han vilde ile den truede Nordgrændse til Hjælp, skiftede pludselig Direktion og indhentede ham den Juli ved Neerwinden.

Hvis Luxembourg havde kunnet angribe samme Dag, havde han sikkert vundet en let Sejr, men en besynderlig Omstændighed var Skyld i, at han først kom til Neer­ winden hen paa Eftermiddagen. De «gamle» Regimenter vare nemlig paa den Dag tilfældigvis bagest i Marche- kolonnen, og da de erfarede, at man kunde vente at støde paa Fjenden, krævede de at komme frem i Teten; man føjede dem, men Marchen led en saadan Stands­ ning, at Angrebet maatte opsættes.

De Allierede toge Stilling med højre Fløj til Neer­ winden , venstre til Neerlanden. I Løbet af Natten ind­ rettede de de 2 Landsbyer til Forsvar og forskandsede det mellemliggende Højdedrag. Stillingens Fløje vare støttede til vanskelig tilgængeligt Terrain; den var saaledes ikke let at angribe, men den havde den kæmpe, at Geetefloden løb tæt bag ved den og altsaa vanskeliggjorde Retræten.

Franskmændene begyndte Angrebet den 19-29 Juli Kl. 9 om Formiddagen. Hovedangrebet rettedes mod Neer­ winden, der toges efter 5 Timers haardnakket Kamp. Fodfolket tilvejebragte Aabninger i Forskandsningerne og banede Vej for Rytteriet, der fuldstændiggjorde Sejren. Paa de Franskes højre Fløj, hvor Royal Danois befandt sig, førtes en Række Kampe, der vel vare uden Betydning for Slagets endelige Udfald, men som vare blodige nok. Royal Danois stormede under Gyldenløve og Juels Kommando 16 Ilegn og hjalp Regimenterne Asfeld og Navarra ud af en farlig Situation. Gyldenløve fremhævedes i Rap­porten.

De Allierede skulle have efterladt 12,000 Dode og Saarede foruden 2000 Fanger. Men ogsaa de Franske havde lidt store Tab. Sejren skal have kostet dem 9000 Mand. Royal Danois havde 150 Døde og 30 Saarede. Blandt de sidste vare Kaptejnerne C. F. C. Bjelke og K. G. Moltke, hvis Saar dog ikke vare betydelige. Løjt­ nant H. J. Brun af det danske Marineregiment, der synes at have fulgt Royal Danois i dette Felttog, erklærer, at Tabene ere rigtig opgivne for dette Regiments Vedkom­ mende, men advarer imod at stole paa de andre Afdelin­ gers Opgivelser, da man plejede at overdrive de Faldnes Antal for at skjule, at man før Slaget svigagtig havde vakante Numre i Kompagnierne.

Efter Slaget ved Neerwinden stod Vejen til Bruxelles aaben for de Franske, men Marschallen benyttede sig ikke deraf. Tilstanden i Armeen var nemlig ikke den bedste, Forplejningsvæsnet var i stor Uorden, og der skete grove Brud paa Disciplinen. Først den 30. august til 9. september skred han til et offensivt Foretagende, idet han lod Charleroy berende af Marschal Villeroy. Til Belejringskorpset hørte Royal Danois, der havde Post udfor Fæstningens nordvestlige Front. Regimentet var indlemmet i Bri­gaden Sorbec, og Gyldenløve fik Lejlighed til at kom­ mandere som brigadier.

Belejringsarbejderne lededes af Vauban, der i sin Tid havde anlagt Fæstningen. Gyldenløve deltog i de forskjellige Kampe, der førtes om Udenværkerne, og var engang nær omkommet ved en Minesprængning, som de Belejrede foretog, og som kostede 25 af Royal Danois’s Grenaderer Livet. Den 1-11 Oktober kapitulerede Fæstningen, og Resten af Besætningen fik fri Afmarche. Kort efter gik de Franske i Vinterkvarter. Felttoget var tilende. Hele den valonske Del af de spanske Nederlande med Undtagelse af Ath var nu i Ludvig XIV.s Hænder; det var altid noget, men Resultatet stod ikke i Forhold til de store Ofre.

Vinteren 1693—94 var drøj for de kantonnerende Tropper, Lønning og Forplejning udeblev ofte; det lyk­kedes dog Marschal Boufflers ved et fornuftig gjennenført Rekvisitionssystem at hindre ligefrem Hungersnød. Opholdet ved Regimentet kunde saaledes ikke være be­ hageligt for Gyldenløve, saa meget mindre, som han i Sommerens Løb var kommet til at staa paa en meget spændt Fod med Juel, der næppe har villet indrømme ham mere end den rent nominelle Kommando. Han til­ bragte da Vinteren i Paris, livor han stod i «iiberausz grosz Estiem welches nach solches Leben wie sie fiihren auch niclit anders sein kan», som hans Ledsager, Major Pultz, siger i sit smukke Sprog. Hans «Adjutanter» og Kapt. Bjelke synes ogsaa at have opholdt sig i Paris; Moltke var dog rejst hjem efter Erobringen af Charleroy.

Gyldenløve gjorde flere forgjæves Forsøg paa at fjerne Juel fra Regimentet. Han forklarede Barbézieux, at han umulig kunde tjene sammen med Obersten, og han bad Luxembourg om at hjælpe ham af med ham. Marschallen indfandt sig da en Dag i iVleyercrones Hus for at ordne Sagen med Gyldenløve. Han beklagede, at det ikke var muligt strax at forsætte Juel, men Kongen af Frankrig havde sagt, at Obersten skulde faa en alvorlig Irettesæt­ telse for sit Forhold og et skarpt Tilhold om i Fremtiden at underordne sig Ils. høje Excellence. Hvis han saa ikke bedrede sig, skulde han ved første Lejlighed blive fjernet fra sin Kommando, og han skulde ikke slippe dermed. 1 Samtalens Løb fortalte Luxembourg endvidere, at Kongen havde ytret, at han vel ikke plejede at for­ fremme Prindserne, førend de havde ført Regiment i flere Felttog, men at der ikke var den Ting, han ikke vilde gjøre for Hs. høje Excellence. Gyldenløve blev meget rørt over Kongens Naade og Marschallens Venlig­ hed, og da denne kyssede ham til Afsked og indtræn­ gende bad ham om at blive, lovede han at følge ham i næste Felttog. »Man gjør sig al mulig Umage for at holde paa Hs. høje Excellence», skriver Meyercrone, der har skildret denne Sammenkomst, «og Luxembourg har fortalt mig, at Hs. allerkr. Maj. har paalagt ham i næste Felttog at vaage over ham med den størst mulige Omhu».

I Slutningen af Marts 1694 (ny Still begyndte de franske Tropper at røre sig. Hovedstyrken af Hæren i Flandern indtog Kantonnementer mellem Sambre og Meuse, medens en mindre Styrke paa 12 Ratailioner og 26 Eskadroner belagde Haine Dalen3). Her laa ogsaa Brigaden Zur-lauben , der foruden nævnte Regiment bestod af Royal Danois og Cruszol.

Midt i Maj koncentreredes Hæren omkring Mons. Gyldenløves Regiment laa nær ved denne Fæstning, og den 24. maj til 3. juni var Hs. høje Excellence Guver­ nørens Gjæst. Regimentet havde ikke udfyldt de mange ledige Numre, det havde faaet i det foregaaende Felttog, men Tilstanden var dog ret god, og Officererne havde faaet deres tilgodehavende Gager.

Den franske Hær, der kommanderedes af Luxem­ bourg, medens Dauphin af Navn var Overgeneral, talte kun 80,000 Mand; Vilhelm III derimod kunde raade over 120,000 Mand. Felttogets Karakter var dermed givet. «Die Alligirten sprechen von groszen Dingen», skriver Major Pultz, «Monsieur Luxen Borg vvie man vermeint håbe sich obligiert mit C0000 zu hindern was sie ten­ tieren konnen. Die Zeit wirt lernen wie solches ablauffen wirt». Tiden viste, at den geniale Feltherre ikke havde lovet for meget. Den 2-12 Juni brød han op fra Mons, og 8 Dage derefter naaede han St. Trond. Lige til midt i August (ny Stil) vedblev han at manøvrere mellem St. Trond, Tongres og Tirlemont; snart truede han Liège, snart Louvain. Med sin underlegne Styrke lammede han fuldstændig Kong Vilhelm, der maatte gaa rent forsvars­ vis tilværks. Furageringerne gave Anledning til en Mængde smaa Sammenstød; i et saadant, der fandt Sted ved Tongres, fik Gyldenløve Lejlighed til at udmærke sig.

Endelig tog Kong Vilhelm en rask Beslutning. Fra sin Stilling ved Ramilies brød han op den 8-18 August for at passere Escaut ved Audenarde. Hans Plan var at forcere de svage Linier mellem Escaut og Lys og gjøre et Ind­ fald i Nordfrankrig. Ved Foretagender imod Dunkerque og andre Havne skulde den engelsk-hollandske flaade give Operationerne mere Eftertryk. Afstanden til Audenarde var kun 13 danske Mil, medens de Franske, der stode omkring Huy, havde en Marche paa 26 Mil til de truede Punkter; de maatte nemlig gaa i en stor Hue for ikke at opdages under den farlige Flankemarche. Luxem­bourg gjættede strax de Allieredes Hensigt. Den 8-18 Au­gust Kl. 8 Form. blæstes Alarm, og Stykkerne paa Huys Volde løsnedes for at kalde Furageurerne tilbage. Kl. 10 var Rytteriet marchefærdigt, og kort efter var ogsaa Fod­ folket rede. Nu begyndte en Marche paa Liv og Død; i 6 Dage tilbagelagde den franske Hær 26 Mil og pas­ serede 5 Floder. Anstrengelserne vare meget betydelige, man marcherede Dag og Nat, og mange Folk maatte efterlades paa Landevejen; men man naaede sit Maal. Den 13-23 August passerede Villeroy med Avantgarden Escaut ved Espierres, og den næste Dag kom Fodfolket til Tournav. De Allierede havde ikke forhastet sig; først den 15-25 August kom Vilhelm III til Escaut, men ved Hauterive og Audenarde mødte han en saadan Modstand, at han ikke kom over, men maatte indskrænke sig til en Artilleri­ kamp. De Franske, der ikke vilde holde Escaut Linien, toge Stilling ved Courtray og umuliggjorde ethvert For­søg af de Allierede paa at trænge ind i Frankrig. Denne glimrende Marche blev Luxembourgs sidste Hedrift; han døde den 4. Januar 1695 (ny Stil), 67 Aar gammel.

Medens Royal Danois saaledes ikke fik Lejlighed til at optræde paa Valpladsen i Sommeren 1694, frem­ bød dog dets indre Liv adskilligt af Interesse. I Be­gyndelsen af Foraaret ankom der flere danske Officerer til Gyldenløve for at tage Tjeneste under ham. Fæn­ drik Kristian Suhm og Kadet Josua Jakob Schwartz ansattes som Løjtnanter ved Regimentet, medens Brigader A. F. Trampe, ledsaget af Kaptejn Seve­rin Hjort og Oberstløjtnant Heinrich Harloff2), sluttede sig til Staben.

Gyldenløve blev ikke glad over Trampes Ankomst; han saa i ham kun en besværlig Hovmester, der skulde paase, at han ikke skejede ud; han modtog Brigaderen meget unaadig, og denne skildrede i et langt Brev til Harboe sin ubehagelige Stilling: «... Monsieur Guldenlew ist nicht wohl zufrieden dasz ich zu ihm gekommen, weszwegen man mich sehr cavallierement tradieret ich musz aber alles mit geduhl nemen ... es wird mir diese campagne sauhr werden, niemand giebt mihr ein stück broht . . . . behilfe mich aber wie ich kan doch mise- rablemend, meine bürse wirdt es sehr empfinden weillen alles sehr deuher». En Trøst har den stakkels Brigader dog i denne økonomiske Misere: «der wein aber ist noch in den preis, wie er allemahlen gewesen».

Sommeren var rig paa Ærgrelser for Gyldenløve; Forholdet til Juel var stadig spændt, og hans Helbred var noget vaklende. Fra 8-18 og 12-22 Juni laa han syg i Namur, han var «très incommodé d’une fieber», som Trampe udtrykker sig; han kom sig imidlertid og vendte sund og frisk tilbage til Lejren. Gott lasz selbiges ferner Continuiren.

Man sloges godt i Ludvig XIV.s Hære, man mar­ cherede godt, naar det kneb, men man forstod ogsaa at more sig. De fornemme Officerers Lord var stedse vel forsynet, man spillede og drak, medens man ved smaa Elskovseventyr med Lejrens lette Skjønheder boldt sig i Aande og øvede sig til Vinterens vanskeligere Kjærlighedsintriger i Paris og Versailles. Kristian V, Gyldenløves omhyggelige Fader, handlede maaske ikke ganske urigtig i at sende Sønnen en «aufseher», som denne udtrykte sig. Trampe kom næppe med til Gyldenløves Gilder; derimod var han med til et Drikkelag, som Harloff for­ anstaltede for denne i Huy en god Ugestid før Afmarchen. Vinen løste Tungerne og glattede Rynkerne. Ils. høje Excellence forsonede sig med Trampe, og Resultatet af Sammenkomsten var højst glædeligt for denne: «speiset der Brigadier itzund täglich bei ihm und hat grosze confidence zu ihm», skriver Hiortsi; ogsaa Pultz beretter, at der fra nu af herskede god Forstaaelse mellem Trampe og Gyldenløve.

Gyldenløve havde nu gjort 4 Felttog med under de franske Faner; det var paa Tide, at hans Fædreland fik godt af hans Erfaringer. Den 24. juli til 3. august 94 resolverede Kon- af Danmark som følger: «Som vi allernaadigst for gott befinde, at saasnart Campagnen udj Flandern gaar til ende og Regimenterne begynde att Cantonnere, du da den franske Armee qviterer. Saa er hermed wores aller- naadigste willie og befaling att du dig hereffter allerunder­ danigst retter og i saa maade, naar Armeen fra hinanden gaar straxen Afskeed fra de fornembste der til stede værende Generaler tager og dig derpaa paa Reysen herhid begiver. Dermed skee vor Villie». Samme Dag udstedtes en lignende Ordre til Trampe, der begav sig til Paris for at ordne det fornødne. Brigaderen mod­ toges venlig af Barbézieux og fik Audiens hos Kongen; da Meyercrone ingen Ordre havde faaet fra Danmark, ordnedes Sagen direkte gjennem Krigsministeriet, skjøndt Udenrigsministeren var den naturlige Mellemmand.

Den 8-18 Septbr. forlod Dauphin Armeen, og omtrent samtidig afrejste Gyldenløve, hvis Orlov den Gang var bevilget, af Ludvig XIV. Rejsen gik over Holland, og sammen med ham rejste H. Pultz, H.Brahe, Kr. F. Kr.Bjelke og Kr. A. Darickvvardt. Sidstnævnte blev snart efter Hjem­ komsten Kaptejn og Kompagnichef ved Marineregimentet, men han vendte i det følgende Aar for en kort Tid tilbage til Royal Danois. Juel tilbød Severin Hiort Kompagni ved Regimentet, og denne ansøgte om 3 Aars Orlov med Ribehold af sit Kompagni i Danmark. An­ dragendet blev imidlertid afslaaet af Kristian V, og Hiort rejste hjem efter sammen med Harloff at have besøgt Paris og en Del af de nordfranske Fæstninger.

Regimentets Præst, Hr. Bonaventura Kragh, forlod i Foraaret 94 Royal Danois for at tiltræde Pladsen som Legationspræst i Paris. Da hans Fmbede som Felt­ præst foreløbig blev staaende vakant, beordrede Kristian V under 17-24. Juli 84 Meyercrone til at afsende Hr. Bonaven­ tura paa en 3 Ugers Tid til Regimentet for at holde Gudstjeneste og forrette andre' »actus ministeriales». Ordren kom den arme Præst meget ubelejlig, han havde ingen Penge, og Meyercrone havde som sædvanlig ikke meget at undvære. Da Kragh imidlertid formodede, at Ordren var udstedt efter Regimentets Indstilling, skrev han til Gyldenløve og spurgte, om hans Nærværelse var absolut nødvendig. Ilan fik det Svar, at han nu kunde undværes, da Greven af Nassaus Regiment, der havde en luthersk Feltpræst, nylig var stødt til Armeen. Rejsen fandt saaledes ikke Sted.

I Gesandtskabsrelationerne for 1694 findes der en Styrkeliste over alle den franske Ilærs Regimenter. Ifølge denne bestod Royal Danois af 2 Batailloner á 7 Kom­ pagnier a 100 Mand. Denne Styrke er kun den etats­ mæssige, den virkelige var langt mindre, næppe over 800 Md., eller 50—60 Mand pr. Kompagni.

Felttoget 1695 fik stor Betydning for Royal Danois, skjøndt Regimentet ikke hørte med til den opererende Hær og næppe en eneste Gang kom i Ilden. Det hørte til den saakaldte «camp volant», der under General de Montals Kommando formeredes omkring St. Omer for at dække Kysten.

I Spidsen for den franske Operationshær stod Mar- schal Villeroy, en tapper og duelig Underforer, men en slet Overgeneral. Vilhelm III, der vel vidste, at han ingen Luxembourg havde overfor sig, optraadte med stor Dristighed. Ugevis stod han med 50,000 Mand i ringe Afstand fra den langt overlegne franske Hær, medens hans Underforere formerede 2 Armeekorps paa 30,000 Mand hver ved Audenarde og Namur. Villeroy, der stod bag Linierne mellem Lys og Escaut, turde intet foretage uden udtrykkelige Ordrer fra flove. Den tapre og energiske Boufflers, der havde Kommando over en mindre Del af Armeen, forstærkede paa egen Haand Besætningen i det truede Namur, men søgte forgjæves at formaa Overgeneralen til at vove et Angreb. Da de Allieredes Hær endelig var fuldt formeret, brød Kong Vilhelm plud­ selig op fra sin Stilling med 20,000 Md., han samlede de to fornævnte Hærkorps og viste sig uventet foran Namur , som han indesluttede med 80,000 Md. den  21. juni til 1. juli. Inden Berendingen var fuldført, lykkedes det Boufflers med 7 Regimenter Dragoner at kaste sig ind i Fæstningen, hvis Besætning nu beløb sig til 14,000 Md.

Prindsen af Vaudemont blev tilbage med 30,000 Md. for at maskere Kongens Foretagende. Villeroy fik endelig Klarhed over, hvor ringe en Styrke han havde imod sig; han besluttede sig da til at angribe og over­ vælde Prindsen, men Angrebet blev ført saa kejtet, at denne undslap med ganske ringe Tab. Vaudemonts Korps gik til Gand, og Villeroy, hvis Hær var voxet til henad 100,000 Md., burde nu med sin Hovedstyrke have angrebet de Allieredes Hovedhær, der var beskjæftiget med Namurs Belejring. Han spildte imidlertid baade Kræfter og Tid paa underordnede Formaal og belejrede og indtog de smaa Fæstninger Deinse og Dixmuyde. Sidstnævnte By var kun feltbefæstet, og Værkerne vare tilmed i maadelig Stand. Besætningen bestod af 1 Regiment Dragoner og 8 Batailloner Fodfolk under den danske Generalmajor J. A. Elnberger. Den 15-25. Juli aabnedes Løbegravene, og 5 Dage senere kapitulerede Byen. Besætningen blev Krigsfanger. Elnberger maatte senere bøde med Livet for sit Forhold, han blev hals­ hugget ved Gand 20-30 Novbr. 95.

Til Dixmuydes Besætning hørte den danske Bataillon Prinds Kristian. Rekrutnøden var meget stor i den franske Hær, særlig i Fremmedregimenterne, man søgte derfor med det gode og med det onde at faa Fangerne til at tage Tjeneste. De danske Soldater lede den samme Medfart som deres Kammerater 5 Aar tidligere havde maattet døje. De af dem, som strax vare villige til at tage Tjeneste, anbragtes ved Royal Danois, medens Resten ved streng Behandling i mørke, fugtige Fængsler efterhaanden skulde bringes til Fornuft. Om Frands Juel har været Ophavsmand til denne haarde Fremgangs- maade, vides ikke, men saa meget er vist, at 450 Md. af Prinds Kristians Bataillon, d. v. s. 9/10 af Styrken, lode sig hverve af ham.

Rygtet om de danske Soldaters Fangenskab og slette Behandling naaede selvfølgelig til Danmark. Meyercrone fik Ordre til at undersøge Sagen og forebringe den for rette Vedkommende i Frankrig. Han skulde andrage om, at Folkene behandledes noget «favorablere» end Fangerne af andre Nationaliteter, om at Officererne maatte nyde nogen Frihed, og om at samtlige Fanger efter endt Felttog maatte blive tilbageleverede. Særlig anbefaledes det ham at sørge for Major Baron v. Uffeln, den samme, der havde været Krigsfange 1690— 91.

Meyercrone henvendte sig til Barbézieux, der gav ham den Besked, at man vel i Begyndelsen havde be­ handlet Fangerne haardt paa Grund af den ilde Medfart, der var bleven de ved Namur saarede og fangne Fransk- mænd til Del, men at man snart var gaaet over til en mildere Behandlingsmaade; de danske Fanger havde ingen Grund til at klage; thi særlig mod dem var man optraadt hensynsfuldt.

Den 27. august til 6. september 95 havde Namur overgivet sig efter et haardnakket Forsvar, og efter at Villerov havde gjort nogle slet ledede og derfor mislykkede Forsøg paa at undsætte Boufflers. Kapitulationen var særdeles ærefuld, Besætningen, der var reduceret til 4— 5000 !Md., fik fri Afmarche med fuld militær Honnør. Men under Forbi- defileringen bemægtigede Vilhelm III sig Marschal Boufflers Person for derved at tvinge de Franske til at udlevere Fangerne fra Deinse og Dixmuyde. Ludvig XIV gik ind paa at kjøbe Marschallens Frihed paa disse Vilkaar, og Frands Juel var meget bange for at komme til at afgive sine Folk; han beholdt dem imidlertid; thi Frankrig tilbagegav kun dem, der ikke «frivillig» havde taget Tje­neste. Af Prinds Kristians llegiment vendte kun 43 Md. tilbage til de Allierede“). Officererne løslodes alle; Meyercrone havde intet kunnet gjøre for dem, dels var Ordren fra det danske Hof for sent kommet ham i Hænde, og dels havde de ikke henvendt sig til ham.

Aaret 1695 var ogsaa i andre Retninger betydnings­ fuldt for Royal Danois. Kristian Gyldenløve udtraadte nemlig af den franske Hær uden dog fuldstændig at op­ give Forholdet til sit Regiment. Den 2-12. April 95 blev Meyercrone instrueret om at meddele de Croissy, at Kongen af Danmark havde besluttet fremtidig at anvende Hs. høje Excellence i sin egen Tjeneste som General­ løjtnant i Norge; tillige skulde han underrette Ministeren om, at Gyldenløve gjennem Villerov havde indsendt en Skrivelse til Kongen af Frankrig, hvori han bad om at løses fra sit Tjenesteforhold, samtidig med at han takkede for al den Godhed og Naade, der var bevist ham. Det varede imidlertid grumme længe, inden den omtalte Skrivelse kom Marschallen i Hænde. Endnu den 6-16. Maj var den ikke ankommet, først den 17-27. Maj kunde Meyercrone indberette, at Brevet var arriveret, men at Villeroy var i Felten. Gesandten gjorde da selv de fornødne Meddelelser til Croissy og de andre, hvem Sagen vedkom.

Et tydeligt Bevis paa, at Gyldenløve vedblev at nære Interesse for Royal Danois, er, at han gjentagne Gange skaffede det Rekrutter fra sit norske Regiment. Den 27. oktober til 6. November 94 resolverede Kristian V paa Statholder Gylden­ løves Indstilling, skjøndt han det «ey for gott befant", at der maatte tages 80 Mand af de 2 Kompagnier, der laa i Kristianssand, og sendes til Frankrig for at indlemmes i Royal Danois, og det uagtet Frands Juel skulde kom­ mandere Regimentet, og tiltrods for at Kr. Gyldenløve «ingen recognaissance af Franckrig for de forrige recruter havde faaet». De omtalte Kompagnier hørte til 2det gevorbne Regiment, som Gyldenløve fik den 12. Marts 1695; der var saaledes ikke Tale om at sælge eller bortgive udskrevne Soldater.

Den Febr. 95 fik den ofte omtalte Kaptejn Kri­ stian Albrecht Danckwardt af Marineregimentet Orlov for «i egne Anliggendern at begive sig til Frankrig. Sammen med ham afrejste hans Regimentskammerater Fændrikkerne Peter Kalthoff og Nostitz for at tage Tjeneste ved Royal Danois, der synes al have øvet en særlig Tiltrækning paa Marineregimentet. Om Danck­ wardt virkelig rejste til Frankrig, faar staa hen; rimeligvis gik han direkte til Norge, hvor han i April Maaned havde travlt med at hverve Rekrutter til Royal Danois. Tvende af dette Regiments Officerer, Arendt Krag og Johan Kristopher Koss (Kaas), vare sendte til Norge for at afhente de hvervede Rekrutter og de lovede 80 Soldater; i Kristianssand sluttede et Par andre Officerer, Rart hold Nicolay v. Landsberg og en Rreuning sig til Selskabet. Fændrik Nostitz nævnes ogsaa sammen med Danckwardt, hvorimod Kalthoff ikke omtales ved denne Lejlighed.

Danckwardts Mission var overordentlig ubehagelig; de norske Myndigheder turde ikke støtte ham, og fra Frankrig fik han heller ingen Hjælp. Han havde ventet, at en eller anden fransk Kaper vilde føre ham og hans Mandskab til Dunkerque, men dette Haab gik først sent i Opfyldelse. Nedenstaaende Brev giver et ret levende Rillede af hans Gjenvordigheder.

Christianssand, 24. May 1690.

Jeg hafde tænkt for vist naar jeg var saa vit klar og hidkommet til denne sted at sig altid leylighed præsenterit til franckrige at offuerkomme Huorom jeg og Welbaarne Hr. obersecretaire fra Christiania sidst tilschreffuet. Mens saa gaar det paa Siette Uge at jeg her været ingen Schibe har jeg Enu seet ey heller veed, naar Nogen monde hidkomme. En 40 á 50 Mann har Jeg med største Moye og umkoster tilsammen bragt, som nu ønsker at hafde mine Penge igien for, effter som mig deroffuer en stor Deel mig ruinerer thi Penge, som fra Regi­ mentet hafft er offuer og ingen steds veed jeg nogen assistence at bekomme. Jeg har begge Hoy Excel­ lencer saa vel som Ambassadeuren og oberste Juel mehr end noch herom tilschreffuen Mens mig Synnes at ingen sig stort mehr herom bekymrer saa Jeg snart iche veed huad Vidre Er at gjøre mine største fortred jeg herved hahr er at jeg altid tenckt en Deel af Campannien at profitere som til­ lige alt andet effter anseende bliffuer til inttet. Det er slet at saa liden anstalt til denne transport giort mig undrer hoylig at icke Hr. obriste Juel som ellers inttet lader manquere till sin avantage iche paadriffuer at en fregath eller Noget herom expresse er bleffuen beordret at hidkomme det er dog en 120— 30 Mann som alt skiont Regimentet iche ellers kunde Completeris dog kunde stoppe en stor Deel af den herpaa anvendte umkost i steden nu paa sidsten de anwerbede med største Spot formedelst manquement paa penge maa bortjages som i sand­ hed scheer om iche man schib eller Assistance af Penge bekommer, thi jeg har ingen Midler at sette der udi huor vel alt en liden avance der til giort. Beder ydmygst Welbaarne Hr. obersecretaire ey ilde optage at med mine unøttige Breve incommoderer. Jeg frøchter at paa saadan Maade offuer min aller- naadigste forloff udebliffuer at da Monseigneur ober­ secretaire veed hvorledes mine sager staa og gunstig derhen vilde See at mig ingen U Naade heller for­ tred deraff maatte tilfoyes.

Welbaarne Hr. obersecretaires Hørsomme og pligtschyldige Christian Albrecht Danckwardt.

Det varede endnu et Par Ugers Tid, inden Danck­ wardt fandt den saa længselsfuldt ventede Skibslejlighed. Kaperfregatten »Marie», Kaptejn Jacques Bart, løb midt i Juni ind til Mandal, og Chefen var villig til at tage Royal Danois’s Rekrutter ombord; men hans Skib kunde kun rumme 40 Md. foruden Besætningen, og det var hans Agt at gjøre et 6 Ugers Kryds i Nordsøen, førend han satte Kursen, ikke mod Dunkerque, men mod Nantes. Det var haarde Konditioner, men Danckwardt gik dog ind paa dem, da han ikke øjnede anden Udsigt til at slippe bort. Han henvendte sig til den fungerende Kom­ mandant iKristianssand, Friederich Hartwig Nostitz, og bad ham om 40 Mand af Garnisonen. Kommandanten havde allerede i Oktbr. 94 faaet Ordre til at være rede til at afgive 80 Md., der »skulde hente nogle indkjøbte Fartøjer i Dunkerque»; men det forekom ham, at Kap­tejn Barts Fregat kun egnede sig slet til at transportere de norske Soldater. Han gjorde da en hel Del Vanske­ ligheder, forestillede Danckwardt, at Halvdelen af Folkene sikkert vilde krepere paa Søen, og had ham se Tiden an, men denne forlangte »mit groszcm Eyffer und fast ungeduldig» at faa Folkene strax. Nostitz gav ham da 20 Md. af hvert Kompagni, og da Danckwardt er­ klærede, at de maatte være godt paaklædle for at modstaa den strenge Kulde, der vilde møde dem under Shetlandsøerne, lod han dem forsyne med ny Over- og Undermundering.

Afrejsen fandt Sted omkring den 20-30. Juni; de oven­ nævnte Officerer ledsagede Danckwardt; dog bleve Løjt­ nanterne Krag og Koss (Kaasi tilbage for at føre de re­ sterende 40 Md. til Frankrig. En halv Snes Dage efter den første Transports Afgang løb Kaperfregatten «l’ Auda- cieux'i ind til Kristianssand. Skibet, som hørte til den franske Orlogsmarine, førtes af en Søofficer, Kaptejn Louis de Monteveille (?), der var villig til at tage Krags Kom­ mando med ombord. Uheldigvis kunde han ikke strax tiltræde Rejsen, da han havde mistet sin Stormast. Den 19-29. Juli var «l’ Audacieux» sejlklar og havde indtaget sine Passagerer, den 9-19. August laa det endnu ved Flækkerø, hvor Officerer og Mandskab begik mange «Insolentier». Under 30. August (gi. St.) indberetter Nostitz, at Løjtnant Krag paa den »offtbemeldte» Kaper stadig laa for Mod­ vind ved Kristianssand; men Afrejsen maa være gaaet for sig kort efter, og tiltrods for den store Forsinkelse ankom Koss og Krag med deres Folk til Royal Danois’s Stand­ kvarter længe før deres Kammerater, der vare afrejste 10 Uger tidligere under Danckvvards Kommando. Denne har selv skildret sin langvarige og møjsommelige Rejse i et Rrev til Harboe, som gjengives nedenfor.

Saint Omair, 23. Septbr. 1695.

Nu er det Jyst tre Maaneder da Jeg bortgik fra Norge med en franzosche Fregat kiddet Marie og Commanderit af Capitaine Barth fra Dunkerque wi giorde Toure Norden om Hetland Ir- Schot- og Engeland og debarquerte saaledes til Nantes som reignes effter Søkorten 560 Mihle. I Søen har vi haft adschillige rencontres dog aldrig er bleffuen opseilet af Noget Schib med mindre vi Selff vilde; thi Jeg tror icke at bedre Capper fra Dunkerque eller gandsche franckrige udsejler hvorfor vi og i de 5 Eger og 6 Dage vi under veis var 11 Priszer bort taget dernest en Dell forbrent og et wackert Schib med til Nantes opbragt; Saa Reisen inporterer forbemeldte Capt. Barth og hånds Reder i det Mindste 100,000 francker. Til Nantes motte Jeg 14 dage still lige nu til sidste og Marsch Route fra M. de Barbézieux fra hoffue bekom. Marscherte saa igiennem Landet vel ved 160 Mihle og kom igien hid til Regtel som ligger her i Guarnison, samt for mig de alt forhen offuerschibede 40 Mann og Resten haffde jeg med mig, saa nu de 80 Mann fra de til Chri- stianssand liggende tvende Comp. saaledes vel offuerkommet. Hr. obriste Juel haffde wist giort sit Facit op paa en større Nombre dog icke desto mindre hermed contenterit og som jeg tror de ved­ kommende derfor underdanigst tacker; mig har hånd til recompense for alt lmfft u Mage Conserveril det Compagnie som Monsieur Bielcke herude quiterte og ydermehre ved andre mig ladet forstaa del ved Majorens afgang som er gammel og hel Svag vel Noget bedre for mig var at forvænte. Mens som min Naadige Herre og Konge i Danmarck mig nyeligen et bedre giffuet har Jeg hr. obriste Juel derfor tacket og begieret at Jeg min reigning maatte af ligge. Saa snart da dette er klart gaar Jeg strax til paris . . . .

Slutningen af Lirevet omhandler dels Prinds Kri­ stians Bataillons Skjæbne, dels indeholder den l.øfter om i Paris at besørge en Del Kommissioner for Oversekre­ tæren. Officererne og de diplomatiske Agenter maatte i hine Tider, da Postgangen var saa primitiv, besørge mange Ærinder for Ministrene. Meyercrone maatte saa- ledes besørge Oversekretær Jessens Parykker, medens Gesandten i London, den bekjendte Mogens Skeel, tog sig af Hattene. Forhandlingerne om disse Gjenstandes Beskaffenhed og Pris optage en ikke ringe Plads i den Del af Gesandtskabsrelationerne, der ikke var be­stemt for Kongen.

Aaret 1695 fik saaledes stor Betydning for Royal Danois. Regimentet optog et stort Antal danske og norske Officerer og Soldater i sine Rækker, og da det ikke kan have lidt store Tab, maa det næsten have naaet op til sin etatsmæssige Styrke. Af de danske og norske Officerer vides ingen at have forladt Regimentet undtagen Danckwardt og muligvis en af Huitfeldterne.

Den 3. lanuar 1696 (n. St.) blev Frands Juel udnævnt til brigadier d’infanterie; han beholdt dog sit Regi­ment; først 1698 blev der udstedt en ordonnance, der paalagde alle Generalspersoner at sælge deres Regi­menter, en Bestemmelse, som forresten aldrig blev fuldt gjennemført. Juel fik først Brigade et Aar senere, da der ikke blev formeret nogen ordre de bataille ved den Armee, hvori Royal Danois blev indlemmet, i Felt­ toget 1696.

Da Royal Danois nu hovedsagelig bestod af danske Krigsfanger, blev det ikke længer anset for raadeligt at anvende det i Flandern; det blev derfor underlagt Marschal Catinat , der opererede i Norditalien, og hvis Hær skulde bringes op paa en betydelig Styrke. I Løbet af Vinteren samledes 90 Batailloner og 95 Eskadroner i det sydostlige Frankrig, og i Marts overskred Marschallens Armee Alperne, uden at Naturforholdene eller Fjenden lagde den Hindringer ivejen.

Feittoget i Italien 1696 frembyder kun lidet af militær Interesse; det udfægtedes mere med Pennen end med Sværdet. Hvor fristende det end kunde være at skildre dette interessante diplomatiske Intriguespil, ligger det dog Royal Danois’s Historie for fjernt til at medtages her. Der skal da kun siges, at Catinats Armee hele Sommeren blev staaende i Hertugen af Savoyens Stater, medens denne underhandlede først med Frankrig og der­ næst med sine tidligere Allierede, Kejseren og Spanien. Den 19-29. Juni ratificeredes en for Savoyen særlig fordel­ agtig Fredstraktat med Frankrig, og i en Paragraf i denne bestemtes det, at hvis Kejseren og Spanien ikke inden den 1. September havde anerkjendt Italiens Neu­ tralitet, skulde Hertugen i Spidsen for den kombinerede franske og savoyiske Hær tvinge dem dertil. Forhand­ lingerne med de Allierede førte kun til en Vaabenstilstand, under hvilken den franske Hær forenedes med de savoy­ iske Tropper, og da Vaabenhvilen var udløbet, rykkede Hertugen i Spidsen for den kombinerede Hær mod Valenza, en Fæstning, der dækkede en af Adgangene til de spanske Besiddelser i Norditalien. Den 14-24. September aabnedes Løbegravene, og Belejringsarbejderne avancerede rask. Den 28. september til 8. oktober lagdes Breche i Hovedvolden, efter at  Udenværkerne vare tagne, men Stormen hindredes ved Efterretningen om, at Kejseren og Spanien vare gaaede ind paa Italiens Neutralitet. Den 2-12. Oktober afmar­cherede Belejringshæren til Turin. De franske Tropper gik i Vinterkvarter i Dauphiné og Provence. Royal Danois, der under Felttoget fulgte Hovedhæren, deltog i Belejringen af Valenza, men Regimentet synes ikke at have deltaget i Kampene foran Fæstningen. Vinteren tilbragte det omkring Avignon, hvor det paany fik Til­ gang fra Kristian Gyldenløves norske Regiment, der afgav 5 Mand pr. Kompagni, ialt 50 Md.. Løjtnanterne Johan Kaspersen og C. L. v. Krantzberg, der 1698 stode ved Royal Danois, men om hvis Ankomst der intet foreligger, ere formodentlig fulgte med disse Tropper.

Savoyens Neutralitet var vel dyrt kjøbt, men Frankrig fik nu friere Hænder og beredte sig til at bekrige Spa­ nien efter en større Maalestok. Vendôme, der allerede Aaret forud havde haft Kommandoen i Katalonien, blev i Aaret 1697 sat i Spidsen for en Hær paa 44 Batailloner og 55 Eskadroner. Frands Juel fik Kommandoen over en Brigade, der foruden Royal Danois bestod af de 2 smaa Regimenter Médoc og CourviIle, ialt 4 Bataillouer.

Den 8-18. Maj ankom Vendôme til Ilæren, der sam­ ledes ved Gerona. Spanierne havde taget Stilling ved Hostalric, hvor de forskandsede sig, men da de Franske gjorde Mine til at angribe, trak de sig tilbage til en Stilling 1,5 Mil Syd for Darcelona efter at have kastet nogle Tropper ind i Fæstningen. Den 27. maj til 6. juni stod Ven­dôme omtrent 1 Mil Nord for Barcelona, og samme Dag ankom Viceadmiral d’Estrées med 12 Linieskibe og Fregatter, 30 Galejer og over 100 Førselsskibe. De Franske maatte nemlig basere sig paa Flaaden, da Hæren var for svag til at dække en Operationslinie over Land mod de talrige Skarer af «miguelettes», der huserede i det nordlige Spanien.

Da Belejringsmateriellet var udskibet, skred Vendôme til Indeslutningen af Barcelona, men hans Hær var for lille til, at denne kunde blive effektiv. Barcelona bestod af 3 Dele, den gamle By, der indbefattede den større, østlige Del, den ny By og Citadellet, Mont Juich, der laa Sydost for sidstnævnte Staddel, med hvilken den stod i Forbindelse. Hele Staden omgaves af en Vold, foran hvilken der laa en bred, vaad Grav, og bag Volden var der en Mur, der lukkede Bastionernes Struber. En kreneleret Mur med Taarne adskilte den ny By fra den gamle, og nogle mindre Værker dækkede Havnen. Be­ sætningen bestod af 8000 Infanterister, 1500 Ryttere og en Borgervæbning paa 4000 Md. Greven af Corsana var Fæstningens Guvernør.

Angrebet førtes mod den nordlige Del af den gamle By, Løbegravene aabnedes Natten til den 6-16. Juni, og Belejringsarbejderne skrede jevnt fremad, skjøndt Be­sætningen sinkede dem med kraftige Udfald, og skjøndt Vicekongen af Katalonien, Don Francisco de Velas­ quez, der stadig gjennem Mont Juich stod i Forbindelse med Fæstningen, jevnlig foruroligede de Franske med sine lette Tropper. Fra den 24. juni til 4. juli til 26. juni til 6. juli den stredes man om den dækkede Vej, som flere Gange toges og tilbagetoges for tilsidst at blive i de Franskes Hænder. Den 4-14. Juli gjorde Vicekongen et større Angreb paa Belejringshæren, men hans Undsætningsforsøg mislykkedes ganske. Den 12-22. Juli toges begge Bastionerne paa An­ grebsfronten, men Spanierne forsvarede sig med yderste llaardnakkethed, og det lykkedes ikke at tage den gamle Mur, der lukkede Bastionernes Strube. Minørerne sattes nu i Virksomhed, og den 26. juli til 5. august stode 10 Grenaderkompagnier og 16 Batailloner rede til at storme. Inden Vendôme lod Minerne spille, lod han Guvernøren op­ fordre. Efter langvarige Forhandlinger kom man overens om Betingelserne for en Kapitulation. Den 5-15. August afmarcherede Besaitningen med fuld militær Honnør.

Erobringen af Barcelona havde kostet store Ofre. De Franske mistede c. 9000 Md.; ogsaa Royal Danois led store Tab. En Liste over samtlige Regimenters Af­ gang under hele Belejringen opgiver følgende Tal for Juels Regiment.

Faldne:

4 Kaptejner, 99 Underofficerer og Menige.

Saarede:

2 Kaptejner, 6 Løjtnanter, 69 Underofficerer og Menige. 

Deserterede:

48 Menige.

Blandt de Faldne var Kaptejn Kristian Sulim, der blev skudt den 25. juli til 4. august og begravet i Mont Juich; blandt de Saarede var Løjtnant Henrik Jørgen Huitfeldt, der samme Dag ramtes af en Musketkugle i det ene Laar.

Erobringen af Barcelona var det sidste krigerske Foretagende i dette Felttog. Underhandlingerne, der havde varet hele Sommeren, førte til Freden i llyswick, som Spanien tiltraadte den 10-20. Septbr. 1697. Frankrig begyndte nu at aflægge den tunge Rustning, soin det kun med Opbydelse af sin yderste Kraft havde formaaet at bære. Det tog fat paa at reducere sin uforholdsmæssig store Armee.

Ved Krigens Udbrud 1688 havde Ludvig XIV 115 Infanteriregimenter; 1697 var Tallet steget til 252. De stærkt medtagne Finanser gjorde en Reduktion paatræn­ gende nødvendig, saa snart Forholdene tillode det. Alle­rede i Oktober 1697 indberettede Meyercrone, at den franske Hær vilde blive formindsket med 200,000 Md.; men det gik ikke saa hurtig, som man havde ventet og ønsket. Dels var Freden ikke ganske paalidelig, og dels greb Reduktionen stærkt ind i Hofadlens Interesser. Et Regiment var jo et vigtigt Aktiv i sin Ejermands Hænder, og denne led et stort Tab, naar Regimentet opløstes, selv om han sattes a la suite med Ribehold af Gage. Der intrigeredes da ogsaa stærkt ved Hove, og der lød højrøstede Klager fra alle Sider; men Nøden var tvin­ gende; i Løbet af Aaret 1698 reduceredes det franske Fodfolk til 142 Regimenter.

Royal Danois var et af de sidste Regimenter, der opløstes. Prædikatet «Royal» gav det, som tidligere berørt, en vis Udsigt til at blive bestaaende i Fredstid. Dets vedvarende Existens blev dog betragtet, som højst problematisk, og de danske Officerer begyndte at søge bjem. Skjøndt Kristian Gyldenløve siden 1695 var udtraadt af den franske Hær, betragtedes han dog stadig som Chef for Regimentet; hans tidligere Undergivne hen­ vendte sig til ham, han tog sig med Varme af deres Sag og bestræbte sig for paany at skaffe dem Ansættelse i Moderlandet. «Je voudrois bien proposer au Roy«, skri­ ver han til Harboe, «que les officiers qui ont servi en France puissent estre du nombre de ceux que le Roy veut acomoder . . . car il y a baucoup de la nation qui sont très bon officiers et qui se sont painé pour se rendre capable pour le Service du Roy». Han synes iøvrigt ikke at være holdt à jour med Begivenhederne ved Regimentet, hvor Avancementet jo ogsaa lader til at have været ret livligt, thi han skriver et andet Sted: «Je ne puis pas encore proposer les officiers du Royal Danois ne sachant pas bien en quelles charches ils sont quoy- qu’ils me pressent toujours». Han indstillede dog Arendt Krag til Kompagnichef i Stedet for Kaptejn Jens Flor, som han mente ikke kunde undgaa at miste sin Charge; og B. N. Landsberg indstilledes til Løjtnant ved det Hausmannske Regiment.

Som en særlig Begunstigelse havde Royal Danois Tilladelse til at holde en luthersk Feltpræst. Hvem der blev lir. Bonaventuras Efterfølger, vides ikke; han fik imidlertid en saadan, og da denne 1698 fortrædigedes i Udførelsen af sin Embedsgjerning, klagede han til det danske Hof. Kongen, hvem Haandhævelsen af den rene Lære laa stærkt paa Sinde, gav Meyercrone Ordre til at undersøge Sagen. Gesandten henvendte sig til den franske Minister Pomponne2), der ikke gav ham syn­ derlig klar Besked; han sagde dog, at det kun havde været Præsten, man vilde tillivs, da hans Opførsel havde givet grundet Anledning til Klage; derimod vilde han ikke udtale sig nærmere om selve disse Klager. løvrigt gav han ikke Meyercrone noget Ilaab om Ansættelsen af en ny luthersk Præst. Regimentet havde ikke Ret til nogen saadan, da det ikke var betinget i Kapitulationen, hvilket derimod var Tilfældet med «Alsace», »Royal Allemand» og andre Fremmedregimenter. Barbézieux var heller ikke villig til at anbefale, at Royal Danois vedblivende nød denne Begunstigelse. Meyercrone henvendte sig ogsaa til Frands Juel, der erklærede, at saa snart han fik Sik­ kerhed for, at hans Regiment ikke skulde opløses, skulde han af al Magt bestræbe sig for, at Regimentet fik en ny luthersk Præst, og han svor paa, at dette stedse havde været hans Hensigt. Meyercrone stiller sig noget skeptisk til denne Forsikring: »Je laisse ce point å part mais il faut que j’en fasse l’usage estant certain que dans la disposition presente de la cour sur l’affaire de la religion ce Rgt. aura difficilement un ministre malgré le colonel». Det sidste er noget tvetydigt, thi det kan baade oversættes: «mod Oberstens Villie» og «tiltrods for Oberstens Anstrengelser». I første Fald har Meyer­ crone altsaa villet antyde, at Juel virkelig havde «changeret Religionen».

Det var iøvrigt ikke værd at gjøre store Ophævelser over denne Sag, thi Royal Danois’s Dage vare talte. I Slutningen af December indberettede Meyercrone, at Re­gimentet vilde blive indlemmet i «Alsace», og at Juels Stilling vilde blive ubehagelig ændret derved. I Listen over de fremmede Regimenter for Aaret 1699 findes Royal Danois ikke.

En stor Del af Royal Danois’s Officerer ansattes i Danmark og Norge, men Chefen, Frands Juel, kom ikke mere til at tjene sit Fædreland. Han synes at være for-bleven i Frankrig, hvor han skal have tjent som «Feltmarschal», d. v. s. maréchal de camp, tlans Hustru og Rørn forbleve i Danmark, og der tilbragte han ogsaa selv sine sidste Dage. Han døde hos sin Datter Rerthe Sofie, der var gift med Jægermester Kracowitz.

Saaledes forsvandt Royal Danois. «Det bleff under- stochen», skriver dets ældste Kompagnichef, «af Aarsag at Regimentet ingen Patroner haffde udj Rureauen» 5). Grunden hertil maa vel især søges i den ringe Opmærk­ somhed, man i Danmark viste Regimentet, efter at Kri­ stian Gyldenløve havde forladt den franske Hær. Youl Danois’s Oprettelse hilstes i Moderlandet med Uvillie, Royal Danois’s Opløsning liilstes med Ligegyldighed. Kun i 9 Aar var det danske Navn repræsenteret i den franske Armee, men dets Rærer optraadte paa de forskjelligste Krigsskuepladser; sine første og sidste Aar tilbragte Re­ gimentet i Spanien, men i Mellemtiden kæmpede det i Flandern og Italien; det stod under de ypperste af de dalevende franske Hærførere, Luxembourg, Catinat og Vendôme, det deltog kun i Sejre, aldrig bivaanede det et Nederlag; det kæmpede ved Neerwinden og deltog i Be­ lejringen af Seo de Urgel, Huy, Charleroy, Valenza og Barcelona. Var Regimentet end ikke dansk i den For­ stand, at det hørte til den danske Hær, saa bør dets Historie dog omtales under den danske Hærs Historie; thi Royal Danois var det naturlige Samlingssted for de danske og norske Krigsmænd, der med eller mod deres Villie kom i Ludvig XIV.s Tjeneste fra 1690—98, og deres Antal var ikke ringe.

Glemselens Støv har nu i næsten 2 Aarhundreder dækket Royal Danois’s Navn; her er der gjort et Forsøg paa at blæse det tilside; men Tiden har bleget Farverne i den gamle Fanes Dug og næsten udslettet de gyldne Inskriptioner. Skildringen er derfor ikke bleven saa fyl­dig og livlig, som ønskeligt var, men hvis Fremstillingen af denne lille Episode kunde bidrage til at vække Inter­ essen for en mere indgaaende Behandling af vor gamle staaende Hærs hidtil saa lidet paaagtede Historie, da er Flensigten med denne Afhandling opnaaet.

 

Tillæg I.

Fortegnelse over danske og norske Officerer, der have været knyttede til Royal Danois:

Kristian Gyldenløve.
Frands Juel.
Heyer.
Kristian Korfitz Rosenkrands.
Kristian Charlot Huitfeldt.
Hartvig Huitfeldt.
Henrik Jørgen Huitfeldt.
Thomas Huilfeldt (?).
Arendt Mogensen Krag.
Arild Gyldensljerne.
Jonan Kristopher Koss (Kaas).
Kristian Albrecht Danekwardt.
Andreas Scheel (?).
Johan Werner Ackelve.
Hans Jakob Brun (?).
Kristian Frederik Kristian Bjelke.
Henrik Brahe.
Kaspar Gotllob Moltke.
Heinrich Pullz.
Heinrich Harloff.
Severin Hiort.
Kristian Suhm.
Josva Jakob Schwarlz.
Barthold Nikolai Landsberg.
Peter Kalthoff.
Johan Kaspersen.
Noslitz.
Breuning.
C. L. v. Kranlzberg.

Ovenstaaende Liste gjør ikke Fordring paa at være fuld­ stændig. Da Regimentets Elater ikke foreligge, er del næppe muligt at opstille en fuldt paalidelig og komplet Navneliste. Det er højst rimeligt, at endnu flere danske og norske Officerer have tjent i Royal Danois.

Tillæg II.

Liste over Tilgang af danske og norske Soldater til Royal Danois.

Ovenstaaende Liste er ikke fuldstændig. Det er rimeligt, at Regimentet har haft større Tilgang af Fanger, Desertører og Frivillige, og det er muligt, al Hvervningerne i Norge have givet et større Udbylle.

Tillæg III.

Fortegnelse over benyttede Kilder. Trykte Kilder. Dansk og norsk Literatur. I. F. H. Jahn: De danske Auxiliærtropper. Kbhvn. 1840; A. D. Jørgensen: Sønderjyderne i den danske Hær. Kbhvn. 1876; O. Vaupell: Den danske og norske Hærs Historie. Kbhvn. 1872— 76; I. P. Trap : Beskr. af Danmark. Kbhvn. 1872— 79; H. G. Masius; Traurrede über Chr. Güldenleu. 1709; J. Trellund: latinske Lovtale over samme. 1707; H. C. de Reedtz: Repertoire hisi. et chron. des traités conclus p. 1. cour de Danemarck. 1826; E. Holm: Om danske og norske indfødle Soldater som Hjælpetropper (Hist. Tidsskr. 5. Kække B. V); Kristian V: Dagboder. 1689— 90 (Nyt hist. Tidsskr. B. I— II); Kristian V: Egenhændige Dagsregistre (Geh. Ark. Aarsberetn. B. VI); Huitfeldt Kaas: Henrik Jørgen Huitfeldt o. s. v. (Pers. Tidsskr. B. VI); H. Hofman: Gavebreve og  Fundationer. 1755-65; Th. Hofmann: Efterretninger om danske adelsmænd 1777-79; O. H. Moller: Nachricht v. d. Geschl. v. Suhm. 1775; J. Moller: Climbira litterata. 1744; C. J. Anker: Norske Generalspersoner. 1885. Forsk. Artikler i Pers. Tidsskr., Norske Samlinger etc.

Fransk Literatur.

Du Quincy: Hist. milit. du règne de Louis le Grand. 1726; Beaurain: Hist. milit. de Flandre. 1782; Allent: Hist. du corps impérial du génie. 1805; Susane: Hist. de l’infanterie française. 1876; Dussieux: l’armée en France. 1884; Fieffé : Hist. des troupes étrangères au service de France. 1862; Puységur: L’art de la guerre par règles et par principes. 1749; Henri Martin: Hist. de France. B, XVI. 1850; Voltaire: Siècle de Louis XIV.

Theatrum Europæum. B. XV.

Utrykte Kilder.

Gehejmearkivet.

Krigsministeriets Afleveringer: Indkomne Sager (til Kongen) 1689 — 98; Indkomne Breve (til Harboe) 1689 — 98; Expederede Sager til de Deputerede af Land-Etaten 1689 — 98; Refererede Sager 1702— 08 (passim.); Militær-Etater; Slag­ ordner fra forskjellige fremmede Hære.

Udenrigsministeriets Afleveringer: Franske Ge­ sandtskabsrelationer (Meyercrone) 1690 —98; Registratur over Ordrer fra det danske Hof til Gesandten i Frankrig 1690— 98; Engelske Gesandtskabsrelalioner 1690— 92; den franske Ge­ sandt ved det danske Hof, Martangis, Korrespondanceprotokol 1692; Grund : Indberetninger fra den franske' Hær 1690 — 94.

Kristian V.s Egenhændige Dagsregister. 1694. Jydske aabne Breve. 1696; Viborg Landsthings Pante- og Skjøde protokol Nr. 24.

Benzons Stamtavler.

Det store kongelige Bibliolhek.

Kalis Samlinger Nr. 86 — 87. Folio.

Nye kgl. Samlinger Nr. 246. 8°.

Enkelte personalhisloriske Oplysninger ere modtagne fra D’Hrr. Arkivfuldmægtig i det norske Kigsarkiv H. J. Huitfeldt Kaas og Kaptejn H.W. Harbou. D’Hrr. Kaptejn P. F. Rist, Registrator F. Krarup og Arkivassistent A. Thiset i det danske Gehejmearkiv have med stor Beredvillighed ydet Hjælp og Vej­ ledning med Hensyn til Benyttelsen af del danske henholdsvis trykte og utrykte Materiale. Forfatteren bringer dem alle sin bedste og varmeste Tak.